Østre Landsret Dom

Afsagt den 3. september 2025 af Østre Landsrets 13. afdeling

(landsdommerne Michael Schaumburg-Müller, Mads Stokholm og Camilla Mølgaard Meding (kst.) med domsmænd).

13. afd. nr. S-1961-23:              

Anklagemyndigheden

mod

T

(cpr.nr. (red.cpr.nr.1.fjernet))

(v/ advokat Jakob Vinding, besk.)

Dom afsagt af Retten i Helsingør den 22. juni 2023 (1-5349/2022) er anket af T med endelig påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet samt skærpelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte. Der er endvidere afgivet forklaring af vidnerne V1 og V2.

De i byretten af vidnerne V3 og V4 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Tiltalte T har supplerende forklaret blandt andet, at virksomheden G1-virksomhed’s primære formål var salg af gardiner, hårde gulvbelægninger og gulvtæpper. De havde også ansat montører til at montere det, de solgte. Virksomheden havde adresse på tiltaltes hjemmeadresse, men havde også et showroom på Y1-vej. Forud for, at hun som (red.alder.nr.1.fjernet) blev uddannet (red.uddannelse.nr.1.fjernet), havde hun siden hun var 22 år arbejdet som (red.profession.fjernet). Hun har aldrig arbejdet på kontor eller med salg og administration. Hun sagde i 2008 ja til at stå som ansvarlig virksomhedsindehaver for virksomheden, fordi hendes mand, V1, havde haft et hjertestop og bad hende om at stå som ejer af virksomheden. Som hun forstod det, var det for at sikre hende, hvis han døde, idet hun i givet fald ville kunne sælge virksomheden og selv få provenuet herfor. Hun ved ikke, hvorfor V1 ikke senere blev indsat som direktør eller ejer af virksomheden. Breve til virksomheden var stillet til hende som ejer af virksomheden og blev sendt til hendes hjemmeadresse. Det var dog V1, der tømte postkassen og åbnede brevene. V1 boede hos hende, "så vidt han kunne". Han havde på et tidspunkt også adresse i Y2-land, hvor han var "on and off". 

Foreholdt, at det fremgår af folkeregisteret, at V1 var registreret som udrejst til Y2-land i perioden fra 15. februar 2008 til 15. september 2015, har hun forklaret, at V1 havde brug for at være væk for at passe sig selv. Han var væk i varierende omfang. Når han var væk, var der ikke nogen, der åbnede virksomhedens post eller drev virksomheden. Der var også perioder, hvor hun ikke vidste, hvor han var. 

Foreholdt sin forklaring i byretten om, at hun burde have "råbt vagt i gevær", har hun forklaret, at det at være ansvarlig for en virksomhed indebærer, at man skal have styr på det, herunder også styr på moms. Hun havde ikke styr på momsen, fordi hun kun af navn stod som ejer af virksomheden. Da V4 fra Skattestyrelsen ringede til hende i 2015 og fortalte, at virksomheden risikerede at blive tvangsafmeldt, kunne hun godt se, at det ikke så godt ud. V1 havde også tidligere drevet andre virksomheder og selskaber, men hun ved ikke, hvordan det var gået. Foreholdt en udskrift fra Erhvervsstyrelsen, hvoraf fremgår, at V1 havde været direktør i seks selskaber, der alle var gået konkurs, har hun forklaret, at hun havde hørt om det. Hun havde dog mest fokus på, at hun på et tidspunkt havde været tæt på at miste ham. 

Hun har ikke haft noget med virksomhedens bankkonto at gøre. Så vidt hun husker, havde hun ikke samme bankkonto som virksomheden. Hun talte ikke så meget med V1 om, hvordan det gik med virksomheden. De havde mest fokus på, at V1 havde (red.sygdom.nr.1.fjernet). Hun havde ikke rigtig nogen fornemmelse af, om virksomheden gik godt. Hun havde heller ikke overskud til at sætte sig ind i det. V1 må dog på et tidspunkt have fortalt hende, at det ikke gik så godt med virksomheden. Hun kan nu tydeligt se, at det hele ikke gik, som det skulle. Når hun var i virksomheden, tog hun bare telefonen og udførte lignende små opgaver. Det var enten V1 eller en af deres montører, der udarbejdede tilbud. 

