Dato for udgivelse
09 Sep 2025 10:24
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Aug 2025 13:32
SKM-nummer
SKM2025.508.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
25-0351117
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Ligningsloven, BoligJobordningen, Servicefradrag, Grøn istandsættelse, Håndværkerfradrag, Ventilation, Reparation, Service
Resumé

Spørger, som ydede service vedrørende ventilationsanlæg, ventilationsrens inkl. mekanisk rensning af ventilationskanaler, indregulering af ventiler samt mindre reparationer af ventilationsanlæg i private boliger, ønskede at få bekræftet, at arbejdsløn i forbindelse med disse ydelser kunne omfattes af servicefradraget eller fradrag for grøn istandsættelse (håndværkerfradraget) ifølge ligningslovens § 8 V.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at arbejdsløn for udførsel af service vedrørende ventilationsanlæg, ventilationsrens inkl. mekanisk rensning af ventilationskanaler og indregulering af ventiler var omfattet servicefradraget eller fradrag for grøn istandsættelse i ligningslovens § 8 V. De beskrevne ydelser kunne ikke anses som almindelig dagligdags rengøring, der var omfattet af i bilag 1, pkt. A, til ligningsloven. Ydelserne kunne heller ikke anses for at være installation, reparation eller forbedring af ventilation, som nævnt i bilag 1, pkt. B, til ligningsloven.

Skatterådet kunne derimod bekræfte, at arbejdsløn i forbindelse med spørgers reparationer af ventilationsanlæg var omfattet af reglerne om håndværkerfradrag i ligningslovens § 8 V.

Hjemmel

Lovbekendtgørelse nr. 42 af 13. januar 2023 om Bekendtgørelse af lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven)

Bekendtgørelse nr. 391 af 28. marts 2022 om boligjobordningen

Reference(r)

Ligningslovens § 8 V

Bekendtgørelse nr. 391 af 28. marts 2022 § 3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.A.4.3.6

Henvisning

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.C.2.2.1.9

Spørgsmål

  1. Er det muligt at fradrage arbejdsløn for udførsel af service af ventilationsanlæg, indregulering af husets ventiler og ventilationsrens i en privat bolig efter ligningslovens § 8 V?
  2. Er det muligt at fradrage arbejdsløn til reparation af ventilationsanlæg i en privat bolig, såsom renovering af motor ved udskiftning af motorleje eller printplade, efter ligningslovens § 8 V?

Svar

  1. Nej.
  2. Ja, se indstilling og begrundelse.

Offentliggjort i forkortet og redigeret form.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger udbyder service af ventilationsanlæg, ventilationsrens inkl. mekanisk rensning af ventilationskanaler, indregulering af ventiler samt mindre reparationer af ventilationsanlæg i private boliger.

Spørgers service af ventilationsanlæg inkluderer ventilationsrens, inkl. mekanisk rensning af ventilationskanaler, indregulering af ventiler i husets rum, udskiftning af filtre samt en række af kontroller og test af ventilationsanlægget. Både ventilationsrens og indregulering af ventiler udføres også særskilt, dvs. uden service af ventilationsanlægget.

Ved en ventilationsrens sker der en mekanisk rensning af ventilationskanalerne, hvor disse bliver rengjort ved udsugning af snavs og støv med særligt udstyr, herefter renses ventilationsanlægget med specielle børster. Indblæsnings- og udblæsningsventiler afmonteres og rengøres, hertil bruges en speciel væske.

Indregulering af ventiler sker ved en måling af luftmængden og justering af denne i de enkelte rum i boligen. Ved indreguleringen anvendes en såkaldt flowmåler til justering af luftstrømme fra indblæsnings- og udblæsningsventiler, så luftmængden er korrekt i de individuelle rum og i boligen som helhed.

Spørger påpeger, at for at opretholde et godt indeklima, samt for udskiftning af luften i boligen, er det nødvendigt at få renset kanaler hvert 3-5 år. Ellers vil udsugningen af fugtig og tung luft blive nedsat, og anlægget vil i sidste ende skulle køre mere og i længere tid for at opretholde et godt indeklima. Derudover vil anlæggets motor blive mere slidt og vil i sidste ende skulle repareres eller udskiftes.

90 pct. af spørgers kunder får lavet service, ventilationsrens og indreguleret ventiler samme dag, spørger ønsker derfor at få udspecificeret, hvordan en faktura skal opstilles.

Spørger har i øvrigt oplyst, at et ventilationsanlæg bl.a. opsamler støv fra luften, og at noget af dette støv vil ophobe i ventilationskanalerne. For at et ventilationsanlæg kan fungere optimalt, skal det vedligeholdes og renses. Service af et ventilationsanlæg sikrer, at anlægget er effektivt, øger anlæggets levetid, og medvirker herudover til et sundere indeklima.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1 ønskes besvaret: Ja

Spørgsmål 2 ønskes besvaret: Ja

Man kan tale for, at det er en forbedring af ventilationsanlægget, og derved indeklimaet, at få renset og serviceret sit ventilationsanlæg, da det ellers vil bruge markant mere strøm, ikke genanvende varmen optimalt, køre markant dårligere, ikke udskifte luften i boligen og i værste fald vil danne skimmel.

