Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke opstår en fordring omfattet af kursgevinstlovens regler i forbindelse med at Spørger 1 og Spørger 2 indgår aftale om sambehandling, det vil sige aftale om fælles ansøgning og fordeling af erstatning efter bekendtgørelse om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder og fuldstændig kompensation til følgeerhverv til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud med hold af mink?
2. Hvis Skatterådet ikke svarer bekræftende på spørgsmål 1, kan Skatterådet da bekræfte, at hvis Spørger 1 betaler det beløb til Spørger 2, som retteligt udgør Spørger 2’s andel af det samlede opnåede erstatningsbeløb, og dette også er i inter partes aftalen mellem Spørger 1 og Spørger 2, da opstår der ikke en kursgevinst eller et kurstab på en fordring?
3. Hvis Skatterådet ikke svarer bekræftende på spørgsmål 1, er det da Skatterådets opfattelse, at det er en forudsætning for at fordringen kan anses for stiftet til kurs 100 og senere indfriet til kurs 100, at fordringen i mellemperioden forrentes med en markedsrente?
4. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger 1 (Minkvirksomheden) ikke skal opgøre genvundne afskrivninger og ejendomsavance vedrørende aktiver ejet af Spørger 2 (Følgevirksomheden) da Spørger 1 ikke erhverver Spørger 2’s minkrelaterede aktiver?
5. Hvis Skatterådet ikke kan svare bekræftende på spørgsmål 4, kan Skatterådet da bekræfte, at Spørger 1’s anskaffelsessum på minkrelaterede aktiver erhvervet af Spørger, 2 udgør det samme beløb som Spørger 1’s afståelsessum på selvsamme aktiver, hvorfor der ikke opstår en avance/et tab?
6. Hvis spørgsmål 1 ikke besvares bekræftende, kan Skatterådet da bekræfte, at tidspunktet for opgørelse af eventuelt kursgevinst/tab for Spørger 1 er tidspunktet for 1. instansafgørelse på fællesansøgningen fra myndighederne?
7. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger 2 skal beskattes af tab/avancer på de af ham ejede minkrelaterede aktiver på tidspunktet, hvor Spørger 2 kan opgøre en afståelsessum, det vil sige tidligst efter at Spørger 1 har modtaget 1. instansafgørelse vedrørende erstatningsbeløb?
8. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger 2 ikke afstår minkrelaterede aktiver til Spørger 1 i indkomståret 2024 ved indgåelse af aftale om fælles ansøgning samt fordeling af erstatning/kompensation?
9. Kan Skatterådet bekræfte, at det forhold at Spørger 1 og 2 har mulighed for at frafalde aftalen om sambehandling medfører, at der tidligst opstår skattemæssige konsekvenser af den indgåede sambehandlingsaftalen på et tidspunkt, hvor aftalen ikke længere kan frafaldes?

Svar

1. Ja
2. Bortfalder
3. Bortfalder
4. Ja
5. Bortfalder
6. Bortfalder
7. Ja, se dog indstilling og begrundelse
8. Ja
9. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger 1 og Spørger 2 er tidligere minkavlere og har med baggrund i bekendtgørelse BEK nr. 2463 af 11/12/2021 om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder mm. indgået en aftale om fælles søgning samt fordeling af erstatning/kompensation.

Det retlige grundlag for erstatningsansøgning

Regeringen traf i november 2020 beslutning om, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Som konsekvens af nedlukning af minkerhvervet blev der udarbejdet og vedtaget et retsgrundlag for erstatning og kompensation til minkavlere og følgeerhverv. Senere er de individuelle ordninger blevet udviklet, og senest er retsgrundlaget for sambehandlingsordningen vedtaget.

Retsgrundlaget for erstatning efter den skematiske ordning findes i BEK nr. 103 af 26/01/2024 jf. også BEK nr. 2463 af 11/12/2021.

Af disse regler fremgår af § 15a følgende om sambehandling:

"For minkvirksomheder som nævnt i § 2 a omfatter erstatning og kompensation for minkspecifikke anlægsaktiver efter § 5, stk. 1-4, tillige de af minkvirksomheden i 2020 anvendte minkspecifikke anlægsaktiver beliggende på en fast ejendom, som minkvirksomheden ikke er eneejer af og tinglyst eneadkomsthaver til, og som ikke er ejet eller anvendt af en anden minkvirksomhed med egenproduktion af mink i 2020, såfremt minkvirksomheden fremsender underskrevne erklæringer fra de pågældende adkomsthavere (bilag 2 - forelægges ikke for Skatterådet) og disse adkomsthaveres rettighedshavere (bilag 3 - forelægges ikke for Skatterådet) til den til minkvirksomhedens egenproduktion af mink anvendte faste ejendom med minkhaller, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2. Adkomsthavere som nævnt i stk. 1 giver med deres underskrift på erklæringen fra adkomsthavere (bilag 2 - forelægges ikke for Skatterådet) afkald på enhver erstatning og kompensation efter denne bekendtgørelse. De pågældende adkomsthavere erklærer endvidere med den i 1. pkt. nævnte erklæring, at udbetaling af erstatning og kompensation for adkomsthaverens minkspecifikke anlægsaktiver, som har været anvendt af minkvirksomheden til minkvirksomhedens egenproduktion af mink i 2020, jf. § 5, stk. 1-4, sker til minkvirksomheden og minkvirksomhedens rettighedshavere, jf. § 23, samt at staten erhverver ejendomsret til de pågældende løsøreaktiver, herunder driftsmateriel og driftsinventar, og at staten erhverver ret til bortskaffelse af de pågældende bygninger, bygningsinstallationer m.v., der er en del af den faste ejendom, og ejendomsret til de bortskaffede aktiver, jf. § 21.

Stk. 3. Adkomsthavers rettighedshavere som nævnt i stk. 1 giver med deres underskrift på erklæringen fra adkomsthavers rettighedshavere (bilag 3 - forelægges ikke for Skatterådet) afkald på erstatning og kompensation efter denne bekendtgørelse. Rettighedshavere erklærer endvidere med den i 1. pkt. nævnte erklæring, at udbetaling af erstatning og kompensation for adkomsthaverens minkspecifikke anlægsaktiver, som har været anvendt af minkvirksomheden til minkvirksomhedens egenproduktion af mink i 2020, jf. § 5, stk. 1, sker til minkvirksomheden og minkvirksomhedens rettighedshavere, jf. § 23, samt at staten erhverver ejendomsret til de pågældende løsøreaktiver, herunder driftsmateriel og driftsinventar, og at staten erhverver ret til bortskaffelse af de pågældende bygninger, bygningsinstallationer m.v., der er en del af den faste ejendom, jf. § 21."

Videre fremgår af bekendtgørelsens § 23a:

"Adkomsthavere og adkomsthaveres rettighedshavere som nævnt i § 15 a modtager ingen andel af den samlede erstatning og kompensation efter denne bekendtgørelse, idet denne fordeles til den ansøgende minkvirksomhed med egenproduktion af mink i 2020 og dennes rettighedshavere efter reglerne i § 23."

I den forbindelse, er opstået skattemæssige spørgsmål, som anmodes afklaret ved nærværende anmodning om Bindende svar.

Det følger således af BKG nr. 103 af 26/1/2024, at erstatning og kompensation til minkvirksomheder med egenproduktion af mink i 2020, som helt eller delvist er sket fra minkhaller, som minkvirksomheden ikke er eneejer af og tinglyst eneadkomsthaver til, og som ikke er ejet eller anvendt af en anden minkvirksomhed med egenproduktion af mink i 2020, kan opgøres efter §§ 3-12 og reglerne i kapitel 5 a i BKG nr. 2463 af 11/12/2021. Efter§ 15 a gives minkvirksomheder med hel eller delvis produktion på fremmed ejendom mulighed for at ansøge om erstatning og kompensation jf. ovenfor.

Muligheden for at søge erstatning med sambehandling forudsætter dermed, at minkvirksomheden og følgevirksomheden og eventuelle rettighedshavere underskriver en erklæring, hvori det fremgår, at følgevirksomheden og dennes eventuelle rettighedshavere giver afkald på retten til at søge om nedlukningserstatning. Konkret medfører erklæringen fra adkomsthaver, jf. § 15 a, stk. 1, at:

"Adkomsthavere [følgevirksomheden] som nævnt i stk. 1 giver med deres underskrift på erklæringen fra adkomsthavere afkald på enhver erstatning og kompensation efter denne bekendtgørelse. De pågældende adkomsthavere erklærer endvidere med den i 1. pkt. nævnte erklæring, at udbetaling af erstatning og kompensation for adkomsthaverens minkspecifikke anlægsaktiver, som har været anvendt af minkvirksomheden til minkvirksomhedens egenproduktion af mink i 2020, jf. § 6, stk. 1-4, sker til minkvirksomheden og minkvirksomhedens rettighedshavere, jf. § 23 […]."

