Dato for udgivelse
14 apr 2026 13:38
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30 maj 2025 13:25
SKM-nummer
SKM2026.183.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
24. afdeling S-899-24
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, skat, fradrag, NemID
Resumé

Som forhold 1-3 var T tiltalt for senest den 18. april 2018 via told- og skatteforvaltningens Tast-Selv, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for hans skatteansættelse for indkomstårene 2014-2016, idet T angav fradrag for indbetaling på etablingskonto på henholdsvis 120.334 kr. (indkomståret 2014), 87.671 kr. (indkomståret 2015) og 131.671 kr. (indkomståret 2016), fradrag for tab af unoterede aktier med henholdsvis 287.531 kr. (indkomståret 2014), 298.731 kr. (indkomståret 2015) og 299.731 kr. (indkomståret 2016), og udbytte af danske unoterede aktier med henholdsvis 244.891 kr. (indkomståret 2014), 265.331 kr. (indkomståret 2015) og 269.331 kr. (indkomståret 2016), hvorved der kunne være opnået uberettiget vinding med 323.572,49 kr.

Som forhold 4 var T tiltalt for senest den 28. april 2018 via told- og skatteforvaltningens Tast-Selv, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for hans skatteansættelse for indkomståret 2017, idet T angav fradrag for indbetaling på iværksætterkonto med 75.771 kr., samt fradrag for rejseudgifter med 21.031 kr., hvorved der kunne være opnået uberettiget vinding med 32.041,51 kr.

T forklarede, at han ikke havde foretaget nogen af indberetningerne til told- og skatteforvaltningen. Han havde ingen idé om, hvem der skulle have gjort det. Det var ikke ham, der havde foretaget de anførte rettelser. I 2018, boede han hos sin mor. Når han dengang fik post, åbnede hans mor posten og kom med den til ham. Han har aldrig brugt Tast Selv, og derfor opdagede han ikke, at told- og skatteforvaltningen lukkede hans adgang til Tast Selv. Han har ikke modtaget brevene fra told- og skatteforvaltningen, der blev sendt med almindelig post. Han har ikke modtaget indkaldelsen fra politiet, der blev sendt i e-Boks.

Byretten fandt, at det måtte lægges til grund, at de rettelser, der var foretaget i T’s årsopgørelser for årene 2014-2017, var foretaget ved anvendelse af T’s NemID, samt at det kun var T, der kunne opnå økonomisk vinding på baggrund af de derved opnåede fradrag, der måtte anses for åbenlyst uberettigede. Henset hertil, samt da T havde forklaret, at der ikke var andre, der havde haft adgang til at anvende hans NemID, herunder kode og nøglekort, måtte retten desuden lægge til grund, at det var T, der havde foretaget de pågældende rettelser, samt at han derigennem havde forsøgt at unddrage det offentlige i alt 355.614 kr. T fandtes dermed skyldig i tiltalen.

T idømtes en bøde på 325.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden blev fastsat til fængsel i 60 dage som en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 89.

Byrettens dom blev anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært til formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom og fastsatte straffen som en tillægsstraf. Landsretten henviste til, at T heller ikke for landsretten var kommet med en troværdig forklaring på, hvorfor han ikke modtog brevene fra told- og skatteforvaltningen, eller hvem der havde foretaget indtastningerne i Tast-Selv samt at navnlig berigelsen ville tilfalde T, og at ingen andre havde benyttet T’s NemID.

Reference(r)

Skattekontrollovens § 82, stk. 1 (dagældende § 13, stk. 1)

Straffelovens § 89

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2026-I, Afsnit A.C.3.2.1.3.2

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2026-I, Afsnit A.C.3.2.4

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2026-I, Afsnit A.C.3.4.3

Byrettens dom

afsagt den 11. marts 2024

Rettens nr. 8-2181/2023

Politiets nr.

Anklagemyndigheden

mod

T
cpr-nummer (red.cpr.nr.1.fjernet)

Anklageskrift er modtaget den 14. april 2023. T er tiltalt for

1.

overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. den tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1,

ved senest den 18. april 2018 via Skattestyrelsens TastSelv, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for tiltaltes skatteansættelse for indkomståret 2014, idet tiltalte angav fradrag for indbetaling på etableringskonto med 120.334 kr., fradrag for tab af unoterede aktier med 287.531 kr., og udbytte af danske unoterede aktier med 244.891 kr., hvorved det offentlige blev forsøgt unddraget 110.719,70 kr. i skat.

