Sag BS-42749/2023-HER  

Parter  

A  

(v/ advokat Kasper Kelm Demant)  

mod  

Skatteministeriet Departementet  

(v/ advokat Linda Lomholt Petersen)  

Denne afgørelse er truffet af dommer Niels Bjerre.  

Sagens baggrund og parternes påstande  

Retten har modtaget sagen den 29. august 2023.   

Sagen drejer sig om, hvorvidt A er skattepligtig af et udenlandsk pengebeløb svarende til 2.445.350 kr., der i 2016 blev indsat på en bankkonto oprettet af ham i F1-bank, Y1-land.  

A har nedlagt følgende påstand:

Der nedlægges påstand om, at A’s skatteansættelse for indkomståret  

Der nedlægges subsidiært påstand om, at A’s skatteansættelse for indkomstårene 2016-2020 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.  

Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand om frifindelse.   

Oplysningerne i sagen  

Skatteankenævn Vestjylland Syd traf den 30. maj 2023 en afgørelse om, at A var skattepligtig af et beløb på 2.445.350 kr., samt renteindtægter af dette beløb i årene 2017-2020.     

Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:  

"… Møde mv.  

Der har været afholdt møde mellem klagerens repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler, hvor klagerens døtre ligeledes gav forklaring. Klagerens repræsentant, klageren selv og døtrene har endvidere udtalt sig ved et møde med skatteankenævnet.  

Faktiske oplysninger  

Beløb modtaget fra tredjemand og tilhørende renteindtægter  

Det fremgår af opslag i folkeregisteret, at klageren har haft bopæl i Danmark siden den 10. april 1986, hvor klageren indrejste fra Y2-land. Klageren har arbejdet som ufaglært slagteriarbejder i en lang årrække, men har i det væsentligste modtaget folke- og førtidspension i de påklagede indkomstår.  

Skattestyrelsen har oplyst, at de har modtaget kontroloplysninger fra skattemyndighederne i Y1-land. Oplysningerne er modtaget i henhold til en international aftale om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti.  

Kontroloplysningerne fremgår således:  

Konti hos F1-bank  

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, kan indkomsten forhøjes. Det følger af fast praksis og kan udledes af Højesteretsdom af 7. marts 2011 offentliggjort i SKM2011.208.HR.  

Det påhviler i disse tilfælde skatteyderen at godtgøre, at indtægterne stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Dette kan udledes af Højesteretsdom af 10. oktober 2008 offentliggjort i SKM2008.905.HR. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om klagerens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette kan udledes af Østre Landsrets dom af 29. april 2013 offentliggjort i SKM2013.389.ØLR og byrettens dom af 28. februar 2017 offentliggjort i SKM2017.233.BR.  

Af byrettens dom af 16. december 2015 offentliggjort som SKM2016.70.BR, kan udledes, at erklæringer vedrørende låneforhold, der er udarbejdet i forbindelse med en skattesag, som udgangspunkt ikke kan tillægges selvstændig bevismæssig betydning, når de ikke er bestyrket ved objektiv konstaterbare forhold.  

De almindelige skatteretlige beviskrav gælder uanset trosbekendelse og kulturelle forhold. Dette kan udledes af Højesteretsdom af 27. november 2008 offentliggjort i SKM2009.37.HR.  

Klageren har den 20. september 2016 oprettet et såkaldt (red.fjernet.tekst)" med kontonr. X1 hos F1-bank, hvor der er indsat 500.000 (red.fjernet.valuta) svarende til ca. 2.445.350 kr. Gevinst af depotet er blevet overført til kontonr. X2 i samme bank. Den af Skattestyrelsen anvendte opgørelsesmetode og beregning af renteindtægter ses ikke at være bestridt.  

Nævnet finder efter en konkret vurdering, at klageren ikke kan anses for at have løftet bevisbyrden for, at det pågældende beløb ikke er skattepligtigt. Det anses herved ikke for godtgjort, at beløbet hidrører fra allerede beskattede midler, lån, arv eller, at beløbet alene opbevares ved klageren og er blevet investeret på MT’s vegne.  

Nævnet anser således beløbet for i det hele at have forladt MT’s formuesfære, og at klageren må anses for at have haft fuld råderet over beløbet siden indkomståret 2016, hvor beløbet blev indsat på en af klageren oprettet konto. Beløbet har således været i klagerens varetægt i en længere årrække. Der henvises herved til, at kontoen er oprettet af klageren, som ejer den 100 %, og at feltet vedrørende "joint applicant" ikke ses udfyldt. Der er på den baggrund nævnets opfattelse, at det alene er klageren, der kan anses for at have råderet over beløbet.  

De af repræsentanten fremlagte erklæringer kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes herved, at erklæringerne ikke er oprettet i forbindelse med overførslen af beløbet til kontoen, men til brug for skattesagen. De har endvidere ikke karakter af gældsbreve og fremstår uden særlige vilkår for, hvordan beløbet eventuelt skal tilbagegives.  

Nævnet finder ikke, at det ved den fremlagte mailkorrespondance er godtgjort, at klageren ikke er rette indkomstmodtager af beløbet. Der henvises herved til, at korrespondancen ikke foregår mellem MT og klageren, og at det forhold, at det har været diskuteret mellem parterne, at beløbet skulle overføres til MT’s datter, ikke ændrer ved, at beløbet de facto blev overført til klageren med fulde beføjelser, råderet og uden tilknyttede vilkår. Der er derfor ikke holdepunkter for at antage, at beløbet ud fra en realitetsbetragtning skulle være tilgået MT’s datter.  

Klageren er følgelig ligeledes rette indkomstmodtager af renteindtægterne, der er tilknyttet og påløbet ovenstående beløb.  

Nævnet stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.  

…  

Ansættelsesfrister  

Det fremgår af § 1, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 (med virkning for indkomståret 2013 til indkomståret 2017) og i bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018 (med virkning for indkomståret 2018) om kort frist for personer med enkle økonomiske forhold, at Skatteforvaltningen uanset fristen i § 26, stk. 1, 1. pkt., skal afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat for fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.  

