Sag BS-20755/2024-KOL
Parter
(v/ advokat Claus Emil Engel Johansen)
(v/ advokat Malthe Gade Jeppesen v/ advokatfuldmægtig Cecilie Vina Begg)
Denne afgørelse er truffet af kst. dommer Lotte Katharine Lyst.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 22. april 2024.
Sagen drejer sig om Skattestyrelsens opkrævning af tobaksafgift hos A i forbindelse med fremstilling af vandpibetobak.
A har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at A ikke skal betale 725.538 kr. i tobaksafgift.
Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Det fremgår af sagen, at Sydøstjyllands Politi den 22. september 2020 gennemførte en ransagning på adressen Y1-adresse. På adressen fandt politiet store mængder vandpibetobak samt produkter til brug for fremstilling af vandpibetobak.
Skattestyrelsen konkluderede efter disse fund, at der på adressen blev fremstillet vandpibetobak uden registrering efter tobaksafgiftsloven og dermed uden at der blev afregnet afgift.
Skattestyrelsen traf den 11. januar 2021 afgørelse om, at der skulle betales tobaksafgift af den fremstillede vandpibetobak og at A og IA hæftede solidarisk for betaling af afgiften.
Skattestyrelsen opkrævede herefter tobaksafgift med 725.538 kr. hos A og IA.
Både A og IA indbragte Skattestyrelsens afgørelse om opkrævning af tobaksafgift for Landsskatteretten.
Landsskatteretten traf den 24. januar 2024 afgørelse i sagen for så vidt angår A.
Af Landsskatterettens afgørelse fremgår:
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, om klageren i henhold til tobaksafgiftslovens § 31, stk. 4, hæfter for betaling af 725.538 kr. i tobaksafgift af 557,72 kg vandpibetobak, som Skattestyrelsen fandt i nogle kælderlokaler under en kontrol den 22. september 2020 i forbindelse med politiets ransagning på ejendommen Y1-adresse.
I det følgende vil henvisninger til tobaksafgiftsloven være henvisninger til den dagældende lov om tobaksafgifter med senere lovændringer frem til tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, jf. lovbekendtgørelse nr. 19 af 8. januar 2018.
Det følger af tobaksafgiftslovens § 1, stk. 1, at der skal betales afgift af røgtobak her i landet. For groftskåret røgtobak er afgiftssatsen 1.300,90 kr. pr. kg, jf. tobaksafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 2.
Det følger af tobaksafgiftslovens § 9, stk. 2, at en virksomhed, der fremstiller varer som nævnt i § 1, eller som modtager sådanne varer fra udlandet, skal autoriseres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen. Virksomheder, der fremstiller afgiftspligtige varer, skal føre regnskab hermed og udstede fakturaer i overensstemmelse med reglerne i tobaksafgiftslovens § 18.
Af tobaksafgiftslovens § 2 fremgår, at pakninger med afgiftspligtige varer til forbrug her i landet skal forsynes med stempelmærker i forbindelse med fremstillingen her i landet eller senest ved modtagelsen fra udlandet. Ved røgtobak er fristen dog senest 1 måned efter varens modtagelse eller pakning. Ved stempelmærkernes udlevering betales et beløb svarende til stempelmærkeværdien. Ved varernes overgang til forbrug forfalder tobaksafgiften.
Det fremgår af tobaksafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 3, at varerne overgår til forbrug, når varerne fremstilles uden for afgiftssuspensionsordningen.
For betaling af afgift af varer, der fremstilles efter § 8, stk. 1, nr. 3, hæfter den eller de personer, som fremstiller varerne, eller enhver anden person, som er involveret i en uregelmæssig fremstilling af varer, jf. tobaksafgiftslovens § 31, stk. 4.
Såfremt varer overdrages, erhverves eller anvendes på en sådan måde, at der ikke er betalt den afgift, som skulle have været betalt efter loven, afkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav, jf. tobaksafgiftslovens § 32, stk. 1, 1. pkt. Kan størrelsen af det skyldige beløb ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse af beløbet, jf. tobaksafgiftslovens § 32, stk. 1, 2. pkt.
Landsskatterettens bemærkninger
Under kontrollen den 22. september 2020 fandt Skattestyrelsen 557,72 kg vandpibetobak i nogle kælderlokaler i ejendommen Y1-adresse. Herudover fandt Skattestyrelsen produktionsudstyr, der var blevet anvendt til fremstilling af vandpibetobak.
Landsskatteretten finder på baggrund af Skattestyrelsens fund, at den omhandlede vandpibetobak er fremstillet i Danmark i kælderlokalerne i ejendommen beliggende Y1-adresse, men at denne ikke er blevet forsynet med stempelmærker, som foreskrevet i tobaksafgiftslovens § 2. Hverken klageren, klagerens selskab, G1-virksomhed, eller nogen anden person eller virksomhed med tilknytning til ejendommen har været registreret som oplagshaver efter tobaksafgiftsloven. Retten finder derfor, at den omhandlede vandpibetobak er overgået til forbrug, jf. tobaksafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 3, hvilket medfører tobaksafgiftens forfald til betaling.
