Sag BS-27558/2023-VIB

Parter

A

(v/ advokat Peter Gerken)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Tony Sabbah)

Denne afgørelse er truffet af dommer Hanne Fanø, dommer Rune Kjærgaard Seest og dommerfuldmægtig Christina Munch Andersen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 20. marts 2023. 

Sagen drejer sig om, hvorvidt A i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, er berettiget til at påklage Skattestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2019 overfor G1-virksomhed.

A har nedlagt følgende påstande: 

Principalt: Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at A er klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2.

Subsidiært: Sagen hjemvises til fornyet behandling hos Landsskatteretten.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse. 

Oplysningerne i sagen

Det fremgår af sagen, at selskabet G1-virksomhed blev registreret i selskabsregisteret i Y1-land den 9. maj 2005.

Den 16. januar 2007 erklærede A sig som "beneficial owner" af G1-virksomhed. 

Den 23. januar 2007 udstedte bestyrelsen i selskabet en generalfuldmagt, som gav A mulighed for at handle på selskabets vegne. Det fremgår af fuldmagten, at den udløb den 23. januar 2010, og der er ikke under sagen fremlagt oplysninger om en eventuel forlængelse heraf.

Den 29. oktober 2019 fremsendte Skattestyrelsen en afgørelse vedrørende selskabets skatteforhold. Det blev heri statueret, at G1-virksomhed blev anset for skattepligtigt til Danmark, og at selskabets skattepligtige indkomst for 2008-2009 og 2016-2018 som følge heraf blev ændret. Afgørelsen blev sendt til "G1-virksomhed, C/O A, Y2-adresse", hvilket på daværende tidspunkt var A’s private adresse.

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at denne kunne påklages til Skatteankestyrelsen indenfor tre måneder efter modtagelsen af afgørelsen.

Den 26. november 2019 blev status for G1-virksomhed ændret til "(red.fjernet.status)" i det Y1-landske selskabsregister.

Advokat Peter Gerken indsendte den 23. december 2019 en klage til Skatteankestyrelsen. Det fremgår af overskriften, at emnet var "Klage over ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2008-2018 for G1-virksomhed. (Skattestyrelsens sagsid.: (red.fjernet.sagsid), j.nr.: (red.fjernet.j.nr.))", og klagen er efter sin ordlyd indgivet "På vegne af A som partsinteressent for G1-virksomhed."

Den 20. december 2022 afviste Landsskatteretten klagen med følgende begrundelse:

"…

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, at:

"En klage kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. (…)." Skattestyrelsen har ved den påklagede afgørelse af 29. oktober 2019 fundet, at selskabet er skattepligtigt til Danmark med virkning fra den 23. januar 2007 i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 6, om ledelsens sæde, og har forhøjet selskabets skattepligtige indkomst for indkomstårene 2008 og 2009.

Den påklagede afgørelse vedrører selskabets forhold. Klageren i sagen anses på egne vegne at være hovedaktionæren, A.

Landsskatteretten finder herefter, at A alene har en indirekte afledet interesse i afgørelsen. Der kan hertil f.eks. henvises til Østre Landsrets dom af 6. februar 2008, offentliggjort som SKM2008.166.ØLR, og byretsdom af 6. marts 2013, offentliggjort som SKM2013.404.BR.

Retten bemærker, at Højesteret ikke i dommen af 23. april 2007, offentliggjort som SKM2007.308 HR, slog fast, at Y3-område-selskabet ikke var et selvstændigt skattesubjekt. Højesteret fandt derimod, at udbyttebetalingen fra det danske selskab til Y3-område-selskabet efter de konkrete omstændigheder reelt var sket til hovedaktionæren. Det kan derfor ikke udledes af dommen, som hævet af repræsentanten, at en eventuel sammenblanding af en hovedaktionærs og et selskabs økonomi er en omstændighed, der taler for, at der foreligger en transparant enhed. 

