Spørgsmål 

1. Kan det bekræftes, at hvis Spørger tilvælger og modtager erstatning efter den skematiske model i §§ 4-10 i bekendtgørelse nr. 2463 af 11. december 2021 ("Nedlukningsbekendtgørelsen"), og Spørger i den forbindelse udtager alle minkvirksomhedens anlægsaktiver efter bekendtgørelsens § 20, stk. 3, skal Spørger ikke ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst henføre nogen del af den samlede erstatning efter den skematiske model til de nævnte anlægsaktiver?
2. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, kan det da bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til de udtagne driftsmidler, ikke skal fradrages ved opgørelse af Spørgers driftsmiddelsaldo efter afskrivningslovens § 5, stk. 2, og at denne del af erstatningen dermed er skattefri?
3. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, kan det da bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til de udtagne bygninger og installationer, ikke omfattes af afskrivningslovens regler?
4. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, kan det da bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til udtagne bygninger og installationer, ikke omfattes af ejendomsavancebeskatningslovens regler?
5. Hvis spørgsmål 3 og 4 besvares bekræftende, kan det da bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til udtagne  bygninger og installationer, er skattefri?

Svar

1. Nej
2. Nej
3. Nej
4. Nej
5. Bortfalder

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har drevet en minkvirksomhed, der bestod af en række bygninger (minkhaller), installationer, produktionsanlæg, driftsmidler samt minkbesætning. Minkbesætningen var i 2020 før aflivningen på samlet 10.830 mink fordelt på 1.800 avlstæver og 9.030 hvalpe (inkl. hanner). Minkvirksomhedens nettoomsætning i 2019 var på ca. 2 mio. kr. Udover minkvirksomheden drev Spørger bl.a. virksomhed med opdræt af slagtesvin.

I forlængelse af, at regeringen den 4. november 2020 traf beslutning om aflivning af alle danske mink, blev Spørgers minkbesætning aflivet.

I forlængelse heraf blev der den 25. januar 2021 indgået et politisk forlig om erstatning til bl.a. minkavlerne ("Aftalen"). På denne baggrund blev lovgrundlaget for aflivningen og udbetaling af erstatning etableret med vedtagelsen af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink ("Loven"). Denne lov indeholder i § 8, stk. 3, en bemyndigelse til, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om fuldstændig erstatning og kompensation til bl.a. de danske minkavlere. Denne bemyndigelse er udnyttet med bekendtgørelse nr. 2463 af 11. december 2021 ("Nedlukningsbekendtgørelsen").

Loven indeholder et forbud mod hold af mink, der gælder frem til og med den 31. december 2021, der ved senere lovændring er forlænget til 31. december 2022.

I Nedlukningsbekendtgørelsen er der fastsat regler om, at minkavlere, der ansøger herom, kan modtage "fuldstændig erstatning og kompensation" for minkvirksomhedens aktiver under forudsætning af, at staten erhverver ret over de aktiver, der ydes erstatning eller kompensation for. Dette indebærer ifølge Nedlukningsbekendtgørelsen, at minkvirksomheden nedlukkes permanent i perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2030, og at staten erhverver ret til løsøre og bygninger.

Minkavlere, der vælger at nedlukke permanent, kan vælge mellem erstatning efter en skematisk model eller erstatning efter almindelige ekspropriationsretlige principper. Hvis en minkavler vælger erstatning efter almindelige ekspropriationsretlige principper, fastsætter en erstatnings- og taksationskommission erstatningen efter en samlet vurdering af værdien opgjort efter de principper, der gælder for opgørelse af ekspropriationserstatning.

Vælges i stedet erstatning efter den skematiske model, gælder i hovedtræk følgende:

• Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind fastsættes som de estimerede fremtidige indtægter pr. produceret minkskind fratrukket de estimerede årlige omkostninger (før afskrivninger, renter og skat) pr. produceret minkskind ganget med det estimerede antal årligt producerede minkskind for en 9-årig periode. Den opgjorte erstatning tilbagediskonteres for en 8,5-årig periode med en årlig diskonteringsfaktor på 5,14%. 
• Der fastsættes erstatning for anlægsaktiver tilhørende minkvirksomheden den 4. november 2020. Erstatningen fastsættes pr. 31. december 2029 på grundlag af aktivernes restværdi den 4. november 2020 afskrevet lineært over aktivets estimerede restlevetid. Restværdien pr. 31. december 2029 forskydes til den 31. december 2030 og tilbagediskonteres herefter fra den 30. juni 2030 til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig diskonteringsfaktor på 5,14%. Erstatnings- og taksationskommissionen vurderer et anlægsaktivs restværdi og restlevetid ud fra en konkret vurdering af det enkelte aktivs stand og i henhold til standardværdier fastlagt af kommissionerne. 
• Værdien af virksomhedens avlsdyr den 31. december 2029 opgøres separat som en del af værdien af anlægsaktiver og erstattes som den tilbagediskonterede værdi fra 30. juni 2030 til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig diskonteringsfaktor på 5,14%. 
• Erstatning omfatter ikke værdien af jord.
• Tildeling og udbetaling af erstatning sker med vilkår om, at staten erhverver den fulde ret over de aktiver eller den virksomhed, der bliver ydet erstatning for.
• Minkvirksomheder kan ansøge om, at erstatnings- og taksationskommissionen træffer afgørelse om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver mod, at de pågældende aktivers realiserede salgsværdi, dog mindst den aktuelle markedsværdi af aktivet, fradrages i opgørelsen af erstatningen. Det gælder særligt for staldbygninger og/eller bure, at hvis staten ikke erhverver ret hertil, skal det fastsættes som vilkår, at der tinglyses en deklaration på ejendommen, hvorefter der for den angivne periode ikke kan drives minkproduktion og pelseri på ejendommen.

Spørger valgte at udnytte retten til kompensation via den skematiske model og anmodede om kompensation i henhold til Nedlukningsbekendtgørelsen.

Erstatnings- og taksationskommissionen har på tidspunktet for denne anmodning endnu ikke truffet afgørelse i sagen, men Skattestyrelsen kan lægge tallene i ansøgningsskemaet samt det nedenfor beskrevne til grund for det bindende svar.

Ifølge ansøgningsskemaet er Spørgers erstatning og kompensation for "Bygninger, maskiner og andet driftsmateriel" opgjort til DKK 3.862.230. Dette beløb udgøres af såvel bygninger inkl. installationer samt driftsanlæg.

Bygningernes restværdi pr. 4. november 2020 udgør DKK 11.538.458, og restværdien pr. 31. december 2029 udgør DKK 4.562.383. Den tilbagediskonterede værdi udgør DKK 2.979.641, hvilket er det beløb, Spørger har anmodet om at blive tilkendt i erstatning/kompensation for bygningerne.

For så vidt angår driftsanlæg, er restværdien pr. 4. november 2020 DKK 3.729.479, og restværdien pr. 31. december 2029 udgør DKK 1.351.407. Den tilbagediskonterede værdi udgør DKK 882.589, hvilket er det beløb, som Spørger har anmodet om at blive tilkendt i erstatning/kompensation.

Spørger indgiver snarest en indikativ tilkendegivelse om, at han ønsker at udtage alle minkvirksomhedens anlægsaktiver og ønsker som følge heraf at opnå sikkerhed for konsekvenserne af at udtage samtlige driftsmidler, bygninger og installationer i sin minkvirksomhed efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 3.

Spørger har oplyst, at det kan lægges til grund, at alle anlægsaktiver er anvendt 100% erhvervsmæssigt i Spørgers minkvirksomhed.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Ad. Spørgsmål 1: Kan det bekræftes, at hvis Spørger tilvælger og modtager erstatning efter den skematiske model i §§ 4-10 i bekendtgørelse nr. 2463 af 11. december 2021 ("Nedlukningsbekendtgørelsen"), og Spørger i den forbindelse udtager alle minkvirksomhedens anlægsaktiver efter bekendtgørelsens § 20, stk. 3, skal Spørger ikke ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst henføre nogen del af den samlede erstatning efter den skematiske model til de nævnte anlægsaktiver?

Når Spørger vælger erstatning efter den skematiske model, er det vores opfattelse, at den erstatning og kompensation, der efter Nedlukningsbekendtgørelsens bestemmelser fastsættes for det enkelte aktiv/element, skal anses for erstatning for det pågældende aktiv/element i skattemæssig henseende. Erstatning og kompensation, der fastsættes for anlægsaktiver, jf. Nedlukningsbekendtgørelsens § 5, er således den konkret fastsatte erstatning for anlægsaktiver, mens den erstatning og kompensation, der fastsættes efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 4, er den konkret fastsatte erstatning for tabt fremtidig indtjening. Da erstatningssummer skattemæssigt skal behandles som det, der erstattes, skal erstatning og kompensation fastsat efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 5 skattemæssigt anses som en afståelsessum for anlægsaktiver, mens erstatning og kompensation fastsat efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 4 skattemæssigt skal behandles som erstatning for tabt fremtidig indtjening.

Skatterådet har i tre bindende svar (SKM2024.376.SR. SKM2024.377.SR og SKM2024.378.SR) fundet, at erstatning og kompensation efter de forskellige bestemmelser i Nedlukningsbekendtgørelsen skal lægges sammen og anses for en samlet erstatning efter en “modificeret DCF-model". Den samlede erstatning skal ifølge de bindende svar fordeles på aktivtyper med udgangspunkt i de såkaldte takserede værdier, hvorved erstatning for tabt indtjeningsgrundlag opgøres som en residual (den del af den samlede erstatning, der ikke er henført til andre aktiver efter takserede værdier mv.).

Det er vores opfattelse, at de nævnte bindende svar fra Skatterådet er forkerte. Denne opfattelse begrunder vi bl.a. med følgende:

• En erstatning eller kompensation skal skattemæssigt behandles som det, der erstattes
• Nedlukningsbekendtgørelsen fastlægger helt præcist, hvilke beløb der ydes som erstatning/kompensation for de enkelte aktivtyper/elementer
• Skatterådets opfattelse strider mod Nedlukningsbekendtgørelsens klare ordlyd og skatteretlig praksis i øvrigt
• Skatterådets opfattelse indebærer, at erstatningsbeløb, der er fastsat på ét grundlag, skal fordeles på et helt andet grundlag. Ingen af disse grundlag har afsæt i markedsværdier. Dette fører til uforståelige og inkonsekvente resultater, herunder bl.a., at helt ens anlægsaktiver værdiansættes væsentligt forskelligt, og at det beløb, der henføres til tabt fremtidig indtjening, varierer særdeles markant afhængig af, om drift og anlægsaktiver er placeret hos samme skattesubjekt, eller om virksomheden f.eks. drives personligt, mens anlægsaktiverne ejes af et selskab
• Skatterådets opfattelse fører til, at der skal lægges forskellige erstatningsbeløb til grund moms- og skattemæssigt

Vores argumenter er nærmere underbygget i de anmodninger om bindende svar, der er indsendt i de tre ovennævnte sager. Skatterådets bindende svar i de tre sager er påklaget til Skatteankestyrelsen den 24. september 2024.

Allerede som følge af, at Nedlukningsbekendtgørelsen direkte angiver hvilket beløb, der ydes i erstatning eller kompensation for hver enkelt aktivtype/element, skal spørgsmål 1 besvares bekræftende. Spørger skal således ikke henføre nogen del af sin samlede erstatning til anlægsaktiver, når samtlige anlægsaktiver udtages, og Spørger derfor ikke får fastsat nogen erstatning efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 5.

Særligt om udtagning af aktiver

Vi kan konstatere, at Skatterådet i de tre ovennævnte bindende svar har tiltrådt indstillinger fra Skattestyrelsen, hvor følgende tilkendegives i relation til nogle opstillede eksempler, hvor en minkavler forudsættes at udtage samtlige anlægsaktiver:

“Vedrørende udtagning af aktiver, har Spørger anført, at Skattestyrelsen anser minkavleren for først at afstå sine aktiver til staten og derefter får bygninger og driftsmidler tilbage.

Skattestyrelsen er ikke enig heri. Det fremgår ikke noget sted, at Skattestyrelsen anser udtagne aktiver for afstået og tilbagekøbt - tværtimod. 

Minkavleren beholder således ejendomsretten til aktiverne frem til det tidspunkt, hvor erstatnings- og taksationskommissionen har truffet afgørelse om nedlukningserstatning (eller der er indgået et forlig), jf. Minklovens § 8 a, stk. 2 og 3. Taksationskommissionen kan efter ansøgning træffe afgørelse om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver, mod et fradrag i erstatningen, jf. samme bekendtgørelses § 20, stk. 3. Minkavleren beholder dermed de “udtagne" aktiver. De er således ikke afstået og generhvervet. 

Dette ændrer imidlertid ikke ved, at der er ydet erstatning for alle minkvirksomhedens aktiver (erstatning efter § 4 og 5 er uændret ved udtagning), men dog med et fradrag i erstatningen, som følge af at minkavleren beholder aktivet. Dette har Skattestyrelsen illustreret med et simpelt eksempel med en totalskadet bil, som ejeren beholder, men får erstatning for. 

Skattestyrelsen bemærker, at det er helt normalt, at der ydes erstatning vedrørende aktiver, som ejeren beholder. Typisk er aktivet kun delvist beskadiget. Som eksempel kan også nævnes erstatninger ved forbud mod brug af sprøjtemidler på en landmands jord. Her erstattes værdinedgangen på jorden, som følge af forbuddet. Erstatningssummen behandles i den situation som salgssum for jorden, jf. Ejendomsavancebeskatningslovens § 2, stk. 1."

Dette synspunkt har Skatterådet efterfølgende lagt til grund i et bindende svar, der direkte vedrører udtagning af bygninger og installationer (SKM2024.509.SR). I dette bindende svar har Skatterådet erklæret sig enig i, at de udtagne aktiver ikke skal anses for afstået til staten i skattemæssig henseende, men at den konkrete spørger skal anses for at have opretholdt ejendomsretten til disse.

Det må således konstateres, at Skatterådet har lagt sig fast på, at en del af den samlede erstatning til en minkavler efter Nedlukningsbekendtgørelsen kan henføres til anlægsaktiver, som minkavleren har beholdt.

Skatterådets synspunkt er efter vores opfattelse i direkte strid med Nedlukningsbekendtgørelsens ordlyd og dermed det juridiske grundlag for erstatningen. Følgende fremgår af Nedlukningsbekendtgørelsens § 20:

“Tildeling og udbetaling af erstatning og kompensation efter denne bekendtgørelse sker med vilkår om, at staten erhverver den fulde ret over de aktiver eller den virksomhed, der bliver ydet erstatning eller kompensation for, efter § 8 a, § 8 b og § 8 e i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, jf. dog stk. 3." [vores understregning]

Denne del af Nedlukningsbekendtgørelsen har hjemmel i Minklovens § 8 a, stk. 1, der er affattet som følger:

“Ved fastsættelse af erstatning eller kompensation efter regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, for minkavl, opdræt af mink med henblik på videresalg af levende dyr, pelseri, som har været drevet i tilknytning til en minkvirksomhed, eller udlejning af stald- og burkapacitet er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ret som nævnt i stk. 2 og 3 over de aktiver, der er ydet erstatning eller kompensation for." [vores understregning]

Af Minklovens § 8 a, stk. 3, fremgår endvidere:

“ved erstatning eller kompensation for løsøre, herunder driftsmateriel og driftsinventar, immaterielle rettigheder og alle øvrige aktiver er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ejendomsret til aktiverne." [vores understregning]

Endelig fremgår følgende af Minklovens § 8 a, stk. 4:

“... Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver som nævnt i stk. 2 og 3, herunder efter anmodning fra den enkelte minkavler eller følgeerhvervsvirksomhed, og om fradrag i opgørelsen af erstatningen eller kompensationen som følge heraf."

Det fremgår således klart af ordlyden af disse bestemmelser, at der efter Minkloven og Nedlukningsbekendtgørelsen alene kan ydes erstatning for aktiver, som staten erhverver ret over - og staten erhverver netop ikke ret over aktiver, der udtages.

Som nævnt påtænker Spørger at udtage alle minkvirksomhedens anlægsaktiver. Hvis Spørger udtager alle anlægsaktiver, kan der således ikke henføres nogen del af Spørgers erstatning efter Nedlukningsbekendtgørelsen (herunder dennes § 4) til anlægsaktiver.

Sammenfattende er det vores opfattelse, at det stillede spørgsmål skal besvares bekræftende.

Spørgers supplement af 25. april 2025 vedrørende spørgsmål 1

Ved brev af 31. marts 2025 har Skattestyrelsen anmodet om svar på følgende spørgsmål:

"Er I enige i, at der vil blive opgjort et erstatningsbeløb efter nedlukningsbekendtgørelsens § 5, uanset at Spørger udtager alle driftsmidler, bygninger og installationer?"

Spørgsmålet vedrører den juridiske fortolkning af bestemmelserne i nedlukningsbekendtgørelsens §§ 5 og 20, stk. 3.

Det er vores opfattelse, at Minkloven ikke indeholder hjemmel til at yde erstatning for aktiver, som staten ikke erhverver ejendomsretten til. Erstatning opgjort efter den skematiske model i nedlukningsbekendtgørelsen, der er udstedt med hjemmel i Minkloven, kan derfor alene vedrøre aktiver, som den enkelte minkavler ikke opretholder sit ejerskab af.

Denne konstatering giver efter vores opfattelse ikke anledning til problemer, når der ikke udtages aktiver. Ved udtagning af aktiver indebærer "regnemekanismerne" i den skematiske model efter vores opfattelse, at der først opgøres erstatningsbeløb på ét grundlag for anlægsaktiver efter nedlukningsbekendtgørelsens § 5, og derefter foretages fradrag på et helt andet grundlag efter nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 3, hvis selvsamme anlægsaktiver udtages. Forskelsværdien har ingen sammenhæng med konkrete værdier af anlægsaktiver.

I vores spørgsmål 1 beder vi alene om en bekræftelse på, at ingen del af den samlede erstatning skal henføres til anlægsaktiver, når Spørger beholder ejendomsretten til alle anlægsaktiver, og vi spørger således ikke til, hvordan den nævnte forskelsværdi skal behandles. Den skattemæssige behandling af forskelsværdien aktualiseres dog, hvis der svares benægtende på spørgsmål 1, således at de efterfølgende spørgsmål skal besvares.

I brevet af 31. marts 2025 henviser Skattestyrelsen til en formulering på side 4 i den indsendte anmodning om bindende svar. Formuleringen er rettet mod situationer, hvor alle anlægsaktiver udtages, og har alene til formål at præcisere, at der i sådanne situationer, hvor alle anlægsaktiver udtages, ikke skattemæssigt kan henføres nogen erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsens § 5 til anlægsaktiver. Det har ikke været hensigten at tilkendegive, at selve beregningsprincipperne i den skematiske model, herunder nedlukningsbekendtgørelsens §§ 5 og 20, stk. 3, ikke skal anvendes.

Ad. Spørgsmål 2: Kan det bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til de udtagne driftsmidler, ikke skal fradrages ved opgørelse af Spørgers driftsmiddelsaldo efter afskrivningslovens § 5, stk. 2, og at denne del af erstatningen dermed er skattefri?

