Baggrund og formål
Indberetningspligten for kryptoaktiver er en implementering af OECD’s modelregler for udveksling af oplysninger om kryptoaktivtransaktioner, Crypto Asset Reporting Framework (CARF). Danmark har, i lighed med resten af EU, tiltrådt dataudvekslingsordningen. Modelreglerne er implementeret i dansk ret ved Bekendtgørelse om indberetningspligt for udbydere af kryptoaktivtjenester, BEK nr. 1155 af 10/09/2025.
Indberetningspligten har til formål at give de deltagende skatteforvaltninger et oplysningsgrundlag om skatteydere, der foretager transaktioner i kryptoaktiver.
Indberetningspligten fungerer således, at alle deltagende stater skal indsamle oplysninger om indberetningspligtige transaktioner, og derpå udveksle disse med den stat, hvori den indberetningspligtige bruger har sit skattemæssige hjemsted.
Told- og Skatteforvaltningen sikrer effektiv anvendelse af de oplysninger der indberettes efter bestemmelsen. Se SIL § 55 a, stk. 1, som indsat ved lov nr. 409 af 29/04/2025.
Fortolkning
Indberetningspligten skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med OECD’s ramme for indberetning vedrørende kryptoaktiver (Crypto-Asset Reporting Framework), hvilket omfatter kommentarerne hertil. Se hertil bekendtgørelsens § 82.
Da der tilstræbes en fuldstændig overensstemmelse mellem de deltagende landes administration af indberetningsordningen, skal bekendtgørelsens definitioner stemme overens med det globalt vedtagne. Bekendtgørelsen definerer derfor en lang række begreber, som skal anvendes som defineret heri. Begreberne vil i de følgende afsnit have stort begyndelsesbogstav. Definitionerne findes i afsnit [link til DJV afsnit Definitioner]. Se hertil bekendtgørelsens § 1.
OECD udgiver og vedligeholder en liste over ofte stillede spørgsmål, som tjener som fortolkningsbidrag til indberetningsordningen.
OECD’s FAQs on the CARF findes på OECD’s hjemmeside International standards on tax transparency under “The Crypto-Asset Reporting Framework (CARF)".
Ikrafttræden m.v.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2026 og har virkning for indberetning vedrørende kalenderåret 2026 og senere kalenderår.
Anmeldelse til registrering for udbydere af kryptoaktivtjenester, der er indberetningspligtige vedrørende kalenderåret 2026, vil være rettidig, hvis anmeldelsen indgives senest den 31. december 2026. Se hertil bekendtgørelsens § 83.