Dato for udgivelse
25 feb 2025 09:24
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 jan 2025 09:11
SKM-nummer
SKM2025.97.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
8. afdeling S-2017-23
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, skat, Tast Selv, forsæt
Resumé

T var tiltalt for overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. tidligere § 13, stk. 1, jf. straffelovens § 89, ved for indkomstårene 2015-2017 med forsæt til unddragelse af skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for skatteansættelsen, idet T via Tast Selv den 10. september 2018 indberettede fradrag for indskud på iværksætterkonto, gevinst på obligationer, der var optaget til handel på reguleret marked, fradrag for renteudgifter af offentlig gæld, tab på danske aktier, der ikke var optaget til handel på reguleret marked, samt udbytte af danske aktier, der ikke var optaget til handel på reguleret marked, som han ikke var berettiget til.  

Statskassen blev herved unddraget 106.584 kr. i skat i alt.  

T forklarede, at han ikke selv var i stand til at foretage ændringerne, men at han tidligere havde fået hjælp til at indberette kørselsfradrag. Han boede på et værelse og opbevarede sine personlige oplysninger, herunder nøglekort og sygesikringskort, i sit ulåste værelse, og der kom andre på adressen.  

Byretten lagde til grund, at der den 10. september 2018 med T’s NemID blev logget på Tast Selv og rettet i årsopgørelserne for 2015-17. T’s forklaring fandtes troværdig. Retten fandt ikke, at anklagemyndigheden overfor T’s forklaring havde løftet bevisbyrden for, at T havde foretaget eller medvirket til indtastningen og dermed forsætligt til skatteunddragelse. T havde imidlertid opbevaret sine personlige oplysninger så uforsvarligt, at skatteunddragelsen kunne tilregnes ham som groft uagtsom. T idømtes en bøde på 75.000 kr.  

Anklagemyndigheden ankede dommen med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den for byretten rejste tiltale samt skærpelse. T påstod stadfæstelse.  

Landsretten fandt det bevist, at de af tiltalen omfattede indberetninger var foretaget af T, og han fandtes herved skyldig i overensstemmelse med tiltalen for byretten.  

Landsretten stadfæstede bødefastsættelsen under henvisning til, at var tale om en ukompliceret straffesag, og sagsbehandlingstiden forud for sagens fremsendelse til byretten så væsentligt overskred det rimelige. 

Reference(r)

Skattekontrollovens § 82, stk. 1 (dagældende skattekontrollovs § 13, stk. 1, 1.pkt.), jf. straffelovens § 89

Henvisning

 Den juridiske vejledning 2025-1: A.C.3.2.4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2025-1: A.C.3.5.5

Parter 

Anklagemyndigheden  

mod  

T (v/advokat MS, besk.) 

Byrets dom 

Anklagemyndigheden 

mod  

cpr-nummer (red.fjernet.cpr) 

Anklageskrift er modtaget den 18. april 2023. 

T er tiltalt for overtrædelse af  

1. 

skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. dagældende skattekontrollovens § 13, stk. 1, jf. straffelovens § 89,  

ved for indkomståret 2015 med forsæt til unddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved afgørelsen af sin skatteansættelse eller skatteberegning, idet han den 10. september 2018, via Skattestyrelsens Tast-Selv system, indberettede;  

  • fradrag for indskud på iværksætterkonto med 20.971 kr., 

  • gevinst på obligationer, der er optaget til handel på reguleret marked med 19.991 kr.,  

  • fradrag for renteudgifter af offentlig gæld med 10.000 kr.,  

  • tab på danske aktier, der ikke er optaget til handel på reguleret marked med -119.971 kr., 

  • udbytte på danske aktier, der ikke er optaget til handel på reguleret marked med 49.971 kr., 

som han ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 39.660 kr. i skat. 

2. 

skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. dagældende skattekontrollovens § 13, stk. 1, jf. straffelovens § 89,  

ved for indkomståret 2016 med forsæt til unddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved afgørelsen af sin skatteansættelse eller skatteberegning, idet han den 10. september 2018, via Skattestyrelsens Tast-Selv system, indberettede; 

  • fradrag for indskud på iværksætterkonto med 8.671 kr.,  

  • gevinst på obligationer, der er optaget til handel på reguleret marked med 19.091 kr.,  

  • fradrag for renteudgifter af offentlig gæld med 10.000 kr., 

  • tab på danske aktier, der ikke er optaget til handel på reguleret marked med -119.991 kr.,  

  • udbytte på danske aktier, der ikke er optaget til handel på reguleret marked med 49.991 kr.,  

som han ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev uddraget 35.118 kr. i skat. 

3.  

skattekontrollovens § 82, stk.  1, jf. dagældende skattekontrollovens § 13, stk.1, jf. straffelovens § 89, 

ved for indkomståret 2017 med forsæt til unddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved afgørelsen af sin skatteansættelse eller skatteberegning, idet han den 10. september 2018, via Skattestyrelsens Tast-Selv system, indberettede; 

  • gevinst på obligationer, der er optaget til handel på reguleret marked med 29.071 kr.  

  • tab på danske aktier, der ikke er optaget til handel på reguleret marked med -139.071.,  

  • udbytte på danske aktier, der ikke er optaget til handel på reguleret marked med 49.071 kr.,  

som han ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 31.806 kr. i skat.  

Påstande 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf på 150.000 kr.  

Tiltalte har nægtet sig skyldig.  

