Sag BS-46708/2021-HIL

Parter

A

(v/ advokat Martin Bekker Henrichsen)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Sune Riisgaard)

Denne afgørelse er truffet af dommer Kristian Lind Jensen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 6. december 2021. 

Sagen vedrører prøvelse af landsskatterettens afgørelse af 6. september 2021 vedrørende ændring af A’s befordringsfradrag. 

A har nedlagt følgende endelige påstande:

Påstand 1:

Ansættelse for indkomståret 2016 er ugyldig.

Påstand 2:

Principalt: Skattestyrelsens afgørelse af 31. juli 2020 ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Subsidiært: Skatteministeriet skal anerkende, at A var begrænset skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2016-2018.

Mere subsidiært: Skatteministeriet skal anerkende, at A i indkomstårene 2016-2018 var hjemmehørende i Tyskland i overensstemmelse med den dansk/tysk dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 4, stk. 2, litra b.    

Påstand 3:

Landsskatterettens afgørelse, for så vidt angår klage over rejsefradrag for indkomstårene 2016 med 26.200 kr. og 2017 med 26.200 kr. og 2018 med 20.000 kr., hjemvises til realitetsbehandling i Landsskatteretten.

Subsidiært:

Sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt følgende påstande:

Principalt: Frifindelse, idet Skatteministeriet dog anerkender, at A har ret til befordringsfradrag med yderligere 11.650 kr. i 2016, 15.567 kr. i 2017 og 14.121 kr. i 2018, således at A’s befordringsfradrag samlet set udgør 20.595 kr. i 2016, 29.198 kr. i 2017 og 26.637 kr. i 2018.

Subsidiært: Sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

 

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten traf den 6. september 2021 følgende afgørelse:

"….

        Klager:                                                   A

       Klage over:                Skattestyrelsens afgørelse af 31. juli 2020

……

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2016
Fuld skattepligtig - Danmark domicilland	Ja	Nej	Ja
Befordringsfradrag	8.945	104.420	8.945
Indkomståret 2017
Fuld skattepligtig - Danmark domicilland	Ja	Nej	Ja
Befordringsfradrag	13.631	121.156	13.631
Indkomståret 2018
Fuld skattepligtig - Danmark domicilland	Ja	Nej	Ja
Befordringsfradrag	12.516	113.951	12.516

Møde mv.

Der har været afholdt møde mellem klageren og Skatteankestyrelsens sagsbehandler, ligesom han har udtalt sig ved et retsmøde.

Faktiske oplysninger

Klageren har været registreret som begrænset skattepligtig til Danmark siden den 5. juli 2006, og Skattestyrelsen har oplyst, at klageren siden 2012 har været omfattet af grænsegængereglerne.

Klageren havde i de relevante indkomstår bopæl i Tyskland på adressen Y2-adresse, hvor klagerens ægtefælle også havde sin adresse registreret. Klageren har oplyst, at han har børn og børnebørn i Tyskland.

Klageren blev ansat hos G1-virksomhed med CVRnr. ...11 den (red.fjernet.dato) og har siden da arbejdet hos virksomheden. Klagerens ansættelsesaftale var på 37 timer i ugen, ansættelsesforholdet var tidsubegrænset. Det fremgår ikke af ansættelseskontrakten, at der kan være tale om skiftende arbejdssteder.

Klageren har oplyst, at han kørte til flere forskellige arbejdssteder, men at afstanden ikke var længere, end at han kunne nå tilbage til sin bopæl i Danmark og overnatte hver dag.

Klageren havde i indkomstårene 2016, 2017 og 2018 en indtægt fra arbejdsgiveren på henholdsvis 328.563 kr., 362.430 kr. og 322.254 kr.

Klageren har indsendt en oversigt over antal arbejdsdage, samt lavet en beregning af befordringsfradrag/kørsel. Det fremgår heraf, at klageren havde henholdsvis 213, 233 og 216 arbejdsdage i Danmark i indkomstårene 2016, 2017 og 2018.

Klageren har oplyst overfor Skattestyrelsen, at han kørte fra Danmark til Tyskland hver lørdag og tilbage til Danmark om søndagen, og at der er 788 km pr. tur. Klageren har efterfølgende overfor Skatteankestyrelsen bestridt at have sagt dette og anfører, at han plejede at tage til Tyskland om fredagen. Det er oplyst, at klageren oftest benyttede bil som transportmiddel, men også tog og bus.

Af ansættelseskontrakten vedrørende G1-virksomhed fremgår, at klagerens adresse i Danmark var Y3-adresse. Klageren har endvidere fremlagt lejekontrakt for adressen, hvoraf det fremgår, at der var tale om en lejlighed på 26 m2 bestående af et værelse, og at lejemålet påbegyndte den 1. oktober 2017 og ikke var et tidsbegrænset lejemål. Lejen udgjorde 2.950 kr. pr. måned.

Skattestyrelsen har oplyst, at klageren har fremlagt dokumentation for, at han betalte husleje på 5.500 kr. pr. måned for en bolig i Y4-by i 9 måneder og i Y5-by i 3 måneder i 2016, og 10 måneder å 5.000 kr. og 2 måneder å 2.950 kr. i 2017. Skattestyrelsen har derfor vurderet, at klageren ligeledes før oktober 2017, som er den periode, lejekontrakten vedrører, også havde bolig til rådighed i Danmark. Klageren har hertil forklaret, at han har arbejdet permanent i Danmark siden 2010, og at han i løbet af denne tid har haft forskellige overnatningssteder, nogle med en lejekontrakt.

Klageren har i indkomstårene 2016-2018 selvangivet befordringsfradrag med henholdsvis 104.420 kr., 121.156 kr. og 113.951 kr.

I samme indkomstår har klageren endvidere selvangivet henholdsvis 26.200 kr., 26.800 kr. og 20.000 kr. i rejsefradrag.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ansat klagerens befordringsfradrag for indkomstårene 2016, 2017 og 2018 til henholdsvis 8.945 kr., 13.631 kr. og 12.516 kr. Endvidere har Skattestyrelsen nægtet fradrag for rejseudgifter for alle årene.

Skattestyrelsen har således vurderet, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, da klageren anses for at have bopæl til rådighed i Danmark, som han har taget ophold i, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen blandt andet anført:

"1. Befordringsfradrag

For 2016, 2017 og 2018 er det Skattestyrelsens vurdering, at du er berettiget til befordringsfradrag med fra din bopælsadresse i Danmark til dine arbejdssteder.

Skattestyrelsen har modtaget alm. brevpost med materialer fra dig den 22. april 2020. Materialerne består af lejekontrakt, oversigt over arbejdsdag/kørselsdag, låneaftale, udgifter i forbindelse med bolig og en ansættelseskontrakt.

Skattestyrelsen har den 10. juli 2020 sendt et brev til dig, hvor vi foreslår at ændre din skattepligtige indkomst. Den 26. juli 2020 har Skattestyrelsen modtaget en henvendelse fra dig, hvor du giver dine bemærkninger til forslaget. Bemærkningerne fremgår under pkt. 1.2.

Skattestyrelsens kommentarer til dine bemærkninger:

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at selvom det daværende SKAT tilbage i 2013 har vurderet, at det ikke var nødvendigt at gennemgå eventuelle materialer i forhold til dine skattemæssige forhold, er det ikke en fremtidig godkendelse af dine skattemæssige forhold, eller en vurdering der gælder fremadrettet. Skattestyrelsen kan i alle tilfælde altid anmode om dokumentation for de indberettede beløb, og en lønmodtager skal i så tilfælde kunne dokumentere, at der er indberettet i overensstemmelse med de faktiske forhold.

Skattestyrelsen anerkender, at du er EU-borger, men EU-retten gælder ikke i skattemæssige henseender. Skattemæssig lovgivning er fortsat det enkelte EU-medlemslands eget område at lovgive, så længe det ikke strider imod de overordnede EU-retlige principper om arbejdskraftens frie bevægelighed og andre lignende principper. Dertil kommer, at vurderingen om det skattemæssige hjemsted udspringer af en Dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Tyskland, hvor landene indbyrdes har aftalt, hvordan sådanne sager skal vurderes og behandles.

Du er registreret skattepligtig til Danmark fra den 5. juli 2006, og fra den (red.fjernet.dato) er du ansat ved G1-virksomhed, og har siden da haft en fuldtidsstilling i Danmark.

Med udgangspunkt i det indsendte materialer og de foreliggende oplysninger er det Skattestyrelsens opfattelse, at du er fuld skattepligtig til Danmark jf. Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, da du anses for at have bopæl til rådighed i landet, som du har taget ophold i jf. Kildeskattelovens § 7, stk. 1. Vi vurderer, at du har været fuld skattepligtig fra den (red.fjernet.dato).

Du har beregnet befordringsfradrag for kørsel til Tyskland. Du har indsendt oversigt over dage, hvor du har kørt til Tyskland og tilbage til Danmark. Ligeledes har du indsendt oversigt over dage hvor du kører fra din bolig i Danmark til skiftende arbejdssteder.

Det fremgår af Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland artikel 4, at man skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor man har en fast bolig til sin rådighed. Hvis man har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal man anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken man har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (centrum for sine livsinteresser).

Du har opretholdt stærke økonomiske forbindelser til Danmark, da du siden 2009 har haft en fuldtidsstilling i Danmark. Endvidere har du i hele perioden haft rådighed over en fast bolig.

Dit erhvervsmæssige tilknytningsforhold og dine væsentligste økonomiske interesser er således i Danmark, da det er her, at dit indtægtsgivende arbejde er udført over en lang årrække. Dette taler for centrum for livsinteresser i Danmark.

Du oplyser i din indsigelse fra den 25. maj 2020, at du har kone, 5 børn og børnebørn i Tyskland. Ligeledes oplyser du at dine økonomiske interesser er i Tyskland da du har lån i en bolig.

Det er givetvis en større økonomisk forpligtelse at købe en ejendom, men når der er tale om ens egen beboelse, så er investeringen en privat interesse, og dermed hører den til de personlige forbindelser. Et boliglån og heraf følgende renteudgifter hører også hertil. Oplysninger taler for, at centrum for livsinteresser er i Tyskland.

Artikel 4 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland fortolkes i overensstemmelse med OECD's modeloverenskomst. Af kommentarerne til artikel 4 i denne modeloverenskomst fremgår det, at omstændighederne, der indgår i bedømmelsen af centrum for livsinteresserne, skal bedømmes ud fra en helhed.

På denne baggrund vurderes det, at det ikke kan afgøres i hvilken stat, du har dit centrum for livsinteresser. Omstændighederne, der indgår i bedømmelsen af midtpunkt for livsinteresserne, skal bedømmes ud fra en helhed. En økonomisk tilknytning er ikke ringere eller skal bedømmes lavere end en personlig tilknytning. Ved fastsættelsen af den sædvanlige bopæl og dermed det skattemæssige hjemsted indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed, samt de økonomiske forhold. Listen er i øvrigt ikke udtømmende, og der kan være andre forhold, der skal med i vurderingen.

Det fremgår af Dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Polen artikel 4, stk. 2, litra b, at hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat man har centrum for sine livsinteresser, eller hvis man ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal man anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor man har sædvanligt ophold.

Der er lagt særlig vægt på, at du i perioden har haft bolig til rådighed i Danmark, og dertil fremvist lejekontrakt af bolig gældende fra oktober 2017, på adressen Y3-adresse. I lejekontrakten er ikke anført en slut/opsigelsesdato. Du har ligeledes oplyst, at du har faste udgifter forbundet med dit ophold i Danmark i årene 2016 og indtil oktober 2017. Af den fremsendte dokumentation fremgår det, at du har betalt husleje på 5.500 pr. måned for en bolig i Y4-by i 9 måneder og i Y5-by i 3 måneder i 2016, og 10 måneder á 5.000 kr. og 2 måneder á 2.950 kr. i 2017, som ligeledes fremgår af lejekontrakten.

