Skattestyrelsen har truffet afgørelse for H1 ApS under konkurs om forhøjelse af selskabets momstilsvar med 7.535.747 kr. for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2019 og forhøjelse af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 med 31.288.332 kr. Derudover har Skattestyrelsen truffet afgørelse om forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2020 med 35.831.953 kr.

A har den 2. oktober 2024 klaget over afgørelserne for H1 ApS under konkurs.

Landsskatteretten afviser at behandle klagen fra A, idet klageren ikke anses at være klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, 1. pkt.

Faktiske oplysninger
H1 ApS med CVR-nr. […] blev stiftet den 8. juli 2014. H1 ApS under konkurs var indtil den 9. juni 2020 ejet af B, og hun var herudover direktør for selskabet indtil samme dato.

Den 9. juni 2020 indtrådte A via H2 ApS som reel ejer og direktør i H1 ApS. Skattestyrelsen har oplyst, at Skattestyrelsen i forbindelse med behandling af sagen har modtaget en overdragelsesaftale, hvoraf det fremgår, at ejerskabet af H1 ApS overdrages af B til H2 ApS ejet af A med tilbagevirkende kraft til den 1. januar 2020. Bs og As repræsentant har i forbindelse med behandlingen af deres personlige skattesager oplyst til Skattestyrelsen, at A tidligere hed "[…]" til efternavn.

Ved konkursdekret den 26. januar 2023 blev H1 ApS taget under konkurs af Retten i […].

Ved e-mail af 27. september 2024 oplyste ad hoc kurator, at boet ikke ønsker at påklage Skattestyrelsens afgørelser af 3. juli 2024. Klagefristen var den 3. oktober 2024. Der er ikke indgivet en klage på vegne af H1 ApS under konkurs fra ad hoc kuratoren.

B og A har den 4. oktober 2023 klaget over de respektive afgørelser om deres personlige skatteansættelser, hvori de er blevet beskattet af maskeret udbytte fra H1 ApS. 

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har i afgørelserne af 3. juli 2024 for H1 ApS under konkurs forhøjet selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 med 31.288.332 kr. og forhøjet selskabets momstilsvar med 7.535.747 kr. for perioderne 1. januar 2019 til 31. december 2019. Derudover har Skattestyrelsen forhøjet H1 ApS under konkurs’ skattepligtige indkomst for indkomståret 2020 med 35.831.953 kr.

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at H1 ApS under konkurs’ skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 nedsættes med 31.288.332 kr., og momstilsvaret for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2019 nedsættes med 7.535.747,14 kr.

Klagerens repræsentant har samtidig gjort gældende, at klageren er berettiget til at klage over Skattestyrelsens afgørelse af 3. juli 2024 for H1 ApS under konkurs.

Til støtte for synspunktet om klageberettigelse er bl.a. anført:

"…
På vegne af A og B påklager R1 Advokatfirma Skattestyrelsens afgørelse af den 3. juli 2024 vedrørende H1 ApS’ skatteansættelse for indkomståret 2020, jf. Bilag 1. 

Om B og As klageberettigelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2 henvises til afsnit 3.2.

(…)

3.2  Formelt - Klageberettigelse

Det gøres gældende, at A og B skal anses som klageberettigede i relation til de gennemførte forhøjelser af H1 ApS, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, der har følgende ordlyd:

"En klage kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. Klage omfattet af § 6, stk. 1, kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre, der over for stat eller kommune hæfter for skatter, der opkræves på grundlag af den pågældende ejendomsvurdering." (vores understregning)

Til støtte herfor henvises til Landsskatterettens ikke offentliggjorte afgørelse af den 21. september 2018 (LSR’s sagsnr. 18-0000632), hvor Landsskatteretten afviste at realitetsbehandle en af hovedanpartshaverne indgiven klage over SKATs forhøjelser af et ophørt selskabs skattepligtige indkomst, idet Landsskatteretten ikke fandt, at klagerne var klageberettigede i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2.

Landsskatteretten anførte i den forbindelse følgende:

"Den påklagede afgørelse vedrører [Selskabets] forhold. Klagerne anses som tidligere aktionærer i selskabet at have en indirekte afledet interesse i afgørelsen, jf. SKM2008.166.ØLR og SKM2011.449.LSR. 

