Dato for udgivelse
28 okt 2025 09:44
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 jun 2025 09:18
SKM-nummer
SKM2025.594.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Vurderingsstyrelsen
Sagsnummer
24-0017198
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering
Emneord
Afslag, genoptagelse, ejendomsvurdering, hjemmel, manglende omvurdering, 1. oktober 2020, hjemvisning
Resumé

Sagen angik, om skatteforvaltningslovens § 33 b var til hinder for i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., at foretage en manglende omvurdering af en ejendom pr. 1. oktober 2020.

Ejendommen havde tidligere været omfattet af en lokalplan, der trådte i kraft den 23. december 2015, og som udlagde ejendommen til energiproduktion i form af solenergianlæg med tilhørende tekniske installationer, vejanlæg og beplantning samt læskure til dyr. Ved vurderingen pr. 1. oktober 2016 blev ejendommen derfor omvurderet som følge af ændrede planforhold med benyttelseskoden 34 som en erhvervsejendom af speciel karakter. Til trods for, at lokalplanen blev aflyst den 13. januar 2020, blev der hverken foretaget en vurdering eller en omvurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2020. Den 11. september 2023 rettede klageren henvendelse til Vurderingsstyrelsen og gjorde opmærksom på, at ejendommen ved en fejl var vurderet efter den aflyste lokalplan. I den anledning gav Vurderingsstyrelsen afslag på genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2020. Landsskatteretten anførte, at det fremgik af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., at told- og skatteforvaltningen kunne foretage en vurdering eller en del af en vurdering, hvis en sådan manglede eller ved en fejl ikke var foretaget. Da klagerens anmodning af 11. september 2023 vedrørte ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2020, hvor der hverken var foretaget en almindelig vurdering eller omvurdering af ejendommen, fandt Landsskatteretten, at skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., som udgangspunkt fandt anvendelse. Efter sin ordlyd og forarbejderne begrænsede skatteforvaltningslovens § 33 b alene muligheden for at genoptage foretagne vurderinger og ikke muligheden for at foretage en vurdering, hvis en sådan manglede eller ved en fejl ikke var foretaget. Landsskatteretten fandt derfor, at § 33 b ikke var til hinder for at foretage den manglende vurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2020 som følge af de ændrede planforhold ved aflysningen af lokalplanen den 13. januar 2020.

Landsskatteretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling hos Vurderingsstyrelsen med henblik på stillingtagen til, om der efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., skulle foretages en omvurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2020.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1-3, § 33, stk. 2, 1. og 2. pkt., § 33 b, forarbejderne til § 33 b
Den tidligere gældende vurderingslov § 1, § 3, stk. 1, nr. 6
Ejendomsvurderingslovens § 88, § 88, stk. 1, § 88, stk. 2-5
Forslag nr. 212 til lov om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love, fremsat den 3. maj 2017, bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 26 og 27
Forslag nr. 194 til lov om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love, fremsat den 20. maj 2020, de almindelige bemærkninger om afskæring af genoptagelse og revision i det gamle vurderingssystem samt bemærkninger til lovforslagets § 5, nr. 3

Henvisning

-

 

 

Landsskatteretten hjemviser sagen til fornyet behandling hos Vurderingsstyrelsen.

 

 

Klagesagen drejer sig om
Sagen handler om, hvorvidt der efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., er hjemmel til at få foretaget en manglende omvurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2020, herunder om skatteforvaltningslovens § 33 b efter den 1. november 2020 er til hinder herfor. 

Klagesagen er henvist til Landsskatteretten i medfør af skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 3, 1. pkt. 

Der er klaget over
Vurderingsstyrelsens afslag på genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2020.

Sagens oplysninger

Oplysninger om ejendommen

 

 

Matrikelnummer

 

[…]

Grundareal

 

29.897 m2

Faktiske anvendelse

 

Ubebygget grundareal

 

Særlige oplysninger om ejendommen
· Klageren [A] erhvervede ejendommen med overtagelsesdato den 15. oktober 2008 for en købesum på 550.000 kr. og ejer fortsat ejendommen.
· Ejendommens grundareal blev senest approprieret den 22. oktober 2009 og udgør 29.897 m2 beliggende på matrikelnummer […].
· Ejendommen har tidligere været omfattet af X Kommunes kommuneplantillæg nr. […] og lokalplan nr. […], der udlagde ejendommen til energiproduktion i form af solenergianlæg med tilhørende tekniske installationer, vejanlæg og beplantning samt læskure til dyr. Lokalplanen trådte i kraft den 23. december 2015 og blev aflyst den 13. januar 2020. 

Øvrige sagsoplysninger
· Ejendommen er ved vurderingen pr. 1. oktober 2012 blevet vurderet med benyttelseskode 17 som et ubebygget landbrugsareal på 29.897 m2. Ved vurderingen blev grundværdien ansat til 111.500 kr., og ejendomsværdien blev ansat til 370.000 kr.
· Ved vurderingen pr. 1. oktober 2016 er ejendommen blevet omvurderet som følge af ændrede planforhold. Ejendommens grundareal på 29.897 m2 blev vurderet med benyttelseskoden 34 som en erhvervsejendom af speciel karakter, og ejendoms- og grundværdien blev ansat til 448.500 kr.
· Der er ikke foretaget en vurdering eller omvurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2020.
· Af tekniske årsager har Vurderingsstyrelsen genereret en vurderingsmeddelelse for 2020 i forbindelse med, at der er rettet henvendelse til styrelsen vedrørende vurderingen pr. 1. oktober 2020.
· HL fra X Kommune har på vegne af klageren henvendt sig til Vurderingsstyrelsen den 11. september 2023 og bl.a. anført følgende:

"Jeg kontakter jer fordi ejeren af ovenstående ejendom har kontaktet mig fordi han ejer et stykke jord, som tilbage i 2016 skulle have været solgt, med henblik på at daværende køber skulle opstille solceller. 

