| Klagepunkt | Skattestyrelsens afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
| Indkomstår 2021 Skattepligtig kompensation | 14.284 kr. | 0 kr. | Medhold |
| Indkomstår 2022 Skattepligtig kompensation | 8.680 kr. | 0 kr. | Stadfæstelse |
| Indkomstår 2023 Skattepligtig kompensation | 57.228 kr. | 0 kr. | Stadfæstelse |
Faktiske oplysninger
I brev af 2. juli 2021 fra F1-Bank til klageren [A] fremgår det, at banken har opkrævet for meget gæld og renter på baggrund af en datafejl i bankens gældssystem, og at klageren derfor har betalt 6.021,36 kr. for meget i gæld.
Det fremgår endvidere af brevet, at banken vil tilbagebetale beløbet sammen med en kompensation på 8.262,38 kr. for den tid, som klageren kunne have haft beløbet til rådighed, svarende til et samlet beløb på 14.283,74 kr. i indkomståret 2021.
Banken har vedlagt en opgørelse over tilbagebetalingen, hvoraf følgende fremgår:
| Konto-nr. | Seneste afdrag på gælden | Beløb, der er betalt for meget | Kompensation | Samlet beløb, du får tilbage |
| […944] | 2008 | 6.021,36 kr. | 8.262,38 kr. | 14.283,74 kr. |
| I alt | | | | 14.283,74 kr. |
I brevet har banken oplyst, at tidskompensationen er beregnet fra den dag, at klageren burde have haft pengene til rådighed og frem til den 2. juli 2021, samt at tidskompensationen er beregnet med udgangspunkt i den officielle udlånsrente fastsat af Nationalbanken plus et lovbestemt tillæg, hvor tillægget i perioden har ligget på 7-8 %, som er opgjort efter rentelovens § 5.
I brev af 24. marts 2022 fra F1-Bank til klageren fremgår det, at banken har afklaret med Skattestyrelsen, at det samlede beløb på i alt 14.283,74 kr., som F1-Bank har udbetalt i indkomståret 2021, er skattepligtig for klageren, og at F1-Bank derfor vil udbetale en kompensation på i alt 8.680,47 kr. til at dække beskatningen af det samlede beløb.
Banken har i brevet oplyst, at skattekompensationen er beregnet ud fra en dansk gennemsnitsindkomst, da banken ikke har været bekendt med klagerens konkrete skatteforhold. I brevet har banken derudover oplyst, at begge udbetalte beløb, herunder 14.283,74 kr. udbetalt i indkomståret 2021 og 8.680,47 kr. udbetalt i indkomståret 2022, er skattepligtige, og at klageren derfor skal oplyse beløbene på sin årsopgørelse under rubrik 20 for "Anden personlig indkomst".
F1-Bank har i brev af 29. juni 2023 oplyst til klageren, at banken kan have opkrævet for meget på klagerens tidligere gæld på konto […920] på baggrund af fejl i bankens gældssystemer, som håndterer inkassogæld, og at banken derfor vil udbetale en samlet kompensation på 57.228,41 kr., som er beregnet ud fra en automatiseret model, som er anvendt for at give en afklaring langt hurtigere, end hvis alle sager blev gennemgået manuelt.
Følgende fremgår bl.a. af brevet:
"(…)
Hvad dækker kompensationen?
Modellen, vi har brugt til at beregne din kompensation, håndterer en lang række af de fejl i vores gældssystemer, som din tidligere gæld på konto […920] kan være påvirket af. Eksempler på fejl, som modellen håndterer, kan være, at vi har opkrævet for meget eller forældet gæld, at vi har opkrævet forkerte rykkergebyrer, at renter ikke er beregnet rigtigt, eller at betalinger, som du kan have foretaget til et inkassobureau, ikke er blevet registreret hos os.
Formålet med kompensationen er at kompensere for:
- Fejl, vi kender, og som vi har justeret individuelt
Vi har justeret din tidligere gæld individuelt for de fejl, du kan se i oversigten nedenfor. På [henvisning til bankens hjemmeside] kan du også se en liste over andre fejl, vi justerer individuelt, men som vi vurderer, at din sag ikke er påvirket af.
- Fejl, vi kender, og som modellen håndterer
Vi har valgt at bruge en model til at beregne kompensationen for de fejl i vores gældssystemer, vi kender til, og som din sag muligvis er påvirket af.
