Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om refusion af indeholdt udbytteskat for indkomståret 2016.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
Skattestyrelsen har den 29. marts 2019 modtaget H1s anmodning om refusion af udbytteskat for følgende udlodning:

Selskabets navn	Record date	Udbytte	Indeholdt udbytteskat	Ansøgt refusion
G1 A/S	21.03.2016	21.933,00 kr.	5.921,91 kr.	5.921,91 kr.

Anmodningen vedrører udbytte, der er modtaget på baggrund af 12.187 American Depositary Shares, som repræsenterer aktier i G1 A/S. Klageren har indgivet anmodningen på baggrund af American Depositary Receipts (herefter benævnt ADR-beviser), der er udstedt som kvittering for erhvervelsen af American Depositary Shares.

G1 A/S har den 13. marts 2015 indgået en aftale med F1-Bank (herefter benævnt depotbanken) om deponering af aktier hos depotbanken, som på baggrund af de deponerede aktier har udstedt American Depositary Shares, der handles over-the-counter (OTC) i USA. Der er således tale om et sponsoreret level 1 ADR-program.

Aftalen, der er benævnt "Deposit Agreement", fastsætter rettigheder og forpligtelser for G1 A/S, indehavere af ADR-beviser og depotbanken. Ved erhvervelse af American Depositary Shares accepterer indehaveren af ADR-beviset at blive part i deponeringsaftalen og dermed tiltræde de i deponeringsaftalen indeholdte vilkår.

Hver American Depositary Share, som er dokumenteret med et ADR-bevis, repræsenterer ⅕ aktie i G1 A/S.

Af deponeringsaftalen fremgår bl.a. følgende:

"1.  Certain Definitions.

…

(b)           "ADRs" mean the American Depositary Receipts executed and delivered hereunder. … ADRs … shall be substantially in the form of Exhibit A annexed hereto (the "form of ADR"). … The form of ADR is hereby incorporated herein and made a part hereof; the provisions of the form of ADR shall be binding upon the parties hereto.

…

(i)           "Holder" means the person or persons in whose name an ADR is registered on the ADR Register.

…

12.  Successor Depositary.  … In case at any time the Depositary acting hereunder shall resign or be removed, the Company shall use its best efforts to appoint a successor depositary … Every successor depositary shall execute and deliver to its predecessor and to the Company an instrument in writing accepting its appointment hereunder, and thereupon such successor depositary, without any further act or deed, shall become fully vested with all the rights, powers, duties and obligations of its predecessor. The predecessor depositary, only upon payment of all sums due to it and on the written request of the Company, shall (i) execute and deliver an instrument transferring to such successor all rights and powers of such predecessor hereunder (other than its rights to indemnification and fees owing, each of which shall survive any such removal and/or resignation), (ii) duly assign, transfer and deliver all right, title and interest to the Deposited Securities to such successor, and (iii) deliver to such successor a list of the Holders of all outstanding ADRs. Any such successor depositary shall promptly mail notice of its appointment to such Holders. …"

Deponeringsaftalens bilag A (form of ADR) er et ADR-bevis, som ikke er udfyldt. Af bilaget fremgår bl.a. følgende:

"(1)  Issuance and Pre-Release of ADSs.  …

In its capacity as Depositary, the Depositary shall not lend Shares or ADSs; provided, however, that the Depositary may (i) issue ADSs prior to the receipt of Shares and (ii) deliver Shares prior to the receipt of ADSs for withdrawal of Deposited Securities, including ADSs which were issued under (i) above but for which Shares may not have been received (each such transaction a "Pre-Release"). …

(2)  Withdrawal of Deposited Securities.  Subject to paragraphs (4) and (5), upon surrender of (i) a certificated ADR in a form satisfactory to the Depositary at the Transfer Office or (ii) proper instructions and documentation in the case of a Direct Registration ADR, the Holder hereof is entitled to delivery at, or to the extent in dematerialized form from, the Custodian's office of the Deposited Securities at the time represented by the ADSs evidenced by this ADR, provided that the Depositary may deliver Shares prior to the receipt of ADSs for withdrawal of Deposited Securities, including ADSs which were issued under (1) above but for which Shares may not have been received (until such ADSs are actually deposited, "Pre-released Shares") only if all the conditions in (1) above related to such Pre-Release are satisfied). At the request, risk and expense of the Holder hereof, the Depositary may deliver such Deposited Securities at such other place as may have been requested by the Holder. …

(3)  Transfers of ADRs.  … Title to this ADR (and to the Deposited Securities represented by the ADSs evidenced hereby), when properly endorsed (in the case of ADRs in certificated form) or upon delivery to the Depositary of proper instruments of transfer, is transferable by delivery with the same effect as in the case of negotiable instruments under the laws of the State of New York; provided that the Depositary, notwithstanding any notice to the contrary, may treat the person in whose name this ADR is registered on the ADR Register as the absolute owner hereof for all purposes and neither the Depositary nor the Company will have any obligation or be subject to any liability under the Deposit Agreement to any holder of an ADR, unless such holder is the Holder thereof. …

…

(10)  Distributions on Deposited Securities.  Subject to paragraphs (4) and (5), to the extent practicable, the Depositary will distribute to each Holder entitled thereto on the record date set by the Depositary therefor at such Holder's address shown on the ADR Register, in proportion to the number of Deposited Securities (on which the following distributions on Deposited Securities are received by the Custodian) represented by ADSs evidenced by such Holder's ADRs: (a) Cash. Any U.S. dollars available to the Depositary resulting from a cash dividend or other cash distribution or the net proceeds of sales of any other distribution or portion thereof authorized in this paragraph (10) ("Cash"), on an averaged or other practicable basis, subject to (i) appropriate adjustments for taxes withheld, (ii) such distribution being impermissible or impracticable with respect to certain Holders, and (iii) deduction of the Depositary's and/or its agents' fees and expenses in (1) converting any foreign currency to U.S. dollars by sale or in such other manner as the Depositary may determine to the extent that it determines that such conversion may be made on a reasonable basis, (2) transferring foreign currency or U.S. dollars to the United States by such means as the Depositary may determine to the extent that it determines that such transfer may be made on a reasonable basis, (3) obtaining any approval or license of any governmental authority required for such conversion or transfer, which is obtainable at a reasonable cost and within a reasonable time and (4) making any sale by public or private means in any commercially reasonable manner. (b) Shares. (i) Additional ADRs evidencing whole ADSs representing any Shares available to the Depositary resulting from a dividend or free distribution on Deposited Securities consisting of Shares (a "Share Distribution") and (ii) U.S. dollars available to it resulting from the net proceeds of sales of Shares received in a Share Distribution, which Shares would give rise to fractional ADSs if additional ADRs were issued therefor, as in the case of Cash. (c) Rights. (i) Warrants or other instruments in the discretion of the Depositary, after consultation with the Company if practicable, representing rights to acquire additional ADRs in respect of any rights to subscribe for additional Shares or rights of any nature available to the Depositary as a result of a distribution on Deposited Securities ("Rights"), to the extent that the Company timely furnishes to the Depositary evidence satisfactory to the Depositary that the Depositary may lawfully distribute the same (the Company has no obligation to so furnish such evidence), or (ii) to the extent the Company does not so furnish such evidence and sales of Rights are practicable, any U.S. dollars available to the Depositary from the net proceeds of sales of Rights as in the case of Cash, or (iii) to the extent the Company does not so furnish such evidence and such sales cannot practicably be accomplished by reason of the non-transferability of the Rights, limited markets therefor, their short duration or otherwise, nothing (and any Rights may lapse). …

…

(12)  Voting of Deposited Securities.  As soon as practicable after receipt from the Company of notice of any meeting or solicitation of consents or proxies of holders of Shares or other Deposited Securities, the Depositary shall distribute to Holders a notice stating (a) such information as is contained in such notice and any solicitation materials, (b) that each Holder on the record date set by the Depositary therefor will, subject to any applicable provisions of Danish law and the Charter or similar documents of the Company, be entitled to instruct the Depositary as to the exercise of the voting rights, if any, pertaining to the Deposited Securities represented by the ADSs evidenced by such Holder's ADRs and (c) the manner in which such instructions may be given, including instructions to give a discretionary proxy to a person designated by the Company. Upon actual receipt by the ADR department of the Depositary of instructions of a Holder on such record date in the manner and on or before the time established by the Depositary for such purpose, the Depositary shall endeavor insofar as practicable and permitted under the provisions of or governing Deposited Securities to vote or cause to be voted the Deposited Securities represented by the ADSs evidenced by such Holder's ADRs in accordance with such instructions. The Depositary will not itself exercise any voting discretion in respect of any Deposited Securities. There is no guarantee that Holders generally or any Holder in particular will receive the notice described above with sufficient time to enable such Holder to return any voting instructions to the Depositary in a timely manner. …

…

(17)  Termination.  The Depositary may, and shall at the written direction of the Company, terminate the Deposit Agreement and this ADR by mailing notice of such termination to the Holders at least 30 days prior to the date fixed in such notice for such termination … After the date so fixed for termination, the Depositary and its agents will perform no further acts under the Deposit Agreement and this ADR, except to receive and hold (or sell) distributions on Deposited Securities and deliver Deposited Securities being withdrawn. As soon as practicable after the expiration of six months from the date so fixed for termination, the Depositary shall sell the Deposited Securities and shall thereafter (as long as it may lawfully do so) hold in a segregated account the net proceeds of such sales, together with any other cash then held by it under the Deposit Agreement, without liability for interest, in trust for the pro rata benefit of the Holders of ADRs not theretofore surrendered. After making such sale, the Depositary shall be discharged from all obligations in respect of the Deposit Agreement and this ADR, except to account for such net proceeds and other cash. After the date so fixed for termination, the Company shall be discharged from all obligations under the Deposit Agreement except for its obligations to the Depositary and its agents.

…

(20)  Elective Distributions in Cash or Shares.  Whenever the Company intends to distribute a dividend payable at the election of the holders of Shares in cash or in additional Shares, the Company shall give notice thereof to the Depositary at least 30 days prior to the proposed distribution stating whether or not it wishes such elective distribution to be made available to Holders. Upon receipt of notice indicating that the Company wishes such elective distribution to be made available to Holders, the Depositary shall consult with the Company to determine, and the Company shall assist the Depositary in its determination, whether it is lawful and reasonably practicable to make such elective distribution available to the Holders. The Depositary shall make such elective distribution available to Holders only if (i) the Company shall have timely requested that the elective distribution is available to Holders, (ii) the Depositary shall have determined that such distribution is reasonably practicable and (iii) the Depositary shall have received satisfactory documentation within the terms of Section 14 of the Deposit Agreement including, without limitation, any legal opinions of counsel in any applicable jurisdiction that the Depositary in its reasonable discretion may request, at the expense of the Company. If the above conditions are not satisfied, the Depositary shall, to the extent permitted by law, distribute to the Holders, on the basis of the same determination as is made in the local market in respect of the Shares for which no election is made, either (x) cash or (y) additional ADSs representing such additional Shares. If the above conditions are satisfied, the Depositary shall establish a record date and establish procedures to enable Holders to elect the receipt of the proposed dividend in cash or in additional ADSs. The Company shall assist the Depositary in establishing such procedures to the extent necessary. Nothing herein shall obligate the Depositary to make available to Holders a method to receive the elective dividend in Shares (rather than ADSs). There can be no assurance that Holders generally, or any Holder in particular, will be given the opportunity to receive elective distributions on the same terms and conditions as the holders of Shares."

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om refusion af indeholdt udbytteskat for indkomståret 2016.

Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført:

"Skattestyrelsen er af den opfattelse, at anmoder ud fra de foreliggende oplysninger ikke er den, der er begrænset skattepligtig af det modtagne udbytte, jf. selskabsskattelovens § 2, stk.1, litra c, og derfor ikke er den tilbagesøgningsberettigede efter kildeskattelovens § 69 B.

Skattestyrelsen har ud fra de foreliggende oplysninger vurderet, at der ikke er grundlag for at imødekomme anmodningen om tilbagebetaling af indeholdt kildeskat, idet der kan henvises til lovbekendtgørelse nr. 591 af 18. juni 2012, kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, hvor der fremgår følgende:

"§ 69 B Har nogen, der er skattepligtige efter § 2 eller selskabsskattelovens § 2, modtaget udbytte, hvori der efter §§ 65-65 D er indeholdt kildeskat, som overstiger den endelige skat efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst… tilbagebetales beløbet inden 6 måneder fra told- og skatteforvaltningens modtagelse af anmodning om tilbagebetaling. Sker tilbagebetaling efter dette tidspunkt, tilkommer der den skattepligtige en rente svarende til renten efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned.

Det er således den, der er begrænset skattepligtig efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, der er berettiget til at ansøge om refusion af indeholdt kildeskat på udbytte.

Af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c fremgår, at skattepligten påhviler selskaber og foreninger mv., der har hjemsted i udlandet, for så vidt de oppebærer udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2. Efter ligningslovens § 16 A, stk. 2, nr. 1 henregnes til udbytte alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere. En kapitalejer (aktionær eller anpartshaver) er enhver ejer af en eller flere kapitalandele, jf. selskabslovens § 5, stk. 1, nr. 15. Det er således aktionæren, der er skattepligtig af det udbytte denne oppebærer og kan tilbagesøge kildeskat efter kildeskattelovens § 69 B.

Det fremgår i øvrigt også af bemærkningerne til selskabsskattelovens § 2, stk. 3 (de alm. bem. til LFF 2016 123), at det er det direkte udbyttemodtagende selskab, dvs. den begrænset skattepligtige, der kan tilbagesøge udbytteskatten.

En aktionær har nogle økonomiske og forvaltningsmæssige rettigheder, der er knyttet til aktien. Det er derfor som udgangspunkt den, der har de økonomiske og især de forvaltningsmæssige rettigheder forbundet med aktien, der er ejer af aktien og dermed aktionær. Se f.eks. SKM2007.770.SR og SKM2020.179.HR.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det som udgangspunkt er depositarbanken, der skal anses for aktionær af de underliggende danske aktier, da banken er den civilretlige ejer af disse og indehaver af de forvaltningsmæssige rettigheder, der er knyttet til de underliggende danske aktier i det omfang intet andet er aftalt.

Et ADR-bevis i det sponsoreret G1 A/S-ADR-program kan ikke anses for et aktielignende ejerbevis, da de forvaltningsmæssige rettigheder ikke er tildelt ADR-indehaveren. ADR-indehaveren kan derfor ikke anses for aktionær.

Tilbagesøgningen om indeholdt kildeskat på udbytte kan således ikke imødekommes, da anmoder ikke anses for at være aktionær og dermed tilbagesøgningsberettiget. Det er depositaren, der anses for at være aktionær og dermed den skattepligtige, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c samt den tilbagesøgningsberettigede, jf. kildeskattelovens § 69 B.

Skattestyrelsen anser dog ikke depositarbanken for at være retmæssig ejer af udbyttet, da banken via ADR-ordningen har overdraget dispositionsretten til ADR-ejer.

Når det direkte udbyttemodtagende selskab (dvs depositarbanken) ikke er retmæssig ejer af udbyttet, opgøres en eventuel for meget indeholdt kildeskat i forhold til en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst for den retmæssige ejer. Det er dog stadig den begrænset skattepligtige (dvs depositarbanken), der skal anmode om refusionen, jf. kildeskattelovens § 69 B.

Anmodningen kan således ikke imødekommes."

Udtalelse fra Skattestyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 21. marts 2022 udtalt følgende:

"Artikel 22 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med USA er en såkaldt LOB-bestemmelse ("Limitation of Benefits"). Formålet med artiklen er at begrænse anvendelsen af visse af overenskomstens bestemmelser (begunstigelser) til særligt kvalificerede personer/selskaber. Formålet med artikel 22 er at imødegå tilfælde, hvor beskatning skal nedsættes eller eventuelt bortfalde som led i treaty shopping - altså udnyttelse af forskelle i f.eks. definitioner landene imellem, der kan medføre nedsat beskatning. Grundlaget for artikel 22 er derfor en kæde af objektive kriterier (tests), hvor der fokuseres på modtagerens tilknytning til bopælslandet, såsom at der er ydre tegn på seriøs virksomhed i bopælslandet som f.eks. børsnotering, at der ikke sker urimelig udhuling af skattegrundlaget i bopælslandet gennem fradragsberettigede betalinger (baseerosion), at der er reel forretningsmæssig aktivitet i bopælslandet. I nogle tilfælde skal flere kriterier være opfyldt samtidigt. Et selskab, der ikke opfylder kravene i en test, f.eks. formelle krav om ejerforhold og børsnotering, går videre til en anden test om betalingsstrømme og evt. til en tredje test om aktiv erhvervsudøvelse. Se bl.a. Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit C.F.9.2.20.5.2 og lovforslag L 30 af 4/10 2006 om indgåelse af protokol om ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA.

Af artikel 22, stk. 8, litra c fremgår det, at i relation til artikel 22 omfatter udtrykket "aktier" depotbevis deraf. I tilknytning til artikel 22’s bestemmelser om bl.a. ejerforhold til aktier omfattes således også depotbeviser af aktier.

Hvem der er aktionær i et dansk selskab og deraf, hvem der er rette indkomstmodtager af udbytte fra selskabet skal afgøres efter dansk ret. Se f.eks. Højesterets dom i SKM2018.376.HR.
Hvis en amerikansk bank efter dansk ret anses for aktionær i et dansk selskab, er det dermed banken der er rette indkomstmodtager af udbytte, jf. ligningslovens § 16 A og dermed banken, der er begrænset skattepligtig til Danmark af udbyttet efter reglerne i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Det er ligeledes banken, der som aktionær, kan tilbagesøge eventuelt for meget indeholdt udbytteskat, jf. reglerne i kildeskattelovens § 69 B. Den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst - herunder LOB-bestemmelsen i artikel 22 - har således ingen betydning i relation til dette.

