(v/ advokat Henrik Rahbek)
Skatteministeriet Departementet
(v/ advokat Rune Bo Holm Schønsted)
(v/ advokat Henrik Rahbek)
Skatteministeriet Departementet
(v/ advokat Rune Bo Holm Schønsted)
Denne afgørelse er truffet af dommer Mads Emil Legaard Toustrup.
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagerne BS-30246/2024-ARH og BS-30265/2024-ARH er behandlet sammen. Retten har modtaget sagerne den 11. juni 2024.
De sambehandlede sager drejer sig om, hvorvidt der er grundlag for en ordinær genoptagelse af A’s skatteansættelse for indkomståret 2019 samt for momstilsvaret for perioden fra den 1. januar 2019 til den 30. juni 2020, herunder om der er foreligger nye oplysninger af faktisk karakter, som kan begrunde en ændring.
A har nedlagt følgende påstande:
Vedrørende BS-30246/2024-ARH:
Der nedlægges påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A’s skatteansættelse for indkomståret 2019 skal genoptages.
Vedrørende BS-30265/2024-ARH:
Der nedlægges påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A’s momstilsvar for perioden fra den 1. januar 2019 til den 30. juni 2020 skal genoptages.
Skatteministeriet har i begge sager nedlagt påstand om frifindelse.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Ved to afgørelser af 11. marts 2024 har Landsskatteretten truffet afgørelse om ikke at imødekomme A’s anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2019 og momstilsvar for afgiftsperioderne 1. januar 2019 til 31. december 2019 og 1. januar 2020 til 30. juni 2020.
Af afgørelsen vedrørende genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2019 fremgår blandt andet følgende:
Sagen er startet, idet Skattestyrelsen modtog henvendelse fra politiet om, at de i forbindelse med en ransagning af klagerens bopæl bl.a. havde fundet flere papkasser med tøj, herunder kopivarer af bl.a. mærkerne (red.fjernet.mærke1), (red.fjernet.mærke2) og (red.fjernet.mærke3), en kuvert med opgørelser i form af et regnskab samt telefoner med korrespondance vedrørende handel med tøj.
I forbindelse med politiets efterforskning er klageren blevet afhørt. Det fremgår således af afhøringsrapporten dateret den 23. april 2020, at klageren bl.a. har forklaret, at det er hendes søn MN, der indkøber kopitøj i Y1-land og sender det til Danmark, hvorefter det sælges af klagerens anden søn MA. Det fremgår også af afhøringsrapporten, at klageren har forklaret, at hun sammen med sin mand i september eller oktober måned 2019 købte en lejlighed kontant i Y1-by i Y1-land til 70.000 (red.fjernet.valuta). Klageren har ligeledes forklaret, at lejligheden står i hendes yngste søns navn MA, da der i (red.fjernet.nationalitet) kredse er tradition for, at fast ejendom skal stå i det yngste barns navn.
Under afhøringen har klageren desuden forklaret, at hun har fuldmagt til at anvende hendes ægtefælles bankkonto. Klagerens ægtefælle hedder MK.
MN har skiftet navn til MN.
Ved en gennemgang af klagerens bankkontoudskrifter har Skattestyrelsen konstateret, at klageren har modtaget en række kontante indsætninger på hendes bankkonto, herunder i alt 212.800 kr. Skattestyrelsen har også konstateret, at klageren har hævet kontante beløb på 112.378 kr., og at klageren har modtaget en overførsel fra udlandet på 18.000 kr.
Ved en gennemgang af klagerens ægtefælles bankkonto har Skattestyrelsen konstateret, at ægtefællen har modtaget kontante indsætninger på i alt 20.000 kr. i august 2019. Det er også konstateret, at der på kontoen er hævet 100.100 kr. i kontanter. Samtidig overføres der 226.194 kr. fra ægtefællens konto til klagerens konto og 30.795 kr. fra klagerens konto til ægtefællens konto.
På baggrund af oplysningerne fra politiet og de konstaterede indsætninger har Skattestyrelsen antaget, at klageren i indkomståret 2019 har drevet uregistreret virksomhed med salg af kopivarer, og at indsætningerne stammer fra omsætning i virksomheden. Skattestyrelsen har desuden antaget, at det er klageren der ejer virksomheden og drager fordel af virksomhedens indtjening, således pengestrømmene tilfalder klageren. Ligeledes har Skattestyrelsen antaget, at klagerens ægtefælles konto anvendes i virksomheden og at indsætningerne herpå vedrører omsætningen af kopivarer.
Skattestyrelsen traf den 18. november 2020 afgørelse om skønsmæssig forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst med overskud af virksomhed for indkomståret 2019.
I forhold til bankindsætningerne på klagerens og ægtefællens bankkonto har Skattestyrelsen forhøjet klagerens indkomst med henholdsvis de kontante bankindsætninger på 212.800 kr., med en overførsel fra udlandet på 18.000 kr. og indsætninger fra ægtefællens konto på 20.000 kr., svarende til i alt 200.640 kr. eksklusiv moms.
Skattestyrelsen har fået oplyst fra politiet, at der ved ransagningen af klagerens lejlighed blev fundet i alt 162.000 kr. i kontanter. Skattestyrelsen har ikke medtaget beløbet i den skønsmæssige forhøjelse.
Skattestyrelsen har konstateret, at der på klagerens bankkonto er overført beløb med posteringstekster der vedrører handel med biler. I den forbindelse fremgår det af Motorregisteret, at klageren i indkomståret 2019 har været indregistreret som ejer og bruger af 8 biler, herunder at have købt 7 biler og solgt 6 biler i løbet af 2019.
Ligeledes har Skattestyrelsen konstateret, at MK har købt to biler i 2019.
Klageren har oplyst, at hendes børn selv har betalt for de biler, som tilhører dem.
Det fremgår af Motorregisteret, at klagerens børn ikke er registreret som bruger af de biler, som klageren ejer.
Skattestyrelsen har antaget, at bilerne er købt med kontanter, som klageren har haft til rådighed fra omsætning i virksomheden, idet klageren ikke har optaget lån til finansiering af bilhandlerne.
I den forbindelse har Skattestyrelsen beregnet klagerens kassebeholdning. Beløbene vedrørende biler indgår som et negativt beløb. Skattestyrelsen har herved antaget, at klageren har haft brug for 450.364 kr. i kontanter, for at kunne have finansieret bilhandlerne og samtidig indsætte kontante beløb på hendes bankkonto. Skattestyrelsen har ligeledes antaget, at beløbene stammer fra salg i virksomheden.
Skattestyrelsen har på baggrund af manglende dokumentation foretaget en skønsmæssig værdiansættelsen af bilerne.
I forhold til en (red.fjernet.bilmærke) med reg.nr. ...Q, har klageren været registreret som ejer af bilen i perioden fra den 6. juni 2019 til den 18. juni 2019 og som bruger i perioden fra den 18. juni 2019 til den 24. juni 2019. MA har været registreret som ejer fra den 18. juni 2019. Bilen er købt af klageren den 6. juni 2019 og solgt igen den 18. juni 2019. Den 31. juli 2019 blev der indsat 120.000 kr. på klagerens konto med teksten "(red.fjernet.bilmærke)" fra G1-virksomhed. Skattestyrelsen har derfor skønnet en købspris på 120.000 kr.
Skattestyrelsen har endvidere skønnet en købspris på 58.500 kr. i forhold til en (red.fjernet.bilmærke1) med reg.nr. ...Q1, som er købt den 3. juni 2019 og solgt den 4. oktober 2019. Der blev den 16. oktober 2019 indsat 58.500 kr. på klagerens konto med teksten "G2-virksomhed erstatning for ...Q1 - selvrisiko." Skattestyrelsen har således antaget, at bilen er købt for mindst det beløb, der er modtaget fra forsikringen.
I forhold til en (red.fjernet.bilmærke2) reg.nr. ...Q2 har Skattestyrelsen skønsmæssigt ansat købsprisen til 95.903 kr. Bilen er købt den 15. marts 2019 og solgt den 29. august 2019. Den 28. august 2019 indsættes der 95.903 kr. på MK’s konto, hvilket er dagen før, at han afmeldes som ejer af bilen. Beløbet er indsat kontant af G3-virksomhed.
For så vidt angår en (red.fjernet.bilmærke3) har Skattestyrelsen skønnet en købspris på 62.884 kr. Bilen er købt den 18. september 2019 og solgt den 2. november 2019. Den 6. december 2019 blev der indsat kontant 62.884 kr. på MK’s bankkonto fra G3-virksomhed.
Skattestyrelsen har i forhold til bilhandlerne samlet forhøjet klagerens indkomst med overskud af virksomhed med et skønsmæssigt beløb på 360.291 kr. eksklusiv moms.
I forhold til overførslerne til Y1-land, har Skattestyrelsen konstateret, at klageren i perioden fra juli 2019 til september 2019 har overført henholdsvis 27.575 kr. og 359.000 kr. til to forskellige personer. Skattestyrelsen har i den forbindelse antaget, at beløbet på 27.575 kr. kan anses som en driftsomkostning.
