Dato for udgivelse
19 apr 2024 06:12
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
29 feb 2024 14:22
SKM-nummer
SKM2024.230.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-46519/2022-HIL
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man vil klage + Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber + Personlig indkomst + Når man ønsker en sag genoptaget + Kapitalindkomst og fradrag i kapitalindkomsten
Emneord
Påstande, formulering, retsuvished, ikke grundlag for prøvelse
Resumé

Retten fandt, at skatteyderen ikke kunne få prøvet sine påstande, som de var formuleret. Sagen blev derfor afvist. 

For skatteyderens principale påstand lagde retten vægt på, at den ikke var egnet til at danne grundlag for domskonklusioner, idet en stor del af påstanden mere havde karakter af anbringender. Retten lagde også vægt på, at der ikke længere bestod en retsuvished mellem parterne, idet skattemyndighederne allerede ved sagens behandling i det administrative system havde givet skatteyderen medhold. 

For skatteyderens subsidiære påstand lagde retten vægt på, at også for denne var der ikke grundlag for en prøvelse, idet skatteyderen allerede havde fået medhold ved sagens behandling i det administrative system. 

Reference(r)

Kildeskatteloven § 53 stk. 2

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2024-1, A.C.2.1.4.1

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatteretten, j.nr. 22-0011642, offentliggjort

Appelliste

Sag BS-46519/2022-HIL

Parter

A

(selvmøder)

mod

Skatteministeriet Departementet

(advokat Mark Alexander Jarby Søndergaard)

Denne afgørelse er truffet af dommer Lene Faursby Ahlers.

Retten har modtaget sagen den 16. november 2022.  

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøger har anlagt sagen for at få rettens afgørelse af om, skattemyndighederne udøver ulovlig praksis ved systematisk at overtræde kildeskattelovens § 53 stk. 2 ved dannelse af forskudsopgørelse i løbet af skatteåret med henvisning til kildeskattelovens § 53, stk. 2, fordi ændringerne af forskudsopgørelse sker systematisk og automatiseret via IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet).

Det er sagsøgers opfattelse, at der ved anvendelse af IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet) ved udsøgningen af grundlag for at ændre en forskudsregistrering ikke bliver taget højde for, at oplysningerne i rubrik 233 (renteudgifter mv.) ud over renteindtægter samtidig kan indeholde et ekstraordinært særligt pensionsafskast. Et pensionsafkast der på grund af sin ekstraordinære karakter ikke er sandsynlighed for, vil blive udbetalt i det omhandlede skatteår. Ved anvendelses af It-systemet bliver der ikke taget konkret stilling til om, der er nærliggende grund til at antage, at den skattepligtes indkomstforhold i indkomståret vil afvige fra grundlaget efter kildeskattelovens § 52, stk. 1-4, hvilket er en af betingelserne for ændring af forskudsopgørelsen i kildeskattelovens § 53, stk. 2.   

A har nedlagt følgende påstand:  

Principale påstand

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at udtrykket "nærliggende grund" i kildeskattelovens § 53 stk. 2 skal opfattes som en betingelse.

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at udtrykket "nærliggende grund" i kildeskattelovens § 53 stk. 2 skal tolkes som "hvis der er grundlag for at antage, at forskudsopgørelsen med de nye oplysninger lagt til grund bliver mere korrekt".

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at udtrykket "foreliggende oplysninger" kan omfatte andet og mere end en oplysning om et positivt kapitalafkast i et foregående skatteår, og såfremt nyere oplysninger sandsynliggør, at et tilsvarende positivt kapitalafkast ikke vil finde sted, så skal sådanne nyere oplysninger inddrages og vægtes højere end tidligere oplysninger.  

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at det er en betingelse for en ny skatteansættelse i løbet af et skatteår, at den skattepligtige underrettes om baggrunden for den nye skatteansættelse.

Sagsøgte tilpligtes derfor til at anerkende, at skattemyndigheden i løbet af et skatteår kun kan fastsætte et ændret grundlag for forskudsskatten, hvis der er grundlag for at antage, at forskudsopgørelsen med de nye oplysninger lagt til grund bliver mere korrekt, og at det forudsætter, at den skattepligtige underrettes om baggrunden for den nye skatteansættelse.  

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet) i løbet af et skatteår fastsætter grundlaget for forskudsskatten ud fra et eventuelt positivt kapitalafkast det foregående skatteår, uden at tage hensyn til nyeste oplysninger og uden af tage hensyn til, om den reviderede forskudsopgørelsen bliver mere korrekt.

Sagsøgte tilpligtes derfor til at anerkende, at skatteforvaltningens dannelse af forskudsregistreringen efter IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet) er i strid med reglerne i Kildeskattelovens § 53, stk. 2.

Subsidiære påstand

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at Skatteforvaltningens dannelse af min forskudsregistrering i 2020 efter IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet) er i strid med reglen i Kildeskattelovens § 53, stk. 2, hvorefter forskudsopgørelsen alene kan ændres, såfremt der foreligger nye oplysninger, der giver en nærliggende grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige fra grundlaget.

Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand om:  

Afvisning.  

Subsidiært: Frifindelse.  

Retten har bestemt ikke at behandle sagen efter reglerne om småsager.

Retten har udskilt sagsøgtes afvisningspåstand til særskilt afgørelse.

Parterne er enige om, at afvisningsspørgsmålet kan afgøres på skriftligt grundlag.

Retten har den 6. juli 2023 meddelt sagsøger advokatpålæg, hvilket ikke er efterkommet. Retten har den 14. februar 2024 som konsekvens heraf besluttet, at sagens forberedelse er sluttet den 23. februar 2024, og at sagen afgøres på det foreliggende grundlag. Retten lægger herved de af sagsøger før det meddelte advokatpålæg afgivne processkrifter til grund for sin afgørelse.

Oplysningerne i sagen

Det fremgår af sagens bilag 19 skattestyrelsens svar af 8. oktober 2021 på en klage fra sagsøger af 21. maj 2021, at skattestyrelsen den 6. juni 2020 har dannet et forslag til en ændret forskudsopgørelse for 2020 på baggrund af en maskinel udsøgning ved IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet) af oplysningerne i rubrik 233 på sagsøgtes årsopgørelse for 2019. Forslaget indebar en ændring af rubrik 233 fra 292 kr. til 103.633 kr. svarende til oplysningerne i årsopgørelsen for 2019. Skattestyrelsen har oplyst, at efter deres oplysninger om sagen blev der den 8. juni 2020 sendt en advisering om ændringen af hans forskudsopgørelse til sagsøger ved mail, at sagsøger ikke reagerede på forslaget, hvorfor der den 23. juni 2020 blev dannet en ændret forskudsopgørelse på baggrund af det fremsendte forslag, samt sendt en advisering til sagsøger i e-Boks.  

Ændringen medførte udskrivning af 5 B-skatterater på i alt 28.730 kr. Der var blevet sendt betalingspåmindelser til sagsøger hhv. den 14. august og 14. september 2020.

Sagsøger har kontaktet Skattestyrelsen telefonisk, og den 10. oktober 2020 har sagsøger indsendt en klage over ændringen af sin forskudsopgørelse for 2020 og opkrævning af B-skat.

Den 4. november 2020 sendte Skattestyrelsen et forslag til en ændret forskudsopgørelse for 2020 til sagsøger, hvor forskudsopgørelsen blev ændret tilbage til således, at det ekstraordinære særlige pensionsafkast, som sagsøger havde modtaget i 2019, ikke blev overført til forskudsopgørelsen for 2020, hvilket forslag sagsøger tiltrådte den 16. november 2020.

B-skattekravet var overdraget til Gældsstyrelsen i september 2020. Gældsstyrelsen har fortaget lønindeholdelse med 2.002,00 kr. den 21. november 2020, med 575,00 kr. den 25. november 2020, men 1.012,00 kr. den 26. november 2020 og med 9. december 2020. Beløbene er udbetalt til sagsøger hhv. den 7. og 16. december 2020.   

Parternes synspunkter

A har i processkrift af 16. juni 2023 ad sagsøgtes afvisningspåstand anført:

"…

1. Sagens faktiske omstændigheder  

Nærværende sag BS-46519/2022-HIL drejer sig om kildeskattelovens § 53, som i sin nuværende udformning  fremgik af et lovforslag, 2011/1 LSF 199, der blev vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 13. september 2012.   Som dokumentation for lovgivers intention med udformningen af kildeskattelovens § 53 vedlægger jeg Uddrag af bemærkninger til lovforslag L 199: " bilag 36 - Uddrag af bemærkninger til lovforslag L 199 vedtaget af Folketinget den 13. september 2012".   

Nærværende sag drejer sig mere konkret om kildeskattelovens § 53 stk. 2, og mere specifikt om den situation, hvor   

skattemyndigheden   

i løbet af et skatteår   

• hvor der allerede foreligger en ordinær forskudsregistrering ultimo det foregående år tager initiativ til at ændre den skattepligtiges indkomstgrundlag. Denne situation er meget nøje beskrevet i kildeskattelovens § 53 stk. 2 og i bemærkningerne til loven.  

Kildeskattelovens § 53 stk. 2 fastlægger det som en betingelse for, at skattemyndigheden kan foretage en sådan ændring, at:   

1) der foreligger en nærliggende grund til at antage den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige fra grundlaget   

2) den skattepligtige samtidig med modtagelsen af forskudsopgørelsen underrettes om baggrunden for afvigelsen af grundlaget.  

3) (uddybet i stk. 5) der foretages partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19  

Udtrykket "betingelser" fremgår ikke af selve lovteksten i kildeskattelovens § 53, men det fremgår tydeligt af bemærkningerne til loven (jf. markeringerne mærket "6", "19" og "20" i bilag 36), at der er tale om betingelser.  

1.1 Der skal foreligge en nærliggende grund til at antage den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige fra grundlaget  

Det er i mit stævningsdokument og i yderligere af mine processkrifter grundigt dokumenteret, at der i juni 2020 ikke fandtes en nærliggende grund til at antage, at mine indkomstforhold i indkomståret ville afvige fra grundlaget. Skattemyndighedens afgørelse af 23. juni 2020 medfører en væsentlig mere ukorrekt forskudsopgørelse. Det er en ganske særlig situation, at Sagsøgte giver mig ubetinget ret (jf. bilag 1) i mine synspunkter desangående. Med henvisning til bemærkningerne til § 53 stk. 2 i kildeskatteloven skriver Sagsøgte (jf. bilag 1) til mig: "Desuden foreslås det, at det bliver muligt for SKAT at fastsætte grundlaget for forskudsskatten på et andet grundlag end grundlaget efter kildeskattelovens § 52 inden forskudsårets start. Det kan ske, hvis der er grundlag for at antage, at forskudsopgørelsen med de nye oplysninger lagt til grund bliver mere korrekt".    

Sagsøgte har (bl.a.) i bilag 6 erkendt, at skattemyndigheden i min sag (jf. min subsidiære påstand) ikke har opfyldt kildeskattelovens første betingelse. Sagsøgte har (bl.a.) i bilag 19 oplyst, at kravet i 2020 er afstedkommet af IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet), som foretager alle tilsvarende forskudsopgørelser. Det må deraf udledes, at Sagsøgte har erkendt, at skattemyndigheden også i min sag i 2022 (hvor de samfundsøkonomiske forhold var sammenlignelige med forholdene i 2020) har negligeret kildeskattelovens første betingelse. Det må også udledes, at Sagsøgte har erkendt, at skattemyndigheden generelt (i øvrige skattepligtiges tilsvarende sager, fordi sagsbehandlingen er automatiseret) negligerer kildeskattelovens første betingelse. Jeg finder det herefter fastslået, at skattemyndigheden har overtrådt - og fortsat overtræder - den første betingelse i kildeskattelovens § 53 stk. 2.  

