Spørgsmål

1. Kan Spørger fakturere X kommune uden elafgift, idet X kommune sammen med Spørger anses for at være fritaget for elafgift efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, ved forbrug af elektricitet fra et VE-anlæg, der ejes af og stilles til rådighed af Spørger, når Spørger er et aktieselskab, der er fuldt ejet af X kommune?

Svar

1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger påtænker at indgå i et samarbejde med X kommune omkring etablering af et VE-anlæg (fx et solcelleanlæg). Formålet med samarbejdet er, at X kommune ønsker at medvirke til den grønne omstilling, herunder styrke kommunens grønne profil, ved at anvende "grøn strøm".

Spørger og X kommune vil indgå en aftale om, at Spørger opfører et VE-anlæg på en bygning ejet af X Kommune. Spørger vil være juridisk ejer af VE-anlægget og vil varetage den løbende drift, under X Kommunes instruktionsbeføjelser.

X Kommune vil være ene forbruger af elektricitet fra VE-anlægget. VE-anlægget vil blive tilsluttet X kommunes forbrugsinstallation via en intern elektricitetsforbindelse i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om interne elektricitetsforbindelser, jf. BEK nr. 438 af 27. april 2023.

Spørger vil stille VE-anlægget til rådighed mod betaling. Betalingen vil svare til den besparelse X Kommune opnår, som følge af at de anvender elektricitet fra VE-anlægget i stedet for elektricitet fra det kollektive net. Betalingen kan derfor variere afhængig af produktion og forbrug af elektricitet fra VE-anlægget.

Det vil være Spørger, der står registreret som VE-producent hos Energistyrelsen, idet kommunal elproduktion skal udøves i selskaber med begrænset ansvar.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1 besvares med "ja"

Begrundelse

Energibeskatningsdirektivet er implementeret i dansk ret med blandt andet elafgiftsloven. VE-direktivet (herunder VE II-direktivet) er implementeret i dansk ret med blandt andet lov om elforsyning med tilhørende bekendtgørelser.

Begge direktiver har til formål at fremme en bæredygtig og grøn omstilling, blandt andet ved at fremme brugen af vedvarende energi (VE). Energibeskatningsdirektivet skaber økonomiske incitamenter til at reducere brugen af fossile brændsler ved at gøre dem dyrere, mens VE-direktivet fremmer investeringer i og brugen af vedvarende energikilder. Derfor hænger de to direktiver sammen og bør ses i denne sammenhæng, når man ser på deres implementering i dansk ret.

Implementering af VE II-direktivet

Med implementeringen af VE II-direktivet i elforsyningsloven blev begrebet "VE-egenproducent" ændret til "VE-egenforbruger", idet dette var i bedre overensstemmelse med direktivet.

Efterfølgende er bekendtgørelsen vedrørende VE-egenforbruger vedtaget med virkning fra 1. juli 2023. Heri defineres en "VE-egenforbruger" som en "elkunde", der i tilknytning til sit forbrugssted kan producere vedvarende elektricitet til eget forbrug via en intern elektricitetsforbindelse.

Det følger af bekendtgørelse om interne elektricitetsforbindelser, der trådte i kraft 1. maj 2023, at produktionsanlægget (VE-anlægget) kan forvaltes af en tredjepart, forudsat at tredjeparten er underlagt elkundens instruktionsbeføjelse og ikke selv forbruger elektricitet fra anlægget.

Energistyrelsens vejledning om reglerne om egetforbrug af elektricitet fra kommunale og regionale solcelleanlæg

Energistyrelsen har den 12. september 2022 udgivet en vejledning om etablering af solcelleanlæg i det offentlige. Denne er tilgængelig på Energistyrelsens hjemmeside.[1]

Heraf fremgår det, at kommuner og regioner kan være egenforbrugere af solceller via tredjepart, hvis et eksternt selskab opsætter og driver det solcelleanlæg, som kommunen eller regionen benytter. 