Landsskatteretten finder det på den baggrund ikke godtgjort, at klagerne har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. 

Da klagerne herefter ikke kan anses som klageberettigede i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, afvises klagen." 

Afgørelsen blev indbragt for Retten i […] og blev henvist til 1. instansbehandling hos Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226. Skatteministeriet nedlagde indledningsvist påstand om frifindelse, men tog efterfølgende bekræftende til genmæle, idet Skatteministeriet fandt, at hovedanpartshaverne skulle anses for klageberettigede, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2.

Selvom sagen var af principiel karakter og blev henvist til 1. instansbehandling hos Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, er dommen ikke blev offentliggjort af Skatteministeriet, hvorfor Østre Landsrets dom fremlægges i anonymiseret form som Bilag 6. 

Af dommen fremgår følgende:

"THI KENDES FOR RET: 

Skatteministeriet skal anerkende, at [S1] og [S2] er klageberettigede i sagen vedrørende [Selskab], således at deres klage af 31. januar 2018 over SKATs afgørelse af 29. november 2018 vedrørende Selskab hjemvises til realitetsbehandling hos Skatteankestyrelsen." 

Det gøres i denne sag på tilsvarende måde gældende, at B og A er klageberettigede, da de har en direkte, væsentlig og individuel interesse i at få prøvet Skattestyrelsens afgørelser af den 3. juli 2024 for H1 ApS, da afgørelserne i vidt omfang baserer sig på samme faktum og spørgsmål, der gør sig gældende i B og As klagesager, jf. Bilag 3 og Bilag 4.

Såfremt Landsskatteretten måtte finde, at forhøjelserne af H1 ApS’ skattepligtige indkomst og momstilsvar var helt eller delvist uberettigede, så vil det alt andet lige have en væsentlig betydning for B og As klagesager, hvor de er blevet udbyttebeskattet af dispositionerne.

Ydermere understøttes B og As klageberettigelse af, at selskabets kurator af egen drift har sendt Skattestyrelsens agterskrivelser og afgørelser for H1 ApS til B og As bemærkninger, ligesom ad hoc kuratoren har fundet, at Skattestyrelsens afgørelse er behæftet med fejl, jf. Bilag 5.

Af e-mail af den 9. maj 2023 er angivet følgende:

"Såfremt der senere måtte være behov for behandling af en klagesag mv., vil konkursboet ej heller stå i vejen for, at I udøver partsbeføjelser i sagen, så længe boet holdes skadesløs."
(vores understregning)

Videre fremgår af e-mail af den 12. maj 2023 følgende:

"Konkursboet vil naturligvis ikke stå i vejen for, at B og A kan varetage deres interesser." 

Det forhold, at boet i medfør af korrespondancen er indforstået med, at B og A for egen regning og risiko påklager afgørelserne for H1 ApS, taler ligeledes for, at B og A har den fornødne interesse i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2.

Boets kreditorer - repræsenteret ved kuratorerne - ses ej heller at have gjort indsigelse mod, at afgørelserne påklages af B og A, hvorfor der ikke er noget relevant hensyn til andre, der taler imod, at B og A skal tillades at påklage afgørelserne for H1 ApS.

Det forhold, at ad hoc kuratoren selv har konstateret fejl, men desuagtet ikke har valgt at påklage afgørelserne taler ligeledes herfor.

Afslutningsvist støttes B og As klageberettigelse af, at de er uenige i Skattestyrelsens udlægning og beskrivelse af sagens faktum, der i vidt omfang relaterer sig til forhold involverende B og A, hvorfor de naturligvis har en væsentlig interesse i at påklage dette.
…"

Landsskatterettens afgørelse
Sagen angår, om klageren efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, 1 pkt., er berettiget til at klage over Skattestyrelsens afgørelse for H1 ApS under konkurs.