På baggrund af oplysningerne fra selskabsregistret i Y1-land og sagens oplysninger i øvrigt, lægges det således til grund, at selskabet fortsat udgjorde en selvstændig juridisk enhed på henholdsvis afgørelsestidspunktet og inden for klagefristen på 3 måneder. Der er derved henset til, at der ikke foreligger oplysninger om eller dokumentation for, at selskabet skulle være ophørt på de anførte tidspunkter.

Landsskatteretten finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at A har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

Da han ikke kan anses som klageberettiget i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, afvises klagen.

…"

Der er mellem parterne enighed om, at der i henhold til artikel 85 i den Y1-landske selskabslov skal gå mindst tre år, fra et selskab får status som "(red.fjernet.status)", og til det kan ophøre endeligt.

Forklaringer

A har forklaret, at han er (red.fjernet.uddannelse) og har en HD i regnskab. Han bor nu i Y4-land. 

I 2005, hvor G1-virksomhed blev stiftet, drev han, sammen med en dansk partner og en Y5-nationalitet partner, forretning med vindmølleudvikling i Y6-område. Selskabet havde en bankkonto i F1-bank. Banken vejledte dem om, at deres daværende konstruktion var uhensigtsmæssig og rådede dem til i stedet at oprette et selskab i Y1-land. De havde udsigt til et relativt stort provenu, og hans Y5-nationalitet partner var særligt interesseret i løsningen på grund af nogle komplicerede skattemæssige regler i Y5-land.  

F1-bank havde en plug-and-play-løsning. Banken forestod stiftelsen af selskabet. Han skrev under på nogle dokumenter og betalte et beløb for oprettelse af selskabet. Det fremstod for ham som en fabrik, hvor banken solgte en enkel løsning med en holdingkonstruktion i Y1-land. Han er først efterfølgende blevet bekendt med, at advokatfirmaet R1-advokatfirma bistod F1-bank med konstruktionen. Han satte løbende dansk beskattede midler ind på selskabets konto i Y1-land. Der blev lavet en fuldmagt til ham, som på grund af Y1-landsk lovgivning skulle være tidsbegrænset. 

Da fuldmagten udløb i 2010, forsøgte han forgæves at kontakte F1-bank, den registrerede ledelse i G1-virksomhed og advokatfirmaet R1-advokatfirma med henblik på at få forlænget fuldmagten. Den blev dog aldrig forlænget. Han kan ikke mindes at have mødt personerne, der var registreret som ledelse i G1-virksomhed. Han har en klar fornemmelse af, at der ikke har været nogen håndtering af selskabet, efter F1-bank ophørte i 2010. Hans penge forsvandt. Han har ikke haft kontakt til det Y1-landske selskabsregister. 

Skattemyndighederne har rejst en sag mod ham om ledelsesansvar og gjort et erstatningskrav på ca. 500-600.000 kr. gældende mod ham som følge af, at G1-virksomhed ikke har betalt skat i henhold til Skattestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2019. Da han i 2019 modtog Skattestyrelsens afgørelse vedrørende G1-virksomhed, forsøgte han ikke på ny at kontakte F1-bank, den registrerede ledelse i G1-virksomhed eller advokatfirmaet R1-advokatfirma. Det virkede formålsløst efter 8 år uden kontakt.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument som anbringender anført:

"…

Anbringender

Ved nærværende sag indbringes Landsskatterettens afgørelse af 20. december 2022, hvor Landsskatteretten har afvist at behandle Skattestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2019 med den begrundelse, at A ikke anes for klageberettiget i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2.

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det herefter gældende, at A har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over - og derfor er klageberettiget, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2.

Det gøres i den forbindelse gældende, at A’s interesse i G1-virksomhed’s (herefter "Selskabets") afgørelse må anses for tilstrækkelig væsentlig til, at han har partsstatus, idet udfaldet af sagen vedrørende selskabets skattemæssige forhold, har en direkte, retlig konsekvens for A. Da Skattestyrelsen i sin afgørelse af 29. oktober 2019 lægger til grund, at der er sket en effektiv udskillelse af midler fra A’s økonomi til selskabet, medfører dette, at selskabets indtægter og tab medregnes til A’s skattepligtige indkomst, mens ind- og udbetalinger fra selskabets bankkonto er uden skattemæssig betydning.