2.

overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. den tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1,

ved senest den 18. april 2018 via Skattestyrelsens TastSelv, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for tiltaltes skatteansættelse for indkomståret 2015, idet tiltalte angav fradrag for indbetaling på etableringskonto med 87.671 kr., fradrag for tab af unoterede aktier med 298.731 kr., og udbytte af danske unoterede aktier med 265.331 kr., hvorved det offentlige blev forsøgt unddraget 93.447,58 kr. i skat.

3.

overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. den tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1,

ved senest den 18. april 2018 via Skattestyrelsens TastSelv, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for tiltaltes skatteansættelse for indkomståret 2016, idet tiltalte angav fradrag for indbetaling på etableringskonto med 131.671 kr., fradrag for tab af unoterede aktier med 299.731 kr., og udbytte af danske unoterede aktier med 269.331 kr., hvorved det offentlige blev forsøgt unddraget 119.405,21 kr. i skat.

4.

overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. den tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1,

ved senest den 28. april 2018 via Skattestyrelsens TastSelv, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for tiltaltes skatteansættelse for indkomståret 2017, idet tiltalte angav fradrag for indbetaling på iværksætterkonto med 75.771 kr., samt fradrag for rejseudgifter med 21.031 kr., hvorved det offentlige blev forsøgt unddraget 32.041,51 kr. i skat.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf på 325.000 kr.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte T og af vidnet SJ.

Tiltalte, T har til retsbogen forklaret følgende:

"...

Tiltalte forklarede, at han ikke har foretaget nogen af de indberetninger til SKAT, som fremgår af bilag 5-7. Han har ikke nogen ide om, hvem der skulle have gjort det. Foreholdt, at man kun kan komme ind og rette i sine oplysninger hos SKAT ved anvendelse af NEM-id, forklarede tiltalte, at der åbenbart har været andre, der havde adgang i april 2018, idet det ikke var ham, der havde inde hos SKAT og foretage de anførte rettelser. Der var ikke andre, der kendte koden til hans NEM-id, og han havde nøglekortet i sin pung. Det er det samme, der gør sig gældende for de andre år i bilag 5-8, 5-9 og 5-10. Det er ikke tiltalte, der har foretaget rettelserne, og han har ikke haft andre til at hjælpe sig dermed. Han har fået hjælp af sin tidligere arbejdsgiver i forbindelse med at tilmelde sig e-boks og få overblik over sin gæld. Det er hans tidligere arbejdsgiver, der kommer som vidne senere. I april 2018 havde tiltalte adresse hos sin mor. Tiltalte har ikke tidligere set det brev fra SKAT af 13. juli 2018, sagens bilag 5-3. Det er korrekt, at det er sendt til hans mors adresse, men han har ikke selv set det. Han ville heller ikke mene, at hans mor havde set det, for så ville hun ringe til ham, da hun havde ret til at åbne hans breve. Det er det samme vedrørende SKATs brev af 23. august 2018, sagens bilag 5-4. Det har han heller ikke set. Han havde ikke adgang til sin e-Boks dengang, da han ikke var oprettet. Adspurgt af forsvareren forklarede tiltalte, at han ikke havde unoterede aktier i 2014, 2015, 2016 eller 2017. Han har aldrig haft aktier. Han derfor heller ikke fået udbytte af aktier. Han ved ikke, hvad en etableringskonto er. Han har aldrig haft en etableringskonto, heller ikke i 2014, 2015 og 2016. I den periode var han almindelig lønmodtager med lønindtægt. Han var i lære som (red.job.nr.1.fjernet) i G1-virksomhed i Y1-by. Han havde adresse hos sin mor, indtil han kom i militæret som almindelig værnepligtig i begyndelsen af 2017. Han var i militæret i ½ år, hvorefter han fik arbejde hos en (red.job.nr.1.fjernet) i Y2-by. Han har aldrig haft en iværksætterkonto eller rejseudgifter, heller ikke i 2017. Første gang han kom i kontakt med politiet var for 2 år siden, hvor han blev afhørt telefonisk, som det fremgår af bilag 2-2. Da boede han på Y2-adresse med sin kæreste, hvor de flyttede til i april 2022. Han bor der ikke længere, idet han nu bor i Y2-område. Han havde ikke modtaget brevet af 1. april 2022 fra politiet. Han har ikke fået udbetalt ekstraordinære beløb fra SKAT. Han har løbende tjekket sit bankindestående, og der har ikke været noget. SKAT skriver jo også, at de har bremset det. Han blev ansat hos vidnet, efter han havde været i Y2-by. Vidnet hjalp ham med at oprette e-boks og få styr på sin økonomi. Tiltalte så, at han skyldte en masse. Vidnet betalte dette, hvorefter tiltalte skulle arbejde det af hos ham. De var ikke inde og se på tiltaltes årsopgørelser. Tiltalte har ikke i andre sammenhænge oplevet, at andre har brugt hans NEM-id til at låne penge.