Da spørgsmål 1 efter vores opfattelse bør besvares bekræftende, bør svaret på spørgsmål 2 være “bortfalder".

Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, lægger vi til grund, at Skatterådet opretholder det synspunkt, at en del af den samlede erstatning til Spørger skal henføres til anlægsaktiver, selvom Spørger beholder ejendomsretten til samtlige minkvirksomhedens anlægsaktiver. Skatterådet må i givet fald - i direkte strid med det juridiske grundlag - antages at lægge til grund, at Spørger modtager erstatning for anlægsaktiver alene af den grund, at Spørgers anlægsaktiver er faldet i værdi som følge af beslutningen om aflivning af alle mink i Danmark.

Det er vores opfattelse, at der ikke findes hjemmel i afskrivningsloven til, at et erstatningsbeløb, som under disse omstændigheder henføres til anlægsaktiver, der 1) opfylder den skattemæssige definition af driftsmidler, som 2) Spørger på intet tidspunkt har afhændet eller afgivet rettigheder over, og som 3) ikke har været beskadigede eller lignende, skal fragå Spørgers driftsmiddelsaldo. Vi henviser i den forbindelse til afskrivningslovens § 5, stk. 2, der har følgende ordlyd:

“Indkomstårets afskrivninger foretages på grundlag af den afskrivningsberettigede saldoværdi ved indkomstårets udgang. Denne værdi opgøres som saldoværdien ved indkomstårets begyndelse med tillæg af anskaffelsessummen for driftsmidler og skibe, der er anskaffet i indkomståret, og med fradrag af salgssummen for driftsmidler og skibe, der er solgt og leveret i indkomstårets løb." [vores understregning]

Formuleringen "solgt og leveret" blev indsat i afskrivningsloven i 1998. Følgende fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 102, folketingsåret 1997-98 (2. samling):

"Til § 5

(…)

Stk. 2, 2. pkt., i den foreslåede bestemmelse indeholder endvidere reglen om, at salgssummen for driftsmidler og skibe, der er solgt i indkomstårets løb, fradrages saldoværdien. Af bestemmelsen fremgår, at salgssummen fradrages på det tidspunkt, hvor der er sket levering. Dette indebærer en ændring i forhold til gældende ret, hvor der lægges vægt på det tidspunkt, hvor salget er aftalt. Herved fjernes det »hul« i afskrivningerne, der efter gældende ret kan opstå, hvor hverken sælger eller køber kan afskrive på driftsmidlet, fordi salgssummen for solgte driftsmidler og skibe fradrages saldoværdien allerede i aftaleåret, uanset om driftsmidlet eller skibet først måtte blive leveret til køberen i det følgende indkomstår. Ved »levering« forstås levering i købelovens forstand som omtalt ovenfor i bemærkningerne til den foreslåede § 3. En negativ saldoværdi behandles i overensstemmelse med bestemmelsen i forslagets § 8." [vores understregning]

I relation til en erstatning, der måtte blive henført til, at driftsmidler, som Spørger på intet tidspunkt afgiver ejerskab eller rettigheder over, som ikke beskadiges eller lignende, og som uomtvisteligt på intet tidspunkt leveres (til staten) i købelovens forstand, er der således ikke hjemmel til at lade erstatningsbeløbet fragå driftsmiddelsaldoen efter afskrivningslovens § 5.

Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen i afskrivningslovens § 48, der fastslår, at forsikrings- og erstatningssummer skal behandles som salgssummer, ikke ændrer herpå. Afskrivningslovens § 48 er således efter sin klare ordlyd alene relevant, “hvor andet ikke er særskilt fastsat", og i øvrigt kun, hvis der som krævet i afskrivningslovens § 47 overhovedet foreligger en afståelse eller noget, der sidestilles hermed. Hverken den gældende afskrivningslov eller tidligere gældende udformninger heraf indeholdt hjemmel til, at erstatningsbeløb eller lignende vedrørende driftsmidler, der hverken afstås eller undergår nogen form for ændring, skal fragå driftsmiddelsaldoen eller for den sags skyld indgå i en skattemæssig avanceopgørelse.

Der er heller ikke bestemmelser i skattelovgivningen i øvrigt, der giver hjemmel til reduktion af driftsmiddelsaldoen eller til direkte beskatning af erstatningsbeløb, der henføres til driftsmidler, der hverken afstås eller beskadiges. Dette ville da også være stærkt ulogisk henset til, at anskaffelsessummerne for de omhandlede driftsmidler netop indgår i driftsmiddelsaldoen efter afskrivningsloven. Vi skal i denne forbindelse understrege, at driftsmidlerne ikke på nogen måde kan anses for beskadigede aktiver efter afskrivningsloven, da de hverken økonomisk eller fysisk bliver uanvendelige som konsekvens af, at der ikke længere kan drives minkvirksomhed på Spørgers ejendom. Der er intet til hinder for, at driftsmidlerne kan anvendes i andre virksomheder, og det er åbenbart, at en række aktiver helt uden problemer kan anvendes uden for minkerhvervet.

Herefter må beløbet være omfattet af statsskattelovens § 5 a. Vi henviser i den forbindelse til Betænkning nr. 171/1957, hvor retsstillingen forud for indsættelse af særlige bestemmelser i ligningsloven (der i sagens natur for længst er ophævet), og vedtagelsen af afskrivningsloven i 1957 er beskrevet på betænkningens side 18. Retsstillingen var, at der i mangel af specielle regler ikke var hjemmel til beskatning af avancer ud over, hvad der følger af statsskattelovens § 5 a vedrørende aktiver erhvervet som led i næring eller spekulation.

Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, bør spørgsmål 2 således besvares bekræftende.

Ad. Spørgsmål 3: Kan det bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til de udtagne bygninger og installationer, ikke omfattes af afskrivningslovens regler?

Da spørgsmål 1 efter vores opfattelse bør besvares bekræftende, bør svaret på spørgsmål 3 være “bortfalder".

Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, lægger vi til grund, at Skatterådet opretholder det synspunkt, at en del af den samlede erstatning til Spørger skal henføres til anlægsaktiver, selvom Spørger beholder ejendomsretten til samtlige minkvirksomhedens anlægsaktiver. Skatterådet må i givet fald i direkte strid med det juridiske grundlag antages at lægge til grund, at Spørger modtager erstatning for anlægsaktiver alene af den grund, at Spørgers anlægsaktiver er faldet i værdi som følge af beslutningen om aflivning af alle mink i Danmark og/eller som følge af, at der i tilfælde af udtagelse af særligt staldbygninger og/eller bure skal vedtages (og eventuelt tinglyses) en deklaration på Spørgers ejendom, hvorefter der i en periode ikke kan drives minkproduktion og pelseri på Spørgers ejendom.

Det er vores opfattelse, at der ikke findes hjemmel i afskrivningsloven til, at et erstatningsbeløb, som under disse omstændigheder henføres til anlægsaktiver, der 1) opfylder den skattemæssige definition af bygninger og installationer, som 2) Spørger på intet tidspunkt har afhændet eller afgivet væsentlige rettigheder over, og som 3) ikke har været beskadigede eller lignende, skal indgå i en opgørelse af genvundne afskrivninger efter reglerne i afskrivningsloven.

Afskrivningslovens § 21 indeholder bestemmelsen om genvundne afskrivninger ved salg af bygninger og installationer. Bestemmelsens stk. 1 har følgende ordlyd:

“Genvundne afskrivninger eller tab ved salg af bygninger eller installationer, hvorpå der er afskrevet efter § 14 eller § 15, medregnes i den skattepligtige indkomst for salgsåret efter reglerne i stk. 2-6, medmindre § 24 finder anvendelse." [vores understregning]

Henvisningen til § 24 er i relation til det stillede spørgsmål uden relevans, idet bestemmelsen indeholder særregler for tilfælde, hvor der modtages en erstatnings- eller forsikringssum ved en skade på en ejendom og foretages genopførelse eller ombygning. Erstatning efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 5 dækker ikke skader på ejendomme, og der foretages ingen genopførelse. Vi skal understrege, at der netop ikke sker skader på Spørgers bygninger og installationer. Det kan ikke anses for en skade på bygninger og installationer, at der pålægges en begrænsning på, hvad jorden kan bruges til. Afskrivningslovens § 24 omhandler fysiske skader, og i øvrigt er grunden ikke en del af erstatningsopgørelsen.

Afskrivningslovens §§ 21 og 24 er de eneste bestemmelser i denne lov, der regulerer afståelser af bygninger og installationer.

Beskatning af genvundne afskrivninger udenfor skadestilfælde forudsætter således, at der foreligger et salg. Til afgørelse heraf suppleres afskrivningslovens § 21 af to bestemmelser i afskrivningslovens kapitel 6, Almindelige bestemmelser:

“§ 47. Med salg sidestilles i denne lov andre former for afhændelse og afståelse." 

“§ 48. Hvor andet ikke er særskilt fastsat, behandles forsikrings- og erstatningssummer, herunder ekspropriationserstatninger, som salgssummer."

Disse bestemmelser kan kun læses således, at der skal foreligge en disposition, der enten er et salg eller en anden form for afhændelse eller afståelse, jf. afskrivningslovens § 47, før det overhovedet er relevant at forholde sig til, hvad der er eller behandles som salgssum, jf. afskrivningslovens § 48. Der foreligger således ikke et salg eller anden form for afhændelse eller afståelse, blot fordi der modtages en erstatningssum. Denne forståelse understøttes af følgende:

• Hvis modtagelse af en erstatningssum i sig selv skulle være at sidestilles med et salg mv., ville/skulle dette have fremgået af afskrivningslovens § 47.
• Sondringen mellem selve salget mv. og det beløb, der skal anses for salgssum, tydeliggøres i afskrivningslovens § 49, 1. pkt., der har følgende ordlyd: “Erhvervelse og afståelse af aktiver ved gave, arv eller arveforskud sidestilles i denne lov med køb henholdsvis salg. Som anskaffelsessum eller salgssum betragtes i disse tilfælde det beløb, der er lagt til grund ved beregningen af gaveafgift boafgift eller indkomstskat af den pågældende erhvervelse.".
• Ifølge de enkelte bemærkninger til afskrivningslovens §§ 47 og 48 i lovforslag nr. L 102 (folketingsåret 1997- 98 (2.samling)) erstatter disse bestemmelser en række bestemmelser i den hidtidige afskrivningslov, der er gennemført i 1957. Afskrivningsloven fra 1957 indeholdt bl.a. visse bestemmelser, hvor det direkte anføres, at udbetaling af forsikrings- eller erstatningssum “betragtes som salg" og “sidestilles med afhændelse", og indeholdt samtidig andre bestemmelser, hvor det direkte anføres, at forsikrings- eller erstatningssummer “sidestilles med salgssummer". Med vedtagelsen af lovforslag nr. L 102 (folketingsåret 1997-98 (2. samling)) er denne type af bestemmelser netop samlet i generelle bestemmelser gældende for hele afskrivningsloven og opdelt i to paragraffer, således at det tydeligt fremgår, at afgørelsen af, hvorvidt der foreligger et salg, og fastlæggelsen af, hvordan salgssummer opgøres, er to forskellige ting.
• Der eksisterer ingen praksis, der understøtter, at den blotte erstatning for en værdinedgang på en bygning, hvor erstatningen er helt uden sammenhæng med ejerskab til, dispositionsret over eller skader på bygningen som sådan, skulle have hjemmel i afskrivningsloven.

Når henførelsen af et erstatningsbeløb til bygninger og installationer således ikke i sig selv kan indebære en afståelse efter afskrivningsloven, er spørgsmålet alene, om det forhold, at Spørger som betingelse for at modtage erstatning efter Nedlukningsbekendtgørelsen får fastsat som vilkår, at der vedtages en deklaration på Spørgers ejendom, hvorefter der for den angivne periode ikke kan drives minkproduktion og pelseri på ejendommen, skal sidestilles med et salg af Spørgers bygninger og installationer efter afskrivningslovens § 47.

I en situation, hvor Spørger forventer at udtage samtlige minkvirksomhedens driftsmidler, bygninger og installationer, fastsættes deklarationen konkret som vilkår for, at Spørger kan modtage erstatning for tabt indtjening ved produktion af mink efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 4. Deklarationen er i det væsentlige et tidsbegrænset forbud mod en helt konkret virksomhedsdrift på ejendommen, dvs. på grunden/jorden, som der slet ikke ydes erstatning for, jf. Nedlukningsbekendtgørelsens § 7. Spørger modtager derfor ingen erstatning for den jord, som deklarationen lyses på, og hvis jorden skulle anses for afstået som følge af deklarationen, er den altså afstået for 0 kr. Der er intet grundlag for at anse vedtagelsen af deklarationen som et salg af Spørgers bygninger mv. I den forbindelse bemærkes, at f.eks. en udtaget minkhal uanset deklarationen i princippet kan flyttes til en anden grund og anvendes til minkproduktion og pelseri.

I øvrigt er typen af deklaration slet ikke af en karakter, der kan anses for en afståelse af middelbare rettigheder. Dette gælder, selvom man måtte lægge det udvidede afståelsesbegreb efter ejendomsavancebeskatningsloven til grund i relation til afskrivningsloven, jf. nærmere argumentationen nedenfor under ad. spørgsmål 4.

Den del af erstatningen, der henføres til Spørgers bygninger og installationer, kan således ikke føre til beskatning af genvundne afskrivninger efter afskrivningsloven og er herefter skattefri efter Statsskattelovens § 5 a. Vi henviser i den forbindelse til bemærkningerne til Lovforslag nr. L 81, fremsat 27. marts 1957 (afskrivningslovens indførelse), hvor følgende fremgår:

“Avance eller tab ved afhændelse af bygninger er efter de gældende regler normalt den skattepligtige indkomst uvedkommende. Såfremt den skattepligtige har det som erhverv at handle med faste ejendomme, eller såfremt en ejendom er erhvervet i spekulationsøjemed, skal avance dog beskattes fuldt ud, ligesom et eventuelt tab kan fradrages i sin helhed. I lovforslaget foreslås de gældende bestemmelser om beskatning af avance og om fradragsret for tab i nærings- og spekulationstilfælde opretholdt for bygninger såvel som for andre driftsaktiver."

Spørger er ikke næringsdrivende med fast ejendom og har ikke erhvervet sine ejendomme og installationer i spekulationshensigt.

Hvis Spørgsmål 1 besvares benægtende, bør Spørgsmål 3 således besvares bekræftende.

Ad Spørgsmål 4: Kan det bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til udtagne bygninger og installationer, ikke omfattes af ejendomsavancebeskatningslovens regler?

Da spørgsmål 1 efter vores opfattelse bør besvares bekræftende, bør svaret på spørgsmål 4 være “bortfalder".

Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, lægger vi til grund, at Skatterådet opretholder det synspunkt, at en del af den samlede erstatning til Spørger skal henføres til anlægsaktiver, selvom Spørger beholder ejendomsretten til samtlige minkvirksomhedens anlægsaktiver. Skatterådet må i givet fald i direkte strid med det juridiske grundlag antages at lægge til grund, at Spørger modtager erstatning for anlægsaktiver alene af den grund, at Spørgers anlægsaktiver er faldet i værdi som følge af beslutningen om aflivning af alle mink i Danmark og/eller som følge af, at der i tilfælde af udtagelse af staldbygninger og/eller bure skal vedtages (og eventuelt tinglyses) en deklaration på Spørgers ejendom, hvorefter der i en periode ikke kan drives minkproduktion og pelseri på Spørgers ejendom.

Det er vores opfattelse, at der ikke findes hjemmel i ejendomsavancebeskatningsloven til, at et erstatningsbeløb, som under disse omstændigheder henføres til anlægsaktiver, der 1) opfylder den skattemæssige definition af bygninger og installationer, som 2) Spørger på intet tidspunkt har afhændet eller afgivet væsentlige rettigheder over, og som 3) ikke har været beskadigede eller lignende, skal indgå i en opgørelse af ejendomsavance efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1 er affattet således:

“§1. Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglerne i denne lov."

Af ejendomsavancebeskatningslovens § 2 fremgår følgende:

“§2. Erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med salgssummer, jf. dog §§ 10 og 11. Stk. 2. Overdragelse af fast ejendom som gave eller arveforskud sidestilles med salg. Erhvervelse af fast ejendom ved gave eller arveforskud sidestilles med køb."

Disse bestemmelser indeholder på samme måde som de ovenfor omtalte bestemmelser i afskrivningsloven en klar sondring mellem selve salget og den tilhørende salgssum. Der skal således foreligge et salg, før det er relevant at overveje, hvordan en salgssum opgøres. Dette understreges yderligere, når der henses til, hvorledes disse begreber anvendes i hhv. stk. 1 og stk. 2 i ejendomsavancebeskatningslovens § 2. Hvis erstatnings- og forsikringssummer i sig selv skulle kunne sidestilles med salg og ikke med salgssummer, skulle modtagelse af erstatnings- og forsikringssummer naturligvis være sidestillet med salg i stk. 2.

I den forbindelse bemærkes, at indholdet af ejendomsavancebeskatningslovens § 2, stk. 1, beskrives således i afsnit C.H.2.1.6.5., Erstatnings- og Forsikringssummer i Juridisk Vejledning 2024-2:

“Regel

En modtagen erstatning behandles skattemæssigt som det tab, erstatningen ydes for.

Når en ejer modtager erstatnings- og forsikringssummer i forbindelse med skader på fast ejendom, sidestilles det med salgssummer i ejendomsavancebeskatningsloven, og fortjenesten beskattes efter lovens regler. Se EBL § 2, stk. 1."

I Juridisk Vejledning lægges det således til grund, at erstatnings- og forsikringssummer alene sidestilles med salgssummer i ejendomsavancebeskatningsloven, hvis erstatnings- eller forsikringssummerne udbetales i anledning af en skade på ejendommen. Denne fortolkning går endnu videre end den, vi har lagt til grund ovenfor, men understreger yderligere, at en erstatning, der henføres til fast ejendom, hvor der ikke sker ændringer vedrørende selve ejendommen, ikke i sig selv udgør en afståelse.

Det er således udelukket, at den blotte henførelse af et erstatningsbeløb til bygninger og installationer, som Spørger på intet tidspunkt overdrager ejendomsretten til eller beføjelserne over, og som ikke beskadiges, i sig selv kan indebære en afståelse efter ejendomsavancebeskatningsloven. Dermed er spørgsmålet alene, om det forhold, at Spørger som betingelse for at modtage erstatning efter Nedlukningsbekendtgørelsen får fastsat som vilkår, at der vedtages en deklaration på Spørgers ejendom, hvorefter der for en periode ikke kan drives minkproduktion og pelseri på ejendommen, skal sidestilles med et salg af Spørgers bygninger og installationer efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1.

