H1
(advokat Hussain Ali Alhaidary)

mod

Skatteministeriet Departementet
(advokat Sebastian Knop Reventlow)

Denne afgørelse er truffet af dommer Rasmus Foged.

Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 19. maj 2023.

Sagen drejer sig om konsekvensen af, at skattemyndighederne ved en fejl fastsatte tre ejendommes omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2016 med henvisning til den udstykkede ejendoms omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2011 og de tre ejendommes basisår i relation til grundskatteloftet til 2010 med henvisning til den udstykkede ejendoms basisår.

Sagsøgeren, H1, har nedlagt følgende påstand:

Den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2016 for ejendommene beliggende Y1-vej nr. 15, st. Y2-postnummer, ejendomsnummer (red. …58), Y1-vej nr. 21A, kl. 141, Y2-postnummer, ejendomsnummer (red. …62) og Y1-vej nr. 23A, Y2-postnummer, ejendomsnummer (red. ...66) hjemvises til fornyet behandling ved Vurderingsstyrelsen.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, (herefter Skatteministeriet) har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen
Af Landsskatterettens enslydende afgørelser af 21. februar 2023 vedrørende de tre ejendomme fremgår:

"…

Retten finder på ovenstående baggrund, at fastsættelsen af prisen for den påklagede ejendom skal ansættes efter den udstykkede ejendoms pris ved fastsættelsen af den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2011 med basisår 2010, idet denne pris er fastsat ud fra samme anvendelse som påklagede ejendom og med samme basisår.

Retten finder herefter, at Vurderingsstyrelsen med rette har ansat en pris på 3.380 kr. /etagem2 ved ansættelsen af den omberegnede grundværdi, idet denne pris svarer til den udstykkede ejendoms omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2011 med basisår 2010.

Retten finder, at det forhold, at prisen for den udstykkede ejendom med basisår 2010 er registreret i skatteforvaltningens systemer ikke ændrer ved, at prisen er et beløbsmæssigt vurderingsskøn, som ikke kan genoptages efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, sidste pkt.

Retten finder herefter, at Vurderingsstyrelsen har hjemmel til at revidere vurderingen pr. 1. oktober 2016 efter skatteforvaltningslovens § 33 a, stk. 5 jf. stk. 4, idet betingelserne for genoptagelse ikke opfyldt.

Landsskatteretten stadfæster herefter Vurderingsstyrelsens afslag på genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2016.

Landsskatteretten stadfæster Vurderingsstyrelsens revision af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2016.

…"

Skatteministeriet har i processkrift A af 25. november 2024 anført:

"…

Ministeriet er dog enig med sagsøgeren i, at betingelserne for genoptagelse af sagsøgerens ejendomsvurderinger pr. 1. oktober 2016 i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, var opfyldt, da sagsøgeren den 10. september 2019 anmodede om genoptagelse af de omberegnede grundværdier for indkomståret 2016.

Baggrunden for genoptagelsesanmodningen var, at vurderingerne - som sagsøgeren søgte genoptaget - efter deres opfattelse var ansat ud fra en forkert områdepris.

Basisåret for moderejendommen var ved en fejl registeret med basisåret 2010. Basisåret skulle rettelig have været 2013. Denne fejlregistrering har medført, at de i sagen omhandlende ejendomme, som i forbindelse med de omberegnede grundværdier for 2016 skulle ’’arve’’ morderejendommens basisår, jf. vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt., fejlagtigt også har fået fastsat basisåret til 2010.

Det rette basisår for moderejendommen burde som nævnt have været 2013, og de i sagen omhandlende ejendomme skulle derfor have ’’arvet’’ dette basisår.

Uagtet, at ændringerne af de omberegnede grundværdier i Vurderingsstyrelsens afgørelser af 6. og 15. juli 2020 (bilag 3, C og D) og Landsskatterettens afgørelser af 21. februar 2023 (bilag 1) ikke burde være foretaget i medfør af revisionsbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 33 a, men burde være foretaget i henhold til bestemmelsen om genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33, er afgørelserne indholdsmæssigt korrekte, da vurderingsgrundlaget er identisk for basisårene 2010 og 2013 (og for så vidt også 2015, som sagsøgeren påstår skal være basisåret).

…"

Der er ikke afgivet forklaringer.

Parternes synspunkter
H1 har i sit påstandsdokument anført:

"…

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at Skatteministeriet med processkrift A af 25. november 2024 har gjort gældende, at de tre ejendomme ved en fejl var registreret med basisåret 2010.

Skatteministeriet er dermed enig i, at basisåret ikke skulle have været 2010.

Det kan derfor lægges til grund, at ejendommene er vurderet efter et forkert basisår, og at der mellem parterne er enighed om, at der er fejl i skønsgrundlaget.

Det må herefter vurderes, om fejlen har betydning for de omberegnede grundværdier.

Skatteministeriet har i processkrift A af 25. november 2024 anført, at de omberegnede grundværdier i Vurderingsstyrelsens afgørelser af 6. og 15. juli 2020 (bilag 3, C og D) og Landsskatterettens afgørelser af 21. februar 2023 (bilag 1) er indholdsmæssigt korrekte.

