Dato for udgivelse
14 May 2025 10:50
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
29 Apr 2025 09:13
SKM-nummer
SKM2025.263.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
24-2805738
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Miljøafgifter
Emneord
spildevand, spildevandsafgift
Resumé

Skatterådet bekræftede bl.a., at et fælleshus i en kolonihaveforening, som indeholder toilet, bad og køkken, ikke er en boligenhed i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4 og 5, da et fælleshus uden mulighed for længerevarende ophold ud fra en sproglig forståelse ikke er en bolig.

Skatterådet bekræftede bl.a. ikke, at spørger ikke kan bruge standardsatser i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, til at opgøre vandforbruget. Det fremgår af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5, at ejendomme, som kun afleder spildevand fra boligenheder, er afskåret fra at bruge standardsatser for vandforbrug i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4. Ejendommen afleder spildevand fra fælleshuset, som ikke er en boligenhed, jf. spørgsmål 1, hvorfor spørger ikke er afskåret fra at bruge standardsatser for vandforbrug.

Skatterådet bekræftede bl.a. ikke, at spørger, der har en bimåler, der måler fælleshusets vandforbrug, hvorfra der kun afledes spildevand, kan opgøre spildevandsafgiften efter vandforbruget på bimåleren. Vandforbruget skal opgøres som ejendommens samlede vandforbrug, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 1. pkt., medmindre der er tale om en erhvervsejendom, da der så kan foretages fradrag for vandforbrug, som overstiger 1.000 m3, og som ikke udledes som spildevand.

Hjemmel

Spildevandsafgiftsloven § 7, stk. 3, 4 og 5

Reference(r)

Spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 4 og 5

Henvisning

Den Juridiske Vejledning E.A.7.13.6

Bindende svar

Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at fælleshuset i en kolonihaveforening, som indeholder velfærdsfaciliteter i form af toilet, bad og køkken, ikke er en boligenhed i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4 og 5?
  2. Kan det bekræftes, at hvis der kun afledes spildevand fra fælleshuset i en kolonihaveforening, og kolonihaveforeningen er en ejendom omfattet af spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, så kan den udledte mængde spildevand ikke opgøres på baggrund af kolonihaveforeningens vandforbrug fastsat efter standardsatserne i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4?
  3. Kan det bekræftes, at hvis der kun afledes spildevand fra fælleshuset i en kolonihaveforening, og kolonihaveforeningen er en ejendom omfattet af spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, så kan den udledte mængde spildevand opgøres efter målt vandforbrug for fælleshuset, når der er opsat bimålere, der måler fælleshusets vandforbrug?
  4. Kan det bekræftes, at hvis der kun afledes spildevand fra fælleshuset i en kolonihaveforening, og kolonihaveforeningen er en ejendom omfattet af spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, så skal den udledte mængde spildevand opgøres efter ejendommens samlede vandforbrug, hvis fælleshusets vandforbrug ikke måles særskilt, og at ejer dermed kommer til at betale spildevandsafgift af vand, som reelt ikke udledes som spildevand?

Svar

  1. Ja
  2. Nej
  3. Nej
  4. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

R1 (et vandselskab) har som repræsentant fremsendt fuldmagt underskrevet af hhv. repræsentant for den tilhørende kommune og formanden for kolonihaveforeningen H1.

Ejendommen, som anmodningen om bindende svar vedrører, er beliggende Y1. Det fremgår af OIS (Den offentlige Informationsserver), at Y1 er ejet af den tilhørende  kommune.

Anmodningen om bindende svar

R1 anmoder om bindende svar på om spildevandsafgiften for den nedenstående ejendom er opgjort korrekt og på korrekt grundlag.

R1s forståelse af ejendommens vand- og spildevandsforhold er understøttet af en tegning. De blå streger viser vandledninger og de røde streger viser spildevandsledninger.

Desuden vises de målere, der er på ejendommen, henholdsvis hovedmålere og bi-målere.

  • Hovedmålere er målere, der måler alt det vand, der leveres til ejendommen.
  • Bi-målere er målere, som er opsat efter hovedvandmåleren med det formål at måle vandet for en afgrænset del af ejendommen.