Hvis den amerikanske bank kan anses for aktionær efter dansk ret og dermed rette indkomstmodtager af udbyttet, skal der tages stilling til, om beskatning i Danmark af udbyttet sker i overensstemmelse med den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvorefter beskatningen eventuelt skal begrænses. Det skal herunder vurderes om banken er retmæssig ejer af udbyttet eller om banken f.eks. har afgivet sin dispositionsret over udbyttet og viderefører dette til en indehaver af et ADR-bevis. Hvis en indehaver af et ADR-bevis er retmæssig ejer af udbyttet vil det være ADR-indehaverens dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark der afgør, om beskatningen af udbyttet kan begrænses. Som ovenfor nævnt ændrer dette ikke på, hvem der er aktionær i forhold til det danske selskab og dermed hvem, der er rette indkomstmodtager af udbyttet. Bemærk, at rette indkomstmodtager af et udbytte og retmæssig ejer af et udbytte ikke nødvendigvis er den samme. Aktionæren er den rette indkomstmodtager af udbyttet, men ikke nødvendigvis den retmæssig ejer af udbyttet, hvis aktionæren har afgivet dispositionsretten over udbyttet. LOB-bestemmelsen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 22 kan få betydning for, om og hvor meget beskatning af udbytte skal begrænses efter den danskamerikanske dobbeltoverenskomst artikel 10.
Som nævnt indledningsvis er formålet med artiklen at begrænse anvendelsen af visse af overenskomstens bestemmelser (begunstigelser) til særligt kvalificerede personer/selskaber. Hvorvidt artikel 22 har betydning for begrænsning af udbytteskatten beror på en vurdering af om de objektive tests i artiklen opfyldes.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at H1 ikke er rette indkomstmodtager af udbyttet og således heller ikke den rette ansøger af tilbagebetaling af for meget indeholdt udbytteskat."

Skattestyrelsen har den 12. maj 2022 supplerende udtalt følgende:

"Skattestyrelsen henviser til den påklagede afgørelse i sin helhed og skal supplerende bemærke følgende:

ADR-beviser generelt
Indehaveren af et ADR-bevis besidder i udgangspunktet et depotbevis, der afspejler prisudviklingen af bestemte deponerede aktier, og vil derfor som udgangspunkt have erhvervet et finansielt instrument, hvor værdien er afledt af de underliggende aktier. ADR-beviser er som udgangspunkt selvstændige værdipapirer, der kan udskilles fra de underliggende aktier, og som kan værdiansættes og beskattes særskilt.

Der er ikke offentliggjort praksis, der materielt tager stilling til den skattemæssige behandling af ADR-beviser. Landsskatteretten har i SKM2022.127.LSR anført følgende:

"ADR-beviser:
Landsskatteretten bemærker, at nogle af de omhandlede værdipapirer ikke ses at være egentlige aktier, men American Depositary Receipts (ADR). Et ADR-bevis er et omsætteligt værdipapir udstedt af en amerikansk depotbank, og som repræsenterer et nærmere bestemt antal aktier i et udenlandsk selskab. 

For at tage stilling til den skattemæssige kvalifikation af de pågældende ADR-beviser skal der foretages en gennemgang af det udbudsmateriale m.v., der ligger til grund for de respektive ADR-programmer for de relevante indkomstår. 

Det er Landsskatterettens opfattelse, at den skattemæssige kvalifikation af ADR-beviser undergives en egentlig førsteinstans sagsbehandling, hvorfor dette punkt hjemvises til fornyet behandling i Skattestyrelsen. 

Da ADR-beviserne alt andet lige ikke skal indgå i opgørelsen af selskabets beholdning af aktier efter aktieavancebeskatningsloven, skal der ligeledes foretages en fornyet opgørelse og beskatning efter reglerne herom."

Det kan udledes af afgørelsen, at Landsskatteretten var af den opfattelse, at de i den pågældende sag omhandlede ADR-beviser angiveligt ikke skulle anses for aktier, men at den skattemæssige vurdering måtte bero på en nærmere efterprøvelse af kontraktgrundlaget.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at i de tilfælde, hvor afkastet af ADR-beviset ikke skal beskattes efter aktieavancebeskatningsloven, og hvor ADR-beviset i stedet anses for omfattet af reglerne i kursgevinstloven, så er Depotbanken aktionær i det underliggende selskab, og værdien af ADR-beviset er et finansielt instrument, som følger værdien af aktien i det underliggende selskab. Det er i så fald også Depotbanken, der er begrænset skattepligtig af udbytterne af de underliggende aktier og det skattesubjekt, der kan påberåbe sig overenskomstbeskyttelse, hvis Depotbanken i øvrigt opfylder betingelserne herfor.

Videre er det Skattestyrelsens opfattelse, at for at et ADR-bevis skal anses for et bevis på ejerskabet af de underliggende aktier, er det en nødvendig betingelse, at de forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder på de underliggende aktier reelt er overført til den registrerede ADR-bevisindehaver. Dvs. at ADR-bevisindehaveren reelt skal kunne anses at besidde et bevis på en ejerandel i et kapitalselskab. I et sådant tilfælde er det ADR-bevisindehaveren og ikke Depotbanken, der anses for at eje aktierne i selskabet, og som besidder aktionærrettighederne og dermed også retten til at tilbagesøge udbytteskat.

Dette bygger dels på de selskabsretlige regler i relation til, hvornår en person kan anses for kapitalejer (aktionær) i et selskab, se selskabslovens § 5, nr. 14 og 15, samt offentliggjorte afgørelser om aktionærrettigheder, se herunder TfS 1996, 66 ØLR og TfS 1989, 110 ØLR. Efter Skattestyrelsens opfattelse må de pågældende domme forstås sådan, at det ved vurderingen af, hvem der er ejere af aktier, er et meget væsentligt forhold, hvem der har den reelle indflydelse og rådighed over aktien, se SKM2019.620.SR.

Skattestyrelsen bemærker supplerende, at de nævnte Østre Landsretsdomme omhandler overdragelser i familieforhold, ligesom det i sagerne ikke var bestridt, at der var tale om aktier. Afgørelserne kan dog efter Skattestyrelsens opfattelse tages til udtryk for, at der kan være situationer, hvor aktien er registreret hos ét skattesubjekt, mens aktien skatteretligt medtages hos et andet skattesubjekt baseret på, hvem der besidder rettighederne ifølge aktien.

Det er dog Skattestyrelsens klare opfattelse, at der skal være overdraget mere end blot de økonomiske rettigheder, herunder også de forvaltningsmæssige rettigheder, hvis ADR-beviser eller andre typer af depotbeviser, der er udstedt på baggrund af underliggende aktier, skatteretligt skal anses for reelt at udgøre et bevis på ejerskab af aktier. Dette beror på, at en aktie repræsenterer en ejerandel i et kapitalselskab. Der kan derfor ikke være tale om bevis på en ejerandel, hvis ejerrettighederne ikke reelt er overført til ADR-indehaveren. 

Vurdering af de konkrete ADR-beviser
Sagen omhandler anmodning om refusion af udbytteskat på baggrund af ADR-beviser udstedt på baggrund af deponerede aktier i G1 A/S. Der er tale om et sponsoreret program, hvor G1 har indgået en aftale om etablering af et ADR-program med Depotbanken. Om stemmerettighederne på de pågældende depotbeviser fremgår det bl.a. af den pågældende aftale, se pkt. 4.7, at:

“The Depositary shall not vote or attempt to exercise the right to vote that attaches to the Shares or other Deposited Securities, other than in accordance with such instructions. If no instructions are received by the Depositary from any Owner with respect to any of the Deposited Securities represented by the American Depositary Shares evidenced by such Owner’s American Depositary Shares on or before the date established by the Depositary for such purpose, the Depositary shall deem such Owner to have instructed the Depositary to give a discretionary proxy to a person designated by the Company with respect to such Deposited Securities and the Depositary shall give a discretionary proxy to a person designated by the Company to vote such Deposited Securities; provided that no such instruction shall be deemed given and no such discretionary proxy shall be given with respect to any matter as to which the Company informs the Depositary (and the Company agrees to provide such information as promptly as reasonably practicable) in writing that (x) the Company does not wish such proxy given, (y) substantial opposition exists or (z) such matter materially and adversely affects the rights of holders of the Shares. In the event that the Company does so inform the Depositary in writing of the existence of any of the foregoing circumstances (x), (y) or (z), then the Depositary shall deem such Owner to have so instructed the Depositary to vote or cause the Custodian to vote such Deposited Securities in the same manner as holders of the majority of the class of Deposited Securities voted at the relevant meeting." (Skattestyrelsen har fremhævet med fed skrift - understregning fremgår af kontrakten).

Ovenstående taler efter Skattestyrelsens opfattelse for, at det er Depotbanken, der reelt besidder stemmerettighederne, som banken som udgangspunkt alene udnytter, hvis banken bliver instrueret heri. Der kan dog ikke ske instruktion eller videregivelse af beføjelser i relation til forhold, hvor Selskabet (G1 A/S) informerer Depotbanken på skrift om, at Selskabet ikke ønsker, at der gives fuldmagt til andre, eller der er væsentlig modstand herimod, eller der er tale om forhold, der indholdsmæssigt og ugunstigt påvirker rettighederne for så vidt angår holders of the Shares - det vil sige Depotbanken. Der henvises i denne forbindelse til depotaftalens pkt. 1.18, hvoraf det fremgår, at "Shares" skal forstås som de ordinære aktier.

Som Skattestyrelsen læser ovenstående, er ADR-bevisindehaveren således i realiteten afskåret fra at indgive instruks til Depotbanken i relation til at stemme om visse forhold, der angår aktionærrettigheder, ligesom Depotbanken i øvrigt i samme forhold er forpligtet til at stemme som flertallet inden for den pågældende klasse.

Samlet set er det Skattestyrelsens opfattelse, at stemmerettighederne reelt tilhører Depotbanken. Dette sammenholdt med, at stemmerettighederne udelukkende tildeles ADR-indehavere med 4 eller flere ADR-beviser, bevirker efter Skattestyrelsens opfattelse, at stemmerettighederne ikke reelt kan anses for overført til ADR-bevisindehaveren. ADR-besiddelser på under 5 beviser kan i hvert fald under alle omstændigheder ikke anses for at repræsentere en ejerandel i selskabet.

Skattestyrelsen bemærker desuden, at ADR-beviserne handles OTC og ikke er noteret på en amerikansk børs. ADR-bevisudstedelsen sker heller ikke fx i forbindelse med nytegning af aktiekapital. Der henvises i øvrigt til den påklagede afgørelse, herunder det anførte om, at Depotbanken kan skønne, om bevisindehaveren vil få tegningsret ved ændring af kapital m.v.

Det er herefter Skattestyrelsens opfattelse, at de forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder ikke i det foreliggende tilfælde er overført i et sådant omfang, at Klageren kan anses for reelt at være aktionær i G1 A/S på baggrund af de omhandlede ADR-beviser. 

Tilbagesøgning af udbytteskatten
Klageren er en trust etableret i USA. Der er ikke ved afgørelsen taget stilling til, om trusten er et selvstændigt skattesubjekt, allerede Klageren ikke er anset for begrænset skattepligtig samt rette indkomstmodtager og dermed tilbagesøgningsberettiget.

Hvis man anser de pågældende ADR-beviser for omfattet af aktieavancebeskatningsloven, skal der derfor tages selvstændigt stilling til, om Klageren er et selvstændigt skattesubjekt efter dansk skattepraksis, idet en transparent enhed ikke kan være begrænset skattepligtig af udbytter og dermed heller ikke tilbagesøgningsberettiget i relation til kildeskat af udbytter.

Det fremgår af kildeskattelovens § 69 b, at begrænset skattepligtige, der modtager udbytte, hvori der er indeholdt kildeskat, der overstiger den endelige skat efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst mv., kan få refusion af det overskydende beløb.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den tilbagesøgningsberettigede er den, der er begrænset skattepligtig og rette indkomstmodtager af udbyttet. Det er i dette tilfælde ikke Klageren, der er det skattesubjekt, der besidder aktier i et dansk selskab og dermed heller ikke Klageren, der er tilbagesøgningsberettiget.

Den indsendte refusionsanmodning kan ikke anses for at indeholde en fuldmagt fra den tilbagesøgningsberettigede til at tilbagesøge udbytteskatten på dennes vegne.

Skattestyrelsen bemærker, at eftersom det er ikke er Klageren, der er begrænset skattepligtig af udbytterne, er det heller ikke Klageren, der kan påberåbe sig overenskomstbeskyttelse i relation til udbytteskatter. Se hertil afgørelsen af 20. september 2021. 

Konklusion
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den påklagede afgørelse skal stadfæstes, da refusionsanmodningen ikke er indsendt af det skattesubjekt, der er rette indkomstmodtager af de pågældende udbytter."

Endvidere har Skattestyrelsen den 10. november 2022 supplerende udtalt følgende:

"Skattestyrelsen indstiller til en stadfæstelse af afgørelsen. Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at de pågældende ADR-beviser ikke kan anses for bevis på ejerskabet af de underliggende aktier, idet det er uklart, hvordan man forholder sig i relation til ejerskabet på en femtedel, samt om de forvaltningsmæssige rettigheder er overført i deres helhed fra Depotbanken og hvem der ejer aktierne i tilfælde af Depotbankens konkurs. Skattestyrelsen henviser desuden til, at det påhviler refusionsansøgeren på Skattestyrelsens opfordring hertil at godtgøre, at der ikke er tale om pre-release, at der ikke er udstedt flere ADR-beviser på baggrund samme aktie, og/eller at de underliggende aktier ikke er udlånt m.v."

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til refusion af indeholdt udbytteskat.

Til støtte for påstanden er bl.a. anført:

“Skattestyrelsen’s denial is based, not on anything about the Claimant, but on its determination that the owner of shares of G1 for which ADRs are issued is the depository bank, that the depository bank is liable to tax, and that the depository bank is eligible to reclaim excess withheld tax.

We submit that Skattestyrelsen’s interpretation is at odds with Denmark’s tax treaty with the United States. It is also at odds with Denmark’s practice of international law. Skattestyrelsen’s interpretation has further adverse implications likely contrary to Danish interests.

Contrary to Treaty
Section 8(c) of Article 22 of the Convention Between the Government of the United States of America and the Government of the Kingdom of Denmark for the Avoidance of Double Taxation and The Prevention of Fiscal Evasion With Respect to Taxes on Income entered into in 1999, as amended by the 2006 protocol to that treaty provides, without qualification, that “the term ‘shares’ shall include depository receipts thereof." Thus, the treaty unambiguously provides that Claimant is the owner of shares entitled to the tax relief anticipated by the treaty. Nothing in the treaty, protocols, or interpretations suggests a depository would be considered the owner of the shares or able to recover taxes. The opposite seems clear. Specifically, if the intention was that there be just one reclaim application, i.e., G1 has just one depository, the treaty could easily have said that. It does not because that is not the intention. Rather, the history of the application of Article 22 since its inception and further clarified in 2006, is that holders of ADRs are treated as a shareholder and may obtain the tax relief provided by the treaty.

Skattestyrelsen bases its conclusion on Executive Order no. 591 of 18 June 2012. That order addresses those who are liable to tax under Section 2 of the Corporate Tax Act. Depositaries, in their capacity as issuers of ADRs, however, are not liable to tax. Finding that they are liable to tax under that provision would be contrary to the purpose of the treaty and render the 2006 protocol meaningless. That is, if Skattestyrelsen can determine that a holder of ADRs does not hold shares, the above-referenced provision of the treaty is effectively nullified.

Skattestyrelsen, however, goes further concluding that, “Skattestyrelsen anser dog ikke depositarbanken for at være retmæssig ejer af udbyttet, da banken via ADR-ordningen har overdraget dispositionsretten til ADR-ejer." / “However, the Danish Tax Agency does not consider the depository bank to be the rightful owner of the dividend, as the bank has transferred the right of disposal via the ADR scheme ADR owner." Despite that, Skattestyrelsen asserts that it would be the depositary that would have to pursue a claim. We suggest that Skattestyrelsen’s assertion that the depositary could pursue cover is contrary to Danish law. By way of example, in Skatteministeriet v. […] A/S (C-116/16) the Danish Eastern High Court held that a Luxembourg holding company was not the beneficial owner because it merely redistributed a dividend up the ownership chain to those not entitled to the tax benefit being sought. Moreover, noting that depositaries have no duty to pursue such reclaims and have no history or practice of doing so, Skattestyrelsen’s rule effectively operates as a procedural modification that deprives the beneficial owner of the dividend of the benefits intended by the treaty.

Contrary to Danish Treaty Law
Under Danish law, absent a clear statutory directive abrogating a treaty, Danish law must be interpreted and applied to give force to Denmark’s treaty obligations. (See Jens Faerkel, Some Aspects of The Constitution of Denmark, Irish Jurist (1982) at 23 and 24 and Peter Koerver Schmidt, The Emergence of Denmark’s Tax Treaty Network— A Historical View, Nordic Tax Journal (2018) at note 17). For over twenty years, and all the more so since the 2006 protocol, holders of ADRs of Danish securities have been treated as shareholders and accorded the benefits of the treaty. There has been no change to the Danish Corporation Tax Act that directs the interpretation recently adopted by Skattestyrelsen regarding ADRs. We suggest that the new interpretation is in conflict with Danish law and Denmark’s treaty obligations and, therefore, must be reversed.