Foreholdt sin forklaring i byretten om, at hun fornemmede, at der skulle gøres noget, har hun forklaret, at det som nævnt var V1, der åbnede posten. Han måtte have fortalt hende, at der skyldtes nogle penge. Hun kan ikke huske det nærmere. Hun forstår ikke, at Skattestyrelsen har skrevet, at både hende og V1 var aktiv på virksomhedens Facebook profil.

Virksomheden havde hende bekendt ikke en Facebook profil. 

Foreholdt Skattestyrelsens ansvarsredegørelse af 5. september 2017, s. 7, hvoraf fremgår blandt andet, at der ikke selvangivet noget fra 2012-2014 har hun forklaret, at det må have været sådan, når skattemyndighederne har skrevet det. Hun må have haft andet at tænke på og gjort det bedste, hun kunne. 

De havde en revisor tilknyttet virksomheden fra stiftelsen i 2008 og frem til 2012, hvor revisoren døde. Hun kan dog ikke huske præcis, hvornår revisoren døde. Hun har en fornemmelse af, at der ikke gik lang tid fra den tidligere revisor døde, og indtil de fik en ny revisor. Måske et par måneder. Der skulle jo være en revisor. De antog V3 som revisor, fordi der skulle være styr på tingene. I 2013 kontaktede de V3, fordi der var noget med skat. Det var først i 2015, at hun tænkte, at der var noget, som ikke var, som det skulle være. Hun kan dog godt komme til at blande sammen, hvad der skete i 2012-2013, henholdsvis i 2015. Da de i 2015 havde et møde med revisor V3, deltog både hun og V1. Det var V1, der førte ordet. Hun sad mest og lænede sig tilbage, smilede og lyttede. Hun forstod ikke meget af, hvad der blev talt om under mødet. Hun deltog i alle møder med revisor sammen med V1. Hun var med, fordi det var hendes navn, der stod på virksomheden. Mønsteret under alle møder var det samme, altså at det var V1, der førte ordet, og hun bare sad der. 

Når V1 var syg, gjorde hun, hvad hun kunne. Hun gjorde dog ikke mere end at tage telefonen, tage imod ordrer og videregive oplysninger til montørerne. Hun foretog sig ikke andet. Hun foretog ikke nogen form for bogføring eller momsindberetning eller momsangivelse. 

Frem til, at hun blev kontaktet telefonisk af skattemyndighederne i august 2015, havde hun ikke hørt noget fra skattemyndighederne. Al virksomhedens post var tilgået hende, men hun åbnede den som nævnt ikke. Det var først i 2015, at det hele kulminerede, hvor det gik op for hende, at hun skyldte en masse penge i skat. Den direkte grund til, at hun i sommeren 2015 kontaktede V3 var, at hun havde fået en opkrævning af restskat på 273.000 kr. Hun ville gerne have styr på tingene, hvilket man også kan se ud fra mailkorrespondancen mellem hende og V3. Hun er ikke enig i indholdet af skats telefonnotat fra telefonsamtalen den 4. august 2015, hvoraf fremgår blandt andet, at hun på tidspunktet for telefonsamtalen godt vidste, at den var gal. Det var først senere, da det hele kom for en dag, at det gik op for hende, at det var helt galt. I den følgende periode rykkede hun flere gange revisor for at finde en løsning. Hun deltog sammen med V1 i nogle møder med V3. Også under disse møder var det V1, der førte ordet. 

Vidnet V1 har forklaret blandt andet, at han for tiden arbejder som (red.profession.nr.2.fjernet) i et entreprenørfirma. Han arbejder primært med gulve og gardiner. Det har han arbejdet med i mange år, helt fra da han blev udlært maler. Kort fortalt er det ikke gået så godt med de selskaber, han har været involveret i, fordi han arbejder inden for en meget konjunkturfølsom branche. I 2008 blev der stiftet en personligt drevet virksomhed, hvor tiltalte stod som ansvarlig deltager. Som han husker det, var der ikke noget skattemæssigt til hinder for, at han selv kunne have stået som ansvarlig deltager. De besluttede imidlertid, at det var tiltalte, der skulle stå som ansvarlig deltager, fordi han havde haft (red.sygdom.nr.2.fjernet), hvor han var død, hvis ikke han var blevet genoplivet. Det var for at sikre tiltalte økonomisk, at det var hende, der stod som ejer af virksomheden, idet hun da kunne sælge virksomheden, hvis han døde. Det var imidlertid ham, der stod for alt i virksomheden. I starten, ca. det første halve år, kørte de virksomhedens økonomi over tiltaltes private bankkonto, men det måtte de ophøre med, fordi det ikke var tilladt. De fik herefter oprettet en virksomhedskonto i F1-bank, som både han selv og tiltalte havde adgang til. Det var dog kun vidnet, der tilgik kontoen. Mens vidnet stod for alt i virksomheden, passede tiltalte sit fuldtidsarbejde som (red.uddannelse.nr.1.fjernet). 

