Dato for udgivelse
20 okt 2025 13:42
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 aug 2025 13:33
SKM-nummer
SKM2025.579.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
3. afdeling S-0218-25
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, frifindelse, told, cigaretter
Resumé

T var tiltalt for told- og afgiftsunddragelse af særlig grov karakter, ved den 8. september 2020 ca. kl. 6.35 ved Y8-by grænse med indregistreret sættevogn, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved særlig grov karakter at have overtrådt skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivning, i forening ukendte medgerningsmænd, forsætligt at have undladt at angive varer, der indførtes til eller udførtes fra det danske toldområde, eller fraførtes eller tilførtes en frihavn eller et toldoplag i det danske toldområde, idet han foranledigede indførsel af sættevognen indeholdende i alt 13.860.000 stk. cigaretter af tre forskellige mærker med udenlandske labels, via den dansk/tyske grænse, under dække af, at der var tale om transport af kuglegrills, hvorefter traileren blev fundet på en dansk havn senere samme dag ca. kl. 13.30, uden at cigaretterne blev angivet til told- og skatteforvaltningen. Det offentlige blev herved unddraget told og afgifter på i alt 34.753.257 kr. 

T nægtede sig skyldig og bestred at have haft noget med bestilling af transport af gøre. 

Byretten fandt det bevist, at T havde arrangeret transporten af cigaretlasten fra udlandet ind i Danmark, samt transporten heraf videre til et andet udland, uden nogen anmeldelse til toldvæsenet og således med henblik på afgiftsunddragelse, der efter forholdets organiserede præg og store omfang måtte rubriceres som af særlig grov karakter. Uanset om T civilretligt stod som ejer af cigaretlasten, havde han ved sin råden haft lasten i sin besiddelse, hvorfor han var ansvarlig for berigtigelsen af afgiften og strafferetligt ansvarlig for undladelsen heraf. T fandtes herefter skyldig i tiltalen. 

T idømtes fængsel i 3 år samt konfiskation af sættevognen og cigaretterne. T skulle tillige inden 14 dage betale 34.753.257 kr. med tillæg af procesrente fra den 21. december 2023 til Skattestyrelsen. Desuden blev T udvist af Danmark og pålagt indrejseforbud for bestandig. 

Ved strafudmålingen lagde retten især vægt på omfanget og værdien af den indsmuglede last, på forholdets professionelle karakter med nøje planlægning og forberedelse, samt på T’s rolle som arrangør af forsendelsen gennem Danmark. På den anden side fandtes der ikke grundlag for at antage, at han havde medvirket til at arrangere forsendelsen fra udlandet eller til videresalg til et andet land, hvorfor han ikke kunne tillægges en rolle som bagmand for det samlede forhold. 

Byrettens dom blev anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse. 

Landsretten fandt det ikke bevist, at T havde foranlediget indførslen af sættevognen med cigaretter i Danmark. 

Landsretten lagde vægt på, at det forhold, at sættevognen den 10. august 2020 blev indregistreret til en person, som efter aftale med T lagde navn til ved T’s køb af sættevognen, eller vidnet fra transportfirmaets troværdige forklaring, som dog fremstod uklar om, hvorvidt T bestilte mere end en enkelt transport i august og september 2020 og tidspunktet herfor, herunder da han den 21. august 2020 afsendte en mail til Toldstyrelsen om en transport den 24. august 2020, kunne ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at T tidligere havde bestilt en transport af en anden sættevogn, som også efter aftale med T var indregistreret til en anden person, eller bevisførelsen i øvrigt, kunne heller ikke føre til en anden vurdering.    

Landsretten frifandt herefter T.

Reference(r)

Straffelovens § 289, stk. 1, jf. stk. 3, jf. toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2025-2, A.C.3.2.1.11.2

Byrettens dom 

Afsagt den 22. januar 2025 

Parter 

Anklagemyndigheden  

Mod  

T 

født den (red.fjernet.fødselsdag) 

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.  

Anklageskrift er modtaget den 21. oktober 2022.  

