Dato for udgivelse
09 jan 2026 10:31
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30 okt 2025 10:21
SKM-nummer
SKM2026.9.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-1191/2024-OLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man er part i en sag
Emneord
Ugyldighed, journalisering, partshøring
Resumé

Sagen angik, om en afgørelse fra Skattestyrelsen var ugyldig, dels som følge af delvis manglende partshøring over to bilag indeholdende Skattestyrelsens opstilling og sammentælling af oplysninger fra spilfirmaet G1-virksomhed, dels som følge af, at filer med skatteyderens bankkontoudtog var blevet beskadigede og derfor ikke kunne åbnes.  

Landsretten fandt, ligesom byretten (SKM2024.100.BR), at Skattestyrelsens afgørelse ikke var ugyldig, og at sagen derfor skulle hjemvises til realitetsbehandling i Landsskatteretten.   

For så vidt angik den manglende partshøring, lagde landsretten vægt på, at regnearkene indeholdt en opstilling af oplysninger fra G1-virksomhed, som skatteyderen var blevet partshørt over, og som han ikke havde bestridt rigtigheden af. Landsretten lagde også vægt på, at skatteyderen havde fået de fulde regneark tilsendt under klagesagsbehandlingen, og at de indsigelser mod konkrete posteringer i regnearkene, som skatteyderen gjorde gældende, hverken godtgjorde eller sandsynliggjorde, at regnearkene indeholdt fejl, der havde haft betydning for Skattestyrelsens afgørelse.  

For så vidt angik de beskadigede bankkontoudtog, lagde landsretten vægt på, at bankkontoudtogene havde dannet grundlag for skattemyndighedernes oprindelige opgørelse over skatteyderens indtægter ved pokerspil, og at skatteyderen ikke på noget tidspunkt havde bestridt opgørelsen.   

Reference(r)

Forvaltningslovens § 19 

Skatteforvaltningslovens § 20

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2025-2, A.A.7.4.5.1

Redaktionelle noter

Tidligere instans:  

Landskatteretten, j.nr. 20-0027100, offentliggjort

Byretten, j.nr. BS-44034/2021-KBH, offentliggjort som SKM2024.100.BR

Appelliste

Sag BS-1191/2024-OLR  

(16. afdeling)  

Parter

A  

(v/ advokat Kasper Kelm Demant)  

mod  

Skatteministeriet  

(v/ advokat Bodil Marie Søes Petersen)  

Københavns Byret har den 18. december 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS44034/2021-KBH).  

Landsdommerne Anne Birgitte Fisker, Michael de Thurah og Felix Holten Fröhlich (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.  

Påstande  

Appellanten, A, har nedlagt påstand om frifindelse.  

Indstævnte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om stadfæstelse, subsidiært at A’s skatteansættelser for indkomstårene 2007-2010 hjemvises til fornyet behandling i Skattestyrelsen.  

Anbringender  

Parterne har gentaget deres anbringender for byretten.  

Landsrettens begrundelse og resultat  

Den 19. november 2019 udsendte Skattestyrelsen agterskrivelse om forhøjelse af  

A’s indkomst for bl.a. årene 2007-2010. Agterskrivelsen var vedlagt bilag 3, som indeholder oplysninger modtaget fra G1-virksomhed vedrørende transaktionshistorikken for A’s G1-virksomhed-konti "X1" og "X2" for bl.a. årene 2007-2010. Som bilag 6 og 7 var desuden vedlagt to regneark, som styrelsen havde udarbejdet på baggrund af oplysningerne fra G1-virksomhed. Regnearkene indeholder en tabellarisk opstilling og sammentælling af beløbene vedrørende køb og salg af pokerchips samt væddemålsindsatser for de nævnte konti. På grund af en fejl ved konvertering af regnearkene fra excel- til pdf-format manglede der i regnearket vedrørende X1-kontoen, bilag 6, opstillingen for 2007. I regnearket vedrørende X2-kontoen, bilag 7, manglede opstillingerne for 2008-2010. På et møde den 24. januar 2020, hvor A’s rådgivere deltog, redegjorde Skattestyrelsen for opgørelsen af A’s indtægt på baggrund af oplysningerne fra G1-virksomhed, og den 31. januar 2020 sendte A skriftlige bemærkninger til agterskrivelsen. Den 12. marts 2020 traf Skattestyrelsen afgørelse i overensstemmelse med agterskrivelsen.   