Dermed er det Skattestyrelsens formodning, at du ligeledes i perioden før oktober 2017, har haft bolig til rådighed. På din ansættelseskontrakt er ligeledes anført adressen Y3-adresse.

Du arbejder fast i Danmark, hvor du har en arbejdsuge på 5 dage. Du har redegjort for dagene, hvor du har fratrukket befordringsfradrag. Det formodes, at være kørsel fra din bopæl i Danmark til skiftende arbejdssteder i Danmark. I 2016 er dagene optalt til, at du har kørt 213 dage, i 2017 til 233 dage, og i 2018 til 216 dage. Du har dermed ligeledes opholdt dig i Danmark, i de ovenævnte dage. Dertil kommer yderligere dine ind- og udrejse dage, da disse dage både tæller i Danmark og Tyskland, såfremt du har opholdt dig i begge lande på samme dag.

På baggrund af disse oplysninger er det Skattestyrelsens vurdering, at du opholder dig i langt størstedelen af året i Danmark. Dermed har du sædvanligt ophold i Danmark, da det er her, du opholder dig mest. Dit skattemæssige hjemsted vurderes som følge heraf til at være i Danmark. Af denne grund anses du for at være skattemæssigt hjemmehørende i Danmark.

Skattestyrelsen skal hermed gøre opmærksom på, at idet du anses for at være fuld skattepligtig til Danmark og skattemæssigt hjemmehørende her, så omfattes du af globalindkomstprincippet. Dette princip betyder, at al indtægt skal beskattes i Danmark - det gælder også for eventuelle indtægter fra Tyskland eller andre lande.

Globalindkomsten opgøres efter danske regler med fradrag for samtlige udgifter afholdt for at erhverve indkomsten. Reglerne følger Statsskattelovens § 4, stk. 1 og § 6, stk. 1, litra a.

For årene 2016, 2017 og 2018 vurderes din sædvanlige bopæl i relation til ligningslovens § 9C, at være i Danmark og rejserne til Tyskland vurderes derfor, at have karakter af ferie eller lignende.

Du kan få kørselsfradrag, hvis du har mere end 24 km fra din bopæl i Danmark til arbejdet og retur (over 12 km hver vej). Det er ligegyldigt, hvilket transportmiddel du benytter. Transporten må ikke være betalt af din arbejdsgiver.

Der er godkendt befordringsfradrag for 2016 på i alt 8.945 kr., for 2017 på i alt 13.631 kr. og for 2018 på i alt 12.516 kr. med udgangspunkt i nedenstående satser:

Satserne for 2016:

0 - 24 km inkl. intet fradrag.

25 - 120 km inkl. 1,99 kr.

over 120 km 1,00 kr. pr. km

Satserne for 2017:

0 - 24 km inkl. intet fradrag.

25 - 120 km inkl. 1,93 kr.

over 120 km 0,97 kr. pr. km

Satserne for 2018:

0 - 24 km inkl. intet fradrag.

25 - 120 km inkl. 1,94 kr.

over 120 km 0,97 kr. pr. km

( ... )

2. Rejsefradrag

Du er ansat ved G1-virksomhed med cvr nr. ...11 den (red.fjernet.dato), og du har siden da arbejdet hos samme virksomhed, på en tidsubegrænset kontrakt. Du bor på adressen Y3-adresse, og har indsendt lejekontrakt, hvorpå der står oplyst, at du har lejet boligen siden oktober 2017 uden en slutdato. Det fremgår ikke på ansættelseskontakten, at der kan være tale om skiftende arbejdssteder.

Reglerne for rejsefradrag fastlægger, hvornår en person er på rejse (rejsebegrebet).

Efter bestemmelsen er en lønmodtager på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl (selvvalgt rejse).

Rejsebegrebet dækker også den situation, hvor arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl (tjenesterejse).

Du oplyser i det indsendte materiale, at du kører til forskellige arbejdssteder, men at afstanden ikke er længere, end at du kan komme tilbage til din sædvanlige bopæl hver dag.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at du ikke er omfattet reglerne for selvvalgt rejse, da du ikke er midlertidigt ansat. Det er samtidigt Skattestyrelsens opfattelse, at du er omfattet af reglerne for tjenesterejse, da du har midlertidige arbejdssteder. Skattestyrelsen er ikke i besiddelse af oplysninger om, hvor dine midlertidige arbejdssteder har været. Du oplyser selv, at du godt kan nå hjem og overnatte.

Det er derfor Skattestyrelsens vurdering, at der ikke kan beregnes og godkendes noget rejsefradrag for 2016, 2017 og 2018."

Af Skattestyrelsens høringssvar fremgår:

"Skattestyrelsen har tidligere gennemgået klagerens indkomstår for 2010, og klager oplyser, at vi ikke ønskede at se kvitteringer for kørsel til brændstof og lignende. Dette kan Skattestyrelsen ikke tilslutte sig, da man i afgørelsen for indkomstår 2010 oplyser, at der stilles skærpede krav til sandsynliggørelse af befordringen, og at det er skatteyderen der skal bevise og sandsynliggøre, at der har fundet befordring sted i det påstående omfang.

Klageren henviser endvidere til Skattestyrelsens hjemmeside, ifølge hvilken han anser sig selv som grænsegænger. Skattestyrelsen anser hjemmesiden som vejledende.

Klager oplyser, at han benytter praktiserende læge og sygehus i Tyskland. Skattestyrelsen anser dette for at være personlige interesser. Skattestyrelsen er enig med klageren i, at det taler for, at de personlige interesser er i Tyskland. Ligeledes har klager bolig i Tyskland, hvor ens egen beboelse, er en investeringen som er af privat interesse, og dermed hører den til de personlige forbindelser. Klagers erhvervsmæssige tilknytningsforhold og hans væsentligste økonomiske interesser er således i Danmark, da det er her, at det indtægtsgivende arbejde er udført over en lang årrække. Dette taler for, at centrum for livsinteresser er i Danmark. Dermed kan centrum for livsinteresser ikke vurderes, da en økonomisk tilknytning ikke er ringere eller skal bedømmes lavere end en personlig tilknytning.

Skattestyrelsen fastholder vurderingen af, at klageren er fuld skattepligtig her i landet jf. Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, da klager anses for at have bopæl til rådighed i landet, som klager har taget ophold i jf. Kildeskattelovens § 7, stk. 1. Samtidigt fastholdes det, at klageren er skattemæssigt hjemmehørende her grundet sædvanligt ophold jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland artikel 4, stk. 2, litra b. Skattestyrelsen vurderer, at klagers personlige forbindelser taler for, at han har centrum for livsinteresser i Tyskland, mens klagers økonomiske forbindelser taler for, at centrum for livsinteresser er i Danmark. Derfor skal skattemæssigt hjemsted vurderes ud fra sædvanligt ophold, og Skattestyrelsen vurderer her, at borgeren sædvanligvis opholder sig i Danmark. Befordringsfradrag for kørsel til Tyskland kan ikke godkendes, da det anses for at være ferie eller lignende.

Der henvises desuden til begrundelsen i afgørelsen dateret den 31. juli 2020."

Skattestyrelsen har i deres erklæringssvar til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling anført følgende:

"Skattestyrelsen har i afgørelse af 31. juli 2020 anset klager for fuldt skattepligtig til Danmark, nedsat klagers befordringsfradrag og nægtet fradrag for rejseudgifter i indkomstårene 2016-2018.

Skatteankestyrelsen har indstillet, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes. Skattestyrelsen kan tiltræde indstillingen med nedenstående bemærkninger.

Skattepligt

Klager har i de påklagede indkomstår haft bolig til rådighed i Danmark, hvilket understøttes af en fremlagt lejekontrakt og huslejebetalinger. Skattestyrelsen fastholder derved, at klager er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Da klager ligeledes har haft bopæl i Tyskland, foreligger der en dobbeltdomicilsituation. Hvorvidt klager er hjemmehørende i Tyskland eller Danmark skal derfor vurderes efter § 4, stk. 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Da klager har bopæl i begge lande, foretages vurderingen med udgangspunkt i, hvor klager har centrum for sine livsinteresser, og hvor klager almindeligvis opholder sig.

Skattestyrelsen fastholder efter en konkret vurdering, at klager er hjemmehørende i Danmark. Dette er henset til, at klagers økonomiske forhold og varigheden af ophold i landet taler herfor.

Klager kan således ikke beskattes efter grænsegængerreglerne, der følger af kildeskattelovens §§ 5 A-D, idet han anses som fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Befordringsfradrag

Det følger af ligningslovens § 9 C, at der er fradrag for kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Efter bestemmelsen er der kun en "sædvanlig bopæl", hvor det afgørende er, hvor klager har centrum for sine livsinteresser.

Skattestyrelsen fastholder, at klager i de påklagede indkomstår havde sædvanlig bopæl i Danmark. Dette er henset til, at klager har oppebåret en fast løn i Danmark i en lang årrække, har bolig til rådighed i Danmark, og at han i overvejende grad har opholdt sig i landet.

Skattestyrelsen fastholder ligeledes det opgjorte fradrag mellem bopælen i Danmark og arbejdspladserne.

Rejsefradrag

Klager har i sine bemærkninger til sagsfremstillingen fra Skatteankestyrelsen oplyst, at ændringen vedrørende rejsefradraget ikke er en del af klagen, hvorved denne del ikke kommenteres yderligere."

Klagerens opfattelse

Det er klagerens opfattelse, at han er berettiget til befordringsfradrag i det selvangivne omfang, idet klageren gør gældende, at han ikke skal anses for fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens bestemmelser. Han skal således anses for hjemmehørende i Tyskland.

Klageren har til støtte for sin opfattelse blandt andet anført, at han bestrider, at hans "centrum for livsinteresser" skulle være i Danmark, og at hans rejser hjem til Tyskland således skulle have "karakter af ferie". Som begrundelse henvises blandt andet til, at hans primære bopæl er i Tyskland, hvor han ejer sit eget hus på (red.fjernet.kvadratmeter) kvm boligareal med sin hustru, mens han alene har haft forskellige lejeboliger til rådighed i Danmark. Klageren oplyser at være Tysk statsborger og er ikke registreret i det danske folkeregister. Også klagerens læge mv. befinder sig i Tyskland, idet han ikke benytter sig af det danske sundhedssystem. For så vidt angår den manglende dokumentation henvises blandt andet til, at brændstofkvitteringer fra de påklagede indkomstår ikke ville være læselige i dag alligevel. Der henvises endvidere til, at klageren regelmæssigt skiftede sine køretøjer ud på grund af de høje kilometertal grundet de mange rejser til Tyskland.

Klageren har fremsendt sine bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse, hvoraf det blandt andet fremgår, at det er en fejl, at det er anført, at klageren har oplyst til Skattestyrelsen, at han plejer at tage fra Danmark til Tyskland hver lørdag og tilbage til Danmark hver søndag. Det præciseres således, at klageren plejede at tage til Tyskland fredag aften. Det påpeges derudover, at klageren fortsat alene anser sig selv for at have et hjem - også i relation til dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Tyskland. Kriterierne, som taler for sædvanlig bopæl i Tyskland, er blandt andet klagerens personlige-, sociale- og familiære relationer, ligesom hyppigheden og de økonomiske forbindelser også kan tale for bopæl i Tyskland. Det fremhæves, at klageren ikke har adgang til læge i Danmark, og at han således er afhængig af Y1-nationalit læger grundet kroniske sygdomme. Endvidere findes den retspraksis, som Skatteankestyrelsen henviser til, ikke sammenlignelig med nærværende sag. Der anmodes således om fremmøde for Landsskatterettens medlemmer.

