Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om refusion af indeholdt udbytteskat for indkomståret 2016.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
Skattestyrelsen har den 2. januar 2017 modtaget H1’ anmodning om refusion af udbytteskat for følgende udlodning:

Selskabets navn	Record date	Udbytte	Indeholdt udbytteskat	Ansøgt refusion
G1 A/S	23.05.2016	29.236,50 kr.	7.893,86 kr.	7.893,86 kr.

Anmodningen vedrører udbytte, der er modtaget på baggrund af 64.970 American Depositary Shares, som repræsenterer aktier i G1 A/S. Klageren har indgivet anmodningen på baggrund af American Depositary Receipts (herefter benævnt ADR-beviser), der er udstedt som kvittering for erhvervelsen af American Depositary Shares.

G1 A/S har på tidspunktet for vedtagelsen af udbyttet i 2016 ikke indgået en aftale om deponering af aktier hos en depotbank, hvorfor et ubegrænset antal depotbanker kan udstede American Depositary Shares på baggrund af deponerede aktier i G1 A/S. Der er således tale om et usponsoreret ADR-program. I et usponsoreret ADR-program handles American Depositary Shares over-the-counter (OTC) i USA.

Aftalegrundlaget mellem klageren og en depotbank er ikke fremlagt på trods af Skatteankestyrelsens anmodning herom.

Hver American Depositary Share, som er dokumenteret med et ADR-bevis, repræsenterer ⅒ aktie i G1 A/S.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om refusion af indeholdt udbytteskat for indkomståret 2016.

Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført:

"Det er vores opfattelse, at H1 ikke opfylder de betingelser, der står i kildeskattelovens § 69 b, stk. 1, 1. pkt., for at få betalt dansk udbytteskat tilbage.

Skattestyrelsen er af den opfattelse, at H1 ud fra de foreliggende oplysninger ikke er den, der er begrænset skattepligtig af det modtagne udbytte, jf. selskabsskattelovens § 2, stk.1, litra c, og derfor ikke er den tilbagesøgningsberettigede efter kildeskattelovens § 69 B.

Skattestyrelsen har ud fra de foreliggende oplysninger vurderet, at der ikke er grundlag for at imødekomme anmodningen om tilbagebetaling af indeholdt kildeskat, idet der kan henvises til lovbekendtgørelse nr. 591 af 18. juni 2012, kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, hvor der fremgår følgende: 

"§ 69 B Har nogen, der er skattepligtige efter § 2 eller selskabsskattelovens § 2, modtaget udbytte, hvori der efter §§ 65-65 D er indeholdt kildeskat, som overstiger den endelige skat efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst… tilbagebetales beløbet inden 6 måneder fra told- og skatteforvaltningens modtagelse af anmodning om tilbagebetaling. Sker tilbagebetaling efter dette tidspunkt, tilkommer der den skattepligtige en rente svarende til renten efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned."

Det er således den, der er begrænset skattepligtig efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, der er berettiget til at ansøge om refusion af indeholdt kildeskat på udbytte.

Af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c fremgår, at skattepligten påhviler selskaber og foreninger mv., der har hjemsted i udlandet, for så vidt de oppebærer udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2. Efter ligningslovens § 16 A, stk. 2, nr. 1 henregnes til udbytte alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere. En kapitalejer (aktionær eller anpartshaver) er enhver ejer af en eller flere kapitalandele, jf. selskabslovens § 5, stk. 1, nr. 15. Det er således aktionæren, der er skattepligtig af det udbytte denne oppebærer og kan tilbagesøge kildeskat efter kildeskattelovens § 69 B.

Det fremgår i øvrigt også af bemærkningerne til selskabsskattelovens § 2, stk. 3 (de alm. bem. til LFF 2016 123), at det er det direkte udbyttemodtagende selskab, dvs. den begrænset skattepligtige, der kan tilbagesøge udbytteskatten.

En aktionær har nogle økonomiske og forvaltningsmæssige rettigheder, der er knyttet til aktien. Det er derfor som udgangspunkt den, der har de økonomiske og især de forvaltningsmæssige rettigheder forbundet med aktien, der er ejer af aktien og dermed aktionær. Se f.eks. SKM2007.770.SR og SKM2020.179.HR.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det som udgangspunkt er depositarbanken, der skal anses for aktionær af de underliggende danske aktier, da banken er den civilretlige ejer af disse og indehaver af de forvaltningsmæssige rettigheder, der er knyttet til de underliggende danske aktier i det omfang intet andet er aftalt.

Et ADR-bevis i det sponsorerede G1 A/S-ADR-program kan ikke anses for et aktielignende ejerbevis, da de forvaltningsmæssige rettigheder ikke er tildelt ADR-indehaveren. ADR-indehaveren kan derfor ikke anses for aktionær.

Tilbagesøgningen om indeholdt kildeskat på udbytte kan således ikke imødekommes, da anmoder ikke anses for at være aktionær og dermed tilbagesøgningsberettiget. Det er depositaren, der anses for at være aktionær og dermed den skattepligtige, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c samt den tilbagesøgningsberettigede, jf. kildeskattelovens § 69 B.

Skattestyrelsen anser dog ikke depositarbanken for at være retmæssig ejer af udbyttet, da banken via ADR-ordningen har overdraget dispositionsretten til ADR-ejer.

Når det direkte udbyttemodtagende selskab (dvs. depositarbanken) ikke er retmæssig ejer af udbyttet, opgøres en eventuel for meget indeholdt kildeskat i forhold til en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst for den retmæssige ejer. Det er dog stadig den begrænset skattepligtige (dvs. depositarbanken), der skal anmode om refusionen, jf. kildeskattelovens § 69 B.

Artikel 22 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med USA er en såkaldt LOB-bestemmelse ("Limitation of Benefits"). Formålet med artiklen er at begrænse anvendelsen af visse af overenskomstens bestemmelser (begunstigelser) til særligt kvalificerede personer/selskaber. Formålet med artikel 22 er at imødegå tilfælde, hvor beskatning skal nedsættes eller eventuelt bortfalde som led i treaty shopping - altså udnyttelse af forskelle i f.eks. definitioner landene imellem, der kan medføre nedsat beskatning. Grundlaget for artikel 22 er derfor en kæde af objektive kriterier (tests), hvor der fokuseres på modtagerens tilknytning til bopælslandet, såsom at der er ydre tegn på seriøs virksomhed i bopælslandet som f.eks. børsnotering, at der ikke sker urimelig udhuling af skattegrundlaget i bopælslandet gennem fradragsberettigede betalinger (baseerosion), at der er reel forretningsmæssig aktivitet i bopælslandet. I nogle tilfælde skal flere kriterier være opfyldt samtidigt. Et selskab, der ikke opfylder kravene i en test, f.eks. formelle krav om ejerforhold og børsnotering, går videre til en anden test om betalingsstrømme og evt. til en tredje test om aktiv erhvervsudøvelse. Se bl.a. Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit C.F.9.2.20.5.2 og lovforslag L 30 af 4/10 2006 om indgåelse af protokol om ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA.

Af artikel 22, stk. 8, litra c fremgår det, at i relation til artikel 22 omfatter udtrykket "aktier" depotbevis deraf. I tilknytning til artikel 22’s bestemmelser om bl.a. ejerforhold til aktier omfattes således også depotbeviser af aktier.

Hvem der er aktionær i et dansk selskab og deraf, hvem der er rette indkomstmodtager af udbytte fra selskabet skal afgøres efter dansk ret. Se f.eks. Højesterets dom i SKM2018.376.HR.

Hvis en amerikansk bank efter dansk ret anses for aktionær i et dansk selskab, er det dermed banken der er rette indkomstmodtager af udbytte, jf. ligningslovens § 16 A og dermed banken, der er begrænset skattepligtig til Danmark af udbyttet efter reglerne i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Det er ligeledes banken, der som aktionær, kan tilbagesøge eventuelt for meget indeholdt udbytteskat, jf. reglerne i kildeskattelovens § 69 B. Den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst - herunder LOB-bestemmelsen i artikel 22 - har således ingen betydning i relation til dette.

