H1
(advokat Peter Kruse Lorentzen)
modministeriet
(advokat Asger Hinsch)
Denne afgørelse er truffet af dommer Kasper Madsen.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 17. juni 2024.
Sagen drejer sig om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderingerne pr. 1. oktober 2012, 2014, 2016, 2018 og 2019, for sagsøger, H1s, ejendom beliggende Y1-adresse, Y2-postnummer (red. ...14) er opfyldt, herunder nærmere hvorvidt 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, er overholdt.
H1 har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at grundværdiansættelserne pr. 1. oktober 2012 og frem for ejendommen beliggende på Y1-adresse, Y2-postnummer (red. …14), skal genoptages ekstraordinært, subsidiært at Skatteministeriet skal anerkende, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos Vurderingsstyrelsen.
Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Af Skatteankestyrelsens afgørelse af 19. marts 2024 fremgår:
"…
Vurderingsstyrelsen har givet afslag på klagerens anmodning om genoptagelse af grundværdien for vurdering pr. 1. oktober 2001 og frem efter skatteforvaltningsloven § 33, stk. 3, jf. § 33, stk. 5.
Repræsentanten har til Skatteankestyrelsen påklaget anmodning om genoptagelse for vurderingen pr. 1. oktober 2012 og frem.
Skatteankestyrelsens afgørelse
Skatteankestyrelsen stadfæster Vurderingsstyrelsens afslag på genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2012 og frem efter dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 3, jf. § 33, stk. 5.
Faktisk oplysninger [sic]
På baggrund af anmodninger om genoptagelse af den 19. december 2016 og den 22. oktober 2020 har Vurderingsstyrelsen afslået anmodningen om genoptagelse af grundværdien af vurderingen pr. 1. oktober 2001 og frem. Repræsentanten har til Skatteankestyrelsen påklaget afslaget på den fremsatte anmodning om genoptagelse af grundværdien for vurderingen pr. 1. oktober 2012 og frem.
Repræsentanten ønsker principalt ekstraordinær genoptagelse med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, subsidiært med hjemmel i styresignalet i SKM2020.295VURDST, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4.
Ejendommen er erhvervet af klager i 1996 og var på vurderingstidspunktet pr. 1. oktober 2012 og frem registreret med benyttelseskode 01- Beboelsesejendom med 129 lejligheder.
Ejendommen har et samlet grundareal på 13.280 m2 og er beliggende i Y2-postnummer, tæt ved Y4-område. Ejendommen har matrikel nr. (red. ...6) Y5-byområde og er desuden beliggende i (red. vurderingskreds 1 udeladt) og (red. grundværdiområde 1 udeladt), Y6-vej. Det anvendte princip pr. 1 oktober 2012 og frem er etagearealprincippet.
Ejendommen er omfattet af Y7-bys (red. kommuneplanramme 1 udeladt), herunder (red. tekst 2 udeladt), Y13-bydel, der udlægger området til boligbebyggelse med en bebyggelsesprocent på 110.
…
Det samlede bygningsareal for ovenstående bygninger udgør i alt 10.769 m2, hvoraf tagetage udgør 1.797 m2, dvs. en bebyggelsesprocent på cirka 81 % (10.769 etagemeter x 100/ 13.280 m2).
Ifølge Vurderingsstyrelsens vurderingsoversigt er vurderingsmeddelelsen for 2012 og frem udsendt til klageren efter den afsluttede årlige vurdering. Ejendommen er vurderet ud fra en bebyggelsesprocent på 110 siden i hvert fald 1996.
Grundværdien pr. 1. januar 2012 er specificeret således:
Grundværdi pr. 1. januar 2012.
| Vurderet areal |
|
13.280 m² |
| Max bebyggelsesprocent |
|
110 % |
| Max till. etageareal |
13280 m²x 110 % |
14.608 m² |
| Områdepris pr. kvm tilladt etageareal |
|
2.500 kr. |
| Etagearealværdi |
13280 m² à 2.500 kr./m²x110 % |
36.520.000 kr. |
| Grundværdi i alt |
|
36.520.000 kr. |
Der er på ejendommen pr. 13. april 1953 endeligt tinglyst en romertalsdeklaration, der indeholder en bebyggelsesplan for ejendommen. Det fremgår heraf, at bebyggelsesplanen ikke kan ændres uden Magistratens særlige samtykke.
Selskabets repræsentant har i forbindelse med anmodningen om eksordinær genoptagelse anført, at romertalsdeklarationen på ejendommen fastsætter et maksimalt etageareal, svarende til den faktiske opførte bebyggelse på 10.769 m2.
Repræsentanten henviser i klagen til nævnsafgørelsen fra Y8-vej fra 2013, samt Landsskatteretssag fra Y9-adresse, Y12-postnummer. Endvidere henvises der til tre afgørelser, hvor Vurderingsstyrelsen har truffet afgørelse.
…
Vurderingsstyrelsens afgørelse
Vurderingsstyrelsen har ved afgørelse af 16-11-2021 givet afslag på anmodningen om genoptagelse af ejendomsvurderingen for 2001 og frem.
Af begrundelsen fremgår:
"…
Den 19. december 2016 og 22. oktober 2020 bad I os om at ændre ejendomsvurderingen for ejendommen Y1-adresse m.fl., Y2-postnummer med (red. ...14) vedr. vurderingen for 2001, 2002, 2003, 2004, 2008, 2010 og 2012.
Den 26. oktober 2021 sendte vi jer et forslag til afgørelse om, at vi ikke ville genoptage og ændre ejendomsvurderingerne for ejendommen.
Den 12. november 2021 har vi modtaget jeres bemærkninger til forslaget. Jeres bemærkninger har imidlertid ikke givet anledning til ændringer af forslaget, hvorfor vi har afgjort sagen i overensstemmelse med dette. Vi har taget stilling til jeres bemærkninger i afsnittet nedenunder.
Derfor genoptager vi ikke vurderingerne
Af anmodningen af 19. december 2016 fremgår det, at der anmodes om genoptagelse af vurderingen for 2008, efter Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4. Af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 8 fremgår, at genoptagelsen efter stk. 4 skal tillægges skattemæssig virkning fra tidspunktet for den vurdering, der har været udtaget til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, bliver gældende. Den pågældende sag er sagen vedrørende Y11-adresse, Y10-postnummer, som vedrørte ejendomsvurderingen for 2008.
På tidspunktet for Vurderingsankenævnets afgørelse den 5. november 2013, havde skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4, som affattet ved lov nr. 925 af 18. september 2012 følgende ordlyd:
"Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra en klageberettiget, jf. § 38, stk. 1, eller af egen drift ekstraordinært genoptage en vurdering uanset den frist, der er nævnt i stk. 1, hvis hidtidig praksis endeligt underkendes ved en dom eller ved en kendelse fra Landsskatteretten, eller hvis en praksisændring i andre tilfælde offentliggøres af Skatteministeriet."
Ved vedtagelse af lov nr. 649 af 12. juni 2013, der trådte i kraft den 1. januar 2014, blev § 33, stk. 4 ændret til at omfatte afgørelser fra ankenævn. Bestemmelsens ordlyd blev ved lovændringen ændret til:
"Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra en klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2 eller af egen drift ekstraordinært genoptage en vurdering uanset den frist, der er nævnt i stk. 1, hvis hidtidig praksis endeligt underkendes ved en dom eller ved en afgørelse fra skatteankeforvaltningen, et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten, eller hvis en praksisændring i andre tilfælde offentliggøres af Skatteministeriet".
