(v/ advokat Per Lunde Nielsen)
Retten i Sønderborg har den 21. juni 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS26604/2022-SON).
Landsdommerne Henrik Bjørnager Nielsen, Thomas Klyver og Anne Marie Schmidt (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Appellanten, Skatteministeriet, har gentaget sin påstand for byretten om frifindelse.
Indstævnte, A, har påstået dommen stadfæstet, subsidiært at Skatteministeriet skal anerkende, at skatteansættelserne for indkomstårene 2017 og 2018 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
Supplerende sagsfremstilling
Der er for landsretten fremlagt breve af 5. marts og 22. maj 2020 fra den Y1-land skatteforvaltning i Y2-by, brev af 4. maj 2020 til Skattestyrelsen, sagsnotat fra Skattestyrelsen, A’s indkomstopgørelse for indkomståret 2017, ruteeksempler fra Google Maps Ruteplanlægger, hotelregninger og værkstedsfakturaer af 13. oktober 2017 og 28. december 2018.
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Skatteministeriet har i relation til 60-dagsreglen i ligningslovens § 9 B supplerende anført, at kørsel mellem bopæl og arbejdsplads som udgangspunkt er privat kørsel. Befordring mellem bopæl og en arbejdsplads anses dog for erhvervsmæssig, hvis der er tale om befordring mellem bopælen og arbejdspladsen i maksimalt 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder. Efter indholdet af kørebøgerne og selvangivelserne vedrørende kørselsfradrag må det lægges til grund, at A har kørt mellem sin bopæl og selskabets kontor mere end 60 dage om året i både indkomståret 2017 og indkomståret 2018. Kørslerne i selskabets bil mellem bopælen og kontoret skal derfor i det hele anses for privat kørsel, som i sig selv udløser beskatning efter ligningslovens § 16 A, stk. 5.
A har heroverfor anført, at hun ved fremlæggelse af bogholderibilag og kørselsoversigter har dokumenteret eller i hvert fald sandsynliggjort, at hendes kørsel mellem hjemmet i Y3-by og kontoret i Y2-by kontinuerligt har været tilrettelagt under iagttagelse af 60-dagsreglen. Skatteministeriet har ikke alene ved en henvisning til fejlagtigt selvangivne kørselsfradrag godtgjort, at bilen har været benyttet til privat kørsel.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det følger af ligningslovens § 16 A, stk. 5, at en hovedaktionær, der får stillet en bil til rådighed for privat benyttelse, skal beskattes af den skattepligtige værdi af bilen som nærmere reguleret i § 16, stk. 4.
A var gennem selskabsstrukturen ejer af selskabet G1-virksomhed. Hun havde i 2017 og 2018 rådighed over selskabets personbil af mærket (red.fjernet.bilmærke), som Motorstyrelsen har vurderet havde en nypris på omkring 2,2 mio. kr. Personbilen er velegnet til privatkørsel, og ifølge registreringerne i kørebøgerne har bilen i flere tilfælde været parkeret ved A’s bopæl i Y3-by.
Under disse omstændigheder påhviler det A at sandsynliggøre, at hun ikke havde bilen stillet til rådighed til sin private benyttelse.
Efter retspraksis kan dette i realiteten alene sandsynliggøres ved, at der løbende føres et korrekt, fyldestgørende og forståeligt kørselsregnskab, der viser, at bilen ikke anvendes til privat kørsel, og der stilles strenge krav til dokumentationen, når der i et tilfælde som det foreliggende er tale om interesseforbundne parter. Det er således ikke tilstrækkeligt, at A i den omhandlede periode havde flere private biler til sin rådighed, og at der foreligger en fraskrivelsesaftale mellem hende og selskabet.
Ifølge kørebøgerne har A i indkomstårene 2017 og 2018 henholdsvis kørt 18 og mindst 25 ture i selskabets bil mellem sin bopæl i Y3-by og selskabets faste kontor i Y2-by. Når dette sammenholdes med det, som hun har selvangivet vedrørende kørselsfradrag efter ligningslovens § 9 C for anden transport, herunder 52 ture i 2017 mellem Y3-by og Y2-by, indikerer oplysningerne samlet set, at hun har kørt mellem sin bopæl og kontoret i Y2-by i mere end 60 dage i både 2017 og 2018, således at de 18 og mindst 25 ture udgør privatkørsel for hende, jf. herved ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a modsætningsvist.
A er ikke fremkommet med tidstro og objektive oplysninger, som giver grundlag for at se bort fra det, som hun dengang selvangav til skattemyndighederne. Landsretten lægger derfor efter det anførte til grund, at bilen har været stillet til rådighed for A til privatkørsel mellem bopæl og arbejdsplads.
De fremlagte kørebøger for indkomstårene 2017 og 2018 er herudover behæftet med flere fejl og mangler, herunder registreringer, hvor køreturen slutter på én destination og starter på en anden destination med angivelse af samme kilometerstand. I flere tilfælde mangler registreringerne endvidere angivelse af kilometerstanden ved den daglige kørsels begyndelse eller afslutning, og for så vidt angår kilometerstanden den 24. november 2017 er der en forskel på mere end 1.000 km mellem registreringen i kørebogen og værkstedets registrering i fakturaen. Dette efterlader samlet set betydelige "huller", hvor det ikke på baggrund af oplysningerne i kørebøgerne kan fastslås, at der udelukkende har været tale om erhvervsmæssig kørsel.
På baggrund af omfanget og karakteren af de konstaterede fejl og mangler ved kørebøgerne finder landsretten, at A heller ikke - når der ses bort fra privatkørsel mellem bopæl og arbejdsplads - har sandsynliggjort, at bilen ikke i øvrigt har været stillet til rådighed for privatkørsel.
Som følge heraf, og da det, som A i øvrigt har anført, ikke kan føre til et andet resultat, skal A beskattes af rådigheden over selskabets bil i indkomstårene 2017 og 2018.
A har ikke godtgjort, at Motorstyrelsens skøn over værdien af bilen hviler på et forkert eller mangelfuldt grundlag. Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte værdiansættelsen af bilen og dermed de skatteforhøjelser, som Skatteankenævn Sønderjylland har truffet afgørelser om.
Landsretten frifinder derfor Skatteministeriet.
Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for begge retter betale 125.000 kr. til Skatteministeriet. 120.000 kr. af beløbet angår udgifter til advokatbistand inkl. moms, og 5.000 kr. angår retsafgift. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb.
Skatteministeriet frifindes.
I sagsomkostninger for begge retter skal A inden 14 dage betale 125.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.