Beskrivelse af minkvirksomheden og følgevirksomheden

Udlejer, Spørger 2, har i mange år udlejet sine produktionsanlæg til mink, beliggende ejendommen X, til lejer, Spørger 1. Lejekontrakt imellem parterne blev oprindeligt indgået for perioden 1. januar 2012 til 31. december 2016 og er af to omgange blevet forlænget først fra 1. januar 2017 til 31. december 2021 og senest fra 1. januar 2022 til 31. december 2030. Aftalerne vedlægges. (Aftalen forelægges ikke for Skatterådet)

Spørger 2 havde forinden lejeaftalen med Spørger 1 andre lejeaftaler på sin minkfarm.

Spørger 2 har tidligere drevet aktiv landbrugsvirksomhed i mange år, men i de senere år har han været passiv, hvor han både har lejet minkfarmen ud til Spørger 1 og jorden ud til tredjemand.

Spørger 1 har udover drift af minkvirksomhed også drevet - og driver stadig - landbrug med planteavl.

I lejeperioden for 2021-2022 har Spørger 1 betalt fuld leje med i alt kr. 645.534 kr. Der er mellem parterne enighed om, at der gennem lejeaftalen ikke er mulighed for refusion af leje eller yderligere opkrævning af leje end det aftalte.

Spørger 1 og Spørger 2 for forud for indgåelse af aftale om sambehandling af ansøgning om erstatning indgående drøftet mulighederne for opnåelse af størst mulige erstatning. Hertil er der udarbejdet estimater over forskellige udfald ved hhv. ansøgning af parterne individuelt og ved en fælles ansøgning.

Spørger 1 og 2 er uafhængige parter, hvorfor nedenstående aftale er udtryk for en fordelingsaftale indgået på markedsmæssige vilkår.

Fordeling af det samlede erstatningsbeløb

Spørger 1 og 2 har i december 2024 underskrevet "Erklæring om accept af sambehandling af erstatning" hvorved Spørger 2 har givet afkald på enhver kompensation efter bekendtgørelse om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder og fuldstændig kompensation til følgeerhverv til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink.

Samtidig med aftalen om den påkrævede erklæring, har Parterne udarbejdet en aftale inter partes, som tager stilling til fordelingen af det samlede erstatningsbeløb. Aftaledokumentet med fordelingen regulerer blandt andet, at Spørger 1 er pligtig at søge om erstatningen efter reglerne om sambehandling, jf. ovenfor.

Følgende generelle vilkår er fastsat for Parternes fordelingsaftale:

• Lejer (Spørger 1) indgiver på vegne af begge parter fælles ansøgning, med henblik på at opnå størst mulig erstatning.
• De faktiske og retlige betingelser for fællesansøgningen er opfyldte.
• Hver part er berettiget til at vælge egne økonomiske og juridiske rådgivere - som til enhver tid har ret til at kræve gennemgang/godkendelse af diverse dokumenter forud for indsendelse til erstatnings- og taksationskommissionen.
• Ansøgning udarbejdes af revisorXX, Parterne har aftalt at ansøge om kompensation for de samlede ansøgningsomkostninger. Hver part udlægger sin andel af disse omkostninger indtil nedlukningskompensationen fordeles.
• Hver part er berettiget til at modtage erstatning i henhold til den aftalte fordelingsnøgle. Ved fordeling af erstatning har parterne aftalt en fordelingsnøgle, jf. nedenfor, uanset omfanget af den erstatning/kompensation, som måtte blive endeligt tilkendt samt udbetalt. Ved kompensation forstås såvel acontoudbetaling som slutudbetaling.

Parterne har aftalt følgende fordelingsnøgle:

3.1 Forlods erstatning til lejer (Spørger 1).

• Lejer tildeles forlods kr. 645.000 af den samlede erstatning.

3.2 Øvrig fordeling

• Det til enhver tid tilbageværende erstatning/kompensation deles - med undtagelse af de i pkt. 3.3 nævnte erstatningsposter - ligeligt (50/50) mellem parterne, dog således at Udlejers (Spørger 2) andel er maksimeret til kr. 2.100.000.
  • Eksempel 1: Efter fradrag af forlods erstatning til lejer, jf. pkt. 3.1 resterer en erstatning stor kr. 1.800.000. Denne deles med kr. 900.000 til hver part.
  • Eksempel 2:  Efter fradrag af forlods erstatning til lejer, jf. pkt. 3.1 resterer en erstatning stor kr. 5.300.000. Udlejer modtager heraf kr. 2.100.000 og Lejer modtager kr. 3.200.000.

3.3 Særskilt fordeling til Parterne

• Værdisikring tilfalder alene Lejer (Spørger 1).
• Passiv bevarelse tilfalder alene Udlejer (Spørger 2). 
• Alle udbetalinger for besætning, rengøring m.m. tilfalder Lejer (Spørger 1).

3.4 Udbetaling

• Den fulde kompensation/erstatning indbetales på særskilt oprettet deponeringskonto i Lejers (Spørger 1) navn.
• Under forudsætning af, at der foreligger en endelig og upåanket afgørelse kan kompensationen/erstatningen frigives til Parterne på følgende vilkår:
  • Kr. 645.000 af den samlede erstatning der betales forlods til Lejer frigives straks udbetaling har fundet sted og senest 7 dage efter lejer anvist reg.- og kontonummer hvortil betaling med frigørende virkning kan ske.
  • Den resterende kompensation/erstatning kan frigives, når begge Parter beløbsmæssigt har accepteret opgørelsen/fordelingen i henhold til fordelingen i pkt. 3.
• Såfremt der måtte opstå tvist om fordelingen/opgørelsen henstår alene den omtvistede del af erstatningen tilbage på deponeringskontoen, og det beløb der måtte være enighed om frigives til Parterne.

For fuldstændighedens skyld kan også nævnes, at begge virksomheder også kunne vælge at erstatning bliver opgjort efter principperne for ekspropriationserstatning.

Spørger 1 og spørger 2 har indgået aftale om sambehandling i overensstemmelse med ovenstående, og har søgt om nedlukningserstatning for minkavlere og følgeerhverv efter sambehandlingsordningen.

Der vil efterfølgende være mulighed for at fravælge sambehandlingsreglerne, hvis dette på et senere tidspunkt findes at være mere hensigtsmæssigt for opnåelse af størst mulige erstatningsbeløb.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Ad spørgsmål 1:

Skatterådet anmodes om at bekræfte, at der ikke opstår en fordring omfattet af kursgevinstlovens regler i forbindelse med at Spørger 1 og Spørger 2 indgår aftale om sambehandling, det vil sige aftale om fælles ansøgning og fordeling af erstatning efter bekendtgørelse om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder og fuldstændig kompensation til følgeerhverv til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud med hold af mink.

Sambehandling af erstatningsansøgninger efter reglerne i BEK nr. 103 af 26/01/2024 jf. også BEK nr. 2463 af 11/12/2021 udgør en administrativ foranstaltning med målet om at lette sagsbehandlingen hos myndighederne, og dermed sikre en hurtigere sagsbehandlingstid. Det fremgår da også af den interne aftale mellem Spørger 1 og Spørger 2 "Aftale om fælles ansøgning samt fordeling af erstatning/kompensation" side 2, 6. afsnit, at "Parterne forpligter sig til, ved underskrift af denne aftale, at foretage en fælles ansøgning om erstatning…".

Det er Spørgernes opfattelse, at der i forbindelse med at reglerne om sambehandling anvendes, ikke skattemæssigt opstår et mellemværende mellem Spørger 1 som Minkvirksomhed og Spørger 2 Følgevirksomhed, der bliver omfattet af kursgevinstlovens regler.

Spørger 1 erhverver ikke på noget tidspunkt de minkrelaterede aktiver af Spørger 2, som danner grundlag for udbetaling af Spørger 2’s andel af det samlede erstatningsbeløb, som via aftale om sambehandling udbetales til Spørger 1. Spørger 2 erklærer således ved underskrift af "Erklæring om accept af sambehandling af erstatning" - som er en aftale mellem Erstatnings- og taksationskommissionerne, minkvirksomeden og følgevirksomheden - at staten erhverver ret til bortskaffelse af de pågældende bygninger, bygningsinstallationer mv. der er en del af den faste ejendom, og ejendomsret til de bortskaffede aktiver, jf. bekendtgørelsens § 12.

