Dato for udgivelse
04 maj 2026 09:36
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
01 jul 2025 08:32
SKM-nummer
SKM2026.211.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
16. afdeling S-1272-25
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, skat, TastSelv, hæleri, strafudmåling
Resumé

T var som forhold 1 tiltalt for den 11. marts 2025 i forening med en anden samt flere uidentificerede personer, med henblik på overdragelse til et større antal personer, mod betydeligt vederlag, at have besiddet 15 kg kokain, hvoraf 999 g blev overdraget til en anden.

Som forhold 2 var T tiltalt for hæleri af særlig grov beskaffenhed, ved i perioden fra den 23. maj 2023 til den 9. oktober 2024, at have modtaget 469.050 kr. fra en anden person, selvom han vidste, at pengene stammede fra kriminalitet.

Som forhold 3 var T tiltalt for den 18. november 2024 på sin bopæl at have været i besiddelse af 3 g pot/skunk samt 2.067,5 g hash, i alt 2.070,5 g hash, med henblik på videreoverdragelse til en større personkreds.

Som forhold 4 var T tiltalt for den 12. september 2024 at have været i besiddelse af 2.02 g kokain og 43,11 g hash til eget brug.

Som forhold 5-7 var T tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomstårene 2015-17, ved via TastSelv den 6. september 2018 at have oplyst uberettiget tab på unoterede aktier på henholdsvis 110.000 kr. (indkomståret 2015), 150.000 kr. (indkomståret 2016) og 70.000 kr. (indkomståret 2017) samt uberettiget fradrag for indskud på pensionsordning på 35.000 kr. for indkomståret 2017, hvorved han havde unddraget for 127.505 kr. i skat i alt.

T tilstod.

Byretten fandt det bevist, at T var skyldig i overensstemmelse med hans tilståelse.

T idømtes fængsel i 7 år og 6 måneder samt en tillægsbøde på 95.000 kr., konfiskation samt blev idømt erstatningspligt i forhold 2 på 469.050 kr.

Ved strafudmålingen henviste byretten til Højesteretsdom U2025.3022, og at T havde tilstået. Byretten vurdererede, at tilståelsesrabatten kunne medføre en reduktion af straffen med 20 % efter en samlet vurdering.

Anklagemyndigheden ankede dommen og påstod forhøjelse af frihedsstraffen til fængsel i 8 år og nedsættelse af tillægsbøden til 90.000 kr.

T påstod formildelse og tilsluttede sig, at tillægsbøden nedsættes til 90.000 kr.

Landsretten tiltrådte af de grunde, som byretten havde anført, at T’s tilståelse skulle indgå som en formildende omstændighed, og at der i forhold 1 ikke var grundlag for at antage, at politiet som følge af tilståelsen er blevet sparet for en længere efterforskning. I forhold 2 havde T nægtet forholdet ved afhøringen af den 18. november 2024, men tilstået forholdet den 14. maj 2025. Begge forhold anså landsretten for omfattet af kategori 3 som beskrevet i Højesterets dom U2025.3022.

I tilfælde af kategori 3 skal der som udgangspunkt ske en reduktion af straffen på mellem ca. 10 % og ca. 20 %. Ved fastsættelsen af tilståelsesrabat i den konkrete sag måtte der tages hensyn til, at politiet allerede inden tilståelsen havde foretaget en vis begrænset efterforskning i sagen. Tilståelsen måtte dog samtidig antages at have medført en vis ressourcebesparelse hos politiet, ligesom den havde medført en vis ressourcebesparelse hos domstolene. Efter højesteretsdommen skulle der endvidere tages hensyn til, at anvendelse af tilståelsesrabat ikke skal føre til strafpositioner, der afviger fra, hvad der efter praksis er almindeligt anvendt.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering fandt landsretten, at der efter straffeloven skulle ske reduktion af straffen med 1 år og 6 måneder (ca. 16 %) af den straf på fængsel i 9 år og 6 måneder, der ellers skulle være udmålt.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 8 år og tillægsbøden nedsattes til 90.000 kr.

