(v/ advokat Christian Falk Hansen)
(v/ advokat Rune Bo Holm Schønsted)
Denne afgørelse er truffet af kst. retsassessor Lasse Nørskov.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 20. juli 2023.
Sagen drejer sig om prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 24. maj 2023, herunder om hvorvidt Landsskatteretten var berettiget til at undlade at imødekomme begæringen om retsmøde ved landsskatteretten i medfør af skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3.
H1 har nedlagt følgende påstande:
Principalt at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Landsskatteretten med henblik på afholdelse af retsmøde ved Landsskatteretten.
Subsidiært at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at H1´s sambeskatningsindkomst for indkomstårene 2014 og 2015 nedsættes med i alt 20.394.976 kr.
Mest subsidiært at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at behandlingen af H1´s sambeskatningsindkomst for indkomstårene 2014 og 2015 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.
H1 ejede 100% af anparterne i G1-virksomhed, herefter benævnt ’datterselskabet’. Datterselskabet, der nu er opløst efter konkurs, blev stiftet den (red.fjernet.dato) og drev virksomhed med handel med biler, hvor der blandt andet blev indkøbt brugte biler på det tyske marked, der efterfølgende blev importeret til Danmark.
Den 14. november 2016 traf SKAT afgørelse om forhøjelse af datterselskabets skattepligtige indkomst for indkomstårene 2014 og 2015 med samlet 20.394.976 kr., idet SKAT ikke godkendte fradrag for biler købt i Y1-land i medfør af ligningslovens § 8 Y.
SKAT traf samtidig afgørelse om forhøjelse af sambeskatningsindkomsten for H1 som moderselskab i medfør af selskabsskattelovens § 31, som følge af ændringen i den skattepligtige indkomst for datterselskabet.
SKAT’s afgørelser vedrørende H1 samt datterselskabet blev påklaget til Skatteankestyrelsen i december 2016.
Mens sagen blev behandlet ved Skatteankestyrelsen blev datterselskabet ved dekret af 22. marts 2022 taget under konkursbehandling efter begæring fra Gældsstyrelsen på baggrund et krav bestående af, i det væsentligste, skyldige registreringsafgifter på motorkøretøjer.
Konkursboet efter datterselskabet agtede ikke at indtræde i klagesagerne vedrørende datterselskabet, men accepterede, at moderselskabet, H1, kunne føre sagen videre for egen regning, hvilket blev gjort.
Den 24. maj 2023 traf Landsskatteretten afgørelse i klagesagerne mod både H1 og datterselskabet.
Landsskatteretten traf i sagen mod datterselskabet afgørelse om at afvise klagen under henvisning til, at H1 ikke var klageberettiget i forhold til den påklagede afgørelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2. Der blev herved ikke foretaget en materiel prøvelse af klagen.
I sagen mod H1 traf Landsskatteretten afgørelse om stadfæstelse af SKAT’s afgørelse om at forhøje selskabets sambeskatningsindkomst for 2014 og 2015 med 20.394.976 kr.
Det fremgår, at H1 har anmodet om at der i medfør af skatteforvaltningslovens § 44, stk. 1, skal afholdes retsmøde til behandling af klagen. Af Landsskatterettens afgørelse fremgår i den forbindelse:
Der har været afholdt møde mellem H1’s repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler, og der er i medfør af skatteforvaltningslovens § 44, stk. 1, anmodet om retsmøde. I henhold til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, kan Landsskatteretten undlade at imødekomme en sådan begæring, hvor et retsmøde efter forholdene må anses for overflødigt. Under henvisning til denne bestemmelse har Landsskatteretten ikke imødekommet begæringen om retsmøde, idet sagen må anses for tilstrækkeligt belyst på det foreliggende grundlag.
H1 har den 20. juli 2023 indbragt Landsskatterettens afgørelse mod moderselskabet, H1, for domstolene, der herefter er til prøvelse i nærværende sag.
Der har ikke været afgivet partsforklaringer eller ført vidner i sagen.
H1 har i sit påstandsdokument anført:
Betingelserne for at afskære retsmøde er ikke opfyldt
Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det gældende, at Landsskatteretten ikke var berettiget til at nægte at imødekomme anmodningen om afholdelse af retsmøde ved Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3.
Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3:
"Landsskatteretten kan undlade at imødekomme en anmodning om afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for overflødig."