Hvis den amerikanske bank kan anses for aktionær efter dansk ret og dermed rette indkomstmodtager af udbyttet, skal der tages stilling til, om beskatning i Danmark af udbyttet sker i overensstemmelse med den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvorefter beskatningen eventuelt skal begrænses. Det skal herunder vurderes om banken er retmæssig ejer af udbyttet eller om banken f.eks. har afgivet sin dispositionsret over udbyttet og viderefører dette til en indehaver af et ADR-bevis. Hvis en indehaver af et ADR-bevis er retmæssig ejer af udbyttet vil det være ADR-indehaverens dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark der afgør, om beskatningen af udbyttet kan begrænses. Som ovenfor nævnt ændrer dette ikke på, hvem der er aktionær i forhold til det danske selskab og dermed hvem, der er rette indkomstmodtager af udbyttet. Bemærk, at rette indkomstmodtager af et udbytte og retmæssig ejer af et udbytte ikke nødvendigvis er den samme. Aktionæren er den rette indkomstmodtager af udbyttet, men ikke nødvendigvis den retmæssig ejer af udbyttet, hvis aktionæren har afgivet dispositionsretten over udbyttet.
LOB-bestemmelsen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 22 kan få betydning for, om og hvor meget beskatning af udbytte skal begrænses efter den dansk-amerikanske dobbeltoverenskomst artikel 10.

Som nævnt indledningsvis er formålet med artiklen at begrænse anvendelsen af visse af overenskomstens bestemmelser (begunstigelser) til særligt kvalificerede personer/selskaber. Hvorvidt artikel 22 har betydning for begrænsning af udbytteskatten beror på en vurdering af om de objektive tests i artiklen opfyldes.

Anmodningen kan således ikke imødekommes."

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til refusion af indeholdt udbytteskat.

Til støtte for påstanden er bl.a. anført:

"Skattestyrelsen’s denial is based, not on anything about the Claimant, but on its determination that the owners of G1 A/S ADRs is the depository bank, that the depository bank is liable to tax, and that the depository bank is eligible to reclaim excess withheld tax.

As further expanded upon below, we submit that Skattestyrelsen’s interpretation is at odds with Denmark’s tax treaty with the United States. It is at odds with Denmark’s practice of international law. Moreover, Skattestyrelsen’s interpretation has further adverse implications likely contrary to Denmark’s interests.

Contrary to Treaty
Section 8(c) of Article 22 of the Convention Between the Government of the United States of America and the Government of the Kingdom of Denmark for the Avoidance of Double Taxation and The Prevention of Fiscal Evasion With Respect to Taxes on Income entered into in 1999, as amended by the 2006 protocol (“Tax Treaty") to that treaty provides, without qualification, that “the term ‘shares’ shall include depository receipts thereof." Thus, the treaty unambiguously provides that Claimant is the owner of shares entitled to the tax relief anticipated by the treaty. Nothing in the treaty, protocols, or interpretations suggests a depository would be considered the owner of the shares or able to recover taxes. The opposite seems clear. Specifically, if the intention was that there be just one reclaim, i.e., G1 A/S has just one depositary, the treaty could easily have said that. It does not because that is not the intention. Rather, the history of the application of Article 22 since its inception and further clarified in 2006, is that holders of ADRs are treated as a shareholder and may obtain the tax relief provided by the treaty.

In support of its contrary position, Skattestyrelsen asserts:

Article 22 of the double taxation agreement with the USA is an LOB (Limitation of Benefits) provision. The purpose of the article is to limit the application of certain provisions of the double taxation agreement (benefits) to particularly qualified persons/companies. The purpose of article 22 is to address cases where taxation is to be reduced or possibly lapses as an element of treaty shopping - i.e. exploitation of differences in e.g. definitions between countries that may lead to reduced taxation. The basis for article 22 is therefore a chain of objective criteria (tests) with focus on the recipient’s affiliation to the country of residence, such as external signs of serious business activity in the country of residence, e.g. stock-exchange listing, that there is no unreasonable erosion of the tax base in the country of residence through deductible payments (base erosion), and that there is actual commercial activity in the country of residence. In some cases, several criteria must be fulfilled at the same time. A company that does not fulfil the requirements in a test, e.g. formal requirements concerning ownership and stock-exchange listing, will proceed to another test concerning payment flows, and possibly to a third test concerning active pursuit of business activities.

The title of Article 22 of the Tax Treaty is, of course, “Limitation of Benefits." The purpose of that article, however, is to specify who is entitled to the benefits of the Tax Treaty. That is made explicit in subsection 1, “A resident of a Contracting State shall be entitled to the benefits of this Convention only to the extent provided in this Article." It then proceeds to specify who is entitled to those benefits. Skattestyrelsen does not question whether Claimant is entitled to benefits under Article 22. Moreover, Skattestyrelsen, in its next paragraph makes clear:

Article 22(8) para (c) states that, in relation to article 22, the term ‘shares’ includes depositary receipts representing ownership thereof. In connection with the provisions of article 22 on, inter alia, ownership of shares, depositary receipts for shares are thus also included.

Notwithstanding that conclusion, Skattestyrelsen asserts:

Who is a shareholder in a Danish company and hence who is the beneficial income recipient of dividends from the company must be decided in accordance with Danish law. See e.g. the Danish Supreme Court’s judgement in SKM2018.376.HR.

We submit that is not correct. Skattestyrelsen has conflated two issues: (i) who is a shareholder, and (ii) who is the recipient of dividends. The Danish Supreme Court did not address that first question in the cited case (likely because it was not at issue in the case). Concerning (ii), the Danish Supreme Court determined that the question of who may be considered the rightful recipient of income from a dividend that was distributed by a Danish company must be decided in accordance with Danish law. That, however, does not negate the possibility of a treaty, as part of Danish law, influencing that analysis. In that case cite, however, it was determined that, contrary to the assertion of the claimant, that the Danish-Dutch double taxation treaty did not apply. Thus, only Danish domestic law was left. In our case, however, Skattestyrelsen does not question that the Tax Treaty applies. Instead, Skattestyrelsen speculates:

If an American bank is deemed to be a shareholder of a Danish company under Danish law, the bank will be the beneficial income recipient of dividends, see section 16 A of the Danish Tax Assessment Act (Ligningsloven)…

Skattestyrelsen, however, does not reach that conclusion. After speculating on the application of Articles 10 and 22 of the Tax Treaty and without sharing the criteria upon which it replies, it leaps to the conclusion, “It is the Danish Tax Agency’s opinion, that H1, is not the beneficial income recipient of the dividend and as such not the rightful applicant for reimbursement of any excess dividend tax withheld." That, however, we submit is not correct. First, as noted and not questioned by Skattestyrelsen, the Tax Treaty applies. Second, the Tax Treaty, as Skatte-styrelsen notes, provides that ownership of ADRs is equivalent to shares. Thus, the Claimant is covered by the treaty, the owner of the shares/ADRs, the recipient of the dividend, and entitled to the benefits of the treaty.

Skattestyrelsen instructs, “It is also the bank that, as a shareholder, can apply for reimbursement of any excess dividend tax withheld, see the rules in section 69 B of the Danish Withholding Tax Act (Kildeskatteloven)." We suggest that Skattestyrelsen’s assertion that the depositary could pursue cover is contrary to Danish law. By way of example, in Skatteministeriet v. [...] A/S (C-116/16) the Danish Eastern High Court held that a Luxembourg holding company was not the beneficial owner of a dividend because it merely redistributed a dividend up the ownership chain to those not entitled to the tax benefit being sought. Similarly, the depository bank must pass on the dividend to those entitled to the tax benefit being sought, i.e., the ADR holders. Further, as noted above, if the intention of the treaty was that depositary banks file for tax recovery, the treaty could easily have said that. Moreover, even if they did, as explained below, the amount recovered could very well be different from what the shareholder would obtain.

