En platformsoperatør, som faciliterer én eller flere af de indberetningspligtige aktiviteter, kan under særlige forhold være helt eller delvist undtaget for indberetningspligten. Platformsoperatøren er helt undtaget for indberetningspligten, hvis platformen udelukkende er tilgængelig for:
- Offentlige virksomheder
- Børsnoterede virksomheder, hvis aktier handles regelmæssigt på et etableret værdipapirmarked, eller en virksomhed, der er tilknyttet en anden virksomhed, hvis aktier handles regelmæssigt på et etableret værdipapirmarked.
- Virksomheder, som platformsoperatøren har formidlet mere end 2.000 udlejninger af fast ejendom for i løbet af et kalenderår, fx store hotelkæder.
Hvis et eller flere af disse forhold gør sig gældende, skal platformsoperatøren stadig registrere sig for indberetningspligten, men gøre dette vha. blanket 03.090 for undtagne platformsoperatører.
For platformsoperatører, som faciliterer salg af varer, gælder det, at de er undtaget indberetningspligt om de sælgere, som platformsoperatøren har formidlet færre end 30 varesalg for indenfor et kalenderår og for hvilke det samlede vederlag ikke overstiger 2.000 euro. Hvis blot den ene grænseværdi overskrides, vil der være indberetningspligt om sælgerens aktiviteter. Vær opmærksom på at denne undtagelse alene gælder forretningsområdet ‘Salg af varer’.