Sag BS-6168/2025-KBH  

Parter  

A  

(v/ advokat Morten Bordrup)  

mod  

Skatteministeriet   

(v/ advokat Mark Alexander Jarby Søndergaard)  

Denne afgørelse er truffet af dommer Kirsten Schmidt.  

Sagens baggrund og parternes påstande  

Retten har modtaget sagen den 3. februar 2025.   

Sagen angår, om der er grundlag for Skattestyrelsens nulstilling af A’s A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 2018 og 2019 i anledning af, at han ikke indeholdt skat af lønindkomst udbetalt til ham selv fra G1-virksomhed, hvor han var kapitalejer og direktør, jf. herved kildeskattelovens § 68 og § 69, stk. 1. Sagens spørgsmål er, om A, herefter kaldet A, har handlet ansvarspådragende, og om Skattestyrelsens nulstillingskrav er forældet.  

A har principalt nedlagt påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse af 19. april 2023 annulleres som følge af forældelse.  

Subsidiært har A nedlagt påstand om, at hans A-skat og AM-bidrag for 2018 og 2019 ikke nulstilles.  

Mere subsidiært har A påstået sagen hjemvist til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.  

Skatteministeriet har påstået frifindelse.   

Oplysningerne i sagen  

Af udskrift fra Erhvervsstyrelsen fremgår, at A den 5. december 2017 stiftede G1-virksomhed. Selskabet blev tegnet af direktionen. A var kapitalejer og direktør i selskabet fra stiftelsen til den 4. juni 2020, hvor selskabet blev erklæret konkurs. Konkursbehandlingen blev afsluttet og virksomheden opløst den 1. juli 2021.   

Den 19. april 2023 traf Skattestyrelsen afgørelse om at nulstille A’s A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Skattestyrelsen ændrede A’s skat for 2018 og 2019, sådan at A-skat på 244.416 kr. og arbejdsmarkedsbidrag på 62.304 kr. for 2018 og A-skat på 230.744 kr. og arbejdsmarkedsbidrag på 59.104 kr. for 2019 blev nulstillet og ikke kom med på hans årsopgørelse.  

Den 4. november 2024 stadfæstede Skatteankestyrelsen Skattestyrelsens afgørelse.  

Forklaringer  

Under hovedforhandlingen har A afgivet forklaring.  

A har forklaret blandt andet, at han har tømrermæssig baggrund. Han drev først virksomhed i et enkeltmandsfirma, hvor han havde en del arbejde. Hans revisor, LM fra R1-revision, anbefalede ham at stifte et selskab, og han etablerede G1-virksomhed i 2017. Efter G1-virksomheds ophør har han været ansat som projektleder i et byggeselskab.   

G1-virksomhed havde masser at lave, og det gik godt. Han deltog som underleverandør i en del større entrepriser. Han leverede ydelser til blandt andre G2-virksomhed. Han kunne ikke følge med efterspørgslen. Han arbejdede fra kl. 7 - 19 og kørte derefter ud til kunder eller skrev fakturaer. Han antog underleverandører. Han søgte efter folk, han kunne ansætte, og lagde annoncer på (red.fjernet.socialtmedie). Han fik ansat en medarbejder ved navn SM vist nok i starten af 2019. Annoncerne er betalt via hans private konto. Han havde ingen firmakonto. Han talte telefonisk med en medarbejder i F1-bank, hvor han fik oplyst, at det var i orden at drive et IVS fra sin private konto.  

LM hjalp med den daglige bogføring og kontering i regnskabet. Han kørte ud til LM med bilagene, og LM opstillede regnskabet og hjalp med indberetning. Det, han fik udbetalt i løn, var meget mindre end 730.000 - 780.000 kr. LM sagde, at man skulle indberette det hele samlet, og de tog alle udgifter på kontoen og indberettede det. For perioden januar 2018 - oktober 2019 vil han tro, at han sammenlagt har fået 550.000 - 600.000 kr. udbetalt.  