Ved vurderingen af, om klageren hæfter for tobaksafgiftens betaling, er det som anført ovenfor afgørende, om klageren har fremstillet eller været involveret i fremstillingen af de omhandlede afgiftspligtige varer, jf. tobaksafgiftslovens § 31, stk. 4.
LZ, der boede på ejendommen Y1-adresse har over for politiet den 22. september 2020 forklaret, at det var en person ved navn IA, der brugte ejendommens garage. Ligeledes har hun forklaret, at hun var god veninde med IA’s hustru, IK.
Over for politiet har LZ’s mand, LM, der sammen med LZ og parrets to børn også boede i den omhandlede ejendom, ligeledes den 22. september 2020, forklaret, at han mod en betaling på 4.000-5.000 kr. kontant stillede garagen til rådighed for to personer ved navn IA og NK, der fremstillede æblevandpibetobak i kælderen og garagen. Han har videre forklaret, at produktionen startede op sidst i januar 2020, at produktionen kort herefter blev indstillet, og at produktionen blev startet op igen i august 2020 og fortsatte frem til den 22. september 2020. Endelig har han forklaret, at han og IA kendte hinanden som tidligere naboer, ligesom LZ og IA’s hustru, IK, var kommet sammen privat.
De to personer ved navn IA og NK er på grundlag af LM’s forklaringer til politiet efterfølgende af politiet blevet identificeret som IA og klageren. Politiet har efterfølgende fundet DNA-spor fra klageren på en skovl i kælderen, der blev brugt til produktion af vandpibetobakken. Ligeledes har politiet efterfølgende indhentet dokumentation for, at IA og LM og deres familier tidligere har været naboer.
I forbindelse med sin drift af virksomheden, G1-virksomhed, har klageren importeret forskellige typer af smagsstoffer, der kan anvendes ved produktion af vandpibetobak.
Efter en samlet vurdering af disse forhold finder Landsskatteretten, at det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klageren i henhold til tobaksafgiftslovens § 31, stk. 4, har været involveret i fremstillingen af den omhandlede vandpibetobak og derfor hæfter for betalingen af tobaksafgiften.
Landsskatteretten tiltræder Skattestyrelsens opgørelse, jf. tobaksafgiftslovens § 32, idet den bygger på en optælling af de varer, som Skattestyrelsen fandt ved kontrollen den 22. september 2020.
Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsen afgørelse om opkrævning af 725.538 kr. i tobaksafgift.
Landsskatteretten traf endvidere den 24. januar 2024 afgørelse for så vidt angår IA. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse således, at IA ikke hæfter for tobaksafgiften.
Forklaringer
A har under hovedforhandlingen forklaret, at han har været i Danmark i (red.fjernet.antal) år. Han stiftede et selskab, G1-virksomhed, fordi han gerne ville arbejde med import og eksport af forskellige ting, blandt andet emballage. Det er korrekt, at han har solgt produktionsudstyr til NN og IR. Det var også udstyr, som han importerede fra udlandet, fx plastik, emballage og forskellige smagsstoffer. Det var alt muligt blandet, men kun lovlige produkter. Han har også solgt skovle og plastikbøtter svarende til de effekter, som er afbilledet i politiets fotorapport fra adressen på Y1-adresse. Produkterne var importeret fra forskellige lande, blandt andet Y2-land, Y3-land og Y4-land. Han købte der, hvor han kunne få det billigst. NN og IR bestilte de ting, de skulle bruge, og han importerede herefter varerne og gjorde det klar til dem på den adresse i Y5-gade, hvor han drev sin virksomhed fra. Så hentede de varerne hos ham.
Han mødte NN og IR på en vandpibecafe i Y6-by. Han husker ikke navnet på cafeen, men den ligger tæt på sygehuset. Han har været meget på cafeen, i perioder var han der dagligt. De hyggede sig og spillede kort. Han ryger ikke vandpibe, men kun cigaretter. Han har aldrig været på adressen Y1-adresse. Han passer sit arbejde og besøger vandpibecafeen, men ellers kommer han ikke ret mange steder. Han har ikke kørekort.
Det er korrekt, at han har talt med politiet om denne sag. Der var tolk til stede. Politiets gengivelse af afhøringen er ikke korrekt. Han har heller ikke skrevet under på sin forklaring. Han ville have haft en advokat med til afhøringen, men det fik han ikke lov til. Politiet truede ham og ville have ham til at erkende, at han havde produceret tobak.
Der findes ikke længere nogen skriftlige dokumenter eller kvitteringer på hans salg af varer til NN og IR. Han havde det hele liggende på en bærbar computer, men den blev stjålet. Han havde en dansk revisor til at hjælpe med regnskaberne, og det hele blev gjort korrekt med bilag og indlevering af regnskab. Han ved ikke, hvorfor der ikke er indleveret regnskab for 2019. Det var revisoren, der havde styr på de ting.