Retsgrundlaget
Af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, 1 pkt., fremgår:

"En klage kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. Klage omfattet af § 6, stk. 1, kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre, der over for stat eller kommune hæfter for skatter, der opkræves på grundlag af den pågældende ejendomsvurdering. "

I Østre Landsrets dom af 6. februar 2008, offentliggjort i SKM2008.166.ØLR, var et selskab under konkurs og en tidligere direktør havde klaget over selskabets skatteansættelser for 2001 og 2002 til Landsskatteretten. Direktøren havde også klaget over afgørelsen for sin personlige skatteansættelse. Landsretten fandt, at direktøren ikke var berørt af afgørelsen, der var truffet for selskabet, og han derfor ikke var berettiget til at klage over den. Landsretten henviste til, at direktøren ikke var afskåret fra at anfægte bedømmelsen af afgørelsen truffet overfor selskabet under behandlingen af klagesagen vedrørende hans personlige skatteansættelse.

I dom af 25. oktober 2021, offentliggjort i SKM2021.619.ØLR, fandt Østre Landsret, at et udbyttemodtagende udenlandsk selskab ikke var berettiget til at klage til Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, over afgørelsen for et dansk udbytteudbetalende selskab om, at det danske selskab hæftede for manglende indeholdelse af udbytteskat. Østre Landsret bemærkede, at parterne var enige om, at SKAT ikke kunne opkræve den muligt ubetalte udbytteskat direkte hos udbyttemodtageren, men kun kunne foretage sådan opkrævning direkte hos udlodderen af udbytte. SKATs afgørelse havde derfor ikke automatisk eller direkte skattemæssig betydning for udbyttemodtageren. Det forhold, at der kunne blive rejst et regreskrav mod udbyttemodtageren, ændrede ikke herpå, fordi dette krav ikke ville være skatteretligt funderet. SKATs afgørelse kunne derfor kun få økonomiske konsekvenser af indirekte karakter for udbyttemodtageren.

I Østre Landsrets dom af 25. januar 2021 med sagsnummer BS-41667/2019-OLR, havde sagsøgerne nedlagt påstand om at været berettiget til at klage over SKATs afgørelse for et selskab, og at sagen skulle hjemvises til realitetsbehandling. Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle. Denne dom fra Østre Landsret af 25. januar 2021 er omtalt i den ovenfor nævnte Østre Landsrets dom af 25. oktober 2021, offentliggjort i SKM 2021.619.ØLR, og her er landsrettens dom i denne sag bl.a. omtalt således:

"Sagsøgeren har henvist til en ikke-offentliggjort landsskatteretsafgørelse af 21. september 2018, hvor Landsskatteretten fandt, at de tidligere aktionærer i et opløst selskab ikke var klageberettigede i relation til en afgørelse om forhøjelse af det opløste selskabs indkomst, samt til Østre Landsrets dom af 25. januar 2021, hvoraf det fremgår, at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for aktionærernes påstand om, at de var klageberettigede i forhold til afgørelsen.

Som også anført ovenfor beror det på en konkret vurdering, om en person har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i påklaget afgørelse, og der er afgørende forskelle i de faktuelle omstændigheder mellem nærværende sag og den sag, hvor ministeriet tog bekræftende til genmæle. Herunder var der i sidstnævnte sag truffet afgørelse over for det opløste selskab vedrørende selskabsskat, og der var mod de tidligere ejere af selskabet rejst krav om betaling af skattekravet i medfør af selskabsskattelovens § 33. Sagsøgeren hæfter derimod netop ikke for det krav på indeholdt udbytteskat, som er rejst ved afgørelsen over Selskabet."

Af Retten i […]s dom af 10. januar 2025 (anket), offentliggjort i SKM2025.53.BR, fremgår bl.a. følgende:

"…
Retten finder det ikke godtgjort, at afgørelsen af 29. oktober 2019 vedrørende G1-virksomhed's skatteforhold har automatisk eller direkte skattemæssig betydning for A, og A's interesse i sagen som følge af, at der er anlagt en sag mod ham om ledelsesansvar, må anses for værende en afledet økonomisk interesse. Retten lægger herved vægt på, at et eventuelt krav i ledelsesansvarssagen er et erstatningsretligt krav, og ikke et skattemæssigt funderet krav, ligesom A under ledelsesansvarssagen ikke er afskåret fra at anfægte rigtigheden af Skattestyrelsens afgørelse vedrørende skatteansættelsen i G1-virksomhed.

