Dato for udgivelse
11 Mar 2025 11:22
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 Feb 2025 13:53
SKM-nummer
SKM2025.134.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
24-1503775
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Miljøafgifter
Emneord
Afgiftspligt
Resumé

Skatterådet kan bekræfte, at A-madbeholder og B-boks, ikke er omfattet af afgiftspligten for engangsservice efter emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1. Et emballageprodukt benævnt A-madbeholder er ikke egnet til at blive benyttet i forbindelse med indtagelse af et måltid, og dermed ikke afgiftspligtigt engangsservice. Et produkt benævnt B-boks må karakteriseres som en salgsemballage til fx dressing eller lignende, samt til transport, og ikke som afgiftspligtigt engangsservice.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at et produkt benævnt C-bakke ikke er afgiftspligtigt engangsservice, jf. emballageafgiftslovens § 2 c. Der er lagt vægt på produktets størrelse med en diameter på 25 cm og form som en dyb tallerken, samt produktets glatte, sorte og kraftige materiale, som gør, at produktet kan karakteriseres som service. Produktet fremstår som en spisetallerken eller en bakke/skål, der benyttes i forbindelse med indtagelse af et måltid, og som efter brug sædvanligvis vil blive bortkastet. Afgørelsen af hensyn til tavshedspligten offentliggjort i en redigeret form.

Hjemmel

Emballageafgiftsloven

Reference(r)

Emballageafgiftslovens § 2 c

Henvisning

Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit E.A.7.1.8

Nr.

Spørgsmål

Spørgers opfattelse

Skattestyrelsens

indstilling

Skatterådets svar

1

Det ønskes bekræftet, at spørgeres emballage benævnt A-madbeholder ikke er at anse som engangsservice, der er afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1.

Ja

Ja

Ja

2

Det ønskes bekræftet, at spørgeres emballage benævnt B-boks ikke er at anse som engangsservice, der er afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1.

Ja

Ja

Ja

3

Det ønskes bekræftet, at spørgeres emballage benævnt C-bakke ikke er at anse som engangsservice, der er afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1.

Ja

Nej

Nej

Anmodningens dato mv.

Anmodningen er modtaget d. 26. september 2024

Gebyret er registreret indbetalt d. 26. september 2024

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger producerer og sælger engangsartikler som tallerkener, gafler og salatskåle.

Spørger handler ikke direkte med markedet, men gennem distributører til foodservice.

Spørger har emballager til mange formål. Dvs. tallerkener til at spise direkte af eller bakker til at transportere mad fra A til B.

Ad. Spørgsmål 1

Produkt A-madbeholder, 227 x 178 x 45 mm Naturlig 1-Rum

Varen sælges på spørgers hjemmeside, under produktkategori benævnt X forseglet emballage og

som madbeholdere. Her fremgår følgende om produktet:

Styklængde (mm) 227

Stykbredde (mm) 178

Stykhøjde (mm) 45

Stykbruttovægt (g) 24

Volumen 1300 ml

Træfiber bioplast belagt

Hovedfarve Naturlig

Varmebestandighed: Kold anvendelse, Hot Fill, Mikrobølgeovn, Ovn

Kuldebestandighed: Køleskab, Fryser

Forseglbar

Spørgers produkt A-madbeholder, som indgår i en bestemt produktserie, er fuldt komposterbare og kan forsegles. Spørger oplyser, at produkterne kan kombinere det højeste bæredygtighedsniveau med fremragende funktionalitet. Produkterne er fremstillet i Europa af fornybare træfibre og en tynd biobaseret laminering og fås i klassiske og praktiske formater. Sammen med en komposterbar forseglingsfilm i bioplast, der fås separat, passer produkterne perfekt til spørgers X-forseglingskoncept. Det har aldrig før været så nemt at være bæredygtig.

Skattestyrelsens beskrivelse

Produktet er lavet af et paplignende materiale, med en inderside belagt af et plastlignende materiale.

Bakken har en bred kant på i alt 1 cm til forsegling med film eller låg.