Af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 2. pkt. fremgår, at fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, blandt andet gælder, når den skattepligtige ikke har enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4, hvoraf det fremgår, at en skattepligtig ikke anses for at have enkle økonomiske forhold, hvis den skattepligtige har aktiver eller passiver af betydning for skatteansættelsen i udlandet.  

Skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal endvidere være foretaget senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. og 2. pkt.  

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat foretages eller ændres efter skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Af § 27, stk. 2, fremgår, at en ansættelse kun kan foretages efter de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.  

Da klageren i nærværende sag har haft aktiver i udlandet, som er af betydning for skatteansættelsen, kan han ikke anses for at have enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4, jf. § 1, stk. 1. Klageren er derfor omfattet af den ordinære ansættelsesfrist i § 26, stk. 1.  

Skattestyrelsen sendte forslag til afgørelse i sagen den 14. februar 2022, og der blev truffet afgørelse den 30. marts 2022. Skattestyrelsen har således med rette kunnet foretage de påklagede ansættelsesændringer inden for den ordinære ansættelsesfrist for så vidt angår indkomstårene 2018-2020.  

Nævnet finder ligeledes, at Skattestyrelsen med rette har kunnet foretage de påklagede ansættelsesændringer efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist for så vidt angår indkomstårene 2016-2017  

Herved er lagt vægt på, at klageren ikke har oplyst om, at der blev indsat et beløb på 500.000 (red.fjernet.valuta) med efterfølgende renteindtægter, på en af ham oprettet konto i udlandet. Klageren har trods denne viden ikke korrekt oplyst om yderligere skattepligtig indkomst til Skatteforvaltningen.  

Nævnet har endvidere på baggrund af sagens omstændigheder, herunder negative privatforbrugsberegninger i indkomstårene 2016-2017, fundet, at klageren må have haft indtægter, som ikke er selvangivet. Der henvises herved til SKM2016.230.VLR.  

Det lægges herefter til grund, at klageren har bevirket, at skatteansættelsen har hvilet på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, og at dette må tilregnes klageren som groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 5 og SKM2018.520.HR.  

Nævnet bemærker, at det lægges til grund, at Skattestyrelsen tidligst den 8. november 2021 kunne konstatere, at klagerens skatteansættelser hvilede på et urigtigt og ufuldstændigt grundlag.  

Skattestyrelsen har afsendt forslag til afgørelse den 14. februar 2022 og herefter truffet afgørelse den 30. marts 2022. Skattestyrelsen har derfor overholdt varslingsfristen og kendelsesfristen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.  

…"  

A har forklaret, at det er helt sædvanligt, at man opbevarer en anden persons formue.  Der var borgerkrig i Y2-land, og det var baggrunden for, at han flygtede til Danmark. Hvis man som Y3-lander blev boende i Y2-land, kunne man ikke beholde en egen formue.  MT’s afdøde ægtefælle var fra Y3-land og var i besiddelse af en formue. For at undgå, at formuen skulle blive konfiskeret af staten, overførte MT’s søn formuen til en konto i Y1-land i sagsøgerens navn.  MT’s søn, der hedder MS, boede i Y1-land for senere at flytte til Y4-land. MS er storebror til sagsøgerens daværende hustru. Sagsøgeren måtte rejse til Y1-land for at oprette de omhandlede konti. Inkluderet i beløbet på 500.000 (red.fjernet.valuta), som blev indsat på kontoen, var der også nogle andre midler, som en person havde til overs. Der var imidlertid også her tale om midler tilhørende sagsøgerens svigerfar.  Sagsøgeren har på intet tidspunkt disponeret over den pågældende konto, ligesom han heller ikke har rørt ved renteindtægterne. Sagsøgeren har i øvrigt ikke personligt nogen formue og har måttet låne penge af sine børn for at kunne føre denne retssag. Efter ønske fra MT er hele indeståendet over flere gange, bortset fra et mindre beløb, blevet tilbageført til MT. MT har 6 børn, der er arvinger efter deres mor. Når det i en mail af 8. november 2021 af sagsøgerens datter ved navn UA er anvendt udtrykket "i en mands varetægt" har dette ingen specifik betydning og har ikke noget med den Y3-land kultur at gøre. Kontoen blev ikke oprettet i MT’s navn, da hun ikke kunne komme til Y1-land. Sagsøgeren har ikke kendskab til, om MS også modtog penge fra MT’s afdøde mand. Det var nødvendigt for sagsøgeren, hans ekskone og deres børn at rejse til Y1-land for at få de omhandlede konti oprettet i banken. Der er stadigvæk problemer i Y2-land og det er derfor ikke uden risiko at have pengene stående på en konto i landet. Der er efter hans opfattelse ingen tvivl om, at hele beløbet i tilfælde af hans bortgang skulle tilbageføres til MT, hvis pengene var forblevet stående på de pågældende konti oprettet i sagsøgerens navn. Der foreligger i hele sagen ikke nogen skriftlig aftale mellem parterne om ejerskab eller andre forhold i relation til de 2 konti.           

MT har forklaret, at A er barn af hendes mands søster, men også vidnets tidligere svigersøn. Vidnet kan vedstå de 2 erklæringer, som hun har ladet udfærdige i sagen. Vidnet kan bekræfte, at der i sin tid var borgerkrig i Y2-land, hvorunder hendes mand bl.a. blev kidnappet med et krav om en løsesum, som hun måtte betale som pris for en løsladelse. Dette var baggrunden for, at vidnets søn MS, der dengang boede i Y1-land, indsatte hendes penge på en konto i sagsøgerens navn. Hendes søn var gift og der var problemer med svigerdatteren. Der var på ingen måde tale om en gave til sagsøgeren. Der var kun det sikkerhedsmæssige aspekt i sagen. Vidnet har oprettet testamente, og det fremgår heraf, at hun har 23 arvinger. Da vidnet hørte om problemer med det danske skattevæsen, besluttede hun sig for at få pengene tilbageført. I dag er der tilsyneladende ingen sikkerhedsmæssige problemer i Y2-land. Hvis pengene var forblevet stående på bankkonti i Y1-land, skulle banken have besked, når hun døde, og arven efter vidnet skulle herefter fordeles mellem hendes arvinger. Der foreligger ikke noget skriftligt herom i banken i Y1-land.      