T er tiltalt for overtrædelse af  

Straffelovens § 289, stk. 1, jf. stk. 3, jf. toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 - told og afgiftsunddragelse af særlig grov karakter 

ved den 8. september 2020, ca. kl. 6.35 ved Y8-by grænse dansk, med indregistreret sættevogn med reg.nr. ...Q, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved særlig grov karakter at have overtrådt skatte-, told, afgifts- eller tilskudslovgivning, i forening med pt. ukendte medgerningsmænd, forsætligt at have undladt at angive varer, der indføres til eller udføres fra det danske toldområde, eller fraføres eller tilføres en frihavn eller et toldoplag i det danske toldområde, idet han foranledigede indførsel af ovennævnte sættevogn indeholdende 6.720.000 stk. cigaretter mrk. "(red.fjernet.mærke1)", 5.040.000 stk. cigaretter, mrk. "(red.fjernet.mærke2)", 2.100.000 stk. cigaretter, mrk. "(red.fjernet.mærke3)", i alt 13.860.000 stk. cigaretter med Y9-land labels, via den dansk/Y4-land grænse, under dække af, at der var tale om transport af kuglegrills, hvorefter traileren blev fundet på Y7-by Havn senere samme dag ca. kl. 13.30, uden at cigaretterne blev angivet til told- og skatteforvaltningen, alt hvorved det offentlige blev unddraget told og afgifter på i alt 34.753.257 kr.  

Påstande  

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. 

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om konfiskation af sættevognen med reg.nr. ...Q, 6.720.000 stk. cigaretter, mrk. "(red.fjernet.mærke1)", 5.040.000 stk. cigaretter, mrk. "(red.fjernet.mærke2)" og 2.100.000 stk. cigaretter, mrk. "(red.fjernet.mærke3)" i medfør af straffelovens § 75, stk. 2. 

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte tilpligtes at betale de unddragne told og afgifter opgjort til 34.753.257, jf. toldlovens § 73, stk. 4. 

Anklagemyndigheden har endeligt nedlagt påstand om, at tiltalte udvises jf. udlændingeloven § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 1, nr. 3 og nr. 6, med et indrejseforbud gældende i et af retten fastsat tidsrum jf. udlændingelovens § 32, stk. 4 nr. 7.  

Tiltalte har nægtet sig skyldig.  

Sagens oplysninger 

Der er afgivet forklaring af tiltalte T og af vidnerne … 

 

…    

Tiltalte er tidligere straffet ved dom af 20.9.2021 med fængsel i 3 måneder, betinget med vilkår om samfundstjeneste for overtrædelse af straffelovens § 290, stk. 1. Betingelser indtil den 20.3.2022. 

Af erklæring af 8.9.2023 fra SIRI fremgår det, at længden af tiltaltes lovlige ophold i Danmark skal regnes fra den 26. maj 2009, hvor han fik et registreringsbevis og blev tilmeldt CPR.  

Tiltalte har ved § 26 afhøringen forklaret følgende:  

Sigtede, T, PNR (red.fjernet.PNR), navngav sig som anført og bekræftede herunder, at han er Y2-land statsborger, men bor fast på anført adresse i Danmark. 

Vedr. udl.lovens § 26: Han oplyste hertil, at han er født i Y2-land og har boet i DK i ca. 13 år. Han oplyste, at han er fraskilt. Ekskonen, der ligeledes stammer fra Y2-land, bor stadig i DK. Han har en datter, der bor i Y6-by. Sigtede har to sønner, som bor i Y2-land. Sigtede oplyste, at han ikke talte så godt dansk, hvorfor han havde brug for tolkebistand. Han bekræftede, at han ikke havde noget udestående med myndighederne/politiet i hjemlandet, hvorfor der ikke var noget fra myndighedernes side, der forhindrede ham i at vende retur til Y2-land. Han oplyste, at han ikke havde været i Y2-land de sidste to år. Han havde tandlæge i Y10-by. Han var nogle gange taget til Y2-land sammen med andre for den måde at skaffe sig en billigere transportmulighed. Ud over de to nævnte sønner i Y2-land havde han stadig nogle få familiemedlemmer i Y2-land - herunder mor. Faderen døde for 3 år siden og han var i den forbindelse i hjembyen. Desuden har han en bror der bor i Y2-land. Sigtede har dog ikke kontakt med broderen. Efter faderens død kom der nogle ændringer i familierelationerne i Y2-land og det er grunden til, at han ikke længere har så tær kontakt til den Y2-lande familie.  