Det følger ligeledes af vejledningen, at der med Klimaaftale for energi og industri mv. 2020 blev truffet beslutning om at ophæve identitetskravet, hvormed alle forbrugere, herunder virksomheder, kommuner og regioner, fik mulighed for at egetforbruge elektricitet fra en tredjepart med mulighed for at spare tariffer og elpris.

Implementeringen af VE II-direktivets artikel 21 indebærer blandt andet, at der er mulighed for egetforbrug via tredjepart.

Elafgiftsloven

Det følger af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c (lovbekendtgørelse nr. 1284 af 3. november 2023), at:

"Undtaget fra afgiften er elektricitet, som:

…

c. fremstilles på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi og geotermisk varme, og som direkte forbruges af elproducenten eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten," 

Elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, blev ændret ved lov nr. 901 af 4. juli 2013, hvor bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd. Det fremgår af de almindelige bemærkninger hertil, at:

"Der foreslås en udvidelse af personkredsen, som kan opnå fritagelse for elafgifter for elforbrug i henhold til elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c. Der er tale om en afgiftsfritagelse for elektricitet, som er fremstillet på solcelleanlæg og andre VE-anlæg, som er omfattet af bestemmelser i lov om fremme af vedvarende energi. I dag er det kun elproducenten (ejer af produktionsanlægget), som kan opnå afgiftsfritagelse for forbrug af elektricitet fra anlægget. Det foreslås nærmere, at fritagelsen for forbrug af elektricitet fra denne type anlæg også skal kunne opnås af lejere af boliger eller erhvervslejemål m.v. i ejendommen, i forbindelse med hvilken anlægget er placeret, når udlejeren ejer anlægget."

Elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, blev ændret ved lov nr. 1390 af 23. december 2012. Det fremgår af de almindelige bemærkninger hertil, at følgende er afgørende for fritagelse af elafgift, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c:

"…

·         At elektriciteten produceres ved vedvarende energi.

·         Der skal være tale om direkte eget forbrug, der ikke leveres til det kollektive net - dog kan der søges om timeafregning hos Energinet.dk.

·         Elektriciteten skal forbruges af producenten - der skal være tale om samme juridiske enhed."

Resultat

Spørger vil alene stille et VE-anlæg til rådighed for X Kommune, herunder varetage en løbende drift af anlægget under instruktionsbeføjelser fra X Kommune.

X Kommune har mulighed for at have egetforbrug via tredjepart, og X Kommune skal således anses som egenforbruger af elektriciteten fra Spørgers VE-anlæg. Dette følger af elforsyningsloven, bekendtgørelsen vedrørende VE-egenforbruger og bekendtgørelse om interne elektricitetsforbindelser samt af Energistyrelsens vejledning.

Kriteriet om, at forbrugeren og producenten skal være den samme juridiske enhed for at kunne egetforbruge elektricitet, ses således at være ophævet.

Bemærkningen i lovforarbejderne til elafgiftsloven om, at "elektriciteten skal forbruges af producenten - der skal være tale om samme juridiske enhed," stemmer      ikke overens med definitionen af egetforbrug i VE II-direktivet og dets implementering i dansk lovgivning.

Spørger finder, at formuleringen i elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, hvor der står "...direkte forbruges af elproducenten ..." kan og skal fortolkes i overensstemmelse med begrebet "VE-egenforbruger" i elforsyningsloven. Det bemærkes, at begrebet "VE-egenforbruger" blev indført som erstatning for "VE-egenproducent" med virkning fra 1. maj 2023 som følge af implementeringen af VE II-direktivet.

VE-egenforbruger er, med bekendtgørelsen vedrørende VE-egenforbruger, hertil defineret som en "elkunde", der i tilknytning til sit forbrugssted kan producere vedvarende elektricitet til eget forbrug via en intern elektricitetsforbindelse, og at VE-anlægget kan forvaltes af en tredjepart, jf. bekendtgørelse om interne elektricitetsforbindelser.

