(v/ advokat Mark Alexander Jarby Søndergaard)
(v/ advokat Mark Alexander Jarby Søndergaard)
Denne afgørelse er truffet af dommer Morten Chjeffer Rasmussen.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagerne henholdsvis den 26. og 30. januar 2025, og de har været sambehandlet i medfør af retsplejelovens § 254, stk. 1.
Hovedspørgsmålet i sagerne angår, om A i indkomståret 2014 skal beskattes efter kursgevinstlovens § 23 af en kursgevinst på 15.359.048 kr., som han som kommanditist med en ejerandel på 15 pct. i Kommanditselskabet af (red.fjernet.dato) har haft som følge af, at G1-virksomhed ikke har opkrævet en retsgæld på ca. 10 mio. (red.fjernet.valuta) i henhold til kommanditselskabets låneaftale af 6. december 2005.
A har nedlagt følgende påstand i sag BS-4401/2025-LYN:
Skatteministeriet skal anerkende, at A’s skattepligtige indkomst i 2014 nedsættes med 15.359.048 kr. og forhøjes med følgeændringer som angivet i Landsskatterettens kendelse af 30. oktober 2024 i sagsnr. 170989977, således at de samlede indkomstændringer nedsættes med 6.492.021 kr.
A har nedlagt følgende påstand i sag BS-5494/2025-LYN:
Skatteministeriet skal anerkende, at A’s skattepligtige indkomst i 2018 skal nedsættes med 7.914.328 kr.
Skatteministeriet har i begge sager nedlagt påstand om frifindelse.
Kommanditselskabet af (red.fjernet.dato) (tidligere G2-virksomhed) købte i 2005 erhvervsejendommen G3-center, beliggende Y1-adresse.
Til finansiering af købet af ejendommen optog kommanditselskabet bl.a. et lån hos G1-virksomhed på 19 mio. (red.fjernet.valuta) på de vilkår, der nærmere fremgår af selskabets låneaftale af 6. december 2005.
A købte i april 2006 90 ud af selskabets 600 kommanditanparter, hvilket svarer til en ejerandel på 15 %.
Af G1-virksomheds lånopgørelse ("Mortgage Statement") for perioden 1. januar - 31. december 2013 fremgår bl.a., at kommanditselskabet pr. 31. december 2013 havde en samlet udestående gæld til G1-virksomhed på 22.034.332,74 (red.fjernet.valuta).
I marts 2014 solgte kommanditselskabet erhvervsejendommen for 12 mio. (red.fjernet.valuta).
Det fremgår af kommanditselskabets årsrapport for 2014, at selskabet pr. 31. december 2014 havde kortfristede gældsforpligtelser for 129.006.322 kr.
Af revisorpåtegningen i selskabets årsrapport for 2013 fremgår følgende forbehold:
Grundlag for afkræftende konklusion
Selskabets ejendom er taget under administration af banken, på grund af selskabets misligholdelse af banklån. Usikkerheden om bankens muligheder for genudlejning eller afhændelse medfører betydelig usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften. Vi har ikke grundlag for at vurdere selskabets muligheder for refinansiering af ejendommen, herunder kommanditisternes evne og villighed til at indbetale tilstrækkelige investorindskud i 2014, der er nødvendige for at sikre den fortsatte drift.
Det er vores opfattelse, at årsregnskabet som følge af betydeligheden af det forhold, der er beskrevet i grundlaget for afkræftende konklusion, ikke giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2013 samt at resultatet af selskabets aktiviteter for regnskabsåret 1. januar -- 31. december 2013 i overensstemmelse med årsregnskabsloven
Udtalelse om ledelsesberetningen
Vi har i henhold til årsregnskabsloven gennemlæst ledelsesberetningen. Vi har ikke foretaget yderligere handlinger i tillæg til den udførte revision af årsregnskabet. Det er på denne baggrund vores opfattelse, at oplysningerne i ledelsesberetningen er i overensstemmelse med årsregnskabet."
Af revisorpåtegningen i selskabets årsrapportfor 2014 fremgår følgende forbehold:
"Forbehold Grundlag for manglende konklusion
Det har ikke muligt at opnå egnet og tilstrækkeligt revisionsbevis for værdiansættelsen og fuldstændigheden af "ejendommens faktiske afståelsessum" indregnet med t.dkk 107 og balanceposten "gæld til finansielle institutter" stor t.dkk 129. Forbeholdet omfatter endvidere den mulige afledte effekt heraf på resultatopgørelsen for regnskabsåret 1. januar 2014 - 31. december 2014 samt på øvrige balanceposter og egenkapitalen pr. 31. december 2014.
På grund af betydeligheden af de forhold, der er beskrevet i grundlaget for manglende konklusion, har vi ikke været i stand til at opnå tilstrækkeligt og egnet revisionsbevis, der kan danne grundlag for en konklusion. Vi udtrykker derfor inden konklusion på årsregnskabet.
Supplerende oplysninger vedrørende forhold i regnskabet
Uden at modificere den manglende konklusion gør vi opmærksom på oplysningen i note 7 omkring usikkerhed om selskabets evne til at forsætte driften. Det er fortsat uafklaret og usikkert om selskabet kan opretholde de nuværende kreditter og ligeledes om selskabet kan fremskaffe den fornødne likviditet til eventuel afvikling heraf. Vi har ikke grundlag for at vurdere om kommanditisterne har evne og villighed, til at indbetale tilstrækkelige investorindskud i 2015, der er nødvendige til at sikre den fortsatte drift."
Af Landsskatterettens afgørelse af 30. oktober 2024 i sagsnr. 17-0989977 fremgår bl.a.:
"Landsskatterettens begrundelse og resultat
Klageren har ikke bestridt, at kommanditselskabet aldrig har betalt restgælden til G1-virksomhed efter salget af kommanditselskabets ejendom i 2014. Klagerens kursgevinst ved frigørelsen fra restgælden vil som udgangspunkt være skattepligtig efter kursgevinstlovens § 23, idet gælden var i fremmed valuta.
En undtagelse fra skattepligt efter kursgevinstlovens § 23 kan være, hvis forholdet er omfattet af lovens § 24.
Kommanditselskabets frigørelse fra gælden til G1-virksomhed er ikke sket som led i en aftale, hvor den enkelte kommanditist er en del af aftalen, og hvor der også er tale om en samlet ordning mellem den enkelte kommanditist og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af kommanditistens gæld. Allerede derfor er kursgevinsten ikke skattefri efter kursgevinstlovens § 24. Der henvises til Højesterets dom i TfS 1999, 261 og til Landsskatterettens afgørelse i SKM2020.64.LSR.
Hvis frigørelse fra gælden er sket ved, at G1-virksomhed har eftergivet restgælden, vil kursgevinsten herved være skattepligtig efter kursgevinstlovens § 23, jf. Højesterets dom af 8. marts 2023, offentliggjort i SKM2023.146.HR.
Klageren er således skattepligtig af sin andel af kursgevinsten ved frigørelse fra gælden efter kursgevinstlovens § 23, jf. § 20.