I en situation, hvor Spørger forventer at udtage samtlige minkvirksomhedens driftsmidler, bygninger og installationer, fastsættes deklarationen konkret som vilkår for, at Spørger kan modtage erstatning for tabt indtjening ved produktion af mink efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 4. Deklarationen er i det væsentlige et tidsbegrænset forbud mod en helt konkret virksomhedsdrift på ejendommen, dvs. på grunden/jorden, som der slet ikke ydes erstatning for, jf. Nedlukningsbekendtgørelsens § 7. Spørger modtager derfor ingen erstatning for den jord, som deklarationen vedtages på, og hvis jorden skulle anses for afstået som følge af deklarationen, er den altså afstået for 0 kr. Der er intet grundlag for at anse påtagelsen af deklarationen som et salg af Spørgers bygninger mv. I den forbindelse bemærkes, at f.eks. en minkhal uanset deklarationen i princippet kan flyttes til en anden grund og anvendes til minkproduktion og pelseri.

I øvrigt er typen af deklaration slet ikke af en karakter, der efter praksis kan anses for en afståelse af middelbare rettigheder over fast ejendom. Det følger ganske vist af praksis, at erstatning som følge af en værdiforringelse af en ejendom eller et forudset tab på ejendommen, uden at værdiforringelsen eller tabet har direkte tilknytning til en handling, der kan sidestilles med afståelse af den faste ejendom, kan være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens udvidede afståelsesbegreb i lovens § 1, stk. 1.

Betingelsen herfor er beskrevet som følger i Juridisk Vejledning 2024-2, afsnit C.H.2.1.6.5:

“Det er dog en forudsætning, at det tab, som erstatningen skal kompensere for, har relation til ejendommen som sådan og ikke til driften af ejendommen".

I Spørgers tilfælde er denne forudsætning ikke opfyldt, idet den deklaration, der vedtages på Spørgers ejendom, netop vedrører driften på ejendommen. Hertil kommer, at den grundlæggende forudsætning om, at en ulempe skal være varig, ikke er opfyldt. Der er således tale om, at den deklaration, der vedtages på Spørgers ejendom, ikke er varig men alene midlertidig. Selve typen af deklaration på Spørgers ejendom opfylder således ikke kravene for at bringe erstatningen ind under ejendomsavancebeskatningslovens udvidede afståelsesbegreb.

Den del af erstatningen til Spørger, der henføres til Spørgers bygninger og installationer, kan således ikke føre til beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven og er herefter skattefri efter Statsskattelovens § 5 a.

På denne baggrund er det vores opfattelse, at spørgsmål 4 skal besvares bekræftende.

Ad. spørgsmål 5: Kan det bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til udtagne bygninger og installationer, er skattefri?

Det er vores opfattelse, at der skal svares bekræftende på spørgsmål 1, hvorfor svaret på spørgsmål 5 bør være “bortfalder".

Hvis der svares benægtende på spørgsmål 1 og bekræftende på spørgsmål 3 og 4, er det vores opfattelse, at der skal besvares bekræftende på spørgsmål 5.

Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, lægger vi til grund, at Skatterådet opretholder det synspunkt, at en del af den samlede erstatning til spørger skal henføres til bygninger og installationer, selvom Spørger beholder ejendomsretten til disse. Skatterådet må i givet fald - og i direkte strid med det juridiske grundlag - lægge til grund, at Spørger modtager erstatning for bygninger og installationer alene af den grund, at disse er faldet i værdi som følge af beslutningen om aflivning af alle mink i Danmark.

Er spørgsmål 3 og 4 samtidig besvaret bekræftende, er konsekvensen efter vores opfattelse, at den del af den samlede erstatning, der henføres til bygninger og installationer, omfattes af statsskattelovens § 5 a.

Der er intet grundlag for at anse erstatningen for at træde i stedet for indtægter ud fra betragtningerne i SKM2005.93.LSR, idet Nedlukningsbekendtgørelsen netop fastsætter erstatninger i en nedlukningssituation, og idet et surrogat synspunkt under alle omstændigheder vil føre til, at erstatningen (helt i overensstemmelse med det juridiske grundlag) alene har sammenhæng med Spørgers erstatning efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 4. Den midlertidige deklaration, der vedtages på Spørgers ejendom, er i øvrigt kendetegnet ved, at dens eventuelle værdi er meget begrænset, at ikke som i SKM2005.93.LSR hindrer Spørger i at disponere over grund og bygninger (f.eks. ved udlejning), og at den ikke har noget specifikt med Spørgers bygninger at gøre, men alene udgør en forudsætning for erstatning efter den nævnte § 4 i Nedlukningsbekendtgørelsen.

Dermed er den omhandlede del af erstatningen skattefri, jf. Statsskattelovens § 5 a, idet bygningerne og installationerne ikke er erhvervet i Spørgers næringsvirksomhed, og idet Spørger ikke har erhvervet disse i spekulationshensigt.

Vi henviser til bemærkningerne til Lovforslag nr. L 81, fremsat 27. marts 1957, Betænkning nr. 171/1957, side 18, der findes omtalt ovenfor.

Spørgers høringssvar af 4. juli 2025

Vi har i anmodningen om bindende svar citeret bestemmelser i minkloven, hvoraf det efter vores opfattelse klart følger, at der alene kan ydes erstatning for aktiver, som staten erhverver ret over. Der er tale om følgende bestemmelser i minkloven:

Minklovens § 8a, stk. 1:

“Ved fastsættelse af erstatning eller kompensation efter regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, for minkavl, opdræt af mink med henblik på videresalg af levende dyr, pelseri, som har været drevet i tilknytning til en minkvirksomhed, eller udlejning af stald- og burkapacitet er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ret som nævnt i stk. 2 og 3 over de aktiver, der er ydet erstatning eller kompensation for." [vores understregning]

Minklovens § 8, stk. 3:

“ved erstatning eller kompensation for løsøre, herunder driftsmateriel og driftsinventar, immaterielle rettigheder og alle øvrige aktiver er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ejendomsret til aktiverne." [vores understregning]

Minklovens § 8a, stk. 4:

“... Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver som nævnt i stk. 2 og 3, herunder efter anmodning fra den enkelte minkavler eller følgeerhvervsvirksomhed, og om fradrag i opgørelsen af erstatningen eller kompensationen som følge heraf."

Skattestyrelsen bemærker i indstillingen (side 21), at den citerede bestemmelse i minklovens § 8a, stk. 4, giver hjemmel til at yde erstatning for aktiver, som staten ikke overtager. Vi er helt uenige i, at dette fremgår af bestemmelsen, der alene giver hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver, og i givet fald fastsætte regler om reduktion i opgørelsen af erstatningen.

Vi bemærker i den forbindelse, at den måde, hvorpå bemyndigelsen er udnyttet i nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 3, herunder at fradraget i opgørelsen af erstatningen for udtagne aktiver udgør et andet beløb end det, der i første omgang fastsættes for aktivet, naturligvis ikke kan indebære en "omskrivning" af minklovens bestemmelser. Det forhold, at bestemmelsen i nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 3, efterlader forskelsværdier, er med andre ord ikke et forhold, der kan ændre ved, at minkloven ikke hjemler erstatning for aktiver, som staten ikke overtager, og når staten i den konkrete sag ikke overtager anlægsaktiver overhovedet, kan ingen del af erstatningen efter den skematiske model være erstatning for anlægsaktiver.

Spørger afgiver alene én rettighed som betingelse for at få nedlukningserstatning efter den skematiske model, og det er retten til at drive minkavl i en 9-årig periode. Der er intet grundlag for at henføre erstatningsbeløb til andre tænkte eller forudsatte afståelser eller opgivelser af rettigheder.

Overordnet om spørgsmål 2-5

Skattestyrelsens indstilling vedrørende spørgsmål 2-5 er grundlæggende udtryk for følgende:

• Der kan ske beskatning efter afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven i tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen form for overdragelse, indskrænkning af rettigheder, skade eller lignende med direkte forbindelse til det pågældende aktiv. Det grundlæggende realisationsprincip i dansk skatteret skulle altså være irrelevant i forhold til, om der foreligger afståelse i disse loves forstand.
• Der kan ses bort fra ordlyden af helt grundlæggende bestemmelser i afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven.

Vi er helt uenige i Skattestyrelsens synspunkter på disse områder, hvilket uddybes i det følgende.

Specifikke bemærkninger til Skattestyrelsens indstilling og begrundelse vedrørende spørgsmål 2

Vi har under henvisning til lovteksten i afskrivningslovens § 5, stk. 2, fremført, at Spørgers afskrivningssaldo alene kan nedbringes med salgssummen for driftsmidler og skibe, der er solgt og leveret i indkomstårets løb. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen indebærer kravet om levering en ændring i forhold til hidtidig ret, hvor der blev lagt vægt på, hvornår salget blev aftalt.

Kravet om levering er en udtrykkelig og specifik regel, der fastlægger tidspunktet, hvor en transaktion, der efter loven er eller kan sidestilles med et salg, skal føre til et fradrag i saldoen. Denne specifikke regel kan ikke - som anført af Skattestyrelsen - tilsidesættes af en generel regel (konkret afskrivningslovens § 48). Det er desuden misvisende, når Skattestyrelsen anfører, at formuleringen i afskrivningslovens § 48 om, at erstatningssummer behandles som salgssummer, ifølge bemærkningerne til bestemmelsen alene gælder i relation til tre konkrete regler i afskrivningsloven. Det fremgår utvetydigt af bemærkningerne til § 48 i L102, FT 1997/98, at der er tale om eksempler. Henvisningen til bemærkningerne støtter således ikke Skattestyrelsens synspunkt.

Af afskrivningslovens § 47 fremgår, at andre former for afhændelse og afståelse sidestilles med salg.

Afståelsesbegrebet i afskrivningsloven omfatter således ifølge lovens § 47 mere end rene salgsaftaler, men det er givet, at der ikke kan foreligge en afståelse af et aktiv i lovens forstand, når aktivet hverken har skiftet ejer, er beskadiget eller er undergået nogen form for fysisk eller juridisk baseret forandring, men blot ikke kan anvendes i en konkret afgrænset virksomhedsdrift. End ikke i forhold til det udvidede afståelsesbegreb i ejendomsavancebeskatningsloven, jf. nærmere herom i indstillingen (side 15), vil der foreligge en afståelse, blot fordi et aktiv ikke kan anvendes i en konkret afgrænset virksomhedsdrift, jf. nedenfor.

Skattestyrelsens synspunkt om, at bestemmelsen i afskrivningslovens § 48, hvorefter erstatningssummer sidestilles med salgssummer, i sig selv skulle føre til et andet resultat, er i strid med bestemmelsens ordlyd, uforeneligt med afskrivningslovens § 47 og uden støtte i praksis.

Skattestyrelsen argumenterer for, at der ville være et hul i afskrivningsloven, hvis afskrivningslovens § 48 ikke skulle fortolkes som påstået af Skattestyrelsen, idet erstatningssummer for aktiver, der ikke var beskadiget, aldrig ville føre til en reduktion af driftsmiddelsaldoen. Vi er ikke enige i Skattestyrelsens synspunkt. Det er Skattestyrelsen, der selv skaber et problem ved at henføre en erstatningssum til aktiver i en situation, hvor der ikke foreligger et salg, en skade, indskrænkning af rettigheder eller en værdireducerende handling med direkte forbindelse til aktiverne. Problemet er særligt tydeligt i relation til driftsmidler, der uden videre kan anvendes uden for minkerhvervet.

Når alle aktiver udtages, modtager Spørger alene erstatning, fordi Spørger forpligter sig til ikke at drive minkvirksomhed på sin ejendom i en 9-årig periode. Denne erstatning har intet med Spørgers driftsmidler at gøre, men vedrører alene med virksomhedsaktiviteten. Vi bemærker i den forbindelse, at Skattestyrelsens henvisning til SKM2008.622.ØLR ikke støtter Skattestyrelsens synspunkt i Spørgers sag. I Østre Landsretsdommen var der en klar forbindelse mellem en erstatningssum og konkrete (leverede) aktiver. Landsretten henviser i præmisserne direkte til Landsskatterettens begrundelse i sagen, hvor der lægges afgørende vægt på, at erstatningen er udbetalt til dækning af den anskaffelsessum, som køber havde erlagt for aktiverne. Erstatningen var med andre ord udtryk for en købesumregulering.

Desuden bemærker vi vedrørende Skattestyrelsens henvisninger til SKM2024.376.SR, SKM2024.377.SR og SKM2024.378.SR, at disse afgørelser ikke vedrører situationer, hvor alle anlægsaktiver udtages.

Specifikke bemærkninger til Skattestyrelsens indstilling og begrundelse vedrørende spørgsmål 3

Vores bemærkninger om anvendelsesområdet for afskrivningslovens §§ 47 og 48 gælder også i relation til udtagne bygninger.

Der eksisterer ingen praksis, der understøtter, at den blotte henførelse af et erstatningsbeløb til en værdinedgang på en bygning, hvor erstatningen er helt uden sammenhæng med ejerskab til, dispositionsret over eller skader på bygningen som sådan skulle have hjemmel i afskrivningsloven.

Specifikke bemærkninger til Skattestyrelsens indstilling og begrundelse vedrørende spørgsmål 4

Skattestyrelsen erklærer sig i indstillingen enig i, at vedtagelsen af deklarationen (det tidsbegrænsede forbud mod en konkret virksomhedsdrift på Spørgers ejendom) som vilkår for, at Spørger kan modtage erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsen, ikke skal sidestilles med et salg i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Spørgsmålet er herefter alene, om ejendomsavancebeskatningslovens § 2 skal fortolkes således, at der foreligger en afståelse omfattet af loven, blot fordi Skattestyrelsen henfører et erstatningsbeløb til bygninger på Spørgers grund, når bygningerne hverken afstås, beskadiges eller pålægges indskrænkninger i udnyttelsesmulighederne udover, at der ikke kan drives minkvirksomhed på Spørgers ejendom.

Det er vores opfattelse, at der alene foreligger en afståelse omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, hvis en modtagen erstatning dækker et tab med relation til ejendommen som sådan og ikke til driften af ejendommen.

Dette krav fremgår i øvrigt utvetydigt af SKM2009.446.SR og af afsnit C.H.2.1.6.5 i Den juridiske vejledning 2025-1, som Skattestyrelsen henviser til i indstillingen. Skattestyrelsen omtaler/forholder sig imidlertid slet ikke til kravet, selvom Skattestyrelsen på side 20 i indstillingen netop tilkendegiver, at der ydes erstatning for de af Spørger udtagne aktiver, fordi de ikke kan anvendes til minkavl:

"Efter Skattestyrelsens opfattelse skal det ses i sammenhæng med, at den tidligere minkavler ikke længere kunne anvende aktiverne til minkavl, og at aktivernes værdi derved var reduceret, sammenholdt med værdien i en igangværende virksomhed."

Skattestyrelsen henviser i stedet til SKM2009.446.SR, SKM2010.229.SR og SKM2009.623.SR. Ingen af disse afgørelser forklarer dog, hvorfor der i Spørgers tilfælde skulle foreligge en afståelse omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.

SKM2010.229.SR og SKM2009.623.SR vedrører situationer, hvor en erstatning ydes for en varig værdiforringelse, der påføres en ejendom. Der ydes dermed erstatning, fordi en handling foretaget af en part (hhv. opførelse af en vindmølle på nabogrunden og pålæg af indskrænkninger i dyrkningsrettigheder på et jordareal) medfører en varig værdiforringelse af en konkret ejendom. I disse situationer giver det sig selv, at erstatningen vedrører ejendommen som sådan.

SKM2009.446.SR vedrører en erstatning, som ejeren af en ejendom modtager, fordi en køber af ejendommen uberettiget ophæver handlen. I sagen foretager Skatterådet netop en vurdering af, om erstatningen har relation til ejendommen som sådan eller til driften af virksomheden i ejendommen. Da erstatningen blev ydet som følge af misligholdelse af en købsaftale vedrørende selve ejendommen, fandt Skatterådet, at erstatningssummen var omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven. Det bemærkes, at SKAT (nu Skattestyrelsen) i sagen var af den opfattelse, at beløbet ikke trådte i stedet for en forringelse af ejendommens værdi og dermed ikke var omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.

Nedlukningserstatningen til Spørger, der udtager samtlige anlægsaktiver, forudsætter ingen begrænsninger overhovedet, bortset fra, at Spørger ikke kan drive minkvirksomhed på ejendommen, og dette er en klar begrænsning i forhold til driften på ejendommen - og ikke ejendommen som sådan. Vi er overraskede over, at Skattestyrelsen i indstillingen lægger op til en besvarelse, der ligger så langt fra lovtekst, forarbejder og praksis.

Spørger opgiver alene sin minkvirksomhed som betingelse for at få nedlukningserstatning, og der er ingen relevant kobling til spørgers bygninger. Vi bemærker i den forbindelse, at det er direkte forkert, når Skattestyrelsen på side 31 i indstillingen anfører, at den deklaration, der vedtages på Spørgers ejendom, er en betingelse for, at Spørger kan modtage nedlukningserstatning for de aktiver, som Spørger beholder. Nedlukningsbekendtgørelsen indeholder ingen bestemmelser om en sådan henføring af nedlukningserstatning til aktiver, som Spørger beholder.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at hvis Spørger tilvælger og modtager erstatning efter den skematiske model i §§ 4-10 i bekendtgørelse nr. 2463 af 11. december 2021 ("Nedlukningsbekendtgørelsen"), og Spørger i den forbindelse udtager alle minkvirksomhedens anlægsaktiver efter bekendtgørelsens § 20, stk. 3, skal Spørger ikke ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst henføre nogen del af den samlede erstatning efter den skematiske model til de nævnte anlægsaktiver.

Begrundelse

Spørger har søgt om erstatning ved permanent nedlukning ("nedlukningserstatning") efter den "skemalagte model" i §§ 4-10 i nedlukningsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 2463 af 11. december 2021).

Tildelingen og udbetaling af nedlukningserstatning sker som udgangspunkt med vilkår om, at staten erhverver ret over de aktiver, der bliver ydet erstatning eller kompensation for. For fast ejendom betyder det retten til bortskaffelse af bygninger og bygningsinstallationer mv., og for løsøre og øvrige aktiver betyder det ejendomsretten til aktiverne, jf. minklovens § 8 a, stk. 2 og 3.

Minkavleren kan dog ansøge om at "udtage" aktiver efter reglerne i nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 3, der er affattet således:

"Erstatnings- og taksationskommissionen kan efter ansøgning fra minkvirksomheden eller følgeerhverv træffe afgørelse om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver eller virksomhed som nævnt i stk. 1 mod, at de pågældende aktivers realiserede salgsværdi, dog mindst den aktuelle markedsværdi af aktivet, fradrages i opgørelsen af erstatningen eller kompensationen."

Spørger har oplyst, at han ønsker at udtage alle minkvirksomhedens aktiver.

Det lægges herefter til grund for svaret, at Spørger beholder alle minkvirksomhedens aktiver og de således ikke kan anses for afstået og generhvervet. Der henvises til SKM2024.509.SR, hvor Skatterådet bekræftede, at minkavleren havde beholdt de udtagne aktiver, og at de dermed ikke var afstået og generhvervet.

I SKM2024.378.SR fandt Skatterådet, at en minkavlers nedlukningserstatning skulle fordeles på de erstattede aktiver ud fra de værdier pr. 4. november 2020, som erstatnings- og taksationskommissionen havde fastsat. Dette gjaldt også for de bygninger og driftsmidler, som minkavleren havde udtaget. Dog var erstatningen for bygningerne og driftsmidlerne reduceret med det beløb, som var fradraget i erstatningen, som følge af udtagningen.

