Offentliggjort i redigeret form.

Spørgsmål:

1.      Kan Skatterådet bekræfte, at omsætningsaktiver i form af likvider oparbejdet af A A/S, som indestår i virksomheden som resultat af aktivitetsniveauet og som følge af lovmæssige krav vedrørende medlemskab af Rejsegarantifonden, ved Spørgers overdragelse af kapitalandele i B ApS, kan anses som driftsaktive aktiver og således ikke skal kvalificeres som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6?

2.      Kan Skatterådet bekræfte, at omsætningsaktiver i form af værdipapirer oparbejdet af A A/S, som indestår i virksomheden som resultat af aktivitetsniveauet og som følge af lovmæssige krav vedrørende medlemskab af Rejsegarantifonden, ved Spørgers overdragelse af kapitalandele i B ApS, kan anses som driftsaktive aktiver og således ikke skal kvalificeres som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6?

3.      Kan Skatterådet bekræfte, at omsætningsaktiver i form af tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder oparbejdet af A A/S, som indestår i virksomheden som resultat af aktivitetsniveauet og som følge af lovmæssige krav vedrørende medlemskab af Rejsegarantifonden, ved Spørgers overdragelse af kapitalandele i B ApS, kan anses som driftsaktive aktiver og således ikke skal kvalificeres som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6?

Svar:

1.      Nej, se dog indstilling og begrundelse

2.      Nej, se dog indstilling og begrundelse

3.      Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

B ApS er ejet af Spørger og Spørgers børn.

B ApS er det ultimative moderselskab i koncernen. A A/S er via en række holdingselskaber et 100 pct. ejet datterselskab i koncernen. A A/S driver et rejsebureau, der udbyder og sælger pakkerejser.

Som led i de løbende overvejelser om generationsskifte af koncernen overvejer Spørger mulighederne for at overdrage en yderligere del af anparterne i B ApS til børnene. Det overvejes, at overdragelsen af yderligere anparter i B ApS skal ske med skattemæssig succession, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34.

Overdragelse af anparter med skattemæssig succession er ifølge Spørgers repræsentant betinget af, at A A/S ikke i overvejende grad driver passiv virksomhed med udlejning af fast ejendom, eller besiddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende.

I rejsebranchen stilles der et lovmæssigt krav om, at en udbyder af rejser skal være medlem af Rejsegarantifonden. Medlemskabet stiller en række krav til udbyderens soliditet og likviditet, hvorfor A A/S er nødsaget til at have et vist kapitalberedskab. Derfor ønskes Skatterådets bekræftelse på, at likvider, værdipapirer og tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder, som indgår i omsætningsaktiverne på balancen for A A/S, skal henregnes til den "aktive" drift af rejsebureauet.

Nærmere om Rejsegarantifonden

Af rejsegarantifondsloven § 8, stk. 1 fremgår det:

"Rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører, jf. § 20, skal foretage anmeldelse til Rejsegarantifonden, som registrerer og underretter de pågældende om optagelsen i registeret.

(…)"

Endvidere følger det af stk. 2 at:

"Rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører må kun udbyde og sælge rejseydelser, såfremt de er registreret i Rejsegarantifonden."

Det følger således af rejsegarantifondsloven, at alle dansk etablerede rejseudbydere, der udbyder og sælger pakkerejser og/eller sammensatte rejsearrangementer, skal være medlem af Rejsegarantifonden. Det fremgår ligeledes af rejsegarantifondsloven, at virksomheder, der har et fysisk kontor i Danmark og/eller har et CVR-nr., skal anses som værende etableret og vil dermed være omfattet af pligten til at registrere sig i rejsegarantifonden.

For medlemmer af Rejsegarantifonden foretages en økonomisk vurdering af rejseselskabet med henblik på at være omfattet af rejsegarantiordningen. Rejsegarantifondens resultat af rejseselskabets økonomiske risikovurdering fastsætter herefter, om rejseselskabet opfylder minimumskravene til at stille ordinær garanti. Den ordinære garantistørrelse fastsættes på baggrund af de seneste fire kvartalers fakturerede omsætning omfattet af Rejsegarantifondens dækning. Garantien skal stilles overfor Rejsegarantifonden. A A/S stiller ordinær garanti over for rejsegarantifonden.

Spørgers repræsentant henviser til Rejsegarantifondens vejledning, vedrørende den økonomiske vurdering s. 13 og frem.

Af vejledningen fremgår, at der i relation til selskabets balance lægges vægt på soliditet og likviditet.

Ifølge Rejsegarantifondens vejledning skal likviditetsgraden være større end 1.

For at sikre en likviditetsgrad over 1, indestår indtjeningen i A A/S i virksomheden, således at kravene fra Rejsegarantifonden kan opfyldes. For at opnå en forrentning af de likvide midler, er nogle af disse udlånt internt i koncernen efter aftale med Rejsegarantifonden, og er således optaget i regnskabet som et tilgodehavende på tilknyttede virksomheder. Beløbet forhøjer dermed omsætningsaktiverne i A A/S. Debitor på tilgodehavendet er B ApS, der har investeret midlerne i værdipapirer for at sikre den højest mulige forrentning af beløbet. Til Skatterådets information overvejes det, at B ApS indfrier sin gæld til A A/S ved at overdrage værdipapirerne til A A/S som afdrag på gælden, alternativ realisere værdipapirerne og tilbagebetale gælden til A A/S.

Spørgsmålene stillet i denne anmodning søges derfor besvaret uanset om de pågældende omsætningsaktiver i A A/S består af likvider, værdipapirer eller tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder, når blot beløbet skyldes et krav fra Rejsegarantifonden som følge af de lovmæssige krav om en likviditetsgrad større end 1, for at være medlem af Rejsegarantifonden.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er Spørgers opfattelse, at alle tre spørgsmål bør besvares med et "Ja".

Af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk.1, fremgår det:

"Ved overdragelse i levende live af aktier kan parterne i overdragelsen anvende reglerne i stk. 2-4, hvis følgende betingelser er opfyldt, jf. dog stk. 5:

(…)

3. Der er tale om aktier i et selskab m. v., hvis virksomhed ikke i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse, jf. stk. 6.

(…)"

Videre fremgår det af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6:

"Selskabets virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i passiv kapitalanbringelse som nævnt i stk. 1, nr. 3, såfremt mindst 50 pct. af selskabets indtægter, hvorved forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning tillagt summen af øvrige regnskabsførte indtægter, opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår stammer fra fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign., der efter stk. 1, nr. 3, skal anses for passiv kapitalanbringelse, eller hvis handelsværdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, værdipapirer el. lign. enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets samlede aktiver. Besiddelse af andele omfattet af § 18 anses ved bedømmelsen ikke som besiddelse af værdipapirer. Afkastet og værdien af aktier i datterselskaber, hvori selskabet direkte eller indirekte ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen m. v., medregnes ikke. I stedet medregnes den del af datterselskabets indtægter og aktiver, som svarer til ejerforholdet. Ved bedømmelsen ses der bort fra indkomst ved udlejning af fast ejendom mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber. Fast ejendom, der udlejes mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber, og som lejer anvender i driften, anses ved bedømmelsen ikke som en passiv kapitalanbringelse."

Bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 34 regulerer muligheden for at overdrage aktier med skattemæssig succession i levende live. Som det fremgår, kan aktier overdrages med succession, såfremt mindst 50 pct. af selskabets indtægter og mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets samlede aktiver ikke stammer fra "fast ejendom, kontanter, værdipapirer eller lignende, der efter stk. 1, nr. 3 skal anses for passiv kapitalanbringelse".

Bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 34 er ændret flere gange gennem årene.

Aktieavancebeskatningslovens § 34 fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 683 af 8. juni 2017.

Af de specielle lovbemærkninger til § 2, stk. 3 (L 183, folketingsåret 2016/17) fremgår det bl.a.:

"Til nr. 3

I aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, fastlægges, hvornår et selskabs virksomhed i overvejende grad består af udlejning af fast ejendom eller besiddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende.

Det foreslås, jf. forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, at afgrænsningen i pengetankreglen af, hvilke aktiver, der anses for erhvervsaktiver henholdsvis pengetankaktiver (passiv kapitalanbringelse), justeres.

Forslaget indebærer, at det præciseres, at kriteriet for, om der er tale om pengetankaktiver, er, at der er tale om passiv kapitalanbringelse, dvs. fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign. Opregningen i bestemmelsen af hvilke aktiver, der anses for pengetankaktiver, er ikke udtømmende. Aktiver, der må sidestilles med de udtrykkeligt nævnte aktiver (fast ejendom, kontanter og værdipapirer), medregnes således ved vurderingen af, om virksomheden i overvejende grad består i passiv kapitalanbringelse.

På tilsvarende måde kan kontanter og værdipapirer efter omstændighederne høre til virksomhedens aktive del. F.eks. skal en virksomheds kortfristede tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser normalt ikke medregnes som passive fordringer, og det vil typisk ikke være vanskeligt at udskille disse tilgodehavender fra en virksomheds øvrige fordringer. En kontantbeholdning, der stammer fra forudbetalinger fra kunder, vil ligeledes efter omstændighederne kunne henføres til virksomhedens løbende (aktive) drift, hvis kontantbeholdningen f.eks. er bestemt til viderebetaling til virksomhedens underleverandører, der er direkte knyttet til kundeleverancen. Det vil være op til virksomheden at godtgøre denne sammenhæng. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at kontantbeholdningen kan siges at udgøre nødvendig driftskapital, herunder til betaling af kreditorer i almindelighed, eller påtænkes anvendt til investering i driften i øvrigt."

I forbindelse med lovændringen blev det præciseret, at der skal foretages en konkret vurdering af kontanter og værdipapirer, som tidligere automatisk blev henregnet til den "passive" del af virksomheden.

Pengetankreglen er dermed efter lovens ordlyd i aktieavancebeskatningslovens § 34 blevet mere subjektiv. De oplistede aktivtyper er ikke længere pr. definition pengetankaktiver, som de var før lovændringen i 2017. Dette betyder, at der nu skal foretages en konkret vurdering af virksomhedens aktiver for at afgøre, om de udgør passiv kapitalanbringelse for virksomheden.

I forhold til kontanter og værdipapirer er der sket en "lempelse" i forhold til de tidligere gældende regler. For eksempel nævnes det i forarbejderne, at en virksomheds kortfristede tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser efter lovændringen kan henregnes til den "aktive" del af virksomheden. Tilsvarende kan en kontantbeholdning, der stammer fra en forudbetaling fra en kunde, efter omstændighederne også henføres til den "aktive" del af virksomheden (dvs. modsat tidligere, jf. eks. SKM2003.458.LR hvor forudbetalinger fra salg blev anset som passivt.)

Som nævnt indledningsvist, er det et lovkrav for at være rejseudbyder i Danmark, at man er registeret i Rejsegarantifonden.

Da der således fra lovgivers side er stillet et krav om medlemskab og registrering i Rejsegarantifonden, bør midler tilført i forbindelse med det lovmæssige krav anses for at være "aktive" aktiver. Midlerne er netop tilført for at sikre, at A A/S kan drive virksomhed som rejseudbyder. Midlerne er derimod ikke tilført med et ønske om at drive passiv investeringsvirksomhed i A A/S.   

I SKM2005.166.LR fandt Ligningsrådet, at likvide midler på en klientkonto ikke skulle medregnes som et "passivt" aktiv, da pengene ikke anses for at tilhøre advokatvirksomheden. Pengene tilhørte tredjemand, som havde krav på dem. Disse midler blev derfor henført til den "aktive" del af virksomheden. Efter Spørgers repræsentants opfattelse, viser afgørelsen, at der bør laves en konkret vurdering af det enkelte aktiv, og eftersom aktivet udelukkende er medtaget på balancen som følge af regulatoriske årsager (i sagen et krav om at have en klientkonto, som er oprettet i advokatvirksomhedens navn) bærer sagen flere lighedspunkter med nærværende sag, hvor omsætningsaktiverne, som består af likvider, værdipapirer og tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder også skal medtages på balancen af regulatoriske årsager.

Spørgers repræsentant henviser endvidere til SKM2023.288.SR, hvor Skatterådet på baggrund af en konkret vurdering af oplysningerne i sagen fandt, at det kunne bekræftes, at en konkret aktiebeholdning, der udgjorde under 25 pct., ikke skulle kvalificeres som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. I afgørelsen blev der lagt vægt på, at det ifølge lovforarbejderne til lovændringen i 2017 fremgik, at kontanter og værdipapirer efter omstændighederne kunne høre til virksomhedens aktive del. Endvidere blev der lagt vægt på SKM2023.168.HR, hvoraf det fremgår at der skal foretages en konkret vurdering af, om et aktiv måtte anses for passiv kapitalanbringelse

Eftersom A A/S’ medlemskab af Rejsegarantifonden er en forpligtelse, som følger af rejsegarantifondsloven, bør likvider, værdipapirer og tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder, som er tilført selskabet for at opfylde de økonomiske kriterier, der er stillet af Rejsegarantifonden, henregnes til den aktive del i en pengetankopgørelse.

Det er derfor Spørgers opfattelse, at Skatterådet bør besvare de stillede spørgsmål med "Ja".