Retsmødet

På retsmødet redegjorde klageren for sine påstande og anbringender i overensstemmelse med sine tidligere indlæg. Han pointerede særligt, at han ikke er fuldt skattepligtig til Danmark, da han ikke er tilmeldt Folkeregisteret, da han har bopæl, ægtefælle og familie i Tyskland, og da han kun har haft lejeboliger til rådighed i Danmark. Han har også haft indkomst i Tyskland, hvorfor både hans personlige og økonomiske interesser er i Tyskland.

Klageren fremlagde:

•        Beregninger af befordringsfradrag for 2016, 2017 og 2018

•        2 eksempler på kvitteringer, der ikke kan læses, fordi teksten er forsvundet

•        Et brev af 2. juli 2021 fra G2-virksomhed, hvori klageren anmodes om forskellige oplysninger

•        sine indtægter og udgifter

•        Sit talepapir fra retsmødet

Landsskatterettens afgørelse

Personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark. Det følger af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten finder, at klageren som udgangspunkt er fuldt skattepligtig til Danmark, da han efter det foreliggende har haft en bolig til rådighed her i landet siden 2010.

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren er fuldt skattepligtig. Det forhold, at klageren tidligere har været registreret som begrænset skattepligtig og grænsegænger, er ikke til hinder for, at Skattestyrelsen kan ændre dette, når det sker indenfor fristerne for at foretage en skatteansættelse. Klageren har således ikke opnået en retsbeskyttet forventning om, at klageren kunne anerkendes som grænsegænger, blot fordi det tidligere har været registreret.

Skattepligt - dobbelt domicil

Klageren har ud fra sagens oplysninger både bopæl i Danmark og Tyskland, hvorfor der foreligger en dobbeltdomicilsituation. Det behandles efter artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Af artikel 4, stk. 2, fremgår følgende:

"Hvis en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:

a)     han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

b)     hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;

c)      hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger;

d)     hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale"

Da klageren efter det oplyste havde fast bopæl til rådighed i begge stater, anses han for at have hjemmehørende i den stat, hvor han havde midtpunktet for sine livsinteresser.

Det følger af kommentarerne til OECD modellen, artikel 4, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til klagerens familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted hvorfra han administrerer sine aktiver osv.

Artikel 4, stk. 2, i den dansk/tysk dobbeltbeskatningsoverenskomst fortolkes i overensstemmelse med OECD modellen.

I Østre Landsrets dom af 22. december 2006, offentliggjort i SKM2007.135.

ØLR, blev en læge, der var bosat i Sverige, anset for fuldt skattepligtig til Danmark, da han fik arbejde og rådighed over bolig her i landet. Skatteyderen var således skattepligtig til begge lande. Skatteyderen havde både stærke økonomiske og personlige forbindelser til Sverige og Danmark. Skatteyderen oppebar størstedelen af sin indkomst i Danmark, hvor han havde en fuldtidsstilling, sommerhus og bolig. Det antages på den baggrund, at skatteyderen sædvanligvis havde ophold i Danmark.

I Landsskatterettens afgørelse af 12. september 2019, offentliggjort i SKM2019.603, blev en polsk statsborger, som havde bopæl i både Danmark og Polen samt arbejde i Danmark og familie i Polen, anset som værende hjemmehørende i Danmark og ikke i Polen. Klageren havde stærke økonomiske forbindelser til Danmark og personlige interesser i Polen. Derudover havde klageren opholdt sig 190 arbejdsdage om året i Danmark, hvilket var længere tid end klageren havde opholdt sig i Polen.

Klageren har siden 2009 haft stærke økonomiske forbindelser til Danmark, og således også i de relevante indkomstår. Han havde i indkomstårene 2016, 2017 og 2018 en indtægt fra sin danske arbejdsgiver på henholdsvis 328.563 kr., 362.430 kr. og 322.254 kr. Klagerens økonomiske interesser taler dermed for, at klageren skal anses for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Danmark.

Klageren har dog samtidig også personlige interesser, som er relateret til Tyskland, idet klageren har ægtefælle og børn i landet, som klageren efter det oplyste regelmæssigt rejser hjem til.

Da klageren således har økonomiske interesser til Danmark og personlige interesser i Tyskland, skal klageren herefter anses for at have hjemmehørende i den stat, hvor klageren sædvanligvis har sit ophold. Det følger af artikel 4, stk. 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Henset til, at klageren har haft henholdsvis 213, 233 og 216 arbejdsdage i 2016, 2017 og 2018, har klageren opholdt sig mere i Danmark end Tyskland i de påklagede indkomstår. Landsskatteretten finder derfor, at klageren efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten må anses for at være hjemmehørende i Danmark, da det er den stat, hvor klageren sædvanligvis har sit ophold.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at klageren er hjemmehørende i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Klageren kan således ikke beskattes efter grænsegængereglerne, der følger af kildeskattelovens §§ 5 A-D, idet klageren anses som fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Befordringsfradrag

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 c.

Efter bestemmelsen er der kun en "sædvanlig bopæl". Det er ved vurderingen af, hvad der regnes for den sædvanlige bopæl, afgørende, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. I tvivlstilfælde skal der efter praksis foretages en vurdering, hvori flere momenter skal indgå. I vurderingen indgår momenter såsom personlig, social- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Vurderingen kan således ikke afgøres ud fra et enkelt kriterium.

Landsskatteretten finder, at klageren for de påklagede indkomstår havde sin sædvanlige bopæl i relation til ligningslovens § 9 C i Danmark. Der er lagt vægt på, at klageren har oppebåret en fast løn i Danmark siden 2009, har haft fast bolig til rådighed i Danmark i en lang årrække, og at han har opholdt sig langt størstedelen af året her i landet.

Klageren har beregnet befordringsfradrag for kørsel til Tyskland. Skattestyrelsen har i stedet godkendt befordringsfradrag for indkomstårene 2016, 2017 og 2018 med 8.945 kr., 13.631 kr. og 12.516 kr. for klagerens kørsel fra sin sædvanlige bopæl i Danmark til arbejdspladsen. Der ses ikke at være grundlag for at tilsidesætte det af Skattestyrelsen udøvede skøn.

Landsskatteretten stadfæster herefter i det hele Skattestyrelsens afgørelse."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet partsforklaring af A.

Dommen indeholder ikke en gengivelse af forklaringen, jf. retsplejelovens § 218 a.

 

Parternes synspunkter

 

A har i sit påstandsdokument/sammenfattende processkrift anført følgende:

"….

Sagens hovedtemaer

Sagen drejer sig om prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 6. september 2021, jf. bilag 1.

Sagens hovedtemaer er:

•  Ændring af skattepligtstatus

•  Skattemæssigt hjemsted

•  Fradrag for befordringsgodtgørelse og diæter

•  Fristgennembrud - kort frist

1.1. SKAT’s afgørelse

Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 30. april 2020 er fremlagt som bilag 8 og fornyet forslag af 10. juli 2020 som bilag 9.

Skattestyrelsens afgørelse af 31. juli 2020 er fremlagt som bilag 10.

1.2. Ændring af skattepligtsstatus

Skattestyrelsen har i aktindsigtsbrev af 18. oktober 2022 oplyst, at A i Skattestyrelsens systemer står registreret som følger, jf. bilag 11:

2006-2010	Begrænset skattepligtig
2011-2015	Grænsegænger
2016	Begrænset skattepligtig
2017	Grænsegænger
2018	Grænsegænger

Således har A i årene 2006-2018 været registreret som begrænset skattepligtig i SKAT’s system. Dette understøttes af det materiale, som er fremsendt som led i aktindsigt.

Skatteministeriets (manglende) besvarelse af opfordring (1) understøtter, at Skatteministeriet ikke er i besiddelse af andet yderligere sagsmateriale om A end det, der er udleveret som led i aktindsigten, jf. bilag 36.

Af udleveret sagsmateriale fra aktindsigt fremgår, at SKAT for indkomståret 2010 traf afgørelse om, at A var begrænset skattepligtig, jf. bilag 37-39. Ændring af A’s skattepligtsstatus herefter forudsætter, at Skattestyrelsen træffer en afgørelse herom.

Skattestyrelsen har i afgørelsen 31. juli 2020, jf. bilag 10, side 1-2, truffet afgørelse om, at ændring af fradrag for renteudgifter, kost & logi samt kørselsfradrag, men ikke om ændring af A’s skattepligtsstatus til Danmark.

Ikke desto mindre har Skattestyrelsen i afgørelsen side 7, anført følgende:

"Med udgangspunkt i det indsendte materialer og de foreliggende oplysninger er det Skattestyrelsens opfattelse, at du er fuld skattepligtig til Danmark jf. Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, da du anses for at have bopæl til rådighed i landet, som du har taget ophold i jf. Kildeskattelovens § 7, stk. 1. Vi vurderer, at du har været fuld skattepligtig fra den (red.fjernet.dato)."

Det bestrides, at der derved er truffet afgørelse om ændring af A’s skattepligtsstatus, hvorefter han fra (red.fjernet.dato) skal anses for fuldt skattepligtig til Danmark. Derfor var A begrænset skattepligtig til Danmark - også - i indkomstårene 2016-2018.

Konsekvensen heraf er, at skatteansættelserne for alle tre år er foretaget på et forkert grundlag, hvorfor sagen skal hjemvises til fornyet opgørelse af A’s fradrag for de tre indkomstår, som begrænset skattepligtig.

_____

Subsidiært gøres det gældende, at måtte retten finde, at Skatteforvaltningen har truffet afgørelse om indtræden af fuld skattepligt til Danmark for A fra (red.fjernet.dato), så er denne del af afgørelsen ugyldig. Dette skyldes, at der er tale om en ekstraordinær ansættelse, og at denne ikke overholder betingelserne herfor i skatteforvaltningslovens § 27 - hverken betingelserne i stk. 1 eller stk. 2, eller kravene om begrundelse herfor, jf. SKM2003.248.ØLR. Bevisbyrden herfor påhviler Skatteministeriet, jf. SKM2021.707.HRD og 2017.623.ØLR.

Til støtte herfor bemærkes, at ekstraordinær ansættelse kun kan foretages angående det spørgsmål, der har været årsag til genoptagelsen. Den ekstraordinære genoptagelse åbner ikke mulighed for andre ændringer i ansættelsen, jf. Jur. Vejl. A.A.8.2.2.1.2.5.

Videre bestrides det, som udokumenteret, at betingelserne for ændring af A’s skattepligtsstatus fra (red.fjernet.dato) er opfyldt.

Derfor var A begrænset - og ikke fuldt - skattepligtig til Danmark - også i indkomstårene 2016-2018.

Konsekvensen heraf er, at skatteansættelserne for alle tre år er foretaget på et forkert grundlag, hvorfor sagen skal hjemvises til fornyet opgørelse af A’s fradrag for de tre indkomstår, som begrænset skattepligtig.

Herefter vil A fremkomme med sine synspunkter på dette punkt, ligesom der tages forbehold for at ændre påstand.

1.3. Skattemæssigt hjemsted

Skattestyrelsen har side 6-8 i afgørelsen i bilag 10 truffet afgørelse om, at A var fuldt skattepligtig til Danmark i 2016-2018 og har på den baggrund truffet afgørelse ud fra den dansk/tysk DBO artikel 4 om, hvor A havde skattemæssigt hjemsted i de tre indkomstår. Dette har Skattestyrelsen fundet var i Danmark - Landsskatteretten har tilsluttet sig denne vurdering.

