Klageren [A] har anmodet om et bindende svar. Skattestyrelsen har omformuleret spørgsmålet til følgende:

"Kan Skattestyrelsen bekræfte, at A som modtager af en servituterstatning fra [varmeselskabet] G1 A/S, for ejendommen beliggende Adresse Y1, postnr. Y1, ejendomsnummer […], x1 er skattefri heraf, efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt.?"

Skattestyrelsen har besvaret spørgsmålet med "Nej".

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens svar til "Ja".

Faktiske oplysninger
Klageren har anmodet om bindende svar på følgende spørgsmål:

“Kan Skattestyrelsen bekræfte, at A som modtager af en servituterstatning fra G1 A/S, er skattefri heraf, når erstatningen udbetales som led i en frivillig aftale, hvor servitutpålægget kunne være eksproprieret, jf. efterfølgende beskrivelse?"

I anmodningen om bindende svar er der angivet følgende oplysninger:

"G1 A/S påbegyndte 1. januar 2022 anlæggelsen af en transmissionsledning mellem G1 A/S’ fjernvarmenet og en fjernvarmecentral i By Y1. Transmissionsledningen føres langs private marker og langs offentlige veje. Anlæggelsen vil således berøre en række matrikler, som dels er vejmatrikler, matrikler ejet af X Kommune og matrikler som er privat ejet, heriblandt matr.nr. x1 og x2, som er ejet af A.

Etableringen af transmissionsledningen er omfattet af varmeforsyningsloven ("VFL") og skal godkendes af kommunalbestyrelsen efter bestemmelserne i projektbekendtgørelsens kapitel 3. X Kommune har den 1. december 2020 (bilag I) godkendt etableringen i overensstemmelse med den dagældende projektbekendtgørelse (bkg. 1792 af 27. december 2018).

Det følger af VFL kapitel 3, at der er mulighed for at gennemføre ekspropriation. G1 A/S ønsker dog i videst mulige omfang at indgå frivillige aftaler om udbetaling af servituterstatning til de berørte lodsejere, og har i den forbindelse indgået en række frivillige aftaler - herunder med lodsejer A (bilag II).

Vi skal, i forlængelse heraf bemærke, at det i løbet af sommeren 2021 lykkedes G1 A/S at indgå mindelige aftaler med alle de berørte lodsejere, hvilket gjorde, at det ikke blev nødvendigt at igangsætte ekspropriationsprocessen.

Aftalerne med lodsejerne blev indgået under forudsætning af, at servituterstatningerne til lodsejerne ville være skattefrie, idet det økonomiske incitament i modsat fald ville have været uinteressant for lodsejerne og dermed formentlig have resulteret i, at lodsejerne ikke ville indgå aftalerne, hvilket ville have medført, at ekspropriationsproces skulle have været iværksat.

Der er, med afsæt i ovenstående, tale om en anmodning om bindende svar vedrørende en gennemført disposition. Hertil bemærkes, at selskabet påbegyndte anlæggelsen af den i anmodningen omtalte transmissionsledning den 1. januar 2022, og at der er indgået aftaler med alle de berørte private lodsejere. Der er desuden udbetalt servituterstatning til lodsejerne.

Forudsætningen for gennemførsel af anlægsarbejdet uden ekspropriation er desuden, at lodsejerne opnår skattefrihed for servituterstatningerne, og lodsejerne kan, såfremt skattemyndighederne ikke finder, at der er tale om ekspropriationslignende erstatning, i henhold til de indgåede aftaler kræve, at der sker genforhandling af erstatningens størrelse.

Nærværende anmodning om bindende svar indgives med henblik på at opnå betryggelse for at A ved modtagelse af servituterstatningen, som beror på en frivillig aftale, ikke er skattepligtig af den modtagne erstatning, jf. ejendomsavancebeskatningslovens ("EBL") § 11.

…

Det er vores opfattelse, at nærværende anmodning skal besvares med ’Ja’. Det bedes ved besvarelsen af det stillede spørgsmål lagt til grund, at:
•          A ikke har erhvervet det respektive areal som led i næring ved handel med fast ejendom, og
•          A ikke har genanbragt fortjenester, jf. EBL §§ 6 A - C eller EBL § 10.

Anlæggelsen af en transmissionsledning på tredjemands ejendom sker normalt efter en frivillig aftale mellem forsyningsselskabet og den berørte lodsejer. Der tinglyses i den forbindelse en servitut om ledningstracé på ejendommen med henblik på at sikre forsyningsselskabets rettigheder.

I det omfang der ikke kan indgås en frivillig aftale, vil forsyningsselskabet, med afsæt i bestemmelserne i VFL § 16, kunne opnå tinglysning af servitutten ved ekspropriation.

Anlæggelsen af transmissionsledningen og den tinglyste servitut har karakter af en middelbar varig rettighed lyst på ejendommen. Der vedlægges en kopi af den anmeldte deklaration, som er underskrevet af A (bilag III). Deklarationen vil efter dens indhold medføre, at A begrænses i hans valg af beplantning og afskærer ham fra bebyggelse af det omhandlede areal.

Det følger af EBL § 11, stk. 1, at en fortjeneste, der er indvundet ved modtagelsen af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, er skattefri. Det samme gør sig, jf. EBL § 11, stk. 1, 2. pkt., gældende for frivillige aftaler, hvor erhververen, efter formålet med erhvervelsen, opfylder betingelserne for ekspropriation og dette fremstår som det sandsynlige alternativ til en frivillig aftale.

Ovenstående følger af TfS 1995.575 HR, hvori det blev lagt til grund, at § 11, stk. 1, 2. pkt., finder anvendelse på en aftale om en rådighedsindskrænkning, hvis det på aftaletidspunktet må kunne påregnes, at dispositionen vil blive gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt der ikke indgås en frivillig aftale. 

Ad Praksis vedrørende strukturskadeerstatning 

Vi skal, i forlængelse af henvisning til praksis vedrørende servituterstatning gengivet ovenfor, tillige henvise til en landsskatteretsafgørelse, SKM2019.46.LSR, hvor et erstatningsbeløb for strukturskade i forbindelse med nedlæggelse af elkabel m.v., der var udbetalt til ejeren af en landbrugsejendom, som efterfølgende var afhændet, blev anset for at kompensere et værditab på den faste ejendom. Erstatningsbeløbet skulle dermed anses for omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt.

Efter bestemmelsen indrømmes skattefrihed af fortjeneste ved afståelse af en fast ejendom, såfremt  fortjenesten er opnået ved ekspropriation eller ved en frivillig aftale med en erhverver, der efter formålet med  erhvervelsen opfylder betingelserne for ekspropriation af ejendommen. Et værditab på fast ejendom betragtes som en afståelsessum i henhold til bestemmelsen.

Landsskatteretten lagde i den forbindelse til grund, at Energinet opfyldte betingelserne for at gennemføre  ekspropriation i henhold til landsaftalen for el- og fiberanlæg på landbrugsjord 2013, såfremt det ikke var  lykkedes at indgå frivillig aftale.

Vi gør på dette grundlag gældende, at Landsskatterettens præmisser i SKM2019.46.LSR er direkte anvendelige på de forhold, der gør sig gældende i selskabets anmodning om bindende svar. 

Ad hjemmel til ekspropriation og ekspropriationsvilje 

Det følger af VFL § 16 og § 17, at kommunalbestyrelsen, såfremt det er af væsentlig betydning for etableringen af de, for et godkendt kollektivt varmeforsyningsanlæg, nødvendige rørledninger, kan træffe beslutning om, at der ved ekspropriation:

1)       erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er fast knyttet til arealer eller bygninger samt tilbehør hertil,

2)       endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejernes rådighed eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over fast ejendom, og

3)       endeligt eller midlertidigt ske erhvervelse eller ophævelse af eller foretages begrænsninger i  brugsrettigheder, servitutrettigheder samt andre rettigheder over fast ejendom.