Sigtede er udlært (red.fjernet.profession1) og (red.fjernet.profession2) til (red.fjernet.maskinetype). Han har gået 8 år i folkeskole og har så taget de anførte uddannelser efterfølgende - alt i hjemlandet.  

Han oplyste, at han blev udsat for et indbrud i sin virksomhed og fik problemer med en udlejer. Herefter og på grund af dette fik han det lidt dårligt mht. helbredet. Han fik lidt psykiske problemer og stress. Han får nu beroligende medicin.  

Vedr. økonomiske forhold, oplyste han, at han tidligere havde arbejdet som (red.fjernet.jobtype) i Y6-by og endvidere havde handlet med brugte genstande - herunder opkøb af dødsboer. Han havde været selvstændig og oplyste yderligere, at han også havde solgt (red.fjernet.maskinetype) og biler og her havde fungeret som mellemmand/mægler. Han forklarede, at han ikke arbejdede længere, men er på sygedagpenge. Han holdt op med at arbejde per juli måned 2020. Han blev erklæret konkurs - dette i forbindelse med forretning om cykler og forretning med genbrugsting. Han forklarede på forespørgsel, at han havde været selvstændig (red.fjernet.jobtype) i ca. 5 år. Forretningen startede op som en blanding af salg af genbrugsting og cykler og blev så mere og mere en (red.fjernet.jobtype). Han oplyste, at foreningen, G3-forening, holdt til i huset ved siden af, hvor sigtede havde forretning. Det var i Y6-by. Han blev - helt uforskyldt - flere gange omtalt og sin forretning blev vist i medierne ifm. sager om G3-forening. Dette var med til at skade sigtedes forretning. Sigtede har haft forretning såvel i Y6-by - her på Y11-adresse og herefter på Y12-adresse og i Y13-by 

…" 

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at oplysningerne fra § 26 afhøringen er rigtige. Efter at han har været syg, har han arbejdet. Det var nok i 2021, at han startede med at arbejde. Det var i G4-virksomhed som vikar. Han fik derefter fastansættelse samme sted som lagerarbejder. Han var på dette sted til august 2023, hvor han kom ud for en arbejdsulykke og også en ulykke på vej til arbejde.  

Arbejdsskaden medfører skade på halshvirvler og ryg. Han har behov for en operation i nakken, fordi en hævelse trykker på halsen. Der er fastsat tid til forud undersøgelse til denne operation.  Selve konsultationen til fastlæggelse af problemet i halsen foregik i Y2-land på grund af lang ventetid i Danmark. Han har også konsulteret psykologer i Y2-land. Han er i gang med et udredningsforløb og afventer diagnosen, og hvad der skal gøres.  Der mangler afsluttende undersøgelse. 

Lægeerklæring af 15.11.2024 fra Y2-land læge taler om psykiatrisk behandling siden 2023. Han har været indlagt på psykiatrisk afdeling i Danmark, ikke i Y2-land. Han har været indlagt 7 gange. 

Han har ikke været i psykiatrisk behandling før 2020. Han blev tilknyttet psykiatrisk afdeling i Y6-by i 2024. I slutningen af 2023 har han også været på psykiatrisk afdeling. Dette skyldes beskyldningerne om strafbart forhold. Han skulle have været til behandling i dag kl. 11. Han går til løbende behandling i form af samtale med psykiater. Også med Y2-land psykiater mindst en gang om ugen pr. telefon eller video. I Danmark er det mindst en gang om måneden. Han får beroligende medicin. Han er selvmordstruet.  