Vurderingsankenævnets afgørelser blev således først omfattet af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4 ved vedtagelse af lov nr. 649 af 12. juni 2013, med ikrafttræden den 1. januar 2014.
Da afgørelsen fra Vurderingsankenævnet er truffet den 5. november 2013, er der således ikke hjemmel til ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4.
Af anmodning af 19. december 2016 fremgår det endvidere, at der anmodes om ændring af vurderingen for 2012 og frem efter vurderingslovens § 44, stk. 5.
Af den i 2016 gældende Vurderingslov § 44, stk. 5 fremgik det, at told- og skatteforvaltningen kunne afsende varsel som nævnt i skatteforvaltningslovens § 33a, for så vidt angik den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2012 eller en senere vurdering, når den varslede ændring var til gunst for borgeren.
Af skatteforvaltningslovens § 33a fremgår det, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om ændring af en vurdering af en fast ejendom senere end den 1. juli i det andet kalenderår efter vurderingsårets udløb.
Vedrørende revision skal Vurderingsstyrelsen bemærke, at det efter revisionsbestemmelsen i VUL § 44, stk. 5 jfr. SFL § 33a ikke er muligt for en ejendomsejer at anmode om en revision af sin ejendomsvurdering. Revisionen kan alene foretages på vurderingsmyndighedens foranledning. Ejendomsejer har ikke et retskrav på at få ændret sin ejendomsvurdering efter reglerne om revision, hvis ejendomsvurderingen ikke kan ændres efter reglerne om genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33.
Af anmodning af 22. oktober 2020 anmodes om ændring af vurderingen for 2001, 2002, 2003, 2004 og 2010 med henvisning til Vurderingsstyrelsens styresignal offentliggjort i SKM2020.295.VURDST.
Vurderingsstyrelsen skal bemærke, at det fremgår af styresignal SKM2020.295.VURDST, der er udsendt i forlængelse af vedtagelsen af skatteforvaltningslovens § 33b, hvordan en anmodning om genoptagelse indgives, ligesom det beskriver de gældende regler i skatteforvaltningslovens § 33, § 33a og 34 om ændring af vurderinger, og i hvilke tilfælde det efter Vurderingsstyrelsens opfattelse, kunne være relevant at anmode om genoptagelse inden den 1. november 2020.
Styresignalet udvider således ikke adgangen til anmodning om genoptagelse, og udgør ikke en selvstændig hjemmel til genoptagelse eller er udtryk for en praksisændring, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4.
Vedrørende revision skal Vurderingsstyrelsen bemærke, at det efter revisionsbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 33 a ikke er muligt for en ejendomsejer at anmode om en revision af sin ejendomsvurdering. Revision kan alene foretages på vurderingsmyndighedens foranledning. Ejendomsejer har ikke et retskrav på at få ændret sin ejendomsvurdering efter reglerne om revision, når ejendomsvurderingen ikke kan ændres efter reglerne om genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33.
På baggrund heraf har vi betragtet jeres anmodning som en anmodning om ekstraordinær genoptagelse af vurderingen for perioden 1. januar 2001 og frem.
Den første vurdering, som I ønsker ændret, er vurderingen for 2001, og derfor skal vi vurdere sagen efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3. Det skal vi, fordi fristen for ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, er senest den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget. Reglerne om ekstraordinær genoptagelse indeholder tre betingelser, der alle skal være opfyldt, for at vi kan ændre vurderingerne:
1. Anmoder skal have godtgjort, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller på grund af lignende faktiske forhold.
2. Genoptagelsen skal føre til en ændring på mindst 15 % af den værdiansættelse, der ændres.
3. Anmodningen skal være indgivet senest 6 måneder efter, anmoder fik kendskab til det forhold, der begrunder genoptagelsen.
I har bedt om at gå ændret grundværdiansættelsen for 2001 og frem, da grundværdien ikke er ansat på grundlag af de korrekte bebyggelsesregulerende bestemmelser.
Det kan vi ikke, fordi en af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke er opfyldt.
Ad 3)
Da første anmodning om genoptagelse af vurderingen for 2008 og 2012 er indgivet den 19. december 2016 og første anmodning om genoptagelse af vurderingen for 2001, 2002, 2003, 2004 og 2010 er indgivet den 22. oktober 2020, er det vores opfattelse, at anmodningen om genoptagelse ikke er indgivet rettidigt, jfr. SFL § 33, stk. 5, hvorefter den klageberettigede skal anmode told- og skatteforvaltningen om genoptagelse senest 6 måneder efter, at den klageberettigede har gået kendskab til det forhold, der begrunder genoptagelsen.
Af jeres bemærkninger fremgår det, at der er så særlige omstændigheder i sager vedr. romertalsdeklarationer, som gør, at 6 måneders fristen ikke er sprunget. I mener ligeledes ikke, at det giver mening, at ejer skulle have været bekendt med fejlen tilbage i 1996, eftersom det først er i november 2013, Vurderingsankenævnte traf afgørelse om, at der ved ansættelse af grundværdien skulle tages højde for tinglyste romertalsdeklarationer.
…
Ejendommen er omfattet af Y7-bys (red. kommuneplanramme 2 udeladt), der udlægger området til boligbebyggelse med en bebyggelsesprocent på 110 %. Tidligere fulgte kommunerammeplanerne for 2001, 2005, 2009 og 2011 med en bebyggelsesprocent ligeledes på 110 %.
Ejendommen består af matr.nr. (red. ...6), Y5-byområde med et samlet matrikulært areal på 13.280 m², heraf vej 271 m².
Af BBR fremgår det, at der på ejendommen er opført 6 bygninger med et samlet etageareal på 11.227 m².
Ejendommen er erhvervet pr. 1. marts 1996 ved skøde lyst 28. marts 1996. Romertalsdeklarationen er tinglyst på ejendommen den 23. april 1953.
Af deklarationen fremgår det, at den på den indhæftede (red. plan 1 udeladt) med rødt angivne bebyggelse fastlægges som bebyggelsesplan for grunden, hvilken bebyggelsesplan ikke må ændres uden magistratens særlige samtykke. Af (red. plan 1 udeladt) fremgår det, at boligbebyggelsen opføres i 3 etager uden tagetage samt en vuggestue i e etage + kvist. Planen er udarbejdet på baggrund af byggetilladelse af 3.3.1949.
23. april 1953 tinglyses ændring i deklaration nr. VII 11152.
Deklarationen ændres således som vist på indheftede (red. plan 2 udeladt). Af deklarationen fremgår det, at foranstående deklarations bestemmelser om bebyggelsesplan herefter er gældende med den ændrede bebyggelse, således som denne er vist med rød farve på ovennævnte plan. Planen er udarbejdet på baggrund af byggetilladelse af 3.3.1949 og 4.2.1950.
Af kortmateriale over ejendommen fremgår det, er ejendommen er opført i overensstemmelse med (red. plan 2 udeladt).
Den faktiske bebyggelsesprocent på vurderingstidspunktet er hermed ca. 84.
Det er vores opfattelse, at bebyggelsesprocenten kan ansættes til 84. Det er således godtgjort, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag.
Ejendommen er vurderet med en bebyggelsesprocent på 110 % første gang den 1. januar 1996. Da den fejlagtige vurdering således er sket for mere end 4 år siden, er det korrekt, at reglerne om ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 33, stk. 3 skal finde anvendelse.
Romertalsdeklarationen var tinglyst på ejendommen forud for nuværende ejers overtagelse af ejendommen.