Ud fra realisationsprincippet i kursgevinstlovens § 25, stk. 1, skal klagerens kursgevinst beskattes i det indkomstår, hvor kommanditselskabet blev frigjort for restgælden.
I den påklagede afgørelse har SKAT vurderet, at 1. prioritetslånet hos G1-virksomhed var på nonrecourse vilkår, og at kommanditselskabet derfor blev frigjort fra restgælden i forbindelse med salget af kommanditselskabets ejendom i 2014. At et lån er på non-recource vilkår betyder, at låntageren ikke hæfter med mere end den stillede sikkerhed (og afkastet heraf).
At G1-virksomhed havde pantsikkerhed i ejendommen og i forsikringssummer samt primær transport i ejendommens lejeindtægter, indebærer ikke i sig selv, at kommanditselskabet blev frigjort for restgælden efter salget af ejendommen. Frigørelse for restgælden vil forudsætte, at låneaftalen indeholdt non-recourse vilkår, som betød, at G1-virksomhed ikke kunne kræve betaling udover ejendommens salgssum.
Det kan ikke konkluderes - i hvert fald ikke ud fra de lånevilkår der er fremlagt - at lånet hos G1-virksomhed var på non-recourse-vilkår.
Lån på non-recourse vilkår var en almindeligt udbredt lånetype ved finansiering af ejendomme i Y1-land, og det er ubestridt, at kommanditselskabet aldrig har betalt restgælden til G1-virksomhed. Det har formodningen imod sig, at G1-virksomhed ville undlade at opkræve restgælden i en situation, hvor kommanditselskabets stamkapital ikke var indbetalt fuldt ud. At G1-virksomhed ikke har opkrævet restgælden kan derfor tyde på, at kommanditselskabet ikke hæftede for restgælden efter salget af ejendommen.
Hvis restgælden bestod, ville kommanditselskabet være forpligtet til at betale renter af restgælden. Ifølge årsrapporterne for 2015-2019 havde kommanditselskabet ikke nogen renteudgifter i 2015- 2019. Det tyder på, at gælden ikke længere bestod i 2015-2019.
Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at det påhviler klageren at godtgøre, at kommanditselskabet pr. 31. december 2014 fortsat hæftede for restgælden til G1-virksomhed.
Klagerens repræsentant har henvist til, at der i bogføringen og årsrapporten for 2014 er medregnet gæld til G1-virksomhed i passiverne pr. 31. december 2014. Imidlertid har kommanditselskabets revisor taget forbehold i revisorpåtegningen i årsrapporten og anført, at det ikke var muligt at opnå et egnet og tilstrækkeligt revisionsbevis for balanceposten "gæld til finansielle institutter", hvori gælden til G1-virksomhed indgik. På baggrund heraf sandsynliggør bogføringen og årsrapporten for 2014 ikke i tilstrækkelig grad, at gælden bestod den 31. december 2014. Repræsentantens udokumenterede forklaring om årsagen til revisorforbeholdet kan ikke ændre ved denne vurdering.
Henset til at der ikke blev foretaget revision af kommanditselskabets årsrapporter for 2015-2018, kan det heller ikke tillægges væsentlig betydning, at kommanditselskabet har medtaget gæld til G1-virksomhed med et beløb på 94.474.050 kr. i årsrapporterne for 2015-2018.
Repræsentanten har også henvist til, at det er anført i årsrapporterne for 2015-2018, at kommanditselskabets ledelse undersøgte mulighederne for at indgå aftaler med kreditinstitutter om opretholdelse eller afvikling af de resterende forpligtelser. Klageren har dog ikke fremlagt nogen andre oplysninger, som underbygger, at ledelsen i løbet af 2015-2018 havde sådanne drøftelser med långiveren G1-virksomhed. I øvrigt har repræsentanten efterfølgende oplyst, at klageren ikke havde nogen interesse i at kontakte G1-virksomhed, fordi en henvendelse ville afbryde forældelsesfristen. På baggrund heraf kan det ikke lægges til grund, at der var drøftelser med G1-virksomhed i 2015-2018 om afvikling af en eksisterende gæld.
I kommanditselskabets årsrapport for 2019 indgår restgælden til G1-virksomhed ikke længere ved opgørelse af passiverne ultimo 2019. Egenkapitalen ultimo 2019 er 94.474.050 kr. højere end egenkapitalen ultimo 2018 på grund af en regulering af egenkapitalen på 94.474.050 kr., der i årsrapporten er benævnt "Korrektion vedrørende gæld". Det kan derfor ikke udledes af årsrapporten for 2019, om den blev udarbejdet ud fra, at kommanditselskabet blev frigjort fra restgælden i 2019, eller om kommanditselskabet blot foretog et valg om, at gælden ikke længere skulle indgå ved opgørelse af passiverne. En frigørelse fra gæld i 2019 kan ikke hænge sammen med en endelig likvidation af kommanditselskabet, idet selskabet først blev opløst i 2020. Kommanditselskabet må altså have haft en anden grund t il at beslutte, at gælden ikke skulle indgå i passiverne ultimo 2019.
Klagerens repræsentant har forklaret, at baggrunden var, at gælden var forældet ultimo 2019 på grund af de engelske forældelsesregler, hvorefter gæld forældes efter 6 år, idet G1-virksomhed ikke havde sendt noget om gælden siden kontoudtoget for perioden 1. januar - 31. december 2013, som ifølge repræsentanten blev sendt ultimo 2013.
Denne forklaring er udokumenteret og findes i øvrigt ikke at være sandsynlig. For det første må det formodes, at kontoudtoget for perioden 1. januar - 31. december 2013, der er udateret, blev sendt til kommanditselskabet i 2014. For det andet har det i høj grad formodningen imod sig, at kommanditselskabet ikke har modtaget noget fra G1-virksomhed i forbindelse med salget af ejendommen i 2014. Forklaringen stemmer heller ikke overens med repræsentantens oplysning om, at kommanditselskabets administrator angivelig skulle have oplyst, at der ikke var nogen korrespondance på sagen om frigivelse af gæld overfor G1-virksomhed, udover at gælden blev nedbragt med salgsprovenuet. En sådan korrespondance om nedbringelse af gælden med salgsprovenuet kan tidligst have været i salgsåret 2014. For det tredje har kommanditselskabet ikke medregnet en kursgevinst ved frigørelse fra gæld i resultatopgørelsen for 2019. For det fjerde har repræsentanten efterfølgende anført, at den 6-årige forældelsesfrist regnes fra, at ejendommen blev solgt og pantet blev aflyst. I så fald ville der først indtræde forældelse i 2020, idet ejendommen blev solgt i 2014. Årsrapporten for 2019 sandsynliggør derfor ikke, at kommanditselskabet blev frigjort fra restgælden til G1-virksomhed i 2019 på grund af forældelse efter de engelske forældelsesregler.
Landsskatteretten finder, at klageren ikke har fremlagt oplysninger, der godtgør, at restgælden til G1-virksomhed bestod ved udløbet af 2014. Derfor henføres kursgevinsten til beskatning i indkomståret 2014, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 1.