....

Tiltalte forklarede supplerende, at han ikke kunne huske, hvad han foretog sig den 18. og den 28. april 2018. Han arbejdede dengang i G1-virksomhed i Y1-by. G1-virksomhed havde åbent alle dage fra kl. 8-19. Foreholdt, at den 18. april 2018 var en onsdag, og den 28. april 2018 var en lørdag, forklarede tiltalte, at han havde normalt fri i weekenden og om mandagen. De andre dage arbejdede han normalt fra kl. 10-18.

..."

SJ har som vidne til retsbogen forklaret følgende:

"...

Vidnet SJ forklarede, at han har haft tiltalte ansat som (red.job.nr.1.fjernet). Han kunne ikke huske præcis hvornår. Den 1. oktober 2019 blev vidnet kontaktet af tiltalte vedrørende et ansættelsesforhold, og så vidt han huskede, blev tiltalte ansat 2-3 måneder senere. Vidnet havde ikke kontakt med tiltalte i april 2018. På det tidspunkt kendte han ham ikke. Adspurgt af forsvareren forklarede vidnet, at det er korrekt, at han hjalp tiltalte med at oprette en lønkonto og tilmelde sig e-boks. Det var jo nødvendigt for, at vidnet kunne udbetale løn til ham. Tiltalte havde overhovedet ikke styr på det. Vidnet mente også, at han hjalp tiltalte med at oprette en budgetkonto. Tiltalte vidste ikke, at e-boks eksisterede. Han havde ikke været derinde. Der var slet ikke noget. Tiltalte måtte starte forfra og starte alt op i 2019. Vidnet kunne ikke huske, hvor tiltalte kom fra, da han blev ansat. Tiltalte arbejdede for ham frem til coronaen, måske april 2020, hvor han blev fyret, da vidnet ikke længere havde råd til at have ham ansat. Tiltalte var en god mand.

..."

Der har under sagen blandt andet været dokumenteret fra udskrift fra tiltaltes Nem-konto, Skattestyrelsens ansvarsredegørelse af 22. december 2020, kvitteringer for rettelser i årsopgørelsen for årene 2014, 2015, 2016 og 2017, skrivelser af 13. juni 2018, 23. august 2018 og 1. oktober 2018 fra SKAT til tiltalte samt Skattestyrelsens unddragelsesberegning.

Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har nægtet sig skyldig og har forklaret, at han ikke har foretaget de anførte rettelser. Det må lægges til grund, at de rettelser, der er foretaget i tiltaltes årsopgørelser for årene 2014, 2015, 2016 og 2017, er foretaget ved anvendelse af tiltaltes NEM-id, samt at det kun er tiltalte, der kunne opnå økonomisk vinding på baggrund af de derved opnåede fradrag, der må anses for åbenlyst uberettigede. Henset hertil, samt da tiltalte har forklaret, at der ikke har været andre, der har haft adgang til at anvende hans NEM-id, herunder kode og nøglekort, må retten endvidere lægge til grund, at det er tiltalte, der har foretaget de pågældende rettelser, samt at han derigennem har forsøgt at unddrage det offentlige i alt 355.614 kr. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 1-4.

Straffen fastsættes til en bøde på 325.000 kr., jf. skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. den tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor anført.

Retten har ved bødefastsættelsen lagt vægt på den tid, der er gået siden forholdene blev begået.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal straffes med en bøde på 325.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

_________________________________________________________________________________________________________________

Østre Landsret dom

Afsagt den 30. maj 2025 af Østre Landsrets 24. afdeling

(landsdommerne Mikael Friis Rasmussen, Thomas Lohse og Mie Vinkel Sørensen (kst.)).

