Sag BS-2584/2024-LYN

Parter

A

(v/ advokat Michael Amstrup)

og

B

(v/ advokat Michael Amstrup)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Emilie Rohardt Gertsen)

Denne afgørelse er truffet af dommer Seerup.

 

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 16. januar 2024, er en anfægtelse af Landsskatterettens afgørelser af 17. oktober 2023, hvorved A og B blev nægtet fradragsret for driftsomkostninger og renteudgifter i deres kommanditselskab, G1-virksomhed, for årene 2016 - 2019. For retten angår sagen alene spørgsmålet om, hvorvidt A og B er berettiget til sædvanligt rentefradrag efter statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1, og jf. ligningslovens § 5, stk. 6, for de renter som kommanditselskabet i 2017 og 2019 har betalt til F1-bank. Derudover er der i sagen et spørgsmål om ekstraordinær genoptagelse.  

A og B har nedlagt følgende påstande:  

Principialt:

A’s kapitalindkomst for 2017 nedsættes med 500.033 kr.

B’s kapitalindkomst for 2017 nedsættes med 500.033 kr. B’s kapitalindkomst for 2019 nedsættes med 635.000 kr.

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der skal ske ekstraordinær genoptagelse af B’s skatteansættelse for 2015.

Subsidiært:

A’s og B’s skattepligtige kapitalindkomster for 2017 og 2019 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.  

Oplysningerne i sagen

A og B investerede sammen med otte andre i en Y1-land erhvervsejendom - (red.fjernet.erhvervsejendom) - gennem et kommanditselskab, G1-virksomhed - etableret i (red.fjernet.årstal), hvor de 10 kommanditister hæftede med deres indskud på stamkapitalen, og med selvangivelse efter reglerne i virksomhedsskatteloven. G1-virksomheds formål var ifølge oplysninger fra CVR og § 2 i vedtægterne for kommanditselskabet at erhverve, eje og udleje ejendommen beliggende Y2-adresse. Ultimo 2013 solgte G1-virksomhed ejendommen i Y1-land efter krav fra den Y1-land fordringshaver, der havde pant i ejendommen. Efter fyldestgørelsen af den Y1-land fordringshaver havde investorernes bank - F1-bank - fortsat et resttilgodehavende som alle investorerne hæftede for. A og B besluttede efter aftale med F1-bank som de eneste af de i alt 10 investorer at overtage og indestå for restgælden, og A og B overtog i slutningen af 2015 det fulde ejerskab af G1-virksomhed. De øvrige kommanditister var udtrådt senest den (red.fjernet.dato). A og B forestod herefter inddrivelse af så meget som muligt af de udtrådte kommanditisters resthæftelse. G1-virksomhed anskaffede sig et nyt aktiv ultimo december 2017 i form af en (red.fjernet.bygning) på 17 m², som er en del af et (red.fjernet.anlæg) beliggende i tilknytning til beboelsesejendomme i Y3-by. Anskaffelsessummen var 58.281 kr. inklusive omkostninger. Selskabet blev frivilligt opløst og afmeldt i (red.fjernet.måned) 2021, efter at have opnået maksimal inddrivelse fra de udtrådte kommanditister i G1-virksomhed til afvikling af gælden til F1-bank. Af G1-virksomhed’s årsrapporter for 2017-2020, fremgår, at kommanditselskabet havde underskud i alle indkomstårene.

A og B har for Skattestyrelsen og for Landsskatteretten forfægtet et standpunkt, hvorefter der efter 2015 fortsat var tale om en erhvervsvirksomhed i skattemæssig forstand, således, at de kunne opretholde deres virksomhedsskatteordning og opretholde deres fulde fradragsret for drift - og renteudgifterne for 2016 - 2019. Dette standpunkt er blevet underkendt i begge de administrative instanser.

Der er under retssagen fremlagt kontoudtog fra F1-bank for perioden 15. juli 2014 - 29. december 2020 for kontonr. X1-konto, som G1-virksomhed havde hos F1-bank. Kontoudtoget er oprindelig sendt af F1-bank til statsaut. revisor IA den 29. december 2020, og kontoudtogets ægthed er bekræftet af seniorspecialist i F1-bank, IC ved mail af 14. december 2023 til statsaut. revisor IA. Af kontoudtoget fremgår bl.a., at der i 2016 er påløbet renter med (netto) 931.981,83 kr. I dette år skete der ingen indbetalinger på kontoen. I 2017 er påløbet renter med (netto) 1.341.347,68 kr. og der blev foretaget indbetaling på kontoen af 1.000.066,33 kr. hidrørende fra den tidligere kommanditist IE. I 2019 er der påløbet renter med i alt 1.828.538,16 kr., og der blev foretaget indbetaling på kontoen af i alt 1.270.000 kr. hidrørende fra de tidligere kommanditister IF og IG.  

Der er under retssagen tillige fremlagt et sagsnotat fra Skattestyrelsen vedrørende indkomstårene 2016 - 2018 vedrørende A. Af sagsnotatet fremgår bl.a., at IH, F1-bank, den 29. maj 2020 telefonisk om indbetalingerne på G1-virksomheds konto har oplyst Skattestyrelsen, at "ved indbetaling er det altid de ældste, men ikke forældede renter som betales".

Forklaringer

Dommen indeholder ikke en gengivelse af forklaringerne, jf. retsplejelovens § 218 a.