Spørger finder herefter, at begrebet "elproducenten" i elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, efter en naturlig sproglig forståelse - set i sammenhæng med definitionen af en VE-egenforbruger - omhandler den part, der har det direkte forbrug af elproduktionen fra VE-anlægget. Dette uanset om "elproducenten" er den juridiske ejer af VE-anlægget.

X Kommune kan opnå afgiftsfritagelse efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, idet den elektricitet, der produceres på VE-anlægget, forbruges direkte af X Kommune og ikke leveres til det kollektive net, jf. den interne elektricitetsforbindelse.

Bemærkninger til elafgiftsloven samt praksis fra Skatterådet kan ikke føre til et andet resultat, idet en fortolkning af begrebet "elproducent" har ændret sig som følge af en korrekt implementering af VE II-direktivet i maj 2023.

Spørger finder hertil, at ejerforholdet og den valgte faktureringsmodel mellem Spørger og X kommune er underordnet for resultatet.

Spørger har haft Skattestyrelsens udkast til indstilling og begrundelse i høring og er fremkommet med følgende bemærkninger:

"Skattestyrelsen har indstillet, at Spørgsmål 1 besvares med "Nej". Dette er vi ikke enig i.

Skattestyrelsen finder, at ud fra en fortolkning af ordlyden og forarbejderne til elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, kan X Kommune ikke anses for at udgøre en elproducent eller anses for at være lejer af en udlejningsejendom og herved opnå en afgiftsfritagelse

Det bemærkes hertil, at sammenhængen mellem elafgiftsloven, lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven) og VE-direktivet (senest VE III-direktivet) bl.a. er, at VE-direktivet sætter de overordnede mål og rammer for vedvarende energi i EU, som Danmark implementerer gennem VE-loven. Elafgiftsloven (og det underliggende energibeskatningsdirektiv) understøtter disse mål ved at regulere afgifter på

elektricitet, herunder særlige regler for vedvarende energikilder, for at fremme produktionen og forbruget af grøn energi.

I juni 2021 blev begrebet "VE-egenforbrugere" introduceret i artikel 2 og artikel 21 i VE II-direktivet, der fik virkning fra den 30. juni 2021. Begrebet har ikke før dette været anvendt i dansk ret, hvor betegnelser som "egenproducent" og "egenforbrug af elektricitet" har været anvendt til at beskrive samme kreds af aktører. Dette følger af bemærkningerne til lovforslag L 37 af 8. februar 2023[2], der bl.a. vedrører

en ændring af elforsyningsloven. Heraf fremgår tillige, at (vores markering):

"Det fremgår af § 2, stk. 1, litra c, i lov om afgift af elektricitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1321 af 26. august 2020, at der ikke skal svares elafgift af elektricitet, som fremstilles på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi og geotermisk varme, og som direkte forbruges af elproducenten eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten.

Dette medfører, at statslige organer er fritaget for at betale elafgift ved deres direkte forbrug af elektricitet fra egne solcelleanlæg.

…

Formålet med den foreslåede ændring er at skabe mulighed for, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler med henblik på at ligestille staten med kommuner og regioner i forhold til besparelse af elafgift ved forbrug af egenproduceret elektricitet fra solcelleanlæg"

Det følger således af ovenstående, at lovgiver har anset kommuner for at være omfattet af fritagelsen for elafgift, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c. En betingelse herfor er dog, at solcelleanlægget er udskilt i et selskab med begrænset ansvar.[3]

Dette er tilfældet i Spørgers tilfælde, hvor X Kommune vil være en VE-egenforbruger, og solcelleanlægget vil være ejet af et særskilt selskab (Spørger).

Ordlydsfortolkning

Det følger af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, at:

"… som direkte forbruges af elproducenten…".

Ud fra en ordlydsfortolkning kan det ikke udledes, at det er en betingelse for afgiftsfrihed, at elproducenten og elforbrugeren skal være den samme juridiske enhed. Denne del fremgår alene som et fortolkningsbidrag, jf. de almindelige bemærkninger, jf. L86 af 20. november 2012.