- Fejl, vi kender og fortsat undersøger - og fejl, vi eventuelt finder senere
I udgangspunktet vurderer vi, at din sag ikke er påvirket af de fejl, vi som nævnt fortsat undersøger din sag for. Samtidig kan vi finde andre fejl i vores gældssystemer end dem, vi på nuværende tidspunkt har konstateret. Dermed kan din sag være påvirket af flere fejl. Viser det sig, at din sag er påvirket af en eller flere af disse fejl, undersøger vi, om du allerede er kompenseret tilstrækkeligt for disse fejl gennem den kompensation, vi nu udbetaler. Er der tale om en fejl på tilskrevne renter og gebyrer, mens gælden har været til inkasso i vores fejlbehæftede gældssystemer, forventer vi, at du ikke har krav på yderligere kompensation. Årsagen er, at vi i beregningen af din sag ikke har medtaget nogen af de renter eller gebyrer, der er tilskrevet efter september 2004.
- Beskatning af kompensationen
Da du bliver beskattet af kompensationen, har modellen også til hensigt at dække beskatningen af skattekompensationen.
Når vi har undersøgt, om din tidligere gæld er påvirket af fejl, som vi fortsat undersøger, eller vi eventuelt finder senere, kontakter vi dig som nævnt. Vi udbetaler naturligvis yderligere kompensation til dig, herunder relevant skatte- og tidskompensation, hvis du ikke er blevet kompenseret tilstrækkeligt.
Oversigt over de beløb, vi har brugt til at beregne din kompensation
| Gælden, da den overgik til vores fejlbehæftede gældssystem | -18.185,60 kr. |
| Justering af gælden, da hovedstol, renter og gebyrer blev registreret som én samlet gældspost (hovedårsag 1), og den registrerede forældelsesdato muligvis blev fastsat med udgangspunkt i en for sen forfaldsdato (hovedårsag 2) | +2.697,08 kr. |
| Gælden efter justering | 15.488,52 kr. |
| Dine betalinger på gælden, mens den var til inkasso i vores fejlbehæftede gældssystemer | +40.723,86 kr. |
| Dine betalinger, der overstiger din justerede gæld | 25.235,34 kr. |
| Kompensation for den tid, du ikke har haft beløbet til rådighed | +31.993,07 kr. |
| Kompensation i alt | = 57.228,41 kr. |
Fejlene i vores gældssystemer kan betyde, at beløbene i oversigten ikke stemmer med de tal, du har fra tidligere opgørelser over din gæld. Kan du ikke genkende de beløb, vi har brugt, er du velkommen til at kontakte os.
Sådan har vi ved hjælp af en model beregnet din kompensation
1. Modellen tager udgangspunkt i din tidligere gælds størrelse, da den i inkasso blev overført til vores fejlbehæftede gældssystemer på 18.185,60 kr., som er modellens grundlag for at beregne din kompensation.
2. Vi justerer beløbet med 2.697,08 kr. for den eller de hovedårsager til fejl, vi oprindeligt konstaterede i vores gældssystemer.
3. Det giver en justeret gæld på 15.488,52 kr., som er modellens grundlag for at beregne din kompensation.
4. Dine betalinger til gælden, mens den var til inkasso i vores fejlbehæftede gældssystemer, udgør i alt 40.723,86 kr. Betalingerne bruges i modellen til at dække det beløb, som er omfattet af punkt 1 og ikke de renter og gebyrer, der er påløbet i vores fejlbehæftede gældssystemer efter september 2004.
5. Dine betalinger, der overstiger din justerede gæld, udgør 25.235,34 kr.
6. Beløbet på 25.235,34 kr. har til formål at dække både eventuel overopkrævning og beskatning af kompensationen beregnet ud fra en skatteprocent på 37,8 %, der baserer sig på en dansk gennemsnitsindkomst uden topskat. Da du desuden bliver beskattet af skattekompensationen, har modellen også til hensigt at dække beskatningen af skattekompensationen.
7. Vi kompenserer dig også med 31.993,07 kr. for den tid, du ikke har haft beløbet til rådighed. Du kan læse om kompensation for tid nedenfor.
8. Vores modelberegning viser, at du skal modtage en kompensation på i alt 57.228,41 kr.
(…)"
Der foreligger ikke materiale eller oplysninger om, at klageren har gjort indsigelser mod F1-Banks henvendelser eller anmodet banken om en individuel gennemgang af sine engagementer i relation til bankens henvendelser vedrørende kompensationer.
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har anset udbetalte kompensationer fra F1-Bank for skattepligtige med henholdsvis 14.284 kr., 8.680 kr. og 57.228 kr. som anden personlig indkomst i indkomstårene 2021, 2022 og 2023.
Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført:
" Din kompensation fra F1-Bank Koncernen er beregnet som en samlet kompensation efter en automatiseret model. Kompensationen svarer ikke til det beløb, du reelt har betalt for meget. Der er således ikke tale om en tilbagebetaling at det specifikke beløb, som banken har opkrævet for meget, men derimod om en generel kompensation udbetalt på grund af de fejl banken har begået. Du skal derfor betale skat af kompensationsbeløbet efter statsskattelovens § 4.