Af skødet udarbejdet i forbindelse med nuværende ejers erhvervelse fremgår det, at ejendommen sælges således som den er, og i øvrigt med de samme rettigheder, byrder, servitutter og forpligtigelser, hvormed den har tilhørt sælger. Af skødets § 2 fremgår det:
Det bemærkes, at der på ejendommen er tinglyst følgende servitutter: 29.11.1952 - Deklaration til Mag. Ang. bebyggelsesplan 12.03.1953 - Meddelelse fra Magistraten i.h.t. byggelovens § 64 om betingelser for byggetilladelse (vedr. 2-3 etagers beboelsesbygning med kælder og udnyttet tagetage samt vuggestuebygning).
På baggrund af ovenstående formodes det, at romertalsdeklarationen er bragt til nuværende ejers kendskab i forbindelse med overtagelse af ejendommen.
Anvendelsen af en bebyggelsesprocent på 110 ved ansættelsen af grundværdien fremgår tydeligt af de vurderingsmeddelelser, der er sendt til nuværende ejer i perioden.
På baggrund af ovenstående er det vores opfattelse, at nuværende ejer ved modtagelsen af vurderingsmeddelelserne siden overtagelsen i 1996, dvs. senest vurderingsmeddelelsen for 1998 og frem har fået kendskab til VURDST/SKATs anvendelse af denne bebyggelsesprocent.
På baggrund af ovenstående er det vores opfattelse, at anmodningen således ikke er indgivet senest 6 måneder efter, at nuværende ejer fik kendskab til forholdet, jfr. SFL § 33, stk. 5, hvorfor der ikke kan ske ekstraordinær genoptagelse af vurderingen pr. 1. januar 2001 og frem.
Vurderingsstyrelsen har kompetence til inden for fastsatte frister at ændre en ejendomsvurdering eller en del af denne efter reglerne i skatteforvaltningsloven om revision.
Revisioner kan alene foretaget på Vurderingsstyrelsens foranledning, og giver således ikke ejendomsejer et retskrav på, at få ændret en vurdering, der ikke kan ændres ved genoptagelse efter reglerne i SFL § 33.
Vurderingsstyrelsen har i denne sag ikke fundet grundlag for revision.
…"
…
Skatteankestyrelsens afgørelse
Reglerne om ekstraordinær genoptagelse fremgår af den dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 3.
Af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, fremgår følgende:
"Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra en klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, eller af egen drift ekstraordinært genoptage en vurdering efter udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 1, hvis det konstateres, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, jf. stk. 1, eller foretage en vurdering eller en del af en vurdering, hvis denne ved en fejl ikke er foretaget. Det er en betingelse for genoptagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mere end 20 pct. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages."
Reglerne om ekstraordinær genoptagelse som følge af ændret praksis fremgår af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4.
Af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4, fremgår følgende:
"Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra en klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, eller af egen drift ekstraordinært genoptage en vurdering eller en del af en vurdering eller foretage en vurdering eller en del af en vurdering uanset den frist, der er nævnt i stk. 1, hvis hidtidig praksis endeligt underkendes ved en dom eller ved en afgørelse fra skatteankeforvaltningen, et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten, eller hvis en praksisændring i andre tilfælde offentliggøres af Skatteministeriet."
Af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, fremgår følgende:
"Anmodning om genoptagelse efter stk. 3 og 4 skal indgives til told- og skatteforvaltningen, senest 6 måneder efter at den klageberettigede, jf. § 35 a, stk. 2, har fået kendskab til det forhold, der begrunder en genoptagelse. Anmodninger efter stk. 4 kan dog altid indgives inden for den frist, der er nævnt i stk. 1. Ved anmodning om genoptagelse efter stk. 3 og 4 skal den klageberettigede samtidig over for told- og skatteforvaltningen dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag."
Skatteankestyrelsen bemærker indledningsvist, at Vurderingsstyrelsen har givet afslag på at genoptage vurderingen efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3 og 5 for vurderingerne 2001 og frem, idet 6-måneders fristen for kendskabstidspunktet efter § 33, stk. 5 ikke blev anset for overholdt.
Klager har den 22. oktober 2020 og den 19. december 2016 anmodet Vurderingsstyrelsen om genoptagelse af grundværdien pr. 1. oktober 2001 og frem på baggrund af en fremlagt romertalsdeklaration. Klager har over for Skatteankestyrelsen nedlagt påstand om genoptagelse for 2012 og frem.
Repræsentanten har gjort gældende, at klager ikke var bekendt med, at bebyggelsesprocenten var ansat fejlagtigt, hvorfor sagen skal afgøres principalt med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, eller subsidiært med hjemmel i styresignalet i SKM2020.295VURDST, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4.
Ad den principale påstand
Det er repræsentantens påstand, at klager ikke har været gjort bekendt med det forhold, der begrunder genoptagelse, dvs. at ejendommens bebyggelsesprocent burde være ansat iht. romertalsdeklarationen, idet repræsentanten henviser til vurderingsankenævnets afgørelse for Y8-vej fra 2013 og Landsskatterettens afgørelse vedrørende Y9-adresse, Y12-postnummer fra 2021.
Der foreligger en romertalsdeklaration på den påklagede ejendom, som er lyst den 13. april 1953. Af deklarationen fremgår det, at der ikke uden magistratens samtykke må bebygges yderligere end den bebyggelse, der fremgår af bebyggelsesplanen. På baggrund af deklarationen kan den faktiske bebyggelsesprocent beregnes til 81%.
Skatteankestyrelsen lægger til grund, at klageren har modtaget vurderingsmeddelelser i perioden 1996 og frem og dermed er blevet bekendt med SKATs anvendelse af bebyggelsesprocenten efter kommuneplanen.
Da klager således først har indgivet sin anmodning om genoptagelse til Vurderingsstyrelsen den 19. december 2016 og 22. oktober 2020, finder Skatteankestyrelsen herefter ikke, at klagers anmodning om genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2012 og frem er indgivet rettidigt, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5.
På baggrund af ovenstående må det desuden antages, at romertalsdeklarationen er bragt til klagers kendskab i forbindelse med overtagelse af ejendommen i 1996.
Det af klageren i øvrigt anførte, herunder det anførte om fortolkningen af skatteankestyrelsens § 33, stk. 5, kan ikke føre til et andet resultat. Skatteankestyrelsen skal henvise til Landsskatterettens afgørelse af 15. december 2016, offentliggjort som SKM2017.274LSR.
På den baggrund finder Skatteankestyrelsen således i relation til ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 5, ikke at fristen er overholdt.
…"
Parternes synspunkter
H1 har i sit påstandsdokument anført:
"…
5. ANBRINGENDER
Til støtte for de af sagsøger nedlagte påstande gøres det overordnet set gældende, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3 og stk. 5, er opfyldt, og at der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderingerne pr. 1. oktober 2012 og frem.
Denne opfattelse støttes på følgende tre underanbringender:
1. Vurderingerne er foretaget på et fejlagtigt grundlag
2. Ændringsbehovet er mere end 15 %
3. 6 måneders fristen er overholdt
De enkelte anbringender vil blive gennemgået i det følgende.
5.1 Vurderingerne er foretaget på et fejlagtigt grundlag
SKAT har ved ejendomsvurderingerne pr. 1. oktober 2012 og frem ansat Ejendommens grundværdier efter etagearealprincippet.
Efter etagearealprincippet beregnes grundværdien for en ejendom ved følgende multiplikation:
Det maksimalt tilladte antal etagemeter der iht. plangrundlaget kan opføres på ejendommen (ejendommens bebyggelsesprocent) x etagearealprisen x grundens faktiske areal i kvadratmeter.