For så vidt angår overførslen på 359.000 kr., har klageren oplyst, at beløbet stammer fra køb af lejligheden i Y1-by i Y1-land. Skattestyrelsen har anset beløbet som uvedkommende for virksomhedens drift.
Skattestyrelsen har antaget, at beløbet på 359.000 kr. stammer fra omsætning i virksomheden. Beløbet er imidlertid ikke indgået i forhøjelsen af klagerens skattepligtige indkomst. Skattestyrelsen har medtaget beløbet i det beregnede privatforbrug, som penge klageren har haft til rådighed, herunder som en udgiftspost.
Skattestyrelsen har beregnet husstandens privatforbrug til -274.238 kr. og antaget, at der mangler mindst 490.000 kr., før parret kan opretholde en rimelig levevej.
Samlet set har Skattestyrelsen ansat klagerens overskud af virksomhed ekskl. moms til 533.356 kr. (200.640 kr. + 360.291 kr.) - 27.575 kr.)
Skattestyrelsens afgørelse blev ikke påklaget.
Den 26. marts 2021 fremsendte klagerens repræsentant en anmodning om ordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2019. Grundlaget for anmodningen var, at der i sagen var fremkommet nye oplysninger, til støtte for, at der ikke var grundlag for at forhøje klagerens skatteansættelse. Sammen med anmodningen fremlagde repræsentanten en skrivelse af den 2. marts 2021 fra klagerens søn MN (tidligere MN). Det fremgår heraf, at MN påtager sig ansvaret for de forhold, som har medført en ændring af klagerens skattepligtige indkomst, herunder køb og salg af kopivarer, handel med biler og køb af en lejlighed i Y1-land i 2019.
Skattestyrelsen afslog at genoptage klagerens skatteansættelse ved forslag af 13. maj 2021 og ved afgørelse af den 9. juni 2021.
Klagerens repræsentant har påklaget afgørelsen til Landsskatteretten den 8. september 2021.
I forbindelse med klagen over afslag på genoptagelse af den 8. september 2021 har klagerens repræsentant fremsendt materiale i form af en slutseddel på en (red.fjernet.bilmærke). Det fremgår heraf, at klagerens søn MA står anført som sælger af en (red.fjernet.bilmærke) til 120.000 kr. til G1-virksomhed i Y2-by. Slutsedlen er alene underskrevet af JE den 30. april 2020. Det fremgår desuden under punkt 5 på slutsedlen, at bilen er overdraget den 18. juli 2019. Repræsentanten har oplyst, at den e-mailadresse, der står anført under sælgers e-mailadresse, tilhører MN.
Repræsentanten har sammen med klagen yderligere fremlagt Skatteankenævn Aarhus’ afgørelse af 7. juni 2021. Det fremgår af afgørelsen, at Skatteankenævn Aarhus har godkendt ordinær genoptagelse af den skattepligtiges skatteansættelse for indkomståret 2015. Grundlaget herfor var for det første, at der i genoptagelsesanmodningen var oplyst, at der ikke var taget stilling til en række udgifter, og for det andet fordi den skattepligtige havde en berettiget forventning.
Repræsentanten har ligeledes fremlagt en politirapport dateret den 4. maj 2020 vedrørende MN’s ejerskab af den omtalte lejlighed i Y1-land. Af politirapporten fremgår, at politiet konkluderer, at lejligheden er ejet af klagerens søn MN.
I et supplerende indlæg af den 8. oktober 2021, har repræsentanten bl.a. anført, at klageren ikke har erhvervet et kørekort, hvilket er en ny faktisk oplysning i henhold til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.
I forbindelse med et supplerende indlæg af 24. marts 2023 har repræsentanten fremlagt yderligere følgende materiale:
Det fremgår af Aarhus Byrets dom af 12. februar 2021 og af Vestre Landsrets dom af 15. december 2021, at klagerens to sønner er blevet dømt for forsøg på bedrageri, ved at have forsøgt at begå forsikringssvindel med flere af de biler, som klageren og klagerens ægtefælle står anført som ejer af, heriblandt en bil af mærket (red.fjernet.bilmærke2) med reg.nr. ...Q2 og en bil af mærket (red.fjernet.bilmærke1) med reg.nr. ...Q1.
Af brevene fra MN af den 27. oktober 2021 og den 13. januar 2022 fremgår det bl.a. dels, at han påtager sig ansvaret for salg af tøj, at han har købt og solgt biler i hans mors navn og dels at MN har foretaget pengeoverførsler fra hans mors konto til udlandet. Det fremgår desuden, at MN har haft adgang til hans mors NemID-oplysninger og udnyttet disse informationer i forbindelse med kontakt til forsikringsselskaber. Ligeledes fremgår det, at MN har haft adgang til hans mors bankkonto, hvor han både har hævet penge fra og overført penge til.
For så vidt angår den fremlagte afgørelse fra Skatteankenævn Aarhus af 29. august 2022 fandt nævnet, at klageren ikke hæfter solidarisk for betaling af en gaveafgift. Afgørelsen vedrører den omstændighed, at Skattestyrelsen i en tidligere afgørelse har anset klageren og hendes ægtefælle for at have foræret deres søn MA den i den påklagede sag omtalte lejlighed i Y1-land, hvor sønnen som følge heraf er blevet opkrævet en gaveafgift. Nævnet har i deres afgørelse lagt vægt på, at Skattestyrelsen ikke har løftet bevisbyrden for, at klagerens søn har modtaget lejligheden som en gave fra klageren og hendes ægtefælle. Ligeledes er det tillagt vægt, at politirapporten af den 23. april 2020 og den 24. april 2020 ikke entydigt fastslår, at MA er den retsmæssige ejer af lejligheden, og at klagerens forklaringer i politirapporterne ikke kan lægges til grund.
I forhold til mødereferatet af den 15. februar 2022 fremgår det bl.a., at klageren har udtalt, at hun ikke ejer lejligheden i Y1-land, og at hun heller ikke har foræret lejligheden til hendes søn. Det fremgår også, at MA under mødet har anført, at han aldrig har ejet fast ejendom i udlandet.
Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse af 2. januar 2023, at Skattestyrelsen har modtaget oplysninger fra de Y1-land myndigheder om, at den omtalte lejlighed i Y1-land er ejet af klagerens søn MA. Skattestyrelsen har således forhøjet MA’s skattepligtige indkomst, idet Skattestyrelsen har anset MA som ejer af lejligheden i Y1-land og i den forbindelse antaget, at han har haft indtægter til rådighed til køb af lejligheden.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet klagerens anmodning om ordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2019.
En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.
I medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2019 på den skattepligtiges initiativ således være sendt til SKAT senest den 1. maj 2023.
Det er en forudsætning for genoptagelse, at den skattepligtige kan dokumentere eller sandsynliggøre, at skatteansættelsen er materielt forkert, fordi den hviler på forkerte eller ændrede faktiske eller retlige oplysninger.
Klageren anmodede om genoptagelse af skatteansættelsen den 26. marts 2021. Genoptagelsesanmodningen for indkomståret 2019 ligger således inden for den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.
Som grundlag for genoptagelsen har klagerens repræsentant fremlagt et brev af den 2. marts 2021 fra klagerens søn, der i brevet påtager sig ansvaret for køb og salg af tøj, handel med biler og ejerskab af lejlighed i Y1-land, som blandt andet er de forhold, som har medført en ændring af skatteansættelsen for klageren.
Landsskatteretten finder, at klageren ikke har fremlagt oplysninger af en sådan karakter, der kan begrunde en genoptagelse af klagerens skatteansættelse. Retten har lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt konkret bilagsmateriale, som kan dokumentere, at en genoptagelse vil føre til et andet resultat. Det er tillagt vægt, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for pengestrømmene, herunder dokumentation for hvor de kontante beløb stammer fra. Der er heller ikke fremlagt dokumentation, der viser, at klageren ikke har haft råderet over sin egen konto, hvor pengene er indsat, eller at hun ikke er rette indkomstmodtager af indsætningerne.
På denne baggrund finder Landsskatteretten, at der ikke er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der sandsynliggør, at skatteansættelsen for 2019 er materielt forkert.
I forbindelse med klagen over afslag på genoptagelse har klagerens repræsentant bl.a. fremsendt materiale i form af en slutseddel på en bil af mærket (red.fjernet.bilmærke). Repræsentanten har yderligere fremlagt en politirapport dateret den 4. maj 2020 vedrørende klagerens søns ejerskab af en lejlighed i Y1-by i Y1-land. Desuden har repræsentanten fremlagt en afgørelse fra Skatteankenævn Aarhus af den 29. august 2022.
Materialet er fremsendt henholdsvis den 8. september 2021 og den 24. marts 2023, og er således fremkommet inden for den ordinære fristen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.