Nedenstående synspunkter er fremført ud fra forudsætning om, at A var fuldt skattepligtig i Danmark i 2016-2018 og dermed uden præjudice for spørgsmålet om skattepligt, jf. pkt. 1.2 ovenfor.

1.3.1. Retlig ramme

Af artikel 4, stk. 2, i den dansk-tysk dobbeltbeskatningsoverenskomst fremgår:

"2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler: 

a)       han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

b)       hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;"

 

I det omfang A skal anses for at have haft fast bolig til rådighed i både Danmark og Tyskland, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for livsinteresser). Hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat, han havde midtpunkt for sine livsinteresser, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold.

Tvistepunktet i sagen er dermed fastlæggelse af midtpunktet for livsinteresser.

Bestemmelsen i artikel 4, stk. 2, i den dansk-tysk dobbeltbeskatningsoverenskomst svarer til artikel 4 i OECD’s modeloverenskomst, og den skal derfor tolkes i overensstemmelse hermed.

Af OECD’s kommentar til modeloverenskomsten (pkt. 15) fremgår bl.a., at der ved fastlæggelse af midtpunkt for livsinteresser skal

"tages hensyn til vedkommendes familie og sociale forhold, vedkommendes beskæftigelse, vedkommendes politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, vedkommendes forretningssted, det sted, hvorfra vedkommende administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser med udgangspunkt i den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed."

 

Som det fremgår, skal der tages hensyn til både økonomiske og personlige forhold, men omstændighederne skal bedømmes som et hele.

Der skal således foretages en helhedsvurdering af, om A’s midtpunkt for livsinteresser var i Danmark eller i Tyskland i de tre relevante indkomstår, jf. f.eks. UfR 1996.391 H, UfR 2005.1463 H og UfR 2007.2434 H og Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit C.F.8.2.2.4.1.2.

Videre understreges det, som også citeret, at handlinger, dvs. subjektive valg, skal ofres særlig opmærksomhed i vurderingen.

Desuden fremgår et eksempel af sidste punktum i pkt. 15 i OECD-kommentaren:

 

"Hvis en person, som har en bolig i en stat, etablerer en anden bolig i den anden stat og bibeholder den første bolig, kan det faktum, at vedkommende bibeholder den første bolig i de omgivelser, hvor vedkommende altid har boet, hvor vedkommende har arbejdet, og hvor vedkommende har sin familie og ejendele, sammen med andre elementer bidrage til at vise, at vedkommende har bevaret centrum for sine livsinteresser i den første stat."

Eksemplet viser, at hvis man beholder sin bolig i sit oprindelige bopælsland, hvor man hidtil har boet, kan det - sammen med andre momenter - tale for, at man har bevaret centrum/midtpunkt for sine livsinteresser dér.

Det betyder, at i tilfælde, hvor bopælen i hjemlandet opretholdes, er der en formodning for, at midtpunkt for livsinteresser er bevaret i hjemlandet (konkret Tyskland). Det svarer til praksis i sager om fraflytning, jf. f.eks. SKM2001.483.HR, SKM2001.388.HR samt SKM2021.544.BR.

A er med afgørelsen 30. april 2020 bilag 8 fra indkomståret 2016 blevet fuldt skattepligtig til Danmark.

Det er således op til Skatteministeriet at bevise, at A’s midtpunkt for livsinteresser har flyttet sig fra Tyskland til Danmark, jf. SKM2015.576.ØLR.

1.3.2.1. Bopælen i Tyskland var familiens bolig

Som det fremgår, havde A bopæl sammen med sin familie i Tyskland i det hus på (red.fjernet.kvadratmeter) kvm, som familien ejer, og hvorpå der løbende betales renter, afdrag mv.

Der er som bilag 5-7 (Bild 137-139) samt bilag M fremlagt dokumentation for, at A og hans ægtefælles fælles bopæl var i Tyskland. Bilag 5-7 er oversat i bilag 40 og 57, 58.

Der er som bilag 14-16 fremlagt bopælsattester, der viser, at A var hjemmehørende i Tyskland. Der er som bilag 15 fremlagt udskrift fra folkeregisteret i Danmark. Bilag 15 er oversat i bilag 59.

Der er som bilag 18 og 19 fremlagt tegninger af bopælen samt (red.fjernet.ejendomsskat). Bilag 19 er oversat i bilag 41.

Videre er fremlagt kopi af vielsesattest som bilag 20, jf. bilag 60.

A havde i de tre indkomstår ægtefælle, 5 børn og børnebørn, der alle boede i Tyskland. Det er også i Tyskland, at A har sine venner, som han - såvel som familien - ser når han er hjemme i Tyskland på weekender og i ferierne.

1.3.2.2. Registrering hos tysk myndigheder og tysk sygesikring

A var tilmeldt hos de tyske myndigheder, jf. bilag 21-23 herunder i tysk sygekasse, jf. bilag 24, jf. oversættelser i bilag 6164.

A går regelmæssigt hvert kvartal til læge i Tyskland, hvor lægen tilser hans (red.fjernet.sygdomme). Der er fremlagt lægeerklæring som bilag 25, jf. bilag 42.

1.3.2.3. A brugte i vidt omfang sin fritid i Tyskland

Heroverfor har der i Danmark alene været tilknytning i form af det arbejde, som A, udførte under sine ophold her i landet, idet han på intet tidspunkt har ejet fastejendom i Danmark. Der har først med lejemålet i Y5-by, jf. bilag J, været tale om en mere varig bolig.

Videre har A i størstedelen af weekenderne og i ferier rejst hjem til Tyskland til sin familie.

Til belysning heraf er som bilag 26, jf. bilag 43 fremlagt erklæringer fra familiemedlemmer. Der er fremlagt invitation til A og hans hustrus sammenlagte (red.fjernet.antal.år) års fødselsdag - som naturligvis blev holdt hjemme i Tyskland, jf. bilag 27, jf. bilag 65. Der var tale om en stor fest med familie og venner. Ud fra beregningerne kan man udlede størrelsen af familien og vennekredsen.

A har gennem 30 år været medlem af (red.fjernet.organisation)., hvor han også er kasserer, jf. bilag 28, jf. bilag 44. Bilag 28 viser A’s aktive engagement med de tyske (red.fjernet.erhverv2), hvor han har været kasserevisor i årevis og har etableret kontakt til G3-virksomhed. A er ikke medlem af G3-virksomhed.

A har videre siden 2014 været medlem af og formand for støtteforeningen "(red.fjernet.støtteforening)", hvor (red.fjernet.støtteforening2), der er en støtteforening vedrørende transport til Y8-land, jf. bilag 29 og 30, jf. bilag 45, 66 og 67.

Bilag 29 er et uddrag af foreningens register på Y9-adresse, som viser, at A var formand for en forening på Y9-adresse. I henhold til Tysk foreningslovgivning er A’s eneste personlige ansvar for økonomiske krav mod foreningen forbundet med hans private aktiver.

På bilag 29 er der en henvisning til IA, som A underviste i (red.fjernet.sportsgren) som træner og senere uddannede til (red.fjernet.erhverv2), en af mange (ca. 250 børn og unge).

Bilag 30 dokumenterer A’s foreningsarbejde; Foto viser transporten af solidaritetsvarer til Y10-region krigszone i 2014.

1.3.2.4. A anvendte størstedelen af sin nettoindkomst i Tyskland

Der er som bilag 31 fremlagt uddrag af kontoudtog fra F1-bank i Danmark og som bilag 32, jf. bilag 33 uddrag af kontoudtog fra F2-bank i Tyskland. Videre henvises til bilag 48-49 og 51.

Som det fremgår, har A regelmæssigt overført en stor del af sin danske indkomst til Tyskland til dækning af udgifterne ved familiens hus i Tyskland.

1.3.2.5. Lejelejligheden i Y5-by - fra 1.10. 2017 - var en sekundær bolig, der blev opretholdt pga. arbejdet i Danmark

Når A var i Danmark for at arbejde, boede han fra 1. oktober 2017 i en 1-værelses lejlighed på 26 kvm i Y11-adresse. Huslejen var 2.950 kr. inkl. varme.

Heroverfor var familiens hus i Tyskland betydeligt større, nemlig på (red.fjernet.kvadratmeter) kvm, og de løbende udgifterne til "driften" af familiens hus i Tyskland blev afholdt med den indkomst, som A optjente ved sit arbejde i Danmark.

Den 1-værelses lejelejlighed i Y5-by var derfor en sekundær bolig, og blev alene opretholdt pga. arbejdet i Danmark.

1.3.2.6. Pensionsordning i Tyskland

A er omfattet af pensionsordning i Tyskland. Jf. bilag 34, jf. bilag 46 og 68.

1.3.2.7. Investering i Tyskland

A har købt ejendommen beliggende Y12-adresse, Tyskland, jf. bilag 35, jf. bilag 69. Ejendommen er A’s barndomshjem og udlejes til hans storebror.

1.3.2.8. Samlet bedømmelse for midtpunkt af livsinteresser

Sammenfattende kan det konstateres, at A er tysk statsborger, han er født og opvokset i Tyskland, og hele hans familie boede i den pågældende periode i Tyskland.

A er - og har hele sit liv været - fuldt skattepligtig til Tyskland. Heroverfor er A først blevet fuldt skattepligtig til Danmark fra 2016.

I de omhandlede indkomstår ejede han med sin ægtefælle familiens hus i Tyskland på (red.fjernet.kvadratmeter) kvm., hvor familien boede.

Heroverfor lejede han i Danmark fra 1. oktober 2017 en 1-værelses lejlighed på 26 kvm.

Boligen i Tyskland blev bibeholdt, da A tog til Danmark for at arbejde periodevis. Ægteparret har boligen i Tyskland den dag i dag.

A går til sin læge i Tyskland en gang i kvartalet.

Han havde familie og sine ejendele i Tyskland. Tyskland var således midtpunkt for hans livsinteresser - meget lig det konkrete eksempel, der gives i OECD-kommentaren, som er citeret ovenfor.

I de relevante indkomstår boede også A’s børn og børnebørn i Tyskland.

Den familiemæssige tilknytning i de relevante indkomstår peger således entydigt på Tyskland.

A har fremlagt opgørelser over opholdssted/befordring, som viser, at han stort set hver weekend og i ferier rejste hjem til Tyskland til sin familie. SKM2008.432.ØLR viser, at sådanne forhold tillægges vægt, når midtpunktet for livsinteresser skal fastlægges.

Han havde Tysk bankkonto, hvilket også blev tillagt vægt i SKM2008.432. ØLR, og overførte store dele af sin indkomst til Tyskland.

A er omfattet af pensionsordning i Tyskland.

Opholds- og forbrugsmønstre viser således en tydelig præference for Tyskland. Det er udtryk for subjektive valg, der skal tillægges betydning ved fastlæggelsen af midtpunkt for livsinteresser.

Den faste ejendom i Tyskland, som A ejede og finansierede med størstedelen af indkomsten fra Danmark, udgjorde det væsentligste aktiv, der bandt ham til Tyskland, jf. SKM2014.326.SR.

Heroverfor var lejligheden, som A lejede i Y5-by fra 1. oktober 2017, meget billig. Boligforholdene i Tyskland sammenholdt med boligforholdene i Danmark viser en betydelig stærkere tilknytning til Tyskland end Danmark.

A havde ikke andre personlige og økonomiske interesser i Danmark end hans arbejde som (red.fjernet.erhverv), og hans sociale relationer var i det hele i Tyskland, hvor han havde både sin familie og også gamle venner. Hertil kommer A’s deltagelse i foreningsliv i Tyskland - hvilket der tilsvarende intet er af i Danmark.

A’s subjektive valg - som skal ofres særlig opmærksomhed, jf. OECD’s kommentar, pkt. 15 - viser, at Tyskland var midtpunkt for hans livsinteresser i 2016 til 2018.