X Kommune (Teknik- og Miljøudvalget) har den 1. juni 2021 godkendt, at der vil kunne gennemføres ekspropriation i henhold til VFL § 16 (bilag IV). Teknik- og Miljøudvalgets beslutning er truffet under henvisning til en række nærmere specificerede matrikler, som fremgår heraf.

[…]

Det fremgår af 2018-delegationsplanen for X Kommune (bilag V), at beslutningskompetencen til ekspropriation efter varmeforsyningsloven er uddelegeret til fagudvalget på området, dvs. Teknik og Miljøudvalget.

Det skal i forlængelse af ovenstående bemærkes, at bestemmelsens forarbejder (LFF 1989-11-07 nr. 60), ikke omtaler, at der skulle gælde et delegationsforbud i forhold til ekspropriationskompetencen. Det er vores opfattelse, at såfremt der skulle eksistere et egentligt delegationsforbud, burde dette have været nævnt i bestemmelsen.

Det bemærkes i øvrigt, at det af Karnov’s bemærkninger til varmeforsyningslovens § 17 fremgår, at der er adgang til at kommunalbestyrelsen, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan delegere sin kompetence i ekspropriationsager til et stående udvalg. Der henvises til Karnov's note 98 til lovens § 17.

Det er således As opfattelse, at der er såvel hjemmel som vilje til ekspropriation, såfremt han ikke havde valgt at indgå en frivillig aftale med G1 A/S. Indgåelsen af en frivillig aftale om servituterstatning, mellem G1 A/S og A som privat lodsejer, vil derfor opfylde betingelserne for at være omfattet af EBL § 11, stk. 1, 2. pkt. A vil som modtager af servituterstatningen følgelig ikke være skattepligtig heraf."

Skattestyrelsen har i det bindende svar oplyst følgende under de faktiske oplysninger:

"I har med jeres anmodning om bindende svar medsendt følgende bilag:

I.            Godkendelse af projektforslag for etablering af fjernvarmetransmissionsledning mellem By Y2 og By Y1

II.            Frivillig aftale mellem G1 A/S og A

III.            Anmeldt deklaration - underskrevet

IV.            Godkendelse af projektforslag samt ekspropriation for trace for fjernvarmeledning mellem By Y2 og By Y1

V.            Delegationsplan (2018) for X Kommune

Af Godkendelse af projektforslag for etablering af fjernvarmetransmissionsledning mellem By Y2 og By Y1 fremgår referat af Teknik- og Miljøudvalgets møde, af den 1. december 2020, punkt 9: Godkendelse af projektforslag for etablering af fjernvarmetransmissionsledning mellem By Y2 og By Y1.

Det fremgår af sagsresuméet, at Teknik- og Miljøudvalget har beslutningskompetencen efter delegationsplanen.

Det fremgår også, at Teknik- og Miljøudvalget den 1. december 2020 har godkendt følgende indstilling:

Forvaltningen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at godkende

·         projektforslag for etablering af en fjernvarmetransmissionsledning mellem By Y2 og By Y1 via By Y3 under forudsætning af, at de respektive generalforsamlinger for G1 A/S og G2 A.M.B.A. godkender sammenlægningen af de to fjernvarmeselskaber.

·         etablering af transmissionsledning fra By Y2 til By Y3, såfremt de respektive generalforsamlinger for G1 A/S og G2 A.M.B.A. ikke godkender sammenlægning af de to fjernvarmeselskaber.

Det fremgår af sagsfremstillingen at

G1 A/S søger om at etablere en fjernvarmetransmissionsledning mellem G1 A/S’ fjernvarmenet, med tilkobling ved […] til fjernvarmecentralen i By Y1 på [vej]. Fjernvarmetransmissionsledningen passerer undervejs […] i By Y3.

Af Frivillig aftale mellem G1 A/S og A, fremgår underskrevet tilladelse til anbringelse af fjernvarmeledning, underskrevet af A den 25. august 2021 og af repræsentant fra G1, samt dokument med tilføjelser til erstatningsaftalen.

Af Anmeldt deklaration - underskrevet, fremgår følgende deklaration underskrevet af A den 28. august 2021:

Undertegnede ejer af ejendommen matr.nre. x1 og x2 pålægger hermed med virkning for mig og efterfølgende ejere af ejendommene samt ejere af ejendomme udstykket fra ejendommene (herefter "Ejendommene") følgende:

DEKLARATION 

Der tillægges G1 A/S. ret til at have fjernvarmeledninger (herefter "Ledningsanlægget") liggende på ejendommene, løbende og med udformning som vist på vedlagte tinglysningsrids.

Ledningsanlægget skal ligge uforstyrret, og der tillægges G1 A/S ret til for fremtiden at foretage de efter G1s skøn nødvendige undersøgelses-, reparations- og  vedligeholdelsesarbejder mod udbedring af de derved forvoldte skader.

På arealet over ledningen defineret som 2 m til begge sider af ledningen jf. vedlagte tinglysningsrids, må ikke i fremtiden overbygges eller beplantes med planter med dybtgående rødder, ligesom der intet må foretages, som af G1 A/S skønnes hindrende for adgang til eftersyn eller vedligeholdelse af eller til skade for Ledningsanlæggets beståen.

Omkostningerne ved drift, vedligeholdelse og reparation af ledningsanlægget samt de derved forbundne retableringsarbejder påhviler alene G1 A/S.

Arealer, som måtte blive omfattet af fremtidige reparations- og opgravningsarbejder, afleveres af G1 A/S i retableret stand snarest efter arbejdets udførelse.

De ulemper, der er forbundet med færdsel samt foretagelse af almindeligt eftersyn og udførelse af vedligeholdelsesarbejder, skal tåles uden erstatning, hvorimod der for eventuelt forvoldt skade ved sådanne arbejder ydes erstatning, hvis størrelse i mangel af almindelig overenskomst fastsættes af en af hver af parterne udmeldt voldgiftsmand samt en af retten udmeldt opmand, alt i henhold til reglerne i lov nr. L127 af 14. juni 2005.

Ledningsanlægget er ikke omfattet af gæsteprincippet, og der er ydet erstatning jvf Landsaftalen for etablering af vand- og spildevandsanlæg. Erstatningen er ydet til dækning af både midlertidige og varige rådighedsindskrænkninger. At gæsteprincippet er fraveget betyder, at såfremt ejeren af ejendommen ønsker Ledningsanlægget omlagt, da skal det ske for dennes regning og uden omkostninger for G1 A/S. G1 A/S skal dog forinden omlægning vurdere, at omlægningen er teknisk mulig og forsvarlig i forhold til almindelig drift og vedligeholdelse. Skal ledningen omlægges efter G1 A/S’ ønske, da skal selskabet selv afholde omkostningerne.

Påtaleretten i medfør af nærværende deklaration tilkommer G1 A/S.

Med Hensyn til de på Ejendommene påhvilende byrder og servitutter henvises til Ejendommenes blad i Tingbogen.

Bindende for nuværende og fremtidige ejere samt ejere af matrikler udstykket fra Ejendommene meddeles hermed tilladelse til nærværende deklarationsstiftelse og tinglysning:

[…] 

Det fremgår af Godkendelse af projektforslag samt ekspropriation for trace for fjernvarmeledning mellem By Y2 og By Y1, resumé fra Teknik- og Miljøudvalgets beslutning, punkt 11, hvor Teknik- og Miljø udvalget den 1. Juni 2021, har godkendt følgende indstilling:

Forvaltningen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at godkende

·         projektforslag for trace By Y2-By Y1
·         ekspropriation af indtil 31.070 m2 på dele af matrikel nummer […] x1, […], samt dele af matrikel nummer […] […] i henhold til varmeforsyningslovens § 16, hvis der ikke kan indgås en frivillig aftale.

Yderligere fremgår det af sagsfremstillingen, at

[…] Det bemærkes at den formelle ekspropriationsprocedure ikke kan og må gennemføres før alle nødvendige tilladelser er meddelt.