Indtægter beskattes som personlig indkomst, medmindre der er tale om kapitalindkomst. Da der er tale om en samlet kompensation beregnet efter en automatiseret model, kan beløbet ikke anses for kapitalindkomst. Kompensationen skal derfor beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3."
Udtalelse fra Skattestyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 24. juni 2025 ikke fremsendt bemærkninger til klagen.
Udtalelse fra Skattestyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens motiverede indstilling har Skattestyrelsen fremsendt følgende udtalelse:
"Vedrørende A
Skatteankestyrelsen har den 29. oktober 2025 anmodet Skattestyrelsen om en udtalelse i klagesagen vedrørende A.
Tidligere Bindende svar fra Skatterådet til F1-Bank om erstatningerne
Til orientering vedlægges to bindende svar fra Skatterådet fra 2021, hvor Spørger var F1-Bank. De to bindende svar blev ikke offentliggjort, da de ikke kunne anonymiseres, […].
Skatterådet tager i begge bindende svar stilling til den skattemæssige behandling af F1-Banks erstatninger, men med baggrund i forskellige oplysninger.
I det bindende svar fra den 26. januar 2021 oplyste banken, at det kunne lægges til grund, at tilbagebetalingsbeløbet opfyldte de krav, der stilles for at tilbagesøge beløb efter reglerne om condictio indebiti. Banken ville således erstatte præcist det beløb, der var opkrævet for meget, samt forskellige tillæg hertil.
I det bindende [svar] fra den 23. november 2021 var det derimod oplyst, at erstatningen i stedet ville blive baseret på en række antagelser, og at der således ikke blev foretaget en nøjagtig beregning af kundens tilgodehavende krone for krone. Banken oplyste, at det ikke ville være muligt for banken at foretage den i det tidligere bindende svar ellers oplyste genberegning for de enkelte kunder grundet kompleksiteten i sammenstillingen af datakilderne.
For at alle kunder fik fuld kompensation blev indlagt en række konservative antagelser til kundens fordel, der var med til at sikre, at kunden altid blev kompenseret mindst fuldt ud.
Banken anførte i sin anmodning om bindende svar, at bankens kunder ville blive overkompenseret både ift. de uberettigede opkrævede renter på rykkergebyrer og den yderligere rentekompensation.
Klagesagen vedrørende A
Sagen vedrører forhøjelse af følgende beløb:
| I alt | Skattestyrelsens afgørelse | Skatteankestyrelsens indstilling |
| 2021 | 14.284 kr. | Hele beløbet beskattes som personlig indkomst | Medhold |
| 2022 | 8.680 kr. | Hele beløbet beskattes som personlig indkomst | Stadfæstelse |
| 2023 | 57.228 kr. | Hele beløbet beskattes som personlig indkomst | Stadfæstelse |
Generelt om kompensationen fra F1-Bank
I et brev fra F1-Bank til klageren fra den 29. juni 2023 fremgår bl.a. følgende:
"[…]
Når vi skriver, at vi kan have opkrævet for meget, er det fordi, vi ikke med sikkerhed kan sige, at din sag er påvirket af alle fejl, som modellen håndterer. Derfor bliver du måske kompenseret for fejl, der ikke har påvirket din sag. Kompensationen vil være til fordel for langt de fleste kunder i forhold til deres eventuelle reelle tab. Omvendt er der med en modelberegning også en risiko for, at kompensationen ikke er helt tilstrækkelig i alle tilfælde. På [henvisning til bankens hjemmeside] kan du læse mere om modellen og få information om den beregnede sandsynlighed for, at kompensationen er tilstrækkelig til at dække de eventuelle reelle tab.
Om kompensationen
I vores beregning sammenholder vi din tidligere gælds størrelse, da den i inkasso blev overført til vores fejlbehæftede gældssystemer med dine betalinger efter 2004. De renter og gebyrer, der er påløbet, mens sagen var til inkasso i vores fejlbehæftede gældssystemer efter september 2004, indgår ikke i beregningen. Overstiger dine betalinger gælden, vil du modtage kompensation. Du modtager kompensation, uanset om dit eventuelle krav er forældet og dermed bortfaldet. I langt de fleste tilfælde dækker kompensationen også beskatning af det eventuelt overopkrævede beløb. Du kan læse mere om beregningen af din kompensation på side 7."
Vi kompenserer dig også for den tid, du ikke har haft beløbet til rådighed. Du kan læse mere om kompensation for tid på side 9."
Indkomståret 2021
Skattestyrelsen er enig i, at brevet fra F1-Bank fra den 2. juli 2021 kan give indtryk af, at erstatningen på 6.021,36 kr. er fastsat eksakt.
Efter Skattestyrelsens opfattelse fremgår det dog ikke klart af de efterfølgende breve fra F1-Bank, at der ved fastsættelse af erstatningen er foretaget en fuldstændig og eksakt beregning af det uretmæssigt opkrævede beløb hos klageren.