Den handel gik tilbage, da det tilskud til opsætning af solceller forsvandt. 

Desværre gik det en smule for hurtigt ved at ændre benyttelseskode - så den gik fra landbrug til 34 - Erhverv af speciel karakter - Det skulle den ikke have været. 

Denne ændring betyder at ejer betaler mere i grundskyld end det er muligt at tjene på drift på jorden. 

Jeg kan forstå at årsagen til, at ejendommen står som en erhvervsejendom er, at der i 2016 kommer en Lokalplan og derfor vurderes ejendommen, ud fra den bedst økonomiske anvendelse, til benyttelse 34 - Erhverv af speciel karakter. 

Men jeg har fundet et dokument fra en af mine forgængere, som oplyser at lokalplanen er ændret i 2020
(Dokumentet er vedhæftet i mailen her.) 

Jeg har talt med flere inde ved jer, som ikke kan finde breve som skulle være sendt ud til ejer, som han skulle reagere på ift. Vurderingen. 

Jeg ved at vurderinger på landbrug/erhverv først ser ud at komme i 2026 - Men jeg appellerer til at der faktisk er sket en ændring af lokalplan i 2020." 

Vurderingsstyrelsens afgørelse

Vurderingsstyrelsen har ved afgørelse af 19. januar 2024 givet afslag på genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2020. 

Vurderingsstyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: 

"Den 11. september 2023 bad du på vegne af A ved fuldmagt os om at ændre ejendomsvurderingen for ejendommen Adresse Y1, By Y1, med ejendomsnummer […] pr. 1. oktober 2020. 

Derfor genoptager vi ikke vurderingen
Skatteforvaltningslovens § 33 b indebærer, at anmodninger om genoptagelse af vurderinger foretaget i det gamle vurderingssystem, skal være indgivet senest den 31. oktober 2020. 

Vi har modtaget anmodningen om genoptagelse den 11. september 2023. Anmodningen er indgivet efter fristen i skatteforvaltningslovens § 33 b, og derfor kan vi ikke genoptage ejendomsvurderingen for ejendommen. 

Du har gjort opmærksom på, at en lokalplan på ejendommen er aflyst og ejendommen derfor ikke mere er omfattet af denne. 

Lokalplanen er vedtaget i december 2015 og medtaget på ejendommen ved en årsomvurdering 1. oktober 2016. Lokalplanen lød på, at hele ejendommen skulle udlægges til solcellepark og derfor ændrede vi benyttelseskoden for ejendommen fra "ubebygget landbrugsareal - benyttelse 17" til "erhvervsejendom af speciel karakter - benyttelse 34" pr. 1. oktober 2016. 

Lokalplanen er blevet aflyst endeligt 13. januar 2020, og derfor vil ejer gerne have ændret benyttelsen tilbage til "ubebygget landbrugsareal - benyttelse 17" for vurderingen 1. oktober 2020, da det har en økonomisk betydning, fordi ejendomsskatterne er lavere for ejendomme med "benyttelse 17 - ubebygget landbrugsareal". 

Anmodningen om ændring er vedlagt et brev fra X Kommune til A af 19. januar 2022, hvor X Kommune skriver, at Vurderingsstyrelsen kan tage sagen op pr. 1. oktober 2020 ved en omvurdering af ejendommen med henvisning til ejendomsvurderingslovens § 6 i lov nr. 654, af 8. juni 2017.

Vi har ikke mulighed for at foretage en omvurdering af vurderingen pr. 1. oktober 2020 efter § 6 i nævnte lov på nuværende tidspunkt.

Vi har derfor ikke nogen lovhjemmel til at genoptage eller omvurdere ejendommen 1. oktober 2020 på nuværende tidspunkt.

Ejer vil dog stadig få mulighed for at klage over ejendomsvurderinger foretaget i perioden 2013-2020, når klageadgangen åbner igen. Disse ejendomsvurderinger kalder vi for historiske vurderinger. Ejer vil i den forbindelse få en meddelelse om, at det nu er muligt at klage over de historiske vurderinger."

Udtalelse fra Vurderingsstyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Vurderingsstyrelsen den 13. marts 2024 udtalt følgende: 

"Vi har set på sagen om genoptagelse af vurderingen pr. 1. oktober 2020 af ejendommen på Adresse Y1, By Y1, ejendomsnummer […]. 

Vi mener ikke, at der er grundlag for at genoptage og ændre vurderingen. 

Derfor mener vi, at der ikke er grund til at ændre afgørelsen
Vi mener ikke, at betingelserne er opfyldt for genoptagelse af vurderingen pr. 1. oktober 2020 jf. skatteforvaltningslovens § 33 b, da anmodningen om genoptagelse er modtaget for sent, altså efter 31. oktober 2020. 

Vi har modtaget anmodningen 11. september 2023 sammen med en fuldmagt fra ejer til HL, X Kommune, som får fuldmagt til alt, hvad der vedrører rettelse af vurderingen, efter ejendommen i 2016 ved en fejl overgik fra landbrugsjord til erhvervsjord som det fremgår af fuldmagten.

Den indsendte anmodning er vedlagt en henvendelse med dato 19. januar 2022 fra X Kommune til ejer, hvor X Kommune oplyser, at en lokalplan på ejendommen er aflyst endeligt 13. januar 2020. Kommunen oplyser også, at Vurderingsstyrelsen kan tage dette op til omvurdering 1. oktober 2020 efter § 6, jfr. Ejendomsvurderingslov nr. 654 af 8. juni 2017 og at ejer kan henvende sig til Vurderingsstyrelsen via vores hjemmeside eller via telefonen. Hertil kan vi oplyse, at vi ikke har haft mulighed for at omvurdere 2020-vurderingen i januar 2022. 

