Sag BS-29180/2024-HRS

Parter

A

(v/ advokat Troels Troldtoft Henriksen)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/ advokat Sebastian Knop Reventlow)

Denne afgørelse er truffet af dommer Tina Lang Christensen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 5. juni 2024. 

Sagen vedrører prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 5. marts 2024.

Sagen drejer sig om, hvorvidt A skal beskattes af maskeret udlodning, i forbindelse med køb og drift af en (red.bilmodel.nr.1.fjernet), af 661.853 kr. for indkomståret 2014 og af 16.614 kr. for indkomståret 2015, således som sket, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1, og stk. 2, nr. 1. Sagen drejer sig herunder om, hvorvidt det er godtgjort, at det pågældende køretøj, uanset registreringen, reelt var erhvervet af H1.

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at A’s skatteansættelse for indkomståret 2014 nedsættes med 661.853 kr., og at hans skatteansættelse for indkomståret 2015 nedsættes med 16.614 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse. 

Oplysningerne i sagen

Af ikke-underskrevet "Aftale om køb af motorkøretøj" med en "Konfigurations Dato" den 26. november 2014, fremgår, at kunden er:

"H1

A

Y2-adresse"

Faktura for køb af den i sagen omhandlede (red.bilmodel.nr.1.fjernet) er udstedt den 3. december 2014, og det fremgår, at den er er solgt til:

"A

Y2-adresse" 

og leveret til:

"A

G1,

Y3-adresse"

Enslydende oplysninger om køber fremgår af den forudgående faktura af 20. november 2014 vedrørende depositum på 15.000 kr. inkl. moms for den pågældende (red.bilmodel.nr.1.fjernet). 

Af R75 for 2015 fremgår, at A blev registreret som ejer og bruger af den pågældende (red.bilmodel.nr.1.fjernet), den (red.dato.nr.1.fjernet).

Køretøjet blev samme dato forsikret ved G2. Forsikringen er udstedt til A, og vedrørende anvendelse fremgår det, at køretøjet skal bruges til "privat kørsel". 

I forbindelse med aftalens indgåelse har der været udvekslet mails mellem A og medarbejdere ved G3, heriblandt mails af 11. november 2014 til A, mail af 23. november 2014 fra A, hvori han bl.a. skriver "Jeg er forhåndsgodkendt til finansiering hos F1-bank", og mail af 28. november 2014 fra A, hvoraf fremgår:

"…

Vi har besluttet at købe bilen kontant via vores Holding Selskab H1 cvr ...11, samme adresse som oplyst.

Du siger bare til hvordan og hvornår vi skal overføre det resterende del af beløbet for bilen incl. vinterdæk.

Bilen bliver så forsikret ved G2. Så snart de modtager et registreringsnummer vil de lave et forsikringsbevis.

Vi glæder os til at at hører hvornår vi kan få bilen…"

H1 udstedte den 31. juli 2015 faktura til A for køb af (red.bilmodel.nr.1.fjernet) for 550.000 kr. inkl. moms. 

A har efterfølgende til H1 overført 200.000 kr. den 4. august 2015, 200.000 kr. den 5. august 2015 og 150.000 kr. den 12. august 2015. Overførslerne fremgår af H1’s konto med teksten "Overførsel (red.bilmodel.nr.1.fjernet) privat køb".

Den 21. februar 2019 traf Skattestyrelsen afgørelse om at ændre A's indkomst for bl.a. skatteårene 2014 og 2015.

Den 11. december 2019 anmodede advokat Troels Troldtoft Henriksen på vegne af A og H1 om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2014 og 2015.

Skattestyrelsen traf den 4. maj 2020 afgørelse om at fastholde den tidligere udsendte afgørelse for 2014 og 2015.

Landsskatteretten traf afgørelse den 5. marts 2024 i sagen vedrørende A. Af afgørelsen fremgår følgende begrundelse og resultat:

 "I den sammenholdte sag vedrørende selskabet, sagsnr. 20-0063586, har Landsskatteretten truffet afgørelse, hvortil henvises, om, at det efter bevisvurderingen må lægges til grund, at det var klageren, og ikke selskabet, der købte bilen.