A og B har forklaret, at de har en uddannelse som cand.merc. og har været kapitalforvaltere i F2-bank. De to stod efter afviklingen af aktiviteterne tilbage med en stor restgæld i G1-virksomhed og blev indkaldt til møde i F1-bank, hvor de eksplicit blev gjort opmærksom på den personlige solidariske hæftelse på den fulde gæld på 8,5 mio. kr. De havde overtaget selskabet, fordi de som de eneste af kommanditisterne havde betalt deres resthæftelse. F1-bank ville have, at de to skulle betale det resterende lån, da de øvrige debitorer ikke havde bonitet til at betale gælden. De aftalte med banken, at de personligt ville tage sig af inddrivelsen over for de øvrige debitorer. Til gengæld fik de en afdragsordning med F1-bank’s tilgodehavende. De antog en advokat, der fik gode afdragsordninger med adskillige af de øvrige debitorer. De fik aftaler med fire debitorer og var på vej med en femte. Det blev alt sammen stoppet. De kom gennem bankens kreditkomité en gang hvert år, og de fik godkendelse til fortsættelse seks gange. De skulle betale renter af restgælden. Rentefoden var mellem 19 og 20 %. De betalte renterne med de afdrag, de fik fra de øvrige debitorer. De har betalt alle de renter, der blev opkrævet. De har intet fået eftergivet af F1-bank. Der er ikke renter, som ikke er betalt som følge af forældelse. Der var et stort fremførbart underskud på fast ejendom i kommanditselskabet, som de gerne ville benytte sig af. De skulle derfor købe andre ejendomsaktiviteter. De købte en (red.fjernet.bygning) i Y3-by for 58.000 kr. for penge, som de selv skød ind. De solgte garagen igen for 150.000 kr., og avancen var skattefri som følge af det fremførbare underskud fra tidligere år. De har tabt ca. 4 mio. kr. hver på investeringen i G1-virksomhed. Foreholdt kontoudtog for 2019 fra F1-bank vedrørende kontonr. X1-konto refereret i Skattestyrelsens afgørelse af 1. oktober 2020 (Ekstrakten side 248) sammenholdt med et fra F1-bank den 29. december 2020 indhentet kontoudtog fra samme konto (Ekstraktens side 363) har de forklaret, at man på det sidstnævnte ser, at der indbetales i alt 1.270.000 kr. af IF og IG i 2019. Det er samme beløb, der er bragt til fradrag i 2019 jf. opgørelsen over betalte renter til F1-bank (Ekstrakten side 365). De lavede aftale med IF om, at første afdrag skulle være 270.000 kr. ud af resthæftelsen på 1 mio. kr. De lavede tillige en aftale med IG, der dog valgte at indbetale den fulde resthæftelse på 1 mio. kr. på en gang. Der var tale om ren gældsbetaling, men det modtagne beløb blev af anvendt til betaling af G1-virksomhed anvendt til betaling af F1-bank’s rentetilgodehavende. De havde antaget IA til bistand under skattesagen. De har i hele forløbet ladet sig rådgive af professionelle.

IA har som vidne forklaret bl.a., at han kom ind i skattesagen i 2018. Han repræsenterede A og B i forvaltningssagen, der begyndte i 2019. Foreholdt sin erklæring af 12. december 2023 (Ekstrakten side 359 f.) har han forklaret, at der under sagsbehandlingen for Skattestyrelsen var fremkommet forskellige tal fra F1-bank. Han påtog sig derfor at få en korrekt opgørelse fra F1-bank. Han fik ultimo 2020 det samlede kontoudtog, der findes i Ekstrakten på side 363. Man ser i kontoudtoget, at IF har betalt 270.000 kr. i 2019. Tilsvarende har IG betalt 1.000.000 kr. i 2019. Han kan på den baggrund bekræfte, at der er betalt renter i 2019 med 1.270.000 kr. Han har ved mail af 14. december 2023 fra F1-bank (Ekstrakten side 367) fået bekræftet ægtheden af kontoudtoget i ekstrakten på side 363 f. Skattestyrelsens sagsnotat vedrørende indkomstårene 2016 - 2018 for A (Ekstrakten side 374 ff.) så han første gang i februar 2024. Han fik det ikke, da han oprindeligt bad om aktindsigt i sagen. Han har udarbejdet sin redegørelse af 25. marts 2024 til advokat Michael Amstrup (Ekstrakten side 383 ff.) efter gennemgang af sagsnotatet. Det har været hans opfattelse, at renterne løbende blev tilskrevet restgælden i F1-bank. Det er også bekræftet i de modtagne kontoudtog. Der har på intet tidspunkt været nævnt noget om overtræk. Han mener ikke, at nogen af renterne er forældede.

Alt, hvad han har taget med i sin opgørelse, er tilskrevne renter. De havde ikke selve låneaftalen, og F1-bank endte med at fremsende den til Skattestyrelsen. I Skattestyrelsens sagsnotat (Ekstrakten side 381) er han refereret for den 12. juni 2020 at have anfægtet Skattestyrelsens beskrivelse af forløbet. Dette gik blandt andet på, at han gerne ville se det materiale, som F1-bank havde sendt til Skattestyrelsen. Han var uenig, fordi kontoudtogene fra F1-bank var forskellige hver gang. Skattestyrelsens grundlag var derfor forkert. Han har gennemgået sagsnotatet. Det indeholder eksempelvis ikke oplysningen om overdækning på 120 %. Det er en faktuelt forkert oplysning, der ikke er i overensstemmelse med lånedokumenterne. Der var efter hans opfattelse ingen restancer på lånet på noget tidspunkt. Foreholdt kontoudtog for 2019 fra F1-bank vedrørende kontonr. X1-konto refereret i Skattestyrelsens afgørelse af 1. oktober 2020 (Ekstrakten side 248) har han forklaret, at han har set det citerede kontoudtog før. Han har spurgt ind til det. Det viser sig, at F1-bank ikke har haft styr på, hvad der er foregået. Han har set de underliggende aftaler, der er indgået med de tidligere kommanditister. Han husker ikke konkret aftalerne med IF og IG. Man undersøgte, hvad der var muligt at hive ud fra den enkelte debitor, og det er derfor, at der er forskel på indbetalingernes størrelse. Hvis man gennemgår den beregnede rentesaldo på G1-virksomhed (Ekstrakten side 362 f.) kan man se, at F1-bank har ført nogle af renterne tilbage som forældede. Det kan han ikke få til at passe, men det ville i øvrigt ikke gøre nogen forskel, da der er rigeligt med uforældede renter til at indeholde betalingen på 1.270.000 kr. i 2019. Han har ingen idé om, hvorfor F1-bank angiveligt skulle have oplyst over for Skattestyrelsen, at der skulle være restance i mellemværendet med G1-virksomhed (Ekstrakten side 286). Tallene stemmer heller ikke overens med kontoudtogene. Han har bedt om genoptagelse af fradrag til den lave fradragsværdi i den almindelige kapitalindkomst for indkomståret 2015. Fradragsværdien er derfor under 30 %. Han bad i juli 2020 om ekstraordinær genoptagelse af 2015. Han ville gerne se afgørelserne, før han bad om genoptagelse.  

