(v/ advokat Henrik Rahbek og
advokat Rasmus Frost Nicolaisen)
Skatteministeriet Departementet
Denne afgørelse er truffet af dommer Ulrik Finn Jørgensen.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 26. juni 2024.
Sagen vedrører en prøvelse af Skatteankenævnets afgørelse, hvorefter Skattestyrelsen ikke skal genoptage A’s skatteansættelse for indkomståret 2014.
A har nedlagt følgende påstande:
Principalt: Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A’s skatteansættelse for indkomståret 2014 skal genoptages.
Subsidiært: Sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand om frifindelse.
Skattestyrelsen traf den 10. august 2020 afgørelse om at ændre A’s indkomstopgørelse for årene 2009 til 2018.
Denne sag vedrører alene indkomståret 2014 og kun den del af afgørelsen, der omhandler ejendomsavanceskat.
Baggrunden for Skattestyrelsens afgørelse var, at A sammen med sin hustru siden 2005 havde ejet enfamilieshuset beliggende Y1-adresse, og i en årrække havde boet der med sin familie.
I 2006 købte A ejerlejligheden beliggende Y2-adresse. Denne lejlighed blev lejet ud på en række tidsbegrænsede lejekontrakter til lejere, som var tilmeldt folkeregisteret på adressen. Der var ingen tilmeldte i folkeregisteret i perioden fra 1. april 2014 til 30. september 2014. Lejligheden blev pr. 1. juli 2014 solgt til et af A ejet selskab.
A og hans hustru købte pr. 1. juli 2015 enfamilieshuset beliggende Y3-adresse og flyttede ind i det.
A og hans hustru solgte pr 1. december 2015 ejendommen Y1-adresse.
A selvangav ikke noget i forbindelse med salget af ejerlejligheden Y2-adresse, men ved Skattestyrelsens afgørelse af 10. august 2020 blev der ansat en skattepligtig avance på 2.025.000 kr.
Det fremgår af Skatteankenævn Nords afgørelse af 27. marts 2024 blandt andet:
Skattestyrelsen har den 10. august 2020 truffet afgørelse om at ændre klagerens personlige indkomst med i alt 3.223.813 kr. og aktieindkomst med i alt 1.657.790 kr. i indkomstårene 2009-2018 vedrørende overskud ved udlejning af ejendom, udlodning vedr. lejeindtægt, rentefradrag, avance ved salg, udlodning i form af overførsler fra G1-virksomhed, tilskrevne renter på mellemregningskonto og udlodning i form af overførsler fra G2-virksomhed. Skattestyrelsen har også ændret klagerens selvangivne ejendomsværdiskat til 0 kr. i indkomstårene 2009-2014.
Skattestyrelsen har den 29. september 2020 sendt en ny afgørelse, som annullerer og erstatter punkt 1 i sagsfremstillingen til afgørelsen af 10. august 2020 vedrørende indkomståret 2014. Skattestyrelsen har blandt andet godkendt klagerens rentefradrag vedrørende en ejendom i Y4-land med i alt 35.162 kr.
Klagerens årsopgørelser for indkomstårene 2009-2017 blev udskrevet henholdsvis den 18. august 2020, den 24. august 2020 og den 6. oktober 2020.
Skattestyrelsens straffesagsenhed har den 27. maj 2021 sigtet klageren for at have overtrådt skattekontrollovens § 83 (tidligere skattekontrollovens § 16) for så vidt angår indkomstårene 2010-2016 og indkomståret 2018.
Klagerens repræsentant har den 2. marts 2022 i forbindelse med klagers verserende sager hos Skattestyrelsens straffesagsenhed anmodet Skattestyrelen om at sætte straffesagerne i bero indtil behandlingen af genoptagelsessagerne afsluttes.
Klagerens repræsentant har den 29. april 2022 anmodet Skattestyrelsen om at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2009-2018. Som begrundelse har repræsentanten blandt andet anført, at skatteansættelserne som følge af Skattestyrelsens afgørelser af henholdsvis den 10. august 2020, 29. september 2020 og den 1. februar 2021, ikke er korrekte.
Skattestyrelsen har den 13. juni 2022 på baggrund af anmodningen om genoptagelse sendt forslag til afgørelse for indkomstårene 2009-2018. I dette forslag har Skattestyrelsen afvist at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2009-2017, da genoptagelsesanmodningen ikke er modtaget inden for den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og at klageren ikke opfylder betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 og stk. 2. Derimod har Skattestyrelsen genoptaget delvist klagerens skatteansættelse for indkomståret 2018 og har nedsat klagerens aktieindkomst med 1.600.000 kr. og har nægtet at genoptage skatteansættelsen for så vidt angår værdi af fri bil og rentetilskrivning på mellemregningskontoen med henvisning til, at der ikke ved anmodning om genoptagelse er fremsendt nye oplysninger, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.
Klagerens repræsentant har den 14. september 2022 sendt bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse vedrørende ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2009- 2017 og beskatning af værdi af fri bil i indkomståret 2018.
Skattestyrelsen har den 22. september 2022 truffet afgørelse i overensstemmelse med forslaget for indkomstårene 2009-2018.
10-08-2020 Skattestyrelsens afgørelse for indkomstårene 2009-2018
18-08-2020 Årsopgørelse for indkomstårene 2009, 2011, 2015, 2016 og 2017
24-08-2020 Årsopgørelse for indkomstårene 2010, 2012 og 2013
29-09-2020 Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2014
06-10-2020 Årsopgørelse for indkomståret 2014
01-02-2021 Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2018
27-05-2021 Skattestyrelsens straffesagsenheds sigtelse
02-03-2022 Repræsentantens anmodning om berostillelse af straffesagerne hos
Skattestyrelsens straffesagsenhed
29-04-2022 Repræsentantens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2009-2018
13-06-2022 Skattestyrelsens forslag til afgørelse for indkomstårene 2009-2018
22-09-2022 Skattestyrelsens afgørelse for indkomstårene 2009-2018
21-12-2022 Repræsentantens klage af Skattestyrelsens afgørelse af 22. september 2022 til Skatteankestyrelsen
05-01-2023 Skattestyrelsens straffesagsenheds orientering om, at vurdering af et eventuelt strafansvar skal afvente afgørelse i klagesagen …..
Skatteankenævn Hovedstaden Nords afgørelse
Skatteankenævnet skal tage stilling til, hvorvidt klageren er berettiget til at få genoptaget sine skatteansættelser for indkomstårene 2009-2017 efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og § 27, stk. 1, nr. 1-8 samt om fristen for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er overholdt, herunder om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2009 og 2010 er forældet efter skatteforvaltningslovens § 34 a.
Skatteankenævnet skal endvidere tage stilling til, hvorvidt der i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, foreligger nye oplysninger, som kan føre til genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2018 vedrørende værdi af fri bil og rentetilskrivning på mellemregningskontoen.
Klagerens repræsentant har gjort helt overordnet gældende, at der skal ske genoptagelse af klagers skatteansættelser for indkomstårene 2009-2018, idet der ifølge repræsentanten foreligger nye faktiske omstændigheder, der påviser at de af Skattestyrelsens foretagne forhøjelser ved afgørelserne af henholdsvis den 10. august 2020, den 29. september 2020 og den 1. februar 2021, var forkerte. Repræsentanten har derudover gjort gældende, at der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse for så vidt, angår indkomstårene 2009-2017, idet der ifølge repræsentanten foreligger særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Repræsentanten har i den forbindelse gjort gældende, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. punktum, ligeledes er overholdt.
Ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene
En skattepligtig kan anmode om at få genoptaget sin skatteansættelse, hvis den skattepligtige kan fremlægge nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring. Anmodningen skal ske senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.
Klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2011-2017 er modtaget af Skattestyrelsen den 29. april 2022. Anmodningen er således indgivet efter udløbet af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.
Der henvises for eksempel til SKM2018.433.BR, hvor retten fandt, at skatteyderen havde indsendt anmodningen om genoptagelse for sent, og at der allerede af denne grund ikke var adgang til genoptagelse. Retten tog herefter ikke stilling til, om de nye oplysninger kunne føre til genoptagelse.
Uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, om ordinær genoptagelse, kan Skattestyrelsen imødekomme anmodningen om ændring, hvis en af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, er til stede.
Klageren opfylder ikke betingelserne for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.
Genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2011-2017 kan herefter alene ske, hvis der er særlige omstændigheder, der begrunder, at anmodningen ikke er fremsat før. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.
Af forarbejderne og praksis fremgår forhold, der kan indgå i bedømmelsen af, om der foreligger særlige omstændigheder.
Som udgangspunkt skal det sandsynliggøres, at genoptagelsen vil resultere i en indholdsmæssig ændring. Der skal således fremlægges nye faktiske eller retlige oplysninger, der kan danne grundlag for en ændring. Dette kan for eksempel udledes af Byretsdommen, SKM2015.433.BR.