24. afd. nr. S-899-24:              

Anklagemyndigheden mod

T

(cpr.nr. (red.cpr.nr.1.fjernet))

(advokat LK, besk.)

Dom afsagt af Retten i Hillerød den 11. marts 2024 (8-2181/2023) er anket af tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært til formildelse.

Anklagemyndigheden har endeligt påstået stadfæstelse.

D Sagens oplysninger

Ændringerne i skatteansættelsen den 18. april 2018 er foretaget via skattemyndighedernes TastSelv henholdsvis kl. 16:36, 16:39 og 16:41, og ændringerne i skatteansættelsen den 28. april 2018 er foretaget henholdsvis kl. 18:15, 18:16, 18:17 og 18:17.

Skattestyrelsen sendte den 1. oktober 2018 afgørelse om ændring af skat, idet Skattestyrelsen ikke anerkendte de foretagne indtastninger i TastSelv. Det fremgår af sagen, at tiltalte ikke var fremkommet med bemærkninger til afgørelsen. Afgørelsen blev sendt med brev til tiltalte.

Tiltalte blev den 1. april 2022 indkaldt i e-Boks til afhøring den 26. april 2022 hos politiet, men mødte ikke op.

IP-adressen, der blev benyttet den 18. april 2018, tilhører Y1-kommune, og IP-adressen, der blev benyttet d. 28. april 2028, tilhører en udbyder i Y1-land.

DI Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte.

Den i byretten af vidnet SJ afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Tiltalte har forklaret bl.a., at han fortsat ikke har en ide om, hvad der kan være sket. I 2018 boede han hos sin mor på adressen Y1-adresse, i Y3-by. Når han dengang fik post, åbnede hans mor posten og kom med den til ham. 

Han har aldrig brugt TastSelv, og derfor opdagede han ikke, at Skattestyrelsen lukkede hans adgang til TastSelv. Da SJ hjalp ham, kunne de godt komme ind. I 2022 tjekkede han e-Boks, og der var ikke noget fra politiet. 

Da SJ hjalp ham, skyldte han 20.000 kr. til forskellige - bl.a. fartbøder og lån i banken. SJ betalte gælden, hvorefter han skulle afdrage beløbet til SJ. Han havde ikke problemer med stoffer dengang. Han gik meget på værtshus. Han kunne godt lide at få en øl.

Han har boet på de adresser, der fremgår af folkeregistret. Han boede på Y1-adresse frem til 2021. Adressen, Y2-adresse i Y4-by var hos hans kone. 

Han har ingen forklaring på, hvorfor den ene ændring skulle være sket via en udbyder i Y1-land. Han har ikke været i Y1-land, og han ved ikke, hvad en VPN-forbindelse er. Han har aldrig brugt en sådan. Han benytter sig ikke af hotspots - bortset fra når han kører i S-tog. Han sad dengang mest hjemme og spillede computer. Han havde dengang konto i F1-bank. 

Første gang han hørte om denne sag, var i april 2022, da han blev kontaktet af en efterforsker fra politiet. Han benægtede dengang, at han havde noget med det at gøre.

DII Personlige oplysninger

Tiltalte er tidligere straffet ved dom af 9. oktober 2020 med en bøde på 2.500 kr. for overtrædelse af færdselsloven.


DIII Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltalte har forklaret, at han ikke har modtaget brevene fra Skattestyrelsen, der blev sendt med almindelig post. Han har heller ikke modtaget indkaldelsen fra politiet, der blev sendt i e-Boks.

Tiltalte er heller ikke for landsretten kommet med en troværdig forklaring på, hvorfor han ikke modtog de nævnte breve, eller hvem der har foretaget indtastningerne i TastSelv. 

Med denne bemærkning og af byrettens grunde, herunder navnlig at berigelsen ville tilfalde tiltalte, og at ingen andre har benyttet tiltaltes NemID, findes tiltalte også efter bevisførelsen for landsretten skyldig efter anklageskriftet i forhold 1-4.

Straffen, der fastsættes som en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 89, findes passende.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t :

Byrettens dom i sagen mod, tiltalte, T, stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.