Grundværdien for ejendomme udlagt til etageboligbebyggelse er styret af, hvor mange etagemeter der kan opføres på ejendommen, dvs. direkte af byggeretten / bebyggelsesprocenten.
I henhold til vurderingslovens § 13, stk. 1 og stk. 2, skal en ejendoms grundværdi ansættes i ubebygget stand under hensyntagen til de til grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter.
Ejendommen er pr. 1. oktober 2012-2019 omfattet af Y7-bys Kommuneplan 2011 og 2015, (red. tekst 2 udeladt), Y13-bydel, der begge udlægger området til etageboligbebyggelse med en bebyggelsesprocent på 110.
SKAT har anvendt kommuneplanernes bebyggelsesregulerende bestemmelser ved ansættelse af Ejendommens grundværdier, og har således ansat Ejendommens grundværdi på baggrund af en bebyggelsesprocent på 110.
Med et grundareal på 10.769 m2 har SKAT ansat grundværdien ud fra en forudsætning om, at Ejendommen vil kunne bebygges med 11.846 etagemeter i ubebygget stand (10.769 m2 grundareal x 110 %).
Imidlertid er de bebyggeregulerende bestemmelser i Y7-bys Kommuneplan ikke de korrekte bebyggelsesregulerende bestemmelser for ejendommen, idet der på ejendommen - som servitutstiftende - er tinglyst en romertalsdeklaration med Y7-bys Kommune som påtaleberettiget.
Romertalsdeklarationer indgår i det planmæssige hierarki på niveau med lokalplaner, og de gælder indtil de eventuelt tilsidesættes helt eller delvis af en senere vedtaget lokalplan. Der er ikke vedtaget en lokalplan for det område, som den af nærværende sag omhandlede ejendom er beliggende i.
Detailplaner (lokalplaner, byplansvedtægter, skødeservitutter og romertalsdeklarationer) har forrang for rammeplaner (kommuneplaner) og skal således anvendes ved ansættelse af ejendommens grundværdi, idet disse planer har direkte virkning overfor ejendomsbesidderen.
Ejendommens grundværdier skal herefter ikke beregnes ved anvendelse af rammeplanerne (kommuneplanen), men derimod ansættes ved brug af den detailplanlægning, som er vedtaget for Ejendommen og som har forrang for kommuneplanen.
Af den […] fremlagte romertalsdeklaration fremgår det, at den vedhæftede (red. plan 2 udeladt) fastlægges som bebyggelsesplan for Ejendommen, og at Y7-bys Magistrat er påtaleberettiget.
Ejendommens bebyggelse er opført i 1951, og romertalsdeklarationen er tinglyst servitutstiftende i februar 1953.
Ejendommen er bebygget i overensstemmelse med bebyggelsesplanen i romertalsdeklarationen, og denne medfører, at der på Ejendommen i ubebygget stand kun må opføres en bebyggelse svarende til den faktiske bebyggelse på Ejendommen, udvisende et samlet etageareal på 10.769 etagemeter.
Ved ansættelse af Ejendommens grundværdier pr. 1. oktober 2012 og frem skal det herefter lægges til grund, at der på Ejendommen alene må opføres i alt 10.769 etagemeter. Bebyggelsesprocenten skal ansættes således, at det maksimale tilladte etageareal udgør 10.769 m2 - dvs. en bebyggelsesprocent på 81 (13.280 m2 etageareal / 10.769 m2).
Det gøres gældende, at grundværdiansættelserne pr. 1. oktober 2012 er foretaget på et faktisk fejlagtigt grundlag som følge af en fejlagtig og manglende registrering af ejendommens planforhold, idet SKAT ikke har ansat Ejendommens grundværdier under hensyntagen til den på Ejendommen tinglyste romertalsdeklaration/bebyggelsesplan, der er en offentligretlig byrde omfattet af vurderingslovens § 13, stk. 2.
Der er i sagen enighed om dette.
5.2 Ændringsbehovet er mere end 15 %
Det daværende SKAT har ansat Ejendommens grundværdier pr. 1. oktober 2012 og frem på baggrund af en bebyggelsesprocent på 110.
Bebyggelsesprocenten skal ansættes til 81, hvilket svarer til et ændringsbehov på ca. 26 %.
Det gøres gældende, at skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3s, krav om, at genoptagelsen af grundværdiansættelserne pr. 1. oktober 2012 og frem skal medføre et ændringsbehov på min. 15 %, er opfyldt.
Der er i sagen enighed om dette
5.3 6 måneders fristen er overholdt
I sin afgørelse af 19. marts 2024 afslår SANST at indrømme ekstraordinær genoptagelse, idet SANST er af den opfattelse, at 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, ikke er overholdt.
Som begrundelse herfor anfører SANST:
"Skatteankestyrelsen lægger til grund, at klageren har modtaget vurderingsmeddelelser i perioden 1996 og frem og dermed er blevet bekendt med SKATs anvendelse af bebyggelsesprocenten efter kommuneplanen.
Da klager således først har indgivet sin anmodning om genoptagelse til Vurderingsstyrelsen den 19. december 2016 og 22. oktober 2020, finder Skatteankestyrelsen herefter ikke, at klagers anmodning om genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2012 og frem er indgivet rettidigt, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5.
På baggrund af ovenstående må det desuden antages, at romertalsdeklarationen er bragt til klagers kendskab i forbindelse med overtagelse af ejendommen i 1996.
….
På den baggrund finder Skatteankestyrelsen således i relation til ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 5, ikke at fristen er overholdt."
SANSTs begrundelse for at 6-måneders fristen ikke er overholdt, er, at ejer siden 1996 har modtaget vurderingsmeddelelser, hvor ejer er blevet bekendt med, at kommuneplanens bebyggelsesprocent på 110 er anvendt.
SANST antager derudover, at romertalsdeklarationen er bragt til klagers kendskab i forbindelse med overtagelse af ejendommen i 1996.
Sagsøgte har overordnet set fremført de samme anbringender i sagen.
SANSTs og sagsøgtes fortolkning af 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, er imidlertid forkert, hvilket der vil blive redegjort nærmere for i de følgende afsnit.
5.3.1 Kundskabskravet i Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5
Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, er indsat ved lov nr. 925 af 18. september 2012, der trådte i kraft den 1. januar 2013. I samme ombæring blev skatteforvaltningslovens § 33 omformuleret.
Det bemærkes, at det særligt var lovgivers hensigt at indsnævre mulighederne for ordinær genoptagelse iht. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, idet denne frist - der tidligere var d. 1. maj i det fjerde år efter vurderingsåret - flød sammen med reglerne omkring påklage af ejendomsvurderinger.
Efter de hidtidige regler kunne der både ske ordinær genoptagelse af faktiske og skønsmæssige fejl, og det betød, at en lang række fejl - der i realiteten burde have været behandlet ved almindelig påklage - i stedet blev korrigeret igennem ordinær genoptagelse, der således blev en ekstra klagemulighed.
Nærværende sag omhandler imidlertid ikke ordinær genoptagelse, men i stedet reglerne omkring ekstraordinær genoptagelse, og reglen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5.
Af samme lovforslag fremgår følgende vedr. 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5:
"Det er nødvendigt at fastsætte en tidsfrist for indgivelse af anmodninger om ekstraordinær genoptagelse fra borgerne, jf. stk. 5. Denne frist foreslås som hovedregel fastsat til 6 måneder efter det tidspunkt, hvor den pågældende har fået kendskab til de forhold, der begrunder en genoptagelse.