Further Adverse Implications
Deprivation of Benefits
Please appreciate that Skattestyrelsen’s conclusions have further adverse implications if the depositary banks were to pursue recovery of excess withheld tax. First, the treaty provides for different rates for different types of entities. For example, charities and pensions are entitled to more favorable rates than the depositaries would obtain. Thus, under Skattestyrelsen new interpretation certain types of entities will be deprived of the intended benefits of the treaty. Second, if the depositories were to obtain recoveries of taxes and distribute them to the holder of the ADRs, Skattestyrelsen new interpretation would have the odd result of giving treaty benefits to anyone that owns such an ADR even if a citizen of a country with which Denmark does not have a treaty and even a Danish citizen. Surely that cannot be Skattestyrelsen’s intent. 

Market Distortion
Skattestyrelsen’s new interpretation is also distorting to the market. A key point behind ADRs is that, except for trading in different markets and, thus, different currencies, the ordinary shares, and the ADRs are equivalent. Because Skattestyrelsen new interpretation applies different tax rules to ordinary shares versus ADRs, their value to the same entity would be different. By way of example, if Claimant owned the ordinary shares of G1 instead of the ADR, there seems no question that it would have been entitled to treaty benefits. Thus, we have three possibilities:

1.       Owning ordinary shares - full treaty benefits as applicable to the owner.
2.       Owning ADRs and the depositary pursues recovery - treaty benefits based on the tax status of the depositary, which is less favorable for charities and pensions.
3.       Owning ADRs and the depositary does not pursue recovery - no treaty benefits

It seems contrary to the interests of the market for Skattestyrelsen’s interpretation to be allowed to force what are supposed to be equivalent securities to have different values."

Klagerens yderligere bemærkninger til sagen
Klagerens repræsentant har den 10. januar 2023 fremsat følgende supplerende bemærkninger:

"We are confirming this with each of the depositaries. Nevertheless, to the best of our knowledge, no pre-release is involved with these ADRs. Moreover, it is important to note, when it comes to tax reclamation, the concern with pre-release is that there may be claims for which there are no underlying shares. G2’s processes ensure that this cannot happen. For sponsored ADRs for which there is always just a single depositary, when G2 provides tax reclaim services, the applicable depositary provides the total of the share position it holds in custody. G2 ensures that limit is never exceeded. Second, in the more complex situation of unsponsored ADRs, for which there can be more than one depositary, G2 services all of the depositaries. Thus, while there may be more than one issuer of the ADRs, G2 receives the total share position each depositary holds in custody and ensures that combined limit is never exceeded.

…

Skattestyrelsen has noted in many of its letters, “De underliggende aktier i det ikke-amerikanske (fx danske) selskab er typisk direkte ejet af den amerikanske depositarbank (evt. gennem en nominee), og banken vil derfor typisk være registreret i udsteders ejerbog." / “The underlying shares in the non-American (e.g. Danish) company are typically directly owned by the American custodian bank (possibly through a nominee), and the bank will therefore typically be registered in the issuer's register of owners." and “Aktierne holdes af den amerikanske depositarbank i et depot i depositarbankens navn." / “The shares are held by the American custodian bank in a depository in the name of the custodian bank." That is not correct. The underlying shares are not owned by the depositary. As the word suggests, the shares are deposited with the depositary. That deposit may be made, for example, by the issuer in the case of sponsored issues or Danish or other financial institutions, often at the request of the party that desires to hold the ADR, for unsponsored issues. If a depositary were to go bankrupt, the deposited shares would not be part of the depositary’s estate. Rather, a different depositary would be appointed and the shares shifted to their custody."

Repræsentanten har den 21. marts 2023 fremsat følgende bemærkninger i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen:

"I. Background
In a notice dated February 12, 2021 (Vores sagsnr. 21-0129530), Skattestyrelsen announced its determination that certain American Depositary Receipts (“ADRs") are owned by the issuing depositary bank rather than the ADR holder. That notice specified seven ADR programs on Danish issues: (i) Carlsberg A/S, (ii) Chr. Hansen Holding A/S, (iii) Danske Bank A/S, (iv) FL Smidth A/S, (v) H. Lundbeck, (vi) Novozymes A/S, and (vii) Pandora A/S. Thus, contrary to decades of experience and practice, applications for tax reclaims filed by beneficial owners of those ADRs started to be rejected. That, however, was only the start. Reclaims have now also been rejected on the same basis on at least four more: (viii) A.P. Møller-Mærsk A/S, (ix) Coloplast A/S, (x) DSV A/S, and (xi) Vestas Wind Systems A/S. Thus, this “rule" now at least applies to eleven of the eighteen Danish ADRs that pay a dividend. To our knowledge, the only ADR on which reclaims are now being paid is Novo Nordisk A/S. Please note that we have not filed reclaims on the remaining six and less widely held dividend-paying Danish ADRs (GN Store Nord A/S, ISS A/S, Ørsted A/S, Sydbank A/S, Topdanmark A/S, and Tryg A/S).

The difficulty, as further discussed below, is that determination contradicts Denmark’s treaty obligations and Danish law, and is contrary to Denmark’s interests.

II. Contrary to Tax Treaty
Section 8(c) of Article 22 of the Convention Between the Government of the United States of America and the Government of the Kingdom of Denmark for the Avoidance of Double Taxation and The Prevention of Fiscal Evasion With Respect to Taxes on Income entered into in 1999, as amended by the 2006 protocol (“Tax Treaty") provides, without qualification, that “the term ‘shares’ shall include depository receipts thereof." Thus, the Tax Treaty unambiguously provides that beneficial owners of ADRs are the owner of shares entitled to the tax relief anticipated by the Tax Treaty. Until 2021, the holders of those ADRs were treated as shareholders. Thus, when dividends were paid on Danish securities, holders of the ADRs were entitled to and regularly did obtain treaty benefits. Nothing has happened in the intervening seventeen years since that protocol was agreed that would change this.

Nothing in the Tax Treaty, protocols, or interpretations suggests a depositary would be considered the owner of the shares or able to recover taxes. The opposite seems clear: if the intention was that just a maximum of four reclaim applications, i.e., one for each depositary, should be made, the Tax Treaty could easily have said that. It does not, not least because that is not the intention. Rather, the history of the application of Article 22 since its inception and further clarified in 2006, is that holders of ADRs are treated as a shareholder and may obtain the tax relief provided by the Tax Treaty.

III. Incorrect Application of the Tax Treaty
In support of its contrary position, Skattestyrelsen asserts (there have been slight variations of this paragraph among the various letters from Skattestyrelsen):

Article 22 of the double taxation agreement with the USA is an LOB (Limitation of Benefits) provision. The purpose of the article is to limit the application of certain provisions of the double taxation agreement (benefits) to particularly qualified persons/companies. The purpose of article 22 is to address cases where taxation is to be reduced or possibly lapses as an element of treaty shopping - i.e. exploitation of differences in e.g. definitions between countries that may lead to reduced taxation. The basis for article 22 is therefore a chain of objective criteria (tests) with focus on the recipient’s affiliation to the country of residence, such as external signs of serious business activity in the country of residence, e.g. stock-exchange listing, that there is no unreasonable erosion of the tax base in the country of residence through deductible payments (base erosion), and that there is actual commercial activity in the country of residence. In some cases, several criteria must be fulfilled at the same time. A company that does not fulfil the requirements in a test, e.g. formal requirements concerning ownership and stock-exchange listing, will proceed to another test concerning payment flows, and possibly to a third test concerning active pursuit of business activities.

We note that Skattestyrelsen has never identified the “chain of objective criteria (tests)" referenced above. Moreover, the title of Article 22 of the Tax Treaty is, of course, “Limitation of Benefits." The purpose of that article is to specify who is entitled to the benefits of the Tax Treaty. That is made explicit in subsection 1, “A resident of a Contracting State shall be entitled to the benefits of this Convention only to the extent provided in this Article." It then proceeds to specify who is entitled to those benefits. Skattestyrelsen has never questioned whether any of the claimants are entitled to benefits under Article 22. Moreover, Skattestyrelsen, regularly notes, as we do, that:

Article 22(8) para (c) states that, in relation to article 22, the term ‘shares’ includes depositary receipts representing ownership thereof. In connection with the provisions of article 22 on, inter alia, ownership of shares, depositary receipts for shares are thus also included.

Notwithstanding the Tax Treaty, Skattestyrelsen asserts (there have been slight variations on this paragraph among the various letters from Skattestyrelsen):

Who is a shareholder in a Danish company and hence who is the beneficial income recipient of dividends from the company must be decided in accordance with Danish law. See e.g. the Danish Supreme Court’s judgement in SKM2018.376.HR.

Skattestyrelsen, however, has conflated two issues: (i) who is a shareholder, and (ii) who is the beneficial income recipient of dividends. The Danish Supreme Court did not address that first question in that case (likely because it was not at issue). Concerning the second, however, the court determined, as Skattestyrelsen notes, that who is the beneficial income recipient of dividends must be determined in accordance with Danish law. In that case, having determined that the foundation in question was not properly formed under Danish law, the board of the foundation, i.e., A and his parents, were the beneficial owners of the dividends. Because A was domiciled in Great Britain, the court determined that the Danish-British double taxation agreement applied.

As noted, the above case did not consider ADRs. That subject was taken up by Skatterådet in SKM2022.333.SR and SKM2022.334.SR. In those cases, the court held that ADRs are the equivalent of Danish shares and found that administrative and financial rights to the underlying shares had been transferred to the holder of the ADR. That, in particular, included dividends. That is also the case for each of the Danish ADRs at issue. Each provides for the distribution to the holder of the ADR of all distributions, subject only to exceptions when that is not possible. It must be noted that in no event does the depositary keep the distribution for itself. Given this, each claimant is the holder of the ADR, is the recipient and beneficial owner of the dividends, and is entitled to the benefits of the Tax Treaty.

For reference, Appendix A includes links to the F-6 filing submitted to the U.S. Securities and Exchange Commission for each of the ADRs at issue. As noted, each provides for distributions to be passed to the owners of the ADRs.

IV. Depositary Not Eligible to Reclaim Taxes
In rejecting claims on behalf of the beneficial owners of Danish ADRs, Skattestyrelsen has regularly instructed (with slight variations), “It is also the bank that, as a shareholder, can apply for reimbursement of any excess dividend tax withheld, see the rules in section 69 B of the Danish Withholding Tax Act (Kildeskatteloven)" We suggest that Skattestyrelsen’s assertion that the depositary could pursue recovery is contrary to Danish law. First, as the word “depositary" suggests, the shares are deposited with the depositary. It does not own them. That deposit may be made, for example, by the issuer in the case of sponsored issues or Danish or other financial institutions, often at the request of the party that desires to hold the ADR, for unsponsored issues. If a depositary were to go bankrupt, for example, the deposited shares would not be part of its estate. Rather, a different depositary would be appointed and the shares shifted to their custody. Second, as discussed in Section III above, the depositary is not the beneficial owner of the dividends paid on the ADRs for which it serves as the depositary. Rather, as described, it must distribute dividends to the owners of the ADRs.

By way of example, in Skatteministeriet v. […] A/S (C-116/16) the Danish Eastern High Court held that a Luxembourg holding company was not the beneficial owner of a dividend because it merely redistributed a dividend up the ownership chain to those not entitled to the tax benefit being sought. Similarly, as is the ordinary course for ADRs, the depository bank must pass the dividend on to the holder of the ADR. As the depositary is not the owner of the shares and not the beneficial owner of the dividend, it is not entitled to recovery under the Tax Treaty.

V. Contrary to the Danish Application of International Law
Under Danish law, absent a clear statutory directive abrogating a treaty, Danish law must be interpreted and applied to give force to Denmark’s treaty obligations. (See Jens Faerkel, Some Aspects of The Constitution of Denmark, Irish Jurist (1982) at 23 and 24 and Peter Koerver Schmidt, The Emergence of Denmark’s Tax Treaty Network—A Historical View, Nordic Tax Journal (2018) at note 17). For over twenty years, and all the more so since the 2006 protocol, holders of ADRs of Danish securities have been treated as shareholders and accorded the benefits of the treaty. There has been no change to the Danish Corporation Tax Act that directs the interpretation recently adopted by Skattestyrelsen regarding ADRs. We suggest that the new interpretation is in conflict with Danish law and Denmark’s treaty obligations and, therefore, must be reversed.

VI. Ratio is Irrelevant
A point that has been noted in connection with this issue is the ratio of ADRs to the ordinary shares on which they are based. As Skattestyrelsen has noted in many of its letters, “er forholdet mellem ADR-beviser og de underliggende aktier ikke altid 1:1." “the ratio between ADRs and the underlying shares is not always 1:1." That is certainly true. Based on information at www.adr.com, which is operated by J.P. Morgan, the ratios between ADRs and their underlying securities range presently between 1,000:1 to 1:100. Among the twenty-eight ADRs based on Danish securities, the ratios range between 1:1 and 200:1. Only seven of the ADRs based on Danish securities have a ratio of 1:1. Those, for example, include Novo Nordisk on which Skattestyrelsen has continued to pay tax reclaim applications ordinarily and correctly, as well as Novozymes, on which it has not.

The ratio of ADRs to the underlying shares is based on various factors. By way of example, ensuring that ADRs have a price per share that meets the requirements of the exchange on which they will trade (NASDAQ may delist a security for which the price falls below $1 for more than ten days and NYSE applies a similar rule at $4 per share). Further, the ratio may be set to allow a price that will garner greater interest in the U.S. market versus the home market. In any event, the ratio is irrelevant for purposes of the applicability of the Tax Treaty and for determining the beneficial owner of dividends.

VII. Further Adverse Implications
A. Deprivation of Benefits
Skattestyrelsen’s conclusions have further adverse implications. Assuming, arguendo, that the depositary banks were to pursue recovery of excess withheld tax, the Tax Treaty provides different rates for different types of entities. Specifically, versus the standard Danish withholding rate of 27%, charities and pensions are entitled to a 0% withholding rate (i.e., to recover 100% of the withholding), while it appears that a depositary bank would only be entitled (applying Skattestyrelsen’s view) to a 15% withholding rate (i.e., to recover only 85% of the withholding). Thus, under Skattestyrelsen interpretation certain types of entities would be deprived of the intended benefits of the Tax Treaty. As noted, however, the depositaries are not entitled to recover taxes withheld on ADRs in Denmark (nor under any other tax treaty of which we are aware).

B. Unintended Beneficiaries
If the depositaries were to obtain recoveries of taxes and distribute them to the holder of the ADRs, Skattestyrelsen new interpretation would have the odd result of giving treaty benefits to anyone that owns such an ADR - even if a citizen or resident of a country with which Denmark does not have a treaty and even a Danish citizen. Surely that cannot be Skattestyrelsen’s intent as it would defeat the purpose of Article 22 of the Tax Treaty that limits treaty benefits to certain entities.

C. Market Distortion
Skattestyrelsen’s interpretation is also distorting to the market. A key purpose for ADRs is that, except for trading in different markets and, thus, in different currencies, the ordinary shares and the ADRs are equivalent. Because Skattestyrelsen’s new interpretation applies different tax rules to ordinary shares versus ADRs, their value to the same entity would be different. By way of example, if the claimant in these cases owned the ordinary shares of the Danish security instead of the ADR, there seems no question that they would have been entitled to treaty benefits. Thus, we have three possibilities:

1.       Owning ordinary shares - full treaty benefits as applicable to the owner.
2.       Owning ADRs and the depositary pursues recovery - treaty benefits based on the tax status of the depositary, which is less favorable than for charities and pensions, but would seem to be available to the whole world.
3.       Owning ADRs and the depositary does not pursue recovery - no treaty benefits.

It seems contrary to the interests of the market for Skattestyrelsen’s interpretation to be allowed to force what are supposed to be equivalent securities to have different values.

VIII. Prayer for Relief
In light of the above, we respectfully request that you determine that the Skattestyrelsen’s notice of February 12, 2021 (Vores sagsnr. 21-0129530) was outside of its authority, and, therefore, beneficial owners of Danish ADRs are entitled to recover excess withheld taxes based on their tax status under the Tax Treaty. Based on that, we ask that all of the appeals be granted and the Skattestyrelsen be directed to immediately pay with statutory interest the amount due on each claim. We further ask that Skattestyrelsen be directed to apply the same result to all filed claims, including any that it has denied on the same basis as those in the cases covered in the present matters."

Retsmøde

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Skattestyrelsen har den 18. november 2024 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:

“1. Indledende bemærkninger
Sagen vedrører, hvorvidt H1 (herefter "Klager") i indkomståret 2016 er berettiget til refusion af udbytteskat som ejer af American Depositary Receipts (herefter "ADR-beviser") udstedt af F1-Bank på grundlag af aktier i G1 A/S.

Skatteankestyrelsen indstiller, at Skattestyrelsens afgørelse om refusion af udbytteskat af 20. september 2021 stadfæstes, idet Klager ikke opfylder betingelserne for refusion af udbytteskat. Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling.

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens angivelse af, hvilke betingelser der generelt skal være opfyldt for, at Klager kan opnå refusion af udbytteskat i henhold til dobbeltbeskatningsaftalen med USA.

For så vidt angår den af Skatteankestyrelsen foretagne vurdering af, om Klager som indehaver af de konkrete ADR-beviser skattemæssigt skal anses for ejer af aktier i G1 A/S, er Skattestyrelsen ikke enig.

Efter afgørelsen blev truffet i første instans har Skatterådet i tre offentliggjorte bindende svar fastslået, at indehaverne af ADR-beviser i nogle sponsorerede ADR-programmer skulle anses for at være aktionærer i de respektive selskaber. Skattestyrelsen har derfor foretaget en nærmere vurdering af ADR-beviserne i G1 A/S på grundlag af de retningslinjer, som Skatterådet har fastlagt i de tre bindende svar, jf. nærmere nedenfor.

