Spørgsmål i redigeret version

1. Spørger ønskede bl.a. at få bekræftet, at Spørgers forbrug af fossilt brændsel havde en karakter, så der var umiddelbar og uadskillelig sammenhæng mellem brændselsforbruget og Spørgers hermed forbundne CO2-emissioner, der var pålagt emissionsafgift, og at afgiften på emissionerne af den grund kunne anses for at være en energiafgift på Spørgers fossile brændsel.

Svar

1. Nej

Redigeret version

Spørger var en CO2-kvotepligtig virksomhed. Med de stillede spørgsmål ønskede Spørger bl.a. at få bekræftet, at Spørgers forbrug af fossilt brændsel havde en karakter, så der var umiddelbar og uadskillelig sammenhæng mellem brændselsforbruget og Spørgers hermed forbundne CO2-emissioner, der var pålagt emissionsafgift, og at afgiften på emissionerne af den grund kunne anses for at være en energiafgift på Spørgers fossile brændsel.

Konsekvensen af en bekræftelse på dette punkt ville være, at Spørgers betaling af emissionsafgift forstået som en energiafgift kun ville kunne finde sted i det omfang, at den var forenelig med reglerne i energibeskatningsdirektivet.

Spørger udledte drivhusgasser ved aktiviteter, der indgik i EU's kvotehandelssystem. Kvotehandelssystemet er baseret på tilladelser til at udlede CO2 givet til visse virksomheder (udledningstilladelser), og på disse virksomheders pligt til at returnere CO2-kvoter svarende til udledningen. En kvote svarer til 1 ton CO2-ækvivalent. 1 ton CO2 svarer til en kvote. Spørger havde en påkrævet udledningstilladelse og returnerede periodisk et antal kvoter svarende til Spørgers udledninger af ton CO2.

Til Spørgers opgørelse af de omhandlede drivhusgasudledninger af CO2 anvendte Spørger en tilladt beregningsbaseret metode, den såkaldte standardmetode. Spørger havde valgt og fået godkendt anvendelsen af denne beregningsbaserede metode. Retningslinjerne for metoden er fastlagt i EU-Kommissionens forordning 2018/2066 af 19. december 2018 med senere ændringer om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner (MR-forordningen).

Spørger havde beskrevet den benyttede standardberegning af udledninger fra det fossile brændsel. Det fremgik af beskrivelsen, at Spørgers beregning tog udgangspunkt i mængden af brændslet.

Det var Spørgers opfattelse, at der var en direkte og uadskillelig sammenhæng mellem den forbrugte mængde brændsel og emissionerne af drivhusgasser (CO2), at forbrændingen i Spørgers processer ikke var mulig uden udledning af CO2, ligesom udledningen af CO2 i luften kun i meget begrænset omfang kunne reduceres. Det var endvidere Spørgers opfattelse, at dette indebar, at afgiften på Spørgers emissioner af den grund skulle anses for at være en energiafgift på Spørgers fossile brændsel.

Spørger henviste særligt til EU-Domstolens dom i C-346/97, Braathens.

Hertil bemærkede Skattestyrelsen, at EU-lovgivningen indebærer, at en emissionsafgift skal anses for at udgøre en afgift på forbrug af energiprodukter omfattet af energibeskatningsdirektivet, alene hvis emissionsafgiften direkte eller indirekte beregnes på grundlag af mængden af forbrugte energiprodukter ved overgangen til forbrug. Det nævntes, at den ledende EU-dom på området, som bekræfter og uddyber dette, og som dermed havde relevans i forhold til Spørgers spørgsmål, var EU-Domstolens afgørelse i sag C-346/97, Braathens.

Dommen blev afsagt under anvendelse af bestemmelser i ældre direktiver på punkt- og energibeskatningsområdet, som EU-Domstolen fandt havde direkte virkning, og som dermed kunne påberåbes af borgere ved nationale domstole. De relevante direktivbestemmelser er videreført i nyere direktiver, herunder energibeskatningsdirektivet. Principperne i Braathens er desuden anvendt af EU-Domstolen i senere EU-retlig praksis, jf. fx C-5/14, Kernkraftwerke Lippe-Ems GmbH.

Skattestyrelsen nævnte også, at i Braathens er der for første gang anvendt formuleringen om, at der skal bestå en "umiddelbar og uadskillelig" sammenhæng mellem brændselsforbruget og den beskattede emission, for at beskatningen kan anses for at være pålagt brændslet.