Parternes anbringender

A har i sit påstandsdokument påberåbt følgende anbringender:

"Det gøres overordnet gældende, at sagsøgerne er berettigede til rentefradrag for de af dem i de omhandlede år - hhv. 2015, 2017 og 2019 opkrævede og betalte renter til F1-bank … Fradragsretten for de af sagsøgerne betalte renter er konkret hjemlet i Statsskatteloven § 6, stk.1 litra e, Personskattelovens § 4, stk. 1 nr.1 og efter bestemmelsen i Ligningslovens § 5, stk.6. I Landsskatterettens afgørelse … fremgår det vedr. "Fradrag for renteudgifter i G1-virksomhed i 2016-2018", at der ifølge Skattestyrelsens oplysninger var restancer på visse af lånene. Dette bestrides som udokumenteret. Sagsøgerne gør gældende, at det derimod kan lægges til grund, og må anses som ubestridt af sagsøgte, at sagsøgerne har betalt de …opgjorte renter som … er bekræftet af F1-bank. Dette fremgår yderligere af det fremlagte nye sagsnotat … side 5 og 6 under d.29.05.2020 - hvor det fremgår at sagsøgerne har betalt og indfriet den fulde resthæftelse. Dvs. inclusive alle tilskrevne renter mv. Sagsøgte har i duplik af 25. juni 2024 oplyst at [sagsnotatet] blev fremlagt, at det skyldes at "Skattestyrelsen vurderede sagsnotatet til at være et internt arbejdsdokument, der er undtaget fra aktindsigt." Denne vurdering er faktuelt i strid med gældende ret, idet sagen var blevet indbragt for Skatteankestyrelsen og således ikke længere kan karakteriseres som et " internet arbejdsdokument". Det forekommer som om Skattestyrelsen aktivt har forsøgt at skjule nogle for sagen væsentlige faktiske oplysninger, hvilket yderligere understreger, at det af retten kan lægges til grund, at alle renter er betalt af sagsøgerne. Sagsøgerne henviser til den … grundige gennemgang, hvor revisor IA sammenholder sagsfremstillingen i Skattestyrelsens afgørelser …, med sagsnotatet fra den første aktindsigt med den nu … fremlagte - af Skattestyrelsen - korrigerede sagsnotat, samt med den korrespondance han havde med Skattestyrelsen forud for afgørelserne … blev truffet. Det fremgår af hans gennemgang og redegørelse, at visse dele af faktum vedrørende de af sagsøgerne betalte renter i sagsfremstillingen fortsat ikke er gengivet korrekt, og således ikke kan lægges til grund.

Sagsøgerne har med de … foretage opgørelser af de af sagsøgerne dokumenteret at sagsøgerne har betalt alle tilskrevne renter til F1-bank, således at det fastholdes at de har adgang til rentefradragsret for beløbene.

Landsskatteretten anser sagsøgerne for omfattet af en særlig regel om underskudsbegrænsning, jf. PSL § 13, stk. 7 for erhvervsdrivende.

For Landsskatteretten havde sagsøgerne subsidiært - jf. sagsfremstillingen side 54 og 55 - begæret fradrag for de betalte renteudgifter - såfremt Landsskatteretten fandt, at G1-virksomhed ikke drev erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatteretten fandt at sagsøgerne IKKE drev erhvervsmæssig virksomhed i årene 2015 - 2016- …

I Landsskatterettens afgørelse … har Landsskatteretten truffet afgørelse om, at sagsøgerne ikke havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i 2017 og 2018.

Det gøres således gældende, at da det kan lægges til grund, at der ikke blev drevet aktiv erhvervsmæssig virksomhed, finder hverken reglerne om fradragskonto eller reglerne om underskudsbegrænsning, jf. PLS § 13, stk. 7, anvendelse, når der begæres fradrag for renteudgifter som kapitalindkomst efter de almindeligt gældende regler efter statsskatteloven og personskatteloven som kapitalindkomst.

I Landsskatterettens afgørelse … tager Landsskatteretten stilling til, hvorvidt sagsøgerne var omfattet af den særlige underskudsbegrænsning i PSL § 13, stk. 7.

I afgørelsen side 35 fremgår det, at selv om købet af garagen ikke var erhvervsmæssigt, blev det alligevel anset som omfattet af underskudsbegrænsningsreglen, da bestemmelsen efter Landsskatterettens afgørelse ikke alene begrænser fradrag for underskud af erhvervsmæssig virksomhed.

Det er med henvisning til denne begrundelse, at Landsskatteretten for 2017 (og 2018) har fundet, at denne helt særlige fradragsbegrænsning, jf. PSL §13, stk. 7, for en erhvervsdrivende virksomhed, også finder anvendelse for "underskuddet " for sagsøgerne, som imidlertid alene omfatter et fradrag for renteudgifterne som sagsøgerne har betalt, og har begæret fradrag for i sagsøgernes kapitalindkomst …

Landsskatteretten har desuden i afgørelserne vedr. 2015 og 2016 fundet, at selv om der ikke blev drevet erhvervsvirksomhed i disse år - anset rentefradragsretten, for de betalte renter, for at bero på størrelsen af den tidligere i G1-virksomhed opgjorte fradragskonto som blev opgjort mens det var erhvervsdrivende. Landsskatteretten har således nægtet fradrag for sædvanlige renteudgifter som kapitalindkomst med den begrundelse at den tidligere erhvervsmæssigt opgjorte fradragskonto stadig fandt anvendelse

Der henvises til SKM2003.521LSR, hvor der var både driftsunderskud og renteudgifter i en virksomhed, der drev (red.fjernet.erhverv). Selvom landsskatteretten ikke anså virksomheden for at være drevet erhvervsmæssigt - herunder i virksomhedsskatteordningen godkendte Landsskatteretten, at klageren var berettiget til rentefradragsret efter personskattelovens regler om kapitalindkomst.