Efter praksis kan der ikke, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, ske genoptagelse som følge af oversete eller glemte fradrag. Dette kan for eksempel udledes af Byretsdommen, SKM2008.902.BR og Vestre Landsretsdom, SKM2014.332.VLD. Tilsvarende må gælde, når en skatteyder ikke reagerer på henvendelser fra Skattestyrelsen. I Højesterets dom offentliggjort i SKM2017.224.HR, blev der givet afslag på genoptagelse selvom ansættelsen var åbenbart forkert. Det skyldes imidlertid ikke en fejl fra skattemyndighedens side, hvorfor det ikke var en særlig omstændighed og i øvrigt havde skatteyderen ikke reageret rettidigt. Det kan også udledes af Østre Landsrets dom, SKM2013.739.ØLR og Byretsdommen, SKM2018.496.BR, at en forkert skatteansættelse ikke i sig selv er en sådan særlig omstændighed, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse.
Det centrale anvendelsesområde for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 8, er myndighedsfejl, dvs. hvor Skattestyrelsen har begået en fejl, der medfører, at der er foretaget en materiel urigtig ansættelse, som det efter en konkret vurdering må anses for urimeligt at opretholde. Ifølge forarbejderne omfatter dette både ansvarspådragende og ikke-ansvarspådragende fejl fra Skattestyrelsens side.
Udgangspunktet for vurdering af om Skattestyrelsen har begået fejl foretages på baggrund af de oplysninger, der var tilgængelige på ansættelsestidspunktet.
Praksis i relation til ekstraordinær genoptagelse er restriktiv og genoptagelse indrømmes alene, hvis der foreligger særlige omstændigheder.
Klagerens repræsentant har i klagesagen blandt andet oplyst, at der foreligger særlige omstændigheder og nye oplysninger, som i henhold til henholdsvis skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 og § 26, stk. 2, kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2009- 2017. Repræsentanten har henvist til SKM2022.615.ØLR, som nu er anket til Højesteret. Repræsentanten har i den forbindelse anført, at sagen ved Højesteret angår blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger særlige omstændigheder i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 og derudover, hvorvidt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. er overholdt af skatteyderen, og at disse spørgsmål ligeledes gør sig gældende i klagerens sag, og at der på flere punkter er sammenlignelige faktiske omstændigheder imellem sagerne.
Repræsentanten har videre anført, at grunden til klageren ikke påklagede de af Skattestyrelsen trufne afgørelser skyldes særlige omstændigheder, såsom at klageren ikke længere kunne overskue skattesagerne, som blandt andet var forårsaget af, at klageren og hans familie befandt sig i en meget hård periode, hvor familien var ramt af sorg som følge af flere betydningsfulde dødsfald i familien. Familien var i øvrigt ramt af sygdomme, som tillige påvirkede klageren. Repræsentanten har også anført, at klagerens virksomheder var i rivende udvikling, hvorved fonden fik stor succes. Repræsentanten har derudover gjort gældende, at Skattestyrelsen ikke i fornødent omfang har forholdt sig til, om de af Skattestyrelsen gennemførte skatteansættelser er åbenbart forkerte, og således om det må anses for urimeligt at opretholde disse.
Der er blandt andet fremlagt klagerens datters lægejournaler og dødsattester på klagers svigermor og søster.
Skatteankenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, herunder perioder med sygdom og dødsfald i familien, der giver anledning til ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2011-2017, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.
Der er lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er opfyldt. Skatteankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren i hele den relevante periode blandt andet på grund af uoverskuelighed, sygdom og dødsfald i familien har været forhindret i at anmode om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2011- 2017, hvorfor der ikke på baggrund heraf er tale om særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.
Der er endvidere lagt vægt på, at den skønsmæssig ansættelse på grund af klagers manglende reaktion, ikke i sig selv kan udgøre en særlig omstændighed. Der er henset til, at Skattestyrelsen i det konkrete tilfælde har foretaget en skønsmæssig ansættelse for indkomstårene 2011-2017, der efter en konkret vurdering ikke anses for urimeligt at opretholde. Det bemærkes, at der ikke er tale om ansvarspådragende fejl fra Skattestyrelsens side, da både forslag til afgørelser og afgørelser har været sendt til gennemgang hos klager, hvorved han har haft mulighed for at kontrollere og fremkomme med bemærkninger.
Derudover kan repræsentantens indsigelser vedrørende genoptagelsen af indkomståret 2014, ikke medføre et ændret resultat. Der er lagt afgørende vægt på, at Skattestyrelsen i afgørelsen af 29. september 2020 har truffet afgørelse om annullation og erstatning af punkt 1 i sagsfremstilling til afgørelsen af 10. august 2020 vedrørende indkomståret 2014.
Skatteankenævnet finder det derfor ikke godtgjort, at Skattestyrelsen har handlet således, at det i sig selv begrunder en genoptagelse. Skattestyrelsen kan herefter ikke anses at have begået myndighedsfejl i forbindelse med udarbejdelsen af afgørelsen af 22. september 2022.
Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fremgår, at en genoptagelsesanmodning skal fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
Klageren blev henholdsvis den 18. og 24. august 2020 samt den 6. oktober 2020 bekendt med årsopgørelser for indkomstårene 2011-2017. Klagerens anmodning om genoptagelse er modtaget den 29. april 2022, hvilket er indgivet efter udløbet af 6-måneders reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Som følge af, at genoptagelsesanmodningen ikke er fremsat senest 6 måneder efter, at klageren havde kundskab om eventuel fejl i skatteansættelserne for indkomstårene 2011-2017, kan der ikke ske genoptagelse. Der anses desuden ikke at foreligge sådanne særlige omstændigheder, som gør, at der kan ske genoptagelse efter udløbet af 6-måneders fristen.
Da der ikke foreligger særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, eller sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en dispensation fra overskridelse af 6-måneders fristen i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt., stadfæstes Skattestyrelsens afgørelse for indkomstårene 2011-2017.
A har forklaret, at han er (red.fjernet.uddannelse). Han er selvstændig (red.fjernet.job). Han har også været medstifter af en (red.fjernet.virksomhedstype) og et (red.fjernet.virksomhedstype1), der handler med strøm mellem landene.
Han husker henvendelsen fra Skattestyrelsen lige efter nytår 2020, og den besvarede han på bedste vis, hvilket også gjaldt de supplerende spørgsmål. Spørgsmålene blev udvidet til mange indkomstår og også til hans selskaber, så det blev meget omfattende. Det faldt også sammen med Corona, som gjorde ham selv alvorligt syg, og med at der var 7 dødsfald i den nære familie. Derudover kom hans datter ud for en (red.fjernet.ulykke), hvilket blandt andet medførte, at hun måtte opgive gymnasiet. Hun har også haft (red.fjernet.sygdom) to gange, hvorfor hans kone fast gik hjemme. Hans søn har ikkediagnosticeret (red.fjernet.udviklingsforstyrrelse).
Grunden til at afgørelserne ikke blev påklagede er, at det hele var tæt på uoverskueligt. Han havde ikke energi til at klage, så han tænkte, at han bare måtte betale. Rent faktisk har han betalt. Han ved nu, at han allerede den gang skulle have henvendt sig til revisor og advokat.
Han forholdt sig ikke rigtigt til SKAT’s forslag og afgørelser.
De købte lejligheden i 2006 med henblik på at kunne adskille børnene og opholde sig to forskellige steder. Det behov var også opfyldt af et sommerhus i Y8-by. De har brugt lejligheden til dette formål mellem udlejningerne.
Da de flyttede ind i lejligheden i marts 2014, var boligarealet ligesom ved erhvervelsen 77 m2, men det samlede antal etagemeter var 170 efter udvidelse af kælderen med 50 m2 krybekælder. De havde også planer om at udnytte loftsrummet i sidebygningen, men det viste sig ikke muligt på grund af tagkonstruktionen. Loftet ville have givet et samlet antal etagemeter på 200.
De kunne ikke selv anvende lejligheden, før kælderen var udgravet.
Det tænkte ikke nærmere over ændring af folkeregisteradressen, da de flyttede til lejligheden. De undlod måske registreringen af den nye adresse, fordi de ikke ønskede at skulle redegøre herom over for blandt andet skoler og institutioner.
De flyttede blandt andet, fordi et af de afdøde familiemedlemmer havde boet hjemme hos dem, og derfor havde de nu for meget plads.
Der har været væsentlig højere udgifter til istandsættelse af lejligheden end de standardbeløb, som SKAT har anvendt i avanceberegningen. Der er anvendt omkring 500.000 kr.
Alle lejekontrakterne var tidsbegrænsede af hensyn til deres overvejelser om selv at anvende lejligheden som en supplerende bolig.