Skatteministeriet begrunder dette synspunkt med, at det er deres opfattelse, at vurderingsgrundlaget for basisåret 2010, 2013 og 2015 er identisk, og at fejlen derfor ikke har haft betydning for afgørelsernes resultater, da områdeprisen (niveauet) ikke er ændret fra 2010 til 2013. På den baggrund mener Skatteministeriet ikke, at der skal ske hjemvisning af sagen til Vurderingsstyrelsen.

Dette bestrides af sagsøger som udokumenteret og i uoverensstemmelse med (dagældende) vurderingslovens (VUL) § 6 og § 13.

Det er sagsøgers synspunkt, at der skal der foretages et nyt skøn i henhold til dagældende VUL § 6, da det ikke længere er omtvistet, at basisår 2010 er fejlagtigt anvendt.

Det må bestrides og anses for udokumenteret, at anvendelsen af basisåret 2013 ikke vil medføre en anden omberegnede grundværdi, som angivet i Skatteministeriets processkrift A.

Der er tale om et partsindlæg, der hverken er udarbejdet eller bekræftet af uvildige sagkyndige eller af Vurderingsstyrelsen.

De udarbejdede beregninger
Det gøres gældende, at de omberegnede grundværdier ikke alene kan fastsættes ud fra matematiske beregninger, som Skatteministeriet synes at have gjort som følge af, at Skatteministeriet konstaterede fejl med hensyn til det anvendte basisår.

De matematiske beregninger kan indgå som "hjælpemidler" ift. fastsættelse af grundværdierne (der har betydning for de omberegnede grundværdier), men ikke træde i stedet for et konkret skøn.

Dette kan udledes af dagældende VUL § 6 (LBK nr. 1067 af 30/08/2013, Bekendtgørelse af lov om vurdering af landets faste ejendomme), hvoraf det fremgår, at;

"Vurderingen foretages på grundlag af værdien i handel og vandel, såfremt købesummen skulle erlægges kontant, jf. nærmere bestemmelserne i afsnit B og C. For ejerboliger, jf. § 1, 2. pkt., fastlægges vurderingen med udgangspunkt i den gennemsnitlige handelspris for ejendomme af samme størrelse, alder, stand og beliggenhed i et sammenligneligt område." (mine understregninger).

og af dagældende VUL § 13, hvoraf det fremgår, at;

"Ved grundværdien forstås værdien af grunden (med grundforbedringer) i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse." (mine understregninger).

Det vil derfor efter sagsøgers synspunkt være ukorrekt og i strid med dagældende VUL § 6 og § 13, af foretage en fastlægges af grundværdierne alene på baggrund af ensidige beregninger, når man under vurderingen har anvendt et forkert basisår. Dette særligt begrundet med, at det ikke fremgår, at disse er udarbejdet eller bekræftet af uvildig tredjemand fx sagkyndige eller Vurderingsstyrelsen.

Formålet med og ordlyden af dagældende VUL § 6 og § 13 skal netop sikre, at vurderingen og fastlæggelsen af grundværdien fastsættes efter et skøn baseret på grundens værdi i handel og vandel.

Der skal derfor ved vurderingen bl.a. inddrages eventuelle udførte grundforbedringer, grundens beskaffenhed, grundens beliggenhed, den økonomiske gode anvendelse af grunden, rettigheder og byrder af offentligretlig karakter, der er knyttet til grunden.

Denne fremgangsmåde i forbindelse med vurdering og fastsættes af grundværdier, fremgår ligeledes af Skatteforvaltningens juridiske vejledning (cirkulæreskrivelse), afsnit H,A.3.1. Grundværdibegrebet, version 2.4 til 2.7 dækkende perioden 31.7.15—30.1.17.

En vurdering og fastsættelse af en grundværdi alene baseret på tidligere basisårs' pris med tillæg en bestemt reguleringsprocent, vil udgøre en matematisk beregning, der ikke vil efterleve krav om en konkret fastsættelse baseret på et skøn med inddragelse af de momenter, der fremgår af VUL § 6 og § 13.

Det er derfor sagsøgers klare synspunkt, at fejlen (basisåret 2013 nu anvendes i stedet for 2010) unægteligt vil have en væsentlig betydning for resultatet, dvs. de omberegnede grundværdier, idet man i forbindelse med fastlæggelsen af grundværdierne baseret på basisår 2013, helt udelader at inddrage kriterierne som angivet i VUL § 6 og § 13 for 2013 i forbindelse med skønsudøvelsen.

Der vil derfor ikke ske et konkret skøn med afsæt i forholdene for 2013 ved blot at anvende de beregninger, som angivet i Skatteministeriets processkrift A.

Skønsudøvelsen og hjemvisning
Det står i udgangspunktet domstolene frit for at foretage et skøn eller tiltræde én af parternes udarbejdede skøn, selvom dette skøn bestrides af modparten.

Det er i imidlertid fast anerkendt domspraksis, at domstolene afviger fra at foretage deres eget skøn eller tiltræde et af parterne udarbejdede skøn, når skønnet er bestridt af modparten, ikke er af bagatelagtig karakter og undergivet kompliceret lovgivning.

Det er også almindelig praksis, at domstolene også foretrækker ikke at skulle foretage et sådant skøn, der bestrides, særligt når der angår skatte- og afgiftsspørgsmål, og i særdeleshed når der er tale om kompliceret skatte- og afgiftsret, som er tilfældet i nærværende sag.