Derudover kan en indregulering af ventiler også have stor betydning for indeklimaet i boligen og genindvinding af varme.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at det er muligt at fradrage arbejdsløn for service af ventilationsanlæg, indregulering af husets ventiler og ventilationsrens, der udføres i en privat bolig efter ligningslovens § 8 V.

Begrundelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan der fradrages udgifter, der er betalt og dokumenteret, til arbejdsløn for ydelser omfattet af den såkaldte BoligJobordning efter ligningslovens § 8 V. Fradraget er opdelt i forhold til serviceydelser og grøn istandsættelse i hjemmet eller i en fritidsbolig, jf. ligningslovens § 8 V, stk. 1 og 5, dvs. i et servicefradrag og et fradrag for grøn istandsættelse (håndværkerfradraget).

Fradragsretten for ydelser omfattet af BoligJobordningen er bl.a. betinget af, at den skattepligtige er fyldt 18 år ved indkomstårets udløb, se ligningslovens § 8 V, stk. 2, nr. 1. Fradragsretten er endvidere betinget af, at den skattepligtige har fast bopæl, hvor arbejdet udføres. Hvis udgiften til arbejde vedrører en fritidsbolig, skal den skattepligtige være ejer og betale ejendomsværdiskat på ejendommen på tidspunktet for arbejdets udførelse, se ligningslovens § 8 V, stk. 2, nr. 2.Ydermere er fradraget bl.a. betinget af, at arbejdet er udført af en virksomhed, der er momsregistreret i Danmark, eller en person, der ved indkomstårets udløb er fyldt 18 år og er fuldt skattepligtig til Danmark, se ligningslovens § 8 V, stk. 2, nr. 3.

Det er alene udgiften til arbejdsløn inkl. moms, der kan fratrækkes. Udgifter til materialer kan således ikke fratrækkes. Se ligningslovens § 8 V, stk. 1.

Den samlede fradragsberettigede udgift for serviceydelser kan højest udgøre 17.500 kr. i 2025, og for grøn istandsættelse (håndværkerfradraget) kan højest udgøre 8.600 kr. i 2025. Se ligningsloven § 8 V, stk. 5.

Serviceydelser

Af bilag 1 til ligningsloven fremgår de ydelser, der er omfattet af ligningslovens § 8 V. Vedrørende rengøring i hjemmet eller i en fritidsbolig fremgår følgende af pkt. A i bilaget:

"Bilag 1

A. Serviceydelser i hjemmet eller i en fritidsbolig

Almindelig rengøring

- Vask og aftørring af flader i boligen

- Rengøring af toilet og bad

- Støvsugning, gulvvask og boning

- Opvask, tøjvask og strygning

- Rensning eller vask af tæpper, gardiner, persienner m.v."

Ved lov nr. 572 af 7. juni 2011 blev der oprindeligt indført en forsøgsordning med fradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet, hvor der for serviceydelser blev taget udgangspunkt i hjemmeserviceordningen. Følgende fremgår bl.a. af lovforslag som fremsat nr. 208 af 19. maj 2011:

"(…)

2. Lovforslagets formål og baggrund

(…)

Sort arbejde er oftest serviceydelser, der knytter sig til boligen. Hver femte dansker har fået udført bygge- eller anlægsarbejde, og hver tiende har købt rengøring eller vinduespudsning sort. 

Samtidig oplever mange familier - og især børnefamilier - et stort tidspres i hverdagen. Det er en udfordring for en familie at få hverdagen til at gå op, når arbejdet skal passes, børn hentes og bringes, og maden laves. Arbejdstider, åbningstider og sengetider sætter grænser for familiens mulighed for at indrette sin hverdag.

Oven i arbejdsdagen bruger en familie med små børn tilsammen over ni timer dagligt til huslige gøremål. Og der er ingen tvivl om, at mængden af husarbejde er med til at sætte pres på hverdagen. Jo mere husarbejde, der skal laves, desto mere stressende bliver hverdagen.

(…)

3. Gældende ret

Indledning

Efter gældende ret er der som udgangspunkt ikke skattemæssigt fradrag for privates udgifter vedrørende serviceydelser i hjemmet. Der eksisterer dog statslige tilskudsordninger - blandt andet for hjemmeserviceydelser for folkepensionister og førtidspensionister efter lov om hjemmeservice. (…). 

3.1. Lov om hjemmeservice

Den nuværende hjemmeserviceordning giver ret til, at private husstande, hvor mindst én person enten er fyldt 65 år eller er førtidspensionist, kan få tilskud på 30 pct. til rengøringsarbejde, som husstanden ellers selv skulle have udført i hjemmet. Det er en generel betingelse, at arbejdet udføres i kundens bolig eller i direkte tilknytning dertil, f.eks. tæppebankning i haven eller i et gårdanlæg (Skattestyrelsens fremhævelse).