I Karnovs noter til bestemmelsens anvendelsesområde fremgår bl.a. følgende:
"Ved L 2008 527 er det med virkning for klager, der indgives pr. 2008-07-01, bestemt, at Landsskatteretten kan afskære retsmøde, hvis retten finder det overflødigt, hvor der alene for tidligere klager kunne ske afskærelse af retsmødebegæring, hvis retsmøde måtte findes "åbenbart overflødigt". Lovmotiverne angiver kravet fra klager før 2008-07-01 om, at et retsmøde for afskærelse skal være »åbenbart overflødig« i skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, overlod et meget snævert anvendelsesområde til Landsskatteretten, hvilket også kommer til udtryk i de relativt få sager, hvori retsmøde de facto er blevet afskåret. Ulempen ved ændringen af bestemmelsen er, at ændringen vil kunne blive opfattet som en svækkelse af retssikkerheden hos rettens brugere (klagerne). Heroverfor står, at loven med begrebet »overflødigt« giver Landsskatteretten et lidt bredere skøn herunder et mere sikkert grundlag for at afskære sager, hvor der ikke synes at være grund til at afholde et retsmøde, herunder bl.a. sager hvor sagens tvist omhandler en stillingtagen til en lang række enkeltbilag m.v. Der er dog stadig tale om et individuelt skøn i den enkelte sag, dvs. et skøn der skal udøves helt individuelt ud fra den konkrete sags enkelte forhold og natur.
Det er fortsat den klare undtagelse, jf. også ordvalget "overflødigt", at Landsskatteretten vil nægte at imødekomme begæringer om retsmøde, idet grundlæggende kriterier som »retssikkerhedshensynet« af hensyn til borgerens retsgaranti er et alment forvaltningsretligt gyldigt og sagligt hensyn, og dette taler grundlæggende imod afskærelse, medmindre andre vægtige hensyn taler imod." (mine understregninger og fremhævning)
Det følger videre af praksis, at Landsskatteretten normalt kun afskærer retsmøder, 1) hvis der er tale om en sag, som grundet sin karakter ikke egner sig til retsmøde, 2) hvor det er åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen, eller 3) hvor domstolene eller Landsskatteretten tidligere har taget stilling til helt tilsvarende problemstilling.
Jeg har ført flere sager ved domstolene, hvor jeg har opnået medhold i domstolssagen efter, at Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten havde afskåret retsmøde ved Landsskatteretten. Jeg henviser bl.a. til SKM2010.493.BR, SKM2013.393.BR og SKM2016.391.BR.
De anførte domme illustrerer, at Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten skal være yderst tilbageholdende med at afskære skatteydere adgang til retsmøde ved Landsskatteretten.
I nærværende sag er der ingen saglige hensyn, der taler for at afskære retsmøde ved Landsskatteretten. Tværtimod.
Skatteankestyrelsen fremsendte ved skrivelser dateret den 27. januar 2023 for slag til afgørelser samt kopi af Skattestyrelsens udtalelser hertil. Skatteankestyrelsen anførte i skrivelserne, at Skatteankestyrelsen foreslog, at der ikke skulle afholdes retsmøde i sagerne, da det efter forholdene måtte anses for overflødigt. Der var ingen nærmere begrundelse herfor.
Klagesagerne ved Skatteankestyrelsen udspringer som anført ovenfor af SKAT’s afgørelser afsagt den 14. november 2016. Afgørelserne blev påklaget til Skatteankestyrelsen den 28. november 2016. Skatteankestyrelsen indkaldte først til kontormøde 3 år senere. Kontormødet blev afholdt den 29. november 2019.
Herefter skete der intet i sagerne, før Skatteankestyrelsen ved skrivelserne dateret den 27. januar 2023 fremsendte forslag til afgørelser samt kopi af Skattestyrelsens udtalelser hertil.
I perioden fra kontormødet i november 2019 frem til januar 2023 fremsendte Skatteankestyrelsen adskillige skrivelser om, at sagsbehandlingen desværre var forsinket, jf. bilag 4 (E, side 63 - 91). Skatteankestyrelsen gav ved skrivelserne dateret den 27. januar 2023 en frist til den 10. februar 2023 til at fremkomme med bemærkninger (E, side 90 og 91).
Efter at Skatteankestyrelsen således havde haft sagerne liggende i 6 år, så skulle klagesagerne pludselig hastes igennem - og man afskar endda afholdelse af retsmøde ved Landsskatteretten. Dette selvom der ellers havde været rigeligt tid til at få sagerne behandlet på et retsmøde ved Landsskatteretten.