Personaleomkostningerne, som fremgår af regnskabet med ca. 280.000 kr., omfatter ikke hans egen løn, men løn til ansatte, SM og KM. Han ved ikke, hvor i regnskabet man kan se hans egen løn. Han mener, at nettoomsætningen i 2018 var lige under 2 mio. kr. Hans egen løn kan være trukket fra i bruttoomsætningen. Efter hans opfattelse er regnskabet retvisende. Han syntes, at det gik godt, fordi han havde så meget arbejde, og han havde penge i banken. Han havde ingen udestående gæld til andre end SKAT. Medarbejderen skulle bruge en bil, og han måtte lease en ekstra bil, en (red.fjernet.bilmærke).  

Han fik meddelelser i e-Boks fra Gældsstyrelsen om skyldig moms og A-skat. Han sendte meddelelserne videre til LM, der sagde, at han ville ordne det. Han ved ikke, hvordan LM håndterede meddelelserne. Han stolede på LM, fordi han havde hørt godt om ham. Han har ikke selv en økonomisk uddannelse. Da LM i 2019 sagde, at de skulle lave en samlet indberetning, tænkte han ikke selv særligt over det, men tænkte, at det var sådan, man skulle gøre det. LM lavede den samlede indberetning via hans, A’s, NemID. Han blev rådgivet til at indberette samlet, dvs. ikke at lave månedlige indberetninger.  

I slutningen af oktober 2019 blev han kontaktet telefonisk af Gældsstyrelsen, der oplyste, at han skyldte penge. De spurgte, om han kunne betale. Han måtte svare, at han ikke kunne betale. På det tidspunkt var der ikke sket indberetning. Han husker ikke beløbene, som blev nævnt i telefonsamtalen, men måske var det 280.000 kr. for et år og samlet måske 400.000 kr. En uges tid senere indberettede LM et større beløb.  

Gældsstyrelsen oplyste i samtalen, at han ville blive indkaldt til fogedretten. Fogeden kom ud på hans adresse og stillede spørgsmål om betaling, og om han ejede noget. Han gav dokumentation for sine bankkonti. Han havde 2½ - 3 måneder før fogedforretningen haft indbrud i en bil, og det var indberettet til G3-virksomhed. Han fik ikke forsikringen til at dække tyveriet før konkursen. Fogedretten konkluderede, at han ikke kunne betale, og han blev erklæret insolvent. Han mener, at Gældsstyrelsen var med til fogedretsmødet.   

Efter fogedretsmødet den 12. november 2019 indstillede han driften, fordi han ikke kunne betale. Han måtte stoppe med at stifte yderligere gæld. Han sluttede noget arbejde og fik job.  

Gælden var håbløs, og han kunne ikke betale. Han havde private udgifter. Han hæftede personligt ifølge kontrakten vedrørende den leasede bil. Han afleverede bilen og fik et krav på 150.000 kr., som han har betalt til (red.fjernet.bilmærke). Hans private kreditorer har fået deres tilgodehavender, og Skattestyrelsen er hans eneste kreditor.  

Parternes synspunkter  

A har i sit påstandsdokument anført:  

Dertil følger det af Den Juridiske Vejledning, 2024-2, pkt. A.D.6, at:  

"Nulstilling forudsætter, at der er udvist culpa. Det vil være tilfældet, hvis personen, som er omfattet af personkredsen i punkt d, kan bebrejdes, at udbetaling af løn og godskrivning af skatter til ham selv eller hans nærtstående er fortsat på et tidspunkt, hvor han vidste eller burde have vidst, at selskabet ikke havde økonomisk evne til at indbetale de indeholdte A-skatter og AM-bidrag og at der ikke kun er tale om forbigående betalingsvanskeligheder.  

Der vil også være culpa, hvis han fortsætter lønudbetalingerne til sig selv på et tidspunkt, hvor han vidste eller burde have vidst, at der var en væsentlig risiko for, at beløbene ikke kunne betales til forfaldstid, og at han vidste eller burde have vidst, at der heller ikke var udsigt til, at selskabet senere ville kunne dække forpligtelsen. Det kan fx være tilfældet, hvis en direktør fortsat udbetaler løn til sig selv uden at afregne A-skat og AM-bidrag i situationer, hvor der er opstået økonomiske problemer på grund af en stor debitors uventede konkurs, eller hvor en vigtig handelspartner ikke længere ønsker at aftage selskabets produkter. Det kan også være tilfældet, hvis selskabet vidste eller burde have haft en bestyrket formodning om, at en samhandelspartner eller debitor ikke ville kunne opfylde sine forpligtelser over for selskabet, idet den erhvervsmæssige risiko for tab i disse situationer skal bæres af den omhandlede personkreds og ikke af staten.  