(…)

4.1. Forslagets baggrund

(…)

Forsøgsordningen skal give husholdningerne bedre muligheder for at betale sig fra tidskrævende dagligdagsopgaver som f.eks. rengøring, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde. Samtidig tilgodeser ordningen behovet for bedre og mere energieffektive boliger, idet der også gives fradrag for lønudgifter til reparationer og udvendigt vedligehold, som f.eks. udskiftning af vinduer, tag, isoleringsarbejde m.v. (Skattestyrelsens fremhævelse).

(…)."

Der fremgår følgende om serviceydelserne i bilag 1 i forarbejderne til den lov, hvorved ydelserne omfattet af § 8 V blev udskilt til bilag 1. Se lovforslag nr. 95 af 15. december 2015, afsnit 4. Lovforslaget:

"Der foreslås ikke ændringer af de serviceydelser, der hidtil har været omfattet af BoligJobordningen.

De fradragsberettigede serviceydelser omfatter således som hidtil almindelig rengøring, herunder vask og aftørring af flader i boligen, rengøring af toilet og bad, støvsugning, gulvvask og boning, opvask, tøjvask og strygning, rensning eller vask af tæpper, gardiner og persienner m.v. Tilsvarende gælder vinduespudsning (indvendig og udvendig), børnepasning (herunder aflevering og afhentning af børn i daginstitution, skole, fritidsklub og fritidsaktivitet) og almindeligt havearbejde (herunder græsslåning, hækkeklipning, lugning, beskæring af buske og træer og snerydning)."

Det kan efter Skattestyrelsens opfattelse udledes af forarbejderne, at "almindelig rengøring" omfatter almindelig dagligdags rengøring, og det rengøringsarbejde som husstanden ellers selv skulle have udført i hjemmet.

Det bemærkes, at der ikke efterfølgende er sket ændring af de omfattede serviceydelser, som henhører under "Almindelig rengøring".

Som det fremgår af det ovenfor citerede fra bilag 1, pkt.  A, er den overordnede overskrift "Almindelig rengøring". Hertil kommer, at det i underpunkter er opremset, hvilket typer af rengøring, der er omfattet.

Spørgers ydelser i form af service af ventilationsanlæg, indregulering af husets ventiler og ventilationsrens, indgår ikke i denne opremsning. Det er endvidere kun i underpunktet "rensning eller vask af tæpper, gardiner og persienner m.m." (Skattestyrelsens fremhævelse), at opremsningen ikke er udtømmende.

Indregulering af husets ventiler

Da indregulering af ventiler sker ved en måling af luftmængden og justering af denne i de enkelte rum i boligen, er der ikke er tale om, at noget rengøres eller renses. Ydelsen er allerede af den grund ikke omfattet af "almindelig rengøring" som beskrevet ovenfor. Spørgers indregulering af ventiler kan derfor ikke anses for at være en serviceydelse omfattet af "Almindelig rengøring" i bilag 1, pkt. A, til ligningsloven.

Ventilationsrens

Efter det oplyste er det nødvendigt at få renset ventilationskanaler hvert 3-5 år. Ventilationsrens sker ved en mekanisk rensning af ventilationskanalerne, hvor disse bliver rengjort ved udsugning af snavs og støv med særligt udstyr, herefter renses med specielle børster. Herudover afmonteres og rengøres indblæsnings- og udblæsningsventiler.

Skattestyrelsen vurderer på den baggrund, at den beskrevne rensning ikke kan anses som almindelig dagligdags rengøring, henset til art og omfang. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at den beskrevne rensning ikke kan sidestilles med rensning eller vask af tæpper, gardiner, persienner m.v., og at den beskrevne rensning i sin helhed i øvrigt ikke er omfattet af "Almindelig rengøring" i bilag 1, pkt. A, til ligningsloven.

Service af ventilationsanlæg

Den service af ventilationsanlæg, som spørger udbyder, der omfatter ventilationsrens, indregulering af ventiler og en rækker kontroller og test, anses som en samlet pakke, der vedrører ventilationsanlæggets funktion. Jævnfør ovenfor anses indregulering af husets ventiler, og den beskrevne rensning ikke for at være "almindelig rengøring". Herudover kan den beskrevne service i sin helhed i øvrigt ikke anses for omfattet af "Almindelig rengøring" i bilag 1, pkt. A, til ligningsloven, Skattestyrelsen har i den forbindelse henset til art og omfang, herunder at der er anvendt særligt udstyr og udført kontroller.