2.1. Hjemvisning med henblik på opgørelse af fradrag for befordringsgodtgørelse og diæter

Skattestyrelsen har i sin afgørelse taget udgangspunkt i, at A skattemæssigt var hjemmehørende i Danmark og ikke i Tyskland. På den baggrund er befordringsfradraget beregnet ud fra Skattestyrelsens synspunkt om, at der var sædvanlig bopæl i Danmark og ikke i Tyskland, ligesom at Skattestyrelsen på den baggrund har nægtet fradrag for kost og logi.

Det gøres til støtte for hjemvisningspåstanden gældende, at sagen skal hjemvises til Skattestyrelsen med henblik på opgørelse af fradrag for befordring og kost og logi ud fra, at A skattemæssigt var hjemmehørende i Tyskland og ikke i Danmark.

Skatteministeriet har i processkrift A problematiseret spørgsmålet om fradrag for kost og logi, idet dette spørgsmål efter Skatteministeriets opfattelse ikke har været indbragt for Landsskatteretten.

Skattestyrelsen har i sin afgørelse af 31. juli 2020 underkendt fradrag for udgifter til kost og logi i indkomstårene 2016-2018, jf. bilag 10.

A påklagede den 18. september 2020 Skattestyrelsens afgørelse til Skatteankestyrelsen, jf. bilag 52 og 53. Det var en klage over den samlede afgørelse fra Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen behandlede - i sagens natur - også klagen som en klage over hele Skattestyrelsens afgørelse og havde derfor også problemstillingen om fradrag for udgifter til kost og logi i indkomstårene 2016-2018 opregnet som særskilte klagepunkter i forslaget til afgørelse af 26. november 2020, jf. bilag 54.

Skatteankestyrelsen sendte forslaget til høring hos A den 26. november 2020, jf. bilag 54.

A sendte den 6. december 2020 sine bemærkninger til Skatteankestyrelsen, jf. bilag 55 og 56. Det anførte om rejsegodtgørelse, er ikke ment som en tilbagekaldelse af nogen del af klagen, men som det modsatte, nemlig, at der ikke var grundlag for at ophæve rejsefradraget. Dette punkt har efter A’s opfattelse aldrig været frafaldet for Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten, og prøvelse heraf for Retten i Hillerød er omfattet af den nedlagte påstand 3. Måtte retten finde, at det er med rette, at Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse på dette punkt, og at der måtte foreligge en fristoverskridelse, så gøres det subsidiært gældende, at dette skyldes, at A ikke er ret god til dansk, og derfor har formuleret sig forkert, og retten derfor skal bortse fra fristoverskridelsen.

Ikke desto mindre har Landsskatteretten ikke truffet afgørelse herom i den indbragte afgørelse. Det er en fejl, og det gøres gældende, at A har - og havde - et retskrav på, at også dette påklagede spørgsmål blev behandlet af klageinstansen, og at Landsskatteretten var forpligtet til at træffe afgørelse herom. Den manglende afgørelse på dette punkt fører til ugyldighed af Landsskatterettens afgørelse - på dette punkt - og dette må føre til, at sagen - på dette punkt - hjemvises til egentlig behandling ved Landsskatteretten.

_____

3.1. Kort frist

A modtog for indkomståret 2016 årsopgørelse, jf. bilag 12, og er derfor omfattet af reglerne om kort frist, jf. bkg. 534/2013.

Bevisbyrden, for at betingelserne for fristgennembrud er opfyldt, påhviler skattemyndighederne, konkret i nærværende sag Skatteministeriet, jf. SKM2021.707.HRD og 2017.623.ØLR

Bevisbyrden, for at betingelserne for fristgennembrud er opfyldt, er ikke løftet, hvorfor afgørelsen for indkomståret 2016 er ugyldig. …."

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"….

Skatteministeriets anbringender

Sagen angår, om A er fuld skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1 (MS48), om A har skattemæssigt hjemsted i Danmark eller i Tyskland i indkomstårene 2016-2018, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2 (MS65), og om han er berettiget til befordringsfradrag for kørsel mellem arbejdsstedet i Danmark og bopælen i Tyskland i samme indkomstår, jf. ligningslovens § 9 C (MS38).

Hvad angår A’s fulde skattepligtig til Danmark, så havde han bolig til rådighed i Danmark, og han opfylder dermed betingelserne i henhold til intern dansk ret for at være fuld skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1 (MS48).

Hvad angår A’s skattemæssige hjemsted, så var det i Danmark, da han opholdt sig langt mest i Danmark.

Hvad angår befordringsfradrag påhviler det A at påvise, at han er berettiget til fradrag for kørsel mellem arbejdsstedet i Danmark og boligen i Tyskland - og henset til de involverede ganske betydelige afstande er bevisbyrden skærpet, jf. UfR 2004.1516 H (MS214). A skal i den sammenhæng både vise, at han har haft sædvanlig bopæl i Tyskland, såvel som at han rent faktisk har gennemført den pågældende transport i det hævdede omfang.

Denne skærpede bevisbyrde har A ikke løftet, navnlig i en situation som den foreliggende, hvor en række opfordringer ikke er besvaret.

Landsskatteretten har derfor med rette fundet, dels at A er fuld skattepligtig til Danmark, dels at A har skattemæssigt hjemsted i Danmark, dels at han ikke har vist at være berettiget til befordringsfradrag.

Der er i øvrigt ikke formelle mangler ved afgørelserne. Afgørelserne er derfor ikke ugyldige, og der er dermed ikke grundlag for at hjemvise sagerne til fornyet behandling ved hverken Skattestyrelsen eller Landsskatteretten.

A er fuld skattepligtig og skattemæssigt hjemmehørende til Danmark

A havde ifølge sine egne oplysninger bolig til rådighed i Danmark i årene 2016-2018. Han har f.eks. selv fremlagt oplysninger om betalt husleje i Danmark samt dokumentation for leje af bolig i Y5-by (E454 og E439). Han opfyldte dermed betingelserne i henhold til intern dansk ret for at være fuld skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1 (MS48).

A anfører i sit processkrift af 11. november 2022, at det først er med lejemålet i Y5-by, at han fra den 1. oktober 2017 havde "en mere varig bolig" i Danmark (E59). Det stemmer imidlertid ikke overens med A’s egen opgørelse over husleje (E454) og hans egne kørselsregnskaber (E459), hvoraf det fremgår, at han havde bolig i Danmark også før den 1. oktober 2017. Ifølge den af ham udarbejdede og fremlagte huslejeopgørelse (E454) betalte han husleje for en bolig i Y4-by i 2016 i ni måneder med et beløb på 5.500 kr. pr. måned. Ifølge hans kørselsregnskab (E459) rejste han fra og til Y4-by/Y13-by til og med juni 2016. Derudover betalte han husleje for en bolig i Y5-by i 3 måneder i 2016 (E454) og i 10 måneder i 2017 (E455) med et beløb på 5.000 kr. pr. måned. Ligeledes rejste han ifølge kørselsregnskaberne fra og til Y5-by/Y13-by før oktober 2017 (E459).

A har altså selv tidligere oplyst, at han havde bolig i Danmark før den 1. oktober 2017. Idet det er A, der råder over dokumentationen for hans boligforhold, er det ham, der er nærmest til at bære denne bevisbyrde. Såfremt A ikke dokumenterer sine boligforhold i Danmark, som de var før den 1. oktober 2017, kan det ikke lægges til grund, at han først den 1. oktober 2017 havde en mere varig bolig i Danmark. Tværtimod.

Efter det oplyste havde A også bolig til rådighed i Tyskland i indkomstårene 2016-2018.

Har en skatteyder bopæl både i Danmark og Tyskland, er der tale om en dobbeltdomicilssituation. I hvilken stat, en skatteyder i disse tilfælde er skattemæssigt hjemmehørende, skal vurderes efter artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland (MS65). Af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland fremgår:

"2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

a)                                    han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

b)                                    hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;"

 

Idet A - efter det oplyste - har fast bolig til rådighed i to stater, skal han anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for livsinteresser).

Bestemmelsen i artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland svarer til artikel 4 i OECD’s modeloverenskomst (MS73), og den skal derfor fortolkes i overensstemmelse hermed.

Af OECD’s kommentar til modeloverenskomsten (punkt 15) (MS76) fremgår bl.a., at der ved fastlæggelse af midtpunkt for livsinteresser skal "tages hensyn til vedkommendes familie og sociale forhold, vedkommendes beskæftigelse, vedkommendes politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, vedkommendes forretningssted, det sted, hvorfra vedkommende administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser med udgangspunkt i den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed."

Som det fremgår, skal der tages hensyn til både økonomiske og personlige forhold, men omstændighederne skal bedømmes som et hele. Der skal således foretages en samlet helhedsvurdering, jf. f.eks. UfR 2005.1463 H (MS 106) og UfR 2001.1854 H (MS114).

Såfremt det dog ikke er muligt at fastslå, hvor centrum for livsinteresser er, bestemmes skattemæssigt hjemsted efter sædvanligt ophold, jf. artikel 4, stk. 2, litra b (MS65).

Der er om fremgangsmåden ved fastlæggelse af skattemæssigt hjemsted i 2017-kommentaren til model-overenskomsten bl.a. angivet (punkt 10) (MS76):

"10. For at løse denne konflikt skal der fastsættes særlige regler, som giver tilknytningen til den ene stat forrang frem for tilknytningen til den anden stat. Så vidt muligt skal forrangs-kriteriet være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle sådan en tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat. […]."

A’s økonomiske interesser peger i al væsentlighed mod Danmark, hvor han siden 2009 har haft sit indtægtsgivende arbejde ved den samme arbejdsgiver. Hans personlige interesser peger derimod i nogen grad mod Tyskland, hvor han er registreret på samme adresse som sin hustru. Det bemærkes dog, at de personlige interesser er mangelfuldt belyst, idet A’s bolig- og familiemæssige forhold i Tyskland i vid udstrækning ikke er dokumenteret.

Jeg henviser til det nedenfor anførte herom under punkt 2.2.2 (om A’s manglende besvarelse af Skatteministeriets opfordringer), under punkt 2.2.3 (om hans sædvanlige bopæl og herunder om hans tilknytning til Danmark) og under punkt 2.2.4 (om at hans tilknytning til Tyskland i det væsentligste er udokumenteret).

Når det efter en konkret samlet helhedsvurdering ikke kan afgøres med en sådan grad af klarhed, hvor A havde centrum for livsinteresser i artikel 4, stk. 2, litra a’s forstand, skal spørgsmålet om skattemæssigt hjemsted afgøres efter artikel 4, stk. 2, litra b (MS65).

Da A - så vidt ses ubestridt - sædvanligvis opholdt sig i Danmark i de omhandlede indkomstår skal han anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. A har således opholdt sig mere i Danmark end Tyskland i indkomstårene 2016, 2017 og 2018, da han ifølge sin egen oversigt over arbejdsdage i Danmark havde henholdsvis 213, 233 og 216 arbejdsdage i Danmark i indkomstårene 2016, 2017 og 2018 (E704-706 og E713). Det er således i Danmark, at han havde sædvanligt ophold og dermed i Danmark, at han skal anses for hjemmehørende.

Hvad angår det eksempel i punkt 15 i 2017-kommentaren til modeloverenskomsten (MS76), som A henviser til i processkrift af 11. november 2022 (E58), bemærkes, at A’s situation falder uden for eksemplet, som angår en situation, hvor den pågældende bibeholder "den første bolig i de omgivelser, hvor vedkommende altid har boet, hvor vedkommende har arbejdet, og hvor vedkommende har sin familie og ejendele, hvilket sammen med andre elementer kan bidrage til at vise, at vedkommende har bevaret centrum for sine livsinteresser i den første stat".