Uagtet at det fremlagte materiale ikke har været efterprøvet som en del af den påklagede afgørelse, finder retten, at der kan tages stilling hertil, da materialet er indkommet inden for den ordinære ansættelsesfrist.
For så vidt angår slutsedlen finder retten, at der inden for fristen for ordinær genoptagelse er fremlagt oplysninger af faktisk karakter, der ikke tidligere har dannet grundlag for afgørelsen. Imidlertid finder retten, at der ikke er fremlagt oplysninger, som må anses for at kunne medføre en ændring af skatteansættelsen.
Det er tillagt vægt, at der ikke er ført dokumentation for, at klageren ikke har været registreret som ejer af de i sagen omhandlede biler samt købt og solgt bilerne kontant, heriblandt den omhandlede (red.fjernet.bilmærke). Desuden er det ikke dokumenteret, at beløbet på 120.000 kr., som blev indsat på klagerens konto den 31. juli 2019, ikke stammer fra salg af den omhandlede (red.fjernet.bilmærke). Det er i den forbindelse tillagt vægt, at klageren i Motorregisteret har stået registreret som ejer og bruger af flere biler, og at der på klagerens bankkonto er indsat kontante beløb med posteringstekster, der indikerer salg af biler. Desuden har retten lagt vægt på, at klagerens søn MA først er registreret som ejer af bilen efter klagerens ejerperiode, og at han ikke har underskrevet slutsedlen.
Landsskatteretten finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at skatteansættelsen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningen havde foreligget på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse.
Det bemærkes, at oplysningen om, at klageren ikke har erhvervet et kørekort, ikke kan føre til et andet resultat.
Landsskatteretten finder desuden ikke, at klageren med den fremlagte politirapport dateret den 4. maj 2020 har sandsynliggjort, at ansættelsen ville være blevet ændret, hvis oplysningen havde foreligget, da Skattestyrelsen foretog ansættelsen. Retten finder, at klageren med det fremlagte materiale ikke har godtgjort, at hun ikke skal beskattes af indsætningerne eller har dokumenteret pengestrømmene til klagerens konto.
Repræsentanten har gjort gældende, at Skattestyrelsens skønsmæssige afgørelse hviler på faktuelt forkerte oplysninger, som kan begrunde en ændring. Som støtte herfor er bl.a. fremlagt Aarhus Byrets dom af 12. februar 2021, Vestre Landsrets dom af 15. december 2021, brev fra MN af 27. oktober 2021, brev fra MN af 13. januar 2022 og Skattestyrelsens afgørelse af 2. januar 2023.
Landsskatteretten finder, at det fremlagte materiale ikke kan medføre et andet resultat, da pengestrømmene fortsat ikke er dokumenteret ved fremlæggelse heraf.
Retten skal desuden bemærke, at der ikke er sammenlignelighed mellem denne sag og den retspraksis repræsentanten henviser til. For så vidt angår den fremlagte afgørelse fra Skatteankenævn Aarhus af 7. juni 2021 kan denne ikke finde analog anvendelse, idet der i afgørelsen blev fremlagt materiale som dokumentation for fradragsret for afholdte udgifter, hvilket der ikke er tale om i denne nærværende sag. I forhold til den fremlagte afgørelse fra Skatteankenævn Aarhus af 29. august 2022 skal det bemærkes, at på trods af, at nævnet har afgjort, at der ikke kan lægges vægt på oplysningen i afhøringsrapporten af den 23. april 2020 om, at klageren har udtalt at klageres søn skulle havde modtaget lejligheden i gave fra klageren og klagerens ægtefælle, skal dette ses i relation til vurderingen i den konkrete sag, der drejede sig om spørgsmålet om betaling af gaveafgift. Der ses derfor ikke ved denne afgørelse at være taget stilling til, hvorvidt klageren har afholdt udgiften til betaling af lejligheden og dermed må have haft disse midler til rådighed.
Da der ikke er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, som kan begrunde en ændring af skatteansættelsen for indkomståret 2019, finder Landsskatteretten, at det er berettiget, at Skattestyrelsen har afslået at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2019.
Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.
De faktiske oplysninger anført i afgørelsen vedrørende genoptagelse af momstilsvar for afgiftsperioderne 1. januar 2019 til 31. december 2019 og 1. januar 2020 til 30. juni 2020 er tilsvarende de faktiske oplysninger anført ovenfor, idet det vedrørende anmodningen om genoptagelse dog fremgår, at Skattestyrelsen afslog af genoptage klagerens momstilsvar ved forslag af 13. maj 2021 og ved afgørelse af den 9. juni 2021. Derudover fremgår af afgørelsen blandt andet følgende:
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har ikke imødekommet klagerens anmodning om ordinær genoptagelse af klagerens momstilsvar for afgiftsperioderne 1. januar 2019 til den 31. december 2019 og 1. januar 2020 til den 30. juni 2020.
En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Det følger af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.
Det fremgår af momslovens § 57, stk. 3, at angivelsesfristen er senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb for virksomheder, der skal afregne moms pr. kvartal.
Når der anmodes om genoptagelse af et afgiftstilsvar, påhviler det den afgiftspligtige at dokumentere eller sandsynliggøre, at betingelserne for genoptagelse er opfyldt. Den afgiftspligtige skal således kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere opgørelse af afgiftstilsvaret har været forkert, fordi den hviler på forkerte, eller nu ændrede faktiske omstændigheder eller væsentlige nye retsforhold. Afgørende for, om der kan ske genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er således, om der er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan danne grundlag for en ændring af momstilsvaret i forhold til tidspunktet, da Skattestyrelsen traf afgørelse i sagen.
Klageren anmodede om genoptagelse af momstilsvaret den 26. marts 2021. Efter momslovens § 57, stk. 3, var angivelsesfristen for den seneste afgiftsperiode 1. april til 30. juni 2020 den 1. september 2020. Genoptagelsesanmodningen om ændring af momstilsvaret for afgiftsperioden 1. januar 2019 til 30. juni 2020 ligger herved inden for den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.
Som grundlag for anmodning om genoptagelsen har klagerens repræsentant fremlagt et brev af den 2. marts 2021 fra klagerens søn, der i brevet påtager sig ansvaret for køb og salg af tøj, handel med biler og ejerskab af lejlighed i Y1-land, herunder de forhold, som har medført en ændring af momstilsvaret.
Landsskatteretten finder, at klageren ikke har fremlagt oplysninger af en sådan karakter, der kan begrunde en ændring af klagerens momstilsvar. Retten lægger vægt på, at klageren ikke har fremlagt konkret bilagsmateriale, som kan dokumentere at en genoptagelse vil føre til et andet resultat. Det er tillagt vægt, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for pengestrømmene, herunder dokumentation for hvor de kontante beløb stammer fra. Der er heller ikke fremlagt dokumentation der viser, at klageren ikke har haft råderet over sin egen konto, hvor pengene er indsat, eller at hun ikke er rette indkomstmodtager af indsætningerne.
På denne baggrund finder Landsskatteretten, at der ikke er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der sandsynliggør, at momstilsvaret for afgiftsperioden 1. januar 2019 til den 30. juni 2020 er materielt forkert.
I forbindelse med klagen over afslag på genoptagelse har klagerens repræsentant bl.a. fremsendt materiale i form af en slutseddel på en bil af mærket (red.fjernet.bilmærke). Repræsentanten har yderligere fremlagt en politirapport dateret den 4. maj 2020 vedrørende klagerens søns ejerskab af en lejlighed i Y1-by i Y1-land. Desuden har repræsentanten fremlagt en afgørelse fra Skatteankenævn Aarhus af den 29. august 2022.
Materialet er fremsendt henholdsvis den 8. september 2021 og den 24. marts 2023, og er således fremkommet inden for den ordinære fristen efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.
Uagtet at det fremlagte materiale ikke har været efterprøvet som en del af den påklagede afgørelse, finder nævnet, at der kan tages stilling hertil, da materialet er indkommet inden for den ordinære ansættelsesfrist.
For så vidt angår slutsedlen finder retten, at der inden for fristen for ordinær genoptagelse er fremlagt oplysninger af faktisk karakter, der ikke tidligere har dannet grundlag for afgørelsen. Imidlertid finder retten, at der ikke er fremlagt oplysninger, som kan medføre en ændring af momstilsvaret.
Det er tillagt vægt, at der ikke er ført dokumentation for, at klageren ikke har været registreret som ejer af de i sagen omhandlede biler samt købt og solgt bilerne kontant, heriblandt den omhandlede (red.fjernet.bilmærke). Desuden er det ikke dokumenteret, at beløbet på 120.000 kr., som indsættes på klagerens konto den 31. juli 2019, ikke stammer fra salg af den omhandlede (red.fjernet.bilmærke). Det er i den forbindelse tillagt vægt, at klageren i Motorregisteret har stået registreret som ejer og bruger af flere biler, og at der på klagerens bankkonto er indsat kontante beløb med posteringstekster, der indikerer salg af biler. Desuden har nævnet lagt vægt på, at klagerens søn MA først er registreret som ejer af bilen efter klagerens ejerperiode, og at han ikke har underskrevet slutsedlen.