Parternes synspunkter  

A har i sit påstandsdokument anført:  

"…  

3 ANBRINGENDER  

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnet i første række gældende, at A ikke i indkomståret 2016 har aktualiseret nogen økonomisk fordel, der er skattepligtig efter statsskattelovens § 4.  

Idet A ikke har erhvervet ret til beløbet, gøres det endvidere gældende, at han ej heller er rette indkomstmodtager af det løbende afkast heraf i indkomstårene 2017-2020.  

Til støtte for den nedlagte principale påstand vedrørende indkomstårene 2016 og 2017 gøres det i anden række gældende, at der ikke er grundlag for at genoptage A’s skatteansættelser ekstraordinært.  

Det gøres i den forbindelse for det første gældende, at hverken A - eller nogen på hans vegne - forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.  

Det gøres for det andet gældende, at Skattemyndighederne ikke har godtgjort, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt.  

Til støtte for den nedlagte subsidiære påstand gøres det helt overordnet gældende, at selv såfremt man måtte finde, at A har aktualiseret en skattepligtig økonomisk fordel i indkomståret 2016, er Skattemyndighedernes skønsmæssige opgørelse heraf baseret på et forkert grundlag, der har ført til et væsentligt forkert resultat.  

3.1 A er ikke skattepligtig af beløbet  

Statsskattelovens § 4 fastslår, at enhver er skattepligtig af sine samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører fra Danmark eller udlandet, og uanset om indtægten består i penge eller formuegoder af pengeværdi.  

En skatteyder er med andre ord skattepligtig af enhver aktualiseret økonomisk fordel, medmindre der findes en konkret undtagelse i statsskattelovens § 5 eller den øvrige skattelovgivning.  

I nærværende sag er beløbet på (red.fjernet.valuta1) 322.586,13, der blev indsat på A’s konto i 2016 ikke omfattet af nogen undtagelsesbestemmelser i skattelovgivningen. Det eneste relevante spørgsmål er således, om A ved beløbets indsættelse på hans konto har erhvervet ret til beløbet, og således har aktualiseret en økonomisk fordel omfattet af statsskattelovens § 4.  

Såfremt han har erhvervet ret til beløbet, er han skattepligtig heraf, jf. dog anbringendet om ekstraordinær genoptagelse. Såfremt han ikke har erhvervet ret til beløbet, er han ikke skattepligtig heraf.  

Det gøres gældende, at A ikke har erhvervet ret til beløbet.  

Som udgangspunkt lægges det bevismæssigt til grund, at en skatteyder har erhvervet ret til et beløb, når det indgår på den pågældendes bankkonto, dette dog med mindre, der alene er tale om et udlån af bankkontoen til tredjemand, hvor retspraksis har fastslået, at der ikke skal ske beskatning af den skatteyder, der modtager midler på sin bankkonto, hvis vedkommende reelt ikke er ejer af de penge, der er sat ind på kontoen, jf. eksempelvis SKM2013.537.ØLR, SKM2014.254.ØLR og SKM 2018.573 BR.  

I nærværende sag er det ved erklæring dokumenteret, at pengene stedse har tilhørt MT (e s. 151 og 223). Det er endvidere dokumenteret, at pengene er overført fra en konto i MT’s søns navn (e s. 109, 111, 117, 121 og 123) og - indtil videre - delvist returneret til MT (e s. 245).  

At MT opbevarer sine penge på en konto i A’s navn giver ikke A en ret til at råde over dem, hvilket han bevisligt heller ikke har gjort, idet pengene fortsat står på kontoen, bortset fra den del, som på MT forlangende indtil videre er overført til hende.  

Situationen kan sammenlignes med andre forfulgte folkefærds opbevaring af værdigenstande hos venner og bekendte, indtil der igen er ro i landet og/eller krigen er slut. Det er udelukkende fordi, at der er tale om et kontantbeløb og ikke andre værdigenstande, at Skattemyndighederne ikke kan - eller vil - forstå sammenhængen.  

Det må alt andet lige være mere sandsynligt, at beløbet er opbevaret hos A end foræret til A, ligesom en domstol med rimelig sikkerhed ville komme frem til, at A skulle aflevere beløbet tilbage på MT’s forlangende, jf. UfR 1980.361 H samt Henry Ussing i Aftaler, 3. udg., s. 426f, og Palle Bo Madsen i Aftaler og mellemmænd, 5. udg., s. 402f.  

Det kan således som det klare udgangspunkt ikke lægges til grund, at en pengeoverførsel er en gave, når der ikke er nævneværdige konkrete holdepunkter herfor, jf. også Erik Werlauff i Skatteretlig respons, 2001, s. 22 samt Nikolaj Vinther i UfR 2003B.180, s. 181f.  

Det gøres således gældende, at pengene ikke har forladt MT’s formuesfære, og således ikke kan beskattes som en økonomisk fordel, der er tilgået A.  

3.2 A er ikke skattepligtig af afkastet  

Det følger af læren om rette indkomstmodtager, at det skattesubjekt der har den retlige adkomst til indkomstgrundlaget, også er rette indkomstmodtager af afkastet heraf.  

A’s skattepligt af afkastet afhænger således fuldstændigt af, hvorvidt han anses for at have erhvervet ret til "hovedstolen".  

Idet A ikke har erhvervet ret til det investerede beløb, er han følgelig ikke skattepligtig af det løbende afkast heraf.  

3.3 Intet grundlag for ekstraordinær genoptagelse  

3.3.1 A har ikke handlet forsætligt eller groft uagtsomt  

Skattestyrelsen kan ikke varsle en indkomstforhøjelse senere end 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., og der foreligger ikke i sagen en ekstraordinær genoptagelsesgrund, idet der ikke foreligger den fornødne grove uagtsomhed fra A’s side, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.  

Det gøres i den forbindelse gældende, at det i givet fald alene kan tilregnes A som simpelt uagtsomt, at han ikke betragtede beløbet som hans, og at han følgelig ikke har oplyst Skattemyndighederne herom.  