I SKM2024.378.SR fremgår bl.a. følgende om beskatningen ved udtagning af aktiver:

"Skattestyrelsen bemærker hertil, at Spørgers valg, om at beholde de nævnte aktiver, ikke har nogen betydning for den opgjorte “DCF-erstatningen" (§ 4) og “restværdierstatningen" (§ 5). Spørger modtager således i udgangspunktet samme erstatning for minkvirksomhedens aktiver. Der foretages blot et fradrag for det pågældende aktivs værdi på afgørelsestidspunktet (evt. salgssummen), hvor minkavleren opnår de fulde rettigheder til aktivet igen. Efter Skattestyrelsens opfattelse indebærer dette ikke nogen forskelsbehandling, men understøtter derimod, at minkavleren også i denne situation opnår fuld erstatning for aktivernes værdi pr. 4. november 2020, dog med fradrag af værdien på “udtagningstidspunktet"."

og

"Skattestyrelsen bemærker hertil, at erstatningerne efter nedlukningsbekendtgørelsens §§ 4-10 fastsættes helt ens for minkavlere, der henholdsvis udtager og ikke udtager aktiver. Der sker dog herefter en reduktion af den samlede erstatning, for den minkavler, der udtager aktiver. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at den samlede erstatning (efter §§ 4-10) i første omgang fordeles som beskrevet ovenfor. Det vil sige ens, uanset om der sker udtagning eller ej. Herefter reduceres erstatningen for bygninger og/eller driftsmidler, med den værdi, som aktivet er udtaget til (og som den samlede erstatning er reduceret med). Restværdien er således upåvirket af udtagningen af aktiver."

I SKM2024.378.SR blev udtagningen af aktiver illustreret med følgende eksempel:

"Det svarer til, at man får 100.000 kr. i erstatning for sin totalskadede bil. Efter anmodning får man lov til at beholde bilen, mod et fradrag i erstatningen på 10.000 kr. Herefter har man fået 90.000 kr. i erstatning for sin ødelagte bil, uanset at man har beholdt den. I den situation udgør erstatningen 90.000 kr. og ikke 0 kr. (der ses bort fra forsikringsregler og reglerne om registreringsafgift mv. - det er alene et eksempel til illustration)"

I begrundelsen i SKM2024.378.SR fremgår endvidere følgende:

"Skattestyrelsen bemærker, at det er helt normalt, at der ydes erstatning vedrørende aktiver, som ejeren beholder. Typisk når aktivet kun er delvist beskadiget. Som eksempel kan også nævnes erstatninger ved forbud mod brug af sprøjtemidler på en landmands jord. Her erstattes værdinedgangen på jorden, som følge af forbuddet. Erstatningssummen behandles i den situation som salgssum for jorden, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 2, stk. 1. Skattestyrelsen er enig med Spørger så langt, at det i den situation kan være vanskeligt at fastsætte hvor stor end del af anskaffelsessummen, der kan fratrækkes i avanceopgørelsen (se evt. nærmere herom i Den juridiske vejledning, afsnit C.H.2.1.9.5). Dette ændrer dog ikke ved, at der skal opgøres en avance efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven."

Spørger vil modtage et erstatningsbeløb efter nedlukningsbekendtgørelsens § 5 for restværdien af samtlige anlægsaktiver ultimo 2029, tilbagediskonteret til 2021. Dette gælder uanset, at Spørger udtager og beholder alle anlægsaktiverne.

Spørger modtager også et erstatningsbeløb efter nedlukningsbekendtgørelsens § 4, for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind for en 9-årig periode, tilbagediskonteret til 2021. Dette gælder uanset, at han udtager og beholder alle de anlægsaktiver, der er grundlaget for den fremtidige indtjening.

Erstatningsbeløbene efter nedlukningsbekendtgørelsens §§ 4 og 5 vil udgøre samme beløb, uanset om Spørger udtager aktiver eller ej. Erstatningen vil dog blive reduceret med et fradrag for værdien af de udtagne aktiver på afgørelsestidspunktet.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for.

Skatterådet fandt i SKM2024.378.SR og SKM2024.509.SR, at erstatningen skulle fordeles på de enkelte aktiver ud fra den værdi pr. 4. november 2020, som var fastsat i afgørelsen om erstatning. Dog reduceret med det beløb, som var fradraget i erstatningen i forbindelse med, at staten ikke overtog aktiverne.

På den baggrund er det Skattestyrelsens opfattelse, at Spørgers erstatning for de udtagne aktiver som udgangspunkt vil udgøre den i afgørelsen fastsatte værdi pr. 4. november 2020. Dog reduceret med det beløb, som vil blive fradraget i erstatningen som følge af, at staten ikke overtager aktiverne.

Det kan således ikke bekræftes, at Spørger ikke ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst skal henføre nogen del af den samlede erstatning efter den skematiske model til minkvirksomhedens anlægsaktiver.

Udgangspunktet, om at aktiverne er erstattet med værdien pr. 4. november 2020, skal dog fraviges, såfremt den samlede erstatning efter §§ 4-10 i nedlukningsbekendtgørelsen er mindre end den i afgørelsen fastsatte værdi af aktiverne pr. 4. november 2020, jf. principperne i SKM2024.376.SR. Dette ændrer dog ikke ved, at der også i den situation skal henføres en del af erstatningen til de udtagne aktiver.

Skattestyrelsens kommentarer til Spørgers begrundelse

Det er Spørgers opfattelse, at Skatterådets bindende svar i SKM2024.376.SR, SKM2024.377.SR og SKM2024.378.SR er forkerte. Spørger har anført, at allerede som følge af, at nedlukningsbekendtgørelsen direkte angiver hvilket beløb, der ydes i erstatning, skal spørgsmålet besvares bekræftende.

Efter Skattestyrelsens opfattelse er Skatterådets svar i SKM2024.376.SR, SKM2024.377.SR og SKM2024.378.SR korrekte og gældende praksis vedrørende spørgsmålet om fordeling af nedlukningserstatning efter den skemalagte model.

Skattestyrelsen er ikke enig med Spørger, idet erstatningsbeløbene efter nedlukningsbekendtgørelsens §§ 4 og 5 er uændrede ved udtagning. Erstatningen reduceres dog med værdien på udtagningstidspunktet. Resultatet er, at Spørger har modtaget erstatning for, at anlægsaktiverne er faldet i værdi som følge af nedlukningen af minkvirksomheden. Dette svarer til ovennævnte eksempel med den totalskadede bil, hvor ejeren får 90.000 kr. i erstatning for værditabet på bilen.

Skattestyrelsen bemærker, at Spørger ikke har angivet, hvorfor der skal ses bort fra det erstatningsbeløb, som Spørger vil modtage efter nedlukningsbekendtgørelsens § 5 for anlægsaktivernes restværdi ultimo 2029 (tilbagediskonteret). Det forventede beløb udgør 2.979.641 kr. for driftsbygninger og 882.589 kr. for driftsmidler (ifølge ansøgningsskemaet om erstatning).

Skattestyrelsen bemærker endvidere, at Spørger netop har anført, at nedlukningsbekendtgørelsen helt præcist fastlægger, hvilke beløb, der ydes som erstatning for de enkelte aktivtyper/elementer, og at dette ikke er i overensstemmelse med, at Spørger vil se bort fra den fastsatte erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsens § 5.

Spørger har endnu ikke modtaget en afgørelse om erstatning, og værdierne i erstatningsopgørelsen kendes ikke endnu.

Skattestyrelsen henviser i stedet til SKM2024.378.SR, hvor en minkavler udtog 2 stålbuehaller, en betonplads, en tilkørselsvej og en minilæsser m.m. mod et fradrag i erstatningen på 1.865.000 kr. De udtagne aktiver indgik uændret i opgørelsen af aktivernes restværdi pr. 31. december 2029, tilbagediskonteret (§ 5) med en værdi på 737.756 kr.:

De udtagne aktivers værdi pr. 4. november 2020 (fastsat af erstatning- og taksationskommissionen)	2.719.938 kr.
De udtagne aktivers restværdi pr. 31. december 2029, tilbagediskonteret (§ 5)	737.756 kr.
Fradrag i erstatningen ved udtagning af aktiverne	-1.865.000 kr.

Skatterådet anså minkavleren for at have opnået fuld erstatning for aktivernes værdi pr. 4. november 2020, dog med fradrag af værdien på “udtagningstidspunktet".

Det betyder, at de udtagne aktiver blev anset for erstattet med 2.719.938 kr. med et fradrag på 1.865.000 kr. (netto 854.938 kr.). Efter Skattestyrelsens opfattelse skal det ses i sammenhæng med, at den tidligere minkavler ikke længere kunne anvende aktiverne til minkavl, og at aktivernes værdi derved var reduceret, sammenholdt med værdien i en igangværende minkvirksomhed.

Spørgers opfattelse ville medføre, at der i den situation ikke skulle henføres noget erstatningsbeløb til de udtagne stålbuehaller m.m.

Hjemmel

Spørger har anført, at Skatterådet i SKM2024.378.SR og SKM2024.509.SR m.fl. har lagt sig fast på, at en del af nedlukningserstatningen kan henføres til de udtagne/beholdte aktiver, og at dette er i strid med ordlyden i nedlukningsbekendtgørelsens § 20.

Skattestyrelsen er ikke enig med Spørger. Skatterådets afgørelser er netop truffet på baggrund af nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 1 og 3.

Nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 1:

"Tildeling og udbetaling af erstatning og kompensation efter denne bekendtgørelse sker med vilkår om, at staten erhverver den fulde ret over de aktiver eller den virksomhed, der bliver ydet erstatning eller kompensation for, efter § 8 a, § 8 b og § 8 e i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, jf. dog stk. 3, og § 20 a." [Skattestyrelsens understregning]

Nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 3:

"Erstatnings- og taksationskommissionen kan efter ansøgning fra minkvirksomheden eller følgeerhverv træffe afgørelse om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver eller virksomhed som nævnt i stk. 1 mod, at de pågældende aktivers realiserede salgsværdi, dog mindst den aktuelle markedsværdi af aktivet, fradrages i opgørelsen af erstatningen eller kompensationen." [Skattestyrelsens understregning]

Udgangspunktet er således, at erstatning efter bekendtgørelsen ydes med vilkår om, at staten erhverver den fulde ret over de erstattede aktiver, jf. § 20, stk. 1. Dette gælder dog ikke når § 20, stk. 3, finder anvendelse. Af § 20 stk. 3 fremgår det, at staten ikke erhverver ret til de aktiver, som minkvirksomheden - efter ansøgning - beholder (mod et fradrag i erstatningen).

Det fremgår således direkte af bekendtgørelsen, at der ydes erstatning efter bekendtgørelsen for aktiver, som minkavleren udtager (staten ikke overtager), men med et fradrag i erstatningssummen med salgsværdien eller den aktuelle markedsværdi af aktivet.

Skattestyrelsen bemærker, at nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 3, er udstedt med hjemmel i minklovens § 8 a, stk. 4, 2. pkt.:

"Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver som nævnt i stk. 2 og 3, herunder efter anmodning fra den enkelte minkavler eller følgeerhvervsvirksomhed, og om fradrag i opgørelsen af erstatningen eller kompensationen som følge heraf." [Skattestyrelsens understregning]

Skattestyrelsen er således uenig med Spørger i, at der ikke er hjemmel til at yde erstatning for aktiver, som staten ikke overtager.

Vedrørende Spørgers supplement af 25. april 2025

Spørger har anført, at ved udtagning af aktiver indebærer "regnemekanismerne" i den skematiske model, at der først opgøres et erstatningsbeløb på ét grundlag (§ 5) og derefter foretages et fradrag for udtagningen på et helt andet grundlag (§ 20, stk. 5). Forskelsværdien har ingen sammenhæng med konkrete værdier af anlægsaktiver.

Skattestyrelsen er ikke enig med Spørger. Erstatningen skal behandles som det, den er ydet i erstatning for. Når der er ydet et erstatningsbeløb efter nedlukningsbekendtgørelsens § 5, for aktiverne restværdi ultimo 2029 (tilbagediskonteret), så kan man ikke se bort fra dette. Efter Skattestyrelsens opfattelse er aktiverne tillige erstattet via erstatningsbeløbet for tabt fremtidig indtjening i 9 år (tilbagediskonteret), hvilket man heller ikke kan se bort fra. Endeligt sker der et fradrag i erstatningen i forbindelse med udtagningen af aktiverne, som man ikke kan se bort fra. Fradraget reducerer de fakto erstatningen, og det er derfor nødvendigt at tage stilling, hvordan denne reduktion skattemæssigt skal behandles.

Spørger har tidligere fremført, at nedlukningsbekendtgørelsen helt præcist fastlægger, hvilke beløb der ydes som erstatning/kompensation for de enkelte aktivtyper/elementer. Efter Skattestyrelsens opfattelse harmonerer det ikke med, at Spørger vil se bort nedlukningsbekendtgørelsens erstatningsbeløb og blot omtaler dem som "regnemekanismer".

Skattestyrelsens bemærkninger til Spørgers høringssvar af 4. juli 2025

Spørger er uenig med Skattestyrelsen i, at minklovens § 8 a, stk. 4, giver hjemmel til at yde erstatning for aktiver, som staten ikke overtager. Efter Spørgers opfattelse giver bestemmelsen alene hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver, og i givet fald fastsætte regler om reduktion i opgørelsen af erstatningen.

Skattestyrelsen er ikke enig i Spørgers forståelse af minklovens § 8 a, stk. 4. Bestemmelsen giver efter sin ordlyd mulighed for fastsættelse af regler om udtagning af aktiver mod en reduktion (et fradrag). Det fremgår således ikke, at der ikke ydes erstatning for udtagne aktiver, men alene at der skal ske reduktion i erstatningen.

Fradraget (reduktionen) i opgørelsen af erstatningen skal ses i sammenhæng med, at der fortsat ydes erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsens § 5, for de udtagne aktivers restværdi ultimo 2029 (tilbagediskonteret til 2021). Der ydes endvidere samme erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsens øvrige bestemmelser (§ 4 og §§ 6-10). Det må således konstateres, at der ydes erstatning for de udtagne aktiver, men med et fradrag for aktivets værdi på udtagningstidspunktet. Det svarer til eksemplet, hvor der er ydet 100.000 kr. i erstatning, med et fradrag på 10.000 kr. for en totalskadet bil, som ejeren har beholdt. Her udgør nettoerstatningen 90.000 kr.

Spørger har anført, at det fremkomne forskelsbeløb ikke har nogen betydning, fordi der efter Spørgers opfattelse ikke er hjemmel til at erstatte aktiver, som staten ikke overtager.

Skattestyrelsen er ikke enig. Som beskrevet ovenfor udbetales der de facto et erstatningsbeløb/forskelsbeløb for udtagne aktiver. Det forventede erstatningsbeløb efter nedlukningsbekendtgørelsens § 5 (før reduktion for udtagning) for anlægsaktivernes restværdi ultimo 2029 (tilbagediskonteret) udgør 2.979.641 kr. for driftsbygninger og 882.589 kr. for driftsmidler. Spørgers forståelse af minklovens § 8 a, stk. 4, indebærer, at der ikke er hjemmel til at udbetale de erstatningsbeløb, som han rent faktisk vil modtage efter nedlukningsbekendtgørelsen.

Nedlukningserstatning ydes ved permanent nedlukning af minkvirksomhedens drift i perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2030, som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink. Erstatning efter den skemalagte model indebærer, at der ydes erstatning for den værdinedgang på de udtagne bygningerne, som minkavleren er påført, ved at bygningerne ikke kan anvendes til minkvirksomhed i perioden. Det vil sige forskellen mellem bygningernes værdi i 2020 ved anvendelse i en minkvirksomhed, og bygningernes værdi på udtagningstidspunktet ved anden anvendelse.

Tilsvarende ydes der erstatning for værdinedgang på udtagne driftsmidler og inventar, som følge af, at de ikke længere kan anvendes i en igangværende minkvirksomhed. Det vil sige forskellen mellem driftsmidlernes/inventarets værdi i 2020 ved anvendelse i en minkvirksomhed, og værdien på udtagningstidspunktet ved anden anvendelse.

Det er således fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at der er hjemmel til at yde erstatning for aktiver, som staten ikke overtager.

Sammenfatning

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at erstatningen for Spørgers aktiver som udgangspunkt vil udgøre den i afgørelsen fastsatte værdi pr. 4. november 2020. Dog reduceret med det beløb, som er fradraget i erstatningen som følge af, at staten ikke overtager aktiverne.

Spørger skal således henføre en del af den samlede erstatning til minkvirksomhedens anlægsaktiver.

Det kan derfor ikke bekræftes, at Spørger ikke ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst skal henføre nogen del af den samlede erstatning efter den skematiske model til minkvirksomhedens anlægsaktiver.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2

Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, ønskes det bekræftet, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til de udtagne driftsmidler, ikke skal fradrages ved opgørelse af Spørgers driftsmiddelsaldo efter afskrivningslovens § 5, stk. 2, og at denne del af erstatningen dermed er skattefri.

Begrundelse

Erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler afskrives efter et saldoprincip. Opgørelsen af saldoværdien ved årets udgang sker "med fradrag af salgssummen for driftsmidler og skibe, der er solgt og leveret i indkomstårets løb", jf. afskrivningslovens § 5, stk. 2

Det fremgår af afskrivningslovens § 48, at forsikrings- og erstatningssummer behandles som salgssummer, hvis/hvor andet ikke er særskilt fastsat.

Det fremgår af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.C.2.4.1.5, at sidstnævnte undtagelser - "hvor andet ikke er særskilt fastsat" - drejer sig om:

• afskrivningslovens § 7, stk. 2 (udgift til reparation af skadelidt driftsmiddel eller skib),
• afskrivningslovens § 13, stk. 2 (udgift til reparation af blandet benyttede driftsmidler og skibe) og
• afskrivningslovens § 24 (erstatnings- eller forsikringssummer for skade på fast ejendom - genopførelse).

Dette fremgår ligeledes af forarbejderne til bestemmelsen (L 102, FT 1997/98, bemærkningerne til § 48).

Skattestyrelsen bemærker, at erstatningen for de udtagne driftsmidler ikke er omfattet af de nævnte "særskilte" bestemmelser.

Spørgers erstatning for de udtagne driftsmidler skal således behandles som salgssummer og skal dermed fragå ved opgørelsen saldoværdien ved året udgang, jf. afskrivningslovens §§ 48 og 5, stk. 2.

Skattestyrelsen henviser supplerende til SKM2024.509.SR, hvor Skatterådet svarede, at der skulle opgøres avance/tab vedrørende de udtagne aktiver i forbindelse med modtagelse af nedlukningserstatning. 

I begrundelsen i SKM2024.509.SR fremgår blandt andet følgende:

"Det fremgår således af afgørelsen om nedlukningserstatning, at Spørger har modtaget erstatning for de nævnte [udtagne] aktiver, uanset at de ikke er overdraget til staten. Erstatningsbeløbene skal behandles på samme måde som salgssummer, jf. afskrivningslovens § 48 og ejendomsavancebeskatningslovens § 2. Der skal dermed opgøres tab/avance vedrørende disse aktiver, som følge af de modtagne erstatningsbeløb." 

