Sag BS-19870/2021
(22. afdeling)
(v/ advokat Phillipp Nanning Quedens)
(v/ advokat Marianne Lovring)
Retten på Frederiksberg har den 10. maj 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS16448/2020).
Landsdommerne Henrik Bitsch, Alex Puggaard og Ane Kallmayer Bach(kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Appellanten, A, har gentaget sin påstand for byretten om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at den af Skatteankestyrelsen den 20. januar 2020 trufne afgørelse ophæves med den retsvirkning, at appellantens skattepligtige indkomst for 2016 nedsættes med 541.212 kr. og for 2017 nedsættes med 1.890.035 kr. eller i alt med 2.431.247 kr.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.
A har afgivet supplerende forklaring.
A har forklaret, at han har været sygemeldt de seneste to år. Han har reelt været ude af Danmark siden 2000, selvom det først er registreret fra 2001. Han fastholder, at han i 2016 og 2017 var i Danmark i mindre end 180 dage.
Han lånte efter aftale sin fars dankort. Faren havde kun ét dankort, og faren anvendte også selv kortet. Han har foretaget nogle af hævningerne i Skattestyrelsens opgørelse, men ikke alle. Han kan ikke præcist sige, hvor mange af transaktionerne, han har foretaget. Både han og faren har foretaget kontanthævninger. Han anvendte hævningerne til at betale mindre udeståender med sine samarbejdspartnere. Det var et tocifret procent beløb, han sparede ved, at pengestrømmen ikke skulle krydse landegrænser flere gange. Der blev ikke nedfældet noget om baggrunden for, at pengeoverførslerne skulle gå gennem ham. Hverken det engelske selskabs eller det danske selskabs regnskabsmedarbejdere har haft bemærkninger til pengeoverførslerne.
Han boede i en lejlighed i Y1-by, som han delte med sin samarbejdspartner. Han betalte lejen gennem lønnen til sin samarbejdspartner, som lejligheden tilhørte. Han anvendte også sin fars kreditkort i Y2-land, og han havde en mellemregning med sin samarbejdspartner vedrørende bl.a. daglige fornødenheder.
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Sagen angår for det første, hvorvidt A var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2016 og 2017, for det andet om A er skattepligtig af et beløb på i alt 541.212 kr. i 2016 og 1.890.035 kr. i 2017, og for det tredje om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2016 er opfyldt.
A var registreret med bopæl i Danmark frem til den 19. januar 2017, hvor han er registreret som udrejst til Y3-land. I forbindelse med registreringen af udrejse oplyste A en kontaktadresse i Danmark, hvor han har oplyst at have opholdt sig i perioder.
A har - trods opfordret hertil - ikke fremlagt nogen form for dokumentation, herunder lejekontrakter, dokumentation for udgifter til livsførelse i Y2-land, dokumentation for rejseaktiviteter eller lignende, der understøtter, at han reelt var fraflyttet landet og havde taget bopæl i Y2-land forud for den 19. januar 2019. Det bemærkes særligt, at det allerede ved et møde den 13. september 2018 mellem A, dennes daværende rådgiver, og medarbejdere ved Skattecenter Fredensborg blev aftalt, at A skulle fremlægge lejekontrakt samt øvrig dokumentation vedrørende dennes bopæl i Y2-land.
På denne baggrund finder landsretten, at A ikke har godtgjort, at han i den omhandlede periode havde opgivet sin bopæl i Danmark, og landsretten tiltræder, at A var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2016 og 2017.
Dette resultat understøttes i øvrigt af sagens øvrige oplysninger, herunder A’s hyppige anvendelse af sin fars dankort i Danmark i 2016 og 2017, som A først under hovedforhandlingen i byretten delvist har fragået, ligesom kortet alene er anvendt ganske få gange i Y2-land i 2016 og 2017.
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at de omhandlede indbetalinger til A’s fars danske bankkonto må anses for at vedrøre A. Landsretten tiltræder endvidere, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at der er tale om lån, herunder midler videreformidlet som lån, da der ikke fremlagt nogen form dokumentation for, at der var indgået aftale om, at A’s fars konto skulle anvendes til det angivne formål, eller fremlagt oplysninger om pengestrømme og underliggende låneforhold, herunder lån til A selv, der understøtter forklaringen. A er derfor skattepligtig af 541.212 kr. i indkomståret 2016 og af 1.890.035 kr. i indkomståret 2017.
Endelig tiltræder landsretten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2016 er opfyldt, da A har handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive de indsatte beløb og derved bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 120.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb, herunder at sagen efter anmodning fra A har været omberammet flere gange. Endvidere er der lagt vægt på hovedforhandlingens korte varighed.
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 120.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.