3.3.2 Skattemyndighederne har ikke godtgjort, at reaktionsfristen er overholdt  

Såfremt Skattestyrelsen ønsker at foretage en indkomstforhøjelse uden for de ordinære frister og således påberåber sig en ekstraordinær genoptagelsesgrund i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, er det tillige et ufravigeligt krav, for at genoptagelsen rent faktisk kan foretages, at den er varslet af Skattestyrelsen senest 6 måneder efter, at Skattestyrelsen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder den ekstraordinære genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.  

Det gøres gældende, at Skattemyndighederne ikke har godtgjort, at reaktionsfri-sten i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er opfyldt. Det bemærkes i den henseende, at det er Skattemyndighederne, der har bevisbyrden for, at reaktionsfristen er opfyldt, og at det er uden betydning for kundskabstidspunktet hvornår Skattestyrelsen manuelt vælger at behandle de oplysninger, som de har modtaget, jf. UfR 2022.820 H.  

Skattestyrelsens forhøjelse af A’s skatteansættelse er baseret på oplysninger, som Skattemyndighederne har modtaget fra skattemyndighederne i Y1-land den 12. september 2019.  

Skattestyrelsens frist for at varsle en ændring af A’s skatteansættelse for indkomståret 2016 udløb den 1. maj 2020.  

Skattestyrelsen igangsatte først kontrolsagen på baggrund af oplysningerne den 25. januar 2021.  

Det bestrides, at kundskabstidspunktet skal regnes fra 23. november 2021, som anført af Skattemyndighederne. For det første, er samtlige oplysninger, der er anvendt af Skattestyrelsen til den pågældende ændring, tilgået Skattestyrelsen senest den 21. maj 2021. Skatteministeriets argumentation i sagen bygger da også på, at enhver oplysning herefter er irrelevant for sagen. Af samme grund kan disse senere oplysninger ikke flytte starttidspunktet for reaktionsfristen.   

For det andet fordi Skattestyrelsen i nærværende sag har ladet sagen ligge i et år og fire måneder før man overhovedet har startet den op. Såfremt reaktionsfristen først skal regnes fra den 23. november 2021, som anført af Skatteministeriet, har reaktionsfristen reelt intet indhold, idet Skattestyrelsen herefter blot kan lade oplysningerne ligge i op til 10 år, og så vælge at starte kontrolsagen. Der henvises i den forbindelse til Højesteret i UfR 2022.820.H.  

3.4 Den subsidiære påstand  

Selv såfremt man måtte finde, at A har aktualiseret en skattepligtig økonomisk fordel i indkomståret 2016, gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at forhøje hans skatteansættelse med kr. 2.445.350, men alene med et lavere beløb.  

Af forarbejderne til den dagældende skattekontrollovs § 5, stk. 3, fremgår da også følgende helt grundlæggende regel for det skøn, som Skattestyrelsen har foretaget:  

"Efter de almindelige principper for bevisførelse påhviler det i sådanne tilfælde som udgangspunkt skattemyndigheden at sandsynliggøre, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser - set i lyset af de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af."  

Idet der jo er tale om en domstolsprøvelse af et forvaltningsretligt skøn, vil en tilsidesættelse af skønnet efter fast retspraksis kræve, at A godtgør, at skønnet enten er udøvet på et forkert grundlag, der har ført til et væsentligt forkert resultat, eller at skønsresultatet er åbenbart urimeligt. Der henvises til PL i TfS 2003, 401..  

Det gøres gældende, at Skattemyndighedernes skøn skal tilsidesættes, fordi det er udøvet på et forkert grundlag, der har ført til et væsentligt forkert resultat.  

(red.fjernet.valuta) 500.000 svarede den 20. september 2016 til kr. 2.445.350 (e s. 257).  

Såfremt en del af beløbet er tilgået A inden 1. januar 2016, er denne del af beløbet skatteansættelsen uvedkommende for indkomståret 2016, jf. også Skatteministeriets besvarelse af opfordringen (e s. 93).  

Skattestyrelsens skøn over A’s skatteansættelse for indkomståret 2016 er således baseret på den forudsætning, at hele beløbet på (red.fjernet.valuta) 500.000, der den 20. september 2016 flyttes mellem to konti i A’s navn, er tilgået A som skattepligtig indkomst i perioden fra den 1. januar 2016 til den 20. september 2016.  

Det gøres gældende, at den blotte flytning af et beløb på (red.fjernet.valuta) 500.000 imellem to konti i A’s navn ikke kan være en skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4.  

Såfremt man måtte finde, at A har aktualiseret en økonomisk fordel, der kan beskattes i indkomståret 2016, kan der således alene blive tale om at beskatte beløbet på (red.fjernet.valuta1) 322.586,13, der dokumenteret tilgår kontoen i hans navn i 2016, og som svarede til kr. 2.182.230 (e s. 249). Med denne dokumenterede oplysning gøres det gældende, at Skattestyrelsens skøn bygger på et forkert grundlag, der har ført til et væsentligt forkert resultat.  

 ... ...  

Skatteministeriet har i sagen gjort gældende, at der ikke foreligger en skønsmæssig ansættelse. Såfremt retten måtte være enig heri, er det fortsat relevant at hjemvise sagen, idet Skattemyndighederne reelt ikke har foretaget en vurdering af, hvor stor en del af de samlede (red.fjernet.valuta) 500.000, der er tilgået A i indkomståret 2016. Der kan henvises til SKM2021.21.ØLR.  

…"  

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:  

"…  

3. Anbringender  

3.1 A er skattepligtig af indsætningen på 500.000 (red.fjernet.valuta)  

Det fremgår af statsskattelovens § 4, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, og det påhviler en skattepligtig at selvangive og oplyse om sin indkomst, jf. den tidligere skattekontrollovs § 1, stk. 1 (indkomstårene 2016-2018) og den nugældende skattekontrollovs § 2, stk. 1 (indkomstårene 2019-2020).  

Har en skattepligtig modtaget indtægter af en vis størrelse eller af en vis hyppighed, påhviler det den pågældende med henvisning til objektive kendsgerninger at godtgøre, at beløbet ikke udgør skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4, jf. f.eks. UfR 2021.1853 H, UfR 2011.1599 H og UfR 2009.163 H.  