1.2 Den skattepligtige skal samtidig med modtagelsen af forskudsopgørelsen underrettes om baggrunden for afvigelsen af grundlaget.  

Skattemyndigheden har i min sag, ved ikke at oplyse årsagen til forskudsændringen, undladt at opfylde kildeskattelovens anden betingelse. Det er naturligvis ikke muligt konkret at dokumentere, hvad myndigheden ikke oplyser. Men da oplysningen ikke fremgår af dokumentationen i sagen, og da Sagsøgte ikke i sine procesdokumenter har hævdet opfyldelse af denne betingelse, så må det lægges til grund, at Skattemyndigheden i min sag ikke har opfyldt kildeskattelovens anden betingelse. Med samme argumentation som for den første betingelses vedkommende negligerer skattemyndigheden generelt (i øvrige skattepligtiges tilsvarende sager, fordi sagsbehandlingen er automatiseret) kildeskattelovens anden betingelse.

1.3 Der skal foretages partshøring  

Udtrykket "partshøring" er ikke anvendt i selve lovteksten i kildeskattelovens § 53 stk. 5, men af bemærkningerne til loven læses: "Ønskes ændringen imidlertid gennemført efter, at den ordinære forskudsopgørelse er blevet gjort tilgængelig for den skattepligtige, er det dog en betingelse, at der sker partshøring af den skattepligtige efter forslaget til ny stk. 5 i kildeskattelovens § 53" (jf. markeringen mærket "9" i bilag 36). I bemærkningerne findes det yderligere "…hensigtsmæssigt udtrykkeligt at give regler om begrundelse og for høringsproceduren ved forslag til ændret forskudsopgørelse" (jf. markeringen mærket "23" i bilag 36). Videre fremgår det, at: "Forslaget om et nyt stk. 5 i § 53 går derfor ud på, at SKAT skal underrette den skattepligtige om en påtænkt ændring af forskudsskatten samt baggrunden herfor" (jf. markeringen mærket "24" i bilag 36). Det er påfaldende, at lovgiver så grundigt giver udtryk for nødvendigheden af partshøring.  

Forinden skriver lovgiver (jf. fremhævningen mærket "22" i bilag 36) i bemærkningerne: at "En forskudsopgørelse har karakter af en forvaltningsafgørelse. En ændring af forskudsopgørelsen på skattemyndighedernes initiativ skal derfor opfylde forvaltningslovens hørings- og begrundelsesregler". Partshøring ville have været sikret allerede med bemærkningen om, at en forskudsopgørelse har karakter af en forvaltningsafgørelse, men det er bemærkelsesværdigt, at lovgiver adskillige gange gentager, at der er tale om en betingelse og gentager væsentligheden i, at en partshøring gennemføres. Partshøring er en såkaldt garantiforskrift, således som det blandt andet fremgår af Ombudsmandens redegørelse i "overblik  #9" med titlen "Partshøring". Sagsøgte har erkendt (hvilket kan udledes af bl.a. bilag 23), at skattemyndigheden i min sag, ved ikke at foretage partshøring, har undladt at opfylde kildeskattelovens tredje betingelse. Sagsøgte har i bilag 23 fremført den påstand, at hverken det brev (e-mail), som skattemyndigheden sendte mig den 8. juni 2020 (forud for afgørelsen), eller det brev (e-mail), som skattemyndigheden sendte mig den 23. juni 2020 (med information om afgørelsen), ikke har nogen betydning for sagen eller for sagsbehandlingen i øvrigt. Skattemyndigheden skriver direkte i bilag 36 (citat): "De to mails indeholder ikke oplysninger, der kan lægges til grund for en afgørelse".  Når de breve, som Skattemyndigheden har sendt mig, ikke har nogen betydning for sagen eller for sagsbehandlingen i øvrigt, så kan disse breve naturligvis ikke dreje sig om en partshøring.   

1.4 Skattemyndigheden undlader at opfylde alle kildeskattelovens tre betingelser.  

Kildeskattelovens § 53 stiller som nævnt tre betingelser, for at skattemyndigheden i løbet af et skatteår kan ændre den skattepligtiges indkomstgrundlag, når der foreligger en ordinær forskudsopgørelse efter Kildeskattelovens § 52.    

For at opfylde lovens krav, så skal skattemyndigheden altså overholde både betingelse 1 og betingelse 2 og (når der som i mit tilfælde foreligger en ordinær forskudsansættelse) betingelse 3. Det er min påstand (jf. min subsidiære påstand), at skattemyndigheden ved ændring af min forskudsansættelse i juni 2020 hverken har overholdt betingelse 1 eller betingelse 2 eller betingelse 3.  

Jeg henleder rettens opmærksomhed på, at skattemyndigheden på ingen måde i forløbet fra tvistens opståen i juni 2020 til sagsanlægget 17. november 2022 og på ingen måde gennem det foreløbige stævningsforløb og gjort forsøg på at dokumentere, at betingelserne for anvendelse af kildeskattelovens § 53 stk. 2 er opfyldt i min sag.  

Netop fordi den skattepligtige skal kunne tage stilling til et forslag fra skattemyndigheden om ændret forskudsopgørelse, så er det specifikt krævet som en betingelse i kildeskattelovens § 53 stk. 2, at den skattepligtige samtidig med modtagelsen af en af skattemyndigheden ændret forskudsopgørelse underrettes om baggrunden for ændringen. Og denne underretning skal være af et omfang, der opfylder kravene i forvaltningsloven (jf. både bemærkningerne til loven og Ombudsmandens udtalelser). Jeg modtog ingen underretning om baggrunden for, at skattemyndigheden i juni 2020 forøgede min skattepligtige indkomst med 103.341 kroner og et deraf følgende krav på 28.730 kroner i yderligere forskudsskat. Jeg modtog heller ingen underretning om baggrunden for, at skattemyndigheden den 24. maj 2022 forøgede min kapitalindkomst fra -8.424 kr. til 112.007 kr., altså en forøgelse på 120.431 kr., med deraf følgende krav på 27.605 kroner i yderligere forskudsskat. Ikke blot er selve ulovligheden den samme i 2022, den numeriske værdi af fejlen er stort set også den samme (at den numeriske værdi af fejlen er den samme skyldes dog nok mere en "tilfældighed").  

Folketingets Ombudsmand skriver i overblik #8 om "Officialprincippet", at (citat): "En myndighed skal også i forhold til udøvelsen af f.eks. faktisk forvaltningsvirksomhed, indgåelse af kontrakter, indstillinger og processuelle beslutninger sikre sig, at den er i besiddelse af det oplysningsgrundlag, som er nødvendigt for at handle forsvarligt og korrekt. Her gælder for så vidt noget tilsvarende som i afgørelsessager ud fra princippet om saglig forvaltning" (citat slut). Heraf må det udledes, at når skattemyndigheden stiller et forslag (også som led i faktisk forvaltningsvirksomhed), så skal forslaget være af en sådan karakter, at det, hvis det bliver effektueret, er korrekt. Skatteministeriet skriver (bilag 1), at skattemyndigheden efter kildeskattelovens § 53 stk. 2 kan ændre grundlaget for forskudsskatten, hvis (citat): "der er grundlag for at antage, at forskudsopgørelsen med de nye oplysninger lagt til grund bliver mere korrekt". Det er uomtvisteligt, at Skattestyrelsens forslag og efterfølgende afgørelse i juni 2020 medførte, at forskudsopgørelsen blev (væsentligt) mere ukorrekt. Det er også uomtvisteligt, at Skattestyrelsens forslag den 24. maj 2022 ville have medført en (væsentligt) mere ukorrekt forskudsopgørelse, hvis jeg ikke havde protesteret. Det fremgår i øvrigt af de i sagen vedlagte bilag (bilag 8-17), at det burde være indlysende for skattemyndigheden at vide, at forslaget i juni 2020 (og forslaget i 2022) ville føre til en (væsentligt) mere ukorrekt forskudsansættelse.  

Dette sammenholdt med kravet til overholdelse af officialprincippet (ikke blot i konkrete, endelige afgørelser men også i også i forhold til udøvelsen af f.eks. faktisk forvaltningsvirksomhed, indstillinger og processuelle beslutninger), betyder, at skattemyndigheden, både i min sag i juni 2020 (jf. min subsidiære påstand) i min sag i maj/juni 2022 og generelt (jf. min principale påstand) har overtrådt og fortsat overtræder kildeskattelovens § 53 stk. 2.  

1.5 Konsekvenserne af skattemyndighedens manglende overholdelse af kildeskattelovens tre betingelser.  

Helt grundlæggende kan en myndighed naturligvis ikke kræve, at en borger reagerer på et krav, der savner lovformeligt grundlag. Dette kan udledes af officialprincippet (som omtalt under pkt. 1.4), men det kan også udledes af myndigheders grundlæggende vejledningspligt, hvorom Folketingets Ombudsmand skriver i indledningen til overblik #5 om Vejledning: "Formålet med myndighedernes vejledningspligt er at imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for retstab" og videre "Vejledningen bør sikre, at borgeren får tilstrækkelig orientering om, hvilken betydning reglerne på et givet område har, og hvordan borgeren lettest og mest effektivt kan opfylde de krav, der følger af lovgivningen".    

I relation til Skattestyrelsens forslag af 8. juni 2022 (et forslag, som siden viste sig at savne lovformeligt grundlag), hævder Sagsøgte i sit svarskrift, at (citat): "Det stod sagsøgeren frit for at afvise forslaget". Noget tilsvarende hævdede Sagsøgte under telefonmødet 2. juni 2023. Indledningsvist skal jeg i forhold til dette påpege, at da det retlige grundlag for forslaget ikke eksisterer, så giver det ikke mening (der er intet retligt krav til), at jeg skal forholde mig til forslaget. Mere pragmatisk vil jeg dog fremføre følgende: For at jeg på sagligt grundlag skal kunne afvise forslaget, så er det helt afgørende, at jeg kender årsagen til (eller baggrunden for) forslaget. Med de økonomiske vilkår, der herskede i 2020 (og særligt i foråret 2020), faldt det mig naturligvis ikke ind, at skattemyndigheden i juni 2020 forudså et afkast på min pension på 103.341 kroner (svarende til at afkast på 15%!). Jeg har (eller har haft) en grundlæggende tiltro til myndigheders sagsbehandling, og når en myndighed varsler et krav, så må jeg formode, at der er lovformeligt grundlag for dette krav. Hvis skattemyndigheden havde opfyldt betingelse 3 (og altså oplyst, at indkomstforhøjelsen på 103.341 kroner udelukkende skyldes en tilsvarende (urealiseret) gevinst på pensionsopsparing i 2019), kunne jeg sagligt have afvist forslaget (jf. bilag 8-17). Jeg gør en passant opmærksom på, at skattemyndigheden i juni 2020 oplyste en svartid på 30 dage (jf. bilag 18) på skriftlige henvendelser, hvilket stiller skattemyndighedens krav om et svar inden 15 dage i relief. Det er ikke muligt inden for de af loven foreskrevne 15 dage (hvis der havde været foretaget den partshøring, som loven foreskriver) at indhente en begrundelse for ændringen hos skattemyndigheden.  

Jeg finder det med de ovenfor anførte begrundelser det uomtvisteligt, at skattemyndighedens (utilstrækkelige) "varsel" om kravet - og skattemyndighedens effektuering af kravet i 2020 ikke opfylder lovens betingelser, og dermed er betegnelsen "ulovligt" berettiget.   