Landsskatteretten finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at momstilsvaret ville have fået et andet udfald, hvis oplysningen havde foreligget på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse.
Det bemærkes, at oplysningen om, at klageren ikke har erhvervet et kørekort, ikke kan føre til et andet resultat.
Landsskatteretten finder desuden, at klageren med den fremlagte politirapport dateret den 4. maj 2020 ikke har sandsynliggjort, at momstilsvaret ville være blevet ændret, hvis oplysningen havde foreligget, da Skattestyrelsen foretog ansættelsen. Retten finder, at klageren ikke med det fremlagte materiale har godtgjort, at hun ikke skal beskattes af indsætningerne eller har dokumenteret pengestrømmene til klagerens konto.
Repræsentanten har gjort gældende, at Skattestyrelsens skønsmæssige afgørelse hviler på faktuelt forkerte oplysninger, som kan begrunde en ændring. Som støtte herfor er bl.a. fremlagt Aarhus Byrets dom af 12. februar 2021, Vestre Landsrets dom af 15. december 2021, brev fra MN af 27. oktober 2021, brev fra MN af 13. januar 2022 og Skattestyrelsens afgørelse af 2. januar 2023.
Landsskatteretten finder, at det fremlagte materiale ikke kan medføre et andet resultat, da pengestrømmene fortsat ikke er dokumenteret ved fremlæggelse heraf.
Retten skal desuden bemærke, at der ikke er sammenlignelighed mellem denne sag og den retspraksis repræsentanten henviser til. For så vidt angår den fremlagte afgørelse fra Skatteankenævn Aarhus af 7. juni 2021 kan denne ikke finde analog anvendelse, idet der i afgørelsen blev fremlagt materiale som dokumentation for fradragsret for afholdte udgifter, hvilket der ikke er tale om i denne nærværende sag. I forhold til den fremlagte afgørelse fra Skatteankenævn Aarhus af 29. august 2022 finder retten, at på trods af, at nævnet har afgjort, at der ikke kan lægges vægt på afhøringsrapporten af den 23. april 2020, om, at klageren har udtalt at klageres søn skulle havde modtaget lejligheden i gave fra klageren og klagerens ægtefælle, skal dette ses i relation til vurderingen i den konkrete sag, der drejede sig om spørgsmålet om betaling af gaveafgift. Der ses derfor ikke ved denne afgørelse at være taget stilling til, hvorvidt klageren har afholdt udgiften til betaling af lejligheden og dermed må have haft disse midler til rådighed.
Da ikke er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, og som kan begrunde en ændring, finder Landsskatteretten, at det er berettiget, at Skattestyrelsen har afslået at genoptage klagerens momstilsvar for afgiftsperioderne 1. januar 2019 til 31. december 2019 og 1. januar 2020 til 30. juni 2020.
Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.
A blev ved dom af 15. august 2025 dømt skyldig i hæleri, jf. straffelovens § 290, stk. 1, ved uberettiget at have modtaget og videredistribueret ikke under 386.375 kr., der stammede fra salg af kopitøj fra MN, og ved på sin bopæl at have været i besiddelse af diverse kopitøj til en ukendt værdi, selvom hun vidste eller bestemt måtte formode, at tøjet stammede fra en strafbar handling. Af dommen fremgår blandt andet følgende:
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har forklaret, at hun alene havde kendskab til, at MN solgte tøj.
Hun har endvidere forklaret, at hun foretog overførslerne til Y1-land via G4-virksomhed og G5-virksomhed, da MN truede hende. MN havde desuden brugt tiltaltes NemID og foretaget bankoverførsler til Y1-land fra tiltalte konto.
Tiltalte har tidligere til politirapport forklaret, at MN købte kopitøj i Y1-land, som han solgte i Danmark, samt at hun samlede pengene ind fra salget og sendte pengene til blandt andet Y3-by i Y1-land, så MN kunne købe mere kopitøj. Til politirapporten har tiltalte endvidere forklaret, at den difference der fremgår af tiltaltes konto, skyldte indtægt fra salg af kopitøj. Af politirapporten fremgår, at tiltalte fik rapporten oplæst og i den forbindelse havde rettelser til rapporten. Tiltaltes tidligere forklaring til politirapport støttes af, at der fra tiltalte konto er sket flere større pengeoverførsler til Y3-by i Y1-land, at der på tiltalte bopæl blev fundet store kontant beløb. Endvidere blev der på tiltalte bopæl fundet store mængder af tøj, der henset til karakteren, antal og opbevaringsmåden må anses for at være kopitøj. På denne baggrund finder retten det ubetænkeligt at forkaste tiltaltes forklaring under hovedforhandlingen om, at hun ikke havde kendskab, til at der var tale om salg af kopitøj, samt at hun ikke kendte til pengeoverførslerne. Retten finder herefter, at tiltalte er skyldig hæleri. Der er imidlertid ikke grundlag for at anse hæleriforholdet for at være af særlig grov beskaffenhed, hvorfor forholdet alene henføres under straffelovens § 290, stk. 1. Tiltalte er i det anført omfang skyldig i forhold 1.
Herefter og da der på tiltaltes bopæl blev fundet en stor mængde kopitøj, er tiltalte endvidere skyldig i forhold 2, jf. straffelovens 290, stk. 1.
Der er afgivet forklaring af A og af vidnet MN.
A har forklaret, at hun arbejder som (red.fjernet.arbejde). Hun kom til Danmark i 1992. Hun har en ægtefælle, (red.fjernet.antal) børn og et barnebarn.
Kopitøjet, der blev fundet i hendes lejlighed, tilhørte ikke hende. Det var hendes søn og dennes kæreste, der solgte kopitøj. Hendes søns kæreste lagde tøjet i lejligheden efter, at hendes søn var blevet anholdt. Dette skete en nat, mens hun var på arbejde. Hendes mand var hjemme, da kopitøjet blev lagt i lejligheden. Hun er sikker på, at hendes søns kæreste kom med i hvert fald to kasser med kopitøj. Hun var ikke klar over, at hendes søn opbevarede kopitøj på sit værelse i lejligheden. Hun har ikke tjent penge ved siden af sit arbejde som (red.fjernet.arbejde).
Hun har aldrig haft egen bil, så hun kender ikke noget til bilerne, hun skulle have købt. Det er hendes søn, der har fået bilerne registreret i hendes navn, da han havde hendes NemID. Hun har aldrig haft kørekort til bil. Hendes mand kørte bil indtil 2018, hvor han fik et handikap, der medfører, at han ikke længere kan køre bil.
A er blevet foreholdt dele af sin forklaring vedrørende salget af lejligheden i Y1-land som anført i politirapport af 23. april 2024, ekstraktens side 340:
"Adspurgt til den tidligere omtalte lejlighed købt kontant i Y1-land, som stod i MA’s navn, så forklarede afhørte at hun havde købt lejligheden sammen med sin mand, MK. Lejligheden havde de købt for 70.000 (red.fjernet.valuta) i sept./okt. måned 2019. MA og MN havde fundet lejligheden i juli måned 2019 ifm. MA’s ferie hos MN i Y1-by."
A har hertil forklaret, at hun ikke kan huske, at hun skulle have forklaret sådan til politiet. Lejligheden tilhører hendes søn, MN. Det var MN, der købte lejligheden. Hun ved ikke, hvilke penge MN brugte til at købe lejligheden.
Foreholdt at det fremgår af samme afhøringsrapport, at hun skulle have forklaret til politiet, at hun købte og solgte en del biler, har hun forklaret, at hun ikke har forklaret sådan til politiet. Hun har aldrig haft en bil.
MN har forklaret, at han kom til Danmark i (red.fjernet.år). Han afsoner en dom på 6 år og 2 måneders fængsel for (red.fjernet.straf) og (red.fjernet.straf1). Han er enig med sin mor, A, i, at det var hans tøj, der blev fundet i A’s lejlighed. Det meste af tøjet er hans private tøj. Han havde købt tøjet i forbindelse med, at hans skulle have vintertøj, da han skulle til Danmark. Det er også derfor, at alt tøjet var i samme størrelse. Der blev foretaget en ransagning i forbindelse med, at han blev anholdt, og det tøj, der blev fundet i lejligheden i april 2024, var også i lejligheden i januar 2024 under ransagningen. Tøjet var hos hans mor, da han var på ferie. Han havde fået tøj sendt til sin mor, ekskæreste og sine venner. Han sendte tøjet til disse personer, så der var nogen, der kunne tage imod det. Han sørgede for, at tøjet blev sat hos A, så det var klar til ham, når han kom til Danmark. Når han kom til Danmark, ville han hente tøjet og tage det med hjem til Y4-by. Han havde ikke aftalt med A, at han skulle have tøjet opbevaret hos hende. Det behøvede han ikke, da hun er hans mor. Der blev i lejligheden desuden fundet rester af tøj af noget tøj, som han havde solgt tre måneder tidligere. Dette tøj havde han tænkt sig at give til sine søstre, nevøer og niecer som julegaver.