Både hovedmålere og bimålere er monteret på vandledningen og måler således et vandforbrug (det er derfor ikke målere, som er monteret direkte på spildevandsledningen).

Hvis ejendommen får vand fra et offentligt alment vandværk eller privat alment vandværk, er der altid installeret en vandmåler på ejendommen jf. BEK nr. 525 af 14/06/1996.

Hvis ejendommen har egen vandforsyning, er der ikke krav om vandmåler, men ejer kan vælge at få opsat en måler, hvis ejer ønsker afregning efter målt forbrug og ikke en standardsats.

Ejendommen vedrører en kolonihaveforening. Den består af et jordstykke, hvorpå der er opført et klubhus og x antal haver med et kolonihavehus og eventuelle tilhørende udbygninger.

Der er ikke vand eller afløb i kolonihavehusene, men nogle af dem der et tørkloset, som tømmes i en samletank ved klubhuset. Der er ikke afløb fra samletanken, men den tømmes efter behov ved at rekvirere en slamsuger.

Ejendommen forsynes via alment vandværk, og der er tre hovedmålere til ejendommen.

På ejendommen er der y antal fritstående vandstandere uden afløb og et klubhus.

I klubhuset er der toilet, bad og køkken. Der er fra klubhuset afledning til nedsivningsanlæg.

Ejendommens vand- og spildevandsforsyning er opgivet således:

Vandforsyning

Alment vandværk (dermed omfattet af vandafgiftsloven)

Spildevandsafledning

Afledning fra klubhus til nedsivningsanlæg - ingen afløb fra fritstående vandstandere.

Enheder på ejendommen ifølge BBR

Samlet fast ejendom med z antal BPFG (kolonihaveforening) Klubhuset som har adressen Y2  er ikke registreret i BBR.

Der sker således kun spildevandsudledning fra klubhuset.

Den udledte spildevandsmængde for ejendommen udgør under 50.000 m3 pr. år.

Nedenfor ses en grafisk repræsentation af R1s forståelse af ejendommen:

Supplerende oplysninger

Ejer betaler en årlig målerleje af bi-måleren til klubhuset. Måleren er opsat med henblik på at afregne spildevandsafgiften efter målt forbrug, idet det er R1s opfattelse, at ejer ikke kan benytte sig af en standardsats. Ejer påtænker derfor at fjerne den, hvis den ikke er nødvendig, idet ejer dermed kan spare en udgift.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Da bygninger på lejet grund betragtes som selvstændige ejendomme i forhold til opkrævning af vand og spildevand, og da der ikke er vand eller spildevandsafledning fra dem, ses bort fra kolonihavehusene.

Det betyder, at ejendommen, som der her spørges til, består af et jordstykke med et klubhus.

R1 antager at ejer ikke har adgang til at fastsætte spildevandsafgiften efter standardsatser, når der kun udledes spildevand fra klubhuset på ejendommen.

R1 opkræver spildevandsafgift for aa m3, som er målt på bi-måleren til klubhuset.

Hvis der ikke havde været bi-måler til klubhuset på ejendommen antager R1, at der skulle opkræves spildevandsafgift af hele forbruget målt på ejendommens hovedmålere (xxx m3 + yyy m3 + zzz m3), også selvom der så i praksis ville blive afregnet spildevandsafgift af vand, som reelt ikke udledes.

R1 opkræver vandafgift for xxx m3 + yyy m3 + zzz m3, som er målt på ejendommens hovedmålere.

Begrundelse:

R1 antager at ejendommen skal indplaceres i nedenstående rubrik markeret med rød, da der kun udledes spildevand fra klubhuset på ejendommen:

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at et fælleshus i en kolonihaveforening, som indeholder velfærdsfaciliteter i form af toilet, bad og køkken, ikke er en boligenhed i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4 og 5.

Begrundelse

Der er tale om en kolonihaveforening, som består af et fælleshus og x antal haver med tilhørende kolonihavehus.

Kolonihaveforeningens udledte mængde spildevand overstiger ikke 50.000 m3, og det lægges til grund, at kolonihaveforeningen ikke måler den udledte mængde spildevand eller koncentrationen af afgiftspligtige stoffer i spildevandet.