Det er skærpende, at Skattestyrelsen, trods mine skriftlige indsigelser, overdrager kravet til tvangsinddrivelse i Gældsstyrelsen. Jeg tvinges derved til at skulle finansiere et uberettiget krav på 28.730 kr.  

1.6 Sammenfatning af skattemyndighedens overtrædelse af kildeskattelovens § 53 stk. 2  

Sagsøgtes manglende opfyldelse af de tre betingelser i kildeskattelovens § 53 stk. 2 kan sammenfattes på følgende måde:   

• Sagsøgte har bl.a. i bilag 6 erkendt, at skattemyndigheden i min sag ikke har opfyldt kildeskattelovens første betingelse. Sagsøgte har i bilag 19 oplyst, at kravet i 2020 er afstedkommet af IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet), som foretager alle tilsvarende forskudsopgørelser. Sagsøgte har således erkendt, at skattemyndigheden også i min sag i 2022 (hvor forholdene var stort set identiske med forholdene i 2020) også i 2022 har negligeret kildeskattelovens første betingelse. Det må også udledes, at Sagsøgte har erkendt, at skattemyndigheden generelt (i øvrige skattepligtiges tilsvarende sager, fordi sagsbehandlingen er automatiseret) negligerer kildeskattelovens første betingelse.  

• Skattemyndigheden har i min sag, ved ikke at oplyse årsagen til forskudsændringen, undladt at opfylde kildeskattelovens anden betingelse.  Med samme argumentation som for den første betingelses vedkommende skattemyndigheden mere generelt negligerer kildeskattelovens anden betingelse.  

• Sagsøgte har erkendt, at skattemyndigheden i min sag, ved ikke at foretage partshøring, har undladt at opfylde kildeskattelovens tredje betingelse. Af Sagsøgtes erkendelse af, at sagsbehandlingen desangående er automatiseret, så har sagsøgte implicit erkendt, at skattemyndigheden på tilsvarende vis overtræder loven i øvrige skattepligtiges tilsvarende sager.   

Sagsøgte hævder i svarskriftets punkt 4.2.4 (s. 9), at: "Sagsøgerens synspunkter om, at Skattestyrelsen ikke begrundede bl.a. sagsøgerens nye forskudsopgørelse af 23. juni 2020 (bilag 4), stævningen, afsnit 7, om at underretningen ikke var behørig for sagsøgerens nye forskudsopgørelse (stævningen, side 11, 4. afsnit), om journalisering og aktindsigt (stævningen, side 12ff.), om Gældsstyrelsens lønindeholdelse (stævningen, side 15, afsnit 10), om tidligere indkomstår (stævningen, side 15, afsnit 11), om øvrige kritikpunkter (stævningen, side 15, afsnit 12), om erstatningsansvar m.v. for uberettiget inddrivelse (stævningen, side 19, afsnit 15), og om forældelse (stævningen, side 19, afsnit 16), falder derfor udenfor denne sag, ligesom de bestrides af ministeriet" (min understregning).

Sagsøgte bestrider altså (med uden nærmere at redegøre herfor) alle mine påstande, og allerede derfor er der tale om en tvist mellem parterne. Tvisten er aktuel, fordi der (i henhold til mine påstande) er tale om en ulovlighed, der foregår løbende og fremadrettet (og som altså også er foregået i 2022). Jeg beder i øvrigt retten bemærke det modstridende i, at skatteministeriet i bilag 1 giver mig fuldstændig ret i mine påstande vedrørende betingelsen om en "nærliggende grund", mens Sagsøgte i svarskriftet hævder, at mine påstande "bestrides af ministeriet".  

Jeg mener, at Sagsøgtes forbehold "… selv hvis sagsøgeren (engang) havde en retlig interesse…" er grundløst. Det bør være uomtvisteligt, at der eksisterede en retlig interesse, da Skattestyrelsen stillede mig et ulovligt krav den 23. juni 2020) og at denne retlige interesse som minimum består indtil Skattestyrelsen den 4. november 2020 erkender (jf. sagens bilag 6), at kravet er uberettiget. Og den retlige interesse må også bestå indtil det tvangsinddrevne beløb er refunderet i løbet af december 2020.  

Spørgsmålet er herefter, om denne retlige interesse forsvinder i løbet af december 2020 ved, at skattemyndigheden den 4. november 2020 frafalder kravet og erkender, at der ikke var lovligt grundlag for det stillede krav.  

Sagsøgte skriver i sit svarskrift (side 2), at "På baggrund af sagsøgerens henvendelse og klage til Skattestyrelsen, ændrede Skattestyrelsen imidlertid sagsøgerens forskudsopgørelse for 2020 i overensstemmelse med sagsøgerens synspunkt (bilag 6). Sagsøgeren har derfor ikke (længere) retlig interesse i spørgsmålet".   

Jeg mener, at den retlige interesse består, indledningsvist fordi skattemyndigheden ikke kompenserer mig for at skulle have finansieret et uberettiget krav. Men langt mere væsentligt er det dog, at skattemyndigheden i 2022 (jf. vedlagte bilag 37) igen i 2022 stiller et uberettiget (ulovligt) krav, præcis på samme måde som i juni 2020, men denne gang er kravet blot en smule større. Dette underbygger min principale påstand om, at skattemyndigheden systematisk overtræder kildeskattelovens § 53. Det er dog også min opfattelse, at skattemyndigheden allerede i svar den 8. oktober 2021 (bilag 19) på min klage af 21. maj 2021 har erkendt, at kravet stillet den 23. juni 2020 er udarbejdet automatisk af IT-systemet "(red.IT-system.nr.1.fjernet)", som udarbejder alle forskudsregistreringer (både ordinære forskudsregistreringer i henhold til kildeskattelovens § 52 og forskudsregistreringer i henhold til kildeskattelovens § 53 stk. 2).   

Jeg opfatter der derfor som uomtvisteligt, at den ulovlighed, som efter min subsidiære påstand er blevet begået i 2020, er en systematisk ulovlighed (jf. min principale påstand), som altså også er begået mod mig i 2022.  

Flere domme fastslår, at det forhold, at en uret hypotetisk kan tænkes at gentage sig, ikke alene berettiger domstolsbehandling. Noget tilsvarende påstår Sagsøgte i sine processkrifter. Men i min sag er der ikke tale om, at en uret hypotetisk kan tænkes at gentage sig; uretten har gentaget sig og uretten vil uomtvisteligt fortsætte med at gentage sig, fordi årsagen til uretten er inkorporeret i skattemyndighedens IT-system.  

Som tidligere angivet i dette processkrift, så fremgår det af bemærkningerne til kildeskatteloven (fremhævningen mærket "22" i bilag 36), at: "En forskudsopgørelse har karakter af en forvaltningsafgørelse". Folketingets Ombudsmand skriver indledningsvist i "overblik #4" om "Afgørelsesbegrebet", at (citat): "Forvaltningslovens regler gælder som udgangspunkt for sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed" (citat slut). Det er her væsentligt, at forvaltningslovens regler ikke blot gælder for sager, hvor der er truffet afgørelse, men også for sager hvor der vil blive truffet afgørelse. Dette betyder ikke blot, at sagsbehandlingen skal være saglig, men også at de helt grundlæggende forvaltningsretlige regler (herunder naturligvis de såkaldte garantiforskrifter) skal overholdes i sager, der kan føre til, at der træffes afgørelse.   

Officialprincippet er en sådan garantiforskrift. Ombudsmanden skriver indledningsvist i "overblik #8" om Officialprincippet, at (citat): "Myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer afgørelse - det er et grundlæggende princip i forvaltningsretten. Princippet kaldes oftest officialprincippet eller undersøgelsesprincippet. Det er ikke lovfæstet, men er udtryk for en almindelig retsgrundsætning. Formålet med officialprincippet er at understøtte, at der træffes materielt lovlige og rigtige afgørelser" (citat slut). Videre skriver Ombudsmanden (citat):  "Princippet forpligter myndigheden til at kende det retlige grundlag, den skal træffe afgørelse efter, og til at tilvejebringe relevante oplysninger om sagens faktiske omstændigheder" (citat slut) og (citat): "Officialprincippet forpligter imidlertid myndigheden til aktivt at sikre, at oplysningerne bliver indsamlet og kontrolleret" (citat slut).   

Ombudsmandens udtalelser (i "overblik #4" og i "overblik #8") vedrørende forvaltningslovens bestemmelser, officialprincippet og reglerne for "god forvaltningsskik" må tolkes således, at en myndighed ikke må stille borgeren et forslag, som kan føre til en afgørelse, som savner lovformeligt grundlag.   

Det forhold, at jeg "ved tilfældigheders gunst" i 2022 nåede at gøre indsigelser, og at skattemyndighedens forlag (som igen forbrød sig mod alle tre betingelser i kildeskattelovens § 53 stk. 2) derved ikke blev effektueret, mitigerer altså ikke ulovligheden.   

Som tidligere nævnt skriver sagsøgte på side 6 i "Processkrift om afvisning", at: "… selv hvis sagsøgeren (engang) havde en retlig interesse, eksisterer den ikke længere".  I svarskriftet s. 2 begrunder Sagsøgte dette på følgende måde: "På baggrund af sagsøgerens henvendelse og klage til Skattestyrelsen, ændrede Skattestyrelsen imidlertid sagsøgerens forskudsopgørelse for 2020 i overensstemmelse med sagsøgerens synspunkt (bilag 6). Sagsøgeren har derfor ikke (længere) retlig interesse i spørgsmålet, jf. f.eks. TfS 2001, 296 og UfR 2004.3051 H".  

Sagsøgtes påstand herom modargumenteres imidlertid af sagen 49/2015, hvor Højesteret afsagde som den 5. februar 2016. Sagen indledes med at behandle sagsøgers retlige interesse. Sagsøgte (Y1-by Kommune) hævder til støtte for afvisningspåstanden, at sagsøger (Forsyningssekretariatet) har ophævet de afgørelser, som ellers skulle have været prøvet under sagen, og at staten i øvrigt har tilbagebetalt det pågældende beløb med rente. Sagsøger hævder derfor, at der ikke længere eksisterer en aktuel tvist mellem parterne, og at Sagsøger dermed ikke (længere) har den fornødne retlige interesse. I Højesterets begrundelse og resultat indleder Højesteret med at fastslå, at der fortsat foreligger en aktuel tvist mellem parterne, og retten tager derfor ikke Sagsøgtes afvisningspåstand til følge.   

Den ovenfor refererede sag (49/2015), som har lighedspunkter med min sag (og som er nyere end de af Sagsøgte nævnte sager), viser altså, at det forhold, at en myndighed ophæver en tidligere afgørelse, og at et beløb indkrævet eller tilbageholdt i forbindelse med den tidligere afgørelse refunderes, ikke (nødvendigvis) betyder, at tvisten ikke kan bestå, og dermed ikke betyder, at den retlige interesse ophører.    

1.7 Om IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet)  

Til fuld forståelse for sagens faktiske omstændigheder fordres forståelse for den rolle, som IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet) spiller i sagen. Herom skal det indledningsvist gentages, at overholdelsen af lovbefæstede regler er uafhængig af, hvor vidt en myndighedsafgørelen (eller forberedelsen til en myndighedsafgørelen) foretages manuelt eller maskinelt (jf. Ombudsmandens redegørelse i overblik #13 om "Generelle forvaltningsretlige krav til offentlige it-systemer").   