Det er ganske sjældent, at Landsskatteretten ikke imødekommer en anmodning om retsmøde, og det er helt usædvanligt, at det sker i en sag som den foreliggende, hvor følgende forhold bl.a. gør sig gældende:
-
Det beror utvivlsomt udelukkende på Skatteankestyrelsen og Landsskatterettens forhold - og ikke sagsøgers eller G1-virksomheds forhold - at der ikke blev afholdt retsmøde ved Landsskatteretten, og at sagerne har været igennem mere end 6 år lang sagsbehandling. Det var således Skatteankestyrelsen, som utallige gange udsatte behandlingen af sagerne uden saglig grund. Det fremgår klart af korrespondancen fremlagt som bilag 4 (E, side 63 - 91).
-
Der har således været mere end rigeligt tid til at afholde et retsmøde, som vi anmodede om allerede ved indgivelse af klagerne i december 2016 over SKAT’s afgørelser af den 14. november 2016.
-
De omhandlede afgørelser i forhold til det sambeskattede datterselskab G1-virksomhed vedrørte for indkomstårene 2014 og 2015 en samlet skattemæssig forhøjelse på mere end 20 mio. kr. samt en samlet moms forhøjelse på mere end 3 mio. kr.
-
Under Skatteankestyrelsens meget lange sagsbehandlingstid fik Gældstyrelsen erklæret datterselskabet G1-virksomhed konkurs ved dekret afsagt den 22. marts 2022, jf. bilag B (E, side 94). Denne konkurs medførte, at der ikke har været nogen realitetsbehandling af klagesagerne vedrørende det sambeskattede datterselskab G1-virksomhed - og der har heller ikke i sagen vedrørende H1 været foretaget en realitetsbehandling ved Landsskatteretten.
Landsskatteretten har ikke begrundet, hvorfor betingelserne for at afskære afholdelse af retsmøde ved Landsskatteretten er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3 - udover at Landsskatteretten ved afvisningen anførte, "at sagen må anses for tilstrækkeligt belyst på det foreliggende grundlag".
Skatteministeriet har i svarskriftet side 3 (E, side 51) henvist til forarbejderne fra 2008, hvor følgende anføres i forhold til anvendelsesområdet for bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3:
"Forslaget vil give et mere sikkert grundlag for at afskære de sager, der ikke egner sig til retsmøde, herunder sager, hvor sagens tvist omhandler en stillingtagen til en lang række enkeltbilag m.v. Forslaget vil dermed medvirke til at nedsætte Landsskatterettens gennemsnitlige sagsbehandlingstid, hvilket generelt kommer klagerne til gode."
I nærværende sag er der ikke tale om, at sagen ikke egner sig til et retsmøde grundet en lang række enkeltbilag. Tværtimod er der tale om en sag, som ifølge Skatteministeriet "både faktuelt og juridisk er helt simpel", jf. Skatteministeriets svarskrift side 3 (E, side 51).
Det er også bemærkelsesværdigt, at et af hovedhensynene bag skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3 er, at man vil nedbringe sagsbehandlingstiden - når realiteten i nærværende sag er, at Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten har brugt 6 år på at sagsbehandle sagen, hvor det eneste reelle sagsbehandlingsskridt har været afholdelse af et kontormøde ved Skatteankestyrelsen.
Skatteministeriet anfører i svarskriftet side 5 (E, side 53) følgende:
"Skatteministeriet gør gældende, jf. i afsnit 1, at Landsskatteretten var berettiget til at beslutte, at der ikke skulle afholdes retsmøde, bl.a. fordi der ikke er tvivl om sagens udfald. Dette underbygger, at der ikke er grundlag for at udskille spørgsmålet om hjemvisning fra sagens materielle problemstilling."
Det er naturligvis retssikkerhedsmæssigt ganske betænkeligt, at skattemyndig hederne med den ene hånd kan rejse et skatte- og momskrav på over 20 mio. kr. mod et dansk selskab - og med den anden hånd via Gældsstyrelsen lade selskabet gå konkurs, forinden selskabet har haft adgang til få behandlet den indgivne klage på et retsmøde ved Landsskatteretten.