Af Delegationsplan (2018) for X Kommune, fremgår det, at beslutninger om ekspropriation af fast ejendom og aftaler på ekspropriationslignende vilkår indenfor varmeforsyningsloven er uddelegeret til Teknik- og Miljøudvalget.

Oplysninger indhentet af Skattestyrelsen: 

Af Skatteforvaltningens ejendomsoplysninger fremgår, at ejendommen beliggende Adresse Y1, postnr. Y1, ejendomsnummer […] er 100 % ejet af A siden 1. september 1993. Ejendommen består af 7 matrikler, heriblandt x1 med et areal på 62.975 m² heraf 0 m² vej."

Klagerens tidligere repræsentant har i brev af 7. juli 2022 anført følgende bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til bindende svar:

"…
Vi er, som der redegøres for nedenfor, ikke enige i, at kommunalbestyrelsen ikke skulle kunne uddelegere ekspropriationsbeslutninger, og har, til støtte herfor, indhentet en udtalelse fra X Kommune (Byrådssekretariatet og Jura), der inciteres nedenfor.

Det tidligere Indenrigsministerium har endelig ved breve af 20. august og 24. september 1991 taget stilling til spørgsmålet om delegation af ekspropriationskompetence fra amtsråd til et stående udvalg. Indenrigsministeriet udtalte - i overensstemmelse med ministeriets ovennævnte brev af 12. november 1987 - at det må det antages, at en delegation kun er udelukket i tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse af den almindelige regel om fri adgang til delegation til organer, der er underordnet kommunalbestyrelsen (amtsrådet). Ministeriet henviste i den forbindelse endvidere til, at der i nyere forvaltningsretlig litteratur var udtrykt tvivl om den retlige virkning af de meget vage grundsætninger om, at beslutninger, der er principielle, eller som er politisk særligt betydningsfulde, bør træffes af kommunalpolitiske organer. Indenrigsministeriet fandt ikke, at der i den konkrete sag, hvor amtsrådet i forbindelse med godkendelsen af et endeligt detailprojekt vedrørende en vejforlægning havde bemyndiget udvalget for teknik og miljø til at gennemføre de nødvendige arealerhvervelser m.v., havde gjort sig sådanne særlige omstændigheder gældende, at delegationen af beslutningskompetencen kunne anses for at være i strid med lovgivningen (der henvises til Indenrigsministeriets skrivelser af 20. august og 24. september 1991 til Trafikministeriet - 1. k.kt. J.nr.  1991/1070/1400-1).
...

Tilsvarende meddelte det daværende Indenrigsministerium ved brev af 22. juni 1993 en kommune, der under henvisning til ministeriets ovennævnte skrivelse af 20. august 1991, havde forespurgt, hvorvidt kommunalbestyrelsen ville kunne delegere kompetencen i forbindelse med ekspropriationer i henhold til lov om offentlige veje til kommunens udvalg for teknik og miljø, at dette måtte bero på de konkrete forhold. Ministeriet bemærkede herved, at byrådet måtte antages at være berettiget til at delegere kompetencen, med mindre der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af den almindelige regel om fri delegation til organer, der er underordnet byrådet (Indenrigsministeriets brev af 22. juni 1993  1. k. 1993/1070/539-1).
...

Der kan endvidere henvises til Hans Gammeltoft Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2002, s. 154, der nævner, at såvel eksistensen som indholdet af en grundsætning om forbud mod delegation fra en kommunalbestyrelse i forbindelse med enkeltafgørelser, der er særligt indgribende over for borgerne, er tvivlsom.

Kommunen kan i øvrigt i forhold til vandforsyningsområdet også henvise til pkt. 2.1.4 i vedlagte "Vejledning til projektbekendtgørelsen fra juli 2021".

Konklusion
På baggrund af ovenstående har kommunen udvist en reel ekspropriationsvilje og har ikke handlet i strid med et delegationsforbud ved at henlægge afgørelsen om ekspropriationsbeslutning til Teknik- og Miljøudvalget. I sit svarudkast lægger Skattestyrelsen til grund, at der eksisterer et absolut delegationsforbud, hvilket ud fra ovenstående ikke er tilfældet."

Vi skal på baggrund heraf gentage, at den eksproprierende myndighed har udvist vilje til at ekspropriere, hvorfor erstatningen for deklarartionserklæringen omfattes af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., og dermed også skattefriheden i lovens § 1.

På baggrund heraf bør Skattestyrelsens indstilling ændres til “Ja"."

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har besvaret spørgsmålet med "Nej".

Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført:

"…

Gældende for denne sag:

Rådighedsindskrænkninger anses for et ekspropriativt indgreb, derfor sidestilles rådighedsindskrænkninger, over fast ejendom med delsalg af fast ejendom, efter ejendomsavancebeskatningsloven. Se Den juridiske vejledning (2022-1), afsnit C.H.2.1.5.2.2 Afståelse af en middelbar varig rettighed over fast ejendom.

Det er en forudsætning for vores besvarelse, at ejendommen ikke er erhvervet som led i spørgers handel med fast ejendom, se ejendomsavancebeskatningslovens § 1, samt at der ikke har været genanbragt fortjenester i ejendommen, efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, § 6 C eller § 10.

Der skal på aftaletidspunktet være både ekspropriationshjemmel i lovgivningen til formålet, samt være ekspropriationsrealitet, for at der ved frivillig aftale kan bære skattefrihed for fortjeneste, efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt. Se Den juridiske vejledning (2022-1), afsnit C.H.2.1.18.3 Erstatninger i ekspropriationssituationer (frivillige salg), samt SKM2006.438.SKAT.

Ifølge varmeforsyningslovens § 17, stk. 1, kan beslutning om ekspropriation efter § 16 træffes af kommunalbestyrelsen.

I har oplyst, at Teknik- og Miljøudvalget den 1. juni 2021 har godkendt beslutning om at ville ekspropriere arealet såfremt frivillig aftale ikke opnås.

Det fremgår af sagsfremstillingen fra Teknik- og Miljøudvalgets beslutning også, at den formelle ekspropriationsprocedure ikke kan og må gennemføres før alle nødvendige tilladelser, er meddelt.

Ekspropriationskompetencen kan ikke uddelegeres fra kommunalbestyrelsen. Se FOB 72.92, jævnfør FOB 74.23, hvor Folketingets Ombudsmand har tilkendegivet, at et så væsentligt skridt som beslutning om ekspropriation bør træffes af selve kommunalbestyrelsen, samt Indenrigsministeriets forskrift SKR nr. 167 af 15. juli 1974.

Der henvises endvidere til den ovenfor citerede afgørelse, SKM2011.343.SR.

Vi finder herefter ikke, at betingelsen om, at den eksproprierende myndighed på aftaletidspunktet skal have vist vilje til at ekspropriere, er opfyldt. Erstatningen for deklarationserklæringen er derfor ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., og er dermed skattepligtig efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1.

Bemærk, at vores besvarelse kun er gældende i forhold til spørger efter skatteforvaltningslovens § 25, stk. 1.

Vores bemærkninger til jeres høringssvar af 7. juli 2022

I har med jeres høringssvar medsendt følgende bilag:

·         Bilag 1 - Vejledende udtalelse om adgang til delegation til den kommunale forvaltning i sager om ekspropriation inden for vejlovgivningen.
·         Bilag 2 - Vejledning til projektbekendtgørelsen, juli 2021.

For så vidt angår sidstnævnte bilag bemærkes for god ordens skyld ad punkt 2.1.4 Den godkendende myndighed - delegation, at dette punkt så vidt ses, ikke omfatter ekspropriation.