Det fremgik af Skattestyrelsens indstilling og begrundelse, at der ikke kunne svares bekræftede allerede på grund af artiklerne 49 og 49a vedrørende fradrag af anlægs emissioner i MR-forordningen. Disse artikler vedrører fradrag i emissionen af mængder af CO2, hvorefter en kvotevirksomhed ikke skal returnere kvoter for CO2, som fanges med henblik på lagring, eller som bindes kemisk i et produkt.

Skattestyrelsen anførte, at eftersom der findes muligheder i MR-forordningens artikler 49 og 49a for, at Spørger ved sin opgørelse af udledt CO2 kan foretage et fradrag i emissionen af mængden af CO2 fra brændselsforbruget, hvor fradraget vil kunne variere afhængigt af reduktionsbestræbelserne angående emissionerne, sås der allerede af den grund ikke at eksistere en "umiddelbar og uadskillelig" sammenhæng mellem det forbrugte brændsel og emissionerne af drivhusgasser (CO2). Ligeledes kunne afgiften på Spørgers emissioner ikke anses for at være en energiafgift på Spørgers fossile brændsel.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmålet besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.             

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Emissionsafgiftsloven

§ 1

Der betales afgift til statskassen efter bestemmelserne i denne lov ved udledning af drivhusgasser fra aktiviteter i Danmark, herunder søterritoriet og Danmarks eksklusive økonomiske zone, der er omfattet af lovens bilag 1, og for hvilke der skal returneres kvoter efter kvoteordningen, jf. dog stk. 2-4.

[...]

§ 3

 I denne lov forstås ved:

[...]

11) MR-forordningen: Kommissionens gennemførelsesforordning om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og om ændring af Kommissionens forordning nr. 601/2012/EU.

[...]

§ 5

[...]

Stk. 3.

Den foreløbige afgiftspligtige mængde drivhusga‍sudledning i afgiftsperioden opgøres på grundlag af måling af energiforbrug eller drivhusgasudledning opgjort efter reglerne i § 6 eller drivhusgasudledningen i de op til 2 forudgående kalenderår opgjort efter § 6, jf. dog stk. 4. Opgøres afgiften i 1. pkt. på grundlag af energiforbrug, skal emissionsfaktorer efter MR-forordningen eller MRV-forordningen anvendes. Opgørelsesmetoderne kan kombineres ved opgørelse af forskellige udledninger.

[...]

§ 6

Efter udløbet af kalenderåret skal registrerede virksomheder foretage en endelig opgørelse af den afgiftspligtige mængde udledning. Den endeligt opgjorte afgiftspligtige mængde opgøres som drivhusgasudledningen, jf. § 1, beregnet efter den udledningsrapport, som den kompetente myndighed har godkendt efter MR-forordningen og MRV-forordningen, jf. dog stk. 2, 3 og 5. Ved opgørelsen af drivhusgasudledningen fra bæredygtig bionaturgas anvendes emissionsfaktoren for bionaturgas som fastsat i medfør af regler i kvoteordningen.

Forordning 2018/2066 af 19. december 2018 om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner med senere ændringer

Artikel 21

Valg af overvågningsmetode
1. Til overvågning af et anlægs emissioner vælger driftslederen enten at anvende en beregningsbaseret metode eller en målingsbaseret metode, der begge er underlagt specifikke bestemmelser i henhold til nærværende forordning.

   Den beregningsbaserede metode indebærer, at emissioner fra kildestrømme bestemmes ud fra aktivitetsdata, der opnås via målesystemer og yderligere parametre fra laboratorieanalyser eller standardfaktorer. Den kan gennemføres efter standardmetoden i artikel 24 eller massebalancemetoden i artikel 25.

   Den målingsbaserede metode indebærer, at emissioner fra emissionskilder bestemmes ved hjælp af kontinuerlig måling af koncentrationen af de relevante drivhusgasser i røggassen og kontinuerlig måling af røggasstrømmen, herunder overvågning af CO2-overførsel mellem anlæg, hvor CO2-koncentrationen og strømmen af overført gas måles.

   Når den beregningsbaserede metode anvendes, bestemmer driftslederen for hver kildestrøm i overvågningsplanen, hvorvidt standardmetoden eller massebalancemetoden anvendes, herunder de relevante metodetrin i overensstemmelse med bilag II.