Spørgers repræsentant har i sit høringssvar til Skattestyrelsens indstilling supplerende angivet følgende:

Skattestyrelsen har indstillet, at alle tre stillede spørgsmål i den indsendte anmodning om bindende svar skal besvares med et "Nej".

Det fremgår af Rejsegarantifondens vejledning for rejseudbydere, at et rejseselskabs økonomi vurderes ud fra de risici, der er forbundet med (i) et selskabs forretningsmodel, (ii) generelle evne til at generere positiv indtjening, og (iii) selskabets balance, herunder likviditetsgrad og soliditet. Endvidere kan der være særlige forhold, der spiller ind i den økonomiske vurdering af et rejseselskab, herunder (iv) kautioner overfor tredjeparter eller placering af likviditet hos andre juridiske enheder.

Hvis det efterfølgende viser sig, at den ovenstående økonomiske vurdering vurderes at være utilfredsstillende, kan Rejsegarantifonden kræve forhøjet garanti eller indskud af likviditet i selskabet.

I forlængelse af dette og Skattestyrelsens forslag til indstilling til bindende svar kan Spørgers repræsentant konstatere, at omsætningsaktiver i form af likvide midler og værdipapirer som følge af det nødvendige kapitalberedskab for at undgå krav om forhøjet garanti skal anses for værende driftsaktiver i en pengetanksopgørelse ved et kommende generationsskifte.

Spørgers repræsentant kan derfor også konkludere, at omsætningsaktiver i form af likvide midler og værdipapirer, der overstiger det nødvendige kapitalberedskab for at undgå krav om forhøjet garanti, herefter skal anses som værende passive aktiver i en pengetanksopgørelse ved et kommende generationsskifte.

For så vidt angår Skattestyrelsens indstilling til svar for omsætningsaktiver i form af tilgodehavender, er det Spørgers repræsentants vurdering, at begrundelsen vurderes ud fra en noget snæver fortolkning af forarbejderne i aktieavancebeskatningslovens § 34.

Spørgers repræsentant er enig i, at tilgodehavender på tilknyttede virksomhed isoleret set skal anses som et passivt aktiv, medmindre det långivende selskab foretager udlån som led i sædvanlig virksomhed. Det er dog Spørgers repræsentants opfattelse, at kommentarerne i lovforarbejder sigter mod den situation, hvor overskydende kapital i selskabet lånes ud, dvs. i det tilfælde, hvor kapitalen i det modsatte tilfælde var blevet anset som et passivt aktiv.

Rejsegarantifonden har i deres beregning af nødvendigt kapitalberedeskab som led i udregningen af A A/S’ likviditetsgrad accepteret udlånet, hvilket indikerer, at tilgodehavendet/udlånet anses som likvider og derfor vil kunne anses som nødvendig driftskapital og dermed også som et driftsaktiv jf. Skattestyrelsens kommentarer under spørgsmålet vedrørende likvider.

Selvom tilgodehavendet på B ApS er etableret med henblik på at opnå en højere forretning ved, at B ApS investerer disse midler i værdipapirer mv., er udlånet ikke et udtryk for, at A A/S har overskydende kapital, da kapitalen netop som forklaret er nødvendigt for at imødekomme kravene fra Rejsegarantifonden og desuden er medtaget i Rejsegarantifondens økonomiske vurdering af A A/S.

Ligeledes som konstateret i Skattestyrelsens begrundelse til indstilling til svar for så vidt angår værdipapirer, kan disse godt være driftsaktive aktiver, hvis de anses for værende en del af det nødvendige kapitalberedskab. Heri burde tilgodehavender på tilknyttede virksomheder, der har brugt midlerne til at investere i værdipapirer for at sikre den højest mulige forretning af beløbet, kunne kvalificeres under den samme begrundelse.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at omsætningsaktiver i form af likvider oparbejdet af A A/S, som indestår i virksomheden som resultat af aktivitetsniveauet og som følge af lovmæssige krav vedrørende medlemskab af Rejsegarantifonden, ved Spørgers overdragelse af kapitalandele i B ApS, kan anses som driftsaktive aktiver og således ikke skal kvalificeres som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Begrundelse

Sagen drejer sig om overdragelse af anparter med succession fra Spørger til Spørgers børn efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34. I den forbindelse spørges der til indregning og klassifikation af de til A A/S hørende omsætningsaktiver i form af likvider i forhold til pengetankbrøken i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., at det bl.a. er en betingelse for at kunne overdrage aktier med succession, at der er tale om aktier i et selskab m.v., hvis virksomhed ikke i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse, jf. stk. 6.

Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, 1. pkt., at selskabets virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i passiv kapitalanbringelse som nævnt i stk. 1, nr. 3, såfremt mindst 50 pct. af selskabets indtægter, hvorved forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning tillagt summen af øvrige regnskabsførte indtægter, opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår stammer fra fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign., der efter stk. 1, nr. 3, skal anses for passiv kapitalanbringelse, eller hvis handelsværdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, værdipapirer el.lign. enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets samlede aktiver.

Kontanter er dermed direkte nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, som eksempler på aktiver, der som udgangspunkt udgør pengetankaktiver.

Det umiddelbare udgangspunkt er derfor, at A A/S’ beholdning af likvide midler skal betragtes som passiv kapitalanbringelse.

Det skal herefter undersøges, om A A/S er underlagt særlige forhold, der indebærer, at A A/S’ beholdning af likvide midler helt eller delvist kan betragtes som driftsaktiver og dermed ikke skal kvalificeres som passiv kapitalanbringelse efter aktieavancebeskatningslovens § 34.

Rejsegarantifonden og rejsegarantifondsloven

Det lægges som oplyst til grund, at A A/S er pligtig til efter rejsegarantifondslovens regler at foretage anmeldelse til Rejsegarantifonden. Det lægges endvidere som oplyst til grund, at selskabet er registreret i Rejsegarantifonden. 

Det fremgår bl.a. af rejsegarantifondslovens § 8, stk. 3, at det er en betingelse for registrering i Rejsegarantifonden, at rejseudbyderen over for Rejsegarantifonden stiller en ordinær garanti, der er afhængig af rejseudbyderens omsætning. Videre fremgår det af rejsegarantifondslovens § 8, stk. 4, hvordan den ordinære garantis størrelse fastsættes i forhold til selskabets omsætning. Det lægges som oplyst til grund, at A A/S har stillet ordinær garanti over for Rejsegarantifonden efter bestemmelsen i rejsegarantifondslovens § 8.

Det fremgår bl.a. af rejsegarantifondslovens § 19, at Rejsegarantifonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en rejseudbyder, når der er en særlig risiko for, at Rejsegarantifonden vil lide tab. Når den særlige risiko er bortfaldet, skal Rejsegarantifonden nedsætte garantien. Det er Rejsegarantifondens bestyrelse, der fastsætter retningslinjer for, hvornår en særlig risiko er til stede. Det lægges til grund, at A A/S ikke p.t. er omfattet af bestemmelsen om forhøjet garantistillelse i rejsegarantifondslovens § 19.

Bestemmelsen i rejsegarantifondslovens § 19 om, at det er Rejsegarantifondens bestyrelse, der fastsætter retningslinjer for, hvornår en særlig risiko er til stede, blev vedtaget ved lov nr. 1678 den 26. december 2017 (L 5 i folketingsåret 2017/18). Ved samme lov blev rejsegarantifondslovens § 12 a ophævet. Det fremgik af den tidligere gældende § 12 a, at rejseudbydere mv. én gang årligt skulle indberette dækningsgrad, likviditetsgrad og soliditetsgrad til Rejsegarantifonden i forbindelse med afslutningen af rejseudbydernes årsregnskab.

Følgende fremgår af forarbejderne til lov nr. 1678 af 26 december 2017, jf. L 5 (folketingsåret 2017/18):

• At Rejsegarantifonden efter de dagældende regler foretog en screening af branchen på baggrund af en automatisk indberetning af tre nøgletal, der omfattede dæknings-, likviditets- og soliditetsgrad, (afsnit 2.9.3 i de almindelige bemærkninger om forhøjet garanti),
• At rejseudbydere mv. efter de dagældende regler blev undergivet en nærmere analyse af deres samlede økonomiske situation, hvis et eller flere nøgletal afveg negativt i forhold til opstillede indikatorer (afsnit 2.9.3 i de almindelige bemærkninger om forhøjet garanti),
• At det havde vist sig, at revisors årlige indberetning af de tre angivne nøgletal ikke alene kunne anvendes som udslagsgivende for, hvornår kapitalberedskabet hos en given rejseudbyder var så utilfredsstillende, at Rejsegarantifonden ønskede at kræve forhøjet garanti. Det skyldtes bl.a., at de nøgletal, revisorerne indberettede, var beregnet ud fra rejseudbydernes årsrapporter, dvs. uden at der var taget højde for f.eks. omplaceringer og sæsonudsving (afsnit 2.9.3 i de almindelige bemærkninger om forhøjet garanti),
• At det blev foreslået, at Rejsegarantifondens bestyrelse skulle fastsætte retningslinjer for, hvad der medfører krav om forhøjet garanti, (afsnit 2.9.3 i de almindelige bemærkninger om forhøjet garanti),
• At vedtagelsen af bestemmelsen i rejsegarantifondslovens § 19 om, at det er Rejsegarantifondens bestyrelse, der fastsætter retningslinjer for, hvornår en særlig risiko er til stede, overflødiggør bestemmelsen i rejsegarantifondslovens § 12 a om indberetning af de tre nøgletal, dæknings-, likviditets- og soliditetsgrad (de specielle bemærkninger til § 1, nr. 28, om ophævelse af § 12 a i rejsegarantifondsloven).

Ovenstående gennemgang af rejsegarantifondslovens regler viser, at det ikke fremgår direkte af lovens bestemmelser, at det er en forudsætning for, at A A/S kan drive virksomhed som rejseudbyder, at A A/S har en i loven fastsat given mængde omsætningsaktiver. Det fremgår derimod af lovens bestemmelser, at det skal vurderes, om A A/S kan blive omfattet af kravet om forhøjet garanti i rejsegarantifondslovens § 19, samt at det er Rejsegarantifondens bestyrelse, der skal fastlægge retningslinjer for, hvad der medfører krav om forhøjet garanti. Disse retningslinjer fremgår af vejledning for rejseudbydere, der er offentliggjort på Rejsegarantifondens hjemmeside, hvor den seneste version er opdateret den 28. august 2023.

Rejsegarantifondens vejledning for rejseudbydere

Følgende fremgår af vejledningens afsnit om økonomisk vurdering:

"ØKONOMISK VURDERING

Dette afsnit indeholder en uddybende gennemgang af de aspekter, der som regel indgår i vurderingen af rejseudbydernes økonomi:

•         Forretningsmæssig risiko

•         Indtjening

•         Pengestrømme

•         Balance

o   Soliditet

o   Likviditet

•         Andre forhold

o   Begrænset dispositionsret

o   Kaution

o   Udlån af overskudslikviditet

o   Lånebetingelser

Alle sager vurderes initialt ud fra de risici, der er forbundet med rejseudbyderens forretningsmodel, hvorefter selve regnskabsanalysen udarbejdes. Først og fremmest lægges vægt på evnen til at generere positiv indtjening. Herefter inddrages pengestrømme, og til sidst vurderes balancens nøgletal.

Derudover kan der være særlige forhold som fx kautioner overfor tredjepart eller placering af likviditet hos andre juridiske enheder.

Der foretages altid en konkret vurdering, og der er ikke tale om en komplet liste, da der kan være andre forhold, som ikke er nævnt, som påvirker fondens risiko." (Skattestyrelsens markering).

Det fremgår af ovenstående, at der ved vurderingen af A A/S’ økonomi initialt foretages en vurdering af de risici, der er forbundet med selskabets forretningsmodel, at der først og fremmest lægges vægt på evnen til at genere positiv indtjening, samt at balancens nøgletal, herunder likviditetsgraden, indgår som sidste led i vurderingen af A A/S’ økonomi.

Det fremgår af vejledningens afsnit om analyse af balancen, at vurderingen ikke udelukkende sker på baggrund af de angivne normtal, idet disse alene anses som vejledende. Om normtal for likviditetsgraden er det anført, at denne som minimum skal være 1,0. Det fremgår videre af vejledningen, at likviditetsgraden ikke nødvendigvis beregnes direkte ud fra årsrapporten. Der skal bl.a. foretages en vurdering af boniteten af mellemregninger med tilknyttede virksomheder, der eventuelt kan blive omplaceret fra omsætningsaktiver til finansielle anlægsaktiver inden beregning af likviditetsgraden. Endelig fremgår det, at såfremt likviditetsgraden er under 1,0, så inddrages selskabets evne til at skabe positive pengestrømme, samt hvorvidt anlægsaktiver kan belånes yderligere.