Vi er bekendt med Økonomi- og Indenrigsministeriets vejledende udtalelse nr. 1214 fra 25. oktober 2012, som også er omtalt i Den juridiske vejledning (2022-1), afsnit C.H.2.1.18.3 Erstatninger i ekspropriationssituationer (frivillige salg). I afsnittet fremgår det, at i forhold til spørgsmålet om delegation fra kommunalbestyrelsen til at træffe beslutning om ekspropriation efter vejlovens bestemmelser har Økonomi- og Indenrigsministeriet behandlet spørgsmålet i vejledende udtalelse nr. 1214 fra 25. oktober 2012. Det fremgår af denne, at det er Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at det ikke vil være i overensstemmelse med vejloven, hvis det delegeres til den kommunale forvaltning at træffe beslutning om ekspropriation efter vejloven.

Det fremgår også, at det er Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at beslutningskompetencen i ekspropriationssager efter vejloven, som udgangspunkt frit kan delegeres til stående udvalg, med mindre særlige forhold gør sig gældende, og at dette udgangspunkt alene gælder for delegation af ekspropriationsbeslutninger efter vejloven til kommunale udvalg. Om dette udgangspunkt i konkrete tilfælde må fraviges i forhold til stående udvalg, må afgøres på baggrund af de konkrete omstændigheder i den pågældende sag.

Økonomi- og Indenrigsministeriets vejledende udtalelse nr. 1214 fra 25. oktober 2012 omhandler således specifikt ekspropriation efter vejloven. I denne konkrete sag er der tale om hjemmel efter varmeforsyningsloven.

Det bemærkes i denne forbindelse, at der i Den juridiske vejledning (2022-1), afsnit C.H.2.1.18.3 Erstatninger i ekspropriationssituationer (frivillige salg), forsat henvises til den ovenfor nævnte afgørelse SKM2011.343.SR.

Vi finder således ikke, at jeres høringssvar giver anledning til en ændring af vores forslag til bindende svar.

Vi har derfor besvaret jeres spørgsmål med et "Nej".

Udtalelse fra Skattestyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 8. oktober 2024 udtalt:

"Det er Skattestyrelsens opfattelse, at ekspropriationskompetencen til at kunne ekspropriere efter varmeforsyningslovens § 16, stk. 1, er kommunalbestyrelsen, efter varmeforsyningslovens § 17, stk. 1.

Yderligere er det vores opfattelse, at Økonomi- og Indenrigsministeriets vejledende udtalelse nr. 1214 af 25. oktober 2012, om at kunne delegere beslutningskompetencen til et stående udvalg, med mindre særlige forhold gør sig gældende, ikke gælder delegation af ekspropriationsbeslutninger efter anden lov end vejloven. Dette fremgår af side 11 i Økonomi- og Indenrigsministeriets vejledende udtalelse nr. 1214 af 25. oktober 2012, som også er citeret i de fremsendte Supplerende bemærkninger til klage, fra repræsentanten:

"[...] at dette udgangspunkt alene gælder for delegation af ekspropriationsbeslutninger efter vejloven til kommunale udvalg. [...]"

I Den juridiske vejledning 2024-2, C.H.2.1.18.3, fremgår det konkret:

"I forhold til spørgsmålet om delegation fra kommunalbestyrelsen til at træffe beslutning om ekspropriation efter vejlovens bestemmelser har Økonomi- og Indenrigsministeriet behandlet spørgsmålet i vejledende udtalelse nr. 1214 fra 25. oktober 2012. Det fremgår af denne, at det er Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at det ikke vil være i overensstemmelse med vejloven, hvis det delegeres til den kommunale forvaltning at træffe beslutning om ekspropriation efter vejloven.

Af udtalelsen fremgår også, at det er Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at beslutningskompetencen i ekspropriationssager efter vejloven, som udgangspunkt frit kan delegeres til stående udvalg, med mindre særlige forhold gør sig gældende, og at dette udgangspunkt alene gælder for delegation af ekspropriationsbeslutninger efter vejloven til kommunale udvalg. Om dette udgangspunkt i konkrete tilfælde må fraviges i forhold til stående udvalg, må afgøres på baggrund af de konkrete omstændigheder i den pågældende sag."

Der er i de supplerende bemærkninger til klage fra repræsentanten, henvist til et udsnit af ekspropriationsprocesbogen, hvoraf der henvises til betænkningens punkt 4.1.8, som også er henvist til i de supplerende bemærkninger til klage fra repræsentanten. Det fremgår ikke begrundet i betænkningen, hvordan det kan være at "Det må antages, at dette udgangspunkt ikke alene gælder i sager om ekspropriation efter vejloven, men i alle sager, hvor kommunen træffer beslutning om ekspropriation, når det samtidig er bestemt, at dette skal ske efter de regler, som gælder herfor i vejloven, herunder dennes § 102."

Baggrunden for betænkningens antagelse, fremgår hverken af Økonomi- og Indenrigsministeriets vejledende udtalelse nr. 1214 af 25. oktober 2012, eller de deri kommenterede tidligere skrivelser fra Indenrigsministeriet (Indenrigsministeriets skrivelser af 20. august og 24. september 1991 til Trafikministeriet
- 1. k.kt. J.nr. 1991/1070/1400-1 og Indenrigsministeriets skrivelse af 12. november 1987 til et amtsråd
- 1. k.kt. j.nr. 1987/1079/1200-10).

I den konkrete sag var der tale om ekspropriationsbeslutning efter varmeforsyningslovens § 16, stk. 1, truffet af Teknik- og Miljøudvalget.

At vejlovens bestemmelser i § 99 til § 102 finder tilsvarende anvendelse ved ekspropriationens gennemførelse, se varmeforsyningslovens § 17, stk. 2, anser vi for at vedrører ekspropriationens gennemførelse, og ikke ekspropriationskompetencen. Ekspropriationskompetencen fremgår af samme bestemmelses stk. 1, som tilhørende kommunalbestyrelsen."

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at besvarelsen skal ændres til "Ja".

Til støtte for påstanden er bl.a. anført:

"Skattestyrelsen har besvaret det stillede spørgsmål med nej, idet styrelsen finder at betingelserne for at anse erstatningen for skattefritaget efter EBL § 11 ikke er opfyldt.

Styrelsen begrunder svaret med, at der efter styrelsens opfattelse ikke er fremlagt dokumentation for ekspropriationsvilje fra kommunalbestyrelsen. Det fremgår samtidigt, at Skattestyrelsen er af den opfattelse, at kommunalbestyrelsen ikke har mulighed for at delegere beslutningen om ekspropriation til Teknik og Miljøudvalget.

Styrelsens begrundelse afvises.

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11 er fortjeneste fra afståelse af fast ejendom skattefritaget, når afståelsen sker som led i ekspropriation.

Ifølge § 11, stk. 1. 2. pkt. omfatter skattefriheden også avance opnået ved frivillig afståelse til den ekspropriationsberettigede, eller andre parter, som erhverver ejendommen til det formål, som ejendommen kan eksproprieres til.

Ifølge Højesterets dom, som er optrykt i TfS 1995 HD, er det imidlertid en betingelse for skattefrihed ved frivillig aftale, at det på aftaletidspunktet må påregnes, at der uden frivillig aftale vil ske gennemtvingelse af dispositionen ved ekspropriation, jf. uddrag fra dommens præmisser:

"Efter sammenhængen med § EBL § 11, 1. pkt. om skattefrihed for fortjeneste opnået ved ekspropriation, må det imidlertid være en betingelse for anvendelse af § EBL § 11, 2. pkt., at det på aftaletidspunktet måtte påregnes, at dispositionen ville blive gennemtvunget ved ekspropriation, hvis en frivillig aftale ikke blev indgået." 

Ovennævnte anses fortsat som udtryk for gældende ret.

Skattefrihed forudsætter dermed, at der dels foreligger ekspropriationshjemmel på aftaletidspunktet og derudover skal ejendommens ejer have en forventning om, at hjemlen vil blive udnyttet til at gennemføre ekspropriation, hvis ikke frivillig aftale indgås.

