Indberetningsvejledningen beskriver den praktiske håndtering af indberetning af sælgeres indtægter tjent på relevante aktiviteter, der er formidlet via en platform, til opfyldelse af den lovpligtige indberetningspligt efter DAC7 ved bekendtgørelse nr. 1253 af 6. september 2022. Såfremt vejledningen ikke er i overensstemmelse med lovgivningen eller Skatteforvaltningens opfattelse af gældende praksis i Den juridiske vejledning, skal indberetningspligtige følge lovgivningen og Den juridiske vejledning.
Vejledningen er en selvstændig årlig vejledning.
Indberetningsvejledningen er målrettet personer, som har ansvaret for de forretningsmæssige processer vedrørende indberetningen.
Skattestyrelsen bruger blandt andet indberetningerne til udstilling i skatteoplysningerne på skat.dk/tastselv eller på servicebrevet og til at danne årsopgørelser. Data bliver udstillet til anvendelse for andre offentlige myndigheder til beregning af offentlige tilskud.
Markering af nyt stof
Nyt stof og væsentlige ændringer i forhold til seneste udgave af vejledningen er markeret på denne måde: ►Ny tekst◄
Det fremgår samtidig af indholdsfortegnelsen, hvilke afsnit der indeholder stof, der er markeret som nyt eller en væsentlig ændring.
Hvis der er væsentlige ændringer, er det desuden angivet i afsnit 0.2 Hvad er nyt.
Hjælp til søgning i vejledningen
For at søge efter relevante ord eller sætninger i vejledningen, kan I bruge luppen i højre side
Abonner på nyt om eKapital
Vi anbefaler, at I abonnerer på nyt om eKapitals løsninger og driftsmeddelelser ved at tilmelde jer vores RSS-feeds. Ved at abonnere vil I altid være opdateret om driftsproblemer, systemmæssige opdateringer og relevant information om vejledninger, webmøder mv.
eKapitals fælles driftslog på skat.dk/eKapital har individuelle driftslogs. Det betyder, at I kan vælge den information, der er relevant for jer. I kan finde de enkelte driftslogs under skat.dk/ekapital - Se alle driftslogs for eKapital.
Meddelelser og nyheder om DAC7 fremgår af driftslog for Platformsøkonomi. Tilmeld jer på den enkelte driftslog og se evt. hvordan I gør på info.skat.dk, vælg Nyt på Skat info > Sådan abonnerer du på et RSS-feed.