Skattestyrelsen er overordnet set af den opfattelse, at den skattemæssige kvalifikation af ADR-beviser skal afgøres med udgangspunkt i Skatterådets praksis for beskatning af ADR-beviser. Ifølge Skatterådets praksis kan det ikke kræves, at alle rettighederne på aktierne i henhold til depotaftalen er overført én til én til ADR-indehaveren, men at der skal foretages en samlet konkret vurdering af, om det er depotbanken eller ADR-indehaveren, der skattemæssigt skal anses for at være ejer af de deponerede aktier og dermed skal have aktionærstatus. Efter at have gennemgået depotaftalen finder Skattestyrelsen efter en samlet konkret vurdering af aftalen, at Klager som udgangspunkt skal anses for at være aktionær i G1 A/S, såfremt der ikke er anvendt pre-release.

Ifølge sagsmaterialet er det imidlertid ikke blevet dokumenteret ved indsendelse af erklæring fra depotbanken, at der ikke er sket pre-release af ADR-beviser. Skattestyrelsen finder derfor, at Klager ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret og sandsynliggjort, at mængden af udstedte ADR-beviser har været dækket af et antal deponerede aktier, som efter det fastsatte udstedelsesforhold i depotaftalen (5:1) modsvarer antallet af udstedte ADR-beviser. Skattestyrelsen er derfor af den opfattelse, at anmodningen om refusion af udbytteskat ikke kan imødekommes, og at Skattestyrelsens oprindelige afgørelse skal stadfæstes.

Skattestyrelsens bemærkninger til Skatteankestyrelsens kontorindstilling fremsættes i det følgende. I afsnit 2 beskrives sagens faktuelle forhold i hovedtræk. I afsnit 3 fremføres hovedpunkterne i Skatteankestyrelsens indstilling, mens Skattestyrelsens bemærkninger fremsættes i afsnit 4.

Det bemærkes, at Skattestyrelsen i sin afgørelse ikke har forholdt sig til, hvorvidt Klager opfylder betingelserne for at blive kvalificeret som en pensionskasse i henhold til artikel 10, stk. 3, litra c, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med USA. Hvis Landsskatteretten på trods af Skatteankestyrelsens indstilling skulle give Klager medhold i, at Klager kan anses for aktionær i G1 A/S og retmæssig ejer af udbyttet, opfordrer Skattestyrelsen til, at sagen hjemvises med henblik på stillingtagen hertil.

2. Sagens faktuelle forhold, herunder ADR-bevisers formål og karakteristika
2.1 Generelt om ADR-bevisers formål og karakteristika
Et ADR-bevis er et omsætteligt værdipapir udstedt af en amerikansk depotbank.

Depotbanken udsteder American Depositary Shares, som hver især repræsenterer et nærmere bestemt antal aktier eller en nærmere bestemt andel af en aktie i et ikke-amerikansk selskab. Depotbanken har de pågældende aktier i depot, typisk i en bank i samme land, som det aktieudstedende selskab er beliggende. Indehaveren af American Depositary Shares modtager et ADR-bevis som kvittering for erhvervelsen. ADR-beviset er således et depotbevis. American Depositary Shares og ADR-beviser kan i de fleste sammenhænge bruges som synonymer, da begge begreber refererer til værdipapirer, der giver rettigheder over deponerede aktier i et ikke-amerikansk selskab.

Formålet med udstedelsen af ADR-beviser er at gøre det muligt for et ikke-amerikansk selskab at få dets aktier handlet på en amerikansk børs eller Over-The-Counter (herefter "OTC").

Dernæst handles ADR-beviserne altid i USD og depotbankerne veksler udbytterne fra lokal valuta til USD inden udbytterne videredistribueres til ADR-indehaverne. ADR-indehaverne, som oprindeligt blev udbudt til amerikanske selskaber og personer, undgår dermed valutaomvekslingen.

De deponerede aktier i ADR-programmer baseret på danske aktier opbevares på nominee depoter hos en dansk bank/Euronext. Depotbanken står typisk navnenoteret i selskabets ejerbog, hvilket er en betingelse for, at depotbanken kan udøve stemmeretten på vegne af ADR-indehaverne.

Depotaftalen regulerer forholdet mellem depotbanken, det ikke-amerikanske selskab og indehaverne af ADR-beviserne (omtales som sponsorerede depotaftaler). Ved såkaldte usponsorerede depotaftaler er selskabet dog ikke aftalepart, idet depotbanken udsteder ADR-beviserne uden selskabets mellemkomst. Depotaftalen regulerer alle forhold af relevans for aftaleforholdet, herunder hvor mange aktier (én, flere eller eventuelt fraktioner af aktier) som ADR-beviset repræsenterer. Depotaftalen regulerer også ADR-indehaverens rettigheder til de deponerede aktier, herunder f.eks. udøvelse af stemmeretten, retten til udbytte, muligheden for at deltage i corporate actions samt betingelserne for, at ADR-indehaveren kan få udleveret de deponerede aktier mod indlevering af ADR-beviset til depotbanken.

Depotaftalen indeholder i praksis ikke en fuld spejling af de rettigheder, som tilkommer en ejer, som ejer aktierne direkte. Kendetegnende er dog, at ADR-indehaveren altid opnår en fuld eksponering til afkastet på de deponerede aktier fratrukket betaling af eventuelle gebyrer til depotbanken.

U.S. Securities and Exchange Commission (SEC), opstiller som generel betingelse for udstedelse af ADR-beviser, at ADR-indehaveren kan kræve den underliggende aktie udleveret. Desuden er det gældende, at ADR-indehaveren ved anmodning om udlevering af de deponerede aktier mod indlevering af ADR-beviset, i visse depotaftaler vil få eventuelle fraktioner afregnet kontant.

Skatterådet har i tre bindende svar, SKM2022.333.SR, SKM2022.334.SR og SKM2022.424.SR, fastslået, at den skattemæssige kvalifikation af ADR-programmerne beror på en samlet konkret vurdering af, om det er depotbanken eller ADR-indehaveren, som i henhold til depotaftalen er tillagt de væsentlige forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder. Udgangspunktet i de tre bindende svar er, at depotbanken skal anses for aktionær, medmindre det ud fra en samlet konkret vurdering af depotaftalen kan konkluderes, at ADR-indehaveren må anses for at være aktionær.

Depotbanken har til brug for sagerne i to af de offentliggjorte bindende svar om ADR-beviser, oplyst til repræsentanten, at de underliggende aktier ikke tilhører depotbanken, hvorved de efter depotbankens opfattelse heller ikke skal indgå i depotbankens konkursbo efter amerikansk ret. Desuden blev det oplyst, at det aldrig er sket, at en amerikansk depotbank er gået konkurs, hvorfor retsstillingen er uprøvet i amerikansk ret. Skatterådet har på grundlag heraf anset betingelsen om, at aktierne skulle udleveres til ADR-indehaveren i forbindelse med depotbankens konkurs, for værende opfyldt.

2.2 ADR-programmet i G1 A/S
2.2.1 Generelt
ADR-programmet i G1 A/S er et sponsoreret program, der handles OTC, og hvor G1 A/S den 13. marts 2015 har indgået en aftale med F1-Bank om deponering af aktier. F1-Bank har på baggrund af de deponerede aktier udstedt unoterede American Depositary Shares. På basis af disse er der udstedt ADR-beviser til ADR-indehaverne. Hvert ADR-bevis repræsenterer ⅕ aktie i G1 A/S.

Ved erhvervelsen af ADR-beviserne accepterer ADR-indehaverne, herunder Klager at blive part i depotaftalen, hvorved ADR-indehaverne tiltræder de i depotaftalen indeholdte vilkår.

2.2.2 Indholdet af depotaftalen og ADR-beviset i G1 A/S
Depotaftalen for G1 A/S svarer indholdsmæssigt til de depotaftaler, der typisk anvendes i sponsorerede ADR-programmer. Depotaftalen beskriver aftalens enkelte forhold i overordnede bestemmelser (herunder henvist til som sektioner i depotaftalen) og mere detaljerede bestemmelser fremgår af ADR-beviset, som er Exhibit A til depotaftalen (herunder henvist til som paragraffer).

En gennemgang af depotaftalen viser således, at ADR-indehaveren opnår den fulde økonomiske eksponering på aktierne, og at depotbanken ikke er tillagt økonomiske rettigheder til aktierne. Depotbanken administrerer således rettighederne på de deponerede aktier på vegne af ADR-indehaveren og kan opkræve eventuelle gebyrer for at administrere depotaftalen.

Ifølge depotaftalen er der en række situationer, hvor ADR-indehaverne i praksis ikke altid kan få helt samme rettigheder som en direkte ejer af aktierne, som følge af lovgivningsmæssige begrænsninger m.v.

I alle disse situationer, hvor rettighederne på aktierne ikke kan videredistribueres, er det dog forudsat i depotaftalen, at depotbanken så vidt muligt skal sørge for, at ADR-indehaveren kompenseres økonomisk. Det er f.eks. tilfældet, hvis ADR-indehaveren ikke kan deltage i en nytegning af aktier, eller der skal udloddes aktier eller fysiske aktiver m.v. fra selskabet til aktionærerne, som ikke rent praktisk kan videredistribueres til ADR-indehaveren, jf. Section 5 i depotaftalen sammenholdt med paragrafferne 10 og 13 i ADR-beviset.

Desuden er der i depotaftalen bestemmelser om, at eventuelle fraktioner af aktier i forbindelse med udlodning af udbytte og tegningsretter samt corporate actions f.eks. fusioner, skal videredistribueres kontant til ADR-indehaveren, jf. Section 5 i depotaftalen sammenholdt med paragraf 10 i ADR-beviset.

Hvis selskabet ophører ved likvidation, træder likvidationsprovenuet i stedet for de deponerede aktier og opbevares af depotbanken. ADR-beviset repræsenterer herefter en forholdsmæssig andel af likvidationsprovenuet som udbetales til ADR-indehaveren ved indløsning af ADR-beviset, jf. paragraf 13 i ADR-beviset.

I det følgende gives en overordnet beskrivelse af de elementer i depotaftalen i ADR-programmet for G1 A/S, som Skatteankestyrelsen har tillagt særlig betydning i forhold til nærværende sag. Det vil sige bestemmelserne om (1) udøvelse af stemmeretten på aktierne, (2) tildeling af tegningsretter på aktierne, (3) opsigelse af depotaftalen samt (4) depotbankens mulighed for at udstede pre-released ADR-beviser.

Ad (1) udøvelse af stemmeretten på aktierne
I paragraf 12 i ADR-beviset er fastsat regler for udøvelse af stemmeretten. Det fremgår, at depotbanken ikke har mulighed for at stemme af egen drift, og at der kun kan stemmes på aktierne, hvis der foreligger en stemmeinstruks fra ADR-indehaveren. ADR-indehaveren opfordres til at indgive sin stemmeinstruks til depotbanken så snart det er muligt. Hvis ADR-indehaveren ikke afgiver en stemmeinstruks til depotbanken udnyttes stemmeretten ikke.

Det fremgår desuden, at depotbanken skal bestræbe sig på, så vidt det er praktisk muligt at afgive stemmerne eller foranledige, at stemmerne afgives. I depotaftalen er desuden indsat et generelt forbehold, hvorefter der ikke kan gives garanti for, at ADR-indehaveren vil modtage meddelelse om generalforsamlingen og muligheden for at afgive stemme i tilstrækkelig god tid til at gøre den pågældende i stand til at returnere stemmeinstruktioner til depotbanken rettidigt.

Ad (2) tildeling af tegningsretter på aktierne
I paragraf 10 i ADR-beviset om proceduren for salg og udøvelse af tegningsrettigheder er der opstillet tre scenarier for, hvordan depotbanken skal håndtere tegningsretterne. Hvis selskabet udsteder tegningsretter og selskabet rettidigt fremlægger bevis for, at depotbanken lovligt kan videredistribuere tegningsretten til ADR-indehaveren, som er tilfredsstillende for depotbanken (selskabet er ikke forpligtet til at fremlægge sådant bevis), skal depotbanken videredistribuere tegningsretten til ADR-indehaveren, eller hvis selskabet ikke fremlægger sådant bevis og salg af tegningsretterne er praktisk muligt, skal tegningsretterne sælges for herefter at kompensere ADR-indehaveren med nettoprovenuet. Hvis det ikke er muligt, at tegningsretterne kan sælges som følge af, at de er uoverdragelige, eller der ikke er et marked herfor, kan depotbanken lade tegningsretterne udløbe uudnyttet. Desuden er selskabet ifølge depotaftalen ikke forpligtet til at bidrage til depotbankens vurdering af, om det kan være lovligt at stille sådanne rettigheder til rådighed for ADR-indehavere i almindelighed eller nogen ADR-indehaver i særdeleshed.

Ad (3) opsigelse af depotaftalen
I paragraf 17 i ADR-beviset om proceduren for depotbankens eller selskabets opsigelse af depotaftalen fremgår det, at aftalen kan opsiges af depotbanken med 30 dages varsel overfor ADR-indehaveren, og at ADR-indehaveren kan anmode om at få de underliggende aktier udleveret indtil 6 måneder efter opsigelsesdatoen for depotaftalen. Desuden fremgår det, at depotbanken efter fristen for, at ADR-indehaveren kan anmode om at få udleveret de underliggende aktier, er udløbet, kan sælge aktierne og herefter er forpligtet til at opbevare nettoprovenuet på en konto, der er adskilt fra depotbankens egne midler, indtil ADR-indehaveren anmoder om at få beløbet udbetalt.

Ad (4) depotbankens mulighed for at udstede pre-released ADR-beviser
Ifølge paragraf 1 i ADR-beviset kan depotbanken udstede ADR-beviser, inden depotbanken har modtaget de underliggende aktier fra modparten (pre-release). Det er en forudsætning, at modparten stiller behørige aktiver som sikkerhed indtil aktierne bliver leveret. Det bemærkes, at der ifølge bestemmelsen ikke er fastsat en tidsfrist for, hvornår modparten skal levere aktierne. Desuden fremgår det af bestemmelsen om pre-release, at antallet af aktier repræsenteret af ADR-beviser, som til enhver tid er udestående som følge af pre-release, normalt ikke vil overstige 30 % af de samlede deponerede aktier.

3. Skatteankestyrelsens kontorindstilling
Skatteankestyrelsen angiver indledningsvist i kontorindstillingen, at:

"(…) refusion af udbytteskat er betinget af, at klageren har ejet aktier, og at klageren har modtaget udbytte af disse aktier, hvor der i forbindelse med udbetalingen af udbyttet er indeholdt udbytteskat."

Skatteankestyrelsen angiver desuden, at: 

"Spørgsmålet om, hvem der må anses for aktionær i et dansk selskab og dermed rette indkomstmodtager af udbytte fra selskabet, skal afgøres efter dansk ret. Der henvises til Højesterets dom af 19. juni 2018, offentliggjort SKM2018.376.HR."

Skatteankestyrelsen angiver videre, at det må bero på en samlet konkret vurdering af aftalegrundlaget, som ligger til grund for det pågældende ADR-program, om en American Depositary Share kan sidestilles med en aktie, jf. herved Højesterets dom af 18. januar 2023, offentliggjort i SKM2023.34.HR, og dermed om indehaveren af et ADR-bevis skattemæssigt skal anses for ejer af aktier i det danske selskab.

Skatteankestyrelsen angiver vedrørende den skattemæssige kvalifikation af det i sagen omhandlede ADR-program, at:

"(…) det må bero på en samlet og konkret vurdering af aftalegrundlaget, som ligger til grund for det pågældende ADR-program for det relevante indkomstår, om en American Depositary Share kan sidestilles med en aktie, og dermed om indehaveren af et ADR-bevis skattemæssigt kan anses for ejer af aktier i et dansk selskab. Endvidere finder retten, at det afgørende ved vurderingen er, hvorvidt de forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder, der knytter sig til den pågældende aktie, er overført til indehaveren af ADR-beviset.

Skatteankestyrelsen indstiller, at de pågældende American Depositary Shares/ADR-beviser ikke kan sidestilles med aktier, og at Klager som indehaver af et ADR-bevis ikke skal anses for ejer af aktier i G1 A/S.

Skatteankestyrelsen lægger i kontorindstillingen vægt på følgende forhold:

·         At det særligt skal tillægges betydning, at der ikke er foretaget reel stemmeretsoverførsel til ADR-indehaveren. Der er henset til, at der hverken er garanti for, at ADR-indehaveren vil blive informeret om generalforsamlinger i selskabet, eller at ADR-indehaveren vil blive informeret om generalforsamlinger i tilstrækkelig tid til at kunne afgive stemmeinstruks til depotbanken. Dertil kommer, at depotbanken alene skal bestræbe sig på at stemme i overensstemmelse med ADR-indehaverens instruks, hvorfor der heller ikke er garanti for, at depotbanken rent faktisk udøver stemmeinstruksen.

·         At depotbanken indsamler, omregner og videredistribuerer udbyttet til ADR-indehaveren, ligesom det er tillagt vægt, at ADR-indehaveren ikke er garanteret at blive tilbudt retten at tegne yderligere aktier i selskabet, såfremt de deponerede aktier berettiger hertil.

·         At ADR-indehaveren skal tilbagelevere ADR-beviset senest 6 måneder efter depotaftalens opsigelse. Tilbageleveres ADR-beviset ikke, kan depotbanken sælge de deponerede aktier og holde nettoprovenuet herfra på en konto, som ikke er adskilt fra bankens egen formue.

·         At én American Depositary Share alene repræsenterer ⅕ aktie i G1 A/S. Det forhold, at Klager måtte være indehaver af et antal American Depositary Shares, der er deleligt med fem, ændrer ikke herpå.

·         At det ikke kan tillægges afgørende vægt, at ADR-indehaveren til enhver tid kan få udleveret de deponerede aktier. I øvrigt bemærkes, at det ikke er muligt at få udleveret ⅕ aktie, ligesom det bemærkes, at depotbanken kan udstede American Depositary Shares, inden banken har modtaget de underliggende aktier (pre-release).