Ad. Spørgsmål 2

Spørgers produkt B-boks, rektangulær 350 ml Transparent 1-Rum

Varen sælges på spørgers hjemmeside, under produktkategori benævnt Takeawaybeholdere, Deli takeawaybokse mv. Her fremgår følgende om produktet:

Styklængde (mm) 146

Stykbredde (mm) 110

Stykhøjde (mm) 41

Stykbruttovægt (g) 9

Volumen (ml) 350 ml

Materialekvalitet PP

Transparent

Varmebestandighed: Kold anvendelse, Hot Fill, Mikrobølgeovn

Kuldebestandighed: Køleskab, Fryser

Sælges med lakagesikkert låg

Vores Z- og Y-serier tilbyder en alsidig delikatesseløsning til alle typer af mad, både varmt og koldt. Både de runde og de rektangulære er uhyre nemme at stable og meget brugervenlige. De fleste af dem kan opvarmes i mikrobølgeovn, og de runde typer kan forsegles med vores X-forseglingsmaskine.

Skattestyrelsens beskrivelse

Produktet er transparent, har en rille i bunden, og har en bred kant på i alt 1 cm til forsegling til film eller låg.

Ad. Spørgsmål 3

Spørgers produkt C-bakke, 250 x 42 mm Sort 1-Rum

Varen sælges på spørgers hjemmeside, under produktkategori benævnt X-forseglet emballage, X forseglbare madbeholdere, Plastbakker, produkt C-bakke.

Her fremgår følgende om produktet:

Volumen (ml) 1390 ml

PP/Mineral

1-Rum

Hovedfarve Sort

Varmebestandighed: Kold anvendelse, Hot Fill, Mikrobølgeovn

Kuldebestandighed: Køleskab, Fryser

Forseglbar

Styklængde (mm) 250

Stykbredde (mm) 250

Stykhøjde (mm) 42

Stykbruttovægt (g) 34

De iøjnefaldende PP C-bakker, som kan forsegles, har form som en tallerken, der kan stilles direkte på bordet. Dette får dem til at skille sig ud på hylden og giver en god madoplevelse, ikke mindst til social catering. De forskellige formater og rum passer til den måde, vi naturligt spiser på. Desuden er de udstyret med håndtag til nem håndtering. Ud over at kunne forsegles med X-forseglingskonceptet kan de også lukkes med matchende gennemsigtige låg. Hvis du ønsker at forlænge holdbarheden, er bakkerne velegnede til pakning i beskyttende atmosfære.

Skattestyrelsens beskrivelse

Produktet har en rund rille, forhøjning i bunden, et par cm fra kanten, og tilsvarende i låget, som den er illustreret sammen med. Rillerne medfører, at produktet med låg kan stables. Der er to integrerede håndtag i produktet.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Pludselig efter alle disse år stilles der spørgsmål ved om artikler som disse skal have afgift.

Vedrørende spørgsmål 1, er det emballage, som bruges til at tage maden med hjem og varme.

Vedrørende spørgsmål 2, er det små bakker til agurker, rødbeder eller andet til biretter.

Vedrørende spørgsmål 3 er det X-bakker, som bruges igen til transport.

Vi får nu besked fra markedet om, at 2 personer er ude på kontrolbesøg for standard produkter og pludselig efter måske 20 år skal de være afgiftsbelagt.

Er reglerne for afgifter ændret?

Hvis skatteforvaltningen har ændret vurdering af afgiftspligten vedrørende andre emballager, så skal vi have dette oplyst, ellers kan vi ikke svare den korrekt afgift af produkterne.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørgeres emballage benævnt A-madbeholder ikke er at anse som engangsservice, der er afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1.

Begrundelse

Anmodningen handler om, hvorvidt Spørgers produkt er omfattet afgiftspligt for engangsservice.

Der skal betales afgift af engangsservice, jf. emballageafgiftslovens § 2 c.