Det er således Skattestyrelsens opfattelse, at spørgers ydelser i form af service af ventilationsanlæg, indregulering af husets ventiler og ventilationsrens ikke kan anses for omfattet af "Almindelig rengøring" i bilag 1, pkt. A, til ligningsloven, og derfor ikke er fradragsberettiget i henhold til ligningslovens bilag 1. pkt. A, jf. ligningslovens § 8 V.

Grøn istandsættelse

Spørgsmålet er herefter, om de beskrevne ydelser er omfattet af grøn istandsættelse (håndværkerfradraget), der er nævnt i bilag 1, pkt. B, til ligningsloven, og derfor vil kunne fradrages som grøn istandsættelse i stedet. 

Om baggrunden for at genindføre fradrag for grøn istandsættelse i BoligJobordningen fremgår følgende af de almindelige bemærkninger til den seneste ændring af ligningslovens § 8 V, se lovforslag nr. 117 fremsat den 19. december 2024:

"2.3. Genindførelse af fradrag for grøn istandsættelse i BoligJobordningen og udvidelse af servicefradraget

(…) regeringen og aftalepartierne er enige om at indføre et grønt håndværkerfradrag og udvide det eksisterende servicefradrag for at gøre hverdagen nemmere for danskerne og frigive mere tid til familierne."

Om fradrag for grøn istandsættelse fremgår bl.a. følgende af de specielle bemærkninger til ligningsloven § 8 V:

"Den foreslåede ændring medfører, at udgifter til arbejdsløn til grøn istandsættelse, f.eks. isolering af tag og loft, udskiftning af vinduer og yderdøre og isolering af ydervægge, fremover vil kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst."

Reglerne om grøn istandsættelse blev første gang indført i ligningslovens § 8 V i 2016. I lovforslag nr. 95 fremsat 16. december 2015 fremgår følgende om baggrunden for indførelsen af reglerne i indledningen til de almindelige bemærkninger:

"Med lovforslaget omlægges BoligJobordningen til en ny grøn BoligJobordning med henblik på at understøtte den grønne omstilling, øget bæredygtighed og klimaindsatsen."

Af afsnit 4.1.2 i de almindelige bemærkninger til loven fremgår bl.a. følgende:

"En række af de håndværksydelser, der er omfattet af den hidtil gældende ordning, har et grønt sigte og foreslås derfor videreført som fradragsberettigede ydelser.

Det gælder blandt andet håndværksydelser vedrørende energiforbedringer af boligen, f.eks. isolering af tag, udskiftning af vinduer og døre, isolering af ydervægge, installation af solfangere, solceller, husstandsvindmøller, jordvarme, fjernvarmeunits, varmeanlæg, visse varmepumper og varmestyringsanlæg."

Det følger således af disse forarbejder til ligningslovens § 8 V, at den grønne Boligjobordning skal understøtte den grønne omstilling, øget bæredygtighed og klimaindsatsen.

Af forarbejderne til den nye lov nr. 95 af 4. februar 2025 under de specielle bemærkninger til ligningslovens § 8 V fremgår det, at der som hidtil kun kan foretages fradrag for ydelser, der fremgår af ligningslovens bilag 1. Se lovforslag nr. 117 fremsat 19. december 2024.

I bilag 1, pkt. B, til ligningsloven, under "Grøn istandsættelse i hjemmet eller i en fritidsbolig" er ventilation direkte nævnt og følgende fremgår:

"Installation, reparation eller forbedring af ventilation, f.eks.:

- Balanceret ventilationsanlæg med varmeindvinding"

Det er dermed "Installation, reparation eller forbedring af ventilation", der er omfattet af ordningen med grøn istandsættelse. Hverken lovteksten, bilag 1 til lovteksten eller forarbejderne indeholder en nærmere definition af, hvad der skal forstås ved "installation", "reparation" eller "forbedring" af ventilation og dermed hvilke ydelser, der omfattet heraf.

"Installation" dækker, efter Skattestyrelsens opfattelse, ud fra en almindelig sproglig forståelse over opsætning og montering af selve ventilationsanlægget. Spørgers ydelser i form af service af ventilationsanlæg, indregulering af husets ventiler og ventilationsrens kan derfor, efter Skattestyrelsens opfattelse, ikke anses for omfattet heraf.

"Reparation" dækker, efter Skattestyrelsen opfattelse, ud fra en almindelig sproglig forståelse over, at noget, som er ødelagt, nedslidt eller gået i stykker, istandsættes, så det igen fungerer tilfredsstillende og kan opfylde sin tilsigtede anvendelse.

Denne definition af "reparation" harmonerer endvidere med artikel 2 (20) i Ecodesignforordningen nr. 2024/1781 af 13. juni 2024, som indeholder en ramme for fastsættelse af krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter, for at reducere produkters miljøpåvirkning gennem hele deres livscyklus.

Spørgers ydelser i form af service af ventilationsanlæg, indregulering af husets ventiler og ventilationsrens kan, efter Skattestyrelsens opfattelse, ikke anses for en "reparation".