Det er min opfattelse, at der i min kundes tilfælde foreligger hjemmel, ligesom det er dokumenteret, at min kunde har indgået aftalen under den præmis, at overdragelsen ellers var blevet gennemtvunget ved ekspropriation.

I den forbindelse er det min opfattelse, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skattefriheden med den begrundelse, at ekspropriationsviljen ikke er udvist af rette enhed.

Jeg mener derfor at betingelserne for skattefrihed er opfyldt, og jeg skal derfor anmode om at det bindende svar ændres til ja."

Klagerens yderligere bemærkninger til sagen
Repræsentanten har den 17. september 2024 fremsat følgende bemærkninger:

"Hjemlen til ekspropriation følger i min kundes tilfælde af VFL § 17, jf. uddrag af bestemmelsen, hvor det fremgår at der kan træffes beslutning om ekspropriation, hvis det er af væsentlig betydning for kollektiv varmeforsyning efter lovens § 16.

"§ 17. Beslutning om ekspropriation efter § 16 træffes af kommunalbestyrelsen. 

Stk. 2. Ved ekspropriationens gennemførelse finder bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 99-102 tilsvarende anvendelse." 

Som det fremgår af bestemmelsen, er udgangspunktet, at beslutning om ekspropriation træffes af kommunalbestyrelsen.
Som det også fremgår, skal gennemførelsen af ekspropriation ifølge § 17 ske efter vejlovens bestemmelser, herunder vejlovens § 102.

Sidstnævnte er helt afgørende i min kundes situation. Dette skyldes, at hvor en lovhjemmel om ekspropriation henviser til vejlovens regler som grundlag for ekspropriationens gennemførelse, giver det ret til, at kommunalbestyrelsen kan delegere ekspropriationskompetencen til et stående udvalg.

Henvisningen til vejlovens § 102 har dermed den konsekvens, at kommunalbestyrelsen kan delegere sin kompetence til at træffe afgørelse om ekspropriation til et stående udvalg.

Jeg kan her henvise til uddrag fra Betænkning nr. 1569 fra 2018, afgivet af Ekspropriationsudvalget, hvor spørgsmålet om delegation er omtalt i afsnit 4.1.8, "Kommunalbestyrelsens kompetence til at træffe ekspropriationsbeslutningen og muligheden for delegation",

Her fremgår det klart, at hvor en lovhjemmel til ekspropriation henviser til vejlovens retningslinjer for ekspropriationens gennemførelse, er udgangspunktet at kommunen kan delegere beslutningen om ekspropriation til et stående udvalg. Dette gælder ikke kun for ekspropriationer efter vejloven, men for alle ekspropriationshjemler, hvor processen skal ske efter de retningslinjer, som følger af vejloven. Dette skyldes at vejlovens fremgangsmåde er anset for generelt egnet ved gennemførelse af ekspropriation, jf. uddrag fra Betænkningens afsnit 4.1.8, som vedlægges:

"I den vejledende udtalelse af 25. oktober 2012 behandler Økonomi- og Indenrigsministeriet ligeledes spørgsmålet om muligheden for delegation af ekspropriationskompetencen fra kommunalbestyrelsen til et stående udvalg, herunder med gennemgang af tidligere praksis og udtalelser om spørgsmålet. På baggrund heraf og på baggrund af de indhentede udtalelser fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i den aktuelle sag, konkluderer Økonomi- og Indenrigsministeriet herefter (side 11): 

"Det er endvidere Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at beslutningskompetencen i ekspropriationssager efter vejloven ( ….. ), som udgangspunkt frit kan delegeres til stående udvalg, medmindre særlige forhold gør sig gældende, og at dette udgangspunkt alene gælder for delegation af ekspropriationsbeslutninger efter vejloven til kommunale udvalg. Det bemærkes herved, at de omhandlede sager alle omhandlede delegation af beslutningskompetence i ekspropriationssager til stående udvalg. Om dette udgangspunkt i konkrete tilfælde må fraviges i forhold til stående udvalg, må, i overensstemmelse med den ovenfor nævnte praksis, afgøres på baggrund af de konkrete omstændigheder i den pågældende sag." 

Udgangspunktet er således, at der kan ske delegation af kompetencen til at træffe beslutning om ekspropriation i medfør af § 102 i vejloven til et stående udvalg, men at konkrete omstændigheder kan føre til, at dette ikke bør ske. Det må antages, at dette udgangspunkt ikke alene gælder i sager om ekspropriation efter vejloven, men i alle sager, hvor kommunen træffer beslutning om ekspropriation, når det samtidig er bestemt, at dette skal ske efter de regler, som gælder herfor i vejloven, herunder dennes § 102."

Samme fremgår af litteraturen, jf. uddrag fra side 446 fra "Ekspropriation i praksis", 2019 ved Jens Flensborg m.fl., som vedlægges, hvor det ses at henvisningen til vejlovens fremgangsmåde indebærer, at der er adgang til delegation af kompetencen til stående udvalg, mens der ikke kan ske delegation til embedsmænd:

"På denne baggrund må det herefter konstateres, at en kommunalbestyrelse kan delegere sin ekspropriationsbeføjelse til et kommunalt udvalg, medmindre »særlige forhold gør sig gældende«. Derimod er det ikke lovligt at delegere beslutningskompetencen i ekspropriationssager til embedsmænd i forvaltningen. 

Det må antages, at dette udgangspunkt også gælder i de tilfælde, hvor en kommune træffer beslutning om ekspropriation efter anden lovgivning, når det heraf fremgår, at det skal ske efter vejlovens regler herom, herunder dennes § 102." 

Jeg henviser også til X Kommunes redegørelse, som blev indsendt til Skattestyrelsen i forbindelse med behandlingen af det bindende svar.

Som angivet ovenfor fremgår det af VFL § 17, stk. 2, at ekspropriation efter VFL skal gennemføres efter vejlovens regler herom, herunder § 102.

Dette medfører, som det fremgår ovenfor, at kommunalbestyrelsen har ret til at delegere beslutningen om at ekspropriere efter VFL § 17 til et stående udvalg, herunder Teknik- og Miljøudvalget, sådan at dette udvalg har kompetence til at træffe beslutning om ekspropriation i medfør af VFL § 17. Der er i foreliggende tilfælde "ikke særlige forhold", som konkret er til hinder for delegation.

I min kundes situation vil betingelsen om ekspropriationsvilje derfor være opfyldt ved at Teknik og Miljøudvalget har truffet beslutning om at der ville ske ekspropriation, hvis frivillig aftale ikke opnås. Der foreligger derfor på det grundlag dokumentation for at den fornødne ekspropriationsvilje er udvist af den rette enhed.

Dette betyder i min kundes tilfælde, at betingelserne for skattefrihed efter § 11 er opfyldt, idet der dels foreligger det nødvendige lovgrundlag og derudover er der forinden den frivillige aftale udtrykt den fornødne ekspropriationsvilje af rette myndighed.

Jeg skal i tilknytning til ovennævnte, at kommunalbestyrelsen faktisk også via deres tiltrædelse i forløbet må anses for at have tiltrådte ekspropriation, men som det fremgår ovenfor er dette ikke afgørende i sagen, da det som nævnt er i overensstemmelse med gældende ret, at viljen er udtrykt af udvalget.

Jeg skal på det grundlag anmode ankestyrelsen om at imødekomme klagen og ændre svaret til et ja.

Jeg fastholder anmodning om møde med ankenævnet."

Repræsentanten har den 6. november 2024 fremsat følgende supplerende bemærkninger til Skatteankestyrelsen:

"Hermed kommenterer jeg Skattestyrelsens bemærkninger i ovennævnte sag.

Det fremgår, at Skattestyrelsen fortsat mener, at en kommunalbestyrelse ikke kan delegere ekspropriationskompetence til stående udvalg, bortset fra sager omfattet af vejloven.

Skattestyrelsen henviser i sin argumentation til Indenrigsministeriets vejledende udtalelse 1214 af 25. oktober 2012, hvor styrelsen mener at kunne hente belæg for sit synspunkt.

