Offentliggøres i redigeret form.

Spørgsmål

1. Kan det bekræftes, at udlån fra Spørgers helejede selskab A ApS til det af Spørger ligeledes helejede selskab B kan foretages uden skattemæssige konsekvenser for Spørger?

Svar

1. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en person, der ejer hele kapitalen i det danske holdingselskab A ApS. Han ejer ligeledes hele kapitalen i det udenlandske selskab B.

Virksomhedsaktiviteterne hos A ApS består i finansiering og investering.

B har et aktuelt behov for tilførsel af kapital i forbindelse med nye investeringer i (…). Selskabet kan ikke låne i udlandet og danske pengeinstitutter har heller ikke vist sig villige til at yde selskabet lån.

Der er likvid kapital til rådighed hos A ApS og Spørger ønsker derfor at lade dette selskab foretage udlån til B på samme måde, som A ApS også har lånetilgodehavender hos de koncernforbundne selskaber.

Det påtænkes, at A ApS stiller en kreditmulighed til rådighed for B som vil svinge løbende indenfor et beløb på mellem DKK X og DKK Y

Ved udstedelse af lån, vil der ske forrentning af gælden på markedsmæssige vilkår.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Baggrunden for anmodningen om bindende svar i forbindelse med det påtænkte låneforhold er, at Spørger vil sikre sig, at den påtænkte disposition ikke vil blive anset omfattet af bestemmelserne om skattepligtige hævninger efter ligningslovens § 16 E.

De to selskaber i det påtænkte låneforhold er ikke koncernforbundene, men er begge ejet af samme fysiske anpartshaver. Spørger ønsker derfor sikkerhed for, at udlånet fra det danske selskab A ApS til det udenlandske selskab B ikke kan blive anset for at have passeret Spørgers private økonomi.

Det er vores vurdering, at der ikke bør være tvivl om, at der foreligger en forretningsmæssig begrundelse for at foretage udlånet. Men som følge af de senere afgørelser om hævninger efter ligningslovens § 16 E, hvor der synes at være tale om, at der er indtrådt en mere restriktiv praksis, ønskes et tilsagn om, at udlånet ikke vil få skattemæssige konsekvenser for Spørger.

Til støtte for vores påstand om, at der foreligger en forretningsmæssig begrundelse, gøres det gældende, at

• Låntager har behov for at låne midler til forretningsmæssige investeringer
• Låntagers driftsaktiviteter er af samme art som långivers datterselskaber
• Långiver har likviditet til at foretage udlån
• Långiver driver virksomhed med finansiering af datterselskaber og associerede selskaber.
• Lånet skal forrentes på markedsmæssige vilkår.
• Lånet er ikke omfattet af selskabsretlige regler om ulovlige kapitalejerlån
• Spørger får ikke privat råderet over lånebeløbene. Spørger eller dennes familie har ingen personlig berigelse af lånene til det udenlandske selskab. Hvis der efterfølgende sker udbetaling af beløb fra det udenlandske selskab til Spørger, vil der være skattepligt af beløbene.

Da Spørger besidder alle stemmerettigheder i begge selskaber, er låneaftaler mellem selskaberne kontrollerede transaktioner, hvorfor renter og lånevilkår skal aftales, som det ville være tilfældet mellem uafhængige parter., jf. ligningslovens § 2.

Det skal samtidig bemærkes, at uanset, at de to selskaber ikke er koncernforbundne i selskabsskattelovens forstand, så er de det efter kursgevinstlovens § 4, stk. 2. Det indebærer således, at hvis låntager ikke kan tilbagebetale lånet, så vil der ikke være fradragsret for kurstabet hos långiver, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 1. Det gælder således tilsvarende, som hvis en person får tab på en fordring på et selskab, hvor personen har hovedanpartshaverstatus efter aktieavancebeskatningslovens § 4.  Der foreligger altså ingen skatteretlig fordel for spørger ved, at det er A ApS, der yder lånet til B.