De udgifter til anskaffelse og drift af bilen, som selskabet har afholdt i indkomståret 2014, i alt 661.853 kr., og til drift af bilen i indkomståret 2015, i alt 16.614 kr., må derfor anses for afholdt i klagerens personlige interesse, hvorfor klageren skal udbyttebeskattes af udgifterne, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, nr. 1.

Som ejer af bilen skal klageren ikke beskattes af fri bil. 

Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse."

Landsskatteretten traf samme dag ligeledes afgørelse i den nævnte sag vedrørende H1. Af afgørelsen fremgår følgende begrundelse og resultat:

 "Ifølge G3’s faktura af 3. december 2014 blev (red.bilmodel.nr.1.fjernet) solgt og leveret til A. G3 havde den 20. november 2014 faktureret depositum for bilen til A, og depositummet blev betalt fra klagerens budgetkonto den 21. november 2015. Bilen var fra den (red.dato.nr.1.fjernet) forsikret i A's navn med anvendelsen "privat kørsel". Ifølge A's R75 for 2015 blev han registeret som ejer og bruger af bilen med virkning fra den (red.dato.nr.1.fjernet). Selskabet har på intet tidspunkt været registreret som ejer af bilen.

Heroverfor, sammenholdt med, at A ejede selskabet og var direktør heri, påhviler det selskabet at godtgøre, at det var selskabet, og ikke A, der købte bilen.

"Aftale om køb af motorkøretøj", hvorefter selskabet har erhvervet bilen, er ikke underskrevet. E-mailen af 26. november 2014, hvorefter det er besluttet, at det er selskabet, der skal erhverve bilen, er i strid med G3 fakturaer af 3. december 2014 vedrørende købet og 20. november 2014 vedrørende depositum, forsikringsoplysningerne og A's R75 for 2015.

Herefter har selskabet ikke godtgjort, at det var selskabet, og ikke A, der købte bilen.

Det, som klageren i øvrigt har anført og fremlagt, herunder G3's email af 11. november 2014 til A, og at selskabet efterfølgende har ageret som ejer af bilen, og den efterfølgende korrespondance med G3, kan ikke føre til et andet resultat. 

Da det således må lægges til grund, at det ikke var selskabet, men A, der købte bilen, finder Landsskatteretten, det er berettiget, at Skattestyrelsen har tilbageført selskabets skattemæssige dispositioner vedrørende bilen i form af afskrivninger, genvundne afskrivninger og fratrukne driftsomkostninger.

På dette grundlag kunne selskabet heller ikke sælge bilen til A for 550.000 kr., jf. fakturaen af 31. juli 2015, hvorfor hans betaling af beløbet til selskabet i tre rater i august 2015 må anses som et tilskud til selskabet, der er skattepligtigt i medfør af statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse."

Holdingselskabet har ikke indbragt sagen for domstolene og er efter det oplyste efterfølgende blevet likvideret.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A. 

Dommen indeholder ikke en gengivelse af forklaringen, jf. retsplejelovens § 218 a.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at A i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at den omhandlede (red.bilmodel.nr.1.fjernet) anskaffedes den 2. december 2014 af selskabet H1, og at A først anskaffede bilen med virkning fra den 31. juli 2015.

Som anført beror det således på en fejl-fakturering, når (red.bilmodel.nr.1.fjernet)-forhandleren fakturerede A.

Realiteten var, at H1 var den reelle ejer af bilen. Dette understøttes navnlig af de involveredes adfærd, af de faktiske betalingsstrømme og af selskabets bogføring og regnskaber mv.

Således understøttes det anførte om selskabets ejerskab til bilen af de involveredes adfærd, derved at revisor indberettede værdi af fri bil for A og ikke tog forbehold i regnskabet for selskabets ejerskab til bilen. Ligeledes købte A bilen ud af selskabet, hvilket ikke gav mening, hvis han ejede bilen i forvejen.

I den forbindelse bemærkes det, at der heller intet grundlag er for at tro, at (red.bilmodel.nr.1.fjernet)forhandleren i erklæringen fremlagt som bilag 11 skulle have erklæret sig i strid med sandheden.

At selskabet var den reelle ejer af bilen, understøttes også af de faktiske betalingsstrømme i sagen, idet selskabet som anført rent faktisk betalte for den omhandlede (red.bilmodel.nr.1.fjernet), herunder refunderede A's udlæg til depositum for bilen. Det erindres endvidere, at A rent faktisk betalte selskabet for købet af bilen, jf. bilag 12-13 og bilag 18-19, hvilket heller ikke gav mening, hvis han i forvejen var ejer af den omhandlede bil.

