I feltoversigtens sidste kolonne (Bilag 2) er kardinalitet for det enkelte felt angivet. Det første tal i denne kolonne fortæller, om der altid skal angives en værdi i feltet eller om værdien, når særlige forhold gør sig gældende, kan udelades. Det næste tal(tegn) fortæller, hvor mange gange oplysningen kan angives. Fx hvor mange adresser eller identifikationsnumre, der kan angives om hver sælger. Hvis platformsoperatøren ønsker at tilføje flere værdier for et felt, skal værdien angives i en tilføjelsesrække.
· 0..1: Platformsoperatøren kan undlade at udfylde feltet, hvis det ikke er relevant eller påkrævet for den specifikke indberetning. Hvis feltet udfyldes, må værdien kun angives én gang.
· 0..*: Platformsoperatøren kan undlade at udfylde feltet, hvis det ikke er relevant eller påkrævet for den specifikke indberetning. Hvis feltet udfyldes, kan flere værdier angives.
· 1..1: Det er påkrævet at udfylde feltet og der må kun angives én værdi.
· 1..*: Det er påkrævet at udfylde feltet og der kan angives flere værdier.
Det er vigtigt at understrege, at kardinaliteten udelukkende beskriver om værdien i et givent felt teknisk set er påkrævet eller ej. Hvis en oplysning ikke er teknisk påkrævet, betyder det, at systemet ikke vil afvise indberetningsfilen i forbindelse med validering, hvis oplysningen undlades. Der kan dog være oplysninger, som teknisk set kan undlades, men som er juridisk set er påkrævet under bestemte forhold. Fx kan felter, der ikke i udgangspunktet er obligatoriske (fx de ustrukturerede adressefelter), blive obligatoriske, hvis andre felter (fx de strukturerede adressefelter) undlades. Andre oplysninger (fx antallet af udlejningsdage for udlejningsplatforme) er juridisk set påkrævet, hvis platformsoperatøren har adgang til denne type oplysninger. Det fremgår af feltoversigten i Bilag 2, hvornår de enkelte oplysninger er betinget påkrævede. For en mere detaljeret beskrivelse af de juridiske krav henvises til bekendtgørelse nr. 1253 om platformsoperatørers indberetningspligt vedrørende sælgere og udlejere og til Skattestyrelsens juridiske vejledning for indberetningspligtige platformsoperatører.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at benytte dummyværdier, hvis der mangler oplysninger om en Sælger eller aktivitet - læs mere i afsnit 3.1.7 for hvornår dummyværdier må benyttes samt hvilke dummyværdier der kan bruges i indberetningen.
Kravet for udfyldelse af felter under hovedrækkerne ’Assumed_Platform_Operator’ og ’Assuming_Platform_Operator’ gælder kun, hvis to platformsoperatører laver henvisende indberetninger til hinandens sælgere og deres aktiviteter. Hvis en platformsoperatør udelukkende laver indberetninger om sine egne sælgere og derfor undlader at udfylde feltet PO_ASSUMED_REPORTING i hovedrækken ’Platform Operator’, skal felterne i disse rækketyper ikke udfyldes.