Skattestyrelsen ønsker i henhold til skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61, Skatterådets tilladelse til at indhente oplysninger hos en dansk udbyder af betalingsløsninger om ikke identificerede fysiske og juridiske personers brug af betalingskort tilknyttet konti i en række udenlandske digitale banker. Digitale banker omfatter e-moneyvirksomheder og online banker.
Formål og baggrund
Skattestyrelsens formål med at få adgang til oplysninger er:
- at finde ikke-beskattede indtægter og formuer skjult i udlandet
- at imødegå risikoen for udeholdt omsætning og skyggeøkonomi forbundet med brug af konti i digitale banker
- at give Skattestyrelsen adgang til nye oplysninger og dermed et nyt og bedre datagrundlag for udvælgelse af kontrolsager
Der er tidligere givet tilladelse til indhentning af data fra e-moneyvirksomheder. Tilladelsen er offentliggjort som SKM2021.382.SKTST.
Hvem pålægges oplysningspligt
Skattestyrelsen kan ikke hente data direkte hos udenlandske digitale banker, som på nuværende tidspunkt heller ikke er omfattet af automatiske udvekslingsaftaler.
Når der i Danmark anvendes betalingskort udstedt af de udenlandske digitale banker, skal der imidlertid ske en behandling af betalingen mod kortudsteder i værtslandet. Denne behandling foretages i Danmark af en dansk udbyder af betalingsløsninger, som Skattestyrelsen ønsker, at der pålægges oplysningspligt overfor.
Hvilke oplysninger indhentes
Der ønskes tilladelse til at indhente oplysninger om ikke identificerede fysiske og juridiske personers brug af betalingskort tilknyttet konti i en række udenlandske digitale banker.
Der ønskes følgende oplysninger:
- Kortnummer
- Transaktionsbeløb
- Transaktionsdato og klokkeslæt
- Forretning, hvor kortet er anvendt
- Oplysning om transaktionsform (fysiske butikker, online-handel eller hæveautomater)
- Samt eventuelle andre data, der er tilknyttet transaktionen, og er anvendelige i forhold til projektets formål.
Skattestyrelsen ønsker at indhente oplysninger om transaktionerne i elektronisk form i henhold til skattekontrollovens § 62, stk. 4. Indhentning af data vil foregå efter aftale og i samarbejde med udbyderen af betalingsløsningen.
For hvilken periode indhentes oplysningerne
Perioden 1. januar 2022 - 1. november 2025.
For to digitale banker, der også var omfattet af Skatterådets tidligere tilladelse offentliggjort som SKM2021.382.SKTST, ønsker Skattestyrelsen tilladelse til at indhente data for perioden 1. juni 2021 - 1. november 2025.
Indstilling
Det indstilles, at Skatterådet i medfør af skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61, giver Skattestyrelsen tilladelse til at indhente ovennævnte oplysninger hos en dansk udbyder af betalingsløsninger.
Skatterådets beslutning
Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og meddelte således tilladelse til, at Skattestyrelsen efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61 indhenter oplysninger, som er angivet i indstillingen.