Dette strider således mod forståelsen af fradragskontoen, jf. praksis. Der er i praksis ingen belæg for, at en skatteyder er omfattet af praksis vedr. fradragskonto, når der ikke drives erhvervsmæssig virksomhed.

Tværtimod har Kammeradvokaten i sine bemærkninger til SKM2022.137BR anført, at "Opgørelse af fradragskontoen er alene nødvendig for at opgøre den enkelte kommanditists maksimale fradrag inden for hans hæftelse i kommanditselskabet… Opgørelse heraf er ikke nødvendig, når kommanditselskabets virksomhed ikke er erhvervsmæssig i skattemæssig forstand… ".

Endvidere henvises til SKM2004.168ØLR, hvori Østre Landsret når frem til, at kommanditisterne i den konkrete situation har fradrag for renter, idet det ingen betydning har, at de enkelte kommanditisters hæftelse og fradragsret er begrænset.

Det gøres gældende, at underskudsbegrænsningsreglen - efter sit formål og ordlyd udelukkende finder anvendelse på erhvervsmæssige virksomheder, og således ikke finder anvendelse når en borger begærer fradrag for renteudgifter i medfør af de sædvanlige bestemmelser i Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e., jf. Personskattelovens § 4, stk. 1 nr. 1 og jf. Ligningslovens § 5, stk. 6, for de betalte renter til F1-bank.

Således fremgår det af forarbejderne til PSL § 13, stk. 7, jf. bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser ad til § 1, at ændringen af loven tager udgangspunkt i "Underskud fra drift af selvstændig erhvervsvirksomhed" og at "Det foreslås i lovforslaget § 1, nr. 1 …..indsættes en bestemmelse om kildeartsbegrænsning af underskud fra virksomhed drevet i skattemæssigt transparente selskaber…".

Rentefradragsretten

Hovedreglen i Dansk Skatteret er, at skattepligtige personer (herunder sagsøgerne) er berettigede til sædvanligt rentefradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, jf. personskattelovens § 4, stk. 1 og jf. ligningslovens § 5, stk. 6 for de til F1-bank betalte renter.

Der er tale om en generel rentefradragsret for personer, men som indebærer en begrænset fradragsværdi, der benævnes som "negativ kapitalindkomst". Fradragsværdien for negativ kapitalindkomst udgør ca. 28% i 2017 og 26% i 2019. Heroverfor står fradragsretten, hvis der er tale om en erhvervsvirksomhed, hvor der gives 100% fradrag for såvel driftsudgifter som for renteudgifter i den øvrige erhvervsindkomst med den fulde skattemæssige fradragsværdi som svarer til en fradragsværdi på ca. 56%. Skatteministeriet gør i svarskriftets … gældende, at sagsøgerne ikke har ret til fradrag for renteudgifter i indkomstårene 2017 og 2019, da en særlig underskudsbegrænsningsregel i personskattelovens § 13, stk. 7 efter ministeriets opfattelse også finder anvendelse på ikke-erhvervsdrivende virksomheder. Denne opfattelse bestrides af sagsøgerne. Underskudsbegrænsningsreglen i personskattelovens § 13, stk. 7 er en undtagelsesbestemmelse til hovedreglen, der er angivet ovenfor. Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger (lovforslag nr. 103 af 14. december 2016):

"2. Lovforslagets indhold

 

2.1. Gældende ret

Underskud fra drift af en skattemæssigt personligt drevet erhvervsvirksomhed kan som hovedregel fradrages i overskud fra anden erhvervsvirksomhed, som personen driver, eller fradrages i anden indkomst, f.eks. lønindkomst, herunder i en eventuel ægtefælles indkomst. Der er endvidere adgang til at fremføre uudnyttede underskud med henblik på fradrag i indkomst i efterfølgende indkomstår." (mine understregninger)

 

Det fremgår således af de almindelige lovbemærkninger, at lovændringen vedrører "drift af en skattemæssigt personligt drevet erhvervsvirksomhed". Modsætningsvist kan det sluttes, at lovforslaget således ikke omhandler en begrænsning af ikkeerhvervsmæssige virksomheder, herunder den generelle adgang til rentefradrag for renteudgifter. Af bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelse (lovforslag nr. 103 af 14. december 2016) fremgår følgende:

 

"Til § 1

Underskud fra drift af selvstændig erhvervsvirksomhed kan som hovedregel fradrages i et eventuelt senere overskud eller i den skattepligtiges øvrige indkomster, herunder en eventuel ægtefælles indkomst. Det gælder dog bl.a. ikke underskud ved selvstændig erhvervsvirksomhed, når antallet af ejere er større end 10 og den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang (personskattelovens § 4, stk. 1. nr. 9)."

[...].

Det foreslås til sidst, at det af personskattelovens § 13, stk. 7, 3. pkt., fremgår, at underskud i skattepligtig almindelig indkomst fra en virksomhed som nævnt i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 9 eller 11, der efter gældende ret er omfattet af personskattelovens § 13, stk. 6, ikke omfattes af den foreslåede bestemmelse, jf. lovforslaget § 1, nr. 1. Det er således ikke hensigten, at den foreslåede bestemmelse om underskudsbegrænsning i personskattelovens § 13, stk. 7, f.eks. skal omfatte underskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed, hvor der er mere end 10 deltagere og den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang. Underskud fra sådanne erhvervsvirksomheder er efter gældende regler allerede kildeartsbegrænset." (mine understregninger)

 

Det fremgår således af lovbemærkningerne til den enkelte bestemmelse, at lovændringen vedrører "Underskud fra drift af selvstændig erhvervsvirksomhed". Igen kan det modsætningsvist sluttes, at lovforslaget ikke medfører ændringer i den almindelige ret til at fradrage renter, når der ikke er tale om ikke- erhvervsmæssige virksomheder. Det følger desuden af sædvanlig skatteretspraksis, at der skal sondres mellem erhvervsmæssige og ikke- erhvervsmæssige virksomheder. Til illustration henvises der til den juridiske vejledning afsnit C.C.1.1.1. om begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed, der har være uændret i perioden fra version 2.5 (29.01.16 - 31.07.16) til seneste version 3.12 (31.01.24 -), hvor det fremgår:

"At virksomheden skal være erhvervsmæssig betyder, at der skal ske en afgrænsning over for ikke-erhvervsmæssig virksomhed."