Contrary to Danish Treaty Law
Under Danish law, absent a clear statutory directive abrogating a treaty, Danish law must be interpreted and applied to give force to Denmark’s treaty obligations. (See Jens Faerkel, Some Aspects of The Constitution of Denmark, Irish Jurist (1982) at 23 and 24 and Peter Koerver Schmidt, The Emergence of Denmark’s Tax Treaty Network— A Historical View, Nordic Tax Journal (2018) at note 17). For over twenty years, and all the more so since the 2006 protocol, holders of ADRs of Danish securities have been treated as shareholders and accorded the benefits of the treaty. There has been no change to the Danish Corporation Tax Act that directs the interpretation recently adopted by Skattestyrelsen regarding ADRs. We suggest that the new interpretation is in conflict with Danish law and Denmark’s treaty obligations and, therefore, must be reversed.

By way of example of the above, on June 13, 2016, Skattestyrelsen issued Guidance Note SKM2016.263.SKAT reducing the statute of limitations period for filing for reclaims from five to three years. On December 6, 2021, the Danish National Tax Court in SKM2021.650.LSR determined that Skattestyrelsen had no authority to, in effect, change Danish law. The situation here is similar. On February 12, 2021, Skattestyrelsen issued a notice announcing their determination that for certain ADRs - and it refers to them as ADRs (emphasis added): 

Who is the owner of the shares

The Tax Agency is of the opinion that in principle the depositary bank in an ADR programme should be regarded as the owner of the shares and as being subject to limited tax liability in Denmark on the dividend. The depositary bank is the owner of the shares in the Danish company, and the ADR certificate is not an agreement on the transfer of shares, but rather a depositary receipt representing ownership of the shares.

In general, ADR holders are therefore not shareholders of the Danish company. However, ADR holders may be granted rights similar to a shareholder through the contractual basis of the ADR programme, and they may therefore be regarded as shareholders for tax purposes.

The determination is directly contrary to the Tax Treaty that, as noted above, provides, without qualification, that “the term ‘shares’ shall include depository receipts thereof." That is, they are owned by the party that owns the ADR, not the depositary bank. As with the above case, Skattestyrelsen does not have the authority to change the Tax Treaty because the authority to abrogate Denmark’s treaty obligations is reserved for Denmark’s process. That is, Denmark’s legislature could pass a law abrogating its obligations under the Tax Treaty, comparable to its authority to change a statute of limitations. Skattestyrelsen, however, does not have that authority.

Further Adverse Implications
Deprivation of Benefits
Please appreciate that Skattestyrelsen’s conclusions have further adverse implications if the depositary banks were to pursue recovery of excess withheld tax. First, the treaty provides for different rates for different types of entities. For example, charities and pensions are entitled to more favorable rates than the depositaries would obtain. Thus, under Skattestyrelsen new interpretation certain types of entities will be deprived of the intended benefits of the treaty. Second, if the depositories were to obtain recoveries of taxes and distribute them to the holder of the ADRs, Skattestyrelsen new interpretation would have the odd result of giving treaty benefits to anyone that owns such an ADR even if a citizen or resident of a country with which Denmark does not have a treaty and even a Danish citizen. Surely that cannot be Skattestyrelsen’s intent. 

Market Distortion
Skattestyrelsen’s new interpretation is also distorting to the market. A key point behind ADRs is that, except for trading in different markets and, thus, different currencies, the ordinary shares and the ADRs are equivalent. Because Skattestyrelsen new interpretation applies different tax rules to ordinary shares versus ADRs, their value to the same entity would be different. By way of example, if Claimant owned the ordinary shares of G1 A/S instead of the ADR, there seems no question that it would have been entitled to treaty benefits. Thus, we have three possibilities:

1.       Owning ordinary shares - full treaty benefits as applicable to the owner.
2.       Owning ADRs and the depositary pursues recovery - treaty benefits based on the tax status of the depositary, which is less favorable than for charities and pensions.
3.       Owning ADRs and the depositary does not pursue recovery - no treaty benefits.

It seems contrary to the interests of the market for Skattestyrelsen’s interpretation to be allowed to force what are supposed to be equivalent securities to have different values. Please further appreciate the implications of #2 above. If depositaries were to pursue recovery of taxes, Skattestyrelsen’s interpretation would effectively extend treaty benefits to the whole world, thereby effectively circumventing the limitations of Article 22 of the Tax Treaty."

Klagerens yderligere bemærkninger til sagen
Klagerens repræsentant har den 10. januar 2023 fremsat følgende supplerende bemærkninger:

"We are confirming this with each of the depositaries. Nevertheless, to the best of our knowledge, no pre-release is involved with these ADRs. Moreover, it is important to note, when it comes to tax reclamation, the concern with pre-release is that there may be claims for which there are no underlying shares. G2’s processes ensure that this cannot happen. For sponsored ADRs for which there is always just a single depositary, when G2 provides tax reclaim services, the applicable depositary provides the total of the share position it holds in custody. G2 ensures that limit is never exceeded. Second, in the more complex situation of unsponsored ADRs, for which there can be more than one depositary, G2 services all of the depositaries. Thus, while there may be more than one issuer of the ADRs, G2 receives the total share position each depositary holds in custody and ensures that combined limit is never exceeded.

…

Skattestyrelsen has noted in many of its letters, “De underliggende aktier i det ikke-amerikanske (fx danske) selskab er typisk direkte ejet af den amerikanske depositarbank (evt. gennem en nominee), og banken vil derfor typisk være registreret i udsteders ejerbog." / “The underlying shares in the non-American (e.g. Danish) company are typically directly owned by the American custodian bank (possibly through a nominee), and the bank will therefore typically be registered in the issuer's register of owners." and “Aktierne holdes af den amerikanske depositarbank i et depot i depositarbankens navn." / “The shares are held by the American custodian bank in a depository in the name of the custodian bank." That is not correct. The underlying shares are not owned by the depositary. As the word suggests, the shares are deposited with the depositary. That deposit may be made, for example, by the issuer in the case of sponsored issues or Danish or other financial institutions, often at the request of the party that desires to hold the ADR, for unsponsored issues. If a depositary were to go bankrupt, the deposited shares would not be part of the depositary’s estate. Rather, a different depositary would be appointed and the shares shifted to their custody."

Repræsentanten har den 21. marts 2023 fremsat følgende bemærkninger i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen:

"I. Background
In a notice dated February 12, 2021 (Vores sagsnr. 21-0129530), Skattestyrelsen announced its determination that certain American Depositary Receipts (“ADRs") are owned by the issuing depositary bank rather than the ADR holder. That notice specified seven ADR programs on Danish issues: (i) Carlsberg A/S, (ii) Chr. Hansen Holding A/S, (iii) Danske Bank A/S, (iv) FL Smidth A/S, (v) H. Lundbeck, (vi) Novozymes A/S, and (vii) Pandora A/S. Thus, contrary to decades of experience and practice, applications for tax reclaims filed by beneficial owners of those ADRs started to be rejected. That, however, was only the start. Reclaims have now also been rejected on the same basis on at least four more: (viii) A.P. Møller-Mærsk A/S, (ix) Coloplast A/S, (x) DSV A/S, and (xi) Vestas Wind Systems A/S. Thus, this “rule" now at least applies to eleven of the eighteen Danish ADRs that pay a dividend. To our knowledge, the only ADR on which reclaims are now being paid is Novo Nordisk A/S. Please note that we have not filed reclaims on the remaining six and less widely held dividend-paying Danish ADRs (GN Store Nord A/S, ISS A/S, Ørsted A/S, Sydbank A/S, Topdanmark A/S, and Tryg A/S).

The difficulty, as further discussed below, is that determination contradicts Denmark’s treaty obligations and Danish law, and is contrary to Denmark’s interests.