Derudover nævner Skattestyrelsen, at man ikke i Ekspropriationsbetænkningen fra 2018 synes at kunne se begrundelsen for den retsstilling, som beskrives her, om at delegation til stående udvalg kan ske i alle tilfælde, hvor lovhjemlen for ekspropriation henviser til vejlovens bestemmelser for ekspropriationens gennemførelse.

Endeligt mener Skattestyrelsen, at en lovbestemmelses henvisning til vejlovens ekspropriationsregler ikke omfatter retten til delegation.

Styrelsens argumentation afvises.

For det første kan man ikke af Indenrigsministeriets vejledende udtalelse fra 2012 slutte, som styrelsen gør.

Den vejledende udtalelse fra 2012 var foranlediget af en konkret forespørgsel fra en advokat om gennemførelse af et anlægsprojekt efter vejloven.

Indenrigsministeriets vejledende udtalelse angik derfor alene den konkrete situation, hvor der skulle eksproprieres efter vejloven, mens man ikke af udtalelsen kan udlede hvad der gælder i andre relationer, da ministeriet kun svarer på hvad der gjaldt i den konkrete situation, jf. uddrag fra udtalelsen:

"Københavns Kommune anmodede Økonomi- og Indenrigsministeriet om en vejledende udtalelse om, under hvilke betingelser Borgerrepræsentationen kunne foretage delegation til forvaltningen af sin kompetence til at træffe beslutning om ekspropriation efter vejlovgivningen ved gennemførelse af anlægsprojekter. Baggrunden for anmodningen var et aktuelt større anlægsprojekt. Projektet var beskrevet som et stort og komplekst byggeri, der krævede en række ekspropriationer af forskellig karakter. Disse ekspropriationer skulle efter det oplyste ske efter vejlovens bestemmelser herom."

Derudover var det hovedemnet i den vejledende udtalelse sondringen mellem delegation til stående udvalg og delegation til forvaltningen. Her konkluderede ministeriet, at der efter vejloven var adgang til delegation til stående udvalg, men at dette ikke samtidig medførte, at der kunne ske delegation til selve forvaltningsmyndigheden.

Betænkningen fra 2018 forholder sig, i modsætning til den vejledende udtalelse fra 2012, generelt til retten til delegation.

Af betænkningen fremgår klart, at retten til at delegere til stående udvalg gælder i de relationer, hvor det i lovgrundlaget for ekspropriationen er bestemt, at ekspropriationen skal ske efter vejlovens bestemmelser, jf. uddrag fra afsnit 4.1.8 i betænkningen:

 "Udgangspunktet er således, at der kan ske delegation af kompetencen til at træffe beslutning om ekspropriation i medfør af § 102 i vejloven til et stående udvalg, men at konkrete omstændigheder kan føre til, at dette ikke bør ske. Det må antages, at dette udgangspunkt ikke alene gælder i sager om ekspropriation efter vejloven, men i alle sager, hvor kommunen træffer beslutning om ekspropriation, når det samtidig er bestemt, at dette skal ske efter de regler, som gælder herfor i vejloven, herunder dennes § 102."

Skattestyrelsens antagelse om, at en henvisning til vejlovens § 102 m.fl. kun gælder for nogle af vejlovens retningslinjer for ekspropriation og ikke for retten til at delegere, har Skattestyrelsen intet belæg for. Antagelsen strider imod den retsstilling, som beskrives i ovennævnte uddrag fra betænkningen og derudover strider antagelsen af den beskrivelse i faglitteraturen, som tidligere fremlagt.

Endeligt strider styrelsens antagelse imod note 98 til VFL § 17 i Karnov, der henvises til i det bindende svar, jf. tidligere fremsendte uddrag, hvor det fremgår at der gælder ret til delegation.

Styrelsens antagelse må afvises som uden nogen form for belæg.

At der generelt gælder ret til delegation i andre relationer, hvor der henvises til vejloven, kan også udledes af afsnit 4.1.10 i betænkningen, hvor det ses at være lagt til grund, at henvisningen til vejlovens § 102 giver ret til delegation også for andre områder, jf. at afsnittet omtaler ekspropriation efter andre områder end vejloven:

"Ekspropriationsbeslutningen og dennes meddelelse (vejlovens § 102) Uanset om sagen forelægges kommunalbestyrelsen, eller denne behandles af et udvalg i henhold til delegation, følger det af vejlovens § 102, stk. 1, at selve beslutningen om ekspropriation først kan træffes efter udløbet af den frist, som de berørte har for at fremkomme med bemærkninger efter åstedsforretningen i henhold til bestemmelsen i vejlovens § 101, stk. 4. Det vil sige, at beslutningen først kan træffes fire uger efter, at åstedsforretningen har været afholdt. "

Det forhold, at styrelsen ikke i betænkningen mener at kunne se begrundelsen for retsstillingen, kan i øvrigt ikke begrunde, at retsstillingen ikke skulle være gældende.

Det må fastholdes, at det i min kundes sag er tilstrækkeligt, at ekspropriationsviljen er udvist af Teknik og Miljøudvalget."

Retsmøde

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:

"Skattestyrelsen gør opmærksom på, at Den juridiske Vejledning 2025-1 afsnit C.H.2.1.18 generelt henviser til, at ekspropriationsvilje kan belyses ved henvisning til beslutning i kommunalbestyrelsen (hvis det er dem, der er ekspropriationsberettigede) samt til at ekspropriation sker ved at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse.

Det fremgår fx, at det bl.a. er "en forudsætning for at anvende ekspropriationsbestemmelsen i planloven § 47, stk. 1, at lokalplanen er vedtaget og offentliggjort på det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen træffer beslutning om ekspropriation", samt at "hvis det er kommunalbestyrelsen, der er ekspropriationsberettiget, kan ekspropriationsvilje fx dokumenteres med en henvisning til en beslutning i kommunalbestyrelsen om, at ejendommen ønskes erhvervet om nødvendigt ved ekspropriation." Delegationsmuligheder omtales således generelt ikke.

Vi gør også opmærksom på, at Skatterådet i SKM2011.343.SR kom frem til, at kompetencen til at træffe beslutning om ekspropriation i den konkrete sag ikke kunne delegeres fra kommunalbestyrelsen. Dette sket med henvisning til bl.a. udtalelserne fra Folketingets Ombudsmand fra 1972 og 1974. Sagen vedrørte miljøbeskyttelseslovens § 58, stk. 1.

Ift. vejlovens § 49 er dog i Den juridiske Vejledning 2025-1 afsnit C.H.2.1.18 indsat et særligt afsnit om delegation. Her henvises ift. netop vejloven til Økonomi- og Indenrigsministeriet vejledende udtalelse nr. 1214 fra 25. oktober 2012, og det gengives, at det er Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at beslutningskompetencen i ekspropriationssager efter vejloven, som udgangspunkt frit kan delegeres til stående udvalg, med mindre særlige forhold gør sig gældende, og at dette udgangspunkt alene gælder for delegation af ekspropriationsbeslutninger efter vejloven til kommunale udvalg.

Såfremt Landsskatteretten følger Skatteankestyrelsens forslag, ser det ud til, at det vil være en udvidelse af muligheden for skattefrihed ift. situationer, hvor kompetencen er delegeret."

Indlæg under retsmødet
Repræsentanten nedlagde påstand om, at Skattestyrelsens besvarelse i det bindende svar skulle ændres til "Ja" og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmøde. Det blev yderligere anført, at hun var enig med Skatteankestyrelsens indstilling, men ikke i begrundelsen, hvorefter hun gennemgik sagens problemstilling, den foreliggende indstilling, samt hendes foreslåede ændringer til begrundelsen. Det blev herefter anført, at kommunalbestyrelsens hjemmel til delegation fremgik direkte af loven. Kommunalbestyrelsen kunne således delegere beslutningskompetencen til at træffe afgørelse om ekspropriation til et stående udvalg.