Reference(r)

· Straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, skt. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk.1 og stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 70

· Straffelovens § 290, stk. 1, hæleri af særlig grov beskaffenhed

· Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 59

· Skattekontrollovens § 90, stk. 5, jf. dagældende skattekontrollov § 13, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2026-1, A.C.3.2.1.3.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2026-1, A.C.3.5.1.2

Redaktionelle noter

Byrettens dom og Vestre Landsret dom er begge offentliggjort i dette dokument

Byrettens DOM

afsagt den 1. juli 2025

Rettens nr. 17-3250/2025

Politiets nr. (red.politinummer.fjernet)

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
født den (red.dato.nr.1.fjernet)

Denne sag er behandlet som tilståelsessag.

Retsmødebegæring er modtaget den 23. maj 2025.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. i og stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 70 (kokain) ved den 11. marts 2025 ca. kl. 12.50 på Y1-adresse, i Y2-by, i forening med IA, hvis sag afgøres særskilt, samt flere uidentificerede personer, med henblik på overdragelse til et større antal personer, mod betydeligt vederlag, at have besiddet 15 kilo kokain, hvoraf 999 gram blev overdraget til IC.

2.

straffelovens § 290, stk. 2, jf. stk. 1, hæleri af særlig grov beskaffenhed, ved i perioden fra den 23. maj 2023 til den 9. oktober 2024, at have modtaget 469.050 kr. fra IE, hvis sag afgøres særskilt, selvom han vidste, at pengene stammede fra kriminalitet.

3.

lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § i, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. i, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag i, liste B, nr. 59, ved den 18. november 2024 kl. 10.45 på bopælen, Y3-adresse, i Y4-by, at have været i besiddelse af 3 gram pot/skunk samt 2.067,5 gram hash, i alt 2.070,5 gram hash, med henblik på videreoverdragelse til en større personkreds,

4.

lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr.

70 og liste B, nr. 59, ved den 12. september 2024 kl. 09.42 på Y3-adresse, i Y4-by at have været i besiddelse af 2,02 gram kokain og 43,11 gram hash til eget brug,

5.

skattekontrolloven § 90, stk. 5, jf. dagældende skattekontrollov § 13, stk. 1, ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomståret 2015 at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han den 6. september 2018 via Tast-Selv oplyste et uberettiget fradrag for tab på unoterede aktier på 110.000 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 38.715 kr. i skat.

6.

skattekontrolloven § 90, stk. 5, jf. dagældende skattekontrollov § 13, stk. 1, ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomståret 2016 at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han den 6. september 2018 via Tast-Selv oplyste et uberettiget fradrag for tab på unoterede aktier på 150.000 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 55.410 kr. i skat.

7.

skattekontrolloven § 90, stk. 5, jf. dagældende skattekontrollov § 13, stk. 1, ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomståret 2017 at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han den 6. september 2018 via Tast-Selv oplyste et uberettiget fradrag for tab på unoterede aktier på 70.000 kr., samt godkendte et tidligere oplyst uberettiget fradrag for indskud på pensionsordning på 35.000 kr., hvorved det offentlige blev unddraget i alt 33.380 kr. i skat.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf og en tillægsbøde på 95.000 kr.

Anklagemyndigheden har endvidere påstået konfiskation af 2.070,5 gram hash, 2,02 gram kokain og 43,11 gram hash hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Anklagemyndigheden har på vegne af (red.forening.nr.1.fjernet), (red.forening.nr.2.fjernet) og (red.forening.nr.3.fjernet), Y5-adresse, påstået, at tiltalte skal betale i alt 469.050 kr. i erstatning.

Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men ikke den beløbsmæssige opgørelse af kravet.

Sagens oplysninger

Tiltalte har til forhold 1 forklaret, at IA er en ven. Han og IA er ikke sure på hinanden. De har kendt hinanden noget tid, men ikke i mange år. Den 11. marts 2025 boede IA på Y1-adresse i Y2-by. Han havde selv et værelse i bygningen ved siden af.

Han havde fået en opgave som "runner". Det var ham, der havde hentet de 15 kg. kokain, og han skulle også hjælpe med at fjerne kokainen igen. Han skulle ikke gøre andet end det. Det var ikke noget, han havde gjort før. Kokainen skulle hurtigt videre samme dag, men så kom politiet. Han havde ikke noget at gøre med, at IC fik 999 gram af de 15 kg. De resterende 14 kg. skulle bare hurtigt videre. Han regnede med at få noget for sit arbejde. Det var ikke aftalt, hvad han skulle have, eller om betalingen skulle ske ved nedbringelse af hans gæld. Han var klar over, at det var 15 kg. kokain, han hjalp med at flytte.