Følgende fremgår af vejledningens opsummerende afsnit om økonomisk vurdering:

"Sammenfatning

Som der er redegjort for ovenfor, tager risikovurderingen udgangspunkt i den aktuelle indtjening og de aktuelle pengestrømme. Herefter medtages kapitalberedskab i vurderingen. Efterfølgende inddrages de forhold, som umiddelbart ikke er målbare, men som erfaring har vist, at der kan være en særlig risiko forbundet med. Hvis konklusionen bliver, at økonomien er utilfredsstillende, kan fonden ifølge rejsegarantifondsloven kræve forhøjet garanti, men rejseudbyderen vil næsten altid kunne vælge andre løsninger. som fx konsolidering eller indeståelse, jf. ovenfor. Såfremt rejseudbyderen bliver pålagt at afdække fondens risiko ved forhøjet garantistillelse, skal der stilles en variabel garanti, som til en hver tid dækker forudbetalingerne fra ikke-afrejste kunder omfattet af fondens dækning + et tillæg vedrørende strandede kunder." (Skattestyrelsens markering).

Samlet set fremgår det af vejledningen, at selve likviditetsgraden udgør et mindre delelement i den samlede vurdering af, om A A/S kan blive omfattet af kravet om forhøjet garanti i rejsegarantifondslovens § 19. Det fremgår endvidere, at rejseudbyderen næsten altid vil kunne vælge andre løsninger, således at kravet om forhøjet garanti kan undgås.

Likvide beholdninger og pengetankreglen

Reglen om, at overdragelse af aktier med succession forudsætter, at selskabet ikke er en pengetank, blev indført ved lov nr. 1285 af 20. december 2000 (L36 i folketingsåret 2000/01).

Af de specielle bemærkninger til lovforslaget, jf. L 36 (folketingsåret 2000/01) fremgår, at de foreslåede regler indebærer, at det ikke vil være muligt at succedere i aktier i et selskab, hvis virksomhed i væsentligt omfang består af udlejning af fast ejendom, at eje kontanter, værdipapirer eller lignende.

Pengetankreglen i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, 1. pkt. og stk. 6 er præciseret ved lov nr. 683 af 8. juni 2017 (L 183, folketingsåret 2016/17). Lovændringen indebar, at kriteriet for, om der er tale om pengetankaktiver, er, at der er tale om passiv kapitalanbringelse.

Af de specielle bemærkninger til aktieavancebeskatningslovens § 34 i L 183 (folketingsåret 2016/17) fremgår, at det foreslås, at kriteriet for, om der er tale om pengetankaktiver, er, at der er tale om passiv kapitalanbringelse, dvs. fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign., medmindre de pågældende aktiver indgår i virksomhedens aktive del.

Videre fremgår det af de specielle bemærkninger til aktieavancebeskatningslovens § 34 i L 183 (folketingsåret 2016/17), at kontanter og værdipapirer efter omstændighederne kan høre til virksomhedens aktive del. Følgende fremgår om kontantbeholdninger:

"En kontantbeholdning, der stammer fra forudbetalinger fra kunder, vil ligeledes efter omstændighederne kunne henføres til virksomhedens løbende (aktive) drift, hvis kontantbeholdningen f.eks. er bestemt til viderebetaling til virksomhedens underleverandører, der er direkte knyttet til kundeleverancen. Det vil være op til virksomheden at godtgøre denne sammenhæng. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at kontantbeholdningen kan siges at udgøre nødvendig driftskapital, herunder til betaling af kreditorer i almindelighed, eller påtænkes anvendt til investering i driften i øvrigt." (Skattestyrelsens markering).

Det fremgår af kommentar til høringssvar fra Dansk Erhverv, der omhandler forudbetalinger fra kunder i rejsebranchen, på side 16 og 17 i høringsskemaet, at bemærkningerne til lovforslaget blev udbygget i relation til passiv kapitalanbringelse, så det udtrykkeligt fremgår, at kontanter og værdipapirer efter omstændighederne kan høre til virksomhedens aktive del, at det ikke er udelukket, at en kontantbeholdning delvist kan henføres til virksomhedens løbende (aktive) drift, hvis kontantbeholdningen f.eks. stammer fra kundernes forudbetalinger, der er bestemt til viderebetaling til virksomhedens underleverandører, der er direkte knyttet til kundeleverancen.

I SKM2023.168.HR fandt Højesteret, at der ikke i ordlyden af eller forarbejderne til aktieavancebeskatningslovens § 34 er holdepunkter for at anlægge en snæver fortolkning af, hvad der skal forstås ved passiv kapitalanbringelse, dvs. fast ejendom, kontanter, værdipapirer eller lignende. Videre fandt Højesteret, at det herefter må bero på en konkret vurdering, om de pågældende investeringer skulle anses for passiv kapitalanbringelse.

I SKM2023.288.SR fandt Skatterådet, at der efter lovændringen i 2017 og Højesterets dom i SKM2023.168.HR skal foretages en konkret vurdering af, om et aktiv må anses for passiv kapitalanbringelse, og at dette også gælder for kontanter og værdipapirer.

Det fremgår af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.B.2.13.1 om familieoverdragelse med succession, at såfremt der er investeret i de udtrykkeligt nævnte aktiver, fast ejendom, kontanter og værdipapirer, er der - henset til, at lovgiver direkte har oplistet disse aktivtyper i lovteksten - efter Skattestyrelsens opfattelse en formodning for, at investeringen skal anses for passiv kapitalanbringelse. Denne formodning kan dog afkræftes konkret.

Samlet set fremgår af den ovenfor gennemgåede lovtekst, forarbejder og praksis, at udgangspunktet er, at likvide midler skal betragtes som passiv kapitalanbringelse. Det fremgår dog videre, at der skal foretages en konkret vurdering og at formodningen for, at likvide midler skal anses for passiv kapitalanbringelse, kan blive afkræftet konkret.

Som anført ovenfor fremgår det direkte af forarbejderne til lovændringen i 2017 (L 183, folketingsåret 2016/17), at likvide midler, der stammer for forudbetalinger fra kunder, der er bestemt til viderebetaling til virksomhedens underleverandører, der er direkte knyttet til kundeleverancen, kan anses for at være driftsaktiver og dermed ikke passiv kapitalanbringelse.

Som anført ovenfor fremgår det dog tillige af de samme forarbejder fra lovændringen i 2017, at det ikke vil være tilstrækkeligt, at kontantbeholdningen kan siges at udgøre nødvendig driftskapital.

I nærværende sag kan Rejsegarantifonden, på baggrund af en økonomisk vurdering af A A/S, kræve forhøjet garantistillelse af A A/S. Forhøjet garantistillelse kan kræves, når der foreligger en særlig risiko for, at Rejsegarantifonden vil lide tab pga. A A/S. Ved vurderingen indgår likviditetsgraden som et mindre delelement i den samlede økonomiske vurdering. Det fremgår af Rejsegarantifondens vejledning, at likviditetsgraden opgøres efter Rejsegarantifondens anvisninger og at normtallet for likviditetsgraden udgør minimum 1,0.

Det fremgår således på den ene side af forarbejderne, at det ikke er tilstrækkeligt, at kontantbeholdningen kan siges at udgøre nødvendig driftskapital. På den anden side fremgår det af Rejsegarantifondens vejledning, at A A/S skal have et vist kapitalberedskab, hvis selskabet skal undgå, at Rejsegarantifonden stiller krav om forhøjet garantistillelse.

På baggrund af forarbejderne er det Skattestyrelsens opfattelse, at det ikke er lovgivers intention med pengetankreglen, at det skal være vanskeligere for et rejsebureau, der udbyder og sælger pakkerejser, at kunne gennemføre et generationsskifte. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at det kapitalberedskab bestående af likvide midler, der er nødvendigt for at undgå, at Rejsegarantifonden stiller krav om forhøjet garantistillelse, efter en konkret vurdering, kan anses for driftsaktiver i pengetankbrøken, der opgøres efter aktieavancebeskatningslovens § 34.

Det er dog tillige Skattestyrelsens opfattelse, at en beholdning af likvide midler, der overstiger det kapitalberedskab, der er nødvendigt for at undgå, at Rejsegarantifonden stiller krav om forhøjet garantistillelse, skal anses for passiv kapitalanbringelse i pengetankbrøken, der opgøres efter aktieavancebeskatningslovens § 34.

Opsamling

På baggrund af ovenstående gennemgang er det Skattestyrelsens opfattelse, at den del af A A/S’ likvide beholdninger, der stammer fra forudbetalinger fra kunder og er bestemt til viderebetaling til selskabets underleverandører, og dermed direkte knyttet til kundeleverancen, efter en konkret vurdering, vil kunne anses som driftsaktiver. Denne del af de likvide midler skal dermed ikke betragtes som passiv kapitalanbringelse.

På baggrund af ovenstående gennemgang er det endvidere Skattestyrelsens opfattelse, at den del af A A/S’ likvide beholdninger, som selskabet, udover forudbetalingerne fra kunderne, indestår med af hensyn til at sikre et tilstrækkeligt kapitalberedskab med henblik på at undgå at blive omfattet af krav om forhøjet garantistillelse, jf. rejsegarantifondslovens § 19, efter en konkret vurdering, vil kunne anses som driftsaktiver. Denne del af de likvide midler skal dermed ikke betragtes som passiv kapitalanbringelse. 

Baseret på ovenstående indstiller Skattestyrelsen, at en del af A A/S’ beholdning af likvide midler kan henføres til selskabets driftsaktiver i en pengetankopgørelse efter aktieavancebeskatningslovens § 34. Dermed skal denne del ikke betragtes som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34.

Skattestyrelsen kan dog ikke indstille, at A A/S’ samlede beholdning af likvide midler kan henføres til selskabets driftsaktiver, såfremt den samlede beholdning af likvide midler overstiger den beholdning af likvide midler, der stammer fra forudbetalinger fra kunder og den beholdning af likvide midler, der indestår i selskabet med henblik på at undgå forhøjet garantistillelse. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den overskydende del af beholdningen af likvide midler skal betragtes som passiv kapitalanbringelse ved en pengetankberegning efter aktieavancebeskatningslovens § 34. 

Skattestyrelsens bemærkninger til Spørgers repræsentants høringssvar:

Repræsentanten anfører bl.a., at Skattestyrelsen har indstillet, at alle tre spørgsmål besvares med et "Nej".

Hertil kan Skattestyrelsen oplyse, at Skattestyrelsen har besvaret spørgsmål 1 med "Nej, se dog indstilling og begrundelse", idet en del af selskabets likvide midler vil kunne anses som driftsaktiver. Svaret er således udtryk for, at der skal ske en fordeling af selskabets likvide beholdning mellem driftsaktiver og pengetankaktiver.

Repræsentantens bemærkninger giver ikke anledning til at ændre indstillingen.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej, se dog indstilling og begrundelse".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at omsætningsaktiver i form af værdipapirer oparbejdet af A A/S, som indestår i virksomheden som resultat af aktivitetsniveauet og som følge af lovmæssige krav vedrørende medlemskab af Rejsegarantifonden, ved Spørgers overdragelse af kapitalandele i B ApS, kan anses som driftsaktive aktiver og således ikke skal kvalificeres som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Begrundelse

Sagen drejer sig om overdragelse af anparter med succession fra Spørger til Spørgers børn efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34. I den forbindelse spørges der til indregning og klassifikation af de til A A/S hørende omsætningsaktiver i form af værdipapirer i forhold til pengetankbrøken i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., at det bl.a. er en betingelse for at kunne overdrage aktier med succession, at der er tale om aktier i et selskab m.v., hvis virksomhed ikke i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse, jf. stk. 6.

Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, 1. pkt., at selskabets virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i passiv kapitalanbringelse som nævnt i stk. 1, nr. 3, såfremt mindst 50 pct. af selskabets indtægter, hvorved forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning tillagt summen af øvrige regnskabsførte indtægter, opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår stammer fra fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign., der efter stk. 1, nr. 3, skal anses for passiv kapitalanbringelse, eller hvis handelsværdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, værdipapirer el.lign. enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets samlede aktiver.

Værdipapirer er dermed direkte nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, som eksempler på aktiver, der som udgangspunkt udgør pengetankaktiver.

Det umiddelbare udgangspunkt er derfor, at A A/S’ beholdning af værdipapirer skal betragtes som passiv kapitalanbringelse.

Det skal herefter undersøges, om A A/S er underlagt særlige forhold, der indebærer, at A A/S’ beholdning af værdipapirer helt eller delvist kan betragtes som driftsaktiver og dermed ikke skal kvalificeres som passiv kapitalanbringelse efter aktieavancebeskatningslovens § 34.

Det fremgår af begrundelsen anført under spørgsmål 1, at værdipapirer efter omstændighederne kan høre til en virksomheds aktive del, at Skatterådet i SKM2023.288.SR fandt, at der efter lovændringen i 2017 og Højesterets dom i SKM2023.168.HR skal foretages en konkret vurdering af, om et aktiv må anses for passiv kapitalanbringelse, og at dette også gælder for kontanter og værdipapirer.

Det fremgår af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.B.2.13.1 om familieoverdragelse med succession, at såfremt der er investeret i de udtrykkeligt nævnte aktiver, fast ejendom, kontanter og værdipapirer, er der - henset til, at lovgiver direkte har oplistet disse aktivtyper i lovteksten - efter Skattestyrelsens opfattelse en formodning for, at investeringen skal anses for passiv kapitalanbringelse. Denne formodning kan dog afkræftes konkret.