Efter det til Skattestyrelsen oplyste fra F1-Bank, havde banken i starten den opfattelse, at banken præcist kunne opgøre, hvad der var betalt for meget og erstatningen dermed kunne fastsætte præcist, men det viste sig at være for tidskrævende, hvorfor de overgik til en modelberegning, der ofte ville overkompensere.
Efter Skattestyrelsens opfattelse skal klageren derfor dokumentere med en bekræftelse fra F1-Bank, at beløbet på 6.021,36 blev fastsat eksakt ift. klagers forhold, og ikke blev fastsat på grundlag af en modelberegning.
Om condictio indebiti fremgår det af Bernhard Gomard, Obligationsret, 3. del, Djøf 1993 p. 171 ff., at: "Den, der har betalt penge, som ikke skyldes, har i almindelighed et krav på tilbagebetaling af det for meget erlagte (condictio indebiti), med mindre det under de foreliggende omstændigheder ville være urimeligt eller dog særlig byrdefuldt at pålægge modtageren at tilbagebetale beløbet." Af note 26 fremgår tillige, at tilbagesøgningskravet kan kræves forrentet efter reglerne i renteloven.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at hvis klageren kan få bekræftet af F1-Bank, at klagerens erstatning på 6.021,36 kr., blev fastsat på grundlag af det klageren rent faktisk havde betalt uretmæssigt, så finder reglen om condictio indebiti anvendelse. Det vil betyde at beløbet, som indstillet af Skatteankestyrelsen, er skattefrit.
Er der derimod tale om, at "erstatningen" på 6.021,36 kr. er fastsat ud fra en model, kan reglerne om condictio indebiti ikke finde anvendelse, og såfremt dette er situationen, skal beløbet beskattes som personlig indkomst.
Skatteankestyrelsen finder, at tidskompensation, efter sin karakter som kompensation for den tid, som klageren ikke har haft det beløb, som F1-Bank uberettiget har opkrævet, til rådighed, ikke kan anses for at være udbetalt af F1-Bank i henhold til et retsgrundlag, som hjemmelmæssigt kvalificerer beløbet som skattepligtig indtægt. Skatteankestyrelsen finder, at tidskompensationen har karakter af en enkeltstående kompensation for afsavn og ulempe i forbindelse med de fejl, som er konstateret i F1-Banks gældssystem, og henviser i den forbindelse til SKM2004.240.LSR.
I SKM2004.250.LSR fandt Landsskatteretten, at et yderligere beløb, der udbetaltes i forbindelse med tilbagebetaling af ulovligt opkrævet kloakbidrag, ikke ansås for renter, men for en skattefri kompensationsydelse. Af Landsskatterettens begrundelse fremgik følgende:
"Det omhandlede yderligere udbetalte beløb på 8.232 kr. i forbindelse med tilbagebetaling af ulovligt opkrævet kloakbidrag findes efter sin karakter ikke at kunne anses for rente. Udbetaling af beløbet er således ikke sket i henhold til lov, aftale eller andet retsgrundlag, som hjemmelsmæssigt kvalificerer beløbet som rente af en gæld. Henset endvidere til baggrunden for beløbets udbetaling, herunder at det ikke er ydet ud fra et gavesynspunkt, men at beløbet har karakter af en enkeltstående kompensation for afsavn og ulempe i forbindelse med udstedelse af en ulovlig forvaltningsakt, er beløbet ikke omfattet af statsskattelovens § 4, men omfattet af lovens § 5 og dermed skattefrit, da det mest nærliggende må anses at vedrøre klagerens formuesfære."
Skattestyrelsen finder, at SKM2004.250.LSR ikke er sammenlignelig med nærværende situation, sammenholdt med, at udgangspunkt i dansk skatteret er, at pengebeløb, som en skattepligtig modtager er skattepligtigt, uanset om der er tale om et beløb, som kan kvalificeres som en renteindtægt eller en anden indtægt. Hvis en skatteyder fx udlåner sin private bil til en ven, og de ikke har aftalt en leje, men vennen alligevel betaler 500 kr. for at låne bilen, så skal de 500 kr. beskattes som personlig indkomst, og efter Skattestyrelsens opfattelse skal tidskompensationen for 2021 i nærværende sag også beskattes.
For så vidt angår beløbet på 8.262,38 kr., finder Skattestyrelsen, at såfremt klageren kan dokumentere, jf. ovenfor, at erstatningen er fastsat krone for krone og at beløbet på 8.262,38 kr. er fastsat efter rentelovens § 5, så skal beløbet beskattes som kapitalindkomst.
Er erstatningen fastsat efter en model, finder Statsstyrelsen, at beløbet på 8.262,38 skal beskattes som personlig indkomst. Efter Skattestyrelsens opfattelse kan beløbet i denne situation ikke anses for en renteindtægt hos klageren, da der ikke har været en gæld at forrente.