Det skal bemærkes, at Skattestyrelsen ikke anfægtede A’s klageberettigelse under sagens behandling, jf. bilag B, side 5-19, hvor Skattestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2019 fremgår.

I forbindelse med sagsforberedelsen har det således været klart for Skattestyrelsen, at klagen i relation til G1-virksomhed skete på vegne af A ud fra partslignende betragtninger.

Skattestyrelsen har således allerede i forbindelse med behandlingen af den påklagede afgørelse anerkendt A’s retlige interesse i sagen. Det gøres derfor gældende, at Skattestyrelsen overfor A har skabt en berettiget forventning om at være klageberettiget.

Det skal dertil bemærkes, at Skattestyrelsen i udtalelse af 27. februar 2022 til denne klagesag har anbefalet, at klagesagen sambehandles med A’s klagesag, sags.nr. 19-0111162, jf. sagens bilag 1, side 28. Dette understreger den klare sammenhæng mellem selskabet og A, som ifølge Skattestyrelsen var så klar og tæt, at de bør behandles under samme sag. Der er derfor en konneksitet mellem skatteansættelserne i selskabet og hos A, og som følge af den direkte sammenhæng mellem disse, har A partsstatus og er klageberettiget i sagen.

Dette synspunkt understøttes af Vestre Landsrets kendelse af 22. september 2021 (gengivet i UfR.2021.5215.VLR). Den offentliggjorte sag vedrører, hvorvidt en konkursbegæring mod et selskab skulle fremmes eller ej, og de faktiske forhold svarer til denne sag, da der er tale om et udenlandsk selskab, hvor skatteyderen er hjemmehørende i Danmark. Som sagens bilag 2 er vedlagt anonymiseret processkrift fra Kammeradvokaten i sagen. Det fremgår af dette processkrift, afsnit 3, side 2, at indsigelserne ikke er indleveret af det selskab, der er indleveret konkursbegæring imod. Indsigelserne er derimod indleveret af den tidligere ejer og leder af selskabet. Gældsstyrelsen vurderede på den baggrund, at klageren havde partsstatus i sagen, og der er ikke holdepunkter for, at nærværende sag skal vurderes anderledes eller have et andet udfald.

Det bemærkes ordensmæssigt, at A og Selskabet ikke har modsatrettede interesser.

A’s klageberettigelse understøttes videre af sagen BS39386/2019-VIB, hvor Skatteforvaltningen har stævnet A og nedlagt påstand om, at A i forbindelse med sin deltagelse i Selskabets ledelse har pådraget sig et erstatningsansvar over for Skattestyrelsen. Skattestyrelsen har ved sagsanlæg mod A i sagen BS-39386/2019-VIB indrømmet A en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i en sag omhandlende Selskabets skattemæssige forhold, hvorfor det samme må gøre sig gældende i nærværende sag.

At A har en sådan individuel og direkte retlig interesse i sagen, at han kan optræde som klager er således bestyrket ved, at Skattestyrelsen har anlagt ovennævnte ledelsesansvarssag mod A vedrørende de skatter, som skattesagen angår.

Den direkte og individuelle interesse i sagen for A er endvidere reflekteret i den nedlagte påstand og beskrivelsen af sagens tema, således som dette er beskrevet af Kammeradvokaten på vegne af Skatteforvaltningen v/Skattestyrelsen:

" Påstand:

Principalt: A tilpligtes at anerkende at være erstatningspligtig over for Skattestyrelsen for Skattestyrelsens tab i G1-virksomhed.

Subsidiært: A tilpligtes til Skattestyrelsen at betale kr. 598.822,25.

 

Sagens tema:

Denne sag handler om, hvorvidt A som ledelsen i selskabet G1-virksomhed har pådraget sig et erstatningsansvar over for Skattestyrelsen for styrelsens tab som følge af selskabets ubetalte skattetilsvar i indkomstårene 2008-2009 samt 2016-2018. …"

 

Det kan herefter konstateres, at sagsøgte i øvrigt er af den opfattelse, at der foreligger de facto ledelse fra sagsøgers side, jf. sagens tema i BS39386/2019-VIB. I det omfang der herefter måtte foreligge de facto ledelse, sidestilles dette med reel ledelse, og allerede af denne grund må sagsøger have adgang til at forsvare sig mod et sådant synspunkt, da han derved får en direkte og retlig interesse.