På denne baggrund finder retten det ikke godtgjort, at A har en sådan væsentlig, direkte og individuel interesse i Skattestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2019, at han er klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2.

Det kan ikke føre til et andet resultat, at Skattestyrelsen i forbindelse med behandlingen af klagesagen ikke anfægtede A's klageberettigelse, og at Skattestyrelsen anbefalede, at selskabets klagesag blev sambehandlet med A's klagesag.
…"

I Landsskatterettens afgørelse af 21. januar 2022, offentliggjort i SKM2022.181.LSR, var et selskab under konkursbehandling, og konkursboet ville ikke indtræde i klagesagen. Hovedanpartshaveren ønskede at opretholde klagen for egen regning og risiko, og kuratoren var indstillet på dette, hvis sagen blev videreført på vegne af konkursboet i overensstemmelse med princippet i konkurslovens § 137. Landsskatteretten henviste til, at Landsskatteretten i SKM2017.590.LSR har afvist, at konkurslovens § 137 finder anvendelse på videreførelse af klager over skatteforvaltningens afgørelser i de tilfælde, hvor konkursboet ikke ønsker at opretholde klagen. Landsskatteretten fandt, at den påklagede afgørelse kun vedrørte selskabets forpligtelser, og at hovedanpartshaveren ikke havde godtgjort, at hun havde en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i afgørelsen for selskabet. Retten henså også til, at hovedanpartshaverens interesse i afledte konsekvenser for hende kunne varetages ved indsigelse mod hendes personlige skatteansættelse. Landsskatteretten afviste klagen, idet hovedanpartshaveren ikke var klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2.

I Landsskatterettens afgørelse af 4. oktober 2017, offentliggjort i SKM2017.590.LSR, havde likvidator indgivet en klage over afgørelsen for et selskab, der efterfølgende kom under konkursbehandling. Konkursboet ønskede ikke at indtræde i klagesagen, men en kreditor ønskede dette. Landsskatteretten fandt, at konkurslovens § 137 ikke finder anvendelse på videreførelse af klager over SKATs afgørelser i tilfælde, hvor konkursboet ikke ønsker at opretholde klagen. Landsskatteretten fandt, at kreditoren ikke kunne videreføre sagen, og afviste klagen.

I afgørelse af 13. maj 2011, offentliggjort i SKM2011.449.LSR, fandt Landsskatteretten, at en hovedanpartshaver i et selskab, der var opløst efter konkurs, ikke var berettiget til at klage over selskabets skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens dagældende § 40, stk. 1. Hovedanpartshaverens interesse i at kunne påklage afgørelsen blev anset for at være afledet og indirekte. Retten anførte bl.a., at hovedanpartshaverens interesse blev varetaget ved indsigelse mod hans personlige skatteansættelse, og at han ved behandlingen af et eventuelt hæftelses- og strafansvar havde mulighed for at komme med de indsigelser, han havde mod SKATs afgørelse om selskabets skatteansættelse.

I almen forvaltningsret er det også fast antaget, at en kapitalejer som udgangspunkt og ikke alene i kraft af at være kapitalejer kan anses for part eller klageberettiget i forhold til det selskab, vedkommende ejer kapitalandele i. Der fremgår f.eks. følgende om partsbegrebet af Folketingets Ombudsmands Myndighedsguide overblik #3 (https://www.ombudsmanden.dk/find-viden/myndighedsguiden/generel-forvaltningsret/3-partsbegrebet):

"6.2 Juridiske personer
En juridisk person, som f.eks. et aktieselskab, kan være adressat for en afgørelse. I så fald er den juridiske person part i afgørelsessagen. Den juridiske persons partsbeføjelser udøves af de personer, der har fuldmagt til at handle på vegne af den juridiske person.