Afgiften af engangsservice er ved lov nr. 1292/2000 overført fra lov om visse miljøafgifter til emballageafgiftsloven. Samtidigt blev fritagelsen for engangsservice til erhvervsmæssigt brug ophævet.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 1292/2000, at "Afgiftspligten omfatter engangsservice uanset fremstillingsmateriale, dvs. knive, gafler, skeer, tallerkener og krus m.v. af plast og pap mv, der benyttes, når man spiser og drikker, og som sædvanligvis er bestemt til bortkastning efter brug, uanset at det måske kan anvendes flere gange."

Afgiften udgør 60,77 kr. pr. kg, og blev tredoblet med virkning fra den 1. januar 2020. Af lovforslaget bag lovændringen fremgår det bl.a., at formålet med afgiften er at begrænse brugen af engangsservice, og derigennem nedbringe affaldsmængderne og sikre en højere genanvendelse for derved at mindske unødig brug af nye ressourcer til engangsformål.

Det fremgår af SKM2023.272.VLR at Vestre Landsret i en sag om vurdering af en plastske med to funktioner, fandt, at "under hensyn til dens udformning, funktion og anvendelse som en engangsske, måtte skeen anses som engangsservice omfattet af afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2 c." Det kunne herefter ikke føre til et andet resultat, at skeen også blev anvendt til at blande is og fyld, inden skeen udleveret til kunden til at spise med.

Det fremgår af SKM2023.218.LSR, Landsskatterettens sag om forskelligt service, at det var afgørende for om disse blev anset som afgiftspligtigt engangsservice efter emballageafgiftslovens § 2 c, at de blev anset benyttet i forbindelse med indtagelse af et måltid, og som efter brug sædvanligvis ville blive bortkastet.

Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering af suppebægre, at disse måtte karakteriseres som spisebægre, og lagde ved vurderingen særlig vægt på selskabets salgs- og markedsføringsmateriale, de omhandlede produkters udformning og det materiale, de var fremstillet af. Det forhold, at der blev forhandlet låg til produkterne ligesom selskabets anbringende om, at produkterne tjente flere formål, kunne ikke føre til et andet resultat, med henvisning til byretsdom af 6. december 2021, offentliggjort som SKM2021.712.BR (senere stadfæstet ved SKM2023.272.VLR).

Landsskatteretten fandt også i samme afgørelse, at flere papbakker/-æsker uden låg til pommes frites var afgiftspligtige, da at disse måtte karakteriseres som spisebakker/-bægre. Retten lagde ved sin vurdering særlig vægt på de omhandlede produkters udformning og det materiale, de var fremstillet af. Selskabets sammenligning med andre konkrete produkter og selskabets anbringende om, at produkterne tjente flere formål, kunne ikke føre til andet resultat, jf. byretsdom af 6. december 2021, offentliggjort som SKM2021.712.BR (senere stadfæstet ved SKM2023.272.VLR).

Det er Skattestyrelsens vurdering, at spørgers produkt benævnt A-madbeholder ikke er egnet til at blive benyttet i forbindelse med indtagelse af et måltid, og dermed ikke er omfattet af afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2 c.

Skattestyrelsen lægger vægt på produktets størrelse og rektangulære form med en høj, næsten lodret kant på 4,5 cm i højden, og 1 cm i bredden (øverst), samt produktets forholdsvist tykke ru paplignende materiale har en blød overflade, som medfører at produktet ikke er egnet til at spise af med bestik.

Spørger markedsfører endvidere produktet som en forseglbar madbeholder, og har på sin hjemmeside/produktkatalog rubriceret produktet som en forseglbar madbeholder. Produktet markedsføres til forskellige typer af mad, og ikke til fx pommes frites, som typisk kan spises uden brug af bestik.

Efter en samlet vurdering må produktet karakteriseres som en emballage, der anvendes til transport af mad, og ikke som service, der benyttes, når man spiser og drikker, og produktet ikke er egnet til at spise af.

Vedrørende spørgers bemærkninger om, hvorvidt reglerne er ændret og om skatteforvaltningen generelt har ændret vurderingen af afgiftspligten på engangsservice kan skattestyrelsen oplyse, at dette ikke er tilfældet, men at praksis løbende udvikler sig i takt med at der kommer nye produkter på området, med henvisning til offentliggjorte afgørelser mv., nævnt under afsnittet "Lovgrundlag, forarbejder og praksis". Selve bestemmelsen, om afgift af engangsservice blev sidst ændret i år 2000.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at spørgeres emballage benævnt B-boks ikke er at anse som engangsservice, der er afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1.