Når Spørger 2 således direkte afstår aktiver til Staten, må erstatningen fra Staten være afståelsessum for Spørger 2’s minkrelaterede aktiver. Der er i forholdet tale om, at erstatningsbeløb tilgår Spørger 1 som "mellemmand", men aktiverne gør ikke. Spørger 2 bibeholder pligten overfor Staten i forhold til aktiverne indtil Staten udfører sin ret til at fjerne aktiverne.

Endvidere er det Spørgernes opfattelse, at uanset om der som udgangspunkt måtte opstå en fordring Spørger 1 og 2 imellem, da vil forholdet ikke skulle behandles efter kursgevinstlovens regler, fordi forholdet allerede er omfattet af en anden skattelov. Højesteret har således i to sager afgjort, at når et forhold allerede er omfattet af anden lovgivning, er forholdet ikke også omfattet af kursgevinstloven - se SKM2013.779.HR og SKM2009.318.HR. Højesteret afgør, at i denne situation vil der kun skulle ske beskatning eller opnås fradrag efter den anden skattelov og ikke kursgevinstloven.

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.B.1.2.1 Fordringer, gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven KGL § 1- Uddrag:

"Krav, der ikke er omfattet af KGL § 1

KGL § 1, stk. 1, nr. 1, definerer hvilke fordringer der er omfattet af kursgevinstlovens regler. Loven omfatter således pengefordringer, herunder obligationer, pantebreve og gældsbreve.

Fradrag efter kursgevinstloven vil kun komme på tale, hvis der på en pengefordring omfattet af kursgevinstloven indtræder et tab, der kan henføres til pengefordringen. Hvis der fx i et kontraktforhold opstår et krav, som ikke bliver fuldt ud indfriet, vil det således afhænge af de konkrete omstændigheder, om der er opstået et tab, som er fradragsberettiget efter kursgevinstloven. Dette følger af Højesteretsdommene SKM2013.779.HR og SKM2009.318.HR.

Gevinst og tab, der fx ikke kan henføres til pengefordringen, men eksempelvis til aktier, fast ejendom eller indtægter og udgifter relateret til formuesfæren, jf. SL § 5, stk. 1, litra a, vil således ikke være omfattet af kursgevinstloven.

I visse situationer kan skattelovgivningens regler medføre, at en gevinst eller et tab både er omfattet af kursgevinstloven og en af anden skattelov. I denne situation vil der kun skulle ske beskatning eller opnås fradrag efter den anden skattelov. En beskatning eller et fradrag efter kursgevinstloven vil skulle reduceres med det beløb, der er omfattet af den anden skattelov. Der vil ikke ske dobbeltbeskatning eller kunne opnås dobbeltfradrag."

Spørgerne er dog også opmærksomme på, at der kan argumenteres for, at forholdet er omfattet af kursgevinstlovens regler.

Det er den driftende minkvirksomhed - Spørger 1 - som er ansøgningsberettiget for både minkvirksomhed og følgevirksomhed i forbindelse med sambehandlingen. Dette er reguleret i BKG nr. 2463 af 11/12/2021 sammenholdt med ændringsbekendtgørelse nr. 103 af 26/1/2024. Der er derimod ikke i bekendtgørelserne eller andet steds taget stilling til rammerne for den inter partes aftale, som er nødvendig for minkvirksomheden og følgevirksomheden i forhold til den efterfølgende fordeling af erstatningssummen.

I forbindelse med ansøgningen om sambehandling underskriver minkvirksomheden og følgevirksomheden en adkomsterklæring, hvorved følgevirksomheden erklærer, at vedkommende giver afkald på retten til at søge erstatning, jf. § 15 a. Det fremgår af "Erklæring om accept af sambehandling af erstatning" blandt andet, at "En eventuel fordeling af erstatningen mellem Minkvirksomheden og Adkomsthaveren (Følgevirksomheden, vores bemærkning) er alene et anliggende mellem disse parter."

Konsekvensen af, at følgevirksomheden giver afkald på retten til at søge om erstatning, er, at følgevirksomheden - via samtidig indgået aftale mellem Spørger 1 og 2; Aftale om fælles ansøgning samt fordeling af erstatning/kompensation - får et krav mod minkvirksomheden. Minkvirksomheden skal udrede følgevirksomhedens krav staks efter, at Minkvirksomheden får meddelt ved 1. administrativeinstansafgørelse, hvor stor den samlede erstatningssum bliver. Minkvirksomheden er ansøger og derfor også modtager af nedlukningserstatningen. Således udbetales erstatning for minkspecifikke aktiver, ejet af følgevirksomheden, til minkvirksomheden. En efterfølgende fordeling af erstatningen mellem Minkvirksomheden og Følgevirksomheden (og eventuelle adkomsthavere) er som nævnt alene et anliggende mellem minkvirksomhed og følgevirksomhed. Det samme gælder alle andre konsekvenser ved sambehandlingserklæringen.

Følgevirksomheden får således i forbindelse med indgåelse af aftalen om sambehandling et krav mod minkvirksomheden på et pengebeløb. Retningslinjerne for opgørelse af kravet er fastsat i forbindelse med aftaleindgåelsen, men det endelige beløb kan ikke gøres op før det tidspunkt, hvor minkvirksomheden får meddelt 1. administrativeinstansafgørelse.

Kravet fra følgevirksomheden mod minkvirksomheden vedrører som nævnt et krav på penge.

Nærværende sagsforløb om sambehandling har flere ligheder med en situation, hvor en skatteyder f.eks. sælger sin helt eller delvist nedbrændte ejendom til en køber, som udover den helt eller delvist nedbrændte ejendom får overdraget ejendommen og et krav på udbetaling af branderstatning fra et forsikringsselskab. I dette tilfælde handles en ejendom og en fordring på branderstatning, som er separeret fra ejendommen.

Ad spørgsmål 2:

Hvis Skatterådet ikke svarer bekræftende på spørgsmål 1, anmodes Skatterådet om at bekræfte, at hvis Spørger 1 betaler det beløb til Spørger 2, som retteligt udgør Spørger 2´s andel af det samlede opnåede erstatningsbeløb, og dette også er inter partes aftalen mellem Spørger 1 og Spørger 2, da opstår der ikke en kursgevinst eller et kurstab på en fordring.

Spørger 1 og 2 har ultimo 2024 underskrevet aftale om sambehandling. Spørger 2 har dermed ultimo 2024 overdraget retten og pligten til at søge erstatning hos Staten til Spørger 2.

Erstatningsbeløbet opnås senere i tid - tidligst i 2025 og formentlig i et senere indkomstår.

Derfor kan det spørges, om der kan opstå en kursgevinst eller et kurstab på erstatningsfordringen overdraget til Spørger 2 i forbindelse med underskrift af sambehandlingsanmodningen.

Det er Spørgernes opfattelse, at måtte Skatterådet finde, at Spørger 2 opnår en fordring omfattet af kursgevinstlovens regler på Spørger 1 i forbindelse med indgåelse af sambehandlingsaftalen, da vil kursen på Spørger 2’s fordring være den samme på aftaleindgåelsestidspunktet som i forbindelse med indfrielse af fordringen straks efter, at Spørger 1 opnår 1. instansafgørelse på erstatningsanmodning, hvorfor der ikke hverken opstår en kursgevinst eller et kurstab på fordringen.

Det er Spørgernes opfattelse, at hvis det skal lægges til grund, at der opstår en fordring omfattet at kursgevinstlovens regler mellem Spørger 1 og 2 i forbindelse med indgåelse af sambehandlingsaftalen, da vil kursen være "100" på såvel indgåelses-tidspunktet som på indfrielsestidspunktet.

Spørger 2 vil såvel tidsmæssigt som beløbsmæssigt ikke kunne antages at opnå et større eller lavere erstatningsbeløb ved sambehandlingsaftalen, end hvis han individuelt havde søgt, og der vil derfor ikke kunne opgøres tab eller avance. Det er herved Spørgernes opfattelse, at der herved ikke skal ansættes en forrentning i fordringens løbetid.

I øvrigt gøres gældende, at Spørgerne i forbindelse med overdragelsen ultimo 2024 har fastsat retningslinjer for hvor stort et beløb af den samlede erstatning, der retserhverves i 2025 eller et senere indkomstår, der skal tilgå Spørger 2. Men beløbet kendes ikke og kan ikke beregnes forud for det tidspunkt, hvor 1. instans afgørelse foreligger. Derfor kan der slet ikke beregningsteknisk opgøres en kursgevinst eller et kurstab.