Hvis ejeren af en ejendom bliver bekendt med, at en tidligere vurdering er foretaget på et faktisk fejlagtigt grundlag som omhandlet i bestemmelsens stk. 1, kan han således inden for 6 måneder herefter anmode SKAT om en ekstraordinær genoptagelse."
At kundskabstidspunktet skal regnes fra det tidspunkt, hvor den fejlagtige registrering første gang fremgår af vurderingsmeddelelsen - hvilket sagsøgte har gjort gældende i sagen - er direkte i strid med bestemmelsens ordlyd og formål.
Dette underbygges af lovgivers bemærkninger til skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, hvor lovgiver anfører, at hvis ejeren af en ejendom bliver bekendt med, at en tidligere vurdering er foretaget på et faktisk fejlagtigt grundlag som omhandlet i bestemmelsens stk. 1, kan han således inden for 6 måneder herefter anmode SKAT om ekstraordinær genoptagelse.
Indholdet af 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, indebærer, at en ejendomsejer skal indgive anmodning om genoptagelse senest 6 måneder efter, at den pågældende er blevet gjort bekendt med det forhold, der begrunder genoptagelse.
Det fremgår således direkte af bestemmelsens ordlyd, at fristen løber fra den dag, hvor ejendomsejeren har opnået et faktisk kendskab til, at vurderingen er fejlbehæftet. Dette har karakter af et subjektivt kundskabstidspunkt.
Det er ikke nok, at ejer er gjort bekendt med, hvilke faktiske oplysninger - som f.eks. grundareal, bygningsareal, bebyggelsesprocent mv. - ejendomsvurderingen bygger på.
Ifølge bestemmelsens ordlyd, "løber" 6 måneders fristen først fra den dag, hvor ejer bliver gjort bekendt med, at oplysningerne er forkerte. Dette harmonerer i øvrigt med, at skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, 3. pkt., bestemmer, at ejendomsejer - ved anmodning om ekstraordinær genoptagelse - skal dokumentere overfor told- og skatteforvaltningen, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag.
Overført på nærværende sag regnes 6 måneders fristen således først fra den dag, hvor sagsøger har fået kendskab til, at den af vurderingsmyndigheden anvendte bebyggelsesprocent på 110 er forkert.
Der er intet holdepunkt for at antage, at sagsøger skulle have indset dette, da man modtog ejendomsvurderingen pr. 1. januar 1996.
Tværtimod er der flere forhold der utvetydigt dokumenterer, at det ikke er tilfældet.
Det har for det første formodningen imod sig, at sagsøger skulle have fået kendskab til, at vurderingen skulle være fejlbehæftet i væsentlig grad (mere end 25 %) for derefter at forholde sig passivt og betale en væsentligt for høj grundskyld i 20 ½ år.
For det andet beror fejlen (det forhold der begrunder genoptagelse) på, at der på Ejendommen er tinglyst en romertalsdeklaration, der indeholder en bebyggelsesplan for Ejendommen, og som fortrænger de bebyggelsesregulerende bestemmelser i den for ejendommen gældende kommuneplanramme.
Det skal her understreges, at fristen skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, først regnes fra det tidspunkt, hvor sagsøger har fået kendskab til, at den anvendte bebyggelsesprocent på 110 fra kommuneplanrammen er forkert, dvs. fra den dag hvor sagsøger har indset, at romertalsdeklarationen skulle lægges til grund ved grundværdiansættelsen af ejendommen i stedet for kommuneplanrammen.
Sagsøgers eventuelle kendskab til den tinglyste romertalsdeklaration, er således ikke ensbetydende med, at sagsøger skulle have opnået kendskab til det forhold, der begrunder en genoptagelse, dvs. at sagsøger skulle have indset, at romertalsdeklarationen skulle have været lagt til grund ved grundværdiansættelsen af ejendommen, hvilket er den afledte effekt af deklarationen i relation til den offentlige grundværdiansættelse.
Det et [sic] altså ikke nok, at sagsøger evt. har fået kendskab til, at der er anvendt en bebyggelsesprocent på 110 ved grundværdiansættelsen. Det er heller ikke nok, at sagsøger evt. har haft kendskab til, at der d. 29. november 1952 er tinglyst en romertalsdeklaration på ejendommen. Fristen regnes først fra den dag, hvor sagsøger indser, at romertalsdeklarationen skal lægges til grund ved ejendomsvurderingen som en offentligretlig byrde iht. vurderingslovens § 13, stk. 2, og dermed fortrænge kommuneplanrammens bestemmelser. Lige netop spørgsmålet omkring romertalsdeklarationers betydning for den offentlige grundværdiansættelse af ejendomme i relation til vurderingslovens § 13, stk. 1 og 2, har udgjort et særligt juridisk kompliceret spørgsmål, som først blev endeligt afklaret ved en Vurderingsankenævnsafgørelse i november 2013, jf. afsnit 5.3.3.
Hvis sagsøgtes og SANSTs opfattelse lægges til grund, dvs. at kundskabstidspunktet er ved modtagelsen af ejendomsvurderingen pr. 1. januar 1996, da medfører det i øvrigt, at fristen for ekstraordinær genoptagelse vil udløbe før fristen for ordinær genoptagelse. Som det ordret fremgår af lovbemærkningerne - jf. gennemgangen ovenfor i afsnit 3 - da omhandler skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3 og 4 de situationer, hvor en vurdering kan genoptages ekstraordinært, dvs. efter udløbet af den ordinære genoptagelsesfrist.
Fristen for genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. januar 1996 udløb d. 1. maj 2000. Sagsøgtes opfattelse - hvorefter 6 måneders fristen skal regnes fra den da, hvor ejendomsejer har modtaget vurderingen hvor den fejlagtige registrering er foretaget første gang - medfører, at fristen for ekstraordinær genoptagelse skulle udløbe i løbet af 1996. Dette er ikke i harmoni med bestemmelsens formål eller samspillet imellem reglerne omkring ordinær og ekstraordinær genoptagelse.
En formålsfortolkning tilsiger således også, at sagsøgtes opfattelse er forkert.
5.3.2 Vurderingsnormen i vurderingslovens § 13, stk. 2
Ved bedømmelsen af hvornår en ejendomsejer har opnået kendskab til, at en grundværdiansættelse er fejlbehæftet, spiller vurderingslovens § 13 en afgørende rolle, idet denne bestemmelse indeholder normen for grundværdiansættelsen i nærværende sag.
Det fremgår af vurderingslovens § 13, stk. 2, at der ved ansættelsen af grundværdien skal tages hensyn til de til grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter.
At der er tinglyst en værdiforringende servitut eller deklaration på en ejendom, er ikke ensbetydende med, at en sådan deklaration skal lægges til grund ved den offentlige ejendomsvurdering af denne iht. vurderingslovens § 13, stk. 2. Der findes flere former for deklarationer og servitutter, som er tinglyst servitutstiftende på ejendomme, og som ud fra et markedssynspunkt forringer ejendommens værdi, men som ikke skal lægges til grund ved den offentlige grundværdiansættelse iht. vurderingslovens § 13, stk. 1 og 2.
Dette skyldes, at det er et krav, at der er tale om en rettighed og byrde af offentligretlig karakter.
Hvorvidt noget har karakter af en offentligretlig byrde kan ikke afgøres ud fra, hvem der er påtaleberettiget.
En kommune kan således sagtens være påtaleberettiget uden at deklarationen eller servitutten har karakter af en offentligretlig byrde.