II. Contrary to Tax Treaty
Section 8(c) of Article 22 of the Convention Between the Government of the United States of America and the Government of the Kingdom of Denmark for the Avoidance of Double Taxation and The Prevention of Fiscal Evasion With Respect to Taxes on Income entered into in 1999, as amended by the 2006 protocol (“Tax Treaty") provides, without qualification, that “the term ‘shares’ shall include depository receipts thereof." Thus, the Tax Treaty unambiguously provides that beneficial owners of ADRs are the owner of shares entitled to the tax relief anticipated by the Tax Treaty. Until 2021, the holders of those ADRs were treated as shareholders. Thus, when dividends were paid on Danish securities, holders of the ADRs were entitled to and regularly did obtain treaty benefits. Nothing has happened in the intervening seventeen years since that protocol was agreed that would change this.

Nothing in the Tax Treaty, protocols, or interpretations suggests a depositary would be considered the owner of the shares or able to recover taxes. The opposite seems clear: if the intention was that just a maximum of four reclaim applications, i.e., one for each depositary, should be made, the Tax Treaty could easily have said that. It does not, not least because that is not the intention. Rather, the history of the application of Article 22 since its inception and further clarified in 2006, is that holders of ADRs are treated as a shareholder and may obtain the tax relief provided by the Tax Treaty.

III. Incorrect Application of the Tax Treaty
In support of its contrary position, Skattestyrelsen asserts (there have been slight variations of this paragraph among the various letters from Skattestyrelsen):

Article 22 of the double taxation agreement with the USA is an LOB (Limitation of Benefits) provision. The purpose of the article is to limit the application of certain provisions of the double taxation agreement (benefits) to particularly qualified persons/companies. The purpose of article 22 is to address cases where taxation is to be reduced or possibly lapses as an element of treaty shopping - i.e. exploitation of differences in e.g. definitions between countries that may lead to reduced taxation. The basis for article 22 is therefore a chain of objective criteria (tests) with focus on the recipient’s affiliation to the country of residence, such as external signs of serious business activity in the country of residence, e.g. stock-exchange listing, that there is no unreasonable erosion of the tax base in the country of residence through deductible payments (base erosion), and that there is actual commercial activity in the country of residence. In some cases, several criteria must be fulfilled at the same time. A company that does not fulfil the requirements in a test, e.g. formal requirements concerning ownership and stock-exchange listing, will proceed to another test concerning payment flows, and possibly to a third test concerning active pursuit of business activities.

We note that Skattestyrelsen has never identified the “chain of objective criteria (tests)" referenced above. Moreover, the title of Article 22 of the Tax Treaty is, of course, “Limitation of Benefits." The purpose of that article is to specify who is entitled to the benefits of the Tax Treaty. That is made explicit in subsection 1, “A resident of a Contracting State shall be entitled to the benefits of this Convention only to the extent provided in this Article." It then proceeds to specify who is entitled to those benefits. Skattestyrelsen has never questioned whether any of the claimants are entitled to benefits under Article 22. Moreover, Skattestyrelsen, regularly notes, as we do, that:

Article 22(8) para (c) states that, in relation to article 22, the term ‘shares’ includes depositary receipts representing ownership thereof. In connection with the provisions of article 22 on, inter alia, ownership of shares, depositary receipts for shares are thus also included.

Notwithstanding the Tax Treaty, Skattestyrelsen asserts (there have been slight variations on this paragraph among the various letters from Skattestyrelsen):

Who is a shareholder in a Danish company and hence who is the beneficial income recipient of dividends from the company must be decided in accordance with Danish law. See e.g. the Danish Supreme Court’s judgement in SKM2018.376.HR.

Skattestyrelsen, however, has conflated two issues: (i) who is a shareholder, and (ii) who is the beneficial income recipient of dividends. The Danish Supreme Court did not address that first question in that case (likely because it was not at issue). Concerning the second, however, the court determined, as Skattestyrelsen notes, that who is the beneficial income recipient of dividends must be determined in accordance with Danish law. In that case, having determined that the foundation in question was not properly formed under Danish law, the board of the foundation, i.e., A and his parents, were the beneficial owners of the dividends. Because A was domiciled in Great Britain, the court determined that the Danish-British double taxation agreement applied.

As noted, the above case did not consider ADRs. That subject was taken up by Skatterådet in SKM2022.333.SR and SKM2022.334.SR. In those cases, the court held that ADRs are the equivalent of Danish shares and found that administrative and financial rights to the underlying shares had been transferred to the holder of the ADR. That, in particular, included dividends. That is also the case for each of the Danish ADRs at issue. Each provides for the distribution to the holder of the ADR of all distributions, subject only to exceptions when that is not possible. It must be noted that in no event does the depositary keep the distribution for itself. Given this, each claimant is the holder of the ADR, is the recipient and beneficial owner of the dividends, and is entitled to the benefits of the Tax Treaty.

For reference, Appendix A includes links to the F-6 filing submitted to the U.S. Securities and Exchange Commission for each of the ADRs at issue. As noted, each provides for distributions to be passed to the owners of the ADRs.

IV. Depositary Not Eligible to Reclaim Taxes
In rejecting claims on behalf of the beneficial owners of Danish ADRs, Skattestyrelsen has regularly instructed (with slight variations), “It is also the bank that, as a shareholder, can apply for reimbursement of any excess dividend tax withheld, see the rules in section 69 B of the Danish Withholding Tax Act (Kildeskatteloven)" We suggest that Skattestyrelsen’s assertion that the depositary could pursue recovery is contrary to Danish law. First, as the word “depositary" suggests, the shares are deposited with the depositary. It does not own them. That deposit may be made, for example, by the issuer in the case of sponsored issues or Danish or other financial institutions, often at the request of the party that desires to hold the ADR, for unsponsored issues. If a depositary were to go bankrupt, for example, the deposited shares would not be part of its estate. Rather, a different depositary would be appointed and the shares shifted to their custody. Second, as discussed in Section III above, the depositary is not the beneficial owner of the dividends paid on the ADRs for which it serves as the depositary. Rather, as described, it must distribute dividends to the owners of the ADRs.

By way of example, in Skatteministeriet v. [...] A/S (C-116/16) the Danish Eastern High Court held that a Luxembourg holding company was not the beneficial owner of a dividend because it merely redistributed a dividend up the ownership chain to those not entitled to the tax benefit being sought. Similarly, as is the ordinary course for ADRs, the depository bank must pass the dividend on to the holder of the ADR. As the depositary is not the owner of the shares and not the beneficial owner of the dividend, it is not entitled to recovery under the Tax Treaty.

V. Contrary to the Danish Application of International Law
Under Danish law, absent a clear statutory directive abrogating a treaty, Danish law must be interpreted and applied to give force to Denmark’s treaty obligations. (See Jens Faerkel, Some Aspects of The Constitution of Denmark, Irish Jurist (1982) at 23 and 24 and Peter Koerver Schmidt, The Emergence of Denmark’s Tax Treaty Network—A Historical View, Nordic Tax Journal (2018) at note 17). For over twenty years, and all the more so since the 2006 protocol, holders of ADRs of Danish securities have been treated as shareholders and accorded the benefits of the treaty. There has been no change to the Danish Corporation Tax Act that directs the interpretation recently adopted by Skattestyrelsen regarding ADRs. We suggest that the new interpretation is in conflict with Danish law and Denmark’s treaty obligations and, therefore, must be reversed.

VI. Ratio is Irrelevant
A point that has been noted in connection with this issue is the ratio of ADRs to the ordinary shares on which they are based. As Skattestyrelsen has noted in many of its letters, “er forholdet mellem ADR-beviser og de underliggende aktier ikke altid 1:1." “the ratio between ADRs and the underlying shares is not always 1:1." That is certainly true. Based on information at www.adr.com, which is operated by J.P. Morgan, the ratios between ADRs and their underlying securities range presently between 1,000:1 to 1:100. Among the twenty-eight ADRs based on Danish securities, the ratios range between 1:1 and 200:1. Only seven of the ADRs based on Danish securities have a ratio of 1:1. Those, for example, include Novo Nordisk on which Skattestyrelsen has continued to pay tax reclaim applications ordinarily and correctly, as well as Novozymes, on which it has not.