Lovforslaget 2011/1 LSF 199 blev som tidligere nævnt vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 13. september 2012. Bemærkningerne til dette lovforslag er derfor gældende. Forholdene vedrørende fastsættelse (herunder ændret fastsættelse) af forskudsopgørelse er særdeles grundigt beskrevet i bemærkningerne til dette lovforslag. Uddrag af disse bemærkninger fremgår af bilag 36.   

Det fremgår af bemærkningerne (jf. markeringen mærket "2" i bilag 36), at forinden vedtagelsen af dette lovforslag, så basererede forskudsopgørelser sig på to år gamle indkomstdata. Det fremgår af bemærkningerne (jf. markeringen mærket "1" i bilag 36), at "forslaget har det overordnede formål at sikre en mere korrekt skatteafregning i løbet af forskudsåret".  Forslaget har altså til formål at sikre en mere korrekt skatteafregning, og det skal sikres i løbet af forskudsåret. Det fremgår (jf. markeringen mærket "3" i bilag 36), at dette skal sikres bl.a. af hensynet til borgernes likviditet.  

Det fremgår af bemærkningerne (jf. markeringerne mærket "6" og "8" i bilag 36), at skattemyndigheden i selve forskudsåret kan ændre forskudsopgørelsen, hvis skattemyndigheden finder nærliggende grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige væsentligt fra den ordinære forskudsregistrering. Betingelserne herfor er allerede beskrevet og dokumenteret i dette processkrift.  

Af bemærkningerne (jf. markeringen mærket "10" i bilag 36) fremgår det, at "Som et led i bestræbelserne på at få den løbende forskudsskattebetaling til i højere grad at svare til den endelige skatteafregning ifølge årsopgørelsen foreslås det at etablere en ordning, hvorefter SKAT på grundlag af løbende indberetninger, heriblandt de foreslåede kvartalsvise indberetninger vedrørende renteudgifter, jf. forslaget nedenfor, automatisk genererer forslag til ændrede forskudsansættelser til borgerne. Denne ordning benævnes i det følgende »(red.IT-system.nr.1.fjernet)«". Videre fremgår det af bemærkningerne (jf. markeringen mærket "11" i bilag 36), at "Tanken er, at systemet omkring (red.IT-system.nr.1.fjernet) det opbygges således, at det er i stand til at generere månedlige ændringer af forskudsopgørelsen, således at der til stadighed sker en opdatering af borgernes forskudsskat og en tilsvarende reduktion i efterbetalingen af personskat". Hele grundlaget for indførelsen af "(red.IT-system.nr.1.fjernet)" er altså, at opgørelsen af forskudsskat skal basere sig på aktuelle informationer (informationer stammende fra igangværende skatteår) fremfor som tidligere på to år gamle data.   

Det fremgår af bemærkningerne (jf. markeringen mærket "12" i bilag 36), at "Inden de pågældende data indgår i forskudssystemet og genererer et (red.IT-system.nr.1.fjernet), sikres validiteten af oplysningerne i SKAT’s systemer". At validiteten af de data, som skattemyndigheden anvender, skal være sikret, kan allerede udledes af officialprincippet, men nu er det altså også eksplicit nævnt i bemærkningerne til kildeskatteloven. At skattemyndigheden har pligt til at sikre validiteten af oplysningerne i myndighedens systemer betyder, at skattemyndigheden har pligt til at sikre, at oplysningerne ikke blot var valide, da de blev dannet, men at skattemyndigheden har pligt til at sikre, at oplysningerne også er valide, når de anvendes. Det betyder videre, at hvis skattemyndigheden i løbet af et skatteår finder, at der er nærliggende grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige væsentligt fra den ordinære forskudsregistrering, så skal denne nærliggende grund være baseret på aktuelle (nyeste) oplysninger. Således fremgår det af bemærkningerne (jf. markeringen mærket "13" i bilag 36), at hvis aktuelle informationer inddrages, så bliver der "bedre overensstemmelse mellem forskudsskatten og den endelige skat", hvilket netop er intentionen med indførelsen af "(red.IT-system.nr.1.fjernet)".     

Af bemærkningerne (jf. markeringen mærket "21" i bilag 36) fremgår det i øvrigt, at hovedområdet for anvendelsen af (betingelserne i) kildeskattelovens § 53 stk. 2 "vil være situationer, hvor løbende indberetninger fra indberetningspligtige genererer de såkaldte (red.IT-system.nr.1.fjernet)". Lovgiver fastslår altså (igen) det som helt afgørende, at når et "(red.IT-system.nr.1.fjernet)" genereres, så skal betingelserne (herunder at der foreligger en nærliggende grund) være opfyldt.       

Skattemyndigheden skriver den 8. oktober 2021 (s. bilag 19) i svar på min klage af 21. maj 2021, at "Skattestyrelsen forsøger løbende at optimere sagsbehandlingen, herunder hvordan vi teknisk kan understøtte en korrekt skattebetaling bedst muligt. På tidspunktet for udsøgningen var det ikke muligt at udskille de særlige pensionsafkast fra renteindtægter. Det er det fortsat ikke, og Skattestyrelsen undersøger derfor forskellige løsningsmodeller, der kan imødegå problemstillingen". Dette er en vag og ufuldstændig forklaring. Rent IT-mæssigt er det naturligvis uproblemtisk at foretage en sådan udskillelse, hvis skattestyrelsens IT-systemer opfylder de almindelige krav til offentlige IT-systemer (jf. Ombudsmandens overblik #13 om "Generelle forvaltningsretlige krav til offentlige it-systemer"). At skattemyndigheden tilsyneladende ikke evner at indrette deres IT-systemer på lovlig vis bør ikke belaste den skattepligtige! En lang række juridiske skrifter (her under Dr.jur. Mads Bryde Andersen bog Ret og Metode, som jeg også har henvis til i mit processkrift "Sagsøgers replik til sagsøgtes Processkrift om afvisning", redegør for, at hvis en myndighed ønsker at automatisere noget, som er for vanskeligt til at automatisere (herunder hvis en automatisering vil forbryde sig mod lovgivningen), så skal myndigheden undlade at automatisere (respektive foranledige, at loven ændres).  Noget tilsvarende giver Folketingets Ombudsmand udtryk for i FOB 2019 med titlen "Hvordan digitaliserer vi uden at skade vores retssikkerhed?"  

Jeg finder det uomtvisteligt, at Skattestyrelsen i styrelsens anvendelse af (red.IT-system.nr.1.fjernet), ikke respekterer lovgivers intentioner med dette system.   

Jeg mener, at jeg med ovenstående har redegjort for, at skattemyndigheden anvendelse af (red.IT-system.nr.1.fjernet) er i strid med kildeskattelovens § 53 stk. 2, i hvert fald når det gælder ændring af forskudsopgørelse for skattepligtige, der har pensionsopsparinger, der beskattes efter pensionsbeskatningslovens § 53A.  

1.8 Generelt om bemærkningerne til kildeskattelovens § 53  

Skatteministeriet anfører i sine synspunkter og anbringender i sagen Sag BS28572/2020-HJR, at: "Skatteministeriet har anført navnlig, at det springende punkt i sagen er, hvad der skal tillægges vægt ved vurderingen af, hvad der udgør passiv kapitalanbringelse efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6, herunder om problemstillingen skal vurderes ud fra 1) om selskabet udfører "reel erhvervsaktivitet" eller om aktiviteten har karakter af "passiv pengeanbringelse" , eller 2) om opsamlingsbegrebet "el. lign." skal fortolkes snævert, således at spørgsmålet er, om andele i solcelle- og vindmøllevirksomhed kan sidestilles med de opregnede aktivtyper, f.eks. fast ejendom. Domstolenes stillingtagen til dette tvistepunkt vil bero på en fortolkning af lovens ordlyd og forarbejder. Dette er kerneområdet for en sag af principiel karakter. Da der ikke foreligger retspraksis om den nærmere fortolkning af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6, er der tale om en sag af principiel karakter, jf. retsplejelovens § 226".  

Skatteministeriet (som i nærværende sag er den sagsøgte) anfører altså overfor Højesteret, at Domstolenes stillingtagen til dette tvistepunkt bør bero på en fortolkning af lovens ordlyd og forarbejder og at dette er kerneområdet for en sag af principiel karakter. Skatteministeriet anfører endvidere, at fordi der ikke foreligger retspraksis om den nærmere fortolkning af sagens hovedspørgsmål, så er der tale om en sag af principiel karakter.  

Ligeledes må Skatteministeriet (Sagsøgte i min sag) være enig i, at min påstand om skattemyndighedens overtrædelse af kildeskattelovens § 53 stk. 2 bør bero på en fortolkning af lovens ordlyd og forarbejder.  

2 Betingelserne for sagsøgers retlige interesse (søgsmålskompetence) er opfyldt.  

For at kunne anlægge en sag ved domstolene kræves det, at sagsøgeren har retlig interesse (søgsmålskompetence). Retlig interesse eller søgsmålskompetence defineres ikke eksplicit i retsplejeloven, men begrebet er rigt beskrevet i den juridiske litteratur, hvor der typisk nævnes fire betingelserne, der dog grupperes lidt forskelligt. Betingelserne er meget detaljeret gennemgået i sagen BS-42924/2019ROS, hvor der ved retten i Roskilde blev afsagt dom den 9. december 2020. Jeg vil i min gennemgang af betingelserne for retlig interesse benytte samme struktur, som er anvendt i sagen BS-42924/2019-ROS.  

I sagen er, analogt til min sag, en indsigelse om manglende søgsmålskompetence udskilt til særskilt og forlods behandling og afgørelse. Jeg vil i det følgende anvende den redegørelse for begrebet retlig interesse, som retten lagde til grund i sagen BS-42924/2019-ROS. Det skal bemærkes, at sagen vedrører Planloven som indeholder særskilte klageberettigelse; derfor kan der være forhold vedrørende afgørelser om retlig interesse i sager om klager i henhold til planloven, der er specielle. I det følgende er det imidlertid kun de generelle betingelser for retlige interesse, der diskuteres, ikke rettens afgørelse i den konkrete sag.   

I henhold til dommen begrundelse i sagen BS-42924/2019-ROS forudsætter retlig interesse, at:  

1. sagsøgerens påstand skal være lovlig,   

2. sagsøgerens påstand skal være af aktuel og konkret karakter  

3. påstanden(e) skal kunne bedømmes retligt, og  

4. sagsøgeren skal have en individuel interesse i sagen.  

I visse sager ført ved domstolene, hvor spørgsmålet om søgsmålskompetence behandles selvstændigt, er det også tillagt betydning, hvis søgsmålets afgørelse har indgribende betydning for større samfundsgrupper (jf. bl.a. U 2001.2065 H (Schengen-sagen), U 1996.1300 H (Maastricht-sagen) og U 2011.984 H (Lissabon-sagen). Da min sag også har indgribende betydning for større samfundsgrupper, så vil jeg også komme ind på dette.   

Jeg vil i det følgende redegøre for, at jeg i min sag opfylder de ovennævnte forudsætninger for retlig interesse. Dette vil i sagens natur i nogen grad blive en gentagelse af min redegørelse for sagens faktiske omstændigheder.  

Sagsøgte skriver s. 5 i "Processkrift om afvisning", at "Kravene til retlig interesse er ikke nødvendigvis de samme i fuldbyrdelsessøgsmål og anerkendelsessøgsmål. I fuldbyrdelsessøgsmål giver kravene til retlig interesse sjældent anledning til tvivl, mens den, der anlægger et anerkendelsessøgsmål, i højere grad må overveje, om betingelserne for sagsanlæg er opfyldt. I anerkendelsessøgsmål er det et krav, at der er retsuvished". Jeg vil derfor i det følgende også inddrage disse eventuelle betingelser, og jeg vil begrunder retsuvished i min sag.   

