Den 15. maj 2025 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen i Nordhavn.
Landsdommerne Bloch Andersen, Beth von Tabouillot og Mads Stokholm behandlede sagen, førstnævnte som rettens formand.
Sag BS-60359/2024-OLR
(12. afdeling)
Parter
A
(v/ advokat Stig Boe Krarup)
mod
Skatteministeriet
(v/ advokat Mattias Chor)
A har anmodet om syn og skøn vedrørende den del af sagen, der angår beskatning af indtægt fra udlejning af ejendomme, og har indleveret udkast til skønstema af 8. maj 2025.
Skatteministeriet har protesteret imod spørgsmål 1 i skønstemaet, hvori skønsmanden anmodes om at anslå de sædvanlige årlige vedligeholdelsesudgifter for udlejer vedrørende de i sagen omhandlede lejemål, og har til støtte herfor anført bl.a., at det på forhånd kan udelukkes, at et sådant syn og skøn vil have nogen relevans for sagens afgørelse. Selv hvis der efter et syn og skøn består en formodning for, at der har været udgifter til vedligeholdelse, vil appellantens bevisbyrde ikke kunne løftes i mangel af dokumentation for udgifterne. Skatteministeriet har ikke i øvrigt protesteret imod anmodningen om syn og skøn.
A har anført bl.a., at syn og skøn over vedligeholdelsesudgifterne er nødvendigt, da appellanten har afholdt vedligeholdelsesudgifter til ejendommene, men har svært ved at finde bilag herfor, og da syn og skøn over vedligeholdelsesudgifterne har relevans for opgørelsen af det skønsmæssigt fastsatte overskud på udlejning af ejendommene.
Landsretten afsagde
Kendelse
Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens § 197 (lovforslag L 178 af 9. april 2014 vedrørende ændring af retsplejeloven og forskellige andre love, de specielle bemærkninger til bestemmelsen), at der skal være en friere adgang for parterne til at stille spørgsmål til skønsmanden, således at det i stedet overlades til retten efterfølgende at vurdere både spørgsmål og svar, herunder relevansen af spørgsmålene, som led i den almindelige bevisvurdering af den foreliggende tvist. Henset hertil finder landsretten efter en konkret vurdering ikke grundlag for at afvise spørgsmålet, idet det dog forudsættes, at spørgsmålet afgrænses til at angå de omhandlede indkomstår.
THI BESTEMMES
Spørgsmål 1 afvises ikke.
Landsretten tillader, at der foretages syn og skøn i overensstemmelse med anmodningen herom.
Sagen udsat til den 22. maj 2025 på oplysning om, hvilken skønsmand der ønskes udmeldt.