Skatteretligt anses forbedringsudgifter som udgangspunkt for udgifter, der er medgået til at sætte et aktiv i en bedre stand, end det var på tidspunktet for erhvervelsen, hvorimod udgifter, der anvendes til at holde et formuegode i samme stand, som det var ved anskaffelsen anses for vedligeholdelsesudgifter. Se Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.C.2.2.1.9.

I forhold til den ovennævnte Ecodesignforordning, er "forbedring" ikke defineret i forordningen, mens vedligeholdelsesudgifter i forordningen er defineret som: "én eller flere handlinger, der udføres for at holde et produkt i en tilstand, hvor det kan opfylde sin tilsigtede anvendelse."

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ved "forbedring", i overensstemmelse med skatteretlig praksis, forstås, at der sker en opgradering eller ændring af ventilationsanlægget, således at der sker en forbedring i forhold til standen på erhvervelsestidspunktet.

Efter Skattestyrelsens opfattelse sikrer spørgers ydelser, at ventilationsanlægget fortsat fungerer optimalt. Rensning og servicering af ventilationsanlægget kan derfor efter Skattestyrelsens opfattelse ikke, som anført af spørger, anses for en forbedring af ventilationsanlægget.

Det er som følge af ovenstående Skattestyrelsens opfattelse, at spørgers ydelser i form af service af ventilationsanlæg, indregulering af husets ventiler og ventilationsrens ikke kan anses for "forbedring" af ventilationsanlægget, men må anses for "vedligeholdelse", dvs. ydelser der har til formål at holde et produkt/aktiv i en stand, hvor det kan udføre sin tilsigtede anvendelse.  

Som det fremgår af det ovenfor citerede fra bilag 1, pkt. B, er den overordnede overskrift " Installation, reparation eller forbedring af ventilation, f.eks.:".

Herefter er der som underpunkt nævnt "balanceret ventilationsanlæg med varmeindvinding" som eksempel på et ventilationsanlæg, der er omfattet.

Service af ventilation, rensning af ventilationsanlægget eller indregulering af ventiler er således ikke nævnt som underpunkt i bilag 1, pkt. B. Da disse ydelser endvidere, som ovenfor nævnt, ikke kan anses for en "Installation, reparation eller forbedring af ventilation", jf. den overordnede overskrift i bilag 1. pkt. B, er det Skattestyrelsens opfattelse, at de beskrevne ydelser ikke kan anses for omfattet af bilag 1, pkt. B, til ligningsloven.

Der er således ved afgørelsen lagt vægt på, at oplistningen af ydelser i den overordnede overskrift vedrørende ventilation er udtømmende, og at de beskrevne ydelser efter art og omfang ikke kan anses for at være installation, reparation eller forbedring af ventilation eller kan indfortolkes heri, jf. ovennævnte definitioner. De beskrevne ydelser har derimod karakter af vedligeholdelse, der udføres for at holde ventilationsanlægget i en stand, hvor det kan udføre sin tilsigtede anvendelse.  

De beskrevne ydelser er derfor, efter Skattestyrelsens opfattelse, ikke fradragsberettigede som grøn istandsættelse, jf. ligningslovens § 8 V.

Sammenfattende er det således Skattestyrelsens opfattelse, at service af ventilationsanlæg, indregulering af husets ventiler og ventilationsrens i en privat bolig ikke kan anses for omfattet af bilag 1 til ligningsloven. Arbejdsløn til udførsel heraf er derfor ikke fradragsberettiget efter ligningslovens § 8 V.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at det er muligt at fradrage arbejdsløn til reparation af ventilationsanlæg i en privatbolig, såsom renovering af motor ved udskiftning af motorleje eller udskiftning af printplade, efter ligningslovens § 8 V.

Begrundelse

Med henvisning til besvarelsen af spørgsmål 1 er reparation af ventilation direkte nævnt i bilag 1, pkt. B, til ligningsloven, under "Grøn istandsættelse i hjemmet eller i en fritidsbolig, og ved "reparation" forstås i denne sammenhæng, at noget, som er ødelagt, nedslidt eller gået i stykker, istandsættes, så det igen fungerer tilfredsstillende og kan opfylde sin tilsigtede anvendelse.

Spørger udbyder mindre reparationer af ventilationsanlæg i private boliger, såsom renovering af motor ved udskiftning af motorleje eller udskiftning af printplade.

Skattestyrelsen vurderer på baggrund af ovenstående, at renovering af motor ved udskiftning af motorleje eller udskiftning af printplade må anses for reparationer, der er omfattet af de i bilag 1, pkt. B, til ligningsloven nævnte ydelser vedrørende ventilation.

Det fremgår af ordlyden i ligningslovens § 8 V, stk. 1, at "Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter, der er betalt og dokumenteret, til arbejdsløn for serviceydelser og grøn istandsættelse i hjemmet eller i en fritidsbolig…" (Skattestyrelsens fremhævelse).