Med henvisning til begrundelsen anført under spørgsmål 1, fremgår det, at udgangspunktet er, at værdipapirer skal betragtes som passiv kapitalanbringelse. Det fremgår dog videre, at der skal foretages en konkret vurdering og at formodningen for, at værdipapirer skal anses for passiv kapitalanbringelse, kan blive afkræftet konkret.

Som anført i begrundelse til spørgsmål 1, kan Rejsegarantifonden, på baggrund af en økonomisk vurdering af A A/S, kræve forhøjet garantistillelse af A A/S. Forhøjet garantistillelse kan kræves, når der foreligger en særlig risiko for, at Rejsegarantifonden vil lide tab pga. A A/S. Ved vurderingen indgår likviditetsgraden som et mindre delelement i den samlede økonomiske vurdering. Det fremgår af Rejsegarantifondens vejledning, at likviditetsgraden opgøres efter Rejsegarantifondens anvisninger og at normtallet for likviditetsgraden udgør minimum 1,0.

Med henvisning til begrundelsen anført under spørgsmål 1, er det Skattestyrelsens opfattelse, at det ikke er lovgivers intention med pengetankreglen, at det skal være vanskeligere for et rejsebureau, der udbyder og sælger pakkerejser, at kunne gennemføre et generationsskifte. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at det kapitalberedskab bestående af likvide midler og evt. tillige værdipapirer, der er nødvendigt for at undgå, at Rejsegarantifonden stiller krav om forhøjet garantistillelse, efter en konkret vurdering, kan anses for driftsaktiver i pengetankbrøken, der opgøres efter aktieavancebeskatningslovens § 34.

Det er dog tillige Skattestyrelsens opfattelse, at beholdning af værdipapirer, der overstiger det kapitalberedskab, der er nødvendigt for at undgå, at Rejsegarantifonden stiller krav om forhøjet garantistillelse, skal anses for passiv kapitalanbringelse i pengetankbrøken, der opgøres efter aktieavancebeskatningslovens § 34.

På den baggrund indstiller Skattestyrelsen, at såfremt A A/S’ beholdning af likvide midler ikke i sig selv udgør et tilstrækkeligt kapitalberedskab til, at A A/S kan undgå krav om forhøjet garantistillelse, så kan den andel af selskabets værdipapirbeholdning, der medvirker til, at A A/S har et tilstrækkeligt kapitalberedskab, betragtes om driftsaktiver ved opgørelse af pengetankbrøken i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34. Dermed skal denne del ikke betragtes som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34.

Skattestyrelsen kan dog ikke indstille, at A A/S’ samlede værdipapirbeholdning kan henføres til selskabets driftsaktiver, såfremt den samlede beholdning af likvide midler og værdipapirer overstiger det nødvendige kapitalberedskab, der indestår i selskabet med henblik på at undgå forhøjet garantistillelse. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den overskydende del af beholdningen af værdipapirer skal betragtes som passiv kapitalanbringelse ved en pengetankberegning efter aktieavancebeskatningslovens § 34. 

Skattestyrelsens bemærkninger til Spørgers repræsentants høringssvar:

Repræsentanten anfører bl.a., at Skattestyrelsen har indstillet, at alle tre spørgsmål besvares med et "Nej".

Hertil kan Skattestyrelsen oplyse, at Skattestyrelsen har besvaret spørgsmål 2 med "Nej, se dog indstilling og begrundelse", idet en del af selskabets værdipapirer muligvis vil kunne anses som driftsaktiver. Svaret er således udtryk for, at der eventuelt skal ske en fordeling af selskabets værdipapirer mellem driftsaktiver og pengetankaktiver.

Repræsentantens bemærkninger giver ikke anledning til at ændre indstillingen.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med " Nej, se dog indstilling og begrundelse".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at omsætningsaktiver i form af tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder oparbejdet af A A/S, som indestår i virksomheden som resultat af aktivitetsniveauet og som følge af lovmæssige krav vedrørende medlemskab af Rejsegarantifonden, ved Spørgers overdragelse af kapitalandele i B ApS, kan anses som driftsaktive aktiver og således ikke skal kvalificeres som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Begrundelse

Sagen drejer sig om overdragelse af anparter med succession fra Spørger til Spørgers børn efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34. I den forbindelse spørges der til indregning og klassifikation af de til A A/S hørende omsætningsaktiver i form af tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder i forhold til pengetankbrøken i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., at det bl.a. er en betingelse for at kunne overdrage aktier med succession, at der er tale om aktier i et selskab m.v., hvis virksomhed ikke i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse, jf. stk. 6.

Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, 1. pkt., at selskabets virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i passiv kapitalanbringelse som nævnt i stk. 1, nr. 3, såfremt mindst 50 pct. af selskabets indtægter, hvorved forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning tillagt summen af øvrige regnskabsførte indtægter, opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår stammer fra fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign., der efter stk. 1, nr. 3, skal anses for passiv kapitalanbringelse, eller hvis handelsværdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, værdipapirer el.lign. enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets samlede aktiver.

Reglen om, at overdragelse af aktier med succession forudsætter, at selskabet ikke er en pengetank, blev indført ved lov nr. 1285 af 20. december 2000 (L36 i folketingsåret 2000/01).

Af de specielle bemærkninger til lovforslaget, jf. L 36 (folketingsåret 2000/01) fremgår, at de foreslåede regler indebærer, at det ikke vil være muligt at succedere i aktier i et selskab, hvis virksomhed i væsentligt omfang består af udlejning af fast ejendom, at eje kontanter, værdipapirer eller lignende.

Pengetankreglen i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, 1. pkt. og stk. 6 er præciseret ved lov nr. 683 af 8. juni 2017 (L 183, folketingsåret 2016/17). Lovændringen indebar, at kriteriet for, om der er tale om pengetankaktiver, er, at der er tale om passiv kapitalanbringelse.

Af de specielle bemærkninger til aktieavancebeskatningslovens § 34 i L 183 (folketingsåret 2016/17) fremgår, at det foreslås, at kriteriet for, om der er tale om pengetankaktiver, er, at der er tale om passiv kapitalanbringelse, dvs. fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign., medmindre de pågældende aktiver indgår i virksomhedens aktive del.

Videre fremgår det af de specielle bemærkninger til aktieavancebeskatningslovens § 34 i L 183 (folketingsåret 2016/17), at kontanter og værdipapirer efter omstændighederne kan høre til virksomhedens aktive del.

Det fremgår dog af kommentar til endeligt svar på spørgsmål 27 fra FSR, at udlån mellem koncernselskaber efter både de dagældende regler og de ved lovændringen i 2017 ændrede regler (L 183, folketingsåret 2016/17) skal anses for at være passiv kapitalanbringelse, når det långivende selskab ikke foretager udlånet som led i selskabets sædvanlige virksomhed.

Det fremgår således af forarbejderne, at uanset, at kontanter og værdipapirer efter omstændighederne kan høre til virksomhedens aktive del, så gælder dette ikke for tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder, når det långivende selskab ikke foretager udlånet som led i selskabets sædvanlige virksomhed. 

Det fremgår af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.B.2.13.1 om familieoverdragelse med succession, at såfremt en fordring er et pengeudlån, vil udlånet blive anset for en del af den passive virksomhed i selskabet. Det fremgår videre, at dette også gælder udlån til koncernselskaber.

Eftersom A A/S’ sædvanlige virksomhed ikke består af udlånsvirksomhed, er det Skattestyrelsens opfattelse, at A A/S’ tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder ikke kan betragtes som driftsaktiver. Dette uanset om Rejsegarantifonden, efter en vurdering af boniteten af tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder, vælger ikke at omplacere disse tilgodehavender til finansielle anlægsaktiver, jf. omtalen herom under begrundelsen til spørgsmål 1.

Det er dermed Skattestyrelsens opfattelse, at uanset om tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder efter Rejsegarantifondens anvisninger evt. kan indgå ved beregning af likviditetsgraden, så udgør tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder passiv kapitalanbringelse ved opgørelse af pengetankbrøken, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34.    

På baggrund af ovenstående indstiller Skattestyrelsen, at det ikke kan bekræftes, at omsætningsaktiver i form af tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder kan anses som driftsaktive aktiver, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Skattestyrelsens bemærkninger til Spørgers repræsentants høringssvar:

Repræsentanten anfører bl.a., at Skattestyrelsens begrundelse for indstillingen til spørgsmål 3 er vurderet ud fra en noget snæver fortolkning af forarbejderne i aktieavancebeskatningslovens § 34. Videre anføres, at forarbejderne efter Spørgers repræsentants opfattelse, omhandler den situation, hvor det er overskydende kapital i selskabet, der udlånes til tilknyttede virksomheder. Endelig anføres, at Rejsegarantifonden i deres beregning af nødvendigt kapitalberedeskab som led i udregningen af A A/S’ likviditetsgrad har accepteret udlånet, hvilket indikerer, at tilgodehavendet/udlånet anses som likvider og derfor vil kunne anses som nødvendig driftskapital og dermed også som et driftsaktiv.

Hertil kan Skattestyrelsen oplyse, at følgende fremgår af ministerens svar på spørgsmål 27 fra FSR i L 183 (folketingsåret 2016/17):

"Egentlige udlån mellem koncernselskaber

FSR anfører, at egentlige udlån mellem koncernselskaber, f.eks. et udlån fra et moderselskab til et 100 pct. ejet datterselskab, efter nuværende praksis anses for et pengetankaktiv på linje med egentlige værdipapirer. Der henvises til, at dette gælder, uanset hvordan datterselskabet har anvendt lånebeløbet, og uanset at datterselskabets aktiver ved pengetankopgørelsen medregnes hos moderselskabet.

FSR anmoder om en bekræftelse på, at de foreslåede regler medfører, at det fremover konkret skal vurderes, om udlånet fra moderselskabet må anses for "passiv kapitalanbringelse", hvorfor udlånet ikke skal medregnes som et pengetankaktiv, i det omfang midlerne er anvendt til finansiering af driftsrelaterede aktiver i datterselskabet.

Kommentar

Det anførte udlån skal, som FSR anfører, efter gældende regler anses for passiv kapitalanbringelse. Idet det långivende selskab efter det oplyste ikke foretager udlånet som led i selskabets sædvanlige virksomhed, vil udlånet ligeledes ikke efter de foreslåede regler være at anse for et driftsaktiv. Der er således ikke med forslaget tilsigtet en ændring i forhold til den nuværende praksis."

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det fremgår klart af ovenstående svar, at udlån til tilknyttede virksomheder altid skal betragtes som passiv kapitalanbringelse, når udlånet ikke foretages som led i selskabets sædvanlige virksomhed. Det fremgår således, at der netop for udlån til tilknyttede virksomheder ikke skal foretages en konkret vurdering af, om et udlån til tilknyttede virksomheder efter lovændringen i 2017 kan anses for et driftsaktiv.

På den baggrund er Skattestyrelsens ikke enig i, at vurderingen afhænger af, om Rejsegarantifonden har accepteret udlånet ved beregning af likviditetsgraden.

Skattestyrelsen fastholder, at når A A/S’ sædvanlige virksomhed ikke består af udlånsvirksomhed kan tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder ikke betragtes som driftsaktiver. Dette uanset om Rejsegarantifonden har accepteret udlånet ved beregning af likviditetsgraden.

Repræsentantens bemærkninger giver ikke anledning til at ændre indstillingen.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1, 2 og 3

Lovgrundlag

Aktieavancebeskatningslovens § 34

"Stk. 1. Ved overdragelse i levende live af aktier kan parterne i overdragelsen anvende reglerne i stk. 2-4, hvis følgende betingelser er opfyldt, jf. dog stk. 5:

1) Overdragelsen sker til børn, børnebørn, søskende, søskendes børn, søskendes børnebørn eller en samlever, hvorved forstås en person, som på overdragelsestidspunktet opfylder betingelserne i boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med naturligt slægtskabsforhold.

2) Den enkelte overdragelse af aktier udgør mindst 1 pct. af aktie- eller anpartskapitalen. 

3) Der er tale om aktier i et selskab m.v., hvis virksomhed ikke i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse, jf. stk. 6. Bortforpagtning af fast ejendom, som efter ejendomsvurderingsloven anses for landbrugs- eller skovejendom, anses i denne forbindelse ikke som passiv kapitalanbringelse.

4) Aktierne er ikke omfattet af §§ 19 B eller 19 C.

(…)

Stk. 6. Selskabets virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i passiv kapitalanbringelse som nævnt i stk. 1, nr. 3, såfremt mindst 50 pct. af selskabets indtægter, hvorved forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning tillagt summen af øvrige regnskabsførte indtægter, opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår stammer fra fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign., der efter stk. 1, nr. 3, skal anses for passiv kapitalanbringelse, eller hvis handelsværdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, værdipapirer el.lign. enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets samlede aktiver. Besiddelse af andele omfattet af § 18 anses ved bedømmelsen ikke som besiddelse af værdipapirer. Afkastet og værdien af aktier i datterselskaber, hvori selskabet direkte eller indirekte ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen m.v., medregnes ikke. I stedet medregnes den del af datterselskabets indtægter og aktiver, som svarer til ejerforholdet. Ved bedømmelsen ses der bort fra indkomst ved udlejning af fast ejendom mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber. Fast ejendom, der udlejes mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber, og som lejer anvender i driften, anses ved bedømmelsen ikke som en passiv kapitalanbringelse."