Culpa vil også være til stede, hvis den person, der er enerådende i selskabet, vidste, at indeholdt A-skat, AM-bidrag og udbytteskat mv. ikke ville blive afregnet, fordi selskabets aktiviteter ville blive videreført i et nyt selskab, mens det indeholdelsespligtige selskab kan imødese en sandsynlig konkurs."  

I oktober 2019 foretog Gældsstyrelsen, hvorvidt selskabet var i stand til at betale sin gæld til styrelsen. Gældsstyrelsen konkluderede, at selskabet kunne betale gælden. Det synes vanskeligt at se, hvordan A skulle være nået til en anden konklusion end den, Gældsstyrelsen selv kom frem til. Selvom A havde et direkte indblik i selskabets økonomi, må det antages, at Gældsstyrelsen i sin vurdering har anvendt en mere kritisk og objektiv tilgang end selskabets egen ledelse.  

Det må have formodningen mod sig, at A skulle have positiv viden om, at G1-virksomhed ikke kunne honorere forpligtelserne til at betale A-skat og AM-bidrag fsva. 2018, eftersom G1-virksomhed kunne fortsætte med at eksistere til principalt februar 2020, hvor konkursbegæring blev indsendt, subsidiært ultimo 2019, hvor A indstillede driften af G1-virksomhed.  

Den ulovhjemlede adgang til nulstilling af A-skat og AM-bidrag, som det fremgår af Højesterets dom af 26. maj 1981 (gengivet i ’UfR.1981.473 H’), er en indgribende undtagelse fra det almindelige princip om, at kapitalejere i aktie- og anpartsselskaber ikke hæfter personligt for selskabets forpligtelser, men kun med deres kapitalindskud, jf. selskabslovens § 1, stk. 2, 1. pkt. Skattemyndighedernes mulighed for at nulstille A-skat og AM-bidrag for personer med tæt tilknytning til virksomheden bør forventeligt kun anvendes, når det fremstår klart, at den pågældende person har haft et tydeligt kendskab til virksomhedens økonomiske vanskeligheder og dermed handlet culpøst. I dette tilfælde er der intet, der tyder på, at A har haft en sådan positiv viden eller bevidst handlet i strid med sine forpligtelser.  

Det må på baggrund af ovenstående gøres gældende, at der ikke er grundlag for nulstilling af A’s A-skat og AM-bidrag for indkomstårene 2018 og 2019, da samtlige betingelser for nulstilling ikke er opfyldte.  

…"  

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:  

"…  

ANBRINGENDER  

Skatteministeriet støtter frifindelsespåstanden på, at A har handlet ansvarspådragende (culpøst), hvorfor der er grundlag for Skattestyrelsens nulstillingskrav, og at nulstillingskravet ikke er forældet.  

Det følger af kildeskattelovens § 46, stk. 1, at i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Når den indeholdelsespligtige ikke har indeholdt A-skat og AM-bidrag, hæfter den indeholdelsespligtige og lønmodtageren som hovedregel solidarisk for de ikke-indeholdte A-skatter og AM-bidrag. Beløbene kan enten opkræves hos lønmodtageren efter kildeskattelovens § 68 eller hos den indeholdelsespligtige efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, jf. herom Den juridiske vejledning 2025-2, afsnit A.D.5.2.2.  

Det følger af fast højesteretspraksis, at skattemyndighederne kan nulstille og dermed nægte skatteyderen godskrivning af bl.a. ikke-afregnede A-skatter og AM-bidrag, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. UfR 1981.473 H, UfR 2013.1843 H og SKM2024.476.HR. Reglerne om nulstilling er nærmere beskrevet i Den juridiske vejledning 2025-2, afsnit A.D.6:  

"Nulstilling  

Nulstilling betyder, at Skatteforvaltningen ser bort fra, at der er bogført A-skat, AM-bidrag og udbytteskat mv., og dermed ikke godskriver indkomstmodtageren beløbene i årsopgørelsen.  

