Er I omfattet af indberetningspligten af pensionsbidrag (CPS), er I også omfattet af indberetningspligten om diskvalificerende udbetalinger. Se hvem der er indberetningspligtig i vejledningen Indberetning af pensionsbidrag og pensionsstatistik (CPS), afsnit 1.1.1.
Som indberetningspligtig er I derfor allerede tildelt et firecifret brugernummer, som I skal bruge ved indberetningen.
Offentlige myndigheder
Offentlige myndigheder er med virkning fra den 1. juli 2020 pligtige til at indberette om diskvalificerende udbetalinger fra tjenestemandspensioner og lignende pensionsordninger, som de er defineret i pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6. Se § 13, stk. 1 og 7 i skatteindberetningsbekendtgørelsen.
Det er ikke muligt for offentlige myndigheder at lade sig registrere for pligten til at indberette om diskvalificerende udbetalinger, men I skal indberette om diskvalificerende udbetalinger, uden at være registreret for pligten.
I skal have tildelt et brugernummer af Skattestyrelsen til brug for indberetning. Skriv til os hvis I mangler et brugernummer. Se hvordan I skriver til os i afsnit 0.3. Oplys cvr-nr., adresse, mailadresse samt navn og telefonnummer på jeres kontaktperson.
Brugernummeret anvendes også ved alle henvendelser angående indberetningen til Skattestyrelsen. Der tildeles kun ét brugernummer pr. indsender.
Har I et begrænset antal udbetalinger at indberette om, har I mulighed for at bruge et excel-regneark til at danne en fil, som I kan uploade i TastSelv Erhverv, læs mere om dette i Bilag 3.