Rejsegarantifondslovens § 8

"Anmeldelse, registrering og garantistillelse

§ 8

Stk. 1. Rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører, jf. § 20, skal foretage anmeldelse til Rejsegarantifonden, som registrerer og underretter de pågældende om optagelsen i registeret.

Stk. 2. Rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører må kun udbyde og sælge rejseydelser, såfremt de er registreret i Rejsegarantifonden. Registrerede rejseudbydere skal ved skiltning eller på anden tilsvarende tydelig måde oplyse, at de er registreret i Rejsegarantifonden. Oplysningen skal være frit tilgængelig for de rejsende.

Stk. 3. Det er en betingelse for registrering, at rejseudbyderen eller formidleren for den udenlandske rejseudbyder over for fonden stiller en garanti, der er afhængig af dennes omsætning, i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 4 og 5. Garantien skal stilles i et pengeinstitut, i et forsikringsselskab, ved kontant deponering eller ved deponering af andre tilsvarende aktiver. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke andre tilsvarende aktiver end kontante beløb der kan deponeres. Garantibeløbet skal af fonden kunne kræves indbetalt til dækning af krav, som fonden får mod rejseudbyderen eller formidleren for en udenlandsk rejsearrangør.

Stk. 4. Garantiens størrelse fastsættes således, jf. dog § 23, stk. 2:

1) Er omsætningen ikke over 1 mio. kr., stilles der ikke garanti.

2) Ved en omsætning på mere end 1 mio. kr., men ikke over 5 mio. kr., er garantien 150.000 kr.

3) Ved en omsætning på mere end 5 mio. kr., men ikke over 10 mio. kr., er garantien 300.000 kr.

4) Ved en omsætning på mere end 10 mio. kr., men ikke over 15 mio. kr., er garantien 600.000 kr.

5) Ved en omsætning på mere end 15 mio. kr., men ikke over 50 mio. kr., er garantien 900.000 kr.

6) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr., men ikke over 100 mio. kr., er garantien 1,35 mio. kr.

7) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr., men ikke over 250 mio. kr., er garantien 1,8 mio. kr.

8) Ved en omsætning på mere end 250 mio. kr. er garantien på 2,25 mio. kr. og yderligere 1 mio. kr. for hver 100 mio. kr., omsætningen overstiger 250 mio. kr.

Stk. 5. En erhvervsdrivende, der formidler sammensatte rejsearrangementer, men som først modtager betaling, efter at det sammensatte rejsearrangement er leveret, skal ikke stille garanti.

Stk. 6. Formidleren for en udenlandsk rejsearrangør skal ikke stille garanti eller betale bidrag, såfremt garantien for de af formidleren solgte rejseydelser opfylder betingelserne i en af et andet EU- eller EØS-land godkendt ordning. En formidler for en udenlandsk rejsearrangør, der er etableret uden for EU/EØS-området, skal stille garanti, medmindre formidleren kan dokumentere, at rejsearrangøren har stillet den behørige garanti, jf. § 20, stk. 2.

Stk. 7. En rejseudbyder eller formidler for en udenlandsk rejsearrangør, der er dømt eller har vedtaget en bøde for overtrædelse af stk. 2, kan ikke registreres i fonden, før fondens krav i medfør af § 7 er betalt."

Rejsegarantifondslovens § 11 a

"Balanceret tilsynsvirksomhed

§ 11 a

Rejsegarantifondens bestyrelse skal påse, at fondens tilsynsvirksomhed har den rette balance mellem formuestørrelsen, bidragenes størrelse, størrelsen på de ordinære garantier og kravene til forhøjet garanti, så det sikres, at de økonomiske og administrative omkostninger minimeres for rejsebranchen som helhed, samtidig med at beskyttelsen af de rejsende fastholdes. Hvert fjerde år skal bestyrelsen indhente uafhængig, ekstern ekspertise til at påtegne, at bestyrelsen har fundet den rette balance."

Rejsegarantifondslovens § 19

"Forhøjet garantistillelse

§ 19

Stk. 1. Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en rejseudbyder eller en formidler for en udenlandsk rejsearrangør, når der er særlig risiko for, at fonden vil lide tab. Fonden skal i forbindelse hermed iagttage forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse. Fondens bestyrelse fastsætter retningslinjer for, hvornår en særlig risiko er til stede.

Stk. 2. Bortfalder den i stk. 1 omtalte risiko, skal fonden på begæring nedsætte garantien."

BEK nr. 753 af 7. juni 2018 om registrering, garantistillelse m.v. i Rejsegarantifonden

" I medfør af § 8, stk. 3, og § 23, stk. 1, i lov om en rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 3. september 2015, som ændret ved lov nr. 1678 af 26. december 2017, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1 i bekendtgørelse nr. 743 af 19. juli 2005 om henlæggelse af visse beføjelser efter lov om en rejsegarantifond til Forbrugerstyrelsen:

(…)

§ 15

Stk. 1. En rejseudbyder eller en formidler for en udenlandsk rejsearrangør kan, jf. § 8, stk. 3, i lov om en rejsegarantifond, stille garanti ved deponering af andre tilsvarende aktiver. Ved tilsvarende aktiver forstås statsobligationer samt obligationer, der er udstedt af et finansielt institut, der er under tilsyn af Finanstilsynet eller en lignende tilsynsmyndighed. Dette gælder kun, hvis aktiverne er noteret på en fondsbørs og pantsat til fordel for Rejsegarantifonden.

Stk. 2. Ved garantistillelse med aktiver efter stk. 1 medregnes aktivernes værdi med 90 pct. af deres kursværdi. Er den aktuelle kursværdi højere end aktivets nominelle værdi medregnes 90 pct. af den nominelle værdi.

Stk. 3. Stilles garantien ved deponering af aktiver, jf. stk. 1, skal der med garantistillelsen vedlægges en fortegnelse over de aktiver, der er stillet som garanti. Senest 14 dage efter udløbet af hvert kvartal skal Rejsegarantifonden desuden modtage depotudskrift til dokumentation af aktivernes værdi."

Forarbejder

Lovforslag nr. 5, folketingsåret 2017/18

(om ændring af Rejsegarantifondsloven)

De almindelige bemærkninger til 11 a i rejsegarantifondsloven:

"2.9.1 Balanceret tilsynsvirksomhed

De foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 27, og den foreslåede § 11 a vil medføre, at Rejsegarantifondens bestyrelse skal sikre, at Rejsegarantifondens tilsynsvirksomhed med pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer udføres på en måde, der minimerer de økonomiske og administrative omkostninger for rejsebranchen som helhed, samtidig med at beskyttelsen af de rejsende fastholdes.

Det foreslås at præcisere i loven, at Rejsegarantifondens bestyrelse skal sikre, at Rejsegarantifondens tilsynsvirksomhed har den optimale balance mellem: 1) fondskassens formuestørrelse, 2) bidragenes størrelse, 3) størrelsen på de ordinære garantier og 4) kravene til forhøjet garanti. Formålet er at sikre, at de økonomiske og administrative omkostninger minimeres for Rejsebranchen som helhed.

De fire parametre er indbyrdes tæt forbundne. Hvis kravene til, hvornår der kræves forhøjet garanti, sænkes, kan det øge konkursrisikoen, og derfor medføre behov for at forøge Rejsegarantifondens formue gennem formueopbyggende bidrag eller alternativt gennem krav om højere ordinære garantier fra virksomhederne. Tilsvarende er der sammenhæng mellem omfanget af Rejsegarantifondens tilsyn - dvs. administrationsomkostningerne og dermed administrationsbidragets størrelse - og risikoen for konkurser, eller alternativt størrelsen på den ordinære garanti, som virksomhederne skal stille.

På den baggrund foreslås det, at Rejsegarantifondens bestyrelse hvert fjerde år skal inddrage uafhængig, ekstern ekspertise, der kan foretage en faglig analyse af sammenhængen og omkostningerne, når den optimale balance skal fastsættes. Den uafhængige, eksterne ekspertise skal påtegne, at bestyrelsen har fundet en optimal balance mellem de fire parametre. Det er en forudsætning at beskyttelsen af de rejsende fastholdes. Den uafhængige, eksterne ekspert udpeges af Rejsegarantifondens bestyrelse og kan f.eks. være revisor eller aktuar."

De almindelige bemærkninger til § 8 i rejsegarantifondsloven:

"2.9.2 Ordinær garanti

I dag er alle rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejseudbydere pålagt at stille en ordinær garanti, der er afhængig af rejsearrangørens omsætning.

(…)

De gældende regler betyder, at de mindre rejsearrangører skal stille højere garantier end de store rejsearrangører i forhold til deres respektive omsætningsniveauer. Samtidig er det sædvanligvis dyrere for de mindre rejsearrangører at tilvejebringe f.eks. bankgarantier.

Det foreslås på den baggrund, at garantiskalaen nedsættes for alle rejsearrangører, og mest for virksomheder med en omsætning, der ikke overstiger 15 mio. kr. jf. lovforslagets § 1, nr. 21 og den foreslåede § 8, stk. 4.

Det foreslås, at virksomheder, hvis omsætning ikke overstiger 1 mio. kr., fremover ikke skal stille garanti.

Herudover foreslås det, at garantien bliver sænket, således at virksomheder, hvis omsætning er over 1 mio. kr. og ikke overstiger 5 mio. kr., fremover skal stille en garanti på 150.000 kr.

Virksomheder, hvis omsætning er over 5 mio. kr. og ikke overstiger 10 mio. kr., vil skulle stille en garanti på 300.000 kr.

Virksomheder, hvis omsætning er over 10 mio. kr. og ikke overstiger 15 mio. kr., vil skulle stille en garanti på 750.000 kr.

For virksomheder med en omsætning, der overstiger 15 mio. kr., foreslås det, at garantibeløbet nedsættes med ca. 10 pct.

Har en virksomhed f.eks. en omsætning på 150 mio. kr., skal virksomheden i dag stille en garanti på 2,0 mio. kr. Efter ændringen vil virksomheden skulle stille en garanti på 1,8 mio. kr.

Formålet er at skabe bedre sammenhæng mellem omsætningsinterval og garantistillelse, og at gøre garantisystemet mindre byrdefuldt for virksomhederne, herunder specielt for nye aktører og mindre virksomheder. Forslaget vil kunne betyde, at Rejsegarantifondens risiko for at realisere tab, som følge af konkurser, bliver større. Sekretariatet for Rejsegarantifonden vurderer umiddelbart, at stigningen i risiko er beskeden, forudsat at Rejsegarantifonden, ligesom i dag, kan imødegå potentielle konkurser i opløbet i forbindelse med deres tilsyn med rejsearrangørerne."

De almindelige bemærkninger til § 19 (og ophævelsen af § 12 a) i rejsegarantifondsloven:

"2.9.3 Forhøjet garanti

Rejsegarantifonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en rejseudbyder eller en formidler for en udenlandsk rejseudbyder, når det efter en konkret analyse af dennes økonomiske forhold må antages, at der er særlig risiko for, at Rejsegarantifonden vil lide tab jf. rejsegarantifondslovens § 19.

Bestemmelsen giver Rejsegarantifonden mulighed for at følge virksomhedernes økonomiske situation og for at kunne gribe ind over for virksomheder med en særlig økonomisk risiko. Bestemmelsen blev indsat med lovændringen i 2004 (Lov nr. 207 af 29/03/2004), jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, spalte 4100. Det fremgår af bemærkningerne til lovændringen i 2004, at Rejsegarantifonden foretager en screening af branchen på baggrund af en automatisk indberetning af tre nøgletal (dæknings-, likviditets- og soliditetsgrad) fra alle rejseudbydere og formidlere for en udenlandsk rejseudbyder. Rejseudbydere og formidlere, hvor et eller flere nøgletal afviger negativt i forhold til nogle opstillede indikatorer, undergives en nærmere analyse af deres samlede økonomiske situation i henhold til en række økonomiske indikatorer. Det samme kan ske, hvis Rejsegarantifonden af andre kanaler får mistanke til et selskabs økonomiske grundlag, eller hvis der i forbindelse med registrering af en ny virksomhed er mistanke om, at virksomheden påtænkes drevet på et uforsvarligt grundlag. Hvis Rejsegarantifonden efter en konkret vurdering på baggrund af den økonomiske analyse finder, at rejseudbyderen/formidleren har en nærliggende risiko for at gå konkurs, kan Rejsegarantifonden kræve, at denne stiller en forhøjet garanti. Derved sikres det, at Rejsegarantifonden kan gribe ind over for virksomheder, der drives på et uforsvarligt økonomisk grundlag, eller som i øvrigt agerer særligt uansvarligt. Kravet om forhøjet garanti kan i tilfælde, hvor rejsearrangøren eller formidleren ikke er i stand til at opfylde kravet om forhøjet garantistillelse, føre til, at virksomheden må ophøre, hvilket i nogle tilfælde kan medføre en konkurs.