Det anførte om selskabets ejerskab til bilen understøttes tillige af selskabet bogføring og regnskaber mv. for perioden, idet selskabet her har aktiveret den omhandlede bil regnskabsmæssigt samt afskrevet på bilen skattemæssigt. Tilsvarende er bl.a. driftsudgifterne vedrørende bilen blevet fratrukket i selskabet. Dertil kommer, at A rent faktisk lod sig beskatte af værdi af fri bil i relation til den omhandlede (red.bilmodel.nr.1.fjernet).

Landsskatteretten synes desværre helt at overse de mange direkte beviser og indiciebeviser, der understøtter, at selskabet var den reelle ejer af bilen.

... ...

Man skal i nærværende sag holde sig for øje, at H1 og A ikke har fået nogen skattemæssig fordel ud af, at det var selskabet, og ikke A, der anskaffede den omhandlede (red.bilmodel.nr.1.fjernet).

Tværtimod er tilfældet det, at skattemyndighederne har udlodningsbeskattet A og tilskudsbeskattet H1 af ren luft.

Såfremt Skatteministeriets synspunkter følges i nærværende sag, skal A således udlodningsbeskattes i relation til en bil, som han under alle omstændigheder har købt og betalt for, og som han stod som ejer af. Tilsvarende skulle selskabet som følge af Skatteministeriets synspunkter tilskudsbeskattes i relation til en bil, som selskabet under alle omstændigheder har solgt og afhændet.

Det giver simpelthen ikke mening. A bør derfor have medhold i den nedlagte påstand.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"…

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse af 5. marts 2024.

Nærmere har A ikke godtgjort, at det var H1, der reelt købte (red.bilmodel.nr.1.fjernet).

Skattemyndighederne har derfor været berettiget til at beskatte A af udgifterne til anskaffelse og drift af (red.bilmodel.nr.1.fjernet) på i alt 678.467 kr., som holdingselskabet afholdt i indkomstårene 2014 og 2015, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, nr. 1.

3.1 A modtog maskeret udlodning

Al indkomst er i udgangspunktet skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, og at det påhviler skatteyder at selvangive sin indkomst, jf. skattekontrollovens § 2.

Af ligningslovens § 16 A, stk. 1, fremgår videre, at udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer medregnes i den skattepligtige indkomst. Af bestemmelsens stk. 2, nr. 1, fremgår desuden, at ved udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere.

Som udgangspunkt må den, der påstår nedsættelse af vedkommendes skatteansættelse derfor føre bevis for nedsættelsens berettigelse og størrelse, jf. eksempelvis SKM2016.59.VLR. Som sagsøger har A derfor bevisbyrden for, at (red.bilmodel.nr.1.fjernet) reelt blev erhvervet af H1, jf. også SKM2018.337.VLR.

I nærværende sag er det A, der påstår, at hans holdingselskab initialt har købt den omtvistede (red.bilmodel.nr.1.fjernet), på trods af at bilen blev solgt til ham personligt (jf. bilag 3), har været registreret til ham personligt (jf. bilag D, s. 6), og at han har forsikret (red.bilmodel.nr.1.fjernet) til privat kørsel i sit navn (jf. bilag Q). Idet alle disse oplysninger klart viser, at A var rette ejer af (red.bilmodel.nr.1.fjernet), må A føre et sikkert bevis for, at disse omstændigheder skal tilsidesættes, jf. også nedenfor.

Den omstændighed, at H1 har afholdt alle udgifterne til (red.bilmodel.nr.1.fjernet), statuerer ikke ejerskab over bilen, jf. SKM2023.596.ØLR.

I tilfælde som det foreliggende, hvor fastlæggelsen af rette udgiftsbærer involverer et selskab og dets kapitalejer, skærpes bevisbyrden for, at der er tale om en erhvervsmæssig driftsomkostning for selskabet og ikke kapitalejeren selv, jf. eksempelvis SKM2018.337.VLR. Fordi A var enekapitalejer i H1 i 2014 og 2015 skal der derfor stilles skærpede beviskrav for, at (red.bilmodel.nr.1.fjernet) reelt blev erhvervet af holdingselskabet.

