Sag BS-15070/2022-KBH
Parter
A
(v/ advokat René Bjerre)
mod
Skatteministeriet
(v/ advokat Anne Laursen)
og
Sag BS-15056/2022-KBH
Parter
A
(v/ advokat René Bjerre)
mod
Skatteministeriet
(v/ advokat Anne Laursen)
Denne afgørelse er truffet af dommer Grethe Jørgensen.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagerne BS-15056/2022-KBH og BS-15070/2022-KBH den 20. april 2022.
Sagerne vedrører A’s skatteansættelse for årene 2010 til 2013, herunder om hun havde en skattepligtig indkomst fra G1-virksomhed i 2010, om hendes skattepligt til Danmark ophørte den 18. marts 2012 og om række indsættelser på hendes konto i årene 2011-2013 var skattepligtig indkomst.
A har i sagen BS-15056/2022-KBH nedlagt påstand om, at A’s skatteansættelse for indkomståret 2010 nedsættes med kr. 339.026, subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
A har i sagen BS-15070/2022-KBH nedlagt påstand om, at A’s skatteansættelse for indkomståret 2011 nedsættes med kr. 2.116.369, at skatteansættelsen for indkomståret 2012 nedsættes med kr. 596.389, og at skatteansættelsen for indkomståret 2013 nedsættes med kr. 123.133, subsidiært at A’s skatteansættelser for indkomstårene 2011-2013 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse i begge sager.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen
Af afgørelse fra Landsskatteretten af 21. januar 2022, sagsnr. 13-0224726, i sagen BS-15056/2022-KBH fremgår blandt andet:
"…
| Klager: | A |
| Klage over: | SKAT's afgørelse af 9. april 2013 |
| Cpr.nr.: | |
| Indkomstår: | 2010 |
| Klagepunkt | SKAT's afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
| Personlig indkomst | | | |
| Forhøjelse af lønindkomst | 339.026 kr. | 0 kr. | 339.026 kr. |
…
Faktiske oplysninger
Af SKAT’s afgørelse af 9. april 2013 vedrørende sagens faktiske oplysninger fremgår følgende:
"Du var i indkomståret 2010 ansat som direktør og direktionsmedlem i G1-virksomhed, som du har stiftet. Af bogføringen i selskabet fremgår det tillige, at du er hovedanpartshaver i selskabet.
For indkomståret 2010 har du modtaget løn, jf. de regnskabsmæssige specifikationer i alt kr. 339.026. Beløbet er ikke lønoplyst til SKAT af G1-virksomhed, og du har ikke selvangivet lønindkomst for indkomståret 2010."
Af SKAT’s udtalelse vedrørende de faktiske forhold fremgår følgende:
"Klager er for indkomståret 2010 direktør for selskabet G1-virksomhed. Der er ikke andre ansatte samt selskabet har ikke lønangivet i 2010.
For indkomståret 2009 har selskabet i regnskabet note 1 - personaleomkostninger - oplyst vederlag til direktionen 260.000 kr. For regnskab 2010 anføres der under note 2 - personaleomkostninger - personaleudgifter 339.026 og vederlag til direktionen for 2009 bruges som sammenligning.
Af regnskabet for 2009 pr. 31. december er der anført et tilgodehavende hos anpartshaver på 112.172 kr. Pr. 31. december 2010 er dette beløb kr. 0,-.
Der er ikke under sagens behandling fremsendt dokumentation for bevægelser på konto for mellemværende med hovedanpartshaver.
Skatteyder har ikke selvangivet løn fra G1-virksomhed, men har selvangivet anden kapitalindkomst 299.294 kr."
SKAT’s afgørelse
SKAT har truffet afgørelse om, at der er grundlag for at klagerens lønindkomst forhøjes med 339.026 kr.
…
Landsskatterettens afgørelse
Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Dette følger af statsskattelovens § 4.
Når henses til, at der i selskabet G1-virksomhed’s regnskabsspecifikation om personaleomkostninger for indkomståret 2010 er anført personaleudgifter for 339.026 kr., at klageren vedrørende selskabet G1-virksomhed er anført som stifter, direktør, direktionsmedlem og hovedanpartshaver, at der ikke er andre ansatte i selskabet, og at selskabet ikke har lønoplyst for indkomståret 2010, finder retten, at der er grundlag for at anse klageren for at have modtaget løn på 339.026 kr. fra selskabet G1-virksomhed, jf. statsskattelovens § 4.
Det af klageren anførte om gældseftergivelse ses ikke at være underbygget på tilstrækkelig vis, hvorfor dette ikke giver anledning til ændringer.
Der ses i øvrigt ikke at være omstændigheder, som gør, at der er grundlag for ændring af SKAT’s afgørelse.
Landsskatteretten stadfæster SKAT’s afgørelse.
…"
Af afgørelse fra Landsskatteretten af 21. januar 2022, sagsnr. 15-2108422, i sagen BS-15070/2022-KBH fremgår blandt andet:
"…
| Klager: | A |
| Klage over: | SKAT's afgørelse af 20. maj 2015 |
| Cpr-nr.: | |
| Indkomstår: | 2011, 2012 og 2013 |
| Klagepunkt | SKAT's afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
| Fuld skattepligt til Danmark i indkomstårene 2011, 2012 og 2013 | Ja | Skattepligt til Danmark ophørt pr. 18. marts 2012 | Ja |
| Indkomståret 2011 Forhøjelse af indkomst | 2.116.369 kr. | 0 kr. | 2.116.369 kr. |
| Indkomståret 2012 Forhøjelse af indkomst | 596.389 kr. | 0 kr. | 596.389 kr. |
| Indkomståret 2013 Forhøjelse af indkomst | 123.133 kr. | 0. kr. | 123.133 kr. |
…
Faktiske oplysninger
Klageren og dennes ægtefælle har været gift siden (red.fjernet.dato1). Ægteparret har sammen to børn, som er født i henholdsvis (red.fjernet.årstal1) og (red.fjernet.årstal2).
Klageren, dennes ægtefælle og deres to børn er alle i det centrale personregister anført som værende udrejst af Danmark siden 18. marts 2012.
Klageren har den (red.fjernet.dato3) stiftet selskabet G1-virksomhed ligesom klageren har været direktør for selskabet fra 1. januar 2006 til 11. marts 2012. Der blev afsagt konkursdekret over selskabet af Sø- og handelsretten den 3. november 2015. Konkursbehandlingen blev afsluttet den (red.fjernet.dato4), hvorefter selskabet blev opløst.
Klageren har den (red.fjernet.dato5) stiftet selskabet G2-virksomhed, ligesom klageren har været direktør for selskabet fra (red.fjernet.dato5) til 11. marts 2012.
Klageren har været direktør og bestyrelsesmedlem i G3-virksomhed (tidligere G3-virksomhed) fra 29. januar 2011 til 11. marts 2012. Der blev afsagt konkursdekret over selskabet 11. april 2017 af Sø- og Handelsretten. Selskabet blev stiftet af G1-virksomhed.
For indkomståret 2011 har SKAT anset indsætninger på klagerens konti i F1-bank og F2-bank på i alt 2.116.369 kr. for skattepligtige. SKAT har opgjort indsætningerne som følger:
| Dato | Tekst | F1-bank X1- konto | F2-bank X2- konto |
| 03-01-2011 | G1-virksomhed | | 10.000,00 |
| 17-01-2011 | G1-virkomhed | | 13.000,00 |
| 01-02-2011 | G1-virkomhed | | 10.000,00 |
| 02-02-2011 | G1-virkomhed | 30.000,00 | |
| 07-02-2011 | G4-virksomhed | | 300.000,00 |
| 28-02-2011 | MR N | | -35.000,00 |
| 01-03-2011 | MR HB | 35.000,00 | |
| 10-03-2011 | G3-virksomhed | | -100.000,000 |
| 14-03-2011 | G1-virkomhed | | -3.500,00 |
| 08-04-2011 | G4-virksomhed | | 103.519,90 |
| 08-04-2011 | MR N | | -20.000,00 |
| 11-04-2011 | MR H | 20.000,00 | |
| 11-04-2011 | G1-virksomhed | | -3.000,00 |
| 26-04-2011 | MR HB | 20.000,00 | |
| 27-04-2011 | N | | -20.000,00 |
| 09-05-2011 | Advokat IC | 908.449,19 | |
| 10-05-2011 | Bgs MR HB | -500.000,00 | |
| 11-05-2011 | A | | 500.000,00 |
| 27-06-2011 | Betaling Land | | 160.000,00 |
| 30-06-2011 | MFP N | | -20.000,00 |
| 01-07-2011 | MR HB | 20.000,00 | |
| 01-08-2011 | G3-virksomhed | | 120.000,00 |
| 01-08-2011 | MFP N | | -20.000,00 |
| 02-08-2011 | NR HB | 20.000 | |
| 02-09-2011 | MFP N | | -30.000,00 |
| 05-09-2011 | MR HB | 30.000,00 | |
| 08-09-2011 | Lån G1-virksomhed | | -6.500,00 |
| 20-09-2011 | G3-virksomhed | | -7.000,00 |
| 28-09-2011 | Bgs G1-virksomhed | -5.000,00 | |
| 04-10-2011 | Bgs G1-virksomhed | -16.000,00 | |
| 11-10-2011 | G1-virksomhed | | 16.000,00 |
| 20-10-2011 | G1-virksomhed | 300.000 | |
| 01-11-2011 | MR N | | -10.000,00 |
| 02-11-2011 | MR HB | 10.000,00 | |
| 14-11-2011 | Bgs IE | 136.400,00 | |
| 01-12-2011 | G1-virksomhed | 50.000,00 | 25.000,00 |
| 30-12-2011 | Fra G3-virksomhed | | 35.000,00 |
| 30-12-2011 | Fra G2-virksomhed | | 40.000,00 |
| I alt | | 1.058.849,19 | 1.057.519,90 |
| Indbetalt i alt | | | 2.116.359,09 |
For indkomståret 2012 har SKAT anset indsætninger på klagerens konti i F1-bank og F2-bank på i alt 596.389 kr. for skattepligtige.