2.1 Sagsøgerens påstand skal være lovlig.   

Det er ikke draget i tvivl, at mine (sagsøgerens) påstande er lovlige. Jeg ser derfor ingen årsag til at argumentere, at mine påstande er lovlige. Jeg vil alligevel fremhæve rettens generelle anvisning om dette i sagen BS-42924/2019-ROS:

"Grundlovens § 63 hjemler således sagsøgers ret til ved domstolene at få efterprøvet lovligheden af offentlige forvaltningsmyndigheders afgørelser, herunder kommunale afgørelser såsom vedtagelsen af lokalplaner. Der er tale om et grundlæggende forvaltningsretligt princip i et retssamfund, hvorefter lovligheden af forvaltningsmyndighedernes afgørelser skal kunne prøves ved domstolene".  

Da en ændring af en forskudsopgørelse som tidligere dokumenteret er at betragte som en afgørelse, så er legaliteten af mine påstande uomtvistelig.

2.2 Sagsøgerens påstand skal være af aktuel og konkret karakter  

I begrundelsen for retlig interesse i sagen BS-42924/2019-ROS skriver retten indledningsvist: "Det er ikke i lovgivningen nærmere reguleret, hvornår der generelt foreligger adgang til domstolsprøvelse efter Grundlovens § 63. Dette afgøres i stedet efter retspraksis. Der følger heraf et krav om, at sagsøger skal have fornøden retlig interesse i at få et spørgsmål prøvet ved domstolene, for at have søgsmålskompetence. Hvorvidt der i et konkret tilfælde foreligger en sådan retlig interesse, afhænger af, om spørgsmålet er af aktuel og konkret karakter…" samt "I vurderingen af spørgsmålet om sagsøgers søgsmålskompetence, må der således foretages en konkret vurdering ud fra forskellige momenter, herunder hvorvidt sagsøger har en aktuel og konkret interesse i sagen".  

Den materielle del af sagen BS-42924/2019-ROS angår en tvist angående spørgsmålet om, hvorvidt de af sagsøgte vedtagne lokalplaner er lovlige som følge af de i planerne indeholdte de facto forbud mod brændeovne. Det fremgår af sagsøgers påstand og anbringender, at sagen ikke drejer sig om resultatet af myndighedens afgørelse, men om legaliteten af myndighedens afgørelse.   

I sagen BS-42924/2019-ROS skriver retten herom: "Sagens materielle del angår en konkret tvist angående spørgsmålet om, hvorvidt de af sagsøgte vedtagne lokalplaner er lovlige som følge af de i planerne indeholdte de facto forbud mod brændeovne".    

I sagen BS-42924/2019-ROS begrunder retten: "Der foreligger således en aktuel og konkret tvist mellem parterne, hvorved hensynet til, at domstolene ikke skal tage stilling til abstrakte og hypotetiske spørgsmål er varetaget. Der er i denne sag tværtimod tale om et konkret og nærmere afgrænset aktuelt spørgsmål - nemlig hvorvidt de konkrete bestemmelser om skorstensforbud er ulovlige, eller ej".  

Retten fastslår altså, at en spørgsmål om en konkret afgørelse efter en konkret lov ikke er abstrakt og hypotetisk.  

Der er altså i sagen BS-42924/2019-ROS tale om en konkret tvist om, hvor vidt grundlaget for myndighedens afgørelse er lovligt, ligesom min sag drejer sig om lovligheden af grundlaget for skattemyndighedens afgørelse om forhøjelse af forskudsskat.    

I min sag argumenterer Sagsøgte i "Processkrift om afvisning" (s. 5 og 6), at domstolene ikke tager stilling til hypotetiske situationer, og hævder (ganske vist med en meget svag argumentation) dermed, at mine påstande drejer sig om en hypotetisk situation. Jeg har i min redegørelse for sagens faktiske omstændigheder dokumenteret min påstand om, at skattemyndighedens ændring af min forskudsskat i juni 2020 og skattemyndighedens forslag til ændring af min forskudsskat i juni 2022 begge er ulovlige, samt er skattemyndigheden fortsætter den ulovlige praksis. Mine påstande er dermed af aktuel og konkret karakter.  

Sagsøgte skriver s. 6 i sit "Processkrift om afvisning", at: "Der er ikke tale om en konkret tvist mellem to parter", men Sagsøgte skriver også i sit svarskrift punkt 4.2.4 (s. 9), at sagsøgte bestrider mine påstande. Men da påstandene er aktuelle og konkrete, og da Sagsøgte bestrider mine påstande (og at der således er tale om en tvist), så er der altså tale om en aktuel og konkret tvist mellem to parter.  

2.3 Påstanden(e) skal kunne bedømmes retligt.  

I begrundelsen for retlig interesse i sagen BS-42924/2019-ROS skriver retten: "Det er ikke i lovgivningen nærmere reguleret, hvornår der generelt foreligger adgang til domstolsprøvelse efter Grundlovens § 63. Dette afgøres i stedet efter retspraksis. Der følger heraf et krav om, at sagsøger skal have fornøden retlig interesse i at få et spørgsmål prøvet ved domstolene, for at have søgsmålskompetence. Hvorvidt der i et konkret tilfælde foreligger en sådan retlig interesse, afhænger af, om spørgsmålet er af aktuel og konkret karakter…, om spørgsmålet er egnet til behandling ved domstolene samt om den, der ønsker sagen rejst har en tilstrækkelig nær tilknytning til sagens genstand (jf. også Forvaltningsret - Almindelige emner, Jens Garde m.fl. 5. udgave, side 361".  

At påstanden(e) skal kunne bedømmes retligt betyder, at der skal foreligge et retsbeskyttet element, som er egnet til at blive behandlet ved domstolene.  

Af kildeskattelovens § 53 stk. 2 fremgår tre betingelser og dermed tre retsbeskyttede elementer. Disse tre betingelser er allerede grundigt gennemgået under punkt 1 om Sagens faktiske omstændigheder.  

Kildeskattelovens § 53 er altså omfattet af tre retsbeskyttede elementer. Jeg vil i det følgende gennemgå hver af disse tre elementer separat.  

2.3.1 Retten skal kunne bedømme, om der i min sag den 8. juni 2020 for skattemyndigheden forelå en nærliggende grund til at ændre min forskudsansættelse.  

Skatteministeriet udtaler (bilag 1) at (citat): "udtrykket "nærliggende grund" nærmest anvendes synonymt med "hvis der er grundlag for at antage, at forskudsopgørelsen med de nye oplysninger lagt til grund bliver mere korrekt" (citat slut).   

Det er muligt retligt at bedømme, om skattemyndighedens ændring af min forskudsregistrering i juni 2020 er blevet "mere korrekt". Desuden er det, ud fra sagens bilag 8-17, muligt retligt at bedømme, hvor vidt der i juni 2020 foreligger en nærliggende grund til at antage, at min kapitalindkomst som følge af afkast af min pensionshensættelse vil stige i indkomståret.  

Supplerende hertil henviser jeg til bilag 6, hvor Skattestyrelsen frafalder kravet rejst i juni 2020. Skattestyrelsen skriver (citat): "Tallet på din nuværende forskudsopgørelse stammer fra automatisk sendt forslag af 6. juni 2020. Ændringen er foretaget d. 23. juni 2020" (citat slut). Skattestyrelsen begrunder frafaldet på følgende måde (citat): "Vi er enige i, at et positivt afkast på pensionsordninger omfattet af Pensionsbeskatningslovens § 53A for 2019, ikke nødvendigvis betyder, at der vil være et tilsvarende pensionsafkast i 2020" (citat slut). Dette kan kun tolkes således, at Skattestyrelsen erkender, at der ikke var en nærliggende grund til at antage, at min indkomst i 2020 ville stige, og at betingelsen 3.1 derfor ikke var opfyldt. Der var dermed ingen lovlig grund til at stille kravet, som derfor var ulovligt.   

2.3.2 Retten skal kunne bedømme, om skattemyndigheden samtidig information om ændring af min forskudsansættelse har underrettet mig om baggrunden for afvigelsen.  

Det er muligt retligt at bedømme, om jeg samtidig med modtagelsen af forskudsopgørelsen er blevet underrettet om baggrunden for afvigelsen af grundlaget. Det drejer sig for retten blot om at betragte den information, som skattemyndigheden har sendt mig. Denne information fremgår af de i sagen fremlagte bilag.  

Af dokumentationen fremgår ikke en sådan underretning.   

2.3.3 Retten skal kunne bedømme, om skattemyndigheden forud for ændring af min forskudsansættelse den 23. juni 2020 har gennemført partshøring.  Det er muligt retligt at bedømme, om skattemyndigheden forud for afgørelsen om ændring af min skattepligtige indkomst har foretage partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 (jf. kildeskattelovens § 53 stk. 5 og bemærkningerne til Kildeskatteloven)  

Der er dermed muligt retligt at bedømme, om skattemyndigheden i min sag har overholdt Kildeskattelovens § 53 stk. 2 og stk. 5, og det er dermed muligt retligt at bedømme min subsidiære påstand.  

Det fremgår endvidere (blandt andet af bilag 19), at afgørelsen vedrørende ændring af min forskudsskat i 2020 er foretaget af IT-systemet "(red.IT-system.nr.1.fjernet)".  Da "(red.IT-system.nr.1.fjernet)" foretager alle forskudsopgørelser (og ændringer af disse), så er det muligt retligt at bedømme, om skattemyndighedens ændringer af forskudsopgørelser er systematiske og dermed vedrører alle skattepligtige (med tilsvarende beskatningsforhold).   

For så vidt optræder ulovligheden allerede, hvis skattemyndigheden negligerer blot én af disse tre betingelser. Men det er min påstand, at skattemyndigheden negligerer alle tre betingelser.  

Det er dermed muligt retligt at bedømme min principale påstand.  

Det må herefter konstateres, at det er muligt retligt at bedømme både min principale påstand og min subsidiære påstand.   

2.4 Sagsøgeren skal have en individuel interesse i sagen.   

Ved, på trods af mine indsigelser, at lade et uberettiget krav om betaling af yderligere 28.730 kr. i forskudsskat tvangsinddrive ved lønindeholdelse, har skattemyndigheden pålagt min en stor økonomisk byrde. Skattemyndigheden har ganske vidst tilbagebetalt det uberettiget inddrevne beløb, men har ikke kompenseret det tab (og den ulempe) jeg har haft ved dette.   

I de efterfølgende år har jeg været meget opmærksom på, om skattemyndigheden skulle gentage ulovligheden fra 2020. I 2022 skete det igen. Her stillede skattemyndigheden et uberettiget krav på ca. 112.000 kr.  

Det er en belastning hvert år at skulle kontrollere, om skattemyndigheden overholder loven og at skulle reagere, når skattemyndigheden ikke overholder loven. Det er ikke lovligt, at en myndighed pålægger en borger en forpligtigelse, som ikke hviler på et lovformeligt grundlag. Jeg har derfor en konkret interesse i, at der træffes retlig afgørelse om, hvor vidt den procedure, som skattemyndigheden følger ved ændringer af forskudsskat i henhold til Kildeskattelovens § 53 stk. 2 er lovlig.  

2.5 I anerkendelsessøgsmål er det (muligvis) et krav, at der er retsuvished.  

Sagsøgte hævder, at der i anerkendelsessøgsmål også er krav om retsuvished, hvilket jeg tager til følge.  