Da virksomheden blev stiftet i 2008, havde de ikke tilknyttet en revisor. Det var først, da skattemyndighederne i 2011 eller 2012 rejste et stort krav mod tiltalte, at tiltalte krævede, at der blev tilknyttet en revisor til virksomheden. Ved nærmere eftertanke forklarede vidnet, at de tidligere havde haft en ældre revisor, som havde haft alle deres bogføringsbilag liggende i en papkasse i kælderen. Da de rettede henvendelse til vedkommende, viste det sig, at manden var død. De hentede derfor papkassen med bilag hos mandens kone og kørte bilagene ud til R1-revision. Det var dog ikke nemt at gennemgå bilagene, fordi de var blevet fugtskadede i kælderen. Det var først, da de modtog et stort skattekrav, de ikke kunne betale, at de henvendte sig til V3 fra R1-revision. Det kan godt være, at det var i 2015 og ikke i 2011, 2012 eller 2013, at de første gang henvendte sig til V3. Da de holdt det første møde med ham, var det nok primært tiltalte, der førte ordet, fordi tiltalte var vred. Ved nærmere eftertanke var der nok ikke nogen, der førte ordet. De havde bare en snak. Vidnet talte nok lige så meget som V3. De aftalte med V3, at denne skulle stå for alt regnskab og skat for både virksomheden samt vidnet og tiltalte privat. Det var også V3, der skulle angive moms. Han vil tro, at han på et tidspunkt blev gjort bekendt med, at der ikke var blevet angivet moms for 2012 og 2013. Han ved ikke, om tiltalte var bekendt hermed. Han åbnede den post, der blev sendt til virksomheden, selvom brevene var stilet til tiltalte. Han kan svagt huske, at tiltalte talte i telefon med V4 fra Skattestyrelsen. Det kan godt være, at det var i august 2015. Tiltalte blev vred og skuffet over, hvor galt det var gået. Vidnet blev sur på V3, da vidnet modtog regningen for revisionsarbejdet. Virksomheden kørte videre et par år endnu efter 2015. Heller ikke i denne efterfølgende periode var tiltalte involveret i virksomhedens drift. Der har været perioder, hvor han som følge af sygdom eller rejse til Y2-land var væk fra virksomheden. Når det skete, var der ikke nogen, der stod for virksomhedens drift. 

Tiltalte blev ved med at stå som indehaver af virksomheden efter stiftelsen i 2008, fordi han i mange år havde (red.sygdom.nr.3.fjernet). Han blev kun ved med at drive virksomheden, fordi han skulle tjene penge til at betale deres regninger. Det var en "skalting". Han havde i perioden base i deres sommerhus, men var også meget i Y2-land, hvor han boede på en båd. Han var mere i Y2-land, end han var i Danmark. Når han befandt sig i Y2-land, kunne han ordne mange af virksomhedens forhold over telefonen. Der var ingen, der åbnede virksomhedens post, når han ikke var i Danmark. Så gjorde han det bare, når han kom tilbage til Danmark. 

Foreholdt Skattestyrelsens sagsnotat, s. 3, hvoraf fremgår blandt andet, at virksomheden havde en Facebook profil, hvor både vidnet og tiltalte var aktive, har han forklaret, at det er rigtigt, at han i en kort periode var aktiv på virksomhedens Facebook profil. Det var i starten af virksomhedens levetid. De havde også en ansat i firmaet, montøren IA, der var god til at skrive på Facebook. Det var nok vidnet, der bestemte, hvad der skulle lægges på Facebook. Han ved ikke, om tiltalte også lagde noget op på Facebook. Tiltalte er bedre til at skrive end vidnet. 