Hans datter i Danmark er (red.fjernet.alder) år. Han bor sammen med hende. Hun har forhindret ham i selvmord. De har en meget tæt relation. Han har to sønner i Y2-land på hhv. (red.fjernet.alder1) og (red.fjernet.alder2) år ca. De har deres egne familier, og han er ikke så tæt på dem. Han har ikke set dem i 3-4 år. Hans datter vil ikke flytte med, hvis han tog tilbage til Y2-land. Han har ingen steder at være i Y2-land. Han kommer kun sjældent til Y2-land. Han har trods det en Y2-land psykiater tilknyttet, og han har været der i november/december. I Y2-land har han intet at vende tilbage til. Han har ingen chance for at få job eller bolig, fordi han er syg. Man skal jo have penge, for at få en bolig. Han ville ende på gaden. Den Y2-land stat vil ikke hjælpe ham. Selv enlige kvinder med børn får lov at gå uden hjælp. 

Han har en kæreste i Danmark, der hjælper ham meget. Hun ville ikke følge med ham til Y2-land, hvis han blev udvist. De har ikke kendt hinanden mere end en kort periode. Hans kæreste er Y2-land statsborger med fast opholdstilladelse i Danmark, og de taler Y2-sprog sammen.  

Rettens begrundelse og afgørelse 

Retten har den 4. juli 2024 afsagt følgende 

Skyldkendelse 

"… 

Den 8. september 2020 fandt Toldstyrelsens personale en trailer, reg.nr. ...Q, indeholdende 13.000.000 cigaretter på havnen i Y7-by, hvor den stod til transport med et skib til Y5-land via G2-virksomhed. Der var ikke indgivet oplysning af nogen art til Toldstyrelsen om denne last, der var kørt ind i Danmark samme dag via den dansk/Y4-land grænse af en Y2-land trækker.  

Lasten var opgivet til G2-virksomhed som kuglegrills, og kasserne med cigaretter var påsat mærkater som kuglegrill. 

Den Y2-land trækker var tidligere kørt ind i Danmark den 11. august 2020 med traileren, reg.nr ...Q1 (dansk), og den 21. august 2020 med traileren, reg.nr. ...Q2 (Y2-land). 

De dansk registrerede trailere var indregistreret til henholdsvis ML og MZ. Det fremgår af de for så vidt samstemmende forklaringer, at tiltalte havde varetaget indkøb af disse to trailere i deres navn i tiden umiddelbart før, traileren blev brugt til transporten til Danmark, og at disse to personer intet havde med lasten eller transporten at gøre men blot blev brugt som stråmænd. 

Af oplysningerne fra G2-virksomhed og Toldstyrelsen fremgår det, at traileren ...Q1 også kom til Y7-by havn til transport til Y5-land med en last, der var angivet som kuglegrills, samt at denne trailer kom tilbage fra Y5-land til Y7-by havn med G2-virksomhed den 28. august 2020, hvor lasten var betegnet som 2 caravans. Der var reelt tale om en gammel bil og en gammel camping-vogn. 

Både tiltalte og de to stråmænd har bestridt at have haft noget med afhentning af de indkøbte trailere og bestilling af transport hos G2-virksomhed at gøre, men tiltaltes forklaring om situationen fremstår generelt usammenhængende og utroværdig.  

Vidnet V2 har til gengæld afgivet en detaljeret, underbygget og troværdig forklaring, hvorefter tiltalte personligt kom på G2-virksomhed kontor og bestilte disse transporter, herunder den sidste med lasten af cigaretter.  

Hertil kommer, at tiltalte allerede på forhånd var under Toldstyrelsens bevågenhed på grund af, at kontaktoplysninger på ham var knyttet til en tilsvarende smugling af cigaretter via Y7-by havn til Y5-land i 2018.  

På denne baggrund finder retten det bevist, at tiltalte har arrangeret transporten af cigaretlasten fra formentlig Y9-land ind i Danmark, samt transporten heraf videre til Y5-land, uden nogen anmeldelse til toldvæsnet og således med henblik på afgiftsunddragelse, der efter forholdets organiserede præg og store omfang må rubriceres som særlig grov karakter.  

Uanset om tiltalte civilretligt stod som ejer af cigaretlasten, har han ved sin råden haft lasten i sin besiddelse, hvorfor han er ansvarlig for berigtigelsen af afgiften og strafferetligt ansvarlig for undladelsen heraf.  