Det er vores opfattelse, at det ikke er retvisende at definere en elproducent som den juridiske ejer af et anlæg. Elproducenten bør i stedet defineres som det subjekt, der driver det elproducerende anlæg for egen regning og risiko og dermed har juridisk dispositionsret over det elproducerende anlæg. Dette indebærer, at det er det subjekt, som har instruktionsbeføjelsen, der skal defineres som elproducent. Dette kan sammenlignes med andre typer af elproduktion, hvor elproducenten defineres som den part, der indkøber brændsler og sælger elproduktionen. Dispositionsretten kan således opstå via juridisk ejerskab og/eller leje/leasing af et anlæg. Det er i den sammenhæng vores opfattelse, at lovforarbejderne skal opfattes som en eksemplificering af, hvad der skal forstås ved en elproducent og ikke udgør en udtømmende

oplistning.

Ved uoverensstemmelse mellem en bestemmelses ordlyd og forarbejder vil det være bestemmelsens ordlyd, der har forrang. Ved fortolkning af ordlyden af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c skal den nye begrebsramme for VE-egenforbrugere tillægges væsentlig betydning, og begrebet "elproducent" skal fortolkes i lyset heraf.

Ved at tillægge begrebet "elproducent" en ensartet fortolkning på tværs af ressortområder ses formålet med VE-direktivet samt lovgivers intention om at fremme brugen af vedvarende energi for iagttaget, dette bl.a. som følge af, at der ved en ensartet fortolkning er taget hensyn til udviklingen på området for vedvarende energi, herunder tredjeparts mulighed for at forvalte VE-anlægget.

Det er således Spørgers opfattelse, at indførslen af definitionen "VE-egenforbrugere" og tredjeparts mulighed for at forvalte et VE-anlæg skal medføre en ændring af fortolkningen af begrebet "elproducent" i henhold til elafgiftsloven.

X Kommune kan herefter opnå afgiftsfritagelse efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c."

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Kan Spørger fakturere X kommune uden elafgift med den konsekvens, at X kommune sammen med Spørger anses for at være fritaget for elafgift efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, ved forbrug af elektricitet fra et VE-anlæg, der ejes af og stilles til rådighed af Spørger, når Spørger er et aktieselskab, der er fuldt ejet af X kommune?

Begrundelse

Det fremgår af sagens oplysninger, at Spørger og X kommune vil indgå en aftale om, at Spørger opfører et VE-anlæg på en bygning ejet af X Kommune. Spørger vil være juridisk ejer af VE-anlægget og vil varetage den løbende drift, under X Kommunes instruktionsbeføjelser.

X Kommune vil være ene forbruger af elektricitet fra VE-anlægget. VE-anlægget vil blive tilsluttet X kommunes forbrugsinstallation via en intern elektricitetsforbindelse.

Skattestyrelsen lægger indledningsvist til grund, at elektriciteten produceres ved vedvarende energi, og at der er tale om direkte eget forbrug, der ikke leveres til det kollektive net.

Ved lov nr. 1390 (L86) blev den tidligere elafgiftslovs § 2, stk. 1, litra e, ophævet med virkning fra 29. december 2012 og elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, fik et nyt anvendelsesområde.

Den gældende bestemmelse har følgende ordlyd:

"§ 2 Undtaget fra afgiften er elektricitet, som:

(...)

c.       fremstilles på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi og geotermisk varme, og som direkte forbruges af elproducenten eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten."

Det fremgår af forarbejderne til L 86, at det fremadrettet er afgørende for fritagelse af elafgiften efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c:

• At elektriciteten produceres ved vedvarende energi.
• Der skal være tale om direkte eget forbrug, der ikke leveres til det kollektive net.

 […]

• Elektriciteten skal forbruges af producenten - der skal være tale om samme juridiske enhed.

Af forarbejderne fremgår det også, at princippet er, at når elproducent (ejer af produktionsanlægget) og elforbruger ikke er den samme person, eller produktionen ikke leveres direkte til ejerens egen elinstallation, er der tale om salg af el, der pålægges tariffer, afgifter og moms.