2. Med forbehold af den kompetente myndigheds godkendelse kan driftslederen kombinere standardmetoder, massebalancemetoder og målingsbaserede metoder for forskellige emissionskilder og kildestrømme fra et anlæg, såfremt det påvises, at emissioner hverken udelades eller regnes med to gange.

3. Gør sektorspecifikke krav i bilag IV det påkrævet at anvende en specifik overvågningsmetode, benytter driftslederen denne metode eller en målingsbaseret metode. Driftslederen må udelukkende vælge en anden metode, hvis vedkommende over for den kompetente myndighed godtgør, at anvendelsen af den påkrævede metode ikke er teknisk mulig eller medfører urimelige omkostninger, eller at en alternativ metode resulterer i samlet set mere nøjagtige emissionsdata.

[...]

Artikel 24
Beregning af emissioner med standardmetoden

1.   Med standardmetoden beregner driftslederen forbrændingsemissioner for hver kildestrøm ved at gange aktivitetsdataene for mængden af brændsel, som forbrændes, udtrykt som terajoule baseret på nedre brændværdi (NCV) med den tilsvarende emissionsfaktor udtrykt som ton CO2 pr. terajoule (t CO2/TJ), der stemmer overens med brugen af NCV og den tilsvarende oxidationsfaktor.

1a.   Med henblik på rapportering af memorandumposter beregner driftslederen også for hver kildestrøm, der forbrændes, og for brændsler, der tilføres som procesmateriale, følgende parametre, der er defineret ved disse beregninger:

i)

de samlede foreløbige emissioner beregnes ved at gange aktivitetsdataene for mængden af brændsel, som forbrændes, udtrykt i ton eller normalkubikmeter med den tilsvarende foreløbige emissionsfaktor og den tilsvarende oxidationsfaktor

ii)

emissioner fra biomasse beregnes ved at gange de samlede foreløbige emissioner med biomassefraktionen

iii)

emissioner fra biomasse med nulsats beregnes ved at gange de samlede foreløbige emissioner med fraktionen af biomasse med nulsats

iv)

emissioner fra RFNBO, RCF eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer beregnes ved at gange de samlede foreløbige emissioner med RFNBO- eller RCF-fraktionen eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof

v)

emissioner fra RFNBO, RCF eller syntetiske kulstoffattige brændstoffer med nulsats beregnes ved at gange de samlede foreløbige emissioner med fraktionen af RFNBO eller RCF med nulsats eller fraktionen af syntetisk kulstoffattigt brændstof med nulsats

2.   Driftslederen bestemmer procesemissioner pr. kildestrøm ved at gange aktivitetsdata for materialeforbrug, produktionsmængde eller produktionsudbytte udtrykt i ton eller normalkubikmeter med den tilsvarende emissionsfaktor, udtrykt i t CO2/t eller t CO2/Nm3, og den tilsvarende omregningsfaktor.

2a.   Med henblik på rapportering af memorandumposter beregner driftslederen også for hver kildestrøm i forbindelse med procesemissioner følgende parametre, der er defineret ved disse beregninger:

i)

De samlede foreløbige emissioner beregnes ved at gange aktivitetsdataene for materialeforbrug, produktionsmængde eller produktionsudbytte udtrykt i ton eller normalkubikmeter med den tilsvarende emissionsfaktor, udtrykt i t CO2/t eller t CO2/Nm3, og den tilsvarende omregningsfaktor

ii)

Emissioner fra biomasse beregnes ved at gange de samlede foreløbige emissioner med den relevante biomassefraktion

iii)

Emissioner fra biomasse med nulsats beregnes ved at gange de samlede foreløbige emissioner med den relevante fraktion af biomasse med nulsats.

3.   Hvis en metodetrin 1- eller metodetrin 2-emissionsfaktor allerede omfatter effekten af ufuldstændige kemiske reaktioner, indstilles oxidationsfaktoren eller omregningsfaktoren til 1.

[...]

Artikel 49
 Overført CO2

1.   Driftslederen trækker fra anlæggets emissioner enhver mængde CO2, der stammer fra de aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, og som ikke stammer fra kulstof med nulsats, og som ikke udledes fra anlægget, men overføres fra anlægget til ethvert af følgende anlæg:

i)

et opsamlingsanlæg med henblik på transport og langsigtet geologisk lagring i et lagringsanlæg med tilladelse efter direktiv 2009/31/EF

ii)

en CO2-transportinfrastruktur med henblik på langsigtet geologisk lagring i et lagringsanlæg med tilladelse efter direktiv 2009/31/EF

iii)

et lagringsanlæg med tilladelse efter direktiv 2009/31/EF med henblik på langsigtet geologisk lagring.