Lejligheden blev solgt til hans selskab, da det ikke var muligt at indrette den omtalte loftsetage, medens de boede der. Så de besluttede, at de ikke skulle bo der permanent. Da hans selskab i forvejen ejede en udlejningsbolig, var det praktisk at lejligheden også lå der.
De flyttede tilbage til Y1-adresse, da ejendommen ville være nemmere at sælge, hvis den var møbleret og beboet.
Det var ham, der stod som udlejer også efter salget til selskabet, da tinglysning stadig ikke var sket.
Ejendommen på Y3-adresse, hvor de bor nu, så de første gang kort tid inden overtagelsesdagen. Ejendommen har 70 m2 tagetageareal, som ikke er anvendeligt, så det samlede anførte boligareal på 352 m2 er ikke reelt.
I perioden op til SKAT’s afgørelser om forhøjelsen af hans indtægt, havde han meget travlt med etableringen af (red.fjernet.virksomhedstype).
Den første af de fremlagte lejekontrakter var en forlængelse af en eksisterende lejekontrakt, ligesom de selv anvendte lejligheden i perioder.
Istandsættelsen af Y1-adresse stod på i 9 måneder i perioden fra marts 2014 til marts 2015.
Ejendommen lå til skuffesalg fra renoveringen startede til der blev indgået en reel formidlingsaftale.
Huset på Y1-adresse var for stort blandt andet fordi, der var en selvstændig lejlighed. Huset på Y3-adresse havde flere kvadratmeter, men de var mere anvendelige.
ML har forklaret, at hun er uddannet (red.fjernet.uddannelse1). Hun arbejder på 6 år i en (red.fjernet.job1).
Årsagen til de i 2006 købte lejligheden på Y2-adresse var, at de muligvis selv ville flytte derover. De kunne også bruge den til, at hun og sønnen kunne opholde sig der for at aflaste resten af familien. Det skete dog ikke.
På Y1-adresse boede også vidnets mormor, som vidnet var meget knyttet til, og som hjalp meget til i hjemmet. Da mormoren flyttede på plejehjem, blev der en hel afdeling ledig i huset, som derfor var for stort. Vidnet ville også gerne flytte til Y5-by, da hendes far bor i Y6-by.
Da de flyttede ind i lejligheden, kom de på grund af indretningen nærmere på børnene, og børnene nærmere deres skole.
Medens de boede i lejligheden, var Y1-adresse i skuffesalg.
De havde planer om at udnytte nogle loftsrum i forbindelse med lejligheden.
De flyttede tilbage til Y1-adresse for at få ejendommen solgt.
Ejendommen på Y3-adresse har ikke en særskilt afdeling, som den på Y1-adresse. Y3-adresse virker mindre.
Da de flyttede ind i lejligheden, havde de nogen møbler til opbevaring og nogen blev solgt.
De tænkte slet ikke over, at de skulle have meldt flytning til folkeregisteret, da de flyttede til lejligheden.
Renoveringen af Y1-adresse varede vel omkring 4 måneder. Den var afsluttet, da de flyttede tilbage. Renoveringen omfattede 2 badeværelser og måling af hele huset.
A har i sit påstandsdokument anført:
"Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnet gældende, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af A’s skatteansættelse for indkomståret 2014 i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 [MA9], idet der foreligger særlige omstændigheder, herunder nye oplysninger, der påviser, at den af Skattestyrelsen ved afgørelsen af den 10. august 2020 foretagne beskatning af ejendomsavance på 2.025.000 kr. relaterende til lejligheden beliggende på Y2-adresse var forkert, jf. bilag 3 [E201].
Det gøres i den forbindelse gældende, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. [MA9] er iagttaget, og at der under alle omstændigheder skal bortses fra reaktionsfristen som følge af de særlige omstændigheder.
Hovedanbringenderne skal uddybes nærmere nedenfor, idet der for en nærmere gennemgang af retsgrundlaget for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 og stk. 2, 1. pkt. henvises til det på side 24-49 i stævningen anførte [E84-109].
Der skal i denne sag helt overordnet tages stilling til, hvorvidt der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at A har krav på en ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2014 i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 [MA9].
Det gøres helt overordnet gældende, at A har godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, jf. SKM2013.846.BR [MA407], SKM2014.637.LSR [MA496], SKM2015.647.LSR [MA492], SKM2015.723.LSR [MA490], SKM2018.139.LSR [MA483], LSR’s (sagsnr. 17-0550434) [MA478], SKM.2021.53.LSR [MA467], SKM2021.418.LSR [MA462], og LSR’s (sagsnr. 19- 0110635) [MA459], der er nærmere gennemgået på side 28-43 i stævningen [E88- 103]. Endvidere henvises til SKM2023.267.LSR [MA448], og LSR’s (sagsnr. 23- 0098758) [MA435].
I forlængelse heraf henvises desuden nærmere til følgende:
For det første gøres det gældende, at det skyldes helt særlige omstændigheder, at A ikke påklagede de af Skattestyrelsen trufne afgørelser, jf. bilag 3-5 [E201, E239 og E259]. Det forholder sig således, at A ikke længere kunne overskue skattesagerne, jf. bilag 47 [E231]. Der henvises til de faktiske omstændigheder vedrørende den administrative behandling, der er nærmere beskrevet på side 13-20 i stævningen [E73-80].
Det følger helt overordnet heraf, at A og hans familie befandt sig i en meget hård og turbulent periode af deres liv, hvor familien var ramt af sorg som følge af flere betydningsfulde familiemedlemmers dødsfald. Familien var i øvrigt sygdomsramt af Covid-19, ligesom A’s virksomheder var i en rivende udvikling.
For det andet gøres det gældende, at hverken Skattestyrelsen eller Skatteankenævnet i fornødent omfang har forholdt sig til, om A’s skatteansættelse for indkomståret 2014 indeholder materielle fejl, og om det således må anses for urimeligt at opretholde denne.
Det er således et væsentligt hensyn bag skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at reglen skal bidrage til sikring af, at der foretages materielt rigtige ansættelser, og at der således tillades korrektion af klart forkerte og urimelige ansættelser, hvilket følger af bestemmelsens forarbejder, herunder af de tidligere gældende genoptagelsesregler, jf. skattestyrelseslovens § 4, stk. 2 og herefter skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8 [MA7-82], jf. eksempelvis Fristudvalgets kommissionsbetænkning 2002, nr. 1426 [MA55] og lovforslag nr. 175 af den 12. marts 2003 [MA26].
Den økonomiske betydning af den gennemførte ejendomsavancebeskatning på 2.025.000 kr. i indkomståret 2014 taler i sig selv for, at der særlige omstændigheder, der begrunder en genoptagelse af skatteansættelsen.
Der henses i den forbindelse til, at det ligger fast, at de af Skattestyrelsen gennemførte forhøjelser allerede er konstateret behæftet med materielle fejl, idet A allerede har fået sin skatteansættelse for indkomståret 2018 genoptaget og nedsat med henholdsvis 1.600.000 kr. og 139.964 kr., jf. bilag 1 og 2 [E15-16 og E313].
For det tredje gøres det gældende, at der ikke var grundlag for den gennemførte beskatning af ejendomsavance for ejerlejligheden på Y2-adresse, st. mf., Y7-by, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 1 [MA83], idet Skattestyrelsens afgørelse om beskatning af ejendomsavance af den 10. august 2020 [E201] var behæftet med såvel formelle og materielle mangler, jf. følgende:
Om de formelle mangler bemærkes følgende:
Skattestyrelsen har ved afgørelsen af den 10. august 2020 foretaget en ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2014, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 [MA9]. Fristen for ordinær genoptagelse var imidlertid allerede udløbet den 1. maj 2020, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 [MA9].
Det gøres gældende, at der ikke var grundlag for en ekstraordinær genoptagelse i relation til den gennemførte avancebeskatning, idet hverken A eller nogen på hans vegne havde ageret minimum groft uagtsomt.
Skattestyrelsen begrundede den ekstraordinære genoptagelse med følgende [E219, 4. afsnit]:
"Du har ikke selvangivet avance ved salg af ejendommen Y2-adresse, og du har ikke dokumenteret, at du er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1."
Det gøres gældende, at Skattestyrelsens begrundelse ikke opfylder kravene i henhold til forvaltningslovens §§ 22-24 [MA111]. En begrundelse skal angive de afgørende og konkrete hovedhensyn, som begrunder afgørelsen. Det kan ikke ud fra Skattestyrelsens begrundelse udledes på hvilken baggrund Skattestyrelsen har fundet, at A har ageret ved minimum grov uagtsomhed.
De formelle mangler medfører i sig selv og sammen med de materielle mangler, at afgørelsen var ugyldig.
Om de materielle mangler bemærkes følgende:
Det gøres gældende, at avancen på ejendommen var skattefritaget i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8 [MA87-88].