Sagens oplysninger 

Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet V1.  

Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.  

Tiltalte er af betydning for sagen straffet ved Nykøbing Falster rets dom af 7. september 2022 med fængsel i 20 dage og en bøde på 1.500 kr. Fængselsstraffen blev gjort betinget med vilkår om alkoholistbehandling og prøvetid 2 år. Førerretsfrakendelse i 3 år og 6 måneder indtil 6. juni 2023 for overtrædelse af færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 3. jf. stk. 2 nr. 1, jf. § 53, stk. 1 og § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 42, stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 82, nr. 13. 

Rettens begrundelse og afgørelse 

Det lægges til grund, at der den 10. september 2018 med tiltaltes NemID blev logget på Skattestyrelsens Tast Selv system og rettet i årsopgørelserne for 2015, 2016 og 2017 med de ændringer, der er anført i anklageskriftet for et samlet beløb på 106.584 kr.  

Tiltalte har afgivet en troværdig forklaring om, at han ikke selv var i stand til at foretage ændringerne, men at han tidligere havde fået hjælp til at indberette kørselsfradrag. Han har videre forklaret, at han boede på et værelse og opbevarede sine personlige oplysninger, herunder nøglekort og sygesikringskort i sit ulåste værelse, og at der kom andre adressen. 

Retten finder ikke, at anklagemyndigheden overfor tiltaltes forklaring har løftet bevisbyrden for, at tiltalte har foretaget eller medvirket til indtastningen og dermed forsætligt til skatteunddragelse. Tiltalte har imidlertid opbevaret sine personlige oplysninger så uforsvarligt, at skatteunddragelsen kan tilregnes ham som groft uagtsomt, jf. skattekontrollovens § 82, stk. 3. 

Bøden fastsættes herefter til 75.000 kr., jf. skattekontrollovens § 82, stk. 3, jf. stk. 1 jf. dagældende skattekontrollovens § 13, stk . 1, jf. straffelovens § 89. Bøden er efter sanktionspraksis beregnet som halvdelen af det (forsøgte) unddragne beløb, der ikke overstiger 60.000 kr. med tillæg af det beløb der overstiger 60.000 kr., i alt 76.584 kr. afrundet til 75.000 kr.  

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.  

Thi kendes for ret: 

T skal betale en bøde på 75.000 kr. 

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 20 dage.  

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.   

 

Østre Landsrets dom 

8. afd. nr. S-2017-23:                

Anklagemyndigheden  

mod  

T  

(cpr.nr. (red.fjernet.cpr))  

(v/advokat MS, besk.)  

Dom afsagt af Retten i Nykøbing Falster den 4. juli 2023 (1-2080/2023) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den for byretten rejste tiltale samt skærpelse.   

Tiltalte har påstået stadfæstelse.  

Forklaringer  

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte.  

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at NB alene har hjulpet ham med at indtaste et kørselsfradrag via skattemyndighedernes Tast-Selv-system. NB indtastede kun relevant kilometerantal og intet andet. Han forstår sig ikke på indberetninger til skattemyndighederne.  

Personlige oplysninger  

Udover den i byrettens dom opregnede dom er tiltalte straffet af betydning for sagen ved  

  • dom afsagt den 9. februar 2022 af Retten i Nykøbing Falster med en bøde på 4.000 kr. for overtrædelse af reglerne om godkendelse og syn af køretøjer, og   

  • dom afsagt den 10. december 2018 af Retten i Nykøbing Falster med en bøde på 4.000 kr. for overtrædelse af reglerne om godkendelse og syn af køretøjer.  

Landsrettens begrundelse og resultat  

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at der via skattemyndighedernes Tast-Selvsystem er foretaget de indberetninger, som fremgår af tiltalens forhold 1-3, samt at indberetningerne er urigtige.  

Landsretten lægger efter tiltaltes forklaring til grund, at NB, hos hvem tiltalte boede på gerningstidspunktet, kun en enkelt gang har hjulpet ham med at foretage en indberetning via skattemyndighedernes Tast-Selv-system. Det drejede sig om indberetning af et kørselsfradrag, og NB indtastede ikke i den forbindelse andet end et kilometerantal. Tiltalte opnåede i den forbindelse adgang til Tast-Selv-systemet ved brug af sit nøglekort. Han har ikke givet sin nøglekortskode til andre.   

Under de omstændigheder og efter sagens oplysninger i øvrigt findes det bevist, at de af tiltalen omfattede indberetninger er foretaget af tiltalte, og han findes herved at have gjort sig skyldig i overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1 (dagældende skattekontrollovs § 13, stk. 1, 1. pkt.), jf. straffelovens § 89, i overensstemmelse med tiltalen for byretten med den modifikation, at statskassen ikke er blevet unddraget de af tiltalen omfattede beløb, idet udbetaling af restskattebeløb for 2015, 2016 og 2017 ikke er sket.  

Der er tale om en ukompliceret straffesag, og sagsbehandlingstiden forud for sagens fremsendelse til byretten har - uden at dette beror på tiltaltes forhold - så væsentligt overskredet det rimelige, at tiltalte bør kompenseres herfor i medfør af dagældende straffelovs § 82, nr. 13.  

Henset hertil og til den for landsretten af tiltalte nedlagt påstand tiltræder landsretten, at bøden er fastsat som sket.  

Landsretten stadfæster derfor dommen.   

Thi kendes for ret  

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.  

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.