Det helt klare udgangspunkt er, at domstolene afstår — eller bør afstå - fra at foretage en skønsvurdering og i stedet hjemvise sagen til fornyet behandling ved den rette og kompetente myndighed, i dette tilfælde Vurderingsstyrelsen under Skatteministeriet.

Begrundelsen for denne praksis er, at skønsafvejninger og -vurderinger, bør varetages og udføres af de specialmyndigheder og -styrelser, der har de rette kompetencer, erfaringer og it-programmer samt data, til at udføre det mest retvisende skøn. Dette for at sikre det korrekte indhold og materielle rette resultat.

Domspraksis
Til støtte for sagsøgers synspunkt om, at der bør hjemvises til fornyet behandling af fastsættelsen af ejendomsvurderingen — når der er fejl i grundlaget for skønnet — kan henvises til bl.a. SKM.2022.129 Ø.

Landsretten hjemviste i SKM.2022.129 Ø Landsskatterettens afgørelse til fornyet behandling, idet landsretten ikke på det foreliggende grundlag kunne vurdere den værdimæssige betydning af fejlen, og fandt det ikke godtgjort, at det var uden betydning for Landsskatterettens afgørelser, at der var fejl i matrikelnummer og -angivelse i relation til den udstykkede ejendom. Landsretten henviste også til, at der ikke af vurderingsloven fremgår, hvordan ansættelse af den omberegnede grundværdi skal foretages i et tilfælde som det i sagen foreliggende, og kunne derfor hverken tage skatteyder eller Skatteministeriets påstande til følge. Landsretten hjemviste sagen.

Derudover kan der henvises til ældre domspraksis, som alle indebærer hjemvisning til fornyet behandling, hvis grundlaget for skønnet har været fejlagtigt eller ført til et urimeligt skøn. Der kan henvises til bl.a. SKM2005.5H, U1971.851 H, U1975.196 H, U1978.660 H og U1982.1115H.

Derudover kan det bemærkes, at Skatteministeriets advokat under hovedforhandlingen af BS-30787/2021-ARH, hvor Skatteministeriet blev frifundet for en hjemvisningspåstand ved Retten i Aarhus ved dom af den 25. marts 2024 (side 15), til støtte for Skatteministeriets frifindelsespåstand gjorde følgende gældende:

"Skatteministeriet gør overordnet gældende, at betingelserne for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn vedrørende ejendommens omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2019 ikke er opfyldt.

En ejer kan alene få tilsidesat en ejendomsvurdering, såfremt det godtgøres, at skønnet hviler på et forkert eller mangelfuldt grundlag, og at dette er egnet til at påvirke værdiansættelsen, eller hvis det godtgøres, at værdiansættelsen er åbenbart urimelig, jf. f.eks. UFR 2016.191 H (MS...).

Det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at betingelserne for et få tilsidesat skønnet er opfyldt.

Denne bevisbyrde er ikke løftet."

I sagen BS-30787/2021-ARH har Skatteministeriet procederet for, at der ikke skal ske hjemvisning, idet sagsøgeren ikke - efter Skatteministeriets opfattelse — havde godtgjort, at skønnet hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag og at dette var egnet til at påvirke værdiansættelsen.

I den nærværende sag, har Skatteministeriet netop med processkrift A meddelt, at skønnet hviler på et forkert grundlag. Det er dog Skatteministeriets opfattelse, at fejlen ikke har betydning for værdiansættelsen, hvilket bestrides af sagsøger, idet der ikke er foretaget et skøn i henhold til dagældende VUL § 6 og § 13 samt i overensstemmelse med Skatteforvaltningens Juridiske vejledning. Det såkaldt nye "skøn" er alene baseret på Skatteministeriets egne beregninger, der savner bekræftelse fra fx uvildige sagkyndige eller Vurderingsstyrelsen, der er de mest kompetente til at foretage denne vurdering.

Det skal endeligt anføres, at det må anses for helt problemfrit, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Vurderingsstyrelsen, særligt når der er enighed om, at der foreligger en fejl i skønsgrundlaget, og det er omtvistet mellem parterne, hvorvidt fejlen er væsentlig eller ej.

Ligeledes kan det begrunde en hjemvisning, at beregningerne som foretaget af Skatteministeriet og dets advokater ikke udgør eneste grundlag til brug for fastlæggelsen af de omberegnede grundværdier, hvilket vil være i strid med reglerne og Vurderingsstyrelsens praksis om skøn.

Med en hjemvisning til Vurderingsstyrelsen tilsikres det rette indhold og resultater af afgørelserne, således, at sagsøgers grundværdier på de pågældende ejendomme ikke skal være behæftet med en usikkerhed om rigtigheden af de omberegnende grundværdier.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

4.1  Overordnede anbringender
Skatteministeriet gør overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelser af 21. februar 2023 (bilag 1) vedrørende ejendommene beliggende Y1-vej nr. 15, st., Y1-vej nr. 21A, kl. 141, og Y1-vej nr. 23A, st., Y2-postnummer.

Påstanden støttes overordnet på, at Landsskatterettens afgørelse af 21. februar 2023, ikke er ugyldig, og at resultatet ikke hviler på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Ministeriet er, som anført ovenfor, enig med sagsøgeren i, at betingelserne for genoptagelse af sagsøgerens ejendomsvurderinger pr. 1. oktober 2016 i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, var opfyldt, da sagsøgeren den 10. september 2019 anmodede om genoptagelse af de omberegnede grundværdier for indkomståret 2016.