Ved lov nr. 901 (L221) blev personkredsen af elforbrugere, som kan opnå afgiftsfritagelse efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, udvidet med virkning fra 1. august 2013.

Det fremgår af forarbejderne til L 221, at udvidelsen fra, at det kun er elproducenten (ejer af produktionsanlægget), som kan opnå afgiftsfritagelse for egetforbrug af elektricitet fra anlægget, skal fritagelsen for forbrug af elektricitet fra solcelleanlæg fremover også kunne opnås af lejere af boliger eller erhvervslejemål m.v. i ejendomme, i forbindelse med hvilken anlægget er placeret, når udlejeren ejer anlægget. Ordlyden af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, blev ændret i overensstemmelse hermed.

Det er således en forudsætning for afgiftsfritagelse efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, at elektriciteten enten forbruges af elproducenten eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen, og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten.

Som ovenfor nævnt fremgår det af forarbejderne til elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, at der med ordet "elproducent" menes ejer af produktionsanlægget.

Hvis Spørger skal kunne fakturere X kommune uden elafgift ud fra den antagelse, at X kommune anses for at være afgiftsfritaget som direkte forbruger af elektriciteten, vil dette forudsætte, at X kommune enten er at anse som elproducent eller lejer i en udlejningsejendom. når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt X kommune er at anse som elproducent i den forstand som dette begreb defineres efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, har Skattestyrelsen lagt til grund, at Spørger vil være juridisk ejer af VE-anlægget og vil varetage den løbende drift. Det er således ikke X kommune, der er juridisk ejer af VE-anlægget.

Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at X kommune ikke kan anses som elproducent efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c. Der er herved dels lagt vægt på ordlyden af bestemmelsen "elektricitet som…[…]… fremstilles på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder i form af….[…], og som direkte forbruges af elproducenten" samt på forarbejderne, hvoraf det fremgår, at der med ordet "elproducent" menes ejer af produktionsanlægget.

Skattestyrelsen finder herefter, at X kommune ikke kan fritages som forbruger af elektriciteten af i egenskab af elproducent.

I lovbemærkningerne til både L 86 og L 221 er det nøje fastlagt hvem og under hvilke betingelser, der kan opnås fritagelse for elafgiften. Der er således krav om, at elproducenten (ejer af produktionsanlægget) selv direkte skal forbruge den producerede elektricitet, hvilket efter Skattestyrelsens opfattelse må forstås som et krav om, at elproducenten skal eje solcelleanlægget.

Skattestyrelsen skal endelig henvise til Skatterådets afgørelse i SKM2016.223.SR, hvor faktum lå tæt op ad nærværende sag. I den pågældende sag kunne Skatterådet ikke bekræfte, at spørger havde ret til afgiftsfritagelse for egetforbruget af elektricitet, hvor elektriciteten blev produceret på et solcelleanlæg, som var placeret på spørgers jord, men som spørger ikke ejede.

Der skal dernæst tages stilling til, hvorvidt Spørger kan fakturere X kommune uden elafgift, idet X kommune anses for at være fritaget for elafgift efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, i sin egenskab af at være lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen, og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten.

Til afklaring af dette spørgsmål har Skattestyrelsen lagt til grund, at Spørger og X kommune vil indgå en aftale om, at Spørger opfører et VE-anlæg på en bygning ejet af X Kommune. Betingelsen om at X kommune er lejer i en udlejningsejendom ses således ikke at være opfyldt i det pågældende tilfælde.

I nærværende sag kan X kommune derfor ikke anses som en lejer i udlejningsejendom, idet det er X kommune, der ejer bygningen hvorpå VE-anlægget opføres. For at kunne opnå fritagelse for elafgiften efter elafgiftslovens bestemmelse i § 2, stk. 1, litra c, om fritagelse for elafgift for lejere, skal man leje boligen eller erhvervslejemålet, mens udlejer af bolig eller erhvervslejemålet skal eje anlægget.