På et tidspunkt blev han nødt til at fortælle tiltalte, at skattemyndighederne havde rettet et stort krav mod dem. Tiltalte blev vred over, at han ikke havde fortalt hende om det noget før. De kontaktede derfor V3, som de holdt et møde med. Tiltalte deltog i det første møde. Han kan ikke huske, om det var i 2013 eller tidligere. Han er ikke sikker på det. Han ved, at det blev aftalt, at det var V3, der skulle angive virksomhedens moms. Han ved ikke, om der blev indgået en skriftlig aftale herom. Han troede dengang som nu, at revisoren havde angivet virksomhedens moms. Ved nærmere eftertanke ved han det ikke. Han er chokeret over, at revisoren ikke gjorde det. De havde ca. fire møder om året med V3. Tiltalte deltog i ca. halvdelen af møderne. Det krav, som tiltalte blev mødt med fra skattemyndighederne i 2012, blev ikke betalt. Der blev nok taget pant i ejendommen eller foretaget lønindeholdelse. 

Han ved med sikkerhed, at tiltalte ikke fulgte med på firmaets bankkonto, idet tiltalte havde tillid til, at han gjorde det rigtige. Han tror i hvert fald, at tiltalte ikke fulgte med, men han ved det ikke. Det var nok vidnet, der angav virksomhedens moms for 2012. Det gik virksomheden dårligt i årene 2012-2015. Tiltalte vidste ikke noget om det. Tiltalte vidste måske kun, at der ikke blev betalt for strøm, fordi der ikke var penge til det. Hun vidste ikke, at der ikke var afregnet A-skat eller angivet moms i årene 2012-2015. Virksomheden ville ikke have været i stand til at betale den moms, den skulle. Han forstår ikke, at momskravet er så stort, som skattemyndighederne siger.

Foreholdt sin forklaring til politirapport af 26. august 2025, s. 4, 1. afsnit, hvoraf fremgår, at tiltalte som svar på, hvorfor der slet ikke var angivet moms for perioden 2013-2015 og forkert moms for 2012, havde svaret, at tiltalte og vidnet tog kontakt til V3, og at tiltalte i 2012 havde sagt til V3, at hun havde fået et brev fra skattemyndighederne, og at tiltalte have sagt til vidnet, at der skulle ske noget, har han bekræftet at have forklaret sådan. 

Vidnet V2 har forklaret blandt andet, at han i flere år har været (red.stilling.fjernet) ved revisionsfirmaet R1-revision, der sidste år blev en del af revisionsfirmaet R2-revision, hvor han nu er (red.stilling.fjernet). Han har ikke personligt været involveret i revisionsfirmaets bistand til tiltaltes tidligere virksomhed. Det var en tidligere (red.stilling.fjernet), V3, som for flere år trådte ud af virksomheden, der havde kontakten med og bistod virksomheden. Han kan dog generelt sige, at når de i firmaet oprettede en kunde, blev der udarbejdet et aftalebrev. Når der blev ydet bistand i sagen, blev sagsakterne løbende gemt. Efter et kundeforhold ophører, bevarer de sagsakterne i fem år, hvorefter det fysiske materiale i alle tilfælde bliver makuleret, ligesom det digitale materiale bliver slettet. Uanset, om kundeforholdet er ophørt eller ej, bliver sagsakter løbende destrueret efter fem år, således at materiale fra 2015 med al sandsynlighed var blevet makuleret og slettet i 2020. Der er sidste gang noteret tid i deres timeregistreringssystem på tiltaltes kundeforhold i 2018. 

Foreholdt sin mail af 15. februar 2023 til forsvareren har vidnet bekræftet indholdet heraf. I februar 2023 var de hverken i besiddelse af fysiske sagsakter eller data i deres system om tiltalte eller deres tidligere bistand til virksomheden. Selv hvis V3 havde været forbi revisionskontoret primo 2023, ville han med al sandsynlighed ikke kunne finde sagsakter om kundeforholdet, som han kunne bruge til at genopfriske sin hukommelse. 

Personlige oplysninger

Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret blandt andet, at hun nu er ansat i Y3-kommune, hvor hun arbejder som (red.stilling.nr.2.fjernet). Det fylder for hende og påvirker hende meget at været involveret i denne sag. 