Tiltalte kendes derfor skyldig i overensstemmelse med tiltalen. 

…" 

Straffen fastsættes til fængsel i 3 år, jf. straffelovens § 289, stk. 1, jf. stk. 3, jf. toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1.  

Retten har herved især lagt vægt på omfanget og værdien af den indsmuglede last, på forholdets professionelle karakter med nøje planlægning og forberedelse, samt på tiltaltes rolle som arrangør af forsendelsen gennem Danmark. På den anden side er der ikke grundlag for at antage, at han har medvirket til at arrangere forsendelsen fra formentlig Y14-land eller til videresalget i Y5-land, hvorfor han ikke kan tillægges en rolle som bagmand for det samlede forhold.  

Retten tager udvisningspåstanden til følge i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 1 og nr. 6, jf. § 26, stk. 2, da udvisningen ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.  

Retten har herved lagt vægt på, at tiltalte har en meget stærk personlig og familiemæssig tilknytning til Y2-land stadigvæk, at han kun har opholdt sig i Danmark som voksen, at han ikke taler dansk og ikke har nogen aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet men lever af overførselsindkomster. Hans datter i Danmark er voksen, og både hun og tiltaltes kæreste er også Y2-lande statsborgere. Der er således intet i vejen for, at tiltalte kan udøve sit familieliv og privatliv i Y2-land, hvor han i princippen har lige så gode forudsætninger for at begå sig som i Danmark. 

Endelig må det lægges til grund, at hans helbredsproblemer lige så godt kan behandles i Y2-land som i Danmark. 

Retten finder efter sagens karakter og omfang, at den udøvede kriminalitet må anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led, i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004.  

Efter de foreliggende oplysninger om tiltaltes personlige forhold, har tiltalte ikke en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning kan anses for at stride mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1.  

Efter tiltaltes tidligere erhvervsmæssige virke og de aktuelle indkomstforhold, sammenholdt med den form for kriminalitet han nu og tidligere er dømt for, findes alvorlige hensyn til den offentlige orden og sikkerhed, jf. artikel 28, stk. 2, at tale for udvisning, ligesom udvisningen må betegnes som bydende nødvendigt af hensyn til den offentlige sikkerhed, jf. artikel 28, stk. 3, litra a.  

Opholdsdirektivet kan derfor ikke antages at være til hinder for, at der sker udvisning, hvorefter påstanden om udvisning tages til følge som nedenfor bestemt.  

Indrejseforbuddet fastsættes efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr.7.  

Retten tager efter sagens udfald påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, ligesom påstanden om behandling af de unddragne afgifter mv. tages til følge, idet der ikke ses grundlag for at lempe erstatningskravet.  

Thi kendes for ret: 

Tiltalte, T, skal straffes med fængsel i 3 år 

Hos tiltalte konfiskeres sættevognen med reg.nr. ...Q, 6.720.000 stk. cigaretter, mrk. "(red.fjernet.mærke1)", 5.040.000 stk. cigaretter, mrk. "(red.fjernet.mærke2)" og 2.100.000 stk. cigaretter, mrk. "(red.fjernet.mærke3)". 

Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud for bestandig. 

Tiltalte skal betale sagens omkostninger 

Tiltalte skal inden 14 dage til Skattestyrelsen, Jura, Straffesagsenhed 2, Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg, sagsnr. (red.fjernet.sagsnr.), betale 34.753.257 kr. med tillæg af procesrente fra den 21. december 2023. 

 

Vestre Landsrets dom 

afsagt den 20. august 2025 af Vestre Landsrets 3. afdeling (dommerne Erik P. Bentzen, Claus Rohde og Tina Lang Christensen (kst.) med domsmænd) i ankesag  

Parter 

Anklagemyndigheden  

mod  

T født den (red.fjernet.fødselsdag 

(v/ advokat PD, Y1-by)  

Retten i Sønderborg har den 22. januar 2025 afsagt dom i 1. instans.  

Påstande  

Tiltalte, T, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.   

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.  

Supplerende oplysninger  

Der er fremlagt oplysninger fra tiltaltes Y2-land fodterapeut og tiltaltes Y2-land tandlæge med angivelse af forskellige datoer i august og september 2020, hvor tiltalte har modtaget behandling i Y2-land.  