Klageren har ikke bestridt SKAT’s talmæssige opgørelse af klagerens kursgevinst på 15.359.048 kr.
Landsskatteretten stadfæster SKAT’s afgørelse om kursgevinst for indkomståret 2014 ved frigørelse for gæld i fremmed valuta i Kommanditselskabet af (red.fjernet.dato)."
Af Landsskatterettens afgørelse af 30. oktober 2024 i sagsnr. 20-0028326 fremgår bl.a.:
"Landsskatterettens begrundelse og resultat
Klageren ophørte med at drive erhvervsmæssig virksomhed i indkomståret 2017. Klagerens indestående på konto for opsparet overskud med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat skal medregnes til klagerens personlige indkomst for indkomståret 2018, jf. virksomhedsskattelovens § 15, stk. 1.
Klageren er ikke uenig i, at han skal beskattes af indestående på konto for opsparet overskud. Klageren har dog gjort gældende, at det opsparede overskud t il beskatning i indkomståret 2018 skal nedsættes med det forøgede opsparede overskud for indkomståret 2014, som stammer fra beskatning af en kursgevinst i Kommanditselskabet af (red.fjernet.dato).
SKAT’s afgørelse om klagerens kursgevinst for indkomståret 2014 er også påklaget. Landsskatteretten har i afgørelse med sagsnr. 17-0989977 taget stilling til klagen for indkomståret 2014 og truffet afgørelse om, at SKATs forhøjelse af indkomsten stadfæstes.
Som følge heraf er der ikke grundlag for at ændre Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2018 om beskatning af opsparet overskud med dertil svarende virksomhedsskat.
Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2018."
A og vidnet statsautoriseret revisor ST har afgivet forklaring.
A har forklaret, at det er korrekt, at han deltog som investor i Kommanditselskabet af (red.fjernet.dato) (tidligere G2-virksomhed). Omkring år 2000 blev han udnævnt partner i konsulenthuset G4-virksomhed, og han begyndte derfor at tjene mange penge. Han tabte en del penge på aktiemarkedet som følge af IT-boblen, og han søgte derfor mod investeringer i fast ejendom, som han anså for mere sikre.
Han modtog i forbindelse med sin investering i kommanditselskabet både noget udbudsmateriale og et prospekt, men han har ikke længere en kopi heraf, da begge dele er gået til grunde som følge af fugt i hans kælder.
Han deltog i alle generalforsamlingerne i kommanditselskabet. Da han mødte op til generalforsamlingen i 2014, viste han godt, at selskabets ejendom i Y1-land var blevet solgt. Han modtog ingen oplysninger om, at restgælden var bortfaldet. Der var stor nervøsitet blandt investorerne på generalforsamlingen. De havde siden 2010 deltaget i en række forligsmøder med et af selskabets andre kreditorer, F1-bank, som havde krævet sin restgæld betalt direkte af investorerne, og de var derfor meget nervøse for, at G1-virksomhed også ville kræve betaling direkte fra investorerne.
Selskabet modtog i starten af 2014 en opgørelse ("Mortgage Statement") fra G1-virksomhed, men selskabet modtog ham bekendt herefter ikke yderligere fra banken, hverken gældsopgørelser, opkrævninger, renteopkrævninger eller meddelelse om gældseftergivelse.
Ham bekendt har hverken kommanditselskabet eller de øvrige investorer kontaktet G1-virksomhed i årene efter 2013. Det skyldes, at de blev rådgivet om, at det ville afbryde forældelsen under engelsk ret, og de var desuden nervøse for, at banken ville blive opmærksom på sit tilgodehavende og begynde at opkræve betaling direkte fra investorerne.
Da han modtog afgørelserne fra Skattestyrelsen, anbefalede styrelsen selv, at han klagede til Landsskatteretten. Det skyldtes, at der på daværende tidspunkt verserede en principiel sag ved Højesteret, som kunne få betydning for hans skattesags udfald. Han og alle de øvrige investorer valgte derfor at klage over de afgørelser, de modtog, og de udarbejdede enslydende klager.
Om NI’s klage af 13. juni 2023, der er indgivet på hans vegne, har han forklaret, at han ikke selv var med til at udarbejde klagen, og at han ikke kan huske, hvordan den medsendte opgørelse over hans og hustruen, NL’s, økonomi i 2014 blev udarbejdet. Han vurderer dog, at opgørelsen svarer til deres økonomi i 2014.
Hvis G1-virksomhed havde opkrævet 14 mio. kr. af ham i 2014, ville han ikke kunne betale.
Da han modtog SKATs første afgørelse i 2017, forstod han, at han skulle betale mange penge i skat på grund af sin investering i kommanditselskabet. Han havde i nogle perioder haft afkast på sin investering på i alt nogle millioner, så han vurderer selv, at hans samlede tab på investeringen i kommanditselskabet udgør ca. 11 mio. kr., når der tages højde for Skattestyrelsens krav.
Han er indforstået med, at gevinsten ved, at G1-virksomhed ikke kræver betaling fra ham som investor, skal beskattes, men beskatningen skal ske i det rette indkomstår. Det, han reelt er uenig med Landsskatteretten i, er, at han skal betale rente af den skattemæssige gevinst helt tilbage fra 2014. Hvis gevinsten periodiseres korrekt, vil han skulle betale ca. 1 mio. kr. mindre i rente til skattemyndighederne.
Han er fortsat i tvivl om, i hvilket år gevinsten reelt skal periodiseres til. Kommanditselskabets investorer havde oprindeligt den opfattelse, at gevinsten skulle beskattes i 2019. Det skyldtes, at de af selskabets administrator var blevet rådgivet om, at G1-virksomheds gældskrav var underlagt en 6-årig forældelsesfrist under engelsk ret.
G1-virksomhed har ham bekendt aldrig forsøgt at inddrive restgælden. Han ved ikke hvorfor. Han har hørt, at noget lignende er sket for flere andre investeringsselskaber.
Det fremgår ikke af kommanditselskabets låneaftale med G1-virksomhed, at det var tale om et lån på non-recourse-vilkår.
NI skrev i december 2024 til G1-virksomhed på hans vegne og spurgte til, om kommanditselskabets lån var optaget non-recourse-vilkår, samt til hvad status var på bankens krav. G1-virksomhed svarede kort tilbage, at de ikke ville forfølge restgælden.
Det er korrekt, at NI’s mail fra december 2024 ikke er fremlagt i sagen.
Statsautoriseret revisor ST har forklaret, at hans revisionsfirma reviderede regnskaber for en række kommanditselskaber, der investerede i ejendomme i Y2-område, herunder for Kommanditselskabet af (red.fjernet.dato) (tidligere G2-virksomhed). Han har dog ikke været inde over selve revisionen af kommanditselskabets regnskaber, men han drøftede sagen med sin partner, SD. Det gjorde de altid, når de afgav revisorpåtegninger med forbehold for konklusionen.