Det gøres på den baggrund gældende, at der ikke foreligger skattemæssige grunde for Spørger til at foretage udlån fra A ApS til B. Derimod er det vores vurdering, at udlånet er forretningsmæssigt begrundet for såvel kreditor- og debitorselskabet.

Sammenholdelse med praksis

Som anført ovenfor er det vores vurdering, at der de senere år er sket en skærpende praksis ved selskabers udlån, hvor det i stigende grad er afgjort, at lånene er sket i det långivende selskabs hovedanpartshavers interesse. Vi vil sammenholde Spørgers selskabs påtænkte dispositioner med praksis på området.

SKM2023.273.HR: Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets afgørelse af 13 maj 2022 (SKM 2022.368.ØLR), hvor lån fra hovedanpartshaverens selskab til hovedanpartshaverens kæreste blev anset for sket i hovedanpartshavens personlige interesse, hvorfor lånet blev anset som en skattepligtig hævning omfattet af ligningslovens § 16 E.

Vi bemærker i den forbindelse, at et af argumenterne for at statuere, at der forelå en skattepligtig hævning var, at Landsretten ikke fandt, at lånet vedrørte selskabets drift og ikke kunne anses for en sædvanlig forretningsmæssig disposition, og at det således ikke var ydet i selskabets interesse.

Vi mener, at det er væsentlig forskelligt fra de påtænkte dispositioner, hvor A ApS netop har som et af sine forretningsområder at yder finansiering. Det er således vores vurdering, at udlånet kan generere en merindtjening hos A ApS.

SKM2024.15.SR: Skatterådet afgjorde, at et selskabs udlån ydet til hovedanpartshaverens søster alene blev ydet i kraft af eneanpartshaverens personlige relation til sin søster og dermed for at blive ydet indirekte til eneanpartshaveren.

Vi bemærker, at der i denne afgørelse ligeledes bliver henvist til den ovenstående Højesteretsafgørelse med hensyn til selskabets manglende forretningsmæssige begrundelse for at foretage udlån. Vi mener derfor også, at situationen i den afgørelse af væsentlig anderledes end det der, gør sig gældende i nærværende sag.

Ønsket svar: Ja.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at udlån fra Spørgers helejede selskab A ApS til det af Spørger ligeledes helejede selskab B kan foretages uden skattemæssige konsekvenser for Spørger.

Begrundelse

Det fremgår af ligningslovens § 16 E, at bestemmelsen omfatter selskabers direkte eller indirekte lån til fysiske personer med bestemmende indflydelse på selskabet:

"Hvis et selskab m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, og tilsvarende selskaber m.v. hjemmehørende i udlandet direkte eller indirekte yder lån til en fysisk person, behandles lånet efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt, forudsat at der mellem långiver og låntager er en forbindelse omfattet af § 2."

Det fremgår af bemærkningerne til betænkningen til ligningslovens § 16 E, at beskatning af indirekte lån skal forhindre omgåelse:

"Det vil fortsat være muligt at ramme omgåelsestilfælde og beskatte lån til en personlig hovedaktionær, der indskyder ét eller flere selskaber mellem sig og det långivende selskab, idet beskatningen også omfatter lån, der indirekte ydes til en personlig aktionær med bestemmende indflydelse i selskabet."

Rådgiver oplyser, at låntager har behov for at låne midler til forretningsmæssige investeringer i (…), låntagers driftsaktiviteter er af samme art som långivers datterselskaber, långiver har likviditet til at foretage udlån, långiver driver virksomhed med finansiering af datterselskaber og associerede selskaber, lånene skal forrentes på markedsmæssige vilkår og lånene er ikke omfattet af selskabsretlige regler om ulovlige kapitalejerlån.

Rådgiver oplyser desuden, at Spørger ikke får privat råderet over lånebeløbene samt at Spørger eller dennes familie ikke har personlig berigelse af lånene til det udenlandske selskab samt at hvis der efterfølgende sker udbetaling af beløb fra det udenlandske selskab til Spørger, vil der være skattepligt af beløbene.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at lånene ikke er omfattet af ligningslovens § 16 E, da låneprovenuet skal tilgå B og skal anvendes af selskabet til forretningsmæssige investeringer i (…).