Der udledes spildevand fra fælleshuset til kolonihaveforeningens eget nedsivningsanlæg. Fælleshuset indeholder toilet, bad og køkken. Det lægges til grund, at der ikke kan tages fast ophold i fælleshuset i længere perioder.

Kolonihavehusene har ikke vand eller afløb. Nogle af kolonihavehusene har tørkloset, som tømmes i en samletank ved klubhuset. Samletanken tømmes af en slamsuger.

Kolonihaveforeningens vandforbrug er omfattet af vandafgiftsloven. Udover vand til fælleshuset, er der i kolonihaveforeningen y antal fritstående vandstandere uden afløb.

Der skal tages stilling til, om et fælleshus i en kolonihaveforening, som indeholder velfærdsfaciliteter i form af toilet, bad og køkken, er en boligenhed i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4 og 5.

Indledningsvis bemærkes, at da udledningen af spildevand ikke overstiger 50.000 m3, er det muligt at fastsætte den udledte mængde spildevand på baggrund af ejendommens vandforbrug i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3-6, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 1 og 2.

Spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4 og 5, lyder således:

"Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug, kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³.

Stk. 5. For ejendomme, hvor der kun afledes spildevand fra boligenheder, fastsættes vandforbruget uanset bestemmelserne i stk. 4 efter måler eller som et skønnet forbrug, der mindst svarer til den mængde vand, hvoraf der for boligenheden betales vandafgift efter lov om afgift af ledningsført vand."

Hvad der skal forstås ved "boligenhed" er ikke nærmere defineret i spildevandsafgiftsloven eller forarbejderne hertil.

I forarbejderne til lov om afgift af ledningsført vand fremgår det til gengæld, at:

"Ved en boligenhed forstås en bolig med selvstændigt køkken. For boligenheder, der ikke må benyttes som helårsbolig (sommer- eller fritidsboliger), fastsættes et standardforbrug på 70 (m3)."

Da standardansættelsen for vandforbrug for en boligenhed i spildevands- og vandafgiftsloven ens, og da et fælleshus uden mulighed for længerevarende ophold ud fra en sproglig forståelse ikke anses for at være en bolig, kan kolonihaveforeningens fælleshus ikke anses for at være en boligenhed efter spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4 og 5.

Et fælleshus uden mulighed for beboelse i en kolonihaveforening, som indeholder velfærdsfaciliteter i form af toilet, bad og køkken, er derfor ikke en boligenhed i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4 og 5.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at hvis der kun afledes spildevand fra fælleshuset i en kolonihaveforening, og kolonihaveforeningen er en ejendom omfattet af spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, så kan den udledte mængde spildevand ikke opgøres på baggrund af kolonihaveforeningens vandforbrug fastsat efter standardsatserne i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4.

Begrundelse

Det lægges til grund, at situationen er som i spørgsmål 1.

Der skal tages stilling til, om en ejendom i form af en kolonihaveforening, kan opgøre den udledte mængde spildevand på baggrund af kolonihaveforeningens vandforbrug fastsat efter standardsatserne i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4.

Indledningsvis bemærkes, at da udledningen af spildevand ikke overstiger 50.000 m3, er det muligt at fastsætte den udledte mængde spildevand på baggrund af ejendommens vandforbrug i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3-6, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 1 og 2.

Spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4 og 5, lyder således:

"Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug, kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er hel-årsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³.

Stk. 5. For ejendomme, hvor der kun afledes spildevand fra boligenheder, fastsættes vandforbruget uanset bestemmelserne i stk. 4 efter måler eller som et skønnet forbrug, der mindst svarer til den mængde vand, hvoraf der for boligenheden betales vandafgift efter lov om afgift af ledningsført vand."

Der sker ikke kun udledning fra boligenheder på ejendommen, da fælleshuset ikke er en boligenhed, jf. spørgsmål, og spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5, finder derfor ikke anvendelse.

Vandforbruget og dermed den mængde vand, der skal betales spildevandsafgift af, kan derfor fastsættes til 170 m3. Det er dog en forudsætning, at mindre end halvdelen af ejendommens vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, 2. pkt.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at hvis der kun afledes spildevand fra fælleshuset i en kolonihaveforening, og kolonihaveforeningen er en ejendom omfattet af spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, så kan den udledte mængde spildevand opgøres efter målt vandforbrug for fælleshuset, når der er opsat bimålere, der måler fælleshusets vandforbrug.