Skattestyrelsen henviser endvidere til SKM2008.622.ØLR, hvor en partreder havde modtaget erstatning for nogle mangelfulde kraner. Landsretten konstaterede, at erstatningssummer ifølge afskrivningslovens § 48 skal sidestilles med salgssummen for et aktiv. Landsretten fandt, at beløbet var skattepligtigt efter den dagældende afskrivningslovs § 9, stk. 5.

Skattestyrelsen bemærker, at Landsretten traf afgørelse om beskatning af erstatningen (alene) på baggrund af afskrivningslovens §§ 48 og 9, stk. 5.

Skattestyrelsens kommentarer til Spørgers begrundelse

Spørger har anført, at der ikke findes hjemmel i afskrivningsloven til, at et erstatningsbeløb for de udtagne aktiver, som Spørger ikke har afhændet eller afgivet rettigheder over, og som ikke har været beskadigede eller lignende, skal fragå i driftsmiddelsaldoen. Spørger har fremhævet, at de udtagne aktiver på intet tidspunkt leveres til staten.

Skattestyrelsen bemærker hertil, at når en erstatningssum behandles som en salgssum, så vil den skulle fradrages i saldoværdien på linje med en salgssum. I den situation har det ikke betydning, at driftsmidlerne hverken er solgt eller leveret. Spørgers udlægning af afskrivningslovens § 5, stk. 2, ville medføre en erstatningssum aldrig ville blive beskattet, idet driftsmidlet netop er erstattet og ikke er "solgt", ligesom det ofte heller ikke vil være "leveret".

Skattestyrelsen bemærker endvidere, at afskrivningslovens § 48 sidestiller erstatningssummer med salgssummer. Det afhænger ikke af, om aktivet er afhændet, om der er afgivet rettigheder eller om aktivet er beskadiget.

Skattestyrelsen er derfor ikke enig med Spørger i, at der ikke er hjemmel til beskatning i forbindelse med udtagning af driftsmidler,

Afskrivningslovens § 48

Spørger har anført, at afskrivningslovens § 48, hvorefter forsikrings- og erstatningssummer behandles som salgssummer, alene er relevant, "hvor andet ikke er særskilt fastsat".

Skattestyrelsen bemærker hertil, at de situationer, hvor "andet er særskilt fastsat" er afskrivningslovens § 7, stk. 2, § 13, stk. 2 og § 24, jf. ovenstående.

Da disse "særskilte" bestemmelser ikke er relevant for Spørger, vil erstatningssummen skulle behandles som salgssum, ved opgørelsen af driftsmiddelsaldoen.

Skattestyrelsen er således ikke enig med Spørger.

Afskrivningslovens § 47

Spørger har anført, at afskrivningslovens § 48 kun finder anvendelse, hvis der som krævet i afskrivningslovens § 47 overhovedet foreligger en afståelse eller noget, der sidestilles hermed.

Afskrivningslovens § 47 har følgende ordlyd:

"Med salg sidestilles i denne lov andre former for afhændelse og afståelse."

Skattestyrelsen bemærker hertil, at afskrivningslovens §§ 47 og 48 omhandler forskellige situationer. Efter § 47 omfattes afhændelse ved f.eks. gave eller ekspropriation af loven, og efter § 48 omfattes erstatningssummer.

Efter Skattestyrelsens opfattelse er der ikke belæg for Spørgers synspunkt om, at § 48 alene finder anvendelse, hvis der er tale om afståelse m.v. efter § 47. Spørgers synspunkt ville reelt medføre, at afskrivningslovens § 48 var uden indhold.

Skattestyrelsen henviser endvidere til ovennævnte SKM2008.622.ØLR, hvor Landsretten afgjorde, at en erstatning skulle beskattes med hjemmel i afskrivningslovens §§ 9 og 48.

Skattestyrelsen er således ikke enig med Spørger i, at afskrivningslovens § 47 har betydning for Spørgers beskatning af erstatning for udtagne aktiver.

Øvrige bestemmelser

Spørger har anført, at der heller ikke er bestemmelser i skattelovgivningen i øvrigt, der giver hjemmel til reduktion af driftsmiddelsaldoen eller til direkte beskatning af erstatningsbeløb, der henføres til driftsmidler, der hverken afstås eller beskadiges. Spørger mener, at dette også ville være stærkt ulogisk.

Skattestyrelsen er ikke enig med Spørger i, at det har betydning, hvorvidt de erstattede driftsmidler er beskadiget eller ej. Afskrivningslovens § 48 fastslår således, at forsikrings- og erstatningssummer sidestilles med salgssummer, og der er ikke nogen betingelser om at aktivet er beskadiget eller afstået. Det ville også være ulogisk, at der skulle eksistere et sådant hul i afskrivningsloven, hvorefter erstatning for afskrivningsberettigede aktiver i visse tilfælde skulle være skattefri.

Skattestyrelsens bemærkninger til Spørgers høringssvar af 4. juli 2025

Spørger har anført, at kravet i afskrivningslovens § 5, stk. 2, om levering er en udtrykkelig og specifik regel, der fastlægger tidspunktet, hvor en transaktion, der efter loven er eller kan sidestilles med et salg, skal føre til et fradrag i saldoen. Spørger har videre anført, at denne specifikke regel ikke kan tilsidesættes af en generel regel (afskrivningslovens § 48).

Skattestyrelsen er ikke enig. Det fremgår af afskrivningslovens § 48 hvad der konkret gælder for erstatningssummer. Efter bestemmelsen behandles de som salgssummer. Dette indebærer, at en erstatningssum skal fradrages driftsmiddelsaldoen på linje med en salgssum. Det har i den situation ikke betydning, at driftsmidlerne hverken er solgt eller leveret.

Spørger har desuden anført, at det er misvisende, når Skattestyrelsen anfører, at formuleringen i afskrivningslovens § 48, "hvor ikke andet er særskilt fastsat" alene gælder i relation til tre konkrete regler i afskrivningsloven. Det fremgår utvetydigt af bemærkningerne til § 48 i L102, FT 1997/98, at der er tale om eksempler.

Skattestyrelsen er ikke enig. Skattestyrelsen har forholdt sig til de tre konkrete regler i afskrivningsloven, og har konstateret, at de ikke finder anvendelse, og at erstatningen derfor som udgangspunkt må sidestilles en salgssum. Skattestyrelsen er ikke bekendt med, at der eksisterer andre "særskilte" bestemmelser, som udgør en undtagelse hertil. Afskrivningslovens § 5 er den bestemmelse, som erstatningssummer bliver omfattet af, som følge af de behandles som salgssummer, jf. afskrivningslovens § 48. Afskrivningslovens §§ 5 og 48, fastlægger med andre ord den skattemæssige behandling af erstatningssummer for driftsmidler, og § 5 udgør ikke en undtagelse/særskilt regel.

Spørger har gentaget argumentationen om, at afskrivningslovens § 48 alene finder anvendelse, såfremt der er tale om andre former for afhændelse og afståelse, jf. § 47.

Det er - som nævnt ovenfor - Skattestyrelsens opfattelse, at afskrivningslovens § 47 omhandler andre situationer, end § 48, og at der ikke er belæg for Spørgers synspunkt om, at § 48 alene finder anvendelse, hvis der er tale om afståelse m.v. efter § 47. Dette understøttes af SKM2008.622.ØLR, hvor en erstatning blev beskattet med hjemmel i afskrivningslovens §§ 9 og 48.

Spørger er ikke enig med Skattestyrelsen i, at der ville være et hul i afskrivningsloven, hvis afskrivningslovens § 48 ikke skulle fortolkes som anført af Skattestyrelsen. Spørger har anført, at det er Skattestyrelsen, der selv skaber et problem ved at henføre en erstatningssum til aktiver i en situation, hvor der ikke foreligger et salg, en skade, indskrænkning af rettigheder eller en værdireducerende handling med direkte forbindelse til aktiverne.

Efter Skattestyrelsens opfattelse må det betegnes som et hul i afskrivningsloven, såfremt erstatningssummer for afskrivningsberettigede driftsmidler, i visse situationer var skattefri (uden for de 3 særregler om bl.a. forsikringserstatninger til reparation/genopførelse). Skattestyrelsen er derfor uenig med Spørger.

Spørger har anført, at når alle aktiver udtages, modtager Spørger alene erstatning, fordi Spørger forpligter sig til ikke at drive minkvirksomhed på sin ejendom i en 9-årig periode. Denne erstatning har intet med Spørgers driftsmidler at gøre, men vedrører alene virksomhedsaktiviteten.

Skattestyrelsen er ikke enig. Der ydes netop erstatning for det tab - i form af værdinedgang på driftsmidlerne - der er en følge af den permanente nedlukning af minkvirksomhedens drift i perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2024. Det vil sige forskellen mellem driftsmidlernes værdi i 2020 ved anvendelse i en minkvirksomhed, og driftsmidlernes værdi på udtagningstidspunktet ved anden anvendelse.

Spørger har anført, at der i SKM2008.622.ØLR var en klar forbindelse mellem en erstatningssum og konkrete (leverede) aktiver, hvilket støtter Spørgers synspunkt.

Skattestyrelsen er ikke enig heri. I SKM2008.622.ØLR blev erstatningen beskattet som en salgssum efter afskrivningslovens §§ 9 og 48, uanset at der ikke er tale om afståelse eller lignende. Afgørelsen støtter derfor Skattestyrelsens opfattelse.

Spørger har bemærket, at SKM2024.376.SR, SKM2024.377.SR og SKM2024.378.SR ikke vedrører situationer, hvor alle anlægsaktiver udtages. Spørger har ikke forklaret nærmere, hvorfor det skulle have betydning, at alle aktiver udtages.

Skattestyrelsen bemærker hertil, at reglerne for udtagning er de samme, uanset om der udtages enkelte aktiver eller samtlige aktiver. Efter Skattestyrelsens opfattelse, vil de skattemæssige konsekvenser ved udtagning være de samme, uanset om udtagning af aktiver sker helt eller delvist.

Sammenfatning

Spørgers erstatning for de udtagne driftsmidler skal behandles som salgssummer, jf. afskrivningslovens § 48. Erstatningen skal derfor fradrages, på samme måde som en salgssum, ved opgørelsen saldoværdien ved årets udgang, jf. afskrivningslovens § 5, stk. 2.

Det kan derfor ikke bekræftes, at erstatningsbeløb, der kan henføres til de udtagne driftsmidler, ikke skal fradrages ved opgørelsen af driftsmiddelsaldoen.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".

Spørgsmål 3

Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, ønskes det bekræftet, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til de udtagne bygninger og installationer, ikke omfattes af afskrivningslovens regler.

Begrundelse

Ved salg af driftsbygninger og installationer, hvorpå der er afskrevet, skal der ske beskatning af genvundne afskrivninger eller tab i salgsåret, jf. afskrivningslovens § 21.

Dette gælder dog ikke såfremt afskrivningslovens § 24 finder anvendelse. Denne særregel vedrører genopførelse i forbindelse med skade, og er derfor ikke relevant for Spørger.

Det fremgår af afskrivningslovens § 48, at forsikrings- og erstatningssummer behandles som salgssummer, hvis andet ikke er særskilt bestemt.

Det fremgår af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.C.2.4.1.5, at sidstnævnte undtagelser - "hvor andet ikke er særskilt fastsat" - drejer sig om:

• afskrivningslovens § 7, stk. 2 (udgift til reparation af skadelidt driftsmiddel eller skib),
• afskrivningslovens § 13, stk. 2 (udgift til reparation af blandet benyttede driftsmidler og skibe) og
• afskrivningslovens § 24 (erstatnings- eller forsikringssummer for skade på fast ejendom - genopførelse).

Dette fremgår ligeledes af forarbejderne til bestemmelsen (L 102, FT 1997/98, bemærkningerne til § 48).

Skattestyrelsen bemærker, at erstatningen for de udtagne driftsbygninger og installationer ikke er omfattet af de nævnte "særskilte" bestemmelser.

Erstatningen for de udtagne driftsbygninger og installationer skal således behandles som salgssummer, og dermed skal der ske beskatning af genvundne afskrivninger eller tab efter afskrivningslovens § 21.

Skattestyrelsen henviser supplerende til SKM2024.509.SR, hvor Skatterådet svarede, at der skulle opgøres avance/tab vedrørende de udtagne aktiver i forbindelse med modtagelse af nedlukningserstatning. 

I begrundelsen i SKM2024.509.SR fremgår blandt andet følgende:

"Det fremgår således af afgørelsen om nedlukningserstatning, at Spørger har modtaget erstatning for de nævnte aktiver, uanset at de ikke er overdraget til staten. Erstatningsbeløbene skal behandles på samme måde som salgssummer, jf. afskrivningslovens § 48 og ejendomsavancebeskatningslovens § 2. Der skal dermed opgøres tab/avance vedrørende disse aktiver, som følge af de modtagne erstatningsbeløb." 

Skattestyrelsen henviser endvidere til SKM2008.622.ØLR, hvor en partreder havde modtaget erstatning for nogle mangelfulde kraner. Landsretten konstaterede, at erstatningssummer ifølge afskrivningslovens § 48 skal sidestilles med salgssummen for et aktiv. Landsretten fandt, at beløbet var skattepligtigt efter den dagældende afskrivningslovs § 9, stk.5.

Skattestyrelsen bemærker, at Landsretten traf afgørelse om beskatning af erstatningen (alene) på baggrund af afskrivningslovens §§ 48 og 9, stk. 5.

Skattestyrelsens kommentarer til Spørgers begrundelse

Spørger har anført, at der ikke findes hjemmel i afskrivningsloven til, at et erstatningsbeløb for de udtagne aktiver, som Spørger ikke har afhændet eller afgivet rettigheder over, og som ikke har været beskadigede eller lignende, skal fragå i en opgørelse af genvundne afskrivninger. Spørger har i den forbindelse anført, at der enten skal foreligge et salg eller en anden form for afhændelse eller afståelse, jf. afskrivningslovens § 47, for at det er relevant at behandle en erstatningssum som salgssum, jf. afskrivningslovens § 48. Endvidere har Spørger anført, at det skulle have fremgået af afskrivningslovens § 47, hvis modtagelse af en erstatningssum i sig selv skulle være at sidestille med et salg.

Skattestyrelsen bemærker hertil, at afskrivningslovens §§ 47 og 48 omhandler forskellige situationer. Efter § 47 omfattes afhændelse og afståelse ved f.eks. gave eller ekspropriation af loven, og efter § 48 omfattes erstatningssummer.

Efter Skattestyrelsens opfattelse er der ikke belæg for Spørgers synspunkt om, at § 48 alene finder anvendelse, hvis der er tale om afståelse m.v. efter § 47. Spørgers synspunkt ville reelt medføre, at afskrivningslovens § 48 var uden indhold, idet erstatnings- og forsikringssummer normalt ikke har sammenhæng med et salg.

Som nævnt ovenfor, har Skatterådet i SKM2024.509.SR svaret, at der skal opgøres avance/tab vedrørende de udtagne aktiver i forbindelse med modtagelse af nedlukningserstatning. Endvidere har Landsretten i ovennævnte SKM2008.622.ØLR afgjort, at en erstatning skulle beskattes med hjemmel i afskrivningslovens §§ 9 og 48.

Skattestyrelsen er således ikke enig med Spørger i, at afskrivningslovens § 47 har betydning for Spørgers beskatning af erstatning for udtagne aktiver.

Afskrivningslovens § 49

Spørger har uddybende anført, at sondringen mellem selve salget og det beløb, der anses for salgssum, er tydeliggjort i afskrivningslovens § 49.

Skattestyrelsen bemærker hertil, at afskrivningslovens § 49 omhandler erhvervelse og afståelse ved gave, arv og arveforskud. Efter Skattestyrelsens opfattelse kan bestemmelsen ikke tillægges betydning vedrørende beskatning af forsikrings- og erstatningssummer, der er omfattet af afskrivningslovens § 48.

Den tidligere afskrivningsloven fra 1957

Spørger har uddybende anført, at den gældende afskrivningslov adskiller sig fra den tidligere afskrivningslov fra 1957, hvor det af visse bestemmelser fremgik, at udbetalingen af forsikrings- eller salgssum "betragtes som salg" og "sidestilles med afhændelse".

Skattestyrelsen bemærker hertil, at man i den "nye" afskrivningslov fra 1998 har samlet en række fælles/almindelige bestemmelser i lovens kapitel 6 (§§ 45 - 53). Det er efter Skattestyrelsens opfattelse ikke belæg for, at der i den nye afskrivningslov skulle være sket en fritagelse af beskatning af erstatninger for værdinedgang, uden salg. Det fremgår således ikke af ordlyden i afskrivningslovens § 48, at det er en betingelse, at ejendommen er solgt. 

Praksis

Spørger har endvidere anført, at der ikke eksisterer praksis, der understøtter, at erstatning for en værdinedgang på en bygning, skulle have hjemmel i afskrivningsloven.

Skattestyrelsen henviser i den forbindelse til den ovenfor omtalte SKM2024.509.SR, hvor Skatterådet svarede, at der skulle opgøres avance/tab vedrørende de udtagne aktiver i forbindelse med modtagelse af nedlukningserstatning.

Endvidere henvises til ovennævnte SKM2008.622.ØLR, hvor Landsretten konstaterede, at erstatningssummer ifølge afskrivningslovens § 48 skal sidestilles med salgssummen for et aktiv. Der skulle derfor ske beskatning af en erstatning for nogle kraner efter afskrivningslovens § 9, stk. 5.

Endelig henvises til svaret på spørgsmål 4, hvor praksis vedrørende den tilsvarende bestemmelse i ejendomsavancebeskatningslovens § 2 er nærmere beskrevet.

Skattestyrelsens bemærkninger til Spørgers høringssvar af 4. juli 2025

Spørger har anført, at der ikke eksisterer nogen praksis, der understøtter, at den blotte henførelse af et erstatningsbeløb til en værdinedgang på en bygning, hvor erstatningen er helt uden sammenhæng med ejerskab til, dispositionsret over eller skader på bygningen som sådan skulle have hjemmel i afskrivningsloven.

Skattestyrelsen er ikke enig, og henviser indledningsvist til de ovenfor beskrevne afgørelser SKM2024.509.SR og SKM2008.622.ØLR. Endvidere henvises til praksis vedrørende den tilsvarende bestemmelse i ejendomsavancebeskatningslovens § 2. Se svaret på spørgsmål 4.

Skattestyrelsen bemærker endvidere, at nedlukningserstatning ydes ved permanent nedlukning af minkvirksomhedens drift i perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2030, som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink. Erstatning efter den skemalagte model indebærer, at der ydes erstatning for den værdinedgang på de udtagne bygningerne, som minkavleren er påført, ved at bygningerne ikke kan anvendes til minkvirksomhed i perioden. Der er således en sammenhæng mellem værdinedgangen på bygningerne, og den begivenhed, der er baggrund for erstatningen.