 

En ikke-erhvervsmæssig virksomhed kan således per definition ikke udgøre en "selvstændig erhvervsvirksomhed".

Af den juridiske vejledning afsnit C.C.1.1.1. om begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed fremgår endvidere følgende:

"Deltagelse i transparente selskaber - interessenter, kommanditister med videre  

Skattepligtige, der deltager i en selvstændig erhvervsvirksomhed, der drives som interessentskab eller kommanditselskab, ►kan være◄ selvstændigt erhvervsdrivende. Dette gælder også, selvom de også får løn fra interessentskabet for deres arbejdsindsats eller andet. Se LSRM 1963, 90 LSR. I afsnit C.C.1.2.1 omtales den nye bestemmelse i LL § 4, der er indsat ved lov nr.684 af 8. juni 2017 om ændring af ligningsloven (Kvalifikation af selvstændig erhvervsvirksomhed ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab) (L194).

Efter denne bestemmelse er deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at deltagerens indkomst fra det skattemæssigt transparente selskab kan anses for indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed." (mine understregninger)

Der bliver således også i relation til skattemæssigt transparente selskaber, herunder kommanditselskaber, sondret mellem selvstændig erhvervsvirksomhed og ikke-erhvervsmæssig virksomhed. Der er hverken i lovens ordlyd, forarbejder eller praksis hjemmel til at fortolke undtagelsesbestemmelsen i personskattelovens § 13, stk. 7 udvidende, som Skatteministeriet argumenterer for. Lovbestemmelsen må således følge de almindelige regler om lovfortolkning. Af "Juridisk teori, metode og videnskab" af Jens Evald, 3. udgave, side 59, fremgår følgende om udvidende og indskrænkende fortolkning:

…

 

Da personskattelovens § 13, stk. 7 er en undtagelse til den helt generelle hovedregel om ret til fradrag for renteudgifter som kapitalindkomst, må lovbestemmelsen derfor skulle fortolkes i overensstemmelse med lovbestemmelsens formål, som var, at begrænse adgangen til at fratrække underskud fra f.eks. afskrivninger, drift underskud og renteudgifter i en skatteyders øvrige skattepligtige indtægter med 100%’s fradragsværdi. Det fastholdes og gøres således gældende, at eftersom forarbejderne til personskattelovens § 13, stk. 7 har afgrænset anvendelsesområdet til underskud i erhvervsmæssige virksomheder, vil underskudsbegrænsningsreglen i henhold til denne bestemmelse ikke finde anvendelse på sagsøgernes ikke erhvervsmæssige renteudgifter i kommanditselskabet.

Sagsøgtes bemærkninger i svarskriftet side 4, næstsidste afsnit og side 5, 1. afsnit om, at deltagere i transparente enheder omfattes af fradragsbegrænsning, enten som følge af fradragskontoreglerne eller underskudsbegrænsningen i PSL § 13, stk. 6, og stk. 7, må afvises, idet sagsøgerne netop ikke - ifølge både Skattestyrelsens og Landsskatterettens afgørelse - drev erhvervsmæssig virksomhed i de berørte år. Derfor fastholdes det, at sagsøgerne ikke er omfattet af reglerne om fradragskonto for 2015 og årene fremover, med henvisning til at de ikke drev erhvervsmæssig virksomhed.

Ekstraordinær genoptagelse:

Til støtte for den nedlagte påstand om ekstraordinær genoptagelse jf. Skatteforvaltningslovens § 27, stk.1, nr. 2, for 2015, gøres det overordnet gældende, at sagsøger 2 opfylder betingelserne for at opnå en ekstraordinær genoptagelse, for det tilfælde at Skattestyrelsens afgørelse af 8. juli 2020, jf. bilag A, B, og for årene 2016 - 2019 samt Landsskatterettens afgørelser … bliver ændret, således at retten anerkender, at sagsøgerne har rentefradragsret for de betalte renteudgifter jf. ovenfor under pkt. 2."

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument påberåbt følgende anbringender:

"Skatteministeriet gør for indkomståret 2015 overordnet gældende, at B ikke har ret til ekstraordinær genoptagelse vedrørende indkomståret 2015, da betingelserne ikke er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27 og nærmere herom nedenfor.

For indkomstårene 2017 og 2019 gøres det overordnet gældende, at sagsøgerne ikke har ret til fradrag, da reglerne om underskudsbegrænsning i personskattelovens § 13, stk. 7, finder anvendelse.

Idet sagsøgerne har afgrænset sagen til at omhandle, hvorvidt sagsøgerne har ret til fradrag for renter til F1-bank, … må Landsskatterettens afgørelser …, for så vidt angår de forhold, der ikke er indbragt for domstolene, kunne lægges til grund.

Herefter kan det bl.a. lægges til grund, at sagsøgerne ikke kan anses for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende via deltagelse i G1-virksomhed i de omhandlede indkomstår. Det kan endvidere lægges til grund, at fradragskontoreglerne finder anvendelse for indkomståret 2016, og at fradragskontoen for G1-virksomhed i 2016 var 0 kr., … Det bemærkes, at sagsøgerne i den forbindelse har gjort gældende, at Landsskatterettens retsanvendelse i forhold til fradragskontoreglerne ikke er korrekt, … Indkomståret 2016 er ikke indbragt til prøvelse under denne sag, hvorfor det af sagsøgerne anførte om fradragskontoreglerne ikke er relevant for sagen …

Herefter er spørgsmålet i sagen, om sagsøgerne kan fradrage renteudgifter i en ikke-erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2017 og 2019, herunder navnlig om reglerne om underskudsbegrænsning i personskattelovens § 13, stk. 7, finder anvendelse i en sådan situation.

Sagsøgerne har ikke fradragsret i indkomstårene 2017 og 2019

Sagsøgerne har ikke fradragsret for renteudgifter i indkomstårene 2017 og 2019, da underskudsbegrænsningsreglen i personskattelovens § 13, stk. 7, finder anvendelse, …

Udgifter til renter på gæld kan fradrages i den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Det er skatteyderens bevisbyrde, at der er ret til fradrag, jf. f.eks. UfR 2004.1516 H. Renter på gæld kan som udgangspunkt fradrages i det indkomstår, hvori renterne forfalder til betaling, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.