Det skyldes, at moderejendommen, da Vurderingsstyrelsen og senere Landsskatteretten traf afgørelser om revision af de omberegnede grundværdier og gav sagsøgeren afslag på genoptagelse var registeret med et forkert basisår (2010). Basisåret skulle rettelig have været 2013. Denne fejlregistrering har medført, at de i sagen omhandlende ejendomme, som i forbindelse med de omberegnede grundværdier for 2016 skulle ’’arve’’ morderejendommens basisår, jf. vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt., fejlagtigt også har fået fastsat basisåret til 2010.

Det kan derfor på objektivt grundlag konstateres, at der var en fejl eller mangel i de registrerede oplysninger, der var lagt til grund for de givne vurderinger. Derfor burde vurderingerne være genoptaget efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, jf. også forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. 212 af 3. maj 2017), jf. nærmere ovenfor.

Det bemærkes, at baggrunden for, at vurderingsmyndighederne i sin tid gav afslag på genoptagelse, og i stedet ændrede de omberegnede grundværdier i medfør af revisionsregelsættet, var, at det var områdeprisen og ikke basisåret, som var blevet påklaget, og idet vurderingsmyndighederne ikke var bekendt med det forkerte basisår. Det bemærkes i den forbindelse, at områdeprisen er et beløbsmæssigt vurderingsskøn, som ikke i sig selv kan genoptages, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1.

Det er altså alene den fejlagtige registrering af basisåret, som begrunder, at betingelserne for genoptagelse af de omberegnede grundværdier faktisk var opfyldt, da sagsøgeren anmodede om genoptagelse ved anmodning af 10. september 2019 (bilag 2).

Imidlertid fører den omstændighed, at Landsskatteretten har anvendt revisionsregelsættet fremfor genoptagelsesregelsættet ikke til et andet vurderingsmæssigt resultat. Begge regelsæt regulerer nemlig alene selve adgangen til at foretage ændringerne af vurderingerne. Reglerne regulerer altså ikke, hvorledes de omberegnede grundværdier materielt skal fastsættes. Det er derimod reglerne i vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt., som er afgørende i den forbindelse.

Det rette basisår for moderejendommen burde som nævnt have været 2013, idet moderejendommen i år 2015 (seneste vurdering forud for udstykning af de i sagen omhandlende ejendomme) var registeret med basisår 2013, og de i sagen omhandlende ejendomme skulle derfor have ’’arvet’’ dette basisår, jf. vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt.

Uagtet, at ændringerne af de omberegnede grundværdier i Vurderingsstyrelsens afgørelser af 6. og 15. juli 2020 (bilag 3, C og D) og Landsskatterettens afgørelser af 21. februar 2023 (bilag 1) ikke burde være foretaget i medfør af revisionsbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 33 a, men burde være foretaget i henhold til bestemmelsen om genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33, er afgørelserne indholdsmæssigt korrekte, da vurderingsgrundlaget er identisk for basisårene 2010 og 2013 (og for så vidt også 2015, som sagsøgeren påstår skal være basisåret).

Afgørelserne er derfor materielt korrekte, og fejlen har ikke haft betydning for afgørelsens resultat, ligesom det ikke har haft betydning for sagsøgerens stillingtagen til sagen. Fejlen er derfor uvæsentlig, jf. eksempelvis UfR 2007.225/2 H, UfR 2000.1504 H og SKM2012.168.ØLR, og nærmere umiddelbart nedenfor.

4.2  Sagen skal ikke hjemvises til fornyet behandling hos Vurderingsstyrelsen

Det følger af forvaltningslovens § 22, at en skriftlig afgørelse skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Kravene til indholdet af begrundelsen fremgår af forvaltningslovens § 24, hvoraf det fremgår, at begrundelsen skal indeholde en henvisning til de relevante retsregler, og hvilke hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Betingelserne for, at en afgørelse er ugyldig og dermed skal annulleres, er, at den pågældende afgørelse lider af en retlig mangel, at denne er væsentlig, og at særlige omstændigheder ikke taler imod ugyldighed, jf. generelt om ugyldighed af forvaltningsakter i UfR 2007.225/2 H og tilsvarende UfR 2000.1504 H.

I UfR 2002.752 H var der henvist til en forkert retsregel i de omhandlede afgørelser. Højesteret fandt, at fejlen i begrundelsen ikke var af en sådan betydning, at afgørelsen derfor kunne anses for ugyldig. I UfR 2000.1504 H var begrundelsen for Landsskatterettens afgørelse reelt ikke eksisterende. Skatteyderen gjorde gældende, at begrundelsen var mangelfuld, og Skatteministeriet erkendte, at den del af kendelsen, der vedrørte skønsudøvelsen, kunne være begrundet bedre. Højesteret udtalte imidlertid, at:

"Da Landsskatterettens kendelse af 30. november 1994 heller ikke findes at være så mangelfuldt begrundet, at dette kan medføre, at afgørelsen tilsidesættes som ugyldig, stadfæste Højesteret herefter i det hele dommen."