Det følger heraf, at det er en betingelse for skattefritagelse, at ejendommen har tjent til privat bolig (»bopælskriteriet«). Der gælder ikke et tidsmæssigt krav til, hvor længe en ejendom skal have tjent til privat bolig. Det afgørende er blot, at boligen de facto har tjent til privat bolig i en del af ejerperioden, dvs. at én dag i princippet er tilstrækkeligt.
Der gjaldt tidligere et egentligt tidsmæssigt krav, hvilket dog blev ophævet ved § 7 i ændringslov nr. 888 af den 29. december 1989 [MA89]. Af lovmotiverne til ændringsloven, jf. lovforslag nr. 2 af den 4. oktober 1989 [MA92-93], fremgår følgende:
"Til vanskelighederne med at begrunde praksis kommer, at handelsomkostningerne ved salg af fast ejendom er så store, at der næppe er grund til at frygte misbrug, selv om beskatningen inden for de første 2 år helt ophæves." (vores understregning)
Der henvises endvidere helt overordnet til det på side 561 i Lærebog om indkomstskat af Jane Bolander m.fl., 20. udgave, 1. oplag, 2023 anførte [MA519]. Det følger tillige af retspraksis at selv korte ophold er tilstrækkelige for at opfylde bopælskriteriet i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, jf. bl.a. SKM2009.632.BR [MA419], SKM2010.493.BR [MA413] og SKM2016.95.BR [MA398].
I SKM2009.632.BR var der et ophold på ca. 12 måneder i boligen, og skatteyderne havde sat boligen til salg allerede 6 måneder efter indflytning.
I SKM2016.95.BR fandt Retten det godtgjort, at ejeren havde anvendt ejendommen til reel beboelse kort tid efter en gennemført udstykning.
Herudover henvises til omfangsrig administrativ praksis fra Landsskatteretten, herunder bl.a. afgørelse af den 10. september 2008 (sagsnr. 07-01625) [MA506] med 10 måneders ophold og ejerskab, afgørelse af den 6. maj 2010 (sagsnr. 09- 02682) [MA500] med 7 måneders ophold, afgørelse af den 21. maj 2010 (sagsnr. 08-03481) [MA503] med 6 måneders ophold og SKM2024.322.LSR [MA426] med 10 måneders fast ophold.
Det følger således af praksis, at der skal foretages en samlet og konkret vurdering af, hvorvidt en ejendom har været anvendt som bolig.
Det gøres gældende, at det var tilfældet i denne sag, idet A beboede lejligheden med sin familie i perioden fra primo marts 2014 til oktober 2014, jf. bilag 10 [E553]. Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af de faktiske forhold ovenfor.
A erhvervede således lejligheden af private årsager, idet lejligheden som følge af familiære årsager blandt andet skulle anvendes som aflastningsbolig. A så i øvrigt et stort udviklingspotentiale i ejendommen, hvorfor A vurderede, at lejligheden kunne danne gode rammer for et fremtidigt hjem for familien.
Der var således tale om, at lejligheden efter behørig renovering og udvidelse af kælderetage og eventuelt etablering af tagterrasse ville have en passende størrelse som bolig for A og familien.
A’s hensigt om privat anvendelse af lejligheden understøttes af, at samtlige lejekontrakter var tidsbegrænsede [E549, E575 og E597], hvilket er en undtagelse til hovedreglen om, at der skal ske tidsubegrænset leje. Det følger således af den nugældende lejelovs § 173, stk. 3 [MA97], der viderefører den tidligere § 80, stk. 3 [MA107], at tidsbegrænset leje kræver en saglig begrundelse. Der kan således som udgangspunkt ikke udlejes tidsbegrænset.
En behørig begrundelse vil bl.a. være, at ejendommen påtænkes anvendt som egen privat beboelse eller lignende, jf. U.1994.401Ø [MA394] og U.1996.461Ø [MA396]. Der henvises desuden til bemærkningerne i lovforslag nr. 47 af den 13. oktober 2021 [MA102], samt bemærkningerne på side 532ff. i Boliglejeret, kapitel 11.4.3.2.2, 4. udgave, 2022 af Hans Henrik Edlund og Niels Grubbe [MA523].
Det følger heraf, at den konkrete årsag til tidsbegrænsningen skal foreligge på tidspunktet for etableringen af det tidsbegrænsede lejemål, idet der i lovmotiverne til § 173, stk. 3 fremgår følgende [MA105]:
"Den rimelige begrundelse skal foreligge ved lejeaftalens indgåelse."
Det fremgår endvidere af lovmotiverne, at det ikke er et krav, at der i selve lejeaftalen er anført den konkrete begrundelse for tidsbegrænsningen.
A valgte med sin familie at flytte ind i lejligheden i marts 2014 samtidigt med, at de havde igangsat en renoveringsproces af deres daværende bolig på Y1-adresse med henblik på at sælge denne.
Det var således A’s motiv, at ejendommen på Y1-adresse skulle sælges, og at A sammen med sin familie skulle bo varigt i lejligheden.
Den faktiske indflytning i lejligheden er dokumenteret ved fotos fremlagt fra lejligheden, hvor det ses, at der blandt andet er blevet holdt fødselsdag i lejligheden, jf. bilag 10 [E553].
Det gøres derfor gældende, at såvel erhvervelsen og den senere indflytning i lejligheden skete med den hensigt, at lejligheden skulle tjene varigt som familiens private bolig, og at den også reelt udgjorde familiens bolig i perioden.
A havde forinden indflytning i lejligheden vurderet muligheden for at udnytte loftrummet på lejlighedens 1. sal som et ekstra plan i boligen men nåede efterfølgende frem til, at det ville blive for omstændigt at gennemføre projektet.
Efter syv måneder valgte A og familien derfor i oktober 2014 at flytte tilbage til Y1-adresse, da det var A’s vurdering, at det var nemmere at sælge Y1-adresse, hvis ejendommen var møbleret og beboet. Dette fik A ret i, da Y1-adresse herefter blev solgt med overtagelse den 1. december 2015, jf. bilag 20, side 2 [E502].
Som følge af at Y1-adresse ikke var solgt i perioden, hvor A og familien boede i lejligheden, så var de ikke opmærksomme på at få ændret deres folkeregisteradresser til lejligheden. Folkeregisteradressen er imidlertid uden betydning for ejendomsavancebeskatningslovens § 8 [MA8788], da det er den faktiske og reelle beboelse, der er afgørende for skattefritagelsen, jf. SKM2024.322.LSR [MA426].
A besigtigede først i maj 2015 familiens nuværende bolig beliggende på adressen Y3-adresse og indgik den 5. juni 2015 købsaftale, jf. bilag 24 og 25 [E625 og E637], dvs. efter A og familien var fraflyttet lejligheden i oktober 2014. A havde således ikke planlagt, at opholdet i lejligheden skulle være midlertidigt med henblik på senere indflytning i Y3-adresse 1, og/eller tilbageflytning til Y1-adresse.
A og ML overtog Y3-adresse den 1. juli 2015, jf. bilag 22 [E665], og familien flyttede ind i ejendommen samtidig med, at Y1-adresse blev overtaget af de nye ejere i december 2015, jf. bilag 20, side 2 [E502].
Det gøres sammenfattende gældende, at det er dokumenteret, at A og familien har anvendt lejligheden som deres private bolig, og at det ved indflytningen var hensigten, at ejendommen skulle anvendes varigt som familiens private bopæl, hvorfor ejendomsavancebeskatningslovens § 8 [MA8788], er opfyldt.
Der var således ikke grundlag for den gennemførte ejendomsavancebeskatning.
Ydermere var den af Skattestyrelsen skønnede avance under alle omstændigheder forkert, idet Skattestyrelsen alene har tillagt anskaffelsessummen det årlige beløb på 10.000 kr. i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 1 [MA84].
Der skal tillige inddrages vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, der overstiger 10.000 kr., jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 2 [MA84].
Skattestyrelsens avanceopgørelse har ikke taget højde for de omfattende renoverings- og forbedringsudgifter på ca. 500.000-725.000 kr. beskrevet ovenfor, og som A efter det af ham oplyste har afholdt i indkomstårene 2007-2012. Det bemærkes, at lejligheden fremstår nyrenoveret på de fremlagte fotos [E553].
Der er endvidere ikke taget højde for A’s omkostninger forbundet med salget, jf. Den Juridiske Vejledning 2025-1, afsnit C.H.2.1.8.3 Fradrag i afståelsessummen [MA604], hvor det fremgår, at omkostninger til berigtigelsen kan trækkes fra. Omkostningernes fordeling fremgår af salgsaftalens § 10 [E558].
Dette er (også) en klar fejl ved den gennemførte avancebeskatning.
For det fjerde gøres det gældende, at A har iagttaget reaktionsfristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. [MA9], idet A anmodede om genoptagelse inden for seks måneder efter, at han blev bekendt med de fejlagtige forhøjelser.