Og når sagen - som i nærværende tilfælde - indbringes for domstolene, så hævder Skatteministeriet, at der aldrig har været behov for et retsmøde ved Landsskatteretten, "fordi der ikke er tvivl om sagens udfald". Det er selvsagt dybt problematisk, hvis samme myndighed både rejser en særdeles byrdefuld sag mod en skatteyder - og herefter får erklæret skatteyder konkurs, forinden skatteyder har haft adgang til at få sin klagesag realitetsbehandlet ved Landsskatteretten på et retsmøde.
Skatteministeriet anfører i sin duplik side 1 (E, side 58) følgende:
"Hvis selskabet mener - i sin egenskab af moderselskab for det sambeskattede datterselskab - at have retlig interesse i datterselskabets sag, kunne selskabet (i eget navn) have indbragt Landsskatterettens afgørelse for domstolene med henblik på prøvelse af Landsskatterettens afgørelse om afvisning. Det har selskabet ikke gjort, og herved har selskabet afskåret sig fra muligheden for at få foretaget en materiel prøvelse af datterselskabets skatteansættelse og dermed ansættelsen af sambeskatningsindkomsten."
Det anførte giver ikke mening.
Som anført ovenfor anfører Landsskatteretten i præmisserne i afgørelserne vedrørende G1-virksomhed, jf. bilag 2 og 3 følgende:
"Den påklagede afgørelse vedrører skatteansættelsen for indkomstårene 2014 og 2015 for G1-virksomhed.
Den 22. marts 2022 blev der udstedt konkursdekret over selskabet, og det er herefter kurator på vegne af konkursboet, som har beslutningskompetencen i forhold til, hvorvidt en anlagt klagesag ved Landsskatteretten fortsat ønskes gennemført.
Kurator har ikke reageret på Skatteankestyrelsens forespørgsel af 25. april 2022 om, hvorvidt konkursboet ønskede at indtræde i klagesagen om SKAT’s afgørelse, og sagen er derfor henlagt.
Det er herefter oplyst, at holdingselskabet ønsker at opretholde klagen over SKAT’s afgørelse for egen regning og risiko. Videre er det oplyst, at kurator ikke har indvendinger imod en sådan videreførelse, såfremt Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten kan tiltræde, at en sådan indtræden sker for H1’s egen regning og risiko, således at der ikke ved en videreførelse efterfølgende sker anmeldelse af krav i konkursboet i medfør af konkurslovens § 93.
Den påklagede afgørelse er ikke direkte rettet mod H1, men mod dette selskabs nu konkursramte datterselskab. Holdingselskabet anses som administrationsselskab ikke for at have en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i afgørelsen. Der kan henvises til SKM2014.856.BR, SKM2018.103.LSR og SKM2020.496.LSR." (min understregning)
Det giver derfor ikke mening, når Skatteministeriet i duplikken hævder, at H1 blot kunne have indbragt Landsskatterettens afgørelser vedrørende G1-virksomhed for domstolene i forhold til afvisningsspørgsmålet, når Skatteministeriet i nærværende sag er enig med Landsskatteretten i, at H1 som administrationsselskab ikke anses for at have en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i afgørelserne vedrørende G1-virksomhed.
Samme synspunkt ville Skatteministeriet utvivlsomt havde indtaget, hvis H1 havde indbragt Landsskatterettens afgørelser vedrørende G1-virksomhed for domstolene. I givet fald ville Skatteministeriet have påstået afvisning grundet påstået mangel på retlig interesse, hvorfor det er absurd, når Skatteministeriet i duplikken tegner et billede af, at der var et reelt alternativ til nærværende retssag.
Realiteten er, at den af Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten anvendte fremgangsmåde, hvor de i over 6 år uden saglig grund har træneret en stor og betydningsfuld skatte- og momssag, pt. har ført til, at de involverede selskaber er blevet helt afskåret fra en almindelig rekursadgang, som ellers er en af hjørnestenene i det danske retssamfund.
Skatteministeriet anfører i sit processkrift A (E, side 60), at G1-virksomheds konkurssag navnlig var begrundet i skyldig registreringsafgift, og ikke nærværende skatte- og momssag. Det er uklart, hvilken betydning Skatteministeriet selv mener, at dette har for nærværende sag. Realiteten er, at det anførte forhold kun støtter sagsøgers synspunkt om, at Landsskatteretten ikke var berettiget til at undlade at imødekomme begæringen om retsmøde ved Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3.