Der foreligger ingen dokumenterede oplysninger om, hvor A boede forud for 1998, hvor han arbejdede, før han påbegyndte arbejde i Danmark i 2009, og hvor han - udover sin hustru - har familie og ejendele. Det er derfor ikke rigtigt, at det anførte i kommentarens punkt 15 skulle støtte, at A må anses for at have haft centrum for livsinteresser i Tyskland i de omtvistede indkomstår, sådan som han ellers hævder.

Hertil kommer, at A netop ikke ved sin adfærd har vist, at boligmuligheden i Tyskland havde den i eksemplet beskrevne karakter. A "besøgte" således kun Tyskland og boligen 1-2 gange om måneden i den relevante periode ifølge de skriftlige oplysninger fra hans hustru afgivet til brug for retssagen (E741, oversættelse E743).

Befordringsfradrag

Ligningslovens § 9 C regulerer adgangen til befordringsfradrag. Der kan opnås fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, jf. bestemmelsens stk. 1, 1. pkt. (MS38).

De oplysninger, der foreligger i sagen, viser, at A havde sædvanlig bopæl i Danmark, hvorom Skatteministeriet nærmere bemærker følgende:

Sædvanlig bopæl

Af forarbejderne til befordringsfradragsreglerne, jf. lovforslag nr. 285 af 19. maj 1993, bemærkningerne til § 1, nr. 1 og 3-4 (MS42), fremgår følgende: "Begrebet sædvanlig bopæl er det samme som i § 9 C. I tvivlstilfælde foretages fastlæggelse af den sædvanlige bopæl efter praksis ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium; i vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret."

 

Fastlæggelse af sædvanlig bopæl er således en vurdering af vedkommendes centrum for livsinteresser, og efter forarbejderne kan det ikke fastlægges ud fra et enkelt kriterium, men beror på en samlet vurdering, hvori indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet og tilmelding til folkeregisteret. Samme momenter fremgår af Den juridiske vejledning, afsnit C.A.4.3.3.1.1 (MS326), omkring afgrænsningen af sædvanlig bopæl.

Der skal således i relation til ligningslovens § 9 C foretages en samlet bedømmelse af, om A’s centrum for livsinteresser var i Danmark eller i Tyskland i de tre relevante indkomstår, jf. f.eks. UfR 2005.1463 H (MS106), UfR 2007.2435 H (MS98) og SKM2023.547.ØLR (MS224).

Østre Landsret har den 5. juli 2023 (SKM2023.547.ØLR - MS224) afsagt dom i en sag, hvor forholdene i sagen på flere punkter minder om situationen i nærværende sag, hvor Østre Landsret kom frem til, at en polsk statsborger havde sædvanlig bopæl i Danmark. I SKM2023.547.ØLR var der - som i nærværende sag - tale om en person, der rejste til Danmark for at arbejde, og som opholdt sig fast i Danmark i en længere periode, men som samtidig bevarede sin bopæl i det oprindelige hjemland, hvor den pågældende havde familie. De to sager har desuden dét til fælles, at de faktuelle omstændigheder navnlig i relation til den personlige tilhørsforhold, herunder bopælsforholdene i det land, hvor familien angiveligt opholdt sig, i vid grad er uoplyste. Det manglende bevis herom blev tillagt vægt af landsretten ved afgørelsen i SKM2023.547.ØLR (MS233).

Idet der henvises til det nedenfor anførte om A’s tilknytning til Danmark henholdsvis Tyskland, gøres det gældende, at han i relation til spørgsmålet om befordringsfradrag ikke har løftet bevisbyrden for, at han havde sædvanlig bopæl i Tyskland:

A har ikke besvaret Skatteministeriets opfordringer

For at foretage den samlede helhedsbedømmelse af, hvor A’s centrum for livsinteresser og sædvanlige bopæl var i de omhandlede indkomstår, har Skatteministeriets fremsat en række opfordringer i sagen, som - med enkelte undtagelser - ikke er blevet besvaret. Trods Skatteministeriets opfordringer hertil har A nærmere bestemt ikke fremlagt:

•        Oplysninger om sit ansættelsesforhold (opfordring B, E39) udover et af A fremlagt uddrag af til ansættelseskontrakt, der er dateret i 2018.

•        Oplysninger om sin familiemæssige tilknytning til Tyskland, herunder om han har anden familie end sin hustru i Tyskland (opfordring C, E40).

•        Oplysninger om sine boligforhold i Tyskland i 2016-2018, herunder boligens størrelse og karakter samt ejerforhold (opfordring D, E40).

•        Dokumentation for sine boligforhold i Danmark fra den 1. januar 2016 til den 1. oktober 2017 (opfordring E, E40).

•        Dokumentation for den påståede kørsel til og fra Tyskland i 2016-2018 (opfordring F, E40).

•        Oplysninger om dokumentation for øvrige forhold, som viser en eventuel tilknytning til Tyskland, herunder bopælsforhold frem til flytningen til Danmark i 2009 (opfordring G, E40).

Den manglende besvarelse må tillægges processuel skadevirkning med den konsekvens, at det lægges til grund, at de manglende oplysninger, som kun A har i sin besiddelse, viser, at hans centrum for livsinteresser er i Danmark frem for Tyskland, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.

Henset til, at der er tale opfordringer, der er i vid udstrækning må kunne besvares ved dokumentbeviser, vil parts- og vidneforklaringer ikke kunne udgøre tilstrækkelig dokumentation. Forklaringer kan således ikke erstatte de (objektive) dokumentbeviser, som ministeriet har opfordret A til at fremlægge, jf. fx SKM2009.482.VLR (MS138).

A havde sædvanlig bopæl i Danmark

De oplysninger, der foreligger i sagen, viser, at A havde sædvanlig bopæl i Danmark, hvorom Skatteministeriet nærmere bemærker følgende:

A har ifølge Skattestyrelsen været registreret som skattepligtig til Danmark siden den 5. juli 2006 (E552). Ifølge A’s egne oplysninger, har han som nævnt betalt husleje for bolig i Y4-by og Y5-by i indkomstårene 2016-2018 (E454). Fra den 1. oktober 2017 lejede A en lejlighed på Y3-adresse i Y5-by (E439).

Efter det oplyste har A siden den (red.fjernet.dato) arbejdet for G1-virksomhed (CVR-nr. ...11) i Danmark. Han har indsendt uddrag af ansættelseskontrakt (E110), der angiver, at ansættelsesforholdet trådte i kraft den (red.fjernet.dato) (E111), men med underskrift dateret i 2018 (E110) til dokumentation af dette ansættelsesforhold. Det er ikke klart for Skatteministeriet, om det er to sider af samme kontrakt, eller om det er uddrag af to forskellige kontrakter, hvor den ene er fra 2009. På trods af Skatteministeriets opfordring til A om at dokumentere sine ansættelsesforhold (opfordring B, E39), er han ikke fremkommet med yderligere dokumentation eller oplysninger herom.

Indkomsten fra G1-virksomheds at være den eneste indkomst, som A havde i indkomstårene 2016, 2017 og 2018 (E689). A har desuden oplyst til Skatteankestyrelsen, at han siden 2010 har "arbejdet permanent i Danmark" (E558, oversættelse E559).

I overensstemmelse hermed bemærkes, at de fremlagte "(red.fjernet.skatteansættelse)" (skatteansættelser fra de Tysk skattemyndigheder) for 2016-2018 viser, at A hverken har betalt indkomstskat ("(red.fjernet.indkomstskat)") eller solidaritetstillæg ("(red.fjernet.solidaritetstillæg)") i 2016-2018 i Tyskland (E445, E457 og E511, oversættelse E447).

A har grundet jobbet hos G1-virksomhed stærke økonomiske forbindelser til Danmark. Det erhvervsmæssige tilknytningsforhold og A’s økonomiske interesser er således i Danmark, da det er her, at det indtægtsgivende arbejde er udført over en lang årrække. De foreliggende indkomstår (2016-2018) ligger flere år efter, at ansættelsen blev påbegyndt (2009), og den erhvervsmæssige tilknytning må på dette tidspunkt betragtes som varig.

Retspraksis om befordringsfradrag viser, at der ved afgørelsen af, hvor der er sædvanlig bopæl, lægges vægt på, i hvilket land skatteyderen arbejder og oppebærer hovedparten af sine indtægter, jf. f.eks. TfS 1999,420 HRD (MS218) og SKM2023.547.ØLR (MS224). De stærke økonomiske forbindelser til Danmark igennem en lang årrække må derfor indgå med betydelig vægt ved afgørelsen af, hvor der er sædvanlig bopæl.

Derudover har A som nævnt haft bolig til rådighed i Danmark i en lang årrække.

A har desuden siden den 3. juni 2009 været medlem af og indbetalt til en dansk fagforening og a-kasse (G4-virksomhed) (E749). Kontoudtogene fra hans konto F1-bank (E371) viser således, at der primo hver måned blev hævet 623 kr. eller 630 kr. med posteringsteksten "Bs betaling G4-virksomhed".

Derudover viser kontoudtogene (E371), at A havde et forbrug i Danmark. Der er således foretaget betalinger i forskellige supermarkeder, byggemarkeder og på tankstationer i Danmark samt månedlige betalinger til G5-virksomhed.

Endelig må det ved sagens pådømmelse lægges til grund - også henset til den mangelfulde besvarelse af Skatteministeriets opfordringer - at A har opholdt sig i betydelig grad i Danmark i den relevante periode. Den fysiske tilstedeværelse i Danmark - bl.a. for at varetage arbejdet på G1-virksomhed- understøtter, at A har sædvanlig bopæl i Danmark.

A’s tilknytning til Tyskland er i det væsentligste udokumenteret

A har oplyst til Skattestyrelsen, at han har kone, børn og børnebørn i Tyskland, og at han har et lån i en bolig i Tyskland (E552). Der er fremlagt bankudskrifter, som dokumenterer lån (E496, oversættelse E502), men det fremgår ikke, hvad lånene angår. Herudover har A oplyst til Skatteankestyrelsen, at han ejer et (red.fjernet.kvadratmeter) kvadratmeter stort hus i Tyskland, og at han benytter praktiserende læge og sygehus i Tyskland (E558, oversættelse E559).

A har som nævnt - på trods af ministeriets opfordring herom (opfordring D, E40) - ikke fremlagt dokumentation for hans boligforhold i Tyskland. De fremlagte bopælsattester (E109, E700, E708 og E731), skitsen af et hus (E90), dokumentet vedrørende en ejendomsvurdering fra 1999 (E100) og vielsesattesten fra 1998 (E105) dokumenterer ikke A’s boligforhold i Tyskland i 2016-2018.

De fremlagte lægerapporter/-erklæringer, der er dateret i henholdsvis 2019 (E503) og 2022 (E728), dokumenterer ikke, at A regelmæssigt i 2016-2018 gik til læge i Tyskland.

De fremlagte kontoudtog fra A’s Tysk konto (E138 og E331) dokumenterer desuden ikke, at A overførte en stor del af sin danske indkomst til Tyskland for at dække boligudgifter, sådan som han ellers hævder. Det er således udokumenteret, hvad hævningerne på den tyske konto vedrører.

Hvad angår hyppigheden af opholdene i Tyskland, kørte A ifølge sin egen kørselsopgørelse til Tyskland i weekender og ferier (E459). Denne påståede kørsel er udokumenteret.