Nulstillingen hindrer altså, at en skatteyder ved hjælp af indeholdelsesreglerne opnår en fyldestgørelse, som ikke vil kunne opnås i selskabet eller gennem insolvensbehandling af selskabet.  

[…]  

Når skattebeløbene ikke godskrives, vil personen komme til at hæfte for beløbet enten i form af en restskat eller ved, at en eventuel overskydende skat bliver mindre.  

[…]  

Den tidsmæssige begrænsning for at gennemføre en nulstilling følger af forældelseslovens regler. Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 1, at forældelsesfristen for fordringer som udgangspunkt er 3 år. Ifølge forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfristen fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt.  

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 2, at forældelsesfristen er suspenderet, hvis Skattestyrelsen var ubekendt med fordringen eller skyldneren, med den konsekvens, at forældelsesfristen først regnes fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kendskab hertil.   

Højesteret udtalte i SKM2024.476.HR følgende om forældelse og nulstilling:  

"Højesteret finder herefter, at krav i henhold til nulstilling tidligst kan rejses på det tidspunkt, hvor selskabets insolvens er konstateret ved ophør, konkurs eller lignende. Forældelsesfristen for sådanne krav kan derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.   

Kravet over for A kunne således tidligst rejses den 9. maj 2017, hvor X blev erklæret konkurs."  

(mine understregninger)  

Forældelsesfristen i nærværende sag kan derfor allertidligst regnes fra afsigelsen af konkursdekret den 4. juni 2020, hvorfor forældelsesfristen er overholdt ved Skattestyrelsens afgørelse den 19. april 2023 (bilag 2). A har ikke påvist noget grundlag for sit synspunkt om, at en forgæves afholdt udlægsforretning i den henseende skal sidestilles med selskabets ophør eller konkurs, jf. replikken, side 2, 1. afsnit f.  

I øvrigt bemærker Skatteministeriet, at Højesterets flertal i SKM2024.476.HR desuden anførte videre om suspension af forældelsesfristen for nulstillingskrav:  

"Vi finder derfor, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er suspenderet, så længe skattemyndighederne ikke har fået kendskab til eller burde have fået kendskab til, at denne betingelse [culpa] for nulstilling er opfyldt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.  

Efter bevisførelsen tiltræder vi, at Skattestyrelsen ikke allerede ved konkursdekretets afsigelse havde de nødvendige oplysninger til at kunne foretage culpavurderingen, herunder en kvalificeret vurdering af, om A eller hans far i kraft af deres tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag den formelle indeholdelse af de omtvistede A-skatter og AM-bidrag, og at der ikke var udsigt til, at selskabet ville kunne betale de pågældende beløb. Først efter modtagelsen af kurators redegørelse af 12. september 2017 i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, havde Skattestyrelsen det fornødne grundlag for en kvalificeret vurdering af, om betingelserne for nulstilling var opfyldt. Forældelsesfristen var derfor suspenderet indtil dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2." (mine understregninger)  

Det er ministeriets synspunkt, at styrelsen i øvrigt tidligst ved modtagelsen af kurators redegørelse af 31. marts 2021 (bilag C) og på baggrund af det i redegørelsen anførte om A’s forretningsførelse havde det "fornødne grundlag for en kvalificeret vurdering" af, om betingelserne for nulstilling, herunder culpa, var opfyldt, jf. SKM2024.476.HR, hvorfor forældelsesfristen i øvrigt var suspenderet indtil den 31. marts 2021, uanset om insolvensen måtte være etableret på et tidligere tidspunkt som påstået af A. Også derfor er Skattestyrelsens nulstillingskrav ved afgørelse af 19. april 2023 (bilag 2) ikke forældet.  

Det forhold, at det var skatteforvaltningen, der den 25. februar 2020 begærede selskabet konkurs, ændrer ikke på, at forældelsesfristen allertidligst begyndte at løbe fra konkursdekretet den 4. juni 2020, jf. SKM2024.476.HR, hvor det også var skatteforvaltningen, der indgav konkursbegæring.  