Ejendommen blev 23. december 2015 omfattet af lokalplan nr. […], der udlagde hele ejendommen til solcellepark, og det er derfor ikke en fejl, at ejendommen er omvurderet 1. oktober 2016. Ejendommen ændrede pr. 1. oktober 2016 benyttelse til benyttelseskode 34 - erhvervsejendom og ejendommens areal blev vurderet med 15 kr. pr. m² ud fra lokalplanens bestemmelser. Lokalplanen er endeligt aflyst 13. januar 2020.

Vi har givet afslag på genoptagelse af vurderingen 1. oktober 2020, fordi det af bilaget til anmodningen fremgår, at det handler om vurderingsterminen 1. oktober 2020.

Det fremgår af § 33 b i skatteforvaltningsloven, at anmodninger om genoptagelse af vurderinger foretaget i det gamle vurderingssystem, skal være indgivet til Vurderingsstyrelsen senest 31. oktober 2020 og at Vurderingsstyrelsen ikke af egen drift kan genoptage vurderinger foretaget i det gamle vurderingssystem efter 31. oktober 2020.

Det fremgår af anmodningen om genoptagelse, at der tidligere skulle være sendt breve ud til ejer, som han skulle reagere på. Det fremgår ikke nærmere hvornår og hvad brevene skulle indeholde og i hvilken anledning, vi skulle have sendt breve ud.

Vi kan oplyse, at fra 2014 til 2020 er der foretaget én årsomvurdering i 2016 på grund af lokalplanen nævnt ovenfor. Det har resulteret i, at der er sendt en ny vurderingsmeddelelse ud til ejer i foråret 2017 med klagefrist til 1. juli 2017.

Vi har ikke før 11. september 2023 registreret henvendelser i Vurderingsstyrelsen om ændringer/genoptagelser for vurderingerne 2014 til 2020.

Vi vedlægger følgende dokumenter:
·         anmodningen om genoptagelse, med fuldmagt og bilag"

Den 28. oktober 2024 har Vurderingsstyrelsen supplerende udtalt følgende i forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling:

"I har anmodet om yderligere bemærkninger til klage den 23. februar 2024, hvor I beder os om bemærkninger til, hvorvidt vi finder, at vurderingslovens § 3 finder anvendelse i den foreliggende sag, herunder om der er grundlag for at foretage en omvurdering af klagerens ejendom pr. 1. oktober 2020 i medfør af vurderingslovens § 3.

Vi har set på sagen om genoptagelse af vurderingen pr. 1. oktober 2020 af ejendommen på Adresse Y1, By Y1, ejendomsnummer […].

Vi mener ikke, at der er grundlag for at genoptage og ændre vurderingen.

Derfor mener vi, at der ikke er grund til at ændre afgørelsen
Vi har tidligere fremsendt udtalelse med bemærkninger om genoptagelsesmuligheder. Der henvises i det hele til denne udtalelse af en 13. marts 2024.

Da anmodningen om genoptagelse er indkommet efter 31. oktober 2020, og derfor ikke er muligt at genoptage vurdering, jf. skatteforvaltningslovens § 33b, så har det ikke været relevant at inddrage dagældende vurderingslovs § 3.

I forhold til brev fra Folketingets Ombudsmand dateret 13. februar 2017, så er der efter det brevs afgørelsesdato indsat skatteforvaltningslovens § 33b ved Lov 2020-06-30 nr. 1061 om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love, hvilket gør, at vurderinger fra 2013 til 2020 på nuværende tidspunkt ikke kan genoptages efter 1. november 2020.

Som nævnt i tidligere udtalelse, så vil ejer få mulighed fr at klage over ejendomsvurderinger foretaget i perioden 2013-2020, når klageadgangen åbner igen.

Derudover er der i ejendomsvurderingslovens § 89a ved lov nr. 2227 af 29. december 2020 indsat bestemmelser om en fremrykket klageadgang for vurderingerne 2013 til 2020. Der udsendes særskilt meddelelse herom, når klagemulighed er åbent.

Såfremt der var anmodet om genoptagelse rettidigt, så ville vi formentlig have foretaget en omvurdering efter § 3. Men da der er regler, der forhindrer genoptagelse, er det ikke muligt.

Vurderingsstyrelsen fik på det tidspunkt ikke automatisk orientering om ændringer i lokalplaner. I det aktuelle tilfælde har det betydet, at der ikke er foretaget en årsomvurdering."

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2020 skal ændres.

Til støtte for påstanden er bl.a. anført:

"jeg ønsker at få min ejendom tilbage som landbrugsjord efter at den ved en fejl blev lavet om til erhvervsjord i 2016.

fordi det åbenlys er en fejl at den blev omdøbt til erhvervsjord i 2016 i forbindelse med en fejlslagen handel af jorden, hvor den nye ejer omdøbte jorden til solceller inden slutsedlen var underskrevet, så en lille ting som jeg har brugt 6 år af mit liv på.
så i den forbindelse ønsker jeg aktindsigt i min sag.i forbindelse med at jeg har modtaget afslag på genoptagelsen af min ejendom Adresse Y1 By Y1 ønsker jeg hermed at søge aktindsigt i sagen.
jeg ønsker at få uddybet hvornår,hvordan og hvilken information der skulle være sendt til mig siden jeg kontaktede jer i 2016-som der er en medarbejder ved vurderingsstyrelsen i tidligere samtaler har oplyst skulle være sendt. medarbejderen har henvist at der var information vedr. ejendommen som jeg skulle tage stilling til.
jeg ønsker at se alt hvad der er skrevet/noteret omkring min ejendom.
jeg er også blevet oplyst om at sagerne fra før 2020 på et tidspunkt var blevet henlagt på grund af travlhed ved jer." 

Retsmøde

Vurderingsstyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Vurderingsstyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: 

"1. Baggrund og konklusion
Skatteankestyrelsen har den 31. marts 2025 anmodet Vurderingsstyrelsen om bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse ved Landsskatteretten, vedr. Vurderingsstyrelsens afslag på genoptagelse af 19. januar 2024 for omvurderingsåret 2020 for ejendommen Adresse Y1, By Y1 (ejendomsnummer […] og BFE-nummer […]).