Begrundelse

Det lægges til grund, at situationen er som i spørgsmål 1.

Der skal tages stilling til, om en ejendom i form af en kolonihaveforening, kan opgøre den udledte mængde spildevand efter målt vandforbrug for fælleshuset, når der er opsat bimåler, der måler fælleshusets vandforbrug, og når der kun afledes spildevand fra fælleshuset.

Indledningsvis bemærkes, at da udledningen af spildevand ikke overstiger 50.000 m3, er det muligt at fastsætte den udledte mængde spildevand på baggrund af ejendommens vandforbrug i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3-6, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 1 og 2.

Spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, lyder således (Skattestyrelsens fremhævelse):

"Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug, kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er hel-årsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³."

Bestemmelsen i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, hvoraf det fremgår, at der under visse betingelser kan anvendes en standardsats, er en "kan-bestemmelse", hvorfor standardsatsen ikke skal anvendes.

Hvis spørger ikke ønsker at gøre brug af standardsatsen for vandforbrug i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, finder udgangspunktet i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3 anvendelse for opgørelse af den udledte mængde spildevand på baggrund af vandforbruget

Følgende fremgår af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3:

"Vandforbruget opgøres efter måler eller som et skønnet forbrug, der dog mindst skal svare til den mængde vand, hvoraf der betales afgift efter lov om afgift af ledningsført vand. For ejendomme, der forbruger vand, der ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, opgøres forbruget efter målere, såfremt forbruget overstiger 1.000 m³ årligt. For vandforbrug under 1.000 m³ årligt, som ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, kan vandforbruget opgøres efter måler eller fastsættes til mindst 170 m³ årligt pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. For erhvervsejendomme kan der foretages fradrag for vand, der medgår i produktionen eller af anden grund ikke afledes til det pågældende spildevandsanlæg. Fradraget kan foretages i samme omfang, som der ikke opkræves bidrag til driften af spildevandsanlægget af den pågældende mængde. Ejere af erhvervsejendomme, der betaler afgift efter § 2, stk. 2, kan kun foretage fradrag for den del, der overstiger 1.000 m³."

Spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, finder anvendelse for spildevandsanlæg, hvor der ikke sker måling af den udledte mængde af spildevand, jf. § 7, stk. 2, hvoraf fremgår, at den udledte mængde kan opgøres på baggrund af de tilknyttede ejendommes vandforbrug.

Det følger af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 1. pkt., at hvis den udledte mængde spildevand opgøres efter vandforbrug, er der valgfrihed mellem at opgøre vandforbruget efter måler eller som et skønnet forbrug, der mindst svarer til den mængde vand, som der betales afgift af efter vandafgiftsloven.

Det fremgår af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 4. og 5. pkt., at erhvervsejendomme kan foretage fradrag for vand, som ikke afledes til det pågældende spildevandsanlæg i samme omfang, som der ikke opkræves bidrag til driften af spildevandsanlægget. Af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 6. pkt., følger det, at erhvervsejendomme med udledning af spildevand til eget spildevandsanlæg kun kan foretage fradrag for den del, der overstiger 1.000 m3.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at vandforbruget efter § 7, stk. 3, 1. pkt. er ejendommens vandforbrug, da det fremgår af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 4.-6. pkt., at for erhvervsejendomme gives fradrag for vandforbrug, som ikke giver anledning til udledning af spildevand, hvorfor den mængde af vand, der gives fradrag i, må være ejendommens samlede vandforbrug.

I spørgers tilfælde er det vandforbrug, som ikke giver anledning til udledning af spildevand, under 1.000 m3, hvorfor spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 6. pkt. (fradrag for vandforbrug over 1.000 m3, der ikke udledes som spildevand), allerede af den grund ikke er relevant.

Spørger kan således ikke opgøre den udledte mængde spildevand, som det vandforbrug, der giver anledning til udledning af spildevand.