Der skal således ganske meget til, førend en afgørelse lider af så alvorlige mangler, at afgørelsen er ugyldig. I forvaltningsretten i almindelighed har man da også forladt tanken om, at sagsbehandlingsfejl pr. automatik medfører ugyldighed, jf. også SKM2012.168.ØLR.

Om en forkert eller manglende henvisning til retsgrundlag skal medføre ugyldighed, vil herefter komme an på, om der kan siges at være tale om en generelt væsentlig begrundelsesmangel, og om denne er konkret væsentlig.

En begrundelsesmangel i en afgørelse er generelt væsentlig i det omfang, den tilsidesatte begrundelsesregel er egnet til at påvirke den trufne afgørelses indhold eller modtagerens muligheder for at varetage sine interesser.

Manglen er konkret væsentlig, hvis begrundelsesmanglen faktisk har påvirket afgørelsens lovlighed/rigtighed. En mangel er dermed ikke konkret væsentlig, hvis afgørelsen ville have fået samme indhold, selv om fejlen ikke var begået.

Hvis en generel, væsentlig mangel ikke har været konkret væsentlig, bliver afgørelsen ikke ugyldig.

Som fremhævet ovenfor har vurderingsmyndighederne foretaget samme ændring af de omberegnede grundværdier, jf. vurderingslovens § 33, stk. 18, i medfør af skatteforvaltningslovens § 33 a, som myndighederne kunne have gjort med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 33. Begge regelsæt regulerer alene selve adgangen til at foretage ændringerne af vurderingerne, og der er som nævnt enighed om, at betingelserne for genoptagelse var opfyldt. Hvis vurderingsmyndighederne havde anvendt den rette hjemmel, var resultatet med andre ord blevet det samme.

Der er derfor ikke tale om en fejl som kan begrunde hjemvisning, da fejlen altså ikke er konkret væsentlig.

4.2.1  Nærmere vedrørende basisåret

For ejendomme opstået ved udstykning skal der ske en omberegning af grundværdien efter vurderingslovs § 33, stk. 18.

Det følger af i vurderingslovens § 33, stk. 18, om omberegning af grundværdi, at:

"Når en ny ejendom bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld, jf. kapitel 1 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, foretages ved den almindelige vurdering eller omvurderingen efter § 3 en yderligere ansættelse af grundværdien. Er den nye ejendom udskilt fra en ejendom, der er omfattet af pligten til at betale grundskyld (den udstykkede ejendom), omfatter denne ansættelse grunden under hensyn til de for denne gældende anvendelses- og planforhold og foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom det seneste år, hvor grundværdien efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld, jf. nævnte lovs § 1, stk. 2, nr. 1, udgjorde den afgiftspligtige grundværdi."

Når en ny ejendom er blevet udstykket fra en ejendom, der er omfattet af pligten til at betale grundskyld, skal der således foretages en omberegning af grundværdien for den nyudstykkede ejendom.

Den omberegnede grundværdi skal ses i lyset af det loft, der er lagt over de årlige stigninger i ejendomsskatterne (grundskatteloftet).

Ved Lov nr. 1047 af 17. december 2002 indførtes med virkning fra og med vurderingsåret 2003 bestemmelser i ejendomsbeskatningslovens § 1, som havde til hensigt at fastsætte et loft over de årlige stigninger i den kommunale grundskyld.

Grundskatteloftet går overordnet ud på, at den afgiftspligtige grundværdi fastsættes til det laveste af:

1) Grundværdien efter grundforbedringsfradrag og fritagelser for grundskyld, og

2) den afgiftspligtige grundværdi af ejendommen, der dannede grundlag for påligningen af grundskyld i det foregående skatteår, forhøjet med en reguleringsprocent, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 1 og 2.

Formålet med grundskatteloftet er at begrænse stigningen i ejendomsskatterne for grundejere ved at indføre et loft over, hvor meget den enkelte grundejers grundskyld ved uændret grundskyldpromille kan stige i det enkelte år, jf. eksempelvis lovforslag nr. 39. af 23. oktober 2002 under de almindelige bemærkningers punkt 1. Grundskatteloftet blev indført for at beskytte ejerne mod pludselige stigninger i deres grundskyld ikke for, at nye ejere skulle betale en lavere grundskyld med afsæt i den grundskyld, som gør sig gældende for den ejendom, disses ejendomme er udstykket fra.

Beskyttelsen for grundejerne går altså ud på at forhindre, at grundskylden stiger ud over en vis grænse fra det ene år til det andet.

Når det er konstateret, at der skal foretages en omberegnet grundværdi, skal basisåret fastsættes i "det niveau, som gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom det år, hvor grundværdien (…) udgjorde den afgiftspligtige grundværdi.", jf. vurderingslovens § 33, stk. 18.

Herefter foretages den yderligere ansættelse til brug for fastsættelsen af det såkaldte grundskatteloft med udgangspunkt i basisåret.

Vurderingsmyndighederne har i nærværende sag anvendt basisåret 2010 ved omberegningerne af grundværdierne, som følge af det på moderejendommen fejlregistrerede basisår.

Den udstykkende ejendom, Y1-vej nr. 19A, Y2-postnummer, ejendomsnummer (red. ...12) (moderejendommen), var i 2015 (seneste vurdering forud for udstykning af de i sagen omhandlende ejendomme) registeret med basisår 2013.