The ratio of ADRs to the underlying shares is based on various factors. By way of example, ensuring that ADRs have a price per share that meets the requirements of the exchange on which they will trade (NASDAQ may delist a security for which the price falls below $1 for more than ten days and NYSE applies a similar rule at $4 per share). Further, the ratio may be set to allow a price that will garner greater interest in the U.S. market versus the home market. In any event, the ratio is irrelevant for purposes of the applicability of the Tax Treaty and for determining the beneficial owner of dividends.

VII. Further Adverse Implications
A. Deprivation of Benefits
Skattestyrelsen’s conclusions have further adverse implications. Assuming, arguendo, that the depositary banks were to pursue recovery of excess withheld tax, the Tax Treaty provides different rates for different types of entities. Specifically, versus the standard Danish withholding rate of 27%, charities and pensions are entitled to a 0% withholding rate (i.e., to recover 100% of the withholding), while it appears that a depositary bank would only be entitled (applying Skattestyrelsen’s view) to a 15% withholding rate (i.e., to recover only 85% of the withholding). Thus, under Skattestyrelsen interpretation certain types of entities would be deprived of the intended benefits of the Tax Treaty. As noted, however, the depositaries are not entitled to recover taxes withheld on ADRs in Denmark (nor under any other tax treaty of which we are aware).

B. Unintended Beneficiaries
If the depositaries were to obtain recoveries of taxes and distribute them to the holder of the ADRs, Skattestyrelsen new interpretation would have the odd result of giving treaty benefits to anyone that owns such an ADR - even if a citizen or resident of a country with which Denmark does not have a treaty and even a Danish citizen. Surely that cannot be Skattestyrelsen’s intent as it would defeat the purpose of Article 22 of the Tax Treaty that limits treaty benefits to certain entities.

C. Market Distortion
Skattestyrelsen’s interpretation is also distorting to the market. A key purpose for ADRs is that, except for trading in different markets and, thus, in different currencies, the ordinary shares and the ADRs are equivalent. Because Skattestyrelsen’s new interpretation applies different tax rules to ordinary shares versus ADRs, their value to the same entity would be different. By way of example, if the claimant in these cases owned the ordinary shares of the Danish security instead of the ADR, there seems no question that they would have been entitled to treaty benefits. Thus, we have three possibilities:

1.       Owning ordinary shares - full treaty benefits as applicable to the owner.
2.       Owning ADRs and the depositary pursues recovery - treaty benefits based on the tax status of the depositary, which is less favorable than for charities and pensions, but would seem to be available to the whole world.
3.       Owning ADRs and the depositary does not pursue recovery - no treaty benefits.

It seems contrary to the interests of the market for Skattestyrelsen’s interpretation to be allowed to force what are supposed to be equivalent securities to have different values.

VIII. Prayer for Relief
In light of the above, we respectfully request that you determine that the Skattestyrelsen’s notice of February 12, 2021 (Vores sagsnr. 21-0129530) was outside of its authority, and, therefore, beneficial owners of Danish ADRs are entitled to recover excess withheld taxes based on their tax status under the Tax Treaty. Based on that, we ask that all of the appeals be granted and the Skattestyrelsen be directed to immediately pay with statutory interest the amount due on each claim. We further ask that Skattestyrelsen be directed to apply the same result to all filed claims, including any that it has denied on the same basis as those in the cases covered in the present matters."

Retsmøde

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Skattestyrelsen har den 18. november 2024 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:

“Sagen vedrører, hvorvidt H1 (herefter "Klager") i indkomståret 2016 er berettiget til refusion af udbytteskat som ejer af usponsorerede American Depositary Receipts (herefter "ADR-beviser") på grundlag af aktier i G1 A/S.

Skatteankestyrelsen indstiller, at Skattestyrelsens afgørelse om refusion af udbytteskat af 15. november 2021 stadfæstes, idet Klager ikke ved fremlæggelse af depotaftalen har dokumenteret, at betingelserne for refusion af udbytteskat er opfyldt.

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling, da Klager ikke har fremlagt depotaftalen, og sagen dermed ikke er tilstrækkeligt oplyst.

Spørgsmålet om, hvorvidt en ADR-indehaver skattemæssigt kan anses for at være ejer af de deponerede aktier og dermed skal have aktionærstatus, skal efter Skattestyrelsens opfattelse afgøres med udgangspunkt i Skatterådets praksis, jf. SKM2022.333.SR, SKM2022.334.SR og SKM2022.424.SR. Alle tre sager vedrørte sponsorerede ADR-beviser, hvor selskabet var aftalepart.

Efter afgørelserne skal der foretages en konkret vurdering af aftalegrundlaget bag et ADR-bevis, før det kan afgøres, hvorvidt ADR-beviset konkret kan anses for et bevis på ejerskab af de underliggende aktier. Da der i nærværende sag ikke er fremlagt det konkrete aftalegrundlag, kan denne vurdering ikke foretages.

Der er i nærværende sag ikke tale om en sponsoreret aftale, men efter det oplyste en usponsoreret aftale."

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse
Klagerens repræsentant har den 3. september 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse:

"2. Supplerende anbringender
Indledningsvist synes det yderst bemærkelsesværdigt, at Skattestyrelsen - efter altid at have udbetalt udbytterefusion på baggrund af ADR’er - pludseligt ændrer praksis. Der foreligger hverken lovændringer eller anden offentliggjort praksis, der kunne begrunde en sådan ændring af praksis, som afgørelsen medfører. Tværtimod må det forventes, at en så markant afvigelse fra hidtidig praksis forudsætter en klar hjemmel.

Samtidigt kan det også undre, at Skattestyrelsen fortsat udbetaler udbytterefusion på baggrund af ADR’er, hvor de underliggende aktier er tegnet i Novo Nordisk. Der er ingen nævneværdige forskelle til de øvrige ADR-programmer som Klagerne har søgt for meget indeholdt skat tilbagebetalt på baggrund af. At Skattestyrelsen uden nogen foranledning har ændret sin tilgang, skaber derfor usikkerhed om retsgrundlaget og rejser spørgsmål om, hvorvidt udbetalingerne hviler på en korrekt fortolkning af gældende ret.

Skatteankestyrelsen har anført, at gældende ret må forstås således, at dispositioner vedrørende handel med ADR’er ikke kan danne grundlag for tilbagebetaling af for meget betalt udbytteskat til Danmark efter kildeskatteloven. Efter Skatteankestyrelsens opfattelse skyldes det, at ADR’er ikke kan sidestilles med aktier, navnligt fordi ADR’er ikke indeholder en stemmeret eller afspejler en underliggende aktie 1:1. Konsekvensen heraf er, at handel med ADR’er - uanset de konkrete omstændigheder - aldrig vil kunne føre til en situation, hvor Klagerne er berettiget til tilbagebetaling af for meget betalt udbytteskat.

Skattestyrelsen har i den forbindelse anført, at der bør ske en stadfæstelse af deres afgørelse på baggrund af en konkret vurdering af de pågældende ADR’ers udformning og indhold - dog under en anden begrundelse end den af Skatteankestyrelsen anførte.

Hverken Skattestyrelsens afgørelse eller Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse synes imidlertid ikke på nogen måde at forholde sig til den dansk/amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Af dobbeltbeskatningsoverenskomsten fremgår udtrykkeligt en ret til tilbagebetaling i den foreliggende situation, hvilket indebærer, at Klagerne efter det aftalte er berettigede hertil. Ved alene at henvise til generelle retsregler i national ret uden at foretage en selvstændig vurdering af dobbeltbeskatningsoverenskomstens særskilte bestemmelser har Skattestyrelsen således misforstået det retlige grundlag. Den konkrete dobbeltbeskatningsoverenskomst bør tillægges afgørende betydning ved vurderingen, idet overenskomsten udgør den primære retskilde for parternes indbyrdes forhold, hvilket uddybes længere nede.