A har ikke løftet denne skærpede bevisbyrde.

Til støtte for sin påstand om, at bilen blev erhvervet af holdingselskabet, har A fremlagt udskrifter af e-mailkorrespondancer mellem ham og G3, jf. bilag 8, 10 og 15. Disse emailkorrespondancer udgør ikke dokumentation for, at det rent faktisk var H1, der erhvervede (red.bilmodel.nr.1.fjernet). Af e-mailkorrespondancen fremgår bl.a., at der "har været overvejelser" om, hvem der skulle erhverve (red.bilmodel.nr.1.fjernet) - A eller H1, jf. bilag 1, side 7, afsnit 6. Der er imidlertid intet i e-mailkorrespondancen, der afgørende peger på, at holdingselskabet faktisk erhvervede bilen.

Derimod viser omstændighederne i sagen, at A qua sit ejerskab af holdingselskabet har disponeret økonomisk i egen personlig interesse, og at han har ladet holdingselskabet betale sine private omkostninger ved erhvervelsen af (red.bilmodel.nr.1.fjernet). For det første står A som køber af bilen på samtlige fakturaer i forbindelse med køb og drift af bilen, som blev udstedt til ham i privat regi, jf. bilag 3, L og O. For det andet har A lige siden erhvervelsen i december 2014 været registreret som ejer og bruger af bilen, og derfor har holdingselskabet aldrig været registreret som ejer eller bruger af bilen jf. bilag D, G og H. For det tredje har A været registreret som (red.bilmodel.nr.1.fjernet) forsikringstager hos F2-forsikring, hvor (red.bilmodel.nr.1.fjernet) har været registreret til brug for privat kørsel, jf. bilag Q.

Den omstændighed, at H1 i 2014 og 2015 har afholdt en række driftsudgifter på bilen, bevirker ikke, at holdingselskabet er rette udgiftsbærer. Tværtimod må A være rette udgiftsbærer, når samtlige af fakturaerne er udstedt til ham i privat regi - han har blot ladet sit selskab betale for sig.

Alle formelle forhold vedrørende (red.bilmodel.nr.1.fjernet) - lige fra fakturering til forsikring og ejerregistrering - er altså sket i A's navn. Også af denne grund må der føres et sikkert bevis for, at forholdene i realiteten har været som påstået af A, jf. fx eksempelvis SKM2011.110.HR, UfR 1988.906/2 H og SKM2023.485 VLR.

A har gjort gældende, at fakturaen ved en fejl er sket til ham personligt og ikke H1 (jf. stævningen, s. 3, 2. afsnit). Denne fejl er udokumenteret, og der foreligger ikke oplysninger om, at ejerregistreringen efterfølgende er blevet korrigeret.

Henset til omstændighederne i sagen kan et sådant bevis ikke løftes blot ved vidneforklaringer, idet vidneforklaringer skal være bestyrket ved objektive kendsgerninger, jf. fx SKM 2011.110 HR, UfR 2009.163 H, UfR 2009.476/2H, UfR 2011.1599 H og SKM2021.115.HR.

Dette bevis er således ikke blevet ført. Tværtimod taler også de øvrige forhold i sagen for, at A faktisk erhvervede bilen, jf. straks nedenfor.

Som led i sin stilling hos G4 har A fra marts måned 2015 modtaget kørselsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel ifm. ansættelsen, som ifølge Digitalhuset er udbetalt for kørsel i en (red.bilmodel.nr.1.fjernet) (bilag E, side 12, afsnit 9).

Reglerne om kørselsgodtgørelse forudsætter som udgangspunkt, at skatteyderen benytter egen bil til kørslen, jf. bekendtgørelse nr. 1194 af 13. december 2011 om Skatterådets satser for 2012 vedrørende fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads samt udbetaling af skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig befordring. En skatteyder kan derfor ikke modtage skattefri kørselsgodtgørelse fra en arbejdsgiver for kørsel i en fri bil, der er stillet til rådighed af en anden arbejdsgiver, jf. TfS1997.658.LSR. A kan således ikke modtage skattefri kørselsgodtgørelse for kørsel foretaget i den af holdingselskabet ejede (red.bilmodel.nr.2.fjernet).