A oprettede den 20. september 2016 et såkaldt "(red.fjernet.tekst)" med kontonr. X1 hos F1-bank ("depotkontoen"), hvor der ved oprettelsen blev indsat 500.000 (red.fjernet.valuta). Beløbet blev overført fra konto X3 ("rentekontoen"), der også tilhørte A, og ifølge blanket til brug for oprettelse af konto hos F1-bank (E 125) skulle afkast fra depotkontoen også overføres til denne konto.  

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A er skattepligtig af indsætningen på de 500.000 (red.fjernet.valuta) (svarende til 2.445.350 kr.) i indkomståret 2016, idet det må lægges til grund, at han har modtaget beløbet i 2016, og han ikke ved henvisning til objektive kendsgerninger har bevist, at beløbet ikke er skattepligtigt.  

Under retssagens forberedelse har A om overførslen af de 500.000 (red.fjernet.valuta) fra rentekontoen til depotkontoen anført (replikken, E 97, 2. afsnit), at han "medgiver […] Skatteministeriet, at dette skaber en formodning for, at beløbet er hans". A mener imidlertid, at han har afkræftet formodningen for sit ejerskab.  

Depotkontoen er ejet af A alene, idet feltet "joint applicant" ikke er udfyldt, jf. E 125. Afkastet fra depotkontoen er desuden indsat på rentekontoen, der også tilhører A. A har heroverfor ikke bevist, at indestået på depotkontoen tilhørte hans tante MT, der også er hans tidligere svigermor (herefter benævnt "tanten" eller "A’s tante"), som han hævder (bl.a. stævningen, E 60, 1. afsnit ff.).  

Over for de objektive oplysninger om ejerskabet til depotkontoen og rentekontoen samt det forhold, at de 500.000 (red.fjernet.valuta) har stået på depotkontoen i en længere periode, foreligger der ikke nogen objektive beviser for, at indestået på depotkontoen og afkastet heraf tilhører A’s tante. Det blev i forbindelse med den hævdede overførsel fra tanten ikke på nogen måde angivet, at de 500.000 (red.fjernet.valuta) tilhørte hende, og der foreligger heller ikke andre oprindelige beviser i form af f.eks. et gældsbrev.  

A har derfor ikke bevist, at de 500.000 (red.fjernet.valuta) ikke udgør skattepligtig indkomst for ham, jf. bl.a. ovennævnte UfR 2011.1599 H, hvor overførsler på i alt 130.000 (red.fjernet.valuta2) på trods af synspunkter om lån og henvisning til et lånedokument blev anset for skattepligtige, idet lånedokumentet ikke var bestyrket af objektive kendsgerninger.  

De fremlagte erklæringer af 21. november 2021 og 12. juni 2022 (E 151 og E 223), hvori tanten bekræfter, at beløbet tilhører hende, og at hun vil kræve beløbet tilbagebetalt ved udgangen af 2022, er ikke tilstrækkelige til at løfte A’s bevisbyrde; både fordi erklæringerne er lavet i forbindelse med nærværende skattesag, og således ikke er oprettet i forbindelse med overførslen af beløbet til kontoen, og fordi erklæringerne ikke er bestyrket ved objektiv konstaterbar dokumentation, jf. også UfR 2009.476/2 H, hvor de afgivne forklaringer og erklæringer om lån ikke var bestyrket ved objektive kendsgerninger, og det derfor ikke kunne lægges til grund, at der var tale om et lån.  

Mailkorrespondancen fra juni 2016 (E 111-115) mellem F1-bank og MS, der er tantens søn (herefter "A’s fætter") og UA (A’s datter, som også omtales som "UA", og herefter "A’s datter") udgør heller ikke noget bevis - endsige objektivt bevis - for, at de 500.000 (red.fjernet.valuta) tilhører A’s tante. Mailkorrespondancen angår udbetaling af et deponeret beløb til åbning af en ny bankkonto i A’s ekskones navn og dermed ikke overførslen på de 500.000 (red.fjernet.valuta). Det fremgår desuden af korrespondancen, at A’s fætter har "fixed deposit"-konti hos banken, men det fremgår ikke hvilke kontonumre, der er tale om, eller hvilke beløb, der står på disse konti.  

Forklaringen om, at de 500.000 (red.fjernet.valuta) i 2016 skulle have været overført til A’s tantes datter, MJ, som er A’s ekskone, men at beløbet, grundet udfordringer med oprettelse af en ny konto, blev overført til A’s eksisterende konto i F1-bank i Y1-land fra tantens søns konto (stævningen, E 60, 5-7. afsnit) er heller ikke bevist, herunder ved den ovennævnte korrespondance (E 111-115).  

Forklaringen om, at beløbet skulle overføres til tantens datter (og dermed A’s ekskone), er desuden uden betydning, idet beløbet blev overført til A uden nogen dertil knyttede vilkår. Dette bekræftes også af, at A selv anfører, at han har haft mulighed for at råde over pengene (stævningen, E 67, 2. sidste afsnit).  

Overførselskvitteringerne (E 117-120) viser, at der den 26. juli 2016 blev overført i alt 322.586,13 (red.fjernet.valuta1) til A. Det fremgår imidlertid ikke af kvitteringerne, hvem overførslerne er fra, eller hvilken konto overførslen er sket til. A har derfor ikke dokumenteret, hvor beløbet stammer fra, og endnu mindre har han dokumenteret, at overførslen indebar, at de 500.000 (red.fjernet.valuta) tilhørte hans tante også efter overførsel til ham.  

Der er dermed ikke noget grundlag for A’s postulat (stævningen, E 67, 5. afsnit) om, at det "[i] nærværende sag er […] dokumenteret, at pengene stedse har tilhørt - og fortsat tilhører - [tanten] MT…". Rigtigheden af postulatet bevises heller ikke af, at A den 24. april 2023 - og dermed længe efter SKATs afgørelse (E 187) og kort før skatteankenævnets afgørelse (E 11) overførte 112.020 (red.fjernet.valuta) til sin tante.  

Det af A anførte (stævningen, E 68, 3-6. afsnit) om aftalefortolkning og minimumsfortolkningsreglen er uden betydning for nærværende sag, allerede fordi der ikke foreligger nogen dokumentation for et gave- eller aftaleløfte vedrørende de 500.000 (red.fjernet.valuta).  