Forklaringer  

Tiltalte og vidnerne V1 og V2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.  

Tiltalte har supplerende forklaret, at den ukendte mand, som han har forklaret om i byretten, har snydt ham. Han har solgt gamle (red.fjernet.vare) til manden, som har misbrugt hans tillid. Han har ingen kontakt til manden, og kontakten sluttede, da han modtog en sættevogn. Han hjalp den ukendte mand med at købe en sættevogn, og han ved, at manden hedder SD. Han har hjulpet mange mennesker i Danmark. Han har efterladt sit telefonnummer mange steder. Der er mange mennesker, som kender hans navn. SD har fortalt, at han er fra Y3-land og beskæftiger sig med landbrugsmaskiner og (red.fjernet.vare). SD har flere gange købt brugte (red.fjernet.vare) af ham. Han har tidligere haft SD visitkort, men efter et indbrud i sin forretning har han mistet mange ting og oplysninger.  

Han fik ikke penge af den ukendte mand for at hjælpe med køb af sættevognene. Han brugte nogle timer på at tage til Y4-land og at få sættevognene registreret. Den ukendte mand kunne ikke selv stå som ejer, da manden ikke bor i Danmark, men manden ville senere omregistrere sættevognene, når han var etableret i Danmark.  

Den person, som han samarbejdede med i 2018, døde af (red.fjernet.diagnose). Derfor stoppede det samarbejde.  

MD har han kendt i nok 15 år. MD er alene en forretningsforbindelse, men de har dog spist middag sammen. MD ringede til ham, da han var på vej til Danmark, og spurgte, om tiltalte kunne skaffe maskiner. Han formoder, at det er MD, der ses på billedet på ekstraktens side 69. Det er MD forrest på billedet på ekstraktens side 96 og på ekstraktens side 188.    

Det er rigtigt, at han til politiet den 13. november 2020 har forklaret, at han skulle købe en sættevogn til en ukendt person, som hedder SD. Han fik at vide, at sættevognen skulle være teknisk i orden og være nysynet, og at prisen højst måtte være 50.000 kr. Han købte begge sættevogne hos G1-virksomhed, og han betalte begge gange med kontanter. Han skulle også betale for klargøring. Der var ingen, der stillede spørgsmål til, at han betalte med kontanter. Det sker ofte, at en udlænding betaler kontant, da det kan ske med det samme. Firmaet vil ikke vente i så lang tid, som det ville tage at få en bankoverførsel.  

Den sidste bestilling, han foretog hos G2-virksomhed, var i 2018. Han har ikke bestilt en transport i 2020, som V2 har forklaret om. Han ved ikke, hvorfor V2 har forklaret sådan. Der er ingen, der kan huske en person efter så lang tid, og V2 så ham først under hovedforhandlingen i 2025. Der er mange mennesker, der ligner ham, f.eks. hans bror eller hans søn. Han kunne ikke genkende V2 i byretten.  

Han har ikke skrevet adressen på MD, som det fremgår af ekstraktens side 105. Han har heller ikke udfyldt blanketten, ekstraktens side 341.   

Dokumentet i tillægsekstraktens side 5 er en erklæring fra en autoriseret fodplejer. Tolken har ikke kunnet læse håndskriften og kunne derfor ikke hjælpe med oversættelsen. Det ses af erklæringen, at der er notater fra fodplejeren den 23. og 24. august 2020, hvor han fik behandling i Y2-land, og igen den 5. september 2020. Det tager 12 timer at køre fra Y2-land til Danmark.  

I tillægsekstrakten side 6-9 ses et dokument fra en Y2-land tandlæge, og det fremgår, at han var til tandlæge den 25.-28. august 2020 og igen den 7. og 8. september 2020.   

V1 har supplerende forklaret, at hun fortsat arbejder hos Toldstyrelsen. 

En sættevogn fyldt med cigaretter er en stor opgave og en stor fangst, som ikke sker så tit. Toldstyrelsen har løbende kontakt med medarbejdere hos G2-virksomhed, og det var ST, der kom med yderligere information i denne sag.  