Det kan ikke bestrides, at konkurssagen har medført, at der ikke har været nogen realitetsbehandling af klagesagerne vedrørende det sambeskattede datterselskab G1-virksomhed, og der har heller ikke i sagen vedrørende H1 været foretaget en realitetsbehandling ved Landsskatteretten.
Det er selvsagt ganske usagligt, at en konkursbegæring fra Gældsstyrelsen grundet manglende betaling af registreringsafgift direkte fører til, at Landsskatteretten helt undlader at realitetsbehandle den materielle tvist om, hvorvidt det sambeskattede datterselskab G1-virksomhed for indkomstårene 2014 og 2015 skal nægtes fradrag for virksomhedens indkøb af brugte biler i Y1-land, jf. ligningslovens § 8 Y, hvilket har medført en forhøjelse af den skattepligtig indkomst på mere end 20 mio. kr. Dertil kommer en særskilt momsforhøjelse på mere end 3 mio. kr.
Forhøjelsen af sambeskatningsindkomsten skal bortfalde
Til støtte for de nedlagte subsidiære påstande gøres det gældende, at H1’s sambeskatningsindkomst for indkomstårene 2014 og 2015 skal nedsættes med i alt kr. 20.394.976, idet selskabet i første række er berettiget til at få realitetsbehandlet selskabets særskilte skattesag uanset, at skattemyndighederne under klagebehandlingen af datterselskabet G1-virksomheds sag har fået erklæret datterselskabet konkurs og herved i realiteten frataget datterselskabet muligheden for at få rekursbehandlet datterselskabets sag i det administrative klagesystem.
I anden række gøres det gældende, at en realitetsbehandling af den materielle tvist medfører, at H1’s sambeskatningsindkomst for indkomstårene 2014 og 2015 skal nedsættes med i alt kr. 20.394.976 under hensyntagen til, at SKAT har været uberettiget til at nægte fradrag for virksomhedens indkøb af brugte biler i Y1-land, jf. ligningslovens § 8 Y.
Skatteministeriet har under skriftvekslingen hævdet, at der ikke var tvivl om udfaldet af klagesagerne vedrørende G1-virksomhed, hvorfor det var berettiget af afskære retsmøde ved Landsskatteretten.
Når man i forhold til en bilhandler som G1-virksomhed skal vurdere, om betingelserne for nægtelse af fradrag efter ligningslovens § 8 Y er opfyldt, så skal Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten som klageorgan foretage en konkret vurdering i forhold til hver enkelt bilhandel.
Det er utvivlsomt ikke sket i nærværende sag. Man kan derfor ikke seriøst hævde, at der ikke er tvivl om sagens udfald. Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten er som rekursmyndighede forpligtet til at foretage en fuld prøvelse af alle bilhandlerne. Hvis Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten havde fundet grundlag for at korrigere i forhold til blot én enkelt bilhandel, så skulle der være sket en nedsættelse af G1-virksomheds indkomst i relation hertil - og dermed skulle der også være foretaget en afledt korrektion af H1’s sambeskatningsindkomst.
Der henvises til Landsskatterettens afgørelse offentliggjort i SKM2023.100.LSR. Sagen angik skønsmæssig ansættelse af skattepligtigt overskud i klagerens uregistrerede virksomhed med køb og salg af biler. SKAT havde ansat virksomhedens overskud i 2014, 2015 og 2016 til henholdsvis 157.997 kr., 364.619 kr. og 106.938 kr., hvilke beløb svarede til den skønsmæssigt ansatte omsætning i de tre år. Ved fastsættelsen af overskuddene havde SKAT ikke indrømmet skønsmæssigt fradrag for driftsudgifter bl.a. med henvisning til ligningslovens § 8 Y, stk. 1, hvorefter fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser var betinget af, at betaling skete via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrede identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgjorde højst 10.000 kr. inklusive moms.
Landsskatteretten anførte, at der ikke var fremkommet oplysninger, der gav grundlag for at ændre den af SKAT skønsmæssigt fastsatte omsætning i virksomheden. Landsskatteretten fandt det derimod sandsynliggjort, at klageren i virksomheden havde afholdt udgifter til bl.a. forsikring, syn af biler, vægtafgift/grøn ejerafgift.