Fælles for både Skatteankestyrelsens forslag og Skattestyrelsens afgørelse er således, at der ikke er taget behørigt hensyn til bestemmelserne i den relevante dobbeltbeskatningsoverenskomst. Dette indebærer, at afgørelsesgrundlaget alene hviler på en fortolkning af den interne ret, uden at de forpligtelser og rettigheder, som følger af overenskomsten, indgår i vurderingen. Den manglende inddragelse af overenskomsten indebærer i det konkrete forhold, at afgørelsen ikke er i overensstemmelse med Danmarks folkeretlige forpligtelser, herunder en potentiel tilsidesættelse af princippet om traktatbrud samt en manglende harmonisering med international skattepraksis. Dette vil blive uddybet i det følgende.

-oo000oo-

Et dansk selskab, der udbetaler udbytte, skal som udgangspunkt indeholde 27 % af det samlede udbytte efter kildeskattelovens § 65. Såfremt der efter bestemmelsen indeholdes kildeskat på udbytte, som overstiger modtagerens endelige udbytteskat, kan den for meget indeholdte udbytteskat tilbagesøges. For begrænset skattepligtige fremgår modtagerens endelige udbytteskat af en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Ligningslovens § 16 A, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, har følgende ordlyd: 

"§ 16 A. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, jf. dog stk. 4. 

Stk. 2. Til udbytte henregnes:               

1) Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere…"

Udtrykket "aktuelle aktionærer" blev indsat ved lov nr. 1414 af 21. december 2005, og af lovforarbejderne (lovforslag nr. 79 fremsat den 16. november 2005) fremgår, at "Det foreslås at præcisere ligningslovens § 16 A således, at kun beløb, der udloddes til aktuelle aktionærer betragtes som skattepligtigt udbytte. Det afgørende vil herefter være, om man er aktionær (d.v.s. har ejendomsret til aktien) på tidspunktet for deklarering af udbyttet." 

Højesteret har ved dom af 18. januar 2023, offentliggjort i SKM2023.34.HR, taget stilling til fortolkningen af udtrykket "lignende værdipapirer" i ligningslovens § 16 A, stk. 1. Højesteret fandt, at udtrykket "lignende værdipapirer" må indebære, at der skal være tale om værdipapirer, som efter en samlet vurdering har relevante lighedstræk med aktier og andelsbeviser.

Da både Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen nedlægger en fejlfortolkning af aktiebegrebet sammenholdt med ADR-begrebet, er det givende med en kort gennemgang af begreberne.

2.1 American depository receipts
American Depositary Receipt ("ADR") er et værdipapir, hvis værdi 1:1 følger prisudviklingen på en bagvedliggende aktie. En ADR afspejler specifikt en aktiepost i et ikke-amerikansk selskab, der udstedes af en amerikansk bank og kan købes af amerikanske investorer. ADR'er er optaget til handel på amerikanske handelspladser.

En ADR udstedes i amerikanske dollars af amerikanske depositarbanker (Bank of New York Mellon, Citibank, JPMorgan Chase Bank og Deutsche Bank Trust Company Americas), der køber aktier i udenlandske (dvs. ikke-amerikanske) selskaber i udstederens lokale valuta. ADR’er blev oprindeligt opfundet af den amerikanske bank JP Morgan i starten af 1900-tallet for at gøre det muligt for amerikanske investorer at investere i ikke-amerikanske værdipapirer i amerikanske dollars.

Depositarbankerne anvender ikke egne midler til at købe aktierne i de udenlandske selskaber. Hvis der er tale om en kapitalforhøjelse i selskabet eller lignende, modtager depositarbanken aktier fra udstederens beholdning, og når disse sælges, går provenuet tilbage til udstederen.

En central egenskab for en ADR er, at én ADR kan repræsentere et bestemt antal underliggende aktier i et udenlandske selskab. Dette forhold betegnes som ADR-ratioen. Et konkret eksempel kan være, at én ADR svarer til ti underliggende aktier i et udenlandsk selskab. Forholdet mellem ADR'er og de underliggende aktier er baseret på forskellige faktorer. For eksempel skal det sikres, at ADR'er har en pris pr. aktie, der opfylder kravene på den børs, hvor de vil blive handlet (NASDAQ kan afnotere et værdipapir, hvis prisen falder til under 1 USD i mere end ti dage, og NYSE anvender en lignende regel på 4 USD pr. aktie). Desuden kan forholdet fastsættes for at muliggøre en pris, der vil vække større interesse for de amerikanske investorer. En ADR-indehaver opnår altid en fuld eksponering til afkastet på de deponerede aktier fratrukket betaling til depositarbanken.

Ligeledes kan der være forskelle i tilknyttede rettigheder, såsom stemmerettigheder. Disse forhold vil være reguleret i et ADR-prospekt samt i såkaldte "Important Notices", som normalt offentliggøres af The Depository Trust and Clearing Corporation (DTCC) på vegne af de respektive depositarbanker.

Fordelene for danske selskaber ved en ADR er således, at selskaberne får fordelen af en bredere investorbase. ADR’er benyttes således til at udvide aktionærkredsen, forøge likviditeten og selskabets synlighed.

For ikke-danske investorer giver ADR’er mulighed for at investere i f.eks. danske selskaber uden at skulle foretage nogen omkostningsfuld valutakonvertering eller beskæftige sig med andre administrative hindringer på tværs af landegrænser, og helt overordnet er fordelen ved ADR'er for ikke-danske investorer, at ikke-amerikanske aktier bliver tilpasset det amerikanske marked. I amerikansk ret anses ADR'er for at udgøre U.S. Securities i henhold til 1933 Securities Act.

En del større danske børsnoterede selskaber har allerede etableret ADR-programmer. Novo Nordisk har således haft et børsnoteret ADR-program i årevis, og eksempelvis A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg, Danske Bank og Vestas Wind Systems har et ADR-program uden selvstændig børsnotering i USA.

ADR-indehavere kan annullere sine aktier, hvilket deres amerikanske mægler igangsætter hos depositarbanken, hvorefter de tilsvarende lokale aktier leveres til den amerikanske mægler eller den depotbank, som de har udpeget i Danmark. Vælger depositarbanken at aflyse ADR’en, kan ADR-indehaveren vælge at få værdien udbetalt eller de underliggende aktier udleveret.

2.1.1 Selskabsretlig kvalifikation i dansk ret
Som beskrevet repræsenterer ADR’er en afledt ret til de underliggende aktier i et ikke-amerikansk selskab. De underliggende aktier holdes af depositaren, der holder aktierne i depot til fordel for ADR-indehaverne - såsom Klagerne. En ADR kan derfor betragtes som et bevis, der afspejler ejerskabet og økonomiske rettigheder til de pågældende aktier.

Det er imidlertid uklart i selskabsretlig henseende, hvorledes en ADR skal kvalificeres, og hvem der er berettiget til at udøve aktionærbeføjelserne knyttet til de underliggende aktier. Spørgsmålet er navnlig, om depositaren eller den bagvedliggende ejer af ADR’en skal anses som aktionær. Selskabsloven regulerer ikke direkte dette spørgsmål.

Efter selskabslovens § 5, nr. 16, tilkommer retten til at udøve de forvaltningsmæssige og økonomiske beføjelser knyttet til en aktie den, der har aktionærstatus. Det må derfor vurderes, om depositaren selskabsretligt kan anses som aktionær, eller om denne alene handler som mellemmand for ADR-indehaverne.

Det selskabsretlige aktionærbegreb er ikke entydigt, idet en aktionærposition omfatter både forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder samt dispositionsbeføjelser. Forvaltningsmæssige rettigheder vedrører deltagelse og stemmeret på generalforsamlingen, indkaldelsesret, ret til at få punkter optaget på dagsordenen, ret til at anfægte generalforsamlingsbeslutninger m.v.

Økonomiske rettigheder omfatter bl.a. retten til udbytte, likvidationsprovenu, fondsaktier og fortegningsret ved kapitalforhøjelser. Hertil kommer dispositionsbeføjelserne, som følger af ejendomsretten til aktien, herunder retten til at overdrage, pantsætte eller indgå stemmeretsaftaler.

Det bemærkes, at aktier per definition kan udstedes uden stemmeret, så aktionæren alene opnår de økonomiske rettigheder, der knytter sig til aktien, herunder ret til udbytte og eventuelt likvidationsprovenu.