Det er korrekt, at han også selv var investor i Kommanditselskabet af (red.fjernet.dato) (tidligere G2-virksomhed).
Opgørelse ("Mortgage Statement") fra G1-virksomhed for perioden 1. januar 2013 til 31. december 2013 indgik i revisionsgrundlaget for kommanditselskabets årsrapport for 2013.
Om ledelsesberetningen i kommanditselskabets årsrapport for 2013, hvoraf fremgår bl.a., at selskabets erhvervsejendom i Y3-by blev solgt i marts 2014, har han forklaret, at det er sædvanligt at medtage en sådan oplysning i selskabets årsrapport for 2013, da det var en væsentlig oplysning for regnskabs læsere.
Om kontokortet for Kommanditselskabet af (red.fjernet.dato) for perioden 1. januar 2014 til 31. december 2014, har han forklaret, at kontokortet viser selskabets bogføring for den relevante periode. Oversigten viser på sædvanlig vis selskabets kontobevægelser med angivelse af de enkelte betalinger. Det er korrekt, at det fremgår af kontokortet, at salget af selskabets erhvervsejendom blev gennemført i marts 2014, og at de som følge heraf foretog en værdiregulering af selskabets gæld. De har alene bogført selve salgsprisen. Under kontokode X1 og X2 fremgår, at salget er bogført, og at der som konsekvens heraf bliver foretaget en kursregulering af selskabets gæld.
Om den uafhængige revisorerklæring, som fremgår af selskabets årsrapport for 2014, har han forklaret, at formålet med erklæringen er at give regnskabets læser oplysninger om, hvilket forhold de er blevet opmærksom på ved revisionen. Forbeholdet betyder konkret, at de ikke modtog en årsopgørelse fra selskabets kreditor G1-virksomhed for 2014. Det betød, at de ikke kunne udtale sig om selskabets gæld til G1-virksomhed, hverken om gældens størrelse eller eksistens. De kunne derfor ikke konkludere noget om gælden i revisionen. De betyder, at de hverken kunne af- eller bekræfte noget om gælden, da de ikke har modtaget nogen dokumentation vedrørende gælden.
Om henvisningen til note 7 i regnskabet, har han forklaret, at det referer til, at selskabets ledelse i regnskabet har oplyst en samlet gæld på i alt 129.169.345 kr. Forbeholdet indebærer, at revisor har taget forbehold for, at selskabet ikke kan servicere sin gæld, hvis den af ledelsen oplyste gældspost, lægges til grund.
Stemningen på generalforsamlingen i 2014 var præget af frygt. Investorerne var enige om ikke at kontakte G1-virksomhed, fordi de dermed risikerede, at gælden ville blive inddrevet hos dem.
Det fremgår af note 3 til årsrapporten, at nogle af selskabets investorer havde påtaget sig en selvstændig hæftelse for gælden til G1-virksomhed. Det skyldes, at investorerne ved skatteteknisk at påtage sig en personlig hæftelse over for kommanditselskabets for selskabets gæld til G1-virksomhed kunne få fradrag for selskabets gæld. Det var ikke nødvendigvis alle investorerne, der påtog sig en selvstændig hæftelse, og han ved ikke om A havde gjort det.
Det er korrekt, at hverken kommanditselskabet eller selskabets investorer nogensinde modtog noget fra G1-virksomhed efter selskabets salg af erhvervsejendommen.
A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 1. oktober 2025, hvoraf fremgår bl.a.:
Der er ikke tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at kommanditselskabet og dermed A blev frigjort fra restgælden i 2014 til G1-virksomhed (herefter G1-virksomhed).
Der sambehandles to sager, en vedrørende 2014 og en vedrørende 2018.
Hovedsagen for 2014 har to spørgsmål, som retten bedes tage stilling til.
Spørgsmål 1 - er lånet non-recourse
Hvis lånet er non-recourse, består der efter realisation af pantet 14.3.2014 intet restkrav. Skattemæssigt indtræder beskatning af gevinst på gæld efter KGL § 23.
Spørgsmål 2 - Hvis lånet er recourse
Hvis lånet er recourse, består et restkrav efter salget 14.03.2014. En skattepligtig gevinst på gæld kan da kun opstå i 2014 ved efterfølgende frigørelse inden 1.1.2015. Beskatning sker i så fald efter KGL § 21 og § 24.
Hvis der skal ske beskatning, er hjemlen således forskellig i de to situationer.
Sagen for 2018 er en konsekvens af forhøjelsen i 2014. Bortfalder forhøjelsen for 2014 bortfalder forhøjelsen også for 2018.
Denne sag handler om periodisering og bevis. Landsskatterettens afgørelse (…) henfører en påstået gevinst på gæld til 2014 uden at påvise en retsstiftende kendsgerning i 2014.
Skatteministeriets processkrifter hviler på omstændigheder (ingen rykkere/renter) og en revisor-disclaimer. Det ændrer ikke, at (i) aftalen er recourse, og (ii) en 2014-frigørelse kræver objektiv dokumentation (deed/letter of release, balancebekræftelse eller anden form for løfteafgivelse). Sådan dokumentation findes ikke. A er indforstået med beskatning - men i det rigtige år.
2. Spørgsmål 1 om non-recourse vilkår
1.1 Låneaftalen - faktum og engelsk ret
Sagsøgers bankgæld til G1-virksomhed blev etableret ved lånedokument af 6. december 2005, underskrevet af debitor 12. december 2005, jf. bilag 3. Lånet blev optaget med sikkerhed i ejendommen G3-center. Lånebeløbet er 19M (red.fjernet.valuta), jf. bilag 3, side 1. Pantet blev realiseret ved salg 14. marts 2014, tinglyst 26. marts 2014, for 12M (red.fjernet.valuta), jf. bilag 9, og bilag 1, side 3, 8. afsnit, og bilag 10, side 34.
Parternes civilretlige stilling bestemmes efter engelsk ret. Det fremgår af bilag 3, cl. 18.1 og 18.2. Også efter engelsk ret hæfter låntager for det fulde lånebeløb medmindre andet fremgår udtrykkeligt og klart af aftalen mellem parterne.
Overskriften på lånet viser at lånet er en loan facility på (red.fjernet.valuta) 19,000,000 (…). Dette beløb gentages under cl. 1.2. Lånet ydes som led i erhvervsvirksomhed, jf. cl. 1.4., …, under definitioner. "The Loan" er således 19M (red.fjernet.valuta).
Cl. 12.7: “12.7 Repayment Vehicle - where a Repayment Vehicle is specified the Borrower shall still be liable to repay the Loan and all other amounts due under the Finance Documents whether or not the proceeds of the Repayment Vehicle are sufficient or available." Denne bestemmelse fastslår, at selv hvis et Repayment Vehicle havde været angivet, ville låntager stadig hæfte fuldt ud for restgælden. Når Repayment Vehicle angives som "none" (cl. 3.5), er det endnu mere tydeligt, at der ikke findes nogen alternativ tilbagebetalingsmekanisme. Hele restgælden kan opkræves hos låntager.