En repræsentant fra G1 A/S redegjorde for den indgåede aftale om erstatning mellem varmeselskabet og klageren og for sagens forløb i kommunalforvaltningen. Det var udgangspunktet, og dermed forudsat, at kommunen havde uddelegeret beslutningskompetencen. Hvis ikke der blev indgået frivillige aftaler med lodsejerne, ville kommunen igangsætte ekspropriationsprocessen.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen skulle stadfæstes. Ekspropriationsviljen kunne alene udtrykkes ved kommunalbestyrelsen, som er den ekspropriationsberettigede myndighed. I SKM2011.343.SR kom Skatterådet [frem] til, at kommunalbestyrelsen ikke kunne delegere kompetencen til at træffe beslutning om ekspropriation. Varmeforsyningslovens § 17, stk. 2, henviste til vejlovens bestemmelser, men det var alene en henvisning til vejlovens procesregler, såsom åstedsforretningens procedure. Den henviste ikke til de materielle regler.

Landsskatterettens afgørelse
Sagen angår, om klagerens servituterstatning fra G1 A/S vedrørende ejendommen beliggende Adresse Y1, postnr. Y1, er skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt.

Retsgrundlaget
Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1 medregnes fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring med handel med fast ejendom, som udgangspunkt ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i ejedomsavancebeskatningsloven.

Af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, fremgår.

"Fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, medregnes ikke. Det samme gælder fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen. Fortjeneste indvundet ved afhændelse efter § 34 i lov om forurenet jord medregnes heller ikke."

Ved frivillig overdragelse til en ekspropriationsberettiget er det efter praksis, jf. Højesterets dom af 11. august 1995, offentliggjort i TfS 1995,575H, og Højesterets dom af 5. februar 2008, offentliggjort i SKM2008.165H, en betingelse for fritagelse for beskatning i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt., at klageren kan godtgøre, at der var ekspropriationshjemmel og sandsynliggøre, at det på aftaletidspunktet kunne påregnes, at dispositionen ville blive gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke blev indgået.

Af varmeforsyningslovens § 16 fremgår:

"Såfremt det er af væsentlig betydning for etableringen af de for et godkendt kollektivt varmeforsyningsanlæg nødvendige rørledninger og varmeforsyningsanlæg og de til en naturgasforsyning nødvendige fordelings- og distributionsanlæg, der skal levere naturgas til andre formål end rumopvarmning, kan der ved ekspropriation:

1.        erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er fast knyttet til arealer eller bygninger, samt tilbehør hertil,

2.        endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejernes rådighed eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over fast ejendom og

3.        endeligt eller midlertidigt ske erhvervelse eller ophævelse af eller foretages begrænsninger i brugsrettigheder, servitutrettigheder samt andre rettigheder over fast ejendom.

Stk. 2. Ved ekspropriation efter stk. 1, nr. 1, bortfalder alle rettigheder over det eksproprierede, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde. Ved ekspropriation efter stk. 1, nr. 2, skal rettigheder over fast ejendom, der stiftes ved ekspropriation, respekteres af indehavere af alle rettigheder over ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde."

Af varmeforsyningslovens § 17, stk. 1 og 2, fremgår:

"Beslutning om ekspropriation efter § 16 træffes af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Ved ekspropriationens gennemførelse finder bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 99-102 tilsvarende anvendelse."

Af de specielle bemærkninger til § 23 (nuværende § 17) i forslag til lov om varmeforsyning, lovforslag nr. L 206, fremsat den 5. april 1979, fremgår bl.a.:

“… Da det er kommunalbestyrelserne, der i praksis vil skulle virkeliggøre kommunale og regionale varmeforsyningsplaner, fastslås det i stk. 1, at det som hovedregel er den kommunalbestyrelse, inden for hvis område den pågældende ejendom ligger, der træffer beslutningen om ekspropriation."

Energiklagenævnet har i afgørelse af 31. marts 2008, tilgængelig under J.nr.: 21-570 på Søg | Energiklagenævnet , som vedrørte projektgodkendelse og ekspropriationsbeslutning i forbindelse med anlæg af en naturgasdistributionsledning fra Koldby til Ydby og Helligsø, forholdt sig til, om der var hjemmel efter varmeforsyningslovens § 17 til, at en ekspropriationsbeslutning kunne delegeres til kommunens borgmester. Nævnet udtalte, at den gældende opfattelse er, at medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan kommunalbestyrelsens kompetence i ekspropriationssager delegeres til et stående udvalg, men at det generelt anses for tvivlsomt, om det kan gælde for borgmesteren.

Af Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse af 20. august 1991 nr. 60598 fremgår følgende om delegation af ekspropriationskompetencen:

"I skrivelse af 19. juni 1991 (j.nr. 92-522-k793-33) har Trafikministeriet på baggrund af en klage fra advokat [navn udeladt] for ejerne af ejendommen matr.nr. […], [navn udeladt] og [navn udeladt], over Århus Amtskommunes beslutning om ekspropriation til ombygning af landevej 534, Kalø-Kolind, anmodet Indenrigsministeriet om en udtalelse angående spørgsmålet om, hvorvidt amtsrådet kan delegere sin ekspropriationskompetence til udvalget for teknik og miljø.

Det fremgår af sagen, at Århus Amtsråd den 6. november 1990 godkendte et endeligt detailprojekt vedrørende vejforlægning ved Rostved, og at amtsrådet samtidig bemyndigede amtsrådets udvalg for teknik og miljø at gennemføre de nødvendige arealerhvervelser m.v. ved ekspropriation.

I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende:

Efter § 43 i lov om offentlige veje, (lovbekendtgørelse nr. 261 af 25. april 1990) kan vejbestyrelsen iværksætte ekspropriation til offentlige vej- og stianlæg, når almenvellet kræver det. Amtsrådet er vejbestyrelse for så vidt angår landeveje, jf. § 2, stk. 2, jf. stk. 3, i lov om offentlige veje.

Som hovedregel har amtsrådet (eller kommunalbestyrelsen) fri adgang til delegation. Det forhold, at kommunalbestyrelsen i lovgivningen er anført som det kompetente organ, indebærer således ikke et forbud imod delegation, medmindre andet er fastsat eller forudsat i lovgivningen.

Herudover antages det dog ud fra forholdets natur, at visse beslutninger skal træffes af kommunalbestyrelsen. Dette gælder eksempelvis beslutninger i sager, der vedrører den samlede kommunalbestyrelses forhold, og beslutninger i sager af politisk indhold, hvor der skal træffes særligt vidtrækkende beslutninger.

Det har tillige været antaget, at der gælder delegationsforbud i sager, hvor der skal træffes beslutninger, som indebærer betydelige indgreb i borgernes retsstilling, således som det eksempelvis er tilfældet på ekspropriationsområdet. Der kan herved henvises til Folketingets Ombudsmands beretning 1972, s. 93 ff., hvori ombudsmanden udtalte, at delegation af ekspropriationskompetence som udgangspunkt må kræve lovhjemmel, men at særlige forhold efter omstændighederne kan føre til, at et formelt krav herom ikke kan opretholdes. Der henvises endvidere til Indenrigsministeriets cirkulæreskrivelse af 15. juli 1987 om amtsråds og kommunalbestyrelsers beslutninger om ekspropriation af fast ejendom.

Indenrigsministeriet har senere i skrivelse af 12. november 1987 udtalt, at rækkevidden af det nævnte delegationsforbud, der har været begrundet i særlige retssikkerhedsmæssige hensyn, måtte anses for tvivlsom. Ministeriet henviste herved til, at der siden 1974 var sket væsentlige ændringer i lovgivningen, der vedrører reguleringen af fast ejendom, ligesom der var gennemført en forvaltningsproceslovgivning. På denne baggrund fandt Indenrigsministeriet ikke tilstrækkelig grundlag for at fastslå, at et amtsråds delegation til et stående udvalg af beslutningsretten ved ekspropriation af mindre arealer, der var uden væsentlig betydning for ejernes eller brugernes fortsatte benyttelse af den pågældende ejendom, kunne anses for at være i strid med lovgivningen. I den pågældende sag var der endvidere knyttet det forbehold til delegationsbeslutningen, at sager, hvori der fremkom væsentlige bemærkninger fra ejeren eller brugeren, skulle forelægges for amtsrådet.