Derfor hjemviste Landsskatteretten den skønsmæssige ansættelse af fradrag for driftsomkostninger, og dermed fastsættelsen af virksomhedens overskud, til fornyet behandling ved Skattestyrelsen med bemærkning om, at det ved udøvelsen af dette skøn skulle indgå, at fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser, der oversteg beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y, stk. 1, var betinget af, at betaling var sket i overensstemmelse med bestemmelsen, og at det var oplyst, at klageren ikke havde anvendt elektronisk betaling.
Landsskatterettens afgørelse offentliggjort i SKM2023.100.LSR understøtter således sagsøgers synspunkt om, at Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten som rekursmyndigheder i nærværende sag var forpligtet til at foretage en fuld prøvelse af alle bilhandlerne. Dette er ubestridt ikke sket.
Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:
3.1 Der er ikke grundlag for at hjemvise sagen til Landsskatteretten (selskabets principale påstand)
Der er to selvstændige årsager til, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Landsskatteretten.
For det første er Landsskatterettens afgørelse materielt rigtig. Afholdelse af et retsmøde i Landsskatteretten ville således ikke have medført et andet resultat. Dette er i sig selv til hinder for, at sagen hjemvises, jf. f.eks. TfS 2000, 901 H og (princippet i) U.2007.225/2 H.
For det andet var det både berettiget og hensigtsmæssigt, at Landsskatteretten ikke imødekom anmodningen om afholdelse af retsmøde.
Efter skatteforvaltningslovens § 44, stk. 1, 1. pkt., kan en klager anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for Landsskatteretten under et retsmøde. Efter § 44, stk. 3, kan Landsskatteretten undlade at imødekomme en anmodning om afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for overflødig.
Bestemmelsen i § 44, stk. 3, blev i sin nuværende form indført ved § 1, nr. 14, i lov nr. 527 af 17. juni 2008. Forud for lovændringen kunne Landsskatteretten undlade at imødekomme en anmodning om afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene måtte anses for åbenbart overflødig. Ved ændringen udgik ordet "åbenbart" fra lovteksten.
Af bestemmelsens forarbejder fremgår bl.a., jf. lovforslag nr. 116 af 12. marts 2008 under de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.7.4:
"Ændringen af stk. 3 vil betyde, at Landsskatteretten i videre omfang har mulighed for at afskære retsmøder, som retten anser for at være overflødige.
Forslaget vil give et mere sikkert grundlag for at afskære de sager, der ikke egner sig til retsmøde, herunder sager, hvor sagens tvist omhandler en stillingtagen til en lang række enkeltbilag m.v. Forslaget vil dermed medvirke til at nedsætte Landsskatterettens gennemsnitlige sagsbehandlingstid, hvilket generelt kommer klagerne til gode."
Hvorvidt der skal afholdes retsmøde eller ej, beror således på en skønsmæssig vurdering, og det påhviler selskabet at godtgøre, at der er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn, jf. bl.a. TfS 2000, 901 H. Skønnet kan alene tilsidesættes, hvis selskabet godtgør, at skønnet er behæftet med en retlig mangel af væsentlig karakter, jf. bl.a. SKM2017.279.ØLR og SKM2015.641.ØLR.
Selskabet har ikke løftet denne bevisbyrde. Tværtimod var det klart unødigt at afholde retsmøde i denne sag, som både faktuelt og juridisk er helt simpel, og hvor der ikke er tvivl om resultatet, jf. nærmere nedenfor i afsnit 3.2.
De byretsdomme, som selskabet støtter sin argumentation på (jf. bl.a. replikken, s. 3), angår hverken spørgsmål om, hvorvidt Landsskatteretten med rette havde afvist at afholde retsmøde, eller spørgsmål om hjemvisning med henblik på afholdelse af retsmøde i Landsskatteretten. Dommene er uden relevans for nærværende sag.
3.2 Der er ikke grundlag for at nedsætte sambeskatningsindkomsten (selskabets subsidiære påstand)
Selskabet har nedlagt subsidiær påstand om, at selskabets sambeskatningsindkomst for indkomstårene 2014 og 2015 nedsættes med i alt 20.394.976 kr.
Det fremgår imidlertid udtrykkeligt af selskabsskattelovens § 31, stk. 2, 1. pkt., at:
"For sambeskattede selskaber opgøres en sambeskatningsindkomst, der består af summen af den skattepligtige indkomst for hvert enkelt selskab omfattet af sambeskatningen opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der gælder for sambeskattede selskaber."