Alene det forhold, at der er en væsentlig diskrepans mellem den opfattelse af "nærliggende grund" i kildeskattelovens § 53 stk. 2, som Sagsøgte tilkendegiver i bilag 1, og den praksis, hvor med Sagsøgte effektuerer (eller rettere negligerer) "nærliggende grund" i kildeskattelovens § 53 stk. 2 (en praksis, som sagsøgte påstår lovlig), kan kun tolkes som at der eksisterer en retsuvished.    

Mere generelt påstår Sagsøgte, at skattemyndigheden ikke overtræder kildeskattelovens § 53 stk. 2, mens jeg påstår, at skattemyndigheden overtræder alle tre betingelser i kildeskattelovens § 53 stk. 2.  

Som redegjort for i mit procesdokument "Vedrørende sagens principielle karakter" har Ankestyrelsen (i sagen sagen C-36-00) fundet retsuvished om fortolkningen formuleringen "nærliggende risiko" i servicelovens § 128, og Ankestyrelsen har truffet principafgørelse vedrørende dette spørgsmål. Retsuvisheden om formuleringen "nærliggende risiko" i servicelovens § 128 kan udmærket sammenlignes med retsuvisheden om fortolkningen af formuleringen "nærliggende grund" i kildeskattelovens § 53 stk. 2. Det skal tilføjes, at hverken domstole, landsskatteretten eller skatteankestyrelsen tidligere har behandlet dette spørgsmål. Jeg mener, at der ubetinget hersker en retsuvished vedrørende dette spørgsmål.  

Af skattemyndighedens besvarelser af mine aktindsigtsanmodninger og af Sagsøgtes procesdokumenter fremgår det, at der (og det er meget overraskende for mig) muligvis også herske retsusikkerhed om, hvor vidt en myndighed kun skal respektere officialprincippet og øvrige forvaltningsretliges grundregler i konkrete afgørelser, eller om myndighederne skal følge disse regler i al deres virksomhed. Folketingets Ombudsmand har efter min opfattelse udtrykt sig meget præcist om dette spørgsmål (jf. punkt 1.5 og 1.6), men da Sagsøgte øjensynlig har en anden opfattelse (som er inkorporeret i skattestyrelsens praksis), så må dette kunne tolkes som en retsuvished.   

Jeg finder det uomtvisteligt, at jeg i min sag opfylder alle betingelser for retlig interesse.  

3 Vedrørende sagsøgtes kritik af de fremsatte påstande.       

I "Processkrift om afvisning" skriver Sagsøgte s.6, at "Sagsøgerens principale påstand er en generelt formuleret påstand om, at anvendelsen af "(red.IT-system.nr.1.fjernet)" er i strid med kildeskattelovens § 53, stk. 2. Der er ikke tale om en konkret tvist mellem to parter, og sagsøgeren har ikke en individuel retlig interesse i afgørelsen af det generelle spørgsmål…".   

I det følgende vil jeg mod-argumentere, hvad jeg opfatter som Sagsøgtes kritik af "en generelt formuleret påstand".  

Jeg mener, at jeg i stævningsdokumentet tilstrækkeligt tydeligt har redegjort for min principale påstand. Denne påstand kan opfattes som værende "generelt formuleret" i den forstand, at der er tale om, at IT-systemet "(red.IT-system.nr.1.fjernet)" generelt ikke respekterer betingelserne i kildeskattelovens § 53, stk. 2. Uanset om en afgørelse træffes ved personlig sagsbehandling eller maskinelt, så skal loven respekteres (jf. Ombudsmandens udtalelser i "overblik #13" om "Generelle forvaltningsretlige krav til offentlige itsystemer"). Når "(red.IT-system.nr.1.fjernet)" (i hvert fald i sager, der drejer sig om pensionsordninger omfattet af Pensionsbeskatningslovens § 53A) ikke respekterer hverken betingelse 1, betingelse 2 eller betingelse 3, så må påstandsformuleringen i den henseende blive "generel" - i betydningen "omfattende". Formuleringen er også generel i den henseende, at IT-systemets manglende respekt for de nævnte tre betingelser generelt forulemper (alle) skattepligtige med pensionsordninger omfattet af Pensionsbeskatnings-lovens § 53A (og muligvis også andre skattepligtige). Jeg har som nævnt i stævningsdokumentet ved adskillige aktindsigtsanmodninger anmodet Skattestyrelsen oplyse antallet af skattepligtige, der som jeg er pålignet uberettiget forskudsskat. Skattestyrelsen har imidlertid nægtet at oplyse dette antal. Det konkrete antal er imidlertid også af mindre betydning. Det afgørende er, at alle sådanne skattepligtige forulempes.      

Sagsøgte begrunder i "Processkrift om Afvisning" endvidere sin afvisningspåstand med, at Sagsøgers påstande er upræcise. Sagsøgte skriver herom: "Hertil kommer, at påstandene er så upræcise, at de ikke egner sig til at indgå i en domskonklusion". Sagsøgte omtaler ikke nærmere, hvad Sagsøgte omfatter som upræcist.   

Jeg anfører endvidere, at retten (i henhold til retsplejelovens § 339) kan søge uklare eller ufuldstændige påstande eller anbringender afhjulpet ved spørgsmål til parten. Retten har ikke nævnt uklarhed eller manglende præcision i mine påstande og retten har ikke søgt noget desangående afhjulpet ved spørgsmål til mig. Jeg finder derfor, at retten ikke mener, at der mangler klarhed eller præcision i mine påstande.  

Jeg har under punkt 2.3 i fuldt omfang redegjort for, at mine påstande kan bedømmes retligt.  

Det eneste eventuelt upræcise der tilbagestår er, at det ikke af sagen fremgår, hvor mange skattepligtige, der belastes af skattemyndighedens ulovlige procedure - altså antallet af skattepligtige, der som jeg er blevet tilsendt breve med uberettiget krav om forskudsskat. Sådanne breve skal, i henhold til offentlighedslovens § 15, være journaliserede, og oplysningen bør derfor være umiddelbart tilgængelig. Skattemyndigheden har hidtil nægtet at oplyse noget om dette. Jeg anmoder retten om, i henhold til retsplejelovens § 298, at Sagsøgte fremlægger denne oplysning for retten. Denne anmodning har jeg, uden virkning, også fremsat i mit stævningsdokument. Jeg vil nu i et separat dokument fremsætte denne anmodning.  

5. Sagsøgtes påstande og bevisførelse  

Som redegjort for i min processkrift "Sagsøgers replik til sagsøgtes Processkrift om afvisning" finder jeg sagsøgtes påstande og bevisførelser utilstrækkelige og i visse tilfælde usaglige.  

Sagsøgte skriver under punktet "2 Bemærkninger til sagsøgerens påstande" s. 2 i sit svarskrift: "Sagsøgerens subsidiære påstand er en påstand om, at det er i strid med kildeskattelovens § 53, stk. 2, at skattemyndighederne generede en ny forskudsopgørelse for 2020 for sagsøgeren den 23. juni 2020 (bilag 4). På baggrund af sagsøgerens henvendelse og klage til Skattestyrelsen, ændrede Skattestyrelsen imidlertid sagsøgerens forskudsopgørelse for 2020 i overensstemmelse med sagsøgerens synspunkt (bilag 6). Sagsøgeren har derfor ikke (længere) retlig interesse i spørgsmålet, jf. f.eks. TfS 2001, 296 og UfR 2004.3051 H."  

Sagsøgte skriver under punkt 2 s. 2 i Processkrift om afvisning: "Navnlig henset til, at Skattestyrelsen allerede den 4. november 2020 ændrede sagsøgerens forskudsopgørelse for 2020 i overensstemmelse med hans synspunkter, foreligger der ikke særlige omstændigheder, der støtter, at han kan få prøvet sine generelt formulerede påstande".  

Sagsøgte henviser både i sit svarskrift og i Processkrift om afvisning til domme, som Sagsøgte mener understøtter denne påstand.    

Det er korrekt, at en række domme afgør, at hvis skattemyndigheden mitigerer en tvist ved, at skattemyndigheden ændrer en tidligere afgørelse til modpartens fordel, refunderer et eventuelt uberettiget opkrævet beløb eller tilkender et tidligere benægte fradrag, så bortfalder den retlige interesse hermed. Men disse afgørelser drejer sig om enestående sager, hvor skattemyndigheden erkender en fejl eller om en fejlbehæftet praksis, hvor skattemyndigheden efterfølgende ændrer praksis (jf. min argumentation s. 7 øverst). Sagsøgte har ikke anført domme, hvor skattemyndigheden erkender en fejl og ændrer en afgørelse i overensstemmelse med denne erkendelse, men hvor skattemyndigheden efterfølgende fortsætter den fejlagtige (ulovlige) praksis. Jeg mener ikke, der kan drages analogi mellem sagerne i de af Sagsøgte anførte domme og min sag.  

For at en dom kan tillægges værdi som retskilde, så skal kunne drages analogi mellem den sag, som dommen vedrører og den aktuelle sag. Af Landsrettens begrundelse for dom i sagen BS-16055/2020-VLR fremgår det eksempelvis: "I forhold til Landsskatterettens kendelse, offentliggjort i SKM 2007.731. LSR, er det rettens opfattelse, at der ikke kan foretages en analogislutning eftersom de faktiske omstændigheder ikke kan sammenlignes med nærværende sag".  

6. Parternes indbyrdes forsøg på at løse tvisten  

Af "Indkaldelsen til forberedende telefonmøde" fremgår det, at Retten "forventer, at parterne kan redegøre for, hvordan de har forsøgt at løse deres uenighed, inden retssagen blev anlagt" hvilket følger af retsplejelovens § 336 a: "Parterne har pligt til at fremme sagen med fornøden hurtighed, til at undgå unødige sagsskridt og til at undersøge muligheden for en forligsmæssig løsning også forud for sagens anlæg". Rettens forventning er således ikke blot relevant, men også direkte begrundet i lovgivningen. Til min overraskelse blev dette punkt i mødeindkaldelsen forbigået på mødet. Jeg vil i det følgende kort redegøre for, hvorledes jeg har forsøgt at løse uenigheden, inden retssagen blev anlagt:  

Da skattemyndighederne den 8. juni 2020 som dokumenteret ikke opfylder betingelserne i kildeskattelovens § 53 stk. 2 (hvorved forslaget bliver ulovligt), da jeg i øvrigt først blev bekendt med forslaget ca. en uge senere) og da SKAT på det tidspunkt havde 30 dages svartid på skriftlige henvendelser (jf. bilag 18), så var det ikke muligt for mig inden den 23. juni 2020 på et sagligt grundlag at ændre min forskudsregistrering; jeg kendte jo ikke årsagen til, at SKAT foreslog den forøgelse af min indkomst med ca. 103.000 kr., som blev effektueret den 23. juni 2023.  

I perioden fra 23. juni og til jeg rejste stævning, har jeg et utal af gange henvendt mig til skattemyndigheden for at søge afklaring; herunder har jeg mere end 30 gange anmodet om aktindsigt og jeg har den 21. maj 2021 sendt en meget omfattende klage (bilag 19) til skattemyndigheden. Besvarelserne har typisk være mangelfulde eller direkte forkerte og for aktindsigtsanmodningerne har de ofte ikke opfyldt lovens krav vedrørende tidsfrister. Derfor har sagen trukket unødigt langt ud.   

Hertil kommer min forespørgsel i Skatteministeriet, hvor ministeriets tolkning af kildeskattelovens § 53 stk. 2 er identisk med min.   

For at finde en endelig og "mindelig" løsning på tvisten, har jeg den 24. oktober 2021, med en anmodning om såkaldt "bindende svar" i henhold til skatteforvaltningsloven § 21, anmodet skattemyndigheden (Skattestyrelsen) om at forelægge min påstand for Skatterådet.