Begrundelse

Anmodningen handler om, hvorvidt Spørgers produkt er omfattet afgiftspligt for engangsservice.

Produktet skal vurderes på samme måde som produktet i spørgsmål 1.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at spørgers produkt benævnt B-boks ikke er omfattet af afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2 c.

Skattestyrelsen lægger vægt på, at produktet fremstår transparent, har en lille størrelse på 14,6 cm x 11 cm x 4,1 cm, har en forseglingskant, og en rille i bunden. Produktet har ikke en størrelse og udseende som service, og produktet fremstår ikke som egnet til at spise af, og er heller ikke markedsført som sådan. Produkter markedsføres som "en alsidig delikatesseløsning til alle typer af mad, både varmt og koldt."

Efter en samlet vurdering må produktet karakteriseres som en salgsemballage til fx dressing eller lignende, samt til transport, og ikke som service, der benyttes, når man spiser og drikker. Produktet er vurderet som en salgsenhed til dressing mv, hvorfor produktet ikke er afgiftspligtigt. Se også SKM2023.272.VLR og SKM2023.218.LSR.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at spørgeres emballage benævnt C-bakke ikke er at anse som engangsservice, der er afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1.

Begrundelse

Anmodningen handler om, hvorvidt Spørgers produkt er omfattet afgiftspligt for engangsservice.

Produktet skal vurderes på samme måde som produktet i spørgsmål 1.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at spørgers produkt benævnt C-bakke er omfattet af afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2 c.

Skattestyrelsen lægger vægt på produktets størrelse med en diameter på 25 cm og form som en dyb tallerken, samt produktets glatte, sorte og kraftige materiale, som gør, at produktet kan karakteriseres som service.

Produktet fremstår som en spisetallerken eller en bakke/skål, der benyttes i forbindelse med indtagelse af et måltid, og som efter brug sædvanligvis vil blive bortkastet. Der er herved også lagt vægt på spørgers rubricering på sin hjemmeside/produktkatalog, hvor det oplyses, at produktet kan forsegles, har form som en tallerken, og kan stilles direkte på bordet, og et format der passer til den måde, vi naturligt spiser på.

Efter en samlet vurdering må produktet karakteriseres som en tallerken, der anvendes som service, der benyttes, når man spiser. Uanset de integrerede håndtag er produktet egnet til at blive benyttet i forbindelse med indtagelse af et måltid fremfor til transport, hvorfor produktet er afgiftspligtigt. Se også SKM2023.272.VLR og SKM2023.218.LSR.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1, 2 og 3

Lovgrundlag

Lovforslag L 59 af 25. oktober 2000, De almindelige bemærkninger til lovforslaget (Skattestyrelsens fremhævning):

"Afgiften af engangsservice

Afgiften blev indført i 1982 som led i en række forbrugsbegrænsende foranstaltninger. Afgiften er med til at begrænse anvendelsen af engangsservice og dermed nedbringe affaldsmængderne og fremme genanvendelse. [...]

Miljømæssige konsekvenser

[...]

Endvidere underbygges afgiftens miljømæssige sigte ved, at det foreslås, at der skabes et incitament til at nedbringe materialeforbruget ved fremstilling af engangsservice.

[...]

Bemærkningerne til de enkelte bestemmelser til § 1, nr. 11:

[...]

Afgiftspligten omfatter engangsservice uanset fremstillingsmateriale, dvs. knive, gafler, skeer, tallerkener og krus m.v. af plast og pap m.v., der benyttes, når man spiser og drikker, og som sædvanligvis er bestemt til bortkastning efter brug, uanset at det måske kan anvendes flere gange. Hovedsigtet med afgiften er at begrænse anvendelsen af engangsservice og dermed minimere affaldsmængderne. [Skattestyrelsens vurdering]. 