Det er en fejl, når det er gengivet i Landsskatterettens afgørelse, at han har forklaret, at han ville købe vandpibetobak til eget forbrug. Det har han ikke forklaret, for han ryger ikke vandpibetobak.
LM har under hovedforhandlingen som vidne forklaret, at han i 2020 var lejer af huset på Y1-adresse. Til huset hørte der en stor kælder og en garage. På et tidspunkt blev han kontaktet af IR, som gerne ville leje kælderen til brug for opbevaring. Det sagde han ok til. Han gav IR fjernbetjeningen til garageporten, så han selv kunne komme og gå som det passede ham. Han vidste ikke, hvad der blev opbevaret i kælderen, og han spurgte ikke mere ind til det.
En dag i september 2020 blev han anholdt af politiet, mens han var på arbejde. De kørte hjem til hans bopæl, hvor politiet viste ham, hvad de havde fundet i kælderen. Han kendte intet til det. Politiet begyndte at tale om to personer ved navn A og IA. Politiet ville have ham til at sige, at det var de to, der stod bag produktionen af tobak. Men han kendte ikke de to personer, og det sagde han til politiet. Til sidst under afhøringen blev han nervøs og endte med at sige, at det var A og IA, der stod bag, selv om det ikke var rigtigt. Han følte sig presset af politiet. Da han var hjemme igen, kom en person ved navn NN eller NN hjem til ham og spurgte, hvor alle tingene fra kælderen var blevet af. Vidnet forklarede, at politiet havde taget det. NN blev meget sur.
Vidnet har ikke set A i eller omkring huset på Y1-adresse. Han kender ikke A, og han har ikke lejet kælderen ud til ham. Det var primært de to samme personer, der kom i kælderen, og han vil mene, at det var NN og IR. Der kom også 4-5 andre, som han ikke ved hvem er.
IA har under hovedforhandlingen som vidne forklaret, at han var til afhøring hos politiet i forbindelse med den tobak, politiet havde fundet på en adresse i Y1-adresse. Politiet troede fejlagtigt, at det var ham og A, som producerede tobakken. Han sagde, at han ikke kendte til det, men politiet blev ved med at presse ham. Det endte med, at 7 betjente angreb ham, for at få ham til at tilstå. Han kender A, men han kender ikke adressen Y1-adresse. Han har aldrig været på adressen eller et andet sted i Y1-adresse, hvor der blev produceret vandpibetobak. Han ved ikke, om A har haft noget med fremstillingen af tobak at gøre. Vidnet kommer på vandpibecafeen i Y6-by efter arbejde, og der kommer A også tit. Vidnet kender ikke NN og IR.
UM har under hovedforhandlingen som vidne forklaret, at han arbejdede som tolk hos politiet i 2020. Han har tolket telefonisk for A. Han husker ikke detaljerne fra den pågældende afhøring hos politiet i september 2020, men han kan huske, at han fornemmede, at politiet pressede A. Det var en usædvanlig afhøring i forhold til hvad han var vant til, og der var dårlig kommunikation mellem parterne. Stemningen var ubehagelig, og han husker, at han tænkte, at politiets behandling af A ikke var i orden.
MS har under hovedforhandlingen forklaret, at A er hans ven. De er ofte på vandpibecafeen i Y7-gade i Y6-by sammen. Han kender også NN og IR. Han ved, at NN arbejdede med administration, og at han af og til købte varer af A. I de situationer hjalp vidnet med tolkning, for A er ikke ret god til dansk. Han husker, at A solgte 6 skovle til NN. Vidnet var til stede på A’s adresse, da NN hentede dem. NN købte også plastikbøtter, som A importerede fra Y3-land. Ved flere lejligheder mødtes A og NN på vandpibecafeen for at overdrage varer. Ved en af leveringerne blev plastikbøtterne tilbageholdt i tolden, og da hjalp vidnet A med at ringe til toldmyndighederne for at få bøtterne frigivet. Vidnet hjalp også, da banken kontaktede A for at spørge til overførsler til udlandet, som A havde foretaget.
Det var vidnet, som anbefalede A en dansk revisor, som kunne lave regnskab for A’s virksomhed. A ville ikke være en social byrde, og det var derfor, han oprettede virksomheden. Han ville tjene sine egne penge. NN overholdt ikke aftalerne om betaling til A, og derfor endte han med at lukke virksomheden.
MM har under hovedforhandlingen som vidne forklaret, at han kender vandpibecafeen i Y7-gade i Y6-by. Han og A er venner, og de mødes tit på cafeen. Han kender NN af udseende, men ikke personligt. Han ved, at NN solgte vandpibetobak på cafeen. Han har selv købt vandpibetobak af NN et par gange. Kvaliteten var svingende. Der var nok ca. tre måneder mellem de par gange, han købte tobak af NN. Det er ca. 4 år siden. Han kender ikke adressen Y1-adresse.