SKAT har opgjort indsætningerne som følger:
| Dato | Tekst | F1-bank X1-konto | F2-bank X2-konto |
| 30-12-2011 | BgstilHB | -10.000,00 | |
| 02-01-2012 | A | | 10.000,00 |
| 02-01-2012 | Fra G3-virksomhed | 63.000,00 | |
| 01-02-2012 | G3-virksomhed | | 160.000,00 |
| 01-02-2012 | MFP N | | -80.000,00 |
| 02-02-2012 | MFP N | | -80.000,00 |
| 02-02-2012 | MR HB | 80.000,00 | |
| 07-02-2012 | Bgs til F2-bank | -18.000,00 | |
| 27-02-2012 | Bgs Lån | 297.888,68 | |
| 10-04-2012 | Fra G2-virksomhed | 70.000,00 | |
| 10-04-2012 | Bgs til MR HB | -65.000,00 | |
| 11-04-2012 | A | | 65.000,00 |
| 04-07-2012 | Bgs G1-virksomhed | 15.000,00 | |
| 31-07-2012 | Bgs G1-virksomhed | 8.500,00 | |
| I alt | | 441.388,68 | 155.000,00 |
| Indbetalt i alt | | | 596.388,68 |
For indkomståret 2013 har SKAT anset indsætninger på klagerens konti i F1-bank og F2-bank på i alt 123.133 kr. for skattepligtige.
SKAT har opgjort indsætningerne som følger:
| Dato | Tekst | F1-bank X1-konto | F2-bank X2-bank |
| 28-02-2013 | Udenlandsk overførsel | 33.912,96 | |
| 04-04-2013 | Bs betaling X3-konto | 11.782,9´80 | |
| 11-04-2013 | (red.fjernet.andelsforening) | 3.755,71 | |
| 11-04-2013 | Afregning Y1-adresse | 19.906,82 | |
| 15-04-2013 | Bgs G2-virksomhed | -5.000,00 | |
| 23-08-2013 | G2-virksomhed | | 50.000,00 |
| 16-09-2013 | Overførsel (red.fjernet.fakturering) | 600,15 | |
| 08-10-2013 | Udenlandsk overførsel | 8.174,33 | |
| I alt | | 73.132,77 | 50.000,00 |
| Indbetaling i alt | | | 123.132,77 |
Klageren har siden 2006 (skødedato 6. juli 2006) været ejer af ejendommen Y2-adresse i Y3-by. Den ene af ejendommens bygninger er registreret som stuehus til landbrugsejendom med et samlet boligareal på 471 kvm.
Klageren har siden 2008 (skødedato 14. april 2008) været ejer af ejendommen Y4-adresse i Y3-by. Ejendommen er registreret som et fritliggende enfamilieshus (parcelhus) med et samlet boligareal på 94 kvm.
SKAT har sendt forslag til klageren den 23. april 2015, og afgørelsen er sendt 20. maj 2015.
SKAT’s afgørelse
Indkomstårene 2011 og 2012
SKAT har truffet afgørelse om, at der er grundlag for beskatning af indkomst på henholdsvis 2.116.369 kr. og 596.389 kr. i indkomstårene 2011 og 2012
…
Landsskatteretten’s afgørelse
Skattepligt
Personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark. Det fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.
Ved afgørelsen af, om betingelsen for bopæl er opfyldt, lægges der vægt på, om den pågældende ved at grunde husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at vedkommende har til hensigt at have hjemsted her i landet. Det fremgår af kapitel 1 i cirkulære nr. 135 af 4. november 1988 om opkrævning af indkomst- og formueskat efter kildeskatteloven.
Der er således tale om et bredt tilknytningskriterium, hvor der lægges vægt på både objektive og subjektive kriterier.
Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at vedkommende på tidspunktet for fraflytningen til udlandet ikke længere er omfattet af fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af Højesterets dom af 6. april 2001, offentliggjort i SKM2001.388.HR.
Retten finder, at de af klageren fremlagte købsaftaler vedrørende klagerens ejendomme i Y3-by, ikke ses at være bestyrket af andre forhold.
Retten finder, at der ikke er grundlag for at anse den fulde skattepligt til Danmark for ophørt. Der er i denne forbindelse henset til, at klageren ikke har dokumenteret fraflytning til udlandet, ligesom det bemærkes, at klageren stadig, ifølge tingbogen, er ejer af sine to ejendomme i Danmark.
Retten finder endvidere ikke, at adresseændringen til udlandet pr. 18. marts 2012 i sig selv er tilstrækkelig dokumentation for, at den fulde skattepligt til Danmark er ophørt.
Der ses ikke i øvrigt at være omstændigheder, som underbygger klagerens påstand om, at den fulde skattepligt til Danmark er ophørt.
Landsskatteretten stadfæster SKAT’s afgørelse.
Indsætninger på klagerens bankkonti
Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Dette fremgår af statsskattelovens § 4.
Personlig indkomst omfatter alle de indkomster, der indgår i den skattepligtige indkomst, og som ikke er kapitalindkomst. Det følger af personskattelovens § 3, stk. 1.
Den skattepligtige har endvidere pligt til at selvangive sine indtægter. Det følger af dagældende skattekontrollovens § 1.
Det er klageren, der har bevisbyrden for, at kontante indsætninger og bankoverførsler stammer fra allerede beskattede midler eller ikke i øvrigt er skattepligtige. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om klagerens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette kan udledes af byretsdom af 28. februar 2017 offentliggjort i SKM2017.233.BR.
Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke ses at være selvangivet, kan indkomsten forhøjes. Det følger af fast praksis og kan udledes af SKM2011.208.HR.
Efter praksis er det den skattepligtige, der skal dokumentere sine formueforhold, herunder for modtagne kontante indbetalinger på bankkonti. Det kan udledes af byretsdom af 30. januar 2013 offentliggjort i SKM2013.274.BR.
Der er på klagerens konti i indkomstårene 2011 - 2013 indgået henholdsvis 2.116.369 kr., 596.389 kr. og 123.133 kr.
Retten finder, at der er grundlag for at anse overførslerne til klagerens konti for at udgøre midler, som skal beskattes, jf. statsskattelovens § 4. Der er i denne forbindelse henset til, at der ikke er fremlagt dokumentation for eller på anden vis foreligger en tilstrækkelig sandsynliggørelse af, at der er tale om overførsler, som ikke skal undergives beskatning. Der ses således ikke at foreligge materiale, som underbygger, at overførslerne skulle udgøre lån eller udlæg.
Landsskatteretten stadfæster SKAT’s afgørelse.
…"
Parternes synspunkter
A har i sit påstandsdokument af 3. april 2024 i BS15056/2022-KBH anført:
"…
Hovedanbringender
Sagen vedrører, hvorvidt A (herefter A) modtog en lønudbetaling fra selskabet G1-virksomhed på kr. 339.026 i indkomståret 2010.
Det er sagsøgers opfattelse, at A ikke modtog løn fra G1-virksomhed i 2010. A fik eftergivet en gæld til G1-virksomhed, hvilket er selvangivet af A.
… …
Det gøres gældende, at A ikke modtog løn fra G1-virksomhed i indkomståret 2010.
Der foreligger ingen dokumentation for overførsler af løn til A i 2010, ligesom hverken G1-virksomhed eller A foretog indberetning af løn til SKAT.
A havde en gæld til G1-virksomhed, der pr. 31. december 2009 udgjorde kr. 112.172 (bilag 2). Denne gæld steg i løbet af indkomståret 2010 til kr. 189.294. Dette beløb blev eftergivet af G1-virksomhed, hvorefter A’s gæld til selskabet blev nedskrevet til kr. 0 (bilag 3).
A selvangav gældseftergivelsen fra G1-virksomhed sammen med en tilsvarende gældseftergivelse fra selskabet G3-virksomhed i 2010 på kr. 110.000. Den samlede gældseftergivelse udgjorde kr. 299.294, der blev selvangivet som kapitalindkomst ved A’s selvangivelse for 2010 (bilag 4).
Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte A af en påstået lønindtægt på kr. 339.026 i indkomståret 2010. Der foreligger ingen dokumentation for, at A har opnået en økonomisk fordel eller modtaget løn fra G1-virksomhed på det omhandlede beløb. Det gøres gældende, at bevisbyrden for, at der reelt er tilgået A løn påhviler sagsøgte, der ikke har løftet denne bevisbyrde.
Det gøres gældende, at der ikke kan lægges afgørende vægt på G1-virksomhed´s årsrapport, hvorved personaleomkostninger på kr. 339.026 kvalificeres som vederlag til direktionen (bilag A). Det gøres gældende, at hverken anførelsen af personaleudgifter af den omhandlede karakter og størrelse eller udbetalingen af et vederlag på kr. 260.000 i det forudgående indkomstår på nogen måde er tilstrækkeligt dokumentation til at gennemføre beskatning af A af løn i 2010.
Der foreligger ingen dokumentation for, at der reelt er tilgået A en økonomisk fordel i form af løn eller andet end den selvangivne gældseftergivelse i indkomståret 2010.
Den subsidiære påstand
Den subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at retten måtte finde, at A har modtaget løn fra G1-virksomhed i indkomståret 2010 men ikke med det fulde beløb på kr. 339.026. I et sådant tilfælde bør retten - i overensstemmelse med praksis - hjemvise sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
…"
A har i sit påstandsdokument af 3. april 2024 i BS15070/2022-KBH anført:
"…
Hovendanbringender
Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnet gældende, at A fraflyttede og opgav sin tilknytning til Danmark ved flytning den 18. marts 2012. Herved ophørte A’s fulde skattepligt til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.
Det gøres videre gældende, at indsætningerne på A’s private konti i indkomstårene 2011-2013 er skattefrie. Der er ikke grundlag for at beskatte A af indsætningerne.
Nærmere om A’s skattepligt
Det gøres gældende, at A opgav sin bopæl i Danmark i forbindelse med fraflytningen den 18. marts 2012. Herved ophørte A’s skattepligt til Danmark. Overførsler til A efter den 18. marts 2012 er således ikke skattepligtige i Danmark, uanset de enkelte overførslers karakter.
A var på tidspunktet for sin fraflytning i marts 2012 ejer af ejendommene beliggende henholdsvis Y4-adresse, Y3-by og Y2-adresse, Y3-by.
Den 15. marts 2012 - altså umiddelbart forud for fraflytningen den 18. marts 2012 - afhændede A ejendommene Y4-adresse, Y3-by og Y2-adresse, Y3-by til selskabet, G2-virksomhed (bilag 2 og 3).
Det er mellem parterne omtvistet, hvorvidt den reelle ejer af G2-virksomhed på afhændelsestidspunktet var IF eller A’s ægtefælle IG. Dette har, efter sagsøgtes opfattelse, afgørende betydning for bevisbyrden for, hvorvidt A’s råderet over ejendommene på Y5-vej ophørte ved salgene.