I øvrigt kan nævnes, at nærværende forhold efter Spørgernes opfattelse ikke kan sammenlignes med beskatningen for værdisikringen, jf. bekendtgørelse nr. 1258 af 26. oktober 2023, der af Skatterådet er afgjort ved skattemæssigt at skulle betragtes som en kursgevinst.

Værdiforringelseserstatningen er således et procentuel merbeløb grundet lange sagsbehandlingstider, som tillægges en erstatning, som minkavlerne allerede blev lovet i forbindelse med nedlukningen i november 2020.

Ansøgning efter sambehandlingsordningen forudsætter, at der indgås en inter partes aftale. Det er denne aftale, som der spørges til.

I sambehandlingsordningen modtages også værdisikring, som i nærværende aftale vil tilfalde lejer i fordelingen.

Lejer - Spørger 1 - som også er ansøger, modtager efter nærværende aftale værdisikringen, som er omfattet af kursgevinstloven. Der er således allerede taget stilling til kompensation for forringelse af erstatningen.

Kursen af pengefordringen ændres ikke - hverken i opadgående eller nedadgående retning - fordi begge parter har taget højde for, at fordringen først indfries i et senere indkomstår. Sagsbehandlingstiden er ikke anderledes for ansøgninger i sambehandlingsordningen end i de individuelle ordninger. Der er derfor ikke tale om at kravet forringes.

Ad spørgsmål 3:

Hvis Skatterådet ikke svarer bekræftende på spørgsmål 1 anmodes Skatterådets om at tilkendegive, hvorvidt det efter rådets opfattelse er en forudsætning for, at fordringen kan anses for stiftet til kurs 100 og senere indfriet til kurs 100, at fordringen i mellemperioden forrentes med en markedsrente.

Se herom ovenfor under Ad spørgsmål 1 og 2.

Spørgsmål 4:

Skatterådet anmodes om at bekræfte, at Spørger 1 (Minkvirksomheden) ikke skal opgøre genvundne afskrivninger og ejendomsavance vedrørende aktiver ejet af Spørger 2 (Følgevirksomheden), da Spørger 1 ikke erhverver Spørger 2’s minkrelaterede aktiver.

Det er Spørgernes opfattelse, at Spørger 1 (minkvirksomheden) ikke skal opgøre genvundne afskrivninger og ejendomsavance vedrørende aktiver ejet af Spørger 2.

Spørger 1 har aldrig ejet og heller ikke afskrevet på de minkspecifikke aktiver ejet af Spørger 2. Spørger 1 erhverver ikke ejerskabet til aktiverne i forbindelse med underskrift af sambehandlingsaftalen. Ejerskabet forbliver hos Spørger 2. Dette fremgår da også af Spørger 1 og 2’s inter partes aftale "Aftale om fælles ansøgning samt fordeling af erstatning/kompensation" side 2, 2. afsnit.

Tinglysningsmæssigt sker der da heller ikke ejerskifte til Spørger 1.

Derimod er aftalen i forbindelse med underskrift af sambehandlingsaftalen, at Spørger 1 anmoder om erstatningsbeløb på vegne af såvel egne forhold som Spørger 2’s forhold. Spørger 2 afstår således et erstatningskrav "mod staten" til Spørger 1.

Spørger 2 - følgevirksomheden - erklærer ved sin underskrift som nævnt ikke, at spørger 1 erhverver ejendomsret til aktiver. Men spørger 2 erklærer ved sin underskrift af erklæringen, at staten erhverver ejendomsret til de pågældende løsøreaktiver, herunder driftsmateriale og driftsinventar og at staten erhverver ret til bortskaffelse af de pågældende bygninger, bygningsinstallationer mv., der er en del af den faste ejendom, og ejendomsret til de bortskaffede aktiver, jf. bekendtgørelsens § 21.

Ad Spørgsmål 5:

Hvis Skatterådet ikke kan svare bekræftende på spørgsmål 4, anmodes Skatterådet om at bekræfte, at Spørger 1’s anskaffelsessum på aktiver erhvervet af Spørger 2, udgør det samme beløb som Spørger 1’s afståelsessum på selvsamme aktiver, hvorfor der ikke opstår en avance/et tab.

Det er Spørgernes opfattelse, at spørgsmålet bortfalder. Subsidiært, at spørgsmålet skal besvares med et ja - Spørger 2’s anskaffelsessum og afståelsessum er den samme, hvorfor avancen kan opgøres til nul kroner.

Ad spørgsmål 6:

Skatterådet bedes, hvis spørgsmål 1 ikke besvares bekræftende, bekræfte, at tidspunktet for opgørelse af eventuelt kursgevinst/tab for Spørger 1 er tidspunktet for 1. instansafgørelse på fællesansøgningen fra myndighederne.

Spørgerne er af den opfattelse, at spørgsmålet skal besvares med "Bortfalder". Subsidiært mener Spørgerne, at tidspunktet for at fastlægge kursgevinst eller tab må være sammenfaldende med tidspunktet, hvor Spørger 2 modtager 1. instansafgørelse om erstatningsbeløb fra myndighederne, men Spørger er dog samtidig af den opfattelse, at der ikke opstår en kursgevinst eller et kurstab.

Ad spørgsmål 7:

Skatterådet anmodes om at bekræfte, at Spørger 2 skal beskattes af tab/avancer på de af ham ejede minkrelaterede aktiver på tidspunktet, hvor Spørger 2 kan opgøre en afståelsessum, det vil sige tidligst efter at Spørger 1 har modtaget 1. instansafgørelse vedrørende erstatningsbeløb.

Det er Spørger 2’s opfattelse, at Skatterådet skal besvare spørgsmålet med et "ja". Først når Spørger 1 har modtaget 1. administrative erstatningsafgørelse, kan Spørger 1 og 2 opgøre Spørger 2’s erstatningsandel. Først da erhverver Spørger 2 ret til en erstatningsandel. Havde Spørger 2 ikke indgået aftale om sambehandling, men havde han i stedet søgt individuelt, ville avanceopgørelsestidspunktet være på tidspunktet hvor 1. administrative afgørelse fra Erstatnings- og taksationskommissionen om erstatningens størrelse mm. Foreligger, jf. også SKM2023.148.SR.

Spørgsmål 8:

Skatterådet anmodes om at bekræfte, at Spørger 2 ikke afstår minkrelaterede aktiver til Spørger 1 i indkomståret 2024 ved indgåelse af aftale om fælles ansøgning samt fordeling af erstatning/kompensation.

Se hertil under spørgsmål 1.

Spørgsmål 9:

Skatterådet anmodes om at bekræfte, at det forhold at Spørger 1 og 2 har mulighed for at frafalde aftalen om sambehandling medfører, at der tidligst opstår skattemæssige konsekvenser af den indgåede sambehandlingsaftale på et tidspunkt, hvor aftalen ikke længere kan frafaldes.

Det blev, jf. de generelle regler om erstatningsansøgning lige før jul 2024, aftalt, at en Minkvirksomhed og en Følgevirksomhed, der har underskrevet sambehandlingsaftalen, ikke er bundet heraf men efterfølgende kan omvælge til individuelle erstatningsansøgningsforløb. Dermed er aftalen ikke bindende overfor Erstatnings- og taksationskommissionen, men vil kunne annulleres efterfølgende. Derved vil eventuelle skattemæssige virkninger af aftalen efter Spørgernes opfattelse tidligst kunne indtræde på et tidspunkt, hvor sambehandlingsaftalen ikke længere kan opløses.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at der ikke opstår en fordring omfattet af kursgevinstlovens regler i forbindelse med at Spørger 1 og Spørger 2 indgår aftale om sambehandling, det vil sige aftale om fælles ansøgning og fordeling af erstatning efter bekendtgørelse om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder og fuldstændig kompensation til følgeerhverv til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud med hold af mink.

Begrundelse

Spørger 1 og Spørger 2 har indgået en aftale om fordeling af en erstatning og kompensation, der udbetales i forbindelse med det midlertidige forbud mod hold af mink. Aftalen indgås i forbindelse med sambehandling af deres krav og der er søgt om nedlukningserstatning for minkavlere og følgeerhverv efter sambehandlingsordningen.

Aftalen medfører, at Spørger 1 søger om erstatningen på vegne af begge spørgere og at Spørger 1 agerer "mellemmand" i forhold til staten og Spørger 2.