Bestemmelsen kan kun forstås på den måde, at hvis den skattepligtige indkomst for et sambeskattet datterselskab forhøjes, skal sambeskatningsindkomsten i moderselskabet forhøjes tilsvarende. Denne forståelse har også klar støtte i forarbejderne til bestemmelsen, hvori det hedder, jf. lovforslag L 121 af 2. marts 2005 under de specielle bemærkninger til afsnit 3.1.3:
"Moderselskabet opgør sambeskatningsindkomsten i sin selvangivelse. Sambeskatningsindkomsten består af summen af de enkelte sambeskattede selskabers indkomst. De enkelte selskabers skattepligtige indkomst opgøres særskilt efter skattelovgivningens almindelige regler.
Den samlede indkomstskat påhviler og beregnes af moderselskabet, men alle de sambeskattede selskaber hæfter solidarisk for indkomstskatten mv."
Datterselskabets skattepligtige indkomst blev ved SKAT’s afgørelse af 14. november 2016 forhøjet med i alt 20.394.976 kr. Landsskatteretten afviste klagen over afgørelsen, idet konkursboet efter datterselskabet ikke ønskede at indtræde i klagesagen, og idet selskabet ikke er klageberettiget i datterselskabets klagesag, jf. bilag 2.
Landsskatterettens afgørelse om afvisning er ikke indbragt for domstolene. Forhøjelsen af datterselskabets skattepligtige indkomst er således endelig, og datterselskabets skattepligtige indkomst er dermed endeligt opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler. Derfor skal selskabets sambeskatningsindkomst efter selskabsskattelovens § 31, stk. 2, 1. pkt., forhøjes som sket. Der er ikke grundlag for at fortolke bestemmelsen i direkte strid med dens klare ordlyd og klare forarbejder, jf. de seneste eksempler fra Højesteret i U.2024.3867 H og U.2024.4183 H.
Det er derfor også uden betydning, at selskabet (fejlagtigt, jf. nærmere nedenfor) mener, at forhøjelsen af datterselskabets skattepligtige indkomst ikke er berettiget. Forhøjelsen er endelig og kan ikke anfægtes, jf. ovenfor.
Hvis selskabet mener - i sin egenskab af moderselskab for det sambeskattede datterselskab - at have retlig interesse i datterselskabets sag, kunne selskabet (i eget navn) have indbragt Landsskatterettens afgørelse af 24. maj 2023 (bilag 2) for domstolene med henblik på prøvelse af Landsskatterettens afgørelse om afvisning. Det har selskabet ikke gjort, og herved har selskabet afskåret sig fra muligheden for at få foretaget en materiel prøvelse af datterselskabets skatteansættelse og dermed ansættelsen af sambeskatningsindkomsten.
Det er ikke holdbart, når selskabet i replikken, s. 2-3, indikerer, at Gældsstyrelsen skulle have indgivet konkursbegæring mod datterselskabet med henblik på at afskære en materiel prøvelse af forhøjelsen af datterselskabets indkomst og momstilsvar. Konkursfordringen bestod af skyldig registreringsafgift på over 11,6 mio. kr., jf. bilag A, og datterselskabet erkendte i skifteretten, at konkursbetingelserne var opfyldt, herunder at Gældsstyrelsen havde retlig interesse i indgivelsen af konkursbegæringen, hvilket da også klart var tilfældet, jf. bilag B og bilag A, s. 2, sjettesidste afsnit.
Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at forhøjelsen af datterselskabets skattepligtige indkomst er berettiget, jf. bilag 2, s. 3-5. SKAT’s afgørelse er lempelig, bl.a. da SKAT godkendte fradrag for datterselskabets køb af biler, selvom købene ikke var dokumenteret.
Selskabet har ikke fremført anbringender til støtte for sin mest subsidiære påstand, og det er ikke klart for ministeriet, hvad påstanden om hjemvisning til Skattestyrelsen beror på.
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Sagen vedrører en prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 24. maj 2023 om forhøjelse af H1’s sambeskatningsindkomst med 20.394.976 kr. for indkomstårene 2014 og 2015 i medfør af selskabsskattelovens § 31, stk. 2.
Landsskatteretten har samme dato afvist at realitetsbehandle klagen over SKAT’s afgørelse mod datterselskabet, hvor dennes indkomstskat blev forhøjet tilsvarende med 20.394.976 kr. for indkomstårene 2014 og 2015. Afgørelsen er ikke indbragt for domstolene og kan derfor ikke tages under påkendelse i nærværende sag. Retten kan derfor ikke under nærværende sag tage stilling til, hvorvidt forhøjelsen af datterselskabets indkomstskat var uberettiget, eller om Landsskatterettens afgørelse om at afvise H1’s klage som følge af manglende klageberettigelse var forkert.