Af forarbejderne til ligningslovens § 8 V fremgår det, at der kun gives fradrag for udgifter til arbejdsløn inkl. moms (Skattestyrelsens fremhævelse). Udgifter til materialer kan således ikke fradrages. Se de specielle bemærkninger i lovforslag nr. 208 af 19. maj 2011 til § 1, nr. 1.

Af bekendtgørelse nr. 391 af 28. marts 2022 om BoligJobordningen, kapitel 3, vedrørende dokumentation for det udførte arbejde fremgår det af § 3, at det er en betingelse for fradraget, at den skattepligtige har skriftlig eller elektronisk dokumentation for det det udførte arbejde. Dokumentationen kan bestå i en faktura, en serviceerklæring eller anden aftale om arbejdets udførelse og skal indeholde:

  1. oplysninger om det udførte arbejde,
  2. oplysninger om lønudgiftens størrelse,
  3. oplysninger om hvem, der har udført arbejdet i form af cvr-nummer for virksomheder og cpr-nummer for personer,
  4. dato for arbejdets udførelse og
  5. stedet/adressen for arbejdets udførelse.

Det følger således af § 3, stk. 1, nr. 2, at “oplysninger om lønudgiftens størrelse" skriftligt eller elektronisk skal dokumenteres af den skattepligtige, som en af betingelserne for fradraget.

På baggrund af ovenstående er det Skattestyrelsens opfattelse, at det er den arbejdsløn inkl. moms, der reelt knytter sig til selve udførsel af reparationen for den enkelte kunde, der kan fradrages efter ligningslovens § 8 V.

Det er samtidig Skattestyrelsens opfattelse, at det er den arbejdsløn, der faktureres til kunden for den udførte ydelse, der er fradragsberettiget. Regningen skal således være opdelt, så arbejdslønnen medgået til de fradragsberettigede ydelser fremgår.

Sammenfattende er det således Skattestyrelsens opfattelse, at der kan opnås fradrag for udgifter til arbejdsløn for de beskrevne reparationer af ventilationsanlæg, hvis de øvrige betingelser i ligningslovens § 8 V og bekendtgørelse nr. 391 af 28. marts 2022 er opfyldt.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja, se indstilling og begrundelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Ligningslovens § 8 V (Lovbekendtgørelse nr. 42 af 13. januar 2023, senest ændret ved lov nr. 95 af 4. februar 2025)

"§ 8 V. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter, der er betalt og dokumenteret, til arbejdsløn for serviceydelser og grøn istandsættelse i hjemmet eller i en fritidsbolig, jf. stk. 2-9 og bilag 1.

Stk. 2. Fradraget er betinget af,

1) at den skattepligtige person ved indkomstårets udløb er fyldt 18 år,

2) at arbejdet er udført vedrørende en helårsbolig, hvor den skattepligtige person har fast bopæl på tidspunktet for arbejdets udførelse, eller at arbejdet er udført vedrørende en fritidsbolig, hvor den skattepligtige person er ejer og skattepligtig efter ejendomsværdiskatteloven af fritidsboligen på tidspunktet for arbejdets udførelse,

3) at arbejdet er udført af en virksomhed, der er momsregistreret i Danmark, eller af en person, der ved indkomstårets udløb er fyldt 18 år og er fuldt skattepligtig til Danmark,

(…)

Stk. 5. De fradragsberettigede udgifter til serviceydelser kan årligt højst udgøre et grundbeløb på 13.300 kr. (2010-niveau) pr. person. De fradragsberettigede udgifter til grøn istandsættelse kan højst udgøre et grundbeløb på 6.500 kr. (2010-niveau) pr. person. Grundbeløbene reguleres efter personskattelovens § 20.

(…).

6. Bilag 1 affattes som bilag 1 til denne lov."

Bilag 1 til ligningsloven (ændret senest ved lov nr. 95 af 4. februar 2025)

"(…)

Bilag 1

A. Serviceydelser i hjemmet eller i en fritidsbolig

Almindelig rengøring

- Vask og aftørring af flader i boligen

- Rengøring af toilet og bad

- Støvsugning, gulvvask og boning

- Opvask, tøjvask og strygning

- Rensning eller vask af tæpper, gardiner, persienner m.v.

Vinduespudsning

- Indvendig

- Udvendig

Børnepasning

- Børnepasning i hjemmet eller fritidsboligen

- Aflevering og afhentning af børn til og fra daginstitution, skole, fritidsklub og fritidsaktiviteter

Almindeligt havearbejde m.v.

- Græsslåning

- Klipning af hæk

- Lugning

- Beskæring af buske og træer

- Træfældning og bortskaffelse af væltede træer

- Snerydning inkl. saltning

- Fliserensning af terrasser, indkørsler m.v.