Sammenfatning

Spørgers erstatning for de udtagne driftsbygninger og installationer skal behandles som salgssummer, jf. afskrivningslovens § 48. Erstatningen skal derfor behandles på samme måde som en salgssum, ved opgørelse af genvundne afskrivninger efter afskrivningslovens § 21.

Det kan derfor ikke bekræftes, at erstatningsbeløb, der kan henføres til de udtagne driftsbygninger og installationer, ikke omfattes af afskrivningslovens regler.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej".

Spørgsmål 4

Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, ønskes det bekræftet, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til udtagne bygninger og installationer, ikke omfattes af ejendomsavancebeskatningslovens regler.

Begrundelse

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom er skattepligtig efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, jf. lovens § 1.

Ejendomsavancebeskatningsloven finder dog ikke anvendelse for næringsdrivende med fast ejendom, jf. lovens § 1, stk. 2. På baggrund af det oplyste lægges det til grund for svaret, at Spørger ikke er næringsdrivende med fast ejendom.

Af ejendomsavancebeskatningslovens § 2 fremgår det, at erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med salgssummer, men dog således at særbestemmelserne i § 10 om erstatnings- og forsikringssummer ved skade og § 11 om ekspropriation, finder anvendelse. Disse særbestemmelser er ikke relevante for Spørger.

Skatterådet fandt i SKM2024.379.SR, at fortjeneste vedrørende den del af nedlukningserstatningen, der kunne henføres til bygningerne, var skattepligtig efter ejendomsavancebeskatningsloven. Dette gjaldt uanset, at erstatningen ikke omfattede et areal, og dermed ikke direkte var omfatte af ordlyden om delsalg i ejendomsavancebeskatningslovens § 3 A, idet modtagelsen af erstatningen måtte sidestilles med et delsalg af ejendommen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 2.

Det fremgår ikke af ordlyden af ejendomsavancebeskatningslovens § 2, at det er en forudsætning for at anvende bestemmelsen, at hele eller dele af ejendommen er afstået.

Det fremgår samtidigt af praksis, at ejendomsavancebeskatningslovens § 2 finder anvendelse, uanset at der ikke er afstået en del af ejendommen.

I ovennævnte SKM2024.509.SR fandt Skatterådet således, at der skulle opgøres avance/tab efter afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven vedrørende den erstatning, der kunne henføres til de udtagne aktiver (aktiver der ikke var afstået).

I SKM2009.446.SR bekræftede Skatterådet, at en erstatning for en hævet ejendomshandel var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 2 og skulle beskattes efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Af Skatterådets begrundelse fremgår blandt andet følgende:

"Ifølge EBL § 2, stk. 1 sidestilles erstatningssummer med salgssummer, jf. dog §§ 10 og 11, der beskriver beskatningen ved visse typer af erstatning, som ikke er relevante i den foreliggende situation. Det fremgår ikke af bestemmelsens ordlyd, at det er en forudsætning, at ejendommen er afstået, og bestemmelsen kan anvendes, uanset om ejendommen er afstået eller ej, når det tab, som erstatningen skal kompensere, har relation til den pågældende ejendom som sådan og ikke driften af virksomheden i ejendommen." [Skattestyrelsens understregning]

I SKM2010.229.SR svarede Skatterådet, at ulempeerstatninger til ejere af naboejendomme til vindmøller, skulle beskattes efter reglerne om afståelse i ejendomsavancebeskatningsloven. Af SKAT’s begrundelse fremgår bl.a. følgende:

"Skatterettens udgangspunkt er, at en erstatningsbetaling beskattes på samme måde som den indtægt eller det aktiv, den træder i stedet for.

Beløb, der skal betales efter § 6 i lov om fremme af vedvarende energi, er karakteriseret ved at være en lovbestemt kompensation til ejere af naboejendomme til vindmøller for en faktisk konstateret - længerevarende - værdinedgang af de pågældendes ejendom. Der er tale om en engangsbetaling, som udløses i forbindelse med opstilling af møllen.

Under hensyntagen hertil, er det SKAT's opfattelse, at erstatningsbeløbet skal beskattes efter de regler, der gælder for afståelse af fast ejendom, jf. herved EBL § 1."

Skattestyrelsen bemærker, at der i begrundelsen ikke blev henvist til ejendomsavancebeskatningslovens § 2, men at henvisningen til de almindelige principper for den skattemæssige behandling af erstatninger, førte til det samme resultat om, at fortjenesten var skattepligtig efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

I Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.H.2.1.6.5, fremgår blandt andet følgende om erstatning for værdiforringelse uden salg:

"Erstatning for ulempe, værdiforringelse eller tab uden direkte tilknytning til afståelse af fast ejendom

Praksis har videre fastslået, at erstatninger, der ydes som følge af en værdiforringelse af ejendommen eller et forudset tab på ejendommen, uden at værdiforringelsen eller tabet har direkte tilknytning til en handling, der kan sidestilles med afståelse af den faste ejendom, kan være omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.

Begrundelsen er, at den generelle bestemmelse i EBL § 2, stk. 1, om beskatning af erstatninger i forbindelse med fast ejendom finder anvendelse, uanset om ejendommen er afstået eller ej. Det er dog en forudsætning, at det tab, som erstatningen skal kompensere for, har relation til ejendommen som sådan og ikke til driften af ejendommen." [Skattestyrelsens understregning]

Det fremgår således af praksis, at ejendomsavancebeskatningslovens § 2 finder anvendelse, uanset om ejendommen er afstået eller ej. Dette gælder dog ikke erstatning, der har relation til "driften af ejendommen", fordi den vil være skattepligtig efter statsskattelovens § 4.

Skattestyrelsen vil endvidere fremhæve praksis om pålæg af varige middelbare rådighedsindskrænkninger over fast ejendom. Praksis er beskrevet således i Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.H.2.1.6.5:

"Det fremgår af praksis, at fortjeneste ved modtagelse af vederlag for pålæg af varige middelbare rettigheder over fast ejendom skattemæssigt anses for vederlag for delafståelse af den faste ejendom. Fortjeneste ved modtagelse af sådanne vederlag er derfor omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

[…]

Da erstatninger sidestilles med salgssummer ved anvendelse af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, skal fortjeneste ved modtagelse af sådanne erstatninger beskattes efter lovens regler. Se EBL § 2, stk. 1. (Skattestyrelsens understregning)

Det fremgår endvidere af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.H.2.1.6.5, at erstatning for ulempe og lign., der ydes i forbindelse med rådighedsindskrænkninger, kan være omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven. Der er i den forbindelse henvist til bl.a. SKM2009.623.SR. 

I SKM2009.623.SR fandt Skatterådet, at en ulempeerstatning fra Skov- og Naturstyrelsen på 50.000 kr. ikke kunne modtages skattefrit, da ulempeerstatningen blev givet for den varige værdiforringelse, som påførtes ejendommen i forbindelse med et naturgenoprettelsesprojekt. Erstatningen skulle derfor behandles som en salgssum efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

På den baggrund er det Skattestyrelsens opfattelse, at ejendomsavancebeskatningslovens § 2 - hvorefter forsikrings- og erstatningssummer sidestilles med salgssummer - finder anvendelse, uanset at der ikke er afstået en del af ejendommen.

Spørgers erstatningssum for de udtagne bygninger og installationer skal derfor behandles som salgssummer, uanset at Spørger ikke har afstået aktiverne, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 2.

Fortjenesten er dermed skattepligtig efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, jf. lovens § 1.

Skattestyrelsens kommentarer til Spørgers begrundelse

Spørger har anført, ejendomsavancebeskatningslovens §§ 1 og 2 - på samme måde som de nævnte bestemmelser i afskrivningsloven - indeholder en klar sondring mellem selve salget og den tilhørende salgssum. Spøger mener således, at der skal foreligge et salg, før det er relevant af overveje, hvordan en salgssum opgøres.

Skattestyrelsen er ikke enig i, at der eksisterer en sådan begrænsning. Ejendomsavancebeskatningslovens § 2, stk. 1, fastslår, at "Erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med salgssummer", uden at der fastsættes nogen begrænsninger heri (bortset fra § 10 om genopførelse ved skade og § 11 om ekspropriation). Der henvises endvidere til den ovenstående beskrivelse af praksis, hvoraf det bl.a. fremgår, at bestemmelsen finder anvendelse uanset om ejendommen er afstået eller ej.

Den af Spørger opstillede forudsætning ville samtidigt medføre, at bestemmelsen ville være uden indhold, idet erstatnings- og forsikringssummer normalt ikke har sammenhæng med et salg.

Spørgers henvisning til Den juridiske vejledning

Spørger har anført, at det i Den juridiske vejlednings afsnit C.H.2.1.6.5 lægges til grund, at erstatnings- og forsikringssummer alene sidestilles med salgssummer i ejendomsavancebeskatningsloven, hvis de udbetales i anledning af en skade på ejendommen.

Skattestyrelsen er ikke enig i, at dette kan udledes af Den juridiske vejledning. Som beskrevet ovenfor er det derimod udførligt beskrevet i Den juridiske vejledning afsnit C.H.2.1.6.5, at der ikke eksisterer sådanne betingelser/begrænsninger.

Deklaration på ejendommen

Det er en betingelse for erstatningen, at der bliver vedtaget en deklaration på Spørgers ejendom, hvorefter der for en periode ikke må drives minkproduktion og pelseri. Spørger har anført, at der ikke er noget grundlag for at anse dette som et salg af Spørgers bygninger mv.

Skattestyrelsen bemærker hertil, at Spørgers nedlukningserstatning skal beskattes på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Som det fremgår af begrundelse til spørgsmål 1, er det Skattestyrelsens opfattelse, at Spørgers nedlukningserstatning som udgangspunkt skal fordeles på de erstattede aktiver, ud fra den i afgørelsen fastsatte værdi pr. 4. november 2020. Dog reduceret med det beløb, som vil blive fradraget i erstatningen som følge af, at staten ikke overtager aktiverne.

Den omstændighed, at der samtidigt skal vedtages en deklaration på ejendommen, ændrer ikke ved beskatningen af erstatningen. Deklarationen er blot en betingelse for, at Spørger kan modtage nedlukningserstatning for de aktiver, som Spørger beholder.

Skattestyrelsen er derfor enig med Spørger i, at deklarationen ikke i sig selv kan anses for et salg af Spørgers bygninger m.v.

Værdiforringelse

Spørger har i argumentationen vedrørende deklarationen fremført følgende:

"I øvrigt er typen af deklaration slet ikke af en karakter, der efter praksis kan anses for en afståelse af middelbare rettigheder over fast ejendom. Det følger ganske vist af praksis, at erstatning som følge af en værdiforringelse af en ejendom eller et forudset tab på ejendommen, uden at værdiforringelsen eller tabet har direkte tilknytning til en handling, der kan sidestilles med afståelse af den faste ejendom, kan være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens udvidede afståelsesbegreb i lovens § 1, stk. 1. 

Betingelsen herfor er beskrevet som følger i Juridisk Vejledning 2024-2, afsnit C.H.2.1.6.5: 

“Det er dog en forudsætning, at det tab, som erstatningen skal kompensere for, har relation til ejendommen som sådan og ikke til driften af ejendommen". "

(Skattestyrelsens understregning)

Skattestyrelsen er enig med Spørger i, at det følger af praksis, at en sådan erstatning kan være omfattet "ejendomsavancebeskatningslovens udvidede afståelsesbegreb", når erstatningen ikke har relation til driften. Der er med andre ord lovhjemmel til beskatning ved erstatning for en værdiforringelse, selv om der ikke foreligger afståelse.

Det er, som anført i Den Juridiske vejledning, en forudsætning af erstatningen ikke kompenserer "driften af ejendommen". Det skyldes, at erstatning vedrørende driften er skattepligtig efter statsskattelovens § 4.

Skattestyrelsens bemærkninger til Spørgers høringssvar af 4. juli 2025

Efter Spørgers opfattelse foreligger der alene en afståelse omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, hvis en modtagen erstatning dækker et tab med relation til ejendommen som sådan og ikke til driften af ejendommen. Spørger har endvidere anført, at nedlukningserstatningen - ved udtagning af samtlige anlægsaktiver - ikke forudsætter nogen begrænsninger, bortset fra, at Spørger ikke kan drive minkvirksomhed på ejendommen, og dette er en klar begrænsning i forhold til driften på ejendommen - og ikke ejendommen som sådan.

Skattestyrelsen er ikke enig. Indledningsvist bemærkes, at der i spørgsmålet er spurgt til "den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til udtagne bygninger og installationer". Spørgsmålet omhandler således alene den del af Spørgers erstatning, "der kan henføres til bygninger og installationer" (anlægaktiverne) og ikke til driften.

Skattestyrelsen bemærker endvidere, at en erstatning, der kan henføres til "driften af ejendommen", vil være skattepligtig efter statsskattelovens §§ 4 eller 6.

Endeligt bemærkes det, at Spørger har argumenteret for, at erstatningsbeløbet er skattefrit efter statsskattelovens § 5 a, som ikke omfatter driften, men formuen/aktiverne.

Spørger har anført, at Skattestyrelsen har henvist til SKM2009.446.SR, SKM2010.229.SR og SKM2009.623.SR, men at ingen af disse afgørelser forklarer, hvorfor der i Spørgers tilfælde skulle foreligge en afståelse omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.

Skattestyrelsen er ikke enig. Vedrørende SKM2009.446.SR bemærkes, at erstatningen for en hævet ejendomshandel blev beskattet efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Afgørelsen illustrerer, at ejendomsavancebeskatningsloven finder anvendelse, uanset at der ikke er afstået en del af ejendommen, og den understøtter således Skattestyrelsens opfattelse.

I SKM2009.623.SR blev en ulempeerstatning i forbindelse med et naturgenopretningsprojekt beskattet efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. I SKM2010.229.SR blev ulempeerstatninger til ejere af naboejendomme til vindmøller beskattet efter reglerne om afståelse i ejendomsavancebeskatningsloven. Af begrundelsen fremgår bl.a. følgende: "bestemmelsen [EBL § 2] kan anvendes, uanset om ejendommen er afstået eller ej". Ejendomsavancebeskatningsloven finder således anvendelse på erstatninger vedrørende fast ejendom, uanset at der ikke er afstået en del af ejendommen.

Skattestyrelsen bemærker endvidere, at de to sidstnævnte afgørelser omhandler erstatninger i forbindelse med værdinedgang af fast ejendom, i lighed med den del af Spørgers erstatning, der kan henføres til bygninger og installationer.

Spørger har bemærket, at det er forkert, når Skattestyrelsen anfører, at Spørger vil modtage nedlukningserstatning for de aktiver, som Spørger beholder, idet nedlukningsbekendtgørelsen ikke indeholder nogen bestemmelser om en sådan henføring af nedlukningserstatning til aktiver, som Spørger beholder.

Skattestyrelsen er ikke enig. Som nævnt ovenfor vil erstatningsbeløbet efter nedlukningsbekendtgørelsens § 5, for anlægsaktivernes restværdi, være uændret, når aktiverne udtages. Der fastsættes alene en reduktion i erstatningen med værdien af aktiverne på udtagningstidspunktet. Det fremgår således direkte af nedlukningsbekendtgørelsens § 5, at der ydes erstatning for udtagne aktiver.

Sammenfatning

Spørgers erstatningssum for de udtagne bygninger og installationer skal behandles som salgssum, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 2. Erstatningen skal derfor indgå på samme måde som en salgssum ved opgørelse af fortjeneste/tab efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, jf. lovens § 1.

Erstatningsbeløbet for de udtagne bygninger og installationer er med andre ord omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Det kan således ikke bekræftes, at erstatningsbeløb, der kan henføres til de udtagne bygninger og installationer, ikke er omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Nej".

Spørgsmål 5

Hvis spørgsmål 3 og 4 besvares bekræftende, ønskes det bekræftet, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til udtagne bygninger og installationer, er skattefri.

Begrundelse

Bortfalder som følge af svaret på spørgsmål 3 og 4.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Bortfalder".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Love og bekendtgørelser om erstatninger til minkerhvervet

Minkloven (lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink), § 8 a:

Ved fastsættelsen af erstatning eller kompensation efter regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, for minkavl, opdræt af mink med henblik på videresalg af levende dyr, pelseri, som har været drevet i tilknytning til en minkvirksomhed, eller udlejning af stald- og burkapacitet er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ret som nævnt i stk. 2 og 3 over de aktiver, der er ydet erstatning eller kompensation for.

Stk. 2. Ved erstatning eller kompensation for fast ejendom er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ret til bortskaffelse af bygninger, bygningsinstallationer m.v., der er en del af den faste ejendom. Retten til bortskaffelse omfatter ret til nedrivning og fjernelse af bygninger m.v. og ejendomsret til de bortskaffede aktiver. Staten afholder udgifterne til nedrivning og fjernelse af bygninger m.v. Staten afholder ikke andre omkostninger, herunder omkostninger til anden oprydning eller forureningsbekæmpelse. Staten oppebærer eventuelle indtægter i forbindelse med de bortskaffede aktiver.

Stk. 3. Ved erstatning eller kompensation for løsøre, herunder driftsmateriel og driftsinventar, immaterielle rettigheder og alle øvrige aktiver er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ejendomsret til aktiverne.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om de forhold, som er omfattet af stk. 1-3, herunder om, at det er et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at modtagere af erstatning eller kompensation aktivt skal medvirke til, at staten erhverver de fastsatte rettigheder efter stk. 1-3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver som nævnt i stk. 2 og 3, herunder efter anmodning fra den enkelte minkavler eller følgeerhvervsvirksomhed, og om fradrag i opgørelsen af erstatningen eller kompensationen som følge heraf.

Stk. 5.Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at der som vilkår for, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver, jf. stk. 4, 2. pkt., vedtages en deklaration på ejendommen eller dele af denne, hvorfra virksomheden har været drevet, hvorefter der for fremtiden ikke kan drives minkproduktion og pelseri på ejendommen.

Nedlukningsbekendtgørelsen (bekendtgørelse 2021-12-11 nr. 2463 om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder og fuldstændig kompensation til følgeerhverv til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink), §§ 4-10 og § 20, stk. 3:

Erstatning for tabt indtjening ved produktion af mink

§ 4

Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind i minkvirksomheden fastsættes som de estimerede fremtidige indtægter pr. produceret minkskind fratrukket de estimerede årlige omkostninger pr. produceret minkskind, jf. stk. 6 og § 8, stk. 3, ganget med det estimerede antal årligt producerede minkskind for en 9-årig periode. Den opgjorte erstatning tilbagediskonteres fra den 30. juni 2030 for en 8,5-årig periode med en årlig diskonteringsfaktor på 5,14 pct.

Stk. 2.

Omkostninger fra virksomhedens årlige estimerede produktion af minkskind i perioden 1. januar 2021 til den 31. december 2029 forskydes hvert år med 1 år til perioden 1. januar 2022 til den 31. december 2030. Indtægterne fra virksomhedens årlige estimerede produktion af minkskind i perioden 1. januar 2021 til den 31. december 2029 indgår som de estimerede fremtidige indtægter for perioden 1. januar 2022 til den 31. december 2030.

Stk. 3.