Af "Aftale mellem formanden for Skatterådet og Skatteministeriet om sager som skal forelægges for Skatterådet" (2011) fremgår det: "Skatterådet skal, ved ny lovgivning, der kræver fortolkning, i en periode medvirke ved fastlæggelsen af en administrativ praksis, som herefter skal videreføres af Skatteministeriet". Det er ikke i aftalen nærmere specificeret hvad der ligger i formuleringen "ny lovgivning", men det må antages, at det drejer sig om lovgivning, hvorom der endnu ikke er foretaget afgørelse eller vurdering af en af skattemyndigheden uafhængig instans (skatteankenævnet, Landsskatteretten, domstolene m.v.). Ingen af skattemyndigheden uafhængig instans har endnu foretaget fortolkning af betingelsen "nærliggende grund" i kildeskattelovens § 53 stk. 2. Dog har Skatteministeriet (Sagsøgte) selv udlagt en fortolkning (jf. bilag 1), som skatteforvaltningen blot undlader at følge.  

Det bemærkes, at Skattestyrelsen af egen drift (jf. skatteforvaltningsloven § 2) kan forelægge et spørgsmål for Skatterådet, og Skattestyrelsen er forpligtet til (jf. skatteforvaltningsloven § 21) at forelægge et spørgsmål til afgørelse i Skatterådet, hvis svaret (som i min sag) vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige, vedrører større økonomiske værdier, angår fortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen eller hvis sagen i øvrigt skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse.  

Jeg mener, at alle de nævnte betingelser er opfyldt (uden dog at kende den kontekstuelle tolkning af "større økonomiske værdier" (for mig er 28.730 kr. af stor økonomisk værdi). Det bemærkes, at hvis blot en enkelt af disse betingelser er opfyldt, så skal Skattestyrelsen forelægge spørgsmålet for Skatterådet. Skattestyrelsen afslog ved brev af 5. november 2021 (jf. bilag 38) at forelægge spørgsmålet for Skatterådet og Landsskatteretten stadfæstede (j. bilag 31) den 6. oktober 2022 Skattestyrelsens afslag. Af Landsskatterettens begrundelse (s. 28 og 29 i bilag 31) fremgår det, at det er landsskatterettens opfattelse (med belæg i en aftale mellem formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen og Motorstyrelsen), at (citat): "…det er Skatteforvaltningen, der udvælger de principielle sager, der skal forelægges for Skatterådet". Det er min opfattelse, at dette er i strid med Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4. Men da en forelæggelse for Skatterådet ikke længere er aktuel, så er det heller ikke længere aktuelt at diskutere Landsskatterettens syn på dette spørgsmål. Jeg nævner blot, at jeg med anmodningen om spørgsmålets forelæggelse for Skatterådet har gjort en endeligt forsøg på at finde en mindelig afgørelse af tvisten.  

Det er i øvrigt helt almindeligt, at Skatterådet træffer afgørelser i lovfortolkningsspørgsmål. Dette er simpelthen et af Skatterådets hovedopgaver. Skatterådet har foretaget lovfortolkning i så mange sager, at det ikke ved henvisninger at give et retvisende billede af omfanget, men jeg skal dog alligevel henvise til SKM2017.59.LSR, hvor Skatterådet fortolker vederlagskravet i kildeskatteloven §§ 48 E-F); Skatterådets sag 21-0744694 (2022), hvor Skatterådet fortolker begrebet "bestemt for afsætning" i kontekst af gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 1 og 2; SKM2015.745.SR, hvor Skatterådet fortolker er ordlyden af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6; SKM2019.428.SR, hvor Skatterådet i relation til momsbestemmelserne fortolker begreberne "voucher" og "turistkkort". Disse eksempler, som er blot et meget begrænset uddrag af Skatterådets lovfortolkningssager, viser bredden i lovfortolkningsspørgsmål, hvor træffer afgørelse.  

7. Eventuel udvidelse af Sagsøgers påstande  

Jeg har i mit stævningsdokument anført, at Sagsøgte ikke opfylder (overtræder) offentlighedslovens § 15. Dette er i stævningsdokumentet anvendt som indicium for mine påstande, men det optræder ikke som selvstændig påstand. Jeg har i min replik af 13. februar 2023 taget forbehold for, at jeg (med belæg i retsplejelovens § 358) vil nedlægge det som selvstændig påstand, at Sagsøgte overtræder offentlighedslovens § 15.   

En sådan selvstændig påstand er ikke væsentlig i forhold til en afgørelse af Sagsøgers afvisningspåstand, men jeg tager fortsat forbehold for at nedlægge det som selvstændig påstand forinden behandling af stævningens hovedspørgsmål.    

8.  Hovedspørgsmålet i afvisningssagen  

Jeg finder det godtgjort, at jeg (som minimum) havde en retlig interesse i mine påstande i perioden 8. juni 2020 til 4. november 2020.  

Det må konkluderes, at Sagsøgtes påstand om afvisning alene hviler på Sagsøgtes påstand om, at Sagsøgers retlige interesse forsvandt, da Skattestyrelsen den 4. november 2020 omgjorde afgørelsen af 23. juni 2020.  

Det er min opfattelse, at rettens afgørelse om afvisning må bero på, om min retlige interesse forsvandt, da skattestyrelsen den 4. november 2020 omgjorde afgørelsen af 23. juni 2020. Afgørelsen om dette afhænger efter min vurdering af, hvorvidt retten er enig i Ombudsmandens udtalelser om Officialprincippet som beskrevet under pkt. 1.4 og om, hvorvidt retten er enig i Ombudsmandens udtalelser om, at "En myndighed skal også i forhold til udøvelsen af f.eks. faktisk forvaltningsvirksomhed, indgåelse af kontrakter, indstillinger og processuelle beslutninger sikre sig, at den er i besiddelse af det oplysningsgrundlag, som er nødvendigt for at handle forsvarligt og korrekt. Her gælder for så vidt noget tilsvarende som i afgørelsessager ud fra princippet om saglig forvaltning". Hvis retten er enig i Ombudsmandens udtalelser (herunder den netop citerede), så har skatteforvaltningen (Skattestyrelsen) fortsat en ulovlig praksis også efter 4. november 2020, herunder fremsat et ubegrundet (og dermed ulovlig) forslag til mig den 24. maj 2022; et forslag, som aftvinger mig en aktiv indsats for at undgå retstab. Skattemyndigheden har bedyret, at myndigheden agter at fortsætte en sådan praksis. Dermed er det min opfattelse, at min retlige interesse består.    

9. Yderligere vedrørende afvisningsspørgsmålet og sagens videre forløb.  

Det skal bemærkes, at dette processkrift skal opfattes som et supplement til - og ikke en erstatning af - mit processkrift "Sagsøgers replik til sagsøgtes Processkrift om afvisning". I sagsøgtes Processkrift om afvisning henviser Sagsøgte bl.a. til en række domme og til sekvenser fra diverse juridiske tidsskrifter, men uden at redegøre for analogien, og dermed uden at redegøre for relevansen, i forhold til min sag. Dette synspunkt har jeg grundigt redegjort for i mit processkrift "Sagsøgers replik til sagsøgtes Processkrift om afvisning". Jeg har i samme processkrift nævnt en række domme, der i højere grad end de af Sagsøgte anførte domme har analogi til min sag, og hvor den retlige interesse tilkendes.   

Retten har besluttet, at Sagsøgtes afvisningspåstand udskilles til særskilt afgørelse. Medmindre retten forinden en sådan afgørelse pålægger Sagsøgte at fremkomme med yderligere oplysninger, så vil retten altså træffe afgørelse om afvisning uden at kende Sagsøgtes opfattelse af sagens faktiske omstændigheder. Særligt væsentligt er det er at kende Sagsøgtes opfattelse af, om skattemyndigheden i min sag (jf. min subsidiære påstand) har oplyst om baggrunden for varslingen af ændret skatteansættelse og om skattemyndigheden generelt (jf. min principale påstand) oplyser om baggrunden for varslingen af ændret skatteansættelse. Det er i tilsvarende grad væsentligt er at kende Sagsøgtes opfattelse af, om skattemyndigheden i min sag (jf. min subsidiære påstand) har gennemført partshøring, og om skattemyndigheden generelt (jf. min principale påstand) gennemfører partshøring i sådanne sager. Det vil efter min opfattelse være meget simpelt for Sagsøgte at dokumentere dette, såfremt det er sket. Retsplejeloven berettiger retten til at pålægge en part at fremlægge yderlige oplysninger af væsentlig betydning for en sag.  

Jeg har indledningsvist i dette dokument tilkendegivet, at jeg indvilliger i, at spørgsmålet om spørgsmålet om afvisning (og dermed spørgsmålet om min retlige interesse) behandles skriftligt. Spørgsmålet om min retlige interesse er tilsyneladende det mest komplicerede i denne sag. Sagsøgte har ikke (ud over helt overordnet at bestride de nedlagte påstande) konkret bestridt sagens faktiske omstændigheder, således som jeg har fremlagt dem, og sagens beviser er så mange og så klare, at også en afgørelse i sagens hovedspørgsmål udmærket kan foregå ved skriftlig behandling. Som det fremgår af dette processkrifts afsnit 14, så anmoder jeg retten om, at behandlingen af sagens hovedspørgsmål foregår ved skriftlig behandling.  

10. Vedrørende sagens omkostninger.  

Såfremt afvisningssagen afgøres til Sagsøgtes fordel, så anmoder jeg, grundet sagens særlige omstændigheder, om fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger og om fritagelse for eventuelle øvrige omkostninger.  

Disse særlige omstændigheder er mange og fremgår af dette om tidligere processkrifter. Særligt må fremhæves, at Sagsøgte, som det fremgår af bilag 1, allerede den 29. november 2021 har givet mig stærkt begrundet formodning om, at Sagsøgte er enig i min subsidiære påstand og at Sagsøgte, som det fremgår af bilag 19, allerede den 8. oktober 2021 har givet mig stærkt begrundet formodning om, at Sagsøgte er enig i min principale påstand.  

Jeg mener også, at det er en særlig omstændighed, at Sagsøgte forinden stævningen, i Sagsøgtes procesdokumenter og i øvrigt under sagens forberedelse i retten, ikke, eller kun i meget begrænset omfang, forholder sig til sagens faktiske omstændigheder. Jeg har ovenfor i afsnit 9 anført, at Sagsøgtes manglende stillingtagen til sagens faktiske omstændigheder kan betyde, at en afgørelse om afvisning kan komme til at ske på et ufuldstændigt grundlag.   

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"…

Anbringender

Efter Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, kan en afgørelse truffet af skattemyndighederne indbringes for domstolene. Derimod kan en anerkendelsespåstand, der søger generelt at få afklaret en nærmere angivet skatteretstilstand, ikke prøves ved domstolene, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, jf. eksempelvis UfR 1995.265 H, UfR 1984.1059 H, UfR 2013.1937 Ø, SKM 2008.881 VLR, og TfS 1998.240 Ø. Dette gælder selvom den skattepligtige har en individuel interesse i påstanden, og også selvom påstanden kan have betydning for andre skattepligtige.    

Navnlig henset til, at Skattestyrelsen allerede den 4. november 2020 ændrede sagsøgerens forskudsopgørelse for 2020 i overensstemmelse med hans synspunkter, foreligger der ikke særlige omstændigheder, der støtter, at han kan få prøvet sine generelt formulerede påstande.   

