Formål og baggrund
Skattestyrelsen ønsker, i henhold til momslovens § 75, stk. 5, at indhente oplysninger hos udbydere af betalingstjenester til brug for momskontrollen af udenlandske internetvirksomheder.
Skattestyrelsen ønsker at fortsætte kontrollen af, om udenlandske internetvirksomheder, der sælger varer ved fjernsalg til danske privatpersoner og andre ikke-momsregistrerede købere, angiver korrekt moms til Danmark.
Ligeledes ønsker Skattestyrelsen at forsætte kontrollen af, om udenlandske internetvirksomheder, der sælger elektronisk leverede ydelser til ikke-afgiftspligtige personer i Danmark, angiver korrekt moms til Danmark.
Skatterådet har tidligere givet Skattestyrelsen tilladelse til at indhente tilsvarende oplysninger. Den seneste tilladelse forud for denne er offentliggjort som SKM2023.183.SKTST.
Hvem pålægges oplysningspligt?
Skattestyrelsen ønsker at pålægge pengeinstitutter mv., der udbyder betalingstjenester, og som udsteder betalingskort til danske privatpersoner, pligt til at levere oplysninger.
Hvis nogle af pengeinstitutterne mv. er en del af en koncern, der udbyder betalingstjenester i andre selskaber i koncernen, der er relevant i forhold til pålægget, skal pålægget også omfatte disse selskaber.
Hvilke oplysninger indhentes?
Skattestyrelsen ønsker at indhente betalingskortoplysninger om unavngivne privatpersoners brug af betalingskort i udlandet, så der kan tilvejebringes en oversigt over det samlede beløb, der er overført til konkrete beløbsmodtagere i udlandet pr. måned i oprindelig valuta og danske kroner.
Der indhentes oplysninger om de enkelte beløbsmodtagere i et omfang, som gør det muligt for Skattestyrelsen at identificere de konkrete beløbsmodtagere med hensyn til navn, adresse, land, hjemmeside, branche mv.
Afgrænsningen af datamængden og den efterfølgende proces med udlevering af dataene afklares i dialog med de selskaber mv., der er omfattet af pålægget.
For hvilken periode indhentes oplysninger?
Skattestyrelsen ønsker tilladelse til at indhente oplysninger om betalinger foretaget i kalenderårene 2023 og 2024.
Indstilling
Det indstilles, at Skatterådet i medfør af momslovens § 75, stk. 5, giver Skattestyrelsen tilladelse til at indhente oplysninger hos udbydere af betalingstjenester til brug for momskontrollen af udenlandske internetvirksomheder.
Skatterådets beslutning
Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og meddelte således tilladelse til, at Skattestyrelsen efter momslovens § 75, stk. 5, indhenter oplysninger, som er angivet i indstillingen.