MC har under hovedforhandlingen som vidne forklaret, at hun og A er venner. De har kendt hinanden i to år. Hun kender også vandpibecafeen i Y6-by og har været der et par gange. Hun husker ikke at have set A på cafeen. Hun har et par gange købt vandpibetobak på en adresse i Y1-adresse. Det var et parcelhus, hvor man gik ind gennem kælderen. Det var NN, der tog imod hende begge de gange, hun var der. Hun kunne se, at der blev produceret tobak dernede. Der var kun NN, der var i kælderen begge gange. Tobakken, som hun købte af NN, var ikke ret god.
NN har under hovedforhandlingen som vidne forklaret, at han er førtidspensionist og arbejder med virksomhedsrådgivning. For nogle år tilbage havde han en kammerat, som startede G2-virksomhed i Y6-by, og i den forbindelse blev vidnet bekendt med vandpibetobak. Han syntes, at det var spændende, og han kom med ind i virksomheden. Han fandt ud af, at der var penge at tjene ved at fremstille vandpibetobak. Derfor startede han produktionen på Y1-adresse. Han producerede tobakken i en garage, som han lejede. Han fandt en god opskrift og fik kontakt til en, som kunne levere emballage og andre ting, han skulle bruge. Det kan godt passe, at det var A, som han købte produkterne af. Han købte også skovle. Al tobakken hentede han i Y2-land. Tobakken blev ikke så god første gang han fremstillede, men det blev bedre. Blandingens indhold med glycerin var vigtig for at undgå, at det sukker, der blev tilføjet i tobakken, krystalliserede. Tobakken blev blandet i murerspande med en skovl, og så blev det hakket bagefter. Han havde hjælp til at blande, da det var hårdt arbejde. Han havde altid handsker på, for blandingen var meget fedtet. Hans DNA var formentlig ikke at finde i kælderen, fordi han altid bar handsker, og tit brugte han også mundbind. En dag, hvor han kom ud til garagen, var det hele væk. Han tog kontakt til ham, som han lejede garagen af, for han troede, at det var ham, der havde taget al tobakken. De blev uvenner. Senere fandt han ud af, at det var politiet, der havde ransaget stedet. Han blev afhørt af politiet, hvor han ikke ønskede at udtale sig. Efterfølgende fortrød han og sagde både til skattemyndighederne og til politiet, at tobakken var hans. Han følte, at han havde en moralsk forpligtelse til at hjælpe med, at de rigtige blev stillet til ansvar for produktionen. Men det var hans fornemmelse, at de havde skyklapper på. De havde besluttet sig for, at det var A, som var ansvarlig for tobakken. De lyttede slet ikke til ham, og de viste ingen interesse for det, han fortalte. Han havde det dårligt med, at der var andre, der blev beskyldt for at have produceret tobakken.
NS har under hovedforhandlingen som vidne forklaret, at han ryger vandpibetobak, men han fremstiller det ikke. Han kender vandpibecafeen i Y7-gade i Y6-by. Tidligere, da cafeen var ejet af (red.fjernet.nationalitet), kom han der tit. Der var en dansk fyr, som hed NN, som også kom på cafeen. Vidnet har købt vandpibetobak af NN, og det blev solgt fra en adresse i Y1-adresse. Han var på adressen i Y1-adresse to gange, og det var NN, der var der begge gange. Kvaliteten af tobakken var god. Vidnet kender også A. Han ved, at A har en virksomhed, hvor han sælger smagsstoffer og plastikemballage. Vidnet har ikke købt tobak af A, kun af NN. Han har ikke set A på adressen i Y1-adresse.
A har i sit påstandsdokument anført:
Påstand:
Skatteministeriet skal anerkende, at A ikke skal betale kr. 725.538 i tobaksafgift.
Anbringender:
Til støtte for den nedlagte anerkendelsespåstand anføres følgende:
Indledningsvis anføres det, at det er skatteministeriet, der har bevisbyrden for, at sagsøger skulle være involveret i fremstilling af vandpibetobak og som følge heraf skulle kunne pålægges tobaksafgift i henhold til tobaksafgiftslovens § 31, stk. 4, jf. § 8, stk. 1, nr. 3.
Overordnet anføres det, at skatteministeriet ikke har løftet bevisbyrden, hvorfor ethvert krav i forlængelse af tobakssagen skal bortfalde.
Sagsøger er ikke en person omfattet af tobaksafgiftsloven
Det er en forudsætning for at opkræve tobaksafgift efter tobaksafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 3, at der "fremstilles eller forarbejdes varer uden for afgiftssuspensionsordningen".
Det anføres, at sagsøger tidligere har drevet virksomheden G1-virksomhed, som solgte materialer og udstyr til produktion af vandpibetobak. Sagsøgers virke består imidlertid alene i salg af dette udstyr mv., hvorimod der ikke foregår nogen form for forarbejdning af materialer eller fremstilling i virksomheden.
Udspecificeret anføres, at sagsøger hverken ejer eller har deltaget i produktionen af den pågældende vandpibetobak, som blev fundet af politiet den 22. september 2020, og at han aldrig har været på adressen Y1-adresse.
Hertil anføres det endvidere, at den pågældende vandpibetobak efter det oplyste er ejet og produceret af IL og NN, hvilket de pågældende kan bevidne samt, at sagsøger ikke har nogen relation til produktionen.
