Dato for udgivelse
20 Jan 2025 07:00
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 Oct 2024 14:31
SKM-nummer
SKM2025.29.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-10619/2022-OLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger + Processuelle bestemmelser
Emneord
Afvisning, ankesag, ekstrakt, underskud
Resumé

Landsretten afviste ankesagen efter retsplejelovens § 386, stk. 1, fordi skatteyderen ikke inden for den fastsatte frist havde indleveret ekstrakt. 

Reference(r)

Retsplejeloven § 386, stk. 1. 

Statsskatteloven § 6, stk. 1. 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2024-2 A.A.10.3.4 

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2024-2, A.A.10 

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2024-2, C.C.2.2.1.2 

Redaktionelle noter

Tidligere instanser: 

Landsskatteretten, 14-4407610, offentliggjort 

Byretten, BS8878/2018-KBH, offentliggjort 

Sag BS-10619/2022-OLR

(25. afdeling)

Parter

A

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Tony Sabbah)

Københavns Byret har den 3. marts 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS8878/2018-KBH).

Landsdommerne Lene Jensen, Jesper Jarnit og Maria Ventegodt (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.

Påstande

A har nedlagt følgende påstande:

"Indkomståret 2011

Principalt:

A’s skattemæssige underskud hidrørende fra G1-virksomhed på 454.630 kr. anerkendes.

Subsidiært:

A’s skattemæssige underskud hidrørende fra G1-virksomhed anerkendes med et beløb efter rettens skøn under 454.630 kr. og over 0.

Mere subsidiært:

Sagen hjemvises til fornyet behandling i første række hos Skattestyrelsen og i anden række hos Landsskatteretten.

Indkomståret 2012

Principalt:

A’s skattemæssige underskud hidrørende fra G1-virksomhed på 257.057 kr. anerkendes.

Subsidiært:

A’s skattemæssige underskud hidrørende fra G1-virksomhed anerkendes med et beløb efter rettens skøn under 257.057 kr. og over 0.

Mere subsidiært:

Sagen hjemvises til fornyet behandling i første række hos Skattestyrelsen og i anden række hos Landsskatteretten.

Mest subsidiær:

A’s privatretlige dispositioner omgøres."

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse, subsidiært at ansættelserne af A’s indkomst for indkomstårene 2011 og 2012 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

For så vidt angår A’s mest subsidiære påstand har Skatteministeriet påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Oplysninger i sagen

Sagen blev oprindeligt berammet til hovedforhandling den 16. og 17. marts 2023 med frist til den 9. marts 2023 for A’s indlevering af ekstrakt.

Ved retsbog af 13. marts 2023 konstaterede landsretten, at A havde indleveret ekstrakt, men at ekstrakten ikke var udformet i overensstemmelse med landsrettens vejledning herom. A fik herefter en ny frist til den 15. marts 2023 kl. 12.00 for indlevering af ekstrakt.

Ved retsbog af 15. marts 2023 besluttede landsretten at aflyse den berammede hovedforhandling. Baggrunden herfor var, at A samme dag ad flere omgange havde uploaded en ekstrakt på ca. 2.000 sider og herunder kl. 8.04 havde anmodet Skatteministeriet - med frist til kl. 8.30 - om at oplyse, hvilke dele af ekstrakten Skatteministeriet ønskede markeret, og at A herefter kl. 12.01 havde oplyst til landsretten, at han fortsat ikke havde modtaget ekstrakten retur fra Skatteministeriet, og at ekstrakten derfor ikke kunne indleveres rettidigt.

Landsretten besluttede ved samme retsbog at pålægge A at lade sagen udføre af en advokat, jf. retsplejelovens § 259, stk. 2. 

Ved retsbog af 25. oktober 2023 berammede landsretten på ny hovedforhandling i sagen til den 17. oktober 2024. Af retsbogen fremgår bl.a., at A senest 14 dage før hovedforhandlingen skulle forelægge et ekstraktudkast for modparten og efter anmodning medtage yderligere materiale fra sagen, og at A senest den 10. oktober 2023 skulle indlevere ekstrakt til landsretten, herunder 3 eksemplarer af ekstrakten i papirform. Det blev samtidig tilkendegivet, at overskridelse af fristen for indlevering af ekstrakt kunne få udeblivelsesvirkning, jf. retsplejelovens § 386, stk. 1 og 2, jf. § 385, stk. 1. I retsbogen var endvidere om yderligere information om behandlingen af civile sager ved landsretten henvist til Østre Landsrets hjemmeside, hvor parterne kan finde nærmere oplysninger om bl.a. ekstrakt.

Den 14. maj 2024 oplyste advokat IC, at han var udtrådt af sagen som repræsentant for A.

Den 15. maj og 21. juni 2024 blev A af landsretten anmodet om at oplyse, hvilken advokat der fremover skulle repræsentere ham i ankesagen. A oplyste den 27. juni 2024, at han var i gang med at finde en advokat. Den 9. september 2024 rykkede landsretten for svar vedrørende advokatrepræsentationen i sagen. Landsretten har ikke modtaget svar herpå.

A har ikke indleveret ekstrakt i sagen. Landsretten har derfor den 11. oktober 2024 anmodet om A’s eventuelle bemærkninger hertil, og A har den 14. oktober 2024 oplyst, at der inden for den seneste måned har været flere dødsfald i hans nærmeste familie, og at han derfor ikke har "overskud til dette".

Landsrettens begrundelse og resultat

Ved retsbog af 25. oktober 2023 berammede landsretten hovedforhandling i sagen til den 17. oktober 2024. Det blev samtidig bestemt, at A senest den 10. oktober 2024 skulle indlevere ekstrakt med samtidig oplysning om, at manglende rettidig indlevering kunne blive tillagt udeblivelsesvirkning.

Da A ikke inden for den fastsatte frist har indleveret ekstrakt, afvises anken i medfør af retsplejelovens § 386, stk. 1, jf. § 385, stk. 1. Den omstændighed, at der efter det oplyste for nylig har været flere dødsfald i A’s familie, kan efter en samlet vurdering ikke føre til et andet resultat, jf. retsplejelovens § 386, stk. 5.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 75.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Der er ved beløbets fastsættelse lagt vægt på sagens værdi, omfang og forløb, herunder at sagen er afvist kort før hovedforhandlingen.

THI KENDES FOR RET:

Denne ankesag afvises.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.