Dette gælder tilsvarende ved udstedelsen af ADR’er, hvor indehaveren i et 1:1-forhold får adgang til de økonomiske beføjelser, der er knyttet til de underliggende aktier. ADR’en giver dermed indehaveren samme økonomiske eksponering som en direkte besiddelse af aktierne, men uden nødvendigvis at give stemmeret eller øvrige selskabsretlige rettigheder. En ADR-indehaveren har ligeledes stemmerettighederne, der er forbundet med den underliggende aktie.

2.1.2 Skatteretlig kvalifikation i dansk ret
Skattemyndighederne har ikke taget stilling til den skattemæssige kvalifikation af ADR’er i dansk ret. Skattestyrelsen har dog i sine bemærkninger henvist til en række afgørelser fra Skatterådet, der ikke er retvisende. Afgørelserne gennemgås nedenfor:

2.1.2.1 Bindende svar om tilbagesalg af ADR’er (SKM2022.333.SR/SKM2022.334.SR)
Skatterådet har udtalt, at en kvalifikation af ADR’er var nødvendig for at kunne fastlægge de skattemæssige konsekvenser af et tilbagekøb. Udgangspunktet efter Skatterådets opfattelse er, at det er depositarbanken, der må anses som aktionær i relation til de underliggende aktier i en ADR, i det omfang banken besidder de administrative rettigheder.

Det blev dog præciseret, at hvis depositarbanken i det konkrete tilfælde har fraskrevet sig enhver reel indflydelse og kontrol med de underliggende aktier, skal indehaveren af ADR’en i stedet anses som aktionær i skattemæssig henseende.

I vurderingen af, hvorvidt ADR-indehaveren skal anses som aktionær, lagde Skatterådet vægt på følgende forhold:

· om ADR’en svarer én-til-én til en underliggende aktie i det danske selskab,
· om stemmeretten faktisk er overført til ADR-indehaveren,
· om de økonomiske rettigheder (f.eks. ret til udbytte og provenu ved likvidation) er overført, og
· om depositarbanken har taget forbehold ved ændringer i det udstedende selskab, eksempelvis ved kapitalforhøjelser, rekonstruktioner eller lignende - herunder hvorvidt ADR-indehaveren vil modtage de underliggende aktier i tilfælde af depositarbankens konkurs.

På baggrund af en samlet vurdering af de foreliggende forhold konkluderede Skatterådet i begge sager, at indehaverne af ADR’erne måtte anses som aktionærer i de danske selskaber ved den skattemæssige bedømmelse i forbindelse med et tilbagesalg.

Skatterådet præciserede, at denne vurdering beroede på den forudsætning, at der i hvert enkelt tilfælde var et helt antal underliggende aktier knyttet til hver ADR. I tilfælde, hvor en ADR eksempelvis repræsenterer 0,5 eller 1,5 aktier, ville denne forudsætning ikke være opfyldt, og den skattemæssige vurdering kunne dermed være en anden.

-oo000oo-

Afgørelsen er imidlertid forkert, da ADR ikke skal afspejle de økonomiske beføjelser i et 1:1-forhold til en underliggende aktie for at kunne sidestilles med en aktiebesiddelse.

En ADR er netop struktureret til at følge værdien af den underliggende aktie uanset den fastsatte konverteringsratio. Det afgørende er, at ADR’en giver adgang til udbytte mv. Det forhold, at der eksempelvis udstedes én ADR svarende til en brøkdel af en aktie eller flere ADR’er svarende til én aktie, ændrer ikke ved, at investoren i sidste ende bærer samme økonomiske risiko og opnår samme økonomiske afkast som ved direkte ejerskab af de underliggende aktier.

2.1.2.2 Bindende svar om aktieombytning (SKM2022.424.SR)
I sagen skulle Skatterådet tage stilling til, om en ombytning af en række ADR’er skulle anses for en skattemæssig afståelse. Skatterådet fandt efter gennemgang af den konkrete depotaftale, at ADR’erne måtte anses som dokumentation for ejerskab af aktier i det underliggende selskab, der beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Da der hverken forelå en ændring af rettigheder, en forskydning mellem aktionærerne eller en ændring i ejendomsretten til de underliggende aktier, kunne Skatterådet endvidere bekræfte, at ombytningen ikke medførte afståelse af ADR’erne. Det er således uforståeligt, hvorfor Skattestyrelsen skulle mene, at afgørelsen i nærværende sag skulle tale for, at ADR-indehaveren ikke er ejer af de underliggende aktier.

2.2 Dobbeltbeskatningsoverenskomst
Stater har i et betydeligt omfang indgået såkaldte dobbeltbeskatningsoverenskomster, der regulerer beskatningsretten mellem aftalestaterne. En dobbeltbeskatningsoverenskomst har virkning på to niveauer. Dels pålægger en dobbeltbeskatningsoverenskomst de involverede stater folkeretlige forpligtelser til ikke at beskatte i strid med overenskomstens forskrifter. Dels giver en overenskomst efter gennemførelse i intern ret rettigheder for de enkelte borgere. Om retsvirkningen af dobbeltbeskatningsoverenskomster beskriver Den juridiske vejledning afsnit C.F.9.1 Forholdet mellem dobbeltbeskatningsoverenskomster og dansk ret følgende:

"Dobbeltbeskatningsoverenskomster er folkeretligt bindende for de deltagende stater og har forrang i forhold til nationale regler. 

De danske dobbeltbeskatningsoverenskomster er en del af dansk ret og kan derfor umiddelbart påberåbes af borgerne overfor skattemyndighederne og domstolene." 

Dobbeltbeskatningsoverenskomster, der er indgået af Danmark, er således folkeretligt bindende traktater, der har forrang for national lovgivning. Det skal derfor understreges igen, at det er særligt kritisabelt, at Skatteankestyrelsen uanset Klagernes bemærkninger, ikke har taget stilling til dobbeltbeskatningsoverenskomstens anvendelse.

2.2.1 DBO med USA (BKI 2000-03-31 nr. 13)
Den nuværende dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og USA blev indgået den 19. august 1999. Overenskomsten blev implementeret i dansk ret ved lov nr. 167 af 15. marts 2000. Ifølge lovens § 1 kan overenskomsten tiltrædes på Danmarks vegne, og den træder i kraft og finder anvendelse i Danmark i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomstens artikel 29 om ikrafttræden.

Af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 10 om udbytte fremgik følgende:

"Stk. 1. Udbytte, som udbetales af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat. 

(…) 

Stk. 5. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken den, der betaler udbyttet, er hjemmehørende." 

I den dagældende artikel 22 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten anføres:

Stk. 1. En person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, skal alene være berettiget til overenskomstens fordele i det omfang, det er fastsat i denne artikel. 

I 2006 blev der indgået en protokol, som ændrede visse bestemmelser i overenskomsten fra 1999. Protokollen blev implementeret i dansk ret ved lov nr. 1574 af 20. december 2006. Ændringerne trådte i kraft den 28. december 2007. Ved protokollen blev artikel 22 omskrevet, og der blev indsat en konkret stillingtagen til ADR’ers skattemæssige kvalifikation i dansk ret:

"Stk. 1. En person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, skal alene være berettiget til fordele, som overenskomsten i øvrigt giver til personer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i det omfang, det er fastsat i denne artikel. 

(…) 

Stk. 8. I denne artikel har følgende udtryk den nedenfor angivne betydning: 

(…) 

c) udtrykket "aktier" omfatter depotbevis deraf;"

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten fastslår således utvetydigt, at Klagerne som ejere af aktier via depotbeviser er berettigede til den tilbagebetaling af for meget indeholdt udbytteskat, som overenskomsten giver mulighed for.

2.3 Utilsigtede konsekvenser
Som et yderligere udtryk for, at Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse afviger fra, hvad Skatteministeriet har bestemt, skal det understreges, at det vil kunne få voldsomt negative skattemæssige konsekvenser, hvis depotbankerne - og dermed ikke ADR-indehaveren selv - der er berettiget til at tilbagesøge for meget indehold udbytteskat.