Det gøres gældende, at A, efter afhændelse af ejendommene Y4-adresse og Y2-adresse, Y3-by, ikke længere rådede over en bolig i Danmark.
Det bestrides, at A’s ægtefælle, IG, var kapitalejer af G4-virksomhed i indkomståret 2012. Det gøres gældende, at Østre Landsrets dom af 24. maj 2019 (bilag A) alene medfører, at IG kan anses for kapitalejer handlede sag.
Det gøres gældende, at IF var indehaver af G4-virksomhed såvel forud for som på det tidspunkt, hvor A fraflyttede Danmark.
Københavns Byret skal foretage en konkret vurdering af den samlede foreliggende dokumentation for ejerskabet og afsige sin dom baseret på denne, uden afgørende hensyn til Østre Landsrets dom af 24. maj 2019. Det bestrides, at manglende dokumentation for efterfølgende transaktioner med kapitalandelene i G4-virksomhed har processuel skadevirkning, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2 eller i øvrigt skal tillægges afgørende vægt ved den konkrete subsumption af problemstillingen.
Det bestrides, at IG var direktør i G4-virksomhed i de omhandlede indkomstår, herunder indkomståret 2011.
Det fremgår med klarhed af den fremlagte dokumentation, herunder særligt korrespondance angående udlån af midler til køb af et pantebrev (bilag 15), budaftale vedrørende køb af ejendom (bilag 16) samt salgsaftale vedrørende lejligheder og aktier (bilag 19 og 20), at IG ikke blot kunne ekspedere aftaler eller handle på G4-virksomheds vegne som en ejer eller direktør. Aftaler og dispositioner blev clearet med og endeligt godkendt af IF.
Videre var IF registreret som ejer af G2-virksomhed (bilag 4) og fremsendte dokumentation for ejerskab af selskabet til advokat IC i 2016 (bilag 13 og 14).
Det gøres gældende, at det på grundlag af den foreliggende dokumentation skal lægges til grund, at dispositionerne er gennemført i overensstemmelse med det af sagsøger anførte indhold og mellem uafhængige parter.
At A opgav rådigheden over ejendommene ved salgene, fremgår videre af, at disse blev udlejet af G2-virksomhed. For så vidt angår ejendommen beliggende Y2-adresse, Y3-by, lejede IH ved lejekontrakt af 26. marts 2013 (bilag 22) 4 værelser på 130 m² af den omhandlede ejendom.
For så vidt angår ejendommen beliggende Y4-adresse, Y3-by, blev ejendommen udlejet ved lejekontrakt af 1. juli 2012 (bilag 23) og efterfølgende henholdsvis den 1. december 2012 (bilag 24) og 15. februar 2014 (bilag 25).
Det gøres gældende, at lejekontrakterne underbygger og dokumenterer, at A opgav rådigheden over ejendommene, som overgik til G2-virksomhed, der efterfølgende forestod udlejning og udnyttelse af ejendommene.
Det gøres gældende, at bevisbyrden for, at der - i strid med de indgåede købsaftaler (bilag 2 og 3) - ikke skete en reel overdragelse af ejendommene mellem A og G2-virksomhed, påhviler Skatteministeriet, der på ingen måde har løftet denne bevisbyrde.
Skatteministeriet har ikke fremlagt dokumentation for eller på anden måde sandsynliggjort, at der ikke blev gennemført en overdragelse af ejendommene Y4-adresse, Y3-by og Y2-adresse, Y3-by mellem A og G2-virksomhed.
Eneste reelle synspunkt, anført til støtte for at ejendommene ikke blev overdraget mellem A og G2-virksomhed, er, at A fremstår som tinglyst ejer af ejendommene.
Det bestrides ikke, at A - efter overdragelsen - fortsat var registreret som tinglyst ejer af ejendommene Y4-adresse, Y3-by og Y2-adresse, Y3-by.
Tinglysning er alene en sikringsakt overfor tredjemand. Manglende tinglysning medfører derfor hverken civil- eller skatteretligt, at en overdragelsesaftale ikke er bindende for parterne. Tinglysning regulerer alene forholdet til tredjemand, som i god tro måtte købe ejendommen af den tinglyste ejer.
I den forbindelse skal det særligt fremhæves, at en ejendomshandel rent skatteretligt tillægges virkning allerede på det tidspunkt, hvor køber og sælger har indgået en endelig og bindende overdragelsesaftale. Dette uanset hvorvidt ejendomshandlen er tinglyst mellem parterne.
Det gøres gældende, at det herefter påhviler Skatteministeriet at dokumentere, at A efter den 15. marts 2012 har haft bolig til rådighed i Danmark, samt at A ikke havde til hensigt at opgive sin tilknytning til Danmark ved fraflytningen i 2012. Denne bevisbyrde er ikke løftet.
Det faktum, at A og familien i den første tid efter fraflytningen rejste i Y6-land, Y7-land og Y8-land, kan ikke tages til indtægt for, at A og familien ikke havde til hensigt at etablere bopæl i Y6-land og derved opgive tilknytningen til Danmark. Den efterfølgende bosætning i udlandet samt afhændelsen af ejendommene i Danmark underbygger og dokumenterer selvsagt endvidere denne hensigt.
Nærmere om indsætningerne på A’s private konti i 2011-2013
Det gøres gældende, at indsætningerne på A’s private konti i indkomstårene 2011-2013 ikke udgør skattepligtig indkomst for A. Det gøres videre gældende, at indsætningerne, foretaget efter den 18. marts 2012, ikke skal medregnes til A’s skattepligtige indkomst i Danmark, idet A’s skattepligt ophørte på tidspunktet for fraflytningen.
Indsætningerne fra G1-virksomhed
Det gøres gældende, at indsætningerne fra G1-virksomhed i 2011 og 2012 på i alt kr. 477.500 udgjorde tilbagebetaling af A’s tilgodehavende hos selskabet.
A havde henholdsvis den 31. december 2011 og den 31. december 2012 et tilgodehavende hos G1-virksomhed på kr. 896.023 (bilag 5) og kr. 646.354 (bilag 6).
G1-virksomhed’s overførsler til A’s private konti i 2011 og 2012 udgjorde delvis tilbagebetaling af selskabets løbende mellemværende med A og blev foretaget med henblik på at nedbringe selskabets gæld til A. G1-virksomhed’s overførsler blev løbende bogført på A’s mellemregning med selskabet.
Det gøres gældende, at det er tilstrækkeligt dokumenteret og sandsynliggjort, at G1-virksomhed’s overførsler i 2011 og 2012 udgjorde tilbagebetaling af A’s tilgodehavende hos selskabet. Der er dermed ikke grundlag for at beskatte overførslerne fra G1-virksomhed i 2011 og 2012 som yderligere skattepligtig indkomst for A.
Indsætningerne fra G2-virksomhed
Indsætningerne fra G2-virksomhed den 30. december 2011 og den 10. april 2012 på henholdsvis kr. kr. 40.000 og kr. 70.000 (bilag 1, side 2 og 3) udgjorde tilbagebetaling af et lån, som A havde ydet selskabet i 2011.
A havde den (red.fjernet.dato5) ydet et lån på kr. 172.500 til G2-virksomhed, jf. gældsbrev udstedt mellem A og G2-virksomhed den (red.fjernet.dato5) (bilag 7). Det fremgår af gældsbrevet, at lånet skulle forrentes med 10% årligt. Lånet kunne opsiges straks af begge parter til hel eller delvis indfrielse.
Den 3. april 2012 fremsendte A en rentenota til G2-virksomhed, hvori selskabet for perioden (red.fjernet.dato5) til 3. april 2012 blev opkrævet kr. 11.531,51 i renter samt et overførselsgebyr på (red.fjernet.valuta) 15, svarende til kr. 87,37 (bilag 8).
G2-virksomhed indfriede i umiddelbar forlængelse af modtagelse af rentenotaen selskabets gæld til A, jf. oversigt over G2-virksomhed’s og A’s løbende mellemværende (bilag 9). Oversigten dokumenterer, at selskabets overførsler den 30. december 2011 og den 10. april 2012 på henholdsvis kr. 40.000 og kr. 70.000, udgjorde en tilbagebetaling af lånet ydet af A.
Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte overførslerne fra G2-virksomhed som yderligere skattepligtig indkomst for A i henholdsvis 2011 og 2012.
Overførslerne fra G4-virksomhed
Det gøres gældende, at indsætningerne fra G4-virksomhed i 2011 på i alt kr. 403.519,90 henholdsvis den 7. februar 2011 med kr. 300.000 og den 8. april 2011 med kr. 103.519,90 udgjorde deludbetalinger af et lån, som A havde optaget i selskabet.
G4-virksomhed indvilligede primo 2011 i at yde et lån til A på i alt kr. 1.369.910,00, jf. gældsbrev udstedt mellem G4-virksomhed og A den 25. januar 2011 (bilag 10).
Det fremgår af gældsbrevet (side 2), at det blev underskrevet af henholdsvis IF på vegne G4-virksomhed og af A.
Lånet blev efterfølgende forlænget ved aftale mellem parterne indgået den 25. januar 2016 (bilag 26).
Lånet blev tilbagebetalt i januar måned 2019 (bilag 27-29).
Det gøres gældende, at det, fuldt ud er dokumenteret og godtgjort, at låneaftalen mellem A og G4-virksomhed var retskraftig og grundlag for overførslerne. Det gøres videre gældende, at dette skal lægges til grund ved vurderingen af, hvorvidt dispositionerne på A’s konti udgjorde skattepligtige indsætninger eller udbetaling af lånebeløb.
Der er dermed ikke grundlag for at beskatte overførslerne fra G4-virksomhed som yderligere skattepligtig indkomst for A i indkomstårene 2011 og 2012.
... ...
Uagtet hvorvidt retten lægger til grund, at A’s ægtefælle, IG var ejer af G4-virksomhed i 2011, vil de gennemførte låneoverførsler desuagtet ikke udgøre skattepligtig indkomst for A i årene 2011 og 2012.
Indsætningerne på A’s private konti (bilag 1, side 2 og 3), udgørende samlet kr. 403.519.90, blev foretaget 7. februar 2011 og den 8. april 2011.