Det er usædvanligt, at der er hængelås på en sættevogn. Det er også usædvanligt, at der er en gps-sender i lasten. Det ses stort set aldrig ved legale varer. Hvis lasten skulle indføres lovligt i Danmark, skulle importøren registreres som importør af tobak, og der skal stilles sikkerhed for tobaksafgifterne.  

Ved importen skal der laves en fortoldning, hvis importen skal være lovlig. Hun ved ikke, hvornår tobaksafgifterne forfalder. Det er uden for hendes kompetenceområde. Hun kan ikke forklare nærmere om opgørelsen af afgifterne, som er opgjort i sagen. Hun har indsat antal cigaretter, og om det er EU-varer eller ej, hvorefter systemet foretager en beregning.  

Systemet anvendes ved illegale varer.  

I 2020 havde hun kontakt til V2. Hun husker ikke i dag, om det var V2 eller ST, der gjorde opmærksom på containeren med cigaretter. En af dem må have genkendt tiltalte.    

Hun fik oplyst fra G2-virksomhed, at tiltalte havde haft en transport i 2018, som de Y5-land toldmyndigheder var interesseret i. Hun har kun hørt, at tiltalte skulle have været involveret i denne transport, men ved ikke nærmere herom.  

Hun modtog den 4. september 2020 en besked om, at tiltalte havde bestilt en transport. Hun havde tidligere i august 2020 kommunikeret om transporter, som tiltalte have arrangeret.  

V2 har supplerende forklaret, at han ikke længere arbejder for G2-virksomhed. Han fik nyt job i september 2022.  

Han husker, at tiltalte før 2018 jævnligt kom og bookede transporter af traktorer fra Danmark til Y5-land, og at tiltalte senere begyndte at booke transporter af sættevogne. Toldstyrelsen bad i 2018 G2-virksomhed om at holde øje med kunder, som betalte kontant, og bad G2-virksomhed om at give besked, når tiltalte næste gang bestilte en transport.   

Han kunne og kan genkende tiltalte, som frem til 2018 jævnligt mødte op personligt og bestilte transporter. Tiltalte holdt i sin firmabil og ventede på, at kontoret åbnede. På kontoret kaldte de tiltalte Cykelhandleren fra Y6-by. Eleven havde i 2020 kun været på kontoret i ca. et års tid, hvor tiltalte ikke havde bestilt transporter, og eleven kendte derfor ikke tiltalte.   

Der var kunder, som betalte kontant. Det forekom navnlig vedrørende transport af maskiner eller biler.  

I mailen til Toldstyrelsen, som han sendte den 21. august 2020, refererede han til tiltalte.  

Tiltalte præsenterede sig aldrig med navn på kontoret, da tiltaltes dansk er ret dårligt. 

Han var i 2020 var på ferie, men han fik af sine kolleger at vide, at tiltalte havde bestilt en transport til den 11. august 2020.  

Han husker i dag ikke, at der blev ringet til kontoret, da der blev importeret en gammel campingvogn i slutningen af august 2020. De grinte på kontoret af, hvem der ville betale for transporten af sådan en gammel campingvogn.  

Bestillinger af transporter kan godt ske fra dag til dag. Det kunne det i hvert fald dengang, hvor Y5-land stadig var med i EU. Bestillingerne blev registreret i et manifest, som er en oversigt over de bestillinger, der skulle med på skibet. Manifestet blev sendt til Toldstyrelsen, så Toldstyrelsen kunne planlægge dagens arbejde. Manifesterne er lavet før skibsafgang. Det var kun internt i G2-virksomhed, at et manifest blev kaldt midlertidig, da der kunne komme flere transporter, eller nogle trailere måtte stå over til næste transport.  

Man kan ikke af manifestet se, hvem der har udarbejdet det. Hvis bestillingen er sket mundtligt, kan der være noteret forkert.   

De var 6 medarbejdere på kontoret. Det var et stort åbent kontormiljø.   