Efter cl. 14.1(a): “(a) demand immediate repayment of the Loan and all amounts outstanding under any of the Finance Documents; …"
Se også cl. 14.1(b)-(c) om håndhævelse af sikkerheder og forfald på anfordring. Bestemmelsen giver långiver ret til både at kræve hele restgælden omgående og at realisere pantet ved "default" efter cl. 14.2. Pantet er således sikkerhed - ikke et 'sole remedy'.
Se også den generelle bestemmelse om hæftelse i cl. 7.5 (Liability): “…each such person shall be jointly and severally liable under this letter." Bestemmelsen fastslår, at låntager hæfter solidarisk og ubegrænset for hele gælden. Der er ingen henvisning til begrænsning af hæftelsen til pantets værdi. Dette er i fuld overensstemmelse med engelsk rets udgangspunkt om 'full recourse', medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.
Samlet kan konkluderes, at hæftelsen efter låneaftalen er ubegrænset.
Skatteministeriet har anmodet om prospekt/ejerbog. Uanset hvad et salgsmateriale måtte have beskrevet, kan en prospekttekst ikke ændre den konkrete låneaftales hæftelsesvilkår. Når … ikke indeholder nonrecourse, og der ikke foreligger et tillæg om non-recourse eller anden form for udtrykkeligt løfte fra kreditor, kan non-recourse eller frigørelse fra gælden i 2014 ikke konstateres ud fra en “formodning".
Non-recourse vilkår er en del af de oprindelige lånevilkår og fastlægges ved lånets stiftelse. Begivenheder efter pantets salg, såsom kreditorens passivitet eller manglende opkrævning af restgælden, har ikke betydning for vurderingen af, om lånet er ydet på non-recourse vilkår. Dette er blevet fastslået i flere afgørelser, herunder SKM2021.303.BR og SKM2019.627.HR, hvor retten lagde vægt på, at frigørelsen for gæld skete i overensstemmelse med de oprindelige lånevilkår. Derfor sker beskatning i denne situation efter KGL § 23.
2.1 Lånet og restgæld fremgår af bogføringen for 2014
Låntager har i overensstemmelse med låneaftalens ordlyd bogført gæld til G1-virksomhed pr. 31.12.2014, jf. … . Restgælden fremgår direkte af låntagers bogføring for 2014.
3. Lånet fremgår af låntagers årsrapport for 2014
Restgælden er medtaget i selskabets årsrapport fra 2014. Lånet er medtaget som passiv på balancen. Se … . Regnskabet er revideret af statsautoriseret revisor.
4.4. Påtegning på regnskabet for 2014 af statsautoriseret revisor
Der kan fremhæves følgende forhold:
Årsrapport 2014 (…): Gæld til finansielle institutter indregnet (ca. t.DKK 129).
Revisor (…): Manglende konklusion (disclaimer) pga. utilstrækkeligt revisionsbevis vedrørende afståelsessum og gældens præcise størrelse/fuldstændighed.
En manglende konklusion er en fraskrivelse af at konkludere—ikke en bekræftelse af “nulgæld". Regnskabet viser, at gældsposten bestod pr. 31.12.2014; revisors usikkerhed angik beløbets præcision.
Der er således fire objektive forhold, der viser, at gælden bestod 14. marts 2014:
-
Revisor 2014 (…) - manglende konklusion om præcision er ikke bekræftelse af “nul-gæld Aftalens ordlyd er udgangspunktet for hæftelsen. Hvor låneaftalen ikke indeholder en nonrecourse-klausul, men tværtimod rummer straksforfald (cl. 14.1(a)), personlig/solidarisk hæftelse (cl. 7.5) og Repayment Vehicle: none (cl. 12.7 / nøglevilkår), kan efterfølgende passivitet ikke omskrive kontrakten til non-recourse. Ved recourse kan en periode uden tilskrivning af renter eller rykkere højst skabe usikkerhed om beløbets præcision, ikke etablere en frigørelse i 2014
Samlet set er der ikke tilstrækkelige holdepunkter for en antagelse om, at gælden bortfaldt ved salg af den pantsatte ejendom 14. marts 2014 som følge af et aftalt non-recourse vilkår.
3. Om spørgsmål 2 - Skatteministeriets subsidiære anbringende om passivitet fra långiver
1. Er gælden bortfaldet ved gældseftergivelse i perioden 14.3.2014 til 31.12.2014?
Skatteministeriet gør subsidiært gældende, at hvis retten ikke kan tiltræde, at aftalen er på non-recourse vilkår, er gælden bortfaldt ved eftergivelse i 2014.
Spørgsmålet er, hvorvidt kreditors passivitet i en periode på ni måneder i 2014 kan føre til, at restkravet efter det pantesikrede gældsbrev anses for opgivet eller bortfaldet.
Efter engelsk ret forudsætter eftergivelse en udtrykkelig erklæring/aftale (deed eller lign.) Manglende inddrivelse eller rentetilskrivning i en 9-måneders periode kan ikke sidestilles med eftergivelse. Ministeriets anbringender om passivitet kan derfor ikke føre til, at der statueres gældseftergivelse i 2014 efter engelsk ret.
Efter dansk ret kan der foretages en vurdering af, hvordan passivitet påvirker kreditors ret til at gøre krav gældende, særligt i relation til pantesikrede gældsbreve mellem professionelle aktører, hvor pantet ikke dækker den fulde gæld.
Der er efter Skatteministeriets opfattelse grund til at lægge vægt på følgende forhold, som skulle bevirke, at gælden må anses for eftergivet af kreditor i 2014:
Antagelsen om gældseftergivelse i 2014 bestrides som forkert og udokumenteret.
Efter Tinglysningsloven § 42 a kan kreditor kræve kapitalen indfriet, hvis debitor ikke har betalt inden 7 dage efter skriftligt påkrav.
Passivitet i 2014 dokumenterer ikke eftergivelse. Efter almindelige obligationsretlige principper udløser passivitet som udgangspunkt ikke bortfald af gælden. En 9-måneders periode uden rentetilskrivning/rykkere i 2014 kan ikke træde i stedet for et løfte fra kreditor, der er kommet til debitors kundskab. Se U.2000.953V, U.1999.2102Ø, U.2000.733Ø, U.1999.522Ø og U.2020.1765.
En periode på 9 måneder er relativt kort sammenlignet med de længere perioder, der er behandlet i retspraksis, hvor passivitet ikke førte til bortfald af krav. A havde ikke anledning til at tro, at kravet ikke vil blive gjort gældende i 2014. Tværtimod havde A en begrundet frygt for inddrivelse. Der foreligger i 2014 ikke nogen form for kvalificerende passivitet, hvor kreditor har givet debitor en berettiget forventning om, at kravet er opgivet. Hvorvidt der er sket eftergivelse i 2015 eller senere er uden betydning for rettens afgørelse.