Det gøres gældende, at lån ydet af G4-virksomhed forud for den 14. august 2012, alene vil udgøre skattepligtig indkomst for A, såfremt hun var insolvent på lånetidspunktet. Dette følger af fast praksis angående mellemregninger og lån ydet til hovedanpartshavere forud for indførelsen af ligningslovens § 16 E.
A var ikke insolvent på tidspunktet for lånet ydet af G4-virksomhed Bevisbyrden for at dette var tilfældet påhviler i henhold til praksis Skatteministeriet, der ikke har løftet denne.
Der er dermed heller ikke - i det omfang retten måtte finde, at G4-virksomhed var ejet af A og hendes ægtefælle - grundlag for at beskatte overførslerne fra G4-virksomhed som yderligere skattepligtig indkomst for A i 2011.
Overførslerne fra IE
Det gøres gældende, at overførslen fra IE den 14. november 2011 på kr. 136.400 til A’s konto i F1-bank, udgør tilbagebetaling af et lån, som A’s ægtefælle, IG, havde ydet til IE.
IG havde i 2010 og 2011 løbende ydet en række større og mindre lån til IE, jf. opgørelse udarbejdet den 25. oktober 2011 over IG’s tilgodehavende ved IE (bilag 11).
Det fremgår af opgørelsen, at IG’s tilgodehavende hos IE pr. 25. oktober 2011 udgjorde i alt kr. 136.400.
Det blev mellem IG og IE aftalt, at IE skulle tilbagebetale lånet på kr. 136.400, når hun modtog betaling for afhændelse af sin lejlighed, Y9-adresse.
IE indfriede umiddelbart efter, at hun havde modtaget betalingen på kr. 700.000 for salget af sin lejlighed, Y9-adresse, lånet på kr. 136.400 hos IG.
Det bemærkes for god ordens skyld, at IE’s overførsel af beløbet på kr. 136.400 til A’s konto i F1-bank skete efter aftale med IG.
Det gøres gældende, at der på det foreliggende grundlag ikke er baggrund for at beskatte overførslen den 14. november 2011 på kr. 136.400 fra IE som skattepligtig indkomst for A i indkomståret 2011.
… …
Det gøres gældende, at overførslen fra IE den 27. februar 2012 på kr. 297.888,68 med teksten "Bgs Lån" på A’s konto i F1-bank udgør en delvis overførsel af et lån på i alt kr. 300.000, ydet af IE til A’s ægtefælle, IG, jf. gældsbrev udstedt den 27. februar 2012 (bilag 12).
Det fremgår af gældsbrevet, at det mellem IE og IG, var aftalt, at lånet på kr. 300.000 dels skulle ydes ved en kontantbetaling på kr. 2.112 og dels ved en overførsel på kr. 297.888.
Det bemærkes i den forbindelse, at IE’s overførsel af beløbet på kr. 297.888,68 til A’s konto i F1-bank fandt sted efter aftale med IG.
Overførslen på kr. 297.888,68 udgør et lån og er ikke skattepligtig indkomst for A i 2012.
Dispositioner med G3-virksomhed og øvrige indsætninger
Det gøres gældende at en række overførsler, der er benævnt "G3-virksomhed" samt "Advokat IC" og "Betaling land" alle har tilknytning til et grundkøb gennemført af G3-virksomhed. A assisterede selskabet med et lån i forbindelse med købet.
Overførslerne foretaget henholdsvis den 9. maj 2011 med teksten "Advokat IC" på kr. 908.449, den 27. juni 2011 med teksten "Betaling land" med kr. 160.000, den 1. august 2011 med teksten "G3-virksomhed" på kr. 120.000, den 30. december 2011 med teksten "Fra G3-virksomhed" på kr. 35.000, den 2. januar 2012 med teksten "Fra G3-virksomhed" på kr. 63.000 og den 1. februar
2012 med teksten "G3-virksomhed" på kr. 160.000 vedrører alle tilbagebetaling af lånet ydet til G3-virksomhed vedrørende køb af et grundstykke.
... ...
For så vidt angår de øvrige overførsler i perioden fra 28. februar 2012 til 8. oktober 2013 gøres det gældende, at A’s skattepligt til Danmark var ophørt på tidspunktet for overførslerne. Overførslerne er, uanset hvorvidt disse måtte være skattefrie eller skattepligtige, ikke underlagt dansk beskatningsret. Det bestrides, at der er tale om skattepligtige overførsler. Det bestrides videre, at der foreligger en skærpet bevisbyrde i relation til, hvorvidt disse overførsler er skattepligtige eller skattefrie. Konkret er dette uden betydning, idet A’s skattepligt til Danmark ophørte ved fraflytningen i marts måned 2011. …"
Skatteministeriet har i sit påstandsdokument af 2. maj 2024 anført:
"…
2. Anbringender vedr. indkomståret 2010 - vederlag fra G1-virksomhed (BS-15056/2022-KBH)
Sagen omhandler hvorvidt A som sket skal beskattes af 339.026 kr. som lønindkomst fra G1-virksomhed i indkomståret 2010. Oplysningerne om, at hun oppebar 339.026 kr. i løn stammer fra G1-virksomhed’s årsregnskab.
Det påhviler A, at godtgøre at oplysninger i virksomhedens regnskab er ukorrekte og ikke kan lægges til grund for hendes skatteansættelse, i hvert fald i en situation hvor hun er ansvarlig for regnskabet, jf. SKM2021.44.VLR og TfS 2014,680 Ø.
A bærer i det hele taget bevisbyrden for ikke at have modtaget løn eller honorar, da det fremgår af G1-virksomhed’s årsrapporter, at hun har oppebåret indtægten, jf. TfS 2005,700 V.
Denne bevisbyrde er skærpet, fordi A var interesseforbundet med G1-virksomhed, idet hun i den relevante periode var eneanpartshaver og direktør i selskabet (bilag C), jf. eksempelvis SKM2013.389.ØLR, SKM2008.82.ØLR og SKM2007.809.VLR.
Denne bevisbyrde har hun ikke løftet.
G1-virksomhed havde i 2009 personaleomkostninger for 260.000 kr., jf. årsrapporten for 2009 (bilag 2, s. 4). Personaleomkostningerne var ifølge noterne til årsrapporten vederlag til direktionen (bilag 2, s. 6). A var på tidspunktet eneste medlem af direktionen i G1-virksomhed. I 2010 havde G1-virksomhed ifølge årsregnskabet personaleudgifter for 339.026 kr. (bilag 3, s. 4). Beløbet sammenholdes i regnskabsopstillingen for 2010 med de 260.000, der i 2009 noteret ved posten "vederlag til direktionen". Regnskabet er underskrevet af A som direktør den 11. juli 2011 og er godkendt på selskabets generalforsamling den 12. juli 2011 (bilag 3, s. 1).
Det følger også af G1-virksomhed’s årsrapport fra 2010 (bilag A) med interne specifikationer af det omtvistede beløb på 339.026 kr., at det pågældende beløb netop udgjorde "vederlag direktion" (bilag A, s. 11). A var på tidspunktet fortsat eneste medlem af direktionen i G1-virksomhed, og selskabet havde i øvrigt ingen ansatte (bilag 3, s. 7). Det er herefter A, der bærer bevisbyrden for, at hun ikke har oppebåret beløbet på 339.026 kr. som løn. A har ikke ført et sådant bevis og har i det hele taget hverken forsøgt at forklare, endsige dokumentere, hvad der er sket med de 339.026 kr., direktionen i G1-virksomhed fik i vederlag i regnskabsåret 2010.
A anførte i sin stævning, at "A fik alene eftergivet gæld af G1-virksomhed i 2010." Dette bestrides som udokumenteret og er ikke godtgjort alene ved A’s selvangivelse af beløbet som kapitalindkomst, eller ved det faktum at et tilgodehavende hos anpartshaver på 112.172 kr. i regnskabs- året 2009 nedskrives til 0 kr. i regnskabsåret 2010 (bilag 3, s. 5). At tilgodehavende hos anpartshaver nedskrives fra 112.172 kr. i indkomståret 2009 til 0 kroner i indkomståret 2010 dokumenterer endvidere slet ikke, at nogen gældseftergivelse har fundet sted, men blot at As gæld til selskabet er indfriet. Der er således ingen dokumentation for det af A påståede hændelsesforløb om gældsforløb i bilag 1.
A har endvidere ikke dokumenteret, at G1-virksomhed’s tilgodehavende hos hende steg fra 112.172 kr. til 189.294 kr. i løbet af regnskabsåret 2010, som anført af A på stævningens side 2.
A har ikke fremlagt noget dokumentbevis, herunder låneaftaler, erklæringer om gældseftergivelse eller andet, der kan underbygge forklaringen om at beløbet på 339.026 kr., der er angivet under "personaleudgifter", var hel eller delvis gældseftergivelse til A.
Skatteministeriet bestrider selvsagt, A’s anbringende om, at det bør tillægges vægt, at hun ikke selvangav den løn, hun modtog fra G1-virksomhed i indkomståret 2010, og at G1-virksomhed ikke indberettede A’s løn i indkomståret 2010. Det kan naturligvis ikke udelukke beskatning af løn, der er tilgået A, at hun har undladt at selvangive den. A skal beskattes, netop fordi hun ikke selv har angivet dem som lønindkomst, og fordi alle indtægter i udgangspunktet er skattepligtige, jf. statsskattelovens § 4.
A har dermed ikke løftet sin bevisbyrde for, at beløbet på 339.026 kr. ikke havde karakter af løn. A skal derfor beskattes af beløbet, og ministeriet skal følgelig frifindes.
3. Anbringender vedr. indkomstårene 2011-2013 - skattepligt til Danmark og indsætninger (BS-15070/2022KBH)
Sagen omhandler, om A’s skattepligtige indkomst korrekt er blevet forhøjet med 2.116.369 kr. for 2011, 596.389 kr. for 2012 og
123.133 kr. for 2013 på baggrund af indsætninger på hendes konti i F2-bank og F1-bank. Sagen centrerer sig dels om, hvorvidt A’s fulde skattepligt til Danmark ophørte den 18. marts 2012, og dels om hvorvidt hun i denne forbindelse skal indkomstbeskattes af en række indsætninger i den relevante periode.
Det er Skatteministeriets synspunkt, at A ikke har godtgjort, at hun opgav bopælen i Danmark i skatteretlig henseende, hvorfor hun var fuld skattepligtig til Danmark i hele den relevante periode, og at A i denne forbindelse ikke har godtgjort, at de pågældende indsætninger ikke er skattepligtige.