Skattestyrelsen finder herefter, at X kommune ikke kan afgiftsfritages efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, i sin egenskab af at være lejer i en udlejningsejendom.

Da X kommune således hverken kan anses som elproducenten eller som lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten, har X kommune ikke ret til afgiftsfritagelse for egetforbruget af elektricitet efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.

Skattestyrelsen skal afslutningsvis bemærke, at styrelsen finder, at reglerne i bekendtgørelse nr. 438 af 27. april 2023 om interne elektricitetsforbindelser, bekendtgørelse nr. 857 af 20. juni 2023 om VE-egenforbrugere samt Energistyrelsens vejledning om etablering af solcelleanlæg i det offentlige af 12. september 2022, ikke kan føre til et andet resultat.

Skattestyrelsen har herved lagt vægt på, at de ændringer, der fandt sted med indførelsen af de pågældende regler på Klima- Energi- og Forsyningsministeriets ressortområde for så vidt angår definitionen af "VE-egenforbruger" og tredjepartens mulighed for at forvalte produktionsanlægget, ikke har medført lignende parallelle ændringer i elafgiftsloven.

Spørgers høringssvar giver ikke Skattestyrelsen anledning til at ændre sin vurdering. Styrelsen skal i den forbindelse bemærke følgende:

Spørger har som begrundelse for et "Ja" bl.a. henvist til sammenhængen mellem elafgiftsloven, lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven) og VE-direktivet (senest VE III-direktivet), hvorefter VE-direktivet sætter de overordnede mål og rammer for vedvarende energi i EU, som Danmark implementerer gennem VE-loven. Elafgiftsloven (og det underliggende energibeskatningsdirektiv) understøtter disse mål ved at regulere afgifter på elektricitet, herunder særlige regler for vedvarende energikilder, for at fremme produktionen og forbruget af grøn energi.

Skattestyrelsen skal herved henvise til ovennævnte bemærkninger om, at de pågældende ændringer på Klima- Energi- og Forsyningsministeriets ressortområde ikke har medført lignende parallelle ændringer i elafgiftsloven. Sidstnævnte lov er således det retsgrundlag, der regulerer, hvorvidt der i en given situation er afgiftsfrihed eller ej.

Spørger har i sit høringssvar derudover henvist til en lovændring af elforsyningsloven med lovforslag L 37 af 8. februar 2023. Ifølge Spørger følger det af bemærkningerne i lovforslaget, at lovgiver har anset kommuner for at være omfattet af fritagelsen for elafgift, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.

Skattestyrelsen bemærker i den forbindelse, at de pågældende bemærkninger i lovforslaget relaterer sig til et forslag om at bemyndige klima- energi- og forsyningsministeren til at udstede regler om intern modregning af statslige organers elafgiftsbesparelser ved forbrug af egenproduceret elektricitet fra solcelleanlæg og ikke et forslag om at foretage ændringer i elafgiftsloven. Lovgiver har således på denne måde haft til hensigt at neutralisere statens elafgiftsbesparelser, da man ønskede at ligestille staten med kommunerne og ikke ved at afgiftsfritage kommunerne for selve elafgiften.

Det fremgår tillige af det samme lovforslag, at "de omfattede statslige organer skal være undtaget fra kravet om modregning i samme omfang, som kommuner og regioner har mulighed for at blive undtaget fra kravet om selskabsmæssig udskillelse", hvilket for sidstnævntes vedkommende netop vil muliggøre, at kommuner og regioner kan være omfattet af afgiftsfritagelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c., da der derved vil være identitet mellem producent som forbruger. Dette ses også ved, at det i lovforslaget under gældende ret anføres, at "Bortset fra de situationer, hvor kommuner og regioner har mulighed for at blive undtaget fra kravet om selskabsmæssig udskillelse, har staten således en afgiftsbesparelse, som kommuner og regioner ikke har."