Såvel national lovgivning som de af Danmark tiltrådte dobbeltbeskatningsoverenskomster, indeholder forskellige satser for forskellige typer værdipapirer og forskellige typer af aktionærer.

F.eks. er velgørenhedsorganisationer og pensionskasser berettiget til gunstigere satser end dem, som depotbankerne ville opnå, mens eksempelvis aktionærer bosiddende i lande sortlistet af OECD, er pålagt dansk udbytteskat med en sats væsentligt over, hvad depotbankerne vil opnå.

Ifølge Skattestyrelsens nye fortolkning vil disse aktionærer bosiddende i sådanne sortlistede lande - ved at investere i ADR i stedet for at investere direkte i danske aktier - få reduceret deres danske udbytteskat.

Skatteankestyrelsens nye fortolkning vil således, hvis depotbankerne opnår tilbagebetaling af skatter og fordeler dem til indehaveren af ADR'erne, have den mærkelige konsekvens, at alle, der ejer en sådan ADR, får fordel af overenskomsten, selv om de er statsborgere eller bosiddende i et land, som Danmark ikke har en overenskomst med, og selv om de er danske statsborgere. Det kan umiddelbart ikke være Skattestyrelsens hensigt.

Skattestyrelsens nye fortolkning er i øvrigt direkte i strid med de mange afgørelser, der fastslår, at skattemyndighederne skal iagttage, hvem der er den retmæssige ejer uden om formelle registreringsforhold ved tilbagebetalingen af udbytteskat."

Indlæg under retsmødet
Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om, at klageren er berettiget til refusion af udbytteskat og uddybede sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet. Repræsentanten anførte, at ADR-indehavere i et usponsoreret ADR-program har samme rettigheder som ADR-indehavere i et sponsoreret level 1 ADR-program, hvorfor klageren ejer de underliggende aktier i G1 A/S. Endvidere anførte repræsentanten, at det med e-mail af 10. januar 2023 fra G2 og det på retsmødet fremlagte materiale er dokumenteret, at pre-release ikke har været anvendt.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med udtalelsen af 18. november 2024, at afgørelsen stadfæstes. Skattestyrelsen anførte, at klageren skal dokumentere, at de væsentligste rettigheder til de underliggende aktier i G1 A/S er overført fra depotbanken til klageren, og at pre-release ikke har været anvendt. Endvidere anførte Skattestyrelsen, at der ikke kan foretages en vurdering af, om rettighederne til de underliggende aktier i G1 A/S er overført til klageren, da aftalegrundlaget mellem klageren og depotbanken ikke er fremlagt.

Landsskatterettens afgørelse
Sagen angår, om klageren for indkomståret 2016 er berettiget til refusion af udbytteskat vedrørende udbytte, der er modtaget på baggrund af American Depositary Shares.

En American Depositary Share er et omsætteligt værdipapir udstedt af en amerikansk depotbank, som repræsenterer et nærmere bestemt antal aktier eller en nærmere bestemt andel af en aktie i et ikke-amerikansk selskab. Indehaveren af American Depositary Shares modtager et ADR-bevis som kvittering for erhvervelsen.

Retsgrundlaget
Et dansk selskab, der udbetaler udbytte, skal for indkomståret 2016 som udgangspunkt indeholde 27 % af det samlede udbytte, jf. kildeskattelovens § 65.

Er der efter kildeskattelovens § 65 indeholdt kildeskat på udbytte, som overstiger modtagerens endelige udbytteskat, kan den for meget indeholdte udbytteskat tilbagesøges. For begrænset skattepligtige fremgår modtagerens endelige udbytteskat af enten kildeskattelovens § 2, selskabsskattelovens § 2 eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst. For sådanne fysiske eller juridiske personer er det i første omgang et krav, at de vurderes som begrænset skattepligtige til Danmark, hvis de vil opnå refusion af udbytteskat. Det fremgår af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, at et selskab mv., som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, er begrænset skattepligtig, hvis det oppebærer udbytte fra kilder her i landet omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2.

Ligningslovens § 16 A, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, har følgende ordlyd:

"§ 16 A. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Til udbytte henregnes:

1) Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere…"

I Danmark er udbytter fra danske selskaber som altovervejende udgangspunkt skattepligtige. Det gælder også, når de modtages af udenlandske personer og selskaber mv., jf. ligningslovens § 16 A, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra 6, og selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, medmindre der findes en særlig hjemmel, som giver adgang til skattefrihed.

Udtrykket "aktuelle aktionærer" i ligningslovens § 16 A blev indsat ved lov nr. 1414 af 21. december 2005, og af lovforarbejderne (lovforslag nr. 79 fremsat den 16. november 2005) fremgår bl.a. følgende:

"Det foreslås at præcisere ligningslovens § 16 A således, at kun beløb, der udloddes til aktuelle aktionærer betragtes som skattepligtigt udbytte. Det afgørende vil herefter være, om man er aktionær (d.v.s. har ejendomsret til aktien) på tidspunktet for deklarering af udbyttet."

Spørgsmålet om, hvem der må anses for aktionær i et dansk selskab og dermed rette indkomstmodtager af udbytte fra selskabet, skal afgøres efter dansk ret. Der henvises til Højesterets dom af 19. juni 2018, offentliggjort SKM2018.376.HR.

Landsskatterettens begrundelse og resultat
Klageren har anmodet om refusion af 7.893,86 kr. i udbytteskat, der blev indeholdt ved G1 A/S’ udbetaling af udbytte den 23. maj 2016. Det udloddede udbytte udgør 29.236,50 kr., og klagerens anmodning om refusion er indgivet på baggrund af klagerens American Depositary Receipts, det vil sige såkaldte ADR-beviser.

ADR-beviser, der dokumenterer American Depositary Shares, er værdipapirer, som vedrører underliggende aktier i selskaber, og som handles såvel på børser som "over-the-counter" (OTC), det vil sige uden om en børs direkte mellem sælger og køber.

De underliggende aktier ifølge klagerens ADR-beviser er i G1 A/S.

Spørgsmålet for Landsskatteretten er, om klageren er berettiget til refusion af udbytteskat på grundlag af de omhandlede ADR-beviser. Landsskatteretten finder, at sådan refusion af udbytteskat forudsætter, at klageren har modtaget udbyttet som ejer af aktier i G1 A/S, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Afgørelsen heraf beror efter Landsskatterettens opfattelse på en bedømmelse af, om klageren ved ADR-beviserne har fået overdraget ejendomsretten til de underliggende aktier i G1 A/S.

Det bemærkes herved, at de pågældende American Depositary Shares ikke i sig selv kan anses for aktier eller "lignende værdipapirer" efter dansk ret, jf. ligningslovens § 16 A, idet udstedelsen af American Depositary Shares hverken udvider aktiekapitalen i G1 A/S eller skaber selvstændige ejerrettigheder i selskabet.

I forhold til bedømmelsen af ejendomsretten er det udgangspunktet, at depotbanken har købt de underliggende aktier i G1 A/S. Spørgsmålet er herefter, om depotbanken ved salget af de pågældende ADR-beviser har overdraget de underliggende aktier i G1 A/S til klageren. Da sagen, som anført, angår klagerens anmodning om refusion af udbytteskat, skal klageren godtgøre, at en sådan overdragelse er sket.

Allerede fordi aftalegrundlaget mellem klageren og en depotbank ikke er fremlagt, finder Landsskatteretten, at klageren ikke har godtgjort, at der er sket en overdragelse af de underliggende aktier i G1 A/S fra depotbanken til klageren. Klageren kan derfor ikke anses som modtager af udbyttet fra G1 A/S og er dermed heller ikke berettiget til refusion af udbytteskat.

Det af klageren anførte kan ikke føre til et andet resultat.

Skatterådets praksis kan heller ikke føre til et andet resultat.

I øvrigt kan klageren ikke påberåbe sig en evt. beskyttelse som skattefritaget i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst, da klageren ikke er modtager af udbyttet fra G1 A/S. Der tages herefter ikke stilling til, om betingelserne i den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst er opfyldt.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.