På den baggrund var Skattestyrelsen berettiget til at foretage nulstilling og dermed pålægge A hæftelse for selskabets manglende afregning af A-skat og AM-bidrag, således at beløbene ikke godskrives på A’s årsopgørelse. Der er derfor hverken grundlag for A’s principale påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse annulleres, hans subsidiære påstand om, at der ikke foretages nulstilling, eller hans mere subsidiære påstand om, at sagen skal hjemvises til Skattestyrelsen. Skatteministeriet skal derfor frifindes.  

…"  

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.  

Under hovedforhandlingen har A supplerende gjort gældende, at Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen ved afgørelserne har sat skøn under regel, og at afgørelserne derfor er ugyldige. A har anført, at selskabets lønindberetninger, som fremgår af Skatteankestyrelsens afgørelse, ikke kan lægges til grund for sagens afgørelse, idet det efter A’s forklaring må lægges til grund, at A fik en lavere løn udbetalt. Selskabets kontoudtog viser, at udbetalingerne til A var mindre end anført i lønindberetningerne. Skattemyndighederne og Skatteministeriet burde have gennemgået kontoudtogene med henblik på at konstatere, om den indberettede løn var korrekt.  

Skatteministeriet har anført, at retten ikke kan tage stilling til anbringenderne om ugyldighed, da anbringenderne først er fremsat under hovedforhandlingen, og da det er uklart, hvad anbringenderne præcist angår. Med hensyn til anbringenderne vedrørende lønnen har Skatteministeriet anført, at retten må lægge den indberettede løn til grund for sagens afgørelse, idet A først under hovedforhandlingen er fremkommet med forklaringen om, at han fik mindre end den indberettede løn udbetalt.   

Rettens begrundelse og resultat  

Parterne har under sagen været enige om, at nulstillingsbetingelserne, som er gengivet i Skattestyrelsens juridiske vejledning 2024-2, afsnit A.D.6, punkt a - d er opfyldt. Retten skal derfor alene tage stilling til, om A i kraft af sin tilknytning til G1-virksomhed vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, og dermed at de bogførte A-skatter mv. ikke kunne afregnes til forfaldstid, og at der heller ikke er udsigt til, at der senere vil kunne ske betaling, jf. punkt e.  

G1-virksomhed foretog ingen betalinger af skat og arbejdsmarkedsbidrag i indkomstårene 2018 og 2019. Retten lægger til grund, at Skattestyrelsen siden maj 2018 har sendt månedlige meddelelser til selskabet om, at selskabets gæld ville blive sendt til inddrivelse på grund af selskabets momsgæld. Efter A’s forklaring lægger retten til grund, at han modtog meddelelserne i sin e-Boks. Under udlægsforretning den 12. november 2019 oplyste A, at selskabet intet kunne betale, og at selskabet ikke havde aktiver. Efter A’s forklaring lægger retten til grund, at han indstillede driften i selskabet i slutningen af 2019.  

Efter A’s forklaring sammenholdt med de faktiske oplysninger i Skatteankestyrelsens afgørelse lægger retten til grund, at selskabets revisor foretog lønindberetning til Skattestyrelsen samlet den 8. november 2019 for perioden fra januar 2018 - oktober 2019. Denne lønindberetning danner grundlag for Skatteankestyrelsens afgørelse, og retten lægger lønindberetningen til grund for sagens afgørelse. A har ikke alene ved sin forklaring under hovedforhandlingen godtgjort, at han fik udbetalt en løn, der var mindre end den, der fremgik af lønindberetningen. Det forhold, at A’s advokat i sin procedure under hovedforhandlingen har anført, at selskabets kontoudtog viser mindre udbetalinger til A end oplyst i lønindberetningen, kan ikke føre til andet resultat.   

Det fremgår af kurators redegørelse af 31. marts 2021, at kurator i forbindelse med sine undersøgelser af A’s ledelse af selskabet konstaterede, at selskabet havde haft manglende angivelse og afregning af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms i en længere periode, hvilket påførte det offentlige et betydeligt tab. Selskabets bogføring var mangelfuld, og selskabet var uden aktiver ved konkursdekretets afsigelse. Selskabets driftskonto var sammenblandet med A’s private konto. Efter kurators samlede vurdering var der tale om groft uforsvarlig forretningsførelse, og at A var uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.  