Han drev en forretning, hvor han købte og solgte kopitøj, og han har tilstået fra dag ét, at det var ham, der solgte tøjet. Hans mor var ikke en del af den forretning. Hun var heller ikke en del af den forretning, som han havde med at sælge biler. Han har solgt og købt mange biler i sin mors og fars navne. Han kunne ikke købe biler i eget navn, da han skyldte penge til skattemyndighederne.
Han havde taget et foto af sin mors NemID, og det var dette foto, han benyttede til at foretage handlerne med bilerne. Hvis han registrerede køretøjer i eget navn, ville skattemyndigheder tage pant heri. Han havde flere biler, herunder blandt andet en (red.fjernet.bilmærke4), en (red.fjernet.bilmærke), en (red.fjernet.bilmærke3) og en (red.fjernet.bilmærke4). Han har solgt mange biler, så han kan ikke huske dem alle. Han havde som regel bilerne i kort tid, inden han solgte dem videre.
Ved at have bilerne registreret i sin mors navn, kunne han køre i bilerne, mens han havde dem til salg. Han har på et tidspunkt kørt en bil ind i en mur, hvilket udløste en forsikringsudbetaling, som blev indbetalt på A’s konto. Han gjorde alt dette uden A’s viden. A har ikke forstand på computere, så hun ved ikke, hvordan man bruger netbank. Han foretog alle disse ting uden A’s viden, og A har ikke tjent en krone på hans handler, da pengene er gået til ham. De penge, der er gået ind på A’s konto, er efterfølgende overført videre til Y1-land. Han fik sendt penge til A’s konto, så han kunne sende dem ud af Danmark. Han har modtaget alle de penge, der overført fra A’s konto.
Han fortryder, at han har lavet disse handler, da han har sat A i en dårlig situation, og det har fyldt meget i hendes liv. På trods af dette, taler han stadig med sin mor. Han er meget ked af det. Han kunne havde gjort det på mange andre måder. Han benyttede A’s konto, da han stolede mere på hende end på for eksempel en kammerat. Det var også meget nemmere at benytte A’s navn, da han kunne få fat i hendes NemID. Han kunne ikke få lov til at bruge andres NemID, da det giver adgang til mange forskellige ting. Hvis man undersøger det, kan man finde frem til, at der er benyttet Y1-land IP-numre til at foretage overførslerne fra A’s konto.
A har i sit påstandsdokument anført:
Til støtte for de nedlagte påstande gøres det for det første helt overordnet gældende, at A i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og § 31, stk. 2 er berettiget til genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 2019 samt momstilsvar for perioden fra den 1. januar 2019 til den 30. juni 2020, idet A - indenfor de i bestemmelserne fastsatte frister - har fremlagt nye oplysninger af faktisk karakter, som kan begrunde en ændring og dermed en genoptagelse af skatteansættelsen og momstilsvaret.
Til støtte for, at der er grundlag for en genoptagelse af A’s skatteansættelse for 2019 samt momstilsvar for perioden fra den 1. januar 2019 til den 30. juni 2020 gøres i forlængelse heraf overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte A i relation til overskud af virksomhed, idet A ikke har drevet uregistreret virksomhed.
Ovennævnte hovedanbringender uddybes nedenfor.
I det følgende behandles det nærmere under hvilke omstændigheder, der kan ske ordinær genoptagelse af en skatteansættelse henholdsvis et momstilsvar efter skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2 og 31, stk. 2, herunder hvorledes retsgrundlaget fortolkes i administrativ praksis såvel som retspraksis, jf. afsnit 1.1.
Ligeledes begrundes det, hvorfor der konkret foreligger nye faktiske oplysninger i denne sag, jf. afsnit 1.2.
Det følger direkte af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig har ret til ordinær genoptagelse af sin skatteansættelse, såfremt denne senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb kan fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring. For indkomståret 2019 udløb den ordinære frist for genoptagelse således den 1. maj 2023.
Det følger tilsvarende helt overordnet af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, at såfremt en afgiftspligtig ønsker af få ændret sit afgiftstilsvar, skal denne senest tre år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring. For 1. kvartal 2019 var angivelsesfristen den 3. juni 2019, hvorfor den ordinære frist for genoptagelse udløb den 3. juni 2022.
Af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit A.A.8.2.1.2.2 Betingelser for genoptagelse, fremgår vedrørende ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 følgende:
"Borgeren har retskrav på genoptagelse af ansættelsen, hvis der fremlægges retlige eller faktiske oplysninger, der kan begrunde en ændring. Se SFL § 26, stk. 2.
Hvis de nu fremlagte oplysninger ikke tidligere har dannet grundlag for ansættelsen, kan de give adgang til genoptagelse. Oplysningerne behøver således ikke være nye i objektiv forstand. Oplysningerne kan enten angå det faktiske grundlag for ansættelsen eller det retlige grundlag. Borgeren/virksomheden kan fx have fremskaffet et nyt bilag, der dokumenterer faktiske forhold, eller kan have fremfundet retspraksis, der støtter det ønskede resultat. Genoptagelse kan også være begrundet i, at en tidligere ansættelse er behæftet med sagsbehandlingsfejl, hvorved der er svigtet en garanti for ansættelsens rigtighed. Se A.A.7.4 og A.A.7.5.
Det er tilstrækkeligt, at borgeren med de nu fremlagte oplysninger sandsynliggør, at ansættelsen ville være blevet anderledes, hvis oplysningerne havde foreligget, da ansættelsen oprindelig blev foretaget.
Hvis Skatteforvaltningen vurderer, at de nu fremlagte oplysninger sandsynliggør, at ansættelsen er forkert, skal anmodning om genoptagelse imødekommes. Skatteforvaltningen træffer derefter afgørelse om, at anmodning om genoptagelse imødekommes. Denne afgørelse tager alene stilling til genoptagelsesanmodningen, ikke til, om genoptagelsen medfører, at ansættelsen ændres. At en ansættelse genoptages medfører ikke nødvendigvis, at ansættelsen ændres." (vores understregning og fremhævning)
Videre fremgår der af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit A.A.8.3.1.2.2 Betingelser for genoptagelse, vedrørende ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2 følgende:
"Det er en betingelse for genoptagelse, at den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Se SFL § 31, stk. 2. Dette indebærer, at den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede skal dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere opgørelse af afgiftstilsvaret/afgiftsgodtgørelsen er forkert. Enten fordi opgørelsen er opgjort på baggrund af forkerte faktiske forhold, eller fordi der nu er nye forhold af retlig karakter."
Den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede har ikke et ubetinget krav på genoptagelse. Genoptagelse kræver, at der er en vis sandsynlighed for, at opgørelsen bliver ændret på baggrund af de nye oplysninger." (vores understregning)
Som det fremgår af Skattestyrelsens egne vejledninger vedrørende betingelser for ordinær genoptagelse, har den skatte- og afgiftspligtige retskrav på genoptagelse af såvel skatteansættelsen som momstilsvaret, såfremt der fremlægges faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde en ændring.
Det fremgår videre af vejledningerne, at de fremlagte oplysninger ikke behøver at være nye i objektiv forstand, da det er tilstrækkeligt, at den skatte- og afgiftspligtige sandsynliggør, at de fremlagte oplysninger eller den fremfundne retspraksis medfører, at ansættelsen hviler på forkerte oplysninger.
I den forbindelse er det væsentlig at have for øje, at det ikke er op til den skatte- eller afgiftspligtige at godtgøre, at en genoptagelse vil medføre en ændring, idet det er tilstrækkeligt, at det blot sandsynliggøres, at der kan være grundlag for dette.
Det ovenfor anførte har også støtte i såvel administrativ praksis som retspraksis, idet der blandt andet henvises til det anførte i stævningerne af den 11. juni 2024, side 31-39.
Supplerende - og i overensstemmelse med denne beskrevne praksis - skal fra nyere administrativ praksis særligt fremhæves Landsskatterettens afgørelse af den 4. januar 2024 (sagsnr. 20-0053206).
Spørgsmålet i sagen var, om skatteyder i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 var berettiget til ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2015, idet skatteyderen ønskede at ændre ansættelsen således, at ansættelsen blev foretaget med afsæt i et fremførselsberettiget virksomhedsunderskud for indkomståret 2013, der ved en fejl ved ansættelsen for indkomståret 2013 var blevet registreret forkert.
Landsskatteretten fandt, at skatteyderen var berettiget til ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2015, idet skatteyderen havde krav på, at den omhandlede ansættelse blev foretaget på det grundlag, der ville have været det rette, hvis grundlaget for fremførselsberettiget underskud fra 2013 var blevet opgjort korrekt.