Om kommunalbestyrelsens delegationsadgang kan i øvrigt henvises til Folketingets Ombudsmands beretning 1978, side 751 ff., der indeholder en redegørelse herom. Det er heri bl.a. anført:

»Det er for kommunalforvaltningen karakteristisk, at afgørelseskompetencen principielt tilkommer amtsrådet/kommunalbestyrelsen, men at der er en meget udbredt praksis for at delegere beslutningskompetence til andre organer, der er underordnet kommunalbestyrelsen; enten stående udvalg eller de enkelte kommunale forvaltningsgrene.

Denne udbredte delegationspraksis skyldes først og fremmest administrative effektivitetshensyn. Dertil kommer, at de modhensyn, som almindeligvis fremføres imod ulovhjemlet delegation, i mindre udstrækning gør sig gældende netop inden for dette område. Den kompetence, som i princippet tilkommer kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, er således ikke i almindelighed - således som tilfældet kan være for visse statslige nævn m.v. - tillagt disse organer som specielt fagligt sagkyndige organer eller som organer, hvis sammensætning og procedure - som visse statslige domstolslignende nævn - har særligt sigte på varetagelse af retssikkerhedshensyn. Baggrunden er snarere den, at kompetencetildelingen sikrer, at disse organer får mulighed for at fastlægge visse hovedprincipper for de øvrige kommunale organers beslutninger i enkeltsager.«

Der henvises endvidere til Preben Espersen, Delegation i kommunestyret (1985), side 47-48, hvor det er anført, at det er tvivlsomt, om der gælder en almindelig forvaltningsretlig grundsætning om, at afgørelser vedrørende mere betydelige indgreb i borgernes retsstilling må træffes af kommunalbestyrelsen.

I den juridiske litteratur er det senest i Bent Christensen, Forvaltningsret - Forvaltningens opgaver og organisation (1987), side 147 ff., anført, at der antages at gælde nogle meget vage grundsætninger om, at beslutninger, der er principielle, eller som er politisk særligt betydningsfulde, herunder for mindretal i kommunalbestyrelsen, bør træffes af kommunalpolitiske organer. Det er anført, at grundsætningernes retlige virkning er tvivlsom, samt at ombudsmandens standpunkt i den ovenfor refererede sag fra FOB 1972, s. 93 ff., med den voldsomme forøgelse af kommunernes opgaver, der er sket i de seneste tiår, ikke er overbevisende.

På denne baggrund må det antages, at en delegation kun er udelukket i tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse af den almindelige regel om fri adgang til delegation til organer, der er underordnet kommunalbestyrelsen (amtsrådet)."

Af Niels Fenger, Forvaltningsret (2018) 1. udgave, side 159-160 afsnit 4.2.4 fremgår:

"På grund af omfanget af karakteren af de opgaver, der er tillagt kommunerne, må adgangen til delegation inden for kommunestyret antages at være ganske vidtgående. Hertil kommer, at kommunalbestyrelsen ikke er sammensat af sagkyndige, hvorfor hensynet til, at afgørelsen træffes af de mest sagkyndige, ikke taler imod delegation. I kommunestyret findes sagkundskaben ofte i betydelig grad i den kommunale forvaltning, ligesom de stående udvalg ofte erhverver en betydelig erfaring inden for det pågældende sagsområde. Udgangspunktet må derfor være, medmindre der andet er fastsat i lovgivningen, at der inden for det kommunale styre er fri adgang til delegation til såvel udvalg som den kommunale forvaltning. Kommunalbestyrelsens sammensætning må derimod siges at tale imod delegation 1) for så vidt angår den afgørelse, der skal træffes, er en mere >>kommunalpolitisk afgørelse<<, 2) hvor den politiske sammensætning af kommunalbestyrelsen er af betydning, eller 3) for så vidt der i øvrigt er tale om beslutninger af grundlæggende betydning for kommunen som helhed. Men den enkelte kommunalbestyrelse har væsentlige frihedsgrader til selv at fastsætte, hvornår fordelene ved at delegere er større end de nævnte ulemper.

I lovgivningen er kommunalbestyrelsen normalt angivet som det kompetente organ. Dette ordvalg betyder ikke, at der foreligger et delegationsforbud for kommunalbestyrelsen, medmindre et sådan delegationsforbud er fastsat eller forudsat i lovgivningen.

…

I kommunerne udføres langt hovedparten af de opgaver, der er tillagt kommunalbestyrelsen, rent faktisk af udvalg eller forvaltningen. I praksis er det den klare hovedregel, at kompetencen er delegeret til forvaltningen på de områder, hvor der ikke gælder et delegationsforbud, og hvor der ikke er særlige grunde til, at der skal foretages en behandling af sagen i kommunalbestyrelse eller i udvalg. En sådan delegationsbeslutning kræver almindeligt flertal i kommunalbestyrelsen eller i det enkelte udvalg og kan se stiltiende."

Landsskatterettens begrundelse og resultat
Det lægges til grund, at der var hjemmel til ekspropriation på aftaletidspunktet, jf. varmeforsyningslovens § 16.

Landsskatteretten finder, at betingelserne for skattefrihed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt. er opfyldt, og at servituterstatningen er skattefri. Klageren har godtgjort, at det på aftaletidspunktet kunne påregnes, at dispositionen ville blive gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke blev indgået.

Landsskatteretten har lagt vægt på, at det fremgår af bilaget "Godkendelse af projektforslag samt ekspropriation for trace for fjernvarmeledning mellem By Y2 og By Y1" og resumé fra Teknik- og Miljøudvalgets beslutning, punkt 11, at Teknik- og Miljøudvalget den 1. juni 2021, har truffet beslutning om, at ekspropriation kan ske, såfremt der ikke kan opnås en frivillig aftale mellem lodsejer og G1. Det fremgår endvidere af den fremlagte delegationsplan (2018) for X Kommune, at beslutninger om ekspropriation af fast ejendom og aftaler på ekspropriationslignende vilkår inden for varmeforsyningsloven er uddelegeret til Teknik- og Miljøudvalget.

Der gælder ikke et generelt delegationsforbud og på grund af omfanget og karakteren af de opgaver, der er tillagt kommunerne, må adgangen til delegation inden for kommunestyret antages for at være vidtgående. Udgangspunktet ifølge Niels Fenger Forvaltningsret (2018) 1. udgave, afsnit 4.2.4 side 159-160, må, medmindre andet er fastsat i lovgivningen, være, at der inden for det kommunale styre er fri adgang til delegation til såvel udvalg som den kommunale forvaltning. Kommunalbestyrelsens sammensætning kan tale imod delegation i tilfælde, hvor der træffes afgørelse 1) af kommunalpolitisk karakter, 2) hvor den politiske sammensætning af kommunalbestyrelsen er nødvendig 3), for så vidt der er tale om beslutninger, som grundlæggende har betydning for hele kommunen.

Det kan hverken af varmeforsyningsloven, henvisningen til lov om offentlige veje eller forarbejderne udledes, at en beslutning om ekspropriation kun kan foretages af kommunalbestyrelsen. Landsskatteretten finder endvidere, at der i nærværende sag ikke foreligger særlige omstændigheder, der bevirker, at ekspropriationskompetencen ikke kunne delegeres fra kommunalbestyrelsen til X Kommunes Miljø- og Teknikudvalg. Det understøttes af Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse af 20. august 1991 nr. 60598 og Energiklagenævnets afgørelse af 31. marts 2008.

Landsskatteretten ændrer således Skattestyrelsens bindende svar til "Ja".