- Rensning af tagrender

- Belægningsarbejde

- Anlæg af ny græsplæne

Installation af tyverialarm

Reparation af hårde hvidevarer, dog kun til og med den 31. december 2027

B. Grøn istandsættelse i hjemmet eller i en fritidsbolig

Isolering af tag og loft

Reparation og forbedring af skorsten, f.eks.:

- Indsættelse af isolerende foring og filter

- Montering af røgsuger

- Ændring af skorstenshøjde, når tilhørende brændeovn eller pejs efterlever reglerne om alder, jf. reglerne om skrotning af ældre brændeovne/pejse

Udskiftning af vinduer og yderdøre, f.eks.:

- Ruder, vinduer og forsatsvinduer m.v.

- Terrassedøre og franske altandøre, hvor størstedelen er glas

- Yderdøre

Isolering af ydervægge, f.eks.:

- Isolering

- Hulmursisolering

Isolering af gulv, f.eks.:

- Isolering af terrændæk

- Isolering af krybekælder op mod gulv

Afmontering af brændeovn

- Afmontering af eksisterende brændeovn og pejseindsats

Arbejde på varmestyringsanlæg, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af radiatortermostatventiler, vejrkompenseringsanlæg, urstyring og cirkulationspumper

Arbejde på anlæg til vandbåren varme, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af radiatorer, gulvvarmeslanger og rørføring

- Eftersyn af varmeanlæg

Arbejde på solceller og husstandsvindmøller, herunder i kombination med et batteri, medmindre reglerne for erhvervsmæssig virksomhed anvendes, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af solceller, herunder i kombination med batteri

- Installation, reparation eller udskiftning af husstandsvindmøller, herunder i kombination med et batteri

Arbejde på solfangere, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af hele solvarmesystemet inkl. varmtvandsbeholder

Arbejde på fjernvarmeunits, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af fjernvarmeunits inkl. varmtvandsbeholder

Arbejde på varmepumper, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af varmepumper, herunder luft til luft-varmepumper med og uden kølefunktion, luft til vand-varmepumper, og brine (jordvarme) til vand inkl. jordslange og borehul

Arbejde på elvandvarmer, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af elvandvarmer

Installation, reparation eller forbedring af ventilation, f.eks.:

- Balanceret ventilationsanlæg med varmeindvinding (Skattestyrelsens fremhævelse)

Installation eller forbedring af visse afløbsinstallationer og dræn, f.eks.:

- Kloakarbejder på egen grund

- Udskiftning af kloakrør

- Fornyelse og etablering af dræn

- Udskiftning og etablering af opsamlingstank, nedsivningsanlæg, minirensningsanlæg, rodzoneanlæg, højvandslukkere og regnvandsfaskiner

Radonsikring, f.eks.:

- Radonudsugning og radonspærre."

Ecodesignforordningen nr. 2024/1781 af 13. juni 2024, artikel 2 (19 og 20)

"I denne forordning forstås ved:

(…)

19)

 »vedligeholdelse«: én eller flere handlinger, der udføres for at holde et produkt i en tilstand, hvor det kan opfylde sin tilsigtede anvendelse

20)

 »reparation«: én eller flere handlinger, der udføres for at bringe et defekt produkt eller affald tilbage til en tilstand, hvor det opfylder sin tilsigtede anvendelse

(…)."

Forarbejder

Lovforslag 208 fremsat den 19. maj 2011 (Forsøgsordning med fradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet):

"(…)

2. Lovforslagets formål og baggrund

(…)

Sort arbejde er oftest serviceydelser, der knytter sig til boligen. Hver femte dansker har fået udført bygge- eller anlægsarbejde, og hver tiende har købt rengøring eller vinduespudsning sort.

Samtidig oplever mange familier - og især børnefamilier - et stort tidspres i hverdagen. Det er en udfordring for en familie at få hverdagen til at gå op, når arbejdet skal passes, børn hentes og bringes, og maden laves. Arbejdstider, åbningstider og sengetider sætter grænser for familiens mulighed for at indrette sin hverdag.

Oven i arbejdsdagen bruger en familie med små børn tilsammen over ni timer dagligt til huslige gøremål. Og der er ingen tvivl om, at mængden af husarbejde er med til at sætte pres på hverdagen. Jo mere husarbejde, der skal laves, desto mere stressende bliver hverdagen.

(…)

3. Gældende ret

Indledning

Efter gældende ret er der som udgangspunkt ikke skattemæssigt fradrag for privates udgifter vedrørende serviceydelser i hjemmet. Der eksisterer dog statslige tilskudsordninger - blandt andet for hjemmeserviceydelser for folkepensionister og førtidspensionister efter lov om hjemmeservice. (…).

3.1. Lov om hjemmeservice

Den nuværende hjemmeserviceordning giver ret til, at private husstande, hvor mindst én person enten er fyldt 65 år eller er førtidspensionist, kan få tilskud på 30 pct. til rengøringsarbejde, som husstanden ellers selv skulle have udført i hjemmet. Det er en generel betingelse, at arbejdet udføres i kundens bolig eller i direkte tilknytning dertil, f.eks. tæppebankning i haven eller i et gårdanlæg.