Som et eksempel på en sådan værdiforringende deklaration, der ikke lægges til grund ved den offentlige grundværdiansættelse iht. vurderingslovens § 13, stk. 2, kan nævnes en hjemfaldsklausul.
En hjemfaldsklausul, også kaldet hjemfaldspligt, er en bestemmelse, der giver den oprindelige sælger af en ejendom, ofte en kommune, ret til at tilbagekøbe ejendommen til en forudbestemt pris eller betingelser, efter en vis periode. Dette er typisk tinglyst på ejendommen og kan påvirke både ejendommens værdi og købers muligheder. En hjemfaldsklausul betyder, at kommunen har ret til at købe ejendommen tilbage på et bestemt tidspunkt, ofte efter mange år, til den oprindelige salgspris plus eventuel bygningserstatning.
Sådanne klausuler var almindelige tilbage i 50’erne og 60’erne i bl.a. Y7-bys kommune, når kommunen frasolgte sine jordarealer, og kan indebære, at kommunen f.eks. i år 2030 kan tilbagekøbe en ejendom til den pris, som kommunen solgte ejendommene for tilbage i 50’erne, dvs. til en markant lavere pris end den nuværende markedspris.
Hjemfaldsklausuler er i praksis og ud fra objektive betragtninger forringende for en ejendoms værdi i handel og vandel - og i nogle tilfælde kan de gøre en ejendom nærmest værdiløs ud fra markedsmæssige betragtninger. Til trods for dette skal der ikke tages højde hjemfaldsklausuler ved den offentlige grundværdiansættelse af en ejendom iht. vurderingslovens § 13, stk. 2, idet de ikke anses for at være en offentligretlig byrde.
Der kan i den sammenhæng henvises til Landsskatterettens kendelse nr. 18596 af 14. august 1989, der er citeret i Juridisk Vejledning afsnit H.A.6.1.5 til og med 2017-2-udgaven og giver udtryk for skattemyndighedernes opfattelse af vurderingslovens § 13, stk. 2, med hensyn til dette spørgsmål.
[…]
Jeg henviser til følgende passus:
"Endelig bemærkede retten, at den på ejendommen tinglyste hjemfaldspligt ifølge fast praksis ikke anses for en offentligretlig byrde, uanset tilbagekøbsdeklarationen hviler på en aftale med en kommune. Vilkårene heri var således påtaget som led i en overdragelsesaftale, hvorunder kommunen optrådte som privatretlig aftalepartner. Uanset størrelsen af den af klageren købesum pr. 1. april 1986, kunne der således ikke ved den offentlige vurdering af grundværdien tages hensyn til, at hjemfaldspligten havde virket trykkende på prisen"
Lige netop spørgsmålet omkring romertalsdeklarationers indvirkning på den offentlige grundværdiansættelse af en ejendom, har udgjort en principiel problemstilling - og et juridisk kompliceret spørgsmål - hvor SKAT i første omgang generelt afviste, at romertalsdeklarationer skulle lægges til grund ved grundværdiansættelsen af ejendomme iht. vurderingsnormgen i vurderingslovens § 13, stk. 2.
At romertalsdeklarationer skulle tillægges betydning ved grundværdiansættelsen af en ejendom iht. vurderingslovens § 13, stk. 2, blev først blev endeligt afklaret ved en Vurderingsankenævnsafgørelse af 5. november 2013.
Fra april 2012 og frem blev der fremsendt en række anmodninger vedr. genoptagelse af grundværdiansættelser. Anmodningerne var alle begrundet i, at det daværende SKAT ved grundværdiansættelsen efter vurderingslovens § 13, skulle anvende de bebyggeregulerende bestemmelser i romertalsdeklarationer fremfor kommuneplanens bebyggeregulerende bestemmelser.
SKAT afviste anmodningerne og fastholdt derfor de oprindelige grundværdiansættelser, idet SKAT var af den opfattelse, at romertalsdeklarationer ikke skulle tillægges betydning ved grundværdiansættelsen af ejendomme iht. vurderingslovens § 13, stk. 2.
Medio 2013 blev vi kontaktet af JJ fra Ankecentret i Y3-by. Vi blev inviteret til et møde med JJ og SKATs daværende (red. tekst 1 udeladt) KO hos SKAT i Y7-by. Baggrunden herfor var den forestående ændring af klagestrukturen på ejendomsvurderingsområdet, som skulle træde i kraft pr. 1. januar 2014.
På mødet, som blev afviklet den 8. august 2013, blev det aftalt, at flere principielle sager, som havde betydning for et større antal ejendomme, kunne fremmes hos hhv. Vurderingsankenævnet og Landsskatteretten.
Ved mailkorrespondance den 9. september 2013 med JJ blev det aftalt, at sagen vedr. Y11-adresse, Y10-postnummer (som omhandlede spørgsmålet omkring, hvorvidt en romertalsdeklaration skulle lægges til grund ved grundværdiansættelsen af ejendommen iht. vurderingslovens § 13, st. 2, skulle fremmes som en prøvesag hos Vurderingsankenævn Y7-by, idet sagen vedrørte et principielt spørgsmål, som har betydning for et større antal sager.
[…]
Den 5. november 2013 traf Vurderingsankenævnet afgørelse i prøvesagen vedr. Y11-adresse. Vurderingsankenævnet gav i sagen medhold i, at romertalsdeklarationer og skødeservitutter i det planretlige hierarki skal indplaceres på niveau med lokalplaner og dermed skal anvendes forud for de bebyggeregulerende bestemmelser i en kommuneplan.
Først efter udfaldet af prøvesagen vedr. Y8-vej, anerkendte SKAT, at romertalsdeklarationerne skulle lægges til grund som en offentligretlig forskrift ved grundværdiansættelsen iht. vurderingslovens § 13, stk. 2.
Det er derfor en umulighed, at sagsøger, som anført af sagsøger SANST, er blevet med fejlen tilbage i 1996, eftersom det først er anerkendt som en vurderingsfejl i november 2013.
Vores kontor blev i årene efter afgørelsen opmærksomme på, at der var flere ejendomme, der havde tinglyste romertalsdeklarationer og som - ifølge den nye praksis - havde forkerte grundværdiansættelser. Det gjorde sig bl.a. gældende for sagsøgers ejendom på Y1-adresse, Y2-postnummer.
Jeg kontaktede på denne baggrund sagsøgers ejendomsadministrator per mail af 6. september 2016 for at gøre opmærksom på, at der med stor grad af sandsynlighed forelå en for høj vurdering af sagsøgers Ejendom. Det er altså først ved min henvendelse af 6. september 2016, at sagsøger bliver gjort opmærksom på, at deres tidligere grundværdiansættelser er ansat på baggrund af de forkerte offentligretlige forskrifter, jf. vurderingslovens § 13, stk. 2.
Efter at have afholdt bestyrelsesmøder herom besluttede sagsøger at gå videre med muligheden, og jeg indsendte genoptagelsesanmodningen ved mit brev af 19. december 2016, dvs. inden for 6 måneder.
For at underbygge, at Y8-vej-sagen netop har karakter af en praksisændring, henvises der til nedenstående uddrag af SANSTs afgørelse […], hvor begrundelsen i VURDSTs afgørelse af 16. november 2021 om afslag på genoptagelse, refereres:
[gengivet ovenfor på side 3-4]
Som det fremgår af begrundelsen i VURDSTs afgørelse, da har VURDST tidligere givet afslag på genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2008 for Ejendommen som følge af praksisændring iht. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4. VURDSTs begrundelse er, det først var med virkning pr. 1. januar 2014, at praksisændringer som følge af Vurderingsankenævnsafgørelser kunne danne grundlag for genoptagelse.