Indkomstårene 2022 og 2023
Indledningsvist bemærkes, at Skatteankestyrelsen henviser til SKM2013.779.HR vedrørende 2022.
I SKM2013.779.HR havde et selskab indgået en betinget købsaftale om aktiekapital i et russisk selskab, der skulle eje og drive et hotel i Rusland. Selskabet skulle blive aktionær, når hotellet var opført, og hotelselskabet havde opnået tinglysning med fuldstændig og ubetinget adkomst til ejendommen. Aftalen blev imidlertid misligholdt, og skatteyderselskabet fik ved en voldgiftskendelse tilkendt en erstatning på 13,2 mio. USD i form af positiv opfyldelsesinteresse. Sagen vedrørte, om dette beløb var skattepligtigt eller ej. Højesteret fandt, at erstatningen måtte sidestilles med en gevinst ved afståelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 31, stk. 2. Højesteret lagde vægt på at erstatningen var fastsat som positiv opfyldelsesinteresse. Ved positiv opfyldelsesinteresse forstås en erstatning, der skal stille en part i en aftale som om, aftalen var blevet opfyldt korrekt. Det dækker tabt fortjeneste og andre tab, der opstår ved et kontraktbrud. Selskabet blev herved økonomisk stillet som om aftalen var opfyldt efter sit indhold med erhvervelse og efterfølgende påtvungen afståelse. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at det danske selskab som følge af misligholdelsen ikke blev ejer af aktierne i det russiske selskab. Højesteret fandt, at selskabet skattemæssigt måtte anses for at have ejet aktierne i mindre end 3 år, hvorfor salget var skattepligtigt efter de dagældende regler om beskatning af selskabers salg af aktier. Erstatningen var derfor skattepligtig for det danske selskab.
Efter Skattestyrelsens opfattelse kan SKM2013.779.HR ikke anvendes i nærværende sag. I SKM2013.779.HR blev en erstatning, som følge af at erstatningen blev fastsat i form af positiv opfyldelsesinteresse, anset for en afståelsessum.
I nærværende sag er der ikke tale om erstatning som positiv opfyldelsesinteresse. Der er desuden heller ikke tale om, at klageren har købt et aktiv, som han ikke får, og allerede derfor kan SKM2013.779.HR ikke anvendes i nærværende sag.
Skattestyrelsen er dog enig med Skatteankestyrelsen i, at beløbene modtaget i 2022 og 2023 skal beskattes som personlig indkomst."
Klagerens opfattelse
Klageren har fremsat påstand om, at der ikke er grundlag for beskatning af kompensationer fra F1-Bank med henholdsvis 14.284 kr., 8.680 kr. og 57.228 kr. i indkomstårene 2021, 2022 og 2023.
Til støtte for påstanden er bl.a. anført:
" Til Skatteankestyrelsen ang mine nye års opgørelser fra 21, 22 og 23.kompentation fra den store F1-Bank fadæse som beskrevet i medier vedr Incasso gæld år 2021. Hvorfor er dette ikke blevet indberettet pr år, banken indberetter jo alt vedr året til skat, hvorfor har man først indberettet mit i år 2025?
Jeg har betalt skat af de penge jeg i tidernes morgen betalte min gæld af med, nu mener Skattestyrelsen så, at jeg ydermere skal betale Skat af kompentationen som F1-Bank har udbetalt til mig i 21, 22, og igen i 23. Jeg mener ikke at jeg skal betale skat af kompentation for F1-Banks fejl imod mig.
Ydermere undre det mig over at man først i 2025 indberetter dette, hvis man har væres så skråsikker på at det var det jeg skulle? Hvorfor har man ikke hvert år når man har udbetalt kompentation til mig, indberettet dette?
Jeg står nu i en situation jeg på ingen måde har været vidende om, og jeg føler at F1-Bank har haft en anden agenda med at indberetter i 2025, fordi enten var fristen ved at udløbe, eller også er loven blevet lavet om, så de på denne måde kan få hele deres udbetaling tilbage, ved at indberetter min kompentation som gaver i rubrik 20, og så trække den fra igen i driftomkostninger.
Det har nok også noget at gøre med at G1 igen i februar havde noget med denne sag oppe i medierne, lige efter indberetter F1-Bank mig for i alt 3 år, og mine årsopgørelser bliver ændret med det samme.
Dette har selvfølgelig uoverskuelige konsekvenser for mig. Jeg har aldrig som i aldrig tænk mig at snyde i skat på nogen måde, og jeg mener at F1-Bank har en stor del af dette her som er foregået med mig.
Jeg har ikke fået løbende breve med forklaring ved udbetalinger, og jeg havde nok reageret hvis det første var blevet indberetter i år 2022, da den første udbetaling kom i juni 2021, så havde jeg jo nået at reagere.