Skatteankestyrelsen angiver i forlængelse heraf, at:

"Klageren er dermed heller ikke modtager af udbytte fra G1 A/S. Som følge heraf er klageren ikke begrænset skattepligtig af udbyttet, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og klageren kan derfor heller ikke påberåbe sig en evt. beskyttelse som skattefritaget i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Der tages herefter ikke stilling til, om betingelserne i den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst er opfyldt."

Skatteankestyrelsen lægger herved i sin indstilling op til en stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse af 20. september 2021.

4. Skattestyrelsens bemærkninger
4.1 Bemærkninger til det retlige grundlag for tilbagesøgning af udbytteskat for ejere af ADR-beviser
Som angivet indledningsvist er Skattestyrelsen enig i Skatteankestyrelsens angivelse af, hvilke betingelser der generelt skal være opfyldt for at opnå refusion af udbytteskat.

Skattestyrelsen er desuden enig med Skatteankestyrelsen i, at vurderingen af, hvorvidt et ADR-bevis kan sidestilles med en aktie, og dermed om Klager skattemæssigt kan anses for ejer af aktier i selskabet, skal ske på grundlag af en samlet konkret vurdering af depotaftalen, som ligger til grund for det enkelte ADR-program. Skattestyrelsen er også enig i, at der ved denne vurdering skal lægges vægt på, hvorvidt de forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder, der knytter sig til den pågældende aktie, i tilstrækkelig grad er overført til indehaveren af ADR-beviset.

Skatteankestyrelsen udleder principperne for den retlige vurdering af Højesteret dom af 18. januar 2023, offentliggjort som SKM2023.34.HR. Dommen vedrører spørgsmålet, om medlemmerne af […], som er organiseret som et selskab med begrænset ansvar (s.m.b.a.), kunne anses for indehavere af "lignende værdipapirer" i ligningslovens § 16 A´s forstand, og dermed om en bonusudbetaling kunne anses som et skattepligtigt aktieudbytte, hvilket Højesteret ikke fandt var tilfældet.

Nærværende sag angår imidlertid efter Skattestyrelsens opfattelse et andet spørgsmål, nemlig om depotaftalen/ADR-beviserne kan anses som dokumentation for Klagers ejerskab til de underliggende aktier, hvorved de udbytter, som depotbanken i sin egenskab af mellemmand videredistribuerede til Klager, skal beskattes som udbytter af "aktier", jf. ligningslovens § 16 A.

Da ligningslovens § 16 A omfatter både udbytter af "aktier" og udbytter af "lignende værdipapirer", og da principperne for at afgøre om et værdipapir er en aktie eller et lignende værdipapir må bero på de samme principper, det vil sige, om indehaveren er tillagt sædvanlige aktionærrettigheder, er Skattestyrelsen enig i, at de overordnede principper for den skatteretlige vurdering af ADR-beviserne kan udledes af højesteretsdommen.

Skattestyrelsen er imidlertid på en række punkter ikke enige i den af Skatteankestyrelsen foretagne retlige subsumtion, hvorefter Skatteankestyrelsen når frem til, at Klager som ejer af ADR-beviserne, ud fra en samlet konkret vurdering af depotaftalen som udgangspunkt ikke skal anses for aktionær i G1 A/S. Ifølge den foreliggende offentliggjorte praksis fra Skatterådet kan der således ikke opstilles et krav om, at alle forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder til de underliggende aktier ifølge depotaftalen skal være overført én til én til ADR-indehaveren, jf. nærmere nedenfor. Hvis kontorindstillingen fastholdes med den angivne begrundelse, vil det formentlig betyde, at ingen ADR-beviser i praksis vil kunne opfylde betingelserne for, at ADR-indehavere kan anses for aktionærer i de underliggende selskaber.

4.1.1 Skatterådets praksis vedrørende kvalifikationen af ADR-beviser
Skatterådet har i tre bindende svar, SKM2022.333.SR, SKM2022.334.SR og SKM2022.424.SR, taget stilling til den skattemæssige kvalifikation af konkrete ADR-beviser.

I alle tre sager fandt Skatterådet, at de pågældende ADR-beviser på baggrund af en samlet konkret vurdering af de pågældende depotaftaler skulle anses for et bevis på ejerskab af de underliggende aktier, hvorved ADR-indehaveren fik status som aktionær i det danske selskab.

I SKM2022.424.SR udtalte Skatterådet følgende:

"Hvorvidt et ADR-bevis kan anses for at være et bevis på ejerskab af de underliggende aktier må i første led afhænge af en konkret vurdering af aftaleforholdet mellem Depotbanken og indehaveren af ADR-beviset og det underliggende selskab. I den forbindelse skal der efter administrativ praksis lægges vægt på, hvilken part der har de forvaltningsmæssige såvel som økonomiske rettigheder, der knytter sig til den pågældende aktie, jf. SKM2022.333.SR og SKM2022.334.SR. 

Det fremgår bl.a. heraf, at det som udgangspunkt er Depotbanken, der skal anses for aktionær i relation til de underliggende aktier i ADR-programmer, når banken i øvrigt besidder forvaltningsmæssige rettigheder vedrørende aktierne. 

Hvis Depotbanken imidlertid helt har fraskrevet sig den reelle indflydelse og rådighed over de underliggende aktier via ADR-programmet, kan dette konkret medføre, at aktierne skattemæssigt skal anses for at tilhøre indehaveren af ADR-beviset. Indehaveren af ADR-beviset skal i så fald anses for at være aktionæren i skattemæssig henseende. 

For at et ADR-bevis kan anses for omfattet af reglerne for beskatning af aktier, skal der således være tale om en de facto overførsel af de konkrete, eksisterende forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder på den underliggende aktie med den virkning, at Depotbanken reelt er afskåret fra at råde over den underliggende aktie. 

Ved vurderingen heraf skal det især tillægges vægt, om ADR-beviset reelt udgør bevis på ejerandelen i et kapitalselskab, og i denne forbindelse hvilken part der har de økonomiske og forvaltningsmæssige rettigheder, der knytter sig til den pågældende aktie. 

Der skal således bl.a. henses til, om ADR-beviset svarer til en ordinær aktie i det underliggende selskab, om banken har foretaget en reel stemmeoverførsel til indehaveren af ADR-beviset, om de økonomiske rettigheder er overført, og om banken forbeholder sig rettigheder i forbindelse med ændringer i det aktieudstedende selskab, som påvirker ADR-beviset, fx ændringer af kapital, rekonstruktioner og lignende, herunder om ADR-indehaveren vil få udleveret de underliggende aktier i tilfælde af Depotbankens konkurs." 

Af de bindende svar kan samlet udledes en række mere specifikke betingelser, som efter Skatterådets opfattelse skal være opfyldt for, at ADR-indehaveren skal anses for at være aktionær. Specifikt skal de følgende betingelser være opfyldt:

· at depotbanken har foretaget en reel stemmeoverførsel til indehaveren af ADR-beviset,
· at de økonomiske rettigheder er overført, og depotbanken ikke forbeholder sig rettigheder i forbindelse med ændringer i det aktieudstedende selskab, som påvirker ADR-beviset, f.eks. ændringer af kapital, rekonstruktioner og lignende,
· at ADR-beviserne svarer til en underliggende aktie i et kapitalselskab m.v.,
· at ADR-indehaverne kan få udleveret de underliggende aktier, herunder i tilfælde af depotbankens konkurs, og
· at ADR-beviset er baseret på deponerede aktier. Det vil sige, at de deponerede aktier ikke afstås, udlånes eller på anden vis overføres til tredjemand, at der altid er mindst en underliggende aktie svarende til hvert udstedt ADR-bevis, at der ikke sker pre-release af ADR-beviser, og at ADR-beviserne vedbliver med at bære rettigheder svarende til de underliggende aktier.

Skatterådet har i de bindende svar lagt vægt på, at ADR-beviserne i de konkrete tilfælde ud fra en samlet konkret vurdering reelt udgør bevis på ejerandelen i et kapitalselskab, og i denne forbindelse, hvilken part, det vil sige depotbanken eller ADR-indehaveren, der er tillagt de væsentlige forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder, der knytter sig til den pågældende aktie.

Det bemærkes, at kendetegnende for ADR-programmerne i de tre offentliggjorte bindende svar var, at depotbanken havde fraskrevet sig alle de forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder, herunder f.eks. retten til at stemme på aktierne uden instruks fra ADR-indehaveren og til at udnytte tildelte tegningsretter til nytegning af aktier uden at kompensere ADR-indehaveren m.v.

Kendetegnende for ADR-programmerne i de tre offentliggjorte bindende svar var desuden, at ADR-indehaveren kunne afgive en stemmeinstruks på de underliggende aktier.

Kendetegnende var yderligere, at de konkrete depotaftaler ikke havde overført rettighederne på aktierne fuldt ud til ADR-indehaveren i det omfang, at det som følge af begrænsninger i lovgivningen eller af praktiske årsager ikke var muligt at overføre rettighederne. Det bemærkes, at disse begrænsninger også kan være til stede for en aktionær, der ejer aktier direkte, som opbevares af en bank på et nominee depot på vegne af aktionæren. Der henvises i denne forbindelse til SKM2018.596.SR, hvor Skatterådet fandt, at aktionæren i et investeringsselskab skulle anses for aktionær og beskattes efter aktieavancebeskatningslovens § 19, uanset det var vanskeligt for aktionæren at udøve sine stemmerettigheder.

I forbindelse med tildeling af tegningsretter er det f.eks. fastsat i depotaftalen i SKM2022.334.SR, at ADR-indehaveren ikke kan deltage i nytegning af aktier, hvis dette ikke er muligt på grund af lovgivningsmæssige krav eller af praktiske årsager. Ifølge depotaftalen skulle depotbanken afstå tegningsretterne i markedet og udbetale nettoprovenuet til ADR-indehaveren, og i yderste konsekvens kunne depotbanken i helt særlige tilfælde af umulighed vælge at lade tegningsretterne udløbe uudnyttet.

Dette forhold var dog ikke specifikt nævnt i begrundelsen for Skatterådets afgørelse, men var en del af depotaftalen, som indgik i sagens faktum, og som var refereret i den offentliggjorte afgørelse.

Ifølge Skatterådets praksis skal der for, at et ADR-bevis skal kunne anses for omfattet af reglerne for beskatning af aktier, være tale om en de facto overførsel af de konkrete, eksisterende forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder på den underliggende aktie til ADR-indehaveren med den virkning, at depotbanken reelt er afskåret fra at råde over den underliggende aktie. Der kan således ikke opstilles et krav om, at alle forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder til de underliggende aktier ifølge depotaftalen skal være overført én til én til ADR-indehaveren. ADR-indehaveren kan således som part i depotaftalen have fraskrevet sig visse nærmere begrænsede rettigheder, uden at det fratager ADR-indehaveren aktionærstatus.

Hvis depotbanken har fraskrevet sig den reelle indflydelse og rådighed over de underliggende aktier i depotaftalen, vil dette konkret kunne medføre, at de deponerede aktier skattemæssigt skal anses for at tilhøre ADR-indehaveren, hvis den økonomiske eksponering på aktierne tilkommer ADR-indehaveren, samtidig med, at ADR-indehaveren er tillagt de forvaltningsmæssige rettigheder. ADR-indehaveren vil i så fald være at anse som aktionær i skattemæssig henseende, idet depotbanken alene er en mellemmand, der opbevarer aktierne på vegne af ADR-indehaveren.

4.2 Skattestyrelsens begrundelse for, hvorfor Klager skal anses for aktionær i G1 A/S
På baggrund af ovenstående er det Skattestyrelsens opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt Klager skal anses for ejer af aktierne i G1 A/S, skal foretages ud fra en samlet konkret vurdering af depotaftalen. På grundlag af depotaftalen skal der således foretages en vurdering af, om det er Klageren eller eventuelt depotbanken, der er tillagt de forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder, og som skal anses som aktionær.

Hvis depotbanken i depotaftalen har fraskrevet sig den reelle indflydelse og rådighed over aktierne, og Klager ifølge depotaftalen kan udøve de forvaltningsmæssige rettigheder på aktierne, herunder har mulighed for at afgive en stemmeinstruks, og Klager er tillagt de økonomiske rettigheder på aktierne, vil dette efter Skattestyrelsens opfattelse medføre, at eventuelt underliggende aktier skattemæssigt skal anses for at tilhøre Klageren. I så fald er det Klager, der skal anses for at være aktionær i selskabet.

På grundlag af en gennemgang af depotaftalen vedrørende G1 A/S finder Skattestyrelsen, at depotaftalen er kendetegnet ved, at depotbanken generelt ikke er tillagt aktionærrettigheder. Desuden er depotaftalen kendetegnet ved, at Klager er tillagt de økonomiske og forvaltningsmæssige rettigheder, herunder muligheden for at afgive stemmeinstruks m.v. Det medfører efter Skattestyrelsens opfattelse, at Klageren efter en samlet konkret vurdering som udgangspunkt skal anses for at være aktionær i selskabet, medmindre der er sket pre-release af ADR-beviser.

Da der ikke er fremlagt dokumentation for, at der ikke er sket pre-release af ADR-beviser, er Skattestyrelsen af den opfattelse, at anmodningen om refusion af udbytteskat ikke kan imødekommes.

4.3 Bemærkninger til de enkelte dele af Skatteankestyrelsens begrundelse
I det følgende anføres Skattestyrelsens bemærkninger til de enkelte dele af begrundelsen i Skatteankestyrelsens indstilling.

4.3.1 Ingen reel stemmeoverførsel
Til støtte for, at Klager ikke anses for at være aktionær, anføres i Skatteankestyrelsens indstilling, at der særligt er lagt vægt på, at der ikke er foretaget en reel stemmeoverførsel til Klager. Skatteankestyrelsen henser til, at der hverken er garanti for, at Klager vil blive informeret om generalforsamlinger i selskabet, eller at Klager vil blive informeret om generalforsamlinger i tilstrækkelig god tid til at kunne nå at afgive en stemmeinstruks til depotbanken. Dertil kommer, at depotbanken alene skal bestræbe sig på at stemme i overensstemmelse med Klagers instruks, hvorfor der heller ikke er garanti for, at depotbanken rent faktisk udøver stemmeinstruksen.

Af paragraf 12 i ADR-beviset for G1 A/S fremgår, at depotbanken har fraskrevet sig retten til at afgive stemmer på de underliggende aktier af egen drift, dvs. at depotbanken kun afgiver stemmer eller foranlediger stemmeafgivelse, hvis Klager instruerer herom. Det følger videre af ADR-beviset, at såfremt depotbanken modtager en stemmeinstruks rettidigt fra Klager, da skal depotbanken bestræbe sig på, så vidt det er praktisk muligt at afgive stemmerne eller foranledige, at stemmerne afgives.

I paragraf 12 i ADR-beviset er desuden indsat et generelt forbehold, hvorefter der ikke kan gives garanti for, at Klager vil modtage meddelelse om generalforsamlingen med tilstrækkelig tid til at gøre den pågældende i stand til at returnere stemmeinstruktioner til depotbanken rettidigt.

Skattestyrelsen er af den opfattelse, at det afgørende er, at depotbanken i den pågældende depotaftale og det tilknyttede ADR-bevis ikke kan afgive stemmer af egen drift, det vil sige uden, at Klager har afgivet en stemmeinstruks. Desuden skal det tillægges betydning, at depotbanken ifølge depotaftalen og ADR-beviset er forpligtet til efter bedste evne at stemme i overensstemmelse med Klagers stemmeinstruks.

I den forbindelse bemærkes, at der i depotaftalerne i de tre offentliggjorte bindende svar fra Skatterådet var nogenlunde tilsvarende forbehold, som fritog depotbanken for ansvar m.v., hvis ADR-indehaveren ikke underrettes rettidigt om muligheden for at kunne stemme på generalforsamlingen m.v., uden at dette ifølge Skatterådet fratog ADR-indehaveren aktionærstatus.

4.3.2 Omregning og videredistribuering af udbytte samt ADR-indehaverens mulighed for deltagelse i kapitaludvidelse ved nytegning af aktier
Til støtte for at Klager ikke anses for at være aktionær, anføres i Skatteankestyrelsens indstilling, at depotbanken indsamler, omregner og videredistribuerer udbyttet til Klager, og at Klager ikke er garanteret at blive tilbudt retten til at tegne yderligere aktier i selskabet, såfremt de deponerede aktier berettiger hertil.

I paragraf 10 i ADR-beviset for G1 A/S er der opstillet tre scenarier for, hvordan depotbanken skal håndtere tegningsretterne, hvis selskabet tilbyder nytegning af aktier til dets aktionærer.

Hvis selskabet udsteder tegningsretter og selskabet rettidigt fremlægger bevis for, at depotbanken lovligt kan videredistribuere tegningsretten til Klager, som er tilfredsstillende for depotbanken (selskabet er ikke forpligtet til at fremlægge sådan bevis), skal depotbanken videredistribuere tegningsretten til Klager, eller hvis selskabet ikke fremlægger sådant bevis og salg af tegningsretterne er praktisk muligt, skal tegningsretterne sælges for herefter at kompensere Klager med nettoprovenuet. Hvis det ikke er muligt, at tegningsretterne kan sælges som følge af, at de er uoverdragelige eller der ikke er et marked herfor, kan depotbanken i yderste konsekvens lade tegningsretterne udløbe uudnyttet.

Det bemærkes, at der i de tre offentliggjorte bindende svar fra Skatterådet er lignende bestemmelser om, hvordan tegningsrettighederne skal håndteres af depotbanken, uden at dette ifølge Skatterådet har frataget ADR-indehaveren aktionærstatus.