Dermed understregede Landsskatteretten atter princippet om, at der i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 skal ske ordinær genoptagelse af en skatteansættelse, såfremt nye oplysninger medfører, at den eksisterende ansættelse er foretaget på et forkert grundlag. Dette retskrav består selv i tilfælde, hvor ansættelsen beror på et forkert grundlag som følge af skatteyders egne fejl.
Skattestyrelsen traf som anført den 18. november 2020 afgørelse om forhøjelse af A’s skatteansættelse for indkomståret 2019 og momstilsvar for perioden fra den 1. januar 2019 til den 30. juni 2020, jf. Bilag 3. Denne afgørelse hvilede - som der er redegjort for under sagsfremstillingen ovenfor - navnlig på en foretagen ransagning af A’s privatadresse.
Der er under sagsfremstillingen ovenfor blandt andet redegjort for, hvorfor ransagningen af A’s hjem efterlod Skattestyrelsen med et forkert billede af, hvorvidt A’s i de omhandlede perioder drev uregistreret virksomhed.
Det er således siden Skattestyrelsens trufne afgørelse af den 18. november 2020 blevet klarlagt, at A’s aldrig har drevet uregistreret virksomhed med salg af kopitøj, idet det netop forholder sig således, at det er A’s søn - i dag MN - som har drevet uregistreret virksomhed med salg af kopitøj, jf. Bilag 4, Bilag 37, Bilag 41 og Bilag 42.
I den forbindelse skal særligt fremhæves de af politiet udarbejdede politirapporter af henholdsvis den 24. april 2020 og 4. maj 2020, jf. Bilag 18 og 19, vedrørende MN’s dokumenterede salg af kopivarer og ejerskab af lejlighed beliggende i Y1-land.
Derudover skal særligt fremhæves Skattestyrelsens sagsnotater, jf. Bilag 35-36, og i øvrigt de fremlagte udtalelser af MN, jf. Bilag 37, 41 og 42, hvoraf det utvetydigt fremgår, at det er MN, der har drevet den omtalte virksomhed med salg af kopivarer og altså ikke A.
Nærmere fremgår det blandt andet af udtalelsen fremlagt som Bilag 37, at MN eksempelvis ad flere omgange har misbrugt A’s identitet derved, at A ikke har været vidende om de dispositioner, der er blevet foretaget i hendes navn af MN via A’s NemID.
Bortset fra disse forhold er desuden fremlagt to domme fra henholdsvis Retten i Aarhus og Vestre Landsret, jf. Bilag 39 og 40, hvis præmisser for domsafsigelse hviler på en forudsætning om, at i hvert fald ikke A reelt har været ejer af de i sagen omhandlede køretøjer.
A’s to sønner, MA og MN, blev ved de to domme således dømt for forsøg på bedrageri vedrørende de køretøjer, som Skattestyrelsen ved afgørelsen af den 18. november 2020 har fastslået tilhørte A. Forudsætningen for at finde de to sønner skyldige i forsøg på bedrageri var således, at én af de to var ejere af de omhandlede biler og derved ville opnå forsikringspræmien i tilfælde af køretøjernes tilskadekomst.
I forlængelse heraf kan særligt for så vidt angår Skattestyrelsens konstatering af A ejerskab over de i sagen omhandlede køretøjer bemærkes, at der som en ny faktisk oplysning er fremlagt oplysninger om, at A ikke har været i besiddelse af et køretøj, ligesom den omhandlede (red.fjernet.bilmærke), jf. Bilag 38, blev solgt af sønnen MA, hvilket tillige understøtter det forhold, at A ikke reelt har været ejer af køretøjerne.
De netop fremhævede forhold var ikke en del af det faktiske grundlag i henhold til hvilket, Skattestyrelsen traf sin afgørelse af den 18. november 2020, jf. Bilag 3.
Der foreligger i sagen således nye oplysninger af faktisk karakter, som vurderet i forhold til afgørelsen af den 18. november 2020, fører til, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og § 31, stk. 2 er opfyldt.
Det bemærkes for god ordens skyld, at det ikke efter disse regler kræves, at der er tale om nye faktiske forhold i objektiv forstand, idet det er tilstrækkeligt, at oplysningerne anses som nye vurderet i forhold til de oplysninger, som dannede grundlaget for de allerede foreliggende ansættelser.
2 IKKE RETTE INDKOMSTMODTAGER, HERUNDER RETS ERHVERVELSESPRINCIPPET
Med betydning for, hvorvidt A har sandsynliggjort, at der er grundlag for en genoptagelse af hendes skatteansættelse for indkomståret 2019 samt momstilsvar for perioden fra den 1. januar 2019 til den 30. juni 2020, herunder at de foreliggende ansættelser er materielt forkerte, omtales nedenfor retsgrundlaget vedrørende rette indkomstmodtager, jf. afsnit 2.1.
Ligeledes begrundes det, hvorfor det ved de nye oplysninger af faktisk karakter som minimum er sandsynliggjort, at der er grundlag for ordinær genoptagelse af skatteansættelsen og momstilsvaret, jf. afsnit 2.2.
Det følger helt overordnet af bestemmelsen i statsskattelovens § 4, at som skattepligtig indkomst skal henregnes - med undtagelse af særlige fastsatte begrænsninger - alt hvad den skattepligtige har af samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.
Den positive afgrænsning af statsskattelovens § 4 indebærer, at det er udgangspunktet, at samtlige realiserede økonomiske fordele anses for skattepligtige uden hensyntagen til deres fremtrædelsesform og værdi.
Det er i imidlertid ved opgørelsen af den skattepligtiges samlede årsindtægter væsentligt at have for øje, at der grundlæggende ikke er adgang til at gennemføre en beskatning af et beløb, der ikke er erhvervet ret til, jf. statsskattelovens § 4.
Der fremgår således af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.D.2.2.1 Rette indkomstmodtager/udgiftsbærer, følgende:
"Indtægter skal henføres til det skattesubjekt, som har et retligt krav på indtægten, og omkostninger skal henføres til det skattesubjekt, som har en retlig forpligtelse til at afholde omkostningen.
Skattemæssige hensyn kan være bestemmende for fordelingen af indtægter og udgifter mellem skattesubjekter, hvor der foreligger interessefællesskab.
Der tages udgangspunkt i aftaler indgået imellem interesseforbundne parter, men der må henholdsvis foretages en konkret vurdering af hvem, der har erhvervet retten til indkomsten og hvem, der henholdsvis er forpligtet til at afholde omkostningen.
Fordelingen af indkomsten/omkostningen sker ved en egentlig bevisvurdering med udgangspunkt i faktiske oplysninger, indgåede aftaler mv."
(vores understregning og fremhævning)
Det er herefter en grundlæggende forudsætning for gennemførelsen af en indkomstbeskatning, at der erhverves ret til en given indkomst. Dette er for længst fastslået af Højesteret ved dom af den 22. april 1999 offentliggjort i UfR 1999.1197H.
Fra nyere relevant praksis skal der blandt andet henvises til det anførte i stævningerne af den 11. juni 2024, side 42-48.
Med særlig betydning for sagerne skal derudover fremhæves Østre Landsrets dom af den 19. juni 2013 offentliggjort som SKM2013.537. ØLR samt byrettens dom af den 13. maj 2019 offentliggjort som SKM2019.344.BR.
I sagen for Østre Landsret offentliggjort som SKM2013.537.ØLR var spørgsmålet nærmere, om indstævnte skulle anses som rette indkomstmodtager af en række modtagne indsætninger, som hidrørte fra betaling af udstedte fakturaer i en virksomhed.
Nærmere var sagens tvistepunkt, om det var indstævnte, der skulle anses som rette indkomstmodtager i anledning af de modtagne indsætninger hidrørende fra betaling af en række udstedte fakturaer af den omhandlede virksomhed, eller om det derimod retteligt var indstævntes søn, som reelt drev virksomheden, og dermed skulle anses som rette indkomstmodtager af de omhandlede indsætninger på indstævntes bankkonto.
Efter en samlet vurdering af sagens faktuelle forhold - og særligt under henvisning til, at sønnen var sigtet for som leder af et andet selskab at have begået forsætlig momsunddragelse - fandt Østre Landsret, at det var sønnen, som skulle anses som rette indkomstmodtager af de omhandlede beløb hidrørende fra udstedelsen af fakturaer i virksomhedens navn. Dette med den følge, at det var sønnen, som skulle beskattes af de omhandlede beløb.
Dommen fra Østre Landsret kan dermed også tages til indtægt for, at der ved vurderingen af, hvem der skal anses som rette indkomstmodtager, nødvendigvis må foretages en samlet vurdering af sagens faktuelle forhold, hvorved navnlig indgår en vurdering af, hvem der mest sandsynligt har begået den omhandlede skattepligtige aktivitet.