Rådgiver oplyser imidlertid også, at "Selskabet kan ikke låne i [selskabets hjemland] og danske pengeinstitutter har heller ikke vist sig villige til at yde selskabet lån.".

Skattestyrelsen bemærker hertil, at Spørger er udbytteskattepligtig af låneprovenuet efter ligningslovens § 16 A, hvis låneprovenuet reelt er en gave til låntager, fordi låntager f.eks. ikke er retligt forpligtet til at tilbagebetale de overførte midler eller der ikke er udsigt til, at låntager kan tilbagebetale lånene, jf. principperne i SKM2023.7.HR, hvor Højesteret fandt, at det danske selskabs overbetalinger til Dubai-selskabet ikke var sket i det danske selskabs interesse, men udelukkende i eneejerens interesse, og at overbetalingerne måtte anses for maskeret udlodning til eneejeren.

Det er derfor en forudsætning for besvarelsen, at der er tale om reelle lån.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Ligningsloven § 16 E

Hvis et selskab m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, og tilsvarende selskaber m.v. hjemmehørende i udlandet direkte eller indirekte yder lån til en fysisk person, behandles lånet efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt, forudsat at der mellem långiver og låntager er en forbindelse omfattet af § 2. 1. pkt. finder ikke anvendelse på lån, der ydes som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, på sædvanlige lån fra pengeinstitutter eller på lån til selvfinansiering som nævnt i selskabsloven § 206, stk. 2. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse på sikkerhedsstillelser og på midler, der stilles til rådighed.

Stk. 2. Ved tilbagebetaling af lån m.v., der er beskattet efter stk. 1, medregnes det tilbagebetalte ikke ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst.

Praksis

SKM2023.273.HR

Sagen angik, om et lån ydet af hovedanpartshaverens selskab til hovedanpartshaverens kærestes skulle anses for et indirekte lån - og dermed for en skattepligtig hævning - til hovedanpartshaveren, jf. ligningslovens § 16 E, jf. § 16 A.

Det var hovedanpartshaverens synspunkt, at ligningslovens § 16 E alene omfatter lån til hovedanpartshaveren selv samt til personer, der har den i ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt., nævnte relation til hovedanpartshaveren i det långivende selskab.

Højesteret tiltrådte, at de i forarbejderne angivne eksempler på nærtstående (ægtefæller og børn) ikke kunne anses for udtømmende, og at der hverken i ordlyden eller i forarbejderne er støtte for en antagelse om, at indirekte lån til en hovedanpartshaver alene kan ske ved, at der ydes et lån til den pågældendes nærtstående som omhandlet i ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt.

Højesteret tiltrådte endvidere, at lånet alene var ydet i kraft af hovedanpartshaverens personlige relation til låntager, og at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at hovedanpartshaveren og låntager ikke havde fælles bopæl på tidspunktet for lånet.

Højesteret tiltrådte således, at lånet skulle anses for at have passeret hovedanpartshaverens økonomi og dermed for også at være ydet indirekte til hende.

På den baggrund blev landsrettens frifindelse af Skatteministeriet stadfæstet.

SKM2023.7.HR

Sagen udspringer af en Transfer Pricing-sag mellem et dansk selskab og dets udenlandske søsterselskab i Dubai (Højesterets sagsnr. BS-22176/2021-HJR).

I Transfer Pricing-sagen havde skattemyndighederne fundet, at de kontrollerede transaktioner ikke var fastsat på armslængdevilkår efter ligningslovens § 2, stk. 1, da betalingen fra det danske selskab til Dubaiselskabet ikke stemte overens med de udførte funktioner og påtagede risici, samt at TP-dokumentationen var mangelfuld efter den dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 8.

Skattemyndighederne udøvede derfor et skøn over de kontrollerede transaktioner, hvorefter det danske selskabs skattepligtige indkomst skulle forhøjes med 58.406.991 kr. svarende til den overbetaling, som det danske selskab havde ydet til Dubai-selskabet.