(…)

4.1. Forslagets baggrund

(…)

Forsøgsordningen skal give husholdningerne bedre muligheder for at betale sig fra tidskrævende dagligdagsopgaver som f.eks. rengøring, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde. Samtidig tilgodeser ordningen behovet for bedre og mere energieffektive boliger, idet der også gives fradrag for lønudgifter til reparationer og udvendigt vedligehold, som f.eks. udskiftning af vinduer, tag, isoleringsarbejde m.v. 

(…)."

Lovforslag nr. 95 fremsat 16. december 2015 (Grøn BoligJobordning i 2016 og 2017)

"(…)

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

(…)

Med lovforslaget omlægges BoligJobordningen til en ny grøn BoligJobordning med henblik på at understøtte den grønne omstilling, øget bæredygtighed og klimaindsatsen.

(…)

4. Lovforslaget

(…)

Der foreslås ikke ændringer af de serviceydelser, der hidtil har været omfattet af BoligJobordningen.

De fradragsberettigede serviceydelser omfatter således som hidtil almindelig rengøring, herunder vask og aftørring af flader i boligen, rengøring af toilet og bad, støvsugning, gulvvask og boning, opvask, tøjvask og strygning, rensning eller vask af tæpper, gardiner og persienner m.v. Tilsvarende gælder vinduespudsning (indvendig og udvendig), børnepasning (herunder aflevering og afhentning af børn i daginstitution, skole, fritidsklub og fritidsaktivitet) og almindeligt havearbejde (herunder græsslåning, hækkeklipning, lugning, beskæring af buske og træer og snerydning).

(…)

4.1.2 Grøn istandsættelse, herunder nye grønne ydelser

En række af de håndværksydelser, der er omfattet af den hidtil gældende ordning, har et grønt sigte og foreslås derfor videreført som fradragsberettigede ydelser.

Det gælder blandt andet håndværksydelser vedrørende energiforbedringer af boligen, f.eks. isolering af tag, udskiftning af vinduer og døre, isolering af ydervægge, installation af solfangere, solceller, husstandsvindmøller, jordvarme, fjernvarmeunits, varmeanlæg, visse varmepumper og varmestyringsanlæg.

(…)."

Lovforslag nr. 117 fremsat den 19. december 2024 (Unges fritagelse for arbejdsmarkedsbidrag, genindførelse af fradrag for grøn istandsættelse i BoligJobordningen og udvidelse af servicefradraget, samt justeringer som følge af nedlæggelse af motorekspeditionerne m.v.)

"(…)

"2.3. Genindførelse af fradrag for grøn istandsættelse i BoligJobordningen og udvidelse af servicefradraget

(…) regeringen og aftalepartierne er enige om at indføre et grønt håndværkerfradrag og udvide det eksisterende servicefradrag for at gøre hverdagen nemmere for danskerne og frigive mere tid til familierne.

(…)

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

(…)

"Den foreslåede ændring medfører, at udgifter til arbejdsløn til grøn istandsættelse, f.eks. isolering af tag og loft, udskiftning af vinduer og yderdøre og isolering af ydervægge, fremover vil kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst."

(…)

Som hidtil vil det ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kun være de ydelser, der fremgår af ligningslovens bilag 1, der vil kunne foretages fradrag for.

De ydelser, der fremgår af det hidtil gældende bilag 1. Ydelser omfattet af boligjobordningen i 2024 og frem vil blive videreført i det nyaffattede Bilag 1, og det vil således fortsat være muligt at foretage fradrag for disse ydelser."

Praksis

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.C.2.2.1.9:

"(…)

Vedligeholdelsesudgifter er udgifter, der anvendes til at sætte et formuegode i samme stand, som det var ved anskaffelsen.

(…)."

Spørgsmål 2

Se under spørgsmål 1.

Bekendtgørelse nr. 391 af 28. marts 2022 om boligjobordningen, kapitel 3

"Kapitel 3

Dokumentation for det udførte arbejde

§ 3. Det er en betingelse for fradraget, at den skattepligtige har skriftlig eller elektronisk dokumentation for det udførte arbejde. Dokumentationen kan bestå i en faktura, en serviceerklæring eller anden aftale om arbejdets udførelse og skal indeholde

1) oplysninger om det udførte arbejde,

2) oplysninger om lønudgiftens størrelse,

3) oplysninger om hvem, der har udført arbejdet i form af cvr-nummer for virksomheder og cpr-nummer for personer,

4) dato for arbejdets udførelse og

5) stedet/adressen for arbejdets udførelse."

Forarbejder

Lovforslag nr. 208 fremsat 19. maj 2011 (Forsøgsordning med fradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet). Specielle bemærkninger § 1, nr. 1

"(…)

Der gives kun fradrag for udgifter til arbejdsløn inkl. moms. Udgifter til materialer kan således ikke fradrages.

(…)."