[...] Som eksempler på varer, der vil være omfattet af afgiften efter dette forslag, kan nævnes:

1.     Bakker med en længde eller tallerkener med en diameter på 33 cm. eller derunder.

2.     Drikkebægre uden hensyn til, om de er forsynet med målestreger.

3.     Drinkspinde.

4.     Grilltallerkener med flere rum.

5.     Kaffefade (bakker med fordybning til en kop -  anvendes som kombineret  tallerken og underkop).

6.     Plastrørepinde.

7.     Portionsskåle til isbægre m.v.

8.     Bakker fremstillet ved formpresning af ensfarvet pap, hvis flademålet ikke overstiger 275 cm2, og den længste side er mindst 50 pct. større end den korteste.

9.     Drikkebægre med målestreger af polypropylen (hospitalsbægre), som kan forsynes med et låg med drikketud.

10.  Engangskopper fremstillet af pap af typer, der udelukkende benyttes til demonstration (prøvesmagning) af andre varer.

11.  Plastskeer i importerede pakninger, som desuden indeholder sukker, flødepulver samt en serviet.

12.  Pølsebakker fremstillet af foldet pap af en type, der udelukkende anvendes ved pølsevogne og lignende.

13.  Tallerkener-trekantede, der er specielt konstruerede til automater med microbølgeovn.

14.  Drikkebægre og beholdere med et rumindhold på højst 2 liter.

Lovforslag L 75 af 20. november 2019.

Afgiftssatsen blev med virkning fra d. 1. januar 2020 ændret fra 19,20 kr. pr. kg. Til 60,77 kr. pr. kg.

Følgende fremgår af de almindelige bemærkninger:

2.1.1 Gældende ret

"Den vægtbaserede afgift omfatter endvidere engangsservice, jf. emballageafgiftslovens § 2 c. Afgiften på engangsservice udgør 19,20 kr. pr. kg., jf. § 2 c, stk. 2. Formålet med den vægtbaserede emballageafgift på engangsservice er at begrænse brugen af engangsservice og derigennem nedbringe affaldsmængderne."

2.1.2 Den foreslåede ordning

"Afgiftsforhøjelserne har til formål at reducere mængden af affald og sikre en højere genanvendelse for derved at mindske unødig brug af nye ressourcer til engangsformål."

Bemærkninger til Lov 1998-06-26 nr. 422 (lovforslag 90):

Forud for, at engangsservice blev en del af emballageafgiftsloven, foreligger følgende lov-bemærkninger om salgsemballage i en bemærkning til lovforslagets enkelte bestemmelser, til § 1, til nr. 1-3:

"Ved salgsemballage (primær emballage) forstås emballage, der er udformet på en sådan måde, at den på salgsstedet udgør en salgsenhed for den endelige bruger eller forbruger.

[...]

"Det foreslås ud fra administrative hensyn, at der ikke skal betales afgift af bægre, bakker, papir og anden emballage, der hos den detailhandlende, f.eks. slagtere og viktualiehandlende, påfyldes f.eks. mayonnaise eller salatdressing med henblik på salg til den endelige forbruger. Kantiner, restauranter og storkøkkener, der sælger de nævnte varer til den endelige forbruger, er også omfattet af bestemmelsen. En lignende bestemmelse var med i det oprindelige lovudkast, som blev sendt til høring. Det er tanken at bibeholde bestemmelsen, sålænge afgiften ikke er generel, og dermed så længe afgiftspligten ikke generelt kan placeres hos emballageproducenterne.

Praksis

SKM2023.272.VLR

Sagen angik en plastske, som appellanten producerede for en fast food-restaurationskæde, der anvendte skeen i forbindelse med salg af en isdessert. Plastskeen havde to funktioner, nemlig for det første at blive monteret på en røremaskine for at røre rundt i et isbæger med softice tilsat smagsgivere, og for det andet at blive udleveret til kunden, som anvender plastskeen til at spise isdesserten med og derefter bortkaster den som affald.