3.1 A var fuld skattepligtig til Danmark i de relevante indkomstår
Skatteministeriet gør gældende, at A ikke har godtgjort, at bopælen i Danmark er opgivet ved den anmeldte fraflytning, den 18. marts 2012. Det er ubestridt, at A bevarede sin fulde skattepligt til Danmark frem til den 18. marts 2012.
Det fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, at personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark. Bopælsbegrebet opfattes som et bredt tilknytningskriterium, hvor der blandt andet lægges vægt på, om de pågældende ved at grunde husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at de agter at have hjemsted her, jf. cirkulære nr. 135 af 4. november 1988.
Det fremgår af Den juridiske vejledning, afsnit C.F.1.2.3, at "i de tilfælde, hvor skatteyderen efter fraflytningen fortsat har rådighed over en helårsbolig, er dette normalt en tilstrækkelig grund til at anse bopælen for opretholdt […]".
Det er således ikke afgørende, om A har ejet eller lejet en bolig i Danmark, men derimod afgørende, om A har haft adgang til (rådighed over) en egnet bolig i Danmark. Det påhviler A at godtgøre, at boligen i Danmark er opgivet, jf. eksempelvis UfR 2001.1854 H, UfR 2001.1459 H.
Det følger desuden af SKM2016.367.BR, at bevisbyrden for, at bopælen i Danmark blev opgivet ved udrejsen, skærpes, hvis A ikke kan anvise noget andet land, hvor hun efter udrejse fra Danmark har etableret sig med en ny bopæl på en sådan måde, at hun er blevet skattepligtig til dette land.
Også fordi G2-virksomhed er nært forbundet med A’s ægtefælle, IG, påhviler der A en skærpet bevisbyrde for, at hun reelt fraflyttede Danmark. Denne bevisbyrde er ikke løftet.
A har således, uanset Skatteministeriets gentagne opfordringer, ikke dokumenteret, at hun opgav rådigheden over Y4-adresse og Y2-adresse, Y3-by, ligesom hun ikke har fremlagt dokumentation for rejser, skøde, lejeaftale eller andet, som kan dokumentere, at hun tog ophold i et andet land eller etablerede skattepligt udenfor Danmark.
3.1.1 Salget af boligerne på Y5-vej var uden realitet
Det er A’s overordnede synspunkt, at hendes skattepligt til Danmark ophørte den 18. marts 2012. A har til støtte herfor fremlagt to købsaftaler af 15. marts 2012 vedrørende afhændelse af Y4-adresse, Y3-by og Y2-adresse, Y3-by (bilag 2-3), hvilket ifølge hende godtgør, at hun ikke længere rådede over en bolig i Danmark efter sin påståede udflytning den 18. marts 2021, idet aftaler, der er civilretligt bindende, retligt skal kvalificeres i overensstemmelse med aftalernes indhold (stævningen, side 3).
Det gøres gældende, at de påståede overdragelser af ejendommene på Y5-vej var uden realitet. A mistede derfor aldrig adgangen til en bolig i Danmark. De fremlagte aftaler, og de faktiske forhold omkring de påståede overdragelser giver derimod indtryk af, at salgsaftalerne mest af alt var skinmanøvrer. De påståede handlers manglende realitet viser sig allerede ved, at ejendommene blev solgt til et selskab, der ultimativt var ejet af As ægtefælle, mens vilkårene i de fremlagte købs-/salgsaftaler heller ikke blev overholdt. I tillæg hertil kommer det forhold, at A i perioden efter den påståede fraflytning fortsatte med at handle dagligvarer og lignende i Y3-by og omegn, hvilket ligeledes understreger, at A’s bevarede sin fulde skattepligt til Danmark.
At der ikke var realitet i salgene, ses dels fordi der aldrig er sket tinglysning af de påståede overdragelser, dels fordi overdragelserne, ifølge de fremlagte aftaler, skulle være sket til et selskab, der ultimativt var ejet af A’s ægtefælle, IG.
Når den ene ægtefælle "sælger" en ejendom til den anden - en person, med hvem man bor, og i øvrigt har væsentligt sammenfaldende økonomiske interesser - ligger der en medfødt antagelse om, at en sådan "overdragelse" reelt ikke medfører ændringer i brugsretten og adgangen til den pågældende ejendom. Når dette forhold suppleres af, at man i forbindelse med overdragelsen ikke foretager den relevante sikringsakt (tinglysning af overdragelsen), og dermed over for omverden ikke signalerer, at der er sket en reel overdragelse, må det have formodningen imod sig, at der var realitet bag overdragelsen.
Det fremgår, af tingbogsattesterne for de to ejendomme (bilag O og bilag P), at A først blev afregistreret som tinglyst ejer af ejendommen beliggende Y2-adresse den 11. oktober 2022, jf. bilag O, mens det af bilag P ligeledes følger, at A blev afregistreret som tinglyst ejer af ejendommen beliggende Y4-adresse den 6. april 2021.
A har fremlagt de to overdragelsesaftaler mellem hende selv og selskabet, G2-virksomhed, (bilag 2 og bilag 3), hvor det af begge aftaler pkt. 14 fremgår, at:
"Køber er pligtig at tage endeligt skøde på ejendommen senest 6 måneder efter at gældsovertagelse er bevilget, dog senest 30. oktober 2013. Skødet skal indleveres til tinglysning uden ugrundet ophold efter nævnte frist. Købers advokat forestår handelens berigtigelse." (min understregning).
Det bør derfor uden videre lægges til grund, at vilkårene i de fremlagte overdragelsesaftaler (bilag 2 og bilag 3) ikke blev overholdt af køber, hvorfor der som udgangspunkt ikke foreligger en gyldig aftale vedrørende nogen af de to påståede salg. Når der ikke er sket en gyldig overdragelse, må det helt klare udgangspunkt være, at man heller ikke har mistet brugsretten til ejendommen.
Der må ved bedømmelsen af forholdet tillige lægges vægt på, at køberen af ejendommene var G2-virksomhed, jf. bilag 2 og 3. A var indtil den 11. marts 2012 - altså blot 4 dage forud for købsaftalerne - direktør i G2-virksomhed, jf. bilag 4. G2-virksomhed er nu ejet af G4-virksomhed (bilag 4), der i hele den relevante periode var ejet af A’s ægtefælle, IG. Selv om A forsøger at få det til at fremstå som, at der var tale om en overdragelse til en uafhængig tredjepart, medfører ejerforholdene i A og IG’s spindelvæv af selskaber og ledelsesposter, at der reelt var tale om en overdragelse to ægtefæller imellem.
De to købsaftaler indgået mellem A og et selskab hun fire dage forinden var direktør for, og som i øvrigt var ejet af hendes ægtefælle, godtgør ikke, at hun reelt mistede rådigheden over de to ejendomme. Når man dertil lægger, at der aldrig skete tinglysning af de to påståede overdragelser, fremstår det åbenlyst, der ikke var nogen realitet bag de påståede afhændelser.
A har gennem sagen påstået, at G2-virksomhed ikke var ejet af IG. Domstolene har dog i to andre sager taget stilling til spørgsmålet og har i begge sager fastslået, at IG var ejer af G4-virksomhed, og dermed ultimativ ejer af G2-virksomhed.
Dette fremgår af Østre Landsrets dom af 24. maj 2019 (bilag A, SKM2019.343.ØLR). hvor det af dommens præmisser fremgår, at: "Det tiltrædes af de af byretten anførte grunde, at Skatteministeriet har sandsynliggjort, at IG må anses som kapitalejer af G4-virksomhed IG har heller ikke ved de for landsretten fremlagte oplysninger afkræftet dette." (mine understregninger). Ved dommen af 24. maj 2019 fastslog Østre Landsret således, at IG var kapitalejer af G4-virksomhed på tidspunktet for en pantebrevsdisposition, der fandt sted i januar 2011. Østre Landsrets dom er endelig og retskraftig.
Udover Østre Landsrets dom fremgår det ligeledes af Københavns Byrets dom af 13. februar 2024 (der efterfølgende er anket af IG), at IG var kapitalejer i G4-virksomhed, jf. bilag N, s. 125:
"Efter Østre Landsrets dom af 24. maj 2019 lægger retten til grund, at IG i januar 2011 var kapitalejer i G4-virksomhed IG har ikke ved fremlæggelse af overdragelsesdokument eller på anden måde godtgjort, at han ikke var kapitalejer i G4-virksomhed i indkomståret 2010."
A har i sit processkrift II erkendt, at det på baggrund af Østre Landsrets dom og dennes præmisser må lægges til grund, at IG var kapitalejer af selskabet (G4-virksomhed) i indkomståret 2011.
Det er herefter A’s byrde at påvise, at dette skulle have ændret sig i løbet af indkomstårene 2012 og 2013. A har ikke fremlagt nogen dokumentation vedrørende denne periode. Idet A ikke har løftet bevisbyrden for, at forholdene vedrørende ejerskabet af G4-virksomhed ændrede sig i den for sagen relevante periode, må det lægges til grund, at IG fortsat var ejer af selskabet.
I sagen er der fremlagt flere eksempler på, at IG undervejs har optrådt som både ejer og direktør (eller anden form for tegningsberettiget ledelse). Her kan henvises til blandt andet bilag K, der er et referat fra Dansk Andelsboligforening dateret 31. marts 2009, hvor IG oplyste, at "han bestrider en dobbeltrolle, dels som andelshaver, og dels som medejer af både G1-virksomhed og G4-virksomhed" (min understregning) (Bilag K, s. 2, midterste spalte, afsnit 2).
Samme billede tegner sig gennem sagens bilag G, hvor IG i 2007 fik oprettet en bankkonto til G4-virksomhed med ham selv som eneste tegningsberettigede, samt sagens bilag H, der er en fuldmagt fra 2008, hvori IG giver fuldmagt til, at en Mr. & Mrs. (red.fjernet.efternavn) må agere på vegne af G4-virksomhed.
Bilag G og bilag H tjener, udover som dokumentation for IG’s ejerskab af G4-virksomhed også som dokumentation for, at IG i samme periode agerede som direktør i G4-virksomhed Som det blandt andet er refereret i duplikken, side 3, fremgår det af bilag G, at IG skulle "have en oprettet en konto i (red.fjernet.valuta2) til G4-virksomhed […]", og at IG skulle "være den eneste hæveberettigede".