2.   Overførselsanlæggets driftsleder angiver i sin årlige emissionsrapport modtageranlæggets identifikationskode, som er anerkendt i henhold til de retsakter, der er vedtaget efter artikel 19, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, hvis modtageranlægget er omfattet af dette direktiv. I alle andre tilfælde angiver overførselsanlæggets driftsleder navn, adresse og kontaktoplysninger for en kontaktperson for modtageranlægget.

Første afsnit finder ligeledes anvendelse på modtageranlægget, for så vidt angår overførselsanlæggets identifikationskode.

3.   Til bestemmelse af mængden af CO2 overført fra et anlæg eller en CO2-transportinfrastruktur til et andet anlæg eller en anden CO2-transportinfrastruktur i overensstemmelse med stk. 1 anvender driftslederen med forbehold af de yderligere bestemmelser i bilag IV til denne forordning enten en beregningsbaseret metode eller en målingsbaseret metode i overensstemmelse med denne forordnings artikel 43, 44 og 45.

Hvis der anvendes en målingsbaseret metode, skal emissionskilden svare til målingspunktet, og emissionerne udtrykkes som mængden af overført CO2.

4.   Hvis der anvendes en målingsbaseret metode til bestemmelse af mængden af CO2 overført fra et anlæg eller en CO2-transportinfrastruktur til et andet anlæg eller en anden CO2-transportinfrastruktur, anvender driftslederen det højeste metodetrin, jf. definitionen i afsnit 1 i bilag VIII til denne forordning.

Driftslederen kan imidlertid anvende det næste lavere metodetrin, forudsat at vedkommende kan dokumentere, at anvendelsen af det højeste metodetrin, som defineres i afsnit 1 i bilag VIII til denne forordning, ikke er teknisk mulig eller medfører urimelige omkostninger.

5.   Driftslederne kan bestemme de mængder af CO2, der overføres fra anlægget, både ved overførselsanlægget og modtageranlægget. I dette tilfælde finder artikel 48, stk. 3, anvendelse.

6.   I tilfælde af overførsel til et opsamlingsanlæg af CO2, der stammer fra materialer eller brændsler, der indeholder en fraktion af kulstof med nulsats, må overførselsanlægget kun fratrække den mængde CO2, der svarer til den fraktion af kulstof, der ikke stammer fra kulstof med nulsats, fra sine rapporterede emissioner i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1.

Driftsledere af CO2-transportinfrastrukturer og lagringsanlæg skal overvåge emissioner fra udsivningsuheld, fugitive emissioner og udluftningsemissioner fra enhver mængde CO2, som er omhandlet i første afsnit, herunder CO2 fra enheder, der ikke udfører de aktiviteter, der er opført i bilag I til direktiv 2003/87/EF, og rapportere emissionerne, som om CO2'en er af fossil karakter.

7.   Driftslederen af en CO2-transportinfrastruktur kan i de emissioner, der rapporteres i en given rapporteringsperiode, medtage enhver mængde CO2 i transit, der senest den 31. januar i det efterfølgende år er blevet overført til et andet anlæg eller en anden CO2-transportinfrastruktur. Driftslederen skal hvert år opstille en fortegnelse over den CO2, der indgår i og udgår af CO2-transportinfrastrukturen, og særskilt rapportere om enhver CO2 i transit.

Artikel 49a

Emissioner, der er permanent kemisk bundet i et produkt

1.   Driftslederen trækker fra anlæggets emissioner enhver mængde CO2, der stammer fra kulstof uden nulsats i aktiviteter omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, som ikke udledes fra anlægget, men er permanent kemisk bundet i et produkt, der er opført i den delegerede forordning, der er vedtaget i henhold til artikel 12, stk. 3b, i direktiv 2003/87/EF.

Hvis der er tale om CO2 fra materialer eller brændsler, der indeholder en fraktion af kulstof med nulsats, trækker driftslederen kun den mængde CO2, der er permanent kemisk bundet i et produkt, der er opført i den delegerede forordning, der er vedtaget i henhold til artikel 12, stk. 3b, i direktiv 2003/87/EF, fra anlæggets emissioner, svarende til den kulstoffraktion, der ikke stammer fra kulstof uden nulsats.