Udgangspunktet er, at renteudgifter, der kan henføres til driften af en ikke-erhvervsmæssig virksomhed, kan fratrækkes i kapitalindkomsten efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1.

Udover ligningslovens § 5 er kommanditisters adgang til fradrag for kommanditselskabets renter reguleret af fradragskontoreglerne for kommanditselskaber udviklet i praksis, jf. UfR 1983.8 H, og reglen om underskudsbegrænsning for transparente selskaber i personskattelovens § 13, stk. 7.

Personskattelovens § 13, stk. 7, blev indført ved lov nr. 682 af 8. juni 2017. Det fremgår af bestemmelsen, at:

"Stk. 7. Underskud fra virksomhed, der drives i et efter danske skatteregler skattemæssigt transparent selskab m.v., hvis forhold er reguleret af selskabslovgivning, en selskabsaftale el.lign., kan ikke fradrages i den skattepligtiges øvrige skattepligtige indkomst. Underskuddet fremføres til fradrag i positiv skattepligtig indkomst i et senere indkomstår fra samme virksomhed. 1. og 2. pkt. gælder dog ikke, hvis den skattepligtige deltager eller i mindst 36 måneder af sin ejertid har deltaget i virksomhedens drift i væsentligt omfang. 1. og 2. pkt. omfatter ikke underskud omfattet af stk. 6." (mine understregninger)

Videre fremgår det af lovforslagets almindelige bemærkninger (lovforslag nr. 103 af 14. december 2016) bl.a. at:

"Med lovforslaget foreslås det at justere i eksisterende regler, således at underskud fra 10-mandsprojekter via skattemæssigt transparente selskaber, hvor deltagerne alene hæfter begrænset for selskabets forpligtelser, f.eks. partner- og kommanditselskaber, og den pågældende deltager ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, kun kan fremføres og fradrages i eventuelt senere overskud fra samme investering. Dermed vil beslutningen om investering i 10-mandsprojekter fremover ikke i samme omfang være skattemotiverede, idet de skattemæssige konsekvenser af investeringen ikke i tilsvarende omfang som efter de gældende regler påvirker beskatningen af den skattepligtiges øvrige indkomster." (mine understregninger).

Bestemmelsen fastslår altså, at underskud fra virksomhed, der drives i et skattemæssigt transparent selskab, herunder et kommanditselskab, ikke kan fradrages i den skattepligtiges øvrige skattepligtige indkomst. Dette indebærer også, at deltagere i transparente enheder omfattes af fradragsbegrænsning bl.a. som følge af fradragskontoreglerne eller underskudsbegrænsningen i personskattelovens § 13, stk. 6, og stk. 7.

Bestemmelsen finder anvendelse for virksomhed erhvervet eller påbegyndt den 12. maj 2017 eller senere, jf. § 3, stk. 2, på baggrund af lovforslag nr. 103 af 14. december 2016. Af ikrafttrædelsesbestemmelserne i § 3, stk. 2, fremgår videre, at hvis den skattepligtige har erhvervet virksomheden eller en del heraf før den 11. maj 2017, og hvis virksomheden anskaffer aktiver den 12. maj 2017 eller senere, uden at dette er nødvendigt for virksomhedens fortsatte drift, så har personskattelovens § 13, stk. 7, dog virkning for indkomst fra den del af virksomheden, der er erhvervet før den 11. maj 2017, fra og med det indkomstår, hvori aktiverne er anskaffet.

Det ligger fast, at G1-virksomhed ultimo 2013 solgte ejendommen i Y1-land, der udgjorde det eneste indtjeningsbærende aktiv og først anskaffede sig et nyt aktiv i december 2017 i form af garagen, …

Underskudsbegrænsningen efter personskattelovens § 13, stk. 7, gælder også indkomst ved ikke-erhvervsmæssig virksomhed, som drives i et skattetransparent selskab.

Det fremgår bl.a. af forarbejderne (bemærkningerne til nr. 1 i betænkning nr. 103 af 24. maj 2017 over forslag til lov om ændring af personskatteloven mv.), at:

"Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 1, at der som § 13, stk. 7, i personskatteloven indsættes en bestemmelse om kildeartsbegrænsning af underskud fra virksomhed drevet i skattemæssigt transparente enheder, hvor den skattepligtige ikke hæfter personligt for den transparente enheds forpligtelser, og hvor den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang. Konkret indebærer det, at der foreslås kildeartsbegrænsning for underskud, der realiseres via deltagelse i partnerselskaber og kommanditselskaber.

 

(…)

 

For at skabe klarhed om den foreslåede kildeartsbegrænsnings anvendelsesområde og for at imødegå, at kildeartsbegrænsningen kan omgås via en proformahæftelse, foreslås det at ændre den foreslåede bestemmelse (personskattelovens § 13, stk. 7), således at den foreslåede kildeartsbegrænsning generelt finder anvendelse for virksomhed i et selskab m.v., der efter danske skatteregler ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, og hvis forhold er reguleret af selskabslovgivning, en selskabsaftale eller lign.

 

Heri ligger der to betingelser, nemlig at der skal være tale om et skattemæssigt transparent selskab m.v., og at dette skal være reguleret af selskabslovgivningen, f.eks. selskabslovens regler om partnerselskaber (kommanditaktieselskaber), en selskabsaftale eller lign." (mine understregninger)

Formålet med bestemmelsen var altså at kildeartsbegrænse et eventuelt underskud i et kommanditselskab, dvs. at et underskud i et kommanditselskab ikke kan føre til fradrag i en hvilken som helst anden indkomst eller virksomhed.

Videre fremgår det, at formålet var, at kildeartsbegrænsningen skulle finde generel anvendelse for virksomhed i et selskab m.v., der efter danske skatteregler ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, og i de tilfælde, hvor forhold er reguleret af selskabslovgivning, en selskabsaftale eller lignende.