Tiltalte har til forhold 2 forklaret, at han i perioden 23. maj 2023 til 9. oktober 2024 ofte så sin mor, men han boede ikke hos hende. Der blev i perioden overført 469.050 h. til hans konto. Han var bekendt med, at pengene stammede fra noget kriminelt. Han vidste ikke, hvem pengene tilhørte. Han ved ikke, om han pressede sin mor til at overføre pengene.

Tiltalte har til forhold 3 forklaret, det er korrekt, at han den 18. november 2024 var i besiddelse af de angivne euforiserende stoffer. Dengang boede han på Y3-adresse i Y4-by. Stofferne var primært til at videresælge, så han kunne finansiere sit eget misbrug. Han havde gæld på det tidspunkt, og han spillede, hvilket også kostede penge. Han havde ikke noget arbejde.

Tiltalte har til forhold 4 forklaret, at han var i besiddelse af kokainen og hashen til eget brug. Politiet opsøgte ham på hans bopæl. Han røg hash hver dag. Han tog også kokain, men ikke hver dag.

Tiltalte har til forhold 5-7 forklaret, at det er korrekt, at han den 6. september 2018 via SKAT’s "Tast-Selv" angav de urigtige oplysninger, der fremgår af anklageskriftet. Det var ham selv, der lavede indtastningerne. Han gjorde det for at få penge.

Tiltalte er tidligere straffet ved dom af 30. marts 2022 med bøde for overtrædelse af blandt andet færdselsloven og knivloven.

Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 11. marts 2025.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 7 år og 6 måneder og en tillægsbøde på 95.000 kr., jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1 og stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 70, straffelovens § 290, stk. 2, jf. stk. 1, lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 59 og 70, og skattekontrollovens § 90, stk. 5, jf. dagældende skattekontrollov § 13, stk. 1.

Straffen er til dels en tillægsstraf til dommen af 30. marts 2022, jf. straffelovens § 89.

Efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, skal det i almindelighed indgå som en formildende omstændighed, at gerningsmanden har aflagt tilståelse ("tilståelsesrabat"), idet straffens udmåling i den enkelte sag beror på en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder.

For så vidt angår sagens forhold 1, som er det væsentligste strafbærende forhold i sagen, tilstod tiltalte allerede under grundlovsforhøret den 12. marts 2025 besiddelse af 14 kg. kokain, og han tilstod kort efter besiddelse af samtlige 15 kg. kokain. Tiltalte har således tilstået tidligt under efterforskningen. Efter karakteren af beviserne i sagen kan det ikke antages, at tilståelsen har sparet politiet for en længere efterforskning. Efter en samlet vurdering finder retten derfor, at tilståelsesrabatten kan medføre en reduktion af straffen på mellem ca. 10 og ca. 20% (kategori 3, jf. Højesterets dom af 15. maj 2025 gengivet i U2025.3022H).

Retten finder, at tiltalte uden tilståelsesrabat ville skulle idømmes en fængselsstraf på 9 år og 6 måneder. Retten har herved i skærpende retning lagt vægt på karakteren og mængden af euforiserende stoffer til videreoverdragelse i sagens forhold 1. I formildende retning har retten lagt vægt på, at tiltalte i forhold 1 må antages at have haft en underordnet rolle og kortvarig besiddelse af kokainen, og at tiltalte ikke tidligere er straffet af betydning for sagen. Endvidere har retten lagt vægt på sagens forhold 2, herunder størrelsen af det beløb, som hæleriet angår.

Navnlig under hensyn til tiltaltes tidlige tilståelse i sagens forhold 1, og da tilståelsen må antages at have sparet politiet en vis efterforskning, finder retten, at tilståelsen skal medføre en reduktion af fængselsstraffen på ca. 20%, således at fængselsstraffen fastsættes til 7 år og 6 måneder som angivet ovenfor.

Ved fastsættelsen af tillægsbøden på 95.000 kr. har retten lagt vægt på karakteren af sagens forhold 5-7, herunder størrelsen af de unddragne beløb. Tillægsbøden er reduceret som følge af den lange sagsbehandlingstid i disse forhold.

Forvandlingsstraffen for tillægsbøden fastsættes som nedenfor bestemt.