Det ønskes med spørgsmålet bekræftet, at aftalen på indgåelsestidspunktet ikke medfører, at der opstår en pengefordring mellem Spørger 1 og Spørger 2, der er omfattet af kursgevinstlovens § 1.

I kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 1, er nævnt, at loven bl.a. omfatter pengefordringer:

"1) gevinst og tab ved afståelse eller indfrielse af pengefordringer herunder obligationer, pantebreve og gældsbreve,".

Ifølge praksis gengivet i Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit "C.B.1.2.1 Fordringer, gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven KGL § 1" skal en pengefordring forstås på følgende måde:

"Ved en pengefordring forstås et retligt krav på betaling af et pengebeløb. Der skal være tale om et retligt krav, og det betyder, at kreditor (fordringshaveren) skal kunne gøre betalingskravet mod debitor (skyldneren) gældende ved domstolene.

Kursgevinstloven gælder som udgangspunkt for alle pengefordringer uanset art, fx obligationer, pantebreve og gældsbreve. Også de helt individuelle fordringer, der opstår ved salg på kredit, ved løn- og honorartilgodehavender eller ved ganske kortvarige lejlighedslån uden sikkerhedsstillelse er omfattet."

Skattestyrelsen skal bemærke, at hhv. en pengefordring og -gæld er kendetegnet ved, at der er en hovedstol i form af penge, der skal udveksles. Fordringshaveren vil have et krav på indfrielse af fordringen. I den konkrete sag medfører indgåelsen af aftalen ikke, at der opstår et sådan krav på indgåelsestidspunktet for aftalen.

Det fremgår af det oplyste, at det er Spørger 1, der skal ansøge om erstatning og kompensation. Ansøgningen sker på vegne af begge spørgere. Det vil være Spørger 1, der modtager erstatning og kompensation fra Staten. I den forbindelse indgås der en aftale mellem Spørger 1 og Spørger 2 om fordelingen af erstatning og kompensation.

Det er oplyst, at aftalen ikke medfører overdragelse af aktiver fra Spørger 2 til Spørger 1. Aftalen vil ikke medføre en ændring af ejerskab af aktiver. En afståelse af aktiver vil ske til Staten fra Spørger 2.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at aftalen ikke medfører, at Spørger 1 kan anses for at have betalt Spørger 2 med en fordring for aktiver, da der ikke sker overdragelse af aktiver til Spørger 1.

Tilsvarende kan Spørger 1 heller ikke anses for at have betalt Spørger 2 med en fordring for at overtage erstatningskravet.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at Spørger 1 i medfør af aftalen skal videreformidle den del af erstatning og kompensation, der tilkommer Spørger 2, til Spørger 2. Dette medfører ikke i sig selv, at det opstår en fordring for Spørger 2 på Spørger 1.

Rådgiver henviser til, at SKM2009.318.HR og SKM2013.779.HR skulle vise, at i den situation, hvor man skulle nå frem til, at der er tale om en fordring, så skal fordringen ikke behandles efter kursgevinstloven, da situationen er omfattet af en anden skattelov.

Skattestyrelsen er enig med rådgiver i, at kursgevinstloven ikke finder anvendelse, hvis en situation er omfattet af en anden skattelov. Dette fremgår også af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit "C.B.1.2.1 Fordringer, gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven KGL § 1".

"I visse situationer kan skattelovgivningens regler medføre, at en gevinst eller et tab både er omfattet af kursgevinstloven og en af anden skattelov. I denne situation vil der kun skulle ske beskatning eller opnås fradrag efter den anden skattelov. En beskatning eller et fradrag efter kursgevinstloven vil skulle reduceres med det beløb, der er omfattet af den anden skattelov. Der vil ikke ske dobbeltbeskatning eller kunne opnås dobbeltfradrag."

Den nævnte praksis finder først anvendelse, hvis aftalen mellem Spørger 1 og Spørger 2 bliver vurderet at medføre, at der opstår en pengefordring omfattet af kursgevinstlovens § 1.

Skattestyrelsen finder, at der i den konkrete situation ikke opstår en pengefordring på indgåelsestidspunktet for aftalen mellem Spørger 1 og Spørger 2, da aftalen er en aftale om videreformidling af et beløb fra staten og der skabes ikke en pengefordring ved selve indgåelsen af aftalen. Dette medfører, at aftalen ikke er omfattet af kursgevinstlovens § 1 og der derfor kan svares bekræftende på spørgsmålet.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at hvis Skatterådet ikke svarer bekræftende på spørgsmål 1, at hvis Spørger 1 betaler det beløb til Spørger 2, som retteligt udgør Spørger 2’s andel af det samlede opnåede erstatningsbeløb, og dette også er i inter partes aftalen mellem Spørger 1 og Spørger 2, da opstår der ikke en kursgevinst eller et kurstab på en fordring.

Begrundelse

Spørgsmålet bortfalder, da der er svaret Ja til spørgsmål 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at hvis Skatterådet ikke svarer bekræftende på spørgsmål 1, at det er en forudsætning for at fordringen kan anses for stiftet til kurs 100 og senere indfriet til kurs 100, at fordringen i mellemperioden forrentes med en markedsrente.

Begrundelse

Spørgsmålet bortfalder, da der er svaret Ja til spørgsmål 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at Spørger 1 (Minkvirksomheden) ikke skal opgøre genvundne afskrivninger og ejendomsavance vedrørende aktiver ejet af Spørger 2 (Følgevirksomheden) da Spørger 1 ikke erhverver Spørger 2’s minkrelaterede aktiver.

Begrundelse

Spørger 1 og Spørger 2 har søgt om sambehandling af erstatning og kompensation som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning).

Reglerne om sambehandling fremgår § 15 a, i bekendtgørelse nr. 2463 af 11. november 2021 (nedlukningsbekendtgørelsen).

Reglerne indebærer, at en minkvirksomhed kan ansøge om nedlukningserstatning, som både omfatter erstatning til selve minkvirksomheden og erstatning til ejeren/den tinglyste adkomsthaver af den ejendom, hvorpå minkhallerne er beliggende.

Sambehandling er således alene relevant, når en minkvirksomhed drives fra en ejendom, der helt eller delvist er ejet af en anden virksomhed (udlejer/følgevirksomheden). Det er en forudsætning for at anvende reglerne, at ejeren af minkhallerne (udlejer/følgevirksomheden) ikke har egenproduktion af mink.

Ved sambehandling vil minkvirksomheden modtage en erstatning, der også omfatter erstatning for de "minkspecifikke anlægsaktiver", som minkvirksomhed ikke selv ejer.

Det er forudsætning for sambehandling, at den ansøgende minkvirksomhed fremsender underskrevne erklæringer fra de pågældende adkomsthavere (udlejer) og fra adkomsthavernes eventuelle rettighedshavere (udlejers panthavere m.fl.). Erklæringerne fremgår af nedlukningsbekendtgørelsens bilag 2 og 3.

Af ejer/adkomsthavers erklæring (bilag 2) fremgår bl.a. følgende:

• Adkomsthaver giver afkald på erstatning og kompensation
• Udbetaling af erstatning og kompensation for adkomsthaverens minkspecifikke anlægsaktiver, sker til minkvirksomheden (og minkvirksomhedens eventuelle rettighedshavere)
• Staten erhverver ejendomsret til de pågældende løsøreaktiver, herunder driftsmateriel og driftsinventar
• Staten erhverver ret til bortskaffelse af de pågældende bygninger, bygningsinstallationer m.v.

Det er herefter et anliggende mellem minkvirksomheden og adkomsthaver (samt adkomsthavers eventuelle rettighedshavere), hvordan erstatningen skal fordeles.

Spørger 2 har som tinglyst adkomsthaver til X, underskrevet ovennævnte erklæring om afkald på erstatning m.v., og Spørger 1 har indsendt erklæringen sammen med ansøgningen om sambehandlet erstatning og kompensation.

Spørger 1 og Spørger 2 har endvidere indgået en indbyrdes aftale om fælles ansøgning samt fordeling af erstatning/kompensation. Parterne har i aftalen fastlagt de nærmere vilkår vedrørende den fælles ansøgning og fordelingen af erstatningen, herunder bl.a. vilkår vedrørende lejeforhold, forudsætninger omkring erstatning, fordeling og udbetaling af erstatning, samt parternes mulighed for at påklage afgørelsen om erstatning.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at hverken Spørger 2’s erklæring, Spørgernes indbyrdes aftale eller reglerne om sambehandling, indeholder vilkår, som indebærer, at ejendomsretten til anlægsaktiverne kan anses for overdraget fra Spørger 2 til Spørger 1. Det er uændret Spørger 2, som er ejer/adkomsthaver til anlægsaktiverne, indtil de overtages af staten.