Skattestyrelsen og Skatteankenævnet har begge fundet, at reaktionsfristen ikke er overholdt for indkomståret 2014, idet de har henvist til, at reaktionsfristen skal regnes fra august 2020, hvor A modtog sine nye årsopgørelser for indkomstårene 2009-2017.
Det følger imidlertid af Østre landsrets præmisser i SKM2024.148.HR [MA117], at kundskabstidspunktet i relation til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 ikke nødvendigvis er sammenfaldende med det tidspunkt, hvor Skattestyrelsens fremsender sine årsopgørelser. Dette har ligeledes støtte i SKM2014.637.LSR [MA496].
Det følger heraf, at det afgørende i relation til, hvornår reaktionsfristen begynder er, hvornår det står klart for skatteyderen, hvad de gennemførte forhøjelser betyder, herunder hvilket grundlag de er foretaget på.
Det gøres gældende, at reaktionsfristen i denne sag ikke skal regnes fra fremsendelse af årsopgørelserne i august 2020, da det ikke på dette tidspunkt stod klart for A, hvad de gennemførte afgørelser medførte, og hvilket grundlag de beroede på. Først efter A’s henvendelse til R1-advokat i februar 2022 og gennemgang af Skattestyrelsens afgørelser med R1-advokat, jf. bilag 3-5 [E201, E239 og E259], fik A det fornødne subjektive kendskab.
Det manglende subjektive kendskab understøttes i sig selv af, at Skattestyrelsen ved sine afgørelser foretog omfattende skattemæssige korrektioner for A, der var svært gennemskuelige, jf. bilag 3-5 [E201, E239 og E259].
Efter gennemgangen med R1-advokat i februar 2022 stod det klart for A, at han ikke var enig i skatteansættelserne, og at han havde yderligere nye oplysninger til sagerne, som Skattestyrelsen ikke havde taget højde for eller forholdt sig til i afgørelserne, jf. også ovenfor. Det var på den baggrund, at A indgav en anmodning om genoptagelse den 29. april 2022, jf. bilag 61 [E269]. Reaktionsfristen var således ikke overskredet ved anmodningen om genoptagelse af den 29. april 2022 [E269].
De faktiske omstændigheder i relation til genoptagelsessagen er nærmere beskrevet på side 20-22 i stævningen [E80-82].
Det gøres under alle omstændigheder gældende, når det lægges til grund, at der foreligger særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at så skal der allerede af denne årsag bortses fra reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. jf. sidste pkt. [MA9], hvor der fremgår følgende:
"Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor." (vores understregning)
Kriteriet om, at der skal foreligge særlige omstændigheder for at dispensere for reaktionsfristen, er sammenfaldende med vurderingen af særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.
Dette følger blandt andet af Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, afsnit 2, kapitel 9, 2017, 2. udgave af nuværende retsformand i Landsskatteretten Poul Bostrup m.fl., side 590 [MA571], hvor der fremgår følgende:
"Dispensationen med længere frist, jf. § 27, stk. 2 sidste pkt. må kunne anvendes i sager efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, hvor man netop er ude i »særlige omstændigheder« - også typisk ad reaktionen og reaktionsfristen."
Der henvises endvidere til SKM2023.267.LSR [MA448], samt Landsskatterettens afgørelse af den 3. september 2024 (sagsnr. 23-0098758) [MA435], hvor Landsskatteretten i begge sager fandt, at der forelå særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, hvorefter Landsskatteretten tillige bortså fra den manglende iagttagelse af reaktionsfristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. jf. sidste pkt."
Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført: "Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af hans skatteansættelse for indkomståret 2014 er opfyldt.
3.1 Der er ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse i medfør af § 27, stk. 1, nr. 8
A’s anmodning om genoptagelse blev fremsat den 29. april 2022 (E1 269) og han anmodede ubestridt ikke om genoptagelse inden for den ordinære frist, jf. skatteforvaltningslovens § 26.
Ekstraordinær genoptagelse forudsætter i sagens natur, at skatteansættelsen er forkert. Det er således en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at skatteansættelsen er materielt forkert, jf. f.eks. UfR 2017.1570 H (M 245), SKM2007.44.VLR (M 376), SKM2008.990.ØLR (M 370) og SKM2013.739.ØLR (M 362). Hvis dette ikke er tilfældet, er genoptagelse allerede af den grund udelukket, jf. f.eks. SKM2005.240.ØLR (M 390) og UfR 2010.2996 H (M 293).
Der er ikke holdepunkter for, at A’s skatteansættelse for 2014, som nærværende sag angår, er forkert, jf. nærmere nedenfor afsnit 3.1.3.
Selv hvis det kan lægges til grund, at den oprindelige skatteansættelse er forkert, kræver genoptagelse yderligere, at mindst én af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, er opfyldt. I denne sag er skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7 ikke relevante. Spørgsmålet er derfor, om A opfylder skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, hvorefter skatteforvaltningen kan meddele tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger "særlige omstændigheder".
Det fremgår af de specielle bemærkninger til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 (lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005) (M 21), at bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35. Reglen blev indsat i den dagældende skattestyrelseslov ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 (M 25).
Det fremgår af forarbejderne til den tidligere § 35 (lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2) (M 30), at afgørelsen af, om der skal ske genoptagelse, beror på en konkret vurdering af, om der foreligger særlige omstændigheder, og om det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.
Det fremgår ligeledes af samme forarbejder, at det er den skattepligtige, der skal dokumentere og sandsynliggøre, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, og at det er den skattepligtige, der bærer risikoen for, at bevisbyrden kan være tungere, jo ældre år der er tale om (M 31, 1. sp., 5. afsnit). Det uddybes i forarbejderne (M 30 f.), at bestemmelsens anvendelsesområde er tilfælde, hvor "forholdene i særlig grad taler for", at ansættelsen ændres. Som eksempel nævner forarbejderne samme sted, at skattemyndighederne har begået ansvarspådragende fejl.
Den foreliggende sag ligger uden for dette område, jf. nærmere nedenfor.
Højesteret har flere gange fastslået, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, efter sin ordlyd, placering og forarbejder har et snævert anvendelsesområde, jf. UfR 2017.1570 H (M 252), UfR 2019.2477 H (M 208, 1. sp.), UfR 2021.3465 H (M 179), UfR 2022.393 H (M 173) og senest UfR 2024.2052 H (M 148).
Det er dermed ikke rigtigt og uforeneligt med Højesterets praksis, når A, i stævningen (E 86, 3. afsnit, efter citat) fra forarbejderne anfører, at bestemmelsen var "tænkt som en opsamlingsbestemmelse med et bredt anvendelsesområde".
Der foreligger righoldig domstolspraksis om skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, som viser, at bestemmelsen fortolkes og administreres restriktivt. Der kan blandt mange eksempler henvises til Højesterets praksis som nævnt ovenfor, og desuden UfR 2019.2477 H (M 180), SKM2013.739.ØLR (M 362), SKM2016.585.VLR (M 353) og SKM2019.132.ØLR (M 348).
Dommene nævnt i ovenstående afsnit viser desuden, at det er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at skatteansættelsen er materielt forkert.
A henviser ikke til denne praksis fra Højesteret og landsretterne, men til én byretsdom og til en række afgørelser fra Landsskatteretten (stævningen s. 28-43 (E 88-103)).
3.1.2 Der foreligger ikke særlige omstændigheder
Det er en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at A skal dokumentere og sandsynliggøre, at der er grundlag for en ændring af ansættelsen og at der foreligger "særlige omstændigheder" i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8’s forstand (M 9).
Selv hvis det lægges til grund, at A har dokumenteret og sandsynliggjort - hvilket bestrides - at der er grundlag for at ændre hans skatteansættelse for 2014, er det ikke ensbetydende med, at der foreligger særlige omstændigheder.
Som anført afsnit 3.1.1 bevirker det forhold, at en ansættelse efterfølgende måtte vise sig at være forkert, ikke i sig selv, at der foreligger "særlige omstændigheder", jf. f.eks. UfR 2017.1570 H (M 245).
A har ikke påvist nogen fejl, endsige ansvarspådragende fejl, fra skattemyndighedernes side, som ekstraordinær genoptagelse forudsætter. Det var således hverken myndighedsfejl eller svig fra tredjemand, som bevirkede, at afgørelsen - efter hans opfattelse - er materielt forkert. Der er altså ikke tale om, at det vil være "urimeligt at opretholde ansættelsen". Det skyldtes udelukkende hans egne (manglende) dispositioner.