VURDST har således ikke anfægtet, at der de facto var tale om en praksisændring, og det er ubestridt i sagen.
Det var først var ved Vurderingsankenævnets afgørelse af 5. november 2013 at retsstillingen vedr. romertalsdeklarationers betydning for grundværdiansættelsen af en ejendom blev afklaret, og sagsøger kan derfor tidligst have fået kendskab til fejlen omkring den forkerte bebyggelsesprocent i november 2013, hvilket i øvrigt er efter udsendelsen af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2012, som blev udsendt i foråret 2013.
Eftersom denne ikke blev offentliggjort, og da der ikke er udsendt et styresignal, da kan det lægges til grund, at sagsøger ikke har haft kendskab til afgørelsen vedr. Y8-vej.
Ejendommens ejer har i denne sag fået kendskab til fejlen i efteråret 2016, og har umiddelbart herefter d. 19. december 2016 indgivet anmodning om genoptagelse.
5.4 Bevisbyrde
Sagsøger har loyalt i sagen oplyst, at der er opnået kendskab til det forhold der begrunder genoptagelse d. 6. september 2019.
Det gøres gældende, at det er sagsøgte, der skal løfte bevisbyrden for, at sagsøgte skulle have opnået kendskab på et tidligere tidspunkt (hvilket som anført ikke er tilfælde).
Den blotte henvisning til, at sagsøger har modtaget en ejendomsvurdering pr. 1. januar 1996, er ikke nok til at løfte denne bevisbyrde.
Sagsøgte antager i sagen, at sagsøger er blevet gjort bekendt med romertalsdeklarationen i 1996, da sagsøger erhvervede ejendommen. Sagsøger har ikke mulighed for hverken at be- eller afkræfte dette forhold, da det er næsten 30 år siden. Det bemærkes i denne forbindelse, at Skatteforvaltningen har brugt næsten 8 år på at behandle sagsøgers genoptagelsesanmodning, hvilket i sagens natur besværliggør bevisbyrden.
Dette forhold taler for, at det er op til sagsøger at løfte bevisbyrden. Det ikke er sagsøger, der skal dokumentere sit ukendskab 30 år tilbage i tid.
*****
På baggrund af bemærkningerne i nærværende afsnit 5.3 gøres det gældende, at sagsøger ikke havde kendskab til det forhold som begrundende den ekstraordinære genoptagelse mere end 6 måneder at genoptagelsesanmodningen blev indgivet d. 19. december 2016. Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, er derfor iagttaget.
*****
Sammenfattende gøres det gældende, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3 og 5, er opfyldte, og at der således er grundlag for ekstraordinær genoptagelse af grundværdiansættelserne pr. 1. oktober 2012 og frem."
Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:
"…
3. ANBRINGENDER
Til støtte for Skatteministeriets frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at betingelserne i dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 3, jf. stk. 5, ikke er opfyldt. H1 kan derfor ikke få ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2012 og frem ekstraordinært genoptaget.
Reglerne om ekstraordinær genoptagelse fremgår af § 33, stk. 3, i dagældende skatteforvaltningslov (lov- bekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015 med senere ændringer). Det fremgår af bestemmelsen, at:
"Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra en klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, eller af egen drift ekstraordinært genoptage en vurdering efter udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 1, hvis det konstateres, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, jf. stk. 1, eller hvis vurdering ved en fejl ikke er foretaget. Det er en betingelse for genoptagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mindst 15 pct. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages."
Videre fremgår det af dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 5, at:
"Stk. 5. Anmodning om genoptagelse efter stk. 3 og 4 skal indgives til told- og skatteforvaltningen, senest 6 måneder efter at den klageberettigede, jf. § 35 a, stk. 2, har fået kendskab til det forhold, der begrunder en genoptagelse. Anmodninger efter stk. 4 kan dog altid indgives inden for den frist, der er nævnt i stk. 1. Ved anmodning om genoptagelse efter stk. 3 og 4 skal den klageberettigede samtidig over for told- og skatteforvaltningen dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag." (min understregning)
Det er derved en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at genoptagelsesanmodningen er fremsat senest 6 måneder efter, at H1 har fået kendskab til det forhold, der begrunder en genoptagelse.
Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, blev indsat ved lov nr. 925 af 18. september 2012 - der trådte i kraft den 1. januar 2013 - hvorved § 33 blev omformuleret. Hertil bemærkes, at bl.a. følgende fremgår af de specielle bemærkninger til § 33, stk. 1 (lovforslag nr. 198 af 14. august 2012):
“Det foreslås at nyaffatte skatteforvaltningslovens § 33. Forslaget begrundes med, at de eksisterende genoptagelsesregler har vist sig at være udformet på en sådan måde, at genoptagelser kan finde sted i et langt videre omfang, end det har været tilsigtet med bestemmelsen.
(…)
Som nævnt under gennemgangen af gældende ret i lovforslagets almindelige bemærkninger er sondringen mellem genoptagelse og påklage ikke skarp, og realiteten er, at denne flydende grænse giver anledning til genoptagelsessager, der egentlig burde have været behandlet efter reglerne om påklage. Eller med andre ord: Praksis har udviklet sig sådan, at genoptagelsesadgangen er blevet til en ekstra klagemulighed. I stedet for en klagefrist på ¾ år fra vurderingsterminen har man i praksis fået en klagefrist på 3 år og 7 måneder. Dette var ikke hensigten med bestemmelsen."
Ovenstående bemærkninger relaterer sig til bestemmelsen om ordinær genoptagelse, men bemærkningerne viser, at hensigten med lovændringen var at indsnævre mulighederne for genoptagelse.
Videre fremgår det af de specielle bemærkninger til § 33, stk. 5 (lovforslag nr. 198 af 14. august 2012):
"Det er nødvendigt at fastsætte en tidsfrist for indgivelse af anmodninger om ekstraordinær genoptagelse fra borgerne, jf. stk. 5. Denne frist foreslås som hovedregel fastsat til 6 måneder efter det tidspunkt, hvor den pågældende har fået kendskab til de forhold, der begrunder en genoptagelse. Hvis ejeren af en ejendom bliver bekendt med, at en tidligere vurdering er foretaget på et faktisk fejlagtigt grundlag som omhandlet i bestemmelsens stk. 1, kan han således inden for 6 måneder herefter anmode SKAT om en ekstraordinær genoptagelse." (min understregning)
Genoptagelsesanmodningen vedrørende vurderingen pr. 1. oktober 2012 og efterfølgende ansættelser er fremsat den 19. december 2016 […].
Der er den 13. april 1953 tinglyst en romertalsdeklaration på den omhandlede ejendom, dvs. 43 år inden H1 erhvervede ejendommen i 1996. Det fremgår heraf, at der ikke uden magistratens samtykke må bebygges yderligere end den bebyggelse, der fremgår af bebyggelsesplanen […]. På baggrund af bebyggelsesplanen i romertalsdeklarationen kan den faktiske bebyggelsesprocent beregnes til 81 % […].
H1 blev ubestridt bekendt med den tinglyste romertalsdeklaration og den dertilhørende bebyggelsesplan i forbindelse med andelsforeningens erhvervelse af ejendommen i 1996.
Herefter har H1 første gang modtaget en ejendomsvurdering pr. 1. januar 1996, hvor det fremgår, at grundværdien er ansat med en bebyggelsesprocent på 110 % […].