Derudover stemmer oplysningerne i kørselsregnskaberne om, at han umiddelbart i hver weekend og nogle ferier kørte til Y13-by, ikke overens med de fremlagte erklæringer i sagen. Af en skriftlig erklæring afgivet af A’s hustru (E740, oversættelse E743), fremgår det således, at A var på "regelmæssige besøg" i Tyskland (1-2 gange om måneden), hvilket i øvrigt viser en betydeligt større tilknytning til Danmark, end hvad der i øvrigt beskrives af A.

Ifølge kørselsregnskaberne tilbragte A desuden tiden mellem jul og nytår i Danmark i 2015 og 2017 samt nogle af dagene i 2018. I 2016 fremgår det ikke klart af kørselsregnskaberne, om han kørte til Tyskland mellem jul og nytår, da "(red.fjernet.betegnelse)" er angivet henholdsvis den 27. december 2016 (E470) og den 1. januar 2017 (E471), uden at "(red.fjernet.betegnelse2)" er angivet mellem disse to datoer. I 2018 er A ifølge kørselsregnskaberne kørt til Danmark den 25. december, og til Tyskland den 29. december og tilbage til Danmark den 30. december (E494).

Af en i sagen fremlagt erklæring (E621, oversættelse E622), der angiveligt skal dokumentere A’s engagement i en Tysk forening, fremgår det desuden, at han var foreningens "bindeled til den danske (red.fjernet.erhverv2)tjeneste i Y14-område ("G3-virksomhed")", altså, at han havde en tilknytning til en dansk forening. Det er dog uklart, hvorvidt erklæringen vedrører A, da navnet "IA" er angivet i dokumentet som en person, der var frivillig (red.fjernet.erhverv2).

A har heller dokumenteret, at han i 2016-2018 ejede og udlejede en ejendom beliggende Y12-adresse, som anført i processkrift af 11. november 2022, s. 6, afsnit 1.3.2.7. (E60). Dokumenterne, der er fremlagt til dokumentation heraf, er dateret henholdsvis den 4. december 2013 (E121, oversættelse E128) og den 9. oktober 2013 (E124, oversættelse E131), og den af A angivne adresse fremgår ikke af dokumenterne.

Som dokumentation for, at A i vidt omfang tilbragte sin fritid i Tyskland, har han bl.a. fremlagt en række erklæringer (E740, oversættelse E743) samt en fødselsdagsinvitation (E431, oversættelse E435). De fremlagte erklæringer kan - ligesom forklaringer - ikke tillægges bevismæssig betydning, jf. UfR 2009.476/2 H (MS206).

Samlet set har A således alene dokumenteret, at han (i et vist omfang) har personlige interesser i Tyskland, idet han er registreret på samme adresse som sin hustru i Tyskland. A’s samlede tilknytning til Tyskland er dog udokumenteret.

Ud fra en samlet vurdering af forholdene på det foreliggende grundlag, herunder at A’s økonomiske/erhvervsmæssige interesser er i Danmark, at han har haft fast arbejde i Danmark siden 2009 ved samme arbejdsgiver, at han har haft fast bopæl i Danmark, at han opholder sig mest i Danmark, at han er medlem af en dansk fagforening, samt at hans tilknytning til Tyskland i vidt omfang er udokumenteret, er A’s sædvanlige bopæl i Danmark.

Det er ikke dokumenteret, at der er gennemført transport i det hævdede omfang

Hvis retten måtte finde, at A har sædvanlig bopæl i Tyskland, gøres det gældende, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at befordringen rent faktisk har fundet sted i det angivne omfang. Tillige af denne - selvstændige - grund er A ikke berettiget til befordringsfradrag.

Det følger af, at det er den skatteyder, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag, der i fornødent omfang skal dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordringen har fundet sted i det selvangivne omfang, jf. UfR 2004.1516 H (MS214).

Beviskravet vil efter praksis blive skærpet i tilfælde, hvor der foreligger omstændigheder, der kan tale imod, at befordringen har fundet sted i det selvangivne omfang. Er afstanden mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen usædvanlig lang, stilles der således skærpede krav til skatteyderens dokumentation eller sandsynliggørelse af, at befordringen rent faktisk har fundet sted, jf. UfR 2004.1516 H (MS214), hvor Højesteret fastslog, at afstanden til og fra arbejde på tilsammen henholdsvis 698 km og 409 km klart oversteg det, der må anses for sædvanligt.

Ifølge A’s egen kørselsopgørelse er der 1.576 km tur/retur mellem A’s adresse i Danmark og hans adresse i Tyskland (E459), hvilket har karakter af en usædvanlig lang afstand. På den baggrund er beviskravet skærpet i relation til dokumentationen af befordringen, jf. UfR 2004.1516 H (MS214), TfS 2000, 563V (MS246) og SKM2001.431.VLR (MS242).

A kan dermed kun få medhold i sin påstand, hvis han (udover at påvise, at have sædvanlig bopæl i Tyskland) ved objektiv dokumentation kan godtgøre, at han rent faktisk har gennemført den hævdede transport.

Heller ikke denne bevisbyrde er løftet. På trods af Skatteministeriets opfordringer herom, er der intet fremlagt til dokumentation af den hævdede transport til/fra Tyskland. Der er således ikke nogen dokumentation for, at A har rejst til/fra Tyskland, endsige været i Tyskland i det af ham hævdede omfang.

Og tillige af den grund kan A ikke få medhold i den nedlagte påstand om hjemvisning med henblik på opgørelse af fradrag for befordring.

Opgørelse af befordringsfradrag for kørsel i Danmark

Skatteministeriet anerkender i ministeriets principale påstand, at A er berettiget til yderligere fradrag end det, som han har fået godkendt af Skattestyrelsen og Landsskatteretten. Dette beror på rettelse af den oprindelige beregning. Der er således tale om en rettelse af fradrags-beregningen ud fra samme anerkendte kørsel, som Skattestyrelsen og Landsskatteretten havde lagt til grund.

Skatteministeriet anerkender på denne baggrund, at A er berettiget til befordringsfradrag for de af ham angivne kørte kilometer til/fra hans bopæl i Danmark og forskellige arbejdssteder efter de gældende satser for henholdsvis 2016, 2017 og 2018, jf. Bekendtgørelse nr. 1320 af 24. november 2015, Bekendtgørelse nr. 1620 af 15. december 2016 og Bekendtgørelse nr. 1307 af 28. november 2017.

A’s formelle indsigelser

A har - ved siden af sagens hovedspørgsmål - rejst tre formelle indsigelser under retssagen. Herom bemærker Skatteministeriet følgende:

 

Skattestyrelsen har genoptaget rettidigt

Skattestyrelsen har overholdt fristerne for genoptagelse af A’s skatteansættelser for indkomstårene 2016-2018.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt. (MS7), at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om ændring af en indkomstansættelse senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Ved bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 er fristen for varsling om ændring af en indkomstansættelse for personer med enkle økonomiske forhold forkortet. Det følger således af bekendtgørelsens § 1, stk. 1 (MS14), at uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal skatteforvaltningen varsle ændring af en ansættelse af indkomstskat senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Det følger dog af bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, § 1, stk. 1, nr. 4 (MS14), at fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt. gælder:

"4) Når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår. Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., gælder i så fald for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår."

Såfremt forholdene, der har givet anledning til ændringen af en skatteansættelse, der foretages senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb, ligeledes begrunder ændring af tidligere indkomstår, så skal ændringen for de tidligere indkomstår således varsles senest den 1. maj i det fjerde år efter disse indkomstårs udløb, jf. SKM2009.477.VLR (MS282) og SKM2023.373.BR (anket) (MS292).

Skattestyrelsen sendte den 30. april 2020 forslag til afgørelse om ændring af A’s skattepligtige indkomst for indkomstårene 2016, 2017 og 2018 (E522). Skattestyrelsen foreslog at ændre A’s skattepligtige indkomst, da Skattestyrelsen ikke kunne godkende de selvangivne befordringsfradrag og fradrag for kost og logi for disse år.

Skattestyrelsen vurderede, at A var fuld skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, da han havde bopæl i Danmark, som han havde taget ophold i (E527). Derudover vurderede Skattestyrelsen, at han havde haft skattemæssigt hjemsted i Danmark siden den 1. januar 2016, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b (E528), samt at hans sædvanlige bopæl i relation til ligningslovens § 9 C var i Danmark (E528). A var derfor ikke berettiget til fradrag for befordring til Tyskland i indkomstårene 2016-2018.

Skattestyrelsen fremsendte et nyt forslag til afgørelse den 10. juli 2020 (E532), hvor Skattestyrelsen på baggrund af de samme forhold, som i det tidligere forslag, ikke kunne godkende befordringsfradrag i det selvangivne omfang eller fradrag for kost og logi for indkomstårene 2016-2018. Skattestyrelsen vurderede således fortsat, at A ikke var berettiget til fradrag for befordring til/fra Tyskland.

Skattestyrelsen vurderede i det nye forslag, at A var berettiget til befordringsfradrag fra hans bopælsadresse i Danmark til hans arbejdssteder, opgjort på baggrund af A’s egne kørselsopgørelser (E540).

Den 31. juli 2020 traf Skattestyrelsen afgørelse i overensstemmelse med forslaget af 10. juli 2020 (E546).

Skattestyrelsen varslede således ændring af skatteansættelsen for 2018 før den 30. juni i det andet år efter indkomstårets udløb, og afgørelsen blev truffet inden 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb i henhold til bekendtgørelsens § 1, stk. 2 (MS14).

Det var de helt tilsvarende forhold, der begrundede ændringerne af skatteansættelserne for 2016 og 2017, jf. SKM2009.477.VLR (MS282). Fristen for varsling af ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2016 og 2017 er derfor overholdt, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, § 1, stk. 1, nr. 4 (MS14), jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt. (MS7).

Det bemærkes herved, at afgørelsen alene angår indkomstårene 2016, 2017 og 2018 uagtet Skattestyrelsens bemærkning om, at A fra den (red.fjernet.dato) har været fuld skattepligtig til Danmark.

Skattepligtsstatus - A er fuld skattepligtig til Danmark

A anfører i processkrift 1, at Skattestyrelsen ikke har truffet afgørelse om hans skattepligtsstatus til Danmark (E76). Det er ikke korrekt.

Skattestyrelsen har i afgørelsen af 31. juli 2020 (E552) specifikt anført, at A er fuld skattepligtig til Danmark i de i sagen omhandlede indkomstår (2016-2018):

"Med udgangspunkt i det indsendte materialer og de foreliggende oplysninger er det Skattestyrelsens opfattelse, at du er fuld skattepligtig til Danmark jf. Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, da du anses for at have bopæl til rådighed i landet, som du har taget ophold i jf. Kildeskattelovens § 7, stk. 1. Vi vurderer, at du har været fuld skattepligtig fra den (red.fjernet.dato)."

Skattestyrelsen ændrede således ved afgørelsen A’s skattepligtige indkomst i indkomstårene 2016, 2017 og 2018, og styrelsen fandt i den forbindelse, at han i de omtvistede indkomstår var fuld skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, da han måtte anses for at have bopæl til rådighed i landet, som han havde taget ophold i (E527 og E552).

Skattestyrelsens vurdering var foretaget ud fra det indsendte materiale og de foreliggende oplysninger (E552). Det fremgår således af Skattestyrelsens afgørelse på side 2 (E547), at A havde indsendt en oversigt over kørselsdage/arbejdsdage, ansættelseskontrakt, bopælsattest, oversigt over udgifter til bolig i Danmark, lejekontrakt for bolig i Danmark og kopi af renteudgifter til ejendom og private renteudgifter. Disse dokumenter er fremlagt som bilag B, I, K, L og M (E459, E454, E110, E496 og E519). Af samme side fremgår det, at A havde bopæl i Tyskland på samme adresse, som hans ægtefælle var registreret med. Videre fremgår det, at A blev ansat ved G1-virksomhed den (red.fjernet.dato), og at han siden denne dato har arbejdet ved samme virksomhed.