På den her måde er jeg sat helt til vægs, jeg er førtidspensionist og snart folkepensionist. Skat skriver jeg kan betale 4500 kr om mdr, hvilket er alt hvad jeg har at leve for lige nu, ved ikke hvordan det ser ud når jeg bliver folkepensionist december i år.
Hvis så også jeg skal betale bolig støtte tilbage, ja så ved jeg ikke hvor og hvad jeg skal mere.
Jeg føler mig svindlet og bedraqet af F1-Bank, og jeg har klaget til dem, men den eneste begrundelse jeg har fået er den mest sindsyge jeg nogensinde har fået fra en Bank. Indsat svar fra F1-Bank marts 2025
Da den samlede kompensation ikke er præcist beregnet, bliver den skattemæssigt anset som en gave og er derfor personlig indkomst, der er skattepligtig. Årsagen til, at du selv skal indberette til Skattestyrelsen, er, at vi ikke kan rapportere personlig indkomst for dig.
Du kan rapportere et evt. tab via [link]
Med venlig hilsen
F1-Bank
Hvis en Bank ikke kan beregne præcist, hvem kan jeg så regne med? Jeg har også gjort som de skriver og indberettet tab via link.
Jeg er på ingen måde enig i de nye årsopgørelser, det føles helt forkert, og jeg er sikker på at det er svindel fra F1-Banks side at indberette nu, i stedet for at gøre det de år de har indbetalt kompentation til mig. Kompentation skal der ikke betales skat af, men det skal gaver. De har lavet fejl, og nu betaler jeg så tilbage igen. Med venlig hilsen A, [adr.]
(…)"
Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse
Klageren har ikke fremsendt bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 24. juni 2025.
Klagerens yderligere bemærkninger til sagen
Klageren har den 16. september 2025 fremsat følgende bemærkninger:
"Hvis du har betalt en gæld (fx et inkassokrav) og bagefter får pengene retur
• Hvis kravet var ugyldigt/fejlagtigt:
Så er der i virkeligheden tale om en tilbagebetaling af penge, der aldrig skulle have været betalt.
Det er ikke indkomst, men blot dine egne penge, du får tilbage.
I sådan en situation er det egentlig mere korrekt at kalde det en tilbagebetaling eller en refundering - ikke en kompensation.
• Hvis du både får pengene tilbage + et ekstra beløb:
• Selve tilbagebetalingen = ikke skattepligtig.
• Det ekstra beløb kan være:
• Renter/gebyrer normalt skattepligtige som kapitalindkomst.
• Godtgørelse for krænkelse/tort typisk skattefri.
• Erstatning for mistet indkomst skattepligtig.
Må banken kalde det “kompensation"?
• Ja, banken kan godt kalde det “kompensation", men juridisk set er det mere præcist at sige “tilbagebetaling", når det blot handler om at returnere et ugyldigt betalt beløb.
• Hvis de bruger ordet “kompensation", kan det skabe tvivl hos SKAT, fordi “kompensation" normalt dækker over noget ekstra oveni og dermed kan være skattepligtigt.
Kort sagt:
• Tilbagebetaling af fejlagtigt betalt gæld = ikke skattepligtigt.
• Kald det kompensation? Ja, men det er upræcist og kan give skattemæssig forvirring - “tilbagebetaling" er det korrekte ord."
Klageren har den 22. oktober 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:
"Yderligere kommentarer til min klage over den måde F1-Bank har håndteret min incasso sag, og efterfølgende har udbetalt kompentation på.
For det første så undre det mig at en bank ikke har mere styr på deres ting, end det fremgår af medsendte breve til mig. Hvis en bank ikke kan finde ud af at regne, hvem skal jeg så tro på?
Det hele er kun startet op på grund af medier som tog sagen op i 2021 første gang, ellers havde jeg aldrig stået i den situation som jeg gør nu.
Næste gang medier tog sagen op var i februar 2025, som så adstedkom at de år hvor jeg blev kompenseret blev indberettet i marts måned 3 år på en gang?
Jeg har aldrig som i aldrig oplevet at en bank indberetter noget i marts måned, men altid gør det sidst på året. Jeg har hverken kunne finde hoved eller hale i det her jeg er havnet i, med at skylde Skat penge for nogen penge som jeg åbenbart er blevet snydt for i F1-Bank incasso afdeling. Jeg har henvendt mig til Banken, som mener at de har gjort hvad de kunne. Skat vil ikke gøre noget nu hvor indberretningen er indberettet. Desværre for mig har F1-Bank indberettet min kompentation som gaver????? Og her er det så at jeg på ingen måde kan følge med? Hvordan blev Bankens fejl til gaver til mig? Som jeg så efterfølgende skal betale skat af?