Efterhånden som tilsynet er blevet etableret og Rejsegarantifonden har indsamlet erfaringer, har det vist sig, at revisors årlige indberetning af de tre angivne nøgletal ikke alene kan anvendes som udslagsgivende for, hvornår kapitalberedskabet hos en given rejseudbyder er så utilfredsstillende, at Rejsegarantifonden ønsker at kræve forhøjet garanti. Det skyldes bl.a., at de nøgletal, revisorerne indberettede, var beregnet ud fra rejseudbydernes årsrapporter, dvs. uden at der var taget højde for f.eks. omplaceringer og sæsonudsving.

I dag vurderer Rejsegarantifonden derfor kapitalberedskabet sammenholdt med en vurdering af den forretningsmæssige risiko, når det skal afgøres, om der er grundlag for at varsle krav om forhøjet garanti. I forhold til en vurdering af kapitalberedskabet bliver der primært taget udgangspunkt i soliditetsgrad, egenkapital i forhold til omsætning, likviditetsgrad samt om likvidberedskabet er tilfredsstillende. Underskudsgivende drift øger kravene, og det gør sæsonbetonet indtjening også. Alle nøgletal vurderes efter, at der er foretaget omplaceringer, så rejseudbyderens kapitalberedskab vises ud fra en risikobetragtning.

(…)

Ved Rejsegarantifondens nuværende praksis er der ikke faste rammer for, hvad der fører til krav om forhøjet garanti. Fordelen herved er, at det giver fleksibilitet til at lave en konkret, individuel vurdering af den enkelte virksomheds forhold. For rejsearrangørerne er det imidlertid svært at gennemskue, hvad der får Rejsegarantifonden til at vurdere, at en rejsearrangør skal stille forhøjet garanti.

For at øge gennemskueligheden for rejseudbyderne foreslås det, at Rejsegarantifondens bestyrelse skal fastsætte retningslinjer for, hvad der medfører krav om forhøjet garanti, jf. lovforslagets § 1, nr. 33 og de foreslåede ændringer til § 19. Hensigten er at tilstræbe enkelhed og gennemsigtighed, således at nøgletal og efterlevelse af klare regnskabsprincipper i hovedparten af sagerne er tilstrækkelige til at fastslå, om en rejsearrangør skal stille en forhøjet garanti på grund af konkursrisiko. Hvert fjerde år skal Rejsegarantifondens bestyrelse indhente uafhængig, ekstern ekspertise, jf. lovforslagets § 1, nr. 27, og den foreslåede § 11 a, der kan påtegne, at retningslinjerne for hvad der medfører krav om forhøjet garanti, sammenholdt med de øvrige parametre, minimerer de økonomiske og administrative omkostninger for rejsebranchen som helhed, samt at beskyttelsen af de rejsende fastholdes. Den uafhængige, eksterne ekspertise kan f.eks. være revisor eller aktuar.

Det forventes, at justeringen vil give et fald i antallet af virksomheder, der pålægges at stille forhøjet garanti og dermed en reduktion af virksomhedernes byrder."

De specielle bemærkninger til § 1, nr. 27, om § 11 a i rejsegarantifondsloven:

"(…)

Det foreslås, at Rejsegarantifonden skal påse, at fondens tilsynsvirksomhed har den rette balance mellem formuestørrelsen, bidragenes størrelse, størrelsen på de ordinære garantier og kravene til forhøjet garanti, så det sikres at de økonomiske og administrative omkostninger minimeres for rejsebranchen som helhed, samtidig med at beskyttelsen af de rejsende fastholdes. Hvert fjerde år skal der indhentes uafhængig, ekstern ekspertise til at påtegne, at bestyrelsen har fundet den rette balance.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at Rejsegarantifondens bestyrelse løbende påser, at tilsynsvirksomheden med pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer udføres på en måde, der minimerer de økonomiske og administrative omkostninger for rejsebranchen som helhed. Det er en forudsætning, at beskyttelsen af de rejsende, herunder forbrugerne, fastholdes.

Det foreslås i 1. pkt., at Rejsegarantifonden sikrer, at der er den rette balancen mellem 1) formuestørrelsen, 2) bidragenes størrelse, 3) størrelsen på de ordinære garantier og 4) kravene til forhøjet garanti.

(…)

For det fjerde skal Rejsegarantifondens bestyrelse se på kravene til forhøjet garanti. Det dækker både over, hvornår der skal stilles forhøjet garanti og størrelserne af den forhøjede garanti. Rejsegarantifondens bestyrelse skal således vurdere de samlede omkostninger for virksomhederne til forhøjede garantistillelse. For at øge gennemskueligheden for rejsearrangørerne foreslås det, at Rejsegarantifondens bestyrelse - i samarbejde med uafhængig, ekstern ekspertise i form af en revisor, aktuar eller lignende - skal fastsætte retningslinjer for, hvad der medfører krav om forhøjet garanti

(…)."

De specielle bemærkninger til § 1, nr. 28, om ophævelse af § 12 a i rejsegarantifondsloven:

"Efter den gældende § 12 a skal rejseudbydere og formidlere for en udenlandsk rejseudbyder én gang årligt indberette dækningsgrad, likviditetsgrad og soliditetsgrad til fonden i forbindelse med afslutning af deres årsregnskab. Det foreslås med nr. 28, at overskriften til og § 12 af ophæves. Det skyldes, at den foreslåede bestemmelse i lovforslagets nr. 33, og den foreslåede § 19, stk. 1, 3 pkt., indebærer, at Rejsegarantifondens bestyrelse fremover skal fastsætte retningslinjer for, hvad der medfører krav om forhøjet garanti. Formålet med lovforslagets nr. 33 er at øge gennemskueligheden for rejsearrangørerne, og det er hensigten, at der af retningslinjerne skal fremgå nøgletal og klare regnskabsprincipper, som i hovedparten af sagerne vil være tilstrækkelige til at fastslå, om en rejsearrangør skal stille en forhøjet garanti. Retningslinjerne skal være offentligt tilgængelige på Rejsegarantifondens hjemmeside. Bestemmelsen overflødiggør dermed den gældende § 12 a, hvorfor denne foreslås ophævet."

De specielle bemærkninger til § 1, nr. 33, om § 19 i rejsegarantifondsloven:

"Rejsegarantifonden kan efter den gældende § 19, stk. 1, 1. pkt. kræve forhøjet garantistillelse, når det efter en konkret analyse af en rejseudbyder eller formidler for en udenlandsk rejseudbyders økonomiske forhold må antages, at der er særlig risiko for at Rejsegarantifonden vil lide tab.

Det foreslås, for det første, at formuleringen "det efter en konkret analyse af dennes økonomiske forhold må antages, at" udgår af 1. pkt.

Endvidere foreslås det, at der indsættes et nyt 3. pkt., hvorefter Rejsegarantifondens bestyrelse fastsætter retningslinjer for, hvornår en særlig risiko er til stede.

Ændringerne medfører, at Rejsegarantifondens bestyrelse skal fastsætte retningslinjer for, hvad der medfører krav om forhøjet garanti. Formålet med ændringen er at øge gennemskueligheden for rejsearrangørerne, og det er hensigten, at der af retningslinjerne skal fremgå nøgletal og klare regnskabsprincipper, som i hovedparten af sagerne vil være tilstrækkelige til at fastslå, om en rejsearrangør skal stille en forhøjet garanti. Retningslinjerne skal være offentligt tilgængelige på Rejsegarantifondens hjemmeside.

Hvert fjerde år skal Rejsegarantifondens bestyrelse indhente uafhængig, ekstern ekspertise, jf. den foreslåede § 11 a, der kan påtegne, at retningslinjerne for hvad der medfører krav om forhøjet garanti, sammenholdt med de øvrige parametre, minimerer de økonomiske og administrative omkostninger for rejsebranchen som helhed, samt at beskyttelsen af de rejsende fastholdes. Den uafhængige, eksterne ekspertise kan f.eks. være revisor eller aktuar.

Der henvises til pkt. 2.9.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger."

Lovforslag nr. 183, folketingsåret 2016/17

(Om bl.a. justering af pengetankreglen i aktieavancebeskatningslovens § 34)

Fra de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.2.2.

"(…)

Forslaget indebærer, at kriteriet for, om der er tale om pengetankaktiver, er, at der er tale om passiv kapitalanbringelse. Opregningen i bestemmelsen af, hvilke aktiver, der anses for pengetankaktiver, er tilsvarende efter gældende regler ikke udtømmende. Aktiver, der må sidestilles med de udtrykkeligt nævnte aktiver (fast ejendom, kontanter og værdipapirer) medregnes således også ved vurderingen af, om virksomheden i overvejende grad består i passiv kapitalanbringelse.

(…)"

Fra de specielle bemærkninger til § 2, nr. 1, om aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3:

"(…)

Det foreslås, jf. forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, at det justeres, at kriteriet for, om der er tale om pengetankaktiver, er, at der er tale om passiv kapitalanbringelse, dvs. fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign., medmindre de pågældende aktiver indgår i virksomhedens aktive del, jf. bemærkningerne til nr. 3.

Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 2, nr. 3."

Fra de specielle bemærkninger til § 2, nr. 3, om aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6:

"(…)

Det foreslås, jf. forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, at afgrænsningen i pengetankreglen af, hvilke aktiver, der anses for erhvervsaktiver henholdsvis pengetankaktiver (passiv kapitalanbringelse), justeres.

Forslaget indebærer, at det præciseres, at kriteriet for, om der er tale om pengetankaktiver, er, at der er tale om passiv kapitalanbringelse, dvs. fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign. Opregningen i bestemmelsen af hvilke aktiver, der anses for pengetankaktiver, er ikke udtømmende. Aktiver, der må sidestilles med de udtrykkeligt nævnte aktiver (fast ejendom, kontanter og værdipapirer), medregnes således

ved vurderingen af, om virksomheden i overvejende grad består i passiv kapitalanbringelse.

(…)

På tilsvarende måde kan kontanter og værdipapirer efter omstændighederne høre til virksomhedens aktive del. F.eks. skal en virksomheds kortfristede tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser normalt ikke medregnes som passive fordringer, og det vil typisk ikke være vanskeligt at udskille disse tilgodehavender fra en virksomheds øvrige (passive) fordringer.

En kontantbeholdning, der stammer fra forudbetalinger fra kunder, vil ligeledes efter omstændighederne kunne henføres til virksomhedens løbende (aktive) drift, hvis kontantbeholdningen f.eks. er bestemt til viderebetaling til virksomhedens underleverandører, der er direkte knyttet til kundeleverancen. Det vil være op til virksomheden at godtgøre denne sammenhæng. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at kontantbeholdningen kan siges at udgøre nødvendig driftskapital, herunder til betaling af kreditorer i almindelighed, eller påtænkes anvendt til investering i driften i øvrigt."

Fra bilag 1 høringsskema:

Side 16 og 17, bemærkninger fra Dansk Erhverv:

"Pengetankreglen

Dansk Erhverv påpeger at successionsreglerne, som opgørelsesmæssigt tager udgangspunkt i pengetankreglen, afskærer rejsebranchen - og formentligt flere lignende brancher - fra muligheden for succession. Ser man på rejsebranchen, kan der næppe ud fra almindelig opfattelse af aktiv virksomhed rejses tvivl om, at det er en meget aktiv virksomhedstype med rigtig mange beskæftigede medarbejdere og en virksomhedstype med driftsrisiko, der ligger langt fra, hvad der normalt defineres som passiv kapitalanbringelse, udlejning af fast ejendom og andre karakteristika, som anses for "passiv virksomhed".

Da rejsebranchen har en veldefineret forretningsmodel, hvor alle rejser forudbetales, fører dette til, at en virksomhed i rejsebranchen får en balance, hvor der konsekvent står en meget stor "likvidbeholdning", til rejsen betales til de endelige leverandører og dermed en meget stor passivpost i balancen.

Dansk Erhverv anfører, at en så snæver udformning af pengetankreglen fører til, at en sådan virksomhed afskæres fra succession, idet de likvider, der reelt er kundernes penge, kvalificeres skattemæssigt som passiv kapitalanbringelse. Da rejsebranchen er en virksomhed uden det store behov for faste aktiver (produktionsanlæg mv.), rammes en medarbejdertung virksomhed helt urimeligt med den nuværende definition af pengetankreglen og muligheden for at anvende successionsreglerne ved generationsskifte og intentionerne bag lovforslaget. Dansk Erhverv påpeger, at der ikke er tale om passiv kapitalanbringelse, fordi man i branchen forretningsmæssigt skal "opbevare kundens penge midlertidigt". Opbevaringen er underlagt Rejsegarantifondens tilsyn og krav om, at pengene skal være likvidt til stede i virksomheden. Der er således tale om likvider, der bør henregnes til den aktive del af virksomheden, da de ikke må bruges til andet formål end blot at være disponible.