A har dermed ikke dokumenteret, at overførslen på 500.000 (red.fjernet.valuta) i 2016 ikke er skattepligtig indkomst.  

3.2 A er blevet beskattet af det rigtige beløb på det rigtige tidspunkt  

Under den administrative sag har A oplyst, at de 500.000 (red.fjernet.valuta) hidrører fra hans tante og udgør arv til tantens børnebørn, herunder A’s datter (f.eks. E 13, 1-3. afsnit), ligesom A udtrykkelig har oplyst, at beløbet er blevet "…opbevaret på hans konto fra 2016 og frem til i år", jf. hans supplerende indlæg af 3. oktober 2022 til Skatteankestyrelsen (E 228, 5. afsnit).  

På trods af disse klare tilkendegivelser gør A nu tilsyneladende gældende, at en delmængde - nærmere bestemt 263.120 kr. - af de 500.000 (red.fjernet.valuta) vedrører et andet indkomstår end 2016 (processkrift 1, E 96, sidste afsnit ff., smh. m. E 88, 2. afsnit).  

Det er ubestridt, at der den 20. september 2016 blev overført 500.000 (red.fjernet.valuta) fra rentekontoen til depotkontoen, og at begge konti var ejet af A.  

Det skattepligtige beløb er opgjort på baggrund af denne overførsel og på baggrund af renteindtægter af beløbet i perioden 2017-2020 (cf. replikken, E 87, 4. afsnit ff.) og i overensstemmelse med A’s oprindelige forklaring om beløbets modtagelse.  

Det er udokumenteret, at A har modtaget en del af de 500.000 (red.fjernet.valuta) i et andet indkomstår end 2016. A kan naturligvis ikke bevise, at en del af de 500.000 (red.fjernet.valuta) er modtaget i et andet indkomstår ved at undlade at fremlægge dokumentation i form af kvitteringer for indsætningen af en del af beløbet. De fremlagte overførselskvitteringer (E 117-120) om overførsel af i alt 322.586,13 (red.fjernet.valuta1) til A beviser derfor heller ikke - selv hvis der ses bort fra uklarheden om den modtagende konto - ikke, at det resterende beløb på 263.120 kr. er retserhvervet i et andet indkomstår. Det gælder navnlig, når henses til, at A hverken oplyser eller dokumenterer nærmere om sin modtagelse af dette residualbeløb.  

Det må derfor i overensstemmelse med A’s oprindelige forklaring lægges til grund, at det fulde indestående på depotkontoen på 500.000 (red.fjernet.valuta), herunder de 263.120 kr., er modtaget i 2016.  

3.3 A er skattepligtig af de påløbne renter  

Det er ubestridt, at A efter statsskattelovens § 4 også skal beskattes af renteindtægterne af de 500.000 (red.fjernet.valuta) på i alt 162.072 kr., hvis retten finder, at A skal beskattes af 500.000 (red.fjernet.valuta).  

Skatteministeriet gør desuden gældende, at A også skal beskattes af renteindtægterne, hvis retten finder, at de 500.000 (red.fjernet.valuta) ikke tilhører ham.  

Det er ubestridt, at der i perioden 2017-2020 er påløbet i alt ca. 162.072 kr. i renter af de 500.000 (red.fjernet.valuta).  

A har ikke bevist, at renteindtægterne ikke er tilgået ham.  

Renteindtægten er løbende oppebåret på depotkontoen og overført til rentekontoen, som stod i A’s navn, jf. blanket til brug for oprettelse af depotkontoen (E 125), smh. m. CRS-oplysninger, E 127 og E129. A har ikke fremlagt dokumentation for, at renteindtægterne er videreført til tanten, eller at tanten havde ret til rentebeløbene.    

A er derfor skattepligtig af renteindtægterne, jf. statsskatteloven § 4.  

3.4 Iagttagelse af fristreglerne  

Skatteministeriet gør gældende, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af A’s skatteansættelse for indkomstårene 2016-2017 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldt, og at reaktionsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt.  

3.4.1 Grov uagtsomhed  

Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at der kan ske ekstraordinær ansættelse, hvis den skattepligtige, eller nogen på dennes vegne, forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.  

Det er ubestridt, at A ikke har selvangivet de 500.000 (red.fjernet.valuta) og de tilskrevne renter, som er tilgået hans konti i F1-bank i Y1-land.   

Hvis retten er enig med Skatteministeriet i, at indsætningen af 500.000  

(red.fjernet.valuta) på A’s konto er skattepligtig, følger det heraf, at A har undladt at selvangive et betydeligt beløb med efterfølgende renteindtægter og dermed har handlet groft uagtsomt, jf. herved f.eks. UfR 2018.3603 H og SKM 2019.388.VLR. Indsætningen af de 500.000 (red.fjernet.valuta) på A’s konto i Y1-land måtte - på samme måde som situationen i SKM2020.452.ØLR - helt åbenbart give A anledning til at overveje, om han var skattepligtig af beløbet i Danmark.  

Det er derfor ikke retvisende, når A anfører (stævningen, E 70, 3. afsnit), "at det kan tilregnes A som simpelt uagtsomt, at han ikke betragtede beløbet som hans, og at han følgelig ikke har oplyst Skattestyrelsen herom".  

3.4.2 Reaktionsfristen i skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 er overholdt  

Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., at en ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5, skal være varslet senest 6 måneder efter, at Skatteforvaltningen er kommet til kundskab om, at en skatteansættelse er urigtig eller ufuldstændig, og at dette skyldes et groft uagtsomt eller forsætligt forhold hos den skattepligtige eller dennes repræsentant.  

Det følger af højesteretspraksis, at kundskabstidspunktet regnes fra det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at der foreligger grundlag for ekstraordinær ansættelse i medfør af § 27, stk. 1, nr. 5, jf. UfR 2023.5413 H UfR.2022.820 H, UfR 2018.3845 H og UfR 2018.3603 H.  

Skattestyrelsen modtog den 12. september 2019 oplysninger i henhold til international aftale om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti (CRS) fra Y1-land, hvoraf fremgik, at A havde to konti i F1-bank, jf. skærmprint af dato for modtagelse af oplysninger og de modtagne CRS-oplysninger (E 127 og E 129).  