Sagsøgernes udlægning af personskattelovens retsgrundlag … er ensidig og bestrides. De fremhævede passager fra lovbemærkningerne … henviser ikke til bestemmelsen, men til personskattelovens § 13, stk. 6, og retsstillingen forud for indførelsen af bestemmelsen.

Som det fremgår ovenfor, er der to led i personskattelovens § 13, stk. 7; der skal for det første generelt være tale om underskud fra virksomhed, og for det andet skal denne virksomhed udøves i et skattemæssigt transparent selskab, der er reguleret af selskabslovgivningen, som f.eks. et kommanditaktieselskab.

Det kan ikke udledes af hverken bestemmelsens ordlyd eller forarbejder, at underskudsbegrænsningsreglen i § 13, stk. 7, indeholder et krav om, at en virksomhed er erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Tværtimod følger det direkte af bestemmelsens ordlyd, at der skal være tale om underskud fra virksomhed. At der i forarbejderne nævnes "selvstændig erhvervsvirksomhed" eller "virksomhed drevet i skattemæssigt transparente selskaber", henviser ikke til en sondring mellem ikke-erhvervsmæssige (dvs. virksomheder, som ikke har til formål at tjene penge) og erhvervsmæssige virksomheder, …

Afgørende er derimod, at der i nærværende sag er tale om underskud fra virksomhed i et kommanditselskab. Det er i den forbindelse underordnet, om virksomheden i kommanditselskabet er erhvervsmæssig eller ej.

Dette understøttes også af, at personskattelovens § 13, stk. 6, omfatter indkomst fra en virksomhed, som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 9 eller 11, dvs. indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, hvorimod § 13, stk. 7 - der er den relevante bestemmelse i denne sag - omfatter indkomst fra virksomhed, der drives i et skattemæssigt transparent selskab. Der sondres altså i bestemmelserne mellem hvilken type virksomhed, der er omfattet, og dermed også implicit mellem virksomhedsbegreberne.

Bestemmelsen i personskattelovens § 13, stk. 7, medfører derfor, at indkomst fra transparente enheder omfattes af fradragsbegrænsningsreglen, uanset om der drives erhvervsmæssig virksomhed eller ej. Der er dermed ikke tale om en udvidende fortolkning af bestemmelsen som anført af sagsøgerne … Tværtimod fremgår det tydeligt - også ud fra lovbemærkningerne - at kommanditselskaber er omfattet af reglen.

G1-virksomhed påbegyndte sin ikke-erhvervsmæssige virksomhed med udlejning af en (red.fjernet.bygning) i december 2017, og dermed efter den 12. maj 2017. Hele kommanditselskabets indkomst omfattes derfor af personskattelovens § 13, stk. 7, ved anskaffelsen af yderligere aktiver og anden virksomhed, sådan at reglerne i personskattelovens § 13, stk. 7, gælder fra og med indkomståret 2017, på sagsøgernes indkomst fra G1-virksomhed.

Idet personskattelovens § 13, stk. 7, indeholder en kildeartsbegrænsning, dvs. at et underskud fra G1-virksomhed kun kan fradrages i senere overskud fra G1-virksomhed og ikke i anden virksomhed eller indkomst, kan underskud opstået før indkomståret 2017 derfor kun modregnes i fremtidige overskud i G1-virksomhed.

Da G1-virksomhed har underskud i indkomstårene 2017, 2018 og 2019, er der ikke fradragsret for eventuelle renteudgifter i sagsøgernes øvrige indkomst i indkomstårene 2017 og 2019.

Vedr. ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2015, jf. skatteforvaltningslovens § 27

Sagsøgeren B har ikke ret til ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2015, da betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, ikke er opfyldt.

En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. For indkomståret 2015 udløb fristen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, den 1. maj 2019, men B anmodede først om genoptagelse den 24. juli 2020, jf. bilag 1, s. 2, 2. afsnit.

Han opfylder derfor ikke betingelserne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Herefter forudsætter genoptagelse, at B opfylder betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 27. Ekstraordinær genoptagelse er betinget af, dels at en af betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 1-8, er opfyldt, dels at reaktionsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt.

I denne sag har B henvist til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, for det tilfælde, at skattemyndighedernes afgørelser vedrørende indkomstårene 2017 og 2019 bliver ændret, så retten anerkender, at sagsøgerne har rentefradragsret for de omhandlede renteudgifter,…

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, angår genoptagelsestilfælde, hvor en skatteansættelse er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår.

På baggrund af ministeriets opfordringer herom har B … alene skrevet 5 linjer om genoptagelsesspørgsmålet, og det kan ikke udledes heraf, hvad han faktisk støtter sin påstand om genoptagelse på. Allerede derfor kan han ikke få medhold.

Ministeriet forstår dog det af ham anførte derhen, at han mener sig berettiget til genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, hvis han får medhold i den del af sin principielle påstand, som vedrører indkomstårene 2017 og 2019. Hvorfor resultatet af de to indkomstår skulle have betydning for genoptagelsesmuligheden er dog ikke nærmere belyst. Ex tuto bemærkes dog, at domsresultatet vedrørende indkomstårene 2017 og 2019 ikke har nogen betydning for genoptagelsesmuligheden, da der ikke er nogen afsmittende virkning for de tidligere indkomstår. Skattestyrelsen har for indkomståret 2016 - som ikke er indbragt - fundet, at fradragskontoreglerne finder anvendelse, og at fradragskontoen er 0 kr. Det vil også sige, at fradraget på 997.490 kr., som B påstår sig berettiget til i 2016, vedrører underskud i 2015, … Skattestyrelsens nægtelse af fradrag for 2016 er med henvisning til et andet regelsæt, end det som finder anvendelse for 2017 og 2019, og allerede af den grund og fordi indkomståret 2016 ikke er indbragt, er der ikke tale om konsekvensændringer i 2015 som følge af ansættelserne i 2017 og 2019.

Og selv hvis der skulle være en form for afsmittende virkning, som kan have betydning for tidligere indkomstår, er der ikke grundlag for genoptagelse, da han ikke har bevist, at afgørelserne vedrørende 2017 og 2019 er forkerte, …

Idet skattemyndighedernes afgørelser er korrekte, er der med andre ord ikke noget grundlag for en ansættelsesændring.