Idet H1s anmodning om ekstraordinær genoptagelse er støttet på oplysninger, der er frem- gået af de fremsendte vurderingsmeddelelser siden 1996 - sammenholdt med, at H1 var bekendt med bebyggelsesplanen i romertalsdeklarationen - skal reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, regnes fra det tidspunkt, hvor den fejlagtige registrering første gang fremgår af vurderingsmeddelelsen, jf. f.eks. SKM2017.274.LSR, SKM2020.389.LSR og Landsskatterettens afgørelser af 22. og 23. september 2020 med j.nr. 14-2822469 og 14-2686269. I begge sidstnævnte sager er der tale om tilfælde nærmest identiske med nærværende sag, hvor der blev anmodet om ekstraordinær genoptagelse på baggrund af romertalsdeklarationer.
Det er ikke, som anført af H1 […], i strid med hverken lovens ordlyd eller lovbemærkninger.
H1s genoptagelsesanmodning er støttet på forhold, foreningen hele tiden har været bekendt med.
Det er ikke hensigten med reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, at adgangen til ekstraordinær genoptagelse skal være nærmest ubegrænset og udelukkende afhængig af en grundejers subjektive vurdering af, hvornår den pågældende opnåede kendskab. Det understøttes også af de ovenfor citerede lovbemærkninger i forhold til ordinær genoptagelse - nemlig at hensigten var at indsnævre mulighederne for genoptagelse.
Da den fejlagtige bebyggelsesprocent på 110 har fremgået af vurderingsmeddelelserne siden i hvert fald 1996, og H1 først har anmodet om genoptagelse den 19. december 2016, er reaktionsfristen på 6 måneder dermed ikke opfyldt.
I den sammenhæng har H1 oplyst, men ikke dokumenteret, at advokat Peter Kruse Lorentzen henvendte sig til foreningen pr. mail den 6. september 2016 […]. På den baggrund gør H1 gældende, at det først var på dette tidspunkt, at foreningen blev gjort opmærksom på, at grundværdiansættelserne muligvis var forkerte. Der er ingen holdepunkter for at antage, at H1s kundskabstidspunkt skal anses for at foreligge på et senere tidspunkt, sådan at reaktionsfristen er overholdt ved genoptagelsesanmodningen den 19. december 2016.
Tilsvarende har den sag fra 2013, som H1 omtaler […], heller ikke nogen sammenhæng med et kundskabstidspunkt i efteråret 2016.
Videre er der heller ikke grundlag for at anføre, at det er vurderingsmyndigheden, der har bevisbyrden for, at en klageberettiget har fået kendskab på et tidligere tidspunkt […]. Det er H1, der anmoder om genoptagelse - det er derfor også H1, der må løfte bevisbyrden for, at reaktionsfristen i dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 5, er opfyldt.
Endvidere fremgår det af de specielle bemærkninger til dagældende skatteforvaltningslovs § 33 (lovforslag nr. 198 af 14. august 2012), at:
"Reglerne om genoptagelse på vurderingsområdet har paralleller til reglerne om genoptagelse på andre områder inden for skattelovgivningen."
I forhold til reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, kan drages en parallel til en tilsvarende regel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., hvorefter der kun kan ske ekstraordinær genoptagelse, hvis den skattepligtige anmoder herom senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne for ordinær genoptagelse.
Efter retspraksis er det udelukket at opnå ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, når genoptagelsesanmodningen er støttet på forhold, som skatteyderen hele tiden har været bekendt med, jf. f.eks. UfR 2003.1986 H, SKM2015.632.VLR og SKM2016.585.VLR.
H1 har siden 1996 været bekendt med, at ejendommen er vurderet ud fra en bebyggelsesprocent på 110. Overført til denne sag betyder det, at H1s anmodning om ekstraordinær genoptagelse er udelukket, også henset til at anmodningen er støttet på forhold, som H1 hele tiden har været bekendt med.
…"
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, at Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra en klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, eller af egen drift ekstraordinært kan genoptage en vurdering efter udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 1, hvis det konstateres, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, jf. stk. 1, eller hvis vurdering ved en fejl ikke er foretaget. Det fremgår videre, at det er en betingelse for genoptagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mindst 15 procent. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages.
Af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, fremgår, at anmodning om genoptagelse efter stk. 3 og 4 skal indgives til told- og skatteforvaltningen, senest 6 måneder efter at den klageberettigede, jf. § 35 a, stk. 2, har fået kendskab til det forhold, der begrunder en genoptagelse, og at den klageberettigede ved anmodning om genoptagelse efter stk. 3 og 4 samtidig over for told- og skatteforvaltningen skal dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag.
Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, blev indsat ved lov nr. 925 af 18. september 2012 om ændring af vurderingsloven og skatteforvaltningsloven, som trådte i kraft den 1. januar 2013. Det fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen (lovforslag nr. L 198 af 14. august 2012) bl.a.:
"Det er nødvendigt at fastsætte en tidsfrist for indgivelse af anmodninger om ekstraordinær genoptagelse fra borgerne, jf. stk. 5. Denne frist foreslås som hovedregel fastsat til 6 måneder efter det tidspunkt, hvor den pågældende har fået kendskab til de forhold, der begrunder en genoptagelse. Hvis ejeren af en ejendom bliver bekendt med, at en tidligere vurdering er foretaget på et faktisk fejlagtigt grundlag som omhandlet i bestemmelsens stk. 1, kan han således inden for 6 måneder herefter anmode SKAT om en ekstraordinær genoptagelse."
Det kan som ubestridt lægges til grund, at vurderingerne for de omhandlede vurderingsår 2012 og frem er foretaget på et fejlagtigt grundlag, og at genoptagelse af de foretagne vurderinger for de pågældende vurderingsår vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mindst 15 procent.
Retten skal herefter alene tage stilling til, hvorvidt betingelsen i lovens § 33, stk. 5, om, at anmodning om genoptagelse skal indgives senest 6 måneder efter, at den klageberettigede har fået kendskab til det forhold, der begrunder en genoptagelse, er opfyldt.
Anmodningen om genoptagelse er i den konkrete sag indgivet til skattemyndighederne den 19. december 2016. Det afgørende er herefter, om H1 har fået kendskab til det forhold, der begrunder genoptagelsen, forud for den 19. juni 2016.
De faktiske forhold, der begrunder genoptagelsen, beror dels på eksistensen af en romertalsdeklaration, som har været tinglyst på ejendommen mange år forud for andelsboligforeningens erhvervelse af den pågældende ejendom, og som har betydning for bebyggelsesprocenten, og dels på indholdet af de ejendomsvurderingsmeddelelser, som andelsboligforeningen har modtaget siden erhvervelsen af ejendommen i 1996.
Retten må således lægge til grund, at andelsboligforeningen i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen har været bekendt med det, der var tinglyst på ejendommens blad i tingbogen, og at andelsboligforeningen årligt herefter, dvs. fra 1996 og fremefter, har modtaget en ejendomsvurderingsmeddelelse, hvoraf fremgår bl.a., at grundværdien er ansat med en bebyggelsesprocent på 110 %.
Retten finder på denne baggrund, at andelsboligforeningens anmodning om ekstraordinær genoptagelse udelukkende er støttet på forhold, som andelsboligforeningen hele tiden havde muligheden for at gøre sig bekendt med. Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, skal under disse omstændigheder regnes fra det tidspunkt, hvor den fejlagtige registrering første gang fremgik af ejendomsvurderingsmeddelelsen.
H1 har herefter ved en anmodning fremsendt den 19. december 2016 ikke reageret inden for 6-måneders fristen, hvorfor retten tager Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.
T H I K E N D E S F O R R E T:
Skatteministeriet frifindes.