Det er selvsagt usædvanligt, hvis den eneste med adgang til et selskabs konto ikke også udgjorde selskabets daglige ledelse. Dette bakkes op af bilag H, hvori IG underskriver sig selv som "Director", og i øvrigt ses at handle med en direktør beføjelser.
Der er således intet i sagen, som tyder på, at forholdene i G4-virksomhed skulle have ændret sig. Det bemærkes, at oplysninger om et ejerskifte i G4-virksomhed kunne rekvireres hos ægtefællen, IG.
Selv hvis retten skulle lægge til grund, at de fremlagte overdragelsesaftaler, trods den manglende tinglysning, godtgør, at A har solgt de to boliger på Y5-vej, må det lægges til grund, at aftalerne er indgået med et selskab, som hendes ægtefælle ultimativt var ejer af, hvorfor de påståede salg af ejendommene til G2-virksomhed ikke godtgør, at A mistede rådigheden over helårsbolig i Danmark i forbindelse med de påståede salg.
Dette understøttes af A’s kontobevægelser i perioden efter den påståede fraflytning til Y8-land den 18. marts 2012. Det fremgår blandt andet af A’s kontoudtog (bilag B), at A den 12. april 2012 har betalt godt 11.000 kr. (bilag B, side 55) med posteringsteksten "(red.fjernet.posteringstekst)", og gennem sommeren og efteråret 2012 har haft udgifter til dagligvarer, dyrlæger og byggemarkeder i og omkring Y3-by (bilag B, side 56-57). Der ses også at være lignende posteringer helt ind i januar 2013, hvor kontoudtogene stopper. Alt dette taler både imod en manglende adgang til de to ejendomme i lokalområdet, ligesom det også er svært at se, at A skulle have haft til hensigt at opgive sin tilknytning til Danmark ved den påståede fraflytning.
Dette kan - sammenlagt med A’s manglende evne til at løfte sin bevisbyrde - ikke føre til anden vurdering end, at A ved den påståede fraflytning ikke reelt mistede rådigheden over de to ejendomme.
3.1.2 Lejeaftaler vedrørende ejendommene på Y5-vej
A har - til støtte for, at hun ikke rådede over ejendommene, Y4-adresse og Y2-adresse, Y3-by, efter afhændelsen til G2-virksomhed den 15. marts 2012 - videre fremlagt en række lejekontrakter jf. replikkens s. 3 (BS-15070/2022-KBH).
Dette godtgør ikke, at hun ikke havde rådighed over ejendommen. Det følger således af bl.a. UfR 1992.687 H, at bopælen ikke anses for opgivet, hvis der er sket udlejning for kortere perioder end ved en for udlejer uopsigelig lejekontrakt på mindst 3 år. Ingen af de fremlagte lejekontrakter lever op til denne betingelse.
G2-virksomhed, der fremstår som udlejer på de fremlagte lejekontrakter, har ikke medtaget lejeindtægter i sit årsregnskab for 2012 (bilag Q), 2013 (bilag R) eller 2014 (bilag S). Også dette underbygger, at der ikke er realitet i de fremlagte overdragelsesaftaler mellem A og G2-virksomhed (bilag 2 og bilag 3).
Hvem, der har oppebåret lejeindtægten, er helt udokumenteret. Hun har på den baggrund ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for, at hun fraflyttede landet i skatteretlig forstand i 2012.
3.2 Skattepligtig af indsætninger 2011-2013
A modtog i indkomstårene 2011-2013 i alt 2,835,891 kr., som hun ikke selvangav.
Ifølge statsskattelovens § 4 betragtes enhver indtægt med de i bestemmelsen fastsatte undtagelser og begrænsninger som skattepligtig indkomst, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke.
SKAT’s opgørelse over de indsætninger, som ansættelsen er sket på baggrund af med tilhørende uddrag af A’s kontoudtog, er fremlagt som bilag B. Der henvises i øvrigt til opgørelsen i Landsskatterettens afgørelse, jf. bilag 1, s. 2-4. Selve opgørelsen ses at være ubestridt. Det er i første omgang A’s opfattelse, at hun ikke var skattepligtig til Danmark på det pågældende tidspunkt, men hvis dette lægges til grund af retten, er det hendes opfattelse, at de modtagne beløb under alle omstændigheder var skattefrie.
Det påhviler, jf. SKM2008.905 HR, A at godtgøre, at indsætninger på hendes konti stammer fra allerede beskattede midler, eller midler, som i øvrigt er skattefrie. Når en skattepligtig har modtaget beløb, påhviler det denne gennem objektive kendsgerninger at godtgøre, at disse ikke udgør skattepligtig indkomst, jf. UfR 2011.1599 H og UfR 2009.163 H. A har ikke godtgjort, at der er tale om skattefrie eller allerede beskattede midler.
3.2.1 Indsætninger fra G1-virksomhed
Det fremgår af A’s kontoudtog (bilag B), at hun i indkomstårene 2011 og 2012 modtog i alt 477.500 kr. fra G1-virksomhed. Der er tale om et til A nært forbundet selskab, idet hun i den relevante periode var eneanpartshaver og direktør i selskabet, jf. bilag C. Dette er ubestridt.
Der påhviler derfor også A en skærpet bevisbyrde for, at indsætningerne er hendes skattepligtige indkomst uvedkommende, jf. eksempelvis SKM2013.389.ØLR, SKM2008.82.ØLR og SKM2007.809.VLR. A har gjort gældende, at indsætningerne udgjorde delvis tilbagebetaling af selskabets løbende mellemværende med A (stævningens s. 5). A har forsøgt at underbygge dette ved at fremlægge G1-virksomhed’s årsrapporter for 2011 og 2012.
Det følger af SKM2020.488.VLR, at A ikke kan dokumentere eksistensen af et mellemværende alene ved de fremlagte regnskabsoplysninger, i hvert fald ikke under disse omstændigheder, hvor regnskabsoplysningerne ikke er fyldestgørende. A har ikke fremlagt mellemregningskonto, låneaftaler eller lignende dokumentation, trods særskilt opfordring hertil, hvilket må komme A bevismæssigt til skade. Det er dokumentation, som hvis det forholdt sig som påstået, ville være overskueligt og helt rimeligt at fremskaffe.
Der er således ikke fremlagt objektiv dokumentation for det påståede tilgodehavende og dets opståen, og således ikke dokumenteret nogen sammenhæng mellem overførslerne og udviklingen i A’s på- ståede tilgodehavende ved selskabet, G1-virksomhed, hvorfor A skal beskattes af indsætningerne.
A’s anbringende om, at hun ikke har selvangivet de modtagne beløb fra G1-virksomhed som løn, og at de derfor ikke bør anses som sådan, kan selvsagt ikke medføre skattefrihed.
3.2.2 Indsætninger fra G2-virksomhed
Det fremgår af A’s kontoudtog (bilag B samt bilag 1, side 2-3), at hun i indkomstårene 2011- 2013 modtog i alt 160.000 kr. fra G2-virksomhed. Selskabet er - ligesom G1-virksomhed - nært forbundet til A, idet hun var direktør for selskabet indtil den 11. marts 2012, jf. udskrift fra CVR (bilag 4).
Selskabet er ejet af G4-virksomhed, hvis ultimative ejer i den relevante periode var A’s ægtefælle, IG. IG’s ejerskab af G4-virksomhed er, som nævnt ovenfor under pkt. 3.1.1, fastslået ved flere domme, ligesom det - i hvert fald helt frem til A’s processkrift II, har været ubestridt, at IG i hvert fald var direktør for G4-virksomhed.
Denne nære forbindelse mellem A og G2-virksomhed medfører en for hende skærpet bevisbyrde og krav til dokumentation for, at der ved overførslerne til hende fra selskabet reelt var tale om afvikling af et gældsforhold, jf. eksempelvis SKM2013.389.ØLR, SKM2008.82.ØLR og SKM2007.809.VLR.
A har forklaret indsætningerne med, at der var tale om tilbagebetaling af lån ydet af A til selskabet i forbindelse med dets stiftelse. Som dokumentation for de påståede lån og tilbagebetalinger har A fremlagt en hjemmelavet og udateret tabel (bilag 9) over de påståede transaktioner mellem hende og selskabet samt et anfordringsgældsbrev mellem hende og selskabet (bilag 7).
Den hjemmelavede oversigt ses ikke at have hold i sagens faktum, idet det af tabellen (bilag 9) som et eksempel blandt flere fremgår, at der skete indfrielse af lånet den 4. april 2012 ved en indbetaling på 55.309,88 kr. Denne indbetaling fremgår dog ikke af de fremlagte kontoudtog (bilag B), hvoraf det i stedet fremgår, at den sidste indbetaling fra G2-virksomhed til A faldt den 23. august 2013 - altså godt 16 måneder senere - og lød på 50.000 kr., jf. bilag B, side 61.
A har - til trods for Skatteministeriets opfordring hertil - ikke fremlagt bogføringsmateriale, årsregnskaber, kontomateriale eller lignende, der kan underbygge, at der var realitet bag det påståede gældsforhold mellem A og G2-virksomhed. Der foreligger altså ingen dokumentation for, at A i første omgang har overført penge til G2-virksomhed, og dermed været berettiget til at modtage den påståede tilbagebetaling.
Yderligere fremgår det af gældsbrevet (bilag 7) mellem A og G2-virksomhed, at "ved helt eller delvis indfrielse, udsteder kreditor en underskreven kvittering for gældens betaling. Dette kan også ske ved påtegning herom på gældsbrevet." A har, trods Skatteministeriets opfordring hertil, ikke fremlagt en sådan erklæring, der kan dokumentere at gældsforholdet blev afviklet.
Det er således ikke godtgjort, at der er realitet bag det påståede låneforhold. A har ikke fremlagt noget dokumentation, der godtgør, at hun i første omgang har overført penge til G2-virksomhed - hvilket ellers burde være ligetil. Det eneste, der er dokumenteret vedrørende dette forhold er, at A i indkomstårene 2011-2013 modtog mindst 160.000 kr. fra G2-virksomhed. A har hverken dokumenteret, at overførslerne var skattefrie eller, at der var tale om allerede beskattede midler. Hun skal derfor beskattes af beløbene.