Vurderingsstyrelsen skal indledende bemærke, at vi anmoder om et retsmøde i sagen.

Vurderingsstyrelsen har truffet afgørelse om afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33 b, da ejer ikke inden skæringsdatoen den 1. november 2020 har anmodet om genoptagelse, og da Vurderingsstyrelsen af egen drift er afskåret fra at foretage manglende vurderinger eller dele af vurderinger i tilknytning til det gamle vurderingssystem fra og med den 1. november 2020.

Der er i den konkrete sag tale om en anmodning om genoptagelse af en vurdering omfattet af ejendomsvurderingslovens § 88, som er indkommet 11. september 2023.

Skatteankestyrelsen har i forslaget til afgørelse ved Landsskatteretten indstillet til, at Landsskatteretten træffer afgørelse om hjemvisning af afgørelsen om afslag på genoptagelse.

Vurderingsstyrelsen er ikke enig i denne indstilling samt Skatteankestyrelsens vurdering af, at skatteforvaltningslovens § 33 b ikke er til hinder for, at der kan foretages en vurdering eller en del af en vurdering efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., hvis en sådan mangler eller ved en fejl ikke er foretaget.

Skatteankestyrelsen hæfter sig i deres indstilling ved, at der i skatteforvaltningslovens § 33 b, stk. 1 og 2, henvises til vurderinger, der er foretaget.

Vurderingsstyrelsen indstiller til Landsskatteretten, at der træffes afgørelse om stadfæstelse af Vurderingsstyrelsens afgørelse af 19. januar 2024.

2. Vurderingsstyrelsens bemærkninger til indstillingen
Det skal indledningsvist bemærkes, at Vurderingsstyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen samt klager i, at der foreligger omvurderingsgrund pr. 1. oktober 2020, jf. ejendomsvurderingslovens § 88, stk. 3, jf. betingelserne for omvurdering i dagældende vurderingslovs § 3.

Det er imidlertid Vurderingsstyrelsens klare opfattelse, at indførelsen af § 33 b i skatteforvaltningsloven ved lov nr. 1061 af 30. juni 2020 medfører en fuldstændig afskæring af genoptagelsesmulighederne i skatteforvaltningslovens § 33, herunder også muligheden for at foretage manglende vurderinger og dele af vurderinger efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt.

I det følgende redegøres der for, hvordan dette synspunkt understøttes af loven, forarbejderne, Den juridiske vejledning, det udsendte styresignal samt retspraksis på området.

Ordlyden i skatteforvaltningslovens § 33 b
Skatteforvaltningslovens § 33 b, stk. 1, henviser til reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 33, 33 a og 34 i deres helhed, hvilket understreger, at der er tale om en generel afskæring af reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12 for så vidt angår vurderinger i det gamle vurderingssystem. 

Det fremgår i øvrigt af skatteforvaltningslovens § 33 b, stk. 3, at told- og skatteforvaltningen ikke genoptager vurderinger som nævnt i § 33 b, stk. 1 og 2, på baggrund af anmodninger modtaget den 1. november 2020 eller senere. Vurderingsstyrelsen skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at det ikke fremgår af stk. 3, at en vurdering skal være "foretaget". Det er på den baggrund Vurderingsstyrelsens opfattelse, at skatteforvaltningslovens § 33 b omfatter alle vurderinger, som kan henføres til det gamle vurderingssystem og den tidligere gældende vurderingslov. 

Forarbejderne, styresignal SKM2020.295.VURDST og Den juridiske vejledning
Der kan efter Vurderingsstyrelsens opfattelse ikke være tvivl om, at der med indførelsen af skatteforvaltningslovens § 33 b er foretaget en fuldstændig afskæring af genoptagelsesmulighederne i skatteforvaltningslovens kapitel 12. Dette følger direkte af forarbejderne til loven, hvoraf bl.a. fremgår:

"Formålet med de foreslåede bestemmelser er at komme godt fra start med det nye ejendomsvurderingssystem uden de komplikationer, gamle sager kan medføre, og for at sikre, at Skatteforvaltningen ikke skal anvende betydelige ressourcer på disse gamle sager frem for de nye ejendomsvurderinger.

(…)

Beskatningsgrundlagene for ejendomsværdiskatten og grundskylden fastsættes for mange ejendommes vedkommende med udgangspunkt i ældre vurderinger. Baggrunden herfor er, at der er indført et skattestop vedrørende ejendomsværdiskatten og et skatteloft vedrørende grundskylden, jf. henholdsvis ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 1, og § 1, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat. En konsekvens af fuldt ud at fjerne adgangen til genoptagelse vil derfor være, at selv ejendomme, hvor en ældre vurdering medfører, at der ikke betales eller alene betales en meget lav ejendomsværdiskat eller grundskyld, ikke vil kunne blive genoptaget og rettet.

For at sikre en fuldstændig nedlukning af det gamle vurderingssystem er det imidlertid nødvendigt, at selv ejendomme med åbenbart forkerte beskatningsgrundlag ikke skal kunne genoptages og rettes i det gamle vurderingssystem."

Det er således tydeligt, at formålet med skatteforvaltningslovens § 33 b er at sikre en fuldstændig nedlukning af det gamle vurderingssystem og dermed fuldt ud at fjerne adgangen til at anvende reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12. Når det beskrives, at konsekvensen bl.a. vil være, at der ikke kan rettes op på ejendomme, der ikke betaler ejendomsværdiskat eller grundskyld, må dette skulle ses som en henvisning til, at der heller ikke vil kunne ansættes manglende skattestop eller skatteloftsværdier, de såkaldte omberegnede værdier. Forarbejderne er således skrevet ud fra, at der ikke vil kunne foretages en del af en vurdering, hvis en sådan mangler eller ved en fejl ikke er foretaget, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt.