Af § 5 i samme bekendtgørelse fremgår også, at arbejdsgiveren, her G4, skal føre kontrol med kørslen i lønmodtagerens, her A's, egen bil. Det forhold, at G4 var forpligtet til at føre kontrol med, om A kørte i egen bil, og den omstændighed, at G4 til Skattestyrelsen har oplyst, at godtgørelsen er udbetalt for kørsel i en (red.bilmodel.nr.1.fjernet) (jf. bilag E, s. 12, 10. afsnit), viser også, at A overfor G4 må have tilkendegivet, at han var ejer af (red.bilmodel.nr.1.fjernet).

A's forklaring om, at G4 havde misforstået, at hans kørselsgodtgørelse blev udbetalt for kørsel i (red.bilmodel.nr.1.fjernet) (jf. replikken, s. 2, afsnit 6-7), er udokumenteret og kan ikke lægges til grund. Idet A rent faktisk har modtaget kørselsgodtgørelse for kørsel i (red.bilmodel.nr.1.fjernet) (jf. bilag D, s. 2-3), og da der ikke foreligger oplysninger i sagen, som viser, at A forsøgte at rette den påståede "misforståelse", må oplysningerne fra G4, om at kørslen skete ved anvendelse af (red.bilmodel.nr.1.fjernet), derimod lægges til grund.

Heller ikke den omstændighed, at A's daværende ægtefælle har ejet en (red.bilmodel.nr.2.fjernet) (jf. replikken s. 2, afsnit 8 og bilag 20) kan godtgøre, at A's kørsel for G4 er sket i ægtefællens bil. At han skulle have brugt ægtefællens (red.bilmodel.nr.2.fjernet) til den påståede kørsel, bestrides derfor som udokumenteret. Den omstændighed, at A- uanset ejerskabet af (red.bilmodel.nr.1.fjernet) - siden erhvervelsen i december 2014 brugte (red.bilmodel.nr.1.fjernet), taler også imod, at kørslen for G4 skulle være sket i ægtefællens (red.bilmodel.nr.2.fjernet) eller nogen anden bil end (red.bilmodel.nr.1.fjernet).

Det er desuden stadig uomtalt, hvorfor bilens forsikring var tegnet af A personligt til privat kørsel, hvilket også med tydelighed viser, at A var ejer af (red.bilmodel.nr.1.fjernet).

Set i lyset af, at der inden købet af (red.bilmodel.nr.1.fjernet) angiveligt havde været overvejelser om, hvem der skulle erhverve (red.bilmodel.nr.1.fjernet), er det bemærkelsesværdigt, at A ikke reagerede på, at det var hans navn og ikke holdingselskabets, der stod på den endelige købsfaktura og de efterfølgende regninger, og at han dertil heller ikke reagerede, når bilen indregistreres i hans og ikke holdingselskabets navn. At A herefter også personligt tegnede en forsikring for bilen i eget navn til privat kørsel og overfor G4 oplyste, at han var ejer af bilen, understreger netop, at det faktisk var ham, som erhvervede bilen.

Hertil kommer, at H1 ikke har haft nogen selvstændig erhvervsmæssig og økonomisk interesse i at anskaffe bilen. Også dette forhold peger på, at A er rette erhverver af (red.bilmodel.nr.1.fjernet).

Aktiviteten i holdingselskabet har i 2014 og 2015 været at eje en større beholdning af noterede værdipapirer samt et parcelhus, som udlejes til A's svigerforældre, jf. bilag 1, side 6, afsnit 7. Disse aktiviteter kan hverken begrunde anskaffelsen af en (red.bilmodel.nr.1.fjernet) eller et behov for erhvervsmæssig kørsel for selskabet.

Holdingselskabet ejerandel i selskabet G5 er først stiftet og erhvervet i 2015, hvorfor (red.bilmodel.nr.1.fjernet) heller ikke kan være anskaffet til anvendelse til erhvervsmæssig kørsel for dette selskab, jf. bilag C.