I manifestet for den 8. september 2020 kan man se, at afsender og modtager af sættevognen med cigaretterne er samme Y5-land selskab. Da det var en transport inden for EU, var de ikke særligt opmærksomme på dette. Der var ikke mange, som betalte kontant. Det skete også, at der blev betalt kontant, når varerne skulle udleveres i Y5-land. Det blev mere og mere omstændigt at modtage kontante betalinger, og derfor blev det senere droppet. Kunderne får en kvittering. Der vil godt kunne fremvises et CMR-fragtbrev, men det udarbejdes normalt ikke ved privatpersoner.  

I 2020 har han selv kun set tiltalte bestille en enkelt transport. Det var den sættevogn, der blev fundet cigaretter i. Han sendte en mail til Toldstyrelsen den 21. august 2020. Han har sendt en adresseseddel til Toldstyrelsen.  

Han mindes, at en anden person har foretaget bestillinger i tiltales navn, men det var dengang, bestillingerne angik traktorer.  

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har været indlagt syv gange på psykiatrisk afdeling. Han har fået stillet diagnosen (red.fjernet.diagnose1). Diagnosen er stadig gældende, og han tager medicin. Medicinen påvirker ham, og han er træt og får hukommelsesbesvær. Han har haft samtaler med sin psykiater, både før og mens han har siddet i arresten. Den operation, der var planlagt af hans ryg og halshvirvler, er ikke blevet gennemført. Generne gør det svært for ham at spise. Han har ingen sundhedsforsikring i Y2-land. Det kræver, at han har arbejde i Y2-land, og han har ikke penge til at betale for en operation i Y2-land. Han vil med sin alder ikke have mulighed for at finde et arbejde, og han har også problemer med sin ryg. Han vil godt kunne arbejde i Danmark, men i Y2-land er det umuligt.  

Han har en kæreste, men de har ikke været sammen i så lang tid. De bor ikke sammen. Han har tidligere boet hos sin datter. Hverken kæresten eller datteren vil følge med til Y2-land.  

Han vil komme til at bo på gaden i Y2-land.  

Han har i 2024 talt med en Y2-land psykiater. Det har han selv betalt for. Det er for svært at forklare følelsesmæssige ting via en tolk. Han har betalt 200 kr. pr. time hos psykiateren. Han var hos en Y2-land fodterapeut i 2020, da han blev fejlbehandlet i Danmark. Han har mistet tilliden til danske læger.   

Han har (red.fjernet.sygdom) og får behandling i Danmark. Hvis han udvises, vil han i Y2-land selv skulle betale.    

Landsrettens begrundelse og resultat  

Toldstyrelsens personale fandt den 8. september 2020 på havnen i Y7-by en sættevogn, reg. nr. ...Q, som indeholdt 13.860.000 cigaretter, som angivet i tiltalen, selv om kasserne med cigaretter var påsat mærkater om kuglegrill. I transportdokumentet var anført et engelsk selskab som både afsender og modtager.  

Det fremgår af ANPG-registreringerne, at sættevognen, ...Q, samme dag kl. 06.34 var kørt ind i Danmark via grænsen ved Y8-by.  

Spørgsmålet er herefter, om tiltalte har foranlediget den ovennævnte sættevogn med cigaretter indført til det danske toldområde via den dansk/Y4-land grænse 

Landsretten finder, at det ikke er bevist, at tiltalte har foranlediget indførslen af sættevognen med cigaretter i Danmark. Det forhold, at sættevognen den 10. august 2020 blev indregistreret til ML, som efter aftale med tiltalte lagde navn til ved tiltaltes køb af sættevognen, eller V2’s troværdige forklaring, som dog fremstår uklar om, hvorvidt tiltalte bestilte mere end en enkelt transport i august og september 2020 og tidspunktet herfor, herunder da han den 21. august 2020 afsendte en mail til Toldstyrelsen om en transport den 24. august 2020, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at tiltalte tidligere har bestilt en transport af en anden sættevogn, som også efter aftale med tiltalte var indregistreret til en anden person, eller bevisførelsen i øvrigt, kan heller ikke føre til en anden vurdering.  

Tiltalte frifindes derfor.  

Tiltalte har været varetægtsfængslet siden den 22. januar 2025.  

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

Tiltalte, T, frifindes.  

Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.