Eftersom sønnen i anden sammenhæng var sigtet for bedrageri i forbindelse med drift af virksomhed, fandt Østre Landsret, at det var sønnen - desuagtet at de omhandlede beløb var indgået på indstævnte bankkonto - der de facto havde drevet virksomheden og dermed skulle beskattes af indtægterne herfra. Østre Landsret fandt derfor også, at indstævnte havde løftet den strenge bevisbyrde for, at det reelt ikke var ham, som havde drevet virksomheden og erhvervet ret til pengene.
Tilsvarende skal særligt fremhæves byrettens dom af den 13. maj 2019 offentliggjort som SKM2019.344.BR.
Sagen angik helt grundlæggende, hvorvidt der var grundlag for at beskatte sagsøgeren af overskuddet i en enkeltmandsvirksomhed med den virkning, at virksomhedens momstilsvar skulle opkræves hos sagsøgeren.
Efter sagsøgers partsforklaring samt en forklaring afgivet af sagsøgers bror, fandt byretten, at sagsøger ikke havde haft en økonomisk og ledelsesmæssig indflydelse på virksomheden, hvorfor hun ej heller var rette skatte- og momssubjekt i relation til virksomhedens indtjening.
Efter en vurdering af sagens faktuelle forhold, fandt byretten dermed, at selvom sagsøger formelt var registreret som ejer af virksomheden, så var det de facto sagsøgers søn, som drev den omhandlede virksomhed.
Det var derfor sønnen, som skulle anses som rette skatte- og momssubjekt i relation til den oppebårne fortjeneste i virksomheden desuagtet, at sagsøger formelt set stod registreret som ejer af den omhandlede virksomhed.
Som det fremgår af gennemgangen ovenfor i afsnit 2.1, er der helt grundlæggende ikke adgang til - i medfør af statsskattelovens § 4 - at gennemføre en beskatning af et beløb, der ikke er erhvervet ret til. Af denne grund er det også helt afgørende at fastlægge, hvem der skal anses som rette indkomstmodtager i relation til en konkret indtægt.
Efter en samlet vurdering af sagernes faktiske forhold, idet der henvises til sagsfremstillingen ovenfor, kan der ikke være tvivl om, at A ikke - som hævdet af Skattestyrelsen i sin afgørelse af den 18. november 2020 - har drevet uregistreret virksomhed med salg af kopitøj.
I den henseende henvises særligt til, at netop A’s søn, MN, i vidt omfang har misbrugt A’s identitet til foretagelsen af forskellige dispositioner, jf. blandt andet skrivelsen fremlagt som Bilag 37. Dette misbrug har således givet et misvisende billede af, hvem der reelt har erhvervet en skattepligtig indkomst i forbindelse med salg af kopivarer.
De faktiske omstændigheder, der begrunder, at A ikke kan anses som rette indkomstmodtager af indtægter hidrørende fra salg af kopivarer, er desuden helt entydigt blevet bekræftet af A’s søn, MN, jf. Bilag 37, 41 og 42.
MN har således, jf. Bilag 37, forklaret, hvorledes han har brugt sin mors identitet til at foretage dispositioner, som han selv har været afskåret fra at foretage, ligesom han også har fastslået, at A ikke har været vidende om de dispositioner, der blev foretaget i hendes navn.
Eftersom de dispositioner - der efter Skattestyrelsens opfattelse skal føre til en beskatning af A - således er foretaget af MN uden A’s vidende, er det åbenbart, at A ikke kan anses som rette indkomstmodtager af den indtægt, som dispositionerne har genereret, det vil sige rette indkomstmodtager af indtægten fra salg af de i sagen omhandlede kopivarer. Dette helt tilsvarende resultaterne i dommene offentliggjort som SKM2013.537.ØLR samt SKM2019.344.BR, hvor der blev foretaget en konkret vurdering af, hvem der reelt havde drevet de i sagerne omhandlede virksomheder.
En række af de formelle forhold, som Skattestyrelsen har anvendt som argumentation for beskatningen af A, skyldes således udelukkende MN’s misbrug af A’s identitet.
Eftersom der er fremlagt nye faktiske oplysninger i sagen, jf. afsnit 1.2, og disse oplysninger efter en materiel vurdering i henhold til princippet om rette indkomstmodtager som minimum sandsynliggør en ændret vurdering af A skatteansættelse og momstilsvar, skal der således ske ordinær genoptagelse af A’s skatteansættelse og afgiftstilsvar efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og § 31, stk. 2.
Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:
Skatteministeriet gør gældende, at A ikke har godtgjort, at betingelserne for ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2, og 31, stk. 2, er opfyldt.
Det følger af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, 1. pkt., at en afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, senest 3 år efter angivelsesfristens udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremsende oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.
Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er en videreførelse af den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, jf. Folketingstidende 2004/2005, Tillæg A, 2. Samling, sp. 4277. Af bemærkningerne til skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, fremgår, at det i relation til spørgsmålet om genoptagelse er afgørende, at de fremlagte oplysninger ikke har dannet grundlag for den afgørelse, der ønskes genoptaget, og at der på baggrund af de fremlagte oplysninger er anledning til at ændre skatteansættelsen eller revurdere den, jf. Folketingstidende 2002/2003, Tillæg A, sp. 4606.
Det påhviler den, der anmoder om genoptagelse, at godtgøre, at betingelserne efter skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2, og 31, stk. 2, 1. pkt., er opfyldt, jf. f.eks. SKM2014.183.ØLR, SKM2021.7.BR, SKM2018.314.BR og SKM2017.177.BR.
Det er en således forudsætning for genoptagelse, at den skatte- og afgiftspligtige kan godtgøre, at henholdsvis skatteansættelsen og opgørelsen af afgiftstilsvaret er materielt forkert, fordi den hviler på forkerte eller ændrede faktiske eller retlige oplysninger, jf. f.eks. UfR 2011.2253 H, SKM2014.183.ØLR og SKM2017.265.BR.
A har ikke godtgjort, at betingelserne for ordinær genoptagelse i relation til indkomståret 2019 og afgiftsperioden 1. januar 2019 til 30. juni 2020 er opfyldt, idet hun ikke har fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændret skatteansættelse eller afgiftstilsvar.
Der foreligger en lang række omstændigheder, som kraftigt taler for, at A har drevet uregistreret virksomhed. Blandt andet er der løbende indsat meget store beløb på hendes bankkonto, og hun har ikke angivet en plausibel forklaring på, hvorfor beløbene er indsat på netop hendes konto, hvis hun intet har haft noget med virksomheden at gøre. Herudover blev der under en ransagning i A’s lejlighed den
23. april 2020 - hvor ingen af hendes børn var hjemmeboende, jf. bilag 3, side 3 - fundet store mængder kopitøj, kontanter og regnskaber, ligesom der på hendes telefon var billeder af kopitøj, jf. bilag 3, side 4-8. A har desuden over for politiet oplyst, at hun sammen med sin mand i oktober måned 2019 købte en lejlighed kontant i Y1-land, som efter (red.fjernet.nationalitet) tradition blev registreret i ægteparrets yngste barns navn, jf. bilag 1, side 2, 1. afsnit, i sag BS-30246/2024-ARH. Herudover har A købt og solgt en række køretøjer. Hendes forklaring om, at hendes børn har købt og solgt bilerne i hendes navn uden hendes vidende er ikke dokumenteret, og hun har ubestridt ikke reageret på at have modtaget kvitteringer/registreringsattester i e-Boks.
A har ikke heroverfor - heller ikke med fremlæggelsen for Landsskatteretten af de nye bilag, jf. herom nedenfor - godtgjort, at der er grundlag for at ændre hendes skatteansættelse eller momstilsvar.
Under de ovenfor beskrevne omstændigheder og henset til de øvrige forhold, der er beskrevet i de administrative afgørelser, påhviler det A at føre et sikkert bevis for, at hun ikke har drevet uregistreret virksomhed, og at ingen af indsætningerne på hendes bankkonto ikke er udtryk for omsætning, jf. herved også SKM2023.369.ØLR. Ingen af de nu fremlagte bilag medfører, at bevisbyrden er løftet, jf. straks nedenfor, og derfor er der ikke grundlag for genoptagelse.