2.   Til bestemmelse af mængden af CO2, der er bundet i et produkt, der opfylder specifikationerne i stk. 1, anvender driftslederen enten standardmetoden i overensstemmelse med afsnit 2 og 4 i bilag II til denne forordning eller en massebalance i overensstemmelse med denne forordnings artikel 25 ved hjælp af de brændsler og materialer, der indgår i og forlader den proces, hvori CO2'en bindes kemisk, som de relevante kildestrømme i denne beregning, samtidig med at der tages hensyn til eventuelle forbrændingsemissioner i forbindelse med processen. Med henblik herpå anvendes det højeste metodetrin som defineret i bilag II til denne forordning for den aktivitet, jf. nævnte bilag, som CO2'en hidrører fra. Driftslederen kan imidlertid anvende det næste lavere metodetrin, forudsat at driftslederen over for den kompetente myndighed godtgør, at anvendelsen af det højeste metodetrin, som defineres i bilag II til denne forordning, ikke er teknisk mulig eller medfører urimelige omkostninger.

--

Skattestyrelsen: Artikel 49a er kun relevant i tilfælde af, at der foretages CO2-fangst og lagring i et produkt, som er oplistet i EU Kommissionens delegerede forordning 2024/2620.

Rådets direktiv (EU) 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (omarbejdning)

Artikel 1

Genstand

1. I dette direktiv fastlægges den generelle ordning for punktafgifter, der direkte eller indirekte pålægges forbruget af følgende varer (»punktafgiftspligtige varer«):

a) energiprodukter og elektricitet omfattet af direktiv 2003/96/EF

b) alkohol og alkoholholdige drikkevarer omfattet af direktiv 92/83/EØF og 92/84/EØF

c) forarbejdet tobak omfattet af direktiv 2011/64/EU

2. Medlemsstaterne kan lægge yderligere indirekte afgifter på punktafgiftspligtige varer til særlige formål, forudsat at disse afgifter er i overensstemmelse med Unionens afgiftsregler for punktafgifter eller moms, for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol af afgiften, idet disse regler dog ikke omfatter bestemmelser om fritagelser.

3. Medlemsstaterne kan lægge afgifter på:

a) andre produkter end punktafgiftspligtige varer

b) levering af tjenesteydelser, herunder tjenesteydelser i forbindelse med punktafgiftspligtige varer, forudsat at de ikke har karakter af omsætningsafgifter.

Pålæggelsen af sådanne afgifter må dog ikke ved samhandel mellem medlemsstater give anledning til formaliteter i forbindelse med grænsepassage.

Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF’s regler om beskatning af energiprodukter og elektricitet

 

Rådet for Den Europæiske Union har -

[...]

ud fra følgende betragtninger:

[...]

6) I henhold til traktatens artikel 6 skal miljøbeskyttelseskrav integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker på andre områder.

7) Som signatar af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer har Fællesskabet ratificeret Kyoto-protokollen. Beskatning af energiprodukter og, når det er relevant, elektricitet er et af de mulige instrumenter til at nå Kyoto-protokollens mål.

[...]

11) Afgiftsordninger, der indføres i forbindelse med gennemførelsen af disse EF-bestemmelser for beskatning af energiprodukter og elektricitet, henhører under de enkelte medlemsstater. Medlemsstaterne kan i den forbindelse vælge ikke at øge den samlede afgiftsbyrde, hvis de vurderer, at gennemførelsen af et sådant princip om afgiftsneutralitet kan bidrage til omstrukturering og modernisering af deres afgiftssystemer ved at tilskynde til adfærd, der fremmer øget miljøbeskyttelse og større anvendelse af arbejdskraft.

12) Energipriser er vigtige elementer i EF's energi-, transport og miljøpolitik.

[...]

udstedt følgende direktiv:

Artikel 1

Medlemsstaterne beskatter energiprodukter og elektricitet i

overensstemmelse med dette direktiv.