Vurderingsmyndighederne skulle derfor have anvendt basisåret 2013 ved ansættelsen af de omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2016 for de i sagen omhandlende ejendomme, jf. vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt., i stedet for basisåret 2010.

Selv om vurderingsmyndighederne burde have anvendt et andet basisår, har dette ingen skattemæssig betydning for de omhandlende ejendomme, uanset om det rettelig skulle være 2013 - eller, som påstået af sagsøgeren, 2015.

Selv om områdeprisen i Vurderingsstyrelsens afgørelser af 6. og 15. juli 2020 (bilag 3, C og D) blev ændret i forhold til den oprindelige fastsættelse af de omberegnede grundværdier pr. 1. oktober 2016, så ville vurderingerne have været de samme, uanset om der var anvendt det korrekte basisår (2013) eller basisåret 2010. Dette skyldes, at områdeprisen (niveauet) ikke er ændret fra 2010 (det forkerte anvendte basisår) til 2013 (det konkret basisår), men heller ikke fra 2013 til 2016, jf. nærmere herom nærmere straks nedenfor.

4.2.1.1  Nærmere om basisårets skattemæssige betydning

Som støttebilag A fremlægges beregning af ejendommenes grundværdier med loftregulering med udgangspunkt i basis år 2010 og basisår 2013, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 2.

Y1-vej nr. 15, st.
Den aktuelle grundværdi, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 1, for ejendommen beliggende på Y1-vej nr. 15, st. udgjorde 20.835.700 kr. i årene 2010 - 2016. Dette skyldes at prisniveauet i alle årene var 3.380 kr. pr. m². Prisniveauet er ubestridt.

Skatteloftet fremskrevet med reguleringsprocenterne, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 2, med basisår 2010, udgjorde 29.997.982 kr. i 2016, jf. støttebilag A, s. 1.

Var skatteloftet derimod fremskrevet med reguleringsprocenterne med udgangspunkt i 2013 som basisår, ville loftværdien, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 2, alene udgøre 25.192.085 kr., jf. støttebilag A, s. 1.

Grundet reguleringsprocenterne i årene 2014 - 2016 vil loftsberegningerne, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 2, uanset hvilket basisår, der anvendes, altså overstige de aktuelle grundværdier i 2016, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 1. Det betyder, at uanset hvilket basisår, der anvendes, udgør den aktuelle grundværdi, beregnet på baggrund af en kvadratmeterpris på 3.380 kr. pr. m², den laveste værdi pr. 1. oktober 2016, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 1 og 2.

Derfor udgør opkrævningsgrundlaget for grundskylden for ejendommen, Y1-vej nr. 15, st., den aktuelle grundværdi pr. 2016, jf. ejendomsbeskatningsloven § 1, stk. 2, nr. 1. Med andre ord er det underordnet, hvilket basisår, der anvendes ved omberegningen af grundværdien for Y1-vej nr. 15, st.

Y1-vej nr. 21A, kl.
Den aktuelle grundværdi, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 1, for ejendommen beliggende på Y1-vej nr. 21A, kl. 141 udgjorde 5.400 kr. i årene 2010 - 2016. Dette skyldes, at prisniveauet i alle årene var 3.380 kr. pr. m². Prisniveauet er ubestridt.

Skatteloftet fremskrevet med reguleringsprocenterne, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 2, med basisår 2010, udgjorde 7.772 kr. i 2016, jf. støttebilag A, s. 2. Var skatteloftet derimod fremskrevet med reguleringsprocenterne med udgangspunkt i 2013 som basisår, ville loftværdien, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 2, alene udgøre 6.510 kr., jf. støttebilag A, s. 2.

Grundet reguleringsprocenterne i årene 2014 - 2016 vil loftsberegningerne, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 2, uanset hvilket basisår, der anvendes, altså overstige de aktuelle grundværdier i 2016, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 1. Det betyder, at uanset hvilket basisår, der anvendes, udgør den aktuelle grundværdi, beregnet på baggrund af en kvadratmeterpris på 3.380 kr. pr. m², den laveste værdi pr. 1. oktober 2016, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 1 og 2.

Derfor udgør opkrævningsgrundlaget for grundskylden for ejendommen, Y1-vej nr. 21A, kl., den aktuelle grundværdi pr. 2016, jf. ejendomsbeskatningsloven § 1, stk. 2, nr. 1. Med andre ord er det underordnet, hvilket basisår, der anvendes ved omberegningen af grundværdien for Y1-vej nr. 21A, kl.

Y1-vej nr. 23A
Den aktuelle grundværdi, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 1, for ejendommen beliggende på Y1-vej nr. 23A udgjorde 33.334.700 kr. i årene 2010 - 2016. Dette skyldes at prisniveauet i alle årene var 3.380 kr. pr. m². Prisniveauet er ubestridt.

Skatteloftet fremskrevet med reguleringsprocenterne, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 2, med basisår 2010, udgjorde 48.913.580 kr. i 2016, jf. støttebilag A, s. 3. Var skatteloftet derimod fremskrevet med reguleringsprocenterne med udgangspunkt i 2013 som basisår, ville loftværdien, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 2, alene udgøre 40.190.984 kr., jf. støttebilag A, s. 3.