Dansk Erhvervs foreslår, at man justerer pengetankreglen, så forudbetaling fra kunderne anses som en aktiv del af virksomheden. Da rejsebranchen også har forudbetalinger til deres leverandører, hoteller, flyselskaber mv., skal denne post naturligvis reducere virksomhedens foretagende forudbetalinger fra kunder og ikke indgå selvstændigt på den aktive side i pengetankopgørelsen. Hermed sikres, at en aktiv og medarbejdertung branche, som rejsebranchen og lignende brancher også kan tilgodeses generationsskiftemæssigt i relation til de fremtidige successionsregler og nedsættelse af afgifterne."

Side 16 og 17, kommentarer til bemærkninger fra Dansk Erhverv:

"Bemærkningerne til lovforslaget er udbygget i relation til kriteriet om passiv kapitalanbringelse, så det udtrykkeligt fremgår, at kontanter og værdipapirer efter omstændighederne kan høre til virksomhedens aktive del. F.eks. skal en virksomheds kortfristede tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser normalt ikke medregnes som passive fordringer, og det vil typisk ikke være vanskeligt at udskille disse tilgodehavender fra en virksomheds øvrige (passive) fordringer. Det er endvidere ikke udelukket, at en kontantbeholdning delvist kan henføres til virksomhedens løbende (aktive) drift, hvis kontantbeholdningen f.eks. stammer fra kundernes forudbetalinger, der er bestemt til viderebetaling til virksomhedens underleverandører, der er direkte knyttet til kundeleverancen. Det vil være op til virksomheden at godtgøre denne sammenhæng. Det er ikke tilstrækkeligt, at kontantbeholdningen kan siges at udgøre nødvendig driftskapital, herunder til betaling af kreditorer i almindelighed, eller påtænkes anvendt til investering i driften i øvrigt."

Fra endeligt svar på spørgsmål 27 fra FSR i L 183:

"(…)

Afgrænsning af aktiver omfattet af pengetankreglen

FSR anmoder om en afklaring - gerne med eksempler - af, hvilke aktiver, der kan sidestilles med fast ejendom, kontanter og værdipapirer, og dermed vil anses for passiv kapitalanbringelse, jf. nedenstående eksempler. Det anmodes herunder bekræftet, at andre materielle anlægsaktiver - fx driftsmidler - ikke kan sidestilles med fast ejendom, likvider og værdipapirer, og derfor ikke kan anses for passiv kapitalanbringelse i relation til pengetankreglen.

Kommentar

Som det ligeledes fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er opregningen i bestemmelsen af, hvilke aktiver, der anses for pengetankaktiver - som efter gældende regler - ikke udtømmende. Aktiver, der må sidestilles med de udtrykkeligt nævnte aktiver (fast ejendom, kontanter og værdipapirer) medregnes således også ved vurderingen af, om virksomheden i overvejende grad består i passiv kapitalanbringelse.

Samtidig skal den ændrede formulering af pengetankreglen sikre, at ejendomme m.v., der ikke kan anses for passiv kapitalanbringelse, ikke skal medregnes som pengetankaktiver. Eksempelvis vil en fast ejendom, der indgår i virksomhedens drift - eller andre driftsaktiver - således ikke skulle medregnes som pengetankaktiver. Det vil fx kunne være tilfældet, hvis et typehusfirmas midlertidigt udlejer de nyopførte boliger.

Endvidere kan eksempelvis kontanter og værdipapirer, som det ligeledes fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, efter omstændighederne henføres til virksomhedens aktive del. F.eks. skal en virksomheds kortfristede tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser normalt ikke medregnes som passive fordringer. En kontantbeholdning, der stammer fra kundernes forudbetalinger, vil også skulle henføres til virksomhedens løbende (aktive) drift, hvis denne er bestemt til viderebetaling til virksomhedens underleverandører, der er direkte knyttet til kundeleverancen.

Egentlige udlån mellem koncernselskaber

FSR anfører, at egentlige udlån mellem koncernselskaber, f.eks. et udlån fra et moderselskab til et 100 pct. ejet datterselskab, efter nuværende praksis anses for et pengetankaktiv på linje med egentlige værdipapirer. Der henvises til, at dette gælder, uanset hvordan datterselskabet har anvendt lånebeløbet, og uanset at datterselskabets aktiver ved pengetankopgørelsen medregnes hos moderselskabet.

FSR anmoder om en bekræftelse på, at de foreslåede regler medfører, at det fremover konkret skal vurderes, om udlånet fra moderselskabet må anses for "passiv kapitalanbringelse", hvorfor udlånet ikke skal medregnes som et pengetankaktiv, i det omfang midlerne er anvendt til finansiering af driftsrelaterede aktiver i datterselskabet.

Kommentar

Det anførte udlån skal, som FSR anfører, efter gældende regler anses for passiv kapitalanbringelse. Idet det långivende selskab efter det oplyste ikke foretager udlånet som led i selskabets sædvanlige virksomhed, vil udlånet ligeledes ikke efter de foreslåede regler være at anse for et driftsaktiv. Der er således ikke med forslaget tilsigtet en ændring i forhold til den nuværende praksis.

(…)"

Lovforslag nr. 36, folketingsåret 2000/01

(om pengetankreglen i aktieavancebeskatningsloven)

De almindelige bemærkninger:

"(…)

Formålet med nærværende forslag er, at afskære muligheden for at succedere i levende live i aktier fra såkaldte pengetanke. Dvs. selskaber hvis væsentligste aktivitet er passiv pengeanbringelse og/eller udlejning af fast ejendom. Selskaberne er kendetegnet ved, at de ikke udfører eller kun i mindre grad udfører en reel erhvervsaktivitet. Baggrunden for at udelukke muligheden for succession er, at successionsreglerne er tiltænkt reelle erhvervsvirksomheder som en likviditetslettende generationsskifteregel. Hvis der ikke er tale om en reel erhvervsvirksomhed, bør succession efter regeringens opfattelse ikke være mulig.

(…)

Successionsreglerne vedrørende generationsskifte i levende live foreslås ændret således, at der indsættes betingelser til det underliggende selskabs aktivitet. Det foreslås, at det fremover ikke skal være muligt at succedere, såfremt aktierne vedrører et selskab, hvis virksomhed i væsentligt omfang består i udlejning af fast ejendom, ejerskab af kontanter, værdipapirer eller lignende. På denne måde udelukkes succession i pengetanke.

(…)"

De specielle bemærkninger til § 1, nr. 1 (aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 1):

"(…)

Lovforslaget betyder, at ved overdragelser i levende live indsættes der betingelser til aktiviteten og formuens sammensætning i det underliggende selskab, som aktierne vedrører. (…) De foreslåede regler indebærer, at det ikke vil være muligt at succedere i aktier i et selskab, hvis virksomhed i væsentligt omfang består af udlejning af fast ejendom, at eje kontanter, værdipapirer eller lignende. Med formuleringen omfattes alle passive pengeanbringelser så som kontanter, bankindeståender, finansielle kontrakter, obligationer, aktier, anparter, andelsbeviser, investeringsforeningsbeviser mv.

(…)"

Praksis

SKM2023.168.HR

I 2018 overdrog A kapitalandele i sit anpartsselskab til sine døtre som led i generationsskifte.
Selskabet var 100 pct. ejer af et anpartsselskab, der bl.a. havde investeret i mindre andele af vindmøller og solcelleanlæg via partnerselskaber.

Sagen angik, om overdragelsen af kapitalandele kunne ske med skattemæssig succession efter § 34 i aktieavancebeskatningsloven. Spørgsmålet var, om investeringen i andele af vindmøller og solcelleanlæg via partnerselskaber måtte anses for passiv kapitalanbringelse.

Højesteret fastslog, at der ikke i ordlyden af eller forarbejderne til § 34 i aktieavancebeskatningsloven er holdepunkter for at anlægge en snæver fortolkning af, hvad der skal forstås ved passiv kapitalanbringelse, dvs. fast ejendom, kontanter, værdipapirer eller lignende, og at det må bero på en konkret vurdering, om investering i andele af vindmøller og solcelleanlæg via partnerselskaber må anses for passiv kapitalanbringelse.

Højesteret foretog herefter en konkret vurdering af oplysningerne i sagen og nåede frem til, at investeringen i andele af vindmøller og solcelleanlæg via partnerselskaber måtte anses for passiv kapitalanbringelse.
Landsretten var nået til samme resultat

SKM2023.288.SR

Spørger ønskede at få bekræftet, at et selskabs aktiebeholdning, hvor ejerandelen udgjorde under 25 pct., ikke skulle betragtes som passiv kapitalanbringelse efter aktieavancebeskatningslovens § 34. Udgangspunktet var, at aktiebeholdninger med en ejerandel på under 25 pct. skulle betragtes som passiv kapitalanbringelse. Det fremgik dog af lovforarbejderne til lovændringen i 2017, at kontanter og værdipapirer efter omstændighederne kunne høre til virksomhedens aktive del. Det fremgik videre af SKM2023.168.HR, at der skulle foretages en konkret vurdering af, om et aktiv måtte anses for passiv kapitalanbringelse. Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering af oplysningerne i sagen, at det kunne bekræftes, at den konkrete aktiebeholdning, der udgjorde under 25 pct., ikke skulle kvalificeres som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

SKM2005.166.LR

Klientkontomidler på et advokatfirmas klientkonto blev ikke anset for likvide midler ("pengetankaktiver") i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 11 i forbindelse med overdragelse af halvdelen af anparterne i selskabet til en nær medarbejder i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 11 A. Kun de midler der ville kunne hæves i henhold til § 5, stk. 1 litra b og c i "Klientkontovedtægten", herunder eventuelle forudbetalinger på honorar, skulle anses for likvide midler ("pengetankaktiver") i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 11.

SKM2003.458.LR

Ligningsrådet blev anmodet om at tage stilling til, hvorvidt en fader kunne overdrage 100 pct. af anparterne i to selskaber til hver af sine to børn efter reglerne om successionsoverdragelse i aktieavancebeskatningslovens § 11. En stor likvid beholdning i form af forudbetalinger blev anset som omfattet af pengetankreglen, hvilket fik den betydning, at væsentlighedskravet i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 9 opfyldes. Der kunne herefter ikke ske successionsoverdragelse af de to anpartsselskaber efter aktieavancebeskatningslovens § 11.

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.B.2.13.1

"Familieoverdragelse med succession

(…)

Højesteret har i SKM2023.168.HR taget stilling til, hvorvidt et selskabs virksomhed måtte anses for i overvejende grad at bestå i passiv kapitalanbringelse.

Højesteret fandt, at muligheden for succession er møntet på reelle erhvervsvirksomheder, og at opregningen i stk. 6 af, hvad der anses for "pengetankaktiver" og dermed passiv kapitalanbringelse, ikke er udtømmende.

Er der således tale om andre end de i stk. 6 udtrykkeligt nævnte aktiver (fast ejendom, kontanter og værdipapirer), skal der foretages en konkret vurdering af, hvorvidt investeringen i disse aktiver, skal anses for en passiv kapitalanbringelse.

Er der investeret i de udtrykkeligt nævnte aktiver, er der - henset til at lovgiver direkte har oplistet disse aktivtyper i lovteksten - efter Skattestyrelsens opfattelse en formodning for, at investeringen skal anses for passiv kapitalanbringelse. Denne formodning kan dog afkræftes konkret. Forarbejderne til bestemmelsen oplister eksempelvis en række situationer, hvor ejendomme ikke udgør passiv kapitalanbringelse, dvs. situationer, hvor aktiviteten vedrørende ejendommen har en sådan karakter, at ejendommen ikke udgør passiv kapitalanbringelse.

(…)

Værdipapirer mv.

Passiv kapitalanbringelse omfatter alle værdipapirer og indeståender, herunder aktier, anparter, finansielle kontrakter, obligationer, investeringsforeningsbeviser mv. Se lov nr. 1413 af 21/12 2005, bemærkningerne til § 34, stk. 6. Bedømmelsen er dermed ikke begrænset til værdipapirer omfattet af aktieavancebeskatningsloven.

I SKM2023.288.SR havde et selskab en ejerandel i et andet selskab, der var under 25 pct. Udgangspunktet for en sådan beholdning er, at der er tale om passiv kapitalanbringelse. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at ejerandelen var en del af virksomheden, der var en aktiv transportvirksomhed, og ejerandelen derfor ikke skulle kvalificeres som en passiv kapitalanbringelse.

Se endvidere SKM2023.574.SR, der omhandlede overdragelse af anparter i et holdingselskab uden reel erhvervsaktiv virksomhed, der ejede en aktiebeholdning på under 25 pct., der ikke udgjorde en del af reel erhvervsaktivitet i holdingselskabet. I denne sag fandt skatterådet, at der ikke kunne være tale om andet end en investering, der skulle kvalificeres som passiv kapitalanbringelse. Skatterådet fandt derfor på baggrund af en konkret vurdering af oplysningerne i sagen, at det ikke kunne bekræftes, at den konkrete aktiebeholdning, der udgjorde under 25 pct., ikke skulle kvalificeres som passiv kapitalanbringelse.

Likvide pengebeholdninger mv.