Skattestyrelsen bemærker i den forbindelse, at Spørger 2 alene har erklæret, at staten (og ikke Spørger 1) overtager ejendomsretten til løsøreaktiver og retten til bortskaffelse af bygninger mv. Statens overtagelse af ejendomsretten/retten til bortskaffelse sker på det tidspunkt, hvor der træffes en afgørelse om nedlukningserstatning.

Da Spørger 1 ikke erhverver Spørger 2’s minkspecifikke anlægsaktiver, skal Spørger 1 ikke opgøre genvundne afskrivninger efter afskrivningslovens regler, i forbindelse med statens overtagelse af aktiverne. Spørger 1 skal ligeledes ikke opgøre avance/tab efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Det kan således bekræftes, at Spørger 1 ikke skal opgøre genvundne afskrivninger og ejendomsavance, vedrørende aktiver ejet af Spørger 2.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Ja".

Spørgsmål 5

Det ønskes bekræftet, at hvis Skatterådet ikke kan svare bekræftende på spørgsmål 4, at Spørger 1’s anskaffelsessum på minkrelaterede aktiver erhvervet af Spørger, 2 udgør det samme beløb som Spørger 1’s afståelsessum på selvsamme aktiver, hvorfor der ikke opstår en avance/et tab.

Begrundelse

Spørgsmålet bortfalder, da der er svaret Ja til spørgsmål 4.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 6

Det ønskes bekræftet, at hvis spørgsmål 1 ikke besvares bekræftende, at tidspunktet for opgørelse af eventuelt kursgevinst/tab for Spørger 1 er tidspunktet for 1. instansafgørelse på fællesansøgningen fra myndighederne.

Begrundelse

Spørgsmålet bortfalder, da der er svaret Ja til spørgsmål 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 6 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 7

Det ønskes bekræftet, at Spørger 2 skal beskattes af tab/avancer på de af ham ejede minkrelaterede aktiver på tidspunktet, hvor Spørger 2 kan opgøre en afståelsessum, det vil sige tidligst efter at Spørger 1 har modtaget 1. instansafgørelse vedrørende erstatningsbeløb.

Begrundelse

Spørger 1 og Spørger 2 har søgt om sambehandling af erstatning og kompensation som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning).

Som beskrevet i begrundelsen til spørgsmål 4 indebærer sambehandlingen, at Spørger 1 vil modtage en afgørelse om en samlet erstatning for begge virksomheder. Spørger 1 vil endvidere få udbetalt den samlede erstatning. Fordelingen af erstatningen er et anliggende mellem Spørger 1 og Spørger 2.

Spørger 1 og Spørger 2 har indgået en aftale om fælles ansøgning samt fordeling af erstatning/kompensation. Om fordelingen af erstatning fremgår bl.a. følgende:

"3.1 Forlods erstatning til lejer

Lejer tildeles forlods kr. 645.000 af den samlede erstatning.

3.2 Øvrig fordeling

Det til enhver til tilbageværende erstatning/kompensation deles - med undtagelse af de i pkt. 3.3. nævnte erstatningsposter - ligeligt (50/50) mellem Parterne, dog således at Udlejers andel er maksimeret til kr. 2.100.000.

[…]

3.3 Særskilt fordeling til Parterne

Værdisikring tilfalder alene lejer.

Passiv bevarelse tilfalder alene Udlejer.

Alle udbetalinger for besætning, rengøring mm tilfalder Lejer.

[…] "

Beskatningstidspunktet for en skattepligtig indtægt er det tidspunkt, hvor modtageren har erhvervet endeligt ret til beløbet (retserhvervelsesprincippet).

Retserhvervelsesprincippet kan blandt andet udledes af statsskattelovens § 4, hvorefter der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal medregnes samtlige indtægter, som den skattepligtige har haft i det pågældende indkomstår.

I SKM2023.148.SR fandt Skatterådet, at erstatningerne til minkavlerne som udgangspunkt først er retserhvervet, når der er truffet en afgørelse herom. Vedrørende spørgerens endelige nedlukningserstatning fandt Skatterådet ikke, at der konkret var grundlag for at fravige udgangspunktet. Spørgeren havde derfor først erhvervet endeligt ret til nedlukningserstatningen på tidspunktet for erstatnings- og taksationskommissionens afgørelse. Beskatningstidspunktet var derfor tidspunktet for kommissionens afgørelse om erstatning.

Skatterådet har i SKM2024.379.SR m.fl. ligeledes truffet afgørelse om, at en minkavlers nedlukningserstatning skulle medregnes ved indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor erstatnings- og taksationskommissionen traf afgørelse om erstatningen.

I nærværende sag er det Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger 1 og Spørger 2 på tilsvarende vis har erhvervet endelig ret til nedlukningserstatningen på tidspunktet for Erstatnings- og taksationskommissionens afgørelse, og at de derfor skal medregne erstatningen ved indkomstopgørelsen på dette tidspunkt.

Spørger 2 skal medregne den del af erstatningsbeløbet, som ifølge aftalen med Spørger 1 skal fordeles til ham.

Den omstændighed, at Spørgerne efterfølgende skal godkende fordelingen indbyrdes, må anses for en betingelse af formel karakter, der ikke udskyder beskatningstidspunktet (en resolutiv betingelse). Efter Skattestyrelsens opfattelse er der således ikke usikkerhed om fordelingen af erstatningen mellem Spørgerne, idet fordelingen klart fremgår af Spørgernes indbyrdes aftale. Der henvises til Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.C.2.5.3.4, Resolutive og suspensive betingelser.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for, jf. Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.C.2.1.6.1.

Spørger 2’s andel af erstatningsbeløbet er ydet for den virksomhed, som han har mistet, og beløbet skal derfor fordeles på de forskellige virksomhedsaktiver, som staten har ydet erstatning for.

Det følger af afskrivningslovens § 48 og ejendomsavancebeskatningslovens § 2, at erstatningssummer sidestilles med salgssummer. Der skal derfor opgøres avance/tab efter de almindelige regler i afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven, for den del af erstatningen, der kan henføres til de erstattede bygninger og driftsmidler.

Sammenfattende kan Skattestyrelsen således bekræfte, at Spørger 2 skal beskattes af tab/avancer på de af ham ejede minkrelaterede aktiver på tidspunktet, hvor Spørger 1 har modtaget en afgørelse om erstatning fra erstatnings- og taksationskommissionen som 1. instans.

Spørgernes efterfølgende godkendelse af deres indbyrdes fordeling af erstatningen udskyder ikke beskatningstidspunket.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 7 besvares med "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

Spørgsmål 8

Det ønskes bekræftet, at Spørger 2 ikke afstår minkrelaterede aktiver til Spørger 1 i indkomståret 2024 ved indgåelse af aftale om fælles ansøgning samt fordeling af erstatning/kompensation.

Begrundelse

Der henvises til begrundelsen til spørgsmål 4, hvoraf det fremgår, at hverken Spørger 2’s erklæring, Spørgernes indbyrdes aftale eller reglerne om sambehandling, indeholder vilkår, som indebærer, at ejendomsretten til anlægsaktiverne kan anses for overdraget fra Spørger 2 til Spørger 1. Det er uændret Spørger 2, som er ejer/adkomsthaver til anlægsaktiverne, indtil de overtages af staten.

Det kan således bekræftes, at Spørger 2 ikke afstår minkrelaterede aktiver til Spørger 1 i indkomståret 2024 ved indgåelse af aftale om fælles ansøgning samt fordeling af erstatning/kompensation.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 8 besvares med "Ja".

Spørgsmål 9

Det ønskes bekræftet, at det forhold at Spørger 1 og 2 har mulighed for at frafalde aftalen om sambehandling medfører, at der tidligst opstår skattemæssige konsekvenser af den indgåede sambehandlingsaftalen på et tidspunkt, hvor aftalen ikke længere kan frafaldes.

Begrundelse

Spørger 1 og Spørger 2 kan frafalde deres indbyrdes aftale og trække deres anmodning om sambehandling tilbage, indtil erstatnings- og taksationskommissionen træffer en afgørelse om erstatning. Når der er truffet en afgørelse, vil det ikke være muligt at omgøre valget om sambehandling.

I spørgsmål 7 bekræftes det, at Spørger 2 skal beskattes af tab/avancer på de af ham ejede minkrelaterede aktiver på tidspunktet, hvor Spørger 1 har modtaget en afgørelse om erstatning fra erstatnings- og taksationskommissionen som 1. instans.