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter bevisførelsen for landsretten, herunder Skattestyrelsens ansvarsredegørelse og til dels forklaringen fra tiltalte, lægger landsretten til grund, at virksomheden G1-virksomhed, hvor tiltalte var fuldt ansvarlig deltager, havde været momsregistreret siden den 15. september 2008, men at der kun blev angivet moms frem til udgangen af 2012, hvorefter der ikke blev angivet moms til og med første kvartal 2015. Efter at Skattestyrelsen i 2015 iværksatte kontrol af virksomheden, foretog virksomhedens revisor den 22. september 2015 en efterangivelse af moms for 2012, hvorefter fremkom et yderligere momstilsvar på 149.975 kr. svarende til det beløb, der er rejst tiltale for i forhold 1. Den 26. november 2015, 30. november 2015 og 8. juni 2016 angav virksomhedens revisor moms for henholdsvis 2013, 2014 og første kvartal 2015. Der er enighed om, at differencen mellem det angivne momstilsvar og det foreløbigt fastsatte momstilsvar for 2013, 2014 og første kvartal 2015 udgør i alt 718.651 kr. svarende til det beløb, der er rejst tiltale for i forhold 2.

Tiltalte har for byretten forklaret blandt andet, at virksomheden blev stiftet i hendes navn, men at hun intet havde med virksomheden at gøre, da det var hendes mand, V1, der kørte virksomheden. Hun har imidlertid også forklaret, at hun kunne se, at der skulle styr på virksomheden, at der nok var rod i momsafregningen, at hun ikke fulgte op på, om der blev indberettet moms mv., og at hun modtog post fra Skattestyrelsen, men at hun ikke åbnede den, ligesom hun ikke orkede at tale med sin mand om det. 

For landsretten har tiltalte supplerende forklaret blandt andet, at hendes mand, der tidligere havde været direktør i seks selskaber, som alle var gået konkurs, i den relevante periode var bortrejst i varierende omfang, og at der ikke var nogen, der åbnede virksomhedens post eller drev virksomheden, når han ikke var der. Vidnet V1 har herom forklaret, at han opholdt sig i Y2-land ca. halvdelen af tiden i den relevante periode, hvor der ikke var nogen, der stod for driften af virksomheden eller åbnede virksomhedens post. Tiltalte har for landsretten endvidere forklaret, at hun ikke havde styr på momsen, fordi hun kun af navn stod som ejer af virksomheden, men at V1 dog på et tidspunkt måtte have fortalt hende, at det ikke gik så godt med virksomheden.  

På denne baggrund, og efter sagens omstændigheder i øvrigt, finder landsretten, at tiltalte må have indset, at det var muligt, at der i hendes virksomhed ikke blev angivet moms eller afgivet urigtige oplysninger herom i et omfang, som det der fandt sted, og at hun accepterede denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde.

Landsretten finder herved, at tiltalte har haft forsæt til de i anklageskriftet beskrevne momsunddragelser i forhold 1 og 2.

Det kan lægges til grund, at forældelsesfristen blev afbrudt senest i december 2022, hvor der blev indgivet anklageskrift for overtrædelse af straffelovens § 289, stk. 1, som er undergivet en 10-årig forældelsesfrist, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 3.  

Under hensyn til, at forhold 1 og 2 er begået i en sammenhængende periode fra 2012 indtil første kvartal 2015 og angår angivelse af moms, der skulle være afregnet kvartalsmæssigt, finder landsretten, at forholdene efter en samlet vurdering udgør en sammenhængende række af ensartede handlinger og dermed må anses for en fortsat forbrydelse.  

Herefter, og da landsretten efter forholdenes karakter og størrelsen af det unddragne beløb finder, at forholdene skal henføres under straffelovens § 289, stk. 1, er det bevist, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale, idet ingen dele af strafansvaret er forældet. 

Efter forholdenes karakter og størrelsen af det unddragne beløb finder landsretten, at straffen, der fastsættes i medfør af de af byretten anførte bestemmelser samt tillige straffelovens § 289, stk. 1, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, skal forhøjes til fængsel i 8 måneder, ligesom tillægsbøden forhøjes til 860.000 kr.

Henset til den samlede sagsbehandlingstid, som ikke kan tilregnes tiltalte, tiltræder landsretten, at straffen skal gøres betinget alene med vilkår om prøvetid som nedenfor bestemt.

Landsretten ændrer herefter dommen i det anførte omfang.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at hun straffes med fængsel i 8 måneder og en tillægsbøde på 860.000 kr.

Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på vilkår om, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold.

I øvrigt stadfæstes byrettens dom.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.