Værdien af minkskind fastsættes til 332,75 kr. pr. skind og korrigeres for den enkelte besætning i henhold til det af Dansk Pelsdyravlerforening a.m.b.a. udarbejdede pelsindeks for auktioner i 2017-2019 med en erklæring uden væsentlige forbehold fra en godkendt revisor, som er udpeget af Fødevarestyrelsen. Hvis minkvirksomheden dokumenterer, at det nævnte pelsindeks afviger væsentligt i forhold til skindkvaliteten af de mink, virksomheden forventes at ville have produceret i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2029, kan erstatnings- og taksationskommissionen efter en konkret vurdering korrigere pelsindekset. Skindprisen kan højst fastsættes til 349,3875 kr.

Stk. 4.

Hvis der for en virksomhed ikke foreligger et pelsindeks som nævnt i stk. 3 fastsætter erstatnings- og taksationskommissionen efter en konkret vurdering korrektion af værdien af minkskind på 332,75 kr. i forhold til virksomhedens gennemsnitlige afregningspriser i 2017-2019. Virksomheden skal til brug for erstatnings- og taksationskommissionens vurdering indsende oplysninger og dokumentation for virksomhedens afregningspriser for minkskind realiseret ved auktioner i 2017-2019. Har virksomheden ikke afregningspriser fra 2017-2019, foretager erstatnings- og taksationskommissionen korrektionen efter en konkret vurdering. Skindprisen kan højst fastsættes til 349,3875 kr.

Stk. 5.

Det estimerede antal årligt produceret skind i minkvirksomheden i perioden 2021-2029 fastsættes som det af Fødevarestyrelsen estimerede antal hvalpe i forbindelse med nedslagningen af mink som følge af COVID-19 i Danmark i 2020, medmindre minkvirksomheden dokumenterer, at antal estimerede hvalpe på grund af konkrete forhold hos minkvirksomheden ikke er retvisende for virksomhedens estimerede produktion af minkskind i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2029.

Stk. 6.

De estimerede årlige omkostninger pr. estimeret årligt produceret minkskind efter stk. 5 fastsættes på grundlag af driftsomkostninger i minkvirksomheden i kalenderåret 2019 inklusive estimeret ejerløn og løn til medhjælpende ægtefælle samt eventuelle driftsomkostninger i kalenderåret 2019 ved ikke udnyttet kapacitet, jf. § 6, og ved minkspecifik accessorisk virksomhed relateret til minkavl i Danmark, jf. § 8, stk. 3, fratrukket de i § 9 fastsatte omkostninger knyttet til merindtægten ved salg af levende avlsdyr og de i § 10 fastsatte omkostninger knyttet til pelsning for tredjemand. Driftsomkostninger i minkvirksomheden defineres som omkostninger før afskrivninger, renter og skat. Erstatnings- og taksationskommissionen skal ved beregningen efter 1. pkt. forholdsmæssigt forhøje eller reducere driftsomkostningerne i kalenderåret 2019, såfremt det dokumenteres, at produktionen af mink i 2019 afveg væsentligt fra produktionen af mink i 2020. Kommissionen skal herudover tillægge eller reducere større omkostninger i 2019, som ikke med rimelighed vil kunne forventes afholdt eller afholdt i et væsentligt ændret omkostningsniveau i perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2029. Hvis virksomheden ikke har været i drift i 2019, fastsætter erstatnings- og taksationskommissionen de årlige driftsomkostninger, jf. 1. pkt., på grundlag af omkostningerne i 2020. Fremtidige omkostninger pr. minkskind kan ikke udgøre mindre end 183,75 kr. pr. mink.

Stk. 7.

Hvis minkvirksomheden dokumenterer et højere antal estimerede hvalpe, jf. stk. 5, forhøjer erstatnings- og taksationskommissionen driftsomkostningerne efter stk. 6 forholdsmæssigt.

Stk. 8.

Antal medarbejdere, lejet arbejdskraft, kontraktansatte, ejer og medhjælpende ægtefælle til minkproduktion i minkvirksomheden skal mindst modsvare 1 årsværk pr. 8.400 mink. 1 årsværk er 1.665 timer. Opfyldes betingelsen i 1. pkt. ikke, forhøjes omkostningerne med det manglende antal medarbejdere mv. svarende til lønomkostningen til en ufaglært øvrig medarbejder, jf. stk. 9.

Stk. 9.

De samlede udgifter til arbejdskraft til minkproduktion i minkvirksomheden skal inklusive en eventuel forhøjelse af antal årsværk opgjort efter stk. 8 mindst modsvare følgende timebaserede lønudgifter for den pågældende arbejdskraft opgjort pr. medarbejdergruppe:

1) Faglærte minkpassere 200,58 kr.

2) Ufaglærte minkpassere 192,86 kr.

3) Faglærte øvrige medarbejdere 195,13 kr.

4) Ufaglærte øvrige medarbejdere 188,79 kr.

5) Elever 135,69 kr.

6) 17-årige ungarbejdere 134,42 kr.

7) 16-årige ungarbejdere 116,49 kr.

Erstatning for minkspecifikke anlægsaktiver og ikke udnyttet kapacitet m.v.

§ 5

Der fastsættes erstatning for restværdien af anlægsaktiver tilhørende minkvirksomheden den 4. november 2020 eller anlægsaktiver, som minkvirksomheden havde leaset eller købt med ejendomsforbehold den 4. november 2020, og som minkvirksomheden senest ved accepten af de vilkår, som er indeholdt i forlig eller afgørelse om erstatning og kompensation, har overtaget den fulde ejendomsret over.

Stk. 2.

Erstatning efter stk. 1 fastsættes pr. 31. december 2029 på grundlag af aktivernes restværdi den 4. november 2020 afskrevet lineært over aktivets estimerede restlevetid. Restværdien pr. 31. december 2029 forskydes til den 31. december 2030 og tilbagediskonteres herefter fra den 30. juni 2030 til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig diskonteringsfaktor på 5,14 pct. Restværdien af anlægsaktiver den 4. november 2020 kan maksimalt afskrives over en periode på 15 år.

Stk. 3.

Erstatnings- og taksationskommissionen vurderer et anlægsaktivs restværdi og restlevetid ud fra en konkret vurdering af det enkelte aktivs stand og i henhold til standardværdier fastlagt af erstatnings- og taksationskommissionerne. Hvis der ikke findes standardværdier, fastsættes anlægsaktivets restværdi og restlevetid på grundlag af erstatnings- og taksationskommissionens konkrete vurdering.

Stk. 4.

Hvis det vurderes, at den estimerede restlevetid af det minkspecifikke anlægsaktiv udløber tidligere end den 31. december 2029 skal den estimerede omkostning til levetidsforlængelse af aktivet frem til og med 31. december 2029 fradrages erstatningen. Den estimerede årlige omkostning til levetidsforlængelse af aktivet fastsættes svarende til de estimerede årlige afskrivninger på aktivet baseret på de estimerede levetider efter stk. 2 og 3.

Stk. 5.

Værdien af virksomhedens avlsdyr den 31. december 2029 opgøres separat som en del af værdien af anlægsaktiver og erstattes som den tilbagediskonterede værdi fra 30. juni 2030 til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig diskonteringsfaktor på 5,14 pct. Værdien af avlsdyr fastsættes ud fra en skindpris på 332,75 kr. pr. skind.

§ 6

Erstatning for ikke-udnyttet bur- og staldkapacitet fastsættes pr. burplads som 33 pct. af værdien af den udmålte erstatning for tabt indtægt ved produktion af et minkskind i minkvirksomheden.

Stk. 2.

Minkvirksomheden kan i stedet for opgørelse af erstatning efter stk. 1 ansøge om, at erstatning for ikke-udnyttet bur- og staldkapacitet fastsættes efter erstatnings- og taksationskommissionens konkrete vurdering af brugsværdien af virksomhedens ikke-udnyttede bur- og staldkapacitet i den 9-årige periode. Erstatningen tilbagediskonteres til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig markedskonform diskonteringsrente. Minkvirksomhedens valg af erstatning for ikke-udnyttet bur- og staldkapacitet efter 1. pkt. er bindende for minkvirksomheden ved indgivelse af ansøgning.

Stk. 3.

Minkvirksomhedens ikke-udnyttede bur- og staldkapacitet opgøres efter stk. 1 på grundlag af 95 pct. af den tilgængelige bur- og staldkapacitet i minkvirksomheden, jf. stk. 4.

Stk. 4.

Den ikke-udnyttede bur- og staldkapacitet er den del, som ikke blev udnyttet af minkvirksomheden eller af andre umiddelbart forud for nedslagningen af mink som følge af COVID-19 i Danmark i 2020, og som ville kunne tages i anvendelse i overensstemmelse med meddelte godkendelser og tilladelser efter lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., lov om miljøbeskyttelse og bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. Vurderer erstatnings- og taksationskommissionen, at minkvirksomheden ville have et højere antal mink i 2021-2029 efter § 4, stk. 5, nedskrives den ikke udnyttede bur- og staldkapacitet tilsvarende.

§ 7

Erstatning efter §§ 5 og 6 omfatter ikke værdien af jord.

Erstatning for minkspecifik accessorisk virksomhed

§ 8

Minkvirksomheden modtager erstatning for minkspecifik accessorisk virksomhed i minkvirksomheden inklusiv eventuel eksportrelateret accessorisk virksomhed, der ikke består af salg af levende dyr eller pelsning for tredjemand, og som er relateret til minkavl i Danmark og ikke umiddelbart kan omstilles til anden virksomhed, opgjort for perioden fra den 1. januar 2021 til 31. december 2029 på grundlag af omsætningen fra den nævnte accessoriske virksomhed i 2019, jf. dog §§ 9-10. Erstatningen tilbagediskonteres til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig markedskonform diskonteringsrente.

Stk. 2.

Erstatnings- og taksationskommissionen kan fastsætte en anden erstatning for accessorisk virksomhed, hvis kommissionen skønner, at omsætningen i 2019 ikke er retvisende for virksomhedens estimerede omsætning fra accessorisk virksomhed i perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2029.

Stk. 3.

De estimerede årlige driftsomkostninger forbundet med minkspecifik accessorisk virksomhed relateret til minkavl i Danmark i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2029, herunder driftsomkostninger for virksomhed med salg af levende avlsdyr og virksomhed med pelsning for tredjemand, fastsættes på grundlag af driftsomkostningerne i kalenderåret 2019 og tillægges de estimerede fremtidige omkostninger pr. produceret minkskind, jf. § 4, stk. 1. Hvis virksomheden ikke har været i drift i 2019, fastsætter erstatnings- og taksationskommissionen de årlige driftsomkostninger, jf. 1. pkt., på grundlag af omkostningerne i 2020.

§ 9

Minkvirksomheden modtager erstatning for virksomhed med salg af levende avlsdyr, opgjort som et tillæg på 123 kr. i merindtægten ud over erstatningen for disse mink efter § 4 fratrukket 61 kr. i omkostninger pr. estimeret antal årligt solgte mink i perioden fra den 1. januar 2021 til 31. december 2029. Tillægget på 123 kr. korrigeres for den enkelte besætning i henhold til det af Dansk Pelsdyravlerforening a.m.b.a. udarbejdede pelsindeks for auktioner i 2017-2019 med en erklæring uden væsentlige forbehold fra en godkendt revisor, jf. dog stk. 3-5. Merindtægter kan højst fastsættes til 129 kr. Erstatningen tilbagediskonteres til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig markedskonform diskonteringsrente.

Stk. 2.

Antal estimerede solgte levende avlsdyr efter stk. 1 fastsættes på grundlag af virksomhedens salg af levende mink i 2019. Hvis antal solgte levende avlsdyr i 2019 på grund af konkrete forhold hos minkvirksomheden ikke er retvisende for virksomhedens estimerede salg af levende mink i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2029 korrigerer erstatnings- og taksationskommissionen beregningen.

Stk. 3.

Hvis minkvirksomheden dokumenterer en gennemsnitlig merindtægt per solgt avlsdyr på mindst 141,45 kr. ud over den gennemsnitlige skindpris på 259,80 kr. i perioden 2015-2019, fastsætter erstatnings- og taksationskommissionen tillægget som nævnt i stk. 1 som den faktiske gennemsnitlige merindtægt ud over den gennemsnitlige skindpris på 260 kr. i perioden 2015-2019. Erstatningen tilbagediskonteres til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig markedskonform diskonteringsrente.

Stk. 4.

Hvis minkvirksomheden dokumenterer, at det i stk. 1 nævnte pelsindeks afviger væsentligt i forhold til skindkvaliteten af de mink, virksomheden forventes at ville kunne sælge som levende avlsdyr i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2029, kan erstatnings- og taksationskommissionen efter en konkret vurdering korrigere pelsindekset.

Stk. 5.

Hvis der for en virksomhed ikke foreligger et pelsindeks som nævnt i stk. 1 fastsætter erstatnings- og taksationskommissionen efter en konkret vurdering korrektion af merindtægten efter stk. 1 i forhold til virksomhedens gennemsnitlige afregningspriser i 2017-2019. Virksomheden skal til brug for erstatnings- og taksationskommissionens vurdering indsende oplysninger og dokumentation for virksomhedens afregningspriser for minkskind realiseret ved auktioner i 2017-2019. Har virksomheden ikke afregningspriser fra 2017-2019, foretager erstatnings- og taksationskommissionen korrektionen efter en konkret vurdering. Merindtægten kan højst fastsættes til 129 kr.

§ 10

Minkvirksomheden modtager erstatning for virksomhed med pelsning for tredjemand opgjort som 25 kr. i indtægt fratrukket 20 kr. i omkostninger pr. estimeret pelset mink for tredjemand i perioden fra den 1. januar 2021 til 31. december 2029. Antal estimerede pelsede mink for tredjemand fastsættes på grundlag af virksomhedens pelsning af mink for tredjemand i 2019, jf. dog stk. 2. Erstatningen tilbagediskonteres til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig markedskonform diskonteringsrente.

Stk. 2.

Hvis antal pelsede mink for tredjemand i 2019 på grund af konkrete forhold hos minkvirksomheden ikke er retvisende for virksomhedens estimerede antal pelsede mink for tredjemand i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2029, korrigerer erstatnings- og taksationskommissionen antallet.

§ 20

Tildeling og udbetaling af erstatning og kompensation efter denne bekendtgørelse sker med vilkår om, at staten erhverver den fulde ret over de aktiver eller den virksomhed, der bliver ydet erstatning eller kompensation for, efter § 8 a, § 8 b og § 8 e i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, jf. dog stk. 3, og § 20 a.

Stk. 2.

Det fastsættes som et vilkår for erstatningen eller kompensationen efter denne bekendtgørelse, at adkomsthavere, jf. § 15 a, og modtagere af erstatning og kompensation aktivt medvirker til, at staten erhverver den fulde ret over de aktiver, der bliver ydet erstatning eller kompensation for, efter § 8 a, § 8 b og § 8 e i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3.

Erstatnings- og taksationskommissionen kan efter ansøgning fra minkvirksomheden eller følgeerhverv træffe afgørelse om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver eller virksomhed som nævnt i stk. 1 mod, at de pågældende aktivers realiserede salgsværdi, dog mindst den aktuelle markedsværdi af aktivet, fradrages i opgørelsen af erstatningen eller kompensationen.

Stk. 4.

Ansøgeren kan efter anmodning bevare levende hegn uden fradrag i erstatningen.

Stk. 5.

Hvis staten ikke erhverver ret til staldbygninger eller bure, jf. stk. 3, skal erstatnings- og taksationskommissionen fastsætte som vilkår for erstatningen og kompensationen, at der vedtages en deklaration på ejendommen eller dele af denne, hvorfra virksomheden har været drevet, hvorefter der for den angivne periode ikke kan drives minkproduktion og pelseri på ejendommen. Deklarationen kan tinglyses på ejendommen uden kommunalbestyrelsens godkendelse efter planloven. Deklarationen skal gøres tidsbegrænset. Fødevarestyrelsen er påtaleberettiget for sådanne deklarationer.

Stk. 6.

Fødevarestyrelsen påser, at vilkår er opfyldt og varetager statens interesser i forbindelse hermed forud for udbetaling af erstatning og kompensation efter denne bekendtgørelse.

Praksis

SKM2024.509.SR

Spørger havde den 14. juni 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning). Spørger havde valgt at “udtage" flere af de aktiver, der var med i erstatningsopgørelsen, mod et fradrag i erstatningssummen. Skatterådet bekræftede, at Spørger havde beholdt de “udtagne aktiver". De var således ikke solgt og generhvervet. Det var Skatterådets opfattelse, at der i første omgang var ydet fuld erstatning for alle de erstatningsberettigede aktiver - også de aktiver, som var udtaget. Derefter var der foretaget et fradrag i den samlede erstatning, for værdien på afgørelsestidspunktet af de udtagne aktiver. Resultatet var dermed, at Spørger havde modtaget erstatning for de udtagne aktiver (fuld erstatning minus et fradrag), uanset at de ikke var overdraget til staten. Da erstatninger behandles som salgssummer, skulle der derfor også opgøres avancer/tab vedrørende de udtagne/beholdte aktiver.

SKM2024.377.SR og SKM2024.378.SR

De to afgørelser svarer overordnet til SKM2024.376.SR (se nedenfor). De faktisk forhold afviger dog på visse punkter, herunder var der i disse afgørelser tale om, at den samlede nedlukningserstatning var større end den takserede værdi af aktiverne pr. 4. november 2020. Det overstigende beløb udgjorde som udgangspunkt erstatning for tabt indkomstgrundlag, der var skattefri, eller skattepligtig goodwill.

SKM2024.376.SR

Spørger havde d. 30. maj 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning)

Spørger havde valgt erstatning efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De to væsentligste beløb var:

Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind

Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029

Beløb nr. 1 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Begge beløb var tilbagediskonteret til nutidsværdi.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Erstatningen for minkvirksomheden skulle således fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at virksomhedens aktiver var erstattet, dels via beløb nr. 1 - erstatning for tabt fremtidig indtjening, og dels via beløb nr. 2 - aktivernes restværdi ultimo 2029. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode er en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserer sig på en 9-årige periode, er den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det er som udgangspunkt bygningernes og driftsmidlernes værdi pr. 4. november 2020, som er erstattet. I afgørelsen om erstatning var der fastsat/takseret en værdi af disse aktiver pr. 4. november 2020. Da Spørgers samlede erstatning var mindre end den takserede værdi af aktiverne pr. 4. november 2020, skulle hele erstatningen henføres til bygninger og driftsmidler.

Det var Skatterådets opfattelse, at ingen del af erstatningen kunne henføres til indkomstgrundlaget, idet den samlede erstatning for virksomheden var fastsat til en værdi, der er lavere end værdien af de fysiske aktiver enkeltvis. Virksomhedens indtjening kunne således ikke begrunde, at selve indkomstgrundlaget havde haft nogen værdi.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at det alene var erstatningen for anlægsaktivernes restværdi pr. 31. december 2029, som skulle fordeles på bygninger og driftsmidler.

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 30. maj 2023.

Spørgsmål 2 og 3

Lovgrundlag

Afskrivningsloven

§ 5, stk. 2. 