4. Særligt om bevisbyrden
Det kan ikke tillægges vægt, når Skatteministeriet bortser fra parternes aftale ved afgørelse af om parterne har aftalt non recourse vilkår. Aftalen kan ikke - hverken efter engelsk ret eller dansk ret - fortolkes nonrecourse. Det samme gælder, hvis dansk ret fandt anvendelse. Bevisbyrden for, at aftalen ikke gælder efter sit indhold, påhviler Skatteministeriet. Den bevisbyrde er ikke løftet og kan ikke løftes.
En gældseftergivelse i 2014 kræver som udgangspunkt en aktiv handling fra kreditor, hvor denne frivilligt opgiver hele eller dele af sit krav mod debitor. Dette kan ske gennem en aftale, akkordordning eller en viljeserklæring. Passivitet fra kreditors side er som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt til at konstatere en gældseftergivelse.
Når gælden fremgår af låneaftalen, bogføring, årsrapport og påtegning fra statsautoriseret revisor, og hertil lægges forklaringer om debitors begrundede frygt for inddrivelse, må der påhvile Skatteministeriet en streng bevisbyrde om, at gælden forinden 1.1.2015 er eftergivet af kreditor. Dette er den almindelige bevisbyrderegel, når Skatteministeriet påstår en skattepligtig indkomst i form af gevinst på gæld ved hæftelse for K/S gæld, jf. eksempelvis Landskatterettens afgørelse i TfS 1997, 228.
5. Den korrekte beskatningshjemmel er forældelse
Hvis der i det hele taget opnås frigørelse for gælden, følger den af forældelse i et senere indkomstår - ikke af en eftergivelse i 2014. Ministeriets valg om ikke at acceptere beskatning ved forældelse kan ikke føre til beskatning i et forkert år.
A er indforstået med beskatning - men i det rigtige år. Ved forældelse af kravet indtræder en gevinst på gæld. Kravet er ikke forældet i 2014 men i et senere indkomstår. Skatteministeriet vælger imidlertid hverken at anerkende, tiltræde eller medvirke til den materielt korrekte beskatning ved forældelse - selvom der er hjemmel hertil i Skatteforvaltningslovens § 27. Skatteministeriet bringer sig dermed selv i den position, at gældseftergivelsen ikke beskattes korrekt. Skatteministeriets afvisning af beskatning i det korrekte indkomstår bør ikke komme A til skade.
6. Om den bebyrdende forvaltningsakt
Efter almindelige grundsætninger bør det indgå i rettens overvejelser, at A ved medhold til Skatteministeriet vil blive udsat for en særdeles bebyrdende forvaltningsakt. Hvis eftergivelsen beskattes korrekt efter reglerne om forældelse vil han have mulighed for at betale skatten og bevare sin bolig. Ved sådan bebyrdende forvaltningsakt bør hjemmelsgrundlaget være utvivlsomt og ikke baseret på en omvendt bevisbyrde i strid med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger."
Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 1. oktober 2025, hvoraf fremgår bl.a.:
Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A har opnået gevinst på gæld i fremmed valuta på 15.359.048 kr. i henhold til kursgevinstlovens § 23, jf. § 20. Baggrunden er, at kommanditselskabet blev frigjort fra sin resterende gæld på (red.fjernet.valuta) 10.423.739 svarende til 102.393.658 kr. til G1-virksomhed, idet gælden var på non recourse-vilkår og altså ikke blev dækket ved G1-virksomheds tvangsrealisation af selskabets ejendom i 2014. At et lån er på non recourse-vilkår betyder, at låntageren ikke påtager sig et almindeligt gældsansvar, men kun hæfter med værdien af det belånte aktiv (her ejendommen i Y1-land).
Ministeriet bemærker, at når beskatningen sker hos A og ikke kommanditselskabet, skyldes det, at kommanditselskaber i dansk skatteret ikke er skattesubjekter. Beskatningen sker i stedet hos kommanditisterne personligt (skattemæssig transparens).
Selvom låneaftalen (…) ikke indeholder et eksplicit non recourse-vilkår, viser sagens omstændigheder, at gælden var på non recourse-vilkår. Det påhviler derfor A at godtgøre, at lånet som påstået ikke var på non recourse-vilkår.
Ministeriet fremhæver i den forbindelse følgende:
Ministeriet opfordrede A til at fremlægge prospekt/tegningsgrundlag eller andet, der blev udarbejdet i forbindelse med stiftelsen af kommanditselskabet, jf. … . Det er nærliggende, at et investeringskoncept udbudt til privatpersoner i det underliggende aftalemateriale oplyste om, hvorvidt investeringerne ville blive foretaget med lån på f.eks. non recourse-vilkår. Han har ikke fremlagt noget af det oprindelige aftalegrundlag. Det har derfor formodningen for sig, at det oprindelige aftalegrundlag omtalte non recourse-vilkår.
Kommanditselskabet har hverken i 2014 efter tvangsrealiseringen eller efterfølgende betalt nogen som helst del af restgælden på cirka 100 mio. kr. til G1-virksomhed. På trods af kommanditselskabets misligholdelse af låneaftalen i mange år efter tvangsrealiseringen af ejendommen i 2014 har G1-virksomhed altså ikke på et eneste tidspunkt forsøgt at opkræve gælden fra hverken kommanditselskabet eller kommanditisterne personligt i en situation, hvor der er tale om restgæld på cirka 100 mio. kr. (cirka 15 mio. kr. for A) og uanset at kommanditselskabets stamkapital ikke var indbetalt fuldt ud af kommanditisterne, og at kommanditisterne desuden hæftede yderligere på "individuel basis" over for kommanditselskabet, jf. f.eks. årsrapporten for 2014 (…), side 14. Det fremgår således f.eks. af årsrapporten for 2014 (…), side 14, at resthæftelsen ultimo 2014 udgjorde cirka 55 mio. kr., herunder i alt cirka 21 mio. kr. efter egne anparter, som reelt er den resthæftelse, der påhviler eksterne kommanditister som A. Det fremgår også af årsrapportens side 14, at kommanditisterne har påtaget sig en yderligere individuel hæftelse på 60.000 kr. pr. anpart, dvs. for A, der ejede 90 anparter, jf. … , en yderligere individuel hæftelse på i alt 5.400.000 kr. Ministeriet opfordrede (.) i svarskriftet A til at fremlægge ejerbogen, hvor det skulle fremgå, hvilke kommanditister der påtog sig yderligere hæftelse, jf. … . Han har ikke fremlagt ejerbogen, hvorfor det har formodningen for sig, at han også påtog sig yderligere hæftelse i overensstemmelse med det i årsrapporten anførte.
Kommanditisterne hæftede altså for yderligere beløb, som G1-virksomhed havde mulighed for at søge sig fyldestgjort i direkte hos kommanditisterne, hvis ikke lånet var på non recourse-vilkår. Det er usandsynligt og giver ikke mening, at en professionel aktør som G1-virksomhed frivilligt uden videre opgav et udestå- ende på cirka 15 mio. kr. hos A, hvis ikke gælden var på non recourse-vilkår, idet der var grundlag for at rette krav mod kommanditisterne direkte som følge af deres hæftelse som uddybet ovenfor. Det er klart, at enhver bank vil benytte sig af de muligheder, der er for at få inddrevet sine gældsposter hos sine debitorkunder.