Til støtte for afvisningspåstanden gør Skatteministeriet endvidere gældende, at sagsøgeren ikke opfylder det almindelige krav om retlig interesse for så vidt angår begge sine påstande som formuleret, og at påstandene ikke er tilstrækkeligt præcise. Sagsøgeren har, som det fremgår af retssagsportalen, nedlagt følgende påstande:    

"Principale påstand:  

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at Skatteforvaltningens dannelse af forskudsregistreringen efter IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet) er i strid med reglen i Kildeskattelovens § 53, stk. 2, hvorefter forskudsopgørelsen alene kan ændres, såfremt der foreligger nye oplysninger, der giver en nærliggende grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige fra grundlaget.   

Subsidiære påstand  

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at udtrykket "nærliggende grund" i kildeskattelovens § 53 stk. skal opfattes som en betingelse.  

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at udtrykket "nærliggende grund" i kildeskattelovens § 53 stk. 2 skal tolkes som "hvis der er grundlag for at antage, at forskudsopgørelsen med de nye oplysninger lagt til grund bliver mere korrekt".  

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at udtrykket "foreliggende oplysninger" kan omfatte andet og mere end en oplysning om et positivt kapitalafkast i et foregående skatteår, og såfremt nyere oplysninger sandsynliggør, at et tilsvarende positivt kapitalafkast ikke vil finde sted, så skal sådanne nyere oplysninger inddrages og vægtes højere end tidligere oplysninger.   

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at det er en betingelse for en ny skatteansættelse i løbet af et skatteår, at den skattepligtige underrettes om baggrunden for den nye skatteansættelse. Sagsøgte tilpligtes derfor til at anerkende, at skattemyndigheden i løbet af et skatteår kun kan fastsætte et ændret grundlag for forskudsskatten, hvis der er grundlag for at antage, at forskudsopgørelsen med de nye oplysninger lagt til grund bliver mere korrekt, og at det forudsætter, at den skattepligtige underrettes om baggrunden for den nye skatteansættelse.   

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet) i løbet af et skatteår fastsætter grundlaget for forskudsskatten ud fra et eventuelt positivt kapitalafkast det foregående skatteår, uden at tage hensyn til nyeste oplysninger og uden af tage hensyn til, om den reviderede forskudsopgørelse bliver mere korrekt.

Sagsøgte tilpligtes derfor til at anerkende, at skatteforvaltningens dannelse af forskudsregistreringen efter IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet) er i strid med reglerne i Kildeskattelovens § 53, stk. 2."   

Ministeriet fremhæver for god ordens skyld, at sagsøgeren imidlertid i sin replik har anført, at den subsidiære påstand som registreret på retssagsportalen skal udgøre hans principale påstand, jf. replikken, side 5, sidste afsnit f. Sagsøgeren ses på retssagsportalen at have frafaldet sin subsidiære påstand som nedlagt i stævningen.    

Sagsøgeren varsler desuden i replikken, side 4, at han potentielt også vil nedlægge følgende mere subsidiære påstand:   

"Mere subsidiære påstand: Det fremgår af offentlighedsloven § 15 stk. 1, at dokumenter, der er modtaget eller afsendt af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed, skal journaliseres, i det omfang dokumentet har betydning for en sag eller sagsbehandlingen i øvrigt.   

Sagsøgte hævder, at forslag, der tilsendes skattepligtige forud for ny skatteansættelse, har betydning for sagen. Sagsøgte erkender samtidig, at et sådant forslag ikke er journaliseret i min sag og at Sagsøgte generelt ikke journaliserer sådanne forslag. Sagsøgte overtræder dermed offentlighedsloven § 15. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at forslag, som sagsøgte udsender i forbindelse med ændret skatteansættelse i henhold til kildeskattelovens § 53 er journaliseringspligtige."   

Kravet om retlig interesse indebærer, at der skal foreligge en aktuel og konkret tvist mellem parterne, og at afgørelsen af påstandene skal berøre sagsøgerens egen stilling, jf. hertil replikken, side 2, 1-2. afsnit. Sagsøgeren opfylder imidlertid ikke kravet om retlig interesse for så vidt angår sine generelt formulerede påstande.   

Følgende fremgår af Lars Lindencrone Petersen og Erik Werlauff, Dansk retspleje Civil-, foged-, skifte- og straffeprocessen, 8. udgave, side 235-240:   

"Dommen skal være endelig og bestemt, jf. fx UfR 2012.18 Ø, hvor en erhvervslejer godt kunne få dom for afslag i lejen pga. mangler ved det lejede for så vidt angik den forløbne tid, men ikke kunne få dom, ej heller anerkendelsesdom, for »et forholdsmæssigt nedslag i lejen på 14.000 kr., indtil udbedring er sket«.  

Dommerne skriver ikke generelle responsa om tænkte juridiske tvivlsspørgsmål, men afgør en bestemt tvist, som er opstået mellem to eller flere bestemte parter, på grundlag af en bevisførelse om disse parters indbyrdes handlemåde, forhandlinger mv.  

(…)  

Rene tvivlsspørgsmål hos en part, som ikke har forbindelse med en aktuel tvist, skal afvises, jf. fx UfR 2000.974 Ø om en udlejer, der uden at have opsagt sin lejer ønskede anerkendelsesdom for, om lejeren havde erhvervsbeskyttelse efter lejelovgivningen"   

(…)  

En påstand, der reelt alene er et anbringende til støtte for en påstand, og som i øvrigt ikke har betydning for sagsøgerens retsstilling, skal afvises (…)" (mine understregninger)   

Videre anføres det af Pernille Backhausen og Birgitte Grønborg Juul i Proceduren, Påstandens formuleringen, 4. udgave, side 230:    

"Det overordnede krav til en påstand er, at den skal være præcis og egnet til at indgå i en domskonklusion. Desuden må påstanden ikke indeholde noget, der i realiteten er anbringender eller en del af sagsfremstillingen."   

Og på side 240 f.:   

"Det er et krav, uanset om der er tale om et fuldbyrdelsessøgsmål eller et anerkendelsessøgsmål, at sagsøgeren har en retlig interesse, altså at sagsøgeren forfølger et rimeligt formål, og at påstanden er af en karakter, som kan pådømmes af domstolene. Retlig interesse forudsætter i almindelighed, at påstanden er lovlig og kan bedømmes retligt, og at der er tale om en konkret og aktuel retstvist. Kravene til sagsanlæg omtales i dette kapitel om påstande, fordi de er væsentlige ved fastlæggelse af grænserne for mulige påstande i en konkret sag.  

Kravene til retlig interesse er ikke nødvendigvis de samme i fuldbyrdelsessøgsmål og anerkendelsessøgsmål. I fuldbyrdelsessøgsmål giver kravene til retlig interesse sjældent anledning til tvivl, mens den, der anlægger et anerkendelsessøgsmål, i højere grad må overveje, om betingelserne for sagsanlæg er opfyldt.  

I anerkendelsessøgsmål er det et krav, at der er retsuvished.  

(…)  

Dernæst skal der være tale om en konkret situation. Lidt populært kan man sige, at domstolene ikke afgiver juridiske responsa. Den danske retstradition tilsiger, at en domstolsafgørelse som udgangspunkt er individuel, dvs. baserer sig på en meget nøje fortolkning af reglerne i forhold til netop den tvist, herunder netop de faktiske omstændigheder i den konkrete retssag, som er forelagt for domstolene. Dette ville ikke være muligt, hvis en part kunne forelægge en generel problemstilling og herefter få retten til at tage stilling, uden at retten har mulighed for at overskue de konkrete konsekvenser ved domsafsigelsen. Enkelte gange kunne det være rart, at domstolene fastslog en generel fortolkning af gældende lovgivning, således at alle kunne indordne sig under denne fortolkning. Imidlertid ville en sådan fremgangsmåde tillige stride mod kravet om aktualitet.  

(…)  

Kravet til aktualitet indebærer blandt andet, at domstolene ikke tager stilling til hypotetiske situationer. Hvis sagsøgte f.eks. allerede har opfyldt kravet, har sagsøgeren ikke længere en aktuel interesse i søgsmålet." (mine understregninger)    

Sagsøgerens principale påstand er en generelt formuleret påstand om, at anvendelsen af "(red.IT-system.nr.1.fjernet)" er i strid med kildeskattelovens § 53, stk. 2. Der er ikke tale om en konkret tvist mellem to parter, og sagsøgeren har ikke en individuel retlig interesse i afgørelsen af det generelle spørgsmål, jf. f.eks. UfR 2013.1937 ØLR og UfR 2007.213/2 H.    

Sagsøgerens subsidiære påstand om fortolkningen af kildeskattelovens § 53, stk. 2, kan heller ikke tages under pådømmelse af retten. Påstandens dele er rettere udtryk for anbringender til støtte for det sidste led i den subsidiære påstand om at "Sagsøgte tilpligtes derfor til at anerkende, at skatteforvaltningens dannelse af forskudsregistreringen efter IT-systemet (red.IT-system.nr.1.fjernet) er i strid med reglerne i Kildeskattelovens § 53, stk. 2.", hvilket allerede rummes i sagsøgerens principale påstand, jf. SKM 2015.503 ØLR.    

Sagsøgerens nedlagte påstande vedrører således ikke en aktuel og konkret tvist mellem parterne, og afgørelsen af påstandene vil ikke berøre sagsøgerens egen stilling. Kravet om retlig interesse er således ikke opfyldt. Skatteministeriet fastholder i øvrigt det anførte i svarskriftet, side 2, om, at selv hvis sagsøgeren (engang) havde en retlig interesse, eksisterer den ikke længere. Hertil kommer, at påstandene er så upræcise, at de ikke egner sig til at indgå i en domskonklusion, idet det bl.a. er uklart, hvad retsfølgen af, at påstandene måtte blive taget til følge, er.   

Det samme gør sig gældende for den mere subsidiære påstand, som sagsøgeren har varslet, han måske vil nedlægge, jf. replikken, side 4.   

…"

Rettens begrundelse og resultat

Ad sagsøgers principal anerkendelsespåstand finder retten, at de 6 første afsnit af sagsøgers principale påstand ikke er egnede til at danne grundlag for domskonklusioner, idet påstande mere er anbringender til støtte for sagsøgers påstand i afsnit 7.

Da en anerkendelsespåstand skal have til formål at fjerne en bestående retsuvished, og idet skattestyrelsen ved sin sagsbehandling efter, sagsøger klagede over den ændrede forskudsopgørelse for 2020, konkret har anerkendt, at det omhandlede pensionsafkast modtaget i 2019 ikke kunne medføre en ændring af forskudsopgørelsen for 2020, hvorfor der ikke længere består en retsuvished, finder retten, at en stillingtagen til sagsøgers påstand er uden betydning for forholdet mellem sagsøger og sagsøgte.  

Da en påstand skal angå en konkret og aktuel tvist mellem parterne, og da disse betingelser ikke foreligger, afvises sagsøgers principale påstand.

Ad den subsidiære påstand lægger retten til grund, at skattesagen angående sagsøgtes forskudsopgørelse for 2020 er afsluttet i november 2020 ved sagsøgtes accept af skattestyrelsens forslag til tilbageregulering af forskudsopgørelsen, som beskrevet, og ved gældsstyrelsens tilbagebetaling af de indeholdte B-skatter. Herefter og idet der ikke af sagsøger er anførte omstændigheder, der kan begrunde en realitetsprøvelse af sagsøgers påstand, tages sagsøgtes afvisningspåstand til følge.

Efter sagens udfald skal sagsøger til sagsøgte betale sagens omkostninger. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 14.000 kr.  

Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Sagen afvises.  

Sagsøger skal til sagsøgte inden 14 dage betale sagens omkostninger med 14.000 kr.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.