Der er alene tale om, at A med mange års forsinkelse fremkommer med de bemærkninger til sin skatteansættelse, som han burde være kommet med i forbindelse med sin oprindelige skatteansættelse for 2014, og i hvert fald allersenest, da han ved Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 30. juni 2020 (E1 179) og 31. august 2020 (E1 233), blev anmodet om bemærkninger til Skattestyrelsens forslag og efterfølgende modtog afgørelser af 10. august 2020 (E1 201) og 29. september 2020 (E1 239), samt årsopgørelser af 18. og 24. august 2020 samt den 6. oktober 2020, jf. gengivelsen af faktum i Skatteankenævnets afgørelse (E1 16).
Der er grundlæggende ikke tale om, at der foreligger særlige omstændigheder, men om en situation, hvor A i første omgang har forsømt sin selvangivelsespligt, og dernæst anfører, at han ikke længere kunne overskue skattesagerne grundet sygdom, dødsfald i familien og hans virksomheder, der var i rivende udvikling.
Dødsfald og sygdomsforløb er ikke i sig selv en særlig omstændighed, idet den skattepligtige ligeledes skal godtgøre, at vedkommende i hele den relevante genoptagelsesperiode har været forhindret i at anmode om genoptagelse, jf. SKM2017.242.VLR (M 352).
A har ikke påvist, at dette er tilfældet. Tværtimod. Der er ingen dokumentation for, at A i hele perioden fra agterskrivelsen den 30. juni 2020 (E1 179) og indtil udløb af klagefristen, henholdsvis 3 måneder efter afgørelsen af 10. august 2020 (E1 201), og 3 måneder efter afgørelsen af 29. september 2020 (E1 239), skulle have været afskåret fra at varetage sine interesser.
De familiære forhold, som A anfører som værende grunden til, at han ikke reagerede på skatteansættelserne, ligger alle forud for perioden fra agterskrivelsen af 30. juni 2020 (E1 179). Det følger således af stævningen side 17 ff. (E1 77 ff.), at den manglende reaktion skyldtes en række dødsfald i familien, datterens (red.fjernet.ulykke), og sygdom med Covid-19. Dødsfaldene sker ifølge det oplyste i perioden fra den 23. oktober 2017 til den 22. juni 2020 (E1 7779). På tilsvarende vis sker (red.fjernet.ulykke) den 14. september 2019 (E1 78), mens sygdomsforløb affødt af Covid-19 er i perioden februar-marts 2020 (E1 79).
Forholdene har således allerede grundet manglende tidsmæssig tilknytning ikke betydning for reaktion på afgørelserne af 10. august og 29. september 2020 (E1 201 og E1 239). Herudover bemærkes, at A ikke har dokumenteret de omtalte følgevirkninger af Covid-19, jf. E1 79, 2. afsnit, skulle strække sig frem til den relevante periode.
Dertil kommer, at A anfører, jf. E1 79, at hans virksomheder var i rivende udvikling, og at dette - udover at familien tog fokus fra skattekontrollen - ligeledes var medvirkende til, at han ikke reagerede på skatteansættelserne. A har således - paradoksalt nok - i hele kontrolperioden været i stand til at varetage udviklingen af sine virksomheder, herunder som investor i (red.fjernet.virksomhedstype) G3-virksomhed, der blev stiftet i juni 2020, jf. beskrivelsen i stævningen (E1 79, afsnit 6 og E1 110, afsnit 1) samt rapport fra G4-virksomhed for G3-virksomhed (E2 702).
Det kan ikke kvalificeres som sådanne særlige omstændigheder, som genoptagelse grundlæggende forudsætter, at A har valgt at prioritere sine virksomheder og familien i den omhandlende periode, ligesom A ikke har været forhindret i f.eks. at søge professionel hjælp til at bistå ham i skattesagerne.
3.1.3 Skatteansættelsen er materielt korrekt - A har ikke fremlagt oplysninger, der kan begrunde en ændring
A har til støtte for påstanden om genoptagelse påberåbt sig en række omstændigheder, der skulle underbygge, at den oprindelige afgørelse er forkert, nemlig betingelserne for skattefri avance i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 (afsnit 3.1.3.1), at der ikke forelå grov uagtsomhed (afsnit 3.1.3.3) og begrundelsesmangler (afsnit 3.1.3.4), der behandles nærmere nedenfor.
A’s henvisning til, at hans skatteansættelse for indkomståret 2018 blev genoptaget og nedsat, jf. påstandsdokumentet, side 8, 5. afsnit, er uden betydning for nærværende sag. Det bemærkes, at indkomståret 2018 blev genoptaget ordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, ligesom ansættelsen angik beskatning af helt andre forhold, jf. Skatteankenævnets afgørelse (E 45n). Ændringen af skatteansættelsen for 2018 siger således intet om skatteansættelsen for 2014.
3.1.3.1 A er ikke berettiget til skattefri ejendomsavance
Skattestyrelsen har i indkomståret 2014 beskattet A af en ejendomsavance på 2.025.000 kr. i forbindelse med salget af lejligheden, Y2-adresse, Y7-by.
A har ikke dokumenteret, at han var berettiget til skattefrihed af avancen og at Skattestyrelsens afgørelse dermed skulle være forkert.
Lejligheden har ikke tjent til bolig i ejendomsavancebeskatningslovens forstand for A eller hans familie i en del af hans ejerperiode, hvorfor betingelsen for skattefrihed af avancen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 (M 87), ikke er opfyldt.
Avancen ved salg af lejligheden til sit selskab, pr. 1. juli 2014 (E2 555), er derfor skattepligtig for A, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 1 (M 83), i overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelser (E1 201 og E1 239).
Som udgangspunkt medregnes fortjeneste ved salg af fast ejendom til den skattepligtige indkomst, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1 (M 83). Efter lovens § 8, stk. 1 (M 87), skal fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen. Parcelhusreglen er således en undtagelse til hovedreglen om beskatning.
Det følger af højesteretspraksis, at det er en betingelse for, at en ejendom kan være omfattet af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 (M 87), at ejendommen reelt har tjent som bolig, og at der ikke blot er tale om et midlertidigt ophold, jf. f.eks. UfR 2006.178 H (M 335) og UfR 2007.1087/2H (M 329) og UfR 2011.1114/2H (M 284).
I en lang række sager er det lagt til grund, at den skattepligtige havde opholdt sig i den pågældende ejendom i større eller mindre omfang, men at dette ikke var tilstrækkeligt til at begrunde skattefrihed efter parcelhusreglen, jf. f.eks. UfR 2011.1114/2 H (M 284), SKM2009.762.ØLR (M 368) og SKM2006.16.ØLR (M 385).
Kravet om, at ejendommen skal have "tjent til bolig", indebærer således andet og mere end den blotte rådighed over ejendommen, ligesom det ikke er ethvert ophold på ejendommen, der kan opfylde kravet om, at ejendommen skal have tjent til bolig for A i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.
Det er A, der har bevisbyrden for, at han og familiens ophold i lejligheden har haft karakter af reel beboelse i lovens forstand, jf. f.eks. UfR 2006.178 H (M 335), UfR 2007.1087/2 H (M 324) og UfR 2011.1114/2 H (M 284).
Denne bevisbyrde har A ikke løftet.
Tværtimod peger sagens faktiske omstændigheder klart på, at der ikke har været tale om en reel beboelse, men derimod blot midlertidigt ophold, jf. nærmere nedenfor.
A erhvervede lejligheden i 2006 for 2.845.000 kr., jf. E1 212, pkt. 6.1. Lejligheden blev ifølge A (E 64, 3. afsnit ff.) oprindeligt erhvervet med henblik på at have en sekundær supplerende privatbolig, som kunne fungere som aflastningsbolig for A og familien.
Ifølge folkeregisteroplysninger har lejligheden være udlejet i det meste af A’s ejerperiode, jf. E 212, punkt 6.1. og beskrivelsen i stævningen (E 64, sidste afsnit).
A gør i stævningen gældende, at han og familien selv har anvendt lejligheden som deres private bolig i en periode på ca. 7 måneder i 2014 (E1 64-65).
Af A’s brev til Skattestyrelsen den 25. januar 2020 (E1 145), som er hans første besvarelse af Skattestyrelsens materialeindkaldelse, følger det af side 1, under punkt C (E1 145), at A oplyser, at han har beboet lejligheden, men beklageligvis ikke ladet det registrere i folkeregistret, idet der var tale om "en tidsbegrænset periode på nogle måneder".
Af A’s besvarelse af Skattestyrelsens yderligere indkaldelse af materiale den 30. maj 2020 (E1 161), følger det, s. 2, pkt. 10 (E1 162), at A og familien flyttede til lejligheden primo marts 2014 og boede der frem til 1. oktober 2014, idet deres oprindelige plan ikke var at flytte tilbage til familiens hus på Y1-adresse, men at blive i lejligheden til et nyt hus var fundet.
Samtidig var der i familiens daværende bolig på Y1-adresse, igangsat en renoveringsproces med henblik på salg (E1 113, afsnit 3 fra bunden).