3.2.3 Indsætninger fra G4-virksomhed
A har gjort gældende, at de overførsler, der tilgik hendes private konti fra G4-virksomhed, henholdsvis den 7. februar 2011 (300.000 kr.), den 8. april 2011 (103.519,90 kr.), udgjorde delvis udbetaling af et lån ydet fra G4-virksomhed til A (stævningens s. 6-7). Det følger af SKM2018.481.HR og SKM2019.388.VLR, at A har bevisbyrden for, at de indsatte beløb fra G4-virksomhed var et lån og ikke udgjorde indtægt for A.
Som redegjort for i påstandsdokumentets afsnit 3.1.1 følger det af Østre Landsrets dom af 24. maj 2019 (sagens bilag A) samt Københavns Byrets dom af 13. februar 2013, som nu er under anke (bilag N), at IG var ultimativ ejer af G4-virksomhed Det er dermed tale om et til A nært forbundet selskab. Bevisbyrden for, at indsætningerne er hendes skattepligtige indkomst uvedkommende, er derfor, som flere gange nævnt, skærpet, jf. eksempelvis SKM2013.389.ØLR, SKM2008.82.ØLR og SKM2007.809.VLR.
A har til støtte for sin påstand fremlagt et gældsbrev mellem hende og G4-virksomhed (bilag 10). Gældsbrevet er underskrevet den 25. januar 2011, og dermed før gældens reelle stiftelse. Gældsbrevets pålydende på 1.369.910 kr. stemmer imidlertid ikke overens med det beløb, der ses at være tilgået A’s konti - gældsbrevets pålydende er ca. 960.000 kr. højere end, hvad A ses at have modtaget fra G4-virksomhed. Gældsbrevet indeholder i øvrigt ingen oplysninger om, hvorledes lånebeløbet skulle tilgå A.
Til gengæld indeholder gældsbrevet et vilkår om, at tilbagebetaling skulle ske senest 25. januar 2016. Det er ubestridt, at der ikke var sket tilbagebetaling inden den fastsatte frist. A har som forklaring herpå fremlagt en påstået aftale om forlængelse af låneforholdet dateret 25. januar 2015 (bilag 26). Der er tale om et dokument, der er udarbejdet efter skattesagerne mod A og IG var startet op, og dokumentet kan derfor ikke tillægges nogen særlig vægt, jf. princippet i eksempelvis UfR 2002.1172 H og SKM2022.107.VLR.
Der er tale om et påstået lån ydet på så usædvanlige omstændigheder, at A’s bevisbyrde for låneforholdets realitet skærpes, jf. eksempelvis UfR 2011.1599 H. Udover det ovenfor anførte, bemærkes det, at der er tale om et anfordringslån på mere end 1.300.000 kr. ydet til en privatperson uden nogen former for sikkerhedsstillelse, hvilket også i sig selv er usædvanligt. Gældsbrevet og forlængelsesdokumentet kan derfor ikke tillægges nogen værdi.
Som bilag 28 er fremlagt en betalingskvittering, hvoraf det fremgår, at A 10. januar 2019 overførte 205.952,50 (red.fjernet.valuta) til G4-virksomhed.
Denne kvittering godtgør ikke gældsforholdet mellem A og G4-virksomhed. A har, som nævnt, ikke dokumenteret modtagelsen af gældsbrevets fulde pålydende. Det kan derfor heller ikke konkluderes, at der skulle være nogen sammenhæng mellem de to indsætninger på 300.000 kr. og 103.519,90 kr. på A’s konti og overførslen på lige knap 1.370.000 kr. fra A til G4-virksomhed mere end 8 år efter, gælden angiveligt skulle være stiftet. Betalingskvitteringen dokumenterer ikke andet end, at A har overført godt 205.000 (red.fjernet.valuta) til et selskab, der ultimativt er ejet af hendes ægtefælle 8 år efter, hun modtog et væsentligt lavere beløb fra selvsamme selskab. Der er med andre ord ingen sammenhæng mellem betalingerne.
I den forbindelse bemærkes det, at den markante forskel på, hvad A beviseligt har modtaget i forhold til, hvad hun overførte til G4-virksomhed, i sig selv gør det svært at tro på, at der forelå et reelt gældsforhold, idet differencen mellem de indbyrdes overførsler er så stor, at det må lægges til grund, at de ikke har noget med hinanden at gøre. Samlet set er der knyttet så mange usædvanlige omstændigheder til gældsbrevet og det påståede lån, at A ikke har løftet sin bevisbyrde.
A har derudover ikke besvaret Skatteministeriets opfordring om at fremlægge helt eller delvist regnskabs- eller bogføringsmateriale for G4-virksomhed for indkomstårene 2009-2020, der kan underbygge A’s forklaring om det angivelige mellemværende mellem G4-virksomhed og A.
A’s anbringender om, at manglende besvarelse af opfordringerne ikke skal tillægges processuel skadevirkning (processkrift 1, s. 3), savner derudover mening. A bærer bevisbyrden for, at indsætningerne ikke skal henregnes til hendes skattepligtige indkomst, og at der er tale om regnskabsmateriale for en virksomhed, i hvilken A’s ægtefælle var kapitalejer og - ubestridt - fungerede som direktør.
3.2.4 Indsætninger fra IE
A har gjort gældende, at to overførsler fra IE af henholdsvis 14. november 2011 på 136.400 kr. og 27. februar 2012 på 297.888,68 kr. udgjorde tilbagebetaling af et lån fra IE til IG samt indbetaling af et ydet lån fra IE til IG. IE har tidligere fungeret som hushjælp for A og IG, jf. bilag F. Beløbene tilgik A’s konto efter aftale med IG jf. stævningen, s. 7-8.
Der er tale om to påståede gældsforhold - ét med IG som kreditor, og ét med IG som debitor. I begge situationer påhviler det A at dokumentere gældsforholdets beståen, jf. princippet i SKM2011.208.HR, og det i øvrigt ovenfor anførte. Fælles for begge overførsler er, at A ikke har dokumenteret, at det reelt er IG, og ikke hende selv, der ultimativt har modtaget pengene, hvorfor A under alle omstændigheder skal beskattes af indsætningerne.
Om den første af de to overførsler, har A forklaret, at hendes ægtefælle, IG, havde ydet IE et lån. Til støtte herfor har A fremlagt en af IG udarbejdet "oversigt" over hans og IE’s mellemværende (bilag 11). En sådan "oversigt" kan ikke tjene som dokumentation for et gældsforhold, idet der hverken er henvist til, eller i øvrigt fremlagt, bogføringsbilag, posteringsoversigter eller lignende. Oversigten fremstår mest af alt som tekstfeltet i en e-mail, hvor der er tastet en række beløb ind. A har, trods Skatteministeriets opfordringer, ikke fremlagt dokumentation for, at der var et reelt gældsforhold mellem IG og IE. Bevisbyrden kunne have været forsøgt løftet ved at fremlægge dokumentation som den nævnt ovenfor.
Det må således lægges til grund, at IG ikke havde et tilgodehavende hos IE inden indsætningen på As konto den 14. november 2012 og følgelig, at indsætningen ikke kan udgøre tilbagebetaling heraf. Selv hvis det lægges til grund, at der var et reelt gældsforhold mellem IG og IE, medfører det ikke, at A kunne modtage beløbet skattefrit uden at videreoverdrage dette til IG. Det er således i alle tilfælde ikke godtgjort, at pengene endte hos IG.
Om den anden de to overførsler, har A forklaret, at der er tale om et lån fra IE til IG. A har fremlagt, hvad der angiveligt er et gældsbrev underskrevet af IG (bilag 12) som dokumentation for det påståede gældsforhold. Gældsbrevet indeholder usædvanlige vilkår, herunder at lånet er afdrags- og rentefrit, hvad endvidere taler imod, at der er nogen realitet i gældsforholdet jf. også den ovenfor citerede SKM2011.208.HR. Dertil kommer, at det forekommer meget usædvanligt at låne nogen et skævt beløb helt ned på øreniveau, som tilfældet er her.
Gældsbrevet indeholder desuden et vilkår om, at der udstedes en kvittering eller påtegning af gældsbrevet. A har ikke fremlagt dokumentation for, at det angivelige låneforhold er afviklet. Denne erklæring er, trods Skatteministeriets opfordring hertil, ikke blevet fremlagt. Der er derfor ikke tale om et reelt gældsforhold. A har ikke været i stand til at dokumentere, at det modsatte skulle være tilfældet, og i øvrigt ej heller dokumenteret, at indsætningerne fra IE ultimativt er tilgået IG.
Det må således lægges til grund, at IG ikke optog det angivelige lån hos IE den 27. februar 2012 og følgelig, at indsætningen den 27. februar 2021 ikke kan udgøre udbetaling heraf. A har således ikke dokumenteret, at indsætningerne er hendes skattepligtige indkomst uvedkommende.
3.2.5 Øvrige indsætninger
A har undervejs i sagen fremsat specifikke anbringender og forsøgt at fremlægge dokumentation vedrørende alle indsætninger fra de parter, der er behandlet ovenfor i afsnittene 3.1.1 - 3.2.4. Hvad angår indsætningerne i tabellen nedenfor, har A i sit processkrift II gjort gældende, at betalingerne vedrører tilbagebetaling af et lån ydet af A til G3-virksomhed (processkrift II, side 2f).
| Dato | Tekst | Indsætning F1-bank | Indsætning F2-bank |
| 09-05-2011 | Advokat IC | 908.449 kr. | |
| 27-06-2011 | Betaling Land | | 160.000 kr. |
| 01-08-2011 | G3-virksomhed | | 120.000 kr. |
| 30-12.2011 | Fra G3-virksomhed | | 35.000 kr. |
| Dato | Tekst | Indsætning F1-bank | Indsætning F2-bank |
| 02-01-2012 | Fra G3-virksomhed | 63.000 kr. | |
| 01-02-2012 | G3-virksomhed | | 160.000 kr. |
A har ikke fremlagt nogen form for dokumentation vedrørende disse overførsler eller det påståede gældsforhold. Som det gentagende gange er gjort gældende undervejs i sagen, påhviler det A gennem objektive kendsgerninger at godtgøre, at disse indsætninger ikke udgør skattepligtig indkomst, jf. UfR 2011.1599 H og UfR 2009.163 H. A har ikke fremlagt nogen objektiv dokumentation til støtte for påstanden.
Idet A, til trods for Skatteministeriets gentagende opfordringer hertil. endnu ikke har fremlagt nogen form for dokumentation for det påståede gældsforhold mellem hende selv og G3-virksomhed, må det, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, lægges til grund, at der ikke består, eller har bestået, et reelt gældsforhold, hvorfor A skal beskattes af de pågældende indsætninger.