Landsretten fandt ligesom byretten, at plastskeen under hensyn til dens udformning, funktion og anvendelse måtte anses som engangsservice omfattet af afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2 c. Landsretten henviste til, at skeen var udformet som en ske med henblik på, at restaurationskunderne kunne benytte den ved spisning af isdesserten, og at skeen var bestemt til bortkastning som affald efter brug. Det kunne ikke føre til andet resultat, at skeen også blev anvendt til at blande is og fyld inden servering for kunden.

SKM2021.712.BR

Sagen angik en plastske, som blev anvendt af en fast food-restaurationskæde i forbindelse med salg af en isdessert. Plastskeen havde to funktioner, nemlig for det første at blive monteret på en røremaskine for at røre rundt i et isbæger med softice tilsat smagsgivere, og for det andet at blive udleveret til kunden, som anvender plastskeen til at spise isdesserten med og derefter bortkaster den.

Retten fandt, at plastskeen efter sin udformning, funktion og anvendelse måtte anses som afgiftspligtigt engangsservice efter emballageafgiftslovens § 2 c. Retten lagde herved vægt på, at skeen var udformet som en ske, at denne udformning netop var begrundet i, at den skulle kunne benyttes som engangsske til at spise isdesserten med, at skeen altid blev udleveret til kunden sammen med isdesserten, og at skeen efter brug blev bortkastet.

For så vidt angik sagsøgerens synspunkt om, at skeen var undtaget fra afgiftspligten, fordi skeen kunne siges også at indgå i processen med fremstillingen af isdesserten, fandt retten, at et sådant synspunkt hverken havde støtte i bestemmelsens ordlyd, forarbejder eller administrativ praksis.

Rettens begrundelse og resultat:

"Plastskeen/rørespatlen må efter sin udformning karakteriseres som en ske. Efter de afgivne forklaringer lægger retten til grund, at rørespatlen var udformet som en ske, netop med det formål, at den efterfølgende kunne benyttes som engangsske til at spise isen med, og at skeen altid blev udleveret til kunden sammen med isen. Endvidere må det antages, at skeen efter brug blev bortkastet. Plastskeen må herefter - efter sin udformning, funktion og anvendelse - anses for engangsservice omfattet af afgiftspligten i emballageafgiftslovens § 2c, stk. 1.

Det forhold, at G1’s af profitoptimerende og kommercielle hensyn har valgt at anvende en engangsske i fremstillingsprocessen kan ikke føre til en anden vurdering.

Retten har herved lagt vægt på, at synspunktet om at skeen - fordi den også indgår i fremstillingsprocessen - skulle være undtaget fra afgiftspligten, hverken har støtte i bestemmelsens ordlyd, forarbejderne til loven eller i administrativ praksis."

SKM2021.712.BR er stadfæstet af Landsretten ved SKM2023.272.VLR.

SKM2023.218.LSR

Sagen angik, om forskellige produkter var omfattet af pligten til at betale emballageafgift. Landsskatteretten anførte, at det afgørende var, om de omhandlede produkter kunne karakteriseres som service, der blev benyttet i forbindelse med indtagelse af et måltid, og som efter brug sædvanligvis ville blive bortkastet. Landsskatteretten anførte herved, at det forhold, at produkterne kunne tjene flere formål, ikke kunne føre til et andet resultat, jf. byretsdom af 6. december 2021, offentliggjort som SKM2021.712.BR [senere stadfæstet af Landsretten ved SKM2023.272.VLR. ].

Landsskatteretten fandt, at bakker og æsker i pap i forskellige størrelser uden låg til pommes frites var afgiftspligtig engangsservice. Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering af de omhandlede produkter, at disse måtte karakteriseres som spisebakker/-bægre, der benyttes i forbindelse med indtagelse af et måltid, og som efter brug sædvanligvis vil blive bortkastet. Der var derfor tale om afgiftspligtigt engangsservice, jf. emballageafgiftslovens § 2 c. Retten havde ved sin vurdering lagt særlig vægt på de omhandlede produkters udformning og det materiale, de var fremstillet af. Selskabets sammenligning med andre konkrete produkter og selskabets anbringende om, at produkterne tjente flere formål, kunne ikke føre til andet resultat, jf. byretsdom af 6. december 2021, offentliggjort som SKM2021.712.BR.