Foruden at H1 ikke har haft nogen interesse i at erhverve (red.bilmodel.nr.1.fjernet), har erhvervelsen af denne medført holdingselskabet et økonomisk tab på 111.250 kr., som svarer til forskellen mellem købs- og salgspris. Det har derfor hverken givet økonomisk eller forretningsmæssig mening for holdingselskabet at erhverve (red.bilmodel.nr.1.fjernet), hvilket også taler for, at det reelt var A og ikke holdingselskabet, der erhvervede bilen.

A's forklaring om, at holdingselskabet solgte (red.bilmodel.nr.1.fjernet), fordi det ikke længere gav mening for selskabet at eje (red.bilmodel.nr.1.fjernet), når G1 besluttede at forsyne alle (red.bilmodel.nr.1.fjernet)-bilejere med gratis elektricitet, jf. replikken, s. 2, andet afsnit, forekommer ulogisk, da det er svært at se, hvorfor det nu skulle give mindre mening for selskabet at eje (red.bilmodel.nr.1.fjernet), når driftsudgifterne blev væsentligt nedsat. At forklaringen forekommer uplausibel og usammenhængende skal også ses i sammenhæng med, at erhvervelsen af (red.bilmodel.nr.1.fjernet) på intet tidspunkt har givet mening for selskabet. Det må således have formodning imod sig, (red.bilmodel.nr.1.fjernet) forsyning af gratis elektricitet var årsag til, at (red.bilmodel.nr.1.fjernet) skulle afhændes.

Der er således ingen oplysninger i sagen, som godtgør, at det ikke var A, som købte den omtvistede bil. Han har derfor ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for, at (red.bilmodel.nr.1.fjernet) reelt blev købt af H1.

Der er på denne baggrund med rette tale om maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, nr. 1, når A, som konsekvens af sit ejerskab i H1, har ladet holdingselskabet afholde alle udgifterne til (red.bilmodel.nr.1.fjernet), som i realiteten var hans, og som han havde formelt ejerskab over qua købsaftalen og ejerregistreringen.

3.2 Sagsøgers yderligere indsigelser

Det er er forkert, når A i replikken, s. 3, afsnit 3 og frem, anfører, at skattemyndighederne i nærværende sag har tilsidesat de "obligationsretlige dispositioner" og den "civilretlige styring".

Som Skatteministeriet forstår A's synspunkt i replikken, s. 3, afsnit 3 og frem, forsøger A at argumentere for, at skattemyndighederne ikke kan tilsidesætte den efterfølgende "handel" af (red.bilmodel.nr.1.fjernet) mellem ham og H1.

Hele sagen drejer sig om, hvorvidt H1 rent faktisk erhvervede bilen fremfor A, hvilket omstændighederne i sagen (jf. ovenfor i afsnit 3.1) viser ikke var tilfældet. Særligt bemærkes, at købsaftalen og indregistreringen er sket til A, hvorfor der allerede af den grund ikke er nogen konflikt i forhold til det, som A betegner som "civilretlig styring". Der er heller ikke tale om en tilsidesættelse af de påståede civilretlige dispositioner. Den eneste rolle, H1 har haft i købet af (red.bilmodel.nr.1.fjernet), er at finansiere den. Det afgørende for et ejerskab er ikke, hvem der finansierer et køb, men hvem der rent faktisk opnår et retligt ejerskab, jf. også SKM2023.596.ØLR.

Selskabet har ikke på noget tidspunkt været formel ejer af (red.bilmodel.nr.1.fjernet) eller haft nogen retlig adkomst til (red.bilmodel.nr.1.fjernet), og derfor kunne holdingselskabet selvsagt heller ikke afhænde (red.bilmodel.nr.1.fjernet).

Det var A som på erhvervelsestidspunktet i december 2014 købte (red.bilmodel.nr.1.fjernet) til sig selv - finansieret af H1 qua sit ejerskab i selskabet. Derfor har A også været den retmæssige ejer af (red.bilmodel.nr.1.fjernet) siden erhvervelsestidspunktet i december 2014. Også af den grund har H1 ikke kunnet sælge (red.bilmodel.nr.1.fjernet) til A.

Der er med andre ord ikke sket nogen ændring eller tilsidesættelse af de civilretlige forhold, da A hele tiden har været den reelle ejer. Af samme årsag kan hverken artiklerne SR Skat 4/2003 og TfS 2004.68 eller dommene SKM2006.749.HR og SKM2010.787.LSR, som der henvises til i replikken s. 4, afsnit 1-3, få betydning for denne sag.