Grundet reguleringsprocenterne i årene 2014 - 2016 vil loftsberegningerne, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 2, uanset hvilket basisår, der anvendes, altså overstige de aktuelle grundværdier i 2016, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 1. Det betyder - ligesom for de øvrige ejendomme, at uanset hvilket basisår, der anvendes, udgør den aktuelle grundværdi, beregnet på baggrund af en kvadratmeterpris på 3.380 kr. pr. m², den laveste værdi pr. 1. oktober 2016, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 1 og 2.

Derfor udgør opkrævningsgrundlaget for grundskylden for ejendommen, Y1-vej nr. 23A, den aktuelle grundværdi pr. 2016, jf. ejendomsbeskatningsloven § 1, stk. 2, nr. 1. Med andre ord er det underordnet, hvilket basisår, der anvendes ved omberegningen af grundværdien for Y1-vej nr. 21A, kl.

_______________________

Afgørelserne i forhold til alle tre ejendomme er altså materielt korrekte, og derfor vil en hjemvisning ikke føre til et andet resultat for sagsøgeren.

4.2.1.2  Fremadrettet virkning
At basisåret ved en fejl er angivet forkert, vil heller ikke have fremadrettet betydning.

Som også anført af sagsøgeren i replikken, vil de aktuelle grundværdier - hvis de er lavere end skatteloftet fremskrevet med reguleringsprocenten, danne grundlag for nye basisår. Da de aktuelle grundværdier, uanset hvilket basisår, der lægges til grund i årene 2010 - 2015, vil være lavere end skatteloftet med fremskrevet reguleringsprocenter i de samme år, dannes der, uanset hvilket basisår der vælges, ny basisår i 2016.

I 2016 blev basisåret dermed ændret til 2016 med de aktuelle grundværdier for de i sagen omhandlende ejendomme.

4.3  Retlig interesse

Sagsøgeren har i sagen ingen retlig interesse i at få sagen hjemvist til Vurderingsstyrelsen til fornyet behandling.

I replikken har sagsøgeren anført:

"Sagen vedrører to spørgsmål.
For det første, hvilket basisår, der skal anvendes ved ansættelsen af den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2016 for de tre ejerlejligheder omfattet af nærværende sag.

For det andet, hvorvidt Vurderingsstyrelsen med rette har nægtet at genoptage den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2016 efter skatteforvaltningsloven og i stedet har anvendt skatteforvaltningslovens bestemmelser om revision til at behandle den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2016."

Der er som anført ovenfor i afsnit 4.2.1 enighed om, at basisåret 2010 ikke skulle have været anvendt i forbindelse med omberegningen af grundværdierne for de i sagen omhandlende ejendomme i 2016.

Det er i sagen dermed ikke et tvistepunkt, om vurderingsmyndighederne har anvendt forkert basisår.

Sagsøgeren har ikke haft anbringender til støtte for, at anvendelsen af det forkerte basisår har haft nogen skattemæssig betydning for sagsøgeren. Allerede af den grund, kan sagsøgeren ikke få medhold i sin påstand. Hertil kommer, som anført ovenfor, at anvendelsen af det forkerte basisår ikke har haft nogen skattemæssig betydning. På den baggrund ses sagsøgeren ikke at have nogen retlig interesse i at få prøvet spørgsmålet om rette basisår.

Der er som anført ovenfor i afsnit 4.2 dernæst enighed om, at vurderingsmyndighederne skulle have ændret de i sagen omhandlende omberegnede grundværdier efter genoptagelsesregelsættet og ikke efter revisionsregelsættet.

Det er i sagen dermed ikke et tvistepunkt, om vurderingsmyndighederne har anvendt det forkerte regelsæt.

Sagsøgeren har ikke fremsat anbringender til støtte for, at det har haft skattemæssig betydning, at de omberegnede grundværdier blev ændret i medfør revisionsregelsættet. Derfor kan sagsøgeren ikke få medhold. Og som anført ovenfor er det uden skattemæssig betydning, om omberegningerne blev foretaget efter genoptagelsesregelsættet og ikke efter revisionsregelsættet, idet ændringerne, uanset hvilket regelsæt, der anvendes, ville være blevet foretaget i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 18. Herefter er det svært at se, hvilken retlig interesse sagsøgeren har i spørgsmålet.

Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at den anvendte områdepris er forkert eller åbenbart urimelig, jf. UfR 2016.191 H. Det bemærkes i den forbindelse, at sagsøgeren slet ikke ses at have anbringender til støtte for, at områdeprisen skulle være fastsat forkert eller hvad den skulle være fastsat til, og også af den grund, er der ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Vurderingsstyrelsen.

…"

Skatteministeriet har i meddelelse af 11. februar 2025 yderligere anført:

"…

I sagsøgerens påstandsdokument, s. 2, nederst - s. 3, øverst, har sagsøgeren nu - altså næsten 3 måneder efter, at Skatteministeriet indleverede processkift A, bl.a. anført at:

"Det må bestrides og anses for udokumenteret, at anvendelsen af basisåret 2013 ikke vil medføre en anden omberegnede grundværdi, som angivet i Skatteministeriets processkrift A.

Der er tale om et partsindlæg, der hverken er udarbejdet eller bekræftet af uvildige sagkyndige eller af Vurderingsstyrelsen."

Idet sagsøgeren nu efter forberedelsens afslutning og i forbindelse med påstandsdokumentet er kommet med anbringender, der ikke tidligere har været gjort gældende, fremlægger Skatteministeriet Vurderingsstyrelsens mail af 29. august 2024 inklusive beregninger af loftreguleringerne (bilag E).