Ad. Sagsøgtes provokation

Skatteministeriet anfører i deres svarskrift, at det er deres opfattelse, at A er berettiget til at klage over Skattestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2019 på vegne af selskabet som følge af sin rolle som reelt ledelsesmedlem.

For at besvare sagsøgtes provokation anføres det, at et sådant synspunkt må give sagsøger anledning til at forsvare sig, hvorfor han derved får en direkte og retlig interesse, jf. også den verserende ledelsesansvarssag BS39386/2019-VIB. Det skal hertil bemærkes, at dette ikke skal tages som udtryk for en erkendelse af, at der foreligger de facto ledelse fra sagsøgers side.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument som anbringender anført:

"…

Anbringender

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A ikke er klageberettiget i forhold til Skattestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2019 (E 45-88), idet han ikke har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i Skattestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2019.

G1-virksomhed fik status som “(red.fjernet.status)" den 26. november 2019. Et Y1-lands selskab, der er "(red.fjernet.status)", kan først endeligt blive opløst, når selskabet har haft denne status i en periode på tre år, jf. art. 85 i Corporation Law of Panama Law 32 af 1927 (IBC) (MS 17). Først når G1-virksomhed har været "(red.fjernet.status)" i en periode på tre år, ville selskabet kunne blive opløst, og selskabet kunne derfor tidligst være blevet opløst den 26. november 2023.

Skattestyrelsen traf afgørelse den 29. oktober 2019. Den 23. december 2019, hvor A indgav klagen til Landsskatteretten, var G1-virksomhed altså "(red.fjernet.status)", men selskabet var ikke, ifølge Y1-lands lovgivning, endeligt opløst. G1-virksomhed havde dermed mulighed for at påklage Skattestyrelsens afgørelse, hvilket G1-virksomhed dog ikke gjorde.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2 (MS 5), kan klage over afgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

Af de specielle bemærkninger til § 35 a, stk. 2 (MS 11), fremgår, at afgrænsningen af de klageberettigede er identisk med det skatteretlige partsbegreb.

Såfremt det fastslås, at en (fysisk eller juridisk) person er klageberettiget i forhold til en afgørelse, som den pågældende ikke er adressat for, indebærer det således, at den pågældende også er part i Skattestyrelsens sag, der fører til afgørelsen, med de rettigheder der dermed følger med. Den pågældende vil således skulle partshøres og indrømmes fuld aktindsigt, herunder i alle oplysninger, der måtte indgå i sagen om den egentlige adressat for afgørelsen. Endvidere vil det indebære, at den pågældende kan klage over afgørelsen, selv om adressaten for afgørelsen ikke måtte ønske dette, og det vil således fratage adressaten råderetten over dennes egen skattesag.

Disse omstændigheder gør det klart, at den væsentlige, direkte og individuelle interesse i en skattesag, der efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2 (MS 5), giver adgang til at klage over afgørelsen, skal være klar og af kvalificeret karakter, når der er tale om personer, der ikke er adressater for afgørelsen.

I Forvaltningsret (2018), s. 100 (MS 109-110), anfører Niels Fenger specifikt om praksis vedrørende klageberettigelse i skattesager:

"I skattesager synes praksis at lægge vægt på, om afgørelsen for den umiddelbare part (det lignede skattesubjekt) har automatiske afledte skattemæssige konsekvenser for et andet skattesubjekt. I sådanne tilfælde anses sidstnævnte som udgangspunkt for at være part i forvaltningslovens forstand i den sag, parterne begge har interesse i.

[…]

Er der ikke tale om en sådan automatisk skattemæssig konsekvens, men alene om, at afgørelsen vedrørende det ene skattesubjekt vil kunne få bevismæssig eller anden mulig indirekte betydning for den skattemæssige behandling af et andet skattesubjekt, vil dette normalt ikke være tilstrækkeligt til at anse det andet skattesubjekt for part i det første skattesubjekt's sag.