Ovenstående er i overensstemmelse med, at det fremgår af forarbejderne til lov nr. 490/1996 om afgift af spildevand fremgår bl.a. følgende af bilag 11 (skatteministerens svar på henvendelse fra Landbrugsraadet m.fl.), at ved en mindre udledning af spildevandvand er det administrativt ikke ønskeligt at skulle opdele vandforbruget efter måler, og at der er en relativ lempelig adgang til at betale efter standarder.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at hvis der kun afledes spildevand fra fælleshuset i en kolonihaveforening, og kolonihaveforeningen er en ejendom omfattet af spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, så skal den udledte mængde spildevand opgøres efter ejendommens samlede vandforbrug, hvis fælleshusets vandforbrug ikke måles særskilt, og at ejer dermed kommer til at betale spildevandsafgift af vand, som reelt ikke udledes som spildevand.

Begrundelse

Der skal tages stilling til, om en ejendom i form af en kolonihaveforening, skal opgøre den udledte mængde spildevand efter det samlede vandforbrug, hvis fælleshusets vandforbrug ikke måles særskilt.

Det lægges til grund, at situationen er som i spørgsmål 1 og 2.

Da mindre end halvdelen af ejendommens vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m3, da kan den afgiftspligtige udledning opgøres efter spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, jf. besvarelsen af spørgsmål 2, dvs. fastsættes til 170 m3.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Nej"

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Spildevandsafgiftslovens 7, stk. 1, 2, 4 og 5

§ 7. For anlæg med en godkendt kapacitet på 2.000 personækvivalenter (PE) eller derover opgøres den udledte mængde vand efter måler. Den, der er afgiftspligtig efter § 2, stk. 2, opgør udledningen efter måler, såfremt udledningen overstiger 50.000 m3.

Stk. 2.   Andre opgør den udledte mængde efter måler eller på baggrund af de tilknyttede ejendommes vandforbrug, jf. stk. 3-6.

Stk. 3. (...)

Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug, kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³.

Stk. 5. For ejendomme, hvor der kun afledes spildevand fra boligenheder,  fastsættes vandforbruget uanset bestemmelserne i stk. 4 efter måler eller som et skønnet forbrug, der mindst svarer til den mængde vand, hvoraf der for boligenheden betales vandafgift efter lov om afgift af ledningsført vand.

Stk. 6-10. (...)

Forarbejder

LFF 1993-05-19, bemærkninger til §§ 6-7

(...) Ved en boligenhed forstås en bolig med selvstændigt køkken. For boligenheder, der ikke må benyttes som helårsbolig (sommer- eller fritidsboliger), fastsættes et standardforbrug på 70 (m3).

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Spildevandsafgiftslovens 7, stk. 1, 2, 4 og 5

§ 7. For anlæg med en godkendt kapacitet på 2.000 personækvivalenter (PE) eller derover opgøres den udledte mængde vand efter måler. Den, der er afgiftspligtig efter § 2, stk. 2, opgør udledningen efter måler, såfremt udledningen overstiger 50.000 m3.

Stk. 2.   Andre opgør den udledte mængde efter måler eller på baggrund af de tilknyttede ejendommes vandforbrug, jf. stk. 3-6.

Stk. 3. (...)

Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug, kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³.

Stk. 5. For ejendomme, hvor der kun afledes spildevand fra boligenheder,  fastsættes vandforbruget uanset bestemmelserne i stk. 4 efter måler eller som et skønnet forbrug, der mindst svarer til den mængde vand, hvoraf der for boligenheden betales vandafgift efter lov om afgift af ledningsført vand.

Stk. 6-10. (...)

Spørgsmål 3

Lovgrundlag

Spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 1-5

§ 7. For anlæg med en godkendt kapacitet på 2.000 personækvivalenter (PE) eller derover opgøres den udledte mængde vand efter måler. Den, der er afgiftspligtig efter § 2, stk. 2, opgør udledningen efter måler, såfremt udledningen overstiger 50.000 m3.

Stk. 2.   Andre opgør den udledte mængde efter måler eller på baggrund af de tilknyttede ejendommes vandforbrug, jf. stk. 3-6.