På baggrund af CRS-oplysningerne skrev Skattestyrelsen den 4. marts 2021 (E 137-140) til A og anmodede om oplysninger vedrørende hans konti i F1-bank, herunder bl.a. om kontoudskrifter og informationer om, hvor formuen stammer fra.  

A’s datter oplyste den 19. marts 2021 telefonisk, at midlerne på A’s to konti stammede fra arv fra hendes mormor og morfar, jf. Skattestyrelsens sagsnotat (E 131).  

Den 21. marts og 21. maj 2021 fremsendte A via sin datter materiale til Skattestyrelsen vedrørende 2018 og 2019, samt oplysninger vedrørende oprettelse af depotkontoen hos F1-bank, herunder at der i 2016 var indsat 500.000 (red.fjernet.valuta), og at påløbne renter skulle overføres til rentekontoen, jf. Skattestyrelsens sagsnotat (E 132).  

Ved brev af 9. juli 2021 (E 143) og e-mail af 21. oktober 2021 (E 145) bad Skattestyrelsen A fremsende oplysninger og dokumentation for arven og transaktionen.  

Ved e-mail af 8. november 2021 (E 147) svarede A’s datter at hun "vil forsøge at min bedstemor til at fremskaffe dokumentation på, at en del af min bedstefars arv er i min fars varetægt for nuværende. I Y2-land bliver arven ikke opgjort og heller ikke bogført, hvorledes arven videregives. Det er op til den enkelte familie at forvalte arven. Jeg er derfor i tvivl om, hvor meget af det adspurgte, jeg kan finde.".  

Da Skattestyrelsen fortsat ikke havde modtaget den efterspurgte dokumentation, sendte Skattestyrelsen den 12. november 2021 en e-mail (E 149) til A’s datter og efterspurgte følgende oplysninger:   

"- Dokumenter udarbejdet i forbindelse med pengetransaktionen, hvis sådanne foreligger. - Selve pengetransaktionen/kontooverførslen bedes dokumenteret. Heraf skal fremgå en dato for hvornår pengene er gået ind på din fars konto i Y1-land, og det skal fremgå fra hvem pengene overføres fra. Vi vil gerne kunne følge pengene fra din morfars konto til pengene blev placeret i Y1-land.  

- Du bedes også oplyse og dokumentere arvens samlende størrelse, selvom det ikke er muligt at skaffe en boopgørelse."  

Ved e-mail af 23. november 2021 (E 153) svarede A’s datter på vegne af A, at det ikke var muligt at fremskaffe noget skriftligt om den samlede arvs størrelse eller dokumentation for transaktionen. Mailen var desuden vedlagt en erklæring af 21. november 2021 underskrevet af tanten (E 151).  

Det var først den 23. november 2021, hvor A oplyste, at det ikke er muligt at fremskaffe yderligere dokumentation for arven eller transaktionen, at Skattestyrelsen havde grundlag for at vurdere, om der var grundlag for at forhøje A’s skattepligtige indkomst med 500.000 (red.fjernet.valuta) og de påløbne renter, herunder om A havde handlet groft uagtsomt.  

Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., begyndte derfor først at løbe fra den 23. november 2021.  

Skattestyrelsen sendte den 14. februar 2022 forslag til afgørelse til A, hvorfor reaktionsfristen i skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, 1. pkt. er overholdt.  

Det er uden betydning for reaktionsfristens begyndelsestidspunkt, at Skattestyrelsen den 12. september 2019 fik adgang til oplysninger om A’s indeståender på depot- og rentekontoen i F1-bank i kraft af CRS-oplysningerne (E 127 og 129).  

Skattestyrelsen havde ikke ved modtagelsen af CRS-oplysningerne kundskab om, at beløbene på A’s konti i F1-bank var skattepligtig indkomst, ligesom styrelsen ikke havde kundskab om, at det var forsætligt eller groft uagtsomt, at A ikke havde selvangivet indtægterne.  

Det er også uden betydning for reaktionsfristens begyndelsestidspunkt, at kontrolsagen ikke blev opstartet straks efter modtagelsen af oplysningerne, jf. bl.a. UfR 2018.3603 H og SKM2014.335.VLR, hvoraf følger, at kundskabstidspunktet efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse ikke er tidspunktet, hvor skattemyndighederne modtager oplysninger om indsætningen, men det tidspunkt, hvor skattemyndigderne får kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af de ordinære genoptagelsesregler.  

Den omstændighed, at A ikke efter den 21. maj 2021 fremlagde dokumentation vedrørende de 500.000 (red.fjernet.valuta), kan - som også fastslået ved ovennævnte UfR 2018.3603 H - ikke flytte reaktionsfristens starttidspunkt til et tidligere tidspunkt (cf. replikken, E 89, 2. sidste afsnit). Det gælder navnlig i lyset af, at A’s datter så sent som den 8. november 2021 tilkendegav, at hun ville fremkomme med yderligere oplysninger (E 147), som havde relevans for vurderingen af, om de 500.000 (red.fjernet.valuta) var skattepligtige, og om manglende beskatning beroede på et som minimum groft uagtsomt forhold.  

Skattestyrelsen har derfor overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, 1. pkt.  

3.5 Skattemyndighederne har iagttaget officialprincippet  

På trods af Skattestyrelsens betydelige bestræbelser på at oplyse sagen, herunder styrelsens gentagne anmodninger til A om at indsende dokumentation for modtagelsen af de 500.000 (red.fjernet.valuta), jf. også afsnit 3.4.2 ovenfor, har A anført, at myndighederne i lyset af dels Skatteministeriets synspunkter, dels officialprincippet, havde lejlighed og pligt til at indhente kontoudskrifterne for A’s konti i Y1-land (replikken, E 89, 2. afsnit).   

Officialprincippet medfører ikke en pligt for skattemyndighederne til at indhente oplysninger fra private virksomheder, ensidige banken i Y1-land, med henblik på at løfte A’s bevisbyrde for, at indkomsten ikke udgjorde skattepligtig indkomst, jf. herved bl.a. forarbejderne til den tidligere skattekontrollov (lovforslag nr. 104 af 1. december 1995, de specielle bemærkninger til § 5, stk. 3).   