Tilbage står overførsler for i alt 128.133 kr., som A, til trods for at have haft muligheden i fire processkrifter, ikke har været i stand til at komme med en forklaring på. Overførslerne fremgår af tabellen nedenfor.
| Dato | Tekst | Indsætning F1-bank | Indsætning F2-bank |
| 28-02-2013 | Udenlandsk overførsel | 33.913 kr. | |
| 04-04-2013 | BS betaling X3-konto | 11.783 kr. | |
| 11-04-2013 | (red.fjernet.andelsforening) | 3.756 kr. | |
| 11-04-2013 | Afregning Y1-adresse | 19.907 kr. | |
| 23-08-2013 | G2-virksomhed | | 50.000 kr. |
| 16-09-2013 | (red.fjernet.fakturering) | 600 kr. | |
| 08-10-2013 | Udenlandsk overførsel | 8.174 kr. | |
A har vedrørende disse i sit processkrift II (side 3) blot gjort gældende, at hun ikke var skattepligtig til Danmark på tidspunktet for overførslerne.
Såfremt retten kommer frem til, at A var skattepligtig til Danmark i den relevante periode, bør det derfor, uden videre lægges til grund, at disse overførsler medfører en forhøjelse af hendes personlige indkomst på i alt 128.133 kr.
…"
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Sagen BS-15056/2022-KBH
A var i 2010 direktør for G1-virksomhed. Det fremgår af årsrapporten for 2010 for G1-virksomhed, som A den 11. juli 2011 underskrev som direktør for selskabet, at der ikke var ansatte i selskabet, og at der i 2010 havde været en udgift til personaleudgifter med 339.026 kr. Det fremgår videre, at selskabets revisor havde opstillet regnskabet på grundlag af G1-virksomhed’s bogføring og øvrige oplysninger, som revisoren havde modtaget fra selskabet. Årsrapporten blev godkendt på selskabets generalforsamling den 12. juli 2011. Ifølge den interne specifikation til selskabets årsregnskab for 2010 udgjorde personaleudgiften på 339.026 kr. vederlag til direktion. På tilsvarende måde fremgik der i selskabets årsrapport for 2009 en personaleomkostning på 260.000 kr., som ifølge note 1 til posten udgjorde vederlag til direktion.
På dette grundlag lægger retten til grund, at A i 2010 har haft en lønindtægt på 339.026 kr. fra G1-virksomhed. Det af A anførte om gældseftergivelse kan ikke føre til andet resultat. Det bemærkes herved, at A ikke har fremlagt dokumenter som understøtter hendes anbringende, ligesom hun ikke har afgivet forklaring.
Efter det oven for anførte tager retten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge i sagen BS-15056/2022-KBH.
Sagen BS-15070/2022-KBH
A’s skattepligt til Danmark fra den 18. marts 2012.
A bærer bevisbyrden for, at hendes skattepligt til Danmark ophørte den 18. marts 2012.
A har gjort gældende, at hendes skattepligt til Danmark ophørte den 18. marts 2012, idet hun 15. marts 2012 solgte ejendommene beliggende Y4-adresse, Y3-by, og Y2-adresse, Y3-by, hvor efter hun den 18. marts 2012 udrejste af Danmark.
Ifølge købsaftaler dateret den 15. marts 2012 solgte A ejendommene beliggende Y4-adresse, Y3-by, og Y2-adresse, Y3-by til G2-virksomhed til overtagelse den 1. april 2012. G2-virksomhed blev den (red.fjernet.dato5) stiftet af A, som også var selskabets direktør indtil den 11. marts 2012. G2-virksomhed har siden stiftelsen været ejet 100 % af G4-virksomhed. Efter Østre Landsrets dom af 24. maj 2019 og Københavns Byrets dom af 13. februar 2024 lægger retten til grund, at A’s ægtefælle IG var kapitalejer i G4-virksomhed i 2011. De af A påberåbte dokumenter kan ikke føre til andet resultat. Det findes endvidere ikke bevist, at ejerforholdene til G4-virksomhed havde ændret sig i 2012 og 2013. Overdragelserne af ejendommene blev først tinglyst den 6. april 2021 for så vidt angår ejendommen beliggende Y4-adresse og den 11. oktober 2022 for så vidt angår ejendommen beliggende Y2-adresse. Boligarealet for ejendommen beliggende Y2-adresse udgør 471 kvm, hvoraf 130 kvm ifølge lejekontrakt underskrevet af udlejer den 18. marts 2013 blev fremlejet med virkning fra den 26. marts 2013, mens det øvrige beboelsesareal af ejendommen efter de foreliggende oplysninger ikke har været udlejet. Det fremgår af A’s kontoudtog for 2012 og 2013, at hun efter den 18. marts 2012 har haft udgifter til dyrlæge, i dagligvarebutikker og byggemarkeder i området omkring Y5-vej, som ligger i nærheden af Y3-by, senest den 8. november 2013 til (red.fjernet,klinik). Retten finder, at A på dette grundlag ikke har løftet bevisbyrden for, at hun ikke længere havde rådighed over en bolig i Danmark.
A har ikke redegjort for, hvortil hun efter den 18. marts 2012 skulle være skattepligtig, og hun har ikke afgivet forklaring under hovedforhandlingen.
Under disse omstændigheder finder retten, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at hendes skattepligt til Danmark ophørte den 18. marts 2012.
De enkelte indsættelser på A’s konti.
Det påhviler A at dokumentere, at indsættelserne på hendes konti ikke stammer fra allerede beskattede midler, eller at der er tale om skattefrie beløb.
G1-virksomhed
A var på tidspunkterne for indsættelserne på hendes konti fra G1-virksomhed direktør og eneanpartshaver i selskabet. Henset til A’s nære relation til G1-virksomhed finder retten, at der påhviler A en skærpet bevisbyrde for, at indsættelserne fra G1-virksomhed ikke udgjorde en skattepligtig indtægt.
Til støtte for, at indsættelserne fra G1-virksomhed på hendes konti i 2011 og 2012 var skattefrie, har A henvist til, at der er tale om tilbagebetaling af A’s tilgodehavender hos G1-virksomhed. Til dokumentation herfor har A henvist til selskabets regnskaber for de omhandlede år, men har ikke dokumenteret det underliggende forhold.
Retten finder på dette grundlag, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at indsættelserne fra G1-virksomhed på hendes konti ikke udgjorde skattepligtig indkomst.
G2-virksomhed
Efter det ovenfor anførte om A’s nære relation til G2-virksomhed finder retten, at der påhviler A en skærpet bevisbyrde for, at indsættelserne på hendes konti fra G2-virksomhed ikke udgjorde en skattepligtig indtægt.
A har gjort gældende, at indsættelserne fra G2-virksomhed på hendes konti udgør tilbagebetalinger af lån. A har til støtte herfor henvist til en udateret oversigt over gældens afvikling og et anfordringsgældsbrev dateret den (red.fjernet.dato5).
Gældsforholdet og tilbagebetalingerne ikke er underbygget af bogføringsmateriale, årsregnskaber, m.v., ligesom der ikke er overensstemmelse mellem tilbagebetalingsoversigten og indsættelserne på A’s konti.
Retten finder på denne baggrund, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at indsættelserne fra G2-virksomhed på hendes konti ikke er skattepligtig indkomst.
G4-virksomhed
Efter det oven for anførte om A’s nære relation til G4-virksomhed finder retten, at der påhviler A en skærpet bevisbyrde for, at indsættelserne fra G4-virksomhed ikke udgjorde ikke en skattepligtig indtægt.
A har til støtte for, at der er tale om udbetaling af lån til hende fra G4-virksomhed henvist til et gældsbrev dateret den 25. januar 2011 og en aftale om forlængelse af låneforholdet dateret den 25. januar 2016.
Der ikke er overensstemmelse mellem det anførte tidspunkt for stiftelsen af låneforholdet og indsættelserne samt størrelsen af indsættelserne i forhold til lånebeløbet, ligesom gældsforholdet ikke understøttes af andre beviser i sagen.
Retten finder på denne baggrund, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at indsættelserne fra G4-virksomhed på hendes konti ikke er skattepligtig indkomst.
IE
Henset til den nære relation mellem As og IG samt IE, som efter det oplyste har været hushjælp for ægtefællerne, finder retten, at der påhviler A en skærpet bevisbyrde for, at indsættelserne fra IE ikke udgjorde en skattepligtig indtægt.
A har gjort gældende, at de 136.400 kr., som IE overførte til hendes konto den 14. november 2011, udgjorde en tilbagebetaling af et lån, som A’s ægtefælle, IG, havde ydet IE. Til dokumentation herfor har A henvist til en opgørelse over gældsforhold udarbejdet af IG. A har ikke i øvrigt ført bevis for det anførte gældsforhold.
A har gjort gældende, at de 297.888,68 kr., som IE overførte til hendes konto den 27. februar 2012 udgjorde en udbetaling af et lån, som IE havde ydet A’s ægtefælle, IG. Til dokumentation for gældsforholdet har A henvist til et gældsbrev dateret den 27. februar 2012, hvorved IG erklærer at have lånt 300.000 kr. af IE, hvoraf de 2.112 kr. er lagt kontant. A har ikke i øvrigt ført bevis for det anførte gældsforhold.
Retten finder på denne baggrund, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at indsættelserne fra IE på hendes konti ikke er skattepligtig indkomst.
Øvrige indsættelser på A’s konti
A har ikke ført bevis for så vidt angår de øvrige indsættelser, hvorfor hun ikke har løftet bevisbyrden for, at de øvrige indsættelser på hendes konti ikke er skattepligtig indkomst.
Efter det oven for anførte tager retten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge i sagen BS-15070/2022-KBH.
Sagsomkostninger
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 160.000 kr. Det bemærkes, at hovedforhandlingen i de to sambehandlede sager har været berammet til hovedforhandling to gange, hvor retsmødet med kort varsel er blevet aflyst på grundlag sygdom hos A’s advokat, at der har været afsat to retsdage til hovedforhandlingen ved alle tre berammelser, samt at hovedforhandlingen blev afviklet på én dag, da A og vidnet IG ikke mødte til hovedforhandlingen. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Skatteministeriet frifindes i sagerne BS-15056/2022-KBH og BS-15070/2022-KBH.
A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 160.000 kr.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.