Artikel 2

1. I dette direktiv forstås ved »energiprodukter« nedennævnte

varer:

a) varer under KN-kode 1507 -1518, når de er bestemt til anvendelse som brændsel til opvarmning eller motorbrændstof

b) varer under KN-kode 2701, 2702 og 2704 -2715

c) varer under KN-kode 2901 og 2902

d) ikke-syntetiske varer under KN-kode 2905 11 00 , når de er bestemt til anvendelse som brændsel til opvarmning eller motorbrændstof

e) varer under KN-kode 3403

f) varer under KN-kode 3811

g) varer under KN-kode 3817

h) varer under KN-koder 3824 99 86 , 3824 99 92 (bortset fra antirustpræparater indeholdende aminer som aktive bestanddele og uorganiske blandede opløsnings- og fortyndingsmidler til lak og lign.), 3824 99 93 , 3824 99 96 (bortset fra antirustpræparater indeholdende aminer som aktive bestanddele og uorganiske blandede opløsnings- og fortyndingsmidler til lak og lign.), 3826 00 10 og 3826 00 90, når de er bestemt til anvendelse som brændsel til opvarmning eller motorbrændstof

[...]

Artikel 4

[...]

2. I dette direktiv er »afgiftssats« den samlede byrde, der

pålægges i form af alle indirekte afgifter (undtagen moms), der

beregnes direkte eller indirekte af mængden af energiprodukter

eller elektricitet ved overgangen til forbrug.

[...]

Praksis

EU-domstolens afgørelse i sagen C-346/97 (Braathens)

C-346/97 (Braathens)

De nationale bestemmelser

8 Det er oplyst i forelæggelseskendelsen, at der indtil den 1. januar 1997 fandtes bestemmelser i en lov om miljøafgift af indenrigsluftfart (lag (1988:1567) om miljöskatt på inrikes flygtrafik, herefter »1988-loven«), hvorefter der til staten skulle betales en miljøafgift af erhvervsmæssig indenrigsluftfart beregnet på grundlag af brændstofforbrug og emission af kulbrinter og kvælstofilte.

9 For 1995 og 1996 blev afgiften i henhold til 1988-lovens § 6, stk. 1, i den affattelse af loven, der var gældende paa tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, fastsat ud fra Luftfartsverkets oplysninger om brændstofforbrug og emission af kulbrinter og kvælstofilte for den pågældende flytype paa en gennemsnitligt beregnet flystrækning. Afgiften skulle efter 1988-lovens § 6, stk. 2, svares for hver flyvning med 1 SEK pr. kg forbrugt flybrændstof og med 12 SEK pr. kg udledte kulbrinter og kvælstofilte. For det tilfælde, at pålidelige oplysninger om emission af kulbrinter og kvælstofilte som omhandlet i 1988-lovens § 6, stk. 1, ikke forelå, skulle miljøafgiften efter nærmere regler beregnes ud fra flyets højeste tilladte startvægt.

[...]

Først og tredje præjudicielle spørgsmål

[...]

18 Med hensyn til fastlæggelsen af forureningen har Riksskatteverket gjort gældende, at den bedste metode er at beregne mængden af de forurenende stoffer, som udledes fra fly, og at dette kan gøres enten på grundlag af antal liter forbrugt brændstof eller ud fra den forårsagede forurening.

19 Riksskatteverket har gjort gældende, at brændstofforbruget ikke indgår i beregningen af den forurening, der skyldes emission af kulbrinter og kvælstofilte, og at en del af den afgift, hovedsagen angår, fastsættes paa grundlag af denne forurening. Beregningen sker ud fra oplysninger fra Luftfartsverket om disse emissioner for den pågældende flytype paa en gennemsnitligt beregnet flystrækning, og dette goer det muligt at beregne en gennemsnitlig forurening.

20 Med hensyn til den del af afgiften, der pålægges kuldioxidemissioner - dvs. emissioner, som opstår ved forbrænding af det brændstof, der er indeholdt i flyets brændstoftanke - består den mest præcise beregningsmetode, som ogsaa faktisk er blevet anvendt, i, at oplysningerne om den forbrugte mængde brændstof lægges til grund. Der er reelt tale om en standardiseret beregning af det gennemsnitlige forbrug pr. fly paa en flystrækning, saaledes at afgiften pålægges hver flyvning og ikke den faktisk forbrændte mængde flypetroleum. Dette viser efter Riksskatteverkets opfattelse, at der ikke er tale om en afgift af brændstofforbruget.

[...]

22 Det bemærkes, at den i hovedsagen omtvistede afgift beregnes ud fra oplysninger fra Luftfartsverket om brændstofforbruget og om emission af kulbrinter og kvælstofilte for den pågældende flytype på en gennemsnitligt beregnet flystræk

ning.