Skattestyrelsen har - i overensstemmelse med det anførte i sin e-mail af 12. november 2021 til A (E 149) - lagt A’s forklaring, om at beløbet var modtaget fra hans tante i 2016, til grund. Skattestyrelsen har desuden - og ligeledes i overensstemmelse med det anførte i e-mailen - ikke forsøgt at indhente oplysninger fra myndighederne i Y1-land (cf. processkrift 1, E 95, 1. afsnit ff.), hvilket der heller ikke var nogen anledning til i lyset af datterens oplysning om, at det ikke var muligt at indhente yderligere.  

I lyset af e-mailen fra F1-bank af 26. oktober 2023 (E 253), hvori banken oplyser, at det er muligt at indhente kontoudskrifter, der er op til 7 år gamle, må det lægges til grund, at det faktisk var muligt at indhente kontoudskrifterne den 23. november 2021, hvor A’s datter imidlertid tilkendegav, at det ikke var muligt.  

Den manglende fremlæggelse af kontoudtogene beror imidlertid alene på A’s forhold, mens der omvendt ikke er noget grundlag for at hævde, at det er Skattestyrelsen, der har ageret kritisabelt ved ikke at indhente kontoudtogene, som A nu prøver at tegne et billede af (processkrift 1, E 96, 2. 1. afsnit ff.).  

3.6 Der er ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling  

A’s synspunkt (replikken, E 87, 3. tekstafsnit smh. m. stævningen, E 59, øverst) om, at sagen skal hjemvises, hvis retten finder, at A har aktualiseret en økonomisk fordel i 2016, men retten samtidig ikke kan tiltræde skattemyndighedernes skønsmæssige opgørelse af beløbet, giver ikke grundlag for at hjemvise sagen.  

For det første har skattemyndighederne ikke foretaget en skønsmæssig ansættelse på baggrund af overførslen på (red.fjernet.valuta) 500.000. Skattemyndighedernes forhøjelse af A’s skattepligtige indkomst med 500.000 (red.fjernet.valuta) er baseret på, at dette beløb har karakter af skattepligtig indkomst for A og er ikke udtryk for en skønsmæssig ansættelse. At forhøjelsen på de 500.000 (red.fjernet.valuta) ikke er udtryk for en skønsmæssig ansættelse illustreres også af Skatteankenævnets afgørelse, hvor der sondres mellem "Beløb modtaget fra tredjemand og tilhørende renteindtægter" (de 500.000 (red.fjernet.valuta) og renterne heraf) og "Skønsmæssige forhøjelser" (øvrige forhold).  

For det andet er der ikke grundlag for at hjemvise sagen, blot fordi retten måtte være uenig i skattemyndighedernes opgørelse af det skattepligtige beløb.  

En hjemvisning forudsætter, at en fornyet administrativ behandling af sagen er nødvendig, og det er ikke tilfældet, såfremt retten blot kan fastslå den (alternative) størrelse på det skattepligtige beløb.  

Idet A hverken har påvist, at han er beskattet af et forkert beløb, eller at det er nødvendigt at gøre den beløbsmæssige opgørelse til genstand for en fornyet administrativ behandling, såfremt retten finder beløbet opgjort forkert, er der ikke grundlag for at hjemvise sagen.  

…"  

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.  

Rettens begrundelse og resultat  

Retten kan efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at sagsøgeren den 20. september 2016 modtog 500.000 (red.fjernet.valuta), hvor der skete en overførsel fra en rentekonto til en depotkonto i Y1-land. Retten finder det ikke bevist, at sagsøgeren i tidligere år havde modtaget en del af beløbet.   

Sagsøgeren har under sagen gjort gældende, at de 500.000 (red.fjernet.valuta) tilhører sagsøgerens tante MT, og har bl.a. henvist til den forklaring, som MT har afgivet under sagen og de 2 fremlagte erklæringer, som hun har vedstået.  

Retten finder, at sagsøgerens og MT’s forklaringer ikke er tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger. De 2 fremlagte erklæringer er udarbejdet til brug for skattesagen, og der foreligger i sagen ingen skriftlige aftaler om, hvem beløbet tilhører, og hvorledes der skal forholdes med beløbet i tilfælde af dødsfald.  

Retten finder herefter ikke, at sagsøgeren har bevist, at beløbet på de 500.000 (red.fjernet.valuta) ikke udgør hans skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 4.       

Det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at Skattestyrelsen den 12. september 2019 modtog oplysninger om, at sagsøgeren havde 2 konti i F1-bank i Y1-land. Skattestyrelsen rettede henvendelse til sagsøgeren for at indhente nærmere oplysninger og der fandt herefter en korrespondance sted mellem Skattestyrelsen og sagsøgerens datter.   

Skattestyrelsen modtog den 23. november 2021 oplysning om, at det ikke var muligt at fremskaffe yderligere dokumentation for så vidt angår beløbet og beløbets indsættelse på den omhandlede konto.   

Det kan endvidere lægges til grund, at Skattestyrelsen herefter den 14. februar 2022 til sagsøgeren sendte et forslag til afgørelse i sagen.   

Retten finder bl.a. under hensyn til, at der er tale om et betydeligt beløb med løbende renteindtægter, som har henstået på 2 konti i Y1-land i flere år, at sagsøgeren har handlet groft uagtsomt ved ikke at oplyse om beløbet til skattemyndighederne, og under den forudsætning finder retten, at Skattestyrelsen har reageret rettidigt.   

Skattestyrelsen er først den 23. november 2021 kommet til kundskab om det forhold, der begrunder en fravigelse af fristerne og fristen på 6 måneder må derfor anses for overholdt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.   

Som følge af det anførte frifindes Skatteministeriet.  

Sagsøgeren, A, skal til sagsøgte, Skatteministeriet, betale sagsomkostninger med 121.875 kr.   

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi (oplyst til 1,7 mio. kr.), forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 121.875 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.  

Sagsøgeren, A, skal til sagsøgte, Skatteministeriet, betale sagsomkostninger med 121.875 kr.   

Beløbet skal betales inden 14 dage.  

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.