Vurderingsstyrelsen skal i forlængelse heraf bemærke, at det af lovforslagets beskrivelse af gældende ret fremgår, at adgangen til at foretage manglende vurderinger og til at genoptage og revidere foretagne vurderinger er reguleret i skatteforvaltningsloven, og at reglerne udtømmende regulerer mulighederne for at genoptage og ændre vurderinger. Når forarbejderne således skitserer samtlige muligheder for at ændre vurderinger i henhold til skatteforvaltningslovens kapitel 12, og der samtidig lægges op til en fuldstændig nedlukning af det gamle vurderingssystem i denne henseende, må skatteforvaltningslovens § 33 b derfor skulle læses i den kontekst, at det er alle muligheder for genoptagelse og revision efter skatteforvaltningslovens §§ 33, 33 a og 34, som afskæres.

Såfremt der fra lovgivers side havde været et ønske om, at der fortsat skulle være mulighed for at foretage vurderinger eller dele af vurderinger, der mangler eller ved en fejl ikke er foretaget, vil der være tale om en forholdsvist bred undtagelse, som ville medføre, at Vurderingsstyrelsen fortsat skulle anvende betydelige ressourcer på gamle sager. Det er Vurderingsstyrelsens vurdering, at såfremt en sådan undtagelse havde været tiltænkt, ville den have været omtalt tydeligt i lovforarbejder eller lovgivningsprocessen.

I forbindelse med vedtagelsen af denne fuldstændige nedlukning, selv for ejendomme med åbenbart forkerte - herunder manglende - beskatningsgrundlag, blev det ligeledes præciseret i forarbejderne, at der skulle foretages en vejledningsindsats:

"Forud for ophøret af muligheden for at anmode om genoptagelse af vurderinger foretaget i det gamle vurderingssystem den 31. oktober 2020, vil der blive gennemført en generel vejledningsindsats. Det kan f.eks. ske i form af et styresignal og pressemeddelelse. I styresignalet vil der blive redegjort for de fastsatte frister, krav til anmodninger om genoptagelse og om betingelserne for genoptagelse."

På den baggrund blev styresignalet SKM2020.295.VURDST udsendt, hvor følgende bl.a. fremgår:

"5. De fra og med 1. november 2020 gældende regler om ændring af foretagne vurderinger og foretagelse af manglende vurderinger
Vurderingsstyrelsen er efter skatteforvaltningslovens § 33 b fra og med den 1. november 2020 afskåret fra at varsle genoptagelse eller revision af vurderinger, der er foretaget eller foretages efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88 eller efter den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, når der ikke er anmodet om genoptagelse eller af egen drift er varslet genoptagelse eller revision inden den 1. november 2020."

Den generelle vejledningsindsats har således været baseret på, at der er tale om en fuldstændig afskæring af reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 33, 33 a og 34.

Betydningen af skatteforvaltningslovens § 33 b er ligeledes indarbejdet i Den Juridiske Vejledning 2020-2, afsnit A.A.8.4.3, hvor følgende bl.a. fremgår:

"Afskæringen af adgangen til genoptagelse omfatter alle vurderinger, både almindelige vurderinger, der er foretaget som egentlige vurderinger eller ved videreførelse, og omvurderinger, der er foretaget efter reglerne i EVL §§ 87 og 88 eller efter den tidligere gældende VUL, dvs. alle vurderinger, der er foretaget eller foretages i det gamle vurderingssystem.

Det er alle adgange til at varsle genoptagelse og revision af egen drift efter reglerne i SFL kapitel 12, der afskæres. Vurderingsstyrelsen er således fra og med den 1. november 2020 afskåret fra af egen drift at varsle genoptagelse eller revision efter SFL §§ 33, 33 a og 34."

Det fremgår således klart af både forarbejderne til bestemmelsen, det udsendte styresignal og Den juridiske vejledning, at der er tale om en fuldstændig afskæring af genoptagelsesmulighederne i skatteforvaltningslovens § 33, herunder selvsagt også § 33, stk. 2, 2. pkt., uagtet hvorvidt der er tale om genoptagelse af foretagne vurderinger eller foretagelse af vurderinger eller dele af vurderinger, der mangler eller ved en fejl ikke er foretaget.

Retspraksis
Vurderingsstyrelsens afslag på genoptagelse i tilfælde, hvor der mangler en omvurdering af en ejendom, ses desuden at være i overensstemmelse med praksis fra Byretten, jf. dom af 4. maj 2023, j.nr. BS-XXXXX/2022-[…], offentliggjort ved SKM2023.330.BR.

Byretten har med dommen understreget, at afslag på genoptagelse, selvom en omvurdering ved en fejl ikke er blevet foretaget, er korrekt, når ejendomsejer ikke har anmodet om genoptagelse inden udløbet af den absolutte frist pr. 1. november 2020.

I ovenstående sag var der grundet ekspropriation grundlag for omvurdering pr. 1. oktober 2019 og der blev ved en fejl ikke foretaget en omvurdering.

Der er derfor tale om en sammenlignelig situation, da der i nærværende sag er enighed om, at der var grundlag for omvurdering pr. 1. oktober 2020 og at der ved en fejl ikke er blevet foretaget en omvurdering.

Det forhold, at vurderingen pr. 1. oktober 2019 for andre ejendomme, jf. ejendomsvurderingslovens § 88, stk. 2, er en almindelig vurdering, er uden betydning for resultatet i nærværende sag, da det følger af § 88, stk. 3, at der for andre ejendomme pr. 1. oktober 2018, 2019 eller 2020 foretages omvurdering, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Retsstillingen i nærværende sag findes derfor sammenlignelig med retsstillingen i BS-XXXXX/2022-[…].