Erstatningssummen skal således først medregnes ved indkomstopgørelsen på det (afgørelses-) tidspunkt, hvor det ikke længere er muligt at frafalde valget om sambehandling.

I spørgsmål 1 blev det bekræftet, at aftalen mellem Spørger 1 og Spørger 2 ikke medførte, at der var en pengefordring omfattet af kursgevinstlovens § 1. Et frafald af aftalen ændrer ikke på dette, da selve frafaldet ikke medfører, at der opstår en pengefordring mellem Spørger 1 og Spørger 2.

Det kan derfor bekræftes, at et frafald af aftalen om sambehandling, indtil erstatnings- og taksationskommissionen træffer en afgørelse om erstatning, ikke medfører skattemæssige konsekvenser.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 9 besvares med "Ja"

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Kursgevinstlovens § 1

"Denne lov omfatter

1)  gevinst og tab ved afståelse eller indfrielse af pengefordringer herunder obligationer, pantebreve og gældsbreve,

2) gevinst og tab ved frigørelse for gæld  og

3) gevinst og tab på terminskontrakter og aftaler om køberetter og salgsretter uden hensyn til de regler, der gælder for det underliggende aktiv.

Stk. 2.  Uanset ligningslovens §§ 16 A og 16 B skal afdrag på og afståelsessummer for fordringer på koncernforbundne selskaber, jf. ligningslovens § 2, behandles efter reglerne i denne lov.

Stk. 3.  Loven omfatter ikke gevinst og tab på fordringer og gæld, der indgår i beskatningen af avance ved salg af fast ejendom, der henhører til den skattepligtiges næringsvej, jf. statsskattelovens § 4, jf. § 5 a.

Stk. 4. Loven omfatter endvidere ikke gevinst og tab på konvertible obligationer og præmieobligationer."

Praksis

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit "C.B.1.2.1 Fordringer, gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven KGL § 1"

"Regel

Kursgevinstloven angår den skattemæssige behandling af gevinst og tab på pengefordringer, gæld samt finansielle kontrakter, der ikke skal beskattes sammen med det underliggende aktiv, når der er tale om

• afståelse eller indfrielse
• frigørelse
• erstatnings- og forsikringssummer.

Se KGL § 1, stk. 1.

Se også

Se også afsnit C.B.1.7.5 om realisationsprincippet, hvor begreberne afståelse, indfrielse og frigørelse beskrives.

Kursgevinster og kurstab

 Loven omfatter både gevinst og tab, der opstår hos

• kreditor (fordringshaver, långiver) ved afståelse eller indfrielse af en pengefordring
• debitor (skyldner, låntager), der frigøres fra en forpligtelse.

Reglerne gælder for alle kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld.

Eksempler på kursgevinster og kurstab

Her er nogle eksempler på kursgevinster og kurstab:

• Stigninger og fald i kursværdi, der følger af ændrede renteforhold, indeksreguleringer eller valutakursændringer
• Tab som følge af debitors misligholdelse og utilstrækkelig sikkerhed ved pant eller kaution.

Fordringer, gæld og finansielle kontrakter, der er omfattet af kursgevinstloven

Kursgevinstloven indeholder regler for beskatning af gevinst og tab på:

a.       pengefordringer, herunder obligationer, pantebreve og gældsbreve

b.      gæld

c.       terminskontrakter, aftaler om salgsretter og aftaler om køberetter, der ikke skal beskattes sammen med det underliggende aktiv (finansielle kontrakter)

d.      afdrag og afståelsessummer vedrørende fordringer på koncernforbundne selskaber

Se KGL § 1, stk. 1 og 2.

Krav, der ikke er omfattet af KGL § 1

KGL § 1, stk. 1, nr. 1, definerer, hvilke fordringer der er omfattet af kursgevinstlovens regler. Loven omfatter således pengefordringer, herunder obligationer, pantebreve og gældsbreve.

Fradrag efter kursgevinstloven vil kun komme på tale, hvis der på en pengefordring omfattet af kursgevinstloven indtræder et tab, der kan henføres til pengefordringen. Hvis der fx i et kontraktforhold opstår et krav, som ikke bliver fuldt ud indfriet, vil det således afhænge af de konkrete omstændigheder, om der er opstået et tab, som er fradragsberettiget efter kursgevinstloven. Dette følger af højesteretsdommene SKM2013.779.HR og SKM2009.318.HR.

Gevinst og tab, der fx ikke kan henføres til pengefordringen, men eksempelvis til aktier, fast ejendom eller indtægter og udgifter relateret til formuesfæren, jf. SL § 5, stk. 1, litra a, vil således ikke være omfattet af kursgevinstloven.

I visse situationer kan skattelovgivningens regler medføre, at en gevinst eller et tab både er omfattet af kursgevinstloven og en af anden skattelov. I denne situation vil der kun skulle ske beskatning eller opnås fradrag efter den anden skattelov. En beskatning eller et fradrag efter kursgevinstloven vil skulle reduceres med det beløb, der er omfattet af den anden skattelov. Der vil ikke ske dobbeltbeskatning eller kunne opnås dobbeltfradrag.

Bemærk

Der skal altid foretages en konkret vurdering af, om fordringen, gælden eller den finansielle kontrakt er omfattet af reglerne i kursgevinstloven. Denne vurdering skal også foretages i forhold til et eventuelt afkast.

Ad a og b - pengefordringer og gæld

Ved en pengefordring forstås et retligt krav på betaling af et pengebeløb. Der skal være tale om et retligt krav, og det betyder, at kreditor (fordringshaveren) skal kunne gøre betalingskravet mod debitor (skyldneren) gældende ved domstolene.

Kursgevinstloven gælder som udgangspunkt for alle pengefordringer uanset art, fx obligationer, pantebreve og gældsbreve. Også de helt individuelle fordringer, der opstår ved salg på kredit, ved løn- og honorartilgodehavender eller ved ganske kortvarige lejlighedslån uden sikkerhedsstillelse er omfattet.

Et beløb deponeret på en sælgers bankkonto i forbindelse med salg af aktier blev ikke anset for at være en pengefordring på køberen. Beløbet blev som betaling overført til sælger og deponeret i sælgers bank. Beløbet skulle frigives, når betingelserne herfor var opfyldte. Som følge af deponeringen var sælger fyldestgjort med kontanter som aftalt, og sælger havde derfor ikke et retligt krav på køberen om betaling af et pengebeløb som følge af handlen. Se SKM2009.204.BR.

Garantbeviser anses for at være pengefordringer og dermed omfattet af kursgevinstloven. Se SKM2009.287.SR.

En livsforsikringspolice er ikke en pengefordring, men kravet på forsikringssummen som følge af forsikringstagerens død er en pengefordring. Se SKM2008.381.SR.

Reglerne i kursgevinstloven gælder både for pengefordringer og gæld, dvs. beskatningsreglerne gælder for både kreditor og debitor.

Både pengefordringer og gæld i henholdsvis danske kroner og fremmed valuta er omfattet af kursgevinstloven.

[…]".

SKM2013.779.HR

Et selskab havde indgået en betinget købsaftale om aktiekapital i et russisk selskab, der skulle eje og drive et hotel i Rusland. Selskabet skulle blive aktionær, når hotellet var opført, og hotelselskabet havde opnået tinglysning med fuldstændig og ubetinget adkomst til ejendommen.

Aftalen blev imidlertid misligholdt, og skatteyderselskabet fik ved en voldgiftskendelse tilkendt en erstatning på 13,2 mio. USD i form af positiv opfyldelsesinteresse. Sagen vedrørte, om dette beløb var skattepligtigt eller ej.

Højesteret fandt, at erstatningen måtte sidestilles med en gevinst ved afståelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 31, stk. 2. Højesteret lagde vægt på at erstatningen var fastsat som positiv opfyldelsesinteresse. Selskabet blev herved økonomisk stillet som om aftalen var opfyldt efter sit indhold med erhvervelse og efterfølgende påtvungen afståelse. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at det danske selskab som følge af misligholdelsen ikke blev ejer af aktierne i det russiske selskab.

Højesteret fandt, at selskabet skattemæssigt måtte anses for at have ejet aktierne i mindre end 3 år, hvorfor salget var skattepligtigt efter de dagældende regler om beskatning af selskabers salg af aktier.

Erstatningen var derfor skattepligtig for det danske selskab.