Stk. 3. Vandforbruget opgøres efter måler eller som et skønnet forbrug, der dog mindst skal svare til den mængde vand, hvoraf der betales afgift efter lov om afgift af ledningsført vand. For ejendomme, der forbruger vand, der ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, opgøres forbruget efter målere, såfremt forbruget overstiger 1.000 m³ årligt.  For vandforbrug under 1.000 m³ årligt, som ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, kan vandforbruget opgøres efter måler eller fastsættes til mindst 170 m³ årligt pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. For erhvervsejendomme kan der foretages fradrag for vand, der medgår i produktionen eller af anden grund ikke afledes til det pågældende spildevandsanlæg. Fradraget kan foretages i samme omfang, som der ikke opkræves bidrag til driften af spildevandsanlægget af den pågældende mængde. Ejere af erhvervsejendomme, der betaler afgift efter § 2, stk. 2, kan kun foretage fradrag for den del, der overstiger 1.000 m³.

Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug,  kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³.

Stk. 5-10. (...)

Forarbejder

Svar til Skatteudvalget, L249 - bilag 11, 1995-96

"Landbrugsraadet, Dansk Familielandbrug, De danske Landboforeninger og Dansk Erhvervsjordbrug har i en fælles henvendelse af 8. maj 1996 (L249 - bilag 2) kommenteret regeringens forslag til en afgift af spildevand.

(...)

Landbrugets organisationer fremfører herefter en række konkrete ændringsforslag.

(...)

For det fjerde foreslås en række ændringer/præciseringer af de regler, der retter sig mod opgørelsen af afgiften for ejendomme, der ikke er tilsluttet kloak, herunder:

     - Ejendomme med egen vandforsyning skal frivilligt kunne opsætte vandmålere.

     - Ejendomme med et stort vandforbrug, men ringe udledning af spildevand, bør ikke tvinges til at måle vandforbruget.

     - Der ønskes en præcisering af, at vand der ikke

                       afledes som spildevand, er fritaget for afgift.

     - Det foreslås, at der altid bliver mulighed for at fratrække vandforbrug der ikke resulterer i spildevand i den afgiftspligtige mængde, også selv om mængden måtte være under 1000 m3.

(...)

Hertil bemærkes:

(...)

Landbrugets organisationer har anført, at ejendomme med egen vandforsyning altid skulle have mulighed for at betale afgift på baggrund af et målt forbrug. Hertil bemærkes, at når der i § 7, stk. 3, er anført, at forbruget opgøres efter måler eller efter en anden opgørelses metode, så har ejeren af ejendomme krav på, at opgørelsen sker på baggrund af måling.

Jeg er enig i, at ejendomme med et stort vandforbrug ikke automatisk skal tvinges til at opsætte målere, blot en mindre del af vandet giver anledning til udledninger af spildevand. Jeg er derfor indstillet på at præcisere bestemmelserne i § 7, så det klart fremgår, at såfremt det vandforbrug der resulterer i spildevandsudledning er under 1000 m3, skal der ikke opsættes nye målere, selv om der er et samlet vandforbrug over 1000 m3.

Landbrugsejendomme vil således typisk kunne vælge at betale afgift af 170 m3.

Der er også foreslået en ændring sådan at formuleringen om det vand, der kunne fradrages, efter landbrugets opfattelse burde være ¿ikke udledes som spildevand» fremfor som foreslået ¿ikke afledes til det pågældende spildevandsanlæg».

At vandforbruget overhovedet ikke afledes som spildevand, er et eksempel på at det ikke afledes til ¿det pågældende spildevandsanlæg», et andet kunne være, at spildevandet blev afledt til to forskellige renseanlæg. Landbrugets forslag er således indeholdt i den nuværende formulering.

Endelig foreslås, at landbrug og gartnere får mulighed for at fradrage alt vand der ikke resulterer i spildevand, mod at dette forbrug opgøres. Den foreslåede bagatelregel skal ses som et udtryk for, at det administrativt ikke er ønskeligt at skulle opdele vandforbruget efter måler. Bagatelgrænsen på 1000 m3, skal således ses i lyset af, at der er en relativ lempelig adgang til at betale efter standarder.

(...)"

Spørgsmål 4

Lovgrundlag

Spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4

§ 7. Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug,  kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³.