Spørger har endelig i sit høringssvar anført, at det ikke kan udledes af ordlyden af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, at det er en betingelse for afgiftsfrihed, at elproducenten og elforbrugeren skal være den samme juridiske enhed. Denne del fremgår ifølge Spørger alene som et fortolkningsbidrag, jf. de almindelige bemærkninger, jf. L86 af 20. november 2012. Skattestyrelsen er ikke enig i Spørgers synspunkt og skal i den forbindelse henvise til styrelsens begrundelse ovenfor.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål nr. 1 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Elafgiftsloven LBK nr. 1284 af 03/11/2023

§ 1 Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet.

§ 2 Undtaget fra afgiften er elektricitet, som:

(...)

c.       fremstilles på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi og geotermisk varme, og som direkte forbruges af elproducenten eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten.

Forarbejder

Lovforslag nr. 86 af 20. november 2012

Ved lov nr. 1390 af 23. december 2012 blev der foretaget en præcisering af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.

Af de generelle bemærkninger til lovforslaget fremgår under pkt. 3.2.2 vedrørende lovforslaget udformning:

"Når den årsbaserede nettoafregningsordning ophæves for VE-anlæg (elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra e), og ordningen dermed indpasses i det almindelige system med betaling af elafgift og nettoafregning på timebasis, skal spørgsmål om afgiftsfritagelse afgøres efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, for alle VE-anlæg.

Det er herefter afgørende for fritagelse af elafgiften:

• At elektriciteten produceres ved vedvarende energi.
• Der skal være tale om direkte eget forbrug, der ikke leveres til det kollektive net - dog kan der søges om timeafregning hos Energinet.
• Elektriciteten skal forbruges af producenten - der skal være tale om samme juridiske enhed.

[…]

Princippet er, at når elproducent (ejer af produktionsanlægget) og elforbruger ikke er den samme person, eller produktionen ikke leveres direkte til ejerens egen elinstallation, er der tale om salg af el, der pålægges tariffer, afgifter og moms.

Lovforslag nr. 221 af 22. maj 2012

[…]

3.2.2. Lovforslagets udformning

Med forslaget udvides personkredsen af elforbrugere, som kan opnå denne afgiftsfritagelse for elforbrug. Efter forslaget skal fritagelsen også kunne opnås af lejere i en udlejningsejendom, i forbindelse med hvilken VE-anlægget er placeret, når det er udlejeren af udlejningsejendommen, som ejer VE-anlægget. Endvidere foreslås præciseringer af ordlyden af afgiftsfritagelsen.

Lovforslag nr. 37 af 8. februar 2023

[…]

3.7. Intern modregning af statslige organers elafgiftsbesparelser ved forbrug af egenproduceret elektricitet fra solcelleanlæg

3.7.1. Gældende ret

Det følger af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, at elektricitet, som fremstilles på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi og geotermisk varme, og som direkte forbruges af elproducenten, er fritaget for elafgift.

Dette medfører, at statslige organer er fritaget for at betale elafgift ved deres direkte forbrug af elektricitet fra egne solcelleanlæg.

Kommuners og regioners elproduktion skal, efter elforsyningslovens § 4, stk. 1 og 6, udøves i selskaber med begrænset ansvar. Bekendtgørelse om undtagelse af visse kommunale og regionale solcelleanlæg fra kravet om selskabsmæssig udskillelse giver dog i visse tilfælde kommuner og regioner mulighed for at blive undtaget fra kravet for så vidt angår elproduktion fra solcelleanlæg, der opsættes i forbindelse med nybyggeri eller gennemrenovering af bygninger.

I det omfang en kommunes eller regions elproduktion fra et solcelleanlæg udøves i et selskab, vil kommunen eller regionen ikke være fritaget for at betale elafgift ved sit direkte forbrug af elektricitet, der fremstilles på anlægget. Dette skyldes, at fritagelsen for at betale elafgift ved forbrug af egenproduceret elektricitet fra vedvarende energianlæg kun finder anvendelse, når elforbrugeren og elproducenten er den samme fysiske eller juridiske person. Dette er ikke tilfældet, når kommunens eller regionens elproduktion udøves i et selskab.