Sagsøger har derimod alene haft relation til NN i forbindelse med salg af udstyr til produktion af vandpibetobak i forbindelse med sin daværende virksomhed, G1-virksomhed, hvilket salg ikke ses at have nogen direkte relation til forarbejdning eller fremstilling af tobakken. Sagsøger har dermed ikke foretaget sig noget ulovligt eller noget, det skulle medføre afgiftsmæssige konsekvenser.
Uanset sagsøgers salg af udstyr og materialer anføres det, at han ikke kan gøres ansvarlig for den pågældende produktion af vandpibetobak, idet han ikke - som krævet i tobaksafgiftslovens § 31, stk. 4 - "er involveret i en uregelmæssig fremstilling eller forarbejdning af varer". Det er ikke tilstrækkeligt til at blive omfattet af loven, at sagsøger har solgt udstyr og materialer. Det anføres dermed, at sagsøger ikke kan anses som en person omfattet af tobaksafgiftslovens § 31, stk. 4, jf. § 8, stk. 1, nr. 3, på det foreliggende grundlag, hvilket ej heller er tilstrækkelig dokumenteret af skatteministeriet.
Det anføres herudover, at den nævnte produktion af vandpibetobak efter det oplyste fra politiet var ulovlig, hvorfor der jo havde været en straffesag mod sagsøger, såfremt det kunne bevises, at han havde relation til produktionen. Idet dette ikke er sket, anføres det, at der ikke er tilstrækkelige beviser til at anse sagsøger som en person omfattet af tobaksafgiftsloven.
For så vidt angik DNA-sporet på en fundet skovls håndtag anføres det, at dette alene beviser, at sagsøger på ét tidspunkt har været i kontakt med skovlen, hvilket dog ikke beviser, at han skulle have været på adressen.
Hertil anføres det, at sagsøger netop har solgt udstyr til fremstilling af bl.a. vandpibetobak, og at der i virksomhedens varelager også var skovle. Sagsøgers virksomhed var endvidere af en størrelse, hvor sagsøger var personligt involveret i udleveringen af varer. Dermed kan DNA-beviset være kommet på skovlen i den forbindelse.
Det kan ikke udelukkes, at skovlen tidligere har været uden for adressen, og at sagsøger er kommet i kontakt med den på det tidspunkt. Det anføres at være en fejlvurdering af DNA-beviser, at disse skulle kunne bevise, at sagsøger har været på adressen - og herudover at han skulle have fremstillet varer som defineret i tobaksafgiftslovens § 31, stk. 4. Dette kan ikke indeholdes i DNA-beviset.
Til støtte for det anførte kan der henvises til den strafferetlige praksis omkring DNA-beviser som eneste reel grundlag, hvor der i sagerne var en DNA-sandsynlig på mere end 1/1.000.000. I sagerne U 2010.82 V og TfK 2011.178 V blev tiltalte frifundet, da det ikke kunne udelukkes, at der statisk set var 4 andre personer bosat i Danmark, som kunne være et match på DNA-profilen. Det bemærkes, at selvom der ikke er tale om en straffesag, kan DNA-bevis fortsat i sig selv ikke føre til, at sagsøger med nogen grad af sikkerhed har udført fremstilling af tobaksvarer og som følge heraf kan pålægges en meget stor afgift på 725.538 kr., når DNA-profilen er det eneste bevis Skatteministeriet kan anføre i sagen.
Det anføres i forlængelse heraf, at DNA-spor i alle tilfælde ikke kan stå alene, når andre personer har erkendt at have udført produktionen og det ikke kan dokumenteres, at sagsøger skulle have nogen relation til produktionen i øvrigt.
Derudover har der ikke verseret nogen straffesag i øvrigt mod sagsøger, og sagsøger har heller ikke været hverken sigtet eller tiltalt i sagen. Der er således heller ikke grundlag for at pålægge sagsøger en afgift i relation til sagen.
Angående LM’s vidneudsagn:
Indledningsvis anføres det, at politirapportens bevisbedømmelse skal ske efter principper i retsplejelovens § 871, stk. 4. Politirapporten, jf. bilag 4, bør således ikke i sig selv vurderes med en større bevisvægt end sagsøgers partsforklaring og vidnernes udsagn.
I den forbindelse anføres det, at LM’s forklaring til politiet var udført under pression, ligesom den ikke er verificeret med nogen form for dokumentation. Politirapporten kan dermed ikke tillægges vægt i forhold til rettens vurdering i nærværende sag. Derimod er LM indkaldt til at give vidneforklaring i nærværende sag.
Det gentages, at afgørelsen om sagsøgers betaling af tobaksafgift alene støttes på et vidneudsagn uden nogen form for dokumentation af aftalen samt et DNA-spor på en skovl. Det fastholdes i sin helhed, at dette grundlag i sig selv ikke bør bevirke et krav mod sagsøger på kr. 725.538.
Skatteministeriet har således ikke løftet bevisbyrden for, at sagsøger har været involveret i forarbejdning eller fremstilling af vandpibetobak, hvorfor ethvert krav i forlængelse af tobakssagen skal bortfalde.
Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:
1. Skatteministeriets påstand
Skatteministeriet frifindes.
Denne sag udspringer af, at Sydøstjyllands Politi den 22. september 2020 gennemførte en ransagning af ejendommen Y1-adresse, og i den forbindelse fandt en større mængde vandpibetobak, jf. politiets ransagningsrapport (bilag A). Skattestyrelsen blev som følge heraf kontaktet og ankom til adressen kort efter for at deltage i den videre ransagning, jf. bilag A.
Under ransagningen blev det konstateret, at der i et rum i tilknytning til garagen stod flyttekasser med tom, ubrugt emballage til (red.fjernet.mærke1) tobak og (red.fjernet.mærke2) tobak, jf. Skattestyrelsens afgørelse af 11. januar 2021 (bilag B, side 2). Der var derudover poser og kasser med nye, ubrugte (red.fjernet.nationalitet1) sundhedsmærker til tobak, og der var flere dunke med væske, som lugtede af forskellige vandpibetobakduftstoffer, jf. bilag B, side 2. I garagen blev der fundet seks store murerbaljer samt en mindre murerspand, som alle indeholdt vandpibetobak, jf. bilag B, side 3. Derudover blev der også fundet en flyttekasse med 18 færdigpakkede pakker med (red.fjernet.mærke1) vandpibetobak, en bordvægt, en guldvægt, en snittemaskine med rester af tobaksblade samt en sort affaldssæk indeholdende poser med (red.fjernet.mærke1) tobak, jf. bilag B, side 3.
Skattestyrelsen traf den 11. januar 2021 afgørelse (bilag B) om, at A og IA hæfter solidarisk for tobaksafgift på i alt 725.538 kr., som følge af involvering i fremstillingen af 557,72 kg vandpibetobak her i landet. Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen den 24. januar 2024 (bilag 4).
Sagens centrale tvistepunkt er, om A har været involveret i uregelmæssig fremstilling af den vandpibetobak, der blev fundet under ransagningen den 22. september 2020.
Skatteministeriet gør gældende, at A har været involveret i uregelmæssig fremstilling af den vandpibetobak, der blev fundet under ransagningen den 22. september 2020, og at han derfor - sammen med IA - hæfter for afgiften på 725.538 kr., jf. tobaksafgiftslovens § 31, stk. 4.
Det følger af tobaksafgiftslovens § 1, stk. 1, at der skal betales afgift af røgtobak. Virksomheder, der fremstiller varer som nævnt i § 1, eller som modtager sådanne varer fra udlandet, skal autoriseres som oplagshavere hos told- og skatteforvaltningen, jf. § 9, stk. 2.
Tobaksafgiften forfalder, når tobaksvarer overgår til forbrug, hvilket bl.a. sker, når afgiftspligtige tobaksvarer fremstilles uden for en afgiftssuspensionsordning, jf. § 8, stk. 1, nr. 3.
Den eller de personer, som fremstiller eller forarbejder afgiftspligtige tobaksvarer, "eller enhver anden person, som er involveret i en uregelmæssig fremstilling eller forarbejdning af varer", hæfter for afgiften, jf. tobaksafgiftslovens § 31, stk. 4. Ved uregelmæssig fremstilling eller forarbejdning af varer forstås transaktioner med varer, hvor varerne ikke fremstilles eller forarbejdes "i overensstemmelse med afgiftslovgivningens krav og sædvanlige procedurer", jf. afsnit 3.6.2 i lovforslag nr. 20 af 20. oktober 2009.
3.1 Politiets efterforskning viser, at A var involveret i uregelmæssig fremstilling af vandpibetobak
Sydøstjyllands Politis efterforskning viser, at A var involveret i uregelmæssig fremstilling af den vandpibetobak, der blev fundet under ransagningen den 22. september 2020.
Politiet afhørte i forbindelse med sagen LM, som boede på Y1-adresse, afhørt, jf. bilag 4, side 6. Han forklarede bl.a., at "IA" og "NK" ankom til hans adresse i januar 2020, fordi de ønskede at låne garagen til at fremstille æblepibetobak. LM forklarede videre, at han fik 4.000 kr. - 5.000 kr. i kontanter for at stille garagen til rådighed, jf. bilag 4, side 6. Ifølge hans forklaring var produktionen indstillet i en periode men blev genoptaget i august 2020, hvor "IA" og "NK" stort set dagligt kom i garagen, jf. bilag 4, side 7. LM har efterfølgende bekræftet, at "NK" omtalt i afhøringsrapporten, er sagsøgeren, A, jf. bilag 4, side 8.
LM’s forklaring understøttes af, at politiet under ransagningen fandt DNA-spor på en skovl, der lå i en balje med vandpibetobak, og som ifølge de retsmedicinske undersøgelser med størst mulig sandsynlighed svarer til A’s DNA-profil.