Afsluttende bemærkninger
På baggrund af ovenstående finder Vurderingsstyrelsen ikke, at der kan være tvivl om, at skatteforvaltningslovens § 33 er afskåret i sin helhed, og at der således er truffet en korrekt afgørelse om afslag på genoptagelse i nærværende sag.

Vurderingsstyrelsen skal afslutningsvist bemærke, at en fortolkning af skatteforvaltningslovens § 33 b i tråd med Skatteankestyrelsens indstilling vil betyde, at der ikke vil være grænser for hvor langt tilbage i tid, der kan foretages manglende vurderinger og dele af vurderinger i det gamle vurderingssystem, hvilket er særdeles uhensigtsmæssigt på længere sigt, ligesom det er i direkte modstrid med intentionen om, at skatteforvaltningslovens § 33 b skal sikre en fuldstændig nedlukning af det gamle vurderingssystem.

Det vil endvidere betyde, at ejendomsejere vil kunne blive mødt med gamle krav. Det bemærkes i den forbindelse, at hensigten med skatteforvaltningslovens § 33 b også er at sikre klarhed hos ejendomsejerne om, at de ikke mødes med gamle krav fra myndighederne.

Den fortolkning, som Skatteankestyrelsen lægger op til, harmonerer heller ikke med baggrunden for indførelsen ejendomsvurderingslovens § 43. Bestemmelsen er indført som en konsekvens af skatteforvaltningslovens § 33 b, og medfører, at fejl relateret til skattelofts- og skattestopværdier alene kan håndteres i de nye vurderinger med virkning for den fremadrettet beskatning."

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Vurderingsstyrelsens udtalelse
Klageren har ikke fremsat bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Vurderingsstyrelsens udtalelse.

Indlæg under retsmødet 

Klageren henviste til de skriftlige indlæg. Det er en klar fejl, at ejendommen er vurderet som erhvervsjord, og det skal ændres. 

Vurderingsstyrelsen fastholdt sine tidligere anbringender, hvorfor styrelsen fastholdt, at afgørelse skal stadfæstes. Vurderingsstyrelsen henviste til SKM2023.330.BR.

Vurderingsstyrelsen anførte videre, at på grund af tvetydigheder i ordlyden af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1-9, kunne man ikke udelukkende foretage en ordlydsfortolkning af ejendomsvurderingslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., som Skatteankestyrelsens indstilling lagde op til. Vurderingsstyrelsen anførte, at man også skal inddrage forarbejder og en formålsfortolkning. Efter forarbejderne var formålet med vedtagelsen af skatteforvaltningslovens § 33 b en fuldstændig nedlukning af genoptagelse og foretagelse af vurderinger i det gamle vurderingssystem.

Landsskatterettens begrundelse og afgørelse

Sagen handler om, hvorvidt der efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., er hjemmel til at få foretaget en manglende omvurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2020, herunder om skatteforvaltningslovens § 33 b efter den 1. november 2020 er til hinder herfor. 

Retsgrundlaget
Af § 1 i den tidligere gældende vurderingslov (herefter vurderingsloven), fremgår det, at almindelig vurdering af landets faste ejendomme finder sted hvert andet år, og at ejerboliger vurderes i lige år, mens andre ejendomme vurderes i ulige år.

I henhold til vurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 6, foretages der året efter den almindelige vurdering en omvurdering af ejendomme, for hvilke ejendomsværdien eller grundværdien må antages at være steget eller faldet som følge af ændrede planforhold.

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 88, stk. 1, at vurderinger af ejendomme, der skulle vurderes i ulige år som andre ejendomme efter § 1, 3. pkt., i vurderingsloven foretages i 2018-2020 efter reglerne i ejendomsvurderingslovens § 88, stk. 2-5.

Videre følger det af ejendomsvurderingslovens § 88, stk. 3, at der foretages omvurderinger af ejendomme, som pr. 1. oktober 2020 opfylder betingelserne for omvurdering efter § 3 i vurderingsloven.

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1-3:

"En klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, som kan godtgøre, at en vurdering er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende objektivt konstaterbare faktiske forhold, kan anmode told- og skatteforvaltningen om genoptagelse senest den 1. maj i det fjerde år, dog det sjette år for vurderinger omfattet af ejendomsvurderingslovens § 87 b, stk. 2, nr. 1-3, og § 88 a, stk. 2, nr. 1-3, efter udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget. Den klageberettigede skal samtidig over for told- og skatteforvaltningen dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages. Det er en betingelse for genoptagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mere end 20 pct.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan genoptage en vurdering på samme betingelser som nævnt i stk. 1, jf. dog stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan endvidere inden for fristen i stk. 1, jf. dog stk. 3, foretage en vurdering eller en del af en vurdering, hvis en sådan mangler eller ved en fejl ikke er foretaget.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra en klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, eller af egen drift ekstraordinært genoptage en vurdering efter udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 1, hvis det konstateres, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, jf. stk. 1, eller foretage en vurdering eller en del af en vurdering, hvis denne ved en fejl ikke er foretaget. Det er en betingelse for genoptagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mere end 20 pct. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages."

Af forslag nr. 212 til lov om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love, der blev fremsat den 3. maj 2017, fremgår bl.a. følgende bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 26 og 27:

"Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk. 2, 2. pkt., altid foretage en vurdering, hvis en sådan ved en fejl ikke er foretaget.

Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., er ikke i sin ordlyd knyttet direkte op på forudsætningen i bestemmelsens 1. pkt., der henviser til, at vurderingsmyndigheden kan genoptage en vurdering af egen drift, hvis betingelserne for ordinær genoptagelse på anmodning er opfyldt.

Det foreslås derfor ved en ændring af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1 og 2, tydeliggjort, at reglernes indbyrdes placering fører til, at »glemte« eller manglende vurderinger skal ændres eller foretages efter § 33, stk. 2, hvis forudsætningerne for ordinær genoptagelse er opfyldte, dvs. hvis genoptagelse sker inden for fristerne for ordinær genoptagelse.

