Dato for udgivelse
29 apr 2025 12:40
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 feb 2025 10:57
SKM-nummer
SKM2025.223.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-51202/2023-OLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Indsætninger, indkomst, lån, gaver
Resumé

Sagen drejer sig om, hvorvidt indsætninger på i alt 670.000 kr. i indkomstårene 2017-2019 fordelt over kontantindsætninger, Mobilepay-indsætninger samt almindelige bankoverførelser udgør skattepligtig indkomst, eller skattefrie lån/gaver fra familiemedlemmer.  

Landsretten anførte, at betalinger fra appellanten til dennes søster først blev foretaget efter skattesagens opstart, ligesom tro- og loveerklæringer og lånebeviser blev udarbejdet på dette tidspunkt.   

Appellanten havde ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for, at de pågældende indsætninger udgjorde lån.  

Landsretten stadfæstede dermed byrettens frifindende dom (SKM2023.539.BR).  

Landsretten tiltrådte desuden, at der ikke var grundlag for at anse nogen del af indsætningerne for at være gaver fra appellantens forældre.

Reference(r)

Statsskatteloven § 5, litra c 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2025-1, C.C.2.1.3.3.1 

Redaktionelle noter

Tidligere instanser: 

Landsskatteretten, 21-0068413, ej offentliggjort 

Byretten, BS20663/2022-LYN, offentliggjort som SKM2023.539.BR

Appelliste

Sag BS-51202/2023-OLR

(5. afdeling)

Parter

A

(v/ advokat Hussain Ali Alhaidary)

mod

Skatteministeriet 

(v/ advokat Evin Alex Botansen, prøve)

Retten i Lyngby har den 28. september 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS20663/2022-LYN).

Landsdommerne Johann Herzog, Mikael Sjöberg og Christian Barker Schrøder og (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand for byretten om, at hans skatteansættelse for indkomstårene 2017-2019 nedsættes med 670.000 kr., subsidiært at skatteansættelsen for indkomstårene 2017-2019 hjemvises til den beløbsmæssige opgørelse af gaveafgift for så vidt angår indbetalinger fra appellantens forældre, IA og IF.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Af et lånebevis underskrevet den 30. januar 2021 fremgår blandt andet: "Jeg - A har tidligere haft lånt 295.000 kr. af IE". 

Af et lånebevis underskrevet den 30. januar 2021 fremgår blandt andet: " Jeg - A har tidligere haft lånt 225.000 kr. af IA". 

Af et lånebevis underskrevet den 30. januar 2021 fremgår blandt andet: " Jeg - A har tidligere haft lånt 150.000 kr. af IF".

Af et dokument benævnt "Tro og love erklæring vedrørende lån", underskrevet den 28. november 2021, fremgår blandt andet: 

"Vedrørende Skattestyrelsens sagsid … samt sagsid …

Undertegnede IE … erklærer på tro og love, at jeg har lånt 295.000 til A …

Lånet er ydet som hjælp til A og skal tilbagebetales når undertegnede har behov herfor." 

Der er endvidere fremlagt enslydende dokumenter vedrørende henholdsvis IA og et beløb på 225.000 kr., underskrevet den 27. november 2021, og IF og et beløb på 150.000 kr., underskrevet den 27. november 2021. 

Forklaringer

Der er afgivet supplerende forklaring af A og IE. 

A har supplerende forklaret blandt andet, at han i dag arbejder som (red.job.nr.1.fjernet) og (red.job.nr.2.fjernet). Han arbejder også i vintertjenesten i (red.job.nr.3.fjernet). Lånebeviserne blev først udarbejdet efter skattesagens opstart, da han ikke vidste, at der var krav om lånedokumenter, da lånene blev ydet. De anvender ikke lånebeviser i deres familie, når de låner penge til hinanden. Skattestyrelsen bad ham om dokumentation i form af lånebeviser, og det opfattede han sådan, at han skulle få dem udarbejdet for at dokumentere lånene. Han har fremlagt dem for at bevise, at der er tale om lån. Han har tilbagebetalt lånet til sin søster. Han har fået henstand med tilbagebetalingen af lånene til sine forældrene, da de har villet afvente skattesagens udfald. Det har også været tabubelagt, at han havde et spilleproblem. 

Det kan godt pA’sse, at han lånte penge ud i samme periode, som han havde pengeproblemer i forhold til spil. Han har gamblet meget sammen med KY. De har lånt hinanden penge, når de har haft gode perioder med gevinst. Han har ikke været i behandling for sin spilafhængighed eller været registreret i Rufus. 

Lånene fra hans søster kom i takt med, at han havde brug for hjælp, når han spillede sine penge op. Han ved, at søsteren holdt regnskab med, hvad han lånte af hende. Lånebeviset mellem ham og hans søster er dateret efter, at han tilbagebetalte hende 200.000 kr. Han tænkte, at det ikke var relevant at medtage afdraget på lånet i lånedokumentet. Det var pinligt, da hans søster fandt ud af, at de penge, som hun havde lånt ham, var brugt til at finansiere spil. 