Politiet sikrede således under ransagningen en række spor, herunder mulig DNA på håndtag/skæfte på to skovle, der lå i baljerne med vandpibetobak, jf. bilag A, side 2. Billeder af de to skovle fremgår af politiets fotorapport (bilag C, side 3, billede 3 og 4).
Retsgenetisk Afdeling ved Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet afgav den 28. oktober 2020 erklæring vedrørende de DNA-spor, som blev fundet under ransagningen (bilag D). DNA-prøverne er sammenholdt med DNA-profilerne for LM, A og IA, jf. bilag D, side 5. Som det fremgår af rapporten, talte DNA-prøven fra håndtaget/skæftet på skovlen fundet i en spand med gulbrun vandpibetobak for, at det undersøgte DNA stammer fra A, jf. bilag D, side 6:
"Dna-profilen for materialet blev beregnet til at være med en 1.000.000 gange mere sandsynlig at observere, hvis en del af det undersøgte dna stammer fra A, end hvis ikke en del af det undersøgte dna stammer fra A. Beregningen er baseret på hyppigheder af dnafaktorer i den danske befolkning og forudsætter, at ingen af de påviste dnafaktorer stammer fra nære slægtninge til A.
Dna-profilen taler imod, at noget af det undersøgte dna stammer fra IA eller fra LM." (understreget her)
DNA-prøven fra håndtaget/skæftet på den anden skovl talte ifølge rapporten imod, at det undersøgte DNA stammede fra LM, A og IA, jf. bilag D, side 6.
Politiet afhørte i forbindelse med sagen også IR. Han forklarede til politiet, at han var bekendt med, at ejendommen Y1-adresse, "havde noget med vandpibetobak at gøre", men ønskede ikke at udtale sig yderligere, jf. bilag 4, side 10. Det er derfor ikke rigtigt, at IR i forbindelse med politiets behandling af sagen skulle have vedkendt sig ejerskabet og produktionen af vandpibetobakken, således som det er anført i stævningen, side 2, 2. afsnit.
NN er også blevet afhørt af politiet i forbindelse med sagen. Han forklarede, at han var ejer af den vandpibetobak, der blev fundet på ejendommen Y1-adresse, jf. bilag 4, side 9. NN kunne imidlertid ikke beskrive, hvordan produktionen af vandpibetobak foregik, og han forklarede, at han "ikke selv >rørte i gryderne<, når der skulle produceres vandpibetobak", jf. bilag 4, side 9. De øvrige afhørte i sagen havde ikke nævnt NN. Politiet vurderede derfor, at der ikke var rimelig grund til at mistænke, at NN var ejer af den omhandlede vandpibetobak, eller at han havde deltaget i fremstillingen heraf.
Selv hvis NN faktisk var ejer af vandpibetobakken, som han har forklaret, udelukker det dog under alle omstændigheder ikke, at A var involveret i den uregelmæssige fremstilling af vandpibetobak, hvilket DNA-sporet med størst mulig sandsynlighed også viser. A hæfter derfor for afgiften, jf. tobaksafgiftslovens § 31, stk. 4.
3.2 A’s skiftende forklaringer må komme ham bevismæssigt til skade
A har fremsat en række (skiftende) forklaringer om, hvorvidt han har været på den ransagede adresse.
Under Landsskatterettens behandling oplyste A bl.a. følgende, jf. bilag 4, side 12, 4.-6. afsnit:
"Min klient oplyser, at han er bekendt med hvem der ejer vandpibetobakken samt hvem der står for produktionen heraf. Min klient oplyser, at disse hedder IL og NN.
Min klient oplyser, at han er blevet bekendt hermed, da han var på besøg hos de pågældende, fordi han ønskede at købe noget af vandpibetobakken til eget forbrug.
I samme forbindelse kan der være opstået DNA-spor fra min klient, hvorfor et sådant bevis således ikke ses at kunne stå alene i sagen, herunder hvis andre har erkendt forholdet, som min klient anfører." (understreget her)
A oplyste således for Landsskatteretten, at det DNA-spor, der blevet fundet på Y1-adresse kunne være opstået i forbindelse med, at han ønskede at købe vandpibetobak til eget forbrug af IL og NN, og at han således faktisk havde været på adressen
Under domstolenes behandling af sagen har A derimod som noget nyt oplyst, at "han aldrig har været på adressen Y1-adresse", jf. stævningen, side 2. Han gør videre gældende, at DNA-sporet på skovlens håndtag alene beviser, at han "på ét tidspunkt har været i kontakt med skovlen, hvilket dog ikke beviser, at han skulle have været på adressen", jf. replikken, side 2, sidste afsnit.
Skatteministeriet opfordrede (B) på den baggrund A til at redegøre for, hvor og hvornår han i så fald mener, at han har (eller kan have) været i kontakt med den skovl, hvor hans DNA blev fundet, jf. duplikken, side 1, 2. afsnit. Hertil har han oplyst, at hans virksomhed, G1-virksomhed, solgte udstyr til fremstilling af bl.a. vand-pibetobak, og at der i virksomhedens varelager også var skovle, jf. A’s meddelelse af 14. marts 2025 og A’s påstandsdokument, side 2. Han har endvidere oplyst, at hans "[…] virksomhed var af en sådan størrelse, at han havde personlig kontakt med varerne, hvorfor hans DNA kan være kommet på den skovl, som han solgte, før den blev transporteret til den ransagede adresse.", jf. meddelelse af 14. marts 2025.