Skatteministeriet bestrider også, at nærværende sag vedrører et spørgsmål om tilsidesættelse af gyldige selskabsretlige realiteter efter realitetsgrundsætningen, som ellers anført i replikken, s. 4, afsnit 2. Det relevante spørgsmål i sagen er, om A på erhvervelsestidspunktet var den retsmæssige ejer af (red.bilmodel.nr.1.fjernet). A har - som anført ovenfor - ikke løftet den skærpede bevisbyrde for, at det ikke var ham, som var den reelle ejer af bilen. A var ikke kun formel ejer, men også reel ejer og den eneste med retlig adkomst til den omhandlede (red.bilmodel.nr.1.fjernet) fra tidspunktet for erhvervelsen i december 2014.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at køretøjet, en (red.bilmodel.nr.1.fjernet), blev indregistreret den (red.dato.nr.1.fjernet) med A som ejer og bruger, og at den aldrig har været indregistreret med H1 som ejer. 

Efter bevisførelsen kan det som ubestridt lægges til grund, at A betalte depositum 15.000 kr. den 21. november 2014, og at H1 efterfølgende den 9. december 2014 overførte 15.000 kr. til ham til dækning heraf, ligesom holdingselskabet samme dag betalte restkøbesummen på 646.250 kr. til G3. Fakturaer for montering af el-lader samt ansvars- og kaskoforsikring er udstedt til A personligt, men betalt af H1, ligesom selskabet også har afholdt udgifter til drift i form af oplader, sommerdæk og service ved overførsel af beløb dækning heraf. 

H1 har således afholdt udgifter i forbindelse med køb og drift af køretøjet for samlet 661.853 kr. i indkomståret 2014 og for samlet 16.614 kr. i indkomståret 2015.

Sagen drejer sig herefter om, hvorvidt A har godtgjort, at han - trods den skete registrering - ikke var den reelle ejer af bilen, men at det i stedet for var H1, således som påstået af A. 

A var i 2014 og 2015 direktør i og eneejer af selskabet H1.

A har forklaret om, hvordan der i forbindelse med købsaftalens indgåelse var overvejelser om, hvorvidt det var ham personligt eller hans selskab, H1, der skulle erhverve køretøjet, men at det endte med, at det blev selskabet. Det fremgår af den mail, han sendte til G3 den 28. november 2014.

Af den ikke-underskrevne aftale om køb af motorkøretøj, ekstrakten side 103, fremgår, at kunden er "H1, A, Y2-adresse mens det af faktura af 3. december 2014 fremgår, at køretøjet er solgt og leveret til "A, Y2-adresse". 

Efter A's forklaring lagde han ikke mærke til, at det var ham og ikke H1, der stod som ejer på registreringsattesten, men han godt så, at hans navn stod på forsikringen. Forsikringspolicen blev lavet ud fra registreringen, men han tænkte ifølge sin forklaring ikke nærmere over det, fordi han ejede H1. Herefter og efter den skete bevisførelse i øvrigt lægger retten til grund, at hverken A eller H1 reagerede på den skete registrering med A som ejer.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger i øvrigt finder retten, at A ikke har løftet den skærpede bevisbyrde for, at han på trods af den skete indregistrering af køretøjet med ham som formel ejer, ikke var den reelle ejer af køretøjet. 

Udgifterne på i alt 661.853 kr. for indkomståret 2014 og på i alt 16.614 kr. for indkomståret 2015, som H1 har afholdt i forbindelse med køb og drift af køretøjet, er derfor i realiteten en udlodning, hvorfor A skal udbyttebeskattes heraf, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1, og stk. 2, nr. 1. Skatteministeriet frifindes derfor.

Sagen har tidligere været berammet til hovedforhandling den 18. marts 2025 og den 17. februar 2026, som blev aflyst dels dagen før og dels på dagen for det berammede retsmøde. Der var afsat 1 retsdag til begge retsmøder. Retten bemærker, at der til hovedforhandlingen den 10. marts 2026, var afsat 3 timer, hvilket svarede til den faktiske varighed.

Sagsomkostningerne er herefter og efter sagens omfang, værdi og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 100.000 kr. inkl. moms. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes. 

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 100.000 kr. 

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.