A’s ræsonnement er i den forbindelse, at G1-virksomhed må have foretaget en afvejning af inddrivelsesomkostningerne overfor udsigten til succesfuld inddrivelse, jf. … . Det er ikke dokumenteret og kan derfor i sagens natur ikke lægges til grund. Han har da heller ikke på nogen måde sandsynliggjort, at der ville være nævneværdige inddrivelsesomkostninger for G1-virksomhed i en sag som den foreliggende vedrørende A’s eller andre kommanditisters eventuelle yderligere hæftelse set i forhold til en gæld på cirka 100 mio. kr. Inddrivelsesskridtene i denne sag ville for G1-virksomhed bestå i, at kommanditselskabet blev begæret konkurs, og at der blev udpeget en kurator, som derefter ville sende et krav om betaling til A som følge af hans resthæftelse. Det samme ville gælde for de øvrige kommanditister. Alternativt at G1-virksomhed simpelthen varslede en konkursbegæring for at tilskynde kommanditisterne til at indbetale den udestående stamkapital og den yderligere individuelle hæftelse omtalt i årsrapporterne. A ville utvivlsomt være forpligtet til at betale, og han ville ikke have juridiske muligheder for at undgå en betaling. Og da han og formentlig også de andre kommanditister var solvente, ville de betale. Det har G1-virksomhed ikke gjort, hvorfor realiteten er, at G1-virksomhed ikke har foretaget enkle inddrivelsesskridt på trods af de betydelige udeståender og kommanditisternes resthæftelse. Det viser, at gælden ophørte i 2014 i forbindelse med tvangsrealisationen af ejendommen.
Hertil kommer, at lånet var forrentet med 1,149 % over LIBOR-renten, jf. aftalens (…) pkt. 2.1. Der er ikke fremlagt nogen renteopgørelser, og det fremgår af kommanditselskabets årsrapporter for 2015-2019 (…), at selskabet ikke havde nogen renteudgifter i 2015-2019, jf. f.eks. årsrapporten for 2015 (…).
Når kommanditselskabet ikke har medtaget renter på lånet til G1-virksomhed, så beror det helt simpelt på, at der ikke påløb renter, fordi lånet allerede i 2014 var indfriet på grund af non recourse-vilkåret. Og når G1-virksomhed heller ikke opkrævede og tilskrev renter, så viser det i sig selv, at lånet var indfriet ved bankens overtagelse af pantet, og altså at gældsforholdet var på non recourse-vilkår.
Begge parter - kommanditselskabet (i civilretlig forstand låntager) og banken - viste altså klart ved deres adfærd, at lånet var på non recourse-vilkår.
Ministeriets anbringende stemmer også overens med det forhold, at non recourse-vilkår var en almindeligt udbredt låntype til finansiering af ejendomme i Y1-land på daværende tidspunkt, jf. Landsskatterettens afgørelse (…), side 23, 4. afsnit nedefra.
På ovenstående baggrund gør ministeriet gældende, at lånet var på non recourse-vilkår.
Det må i hvert fald under de foreliggende omstændigheder påhvile A at godtgøre, at kommanditselskabet fortsat hæftede for gælden efter salget af ejendommen i 2014, jf. eksempelvis SKM2024.180.ØLR og UfR 1998.898 H. Denne bevisbyrde har han ikke løftet.
A har da også i et indlæg til Skatteankestyrelsen af 13. juni 2023 erklæret sig enig i, at der er tale om non recourse-vilkår. Det fremgår af indlægget (…), at frigørelsen skete i 2014, og at der var tale om et non recourse-lån. Tilsvarende fremgår det af bilaget til indlægget (…), at gælden er angivet som "usikret gæld til G1-virksomhed Non recourse gæld" samt "da kreditor ikke kan kræve gælden indfriet, er værdien for kreditor 0". På trods af hans altså helt klare udsagn vedrørende sagens centrale tvistepunkt, gør han alligevel nu gældende, at det var en fejl af hans revisor, når revisor omtalte lånet som indgået på non recourse-vilkår, jf. …. Det er udokumenteret. Det må formodes, at indlægget selvsagt var til godkendelse hos A, inden hans repræsentant afgav et indlæg på hans vegne under sagen.
A anfører i … , at en række forudsætninger efter engelsk ret skal være opfyldt, før låneaftalen (…) kan anses for at være på non recourse-vilkår. Det er udokumenteret. Der er tale om en almindelig bevissag. Det beror derfor på den enkelte sags omstændigheder, hvilke forhold der kan inddrages ved bevisbedømmelsen.
Det fremgår af årsrapporten for kommanditselskabet for 2014 (…), at revisor tog forbehold for, at det ikke var muligt at opnå et egnet og tilstrækkeligt revisionsbevis for balanceposten" gæld til finansielle institutter", hvor gælden til G1-virksomhed indgik. Revisor anførte herom i mail af 16. august 2024 (…):
"Vi har afgivet en manglende konklusion da vi blandt andet ikke har oplysning om gæld til finansielle institutter, som i årsregnskabet er medtaget til 129 mio. kr. (manglende revisionsbevis).
Vi har ikke haft indikationer på om gælden har været større eller mindre, hvorfor vi har afgivet en manglende konklusion. Vi ved ikke noget og ledelse af selskabet har ikke haft mulighed for at fremskaffe information. Ledelsen har valgt at optage gælden til den seneste forelagte dokumenteret saldo. Da vi ikke har noget revisionsbevis på den anførte gæld, er vi nødsaget til at afgive en manglende konklusion."
Revisor oplyste altså i forbindelse med årsrapporten for 2014, at revisor ikke modtog information eller revisionsbevis på den påståede fortsat udestående restgæld, og at ledelsen på trods heraf valgte at optage gælden i regnskabet til den seneste dokumenterede saldo, hvorfor revisor var nødsaget til at afgive en manglende konklusion. Det forhold, at restgælden fortsat indgik i kommanditselskabets årsrapporter, viser derfor ikke, at G1-virksomhed ikke eftergav restgælden i 2014 være sig, fordi der var et non recourse lån eller på anden vis. Det samme gælder det forhold, at gælden fremgik af de ikke-reviderede årsrapporter for 2015-2018 (…).
Hele forløbet, herunder de involverede parters handlemåde, jf. ovenfor, viser, at gælden til G1-virksomhed ikke bestod efter 2014. A har i det lys ikke godtgjort, at kommanditselskabet fortsat hæftede for gælden efter tvangsrealisationen af ejendommen i 2014. Hverken ved hans henvisning til en udokumenteret fortolkning af engelsk kontraktsret, hans udokumenterede gisninger om, at G1-virksomhed skulle have undladt nogen som helst inddrivelsesskridt som følge af inddrivelsesomkostninger eller hans henvisning til de ikke-reviderede årsrapporter.
Det kan derfor lægges til grund, at kommanditselskabet blev frigjort gælden i 2014. A er derfor skattepligtig af kursgevinsten ved frigørelsen i 2014 fra gælden i fremmed valuta, jf. kursgevinstlovens § 23, jf. § 20.