Landsskatten fandt, at æske i pap til pommes frites med låg (144 mm x 85 mm x 60 mm) ikke var omfattet af afgiftspligten for engangsservice. Produktet adskilte ifølge Landsskatteretten sig væsentligt fra de øvrige produkter i varegruppen ved at have et integreret låg og lukkefunktion. Efter en samlet vurdering fandt retten, at varen måtte karakteriseres som en æske, der anvendtes til transport af madvarer, og ikke som service, der benyttes, når man spiser og drikker.

SKM2023.276.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at en drikkedunk af hård plast med rumindhold på 40 cl., der blev solgt som drikkedunk, ikke er omfattet af afgiftspligten for engangsservice i emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1. Drikkedunken var sammenlignelig med en almindelig drikkedunk, der almindeligvis kunne genanvendes ubegrænset.

SKM2023.517.SR

Skatterådet fandt, at forskelligt service ikke var afgiftspligtigt engangsservice, jf. emballageafgiftslovens § 2 c. Der blev lagt vægt på produkternes beskaffenhed, og at produkterne ikke lignede sædvanligt engangsservice, men fremstod robuste og stive, og det forventedes at produkterne ville blive brugt flere gange.

Den juridiske vejledning 2024-2

"E.A.7.1.8 Det afgiftspligtige vareområde for engangsservice

[...]

Eksempler på varer, som er omfattet af afgiftspligten:

  • Bakker med en længde eller tallerkener med en diameter på 33 cm eller derunder
  • Drikkebægre og beholdere med et rumindhold op til 2 liter, også selv om de er forsynet med målestreger
  • Drikkebægre af polypropylen med målestreger (hospitalsbægre), som kan forsynes med et låg med drikketud
  • Engangsbægre til mundskyl på tandklinikker
  • Drinkspinde
  • Engangskopper fremstillet af pap, der udelukkende bruges til demonstration (prøvesmagning) af andre varer
  • Grilltallerkener med flere rum
  • Kaffefade (bakker med fordybning til en kop, bruges som kombineret tallerken og underkop)
  • Rørepinde af plast
  • Plastskeer i importerede pakninger, som også indeholder sukker, flødepulver samt en serviet
  • Portionsskåle, bægre, kopper eller lignende til servering af is og desserter
  • Pølsebakker fremstillet af foldet pap
  • Tallerkener, trekantede, der er specielt konstruerede til automater med mikrobølgeovn
  • Træspatler til isbægre mv.
  • Plastske/rørespatel udformet som en ske, som kunne benyttes ved spisning og et andet formål.
  • Suppebægre karakteriseret som spisebægre
  • Pommes frites bakker, karakteriseret som spisebakker/-bægre
  • En chinabox med sammenfoldeligt låg, hvor låget er udformet på en særlig måde for at muliggøre at man kan spise af boksen.
  • Service som fremstod meget spinkle, og i funktion ikke var stive, men meget bøjelige. 

Eksempler på varer, som ikke er omfattet af afgiftspligten:

·       Aluminiumsbakker og -forme

·       Askebægre (aluminium eller pap med aluminiumsbelægning)

·       Burgerpakninger (transportpakninger)

·       Bægre og beholdere med et rumindhold på over 2 liter

·       Bægerholdere (genbruges)

·       Isbægre (emballager, som indgår i en fremstillingsproces, og som nedfryses sammen med isen)

·       Ispinde

·       Låg til bægre mv.

·       Papbakker til jordbær, tomater, champignons mv.

·       Pindemadspinde

·       Plattebakker af aluminium med mindst 5 rum

·       Serveringsbakker med en længde på mere end 33 cm

·       Servietter og engangsduge

·       Sugerør

·       Yoghurtbægre med påtryk.

·       Pommes frites æske, rektangulær med integrereret låg og lukkefunktion, karakteriseret som en æske anvendt til transport og ikke til at spise af

·       Drikkedunk af hård plast, der almindeligvis genanvendes ubegrænset

·       Service der ikke lignede sædvanligt engangsservice, men fremstod robuste og stive, hvor det forventedes at produkterne ville blive brugt flere gange."