SKM2009.318.HR

En bestemmelse om sikkerhedsstillelse, som var indeholdt i en aftale om salg af aktierne i et aktieselskab, blev anset som en regulering af salgssummen for aktierne. Det beløb, som blev betalt i henhold til sikkerhedsstillelsen, skulle derfor i relation til aktieavancebeskatningsloven indgå som en reducerende faktor i beregningen af størrelsen af den avance, som sælgerne opnåede på aktierne. I forbindelse med frigivelsen af sikkerheden modtog sælgerne af aktierne en fordring på tredjemand, og kursværdien heraf måtte indgå som en avanceforhøjende faktor.

Ved opgørelsen efter kursgevinstlovens § 26, stk. 1, af gevinst eller tab på den tiltransporterede fordring, var det kursværdien af fordringen på erhvervelsestidspunktet, der skulle lægges til grund som anskaffelsessum. Da det ikke var godtgjort, at værdien af fordringen på erhvervelsestidspunktet oversteg det provenu, som efterfølgende indkom på fordringen, fandt Højesteret, at der ikke var noget fradragsberettiget tab herpå.

Landsrettens dom, hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet, blev derfor stadfæstet.

SKM2009.204.BR

Et selskab blev solgt ved aktieoverdragelsesaftale, og sagsøgeren nedlagde under sagen påstand om, at 85% af afståelsessummen udgjorde en fordring, der skulle kontantomregnes i forhold til den aftalte afståelsessum. Ud fra en konkret aftalefortolkning gav retten Skatteministeriet medhold i, at der var aftalt en endelig afståelsessum mellem parterne, og at denne afståelsessum skulle lægges til grund ved sagsøgerens avanceopgørelse. Der skulle således ikke ske kontantomregning af en del af afståelsessummen. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Spørgsmål 2

Bortfalder.

Spørgsmål 3

Bortfalder.

Spørgsmål 4

Bekendtgørelse 2021-12-11 nr. 2463 om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder og fuldstændig kompensation til følgeerhverv til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (“Nedlukningsbekendtgørelsen"), § 15 a

"For minkvirksomheder som nævnt i § 2 a omfatter erstatning og kompensation for minkspecifikke anlægsaktiver efter § 5, stk. 1-4, tillige de af minkvirksomheden i 2020 anvendte minkspecifikke anlægsaktiver beliggende på en fast ejendom, som minkvirksomheden ikke er eneejer af og tinglyst eneadkomsthaver til, og som ikke er ejet eller anvendt af en anden minkvirksomhed med egenproduktion af mink i 2020, såfremt minkvirksomheden fremsender underskrevne erklæringer fra de pågældende adkomsthavere (bilag 2) og disse adkomsthaveres rettighedshavere (bilag 3) til den til minkvirksomhedens egenproduktion af mink anvendte faste ejendom med minkhaller, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Adkomsthavere som nævnt i stk. 1 giver med deres underskrift på erklæringen fra adkomsthavere (bilag 2) afkald på enhver erstatning og kompensation efter denne bekendtgørelse. De pågældende adkomsthavere erklærer endvidere med den i 1. pkt. nævnte erklæring, at udbetaling af erstatning og kompensation for adkomsthaverens minkspecifikke anlægsaktiver, som har været anvendt af minkvirksomheden til minkvirksomhedens egenproduktion af mink i 2020, jf. § 5, stk. 1-4, sker til minkvirksomheden og minkvirksomhedens rettighedshavere, jf. § 23, samt at staten erhverver ejendomsret til de pågældende løsøreaktiver, herunder driftsmateriel og driftsinventar, og at staten erhverver ret til bortskaffelse af de pågældende bygninger, bygningsinstallationer m.v., der er en del af den faste ejendom, og ejendomsret til de bortskaffede aktiver, jf. § 21.

Stk. 3.

Adkomsthavers rettighedshavere som nævnt i stk. 1 giver med deres underskrift på erklæringen fra adkomsthavers rettighedshavere (bilag 3) afkald på erstatning og kompensation efter denne bekendtgørelse. Rettighedshavere erklærer endvidere med den i 1. pkt. nævnte erklæring, at udbetaling af erstatning og kompensation for adkomsthaverens minkspecifikke anlægsaktiver, som har været anvendt af minkvirksomheden til minkvirksomhedens egenproduktion af mink i 2020, jf. § 5, stk. 1, sker til minkvirksomheden og minkvirksomhedens rettighedshavere, jf. § 23, samt at staten erhverver ejendomsret til de pågældende løsøreaktiver, herunder driftsmateriel og driftsinventar, og at staten erhverver ret til bortskaffelse af de pågældende bygninger, bygningsinstallationer m.v., der er en del af den faste ejendom, jf. § 21.

Lovgrundlag

Statsskattelovens § 4

Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f eks: […]

Afskrivningslovens § 48

Hvor andet ikke er særskilt fastsat, behandles forsikrings- og erstatningssummer, herunder ekspropriationserstatninger, som salgssummer. 

Ejendomsavancebeskatningslovens § 2, stk. 1

Erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med salgssummer, jf. dog §§ 10 og 11.

SKM2024.379.SR

Spørger havde d. 14. juni 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink.

Skatterådet bekræftede blandt andet, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 14. juni 2023.

Skatterådet bekræftede, at fortjeneste/genvundne afskrivninger på driftsbygninger, der kunne danne grundlag for indbetaling på ophørspension, skulle opgøres i 2023, hvor erstatningen for driftsbygningerne var retserhvervet.

SKM2024.377.SR og SKM2024.378.SR

De to afgørelser svarer overordnet til SKM2024.376.SR (se nedenfor). De faktisk forhold afviger dog på visse punkter, herunder var der i disse afgørelser ikke tale om, at den samlede nedlukningserstatning var mindre end den takserede værdi af aktiverne pr. 4. november 2020.

SKM2024.376.SR

Spørger havde d. 30. maj 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning)

Spørger havde valgt erstatning efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De to væsentligste beløb var: 

Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind

Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029 

Beløb nr. 1 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Begge beløb var tilbagediskonteret til nutidsværdi.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Erstatningen for minkvirksomheden skulle således fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at virksomhedens aktiver var erstattet, dels via beløb nr. 1 - erstatning for tabt fremtidig indtjening, og dels via beløb nr. 2 - aktivernes restværdi ultimo 2029. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode er en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserer sig på en 9-årige periode, er den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det er som udgangspunkt bygningernes og driftsmidlernes værdi pr. 4. november 2020, som er erstattet. I afgørelsen om erstatning var der fastsat/takseret en værdi af disse aktiver pr. 4. november 2020. Da Spørgers samlede erstatning var mindre end den takserede værdi af aktiverne pr. 4. november 2020, skulle hele erstatningen henføres til bygninger og driftsmidler.

Det var Skatterådets opfattelse, at ingen del af erstatningen kunne henføres til indkomstgrundlaget, idet den samlede erstatning for virksomheden var fastsat til en værdi, der er lavere end værdien af de fysiske aktiver enkeltvis. Virksomhedens indtjening kunne således ikke begrunde, at selve indkomstgrundlaget havde haft nogen værdi.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at det alene var erstatningen for anlægsaktivernes restværdi pr. 31. december 2029, som skulle fordeles på bygninger og driftsmidler. 

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 30. maj 2023.

SKM2024.115.SR

Spørger havde modtaget erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsen og værdisikring af erstatningen.

Spørgsmål 1 omhandlede beskatningstidspunktet for erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsen, hvor Skatterådet bekræftede, at beskatningstidspunktet var tidspunktet, hvor der var truffet endelig afgørelse fra 1. administrative instans.

SKM2023.148.SR

Spørger havde modtaget forskud på nedlukningserstatning. Skatterådet kunne bekræfte, at der alene var tale om et forskudsbeløb, der ikke var skattepligtigt på tildelings- eller udbetalingstidspunktet. Forskudsbeløbet indgik som en del af den endelige nedlukningserstatning, der skulle medregnes ved opgørelsen af avancer og tab på det tidspunkt, hvor erstatnings- og taksationskommissionen traf afgørelse om erstatningens størrelse mm.

Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit C.C.2.5.3.2.1

" Retserhvervelsesprincippet er den almindelige hovedregel om, at en indtægt skal regnes med ved indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til den.

Princippet bygger på en fortolkning af SL § 4, stk. 1, om "den skattepligtiges samlede årsindtægter (…) bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi".

[…]"

Spørgsmål 5

Bortfalder.

Spørgsmål 6

Bortfalder.

Spørgsmål 7

Se spørgsmål 4.

Spørgsmål 8

Se spørgsmål 4.

Spørgsmål 9

Se spørgsmål 1 og 4.