Selskabets årsrapport for perioden 5. december 2017 - 31. december 2018, som  

A har godkendt den 30. maj 2019, viser et positivt resultat på 169.240 kr. Lønomkostninger er anført med 281.503 kr. Selskabet har ifølge lønindberetningerne udbetalt løn til A i indkomståret 2018 med 778.864,20 kr. Årsrapporten giver derfor ikke et retvisende billede af selskabets økonomiske forhold. Retten må lægge til grund, at selskabets resultat havde været negativt, hvis lønnen til A var medregnet.   

Fra januar 2018 til oktober 2019 har G1-virksomhed, hvor A var ansvarlig kapitalejer og direktør, systematisk undladt at foretage lønindberetninger vedrørende løn udbetalt til A, og selskabet afregnede derfor ikke A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.  

Under disse omstændigheder finder retten, at der er skabt en formodning for, at betingelsen i den juridiske vejlednings punkt e er opfyldt. A har ikke alene ved sin forklaring afkræftet denne formodning. Retten finder det herefter godtgjort, at A i hele perioden fra januar 2018 vidste eller burde have vidst, at G1-virksomhed ikke indberettede og afregnede A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, og at selskabet ikke ville kunne afregne det til forfaldstid.  

Efter det, som retten har lagt til grund om lønudbetalingerne og lønindberetningen, og rettens bemærkninger om A’s bevisførelse og anbringender, der først er fremkommet under hovedforhandlingen, har retten intet grundlag for at antage, at skattemyndighedernes afgørelse er ugyldige.  

Spørgsmålet om forældelse

Nulstilling forudsætter, at skattemyndighederne har lidt et økonomisk tab, der er konstateret ved selskabets ophør, konkurs eller lignende. Krav om nulstilling kan derfor tidligst rejses på det tidspunkt, hvor selskabets insolvens er konstateret ved ophør, konkurs eller lignende, jf. Højesterets dom af 22. maj 2024 trykt i U.2024.3785H.  

Da konkursdekretet er afsagt den 4. juni 2020, og Skattestyrelsens afgørelse er truffet den 19. april 2023, er nulstillingskravet ikke forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.  

A har anført, at det bør føre til et andet resultat, at skattemyndighederne var bekendt med gælden, der blev oparbejdet i G1-virksomhed, og at skattemyndighederne derfor kunne have rejst nulstillingskravet på et tidligere tidspunkt. Forældelsesfristen burde derfor løbe fra tidspunktet for udlægsforretningen den 12. november 2019 eller fra den 25. februar 2020, hvor skatteforvaltningen indleverede konkursbegæring.  

På tidspunktet for udlægsforretningen var driften i selskabet ikke ophørt, og skattemyndighedernes økonomiske tab var ikke konstateret ved ophør, herunder konkurs. Ved konkursbegæringens indlevering var det økonomiske tab heller ikke endeligt konstateret. Skattestyrelsen fik først ved kurators redegørelse af 31. marts 2021 om A’s mangelfulde ledelse af selskabet det nødvendige grundlag for at foretage en kvalificeret vurdering af, om betingelserne for nulstilling, herunder betingelsen om ansvarspådragende adfærd, var opfyldt. Forældelsesfristen var derfor suspenderet indtil den 31. marts 2021, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.  

Nulstillingskravet er derfor ikke forældet.  

Efter det, som retten har anført, var Skattestyrelsen berettiget til at foretage nulstilling som sket og dermed pålægge A hæftelse for den manglende afregning af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Retten har intet grundlag for at hjemvise sagen til behandling ved Skattestyrelsen. Retten tager derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.  

Sagsomkostninger

Efter sagens udfald skal A betale sagens omkostninger til Skatteministeriet, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1.  

A skal betale sagens omkostninger med 60.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af advokatudgifter. Retten har ved omkostningsfastsættelsen taget udgangspunkt i de vejledende salærtakster for proceduresager i forhold til sagens økonomiske værdi. Retten har taget hensyn til sagens karakter og forløb, herunder hovedforhandlingens varighed af en halv retsdag. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.  

THI KENDES FOR RET:  

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 60.000 kr.   

Beløbet skal betales inden 14 dage.  

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.