Fysiske personer, herunder f.eks. nuværende eller tidligere medlemmer af ejerkredsen eller ledelsen i et selskab, kan efter omstændighederne have selvstændig partsstatus i selskabets sag. Om det er tilfældet, afhænger af en konkret vurdering af, om de pågældende har en væsentlig, individuel og retlig interesse i sagens udfald. Det vil være undtagelsen, at medlemmer af ejerkredsen har en så væsentlig og direkte interesse i sagens udfald, at de kan betragtes som parter. Det samme gælder for medlemmer af selskabets ledelse."

Folketingets Ombudsmand har senest i sin udtalelse af 2. oktober 2024 i sag nr. 23/00789 bl.a. anført følgende konkret vedrørende klageberettigelse efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2 (https://www.ombudsmanden.dk/arbejdsomraader/skatteomraadet/afsluttede-sager-paa-skatteomraadet): 

"…
A’s klageberettigelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, skal afgøres ud fra en vurdering af, om A har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i Skattestyrelsens afgørelse af 27. april 2021, jf. herved pkt. 2.1-2.2 ovenfor.

Skattestyrelsens afgørelse af 27. april 2021 er stilet til B og ikke til andre. Det er derfor som udgangspunkt alene B, der er berettiget til at klage over afgørelsen.

Spørgsmålet er herefter, om A’s interesse i Skattestyrelsens afgørelse på trods heraf er så tilstrækkelig væsentlig, direkte og individuel, at A må anses for part.

Som anført under pkt. 2.2 ovenfor er det som udgangspunkt kun den, der bliver direkte berørt af en afgørelse, der er part i sagen. Ejeren af et selskab har som udgangspunkt ikke en så væsentlig og direkte interesse i udfaldet af selskabets sag, at ejeren kan betragtes som part i forhold til en afgørelse vedrørende selskabet. A kan på den baggrund som udgangspunkt ikke anses for klageberettiget, alene fordi A ejede B.

Landsskatteretten har ved afgørelsen af 7. november 2022 vurderet, at Skattestyrelsens afgørelse af 27. april 2021 ikke har automatisk eller direkte skattemæssig betydning for A, og at selskabet alene har en afledet interesse i afgørelsen. Landsskatteretten har til støtte for sin vurdering henvist til SKM2021.619.ØLR. I udtalelsen af 12. januar 2024 har Landsskatteretten anført, at retten har tillagt landsretsafgørelsen betydning, idet afgørelsen efter rettens opfattelse har taget stilling til en udbyttemodtagers klageberettigelse i en situation, der er sammenlignelig med denne sag.

Ligesom Landsskatteretten finder jeg, at Skattestyrelsens afgørelse af 27. april 2021 alene fastlægger B’s retsstilling i henhold til kildeskatteloven. Efter min opfattelse vil en eventuel ændring af Landsskatterettens afgørelse således ikke have direkte retsvirkninger over for A, men alene kunne have betydning for en senere afgørelse i forhold til dette selskab.

Jeg er endvidere enig med Landsskatteretten i, at praksis om klageberettigelse i en sag som den foreliggende må afgøres i overensstemmelse med SKM2021.619.ØLR.

På den baggrund er jeg enig med Landsskatteretten i, at A ikke er berettiget til at klage over Skattestyrelsens afgørelse af 27. april 2021, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2. Jeg mener derfor, det var med rette, at Landsskatteretten ved afgørelsen af 7. november 2022 afviste A’s klage.
…"

Landsskatterettens begrundelse og resultat
Landsskatteretten lægger i overensstemmelse med det oplyste til grund, at klageren har påklaget afgørelserne af 3. juli 2024 for H1 ApS under konkurs på egne vegne i sin egenskab af kapitalejer og tidligere ledelse for selskabet.

Repræsentanten har således særligt henvist til Østre Landsrets dom af 25. januar 2021 i sagen BS-41667/2019-OLR vedrørende klageberettigelse for to tidligere hovedanpartshavere. Repræsentanten har også fremhævet, at konkursboet er indforstået med, at klageren for egen regning og risiko påklager afgørelserne for H1 ApS under konkurs.