Retten lægger indledningsvist til grund, at SKAT’s afgørelse om forhøjelse af sambeskatningsindkomsten er direkte relateret til SKAT’s afgørelse om forhøjelse af datterselskabets indkomstskat for samme år.
Spørgsmålet for retten er herefter i første omgang, om Landsskatterettens afgørelse overfor H1 er behæftet med mangler i et sådant omfang, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling i Landsskatteretten.
H1 har til støtte herfor navnlig anført, at Landsskatteretten ikke har haft hjemmel til at afskære retsmøde i forbindelse med klagesagens behandling i medfør af skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3.
Landsskatteretten er efter skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3 tillagt en skønsmæssig beføjelse til at afskære retsmøder, der efter forholdene må anses for overflødige. Det påhviler H1 at godtgøre, at Landsskatteretten har udøvet skønnet på et forkert grundlag.
H1 har ikke for retten godtgjort, at Landsskatterettens beslutning om at afskære retsmøde i klagesagen er truffet på et forkert eller usagligt grundlag. Retten har herved lagt vægt på, at det ikke findes sandsynliggjort, at en mundtlig forhandling ville have ført til et ændret oplysningsgrundlag, beslutningsgrundlag eller resultat i øvrigt. Hertil kommer, at sagens faktum i al væsentlighed er bundet op på datterselskabets skatteforhold, der efter omstændighederne må lægges til grund som endelige, og at den juridiske problemstilling om, hvorvidt H1 som holdingselskab for datterselskabet skal sambeskattes tilsvarende i medfør af selskabsskattelovens § 31, stk. 2, vurderes ukompliceret og egnet til skriftlig behandling. Af lovforarbejderne til bestemmelsen fremgår det, at lovgiver i 2008 har lempet kravet fra, at retsmødet skal være "åbenbart overflødigt" til nu blot at være "overflødigt", og at ændringen havde til formål at give Landsskatteretten et mere sikkert grundlag for at afskære retsmøder, der slutteligt vil komme borgerne til gode i form af kortere sagsbehandlingstider. Det faktum, at klagesagen har verseret ved Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten i mere end 6 år, findes ikke i sig selv at kunne begrunde, at Landsskatteretten var afskåret fra at bringe bestemmelsen i anvendelse. Landsskatterettens afgørelse om at afskære retsmødet er endvidere en procesledende beslutning, hvorfor den i afgørelsen anførte begrundelse om, at sagen vurderes tilstrækkeligt oplyst, findes tilstrækkelig. Således findes beslutningen om at afskære retsmødet ikke at udgøre en sagsbehandlingsfejl.
På denne baggrund tages H1’s principale påstand ikke til følge.
H1 har subsidiært påstået, at Skatteministeriet skal anerkende, at deres sambeskatningsoverenskomst for 2014 og 2015 nedsættes med samlet 20.394.976 kr. Idet sambeskatningsafgørelsen er en direkte konsekvens af SKAT’s afgørelse om at forhøje datterselskabets indkomstskat med samme beløb, og da H1 ikke tilnærmelsesvis har redegjort for eller godtgjort, på hvilke punkter Landsskatterettens afgørelse af 24. maj 2023 er materielt forkert ud over at der ikke i sagen er afholdt retsmøde, tages H1’s subsidiære påstand ikke til følge.
Slutteligt har H1 mest subsidiært påstået, at Skatteministeriet skal anerkende, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
Af de foroven anførte grunde, finder retten ikke, at H1 har godtgjort, at hverken Skattestyrelsens eller Landsskatterettens afgørelser er behæftet med sådanne fejl og mangler, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling.
Af disse grunde tages ej heller den mest subsidiære påstand til følge, hvorfor Skatteministeriets påstand om frifindelse tages til følge.
Henset til sagens udfald skal H1 afholde sagens omkostninger. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 200.000 kr. inkl. moms. Skatteministeriet er ikke momsregistreret. Der er ved fastsættelsen lagt vægt på sagens værdi, omfang og kompleksitet, herunder at der ikke under sagen har været ført vidner eller afgivet partsforklaring.
Skatteministeriet frifindes.
H1 skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 200.000 kr.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.