En likvid pengebeholdning i et selskab bliver som udgangspunkt altid anset for passiv kapitalanbringelse, uanset den driftsmæssige tilknytning til selskabets virksomhed. En kontantbeholdning, der stammer fra forudbetalinger fra kunder, kan dog efter omstændighederne henføres til virksomhedens løbende (aktive) drift, hvis kontantbeholdningen f.eks. er bestemt til viderebetaling til virksomhedens underleverandører, der er direkte knyttet til kundeleverancen. Det vil være op til virksomheden at godtgøre denne sammenhæng. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at kontantbeholdningen kan siges at udgøre nødvendig driftskapital, herunder til betaling af kreditorer i almindelighed, eller påtænkes anvendt til investering i driften i øvrigt.

I SKM2003.458.LR blev en større pengebeholdning, som stammede fra forudbetalinger fra kunder for tjenesteydelser, som et selskab skulle levere i senere regnskabsår, anset for passive aktiver. Ligningsrådet udtalte, at vurderingen efter den dagældende ABL § 34, stk. 6, var en objektiv regel.

Fordringer mv.

En virksomheds kortfristede tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser skal normalt ikke medregnes som passive fordringer, og det vil typisk ikke være vanskeligt at udskille disse tilgodehavender fra en virksomheds øvrige (passive) fordringer.

Et indestående på et advokatfirmas klientkonti skulle medregnes som passive aktiver i det omfang, selskabet efter klientkontovedtægterne kunne råde over indeståendet. Se SKM2005.166.LR.

I relation hertil vil fordringer, der er modtaget som led i den sædvanlige drift, blive anset som en del af den aktive virksomhed i selskabet. Er fordringen derimod et pengeudlån, vil denne blive anset for en del af den passive virksomhed i selskabet. Dette gælder også udlån til koncernselskaber. Se SKM2012.728.SR, hvor Skatterådet ikke kunne bekræfte, at der ved opgørelsen af aktiver kan ske eliminering af koncerninterne fordringer.

Se endvidere SKM2023.585.SR, hvor Skatterådet kunne bekræfte, at et tilgodehavende fra salg og tjenesteydelser i H1 A/S, der var ejet indirekte af H3 Holding ApS igennem Holdingselskabet ApS, ikke skulle medregnes som passiv kapitalanbringelse ved en overdragelse af A’s anparter i H3 Holding ApS. Skatterådet havde ved afgørelsen særligt henset til, at det var en traditionel del af brugtvognsmarkedet, at bilforhandlere tilbød finansiering til sine kunder, at de pågældende tilgodehavender typisk blev indfriet indenfor en periode på 12-18 måneder, at finansieringen alene blev tilbudt i de tilfælde, hvor anden finansiering ikke kunne opnås, samt at finansieringsmuligheden var nødvendig for, at virksomheden kunne sælge de pågældende biler.

(…)"

Rejsegarantifondens vejledning for rejseudbydere

"INDLEDNING

Dette er en vejledning til erhvervsdrivende, som enten er registreret eller ønsker at blive registreret i Rejsegarantifonden. Formålet er at give et overordnet billede af hvilke krav, der stilles fra Rejsegarantifondens side, samt et overblik over frister m.m.

(…)

Balanceret tilsyn

I forbindelse med ændringen af rejsegarantifondsloven i 2018 blev der indført en bestemmelse om balanceret tilsynsvirksomhed i § 11 a:

"Rejsegarantifondens bestyrelse skal påse, at fondens tilsynsvirksomhed har den rette balance mellem formuestørrelsen, bidragenes størrelse, størrelsen på de ordinære garantier og kravene til forhøjet garanti, så det sikres, at de økonomiske og administrative omkostninger minimeres for rejsebranchen som helhed, samtidig med at beskyttelsen af de rejsende fastholdes. Hvert fjerde år skal bestyrelsen indhente uafhængig, ekstern ekspertise til at påtegne, at bestyrelsen har fundet den rette balance."

Bestyrelsen har siden loven blev ændret arbejdet med at vurdere samspillet mellem hhv. størrelsen af fondens formue, bidragenes størrelse, størrelsen på de ordinære garantier og kravene til rejsebureauernes økonomi.

Bestyrelsen har fokuseret på at finde et niveau, der påfører branchen så lav en belastning som muligt, uden at det forringer forbrugerbeskyttelsen.

Der indgår mange overvejelser og elementer i denne vurdering, og det er ikke et regnestykke, hvor der kan sættes to streger under facit til sidst. Det er imidlertid bestyrelsens opfattelse, at der nu er udarbejdet en model til kreditvurderingen i fondens tilsynsvirksomhed, som sammen med formue- og bidragsberegninger opfylder lovens krav til at være den "rette balance".

(…)

ØKONOMISK VURDERING

Dette afsnit indeholder en uddybende gennemgang af de aspekter, der som regel indgår i vurderingen af rejseudbydernes økonomi:

•         Forretningsmæssig risiko

•         Indtjening

•         Pengestrømme

•         Balance

o   Soliditet

o   Likviditet

•         Andre forhold

o   Begrænset dispositionsret

o   Kaution

o   Udlån af overskudslikviditet

o   Lånebetingelser

Alle sager vurderes initialt ud fra de risici, der er forbundet med rejseudbyderens forretningsmodel, hvorefter selve regnskabsanalysen udarbejdes. Først og fremmest lægges vægt på evnen til at generere positiv indtjening. Herefter inddrages pengestrømme, og til sidst vurderes balancens nøgletal.

Derudover kan der være særlige forhold som fx kautioner overfor tredjepart eller placering af likviditet hos andre juridiske enheder.

Der foretages altid en konkret vurdering, og der er ikke tale om en komplet liste, da der kan være andre forhold, som ikke er nævnt, som påvirker fondens risiko.

(…)

Balance

Når balancen analyseres, er det primære fokus soliditet og likviditet. Det er vigtigt, at økonomien ikke bare skal være tilfredsstillende på opgørelsestidspunktet, men også det kommende år.

Hvis der er særlige risici forbundet med den enkelte rejseudbyders forretningsmodel, vil det alt andet lige øge kravet til kapitalberedskabet. Derfor foretages vurderingen ikke udelukkende på baggrund af normtallene i lovbemærkningerne (se evt. nr. 7 om § 12a og bemærkningerne til nr. 7 længere nede i dokumentet). De skal alene anses som vejledende.

Soliditet

Soliditetsgraden skal ifølge bemærkningerne til rejsegarantifondsloven udgøre minimum 6% ved overskud og 8% ved underskud.

Soliditetsgrad = Egenkapital + ansvarlig lånekapital/Aktiver x 100

Kravene til egenkapitalen i forhold til omsætningen afhænger af den forretningsmæssige risiko og bør være minimum 4% ved lav forretningsmæssig risiko.

Egenkapital i forhold til omsætning = Egenkapital + ansvarlig lånekapital/Omsætning x 100

Nøgletallene beregnes ikke nødvendigvis direkte ud fra årsrapporten, fordi boniteten af de enkelte aktiver i balancen vurderes.

Det skyldes, at der kan være aktiver, som ud fra en risikobetragtning bør nedskrives i værdi. Værdien af aktiverne justeres, uanset om opgørelsesmetoden opfylder kravene i årsregnskabsloven, da balancen opstilles ud fra en konservativ vurdering. Hvis garantien overfor fonden stilles med pant i 3. parts midler, så tages der højde herfor i vurderingen af soliditeten ved, at det indregnes i nøgletallene for soliditeten som et tillæg til egenkapitalen.

I vurderingen af de ejendomme, som måtte indgå i rejseudbyderens balance, vil værdiansættelsen blive mødt kritisk, da der kan være store forskelle mellem markedsværdien og den værdi, ejendommen er indregnet til i balancen. Der tages udgangspunkt i den seneste offentlige ejendomsvurdering, men også andre vurderingsformer inddrages, hvis det anses som relevant.

Der foretages en vurdering af de immaterielle anlægsaktivers værdiansættelse blandt andet med udgangspunkt i indtjeningen for det enkelte aktiv.

Hvis egenkapitalen indeholder udbytte, omplaceres beløbet til kortfristet gæld ud fra den antagelse, at det bliver udbetalt umiddelbart efter statustidspunktet og derfor vil forringe soliditeten. Nøgletallene for soliditeten skal sikre, at egenkapitalen er tilfredsstillende hele året. Sæsonudsving inddrages i analysen, da balancer i regnskabsperioden for en udbyder med en stærkt sæsonbetonet omsætning vil afspejle både lav- og højsæson. Når soliditetsgraden beregnes i løbet året, vil der være en risiko for, at rejseudbyderens soliditet enten over- eller undervurderes, hvilket er årsagen til, at også egenkapitalens niveau i forhold til den årlige omsætning vil blive beregnet.

Likviditet

Likviditetsgraden skal ifølge lovbemærkningerne som minimum være 1,0.

Likviditetsgrad = Omsætningsaktiver/Kortfristet gæld

Den beregnes ikke nødvendigvis direkte ud fra årsrapporten. Vi medtager ikke likvider og værdipapirer, der er stillet som sikkerhed/pantsat, da vi betragter dem som finansielle anlægsaktiver.

Det samme kan gælde et skatteaktiv, som er fremkommet ved underskudsgivende drift. Det er specielt problematisk, hvis driften fortsat er underskudsgivende. Aktivet vil kun kunne realiseres via fremtidig overskudsgivende drift. Derfor omplaceres aktivet, eller eventuelt nedskrives det på egenkapitalen, hvis det er usandsynligt, at driften igen bliver overskudsgivende. En nedskrivning af aktivet vil i så fald have effekt på vurderingen af soliditeten. Hvis skatteaktivet kan benyttes af andre selskaber i koncernen, fordi selskaberne er sambeskattede, så vil det kræve, at de andre selskaber i koncernen har positiv indtjening. Tidshorisonten for aktivet skal også inddrages, fordi skatteaktivet realiseres i november måned. Hvis højsæsonen er i sommermånederne, vil det efter vores opfattelse være misvisende at medtage skatteaktivet i vurderingen af likviditeten i den periode, hvor fondens beløbsmæssige risiko er størst.

Når boniteten af omsætningsaktiverne vurderes, er der i de fleste tilfælde tale om debitorer eller forudbetalinger af leverandører. Der kan dog også være tale om mellemregninger med tilknyttede virksomheder, hvoraf boniteten og tidshorisonten kun kan vurderes, hvis der fremsendes årsrapporter for de selskaber, som skylder pengene. Vurderes det, at det ikke er sandsynligt, at beløbet kan tilbagebetales på kort sigt, vil aktivet blive omplaceret fra omsætningsaktiver til finansielle anlægsaktiver. Hvis skyldnerselskabet er insolvent, vil tilgodehavendet blive nedskrevet.

Ovennævnte omplacering af udbytte til kortfristet gæld får også betydning for beregningen af likviditetsgraden.

Er likviditetsgraden under 1,0, inddrages selskabets evne til at skabe positive pengestrømme, samt hvorvidt anlægsaktiverne kan belånes yderligere.

Anses det for afgørende for vurderingen, vil rejseudbyderen blive anmodet om en realkreditvurdering af sine ejendomme, så størrelsen af belåningsgraden og mulighederne for tilførsel af yderligere likviditet kan vurderes uden usikkerhed.

Det frie likvidberedskab vurderes også. Her beregnes en justeret likviditetsgrad, som skal være over 0,3. Her sættes kun de frie likvider og værdipapirer i forhold til den kortfristede gæld.

Justeret likviditetsgrad = Likvider + værdipapirer/Kortfristet gæld

Likviditetsberedskabet vurderes ved at sætte de frie likvider og værdipapirer i forhold til de årlige faste omkostninger. Her skal det som minimum udgøre de kommende tre måneders faste omkostninger. Der kan dog være tilfælde, hvor vi vurderer, at der er behov for mere likviditet.

(…)

Sammenfatning

Som der er redegjort for ovenfor, tager risikovurderingen udgangspunkt i den aktuelle indtjening og de aktuelle pengestrømme. Herefter medtages kapitalberedskab i vurderingen. Efterfølgende inddrages de forhold, som umiddelbart ikke er målbare, men som erfaring har vist, at der kan være en særlig risiko forbundet med. Hvis konklusionen bliver, at økonomien er utilfredsstillende, kan fonden ifølge rejsegarantifondsloven kræve forhøjet garanti, men rejseudbyderen vil næsten altid kunne vælge andre løsninger. som fx konsolidering eller indeståelse, jf. ovenfor. Såfremt rejseudbyderen bliver pålagt at afdække fondens risiko ved forhøjet garantistillelse, skal der stilles en variabel garanti, som til en hver tid dækker forudbetalingerne fra ikke-afrejste kunder omfattet af fondens dækning + et tillæg vedrørende strandede kunder. Læs mere i afsnittet Fuld afdækning af fondens risiko.

FULD AFDÆKNING AF FONDENS RISIKO

Fonden kan pålægge en rejseudbyder at afdække fondens risiko ved forhøjet garantistillelse, så garantien ikke alene skal svare til de beløbe, der fremgår af lovens garantiskala (§ 8 stk. 4) - se afsnit Garanti. Det sker i givet fald for at undgå, at fonden lider tab, hvis rejseudbyderen går konkurs.

I så fald skal garantien dække det maksimalt forventede niveau for forudbetalingsbeholdningen fra rejsekunder to måneder frem i tiden plus et tillæg vedrørende evt. strandede kunder ved en konkurs.

(…)"