Lånene fra hans forældre modtog han i runde beløb i kontanter, og på den måde kunne han holde nogenlunde styr på, hvad han havde lånt af dem. Han havde dog ikke fuldt ud overblik over det. Hans forældre har haft for vane at hæve deres løn i kontanter gennem mange år. Hans forældre holdt også regnskab med, hvad han lånte af dem. Hans forældre havde evne til at låne ham store beløb, herunder over 30.000 kr. på en måned, da de har været på arbejdsmarkedet siden 1960’erne. De havde derfra en kontantopsparing, som de kunne bruge. Han ved ikke, hvorfor forældrenes regnskab over lånene ikke er fremlagt i sagen, men det har nok været af svært læselig karakter, og det er aldrig blevet efterspurgt. Hans forældre er ikke indkaldt som vidner under sagen på grund af deres alder mv. Han sagde ikke sandheden til forældrene om sit behov for at låne penge, da det er tabubelagt i deres kultur at spille sine penge væk. 

Det er rigtigt, at han den 1. oktober 2018 indsatte 13.487 kr. i mønter på sin konto. Det var et blandet beløb, der bestod af kontanter fra hans forældre, spilgevinster og andet, som han havde samlet sammen og så indsatte i banken.  

Det var ham, der udarbejdede lånedokumenterne og satte stjerner i stedet for CPR-numrene, da han ville overholde GDPR-reglerne.  

IE har supplerende forklaret blandt andet, at pengene, som hun overførte til A, var et lån. Hun holdt styr på størrelsen af lånet via sine kontoudskrifter. Hun skrev også ned, hvad hun lånte ham. Hun er ikke blevet bedt om at fremlægge sine optegnelser herom. A bad hende om, at der blev udarbejdet et lånedokument, da Skattestyrelsen havde efterspurgt dokumentation. Hun kan ikke huske, hvem der konciperede lånedokumentet. 

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

A har yderligere anført, at der ikke kan anses at påhvile ham en skærpet bevisbyrde for, at der foreligger et låneforhold, jf. herved TfS1998.46Ø. Det må også tillægges vægt, at han har tilbagebetalt lånet til IE, og det har ikke afgørende betydning, at der ikke på lånetidspunktet forelå en skriftlig låneaftale. Hans påstand om, at der foreligger et låneforhold, støttes af objektive kendsgerninger i form af kontoudskrifterne i sagen. Hvis retten ikke måtte finde, at der foreligger et lån fra hans forældre, gøres det gældende, at der er tale om gaver, og at sagen bør hjemvises til den beløbsmæssige opgørelse af gaveafgift. Pengeoverførslerne er sket i et gavemiljø, hvorfor der foreligger en objektiv formodning for, at den vederlagsfrie ydelse er et udslag af gavmildhed, som skattemyndighederne ikke har afkræftet. 

Skatteministeriet har heroverfor anført, at der henset til, at de indsatte beløb er af varierende størrelse uden nogen nærmere systematik, at der ikke er udarbejdet samtidige lånedokumenter, at der ikke er stillet sikkerhed for de betydelige, påståede lån, og at disse stammer fra nærtstående, påhviler A en skærpet bevisbyrde, som ikke er løftet. Den omstændighed, at han har overført 295.000 kr. til IE - som ikke er beløbsmæssigt overensstemmende med de 297.300 kr., som hun har indsat - efter skattesagens opstart, er ikke tilstrækkelig dokumentation for, at der forelå et reelt gældsforhold. Tro- og loveerklæringerne og lånebeviserne er tillige udfærdiget efter skattesagens opstart, hvorfor de ikke kan tillægges bevismæssig værdi. Der er intet i sagen, der indikerer, at de 375.000 kr., der i kontanter er indsat på A’s konto, stammer fra hans forældre, og han har heller ikke løftet bevisbyrden for, at der foreligger et låneforhold. At der skulle være tale om gaver, er i modstrid med de efter skattesagens opstart udarbejdede tro- og loveerklæringer og lånebeviser, der omtaler, at der er tale om lån, ligesom det er i modstrid med A’s egen forklaring om, at der er tale om lån. 

Landsrettens begrundelse og resultat

Overførslerne fra A til IE blev først foretaget efter skattekontrolsagens opstart, ligesom lånebeviserne og tro- og loveerklæringerne også først er udfærdiget på dette tidspunkt. Herefter, og af de grunde, som er anført af byretten, og da det for landsretten fremkomne ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder landsretten, at A ikke har løftet den skærpede bevisbyrde for, at de pågældende indbetalinger er udtryk for optagelse af lån. Landsretten tiltræder endvidere, at der ikke er grundlag for at anse nogen del af indbetalingerne for at være gaver fra A’s forældre.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 45.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 45.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.