23 I henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 92/12 omfatter direktivet imidlertid varer, der pålægges punktafgifter og andre indirekte skatter, der endog kun indirekte pålægges forbruget af disse varer. Desuden består der, som Braathens og Kommissionen med rette har anført, en umiddelbar og uadskillelig sammenhæng mellem brændstofforbruget og de forurenende stoffer, som 1988-loven angår, og som udledes ved forbruget, saaledes at den omtvistede afgift - såvel for den dels vedkommende, der beregnes ud fra emissionen af kulbrinter og kvælstofilte, som for den dels vedkommende, der fastsættes i forhold til brændstofforbruget og tager sigte paa kuldioxidemissionerne - maa anses for at være pålagt selve brændstofforbruget med henblik paa anvendelsen af direktiv 92/12 og 92/81.

24 Det fremgår da også af artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 92/81, at en afgift som den, hovedsagen angår, er uforenelig med den harmoniserede punktafgiftsord ning, der er indført ved de nævnte direktiver. Hvis man tillod medlemsstaterne at pålægge varer, der, som i det foreliggende tilfælde, skal fritages for den harmoniserede punktafgift i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 92/81, en anden indirekte beskatning, ville bestemmelsen fuldstændig miste sin effektive virkning.

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT NIAL FENNELLY

fremsat den 12. november 1998

I — De relevante retsregler og sagens faktiske omstændigheder

A — De nationale retsregler og de faktiske omstændigheder

[...]

3. . Braathens Sverige AB (tidligere Transwede Airways AB, herefter »sagsøgeren«) blev i henhold til 1988-loven afkrævet afgift for perioden fra januar 1995 til juni 1996. For årene 1995 og 1996 blev afgiften beregnet i henhold til 1988-lovens § 6 som ændret ved en lov, der var trådt i kraft den 1. januar 1991, og i overensstemmelse med en generel forhøjelse af kuldioxidafgifterne, som var blevet gennemført ved endnu en ændring, der fik virkning fra den 1. januar 1993. I henhold til den ændrede affattelse af § 6, stk. 1, blev afgiften som udgangspunkt beregnet ud fra de oplysninger, som Luftfartsverket rådede over om brændstof forbrug og emission af kulbrinter og kvælstofilte for den pågældende flytype på en gennemsnitligt beregnet flystrækning. Efter 1988-lovens § 6, stk. 2, i den ændrede affattelse skulle afgiften svares for hver flyvning med 1 SEK pr. kg. forbrugt fly brændstof og med 12 SEK pr. kg udledte kulbrinter og kvælstofilte. For det tilfælde, at pålidelige oplysninger om emission af kulbrinter og kvælstofilte, som omhandlet i § 6, stk. 1, ikke forelå, skulle afgiften tilsyneladende i henhold til § 7 — i hvert fald i forbindelse med disse emissioner — beregnes ud fra flyets højeste tilladte startvægt. Med virkning fra den 1. januar 1997 blev 1988-loven formelt ophævet ved lov 1996:14072. Fra dette tidspunkt har fly benzin og flypetroleum været fritaget for

energi- og kuldixodidafgift i Sverige i henhold til den svenske energiafgiftslov af

1994 (lag om skatt på energi).

[...]

II — Sagens behandling ved den nationale ret

[...]

9. Sagsøgte i sagen for den nationale ret, Riksskatteverket, gjorde gældende, at der måtte sondres mellem energiafgifter og afgifter på forurening af miljøet, og at det forhold, at afgiftsberegningen bl.a. skete på grundlag af det forbrugte antal liter brændstof, ikke i sig selv kunne indebære, at afgiften skulle betragtes som en punktafgift på mineralolier.

10. I forelæggelseskendelsen oplyses det, at 1988-loven blev indført for at tilskynde til udvikling af mere miljøvenlige flymotorer. Afgiften blev dog kun pålagt indenrigsluftfarten på grund af Sveriges forpligtelser bl.a. i henhold til Chicago-konventionen af 1944, hvorefter de kontraherende parter ikke særskilt må opkræve nationale afgifter af international flytrafik8. Den nationale ret lægger til grund, at medlemsstaterne ifølge mineraloliedirektivet skal undtage mineralolier, der leveres til kommerciel anvendelse som motorbrændstof til luftfartøjer. Den har dog på baggrund af de forskellige opfattelser, der er gjort gældende for den med hensyn til den omtvi

stede afgifts egentlige karakter, og under hensyn til, at der ikke findes nogen EF retspraksis, og at parterne både er uenige om, hvorvidt direktivet har direkte virkning, og om, hvorvidt afgiftsordningen kan opdeles i en del, der er uforenelig med fællesskabsretten, og en del, der ikke er det, besluttet at forelægge følgende spørgsmål for Domstolen:

[...]