[…]

Heller ikke det forhold, at den skattemæssige ligning af et skattesubjekt får økonomiske følgevirkninger for et andet skattesubjekt, bevirker, at sidstnævnte får partsstatus i førstnævntes skattesag, jf. FOB 2003.345 (MS 98) om en arvings manglende partsstatus i en sag om afgiftsberigtigelse af et dødsbo og FOB 2005.621 (MS 89) om en aktionærs manglende partsstatus i en sag om skatteansættelse af et aktieselskab, han havde aktier i."

I en situation, som den foreliggende, nemlig hvor et selskab har mulighed for at påklage en afgørelse, der er truffet over for selskabet, og hvor selskabet alligevel undlader at påklage afgørelsen, følger det af retspraksis, at ejerne eller ledelsen af selskabet ikke er klageberettigede efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, jf. SKM2013.404.BR (tre dommere) (MS 75).

A anfører i stævningen (s. 2, 4. afsnit), at Skattestyrelsens afgørelse (E 45-88) medfører, at "Selskabets indtægter og tab medregnes til A’s skattepligtige indkomst, mens ind- og udbetalinger fra Selskabets bankkonto er uden skattemæssig betydning". Skatteministeriet forstår A’s synspunkt sådan, at han udlægger Skattestyrelsens afgørelse således, at G1-virksomhed er skattemæssigt transparent, hvilket ikke er korrekt.

Konsekvensen af Skattestyrelsens afgørelse, ifølge hvilken G1-virksomhed er et selvstændigt skattesubjekt, er tværtimod, at skatten opkræves endeligt hos selskabet. Det fremgår da også klart af Skattestyrelsens afgørelse, at styrelsen forhøjede selskabets skattepligtige indkomst i de enkelte indkomstår med de opgjorte tilskud (E 69).

Det er desuden ikke korrekt, at skattemyndighedernes synspunkt om, at A udgjorde selskabets reelle ledelse, indebærer, at han på egne vegne kan påklage afgørelsen over for selskabet. Spørgsmålet om ledelsens sæde har alene betydning for spørgsmålet om selskabets skattepligt til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6 (MS 13).

Skattestyrelsens afgørelse har dermed ikke automatiske, økonomiske konsekvenser for A og har - modsat hvad A hævder - ikke direkte betydning for ham.

Den interesse, som A kan siges at have i afgørelsen som følge af den af Skattestyrelsen anlagte ledelsesansvarssag mod ham, indebærer ikke, at han er klageberettiget i forhold til Skattestyrelsens afgørelse truffet over for G1-virksomhed. A’s eventuelle interesse vil således alene være en indirekte afledet interesse, hvilket ikke giver ret til at påklage Skattestyrelsens afgørelse, jf. f.eks. SKM2008.166.ØLR (MS 48), SKM2014.856.BR (MS 62) og SKM2021.619.ØLR (MS 38).

I tilknytning hertil bemærkes, at A netop har mulighed for at anfægte rigtigheden af Skattestyrelsens afgørelse truffet over for G1-virksomhed under ledelsesansvarssagen, jf. herved TfS 2001, 860 V (MS 51), SKM2008.166.ØLR (MS 48) og SKM2013.404.BR (MS 75). A’s manglende klageberettigelse i selskabets sag fører således ikke til, at hans indsigelse om skattesubjektivitet og skattepligt bliver afskåret i ledelsesansvarssagen.

Den omstændighed, at Skattestyrelsen ikke forud for klagesagen ved Landsskatteretten anfægtede A’s klageberettigelse, indebærer ikke, at han kan anses for at være klageberettiget, eller at han herved har opnået en berettiget forventning om klageberettigelse. Det bemærkes herved, at Skattestyrelsen ikke på noget tidspunkt har anført, at A - på egne vegne - kunne påklage afgørelsen over for G1-virksomhed i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2 (MS 5). Det fremgår da også af afgørelsen (E 45-88), at den var stilet til G1-virksomhed c/o A. Det bemærkes herved, at den omstændighed, at SKAT i SKM2013.404.BR (MS 75) tidligere havde imødekommet en begæring fra aktionærerne om aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt, ikke indebar, at aktionærerne kunne klage over SKAT’s afgørelse over for selskabet.