Baggrunden herfor er, at depotbanken er kontraktligt forpligtet til at give Klager mulighed for at udnytte tegningsretten eller blive økonomisk kompenseret, og at depotbanken ikke er tillagt selvstændige rettigheder i henhold til depotaftalen. Det vil sige, at depotbanken i ingen tilfælde af egen drift kan udnytte tegningsretterne for at få aktierne leveret til sig selv eller i øvrigt drage økonomisk fordel af tildelingen. Det taler for, at Klager og ikke depotbanken skal anses for at være aktionær.

Skattestyrelsen er således af den opfattelse, at det ikke skal tillægges afgørende betydning, at Klager i de pågældende depotaftaler ikke én til én kan deltage ved nytegning, men at det i stedet skal tillægges betydning, at Klager så vidt muligt altid kompenseres med nettoprovenuet af et eventuelt salg af tegningsretterne. Skattestyrelsen vurderer desuden, at tegningsretten kun forventes at kunne udløbe uudnyttet i de helt særlige tilfælde, hvor det ikke er lovligt og muligt at videredistribuere tegningsretten eller afregne nettoprovenuet ved salg af tegningsretter til Klager, idet depotbanken er forpligtet til så vidt muligt at efterleve hensigten i depotaftalen.

Afslutningsvis bemærkes, at det forhold, at depotbanken indsamler, omregner og videredistribuerer udbyttet til Klager, efter Skattestyrelsens opfattelse ikke kan tillægges betydning i forhold til, om Klager kan anses for aktionær, idet depotbanken ifølge depotaftalen er forpligtet til at videredistribuere udbyttet til Klager. Det er i øvrigt kendetegnende for alle depotaftaler, at depotbanken skal omregne udbyttet fra den lokale valuta til USD, før udbyttet videredistribueres til ADR-indehaveren.

4.3.3 Opsigelse af depotaftalen
Til støtte for, at Klager ikke anses for at være aktionær, anføres i Skatteankestyrelsens indstilling, at Klager ifølge depotaftalen skal tilbagelevere ADR-beviset senest 6 måneder efter aftalens opsigelse. Tilbageleveres ADR-beviset ikke, kan depotbanken sælge de deponerede aktier.

Indledningsvis bemærkes, at der i de tre ADR-programmer, som i de tre offentliggjorte bindende svar af Skatterådet er blevet kvalificeret som værende aktier, også er bestemmelser om, at depotaftalen kan opsiges af depotbanken. Skatterådet har ikke henvist til dette forhold i begrundelserne for de tre bindende svar, og spørgsmålet ses således ikke at have været tillagt nogen betydning af Skatterådet.

Skattestyrelsen er enig i, at dette forhold ikke bør tillægges betydning, og skal med hensyn til depotaftalen for G1 A/S bemærke, at der i ADR-bevisets paragraf 17 om depotbankens og selskabets opsigelse af depotaftalen specifikt er nævnt, at Klager kan anmode om at få de underliggende aktier udleveret indtil 6 måneder efter opsigelsesdatoen for depotaftalen. Klager har dermed en reel mulighed for at undgå, at aktierne sælges af depotbanken.

Det må derfor antages, at depotbankens salg af de underliggende aktier kun rent undtagelsesvist kan komme på tale, og at et sådant salg foretages på Klagers vegne, og at depotbanken i henhold til depotaftalen er forpligtet til at videredistribuere nettoprovenuet til Klager, hvis Klager anmoder herom.

4.3.4 ADR-beviset repræsenterer en fraktion af en aktie
Til støtte for at Klager ikke anses for at være aktionær, anføres i Skatteankestyrelsens indstilling, at én American Depositary Share alene repræsenterer ⅕ aktie, og at det forhold, at Klager måtte være indehaver af et antal American Depositary Shares, der er deleligt med fem, ikke ændrer herpå.

Skatterådet har ikke været forelagt anmodninger om bindende svar, hvor ADR-beviset udgjorde en andel/fraktion af en aktie. Spørgsmålet om, hvorvidt indehaveren af ADR-beviser, der angår fraktioner, skattemæssigt skal anses for at være aktionærer, har Skatterådet således ikke taget direkte stilling til. Det bemærkes, at depotaftalerne i de tre bindende svar vedrørte depotaftaler, hvor ADR-beviset repræsenterede én eller flere aktier. I SKM2022.333.SR er forholdet mellem ADR-beviset og de underliggende aktier 1:1, dvs. ét ADR-bevis svarer til én underliggende aktie.

I SKM2022.334.SR er det under Spørgers opfattelse og begrundelse til det bindende svar angivet, at forholdet er 14:1, dvs. at ét ADR-bevis svarer til 14 underliggende aktier.

Af Skatterådets begrundelsen fremgår følgende:

"Det forhold, at et ADR-bevis svarer til 14 aktier i det underliggende selskab, ses ikke at kunne føre til et andet resultat, så længe rettighederne i relation til de 14 underliggende aktier i deres helhed er overført til ADR-beviset."

I SKM2022.424.SR er i faktumbeskrivelsen nævnt følgende om forholdet mellem ADR-beviset og de underliggende aktier:

"Ombytningsforholdet er 8:1. Dvs. at 1 ADR-bevis svarer til 8 deponerede aktier."

Skatterådet har i begrundelsen udtalt følgende: 

"Det forhold, at en ADS (ADR-bevis) svarer til 8 aktier i det underliggende selskab, ses ikke at kunne føre til et andet resultat, så længe rettighederne i relation til de 8 underliggende aktier i deres helhed er overført til ADR-beviset, se hertil endvidere SKM2022.333.SR, hvor en ADS repræsenterede 14 aktier i selskabet."

Skatterådet fastslår således, at det afgørende i relation til udstedelsesforholdet mellem ADR-beviserne og de underliggende aktier bør være, at rettighederne i relation til aktierne i deres helhed er overført til ADR-beviset, herunder hvorvidt de forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder er overført til ADR-beviset.

Det forhold, at et ADR-bevis angår en fraktion af aktier betyder, at ADR-beviset ikke replicerer rettighederne på en aktie i selskabet én til én, hvilket taler for, at Klager ikke skal anses for aktionær i selskabet. Skattestyrelsen finder dog samtidig, at der er en række hensyn, som taler for, at det ved en konkret vurdering af depotaftalen, ikke bør tillægges betydning, at ADR-beviset angår fraktioner af aktier. Det drejer sig om følgende:

·         Ejere af aktier ejet i sameje kan anses for at være aktionærer, uanset at hver aktionær ejer en ideel anpart af aktien. Selskabslovens § 79 bestemmer, at ejes en kapitalandel af flere i forening kan de til kapitalandelen knyttede rettigheder over for kapitalselskabet kun udøves gennem en fælles fuldmægtig. Selskabslovens § 79 og dens forarbejder tager dog ikke stilling til, hvilken betydning bestemmelsen skal tillægges i relation til ADR-beviser, herunder om det skal tillægges betydning, at ADR-indehaverne ikke er i stand til selv entydigt at identificere ejeren/ejerne af de resterende andele/fraktioner af aktien.

·         Hvis depotbanken i henhold til depotaftalen ikke er tillagt rettigheder, f.eks. retten til at stemme af egen drift uden instruks fra Klager, er det mest nærliggende at anse Klager for aktionær i forhold til fraktionerne, når det forudsættes Klager har de økonomiske rettigheder til afkastet m.v. på fraktionerne og mulighed for at udøve forvaltningsmæssige rettigheder på aktierne.

·         Baggrunden for, at ADR-beviser udstedes på fraktioner er bl.a. praktisk begrundet i at gøre ejerandele i selskabet lettere tilgængelige for investorerne, idet prisen på ADR-beviserne bliver lavere, og derved matcher markedsforholdene i USA, hvor aktierne typisk handles i lavere stykstørrelse end på det danske marked.

·         Ejerskabet af ideelle andele af aktier anerkendes efter gældende skatteretlig praksis for at være omfattet af reglerne i aktieavancebeskatningsloven, når flere investorer investerer gennem en skattetransparent enhed.

·         Typisk ejer den enkelte investor ADR-beviser, som repræsenterer et antal hele aktier og eventuelt en lille fraktion. I disse tilfælde, vil det altid være muligt for Klager at afgive stemmeinstruks på det antal hele aktier, som ADR-beviserne repræsenterer. Det er dog usikkert, om depotbanken rent faktisk optæller stemmerne på den samlede mængde af cirkulerende fraktioner af aktier, hvorefter depotbanken afgiver stemmerne på det antal hele aktier, som stemmerne på fraktionerne repræsenterer.

·         Det vurderes ikke at være proportionalt, hvis det forhold, at ADR-beviset angår fraktioner, i sig selv kan fratage hele Klagers beholdning af aktier fra at blive kvalificeret som aktier.

Samlet set vurderes det, at det forhold, at en investor, herunder Klager, har mulighed for at eje andele/fraktioner af aktier ikke betyder, at Klager ikke kan anses for aktionær.

På baggrund af ovenstående er det således Skattestyrelsens opfattelse, at det forhold, at ADR-beviserne i G1 A/S angår fraktioner af aktier, ikke udelukker, at Klager kan anses for at være aktionær.

4.3.5 Ikke afgørende betydning, at ADR-indehaveren kan kræve den underliggende aktie udleveret
Til støtte for, at Klager ikke anses for at være aktionær, anføres i Skatteankestyrelsens indstilling, at det ikke kan tillægges afgørende vægt, at Klager til enhver tid kan få udleveret de deponerede aktier. I øvrigt bemærkes, at det ikke er muligt at få udleveret ⅕ aktie, ligesom det bemærkes, at depotbanken kan udstede American Depositary Shares, inden banken har modtaget de underliggende aktier (pre-release).

Skattestyrelsen skal hertil bemærke, at det i de tre offentliggjorte bindende svar fra Skatterådet er tillagt betydning, at ADR-indehaveren kan få udleveret den underliggende aktie.

Desuden bemærkes, at SEC opstiller som generel betingelse for udstedelse af ADR-beviser, at ADR-indehaveren kan kræve den underliggende aktie udleveret. Det bemærkes i øvrigt, at Klager ved anmodning om udlevering af de deponerede aktier mod indlevering af ADR-beviset, vil få eventuelle fraktioner afregnet kontant.

Skattestyrelsen er af den opfattelse, at forholdet skal tillægges vægt, når der skal foretages en samlet konkret vurdering af, om Klager skal anses for at være aktionær. Skattestyrelsen er dog enig med Skatteankestyrelsen i, at det ved vurderingen ikke kan tillægges afgørende betydning, at aktien kan kræves udleveret.

Med hensyn til muligheden for at udstede ADR-beviser ved pre-release skal Skattestyrelsen bemærke, at der i depotaftalerne i de tre offentliggjorte bindende svar fra Skatterådet også er mulighed for at udstede pre-released ADR-beviser, uden at dette forhold har frataget muligheden for, at ADR-indehaveren kan anses som aktionær. Det afgørende for Skatterådet i forhold til pre-release var, at der ikke var sket pre-release eller ville blive anvendt pre-release, hvorfor Skatterådets bindende svar må læses således, at en bestemmelse om pre-release ikke i sig selv diskvalificerer, at et ADR-bevis kan anses for ejerskab til den underliggende aktie. Skattestyrelsen vurderer, at det også er gældende for ADR-beviset i G1 A/S. Se nærmere herom nedenfor i afsnit 4.4.

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen i, at såfremt der er anvendt pre-release, vil dette desuden medføre, at ikke alle ADR-indehavere vil kunne få udleveret de underliggende aktier, hvilket også er anført i Skatterådets bindende svar, SKM2022.424.SR.

4.4 Dokumentationskravene i forbindelse med refusion af udbytteskat (Pre-release)
Det bemærkes indledningsvist, at kriteriet om, at der ikke må være sket pre-release, ikke efter Skatterådets og Skattestyrelsens opfattelse skal fortolkes som et ultimativt krav om, at depotaftalen ikke må give mulighed for pre-release af ADR-beviser.

I SKM2022.424.SR er således specifikt nævnt i begrundelsen for afgørelsen, at ADR-indehaveren altid kan anmode depotbanken om at udlevere de underliggende aktier uden ugrundet ophold. Skatterådet fandt, at dette forhindrer, at der kan udstedes ADR-beviser, som rent faktisk ikke er afdækket med deponerede aktier. Ligeledes var der en bestemmelse om pre-release i ADR-beviserne, som blev vurderet i SKM2022.333.SR og SKM2022.334.SR. Det afgørende i Skatterådets vurdering var dog, at bestemmelsen ikke var blevet anvendt. Se nærmere herom nedenfor.

Skattestyrelsen er som nævnt således af den opfattelse, at det forhold, at depotaftalen giver mulighed for, at der kan ske pre-release af ADR-beviser, ikke udelukker, at Klager som udgangspunkt skal anses for at være aktionær. Det afgørende for den skatteretlige vurdering er, at der ikke er sket pre-release, hvilket Skatterådets bindende svar også anfører.

Desuden kan det af de tre offentliggjorte bindende svar fra Skatterådet udledes, at ADR-beviset skal være baseret på deponerede aktier. Det vil sige, at de deponerede aktier ikke afstås, udlånes eller på anden vis overføres til 3. mand, at ADR-beviserne altid er baseret på underliggende aktier eller fraktioner heraf, herunder at der ikke er sket pre-release af ADR-beviser. I de tre bindende svar gav depotaftalen mulighed for pre-release, og alligevel blev betingelsen anset for opfyldt.

I SKM2022.333.SR er i faktumbeskrivelsen nævnt følgende om pre-release:

"Videre er der bl.a. en klausul om såkaldt pre-release. Dette indebærer, at Depotbanken efter aftalen kan udstede ADS’er, inden den modtager de underliggende aktier. Om pre-release har repræsentanten forklaret, at: 

"Pre-release klausulen går kort sagt ud på, at depotbanken, […], under en række betingelser kan udstede ADS’er forud for det tidspunkt, hvor de underliggende aktier bliver deponeret hos depotbanken. Det er en underliggende forudsætning for klausulens anvendelse, at de ordinære aktier deponeres, således at der er dækning for de udstedte ADS’er. Pre-release klausulen giver ikke mulighed for at udstede ADS’er, som ikke er afdækket af aktier, men regulerer det tidsmæssige aspekt i, at ADS’erne kan udstedes, før deponeringen er sket. Det udstedende selskab er hele tiden forpligtet til at levere de underliggende aktier. 

Pre-release klausulen giver en teoretisk mulighed for at udstede ADS’er, før deponeringen fysisk er sket. [Depotbanken] har informeret Selskabet om, at banken ikke har anvendt pre-release klausulen for nogen af sine ADS-programmer siden 30. juni 2016, og at den ikke bliver anvendt af [Depotbanken] fremover."
[…]"

I SKM2022.334.SR er i faktumbeskrivelsen nævnt følgende om pre-release:

"Videre er der bl.a. en klausul om såkaldt pre-release. Dette indebærer, at Depotbanken efter aftalen kan udstede ADS'er, inden den modtager de underliggende aktier. Om pre-release er det forklaret, at: 

"Vi kan bekræfte, at pre-release klausulen i Selskabets deponeringsaftale aldrig har været anvendt, og der har således aldrig været udstedt […] ADS´er, uden at de underliggende ordinære aktier i Selskabet forudgående er blevet deponeret hos [Depotbanken]. Dvs. at de ADS'er, der handles på markedet på ethvert tidspunkt altid har modsvaret en allerede deponeret Selskabet-aktie."
[…]"

Skatterådet lægger i både SKM2022.333.SR og SKM2022.334.SR en erklæring til grund for, at der ikke har været eller vil blive anvendt pre-release. I begrundelsen for den skattemæssige kvalifikation forudsætter Skatterådet følgende om pre-release:

"På dette grundlag og idet det forudsættes, […] at der ikke sker pre-release, […] at ADR-beviserne i realiteten udgør bevis på ejerskabet af kapitalandele(ne) i et dansk unoteret selskab med skatteretsevne." 

I to af de bindende svar, var der således fremlagt en erklæring fra depotbanken om, at der ikke var sket pre-release og ej heller ville blive det på et senere tidspunkt. Skatterådet forudsatte derved med støtte af de fremlagte erklæringer, som en betingelse for afgivelsen af det bindende svar, at der ikke var sket pre-release.

I det tredje bindende svar vedrørende SKM2022.424.SR er i faktumbeskrivelsen nævnt, at depotaftalen indeholder en pre-release klausul. Skatterådet begrunder den skattemæssige kvalifikation i det bindende [svar] med følgende forudsætning om pre-release:

"Det lægges derudover til grund, at den pågældende Depotbank ikke aktuelt anvender eller har anvendt pre-release i forhold til de konkrete ADR-beviser. Det bemærkes i forlængelse heraf, at deponeringsaftalen forudsætter, at Depotbanken kan levere de underliggende aktier uden ugrundet ophold, hvilket ses at være til hinder for, at der kan udstedes ADS'er, der ikke rent faktisk er afdækket af aktier." 

Videre fremgår følgende af den afsluttende del af Skatterådets begrundelse:

"På dette grundlag og idet det forudsættes, […] at der de facto ikke sker pre-release, […] at de pågældende ADR-beviser i realiteten udgør bevis på kapitalandele(ne) i det underliggende selskab."

For at en indehaver af ADR-beviser, kan få refunderet dansk udbytteskat efter en dobbeltbeskatningsaftale skal den pågældende ADR-indehaver opfylde de grundlæggende betingelser for tilbagesøgning af udbytteskat. Det vil bl.a. sige, at ADR-indehaveren efter en samlet konkret vurdering af indholdet af depotaftalen skal anses for at være aktionær i det udbyttebetalende selskab. Dernæst skal ADR-indehaveren desuden være retmæssig ejer af udbyttet.