Derudover har Skattestyrelsen i et erklæringssvar til Landsskatteretten anført, at A har haft bolig til rådighed i Danmark, hvilket understøttes af en fremlagt lejekontrakt og huslejebetalinger. Skattestyrelsen fastholdt derved, at A var fuldt skattepligtig i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 (E694).

Skattestyrelsens afgørelse er i øvrigt i overensstemmelse med praksis, jf. f.eks. UfR 2016.1191 H (MS80).

Den omstændighed, at A i Skattestyrelsens systemer har været registreret som begrænset skattepligtig i indkomstårene 2016, 2017 og 2018, ændrer ikke på, at Skattestyrelsen ved afgørelsen af 31. juli 2020 har fastslået, at A er fuld skattepligtig til Danmark i de omtvistede indkomstår.

Spørgsmålet om fradrag for kost og logi var ikke en del af klagen til Landsskatteretten

A har nedlagt påstand om hjemvisning af sagen til Landsskatteretten, subsidiært Skattestyrelsen, med henblik på opgørelse af "rejsefradrag".

Som Skatteministeriet forstår A’s argumentation, er hans synspunkt, at det udgør en sagsbehandlingsfejl, at Landsskatteretten ikke traf afgørelse om spørgsmålet ved den indbragte afgørelse, og at sagen derfor på dette punkt skal hjemvises til realitetsbehandling ved Landsskatteretten. Dette forstår ministeriet sådan, at det materielle spørgsmål om fradrag om kost og logi ikke er indbragt for domstolene.

Det bemærkes hertil, at spørgsmålet om fradrag for kost og logi ikke har været indbragt for Landsskatteretten, og det udgør derfor ikke en fejl, at Landsskatteretten ikke traf afgørelse om spørgsmålet. A anførte specifikt i sine bemærkninger af 6. december 2020 til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling, at spørgsmålet om rejsefradrag ikke var en del af klagen til Landsskatteretten (E611, oversættelse E614, og E695).

I den oversatte version af bemærkningerne af 6. december 2020 (E614) fremgår det:

"Under punkt 2 forholder du dig til rejsegodtgørelsen. Jeg vil blot slå fast, at denne begrundelse kun er beregnet til at fylde sider. Ophævelsen af rejsefradraget er ikke genstand for retssagen eller klagen."

Når spørgsmålet om rejsefradrag ikke var omfattet af klagen, forelå der ikke et prøvelsesgrundlag for Landsskatteretten, og Landsskatteretten hverken kunne eller skulle derfor træffe afgørelse om spørgsmålet.

Da Landsskatteretten - med rette - ikke har truffet afgørelse på dette punkt, kan retten heller ikke prøve spørgsmålet om rejsefradrag. Domstolene kan ved prøvelse af skattemyndighedernes afgørelser som udgangspunkt kun tage stilling til det, som myndighederne har taget stilling til, jf. skatteforvaltningslovens § 48 (MS12). Retspraksis er restriktiv i forhold til inddragelse af spørgsmål, der ikke har været prøvet af skattemyndighederne, jf. f.eks. SKM2007.183H (MS274).

Vedrørende spørgsmålet om rejsefradrag har A i processkrift 2 anført, at "måtte retten finde, at det er med rette, at Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse på dette punkt, og at der måtte foreligge en fristoverskridelse, så gøres det subsidiært gældende, at dette skyldes, at A ikke er ret god til dansk, og derfor har formuleret sig forkert, og retten derfor skal bortse fra fristoverskridelsen" (E85).

Det fremgår ikke nærmere om, hvad der menes med "fristoverskridelse".

Hvis A med det anførte måtte mene, at retten skal bortse fra overskridelsen af klagefristen i skatteforvaltningslovens § 35 A, stk. 3 (MS9), bemærkes det, dels at spørgsmålet om rejsefradrag på intet tidspunkt er påklaget til Skatteankestyrelsen, hvorfor Skatteankeforvaltningen ikke har taget stilling til, om der kan bortses fra en fristoverskridelse, jf. § 35 A, stk. 6 (MS10), dels at der i øvrigt ikke foreligger "særlige omstændigheder" i § 35 A, stk. 6’s forstand, da den omstændighed, at "A ikke er ret god til dansk, og derfor har formuleret sig forkert" ikke udgør en særlig omstændighed i henhold til bestemmelsen.

…."

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Skattemyndighederne har ændret A’s skatteansættelser for årene 2016 - 2018.

Da A’s økonomiske forhold med rette er anset for enkle, er 4-årsfristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, for at afsende varsel efter lovens § 20, stk. 1, ("ikke ….. senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb"), forkortet til "senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb", jf. bkg. 534/2013, § 1, stk. 1, 1. pkt., dog således, at der fortsat gælder en 4-årsfrist, hvis ændringen "er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår", jf. bestemmelsens stk. 1, nr. 4. Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at den varslede ansættelse - når fristen efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt. gælder - skal foretages senest den 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Ændringerne af ansættelserne ses at være begrundet i ganske tilsvarende forhold, nemlig spørgsmålet om A’s skattepligt til Danmark og bedømmelsen af sædvanlig bopæl efter ligningslovens § 9 c, hvorfor den 4-årige frist efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, finder anvendelse.

Skattestyrelsen fremsendte den 30. april 2020 - altså tidligere end 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets/årenes udløb henholdsvis inden 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb - agterskrivelse til A og traf efter fremsendelse den 10. juli 2020 af nyt forslag afgørelse den 31. juli 2020, altså tidligere end den 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Retten er herefter enig med Skatteministeriet i, at Skattestyrelsen har genoptaget ansættelserne rettidigt, og at der ikke er tale om en ekstraordinær ansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27.

Skattemyndighederne har som led i afgørelsen om ændring af ansættelserne for indkomstårene 2016-2018 i begrundelsen henvist til bl.a., at A anses for fuldt skattepligtig til Danmark, idet han anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark som den stat, hvor han sædvanligvis har ophold.

Retten tilslutter sig Skatteministeriets synspunkt, hvorefter der må anses for truffet en - forudsætningsvis - afgørelse om A’s skattepligt - en afgørelse, der da også er prøvet af Landsskatteretten i forbindelse med A’s klage.

As skattemæssige hjemsted

Der er under sagen fremlagt dokumenter m.v. til belysning af A’s tilhørsforhold til henholdsvis Tyskland og Danmark, ligesom A har afgivet forklaring.

Retten tilslutter sig skattemyndighedernes synspunkt, hvorefter A’s personlige interesser peger i retning af Tyskland, hvorimod hans økonomiske interesser peger i retning af Danmark.

A har gjort gældende, at han har skattemæssigt hjemsted i Tyskland, idet midtpunktet for hans livsinteresser er i Tyskland.

Retten bemærker om de af A fremlagte dokumenter, at de i vidt omfang ikke relaterer sig til de omtvistede indkomstår, ligesom hans egen forklaring om at have besøgt familien i Tyskland i ferier og alle weekender står i modsætning til de indhentede erklæringer fra A’s familie, herunder hustru, hvorefter han opholdt sig regelmæssigt i Tyskland 1-2 gange om måneden og ellers holdt kontakt via telefonopkald og gennem fælles ferierejser. A’s tilknytningen til Tyskland fremstår overvejende udokumenteret.

Retten finder det på den baggrund ikke godtgjort, at A havde centrum for sine livsinteresser i Tyskland.

Afgørende for det skattemæssige hjemsted er herefter, hvor han sædvanligvis havde sit ophold, hvilket parterne ses at være enige om var Danmark.

A findes derfor hjemmehørende i Danmark, jf. art. 4, stk. 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Befordringsfradraget

A har ret til fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen beregnet med udgangspunkt i den normale transportvej.

Det er under sagen oplyst, at A har arbejdet i Danmark siden i al fald 2010 og haft adgang til bolig i Danmark i alle de omtvistede indkomstår, ligesom kontoudtog viser et almindeligt dagligt forbrug, herunder indkøb i supermarkeder, byggemarkeder, tankstationer og telefon/internetabonnement (daværende G5-virksomhed). Han har endvidere oplyst at have opholdt sig i Danmark i størstedelen af året (213, 233 hhv. 216 (arbejds)dage i 2016, 2017 hhv. 2018). 

Herefter tilslutter retten sig Landsskatterettens afgørelse, hvorefter A i relation til ligningslovens § 9 c må anses for at have sædvanlig bopæl i Danmark.

Rejsefradrag

A har i forbindelse med Landsskatterettens behandling af klagen over Skattestyrelsens afgørelse, der vedrører såvel befordringsfradrag som rejsefradrag, i en høringsskrivelse af 6. december 2020 over Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse af 26. november 2020 anført:

(red.fjernet.tekst) [ekstrakt side 607]

dansk oversættelse:

Under punkt 2 forholder du dig til rejsegodtgørelsen. Jeg vil blot slå fast, at denne begrundelse kun er beregnet til at fylde sider. Ophævelsen af rejsefradraget er ikke genstand for retssagen eller klagen. [ekstrakt side 614],

hvilket resulterede i, at Skattestyrelsen i deres udtalelse af 18. januar 2021 anførte:

Rejsefradrag

Klager har i sine bemærkninger til sagsfremstillingen fra Skatteankestyrelsen oplyst, at ændringen vedrørende rejsefradraget ikke er en del af klagen, hvorved denne del ikke kommenteres yderligere. [ekstrakt side 588]

Efter rettens opfattelse har A med den fornødne tydelighed gjort det klart for skattemyndighederne, at spørgsmålet om rejsefradrag ikke - længere - var en del af klagen og derfor ikke til prøvelse for Landsskatteretten.

At A i en senere henvendelse den 20. januar 2021 berører emnet rejsefradrag, idet han anførte:

(red.fjernet.tekst2) [ekstrakt side 617]

dansk oversættelse:

Vedrørende rejsefradraget:

Fradraget, som først blev accepteret af medarbejderen efter at være blevet anmodet herom, udgør underslæb eller bedrageri. Dette beløber sig i disse tre år til cirka 40.000 kr.) [ekstrakt side 619], der ses at relatere sig til hans bemærkninger i høringssvaret af 6. december 2020 om "(red.fjernet.betegnelse3)":

(red.fjernet.tekst3) [ekstrakt side 608]

dansk oversættelse:

Jeg oplever, at der ikke kunne gives mig nogen væsentlig forklaring tilbagekalder grænsependlerstatus. Jeg er styrket i min mening af at du fortsat giver mig en begrænset skattepligt for de pågældende år.

Har afgivet en redegørelse med hensyn til transportfradrag af fakta af bedrageri opfyldt. [ekstrakt side 610], kan ikke føre til, at rejsefradraget trods A’s klare udtalelse den 6. december 2020 alligevel skal anses for omfattet af klagen, hvortil kommer, at spørgsmålet om rejsefradrag ikke ses at have været drøftet på mødet i Landsskatteretten. Det er således med rette, at Landsskatteretten ikke har behandlet dette punkt.

Retten finder ikke grundlag for under retssagen at kunne tage stilling til spørgsmål om en af A ikke nærmere beskrevet "fristoverskridelse".

Herefter, og da det af parterne i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, tager retten skatteministeriets principale påstand til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, der er oplyst til 188.717 kr., forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 40.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes dog således, at Skatteministeriet anerkender, at A har ret til befordringsfradrag med yderligere 11.650 kr. i 2016, 15.567 kr. i 2017 og 14.121 kr. i 2018, således at A’s befordringsfradrag samlet set udgør 20.595 kr. i 2016, 29.198 kr. i 2017 og 26.637 kr. i 2018.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 40.000 kr. 

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.