Det bemærkes, at Skatteministeriet i processkift A netop havde anbringender til støtte for, at ændringen af basisåret fra 2010 til 2013 ikke havde konsekvenser for omberegningen af grundværdierne for de i sagen omhandlende ejendomme. Ministeriet fremlagde imidlertid ikke Vurderingsstyrelsens beregninger, da sagsøgeren ikke bestred, at det ikke havde betydning, at basisåret burde have være 2013.

Sagsøgerens opfattelse af, at beregninger, "hverken er udarbejdet eller bekræftet af uvildige sagkyndige eller af Vurderingsstyrelsen" (påstandsdokumentet s. 3, øverst), er altså ikke korrekt og burde ikke på nuværende tidspunkt være et tvistepunkt.

Bilag E viser netop Vurderingsstyrelsens beregning, som i øvrigt understøtter, at det ingen konsekvens har, at basisåret ændres fra 2010 til 2013.

Det bemærkes dog, at det er sagen uvedkommende, om Vurderingsstyrelsen har bekræftet beregningerne. Beregninger er foretaget med udgangspunkt i den ubestridte områdepris med de offentligt tilgængelige reguleringsprocenter. Det er således en juridisk vurdering/beregning, som skal foretages, når der skal tages stilling til, om en ændring af basisåret medfører en ændret vurdering. Denne vurdering beror dog på et helt fastlagt grundlag med udgangspunkt i reguleringsprocenterne.

For en god ordens skyld fremlægges som bilag F oversigt over reguleringsprocenten fra 2003-2022.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

H1 har vedrørende sagsomkostningerne gjort gældende, at der uanset sagens udfald skal lægges vægt på, at skattemyndighederne har begået fejl, og at dette først blev anerkendt meget sent i sagens forløb ved byretten.

Skatteministeriet har vedrørende sagsomkostningerne gjort gældende, at det skal tillægges betydning, at H1 ikke svarede på ministeriets bemærkninger i processkrift A.

Rettens begrundelse og resultat
Ved de omtvistede afgørelser fastsatte skattemyndighederne de tre ejendommes omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2016 ud fra en ejendomsværdi på 3.380 kr. pr. etagekvadratmeter med henvisning til den udstykkede ejendoms omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2011. Skattemyndighederne fastsatte endvidere, at de tre ejendomme havde 2010 som basisår i relation til grundskatteloftet, hvilket tilsvarende skete med henvisning til den udstykkede ejendoms basisår.

Skatteministeriet har i processkrift A medgivet, at det var en fejl at anvende den udstykkede ejendoms omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2011, og at det var en fejl at ansætte de tre ejendommes basisår i relation til grundskatteloftet til 2010. Skatteministeriet anerkendte samtidig, at det var en fejl, at skattemyndighederne ændrede de tre ejendommes omberegnede grundværdi efter reglerne om revision, idet skattemyndighederne i stedet burde have anvendt reglerne om genoptagelse.

Det er ubestridt, at den udstykkede ejendoms omberegnede grundværdi også i årene 2013-2016 var fastsat på baggrund af en ejendomsværdi på 3.380 kr. pr. etagekvadratmeter. Det følger heraf, at de tre ejendommes omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2016 også skulle have været fastsat ud fra en ejendomsværdi på 3.380 kr. pr. etagekvadratmeter, hvis ejendommenes omberegnede grundværdi var blevet fastsat på baggrund af den udstykkede ejendoms forhold i 2013 eller 2015.

Efter § 33, stk. 18, 2. pkt., i den dagældende ejendomsvurderingslov var der mulighed for at undlade at fastsætte den omberegnede grundværdi på baggrund af den udstykkede ejendoms forhold.

H1 har ikke anført nogen konkrete forhold, som skulle give grundlag for at undlade at fastsætte de tre ejendommes omberegnede grundværdi på baggrund af den udstykkede ejendoms forhold. Endvidere har H1 ikke anført nogen konkrete forhold til støtte for, at de tre ejendommes omberegnede grundværdi konkret skulle være forkert, ligesom H1 ikke har anført noget til støtte for, at fejlene skulle have haft eller i fremtiden skulle kunne få skattemæssig betydning for selskabet.

H1 har således ikke godtgjort, at det forkerte grundlag, som lå til grund for skattemyndighedernes fastsættelse af de tre ejendommes omberegnede grundværdi, har været egnet til at påvirke værdiansættelsen, eller at værdiansættelsen konkret må anses for åbenbart urimelig.

Tilsvarende har H1 ikke godtgjort, at det har haft eller i fremtiden vil kunne få skattemæssig betydning for selskabet, at de tre ejendommes basisår i relation til grundskatteloftet ved en fejl blev fastsat til 2010.

Herefter og da det, som H1 i øvrigt har anført, ikke kan føre til andet resultat, frifinder retten Skatteministeriet.

Da H1 anlagde sagen, var Skatteministeriet uenige i, at det var en fejl at anvende den udstykkede ejendoms omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2011, og at det var en fejl at ansætte de tre ejendommes basisår i relation til grundskatteloftet til 2010, ligesom det var Skatteministeriets opfattelse, betingelserne for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, ikke var opfyldt.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T:

Skatteministeriet Departementet frifindes.