Retten tager konfiskationspåstandene til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at det i forhold 2 omhandlede beløb på 469.050 kr. hidrørte fra (red.forening.nr.1.fjernet), (red.forening.nr.2.fjernet) og (red.forening.nr.3.fjernet), som har lidt et tab svarende hertil. Under de foreliggende omstændigheder finder retten, at tiltalte ved hæleriet har handlet ansvarspådragende overfor foreningerne og skal betale erstatning. Retten tager derfor erstatningspåstanden til følge.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 7 år og 6 måneder.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 95.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 30 dage.

Hos tiltalte konfiskeres af 2.070,5 gram hash, 2,02 gram kokain og 43,11 gram hash.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Tiltalte skal inden 14 dage til (red.forening.nr.1.fjernet), (red.forening.nr.2.fjernet) og (red.forening.nr.3.fjernet), Y5-adresse, betale i alt 469.050 kr. med tillæg af procesrente fra den 1. juli 2025.

------------------------------------------------------------------------------------------------

Landsrettens dom

afsagt den 5. januar 2026 af Vestre Landsrets 13. afdeling (dommerne Jon Esben Hvam, Claus Rohde og Ioana Fodor (kst.) med domsmænd) i ankesag V.L. S-1272-25

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T

født den (red.dato.nr.1.fjernet)

(v/ advokat RS)

Byretten har den 1. juli 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 17-3250/2025).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået forhøjelse af frihedsstraffen til fængsel i 8 år og nedsættelse af tillægsbøden til 90.000 kr.

Tiltalte, T, har påstået formildelse og har herunder tilsluttet sig, at tillægsbøden nedsættes til 90.000 kr.

Supplerende oplysninger

Tiltalte er ved dom af 24. juni 2022 straffet med bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og ved dom af 28. juli 2022 straffet med bøde for overtrædelse af færdselsloven.

- 2 -

Forklaring

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han under sin varetægtsfængsling er i misbrugsbehandling. Han får undervisning i matematik og dansk, da han gerne vil videre, når han er færdig med at afsone sin straf.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen drejer sig for landsretten alene om fastsættelse af straffen.

Sagen blev i byretten behandlet som en tilståelsessag.

Landsretten tiltræder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder tiltaltes relativt underordnede rolle, at tiltalte uden hensyntagen til en eventuel tilståelsesrabat skulle straffes med fængsel i 9 år og 6 måneder.

Landsretten har ved strafudmålingen ligesom byretten i skærpende retning lagt vægt på navnlig mængden af kokain og størrelsen af det beløb i forhold 2, som hæleriet angår. Der er i formildende retning ligesom byretten lagt vægt på tiltaltes relativt underordnede rolle og kortvarige besiddelse af kokainen i forhold 1, og at tiltalte ikke tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.

Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at tiltaltes tilståelse skal indgå som en formildende omstændighed, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, og at der i forhold 1 ikke er grundlag for at antage, at politiet som følge af tilståelsen er blevet sparet for en længere efterforskning. I forhold 2 har tiltalte ved afhøringen den 18. november 2024 nægtet forholdet, men har tilstået forholdet den 14. maj 2025. Begge forhold er derfor omfattet af kategori 3, som denne er beskrevet i Højesterets dom af 15. maj 2025 (U 2025.3022).

I tilfælde omfattet af kategori 3 skal der som udgangspunkt ske en reduktion af straffen på mellem ca. 10 % og ca. 20 %. Ved fastsættelsen af tilståelsesrabat i den foreliggende sag må der tages hensyn til, at politiet allerede inden tilståelsen havde foretaget en vis begrænset efterforskning i sagen. Tilståelsen må dog samtidig antages at have medført en vis ressourcebesparelse hos politiet. Tilståelsen har desuden medført en vis ressourcebesparelse hos domstolene. Som anført i Højesterets dom af 12. juni 2025 (U 2025.3370) skal der endvidere tages hensyn til, at anvendelse af tilståelsesrabat ikke skal føre til strafpositioner, der afviger fra, hvad der efter praksis er almindeligt anvendt.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder landsretten, at der efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, skal ske en reduktion af straffen med 1 år og 6 måneder (ca. 16 %) af den straf på fængsel i 9 år og 6 måneder, der ellers skulle være udmålt.

Straffen, der til dels er en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, forhøjes til fængsel i 8 år, mens tillægsbøden nedsættes til 90.000 kr. i overensstemmelse med anklagemyndighedens og tiltaltes påstande.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes med de ændringer, at straffen forhøjes til fængsel i 8 år, og at tillægsbøden nedsættes til 90.000 kr. med den i byretten fastsatte forvandlingsstraf.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.