Da det efter Skatterådets og Skattestyrelsens opfattelse er et krav for at anse et ADR-bevis som et ejerbevis på en underliggende aktie, at der ikke er eller har været anvendt pre-release, skal det for depotaftaler, der indeholder mulighed for pre-release, dokumenteres, at der de facto ikke er eller har været anvendt pre-release.

I forhold til sager om refusion af udbytteskat på ADR-beviser betyder ovenstående, at der efter Skattestyrelsens opfattelse skal stilles krav om, at det dokumenteres, at der konkret ikke er sket udstedelse af pre-released ADR-beviser. Hvis der er sket pre-release af ADR-beviser, hvor der ikke er sket deponering af aktier, vil dette efter Skattestyrelsens opfattelse udelukke, at der kan ske refusion af udbytteskat for det konkrete udbytte, idet der er nærliggende risiko for, at den konkrete tilbagesøgning af udbytteskat ikke er baseret på ADR-beviser, som er dækket af aktier, hvorpå der har været indeholdt en dansk udbytteskat.

Hvis der i depotaftalen er bestemmelser, der giver mulighed for pre-release af ADR-beviser, skal der således indhentes behørig dokumentation for, at der konkret ikke er sket pre-release af ADR-beviser. Dokumentationen herfor skal være af en sådan karakter, at den giver skattemyndighederne en høj grad af sikkerhed for, at der ikke er sket pre-release af ADR-beviser.

Efter Skattestyrelsens opfattelse kan denne dokumentation bestå i, at der foreligger en klar og utvetydig erklæring herom, der er afgivet af en medarbejder hos depotbanken, som har det daglige ansvar for ledelsen af forretningsområdet. Alternativt kan Klager anmodes om, at der fremsendes konkret dokumentation af, at mængden af udstedte ADR-beviser har været dækket af et antal deponerede aktier, som efter det fastsatte udstedelsesforhold i depotaftalen (5:1) modsvarer antallet af udstedte ADR-beviser.

Det fremgår af sagsmaterialet, at G2 ved brev af 10. januar 2023 har oplyst følgende til Skatteankestyrelsen:

“We are confirming this with each of the depositaries. Nevertheless, to the best of our knowledge, no pre-release is involved with these ADRs. Moreover, it is important to note, when it comes to tax reclamation, the concern with pre-release is that there may be claims for which there are no underlying shares. G2’s processes ensure that this cannot happen. For sponsored ADRs for which there is always just a single depositary, when G2 provides tax reclaim services, the applicable depositary provides the total of the share position it holds in custody. G2 ensures that limit is never exceeded. Second, in the more complex situation of unsponsored ADRs, for which there can be more than one depositary, G2 services all of the depositaries. Thus, while there may be more than one issuer of the ADRs, G2 receives the total share position each depositary holds in custody and ensures that combined limit is never exceeded."

G2 oplyser således, at de vedrørende sponsorerede ADR-programmer modtager oplysning fra depotbanken om antallet af aktier, der er deponeret i henhold til det konkrete ADR-program, og at G2 på baggrund heraf sikrer sig, at der ikke anmodes om refusion af udbytteskat for udbytter på ADR-beviser, større end mængden af antallet af deponerede aktier giver grundlag for.

Hertil skal Skattestyrelsen bemærke, at denne information ikke er tilstrækkelig til med fornøden sikkerhed at kunne fastslå, at der ikke er sket pre-release af ADR-beviser, idet G2 alene kontrollerer, at der samlet set ikke anmodes om refusion af udbytteskat på et større antal ADR-beviser end mængden af deponerede aktier tilsiger. Da det må antages, at det i praksis langt fra er alle indehavere af ADR-beviser, der anmoder om refusion af dansk udbytteskat, kan det ikke ud fra dette udsagn konkluderes, at der ikke er sket pre-release.

Da der ikke foreligger dokumentation for, at der ikke konkret er sket pre-release, herunder eksempelvis i form af en erklæring af en medarbejder hos depotbanken med ledelsesmæssigt ansvar for forretningsområdet med udstedelse af ADR-beviser, som bekræfter, at der ikke er sket pre-release af ADR-beviser, er Skattestyrelsen af den opfattelse, at anmodningen om refusion af udbytteskat ikke kan imødekommes.

5. Afsluttende bemærkninger
På baggrund af det ovenfor fremførte er det Skattestyrelsens opfattelse, at Klager på baggrund af en samlet konkret vurdering af indholdet af depotaftalen som udgangspunkt må anses for at være aktionær i G1 A/S, såfremt der konkret ikke er eller har været anvendt pre-release, idet rettighederne på aktierne i tilstrækkeligt omfang anses for at være overført til Klager, og idet depotbanken ifølge depotaftalen ikke er tillagt forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder over aktierne. Det bemærkes i den forbindelse, at depotaftalen ikke på afgørende punkter adskiller sig fra de tre sponsorerede ADR-programmer, der tidligere har været forelagt Skatterådet.

Ifølge sagsmaterialet er der imidlertid ikke indsendt en erklæring fra depotbanken om, at der ikke er sket pre-release af ADR-beviser. Skattestyrelsen finder derfor, at Klager ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret og sandsynliggjort, at mængden af udstedte ADR-beviser har været dækket af et antal deponerede aktier, som efter det fastsatte udstedelsesforhold i depotaftalen (5:1) modsvarer antallet af udstedte ADR-beviser. Skattestyrelsen er derfor af den opfattelse, at anmodningen om refusion af udbytteskat ikke kan imødekommes, og at Skattestyrelsens oprindelige afgørelse som følge heraf skal stadfæstes."

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse
Klagerens repræsentant har den 3. september 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse:

"2. Supplerende anbringender
Indledningsvist synes det yderst bemærkelsesværdigt, at Skattestyrelsen - efter altid at have udbetalt udbytterefusion på baggrund af ADR’er - pludseligt ændrer praksis. Der foreligger hverken lovændringer eller anden offentliggjort praksis, der kunne begrunde en sådan ændring af praksis, som afgørelsen medfører. Tværtimod må det forventes, at en så markant afvigelse fra hidtidig praksis forudsætter en klar hjemmel.

Samtidigt kan det også undre, at Skattestyrelsen fortsat udbetaler udbytterefusion på baggrund af ADR’er, hvor de underliggende aktier er tegnet i Novo Nordisk. Der er ingen nævneværdige forskelle til de øvrige ADR-programmer som Klagerne har søgt for meget indeholdt skat tilbagebetalt på baggrund af. At Skattestyrelsen uden nogen foranledning har ændret sin tilgang, skaber derfor usikkerhed om retsgrundlaget og rejser spørgsmål om, hvorvidt udbetalingerne hviler på en korrekt fortolkning af gældende ret.

Skatteankestyrelsen har anført, at gældende ret må forstås således, at dispositioner vedrørende handel med ADR’er ikke kan danne grundlag for tilbagebetaling af for meget betalt udbytteskat til Danmark efter kildeskatteloven. Efter Skatteankestyrelsens opfattelse skyldes det, at ADR’er ikke kan sidestilles med aktier, navligt fordi ADR’er ikke indeholder en stemmeret eller afspejler en underliggende aktie 1:1. Konsekvensen heraf er, at handel med ADR’er - uanset de konkrete omstændigheder - aldrig vil kunne føre til en situation, hvor Klagerne er berettiget til tilbagebetaling af for meget betalt udbytteskat.

Skattestyrelsen har i den forbindelse anført, at der bør ske en stadfæstelse af deres afgørelse på baggrund af en konkret vurdering af de pågældende ADR’ers udformning og indhold - dog under en anden begrundelse end den af Skatteankestyrelsen anførte.

Hverken Skattestyrelsens afgørelse eller Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse synes imidlertid ikke på nogen måde at forholde sig til den dansk/amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Af dobbeltbeskatningsoverenskomsten fremgår udtrykkeligt en ret til tilbagebetaling i den foreliggende situation, hvilket indebærer, at Klagerne efter det aftalte er berettigede hertil. Ved alene at henvise til generelle retsregler i national ret uden at foretage en selvstændig vurdering af dobbeltbeskatningsoverenskomstens særskilte bestemmelser har Skattestyrelsen således misforstået det retlige grundlag. Den konkrete dobbeltbeskatningsoverenskomst bør tillægges afgørende betydning ved vurderingen, idet overenskomsten udgør den primære retskilde for parternes indbyrdes forhold, hvilket uddybes længere nede.

Fælles for både Skatteankestyrelsens forslag og Skattestyrelsens afgørelse er således, at der ikke er taget behørigt hensyn til bestemmelserne i den relevante dobbeltbeskatningsoverenskomst. Dette indebærer, at afgørelsesgrundlaget alene hviler på en fortolkning af den interne ret, uden at de forpligtelser og rettigheder, som følger af overenskomsten, indgår i vurderingen. Den manglende inddragelse af overenskomsten indebærer i det konkrete forhold, at afgørelsen ikke er i overensstemmelse med Danmarks folkeretlige forpligtelser, herunder en potentiel tilsidesættelse af princippet om traktatbrud samt en manglende harmonisering med international skattepraksis. Dette vil blive uddybet i det følgende.

-oo000oo-

Et dansk selskab, der udbetaler udbytte, skal som udgangspunkt indeholde 27 % af det samlede udbytte efter kildeskattelovens § 65. Såfremt der efter bestemmelsen indeholdes kildeskat på udbytte, som overstiger modtagerens endelige udbytteskat, kan den for meget indeholdte udbytteskat tilbagesøges. For begrænset skattepligtige fremgår modtagerens endelige udbytteskat af en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Ligningslovens § 16 A, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, har følgende ordlyd: 

"§ 16 A. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, jf. dog stk. 4. 

Stk. 2. Til udbytte henregnes:               

1) Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere…"

Udtrykket "aktuelle aktionærer" blev indsat ved lov nr. 1414 af 21. december 2005, og af lovforarbejderne (lovforslag nr. 79 fremsat den 16. november 2005) fremgår, at "Det foreslås at præcisere ligningslovens § 16 A således, at kun beløb, der udloddes til aktuelle aktionærer betragtes som skattepligtigt udbytte. Det afgørende vil herefter være, om man er aktionær (d.v.s. har ejendomsret til aktien) på tidspunktet for deklarering af udbyttet." 

Højesteret har ved dom af 18. januar 2023, offentliggjort i SKM2023.34.HR, taget stilling til fortolkningen af udtrykket "lignende værdipapirer" i ligningslovens § 16 A, stk. 1. Højesteret fandt, at udtrykket "lignende værdipapirer" må indebære, at der skal være tale om værdipapirer, som efter en samlet vurdering har relevante lighedstræk med aktier og andelsbeviser.

Da både Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen nedlægger en fejlfortolkning af aktiebegrebet sammenholdt med ADR-begrebet, er det givende med en kort gennemgang af begreberne.

2.1 American depository receipts
American Depositary Receipt ("ADR") er et værdipapir, hvis værdi 1:1 følger prisudviklingen på en bagvedliggende aktie. En ADR afspejler specifikt en aktiepost i et ikke-amerikansk selskab, der udstedes af en amerikansk bank og kan købes af amerikanske investorer. ADR'er er optaget til handel på amerikanske handelspladser.

En ADR udstedes i amerikanske dollars af amerikanske depositarbanker (Bank of New York Mellon, Citibank, JPMorgan Chase Bank og Deutsche Bank Trust Company Americas), der køber aktier i udenlandske (dvs. ikke-amerikanske) selskaber i udstederens lokale valuta. ADR’er blev oprindeligt opfundet af den amerikanske bank JP Morgan i starten af 1900-tallet for at gøre det muligt for amerikanske investorer at investere i ikke-amerikanske værdipapirer i amerikanske dollars.

Depositarbankerne anvender ikke egne midler til at købe aktierne i de udenlandske selskaber. Hvis der er tale om en kapitalforhøjelse i selskabet eller lignende, modtager depositarbanken aktier fra udstederens beholdning, og når disse sælges, går provenuet tilbage til udstederen.

En central egenskab for en ADR er, at én ADR kan repræsentere et bestemt antal underliggende aktier i et udenlandske selskab. Dette forhold betegnes som ADR-ratioen. Et konkret eksempel kan være, at én ADR svarer til ti underliggende aktier i et udenlandsk selskab. Forholdet mellem ADR'er og de underliggende aktier er baseret på forskellige faktorer. For eksempel skal det sikres, at ADR'er har en pris pr. aktie, der opfylder kravene på den børs, hvor de vil blive handlet (NASDAQ kan afnotere et værdipapir, hvis prisen falder til under 1 USD i mere end ti dage, og NYSE anvender en lignende regel på 4 USD pr. aktie). Desuden kan forholdet fastsættes for at muliggøre en pris, der vil vække større interesse for de amerikanske investorer. En ADR-indehaver opnår altid en fuld eksponering til afkastet på de deponerede aktier fratrukket betaling til depositarbanken.

Ligeledes kan der være forskelle i tilknyttede rettigheder, såsom stemmerettigheder. Disse forhold vil være reguleret i et ADR-prospekt samt i såkaldte "Important Notices", som normalt offentliggøres af The Depository Trust and Clearing Corporation (DTCC) på vegne af de respektive depositarbanker.

Fordelene for danske selskaber ved en ADR er således, at selskaberne får fordelen af en bredere investorbase. ADR’er benyttes således til at udvide aktionærkredsen, forøge likviditeten og selskabets synlighed.

For ikke-danske investorer giver ADR’er mulighed for at investere i f.eks. danske selskaber uden at skulle foretage nogen omkostningsfuld valutakonvertering eller beskæftige sig med andre administrative hindringer på tværs af landegrænser, og helt overordnet er fordelen ved ADR'er for ikke-danske investorer, at ikke-amerikanske aktier bliver tilpasset det amerikanske marked. I amerikansk ret anses ADR'er for at udgøre U.S. Securities i henhold til 1933 Securities Act.

En del større danske børsnoterede selskaber har allerede etableret ADR-programmer. Novo Nordisk har således haft et børsnoteret ADR-program i årevis, og eksempelvis A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg, Danske Bank og Vestas Wind Systems har et ADR-program uden selvstændig børsnotering i USA.

ADR-indehavere kan annullere sine aktier, hvilket deres amerikanske mægler igangsætter hos depositarbanken, hvorefter de tilsvarende lokale aktier leveres til den amerikanske mægler eller den depotbank, som de har udpeget i Danmark. Vælger depositarbanken at aflyse ADR’en, kan ADR-indehaveren vælge at få værdien udbetalt eller de underliggende aktier udleveret.

2.1.1 Selskabsretlig kvalifikation i dansk ret
Som beskrevet repræsenterer ADR’er en afledt ret til de underliggende aktier i et ikke-amerikansk selskab. De underliggende aktier holdes af depositaren, der holder aktierne i depot til fordel for ADR-indehaverne - såsom Klagerne. En ADR kan derfor betragtes som et bevis, der afspejler ejerskabet og økonomiske rettigheder til de pågældende aktier.

Det er imidlertid uklart i selskabsretlig henseende, hvorledes en ADR skal kvalificeres, og hvem der er berettiget til at udøve aktionærbeføjelserne knyttet til de underliggende aktier. Spørgsmålet er navnlig, om depositaren eller den bagvedliggende ejer af ADR’en skal anses som aktionær. Selskabsloven regulerer ikke direkte dette spørgsmål.

Efter selskabslovens § 5, nr. 16, tilkommer retten til at udøve de forvaltningsmæssige og økonomiske beføjelser knyttet til en aktie den, der har aktionærstatus. Det må derfor vurderes, om depositaren selskabsretligt kan anses som aktionær, eller om denne alene handler som mellemmand for ADR-indehaverne.

Det selskabsretlige aktionærbegreb er ikke entydigt, idet en aktionærposition omfatter både forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder samt dispositionsbeføjelser. Forvaltningsmæssige rettigheder vedrører deltagelse og stemmeret på generalforsamlingen, indkaldelsesret, ret til at få punkter optaget på dagsordenen, ret til at anfægte generalforsamlingsbeslutninger m.v.

Økonomiske rettigheder omfatter bl.a. retten til udbytte, likvidationsprovenu, fondsaktier og fortegningsret ved kapitalforhøjelser. Hertil kommer dispositionsbeføjelserne, som følger af ejendomsretten til aktien, herunder retten til at overdrage, pantsætte eller indgå stemmeretsaftaler.

Det bemærkes, at aktier per definition kan udstedes uden stemmeret, så aktionæren alene opnår de økonomiske rettigheder, der knytter sig til aktien, herunder ret til udbytte og eventuelt likvidationsprovenu.

Dette gælder tilsvarende ved udstedelsen af ADR’er, hvor indehaveren i et 1:1-forhold får adgang til de økonomiske beføjelser, der er knyttet til de underliggende aktier. ADR’en giver dermed indehaveren samme økonomiske eksponering som en direkte besiddelse af aktierne, men uden nødvendigvis at give stemmeret eller øvrige selskabsretlige rettigheder. En ADR-indehaveren har ligeledes stemmerettighederne, der er forbundet med den underliggende aktie.

2.1.2 Skatteretlig kvalifikation i dansk ret
Skattemyndighederne har ikke taget stilling til den skattemæssige kvalifikation af ADR’er i dansk ret. Skattestyrelsen har dog i sine bemærkninger henvist til en række afgørelser fra Skatterådet, der ikke er retvisende. Afgørelserne gennemgås nedenfor:

2.1.2.1 Bindende svar om tilbagesalg af ADR’er (SKM2022.333.SR/SKM2022.334.SR)
Skatterådet har udtalt, at en kvalifikation af ADR’er var nødvendig for at kunne fastlægge de skattemæssige konsekvenser af et tilbagekøb. Udgangspunktet efter Skatterådets opfattelse er, at det er depositarbanken, der må anses som aktionær i relation til de underliggende aktier i en ADR, i det omfang banken besidder de administrative rettigheder.