Bortset fra de situationer, hvor kommuner og regioner har mulighed for at blive undtaget fra kravet om selskabsmæssig udskillelse, har staten således en afgiftsbesparelse, som kommuner og regioner ikke har.

[…]

Formålet med den foreslåede ændring er at skabe mulighed for, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler med henblik på at ligestille staten med kommuner og regioner i forhold til besparelse af elafgift ved forbrug af egenproduceret elektricitet fra solcelleanlæg.

Den foreslåede ændring vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne udstede regler om modregning af den besparelse, som statslige organer har i forhold til elafgift ved forbrug af egenproduceret elektricitet fra solcelleanlæg. Det er forventningen, at den foreslåede bemyndigelse vil blive udmøntet således, at kravet om modregning for nye solcelleanlæg implementeres med en produktionsmålermodel, som beskrevet under punkt 3.7.2., at kravet om modregning kommer til at omfatte alle statslige organer, der normalt henregnes til den offentlige forvaltning med undtagelse af selvejende institutioner, fonde, foreninger m.v., der er oprettet på privatretlig grundlag, og at de omfattede statslige organer skal være undtaget fra kravet om modregning i samme omfang, som kommuner og regioner har mulighed for at blive undtaget fra kravet om selskabsmæssig udskillelse i henhold til bekendtgørelse nr. 2300 af 6. december 2021 om undtagelse af visse kommunale og regionale solcelleanlæg. Reglerne skal gælde for kommende, nye anlæg. Hvordan den interne statslige modregning implementeres, vil dog først blive endeligt fastlagt i forbindelse med udmøntningen.

Praksis

Den juridiske Vejledning Afsnit E.A.4.3.4 - Elektricitet omfattet af reglerne

[…]

"Elektricitet fremstillet af vedvarende energi

Undtaget fra afgiften er elektricitet, som fremstilles ved vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi og geotermisk varme, og som direkte forbruges af producenten selv eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten. Se ELAL § 2, stk. 1, litra c.

Ved "direkte forbruges af producenten selv eller af en lejer" forudsættes det, at der skal være tale om et direkte forbrug af den producerede elektricitet via et internt el-net. Elektricitet, der leveres fra el-produktionsanlægget til el-producenten via det kollektive el-forsyningsnet, er dermed ikke fritaget for afgift i henhold til ELAL § 2, stk. 1, litra c. Afgiften af denne leverance afregnes af netvirksomheden.

Der gælder følgende betingelser for at få fritagelse for elafgiften:

• Elektriciteten skal produceres ved vedvarende energi

• Der skal være tale om direkte eget forbrug, der ikke leveres til det kollektive net

• Elektriciteten skal forbruges af producenten eller dennes lejere - der skal være tale om samme juridiske enhed, når producenten er forbrugeren."

SKM2016.224.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger havde ret til afgiftsfritagelse for egetforbruget af elektricitet i en container med driftsudstyr, hvor elektriciteten produceres på et solcelleanlæg, som spørger ejede, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c. 

SKM2016.223.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger havde ret til afgiftsfritagelse for egetforbruget af elektricitet, hvor elektriciteten blev produceret på et solcelleanlæg, som var placeret på spørgers jord, men som spørger ikke ejede, jf. ELAL § 2, stk. 1, litra c. Spørger havde bl.a. indbetalt 45 % af solcelleanlæggets købspris til køberen af solcelleanlægget og skulle betale alle omkostninger ved den daglige drift af udstyret.

SKM2015.171.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en lejer af et solcelleanlæg kan blive fritaget for elafgift efter ELAL § 2, stk. 1, litra c, når lejer har det fulde driftsansvar for elproduktionen og samtidigt er den direkte forbruger af den producerede elektricitet. For at kunne opnå fritagelse for elafgiften efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, om fritagelse for elafgift, er det en betingelse, at det er samme juridiske enhed, der er elproducent, ejer af anlægget og forbruger af elektriciteten, eller at der er tale om en lejer i en udlejningsejendom, hvor udlejer ejer anlægget.