A’s skiftende forklaring må komme ham bevismæssigt til skade, således at det lægges til grund, at han - i overensstemmelse med DNA-beviset - faktisk har været på adressen, jf. f.eks. UfR 2009.230 H, UfR 1998.898 H, SKM2017.407.ØLR og SKM2013.389.ØLR.
A henviser i replikken, side 3, 1. afsnit, til strafferetlig praksis om betydningen af et DNA-bevis. Den foreliggende sag er imidlertid ikke en straffesag, og beviskravene er derfor ikke de samme som indenfor strafferetten.
Det er derfor også uden betydning for den foreliggende civile sag, at politiet ikke har indledt en straffesag mod A i anledning af ransagningen den 22. september 2020. Det følger således af fast retspraksis, at såvel undladelse af at rejse strafferetlig tiltale som frifindende straffedomme ikke afgør den civilretlige vurdering af sagen, jf. eksempelvis UfR 2011.1458 H, SKM2002.671.ØLR og SKM2001.582.ØLR.
3.3 A drev virksomhed relateret til vandpibetobak
A drev i perioden 1. juli 2017 - 15. oktober 2020 selskabet G1-virksomhed, jf. bilag 1. A har oplyst, at selskabet beskæftigede sig med import og salg af udstyr til produktion af vandpibetobak, herunder smagsstoffer, jf. stævningen, side 2, 1. afsnit.
Skattestyrelsen har konstateret, at G1-virksomhed i perioden har modtaget i alt 24 forsendelser med aromastoffer, som styrelsen har vurderet har været anvendt til fremstilling af vandpibetobak, jf. bilag B, side 4. Toldstyrelsen standsede den 10. juni 2020 en lastbil ved grænseovergangen ved Y8-by, der transporterede tom emballage (bl.a. sorte plastbøtter med tilhørende metallåg og plastposer med transparente plastbøtter), der ifølge en forevist elektronisk faktura skulle leveres til G1-virksomhed, jf. bilag B, side 4.
Det må under de foreliggende omstændigheder have formodningen for sig, at den tomme emballage har været anvendt i tilknytning til den uregelmæssige fremstilling af vandpibetobak på adressen Y1-adresse, hvilket således også understøtter, at A har været involveret i uregelmæssig fremstilling af vandpibetobak.
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Det er ubestridt under sagen, at der på adressen Y1-adresse, i en periode forud for politiets ransagning i september 2020 blev fremstillet vandpibetobak uden registrering efter tobaksafgiftsloven og dermed uden at afgift blev afregnet.
LM, som i september 2020 var lejer af huset på Y1-adresse, har under sin første forklaring til politiet i september 2020 oplyst, at A var involveret i fremstillingen af tobak på adressen. På baggrund heraf blev A inddraget i sagen.
LM har under hovedforhandlingen imidlertid forklaret, at han ikke kender - eller på daværende tidspunkt kendte - A’s navn, og at han under sin afhøring af politiet blev overtalt til at sige, at det var A, som var involveret i produktionen af vandpibetobak.
Det fremgår imidlertid af sagens oplysninger, at politiet indledningsvist sigtede
LM for tobaksproduktionen, og at politiet ikke før afhøringen af LM blev bekendt med A’s navn i relation til sagen. Først efter LM’s afhøring påbegyndte politiet således efterforskning mod A. LM’s forklaring om, at politiet ved hans afhøring pressede ham til at sige, at A stod bag produktionen af vandpibetobak, kan herefter ikke tillægges vægt.
Retten lægger efter A’s egen forklaring til grund, at han i den pågældende periode i 2020 via sin virksomhed G1-virksomhed importerede forskellige varer fra udlandet, herunder skovle, plastikemballage og aromastoffer, alt svarende til det materiale, der blev fundet på fremstillingsadressen.
A’s DNA blev endvidere fundet på en skovl, som befandt sig i en murerbalje med tobak på fremstillingsadressen.
På baggrund af en samlet vurdering af disse omstændigheder er det bevist, at A - i hvert fald i et vist omfang - har været involveret i fremstilling af vandpibetobak på adressen Y1-adresse.
A hæfter derfor for betaling af tobaksafgiften, jf. tobaksafgiftslovens § 31, stk. 4, idet den afgørende omstændighed efter loven er, om A har været involveret i fremstillingen.
Det er herefter uden betydning, hvem der var den ansvarlige for tobaksproduktion, hvorfor NN’s forklaring om, at han var den ansvarlige, ikke kan føre til andet resultat.
Skatteministeriets påstand om frifindelse tages herefter til følge.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 65.000 kr.
Skatteministeriet er ikke momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Skatteministeriet frifindes.
A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 65.000 kr.
Beløbet, der skal betales inden 14 dage, bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.