Sagsøgernes indsigelser

Sagsøgerne har gjort gældende, at Skattestyrelsens sagsfremstilling vedrørende låneforholdene i F1-bank ikke kan lægges til grund, fordi det af Skattestyrelsens afgørelser for indkomstårene 2016-2018 … fremgår, at Skattestyrelsen har haft en telefonisk drøftelse med en ansat ved navn IH i F1-bank, hvilket ikke fremgik af et telefonnotat i aktindsigtsbesvarelsen vedrørende Skattestyrelsens sagsbehandling, … I den forbindelse henviser sagsøgerne til, at der skulle være modtaget et sagsnotat i forbindelse med sagsøgernes anmodning om aktindsigt ultimo 2023, der skulle være anderledes, end det i bilag C fremlagte sagsnotat.

Det er ikke korrekt, idet der ikke blev medsendt et sagsnotat i forbindelse med aktindsigten, da Skattestyrelsen vurderede sagsnotatet til at være et internt arbejdsdokument undtaget fra aktindsigt, …

Der er derfor ikke tale om, at sagsnotatet (bilag C) er et nyt eller korrigeret sagsnotat, der er udarbejdet efterfølgende - telefonnotaterne og de øvrige sagsskridt blev løbende indarbejdet i sagsnotatet, som telefonsamtalerne og sagsskridtene blev foretaget under sagens forløb. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at Skattestyrelsens sagsfremstilling vedrørende låneforholdene, herunder at lånet var i restance i de omhandlede indkomstår, ikke kan lægges til grund, …

I forhold til sagsøgernes opgørelse af fradragenes beløbsmæssige størrelse …, stemmer beløbene ikke overens med Skattestyrelsens opgørelser i de påklagede afgørelser, …

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelser, at sagsøgerne har dokumenteret at have betalt renteudgifter i indkomståret 2016 på hver 11.000 kr., …, i indkomståret 2017 på hver 512.033 kr., … og i indkomståret 2018 på hver 12.000 kr. …  For indkomståret 2019 fandt Skattestyrelsen, at B har betalt renteudgifter på 17.000 kr., …

Hvis retten måtte finde, at underskudsbegrænsningsreglen i personskattelovens § 13, stk. 7, ikke finder anvendelse, skal sagen i overensstemmelse med sagsøgernes subsidiære påstand hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen med henblik på den beløbsmæssige opgørelse af fradragene."

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

  

Rettens begrundelse og resultat

Efter bevisførelsen, herunder det fremlagte og bekræftede kontoudtog fra F1-bank, oplysningen fra IH til Skattestyrelsen om afskrivning af indbetalinger samt forklaring afgivet af statsaut. revisor IA, finder retten det bevist, at A og B har haft negativ kapitalindkomst i 2017 og 2019 svarende til det anførte i de principale påstande. Spørgsmålet er herefter, om dette berettiger til skattefradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1, og ligningslovens § 5, stk. 1, eller om dette er afskåret som følge af reglerne om underskudsbegrænsning i personskattelovens § 13, stk. 7.

Den tidsmæssige betingelse for anvendelsen af underskudsbegrænsningsreglen i personskattelovens § 13, stk. 7, er til stede som følge af kommanditselskabets erhvervelse og udleje af (red.fjernet.bygning) i december 2017, jf. ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 3 i lov nr. 682 af. 8. juni 2017 om ændring af personskatteloven og virksomhedsskatteloven.

Bestemmelsen i personskattelovens § 13, stk. 7, 1. og 2. pkt., fastslår, at underskud fra bl.a. kommanditselskaber med maksimalt 10 ejere ikke kan fradrages i den skattepligtiges øvrige skattepligtige indkomst. Underskuddet fremføres til fradrag i positiv skattepligtig indkomst i et senere indkomstår fra samme virksomhed. Bestemmelsens ordlyd er klar og utvetydig og giver ikke grundlag for en læsning, hvorefter reglen alene skulle omfatte underskud fra erhvervsvirksomhed.

Forarbejderne til personskattelovens § 13, stk. 7 (Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, Lovforslag nr. L 103, side 2 f., 6 f. samt Folketingstidende 2016-17, Tillæg B, Til Lovforslag 103, side 3), beskriver det tilsigtede anvendelsesområde med formuleringer som "Underskud fra drift af en skattemæssigt personligt drevet virksomhed", "Underskud fra drift af selvstændig erhvervsvirksomhed med 10 eller færre deltagere", "underskud fra investeringer i 10-mandsprojekter", "underskud fra 10-mandsprojekter", "underskud fra virksomhed drevet i skattemæssigt transparente enheder" og "underskud fra virksomhed, som drives i et selskab m.v., der … ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt". Retten finder på den baggrund, at forarbejderne til personskattelovens § 13, stk. 7, ikke giver grundlag for en forståelse af bestemmelsen, der går imod bestemmelsens ordlyd. Retten tiltræder på den baggrund Landsskatterettens anvendelse af personskattelovens § 13, stk. 7, således at den finder anvendelse på al virksomhed i kommanditselskaber m.v., hvad enten virksomheden drives erhvervsmæssigt eller ej. Retten finder endvidere, at der hverken efter bestemmelsens ordlyd eller dens forarbejder er grundlag for at udeholde bestemte udgiftsarter fra kildeartsbegrænsningen.

Da kildeartsbegrænsningen i personskattelovens § 13, stk. 7, således fuldt ud finder anvendelse på A’s og B’s negative kapitalindkomst i 2017 og 2019 tager retten den af Skatteministeriet nedlagte frifindelsespåstand til følge vedrørende disse indkomstår.

Da påstanden om ekstraordinær genoptagelse af B’s skatteansættelse for 2015 er støttet på et anbringende om rettens anerkendelse af, at B har rentefradragsret for betalte renteudgifter, tager retten tillige Skatteministeriets frifindelsespåstand vedrørende dette indkomstår til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift eksklusive moms med 75.000 kr. Retten har lagt vægt på sagens begrænsede bevisførelse og på, at sagen blev hovedforhandlet på ½ retsdag.

THI KENDES FOR RET:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

A og B skal in solidum til Skatteministeriet inden 14 dage betale sagsomkostninger med 75.000 kr.  

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.