Indkomstårets afskrivninger foretages på grundlag af den afskrivningsberettigede saldoværdi ved indkomstårets udgang. Denne værdi opgøres som saldoværdien ved indkomstårets begyndelse med tillæg af anskaffelsessummen for driftsmidler og skibe, der er anskaffet i indkomståret, og med fradrag af salgssummen for driftsmidler og skibe, der er solgt og leveret i indkomstårets løb. Udgifter til forbedring behandles på samme måde som anskaffelsessummer. Saldoværdien ved indkomstårets begyndelse udgør det beløb, hvortil driftsmidler og skibe anskaffet i tidligere indkomstår er nedbragt ved afskrivninger. Driftsmidler og skibe, der anvendes til forsøgs- og forskningsvirksomhed, indgår i afskrivningssaldoen med det beløb, der kan fradrages efter § 6, stk. 1, nr. 3.

§ 9, stk. 5 (ophævet) 

Sælges et driftsmiddel eller skib efter ophørsåret ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde, medregnes salgssummen fuldt ud i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori salget finder sted. For personer finder stk. 4 tilsvarende anvendelse på salgssummen.

§ 21

Genvundne afskrivninger eller tab ved salg af bygninger eller installationer, hvorpå der er afskrevet efter § 14 eller § 15, medregnes i den skattepligtige indkomst for salgsåret efter reglerne i stk. 2-6, medmindre § 24 finder anvendelse.

§ 47

Med salg sidestilles i denne lov andre former for afhændelse og afståelse.

§ 48

Hvor andet ikke er særskilt fastsat, behandles forsikrings- og erstatningssummer, herunder ekspropriationserstatninger, som salgssummer.

§ 49

Erhvervelse og afståelse af aktiver ved gave, arv eller arveforskud sidestilles i denne lov med køb henholdsvis salg. Som anskaffelsessum eller salgssum betragtes i disse tilfælde det beløb, der er lagt til grund ved beregningen af gaveafgift, boafgift eller indkomstskat af den pågældende erhvervelse. Har denne ikke været afgifts- eller indkomstskattepligtig, eller er værdiansættelsen foretaget efter boafgiftslovens § 12 a, betragtes som anskaffelsessum eller salgssum det pågældende aktivs handelsværdi på overdragelsestidspunktet. Reglerne i 1.-3. pkt. gælder ikke i det omfang, erhververen efter skattelovgivningens regler herom indtræder i overdragerens skattemæssige stilling.

Statsskattelovens § 5, litra a

Til indkomsten henregnes ikke:

a) formueforøgelse, der fremkommer ved, at de formuegenstande, en skattepligtig ejer, stiger i værdi - medens der på den anden side ikke gives fradrag i indkomsten for deres synken i værdi -, eller indtægter, som hidrører fra salg af den skattepligtiges ejendele (herunder indbefattet værdipapirer) for så vidt disse salg ikke henhører til vedkommendes næringsvej, for eksempel handelsvirksomhed med faste ejendomme, eller er foretaget i spekulationsøjemed, i hvilke tilfælde den derved indvundne handelsfortjeneste henregnes til indkomsten, ligesom også eventuelt tab kan fradrages i denne. Ved salg af fast ejendom samt aktier og lignende offentlige værdipapirer, der er indkøbt efter 1. januar 1922, anses spekulationshensigt at have foreligget, når salget sker inden 2 år efter erhvervelsen, medmindre det modsatte godtgøres at være tilfældet;

Forarbejder

L 102, FT 1997/98 (2. samling), bemærkningerne til §§ 5 og 48

Til § 5

[…]

Stk. 2, 2. pkt., i den foreslåede bestemmelse indeholder endvidere reglen om, at salgssummen for driftsmidler og skibe, der er solgt i indkomstårets løb, fradrages saldoværdien. Af bestemmelsen fremgår, at salgssummen fradrages på det tidspunkt, hvor der er sket levering. Dette indebærer en ændring i forhold til gældende ret, hvor der lægges vægt på det tidspunkt, hvor salget er aftalt. Herved fjernes det »hul« i afskrivningerne, der efter gældende ret kan opstå, hvor hverken sælger eller køber kan afskrive på driftsmidlet, fordi salgssummen for solgte driftsmidler og skibe fradrages saldoværdien allerede i aftaleåret, uanset om driftsmidlet eller skibet først måtte blive leveret til køberen i det følgende indkomstår. Ved »levering« forstås levering i købelovens forstand som omtalt ovenfor i bemærkningerne til den foreslåede § 3. En negativ saldoværdi behandles i overensstemmelse med bestemmelsen i forslagets § 8."

Til § 48

Efter bestemmelsen behandles forsikrings- og erstatningssummer som salgssummer, hvor andet ikke er særskilt fastsat. Bestemmelsen gælder for hele loven, og erstatter således en række bestemmelser i den gældende lov om behandlingen af forsikrings- og erstatningssummer. I visse tilfælde er der dog i lovforslaget opretholdt særlige bestemmelser for behandlingen af forsikrings- og erstatningssummer, f. eks. i den foreslåede § 7, stk. 2, § 13, stk. 2, og § 24.

Praksis

SKM2024.509.SR

Se under spørgsmål 1

SKM2008.622.ØLR

Appellanten havde været partreder i et partrederi, som i 1975/76 havde fået leveret nogle kraner. Kranerne viste sig at være mangelfulde, og blev nogle år senere skrottet. Partrederiets skibe blev solgt i 1982/83, i hvilken forbindelse partrederierne ophørte. Forinden var der ved Sø- og Handelsretten anlagt en sag mod leverandørerne af kranerne, som først blev afsluttet ved et forlig i år 2000.

Landsretten konstaterede, at erstatningssummer ifølge afskrivningslovens § 48 skal sidestilles med salgssummen for et aktiv. Landsretten tiltrådte - med den af Landsskatteretten givne begrundelse - at erstatningsbeløbet for kranerne var skattepligtigt, jf. afskrivningslovens § 9, stk. 5.

Landsskatteretten havde givet følgende begrundelse:

"Efter de for Landsskatteretten foreliggende oplysninger har klageren som partreder modtaget erstatning i henhold til et forlig indgået mellem partrederiet og den leverandør, der i sin tid leverede kraner til de indkøbte skibe. Erstatningen er udbetalt til partrederiet i overensstemmelse med en tilkendegivelse afgivet af Sø- og Handelsretten.

Erstatninger, der udbetales som engangsbeløb, beskattes som udgangspunkt på samme måde som det tab, der erstattes.

Det fremgår af tilkendegivelsen fra Sø- og Handelsretten, at en del af erstatningen relaterer sig til det forhold, at kranerne var mangelfulde, hvorfor partrederiet var berettiget til at hæve købet af kranerne. Erstatningen er for så vidt angår et beløb på 1.986.000 kr. efter rettens opfattelse derfor udbetalt til partrederiet til dækning af den anskaffelsessum, som partrederiet gav for kranerne.

Det har ikke været muligt at få fremskaffet oplysninger om, hvorledes der er afskrevet på kranerne. Det er dog oplyst, at partrederiet ophørte i 1982/83, hvorved klagerens virksomhed med skibsanparter tillige ophørte. Det lægges til grund af Landsskatteretten, at der er foretaget afskrivninger på anskaffelsessummen for kranerne, og at driftsmiddelsaldoen endeligt er gjort op i forbindelse med partrederiets og virksomhedens ophør. Da det af Landsskatteretten lægges til grund, at der er afskrevet på anskaffelsessummen for kranerne, og det af afskrivningslovens § 48 fremgår, at erstatningssummer, hvor andet ikke er særskilt fastsat, behandles som salgssummer, er det Landsskatterettens opfattelse, at den del af erstatningen, der kan henføres til værdien af kranerne på hævetidspunktet, skal anses som en salgssum for et tidligere afskrivningsberettiget aktiv.

Uanset at erstatningen er udbetalt efter virksomhedens ophør, er det efter Landsskatterettens opfattelse afgørende, at en del af erstatningssummen relaterer sig til beløb, der tidligere er afskrevet.

Beløbet anses af Landsskatteretten som skattepligtig for klageren i medfør af afskrivningslovens § 9, stk. 5. Da driftsmiddelsaldoen tidligere er gjort endeligt op, kan hele salgssummen karakteriseres som fortjeneste. Ifølge afskrivningslovens § 9, stk. 4, skal der for personer alene medregnes 90 % af fortjenesten ved indkomstopgørelsen."

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.C.2.4.1.5

"Erstatningssummer, herunder ekspropriationserstatninger, og forsikringssummer behandles som salgssummer, hvor andet ikke særskilt er bestemt. Se AL § 48.

[…]

Beløb der ikke behandles som salgssummer:

• udgift til reparation af skadelidt driftsmiddel eller skib. Se AL § 7, stk. 2, og afsnit C.C.2.4.2.4.3.2,
• udgift til reparation af blandet benyttede driftsmidler og skibe. Se AL § 13, stk. 2, og afsnit C.C.2.4.2.5
• erstatnings- eller forsikringssummer for skade på fast ejendom. Se AL § 24 og afsnit C.C.2.4.4.7."

Spørgsmål 4

Lovgrundlag

§ 1

Ejendomsavancebeskatningsloven §§ 1, 2 og 3 A

§ 1

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Loven gælder ikke for fortjeneste eller tab ved afståelse af fast ejendom, der er erhvervet som led i den skattepligtiges næringsvej.

§ 2

Erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med salgssummer, jf. dog §§ 10 og 11.

Stk. 2. Overdragelse af fast ejendom som gave eller arveforskud sidestilles med salg. Erhvervelse af fast ejendom ved gave eller arveforskud sidestilles med køb.

§ 3 A

Ved afståelse af en del af en fast ejendom forstås afståelser, hvor et areal overdrages efter reglerne om arealoverførsel, eller hvor der overdrages en del af en fast ejendom betinget af udstykning.

Praksis

SKM2024.509.SR

Se under spørgsmål 1

SKM2024.379.SR

Spørger havde d. 14. juni 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink. Skatterådet bekræftede blandt andet, at der skulle opgøres genvundne afskrivninger/tab efter afskrivningslovens § 21 og fortjeneste/tab efter ejendomsavancebeskatningsloven, for den del af erstatningen, der kunne henføres til driftsbygningerne.

SKM2010.229.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at erstatningsbeløb, som i henhold til § 6 i lov nr. 1392 af 27/12 2008 om fremme af vedvarende energi betales af vindmølleejeren for værdiforringelse på naboejendommen, kan anses som et tillæg til vindmøllens anskaffelsessum, en løbende lejeudgift eller anses at vedrøre erhvervelse af fast ejendom. Efter rådets opfattelse kan udgiften dog afskrives efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Erstatningsbeløbet vil for modtageren skulle anses for at vedrøre afståelse af fast ejendom. Erstatningsbetalingen vil ofte kunne henføres til boligen og dermed være skattefri.

SKM2009.623.SR

Skatterådet fandt, at “ulempeerstatning" fra Skov- og Naturstyrelsen på 50.000 kr. ikke kan modtages skattefrit, da “ulempeerstatning" gives for den varige værdiforringelse, som påføres ejendommen i forbindelse med naturgenoprettelsesprojektet. Erstatningen skal derfor behandles som en salgssum efter reglerne i EBL. Derudover fandt Skatterådet ikke, at den fortjeneste der er opstået efter udbetaling af erstatning fra Skov- og Naturstyrelsen på grund af begrænsninger i anvendelse af landbrugsjord kan genanvendes til anskaffelsen af de yderligere 12,78 ha landbrugsjord med begrænsninger, idet de 12,78 ha er omfattet af EBL § 7, stk. 1 om jordfordeling. Reglerne i EBL § 6 A kan således ikke også anvendes, da der indirekte er tale om genanbringelse i EBL § 7, stk. 1.

SKM2009.446.SR

Skatterådet bekræfter at en erstatning for en hævet ejendomshandel skulle var omfattet af EBL § 2 og skulle beskattes efter reglerne i EBL. Erstatningen kunne som følge af dette genanbringes.

SKM2005.93.LSR

Et engangsbeløb, som blev modtaget som erstatning for tidsbegrænset placering af vindmøller på en landbrugsejendom, var skattepligtig som lejeindtægt efter statsskattelovens § 4, litra b, og skulle fordeles over den aftalte lejeperiode.

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.H.2.1.6.5

"Regel

En modtagen erstatning behandles skattemæssigt som det tab, erstatningen ydes for.

Når en ejer modtager erstatnings- og forsikringssummer i forbindelse med skader på fast ejendom, sidestilles det med salgssummer i ejendomsavancebeskatningsloven, og fortjenesten beskattes efter lovens regler. Se EBL § 2, stk. 1.

Undtagelse

Erstatnings- eller forsikringssummen vedrørende den faste ejendom skal ikke beskattes, hvis den har karakter af en ekspropriationserstatning, der er fritaget for beskatning efter EBL § 11, eller hvis der er tale om, at en skaderamt bygning bliver genopført, og betingelserne i EBL § 10 om skattefritagelse er opfyldt.

Bemærk

Det fremgår ikke af ordlyden af EBL § 2, stk. 1, at det er en forudsætning for at anvende bestemmelsen, at hele eller dele af ejendommen er afstået.

Pålæg af varige middelbare rådighedsindskrænkninger over fast ejendom

Det fremgår af praksis, at fortjeneste ved modtagelse af vederlag for pålæg af varige middelbare rettigheder over fast ejendom skattemæssigt anses for vederlag for delafståelse af den faste ejendom. Fortjeneste ved modtagelse af sådanne vederlag er derfor omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Se afsnit C.H.2.1.5.2.2 om afståelse af en middelbar varig rettighed over fast ejendom.

Da erstatninger sidestilles med salgssummer ved anvendelse af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, skal fortjeneste ved modtagelse af sådanne erstatninger beskattes efter lovens regler. Se EBL § 2, stk. 1.

Den der udbetaler erstatning for varige middelbare rettigheder over fast ejendom, som for lodsejeren behandles som afståelse af fast ejendom, behandles skattemæssigt, som der er foretaget et køb af fast ejendom. Se SKM2016.623.LSR og SKM2015.335.SR.

Erstatning for ulempe, værdiforringelse eller tab i tilknytning til varige middelbare rådighedsindskrænkninger over fast ejendom

Efter praksis kan fortjeneste ved modtagelse af en erstatning for ulempe og lign., der udbetales som supplerende erstatning i forbindelse med en erstatning for rådighedsindskrænkning over den faste ejendom, være omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, selv om den supplerende erstatning i sig selv ikke forudsætter afståelse af den faste ejendom.

I SKM2005.500.HR fandt Højesteret, at det måtte lægges til grund, at opstillingen og driften af en vindmølle reelt ikke havde påført ejeren af den omliggende ejendom gener - bortset fra færdselsretten - og at der ikke var påført sælgeren andre rådighedsindskrænkninger end dem, der fulgte af, at jordarealet var overdraget. Hele beløbet, hvoraf 5.000 kr. vedrørte jorden og 120.000 kr. var betaling for indskrænkninger og ulemper ved brugsretten, måtte derfor for køberen anses som vederlag for det erhvervede jordareal. Der var derfor ikke grundlag for, at køberen kunne afskrive de 120.000 kr. efter § 16 F, stk. 2, i den dagældende ligningslov (afskrivning på visse rettigheder). Højesteret fandt videre, da det ikke kunne fastslås, om og i givet fald med hvilket beløb, køberen ville lide tab i forbindelse med en senere tilbageskødning af jordarealet, at der ikke var grundlag for afskrivning af beløbet efter SL § 6, litra a, jf. nu AL § 25, stk.3, sammenholdt med stk. 7, sidste pkt.

I SKM2009.623.SR fandt Skatterådet, at en ulempeerstatning fra Skov- og Naturstyrelsen på 50.000 kr. ikke kunne modtages skattefrit, da ulempeerstatningen blev givet for den varige værdiforringelse, som påførtes ejendommen i forbindelse med et naturgenoprettelsesprojekt. Erstatningen skulle derfor behandles som en salgssum efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

I SKM2010.313.SR fandt Skatterådet, at beløb benævnt "erstatning for rettighederne i henhold til nærværende aftale", lydende på 475.000 kr., som et vindmølleselskab udbetalte til lodsejerne i forbindelse med erhvervelse af jordlodder, var omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven. Der var tale om et standardiseret beløb, som var blevet til ved forhandling med lodsejerne, og beløbet var i øvrigt på niveau med, hvad der betales i forbindelse med sædvanlige brugsrets-aftaler. Beløbet skulle bl.a. dække den ulempe for lodsejerne, der bestod i, at møllerne stod midt på en mark, idet landmanden skulle pløje uden om og ikke kunne dyrke jorden. Når henses til det oplyste, fandt Skatterådet ikke, at der var grundlag for at henføre erstatningsbeløbet til andre forhold end afståelsen af selve parcellen.

I SKM2013.382.SR fandt Skatterådet, at erstatninger for det varige værditab, der påførtes ejendommen ved sløjfning af dræn i forbindelse med pålæg af vådområdedeklarationer, var omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Erstatning for ulempe, værdiforringelse eller tab uden direkte tilknytning til afståelse af fast ejendom

Praksis har videre fastslået, at erstatninger, der ydes som følge af en værdiforringelse af ejendommen eller et forudset tab på ejendommen, uden at værdiforringelsen eller tabet har direkte tilknytning til en handling, der kan sidestilles med afståelse af den faste ejendom, kan være omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.

Begrundelsen er, at den generelle bestemmelse i EBL § 2, stk. 1, om beskatning af erstatninger i forbindelse med fast ejendom finder anvendelse, uanset om ejendommen er afstået eller ej. Det er dog en forudsætning, at det tab, som erstatningen skal kompensere for, har relation til ejendommen som sådan og ikke til driften af ejendommen.

I SKM2009.446.SR udtalte Skatterådet således i forbindelse med en erstatning for en hævet handel, at det ikke fremgår af bestemmelsens ordlyd (§ 2 i EBL), at det er en forudsætning, at ejendommen er afstået, og bestemmelsen kan anvendes, uanset om ejendommen er afstået eller ej, når det tab, som erstatningen skal kompensere for, har relation til den pågældende faste ejendom som sådan og ikke til driften af virksomheden i ejendommen. I sagen blev erstatningen givet, fordi sælgeren ikke kunne afstå ejendommen til anden side til samme pris, som der var aftalt i handlen, der blev hævet.

I SKM2010.229.SR tog Skatterådet stilling til den skattemæssige behandling af ulempeerstatninger, der efter § 6 i lov om fremme af vedvarende energi til ejere af naboejendomme til vindmøller for en konstateret længerevarende værdinedgang af de pågældende ejendomme. Skatterådet tiltrådte SKATS indstilling om, at engangserstatninger, der blev udløst ved opstilling af en vindmølle, skulle beskattes hos modtagerne efter de regler, der gælder for afståelse af fast ejendom. Herudover fastslog Skatterådet, at beløb, der i forbindelse med opførelse af en vindmølle udbetales til naboer som erstatning for værditab på fast ejendom, jf. lov nr. 1392 af 27/12 2008 om fremme af vedvarende energi, efter Skatterådets opfattelse, har en sådan tilknytning til den løbende indkomsterhvervelse, at udgiften kan afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Længden af afskrivningsperioden fandtes passende at kunne fastsættes til 10 år."