Det foreslås endvidere, at det ved ændring af ordlyden af § 33, stk. 1 og 2, præciseres, at vurderingsmyndigheden til enhver tid kan foretage »glemte« vurderinger såvel som »glemte« dele af vurderinger, herunder såvel ansættelser som andre dele af en vurdering, og at adgangen til genoptagelse omfatter foretagelse af alle ansættelser og dele af en vurdering, der ved en fejl ikke er foretaget eller mangler, dvs. at bestemmelsen både giver vurderingsmyndigheden adgang til at foretage fordelinger m.v., der ved en fejl ikke er foretaget i en i øvrigt foretaget vurdering, og adgang til at foretage vurderinger eller fordelinger, der ikke skulle foretages, da den oprindelige vurdering blev foretaget, men som efterfølgende er blevet nødvendiggjort af f.eks. ny lovgivning, eller som af anden grund efterfølgende viser sig nødvendige.

Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk. 3, i skatteforvaltningsloven efter anmodning fra en klageberettiget eller af egen drift ekstraordinært genoptage en vurdering efter udløbet af den frist, der er nævnt i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, hvis det konstateres, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, jf. stk. 1, eller hvis vurdering ved en fejl ikke er foretaget.

Det foreslås ved en ændring af ordlyden tydeliggjort, at den indbyrdes placering af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, og skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, fører til, at »glemte« eller manglende vurderinger skal ændres eller foretages efter § 33, stk. 2, hvis forudsætningerne for ordinær genoptagelse er opfyldt, og i modsat fald efter § 33, stk. 3. Dette vil kunne få betydning for virkningstidspunktet for vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 6 og 7.

Det foreslås endvidere, at det ved ændring af ordlyden af § 33, stk. 3 præciseres, at vurderingsmyndigheden til enhver tid kan foretage »glemte« vurderinger såvel som »glemte« dele af vurderinger, herunder såvel ansættelser som andre dele af en vurdering, og at adgangen til genoptagelse omfatter foretagelse af alle ansættelser og dele af en vurdering, der ved en fejl ikke er foretaget eller mangler, dvs. at bestemmelsen også giver vurderingsmyndigheden adgang til at foretage fordelinger m.v., der ved en fejl ikke er foretaget i en i øvrigt foretaget vurdering, og adgang til at foretage vurderinger eller fordelinger, der ikke skulle foretages, da den oprindelige vurdering blev foretaget, men som efterfølgende er blevet nødvendiggjort af f.eks. ny lovgivning, eller som af anden grund efterfølgende viser sig nødvendige."

Skatteforvaltningslovens § 33 b afskærer muligheden for at få foretaget ændringer af visse vurderinger, og har følgende ordlyd:

"Fra og med den 1. november 2020 kan told- og skatteforvaltningen ikke i medfør af §§ 33, 33 a og 34 af egen drift genoptage eller varsle revision af vurderinger, der er foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88.

Stk. 2. Stk. 1 finder også anvendelse, for så vidt angår vurderinger foretaget efter den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, § 1 i lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen genoptager ikke vurderinger som nævnt i stk. 1 og 2 på baggrund af en anmodning om genoptagelse, der er modtaget den 1. november 2020 eller senere."

Af forslag nr. 194 til lov om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love, der blev fremsat den 20. maj 2020, fremgår bl.a. følgende almindelige bemærkninger om afskæring af genoptagelse og revision i det gamle vurderingssystem samt følgende bemærkninger til lovforslagets § 5, nr. 3:

"Det foreslås, at Skatteforvaltningen fra og med den 1. november 2020 ikke længere af egen drift skal kunne genoptage eller varsle revision af vurderinger foretaget i det gamle vurderingssystem. Dette omfatter alle vurderinger, både almindelige vurderinger, der er foretaget som egentlige vurderinger eller ved videreførelse, og omvurderinger, der er foretaget i det gamle vurderingssystem. Det foreslås desuden, at ejendomsejernes mulighed for at anmode om genoptagelse af vurderinger foretaget i det gamle vurderingssystem ophører fra og med den 1. november 2020.

Efter gældende ret er der ingen grænser for, hvor langt tilbage i tid, der kan ske ekstraordinær genoptagelse af videreførte vurderinger eller vurderinger foretaget efter den tidligere vurderingslov.

Det foreslås derfor at indsætte en ny § 33 b under overskriften »Afskæring af genoptagelse og revision af visse vurderinger«. Det foreslås i stk. 1, at Skatteforvaltningen fra og med den 1. november 2020 ikke af egen drift skal kunne genoptage eller foreslå at revidere vurderinger foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88 eller vurderinger foretaget efter den tidligere vurderingslov.

Det foreslås, at Skatteforvaltningen fra og med den 1. november 2020 ikke i medfør af §§ 33, 33 a og 34 af egen drift kan genoptage eller varsle revision af vurderinger, der er foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88.

Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 også finder anvendelse for så vidt angår vurderinger foretaget efter den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme.

De foreslåede bestemmelser i stk. 1 og stk. 2, omfatter således både de videreførte vurderinger, omvurderinger foretaget fra 2013 og øvrige vurderinger foretaget efter den tidligere vurderingslov, herunder vurderinger foretaget før 2013.

Formålet med de foreslåede bestemmelser er at komme godt fra start med det nye ejendomsvurderingssystem uden de komplikationer, gamle sager kan medføre, og for at sikre, at Skatteforvaltningen ikke skal anvende betydelige ressourcer på disse gamle sager frem for de nye ejendomsvurderinger. Forslaget skal samtidig sikre klarhed hos boligejerne om, at de ikke mødes med gamle krav fra myndighederne.

Efter gældende ret har ejendomsejerne både før og efter 2011 kunnet anmode om genoptagelse af både almindelige vurderinger og omvurderinger, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1.