A og familien valgte dog at flytte tilbage til Y1-adresse i oktober 2014. Først i december 2015, altså lidt over et år senere, blev familiens hus på Y1-adresse solgt, hvorefter familien flyttede til ejendommen på Y3-adresse, som A overtog den 1. juli 2015, jf. E 114.
Det af A anførte om, jf. E 113, 2. afsnit, at han ikke havde planlagt at opholdet i lejligheden skulle være midlertidigt med henblik på senere indflytning i Y3-adresse 1, og/eller tilbageflytning til Y1-adresse, stemmer ikke overens med, at A ved sin første besvarelse til Skattestyrelsen (E1 145) oplyste, at der var tale om en "tidsbegrænset periode på nogle måneder", ligesom det ikke stemmer overens med det af A oplyste den 30. maj 2020 (E1 162) om, at man ville blive i lejligheden indtil et nyt hus var fundet.
Tværtimod peger alt på, at der ikke har været tale om reel beboelse i lejligheden, men derimod blot midlertidigt ophold, som jo også beskrevet af A, jf. ovenfor og E1 145.
At der ikke har foreligget reel beboelse, understøttes ligeledes af, at A og familien i hele den omhandlende periode havde rådighed over og desuden folkeregisteradresse på Y1-adresse, hvor familien også flyttede retur til i oktober 2014 og boede frem til december 2015 (E 113, sidste afsnit, til E 114). En tilbageflytning til den oprindelige bolig tillægges i retspraksis betydning, idet en sådan tilbageflytning klart peger på, at der har været anden bolig til rådighed i den pågældende periode, jf. f.eks. SKM2006.16.ØLR (M 385), UfR 2006.178 H (M 335) og UfR 2007.1082/2H (M 324), hvor sagsøgerens opretholdelse af oprindelig bopæl blev tillagt betydning.
Dertil kommer, at A under familiens ophold i lejligheden solgte den til sit selskab G5-virksomhed pr. 1. juli 2014 (E2 555), mens han ligeledes - uagtet at lejligheden var solgt til hans selskab, og han fortsat, ifølge egne oplysninger, beboede lejligheden - skrev under på lejekontrakt til fremleje til 3. mand, jf. lejekontrakt dateret den 20. september 2014 (E2 571).
A anfører, jf. E1 65, afsnit 4, at familiens indbo er flyttet til lejligheden. Som dokumentation herfor er fremlagt fem udaterede fotos (E2 553), der angiveligt skulle illustrere, at der er sket flytning af indbo. Billederne (E2 553) godtgør i bedste fald, at der er sket flytning af en sofa og en stol. Hertil bemærkes, at boligen på Y1-adresse udgør 284 m2 fordelt på 10 værelser, jf. BBR-meddelelse (E2 534), mens lejligheden, ifølge BBR-meddelelse (E2 613), har et samlet areal på 77 m2 fordelt på to værelser, og med en tilhørende kælder på 50 m2. Billederne (E 553) udgør ikke dokumentation for, at der rent faktisk er sket flytning af familiens indbo til lejligheden, herunder at A og familien havde et reelt og ikke blot et midlertidigt ophold i lejligheden. Der er desuden ikke fremlagt yderligere dokumentation for den påståede flytning, herunder f.eks. dokumentation for betaling af flyttemænd, leje af trailer/lastbil til flytning, leje af rum til opbevaring af de møbler, der ikke kunne findes plads til i lejligheden på 77 m2, abonnementer, indboforsikring eller lignende.
Det forhold, at A har udlejet lejligheden tidsbegrænset, godtgør ikke, at lejligheden var påtænkt - og i givet fald blev anvendt - som egen private bolig, som ellers anført i påstandsdokumentet, side 11, 1. afsnit. Det fremgår da heller ikke af lejekontrakterne, at tidsbegrænsningen skulle skyldes efterfølgende privat brug, jf. E2 549, E2 575 og E2 597. En sådan eventuel hensigt på udlejningstidspunktet er i øvrigt ikke afgørende for beskatningen, idet A og familie jo netop ikke tog bolig i lejligheden på det tidspunkt.
A har desuden ikke dokumenteret, at avanceopgørelsen er forkert. Det bestrides som udokumenteret, at han skulle have afholdt forbedringsudgifter i lejligheden på ca. 500.000-725.000 kr. i indkomstårene 2007-2012, ligesom han ikke oplyste eller dokumenterede afholdte salgsomkostninger.
Det er A, der har bevisbyrden for, at der er afholdt udgifter udover 10.000 kr. pr. år, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 1 (M 84), som kan tillægges anskaffelsessummen, jf. UfR 1994.262 H (M 344), UfR 2014.2113 H (M 254), UfR 2014.1193 H (M 273) og SKM2009.124.HR (M 302).
Såvel for de administrative instanser, som for domstolene, er der ikke fremlagt et eneste dokument, der underbygger, at der er afholdt udgifter til forbedring, hvorfor der følgelig ikke kan tages højde herfor ved avanceopgørelsen.
A har i replikken (E1 140) gjort gældende, at han var berettiget til fradrag for sine renteudgifter og at det er materielt forkert, når Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for renteudgifter, jf. statsskattelovens § 6, litra a (M 112), jf. Skattestyrelsens afgørelse (E1 202).
Det er i det hele udokumenteret, ligesom der ikke ses at være nogen anbringender til støtte herfor i A’s påstandsdokument. I relation til spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse anfører han desuden, at det alene er den gennemførte forhøjelse på 2.025.000 kr., som udgør avancen ved salget af lejligheden, der er relevant, jf. påstandsdokumentet, side 2, 5. afsnit.
3.1.3.3 A har handlet groft uagtsomt
I påstandsdokumentet, side 9ø, anfører A, at han ikke har ageret ved minimum grov uagtsomhed. Synspunktet, der ikke uddybes i hverken stævningen eller påstandsdokumentet, er forkert.
A har modtaget lejeindtægter for lejligheden på sine private konti og fået fradrag vedrørende realkreditlånet på lejligheden, selvom han havde solgt lejligheden til sit selskab (E2 555), ligesom han modtog en skattepligtig avance ved salg af lejligheden, som han ikke selvangav. A har haft kendskab til alle de faktiske forhold, som bevirker, at der var tale om skattepligtig indkomst, og han har på trods heraf ikke selvangivet indtægterne. Bevisresultatet angående spørgsmålet om beskatning skal også lægges til grund ved vurderingen af, om A har handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive de omhandlede indtægter, jf. f.eks. UfR 2023.5413 H (M 149).
A har ved at undlade at selvangive de skattepligtige beløb, der i øvrigt var af en betydelig størrelse, som skattepligtig indkomst mindst groft uagtsomt bevirket, at skatteansættelsen er sket på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og f.eks. UfR 2023.5413 H (M 149), UfR 2018.3603 H (M 235), UfR 2018.3845 H (M 209).
3.1.3.4 Der foreligger ikke begrundelsesmangler
I påstandsdokumentet, side 9ø, anfører A, at Skattestyrelsens afgørelse af 10. august 2020 (E1 201) er behæftet med begrundelsesmangler, idet han anfører:
"Det kan ikke ud fra begrundelsen ses, hvorfor Skattestyrelsen mener eller hvordan Skattestyrelsen når frem til, at A har ageret ved minimum grov uagtsomhed."
Den formelle indsigelse kan ikke føre til ekstraordinær genoptagelse. Som gennemgået ovenfor forudsætter genoptagelse, at ansættelsen er materielt forkert.
En eventuel begrundelsesmangel gør ikke afgørelsen materielt forkert, ligesom en begrundelsesmangel ikke udgør en myndighedsfejl, der kan føre til ekstraordinær genoptagelse.
Skatteministeriet bestrider desuden, at afgørelsen lider af begrundelsesmangler.
Skattestyrelsens afgørelse af 10. august 2020 (E1 201) indeholder en beskrivelse af de faktiske forhold, som begrundede genoptagelsen af skatteansættelserne, jf. E1 219, og den er i overensstemmelse med forvaltningslovens begrundelseskrav, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2 (M 111), og f.eks. UfR 2023.5413 H (M 149) og SKM2015.689.VLR (M 355).
Idet Skattestyrelsens afgørelse desuden er materielt rigtig, er eventuelle begrundelsesmangler i øvrigt konkret uvæsentlige, og der er derfor under alle omstændigheder ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens afgørelse med henvisning hertil, jf. f.eks. UfR 2002.752 H (M 340), UfR 2007.225/2 H (M 329), UfR 2008.2538 H (M 312) og SKM2012.12.ØLR (M 365).
3.2 Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 er ikke iagttaget
Ekstraordinær genoptagelse i de i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 (M 9), nævnte tilfælde er derudover betinget af, at genoptagelsesanmodningen fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26 (M 8), jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. (M 9).
