Dommen blev truffet af: Henriette Frölich
Parter
A
(advokat Martin Bekker Henrichsen)
mod
Skatteforvaltningen
Retten har den 26. juni 2025 meddelt parterne frist til den 10. juli 2025 til eventuelle yderligere bemærkninger til anmodningen om syn og skøn og påstanden fra Skatteforvaltningen om afvisning.
A har foruden anmodningen om syn og skøn efter retsplejelovens § 343 og skatteforvaltningslovens § 47 indleveret i alt 3 processkrifter, hvori han har redegjort for sine synspunkter til støtte for anmodningen.
Skattestyrelsen har indleveret i alt 3 skriftlige indlæg, hvori styrelsen har redegjort for sine synspunkter til støtte for afvisningspåstanden.
Da retten i meddelelsen af 26. juni 2025 har oplyst, at retten ville træffe afgørelse efter fristens udløb, afsagde retten
Kendelse
A har i anmodningen om syn og skøn anført, at formålet med syn og skøn er at få en sagkyndig vurdering af en række bogholderi og regnskabsmæssige posteringer i G1-ApS samt selvangivelse heraf, nærmere bestemt om der er sammenhæng mellem selskabets råbalancer og årsopgørelser mv. for regnskabsårene/indkomstårene 2013/2014 - 2018/2019.
Der ønskes endvidere en vurdering af, om mellemregningsforholdet mellem selskabet og eneanpartshaver A skulle have været nævnt i revisorerklæringerne i årsrapporterne eller fremhævet i øvrigt i årsrapporterne udover det allerede anførte.
I det samtidig indleveret skønstema er der stillet 48 spørgsmål til bilag 1 - 35, der består af råbalancer, offentliggjorte og interne regnskaber, årsopgørelser, oplysningsskemaer og kontokort.
A har i Processkrift af 28. marts 2025 præciseret, at han ønsker en sagkyndig vurdering af, om der er beløbsmæssige sammenhænge mellem bogføringen og regnskaberne på passivsiden i balancen.
A har til støtte for anmodningen gjort gældende, at syn og skøn er nødvendigt for at løfte den bevisbyrde, som påhviler enhver hovedanpartshaver/hovedaktionær, der har modtaget overførsler fra sit kapitalselskab.
A har endvidere gjort gældende, at der ikke er tale om, at skønsmanden skal foretage en juridisk vurdering af de skatteretlige spørgsmål, som Skatteankestyrelsen og Skatteankenævnet skal vurdere og træffe afgørelse om. Endelig har A gjort gældende, at ingen af spørgsmålene har karakter af overflødig bevisførelse.
Skattestyrelsen har til støtte for påstanden om, at anmodningen om syn og skøn skal afvises, gjort gældende, at A reelt ønsker en vurdering af validiteten af sine regnskaber, hvilket indebærer en vurdering af, om regnskaberne er troværdige, pålidelige og præcise i forhold til de økonomiske transaktioner og begivenheder, de repræsenterer.
Selvom arbejdet med at kontrollere, at alle relevante transaktioner og posteringer er korrekt bogført og stemmer overens med de oplysninger, som fremgår af det færdige regnskab, er en teknisk regnskabsmæssig opgave, indebærer det også en juridisk vurdering af, om juridiske principper og lovgivning for regnskabsaflæggelse og kvaliteten af dokumentation er opfyldt.
Spørgsmålet om, hvorvidt mellemregningen mellem eneanpartshaveren og dennes selskab skulle være nævnt i en revisorerklæring, kræver ligeledes en retlig vurdering af, hvilke forhold der i henhold til lovgivningen og regnskabsmæssige principper findes en retlig forpligtelse til at nævne i en revisorerklæring.
En besvarelse af de stillede spørgsmål kræver således en retlig vurdering, som det tilkommer retten at foretage, og retten ville derfor skulle afvise spørgsmålene, jf. retsplejelovens § 197, stk. 2. Skattestyrelsen har endvidere gjort gældende, at de stillede spørgsmål er åbenbart overflødige for den bagvedliggende skattesag, idet den ønskede udtalelse fra en skønsmand ikke vil tilføre sagen væsentligt nyt, jf. retsplejelovens § 341.
Da det materiale, som A ønsker en skønsmands vurdering af, forefindes i sagen, og da det, som A reelt ønsker belyst ved syn og skøn indebærer en retlig vurdering, som det tilkommer retten at foretage, tages anmodningen fra A om syn og skøn ikke til følge.
Derfor bestemmes:
Anmodningen om syn og skøn afvises.
Retten sluttede sagen.