Jeg vidste inget før jeg fik det første brev om kompentation, jeg drømte aldrig om at Banken havde snydt mig. Nu føler jeg mig så snydt om ikke mere end nogensinde, da det har store konsekvenser for mig liv, da jeg snart bliver folkepensionist og skal betale ret mange penge tilbage til Skat.
Men er det i orden at man fra Bankens side indberetter 3 år på en gang? At man kalder det kompentation og så indberetter det som gaver ved Skat? Jeg tror ikke det her på nogen måde er i orden, men da det er Skat og F1-Bank som sætter regler for hvordan det fungerer. 2021 må i sagens natur være forældet. Jeg bliver nu trukket af Gældsstyrelsen både penge og man har sat min træk procent op. Jeg har aldrig i mit liv snydt i Skat, men med denne sag føler jeg mig virkelig som stor forbryder, for noget som jeg aldrig har bedt om og Banken tilsyneladende heller ikke har vidst hvordan de skulle løse.
En kompensation fra banken for en fejl i gældsinddrivelse er skattefri, medmindre den direkte erstatter noget, du tidligere har fået fradrag for."
Landsskatterettens afgørelse
Sagen angår om udbetalinger vedrørende kompensation fra F1-Bank er skattepligtige med henholdsvis 14.284 kr., 8.680 kr. og 57.228 kr. i indkomstårene 2021, 2022 og 2023 eller om udbetalingerne er skattefrie.
Retsgrundlaget
Følgende fremgår af statsskattelovens § 4, stk. 1:
"Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, (…)"
Følgende fremgår af statsskattelovens § 5, stk. 1:
" Til indkomsten henregnes ikke:
a) formueforøgelse, der fremkommer ved, at de formuegenstande, en skattepligtig ejer, stiger i værdi - medens der på den anden side ikke gives fradrag i indkomsten for deres synken i værdi -, eller indtægter, som hidrører fra salg af den skattepligtiges ejendele (herunder indbefattet værdipapirer) for så vidt disse salg ikke henhører til vedkommendes næringsvej, for eksempel handelsvirksomhed med faste ejendomme, eller er foretaget i spekulationsøjemed, i hvilke tilfælde den derved indvundne handelsfortjeneste henregnes til indkomsten, ligesom også eventuelt tab kan fradrages i denne. Ved salg af fast ejendom samt aktier og lignende offentlige værdipapirer, der er indkøbt efter 1. januar 1922, anses spekulationshensigt at have foreligget, når salget sker inden 2 år efter erhvervelsen, medmindre det modsatte godtgøres at være tilfældet;"
Følgende fremgår af personskattelovens § 3, stk. 1:
"Personlig indkomst omfatter alle de indkomster, der indgår i den skattepligtige indkomst, og som ikke er kapitalindkomst."
Af Landsskatterettens kendelse af 29. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.250.LSR, fremgår følgende:
"Det omhandlede yderligere udbetalte beløb på 8.232 kr. i forbindelse med tilbagebetaling af ulovligt opkrævet kloakbidrag findes efter sin karakter ikke at kunne anses for rente. Udbetaling af beløbet er således ikke sket i henhold til lov, aftale eller andet retsgrundlag, som hjemmelsmæssigt kvalificerer beløbet som rente af en gæld. Henset endvidere til baggrunden for beløbets udbetaling, herunder at det ikke er ydet ud fra et gavesynspunkt, men at beløbet har karakter af en enkeltstående kompensation for afsavn og ulempe i forbindelse med udstedelse af en ulovlig forvaltningsakt, er beløbet ikke omfattet af statsskattelovens § 4, men omfattet af lovens § 5 og dermed skattefrit, da det mest nærliggende må anses at vedrøre klagerens formuesfære."
I højesteretsdom af 17. september 2013, offentliggjort som SKM2013.779.HR, blev en erstatning for manglende opfyldelse af en aktiekøbsaftale beskattet efter aktieavancebeskatningsloven.
Landsskatterettens begrundelse og resultat
F1-Bank har udbetalt kompensation til klageren for uberettiget opkrævning af gæld, og klageren har ikke gjort indsigelse heroverfor.
Klageren har fået udbetalt henholdsvis 14.283,74 kr., 8.680,47 kr. og 57.228,41 kr. i indkomstårene 2021, 2022 og 2023.
Indkomståret 2021
F1-Bank har oplyst klageren om, at der er betalt 6.021,36 kr. for meget i gæld, og at beløbet vil blive tilbagebetalt sammen med en tidskompensation på 8.262,38 kr. for den tid, som klageren kunne have haft beløbet til rådighed. Det svarer til et samlet beløb på i alt 14.283,74 kr., som klageren har modtaget i indkomståret 2021.
Tilbagebetaling af gæld
Landsskatteretten finder, at beløbet på 6.021,36 kr. vedrører klagerens formuesfære, som er skattefri, jf. statsskattelovens § 5. Der er herved lagt vægt på, at der er tale om en eksakt beregning af for meget betalt gæld, og at det eksakte beløb er blevet tilbagebetalt af F1-Bank, som uberettiget har opkrævet beløbet.