A har ikke overholdt reaktionsfristen og dette fører i sig selv til, at han ikke har krav på genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 2014.
Det fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen i (lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005) (M 21), at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35.
I forarbejderne til skattestyrelseslovens § 35 (lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003) anføres følgende i de specielle bemærkninger til bestemmelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (M 31):
“Det foreslås, jf. forslaget til § 35, stk. 2, at det direkte i loven angives, at anmodningen eller varslingen af den ekstraordinære ansættelse skal ske inden 6 måneder. Det foreslås endvidere, at skatteministeren efter anmodning fra den skattepligtige bemyndiges til i særlige tilfælde at dispensere fra fristen.
Der kan således efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder, herunder sagens karakter og den skattepligtiges personlige forhold, gives dispensation, således at en anmodning om genoptagelse behandles, uanset at denne er indgivet mere end 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder den ekstraordinære ansættelse."
Der skal dermed foretages en selvstændig vurdering af, hvorvidt der foreligger “særlige omstændigheder" i § 27, stk. 2's forstand - altså særlige omstændigheder i forhold til overskridelse af 6-månedersfristen.
A anmodede om genoptagelse den 29. april 2022 (E1 269).
Dermed forudsætter overholdelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., at A først den 29. oktober 2021 eller senere kom til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i skatteforvaltningslovens § 26 (M 8).
Denne forudsætning er ikke opfyldt.
A blev henholdsvis den 18. og 24. august 2020 samt den 6. oktober 2020 (E1 16) bekendt med sine årsopgørelser - herunder forhøjelserne - for indkomstårene 2011-2017, ligesom han forud herfor var bekendt med de af ham påberåbte særlige omstændigheder (sygdom, dødsfald mv.). I den foreliggende sag skal begyndelsestidspunktet for 6-måneders fristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., således senest regnes fra 6. oktober 2020.
Reaktionsfristen på 6 måneder var dermed for længst udløbet, da A den 29. april 2022 (E 269) anmodede om ekstraordinær genoptagelse.
Hverken sagens karakter, økonomiske værdi eller øvrige forhold, som anført stævningen s. 55, afsnit 2 fra bunden (E1 115), kan begrunde, at der skal bortses fra reaktionsfristen. Landsskatteretsafgørelsen, SKM2023.267.LSR (M 448), som A henviser til, adskiller sig væsentlig fra den foreliggende sag, idet Landsskatteretten i SKM2023.267.LSR (M 448) lagde vægt på, at det alene skyldtes en myndighedsfejl, at skatteyderens skatteansættelse ikke var korrekt, hvorfor Landsskatteretten i den konkrete sag fandt, at der kunne dispenseres fra overskridelsen af 6-måneders fristen.
De foreliggende omstændigheder tilsiger ikke, at A’s anmodning om genoptagelse skal behandles, selvom den først blev indgivet (væsentligt) mere end 6 måneder efter, at han kom til kundskab om de forhold, der kunne begrunde en ekstraordinær ansættelse.
Tværtimod tilsiger sagens karakter, at A kunne have reageret inden for 6-måneders fristen i § 27, stk. 2, 1. pkt. (M 9). A kunne ved en gennemgang af enten skattemyndighedernes forslag til afgørelse, selve afgørelsen eller de efterfølgende årsopgørelser have konstateret samtlige af de forhold, som A nu påberåber sig, jf. SKM2016.585.VLR (M 353). Det forhold, at Skattestyrelsens afgørelser, jf. bilag 3-5 (E1 205, E1 239 og E1 259) omfattende flere skattemæssige korrektioner medfører ikke, at kundskabstidspunktet kan anses for flyttet til A’s henvendelse til R1-advokat i februar 2022. Det beror alene på hans egne forhold, at han ikke har søgt sagkyndig bistand tidligere, hvis han vurderede, at bistand var nødvendig for at forstå forhøjelsen.
Hvis Retten måtte finde, at sygdom og familiære forhold måtte udsøge særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, må fristen i henhold til § 27, stk. 2, jo regnes fra ophøret af disse særlige omstændigheder. Og i så fald kan de pågældende omstændigheder ikke udgøre "særlige omstændigheder", der kan give anledning til at dispensere for 6-månedersfristen i henhold til stk. 2, for de var jo ophørt.
Endvidere bemærkes det, at A den 27. maj 2021 (E2 703) blev sigtet for at have overtrådt skattekontrollovens § 83 for indkomstårene 2010-2018. Af Skattestyrelsens brev med sigtelsen fremgik det klart og tydeligt, hvad indkomstforhøjelserne, og særligt sigtelserne, angik. Angående indkomståret 2014 fremgik der følgende, jf. E 704, afsnit 2:
"2014 har undladt inden 4 uger efter oplysningsfristen den 1. maj 2015 ved modtagelse af årsopgørelse af den 6. marts 2015 at meddele det tidligere SKAT, at indkomsten var ansat for lavt med 28.173 kr. vedrørende udlejning af ejendommen Y2-adresse, for lavt med 45.000 kr. vedrørende lejeindtægter fra ejendommen Y2-adresse, for meget fratrukne renteudgifter på realkreditlån vedrørende ejendommen Y2-adresse, på 35.162 kr. og for lavt med 2.025.000 kr. vedrørende salg af ejerlejligheden Y2-adresse, hvorved det offentlige blev unddraget 843.266,58 kr. i skat."
Det må således under alle omstændigheder have stået A klart på dette tidspunkt - altså den 27. maj 2021 - hvad de gennemførte afgørelser medførte, og på hvilket grundlag de beroede, jf. det anførte i stævningen, s. 55, afsnit 4-5 (E1 115). Selv hvis retten måtte lægge til grund, at sigtelsen udgør særlige omstændigheder, er reaktionsfristen på 6 måneder fortsat ikke overholdt.
3.3 A’s subsidiære påstand
For så vidt angår den af A’s nedlagte subsidiære påstand om, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, er der ikke fremsat nogle anbringender for den nedlagte på- stand, og allerede af den grund skal Skatteministeriet frifindes. Der er heller ingen støtte for, at spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse skal genbehandles af Skattestyrelsen…" Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Skattestyrelsen traf den 10. august 2020 afgørelse om ændring af A’s indkomstskat for indkomstårene 2009 til 2018. Af relevans for denne sag indebar afgørelsen, at A’s indkomst for 2014 blev forhøjet med 2.025.000 kr., som udgjorde avance ved hans salg af ejerlejligheden Y2-adresse. Skattestyrelsen traf en ny afgørelse vedrørende indkomståret 2014 den 29. september 2020, som erstattede dele af den tidligere afgørelse, men ikke vedrørte den i denne sag omstridte ejendomsavance.
Den 6. oktober 2020 publicerede Skat en årsopgørelse for 2014, som omfattede den omstridte ejendomsavanceskat. A har betalt den restskat, der var en følge af ejendomsavancen.
Den 29. april 2022 anmodede A ved sin advokat Skattestyrelsen om at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2009 til 2018.
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskat, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge de oplysninger, der kan begrunde ændringen. Denne frist udløb således den 1. maj 2018, hvorfor A ikke er berettiget til en ordinær genoptagelse af hans skatteansættelse for indkomståret 2014.
Der kan imidlertid uanset denne frist ske ekstraordinær genoptagelse, jf. § 27, stk. 1, hvis - af betydning for denne sag - der foreligger "særlige omstændigheder".
Det fremgår videre af § 27, stk. 2, at ekstraordinær genoptagelse kun kan ske, hvis genoptagelsesanmodningen fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.
Der er ikke, efter afgørelsen om pligt til at betale ejendomsavanceskat blev meddelt A den 10. august 2020, indtruffet omstændigheder eller fremkommet oplysninger, der påvirker pligten til at betale ejendomsavanceskat.
Uanset om A satte sig ind i afgørelsen fra 2020 findes reaktionsfristen derfor at løbe fra, da afgørelsen blev meddelt ham den 10. august 2020.
Da A først den 29. april 2022 anmodede om genoptagelse af skatteansættelsen, er dette sket efter reaktionsfristens udløb.
Det fremgår af § 27, stk. 2, 2. pkt., at skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
A har til støtte for, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder henvist til sygdom, ulykker og dødsfald i familien. Alle de forhold, der er henvist til, ligger dog forud for det tidspunkt, hvor reaktionsfristen begyndte at løbe. Uanset om de pågældende hændelser hver for sig eller sammen kan betragtes som særlige omstændigheder i lovens forstand, har de derfor ingen betydning i denne sag. A har videre henvist til travlhed i sin virksomhed. Retten finder ikke, at dette forhold kan anses for en særlig omstændighed i lovens forstand.
Af disse grunde frifindes Skatteministeriet.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 86.250 kr. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.
Skatteministeriet Departementet frifindes.
A skal inden 14 dage til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 86.250 kr.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.