Den der skal foretages indberetning om, har pligt til at oplyse sit navn, adresse og cpr-nr., cvr-nr., se-nr. eller TIN-nr. til den indberetningspligtige.

Identifikationsoplysninger om herboende (indlænding)
Ved indlænding forstås en person, der har bopæl i Danmark.

Endvidere omfattes selskaber og foreninger m.v., der har hjemsted i Danmark.
Det gælder også dødsboer og konkursboer, der behandles i Danmark.

Skattepligtsforholdet har ikke betydning i forhold til indberetningen.

For selskaber, fonde, foreninger og dødsboer og lignende som hverken har et personnummer eller virksomhedsnummer, afgives identifikationsoplysninger om formanden eller en anden person, der er berettiget til at handle på vegne af den, som indberetningen handler om. Det står i § 3, stk. 3 i skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Identifikationsoplysninger om ikke herboende (valutaudlænding)
Ved valutaudlænding forstås en person, der ikke har bopæl i Danmark.

Det gælder også selskaber og foreninger mv., der ikke har hjemsted i Danmark, samt dødsboer og konkursboer, der ikke behandles i Danmark.

Skattepligtsforholdet har ikke betydning i forhold til indberetningen.

Indberetning på grønlandske personer og virksomheder
En kapitalejer med bopæl på Grønland på udlodningstidspunktet skal anses som en valutaudlænding i indberetningen.  

Personer med bopæl på Grønland er registeret med et cpr-nr. i Det Centrale Personregister.  

Virksomheder med fast driftssted på Grønland er registreret med et cvr-nr. i Det Centrale Erhvervsregister (virk.dk).

Udfyld altid felterne cpr-nr. eller cvr-nr. og identifikationsnummer (TIN). Udfyld TIN med enten cpr-nr. eller cvr-nr. Udfyld altid landekode med GL.  

Hvordan skal I indberette en kapitalejer, når kunden har et cpr-nr., men I ikke har sikker viden om bopælslandet?
I skal indberette kapitalejer som indlænding (ejerstatuskode 0,2,4, F), idet den vil blive afvist, hvis I ikke kan udfylde landekode ved TINtypekode 3.

Statsudsendte
Bopælslandet er afgørende for om en person, der er udsendt fra den danske stat, regioner, kommuner eller andre offentlige institutioner mv. skal betragtes som indlænding eller valutaudlænding.

Hvis en statsudsendt f.eks. opretholder sin folkeregisteradresse i Danmark, skal personen betragtes som indlænding.