III — Stillingtagen

[...]

i) Den omtvistede afgifts karakter

[...]

14. Der er enighed om, at miljøbeskyttelse kan udgøre et »særligt øjemed«, der i henhold til det generelle direktivs artikel 3, stk. 2, kan begrunde, at medlemsstaterne pålægger en indirekte beskatning. Kommissionen har imidlertid støttet sagsøgerens argumentation ved at anføre, at det — på grund af den uundgåelige sammenhæng mellem på den ene side emission af kulbrinter og kvælstofilte og på den anden side forbruget af motorbrændstof til luftfartøjer — er forbruget af motorbrændstof, der skal svares afgift af i dette tilfælde. Riksskatteverket har under retsmødet gjort gældende, at det ikke kan bevirke, at afgiften ikke skulle have karakter af en miljøafgift, at man har benyttet oplysninger om brændstofforbruget og specielt oplysninger om det gennemsnitlige forbrug for de enkelte flystrækninger som grundlag for at beregne emissionsniveauet. Da afgiften blev ophævet, skete det ikke kun som en reaktion på Kommissionens skrivelse af 21. februar 1996, men også ud fra et ønske om at træffe mere effektive miljøbeskyttelsesforanstaltninger.

15. Om afgiften tjener et »særligt øjemed« i form af miljøbeskyttelse, som Riksskatteverket hævder, afhænger af, om selve afgiftsstrukturen, og specielt afgiftsberegningen, er udformet på en sådan måde, at den tilskynder til brug af mindre forure nende flymotorer. Det første led i beregningen er en afgiftssats på 1 SEK pr. kg forbrugt flybrændstof — tilsyneladende (i henhold til 1988-lovens § 6, stk. 1), ud fra

Luftfartsverkets oplysninger om brændstofforbruget på en gennemsnitligt beregnet flystrækning. Det andet led, som er en sats på 12 SEK pr. kg udledte kulbrinter og kvælstofilte, beregnes også ud fra Luftfartsverkets oplysninger om sådanne emissioner fra den pågældende flytype på en gennemsnitligt beregnet flystrækning. Der er ikke fremlagt oplysninger for Domstolen om arten og omfanget af disse oplysninger og specielt ikke om, i hvilket omfang de kan danne grundlag for en betydningsfuld sondring mellem mere eller mindre forurenende flymotorer. Kun den nationale ret kan derfor afgøre, om afgiften reelt og i væsentligt omfang er udformet således, at den fremmer det miljømæssige formål at tilskynde til anvendelse af mindre forurenende fly. Det synes klart at fremgå af forelæggelseskendelsen, at afgiften blev beregnet på grundlag af 1988-lovens § 6, stk. 1 og 2, og ikke på grundlag af flyets højeste tilladte startvægt i henhold til § 7. Det må efter min opfattelse være de nationale myndigheder, der skal godtgøre, at afgiften reelt tjener et miljøformål.

EU-domstolens afgørelse i sagen C-5/14 Kernkraftwerke Lippe-Ems GmbH

60 Med henblik på at afgøre, om den ved KernbrStG indførte afgift kan være omfattet af artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/118 eller artikel 1, stk. 2, heri, skal det derfor først undersøges, om denne afgift udgør en indirekte afgift, der direkte eller indirekte pålægges forbrug af elektricitet omfattet af direktiv 2003/96.

61 I denne henseende har Domstolen for så vidt angår visse brændstoffer omfattet af Rådets direktiv 92/82/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for mineralolier (EFT L 316, s. 19), som blev erstattet af direktiv 2003/96, fastslået, at en national miljøafgift på luftfart, der beregnes ud fra oplysninger om brændstofforbruget og om emission af kulbrinter og kvælstofilte på en gennemsnitligt beregnet flystrækning for den pågældende flytype, må anses for at være pålagt brændstofforbruget, for så vidt som der består en umiddelbar og uadskillelig sammenhæng mellem brændstofforbruget og de forurenende stoffer, som udledes ved forbruget (jf. i denne retning dom Braathens, C-346/97, EU:C:1999:291, præmis 22 og 23).