Det blev dog præciseret, at hvis depositarbanken i det konkrete tilfælde har fraskrevet sig enhver reel indflydelse og kontrol med de underliggende aktier, skal indehaveren af ADR’en i stedet anses som aktionær i skattemæssig henseende.

I vurderingen af, hvorvidt ADR-indehaveren skal anses som aktionær, lagde Skatterådet vægt på følgende forhold:

· om ADR’en svarer én-til-én til en underliggende aktie i det danske selskab,
· om stemmeretten faktisk er overført til ADR-indehaveren,
· om de økonomiske rettigheder (f.eks. ret til udbytte og provenu ved likvidation) er overført, og
· om depositarbanken har taget forbehold ved ændringer i det udstedende selskab, eksempelvis ved kapitalforhøjelser, rekonstruktioner eller lignende - herunder hvorvidt ADR-indehaveren vil modtage de underliggende aktier i tilfælde af depositarbankens konkurs.

På baggrund af en samlet vurdering af de foreliggende forhold konkluderede Skatterådet i begge sager, at indehaverne af ADR’erne måtte anses som aktionærer i de danske selskaber ved den skattemæssige bedømmelse i forbindelse med et tilbagesalg.

Skatterådet præciserede, at denne vurdering beroede på den forudsætning, at der i hvert enkelt tilfælde var et helt antal underliggende aktier knyttet til hver ADR. I tilfælde, hvor en ADR eksempelvis repræsenterer 0,5 eller 1,5 aktier, ville denne forudsætning ikke være opfyldt, og den skattemæssige vurdering kunne dermed være en anden.

-oo000oo-

Afgørelsen er imidlertid forkert, da ADR ikke skal afspejle de økonomiske beføjelser i et 1:1-forhold til en underliggende aktie for at kunne sidestilles med en aktiebesiddelse.

En ADR er netop struktureret til at følge værdien af den underliggende aktie uanset den fastsatte konverteringsratio. Det afgørende er, at ADR’en giver adgang til udbytte mv. Det forhold, at der eksempelvis udstedes én ADR svarende til en brøkdel af en aktie eller flere ADR’er svarende til én aktie, ændrer ikke ved, at investoren i sidste ende bærer samme økonomiske risiko og opnår samme økonomiske afkast som ved direkte ejerskab af de underliggende aktier.

2.1.2.2 Bindende svar om aktieombytning (SKM2022.424.SR)
I sagen skulle Skatterådet tage stilling til, om en ombytning af en række ADR’er skulle anses for en skattemæssig afståelse. Skatterådet fandt efter gennemgang af den konkrete depotaftale, at ADR’erne måtte anses som dokumentation for ejerskab af aktier i det underliggende selskab, der beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Da der hverken forelå en ændring af rettigheder, en forskydning mellem aktionærerne eller en ændring i ejendomsretten til de underliggende aktier, kunne Skatterådet endvidere bekræfte, at ombytningen ikke medførte afståelse af ADR’erne. Det er således uforståeligt, hvorfor Skattestyrelsen skulle mene, at afgørelsen i nærværende sag skulle tale for, at ADR-indehaveren ikke er ejer af de underliggende aktier.

2.2 Dobbeltbeskatningsoverenskomst
Stater har i et betydeligt omfang indgået såkaldte dobbeltbeskatningsoverenskomster, der regulerer beskatningsretten mellem aftalestaterne. En dobbeltbeskatningsoverenskomst har virkning på to niveauer. Dels pålægger en dobbeltbeskatningsoverenskomst de involverede stater folkeretlige forpligtelser til ikke at beskatte i strid med overenskomstens forskrifter. Dels giver en overenskomst efter gennemførelse i intern ret rettigheder for de enkelte borgere. Om retsvirkningen af dobbeltbeskatningsoverenskomster beskriver Den juridiske vejledning afsnit C.F.9.1 Forholdet mellem dobbeltbeskatningsoverenskomster og dansk ret følgende:

"Dobbeltbeskatningsoverenskomster er folkeretligt bindende for de deltagende stater og har forrang i forhold til nationale regler. 

De danske dobbeltbeskatningsoverenskomster er en del af dansk ret og kan derfor umiddelbart påberåbes af borgerne overfor skattemyndighederne og domstolene." 

Dobbeltbeskatningsoverenskomster, der er indgået af Danmark, er således folkeretligt bindende traktater, der har forrang for national lovgivning. Det skal derfor understreges igen, at det er særligt kritisabelt, at Skatteankestyrelsen uanset Klagernes bemærkninger, ikke har taget stilling til dobbeltbeskatningsoverenskomstens anvendelse.

2.2.1 DBO med USA (BKI 2000-03-31 nr. 13)
Den nuværende dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og USA blev indgået den 19. august 1999. Overenskomsten blev implementeret i dansk ret ved lov nr. 167 af 15. marts 2000. Ifølge lovens § 1 kan overenskomsten tiltrædes på Danmarks vegne, og den træder i kraft og finder anvendelse i Danmark i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomstens artikel 29 om ikrafttræden.

Af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 10 om udbytte fremgik følgende:

"Stk. 1. Udbytte, som udbetales af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat. 

(…) 

Stk. 5. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken den, der betaler udbyttet, er hjemmehørende." 

I den dagældende artikel 22 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten anføres:

Stk. 1. En person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, skal alene være berettiget til overenskomstens fordele i det omfang, det er fastsat i denne artikel. 

I 2006 blev der indgået en protokol, som ændrede visse bestemmelser i overenskomsten fra 1999. Protokollen blev implementeret i dansk ret ved lov nr. 1574 af 20. december 2006. Ændringerne trådte i kraft den 28. december 2007. Ved protokollen blev artikel 22 omskrevet, og der blev indsat en konkret stillingtagen til ADR’ers skattemæssige kvalifikation i dansk ret:

"Stk. 1. En person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, skal alene være berettiget til fordele, som overenskomsten i øvrigt giver til personer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i det omfang, det er fastsat i denne artikel. 

(…) 

Stk. 8. I denne artikel har følgende udtryk den nedenfor angivne betydning: 

(…) 

c) udtrykket "aktier" omfatter depotbevis deraf;"

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten fastslår således utvetydigt, at Klagerne som ejere af aktier via depotbeviser er berettigede til den tilbagebetaling af for meget indeholdt udbytteskat, som overenskomsten giver mulighed for.

2.3 Utilsigtede konsekvenser
Som et yderligere udtryk for, at Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse afviger fra, hvad Skatteministeriet har bestemt, skal det understreges, at det vil kunne få voldsomt negative skattemæssige konsekvenser, hvis depotbankerne - og dermed ikke ADR-indehaveren selv - der er berettiget til at tilbagesøge for meget indehold udbytteskat.

Såvel national lovgivning som de af Danmark tiltrådte dobbeltbeskatningsoverenskomster, indeholder forskellige satser for forskellige typer værdipapirer og forskellige typer af aktionærer.

F.eks. er velgørenhedsorganisationer og pensionskasser berettiget til gunstigere satser end dem, som depotbankerne ville opnå, mens eksempelvis aktionærer bosiddende i lande sortlistet af OECD, er pålagt dansk udbytteskat med en sats væsentligt over, hvad depotbankerne vil opnå.

Ifølge Skattestyrelsens nye fortolkning vil disse aktionærer bosiddende i sådanne sortlistede lande - ved at investere i ADR i stedet for at investere direkte i danske aktier - få reduceret deres danske udbytteskat.

Skatteankestyrelsens nye fortolkning vil således, hvis depotbankerne opnår tilbagebetaling af skatter og fordeler dem til indehaveren af ADR'erne, have den mærkelige konsekvens, at alle, der ejer en sådan ADR, får fordel af overenskomsten, selv om de er statsborgere eller bosiddende i et land, som Danmark ikke har en overenskomst med, og selv om de er danske statsborgere. Det kan umiddelbart ikke være Skattestyrelsens hensigt.

Skattestyrelsens nye fortolkning er i øvrigt direkte i strid med de mange afgørelser, der fastslår, at skattemyndighederne skal iagttage, hvem der er den retmæssige ejer uden om formelle registreringsforhold ved tilbagebetalingen af udbytteskat."

Indlæg under retsmødet
Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om, at klageren er berettiget til refusion af udbytteskat og uddybede sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet. Repræsentanten anførte, at klageren er enig i Skattestyrelsens udtalelse af 18. november 2024, hvoraf fremgår, at klageren er ejer af de underliggende aktier i G1 A/S, og at det skal dokumenteres, at pre-release ikke har været anvendt. Endvidere anførte repræsentanten, at det med e-mail af 10. januar 2023 fra G2 og det på retsmødet fremlagte materiale er dokumenteret, at pre-release ikke har været anvendt.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med udtalelsen af 18. november 2024, at afgørelsen stadfæstes. Skattestyrelsen anførte, at klageren skal dokumentere, at de væsentligste rettigheder til de underliggende aktier i G1 A/S er overført fra depotbanken til klageren, og at pre-release ikke har været anvendt. Endvidere anførte Skattestyrelsen, at det ikke konkret er dokumenteret, at der ikke har været anvendt pre-release.

Landsskatterettens afgørelse
Sagen angår, om klageren for indkomståret 2016 er berettiget til refusion af udbytteskat vedrørende udbytte, der er modtaget på baggrund af American Depositary Shares.

En American Depositary Share er et omsætteligt værdipapir udstedt af en amerikansk depotbank, som repræsenterer et nærmere bestemt antal aktier eller en nærmere bestemt andel af en aktie i et ikke-amerikansk selskab. Indehaveren af American Depositary Shares modtager et ADR-bevis som kvittering for erhvervelsen.

Retsgrundlaget
Et dansk selskab, der udbetaler udbytte, skal for indkomståret 2016 som udgangspunkt indeholde 27 % af det samlede udbytte, jf. kildeskattelovens § 65.

Er der efter kildeskattelovens § 65 indeholdt kildeskat på udbytte, som overstiger modtagerens endelige udbytteskat, kan den for meget indeholdte udbytteskat tilbagesøges. For begrænset skattepligtige fremgår modtagerens endelige udbytteskat af enten kildeskattelovens § 2, selskabsskattelovens § 2 eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst. For sådanne fysiske eller juridiske personer er det i første omgang et krav, at de vurderes som begrænset skattepligtige til Danmark, hvis de vil opnå refusion af udbytteskat. Det fremgår af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, at et selskab mv., som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, er begrænset skattepligtig, hvis det oppebærer udbytte fra kilder her i landet omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2.

Ligningslovens § 16 A, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, har følgende ordlyd:

"§ 16 A. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Til udbytte henregnes:

1) Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere…"

I Danmark er udbytter fra danske selskaber som altovervejende udgangspunkt skattepligtige. Det gælder også, når de modtages af udenlandske personer og selskaber mv., jf. ligningslovens § 16 A, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra 6, og selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, medmindre der findes en særlig hjemmel, som giver adgang til skattefrihed.

Udtrykket "aktuelle aktionærer" i ligningslovens § 16 A blev indsat ved lov nr. 1414 af 21. december 2005, og af lovforarbejderne (lovforslag nr. 79 fremsat den 16. november 2005) fremgår bl.a. følgende:

"Det foreslås at præcisere ligningslovens § 16 A således, at kun beløb, der udloddes til aktuelle aktionærer betragtes som skattepligtigt udbytte. Det afgørende vil herefter være, om man er aktionær (d.v.s. har ejendomsret til aktien) på tidspunktet for deklarering af udbyttet."

Spørgsmålet om, hvem der må anses for aktionær i et dansk selskab og dermed rette indkomstmodtager af udbytte fra selskabet, skal afgøres efter dansk ret. Der henvises til Højesterets dom af 19. juni 2018, offentliggjort SKM2018.376.HR.

Landsskatterettens begrundelse og resultat
Klageren har anmodet om refusion af 5.921,91 kr. i udbytteskat, der blev indeholdt ved G1 A/S’ udbetaling af udbytte den 21. marts 2016. Det udloddede udbytte udgør 21.933 kr., og klagerens anmodning om refusion er indgivet på baggrund af klagerens American Depositary Receipts, det vil sige såkaldte ADR-beviser.

ADR-beviser, der dokumenterer American Depositary Shares, er værdipapirer, som vedrører underliggende aktier i selskaber, og som handles såvel på børser som "over-the-counter" (OTC), det vil sige uden om en børs direkte mellem sælger og køber.

De underliggende aktier ifølge klagerens ADR-beviser er i G1 A/S, og beviserne er udstedt i henhold til aftalen af 13. marts 2015 mellem G1 A/S og depotbanken (F1-Bank). Aftalen, der er benævnt "Deposit Agreement" (deponeringsaftalen), fastlægger rettigheder og forpligtelser mellem G1 A/S, indehavere af ADR-beviser og depotbanken.

Spørgsmålet for Landsskatteretten er, om klageren er berettiget til refusion af udbytteskat på grundlag af de omhandlede ADR-beviser. Landsskatteretten finder, at sådan refusion af udbytteskat forudsætter, at klageren har modtaget udbyttet som ejer af aktier i G1 A/S, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Afgørelsen heraf beror efter Landsskatterettens opfattelse på en bedømmelse af, om klageren ved ADR-beviserne har fået overdraget ejendomsretten til de underliggende aktier i G1 A/S.

Det bemærkes herved, at de pågældende American Depositary Shares ikke i sig selv kan anses for aktier eller "lignende værdipapirer" efter dansk ret, jf. ligningslovens § 16 A, idet udstedelsen af American Depositary Shares hverken udvider aktiekapitalen i G1 A/S eller skaber selvstændige ejerrettigheder i selskabet.

I forhold til bedømmelsen af ejendomsretten er det udgangspunktet, at depotbanken har købt de underliggende aktier i G1 A/S. Spørgsmålet er herefter, om depotbanken ved deponeringsaftalen samt salget af de pågældende ADR-beviser har overdraget de underliggende aktier i G1 A/S til klageren. Da sagen, som anført, angår klagerens anmodning om refusion af udbytteskat, skal klageren godtgøre, at en sådan overdragelse er sket.

Aftalen er benævnt som en deponeringsaftale og således ikke som en overdragelsesaftale vedrørende aktierne i G1 A/S.

De rettigheder, der er knyttet til klagerens ADR-beviser, følger - som det ellers gælder for aktier - ikke direkte af selskabets, G1 A/S, vedtægter m.v., der er reguleret af den selskabsretlige lovgivning, men indirekte af deponeringsaftalen. Denne aftale er ikke en sædvanlig deponeringsaftale, hvorefter depotbanken mod vederlag på aktieejerens vegne alene administrerer aktieejerens rettigheder. Deponeringsaftalen fastlægger således nøje rettigheder og forpligtelser i forholdet mellem depotbanken, som har købt aktierne i G1 A/S, G1 A/S og indehaverne af ADR-beviser, og denne fastlæggelse er ikke udelukkende bundet af G1 A/S’ vedtægter m.v.

Hver af klagerens 12.187 American Depositary Shares svarer ifølge deponeringsaftalen ikke til én aktie i G1 A/S, men alene til ⅕ heraf, ligesom en række andre rettigheder for indehavere af ADR-beviser ifølge deponeringsaftalen afviger fra de rettigheder, som ejere af aktier i G1 A/S opnår.

Herunder fremgår det af deponeringsaftalens bilag A, pkt. 12, at indehavere af ADR-beviser ikke har sikkerhed for at blive informeret om generalforsamlinger i G1 A/S i tilstrækkelig tid til at kunne give stemmeinstruks til depotbanken. Depotbanken skal alene bestræbe sig på at stemme i overensstemmelse med en stemmeinstruks på generalforsamlinger, hvorfor indehavere af ADR-beviser heller ikke har sikkerhed for, at depotbanken rent faktisk udøver stemmeinstruksen.

Af deponeringsaftalens bilag A, pkt. 20, fremgår, at indehavere af ADR-beviser ikke har sikkerhed for at blive tilbudt valgmuligheden mellem kontant udbytte og udbytte i form af aktier på samme vilkår og betingelser som ejere af aktier i G1 A/S.

Af deponeringsaftalens bilag A, pkt. 17, fremgår, at aftalen kan opsiges, hvorefter indehavere af ADR-beviser skal tilbagelevere beviset senest 6 måneder efter en opsigelse. Sker der ikke tilbagelevering, skal depotbanken sælge de underliggende aktier.

Som anført af Skattestyrelsen, er det ikke dokumenteret, at depotbanken ikke har anvendt såkaldt pre-release af ADR-beviser, det vil sige udstedelse af American Depositary Shares, inden depotbanken har modtaget de underliggende aktier i G1 A/S.

Allerede efter de anførte omstændigheder finder Landsskatteretten, at klageren ikke har godtgjort, at deponeringsaftalen samt det tilknyttede salg af ADR-beviser indebærer, at der er sket en overdragelse af de underliggende aktier i G1 A/S fra depotbanken til klageren. Klageren kan derfor ikke anses som modtager af udbyttet fra G1 A/S og er dermed heller ikke berettiget til refusion af udbytteskat.

Det af klageren anførte, herunder at indehaveren af ADR-beviset til enhver tid kan få udleveret de underliggende aktier, kan ikke føre til et andet resultat. Herved bemærker Landsskatteretten også, at det ikke er muligt at få udleveret ⅕ af en aktie i G1 A/S.

Skatterådets praksis kan heller ikke føre til et andet resultat.

I øvrigt kan klageren ikke påberåbe sig en evt. beskyttelse som skattefritaget i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst, da klageren ikke er modtager af udbyttet fra G1 A/S. Der tages herefter ikke stilling til, om betingelserne i den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst er opfyldt.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.