Hvis retten finder, at gældsforholdet ikke var på non recourse-vilkår, gør ministeriet subsidiært gældende, at G1-virksomhed i 2014 eftergav restgælden. Omstændighederne gennemgået ovenfor viser (subsidiært medfører en klar formodning for), at restgælden blev eftergivet i 2014, hvorfor A er skattepligtig af gevinsten i henhold til kursgevinstlovens § 23, jf. § 20.
Af den ikke-reviderede årsrapport for 2019 (den sidste for selskabet inden selskabets ophør den 26. august 2020) fremgår den resterende gæld ikke længere af passiverne, jf. Landsskatterettens afgørelse (…), side 24, 4. afsnit. A oplyste under den administrative behandling af sagen, at baggrunden for ændringen fra 2019 er, at gælden var forældet ultimo 2019 i henhold til de engelske forældelsesregler, hvorefter gæld forældes efter 6 år, idet han oplyste, at G1-virksomhed fremsendte et kontoudtog for perioden 1. januar 2013 til 31. december 2013 "ultimo 2013", jf. Landsskatterettens afgørelse (…), side 14, 2. afsnit nedefra, og side 24, 5. afsnit, og at kommanditselskabet derfor blev frigjort fra restgælden i 2019. Der er ikke grundlag for synspunktet om, at kommanditselskabet først blev frigjort gælden i 2019, jf. f.eks. SKM2023.189.HR. Ministeriet fremhæver i øvrigt, at A har oplyst, at 6-årsfristen først regnes fra det tidspunkt, hvor ejendommen er solgt og pantet aflyst (…), hvilket betyder, at forældelsen i så fald ville være indtrådt i 2020, jf. herom også Landsskatterettens afgørelse (…), side 24, sidste afsnit. Ministeriet bemærker også i den forbindelse, at kommanditselskabet heller ikke har handlet som om, at gælden forældede i 2019, idet selskabet ikke har medregnet en kursgevinst i årsrapporten for 2019 (…). Det er baggrunden for, at ministeriet ikke har nedlagt en subsidiær påstand om beskatning af gældseftergivelsen ved forældelse i 2019, … ."
Rettens begrundelse og resultat
Efter kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 2, omfatter loven bl.a. gevinst og tab ved frigørelse for gæld. Gevinst og tab på gæld i fremmed valuta medregnes som udgangspunkt ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. kursgevinstlovens §§ 20-23.
Efter kursgevinstlovens § 23, 1. pkt., jf. § 12 og § 20, skal fysiske personer medregne gevinst og tab på gæld i fremmed valuta ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, gevinsten eller tabet ikke er omfattet af lovens § 22 eller § 24 A.
Efter transparensprincippet beskattes indtægter, herunder kursgevinster, i et kommanditselskab hos deltagerne i selskabet efter de regler, der gælder for beskatning af den pågældende selskabsdeltager.
Det er ubestridt, at kursgevinstlovens § 23 omfatter kursgevinster som følge af, at et lån i fremmed valuta er optaget på non-recourse-vilkår, jf. herved også bl.a. Højesterets dom af 4. april 2023 (trykt i SKM2023.189) og Højesterets dom af 11. november 2019 i sag 78/2016 (trykt i UfR 2020.202), hvor Højesteret med henvisning til forarbejderne til kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 2, (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, lovforslag nr. L 194, s. 4071) udtalte bl.a., at reglerne i kursgevinstloven gælder for alle kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld, og at den skattemæssige behandling ikke er afhængig af årsagen til gevinsten eller tabet.
Som fastslået ved Højesterets dom af 8. marts 2023 (trykt i SKM2023.146) indebærer ovenstående, at kursgevinstlovens § 23 også omfatter anden form for (ensidig) eftergivelse af restgæld.
Efter kursgevinstlovens § 24 medregnes gevinst på gæld dog ikke, hvis gevinsten følger af tvangsakkord i en rekonstruktion eller en aftale om en samlet ordning mellem en debitor og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af debitors gæld (frivillig akkord).
Efter kursgevinstlovens § 25, stk. 1, skal gevinst og tab på fordringer og gæld medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet).
Det er ubestridt, at låneaftalen af 6. december 2005 ikke indeholder et udtrykkeligt non-recourse-vilkår. Der er efter en samlet vurdering af aftalens øvrige lånevilkår heller ikke grundlag for at fastslå, at lånet i øvrigt var indgået på nonrecourse-vilkår. Det forhold, at A’s rådgiver, NI, i hans klage af 13. juni 2023 anførte bl.a., at gældsforholdet var indgået på nonrecourse-vilkår, kan ikke føre til et andet resultat.
Retten finder imidlertid efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger og sagens omstændigheder i øvrigt, at G1-virksomhed eftergav Kommanditselskabet af (red.fjernet.dato) restgæld i forbindelse med selskabets salg af erhvervsejendommen G3-center, beliggende Y1-adresse. Retten har herved lagt vægt på navnlig, at det er ubestridt, at G1-virksomhed efter salget af erhvervsejendommen fortsat havde et betydeligt restgældskrav mod kommanditselskabet, som aldrig er krævet tilbagebetalt. Retten har desuden lagt vægt på, at G1-virksomhed efter A’s egen forklaring, som støttes af både ST’s vidneforklaring og de fremlagte revisorforbehold til kommanditselskabets årsrapporter for 2013 og 2014, hverken fremsendte gældsopgørelser, opkrævninger eller renteopkrævninger efter salget af erhvervsejendommen. Det forhold, at der ikke foreligger en gældseftergivelseserklæring fra G1-virksomhed, kan ikke i sig selv føre til et andet resultat.
Retten finder desuden, at det ikke er godtgjort, at G1-virksomheds gældseftergivelse er sket som led i en aftale om en samlet ordning omfattet af kursgevinstlovens § 24, hvorfor kursgevinsten ikke er skattefri af den grund.
Retten finder herefter, at A’s relative andel af differencen på ca. 10 mio. (red.fjernet.valuta) mellem restgælden ved salget af ejendommen og det opnåede salgsprovenu udgør en skattepligtig kursgevinst, jf. kursgevinstlovens § 23. Da kommanditselskabets gæld anses for eftergivet i marts 2014, skal kursgevinsten medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i dette indkomstår, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 1.
På denne baggrund, og idet A ikke i øvrigt har bestridt SKAT’s talmæssige opgørelse af kursgevinsten på 15.359.048 kr., tages Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge i begge sager.
Efter sagernes udfald skal A i sagsomkostninger betale i alt 250.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af rimelige udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagernes værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagernes karakter, omfang og forløb. Der er herved lagt vægt på bl.a., at sagerne har været sambehandlet, omfanget af skriftvekslingen samt at sagerne har været afviklet på en retsdag.
Skatteministeriet er ikke momsregistreret.
Skatteministeriet frifindes.
I sagsomkostninger skal A inden 14 dage betale 250.000 kr. til
Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.