Som det klare udgangspunkt har en ejer og leder af et selskab ikke en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i en afgørelse vedrørende selskabet. Der kan herved henvises til f.eks. dommen i SKM2008.166.ØLR, hvor landsretten fandt, at en tidligere direktør i et selskab under konkurs ikke var berettiget til at klage over en afgørelse truffet for selskabet, da direktøren ikke var berørt af afgørelsen, såvel som afgørelsen i SKM2022.181.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at en eneanpartshaver ikke var berettiget til at klage over en afgørelse for et selskab under konkurs, fordi eneanpartshaverens interesse måtte anses som afledt og indirekte.

Afgørelserne af 3. juli 2024 vedrører H1 ApS under konkurs’ skatte- og momsmæssige forhold og forpligtelser, og afgørelserne angår ikke og har ikke umiddelbare konsekvenser for klagerens egne skattemæssige forhold eller forpligtelser. Afgørelserne af 3. juli 2024 for H1 ApS under konkurs fastlægger således ikke klagerens skattemæssige retstilling, og klagerens interesse i afgørelserne for H1 ApS under konkurs er dermed afledet og indirekte, ligesom afgørelserne i den sammenhæng ikke har en automatisk eller umiddelbar påvirkning eller betydning for klagerens retsstilling i skattemæssig henseende. Klageren har da også på sædvanlig vis mulighed for at udøve partsbeføjelser og varetage sine egne interesser i skattemæssig henseende under behandlingen af klagesagen vedrørende klagerens personlige skatteansættelser.

For så vidt angår Østre Landsrets dom af 25. januar 2021 i sagen BS-41667/2019-OLR, bemærker Landsskatteretten, at situationen i sagen for landsretten ikke er sammenlignelig med nærværende situation. I sagen for landsretten var der således tale om, at ejerne af selskabet hæftede direkte for selskabets skatter efter en særbestemmelse herom i selskabsskattelovens § 33, og der var rejst krav over for ejerne om betaling af selskabets skatter, ligesom ejerne samtidig også var mødt med erstatningskrav vedrørende selskabet på andet grundlag. Sådanne særlige forhold og omstændigheder foreligger ikke tilsvarende i nærværende situation, og situationerne adskiller sig på den måde afgørende fra hinanden.

Der foreligger således ikke her en sådan særlig sammenhæng mellem H1 ApS under konkurs’ skatte- og momsmæssige forhold og klagerens egne skattemæssige forhold, der indirekte udgør en tilstrækkelig kvalificeret og væsentlig retlig interesse for klageren til på dette grundlag at kunne anses for klageberettiget i forhold til afgørelserne for H1 ApS under konkurs. Nærværende situation ses snarere at være identisk med den typiske situation i forhold til bedømmelsen af interessen for ejere og/eller ledelse af selskaber i forvaltningsafgørelser vedrørende selskaber, jf. f.eks. dommene i SKM2008.166.ØLR, SKM2021.619.ØLR og SKM2025.53.BR.

Det forhold, at konkursboet måtte være indforstået med, at klageren for egen regning og risiko påklager afgørelserne for H1 ApS under konkurs, påvirker ikke bedømmelsen af klagerens interesse, og det udgør heller ikke i sig selv en sådan særlig sammenhæng mellem H1 ApS under konkurs’ skatte- og momsmæssige forhold og klagerens egne skattemæssige forhold, at det udgør en tilstrækkelig kvalificeret og væsentlig retlig interesse for klageren til at kunne anses for klageberettiget i forhold til afgørelserne for H1 ApS under konkurs. Der kan herved også henvises til f.eks. afgørelsen i SKM2022.181.LSR, hvor en hovedaktionær hverken efter konkurslovens § 137 eller princippet i konkurslovens § 137 kunne indtræde i klagesagen for et selskab under konkurs, hvor konkursboet efter selskabet ikke ønskede at indtræde i klagesagen ved Landsskatteretten, ligesom hovedaktionæren ikke selv kunne anses for klageberettiget i forhold til afgørelsen for selskabet under konkurs. 

Landsskatteretten finder på baggrund heraf, at klageren ikke har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i Skattestyrelsens afgørelser af 3. juli 2024 for H1 ApS under konkurs, og klageren er derfor ikke klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, 1 pkt., i forhold til disse afgørelser.

Landsskatteretten afviser derfor klagen.