Heller ikke det forhold, at Skattestyrelsen anbefalede sambehandling af sagerne ved Landsskatteretten, indebærer, at A er klageberettiget.

A har desuden påberåbt sig Vestre Landsrets kendelse i UfR 2021.5215 V (MS 35) (med henvisning til Gældsstyrelsens processkrift i sagen - E 94-100). Sagen angik, om der var grundlag for at fremme en konkursbegæring indgivet af Gældsstyrelsen mod et selskab omfattet af Panama Papers-komplekset. Ejeren af selskabet gav møde under sagens behandling og nedlagde påstand om, at konkursbegæringen nægtedes fremme. Både skifteretten og Vestre Landsret tog selskabsejerens påstand under pådømmelse.

Spørgsmålet gav ikke anledning til tvist i sagen for skifteretten, der ikke angik spørgsmålet om, hvorvidt hovedaktionæren kunne anses for klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2 (MS 5), eller det forvaltningsretlige partsbegreb, eftersom der ikke var tale om prøvelse af en forvaltningsafgørelse. Det anførte om "partsstatus i nærværende sag" sigter blot til, at hovedaktionæren - under de foreliggende omstændigheder - havde retlig interesse i konkurssagen, og at han dermed kunne optræde som procespart og udøve partsbeføjelser under domstolenes behandling af konkursbegæringen.

Den omstændighed, at ejerens påstand blev taget under pådømmelse i konkurssagen, fører således ikke til, at A kan anses for at være klageberettiget i relation til selskabets skattesag, hvori der er truffet en forvaltningsretlig afgørelse. Det bemærkes herved, at spørgsmålet om, hvorvidt en fysisk eller juridisk person er klageberettiget, skal afgøres efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, jf. f.eks. SKM2021.619.ØLR (MS 38).

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Der er mellem parterne enighed om, at A ikke var den direkte adressat for Skattestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2019, som vedrørte skatteforholdene for det Y1-lands selskab G1-virksomhed. 

Retten lægger til grund, at G1-virksomhed med virkning fra den 26. november 2019 skiftede status i det Y1-lands selskabsregister fra at være aktivt til at være "(red.fjernet.status)", og at dette medførte, at selskabets aktiviteter ophørte, men at selskabet i henhold til Y1-land selskabslov i mindst tre år fortsat var en juridisk enhed. Det lægges derfor til grund, at G1-virksomhed som selvstændigt skattesubjekt havde retlig handleevne på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2019 og i hele perioden, indtil klagefristen udløb den 29. januar 2020, og derfor kunne have påklaget afgørelsen.

Retten finder det ikke godtgjort, at afgørelsen af 29. oktober 2019 vedrørende G1-virksomhed’s skatteforhold har automatisk eller direkte skattemæssig betydning for A, og A’s interesse i sagen som følge af, at der er anlagt en sag mod ham om ledelsesansvar, må anses for værende en afledet økonomisk interesse. Retten lægger herved vægt på, at et eventuelt krav i ledelsesansvarssagen er et erstatningsretligt krav, og ikke et skattemæssigt funderet krav, ligesom A under ledelsesansvarssagen ikke er afskåret fra at anfægte rigtigheden af Skattestyrelsens afgørelse vedrørende skatteansættelsen i G1-virksomhed.

På denne baggrund finder retten det ikke godtgjort, at A har en sådan væsentlig, direkte og individuel interesse i Skattestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2019, at han er klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2.

Det kan ikke føre til et andet resultat, at Skattestyrelsen i forbindelse med behandlingen af klagesagen ikke anfægtede A’s klageberettigelse, og at Skattestyrelsen anbefalede, at selskabets klagesag blev sambehandlet med A’s klagesag.

Idet der heller ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Landsskatteretten, frifindes Skatteministeriet for de nedlagte påstande.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 60.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

             

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 60.000 kr. 

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.