A fremlagde over for Landsskatteretten en række oplysninger, der angiveligt skal godtgøre, at hun ikke har drevet uregistreret virksomhed, ikke har handlet med køretøjer og ikke har købt en lejlighed i Y1-land. Intet af det fremlagte materiale omhandler pengestrømmene på A’s konto. Desuden har A ikke fremlagt dokumentation for, at hun ikke skulle være rette indkomstmodtager af indsætningerne på sin egen konto, som kun hun var ejer af. A har ikke med det fremlagte materiale godtgjort, at hendes skatteansættelse er materielt forkert. For så vidt angår de enkelte oplysninger bemærkes følgende:
Til støtte for påstanden om genoptagelse har A fremlagt tre breve fra sønnen MN. I brevet af 2. marts 2021 (bilag 37) påtager han sig ansvaret for de forhold, som førte til forhøjelsen af A’s skattepligtige indkomst. Brevet blev fremlagt i forbindelse med anmodningen om genoptagelse ved Skattestyrelsen. Det fremgår blandt andet af de to andre breve fra MN af 27. oktober 2021 (bilag 41) og 13. januar 2022 (bilag 42), at sønnen angiveligt havde adgang til A’s bankkonto, hvorfra han hævede og overførte penge, samt adgang til hendes NemID-oplysninger. Brevene, der er udarbejdet af en nærtstående i forbindelse med skattesagen og ikke er bakket op af nogen dokumentation, har ingen selvstændig bevismæssig betydning og kan ikke begrunde en ændring og dermed genoptagelse af A’s skatteansættelse og momstilsvar. A har oplyst, at MN ikke havde fuldmagt til hendes bankkonto i 2019, jf. replikken, side 2-3.
Derudover er der blandt andet blevet fremlagt en politirapport af 24. april 2020 (bilag 18), hvori politiet lægger til grund, at lejligheden, købt i Y1-land, er ejet af sønnen MN (tidligere MN). Ifølge politirapporten er MA registreret som ejer af lejligheden, mens det reelt er MN (nu MN), der er ejer af lejligheden. Det afgørende for denne sag er imidlertid ikke, hvem der ejer lejligheden, men derimod, at den er finansieret af A, hvilket yderligere understøtter, at hun har haft indtjening ved uregistreret virksomhed.
A har desuden fremlagt en slutseddel vedrørende et salg af køretøjet (red.fjernet.bilmærke) (bilag 38), samt oplyst, at hun aldrig har erhvervet kørekort. Herudover har hun anført, at hendes ægtefælle, MK, medio 2019 fik (red.fjernet.medicinsk.indgreb). Heller ikke disse oplysninger dokumenterer, at skatteansættelsen og momstilsvaret er materielt forkert. Af slutsedlen fremgår det, at A’s søn, MA, er sælger af en (red.fjernet.bilmærke) til 120.000 kr. til G1-virksomhed i Y2-by med overdragelse den 18. juli 2019. Køberen, JE, har underskrevet slutsedlen den 30. april 2020. JE har altså underskrevet dokumentet mere end ni måneder efter overdragelsen af køretøjet. MA har ikke underskrevet slutsedlen.
A var, som det fremgår Skattestyrelsens afgørelse af 18. november 2020 (bilag 3, side 8, nederst, og side 9), registreret som ejer af en (red.fjernet.bilmærke) med registreringsnummer ...Q i 12 dage fra den 6. juni 2019 til den 18. juni 2019 og som bruger i perioden fra den 18. juni 2019 til den 24. juni 2019. Sønnen MA var registreret som ejer fra den 18. juni 2019. A modtog den 31. juli 2019 120.000 kr. på sin konto med posteringsteksten "(red.fjernet.bilmærke)" fra G1-virksomhed (bilag 3, side 17).
A har ikke godtgjort, at hendes skatteansættelse ville have været anderledes, hvis slutsedlen havde indgået i Skattestyrelsens oprindelige afgørelse. A har ubestridt været registreret som ejer af køretøjet i den ovennævnte periode og har modtaget et beløb på sin konto svarende til det i slutsedlen anførte, idet det fremgår af posteringsteksten, at det vedrører netop dette køretøj. At MA var registreret som ejer af køretøjet efter A, viser ikke, at hun ikke har solgt bilen, eventuelt til ham. MA har desuden ikke underskrevet den fremlagte slutseddel, som i øvrigt er påført A’s adresse og ikke sønnens. Oplysningen om, at A ikke har erhvervet kørekort, samt at ægtefællen angiveligt har fået (red.fjernet.medicinsk.indgreb)), er ikke til hinder for, at A har drevet virksomhed med køb og salg af biler, og hun har da også selv oplyst over for Skattestyrelsen, at hun har ejet en bil, selvom hun ikke havde kørekort, jf. bilag 3, s. 10.
Til støtte for postulatet om, at A reelt ikke har været ejer af de omhandlede køretøjer, har hun fremlagt henholdsvis Retten i Aarhus’ dom af 12. februar 2021 (bilag 39) og Vestre Landsrets dom af 15. december 2021 (bilag 40). Sønnerne, MA og MN, blev herved dømt for forsøg på bedrageri ved at have forsøgt at begå forsikringssvindel med flere af de omhandlede biler. Det forhold, at A’s sønner er blevet dømt for forsøg på bedrageri vedrørende to af de omhandlede køretøjer, godtgør ikke, at A ikke har været ejer af bilerne.
A har dermed ikke fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der godtgør, at skatteansættelsen for 2019 og momstilsvaret for afgiftsperioden 1. januar 2019 til 30. juni 2020 er materielt forkert. Betingelserne for genoptagelse er dermed ikke opfyldt.
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.
Derudover følger skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, 1. pkt., at en afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen, senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.
Det er A, der bærer bevisbyrden for, at betingelserne for genoptagelse efter bestemmelserne er opfyldt. Det er i sagen ubestridt, at A har anmodet om genoptagelse inden for de i bestemmelserne anførte frister, hvorefter spørgsmålet er, om A har fremlagt nye oplysninger, som ikke er indgået i skattemyndighedernes afgørelser, der kan begrunde eller i hvert fald sandsynliggøre at henholdsvis skatteansættelsen eller opgørelsen af afgiftsstilsvaret er materielt forkerte.
Der er i sagen fremlagt tre breve af henholdsvis 2. marts 2021, 27. oktober 2021 og 13. januar 2022 fra A’s søn, MN, der har karakter af erklæringer indhentet til brug for skattesagen. Der er i sagen ikke fremlagt objektiv dokumentation, der støtter indholdet af de pågældende breve eller det af A og MN forklarede om købet af lejligheden i Y1-land eller om, at det var MN der drev uregistreret virksomhed med salg af kopitøj samt køb og salg af biler, og at han benyttede A’s NemID uden hendes viden.
Det er i afhøringsrapport af 23. april 2020 anført, at A i forbindelse med den første afhøring hos politiet forklarede, at hun sammen med sin mand havde køb lejligheden i Y1-land kontant for 70.000 (red.fjernet.valuta) i september eller oktober 2019. Politirapporten af 4. maj 2020 vedrører ejerskabet og ikke finansieringen af lejligheden i Y1-land, og det er ved rapporten ikke godtgjort, at finansieringen af lejligheden ikke er sket som oprindeligt forklaret af A.
Den fremlagte slutseddel vedrørende en (red.fjernet.bilmærke) er ikke underskrevet af den på slutsedlen anførte sælger, A’s søn, MA, mens køberen har underskrevet den 30. april 2020, hvilket er mere end ni måneder efter den på slutsedlen anførte overdragelsesdato, den 18. juli 2019. Derudover blev et beløb på 120.000 kr., svarende til prisen anført på slutsedlen, indsat på A’s konto den 31. juli 2019. Slutsedlen godtgør herefter ikke, at A ikke har købt og solgt biler som lagt til grund af skattemyndighederne.
Den omstændighed at MA og MN ved de fremlagte domme af 12. februar 2021 fra Retten i Aarhus og 15. december 2021 fra Vestre Landsret blev dømt for forsøg på bedrageri ved brug af to af de i sagen omhandlede biler godtgør heller ikke, at ejerskabet af bilerne reelt forholdt sig anderledes end det, der fremgår af registreringerne i motorregistret, eller at finansieringen af bilerne er anderledes end lagt til grund af skattemyndighederne.
For så vidt angår dommen af 15. august 2025 vedrører denne en strafferetlig vurdering af, hvorvidt A er skyldig i hæleri, og dommen forholder sig ikke til, om hun i skatteretlig henseende drev uregistreret virksomhed. Derudover lagde retten ved sagens afgørelse A’s forklaring til politiet til grund, herunder om at differencen på hendes konto skyldtes indtægter fra salg af kopitøj.
På denne baggrund, og da A i øvrigt ikke har fremlagt nye oplysninger der kan begrunde eller i hvert fald sandsynliggøre at skatteansættelsen for indkomståret 2019 eller opgørelsen af momstilsvaret for perioden fra den 1. januar 2019 til den 30. juni 2020 ville være blevet anderledes, såfremt oplysningerne var indgået ved henholdsvis ansættelsen eller opgørelsen, er betingelserne for genoptagelse i medfør af skatteforvaltningens lovens § 26, stk. 2, og § 31, stk. 2, 1. pkt., ikke opfyldt.
Skatteministeriets påstande om frifindelse tages derfor til følge.
Henset til sagernes udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet, jf. retsplejelovens § 312. Sagsomkostningerne er efter sagernes værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med i alt 50.000 kr., som fordeles med 25.000 kr. på hver af de to sambehandlede sager. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.
Skatteministeriet frifindes.
A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 25.000 kr.
Skatteministeriet frifindes.
A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 25.000 kr.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.