Det foreslås i stk. 3, at Skatteforvaltningen ikke genoptager vurderinger som nævnt i stk. 1 og 2 på baggrund af en anmodning om genoptagelse, der er modtaget den 1. november 2020 eller senere. Bestemmelsen indebærer, at ejendomsejerne ikke skal kunne anmode om genoptagelse fra og med den 1. november 2020. Dokumentation for påberåbte fejl i grundlaget for vurderingen vil skulle indgives samtidig med anmodningen om genoptagelse.

For at sikre en fuldstændig nedlukning af det gamle vurderingssystem er det imidlertid nødvendigt, at selv ejendomme med åbenbart forkerte beskatningsgrundlag ikke skal kunne genoptages og rettes i det gamle vurderingssystem.

Modtager Skatteforvaltningen den 1. november 2020 og senere anmodninger om genoptagelse af vurderinger foretaget i det gamle vurderingssystem, vil Skatteforvaltningen efter den foreslåede bestemmelse skulle træffe afgørelse om at afslå anmodningen, da Skatteforvaltningen ikke vil kunne genoptage sådanne vurderinger efter reglerne om genoptagelse i skatteforvaltningsloven. Ligeledes vil der fortsat ikke kunne ske genoptagelse efter almindelige ulovbestemte forvaltningsretlige grundsætninger om genoptagelse. En sådan afgørelse om afslag på genoptagelse vil kunne påklages på sædvanlig vis, og en klage vil angå afgørelsen om afslag på genoptagelse og ikke selve vurderingen."

Begrundelse og afgørelse
Klageren erhvervede ejendommen Adresse Y1, By Y1, med overtagelsesdag den 15. oktober 2008 for 550.000 kr. Klageren ejer fortsat ejendommen.

Ved vurderingen pr. 1. oktober 2012 var ejendommen vurderet med benyttelseskode 17 som et ubebygget landbrugsareal på 29.897 m2. Grund- og ejendomsværdien var ansat til henholdsvis 111.500 kr. og 370.000 kr.

Ejendommen har tidligere været omfattet af X Kommunes kommuneplantillæg nr. […] og lokalplan nr. […], der udlagde ejendommen til energiproduktion i form af solenergianlæg med tilhørende tekniske installationer, vejanlæg og beplantning samt læskure til dyr. Lokalplanen trådte i kraft den 23. december 2015.

Ved vurderingen pr. 1. oktober 2016 er ejendommen blevet omvurderet som følge af ændrede planforhold. Ejendommens grundareal på 29.897 m2 blev vurderet med benyttelseskoden 34 som en erhvervsejendom af speciel karakter, og ejendoms- og grundværdien blev ansat til 448.500 kr.

Lokalplan nr. […] blev aflyst fra ejendommen den 13. januar 2020. Til trods herfor er der hverken foretaget en vurdering eller en omvurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2020.

Den 11. september 2023 rettede HL fra X Kommune på klagerens vegne henvendelse til Vurderingsstyrelsen og anførte, at klageren som følge af, at ejendommen fejlagtigt var vurderet i henhold til den aflyste lokalplan betalte mere i grundskyld, end det var muligt at tjene på driften af ejendommen.

Vurderingsstyrelsen har i den anledning givet afslag på genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2020 med henvisning til skatteforvaltningslovens § 33 b.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., at told- og skatteforvaltningen inden for fristen i stk. 1 kan foretage en vurdering eller en del af en vurdering, hvis en sådan mangler eller ved en fejl ikke er foretaget, mens § 33, stk. 2, 1. pkt., regulerer told- og skatteforvaltningens adgang til at genoptage en vurdering.

Da klagerens anmodning er indgivet den 11. september 2023 og vedrører ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2020, hvor der hverken er foretaget en almindelig vurdering eller omvurdering af ejendommen, finder Landsskatteretten, at skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., som udgangspunkt finder anvendelse.

Fra og med den 1. november 2020 kan told- og skatteforvaltningen i medfør af § 33 b ikke af egen drift genoptage vurderinger, der er foretaget efter ejendomsvurderingslovens § 88, ligesom told- og skatteforvaltningen ikke kan genoptage vurderinger på baggrund af en anmodning om genoptagelse, der er modtaget den 1. november 2020 eller senere. Dette fremgår af skatteforvaltningslovens § 33 b.

Efter sin ordlyd regulerer § 33 b alene muligheden for at genoptage foretagne vurderinger og ikke muligheden for at foretage en vurdering, hvis en sådan mangler eller ved en fejl ikke er foretaget.

Forarbejderne til 33 b omtaler ligeledes alene muligheden for at genoptage foretagne vurderinger og ikke muligheden for at foretage en vurdering, hvis en sådan mangler eller ved en fejl ikke er foretaget.

Herefter finder Landsskatteretten, at skatteforvaltningslovens § 33 b ikke er til hinder for at foretage den manglende vurdering pr. 1. oktober 2020 af ejendommen som følge af de ændrede planforhold ved aflysningen af lokalplan […] fra ejendommen den 13. januar 2020.

Den omstændighed, at det af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 33 b fremgår, at formålet er at sikre en fuldstændig nedlukning af det gamle vurderingssystem og det, som Vurderingsstyrelsen i øvrigt har anført, kan under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat.

[Byrettens] dom af 4. maj 2023, offentliggjort i SKM2023.330.BR, kan ikke føre til et andet resultat. Dommen angår en anmodning om genoptagelse af en foretaget vurdering, hvorimod nærværende sag handler om at få foretaget en vurdering, der mangler eller ved en fejl ikke er foretaget.

Henset til, at Vurderingsstyrelsen ikke har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt der skal foretages en vurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2020 efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., finder Landsskatteretten, at det stemmer bedst overens med instansrækkefølgen at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Vurderingsstyrelsen.

Landsskatteretten hjemviser herefter sagen til fornyet behandling hos Vurderingsstyrelsen med henblik på en stillingtagen til, om der efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., skal foretages en vurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2020.