Der er mellem parterne enighed om, at Skattestyrelsen ved den ufuldstændige fremsendelse af regnearkene har begået en sagsbehandlingsfejl.   

I forbindelse med A’s klage over Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020 blev det konstateret, at ni ud af 20 filer med kontoudtog fra A’s danske bankkonti, som Skattestyrelsen havde været i besiddelse af forud for sin afgørelse af 12. marts 2020, var beskadiget og således ikke længere var tilgængelige. Kontoudskrifterne har dannet grundlag for skattemyndighedernes opgørelse af A’s samlede indtægter ved pokerspil som først opgjort i Skattestyrelsens afgørelse af 1. maj 2013 og siden fastholdt. Det fremgår af sagen, at A ikke på noget tidspunkt under sagernes behandling har bestridt denne opgørelse, herunder ved Retten på Frederiksbergs behandling af sagen.    

Sagens hovedspørgsmål er, om Landsskatteretten i sin afgørelse af 17. august 2021 med rette har fundet, at de nævnte fejl medfører ugyldighed og bortfald af Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020.   

Landsretten lægger ved vurderingen heraf vægt på, at regnearkene indeholder en opstilling af oplysninger, som stammer fra G1-virksomhed-konti tilhørende A, og at A ikke har bestridt rigtigheden af de oplysninger, der er givet af G1-virksomhed. Agterskrivelsen indeholdt i oversigtsform resultaterne af sammentællingerne i regnearkene og en beskrivelse af de metodemæssige overvejelser bag opgørelsen.   

Landsretten tillægger det endvidere vægt, at Skatteankestyrelsen i forbindelse med klagesagens behandling i Landsskatteretten den 5. januar 2021 fremsendte regnearkene i deres helhed til A. Den 19. januar 2021 indgav A et indlæg til Skatteankestyrelsen. Bemærkningerne heri vedrørte overvejende generelle betragtninger om konsekvenser af mangelfuld partshøring og den metode, som Skattestyrelsen havde anvendt til at beregne hans skattefrie indtægt fra pokerspil. Indlægget indeholdt kun enkelte bemærkninger til konkrete poster i regnearkene og til periodisering. Der blev herefter indgivet yderligere indlæg af Skattestyrelsen den 28. januar 2021 og igen af A den 29. januar 2021 og 10. februar 2021. A’s seneste to indlæg indeholdt ikke bemærkninger til opstillingen i regnearkene.    

Endelig er det indgået i vurderingen, at de indsigelser mod konkrete posteringer i regnearkene, som A er fremkommet med under retssagen, hverken godtgør eller sandsynliggør, at regnearkene indeholder fejl, der har haft betydning for Skattestyrelsens opgørelse og afgørelse.  

På den baggrund tiltræder landsretten, at det er godtgjort, at høringsfejlen ikke har haft en sådan betydning for udfaldet af Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020, at der er grundlag for at lade afgørelsen bortfalde som ugyldig. Det forhold, at ni ud 20 filer med kontoudtog fra A’s danske bankkonti ikke længere er tilgængelige, kan under de ovenfor anførte omstændigheder ikke føre til en anden vurdering.  

Da der herefter, som sagen foreligger for landsretten, ikke er oplyst om forhold, som er til hinder for, at sagen realitetsbehandles i Landsskatteretten, tager landsretten Skatteministeriets principale påstand om stadfæstelse til følge.   

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 150.000 kr. inkl. moms til Skatteministeriet til dækning af advokatudgifter. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb samt hovedforhandlingens varighed.   

THI KENDES FOR RET:  

Byrettens dom stadfæstes.   

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 150.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.