Tidskompensation
Landsskatteretten finder, at beløbet på i alt 8.262,38 kr., efter sin karakter som kompensation for den tid, som klageren ikke har haft det beløb, som F1-Bank uberettiget har opkrævet, til rådighed, ikke kan anses for at være udbetalt af F1-Bank i henhold til et retsgrundlag, som hjemmelmæssigt kvalificerer beløbet som skattepligtig indtægt. Retten finder, at tidskompensationen har karakter af en enkeltstående kompensation for afsavn og ulempe i forbindelse med de fejl, som er konstateret i F1-Banks gældssystem.
Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at beløbet på i alt 8.262,38 kr. vedrører klagerens formuesfære, som er skattefri, jf. statsskattelovens § 5. Der er herved tillige henset til Landsskatterettens kendelse af 29. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.250.LSR.
Indkomståret 2022
Skattekompensation
F1-Bank har i indkomståret 2022 oplyst klageren om, at det samlede beløb er skattepligtigt, og F1-Bank har på den baggrund udbetalt en skattekompensation på 8.680,47 kr. til dækning af beskatningen af beløbet på 14.283,74 kr., som klageren modtog i indkomståret 2021. F1-Bank har oplyst, at beregningen af skattekompensationen er sket ud fra en dansk gennemsnitsindkomst, idet F1-Bank ikke har været bekendt med klagerens konkrete skatteforhold.
Landsskatteretten finder, at idet beløbet er udbetalt ud fra opfattelsen af, at tilbagebetaling af gæld og tidskompensationen er skattepligtigt, og at banken har ønsket at kompensere klageren for den tilhørende skat, udgør de 8.680,47 kr., afrundet til 8.680 kr., et skattepligtigt beløb, jf. statsskattelovens § 4. Der er herved også henset til Højesterets dom af 17. september 2013, offentliggjort som SKM2013.779.HR.
Det forhold, at klageren ikke er skattepligtig af tilbagebetaling af gæld og tidskompensationen, som bankens udbetaling på 8.680,47 kr. vedrører, kan ikke føre til et andet resultat.
Indkomståret 2023
F1-Bank har oplyst klageren om, at der kan være opkrævet for meget gæld på klagerens tidligere gæld i F1-Bank, og banken har derfor udbetalt en kompensation på 57.228,41 kr.
F1-Bank har oplyst, at kompensationen er beregnet ud fra en automatiseret model, som er anvendt af banken for at give en afklaring langt hurtigere, end hvis der skulle foretages en manuel gennemgang, og at kompensationerne indeholder en tidskompensation for den tid, som klageren kunne have haft beløbet til rådighed og en skattekompensation, som er beregnet ud fra en skatteprocent på 37,8 %, der baserer sig på en dansk gennemsnitsindkomst, og som skal dække beskatning af den fulde kompensation.
F1-Bank har oplyst, at klageren har mulighed for at anmode om en individuel gennemgang af sin sag, og derved få en konkret beregning på, hvorvidt og hvor meget klageren eventuelt har betalt for meget i gæld samt en konkret beregning af tids- og skattekompensation. Klageren har ikke oplyst eller fremlagt materiale, som angiver, at der er foretaget en individuel gennemgang af sagen hos F1-Bank.
Landsskatteretten finder, at klageren ikke har dokumenteret, at beløbet på 57.228,41 kr. indeholder en eksakt beregnet tilbagebetaling af gæld, som F1-Bank uberettiget har opkrævet, ligesom det ikke er dokumenteret af klageren, at den udbetalte tids- og skattekompensation derved har været berettiget. Der er lagt vægt på, at det fremgår af brevet fra F1-Bank, at banken kan have opkrævet for meget gæld, og at banken har beregnet klagerens mulige gæld, herunder hovedstol og renter, ud fra en automatiseret model, der gør det muligt at give en afklaring hurtigere end hvis alle sager blev gennemgået manuelt. Der er ligeledes lagt vægt på, at F1-Bank har oplyst til klageren, at banken ikke med sikkerhed kan sige, at klagerens sag har været påvirket af alle de fejl, som modellen håndterer, og at det betyder, at klageren kan være blevet kompenseret for fejl, der ikke har påvirket klagerens sag. Der er således en usikkerhed forbundet med beregningen.
På den baggrund finder Landsskatteretten, at beløbet på 57.228,41 kr., som afrundes til 57.228 kr., udgør skattepligtig indkomst i indkomståret 2023, jf. statsskattelovens § 4. Beløbet beskattes som personlig indkomst, jf. personskattelovens § 3.
----
Landsskatteretten ændrer herved Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2021 og stadfæster Skattestyrelsens afgørelse for indkomstårene 2022 og 2023.