Skattemyndighederne forhøjede samtidig eneejeren af de koncernforbundne selskabers skattepligtige indkomst med overbetalingen på ca. 58,4 mio. kr., idet det måtte anses som maskeret udlodning af udbytte, jf. ligningslovens § 16 A. Skattemyndighederne begrundede det med, at det alene var i ejerens interesse, at det danske selskab havde overkompenseret hans skattefrie selskab i Dubai i strid med ligningslovens § 2, stk. 1.

Under landsretssagen blev der af skatteyderen rejst spørgsmål om, hvorvidt der var hjemmel til betalingskorrektion i henhold til ligningslovens § 2, stk. 5, med henblik på, at eneejeren ikke skulle beskattes af maskeret udlodning. Landsskatteretten havde ikke taget stilling til, om betingelserne for betalingskorrektion var opfyldt, samt om maskeret udbytte udgjorde sekundære justeringer i henhold til ligningslovens § 2, stk. 5, da Landsskatteretten ved sin afgørelse havde fundet, at overkompensationen ikke udgjorde maskeret udlodning.

Ved dom af 7. november 2022 i Transfer Pricing-sagen (BS-22176/2021-HJR) fandt Højesteret, at skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn med hensyn til prisen.

Spørgsmålet var herefter i denne sag, om skattemyndighedernes skøn i forhold til overbetalingerne på ca. 58,5 mio. kr. kunne anses for maskeret udlodning til eneejeren, som han skal beskattes af, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Højesteret udtalte, at Dubai-selskabet ikke i noget omfang betalte skat, og den merindtjening hos Dubaiselskabet, som overbetalingerne havde indebåret, ville kunne udloddes skattefrit fra Dubai-selskabet til eneejeren, idet sådanne udlodninger ikke var undergivet skattepligt efter danske skatteregler og efter det oplyste heller ikke efter skatteregler i De Forenede Arabiske Emirater.

Højesteret fandt, at det danske selskabs overbetalinger til Dubai-selskabet ikke var sket i det danske selskabs interesse, men udelukkende i eneejerens interesse, og at overbetalingerne måtte anses for maskeret udlodning til eneejeren.

Højesteret udtalte videre, at eneejeren ikke personligt var part i de kontrollerede transaktioner mellem det danske selskab og Dubai-selskabet, hvorfor han derfor ikke kunne undgå udbyttebeskatning med henvisning til ligningslovens § 2, stk. 5, der angår betalingskorrektion for parter i kontrollerede transaktioner.

Højesteret fandt derfor - i modsætning til landsretten - at der ikke var grundlag for at hjemvise sagen.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

SKM2024.15.SR

Selskabet ønskede at yde et lån på markedsvilkår til eneanpartshaverens søster.

Spørgerne ønskede bekræftet, at lånet kunne ydes, uden at lånet medførte hel eller delvis skattepligt for eneanpartshaveren. Det var spørgernes opfattelse, at lånet ikke var omfattet af ligningslovens § 16 E, da søskende ikke var omfattet af kredsen af nærtstående i ligningslovens § 2.

Det var Skatterådets opfattelse, at lånet måtte anses for alene at blive ydet i kraft af eneanpartshaverens personlige relation til sin søster og dermed for at blive ydet indirekte til eneanpartshaveren. Eneanpartshaveren ville derfor være skattepligtig af låneprovenuet.

Skatterådet bemærkede endvidere, at hvis det efter en konkret vurdering måtte lægges til grund, at lånet til eneanpartshaverens søster reelt blev ydet uden tilbagebetalingspligt og låneprovenuet derfor var en gave til eneanpartshaverens søster, ville også eneanpartshaverens søster være skattepligtig af låneprovenuet.

Skatterådets afgørelse offentliggjort som SKM2020.180.SR, hvor et lån fra et anpartsselskab til eneanpartshaverens bror ikke var omfattet af ligningslovens § 16 E, måtte anses for underkendt med Højesterets dom i SKM2023.273.HR.